Hans ophold på Ærø fra hans 10. – 15. år.
8 e.
Hans ophold på Ærø fra hans 10. – 15. år.
Han kommer til Ærø 1829 d. 7. okt.
1829 d. 24. aug. døde den gamle farbror Jakob Knudsen i Ketting. Hans bror Jørgen Knudsen, præsten fra Tranderup på Ærø, var her over til hans begravelse, og talte over ham i huset. Ved denne lejlighed blev det bestemt, at når han om nogen tid kom her over igen til deling af hans arvemasse, ville han tage drengen Knudde med sig hjem og holde ham frem til hans konfirmation. Det gjorde han for at lette forældrene, da de sad i temmelig trange kår med en stor børneflok.
Lidt længere hen på efteråret kom han da igen med sin kone, og familien delte imellem sig den afd. brors ejendele. Da jorden der hørte til det sted, som Jakob Knudsen havde fået efter sin mor var blevet indlemmet i den jord i Askhøj, der ved udskiftningen 1789 var bleven udlagt til kroen i Ketting, var begge den afdødes brødre, Peter Knudsen på Lysholm og Jørgen Knudsen, præsten i Tranderup, stemte for, at stedet skulle blive ved kroen. Men da de var bange for vor fars kreditorer kunne falde ind og gøre udlæg i stedet, når det blev hans, så indsatte de hans søn som arving og ejer af det, såmeget mere som der var udsigt til, at han engang med tiden også ville blive ejer af kroen. Dette skete, og således blev Knudde allerede som dreng ejer af det gamle sted, mens hans far vedblev at nyde brug og nytte af stedet.
Da præsten og hans kone kort efter rejste tilbage til Ærø, fulgte han efter aftale med dem og forlod således i en alder af 10 år sit hjem i Ketting. Det var hen på efteråret 1829. Min fars vogn kørte dem sædvanligt, når de var her i besøg på Als til Mommark, hvorfra færgebåden satte dem over til Søby. Her hentede vognen fra Tranderup præstegård dem, og henimod aften rullede den ind i hans nye hjem. Pigen Ellen kom ud til vognen og tog imod dem og råbte: ”åh! må jeg få den lille dreng”.. Hun havde forestillet sig at det var en lille dreng, hun nemt kunne løfte af vognen og blev derfor helt forbavset, da hun opdagede sin fejltagelse og så, hvor stor han var. Hun blev senere g.m. karlen Jeppe, der også havde tjent i flere år i præstegården. Hun blev tit omtalt som en sjælden brav, rar og tro pige.
Han længtes.
Han længtes den første tid efter sit hjem, dog ikke så meget denne gang som senere, når han havde været hjemme i besøg; thi alt var ham jo nyt. Men dog længtes han, og det var ikke så forunderligt; thi han savnede sin kærlige mor og sine ældre og små søskende. Hans plejeforældre var ham fremmede, selv havde de ikke haft børn, og de forstod heller ikke at drage børn til sig. Hans fromme mors ånd var med ham, om hun end var fraværende, hun havde givet ham sine kærlige formaninger, førend han rejste, og hun havde tidlig fra små af lært ham og de andre børn at bede til den gode Fader i Himmelen og at bede for alle sine kære, noget som de vedblev med under deres følgende liv, og selv bad hun for dem; thi deres vel lå hende på hjerte. Derfor fik han også jævnlig ved lejlighed brev fra hende.
Han går i Tranderup skole.
En grumme ting for ham, at han her traf en gammel bekendt, hans lille kusine Marie Frost fra Nordborg, der allerede fra 1826 var kommen der i huset, da hun kun var 5 år gl. Hendes mor var nemlig en søster til præstekonen, deres tante. I hende havde han en lille legesøster. Hun havde allerede et par år gået i Tranderup skole, som han nu også måtte besøge. Der var kun én skole for hele sognet, der bestod af 2 byer, Tranderup og Vindeballe. Skolen var derfor overfyldt. 1827 udgjorde de skolepligtige børns antal 149. Skolen var delt i 2 klasser med hveranden dags skolegang for hver klasse.
9 e.
Der var kun én lærer, degnen Mads Terkelsen Vinther var tillige skolelærer. Han havde tidligere været ansat som degn på Lyø, førend han kom til Tranderup. Vinther havde ikke gået på noget seminarium, derfor var det ikke stort bevendt med hans dygtighed som lærer, men han gjorde sig flid og umage med det forråd af kundskaber, han sad inde med. Det var nærmest den rationalistiske metode, han benyttede sig af. At lære lærebogen udenad, at lære at læse og regne, det var for det meste det mål af kundskaber, skolen søgte at nå i denne som i de fleste landsbyskoler på den tid. Historie, geografi, naturhistorie og en fyldigere undervisning i dansk sprog, spurgtes der ikke stort om. Børnene var tilbøjelige at remse deres lærebog op. Da Vinther engang spurgte en lillepige: ”er du en synder?” gentog hu dette spørgsmål og fortsatte på remsevis svaret dertil. Vinther bemærkede da: ”det første kunne du lade mig beholde”. Dog kunne han også nok spørge dem lidt frit i sin undervisning og give ret gode forklaringer. Knudde måtte dog have været af de mere opvakte børn, der svarede godt og forstandigt på egen hånd; thi da biskop Tetens engang visiterede i skolen og hørte ham i det sprog: ”Så elskede Gud verden, at han hengav sin søn, den enbårne, på det at hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men havde det evige liv”. (Joh. 3. 16) svarede han godt og forstandigt på biskoppens spørgsmål, så at han roste ham. Han sad dengang omtrent midt i klassen. I øvrigt var Vinther en retskaffen og brav mand. Han kom undertiden en aften over i præstegården og sad og talte med præstefamilien, ligesom præsten og hans kone og deres plejebørn Knudde og Marie et par gange om året blev indbudte over til gæst i Degnegaarden, hvor de opvartedes med andesteg og æbleskiver eller andet. Degnekonen Dorthe var en meget renlig og ordentlig kone, som alle Ærøboer for det meste var. Hun var i øvrigt af bondestand og gik på bondevis med korsklæde og hue. Var Vinther i øvrigt en brav og skikkelig mand, så kunne han dog nok undertiden være plump og plat, således engang da han trak en af sine køer til tyrs i præstegården og lod en plat ytring falde til karlen. Han havde flere børn, deriblandt 3 sønner, hvoraf én senere blev degn og skolelærer i Bregninge, en anden skolelærer i Dunkjær på Ærø og den tredje Jørgen Knudsen Vinther, opkaldt efter præsten, blev styrmand i Rudkøbing. En datter blev g.m. en gårdmand i Bornæs.
Degnen kaldes ”Jøinen”.
Det kan her bemærkes, at her på Ærø kalder man degnen ”Jøinen”. Da engang en fremmed handelsbetjent var i Marstal, og der holdtes bal i byen, havde man indbudt ham med. Han dansede meget med en køn ung pige, blev indtaget i hende og stod på nippet til at indgå en forlovelse med hende. Men da han senere hen på natten, forhørte sig om hende, hvem hun var, og hvad hun hed, fik han til svar; ”Jøinens Thrines Maries Caroline”. Da han hørte hende benævnes således, blev han forskrækket, trak sig tilbage og opgav forsøget, fordi han ikke syntes om den gamle Jøines lange uægte stads.
Streng vinter 1829-30.
Han havde ikke opholdt sig ret længe på Ærø, førend det gav sig til at fryse, og det gav en hård og streng vinter, den længste og strengeste i hele dette århundrede. Det begyndte at fryse ved Mortensdag d. 11. nov. og vedblev i 18 uger. Havet blev lagt til, og der var livlig færdsel over isen mellem alle de danske Øer. Is transporten over Store Bælt varede fra d. 6. dec. 1829 til 19. marts 1830, altså i 104 dage. Det var den tidligste dag i dette århundrede, at is transporten begyndte.
10 e.
Floden Seinen i Krankrig var tillagt med is i sine hele bredde. Kulden i Paris målte 14½ gr. Celsius. Mange østers kvaltes under isen, og træer og buske frøs væk. Der faldt megen sne, alle veje var fyldte og føgede til. Et lille hus i Tranderup var helt begravet af sne, så at vinduerne var helt skjulte deraf. Manden og konen kunne ikke begribe, hvorfor natten var så lang, og det ikke blev dag. Da han siden forsøgte at lukke døren op, opdagede han grunden. Han kunne ikke komme ud, fordi indgangen til huset var spærret af sne. De måtte imidlertid slå sig til ro, indtil folk langt om længe fik dem befriede og banet adgang til huset. Et pæretræ i præstegårdens have var helt dækket af en stor snedrive, der lavedes trapper i sneen, så at de kunne gå op i toppen og nyde udsigten. Hen i marts måned ankom skibskapt. N.E. Frost, der var hjemme denne vinter, kørende i en lille kane fra Nordborg over isen til Tranderup præstegård for at aflægge et besøg og se til sin lille datter Marie. Han havde en af sine matroser med sig, som var blevet hos ham om vinteren i Nordborg. Men da han kørte tilbage, var det farligt nok, da det havde begyndt stærkt at tø, og der stod fuldt af vand op vejen til Søby og på isen. De var meget urolige for ham i præstegården, men de kom dog lykkelig og vel hjem.
En orkanagtig storm 1830.
Vejret blev efter denne tid meget stormfuldt, og natten til d. 4. april rasede en orkanagtig storm af sydvest, især over den mellemste del af Øen, og afdækket en stor mængde huse i Tranderup og Rise sogne. Også i Ærøskøbing voldte den en del skade. Den var rimeligvis ledsaget af jordskælv, da der flere steder fandtes revner i jorden. Præsten skriver selv om denne storm til biskop Tetens: ”Natten mellem d. 13. og 14. april herskede en gruelig storm på Ærø, hvorved en stor del huse i Tranderup og Rise beskadigedes meget; stuehuset slap bedre fra det, men præstegårdens lade i Tranderup led stor skade. Alle plankeværker blæste om. Hist og her fløj taget af nogle huse og andre blæste helt om. I Bregninge var skaden ikke så stor som i Tranderup.
Kolde og våde somre 1829-1830.
Ligesom det havde været en våd og kold sommer 1829, således blev sommeren 1830 af samme beskaffenhed. Alle enge og lavninger stod under vand, og det gav begge år en meget karrig høst. Efter en streng vinter følger i reglen en kold og våd sommer.
I besøg på Als.
Denne sommer kom han hjem i besøg på Als. Han rejste sammen med sin onkel, tante og lille Marie. De plejede hvert år at gøre en tur til Als for at besøge familien. De tog gerne station på Nordborg hos tante Frost, der var en søster til tante Knudsen. Derfra gjorde de da gerne en dags visit hos familien i Oksbølle, Hartspring og Lysholm, og en dag tog de om til Ketting, hvor præsten da tillige tog anledning til at hilse på biskop Tetens, der boede i denne by. I denne tid var Knudde hjemme, hvor alle glædede sig til hans besøg, og hvor han selv følte sig glad ved at være. Især var hans lille søster Doris glad, når han var hjemme; hun fulgte ham alle vegne, hvor han gik og stod, om middagen lagde hun også sin ske, når han holdt op at spise. Men når han kom tilbage til Ærø, længtes han altid i den første tid. Han var da glad ved, når han ved lejlighed fik brev fra sin mor og sine søskende (se 5. bog side 68-84) En lille opmuntring var det også, når tante Frost og hendes lille datter Grethe kom der i besøg om sommeren og blev der i en 4-5 uger. Turen frem og tilbage mellem Mommark og Søby kunne ofte være slem nok, der gik undertiden høje bølger, når det blæste noget. Tante Knudsen især var meget bange, selv om det ikke blæste, hun blev straks ængstelig, når båden også i godt vejr gav et lille ryk eller gyngede en smule. Knudde blev aldrig søsyg. Færgemanden Poul Fabricius i Søby sejlede gerne selv med dem, han var en meget duelig sømand. Han var som de fleste søfolk slem til at bande, hvorfor man kaldte ham Poul Donner. Da vejret engang var lidt tykt og tåget og han ikke kunne få øje på kysten ved Als, udbrød han på én gang da tågen lettede, og vejret klarede en smule op: ”nu øjner jeg, den onde lyne mig prikken”. Min fars vogn hentede dem gerne i Mommark og kørte dem igen tilbage, når de rejste hjem til Ærø.
11 e.
Frost lander ved Øen 1831.
Hans morbror skibskapt. Frost havde også været hjemme på Nordborg den følgende vinter. Da han i foråret 1831 atter gik til søs, gjorde han turen først over til Ærø, landede med sit skib under kysten ud for Tranderup, kom i land og hilste på familien. De tog da ud med ham ombord på skibet, fik nogle forfriskninger, hvorpå de tog afsked med ham, uden at ane, at de fik ham aldrig mere at se; thi få år efter led skibet skibbrud i den Engelske Kanal, og han forliste med mus og mand.
I besøg på Als 1831.
Om sommeren 1831 sejlede Knudde hjem til Als sammen med pastor Petersen i Rise og provst Vibes 2 døtre, Marie og Jette Vibe. Johannes Petersen, der var en søn af smeden Peter Johansen Petersen i Hundslev, var, da han havde taget embedseksamen ved Kiels Universitet, bleven ansat som kapellan i Rise hos den gamle provst Vibe, 1831 d. 12. jan., og var her indtil 1836 d. 24. maj, da han blev kaldet til Rørbæk i Aalborg amt, Viborg stift. Han var i Rise bleven forlovet og senere g.m. Andriette Hedvig Vibe. Han tog til Als for at besøge sin far og sin bror, Peter Petersen, der ejede gården Klingbjerg i Notmark. Han havde da taget begge frøkener Vibe med på turen. De havde en meget streng overfart til Als. Petersen og begge frøkener Vibe lagde sig ned i båden. Med dem rejste Knudde igen tilbage til Ærø. Vognen kørte ham derfor op til Notmark, her blev de beværtede med en stegt hare, førend de rejste, og Petersens vogn kørte dem derpå til Mommark. Da de kom et stykke op på vejen udenfor Notmark, kunne Knudde se Ketting kirke, han kom derved til at tænke på sit hjem, som han nu forlod, blev vemodig stemt og fik tårer i øjnene. Turen tilbage gik godt, da det var smukt og roligt vejr. Han længtes en del da han kom tilbage.
Hans søster Elisabeth døde 1832.
Han havde hørt at hans søster Elisabeth var kommen hjem fra Lysholm og var meget svag og sengeliggende. Det bedrøvede ham. Tirsdagen d. 5. juni 1832 døde hun efter længere tids svagelighed af en tærende sygdom, i den unge alder af 17 år. Han mente at have set hendes varsel, da en aften han gik til sengs, en hvid hånd strøg sig over vinduet, et vidnesbyrd om at han elskede sin søster, og hans tanker i denne tid ofte har været hos hende.
Hans søster Doris besøger ham 1832.
Det var en glæde for ham, da tante Frost hen i sommeren 1832 havde taget hans lille søster Doris med i besøg til Ærø. Børnene legede hver dag i haven, Knudde og Grethe skulle gerne være mand og kone, og Marie og Doris gæster, der besøgte dem. Engang da hans hund var død, fulgte de den til graven med en sang, og Knudde holdt en lille tale over den. De pyntede dens grav med blomster. Doris blev der i længere tid. Senere kom hans mor over og hentede hende, blev er nogle dage og rejste da hjem med Doris, mens tante Frost blev der vinteren over og siden, da hun rejste hjem, tog sin datter Marie med til Nordborg, for at hun der i byens skole indtil sin konfirmation kunne nyde en bedre undervisning, end den hun fik i Tranderup skole.
Frøken Matthiesen kom der i huset 1832.
1832 kom frøken Matthiesen fra København der i huset. Ulrikke Johanne Matthiesen var en datter af en professor Boje Matthiesen i København. Hendes far var en gårdmands søn fra Snogbæk i Sundeved, var lærer ved Christians Institut og siden lærer i tysk for landkadetterne i København. Hun var forlovet med Holger Fangel fra Nordborg, en bror til præstekonen i Tranderup. Fangel var samme år bleven theol. cand. og rejste til Gudum ved Aalborg, til sin bror pastor Niels Fangel for at øve sig i at prædike og katekisere, førend han søgte en plads som kapellan, og da professor Matthiesen var død, bad han sin svoger og søster om, at hun måtte komme i deres hus for at lære lidt af landhusholdningen, hvad der kunne være nødvendigt for en vordende præstekone.
12 e.
Dette tillodes, og som en følge deraf kom hun dette år til deres præstegård. Ved hendes ankomst kom der tillige mere liv i deres ellers stille hjem; thi frøken Matthiesen spillede på guitar og sang smukt dertil. Der blev da sunget meget, især om aftenen, ved hvilken lejlighed hun da tillige spillede på guitar. Den gamle præst både sang og messede smukt, og en del af de ældre og dengang mere bekendte sange blev fremdragne. Når der var fremmede, lod hun sig også gerne høre. Hun gav også præstens plejesøn Knudde undervisning i guitar-spil, og præsten forærede ham en guitar, som han endnu har. Han lærte dernæst en del sange og skrev dem af med noder. Han har senere i sit liv ofte spillet på dette instrument og sungen til det for fremmede, der kom i hans hus. Frøken Matthiesen der talte godt tysk og var konfirmeret i St. Peters Kirke i København på dette sprog, gav ham også lidt undervisning i tysk og lærte ham at tegne. Han fik på denne måde derved også noget at bestille i sine aftentimer.
Et tårn blev bygget ved kirken 1832.
1832 blev der opført et nyt tårn ved kirken, da det gamle var meget brystfældigt. Arbejdet blev ledet af en ung arkitekt Seidelin fra København, et pænt ungt menneske som fik logi i præstegården. Ved den lejlighed blev der spillet megen sjov med gamle faster jomfru Fabricius fra Søbygaard, der undertiden kom over til Tranderup og der blev nogle dage. Hun blev forelsket i arkitekten og bildte sig ind, at han ville have hende. Hun blev endogså pyntet som brud og var i den indbildning, at de skulle vies. Han var imidlertid sprunget over kirkegårdsmuren og forsvandt et øjeblik, og hun troede nu at han var falden i en brønd og druknet. Hun var da helt ude at sig selv af sorg. Mad. Fabricius, hendes svigerinde fik nys om disse løjer, tog hende hjem, og hun fik sjældnere lov til at komme derover.
Deres daglige liv i præstegården.
Børnene, Knudde og Marie fik undertiden lov til at komme ud på gaden og lege med andre børn. De spillede da bold med dem eller legede de sædvanlige børnelege: ”tage fat, krybe i skjul osv. Folk så da ofte lille Marie i sin sædvanlige hat og daglige påklædning. Og da begge dele engang blev aflagte og givet til en fattig pige, der gik om og tiggede, var der dem som forundrede sig og ytrede: ”Å! Herre Gud! Er lille Mie nu kommen ud at bæje”. Da de blev ansete som præstens børn, sagde man ikke du til dem, men ”han og hun”. Det var dengang almindelig skik med præstens og degnens børn. Når de var indenfor, måtte Marie tage sit strikketøj. Knudde tegnede eller læste på sine lektier til jomfru Matthiesens undervisning, og havde han ikke andet at tage sig for, blev han sat til at haspe en bolle garn af for tante, der spandt uld eller hør. Men da det ofte var meget uredt; thi tante havde den vane, at hun gerne ville stjæle sig til at læse, og da hun under læsningen tillige ivrigt snurrede på rokken, krappede tenen ofte over, var det vanskeligt nok for ham at få det afhaspet ordentligt, uden at tråden brast. Kom onkel da ind, mente han, at det var drengens skyld og skændte på ham. Førend man nød the og smørrebrød omtrent kl. 6, sad præsten nede hos dem, de kunne da synge en eller anden sang, og frøken Matthiesen spillede på guitar. Derefter gik han igen et par timer op i sin stue og de andre fortsatte deres arbejde. Var tante i godt humør, kunne hun også læse lidt højt. Kl. 8 kom præsten igen ned, der blev da på ny dækket aftensbord, han fik for det meste noget af det, der var levnet af middagsmaden.
13 e.
De andre fik kogt mælk, hvori der var skåret brød, det var tantes livret. Præsten læste da undertiden højt eller tog et eller andet håndarbejde frem, strikkede et uldent tørklæde eller et par lange strømper, førend man gik til sengs hvad han plejede at gøre tidligt, men stod så også tidlig op, for det meste kl. 5 både sommer og vinter.
Knudde havde sin hund, ligesom præsten og konen havde hver sin. Den hed Kjørn, var sort med en lille hvid krans på halsen og 2 gule prikker ved øjnene. Dan var engang kommen bort, måske stjålet af nogle drenge; da han senere fandt den i Ærøskøbing, tog han den uden videre med hjem. Den kom siden med til Ketting, derfra til Lysholm, hvor den endte sine dage og efterlod et talrigt afkom. Han havde også sin høne, da han holdt meget af høns. Engang fik de hønsesuppe til middag, og da hønsene bagefter kom på bordet sagde han straks da han så dem: ”Å! det er jo min høne”. Han fik ingen trøst, men kun latter til spot. Tante havde virkelig taget hans høne.
Spøgelse viser sig.
En aften blev der fortalt en del spøgelseshistorier om ligskarer, genfærd m.m. Knudde ytrede, at der var ingen spøgelser til, og at han var ikke bange for dem. Tante manglede tøjle til at spinde, de lå oppe i et afsides kammer. Hun var meget bange af sig, da hun var i høj grad overtroisk, men lod sig ikke mærke med det. Derfor skulle stuepigen Stine, en pæn pige, som de havde i flere år og siden blev g.m. en hattemager i Flensborg, hente tøjlene, og Knudde bære lyset. Da de kom derop, råbte han modig: ”kom spøgelse! kom spøgelse!”, og i samme øjeblik lød en forfærdelig tummel henne i et hjørne og hørtes et voldsomt brøl. De for da forskrækkede af sted ned i stuen. Knudde faldt og tabte lyset, og Stine tøjlene. Det viste sig da, at det var Niels Pedersen, som tidligere var opdraget der i huset, siden faret til søs og da var kommen i besøg, var gået i forvejen derop og havde skjult sig under et tæppe for at kyse dem.
Fremmede, der kom i besøg.
Af fremmede, som kom der i besøg, kunne mærkes: Kapellan Petersen og begge provst Vibes døtre fra Rise, Marie og Jette Vibe, kom ofte næsten daglig løbende en stundstid om til Tranderup præstegård efter middag, mens deres far tog sig en lur. De skulle da atter hjem til den tid, han plejede at vågne op. Kapellan Petersen var en god mand, provsten var en gammel knark, stridssyg og slemt karrig. Han tog med strenghed sit gebyr af den fattige såvelsom af den rige. Det kendte kapellanen godt, og han spillede engang provsten et puds. En lille fattig dreng, Erik Clausen Eriksen skulle efter sin konfirmation have sit skudsmål, provsten plejede at tage 4 .. cour. for en sådan attest. Det tænkte drengen ikke, han var fattig, endog opdraget på sognets bekostning, havde ingen penge og troede, at provsten ville skænke ham attesten gratis. Han kom da til ham og bad ham om en sådan og da han havde skrevet den, spurgte han meget høflig om, hvad den skulle koste. 4.. svarede provsten, drengen blev forbløffet og sagde at han havde ikke penge, men så skulle han se at få dem. Provsten blev vred og bandede på at det var hans ret, og at han ville have sine penge, før fik han ikke attesten. Det var ham ligegyldigt om han var fattig eller rig. Han gik grædende fra ham, men da han kom forbi kapellanens vindue, kaldte denne ham til sig og spurgte ham, hvad han fejlede. Han froklarede ham sagen. Kapellanen gav derpå en specie og sagde til ham, at nu skulle han gå til provsten igen, række ham specien, mere havde og kunne han ikke skaffe, og spurgte provsten ham, hvor han havde fået den fra, skulle han blot svare, at kapellanen havde givet han den. Det gjorde drengen, men var præsten vred, så blev han nu langt værre, han bandede og tordnede og for om på gulvet og kastede papirerne hen til ham med de ord: ”at havde kapellanen råd til at give ham en specie, kunne han også gøre det”. Petersen passede atter på, da drengen gik ud og spurgte ham, hvorledes det løb af.
14 e.
Han fik fuld besked, men da han ville give ham specien tilbage, sagde han: ”Nej! behold den kun, jeg har jo engang givet dig den”. Drengen skulle rejse til Drejø for at tjene, gav ham tillige sine formaninger og fromme ønsker med på vejen. Physicus Møller i Ærøskøbing forlangte også sit gebyr for udstedelse af vaccinationsattester, hvad der var ulovligt. Det vidste kapellanen godt, og derfor havde han i forvejen instrueret den samme dreng om, at når han forlangte sit gebyr 12 .. cour. skulle han give ham det, men så forlange af ham, at han skulle sætte dette beløb som betalt på attesten. Dette gjorde han, manden blev fløjgal, men drengen fik da attesten gratis.
Pastor Ottesens i Bregninge.
Pastor Ottesen i Bregninge, hvis 2 børn, Gerhard og Sulla var deres jævnaldrende og med hvem børnene i Tranderup præstegård derfor ofte kom sammen. Gerhard var en spilopmager, han lå engang under et æbletræ og ønskede, at et kønt æble, han havde fået øje på, måtte falde ned i munden på ham. Det drattede kort efter ned, og han greb det virkelig med munden. Engang var ham løbet hjemmefra, uden at hans mor vidste det. Han blev borte, og karlen blev sendt ud for at lede efter ham, og dagen efter fandt han ham i Ærøskøbing. Da han fandt ham, sagde han: ”er han der Gerhard? han skulle egentlig have en god dragt prygl, har han sat os alle i så stor skræk!”. Han kom senere til søs, hvor han faldt ned fra skibet og slog sig ihjel. Sulla blev g.m. katecheten i Ærøskøbing Heinrich Peter Christian Tram, der siden blev præst i Ølby i Jylland, hvor hendes mor døde 1855. Pastor Tram var til sidst præst i Klinte og Grindløse ved Bogense i Fyn, hvor han tog sin afsked 1882 og flyttede til København. Hans hustru Ursula Tetens Ottesen var født 1823 d. 13. febr., blev gift 1841 d. 13. marts og døde 1876 d. 1. april.
Andre familier.
Mad. Fabricius, ejerinde af Søbygaard kom jævnlig, og præsten var hendes kurator. Hun var meget komplimentøs, tiltalte ham gerne: ”kære, rare, bedste, velsignede Hr. pastor Knudsen! Møller Clausens i Ærøskøbing, der var lidt i familie og havde mange børn, der dog var lidt yngre end Knudde og Marie, kom ofte, og præstens plejede at spænde fra hos dem, når de tog ind til byen. Konen, født Nissen fra Holmø, var lidt dum og naiv. Amtsforvalter v. Holstein, der var ugift og talte tysk, men gjorde sig umage for at lære det danske sprog, kom for det meste engang om ugen på en bestemt dag, når de om vinteren fik ærter til middag, da han holdt meget af denne ret. Hos disse forskellige familier, undtagen den sidste, kom børnene gerne med i besøg.
De kom til folk i sognet.
Af folk i sognet, de kom til, kunne mærkes: Mad. Hahnefeldt, enken efter en skipper, der boede i et lille pænt hus i Tranderup. Hun flyttede siden til en datter i Svendborg og døde der ca. 1860, 97 år gl. Hun kom gerne med ind om søndagen, når hun havde været i kirke, spiste til middag og drak kaffe, hvoraf hun kunne drikke en god portion. Hun gik med en hue og korsklæde, og havde som alle ærøboer, det meget pænt og ordentligt hos sig. Her blev den hele familie gerne indbudt til gæst én eller 2 gange om året. Hos degnens Mads Vinter plejede de også at komme. Ligeledes hos gårdmand Christen Nielsen, hvis kone kaldtes ”Buleuten” fordi hun engang spurgte sin mand: ”A hvikke vil do ha Christen? Vil do ha tønne eller løvtens parkager?” Hun forstod som de fleste ærøboer koner at bage dejlige pandekager, der var irørt med fløde. Hendes mand Christen Nielsen lo ved alt hvad han sagde, det var blevet ham en vane. Da de kom til præsten og meldte sin mors død, sagde han: ”jeg skulle melde min mors død, hi, hi, hi”.
15 e.
De kom også til andre: Ka Hanses, Karen Hanses i Tranderup, gårdmand Rasmus Kock i Vindeballe, der havde en søn, kornhandler og brændevinsbrænder Rasmussen i Odense, der boede i Overgade, Peder Kansen Vesten i Vindeballe og skipper Clausen i Stenbjerglykke. Disse og andre koner kom i præstegården og forærede madammen æg, uld, hør osv. Og blev beværtede med kaffe. En kone kom engang med en bæring hør, rakte den fra sig og ytrede: ”Pas på Madam! for den er skør”. Hun troede, at konen dermed ville sige, at hørren ikke var ret stærk, og hun lagde bundtet lidt hårdt fra sig på bordet. En del æg trillede da ud af knippet og sloges itu. Konen ytrede: ”men jeg sagde jo, at den var skør”. Mette Knuds i nabogården lige bag ved præstegården, kom også engang over med en lignende skænk. Hun fik kaffe, men på engang blev teskeen borte, man søgte og søgte efter den, men den var ikke at finde. Den stakkels kone blev ked, da hun var bange for, at de skulle tro, at hun hemmelig havde puttet den ved sig. Da opdagede man på én gang, at den havde skjult sig i en fold af hendes stive forklæde. Hvem der blev glad, det var konen. Mette Knyvs var g.m. gårdmand Christen Knudsen, der var et stort fjog og Mette styrede derfor gården. Engang så man ovre i præstegården ham løbe rundt omkring gården, og Mette bagefter med en ragekniv. Christen løb og råbte: ”Nej Mette, jeg vil ikke have skæget af”. En anden gang kom Christen Knyvsen krittende med en trillebør, han stødte an mod en sten, og i stedet for at køre udenom stenen vedblev han flere gange at manøvrere og støde an imod stenen med trillebøren og råbte: ”Vil do goe dø! Vil do goe dø!”
Sara og Georg Bauditz.
Før Vinter var den gamle Bauditz, der havde været sergent i sine yngre dage, degn i Tranderup. Han efterlod 2 børn, Sara og Georg Bauditz, der var meget fattige og boede i et lille hus ved Degnegaarden. Sara var et galhovedet fruentimmer og lå altid i strid med Vinter. De havde deres bekvemmelighed, et eget lille ”abtrit”. Vinter ville tilegne sig dets indhold, men Sara ville beholde det og påstod, idet hun råbte: ”Sk. er fanden gale mit”, hvortil Vinter svarede: ”Nej! nej! Sara! Sk. er mit”. Vinter fik ret og beholdt det. Men fra den tid rejste Sara gerne på besøg til det Paris, som lå i præstegården. Georg kunne man om sommeren tit se at gå og vogte gæs. Til dem blev Knudde og Marie undertiden indbudne. De fik da kaffe og æbleskiver, som holdtes varme i Georgs seng, der ikke var fri for bisser, men de gled alligevel godt ned.
Særegenheder.
Navnet Albert var meget almindeligt på Ærø: Man måtte skelne dem ved et epiteton, da så at sige hvert andet mandfolk hed Albert, lige så almindeligt som navnet Rasmus og Rasmussen på Avernakø. Man havde: Stine og lille Albert, Knolde Albert og Bette Albert, Snotte Albert. Af særlige og originale personligheder kunne mærkes: Troels Kathrine, surte Anna og Anne Torpes, der havde et stueur, hos hvem alle skulle ind for at se, hvad klokken var. Knud Skrædder fra Bregninge, der var en dværg, lille når han stod på benene, og stor når han sad ned. Han havde usædvanlig korte ben, en stor overkrop og stort hoved. Æslet skrålede altid op i vilden sky, når det så ham. Engang måtte han styrte sig ud i en dam, da en bisværm ville sætte sig på ham. Rotten fra Rise med sine mange rotteunger, der på Als fik navn af Mobbe og Mobbeliner.
Han gør en tur til Langeland 1833.
Mens Niels Petersen lå i besøg i Tranderup præstegård 1833 gjorde han en tur til Langeland for at besøge sine 2 ældste halvsøstre, hvoraf den ene var g.m. gårdejer Gotfredsen i byen Stoense, den anden med Hedegaard på Hou på Langelands nordspids. Gotfredsen holdtes for en uægte søn af general Ahlefeldt, der ejede det meste af Øen og boede på Tranekær slot. Han havde ingen ægte, men så mange flere uægte børn. Derfor havde Gotfredsen fået en god gård i fæste i Stoense af generalen. Hedegaard havde været jæger hos generalen og ligeledes fået en gård i fæste.
16 e.
Niels Petersen tog Knudde med hjem til Langeland. De tog til Marstal og sejlede herfra med en båd til Rudkøbing, hvorfra de havde 4 mil at gå ud til Stoense, hvor de tog standkvarter hos Gotfredsen. Det var meget gæstfrie folk, og alt stod vel til i huset. En dag tog Gotfredsen og Niels ud til Hou for at besøge Hedegaard. Knudde tog ikke med, da han var bleven træt af den lange march i forvejen. En anden dag tog de ind til en smed i Tranekær for at bese slottet. Der blev de godt trakterede med suppe og andet mere. En formiddag gik de over til Snøde præstegård, hvor Niels ville hilse på pastor Wilhjelm og bringe ham en hilsen fra pastor Knudsen i Tranderup. De traf præsten selv, hans søn kandidaten der senere blev kapellan hos faderen og en sort, der var tjener hos generalen spillede kort. Præstekonen tog sig af Mad. Gotfredsen, og de andre blev hos præsten, hvor der vankede noget at drikke. På tilbageturen tog de ind hos en prokurator i Rudkøbing, der var lidt af Niels` familie. Også der blev de godt trakterede. Prokuratoren var ikke hjemme, da de kom, de ventede derfor på ham, men kort efter kom han, gik først ind, skiftede andet tøj, idet han tog sit simplere klædning på og gemte sit gode tøj, førend han kom ind til dem, en skik Knudde har lært af ham og altid fulgt, når han havde været ude. Prokuratoren, der var en pæn mand, har vistnok været Peter Rasmussen, født på Langeland og ansat som prokurator for Fyns stift med bolig i Rudkøbing. Han har foruden andre skrifter også udgivet ”en Beskrivelse af Kjøbstaden Rudkjøbing og Øen Langeland”. Det endte de fleste steder, hvor de kom gerne med tevandsknægte, hvorved Niels flere gange havde fået en lille rus. De sejlede atter hjem med båd fra Rudkøbing til Marstal. Der gik en 4-5 dage med rejsen.
Gotfredsen på Als 1835.
Ved den gamle Emil Juhlers død på Sandbjerg 1835 blev hans halvbror Peter Petersens børn arvinger til hans efterladte formue, iblandt andre Niels Petersen og hans 2 søstre på Langeland. Niels Petersen var fraværende og som hans formynder indsattes hans plejefar pastor Knudsen, der var præst i Hagenbjerg på Als. Da arven skulle deles, kom Gotfredsen til Als og tog om til Hagenbjerg for en bestemt dag at rejse med ham til Sandbjerg. Knudsen hævede Niels´ part og Gotfredsen mødte på sin hustrus og svigerindes vegne og modtog den del, der kunne tilfalde dem. På tilbageturen blev Gotfredsen i Ketting, da han havde lyst til at se Augustenborg slot. Den følgende dag gik Knude, som var hjemme, med ham op til Augustenborg for at vise ham an. De gik op igennem tårnet, og da Gotfredsen så slottet lige for sig udbrød han i forundring: ”Nej! Jøsses! Gud bevare mig sikken bygning. Den er jo langt større end Tranekær slot”. Da han havde lyst til at hilse på Hertugen og vistnok havde en hilsen og anbefaling med fra generalen, viste Knudde ham om til køkkenet for at skaffe ham audiens. Han fik også Hertugen i tale, og denne må have givet ordre til at vise ham det hertugelige stutteri og staldene, som han fik at se. Derefter gik de lidt omkring i haven og parken, hvorpå han atter rejste hjem til Langeland.
Han bliver konfirmeret 1834.
Om vinteren 1833-1834 gik Knudde til konfirmationsforberedelse hos sin plejefar pastor Knudsen i Tranderup. De var en 10-12 konfirmander, deriblandt Christen Jensen, der kom til at tjene præsten både i Tranderup og Hagenbjerg og blev til sidst gift og bosat i Stevning. Hans søster Sine tjente i præstegården, tog med dem til Als og blev g.m. skomager Køhler på Nordborg. 1834 d. 6. april blev han konfirmeret i Tranderup kirke søndagen efter påske. På grund af hårdt vejr og modvind kom ingen af hans familie over til hans konfirmation.
17 e.
Men da hans far ikke havde været i besøg på Ærø, rejste han kort efter derover for at takke hans plejefar og hente ham hjem. Han blev der et par dage, og onsdag d. 26. april kom de hjem. Det var bleven aften, vi sad i køkkenet da de havde noget at bestille, og havde tændt lys. Jeg husker endnu tydeligt, da min bror kom derud og stod lænet op mod skorstenen i en grå habit og med en kurv under armen, hvori han havde sin høne, og hunden Kjøn løb omkring på gulvet. Han forekom mig meget høj. Det er første gang, at jeg mindes at have set ham. Mine søstre drillede ham senere med, at de troede først, at det var en Ærøbo handelsmand, der ville falbyde sennep, da han havde en kurv under armen. Dagen efter spadserede han ud med de søskende som var hjemme, Anne, Doris og mig, der kun var en lille dreng. Det var den dag min fødselsdag. Han ville se sig om i hjemmet, haven og byen.
|
