Hans ophold på Rumohrsgaard fra hans 17. 19. år.
Hans ophold på Rumohrsgaard fra hans 17. 19. år.
Han kommer til Rumohrsgaard 1836 d. 17. april.
Han var endnu noget bly, undseelig og tilbageholden især over for fremmede, som han ikke kendte, først når de kom ham i venlighed i møde, kunne han få munden på gled og tabte det sig noget. Der kan være noget i, hvad Elley senere hans svoger, engang ytrede, at vi søskende havde fået en for ”zärtlich opdragelse”. Dog kan det alligevel være, at det bly, undseelige væsen var godt, det sparede ham måske for en del fristelser i hans ungdom og bidrog sit til, at han altid vedblev at være et godt sædeligt menneske, der holdt sin mors lov, og gjorde sine forældre ære, selv efter at de ved en tidlig død var gået bort herfra. Men derfor har han måske også nok været lidt ængstelig og benovet, da han skulle bort fra hjemmet og tiltræde sin nye plads. Han blev dog hurtig hjemme på Rumohrsgaard, da det var godmodige mennesker, han kom til.
Jacob Jacobsen, forpagter.
Jacob Jacobsen var født på Gammelgaard 1797 og en søn af Christian Jacobsen fra Sønderborg, der lige siden 1792 havde haft denne gård i forpagtning. Han var i nogle år i huset hos sin svoger, Thomas Matthias Sabroe, præst i Tandslet fra 1809-1822, og nød den undervisning sammen med flere unge mennesker, som pastor Sabroe dimitterede til universitetet. Men da han var tykhovedet og måske også doven, gjorde han ikke videre fremskridt, men han skulle jo heller ikke studere. Da hans far som inspektør havde opsyn med de augustenborgske godser, blev han i en ung alder allerede 1821 hensat som forvalter på Rumohrsgaard, indtil han senere selv fik den i forpagtning af Hertugen. Han døde her på Rumohrsgaard 1861 i foråret. 1828 d. 11 april blev han g.m. Eleonora Elisabeth Witzke, født 1799 d. 28. juli på Hjortholm på Kegnæs, en datter af Jørgen Peter Witzke, ejer af Hjortholm og hustru Eleonora Elisabeth Brandt. Hun styrede i nogle år forud husholdningen på Rumohrsgaard for ham og døde her 1857 af kræft.
Hans karakteristik.
Jacobsen var en lille tyk mand med mave og spillende øjne. Hans sædvanlige mundheld var ”Fanden spille mig”, og han lo hjertelig, når han fortalte sine pikante, tit smudsige historier, hvad han gerne ville. Han inddelte konerne i 2 slags, den første klasse var dem, der havde børn, den anden klasse de, der var barnløse, som han kaldte Bromler, og øverst på hans liste over disse stod bispinde Tetens og præstekonen Mad. Knudsen i Hagenbjerg. Han var ikke fri for at have sine Liebschafter. Dog holdt han gerne de hellige ting fri for spot.
21 e.
Da han engang var med til et herreselskab på Kegnæsgaard, hvor det gerne hen på natten gik vildt og lystigt til, tog provst Høeck i Ketting, der som svigerfar til forpagteren Hans Andersen, var med til gilde, et glas punch og hældte ned på Jacobsens hoved, idet han sagde: ”Jeg døber dig i navnet faderens osv.”, men Jacobsen blev vred, vendte sig imod provsten og sagde: ”Det havde jeg mindst ventet Hr. Provst! at De ville gøre og sige”. Dog med alt dette, var han i øvrigt en meget godmodig, tjenstvillig og godgørende mand, hvorfor Notmark sogns tolvmandskollegium altid satte ham lavt i fattigskat af hensyn til, at han var en mand, der gjorde en del godt i sognet. Det er et smukt vidnesbyrd om den agtelse, han alligevel nød i sognet. Jacobsen var tysksindet, det var alle de hertugelige forpagtere før 1848 nødte til at være. Han holdt altid en tysk avis: ”Itzehoe Wochenblatt”, men egentlig politik lå i grunden udenfor hans livsform.
Hendes karakteristik.
Hans kone, Mad. Jacobsen, var en sjælden brav og rar kone, både som hustru og mor. Hun var en meget dygtig og huslig kone. Alle Witzkes børn var i hjemmet opdragne til arbejde og tarvelighed. Pigebørnene måtte tit gå med ved et og andet markarbejde, f. eks. at tage kartofler op og at samle sten på marken. Hun bar sit sidste kors med en sjælden og smuk tålmodighed, og bar tit over med sin mands svagheder. Når han tit fortalte sine historier, ytrede hun ofte: Å! Jacobsen”.
Deres børn.
De havde flere små børn: 1) Louise, født 1829. Hun blev siden g.m. Bützow af København, der lærte landvæsen på Rumohrsgaard og siden købte en gård i Vaamark, Stenderup sogn ved Haderslev. 2) Christian Jacobsen, født 1830, siden ejer af Haderslev Ladegaard. 3) Peter Jacobsen, født 1832. Købmand i Sønderborg. 4) Heinrich Jacobsen, født 1833. Ejer af Elisabethsminde, en gård på 270 tdr. land i Viuf sogn, 1½ mil nord for Kolding. 5) Carl Jacobsen, født 1834. Forpagter af Werthemine, Gammelgaard og til en tid af Rumohrsgaard på Als. Deres fælles barnepige Marie Albertz, en gammel tro pige af Sønderborg, opholdt sig en del år på Rumohrsgaard og blev siden barnepige igen for deres børn. Siden flyttede hun tilbage til Sønderborg og tog tit ud som sygeplejerske til familien, der anholdt om hendes hjælp. Drengene holdt meget af Knudde og spadserede undertiden ud med ham i marken og til Ketting, når han et øjeblik gik hjem. Det var morsomt at se når de havde besøg af deres små fætre på Kegnæs, Peter Witzke fra Hjortholm, født 1835 og degnens søn på Kegnæs, Hans Peter Uhlenberg, født 1838. De løb da omkring i haven, men altid i en række efter deres alder, forrest de Rumohrsgaards drenge, Christian, Peter, Heinrich, Carl, Peter Witzke og til sidst bagefter Hans Peter Uhlenberg.
Jacobsens huslærere.
Deres huslærere den gang var J. Jacobsen, født i Haunstrup ved Tønder 1803.Han havde tidligere været huslærer på Hartspring, kom derfra til Rumohrsgaard, blev vinteren 1839-1840 konstitueret som lærer ved Elstrup skole under en vakance og siden også i Adserballeskov. 1842-49 var han elementarlærer i Hagenbjerg og blev herfra forflyttet til Stevning skole, hvor han forblev indtil han tog sin afsked og levede af sin pension i Broballe. Han var meget lang, hvorfor han altid gik under navnet, ”den lange Jacobsen”, talte ligefrem efter Skriften på mange seminaristers vis på den tid, han sagde altid: Jeg mig osv.
22 e.
Han gik for en lille løn, men da han var meget tarvelig og sparsommelig lagde han alligevel penge op og satte dem på rente. Han spadserede ofte flere mil ud på fastlandet, gik da undervejs ind og besøgte præsterne, og rejste på denne måde gratis. Hvor han kom til en by, købte han synåle, papir, blyanter, almanakker osv., som han så igen med en fortjeneste solgte til omegnens bønderkoner og piger og havde således også deraf en lille fortjeneste. Da Knudde ikke betalte for sig på Rumohrsgaard, måtte han dele værelse og seng med ham. For ikke at slide på sin skjorte trak han den altid op under sig, når han gik i seng, og lå således halv nøgen. For at vænne ham af med denne uskik, lagde Knudde engang en børste under ham, som han stak sig på, og således blev han efterdags fri for denne maner. Han var just ikke nogen behagelig person. Efter ham fik børnene til lærer en theol. kandidat Wolff fra Rise ved Aabenraa og senere gik de over til Ketting præstegård og nød undervisning sammen med provst Høecks børn af en theol. kandidat Nis Pedersen Høeck, en brorsøn af provsten, der døde 1881 som præst i Varnæs ved Aabenraa.
Amalie Witzke.
I deres hus var dengang som jomfru, en søster af Mad. Jacobsen, Anne Marie Witzke, født på Hjortholm 1805 d. 19. juni. Hun var nærved at gå i frø, men søgte dog på alle mulige måder at gøre sig behagelig for de unge herrer elever, og ville gerne giftes. Men da til sidst alle hendes forsøg glippede, fik hun en enkemand Hr. Schmidt, ejer af Haderslev Ladegaard, fik således ”et godt brød” og blev på sine gamle dage en del forfængelig og var meget for stads. Mejersken var M. Walter fra Angel, en meget pæn og forstandig pige, der konstituerede der i flere år.
Jacobsens svigerinder.
Iblandt Mad. Jacobsens øvrige søstre var Frederike Louise Witzke, født 1795 d. 17. marts på Hjortholm. 1830 d. 2. april g.m. Christen Hansen Uhlenberg, degn og skolelærer på Kegnæs, hvor han døde 1864. Hun flyttede som enke til Nordborg, hvor hun døde. De havde kun et barn, sønnen Hans Peter Uhlenberg, elementarlærer på Kegnæs, lærer ved Fynshav skole og til sidst lærer i Dynneved og organist ved Igen kirke. Dernæst Johanne Petronelle Witzke, født 1802 d. 16. marts på Hjortholm og blev siden g.m. apoteker Hans Carstens på Augustenborg, hvor hun boede mange år som enke og døde. De havde 4 børn: 1) Hans Carstens, født 1825, nød undervisning i Notmark præstegård hos daværende pastor J. Hansen, senere biskop på Als. Han blev theol. kandidat ved Københavns universitet 1854 og senere præst i Arnis og Flensborg. 2) Kathrine Carstens, født 1827, g.m. proprietær Alexander Thomsen på Hartspring, bor for tiden som enke på Augustenborg. 3) Peter Carstens, født 1830, nød undervisning i Ketting præstegård sammen med provst Høecks børn, gik i Lybæk skole og nedsatte sig siden som læge først på Nordborg og siden Augustenborg. Skønt han gik den tyske vej, har han dog været dansksindet. 4) Christiane Carstens, født 1832, har været g.m. 2 apotekere i det tidligere kongerige Hannover. Disse svigerinder kom undertiden på Rumohrsgaard. Mad. Uhlenberg blev let fornærmet, når man ikke gjorde nok af hende og den lille Hans Peter. Mad. Carstens kom tit spadserende med sine døtre. Det blev da ofte talt om at køre hende hjem, men Jacobsen ytrede da gerne: ”hun kan fanden spille mig gå. Vi har ikke tid til at ligge og køre med hende”. Hun styrkede sine døtre i koketteri og forfængelighed for at få dem anbragt. Hun sendte bud efter Thomsen og indledede frieriet ved at bestille ærter hos ham. ”Det har nok været røde ærter”, bemærkede den gamle Mad. Vogelsang på Solbjerggaard.
23 e.
En fadæse.
I den tid Knudde opholdt sig på Rumohrsgaard, tog familien Jacobsen et par gange ned til Lysholm og besøgte den gamle Mad. Knudsen, hans tante. Det blev da bestemt, at hun en dag igen skulle besøge dem med sine plejedøtre. Christine og Elisabeth. Da hun var en gammel stilfærdig kone, der sjælden tog ud, spurgte de hende i forvejen, hvorledes de skulle modtage hende, og hvorledes hun vel helst ville have det. Hun mente da at hun helst ville have sin sædvanlige nadver, sødgrød eller byggrød. Hun blev da trakteret med boghvedegrød. Det var naturligvis en fadæse af ham, men ligeså dumt at spørge om sligt. Det behøvede hun ikke at rejse ud for at få. Hun lod sig ikke mærke med noget; men det blev også første og sidste gang at hun kom der i besøg.
Gårdens areal, drift m.m.
Rumohrsgaard var en temmelig stor gård, næst efter Gammelgaard og Sønderborg Ladegaard den tredje største gård på Als. Arealet opgives forskelligt: 1) i Jensens statistik des Herzogth Schleswig fra 1840 opgives arealet til 609 tdr. land, deri 127 tdr. skov. 2) I Schrøeders Topografi d. Herz. Schlesw. fra 1854 sættes det til 608 tdr. 6 sk. 30 .. a. 320 .. deri: 137 tdr. 1 sk. 24.. skov; men hos begge er arealet for Øvelgønne, der betragtes som en aflæggergård til Rumohrsgaard medindbefattet i dette areal. 3) I Toups Topografi for Hertugdømmet Slesvig fra 1862 er det beregnet til 625 tdr. 240 R., deri er skoven Dyrehaven medregnet, som et andet sted sættes til 56½ tdr. land, altså det egentlige areal for gården bliver 568 tdr. land. I en fortegnelse i Bispearkivet, hvor gårdene i Sønderherred vistnok for ansættelse til kommuneskat, krigskørsler m.m. sættes til boel, angives arealet således det ene sted til 558 tdr. 120 .. efter 240 . R. og 496 tdr. …. 260 . R.. Den anslås til 7½ boel a 76 tdr., et andet sted angives arealet til 557 tdr. 97 R efter 240 . R. og 505 tdr. efter 260 . R og sættes da til 8½ boel, når et boel beregnes til 65 tdr. Arealet kan ansættes til ca. 600 tdr. a. 240 . R. (kan læses på originalen)
Arealer inddelt i 11 kobbelmarker.
Gårdens areal var inddelt i 11 kobbelmarker. Disse kobler havde følgende navne: 1) Neder-Galgekobbel med de 2 ”Galgehøje”. ”Saltmaj” en ….eng langs med Kettingnor og ”Farverpotten” eller ”Farvehaven”, det hjørne, der stødte op til Igenmølle. Det udgjorde omtrent en 110 tdr. land og havde sit navn af, at det i mange år havde været lejet ud til farvernes sted i Igenmølle. Ved gårdens salg 1862 blev dette stykke solgt til mølleejer C. Drescher i Igenmølle. 2) Øvre Galgekobbel, igennem hvilket landevejen til Nordborg gik. Heri lå også et par kæmpehøje, hvoraf den ene kaldtes ”Højbyge”, hvor der stod flere høje bøgetræer, der rimeligvis var levninger af en fordums skov, den anden var bevokset med tæt krat, ”Herrebro” ved stien der førte ind på Ketting Mark; ”Skrugled”, der lå lige overfor vejen, der førte ned til gården. Begge disse kobler havde navn efter Galgehøjen, der i ældre tid havde været Rettersted. 3) Lundkobbel, der gik fra Lillemølle ned til Igenmølle. Heri lå ”Sifferlund” og Groffes sted i Igenmølle og Chr. Haves sted i Lillemølle var stykker heraf. Disse steder er i sin tid bleven oprettede som ledhuse for at passe på, at ledene ved vejen holdtes lukkede. 4) ”Møllekobbel” eller ”Møllebjerg”, der førte navn efter vandmøllen i Lillemølle, til hvilken det grænsede op.
24 e.
5) ”Be…griis” eller ”Benekeriis” har ikke sit navn af en gris, men af ris. Forstavelsen er måske mandsnavnet Benneke, dannet af Benedikt eller plante navnet benved, som vedbend. Heri lå en høj ”Bygehøj”, bevokset med høje bøge, ”Ridebanen”, som Hertugen i sin tid lod indrette, og hvor der årlig holdtes væddeløb om efteråret. Det grænsede til Dyrehaven, en lille skov på 56 tdr. land, et ledhus ved Ketting og en mark tilhørende kroen, var udkårne fra dette Kobbel. 6) ”Stenbjerg” efter de mange sten, her fandtes, som for en del var grundsten til bygninger, da der i gamle dage lå her en nedbrudt by ”Kolkaad”, der hørte til Ketting sogn. ”Hejsehals” der hørte til Ketting præstegård, var udskåret herfra. 7) Almstedlaage”, der grænser op til byen Almsted. 8) ”Boubjerg”. 9) ”Blomsterager”. 10) ”Krafdam” har navn af krabber og dam, her har måske været en fiskedam i gamle dage hvor man har holdt krebs. 11) ”Svinbjerg”. Desuden ”Skjærtang”, en større eng mellem Dyrehaven og gården. Da gården således var inddelt i 11 kobler var den bortforpagtet i 11 år ad gangen. Det passer med Jacobsens forpagtningstid: 1. omgang fra 1828-1839. 2. omgang fra 1839-1850 og 3. omgang fra 1850-1861. Da han døde ved denne tid 1861 blev den forpagtet ud et år efter hans død til hans arvinger og solgt 1862.
Gårdens drift.
Gården blev drevet efter den tids kobbeldrift. Udgrøftning, mergling og brak var indført, men dræning og fodring var endnu ikke indført. Mejeriet gav derfor ikke det udbytte, hvad det senere kom til at gøre. Hoveriet var endnu i brug. Rumohrsgaards Lehn indfattede byerne, Ketting, Almsted, Notmark, Notmarkskov og Hundslev, og bønderne i disse byer gjorde hoveri på gården. De blev tilsagte til at pløje og køre gødning ud og måtte skovle op bag efter ud ad vejen, når de var færdige. I høstens tid måtte de møde med en karl og pige til at høste og binde op, og når kornet var tjenligt til at køres ind, måtte de møde med et par heste og vogn. De fik da deres byt og kunne køre hjem når de var færdige. Kådnerne og indersterne gjorde i det hele håndlanger tjeneste, læssede på i møddingen, spredte gødningen på marken, rakte korn op i husene og på marken, og meget mere. Der holdtes derfor ikke så mange heste på gården som senere, da hoveriet gik ind. Der holdtes ca. 20 heste, og en 120-130 køer, om vinteren gav mejeriet ikke stort udbytte, køerne var magre, og i foråret matte flere af de ældre køer køres ud på græs på slæder, fordi de ikke kunne rejse sig selv. Om sommeren kunne de nok give en del mælk, når de var kommet til kræfter. De gik løse, og en røgter sov om natten i et markhus for at passe på dem. En gammel mand i Ketting havde i mange år været røgter på Rumohrsgaard, og kaldtes Christen …, som hyrde. På ridebanen græssede om sommeren en mængde får, dem passede Johan Ingemann af Ketting med sin hund, en hvid spids.
Hans arbejde.
Som landvæsenselev tog Knudde del i alt markarbejde, i pløjning, harvning og såning, havde opsyn med hovfolkene, at de udførte deres byt og gjorde arbejdet tilstrækkeligt, og hjemme måtte han holde bog over det arbejde, der hver dag blev udført på gården. Ligeledes måtte han møde på malkestedet og se til med at pigerne malkede rent og deres bestemte antal køer. Der holdtes en 7-8 malkepiger. For at kende deres køer, bandtes der tråde af forskellig farve i halen på køerne, og hver pige kendte på denne måde sine køer.
25 e.
Til at bære mælken hjem havde man flere æsler. Der holdtes en 3-4 tyre, som gik løse blandt køerne om foråret, førend køerne sloges på græs, kom tyrene en dag ud i gården og prøvede kræfter, for at de ikke siden på marken skulle ødelægge hverandre. De kunne ofte være slemme nok, en lille gal tyr i disse år hed Ahlmann og havde kommandoen over de andre. Om vinteren stak han korn omkring på lofterne.
Hans medelever på gården.
Fra 1835-1837 var Mattias Juul fra Abild ved Tønder, hvor hans far ejede en større bondegård, landvæsenselev på Rumohrsgaard. Hans far havde allerede i sine yngre år lært landvæsen hos den gamle forpagter Christian Jacobsen på Gammelgaard, og herfra stammede bekendtskabet med Jacobsen på Rumohrsgaard. Da han havde været 2 år på Rumohrsgaard, blev han forvalter hos en Hr.Bürwald på Store Barsbøl, 2 mil nordvest for Løgumkloster, og derfra blev han forpagter på Gudumlund i Gudum sogn ved Aalborg. Det var en af Grev Schimmelmanns gårde under grevskabet Lindenborg i Jylland. Matthias Juul blev g.m. en datter af Hr.Krüger og blev bosat i Jylland. Knudde var således et år sammen med ham på Rumohrsgaard, de kom godt ud af det med hinanden, men bekendtskabet blev ikke fortsat. I hans sted kom igen 1837 Hans Christian Momsen Petersen, en søn af købmand Richard Petersen i Sønderborg. Hans mor var en datter af købmand og rådmand Hans Christian Momsen, der foruden denne datter havde en søn Alexander Momsen, der var købmand og fik faderens sted, men døde tidlig, hvorefter stedet gik over på svigersønnen Richard Petersen, og rådmand Momsen flyttede op i sit hus foran i byen, det sted, hvor senere jernstøber Petersen boede. Hans Christian Momsen var en rig mand, og den unge Petersen var efter sin mors tidlige død hans eneste arving. Man kaldte denne Momsen i Sønderborg Hans Christian Weisheit. Petersen var kun en lille person og lidt rundrygget. Han var et år sammen med Knudde på Rumohrsgaard, og de stiftede fra denne tid et inderligt venskab og tilbragte mange fornøjelige timer i hverandres selskab. Om aftenen samledes de på Petersens stue eller inde på Knuddes værelse, hvor de da ofte drev lidt sjov med den lange skolelærer Jacobsen. Knudde kaldte ofte i spøg Petersen, Hans Christian Weisheit efter morfaderen, hvad han ikke rigtig holdt af. Undertiden kom også den gamle tante Mollisa ind til dem, hun gjorde sig behagelig for at vinde én af de unge herrer, skønt hun var en 14-15 år ældre end dem. Gik de undertiden ud at spadsere, fulgte hun og mejersken med. Det varede da ikke ret længe, førend hun fik én af dem under armen, undertiden dem begge på én gang. Jacobsen troede at det var ham hun bejlede til, han bemærkede senere ofte: ”Men jeg holdt mig kold” Deri tog han dog fejl; thi det gjaldt især om at fange Petersen. Det viste sig senere, da Petersen fra 1842-1846 blev forpagter på Gundstrup, hvor han fik en slægtning af sig som husholderske, en jomfru Petersen. Hun var en datter af Hironymus Petersen, der i flere år havde været forpagter på Kiding i Sundeved, senere ejer af en herregård i Jylland og til sidst inspektør ved dåreanstalten i Slesvig. Da han var en kødelig fætter til købmand Richard Petersen i Sønderborg, var hun altså et næstsøskendebarn til H.C.M. Petersen. Hun gjorde sig også al umage for at vinde ham, og der kom nu stor uro i lejren på Rumohrsgaard. De tog tit ned i besøg på Gundstrup, og der var stor jalousi mellem begge de nævnte damer, men jomfru Petersen gik af med sejren og blev hans kone.
26 e.
Christian Autzen.
I foråret 1838 kom Christian Autzen, en søn af skolelærer Holger Autzen som elev til Rumohrsgaard, og da Knudde blev der til hen i sommeren, var således også en kort tid sammen med ham. Christian Autzen blev siden forvalter på gården Sollerup under stamhuset Sandholt i Fyn.
Hans mors død 1837.
I den tid han opholdt sig på Rumohrsgaard døde hans mor 1837 d. 7. juli på en onsdag efter et langt og smertefuldt sygeleje. Hun lod ham kalde hjem og tog en kærlig afsked med ham og sine andre børn. Henimod aften døde hun.
Hans fars død 1838.
Og er halvt år efter 1838 d. 14. jan. døde også hans far en søndag morgen efter længere tids svaghed. Han var ikke hjemme da han døde, men kom kort efter. Kapt. Matzen blev nu antaget som bestyrer, indtil der kunne blive taget en ordning på forholdene i hjemmet. Se V. 100-105.
Besøg på Rumohrsgaard 1838.
Doris tog noget før påske i besøg om til Nordborg til tante Frost og ligeledes nogle dage i Hagenbjerg præstegård. Da hun rejste hjem til Ketting, fulgte Marie og Grethe Frost og jeg med, og de forblev påsken over i besøg i Ketting. En aften var vi alle indbudte over til Rumohrsgaard, hvor der om aftenen anstilledes flere pantelege og blev sungen flere morsomme tyske sange. Det brugte man gerne når der var fremmede i besøg, og der fandtes flere unge herrer og damer iblandt. Det gjaldt jo gerne om at kysse.
Den gamle Witzkes.
De unge landvæsenselever kom gerne med i besøg op til Jacobsens svigerfar den gamle Witzke, der boede i et hus ved Notmark kirke. Han havde boet et par år på aftægt på Hjortholm, men lidt uenighed med den yngste søn der fik gården, gjorde, at han flyttede til Notmark. Her plejedes han og hans kone på deres gamle dage af deres ugifte datter Anna Elisabeth Witzke, født 1798 d. 27. jan. Hun havde i en del år været mejerske på Hvedholm ved Faaborg hos Grev Bille-Brahe, hvor hun havde en udmærket plads og var meget skattet for sin troskab og duelighed. Siden kom hun hjem og plejede de gamle på det sidste. Efter deres død bestyrede hun et par år huset for Hr. forpagter Hans Andersen på Kegnæsgaard indtil han 1855 giftede sig anden gang, derefter tog hun efter sin ældste søster Doris` død til sin svoger Ehlert, der havde en større ejendom i Heisager, Halk sogn ved Haderslev, hvor hun døde ugift 186?. Det gik altid meget gemytligt til hos den gamle Witzkes, her blev der også leget og sunget. Witzke var selv en gammel gemytlig mand, han var tillige meget dansksindet, hvad der ikke var tilfældet med de fleste af hans børn. Da krigen brød ud 1848, hængte han Hertugens billede ned på sit …, hvad man ikke syntes om på Rumohrsgaard. Hans kone Eleonora Elisabeth Brandt døde 1847 d. 31. marts, 80 år gl. og 1852 d. 2. juli døde Hr. J.P. Witzke, 82 år gl.
|
