1847
Tante Knudsen i Hagenbjerg døde 1847. se II D 138.
Tante i Hagenbjerg blev svagere og svagere dag for dag og 1847 d. 29. jan døde hun 49½ år gl
Stændervalg på Als 1847.
Den tyske agitation blev ved at stige, men på den anden side kom den egentlige befolkning mere og mere til at føle sig som dansk. I begyndelsen af året 1847 blev det 3. stændervalg afholdt. Det gik temmelig stormende til. Som sædvanlig blev det afholdt på Augustenborg. Hertugen vovede ikke at opstille eller ville måske ikke opstille Dr. Steffens på ny, men hans agenter anbefalede møller Kaufmann ved Sønderborg og gårdejer Matzen til Krammark i Sundeved. Disse 2 mænd fik også en del stemmer på Kegnæs, hvor valget begyndte, kun ellers af nogle enkelte, navnlig synsmænd, der havde måttet love det eller ville indsmigre sig hos øvrigheden. Prinserne var i begyndelsen tilstede ved valghandlingen, men folk tog ingen notits af dem og viste dem, den største ligegyldighed, og Hertugen blev borte. En af Hertugens agenter, boelsmand og kromand Matthias Matthiesen i Vollerup fik en ørefigen af bonde Peter Andresen Kaad i Mindebjerg. Ved denne eller anden lejlighed spurgte Peter Kaad gårdejer Peter Matthiesen i Mindebjerg, der siden solgte og blev kromand i Bromølle, ”hvorfor han var tysk”. Ja fordi de fornemme er det”, svarede han.
57 e.
Ja, så er do pine død! jen ov dem”, gensvarede Peter Kaad. Det regnede også ned med skoser over de tilstedeværende tysksindede vælgere, navnlig gik det ud over barber Heinemann på Nordborg, der måtte tage imod mange stikpiller og spottegloser, fordi han på turen til Haderslev havde bidt en finger af redaktør Peter Christian Koch. De tysksindede gik dog ved enhver lejlighed til side og forholdt sig meget tavse, da de var ængstelige for den danske befolkning, som mødte meget talrigt til dette valg. Sagen mellem Peter Kaad og Matthias Matthiesen kom vel for retten, men blev nedlagt, da man frygtede for demonstrationer. Boelsmand Hans Bladt og boelsmand Hans Hansen Kaad, begge fra Tandsgaard og stærke opponenter imod Hertugen, blev valgte.
Hertugens jagtret i Nørreherred 1847.
Hvad der navnlig i Nørreherred ophidsede folk imod Hertugen var hans jagtret. Tidligere havde han forpagtet jagtretten i Nørreherred af regeringen, men da han 1838 gav afkald på sin toldfrihed, fik han til gengæld jagtretten i Nørreherred som ejendomsret afstået af regeringen. I Sønderherred havde han naturlig jagtret, da det hørte til hans fyrstelige besiddelser på Als. Nørreherred derimod var kongelig og havde intet med Hertugen at skaffe, og derfor var det dem i højeste grad imod, at han som en fremmed dem uvedkommende Herre skulle udøve jagtretten i deres distrikt, tilmed da han i altfo stærk grad fredede vildtet i de kongelig skove, så at det gjorde stor skade på beboernes tilgrænsende marker. Krybskytteriet havde derfor altid gået meget i svang på Als, navnlig i Nørreherred, hvor den store kongelige skov: ”Nørreskoven” lå, fandtes der bekendte krybskytter i ethvert sogn, de fleste fandtes især i Igen sogn. De fleste unge karle satte en ære i at gå på krybskytteri, især for Sjellerup, Guderup, Elstrup og Østerholm søgte man til skoven, hvor der fandtes en mængde vildt. Sønnerne på Østerholms mølle, Christian og Jørgen Hansen, og sønnerne i Frydendal, Christian og Hans Hansen var til en tid lidenskabelige krybskytter. Fra de andre byer i sognet Igen, Dynneved og Stolbro kunne man nok også undertiden søge over til Arnkil. Selv i Stolbro gik et fruentimmer på jagt og havde da gerne bøssen skjult under sine klæder. Fra Lauensby og Hagenbjerg søgte man ned i præstens og bøndernes betydelige skove, og således gik det for det meste overalt. Ofte blev en og anden taget af jægerne og de mulktrerede, meget ofte vankede der blodigt slagsmål mellem disse og krybskytterne, og flere jægere blev således medtagne, at de døde af de slag, de havde fået, således blev Nis Holvej, der boede i kapellaniet i Lauensby mishandlet 1842, at han i længere tid lå syg og til sidst døde. Hertuegn ansatte selv jægerne, og han valgte til denne bestilling gerne folk, der havde været iblandt de værste krybskytter, og derfor bedst kendte rummelen. Iblandt de sidste jæger i Elstrup og Østerholm kunne mærkes: Christian Jensen Bonde på Hønshøj ved Elstrup og Christian Dreyer på Østerholm. Den første blev engang således banket af flere krybskytter, deriblandt af sin egen uægte søn Christian Vrang eller Bonde af Elstrup, at det vistnok forårsagede hans død, den anden Christian Dreyer, en mere rolig mand, gik vel fri, men blev dog flere gange slemt truet af folk udenfor hans hus om natten. Det hele liv var meget råt og demoraliserende, en uting var det jo, at regeringen havde overladt Hertugen, en fremmed Herre, jagtretten, og det kunne ikke andet end vække almindelig uvilje, da vildtet gjorde megen skade på folks kornmarker, og det slet ikke nyttede, at de klagede derover både til ham selv og til Stænderne; thi der blev ikke gjort noget for at hæmme dette uvæsen, Stænderne betragtede efterhånden historien under deres opposition med regeringen, som deres legitime hoved. Alle beboere, hvis marker grænsede til skovene led stor skade, store skarer af vildt søgte ofte ind på kornmarkerne, åd kornet af og nedtrampede resten. Når man i disse år høstede i min brors marker, der stødte op til den kongelige skov fandt man sæden helt nedtrampet og speget og afpillet, og således gik det så mange andre. Der blev ofte klaget herover, men klagen blev ikke afhjulpen, alt blev ved det gamle. Selv ikke en ræv blev skudt, når der klagedes over, at den bed ænder og høns på Lysholm,
58 e.
selv disse dyr blev temmelig dristige og unervøse, således plejede en sådan ved middagstid at komme ind på gårdspladsen, når den havde hørt lyden, at folkene kaldtes sammen for at spise til middag, og alt således blev roligt. Der herskede derfor almindelig forbitrelse mod Hertugen på Øen, og navnlig også i Igen sogn hvortil især jagten bidrog. Og da Hertugen i de senere år mere og mere slog ind på den separatiske retning, troede folk sig så meget mere berettiget til at vise ham deres misfornøjelse. Dette kom især til syne på de fleste klapjagter, som holdtes vinteren 1847-1848. Folk ville slet ikke lystre jægerne, men gjorde hvad de ville og selv fandt for godt. Hertugen mærkede godt den fjendtlige stemning og var meget vred, men ytrede ikke noget. Således gik det til ved Sebbelev og på jagten i Stolbro og Stevning. På det sidste sted fik hans overjæger Schow prygl, ja der var endogså den, som kastede en sten på ham. Jægerne selv var temmelig forknytte.
Dyrtid og høje kornpriser 1847.
I dette forår herskede dyrtid, og priserne på kornet gik højt op. På Als kostede en tdr. hvede 11 rdl. cour. 1 tdr. rug 10 rdl. cour. 2 tdr. Byg 8 rdl. cour. Havde han gemt sit korn, kunne han med det være bleven en rig mand. Det blev meget trykkende for arbejdsmanden og de fattige. I flere byer var det nærved, at der skete opløb. I Odense blev en dag hele torvet fuldt af mennesker, der råbte på korn, magistraterne i byen og sognerådene på landet traf derfor overalt nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe nøden. Således gik det også overalt på Als. Folk tegnede sig for et vist kvantum korn, som så blev udsolgt til billige priser. I Sønderborg solgtes 1 sk. rug til 2 .., således også i sognene på landet. I Svenstrup forenede præsten sig med en del sognemænd om at tage 60 børn i huset og give dem kost og logi indtil høstens tid.
Tiggeriet går i svang 1847.
Som en følge af den dyre tid gik tiggeriet ret i svang, især kom der i denne tid hver dag på Lysholm en 17-18 stykker, især fra Notmark og Ketting sogn og fra Sønderborg. Han ville hellere årlig udgive en 30-40 rdl. cour., og så være fri for dette overløb.
En del sygdom og dødsfald 1847.
Der herskede i dette forår en del sygdom, især børnesygdomme og koldfeber. Mange børn og gamle folk døde. Børnene blev i almindelighed angrebne af brystbetændelse. Deres lille Peter fik først i efteråret kighoste, siden mæslinger og overstod begge dele godt, og skønt de var urolige for ham, blev han dog forskånet for de andre børnesygdomme, som grasserede i denne tid.
En frugtbar tid og godt vejr. 1847.
I maj måned var det en herlig og frugtbar tid. Efter en særdeles mild vinter fulgte et mildt forår. Der faldt regn af og til og herskede mild og varm luft. Rapsen måtte pløjes om men vintersæden stod fortræffeligt, vårkornet skød hurtig frem, dog lå han endnu midt i bygsæden, som blev temmelig stor dette år på grund af, at rapsen måtte pløjes om. Græsset kommer også godt frem af jorden, og de nye kløver slås særdeles godt. Mange har allerede d. 16. maj slået køerne på græs, nogle af mangel på foder. Min bror tænkte også på at slå dem ud om et par dage. Han havde dette år 34 malkekøer samt 2 aftægtskøer, altså i alt 36 stk. Han ville nu hvert år avancere, indtil han kunne nå op til at holde 40 stk., foruden ungkvæg.
En Landmandsforening oprettet 1847.
Der blev oprettet i denne tid en landmandsforening for Als og Sundeved. Allerede forrige år havde pastor J. Hansen i Igen i sinde at få en sådan oprettet og tilkaldt flere mænd, deriblandt pastor Fangel i Oksbølle
59 e.
Der blev oprettet i denne tid en landmandsforening for Als og Sundeved. Allerede forrige år havde pastor J. Hansen i Igen i sinde at få en sådan oprettet og tilkaldte flere mænd, deriblandt pastor Fangel i Oksbølle og proprietær Matzen på Melsgaard til at hjælpe sig med at få den i stand. Den skulle udelukkende bestå af bønder og uafhængige landbesiddere, hvorimod de hertugelige forpagtere ikke måtte optages i samme. Disse, som fik et nys om sagen, fik i en hast ideen fat og ville danne en landboforening, som ret skulle være for bønder med overførster König i spidsen, og indbød så pastor Hansen etc. til at forenes med dem, og denne forening kom da også i stand. Herover er de dansksindede bønder med Bladt og Kaad blevet fortørnede, og disse søge nu at danne en landboforening under sig selv. Min bror tror også nok, at den første forening, hvoraf han selv er medlem, aldrig vil komme til at tælle ret mange bønder, og at den også omsider vil blive mere tysk, end dansksindet, omendskønt betingelsen fra pastor Hansens side, at det danske sprog skal vare forretningssproget, men dog heller ikke kan formenes den enkelte, som ikke kan dansk at tale tysk. Den 7. juli skulle de samles anden gang i Sønderborg for at vedtage statutterne for foreningen og tillige vælge en direktør.
Frantz Petersen, en ny elev 1847.
Hans elev Martin Vogelsang har fået sig en kollega i Frantz Petersen, en søn af købmand Frantz Petersen på Nordborg. Vogelsang så ud som en gammel fatter ved siden af ham, og han tvivlede om, at den sidste ville få ham mere oplivet. Frantz Petersen blev siden bosiddende i Sverige. Hans bror Jørgen Petersen kom til Majbølgaard. Frantz Petersen var en god ven af Vilhelm Riegels, ”den lille So…hund”, om hvem han mente, at de af og til ville få besøg.
Tørt om sommeren 1847.
Længere hen i sommeren må det være bleven noget varmt og tørt. Græsset i Bjergekobbel så helt tørt ud, og skovbunden var helt vissen og fortørret.
Grethe Frost kommer til Oksbølle 1847.
Til nov. må Grethe være kommen fra Hørup til Oksbølle. Det lod senere til, at hun fortrød den forandring. Først i dec. var Knudde til bal i Sønderborg på Stadt Hamborg og havde Grethe Frost og sin søster Christine med. De morede sig godt, skønt det var temmelig overfyldt, da der var 350 mennesker med, og uagtet der findes en temmelig stor sal, så var varmen på grund af de mange mennesker i dansesalen næsten ikke til at udholde. De holdt ud til kl. 6 om morgenen. Kommis Elley hos Mad. Fangel på Nordborg havde også indbudt Grethe Frost og Agnes Fangel i Oksbølle med på bal på Harmonien i Nordborg, her var Martin Vogelsang også anden gang med på bal og tog sig godt ud. Frantz Petersen på Lysholm var hjemme og ligeledes med til dette bal.
Hans datter Anne født 1847.
Anden juledag kl. 5½ om morgenen nedkom hans kone med en stor og fed datter, og mor og datter havde det efter omstændighederne vel. Men Peter var ikke fornøjet med søsteren. ”Hun skal hænges op ved benene”, ytrede han, dog ville han nok af og til se hende, når hun blev svøbt, og hvad de gjorde ved hende. Grunden var naturligvis den, at hun indtog hans plads hos moderen, og han følte sig tilsidesat.
|
