Knud Knudsen til Lysholm på Als
3 e
Knud Knudsen til Lysholm på Als, hans levnedsløb.
Hans barndoms år.
Hans ophold i hjemmet fra hans 1. – 10. år.
Fødsel og dåb 1819.
Knud Knudsen er født 1819 onsdagen d. 30. juni i Ketting kro på Als. Hans forældre var Johan Peter Knudsen, kromand og købmand i Ketting og hustru Christine Margrethe Frost. Tirsdag d. 13. juli blev han døbt i Ketting kirke af stedets gamle præst, provst Christian August Burchardi, og fik navnet Knud efter sin farfar Knud Knudsen, til daglig blev han kaldt Knudde. Han er ifølge degnens kirkebog døbt Knudsen og ikke Knutzen. Han blev holdt over dåben af kapellan Jørgen Knudsen i Nordborg, der var en bror af hans farfar: Faddere var: Johan Peter Knudsen til Lysholm, der ligeledes var en farbror af hans far, Mad. Vogelsang, der var g.m. hans fars stedfar, Matthias Vogelsang til Bommerlund, søfarende Johannes Gerhard Bruhn, en søn af den gamle degn Bruhn i Ketting og hans forlovede, jomfru Christiane Magdalena Jørgensen, der blev opdraget i huset hos sine gamle bedsteforældre, forhenværende forpagter Nis Jørgensen af Augustenborg Ladegaard, men siden ejede og beboede nabostedet i Ketting, det sted, der senere blev indrettet til en bispebolig for biskop Tetens. Til kirken blev han båret af boelsmand Thomas Lorentzens kone Marie Tameses, der som en god veninde af hans mor og navnlig gik hende meget til hånde, når hun var syg, har båret alle hans søskende i kirken.
I den anledning var der om eftermiddagen gilde for fadderne og andre medlemmer af familien. Mens man sad ved bordet, holdt en vogn for døren. Det viste sig at være pastor Meyer fra Hagenbjerg, der tit flakkede ud og måske ville til Sønderborg eller ud at besøge sin bror, der var forpagter på Rønhave. Da han hørte, at pastor Knudsen var der tilstede for han lige op til selskabet for at hilse på ham, og da denne bød ham at tage plads ved siden af sig, undslog han sig, men greb et glas og drak barnets skål med et par velvalgte ord, og derefter udbragte han også forældrenes skål, hvorpå han tog afsked og kørte videre af sted.
Vaccination 1819.
1819 d. 14. okt. blev han i Ketting gamle skole vaccineret af Dr. Henrici på Augustenborg, hvor han var livlæge hos Enkehertuginde Louise Augusta og konstitueret som physicus for Nordborg og Sønderborg amter samt Ærø. Endnu 1834 beklædte han ”ad interim” denne stilling.
Et godt helbred.
Han var født i et godt hjem, hans far, der var meget stille og svagelig, gav sig ikke meget af med børnene, så længe de var små, derimod blev han omhyggelig plejet af sin gode og kærlige mor. Det var derfor hende, der nærmest drog dem til sig. Han var under sin opvækst en temmelig stor dreng, der lignede til at blive høj og vel voksen, grunden var vel den, at han blev sent vænnet fra. Han havde også et godt helbred, var sjælden egentlig syg, når han eller et af de ældre børn led af forkølelse eller anden upasselighed,
4 e.
fik de gerne en tvebak med smør og saft på. På Ærø havde han i nogen tid hver anden dags koldefeber, den såkaldte ”den kule”, en sygdom, som den gang grasserede meget, men nu ikke høres meget om. Den indfandt sig gerne i forårs- og efterårstid. Og er nu formodentlig bleven afløst af influenzaen, der den gang under navnet ”e grippe” kunne indfinde sig en 4-5 gange i hvert århundrede og fløj da i en fart hele Europa over. Nu derimod vender den gerne hvert år tilbage, men er da som oftest mere mild i sin fremtræden.
Hans legekammerater:
Som barn var han ikke fri for at være forkælet. Han var sin mors øjesten, han ville derfor helst ligge hos hende om natten, ”det ville han gerne, om han også skulle ligge på sengekanten”. Med sine ældre søstre, Elisabeth og Anna kom han mest i pigernes lav, derimod omgikkes han mindre med drenge, derfor blev han mere vant til pige arbejde, og lærte ikke at løbe på skøjter, og at tumle med heste, eller at ride og at køre. Han interesserede sig mere for køer end for heste, legede i haven med stilke, der var tøjrede som køer, dem flyttede og malkede han.
Anne Jenses.
Ved en sådan lejlighed kom gårdmand Hans Jensens lille datter, Anne Jenses, der var i hans alder, daglig ind til ham, og legede med ham. Han fulgte ofte hjem med hende, blev der om aftenen og spiste nadver med dem, hvilket måltid bestod af den sædvanlige byggrød. Der dansede man også jævnlig reel, og byens børn fik også tit lov til at holde lege- og julestue her i gården. Anne Jenses tjente siden i 15 år fra 1841-55 i Hagenbjerg præstegård, blev derfra 1855 g.m. kådner Jørgen Lykkemand i Adserballeskov, og døde her på aftægt 1900, ved hvilken lejlighed vi, min bror og jeg, sendte en krans til hendes jordefærd. Da Knudde ofte fulgte med pigen Kathrine ud i marken, når hun skulle malke til middag og aften, lærte han selv at malke, og fik deri så god øvelse, at han, når man havde travlt hjemme, gik alene ud at malke til middag. Han gik da med dragt og spænde over skuldrene ligesom pigerne plejede. Frøken Tetens morede sig ofte over ham, når hun så ham således gå hjem med mælken. Biskoppens kendte ham derfor godt og talte gerne med ham, når de mødte ham på deres spadsereture. Han kom også undertiden derover, når hans forældre sendte ham i et ærinde.
Jakob Knabe.
Hos Hans Knabe, der boede i et lille hus lige overfor kroen, kom han også jævnlig. Sønnen Jakob Knabe var i alder med ham. De havde altid om sommeren menge gode stikkelsbær i deres have. Her blev han også ofte om aftenen og spiste kartofler med dem. Konen Anne Marie Knabes, der var fra Tønderegnen og en slægtning af den senere provst Høeck i Ketting, var meget renlig og akkurat. Det var en simpel og tarvelig belysning, man den gang hjalp sig med en lille trekantet blikskål, hængte under loftet, hvori en væge af siv brændte i tran. Jakob Knabe tjente efter sin konfirmation 1835 et par år i kroen. Tjente i flere år på Munkemølle i Odense og bosatte sig i denne by. Hans mor døde senere af kræft.
Nikolaj Krogh.
I det lille højtliggende hus med den høje trappe lige overfor Hans Jensens boel boede enken Margrethe Marie Krogh. Hun var en datter af smedesvend Andreas Christensen og Anne Krogh, en søster til kromand Jørgen Krogh i Igenmølle og skipper Hans Peter Krogh, tidligere i Helved og siden Lillemølle. Hun var tillige en søster af farver Hans Peter Krogh i Igenmølle. Margrethe Marie Krogh, således kaldte alle børnene sig efter deres mor Anne Krogh, havde foruden flere børn, en lille svagelig søn ved navn Nikolaj Krogh. Han sad for det meste hjemme og kunne ikke komme ud at lege med de andre børn. Knudde gik da ofte op til ham og spillede kort med ham. Det var meget gamle forjaskede kort, hvoraf flere var syede sammen, når de havde fået en rift. Han døde tidlig af tæring. Hans mor var en brav of skikkelig, ren og pæn kone, der som enke havde det småt, men hun nød meget godt af sin brors understøttelse i Igenmølle.
5 e.
Ingemine Rasmussen.
Ovenfor dette sted boede den gamle Ingemine Rasmussen, enke efter Rasmus Rasmussen, bødker i Ketting. Hun var født på Fyn, men hun var allerede som barn tilligemed sin bror kommen her til Øen. De blev opdragede i Lauensby og kom siden ud at tjene. Hendes bror blev gift og bosiddende i Sebbelev, og var far til 2 døtre Anne Marie og Kathrine, der tjente flere år i kroen og siden blev g.m. en jyde Søren Martinussen, der også i en del år var staldkarl i kroen. Ingemine og hendes mand havde købt enden af et hus, der senere tilhørte skrædder Hønborg. Mine var en gammel og agtværdig kone. Knudde kom meget op til hende og lå her også om natten, når de havde noget for hjemme, og det faldt vanskeligt at passe børnene. Hun var hans gamle kone, og han skulle engang arve hende og hendes lille hus, hed det. Gulvet inddelte han i stuer, og når de om aftenen var kommet i seng, lagde han mange planer, hvorledes han ville indrette det, og hvor rart de skulle have det. Få år efter at han var kommet til Ærø, døde den gamle Mine. ”1831 d. 9. dec. døde Ingemine Rasmussen, enke efter Rasmus Rasmussen, bødker i Ketting, 70 år gl.” Hans lille søster Doris meddelte ham den gang i et brev fra 25. jan 1832, ”at hans gamle kone Mine var død fjorten dage før jul og lå syg i otte dage”.
Andre jævnaldrende drenge.
Iblandt andre jævnaldrende drenge, han undertiden kom sammen med, kunne foruden Jakob Knabe mærkes: Hans Klausen, siden boelsmand i Ketting, solgte gården 1866 til en preussisk Baron Pless, og købte igen en gård i Aarhus egnen, hvor han kort efter døde, Nikolaj …., der blev murmand og fik sin fars sted i Ketting, Jes Skade, der fik sin fars sted i nærheden af kroen, men solgte og rejste til Amerika, og Rebekkas søn Lorents, om hvem man siden ikke hørte. Rebekka var en ældre pige fra Ærø, der havde lejet sig ind i et hus i Ketting, bagved den store dam. Hun var stolt af sin søn Lorents, ”min søn Lorents”, sagde hun gerne, og hun vidste hvem der var drengens far, det generede hun sig ikke ved at sige. Men da Kathrine Marie fra Skakkenborg, en datter af den gamle Hans Henrik og Birthe på dette sted, fødte et uægte barn, og det blev ført til kirke, trådte Rebekkan hoverende ud på gaden og råbte efter dem så højt, at det kunne høres i det hele ranunkel: ”hun har mere faar til baarnet”. Denne Kathrine Marie var i øvrigt en rar pige, havde tjent i kroen og hos biskop Tetens, og blev siden g.m. Christian August Klein, en bror til degn og skolelærer Henrik Peter Klein i Ketting.
Besøg hos familien.
Med sine ældre søstre, Elisabeth og Anna fulgte den lille Knudde ofte med til den gamle farbror bag kirken. Denne mand var cand. theol. Jakob Knudsen, der var en farbror af børnenes far. Han boede her ugift på sin mors sted og havde en ældre pige fra Ketting, Marie Kirstine Andersen til husholderske. Han var altid glad ved børnenes selskab, kom selv tit op for at hente dem, eller når han var gået op på kirkegården, og han så dem udenfor, vinkede han ad dem med sin stok, og de løb da glade op til ham og fulgte ham hjem. Her legede de med hverandre, og han deltog tit med dem i deres leg. Han havde altid noget godt til dem, kirsebær, æbler, pærer, nødder og anden frugt.
6 e.
Undertiden fik de lov til at blive der om natten, lille Anna skulle da gerne ligge hos ham, og den lille Knudde hos pigen Marie Kirstine. Som den ældste og største rettede Elisabeth tit på sine mindre søskende. Hun var lidt streng af sig, og de havde respekt for hende.
Besøg på Lysholm.
Joh. Peter Knudsens kone Mad. Knudsen var en moster til hans mor. Derfor kaldte børnene dem også farbror og moster. Hans far blev gerne hjemme, derimod plejede de at tage den gamle farbror Jakob Knudsen med. Denne og hans mor sad gerne på det forreste sæde på vognen i en livlig passiar, lo og spøgte hele vejen, børnene sad på det bagerste sæde. Om sommeren legede de i haven, om vinteren i det store køkken. I frugttiden var det fuldt af kirsebær og blommer, æbler og pærer, stikkelsbær og anden slags frugt. Om aftenen fik mand siden risengrød eller en stegt and og en brødkage. Da han blev lidt større, kunne han nok undertiden spadsere derned med sine søstre, men man gik gerne tilbage igen om aftenen. De blev der den gang ikke flere dage eller om natten, det blev senere mere tilfældet med de yngre søskende. Den lille Knudde holdt dog ikke rigtig af, at den gamle farbror ofte i spøg kaldte ham ”Knud Skrædder”.
Besøg på Hartspring.
På gården Hartspring boede hans fars eneste søster Anne Christine Knudsen, der var g.m. proprietær Thomas Thomsen. Hende kaldte man ikke faster, men tante på Hartspring. De havde en del børn, hvoraf sønnerne Thomas og Peter nærmest var i alder med Knudde, den ene lidt ældre, den anden lidt yngre. Derhen gik turen ofte fra Ketting, den gamle Jakob Knudsen og børnene var da også gerne med. Da der her var godt børneselskab, var det så naturligt, at han holdt meget af at komme der. Undertiden blev han der i flere dage, ja i julen en 14 dages tid. Han gik da om dagen med børnene ind i skolen og deltog i undervisningen.
Man havde dengang til huslærer Niels Kjærbølling, en søn af skolelærer Jørgen Nielsen Kjærbølling i Dynneved. Kjærbølling var seminarist fra Skaarup Seminarium 1827 med udmærkelse, var elementerlærer i Marstal fra 1831-1836, i Ærøskøbing fra 1836-1844, da han blev Have-inspektør ved den Havebrugsskole, som kammerherre Riegels oprettede på Snoghøj, og blev senere ansat som forstander for det ny anlagte zoologiske Museum i Frederiksberg Have. Kjærbølling interesserede sig allerede dengang stærkt for fugle, hver gang han så en sjælden fugl, fik han straks bøssen ned og forsøgte at skyde den eller at fange dem. Han stoppede herefter ud og havde en hel samling af forskellige udstoppede fugle. Senere udgav han sit store og fortjentlige værk over Danmarks fugle med mange illustrationer og fik fra et tysk universitet titel af Doktor.. Han truede engang børnene med, at han ville skære et ris og ave dem med. Men da han ikke havde gjort det ytrede Knudde, ”at han havde glemt at skære riset”. Han gik da ud og skar et, kom ind igen og gav ham nogle rap deraf.
Hos Thomsen kom undertiden hans svoger, den såkaldte tykke Andersen, der var forpagter på Kegnæsgaard, og andre ligesindede herrer.
7 e.
Det endte gerne med, at man fik den del thevandsknægte, blev højrøstede og fortalte uanstændige historier. At bande og prale forstod de herrer godt. Skønt han sjælden lærte at ride, var han dog engang ridende til Hartspring, på den ene af hans fars heste, som kaldtes Lisken. Det blev beundret og han var stor på det.
Besøg på Nordborg.
På Nordborg boede hans morbror, skibskapt. N.E. Frost. Hans kone E.K. Fangel var en datter af provst Holger Fangel på Nordborg, der døde 1820. Frost kaldte man morbror og hans kone tante Frost. Frost var kun lidt hjemme, da han sejlede på lange ture, hans kone måtte da styre huset. De havde flere børn: 2 sønner, Christian og Holger, og 2 døtre, Marie og Grethe. Sønnerne var omtrent i alder med Knudde, døtrene lidt yngre. Da børnene således nogenlunde var i alder med de ældre børn i Ketting, gav dette anledning til, at de også kom om til Nordborg, og blev i besøg i flere dage, men den lille Knud holdt ikke så meget af det, da Frostes drenge var temmelig vilde og uartige, især den ældste, Christian var en temmelig forvoven og ustyrlig dreng, så at deres mor havde svært ved at styre dem, når deres far ikke var hjemme. Engang skulle Elisabeth, Anna og Knudde, der endnu var temmelig lille, om i Nordborg i besøg. De kørte med Sønderborg-Nordborg Post, som førtes af den gamle bekendt Niels Olsen og kørtes 2 gange om ugen, tirsdag og fredag. Da man kom om i Rumohrsgaards Galgekobbel, gik det ene hjul af, og vognen væltede ned i grøften. Den lille Knudde gav sig stærkt til at græde, så at Niels Olsen blev bange for, at han havde stødt sig slemt, mens de andre kom godt fra det. Men da han hørte at han græd over sine kager, der var blevet borte blev han glad og sagde: ”ti bare stille dreng! når vi kommer til Nordborg skal du igen få andre kager”. De blev vel modtagne der og blev der i besøg flere dage. En anden gang var han der i besøg i julen. Der blev julenat sat et bord op for Helligkrist, og om morgenen fik de de foræringer, som han i nattens løb havde bragt til de gode børn. Drengene var dog den stille Knudde lidt for vilde. De kørte ud i byen med en ged. En dag var de nede hos Bladts, hvor de rendte omkring et bord, den ene af dem faldt, stødte sig og brølede op i vilden sky; en anden dag havde den ene været uartig, og faderen, som den tid var hjemme, ville give ham en dragt prygl, men deres mor bad for ham og fik det forhindret. De lå om natten alle 3 i en himmelseng, der stod i dagligstuen; de lå og fløj omkring i sengen og nappede hverandre.
De tvende små fætre blev ikke gamle, de døde allerede som børn.
Han kommer i skole 1824.
I en alder af 5 år kom han, ligesom det havde været tilfældet med hans 2 ældste søstre, i skole hos den gamle Karl Simonsen, der kaldtes Styrmand og boede på det sted, hvor senere sypigen A.K. Things har boet. Her lærte han at skrive tal og bogstaver. Der gik her en 10-12 børn, deriblandt også Nikolay Krogh, en søn af kromand Jørgen Krogh i Igenmølle. Han blev siden snedker i Igen og døde først for et par år siden.
Da han var 6 år gl., kom han i byens skole, hvor Henrik Peter Klein allerede den gang havde været ansat i flere år. Han var en nidkær og duelig lærer, men havde alt for mange børn. Ligesom sine andre søskende blev han holdt godt og stadig i skole, gjorde god fremgang og sprang ved omflytningen forbi flere ældre og større drenge. Skolen var den gang temmelig ny, den var bygget 1822.
|
