1848
Hun bliver døbt 1848.
Den 10. febr. blev hun døbt i Igen kirke af pastor Hansen og fik navnet Anne Johanne Knutzen efter den gamle tante på Østerholm, efter hvem hendes far havde fået gården Lysholm. Den gamle tante skulle have holdt hende over dåben, men da hun i denne tid skrantede meget, blev hun på hendes vegne holdt af hendes plejedatter Christine Margrethe Knudsen på Østerholm. Faddere var: forpagter Jacobsen på Rumohrsgaard, tante Thomsen på Augustenborg (tidligere på Hartspring), forpagter Thomas Thomsen i Sjellerup og Grethe Frost i Oksbølle præstegård, en søster til barnets mor. De indbudte gæster skulle samles kl. 2 ved kirken og efter dåbshandlingen kørte alle i 7 vogne fra kirken til Lysholm. Selskabet bestod af pastor Hansens i Guderup, pastor Fangel fra Oksbølle, tilligemed Grethe Frost. Ru Fangel var ikke med, da hun i længere tid havde været syg. Doris Knudsen fra Hagenbjerg præstegård, Christine og Elisabeth Knudsen fra Østerholm, skolelærer Michelsen og kone fra Elstrup, forpagter Jacobsen og kone fra Rumohrsgaard, forpagter Thomsen og jomfru Würst i Sjellerup, bager Thomsen og kone samt tante Thomsen fra Augustenborg, Klaus Iversens kone fra Bostedvraa og jordemoderen fra Guderup
60 e.
Da de kom til Lysholm, dampede kaffen dem i møde, herrerne fik sig et spil L`hombre, og til aften fik de postejer, 2 slags steg og flere slags kager, rød vin og …. De lod alle til at være tilfredse og fornøjede. Men de 2 vigtigste personer savnedes, den gamle tante Mad. Knudsen på Østerholm, der længere tid havde lidt af mathed, klemmelse og af og til af diare`, men dog mentes at komme sig igen, og den gamle pastor Knudsen i Hagenbjerg, der lige siden jul havde lidt af forkølelse og slem hoste, men dog nu igen var noget i bedring.
Kong Christian d. 8. døde 1848.
D. 20. juni 1848 døde Kong Christian d. 8. af Danmark. Der var stor sorg i landet over hans død og stor uro og bekymring herskede, da man ikke vidste, havd fremtiden ville føre med sig. Han efterlod et udkast til en statsforfatning for det samlede monarki, som hans efterfølger Frederik d. 7. straks lod kundgøre, men det vandt hverken bifald hos de danske eller Schlesvig-holstenerne. Der blev holdt mange møder på begge sider, og skrevet for og imod fra alle kanter: det blev underkastet en gennemgående kritik af de 2 professorer ved Københavns universitet, H.N. Clausen og J.T. Schow, der udgav i fællesskab et mindre skrift: ”ved Tronskiftet”, hvor de navnligen ankede over, at ”Hertugdømmerne skulle sende lige så mange deputerede til den fælles Rigsdag som Kongeriget, der dog betydelig overgik dem i folketal”, og ”at det danske Slesvig blev givet i Schlesvig-holstenernes vold”. Jeg sendte dette skrift til min bror, hvorfor han takkede, og i hvilken anledning han udtalte sig således: ”Imidlertid har skriftet ellers ikke mit bifald, jeg synes, at det er temmelig utidigt af de herrer Clausen og Schow at komme med dette, så snart ånden er sluppen af vor elskede, hedengangne Konge, og førend man ser, hvad der ville komme. Man vidste jo dog allerede før Kongens død, at der var en forfatning eller udkast til en sådan under arbejde. Den nye Konge synes også at begynde godt med sin regering. Han har allerede udøvet mangen vigtig regeringshandling, som vistnok vil have gode og gavnlige følger i tiden for fædrelandet. En afdøde Konge var meget elsket. Meget mere end man skulle have formodet, af folket, det ser man nu først af den almindelige deltagelse i hans sygdom, og den dybe sorg over hans død. Først nu ret blev man opmærksom på, hvad han i sin korte, men dygtige regeringstid havde udrettet, særlig har han bragt finanserne i en god orden, og statsgælden betydelig reduceret. Hvad faderen har lagt grunden til, det må nu sønnen bygge på fremdeles. Og fædrelandet kan da rolig se fremtiden i møde.
En ny biskop på Als 1848.
Biskop Tetens tog sin afsked d. 1. dec. 1847 og flyttede til København. Det stod temmelig længe hen, inden en ny biskop blev udnævnt for Als og Sundeved. Det gjaldt om at få en mand, der ligesom biskop Tetens kunne holde Hertugen stangen og støtte regeringen og den danske sag imod hans mange egenmægtige overgreb. Tetens anbefalede til regeringen ivrig pastor J. Hansen i Guderup, og denne fulgte hans råd, og pastor Hansen blev udnævnt til biskop d. 11. febr. 1848 på sin fødselsdag, dog således, at han ved siden af sit bispeembede tillige skulle vedblive som sognepræst for Igen menighed imod at holde kapellan på eget an- og tilsvar. Han blev altså boende i Guderup præstegård, og Tetens gamle bolig i Ketting blev lejet ud. I mellemtiden var der dog flere, der spidsede deres næse efter at blive biskop. Den gamle provst Thomsen på Nordborg, der var bleven konstitueret som biskop efter Tetens afgang, gjorde sig som sådan og som gammel provst håb om at blive det, og pastor Krog Meyer i Ulkebølle, hvis far havde været udnævnt til biskop for Als og Ærø, men døde inden sin ordination, og som kom meget på slottet, da han havde konfirmeret Hertugens 2 ældste prinsesser og hans 2 sønner, var aldeles sikker på sin udnævnelse og havde allerede tænkt på, hvorledes han ville have Bispegaarden indrettet, når han flyttede til Ketting. Tetens havde underhånden ladet pastor Hansen det vide, så at det var ham allerede bekendt på hans fødselsdag d. 11 febr.
66 e.
hvori de lovede at stadfæste dem i deres embede og opfordrede dem til at indsende deres kasser og indkalde en del af det værnepligtige mandskab, men heri klandredes de af den loyale befolkning. Den sidste følte sorg og harme over oprøret og var forbitret på Hertugen og hans partifæller. Alle levede dog de første dage i spænding, uro og bekymring; thi vilde rygter nåede til Øen, at friskarerne og regulært milits rykkede nordpå og plyndrede i byerne hvor de kom frem. Man tænkte sig friskarerne værende polakker i gamle og kosakker i senere dage. Folk strømmede sammen i byerne og ind til Sønderborg, alle ville væbne sig, men ingen forstod ret at gribe sagen an; thi det manglede en fører og der herskede megen forvirring.
Krigsråd Riegels 1848.
Det var krigsråd Riegels store fortjeneste, at han i disse bevægede dage rejste omkring på Øen, gav folk gode råd, styrkede dets mod, ledte bevægelsen ind i et godt spor og afholdt folket fra at gøre excesser, hvad let kunne være bleven tilfældet, da det ingen tillid havde til øvrigheden, der for det meste stod på den anden side, der var ingen autoritet og alt kunne let være udartet til lovløshed og råhed. Han var husfoged og boede på Fægteborg ved Nordborg. Han var så at sige den eneste af de civile embedsmænd, det af hjertet var dansksindet, sin Konge og sit Fædreland tro. Han havde det rette greb på at lede folket, og det havde fuld tillid til ham. Allerede mandag morgen d. 27. marts kom han til biskop Hansen i en meget ophidset stemning. Han fortalte, ”at han om natten havde rådført sig med sin Gud og sig selv, han kunne miste sit embede, men ikke sin ære og havde besluttet at bevare en god samvittighed”. Derfor ville han rejse omkring for at bevæbne folk og opfordrede biskoppen til at rejse med. Han forsikrede manden sin sympati, men fandt det ikke passende for sin stilling at prædike våben og være anfører, hvad Riegels anerkendte. Tillige rådede biskoppen ham at henvende sig til Øens sydøstlige befolkning og opgav ham adskillige mænd i Tandslet og Lysabild. Han gik andre steder syd på, men fandt mere forknyttelse.
Melsinger bønder 1848.
Bønderne på landet havde fået nys om, at den provisoriske regering havde sendt budskab til de tysksindede embedsmænd, at den stadfæstede dem i deres embeder og befalede dem ufortøvet at sende deres kassebeholdninger ind til Flensborg. Hvor gerne flere af dem havde villet dette, så nølede de dog noget; thi landbefolkningen var på benene og indtog en truende holdning. Om mandagen d. 27. marts blev der afholdt en forsamling ved Melsgaards mølle, hvortil de Melslinger bønder havde indbudt. Hele Nordborgs øvrighed var indbudt til at møde eller rettere sagt af bønderne tvungne til at møde. Riegels og alle bønderne talte og var stemte for en kraftig optræden mod tyskheden, de andre embedsmænd var lunkne. Tirsdag d. 28. marts blev bestemt til en ny sammenkomst for hele Nørreherred. Boelsmand Henrik Eriksen og andre bønder i Mels lod amtmand Johansen og de andre embedsmænd forstå, at de måtte vise sig lidt mere entusiastiske for den danske sag som Kongens tro og lydige embedsmænd, hvad de også gjorde. Denne optræden havde da den virkning at embedsmændene blev hindrede i at anerkende den provisoriske regering.
Forsamling i Sønderborg 1848
En livlig beretning om mødet i Sønderborg findes i mine hefter XXV 275-276.
I Sønderborg vaklede man. Søndag eftermiddag d. 26. marts blev der afholdt en forsamling på rådhuset for at afgøre, om de skulle anerkende den provisoriske regering. Tyskerne med borgemester Langreuter i spidsen var meget højrøstede og stemte for at anerkendelsen. De danske med købmand Hansen norsk eller norske Hansen talte ligeså ivrig imod. Man kom ikke til noget resultat og besluttede et nyt møde om mandagen, hvilket heller ikke gav en afgørelse, hvorfor man fastsatte et nyt møde til om trisdagen d. 28. marts, hvor det endelig skulle afgøres, om man skulle anerkende den provisoriske regering eller ikke. Dette møde faldt bort af sig selv ved Najadens ankomst; thi nu blev på én gang alle dansksindede. Der var et stort held at dette indtraf; thi var dette skib ikke kommen den dag, og byen havde erklæret sig for den provisoriske regering, så havde byen vistnok fået alle bønderne på landet; thi i så fald havde de lovet Sønderborgerne, at deres blod skulle have flydt i rendestenen.
Landsbyen Sjellerup 1848.
Også i landsbyen Sjellerup forsamlede man sig, da man ingen tillid havde til den tysksindede boelsmand Frederik Jepsen, der havde været Hertugens højt betroede mand. Alle mænd i begge byer kom sammen i boelsmand Christen Klyhns gård. Da man havde talt en del frem og tilbage, hvorved stemningen viste sig afgjort at være dansk, ytrede Christen Klyhn og boelsmand Jacob Blom i Sjellerup til sidst, at alle, der var dansksindede skulle gå ind i den ene stue, og de, der var tysksindede forblive i den anden stue. Da gik alle med de 2 mænd ind i den ene stue og blot skolelærer Jørgensen og synsmand Frederik Jepsen blev tilbage. Da sagde den poliske degn, så er det nok bedst, at vi går med, hvorpå de til sidst gik ind. Men Frederik Jepsen tog kort efter sin afsked som synsmand, og Jacob Blom blev udnævnt til hans eftermand.
67 e.
kirke 1848.
I Sønderherreds kirker blev der hver søndag på prædikestolen også bedet for Hertugen som kirkernes patron, foruden for det kongelige hus. Provst Høeck bad endnu den første søndag for Hertugen, hvorimod de andre præster, selv de 2 tysksindede præster Petersen i Notmark og Schlaikjær i Adserballe undlod dette af sig selv. Men så snart provst Høeck havde sluttet bønnen for Hertugen rejste alle sig i kirken og gik ud, og kun få blev tilbage, som var indbudte til at holde og stå faddere til en barnedåb. Provst Høeck undskyldte sig bagefter med, at han havde gjort det, fordi kirkebønnen for Hertugen endnu ikke fra højere steder var bleven befalet afskaffet. Dette trick viser stemningen mod Hertugen.
…. soldater 1848.
Tirsdag d. 28. marts havde en umådelig masse folk fra landet forsamlet sig af sig selv, vistnok for at se, hvad man på det berammede møde ville beslutte sig til. Da borgemesteren ikke ville, holdt bønderne af sig selv en del kavaleriheste tilbage fra at komme over med færgen, da de var bestemte til at sendes til …armeen. Ligeledes standsede de flere vogne fra Augustenborg, der formodentlig ville flygte. Soldaterne blev indkaldte, andre indfandt sig af sig selv; thi alt var i forandring. De kom til Augustenborg for at hente deres marchpenge, enten de var indkaldte eller ej. Hofråd Barth skal have erklæret den første, der meldte sig, at han ikke kunne betale dem, da han ingen ordre havde dertil. Da soldaten truede, ellers at stikke ham ihjel på stedet, betalte han dem grædende, da de andre soldater forlangte det samme. Dragonerne gik til Aarhus, infanteristerne til København. Nogle kom samme aften med dampskibet Geiser, der ekspederedes tilbage, efter at det havde ført Najaden hertil. En morgenstund kom nogle læs med sang igennem Sønderborg. De blev i Aabenraa standsede med bajonetten for brystet af borgervæbningen, samt af borgemester Schow dirigerede syd på til Rendsborg. De gik blot tilbage over Hardeshøj til Fynshav og videre bort mod nord. Den tysk patriotiske forpagterske på Werthemine Fru Jessen udrustede en karl med hest for at sende dem til …armeen, men karlen red nordpå og afleverede hesten til den danske arme`.
Folket holder styr 1848.
Under al denne bevægelse levede man bestandig i frygt og ængstelse for, at friskarerne og tropper fra ….armeen skulle komme over til Øen, derfor var landbefolkningen vågen og på benene. Folket ville bevæbne sig, men havde ingen anfører. Der var ikke engang en underofficer nord for Flensborg. I næsten alle civile embedsmænd så det forrædere og til næsten ingen havde det tillid. Man skulle ikke tro, hvor kort en tid alle bånd kunne løses, når øvrigheden taber al indflydelse. Havde folket ikke i sig selv været så enigt, kunne let store ulykker være sket. Gud bevare landet for den tid, da folket må føle sig opfordret til at minde øvrigheden om sin pligt, men det omvendte er i sin orden. (Biskop Hansen)
Flådens ankomst 1848.
Tirsdag d. 28. marts om morgenen var krigsråd Riegels atter hos biskoppen og ville arbejde på en bevæbning i byerne. Kort efter at han var kørt op til Igen, kom et bud fra pastor Henningsen i Lysabild på en skummende hest med et brev til biskop Hansen fra orlogskapt. Dirckinck-Holmfeld på korvetten Najaden. Han var bestemt til vagtskibstjeneste ved Helsingør. Men var søndag middag så pludselig bleven beordret herover at rekognosere, at hverken han eller hans folk var bleven forsynede med det nødvendige tøj. Biskoppen var af ministeren bleven nævnet ham som en mand, til hvem han her kunne henvende sig. Han slæbtes af dampskibet Geiser.
68 e.
Ved Kegnæshøj kom om aftenen bonden Christen Petersen af Skovby ud til ham og forklarede Øens forfatning, at …. endnu ikke havde bemægtiget sig den, at stemningen var regeringen meget gunstig, men oprørt. Han blev senere udnævnt til Dannebrogsmand. Manden blev ombord og fulgte kapitainen ind til Sønderborg, men med båden der satte ham ud, sendtes et brev i land uden adresse, men med mundtlig ordre at bringe det til præsten og derfra til biskoppen. Kapitainen vidste ikke, i hvilke hænder det kunne falde og ville derfor ikke sætte adresse på. Det indeholdt blot, at han var kommen her til Øen, ville takke for enhver oplysning om landets tilstand, og at al Land- og Sømagten sættes i bevægelse for at bekæmpe separatisterne.
Biskoppens konfirmander var blevne samlede, da han modtog dette brev. Han lod dem straks gå med efterretning om orlogsmandens ankomst og sendte det straks med nogle proklamationer til cirkulation, såvel til Nordborg som til Ketting, det ene sted i afskrift, for at styrke folkestemningen. Tillige løb han ud for at finde krigsråd Riegels, men traf ham ikke. Han satte sig derfor svedig på en vogn for at tale med kapt. Dirckinck-Holmfeld i Sønderborg. Efterretningen om kapitainens ankomst var gået som en løbeild over Øen, og vejen var fuld af mennesker, der ilede ud til Sønderborg. Ved Langdel mødte biskoppen Christian Karberg, købmand i Sønderborg, der med 4 postheste ilede til Nordborg til amtmand Johansen, der dog ikke kunne komme, da en forsamling fra Nørreherred var ansat i Majkro, hvor også biskoppen skulle have været. Ved møllen tæt udenfor Sønderborg, mødte han kapitainen, der ville køre op til biskoppen. Han lod sin vogn køre tilbage, gik over i biskoppens vogn og de kørte sammen til Guderup. Adskillige gange holdt de på vejen, da han ønskede at kende stemningen. Straks mødte de skolelærer Hansen af Dynneved, og synsmand Hans Frederiksen af Igen. Den første holdt en meget begejstret tale, i hvilken han tilbød 500 bevæbnede fra Nørreherred. Overalt sås glade ansigter ved synet af en søofficer. Nogle mænd til hest spurgte, om den, der var årsag til alt dette, vel kunne komme tilbage, og da kaptainen svarede, at han ikke håbede det, råbte de Hurra og svingede hatten. Pastor Meyer fra Ulkebølle fulgte med derop, også med hofråd Barth talte kapitainen. Biskoppen gjorde ham opmærksom på, at ved folkets oprørte stemning, Hertugens slot og ejendom stod i fare.
Efter at kapitainen havde spist til middag i Guderup, kørte biskoppens vogn ham atter til Sønderborg. Her blev han modtaget med en uendelig jubel af den store mængde, der var strømmet til byen. Han erklærede krigstilstand på Øen, gav folket ret i dets foranstaltninger med at holde kavalerihestene tilbage osv., men aftog dem tillige det løfte, at de ikke ville tilføje Hertugens ejendom nogen skade, hvad det også holdt. Han nød en uindskrænket tillid og hengivenhed. Mens han selv sejlede ind til Sønderborg og var rejst op på landet, havde han ladet dampskibet Geiser gå ind til Flensborg, fordi han havde erfaret, at oberst Renouard med en del jægere af 4. Jægerkorps i Slesvig var gået imod nord, og han troede muligen at kunne finde dem der. Disse var imidlertid blevne adsplittede. De fleste var blevne forførte i Flensborg og vendte tilbage til Slesvig under anførsel af kapt. Lange. Nogle gik med de andre officerer nord på. Dampskibet blev derfor modtaget med flinteskud ved broen og vendte tilbage til Sønderborg. Om aftenen gik Geiser tilbage til København og havde en del af de indkaldte soldater med ombord. Orlogsmandens ankomst havde en mærkelig indflydelse. Der kom en autoritet, til hvilken folket havde tiltro, og fra nu af spredes mere tillid og ro. Folket beroliges mere og mere, og frygten for overrumpling af friskarerne var ophørt.
Dannebrog hejses på Augustenborg 1848.
Onsdag d. 29. marts samlede der sig en stor mængde mennesker, især af de sydlige sogne på Augustenborg. De marcherede op foran slottet. Hertugen med familie havde som sagt i tide forladt slottet, men hofråd Barth var alene tilbage.. Han måtte frem for at forhandle med befolkningen.
69 e.
Han viste sig på trappen, der førte op til slottet, men havde ikke sit Ridderkors på. Befolkningen, der efterhånden var blevne ikke så lidt nærgående, tilråbte ham da i den alsiske dialekt: ”Har Kongen ikke givet dig en Dannebrog? Vil do straks gå ind og tej en o” (tage den på) Og råbet: ”Vil do tej din Dannebrog o!” vedblev det at lyde, lige indtil hofråden skaffede sit Ridderkors til veje og viste sig med det på brystet. Efter nogen parlamentering blev det så bestemt, at Dannebrog skulle hejses på Augustenborg slot, men der fandtes ikke et Dannebrogsflag på hele slottet. Der måtte a snedes en ung karl på en hest ud til Ulkebølle for hos pastor Meyer at få et udleveret. Efter at faget var hejst på slottet, hilsedes det af mængden med et rungende Hurraråb, og svungen med hatte og huer. Hofråden vendte blikket mod jorden: ”Vil do sie op til Dannebrog og råbe Hurra”, lød det i en truende tone fra mængden, og hofråden måtte pænt parere ordre; men dagen efter forlod han Als. Dannebrogsflaget blev hejst på kuppelen over slottets port og har uafbrudt vajet der, indtil 1853 d. 29. marts, da det blev nedtaget, fordi det kostede betydeligt hvert år, efter sigende 80 rdl. årlig. Man havde tiltænkt hofråd Prehn og Bentier, den såkaldte Baron Fischer den samme skæbne, men de gjorde sig syge. De blev dog kun befriede for at blive hentede til det samme, derved at man først ville uddele Hertugens geværer, hvortil kapitain Dirckinck-Holmfeld havde kommiteret liutenant, kontrollør Ronacker ved Fynshav. Hertugens rustkammer blev bevogtet af hans jægere. Døren blev nu opbrudt, og geværerne uddelt til folk. Således tvang man de hertugelige embedsmænd og det tyske Augustenborg til at være dansk. Hele Øen var nu dansk.
jagtfrihed 1848.
Tirsdag d. 30. marts. Enhver der havde lyst, gik nu på jagt. Ingen turde vove at modsætte sig dette. Værre var det, at man også begyndte at anse Hertugens ejendomme, navnligen hans skove for almindeligt gods og øvede megen uorden. Derfor måtte der sættes skranker.
Kapt. Dirckinck-Holmfeld holdt rådslagning med adskillige om Øens forsvar.
Min brors standpunkt 1848.
Også min bror tog som dansk levende del i den hele bevægelse, men han forsvinder iblandt mængden, han holdt sig måske også lidt stille tilbage på grund af den gamle tantes sygdom og dødsfald. Hun stod i disse dage lig på Østerholm. Hvilken side han tilhørte, kan imidlertid ses af et brev, som han kort efter sendte til mig, hvori han meddelte flere af disse tildragelser: ”Hvor skal jeg begynde, hvor ende? Fast glemmer man i denne uheldsvangre tid sine egne private anliggender for det offentlige; store omvæltninger ville ske, det er sikkert Herren vende det da til det bedste, frem for alt ville vi bede ham stå Konge og Fædreland bi i farens stund, skænke Kongen og hans råd kraft og mod såvel som folket til at forsvare sig mod fremmed vold og magt, til at afvise forræderen og oprørere. Danmark har i mange år måttet vige tilbage og ladet sig foreskrive hårde betingelser af sine overmægtige naboer, vi ville håbe, at gengældelsens dag er kommen at få oprejsning for det lidte. En folkelig og kraftig Konge sidder på tronen, kraftige ansvarlige ministre sår ved hans side. Dette er en god begyndelse. Held og Velsignelse over Danmark:”
Militær kommer til Sønderborg 1848.
D. 29. marts ankom det første danske militær, 5. Liniebataillon under oberstlieutenant Hardhausen til Sønderborg. Hovedstyrken af den danske arme` blev koncentreret ved Kolding under generalmajor Hedemanns kommando og rykkede samme dag ind i Slesvig, og indtog uden noget sammenstød med fjenden Haderslev, Aabenraa og Tønder.
70 e.
Ånd, der rørte sig i folket 1848.
Armeen blev sammenkaldt i en stor hurtighed, en mængde frivillige meldte sig til krigstjenesten, herremænd, studenter, kunstnere, handelsmænd og håndværkere ombyttede deres fredelige og rolige syssel med bøssen og sværdet for at kæmpe for den retfærdige sag. Frivillige pengegaver og heste indstrømmede til krigsministeriet rundt fra alle egne for at oprette frivillige korps, og da hæren skulle afmarchere, var den overalt bleven befordret på bøndervogne. Fra den ene ende af landet til den anden, i hver en by, hver en flække og hvert landdistrikt har der rørt sig kun én ånd, har man kun hørt én stemme, aldrig har den danske mand følt sig så stolt og stærk, aldrig har samfundets forskellige klasser således været samstemmende, aldrig har man bødet så mange og så store ofre for Fædrelandets sag end i hine dage, og de ville også med glæde blive erindrede for den entusiasme, der var indpræget over alle ansigter. Et løsen har været almindelig over hele Danmark: ”For Gud Konge og Fædreland” (Cohen: Krigen og de Faldnes Minde 1851. s. 3) Således var stemningen også på Als og det øvrige Sønderjylland.
Als får en kommandant 1848.
Kammerherre, Generalkrigskommisær Riegels, ejer af Snoghøj og en bror til krigsråd, husfoged Riegels på Fægteborg ved Nordborg var bleven udnævnt til kommandant på Als og ankom til Sønderborg lørdag d. 1. april. Krigsråd Riegels havde allerede begyndt på at få en landbevæbning i stand for hele Øen, i Igen sogn havde boelsmand Christen Klyhn i Guderup og skolelærer P. Hansen været meget virksomme i den retning. Kammerherre Riegels trådte nu til som chef for landbevæbningen og holdt søndag d. 2. april et møde ved Igen kirke for nærmere at aftale og ordne sagen med de ansete mænd på Øen. Der blev oprettet en landbevæbning for Nørreherred med krigsråd Riegels som anfører, den bestod af ca. 1500 mand og en anden for Sønderherred med lieutenant, kontrollør Ronacker som anfører, den bestod af ca. 2000 mand. Den bestod både af kavaleri og infanteri, var bevæbnet dels med geværer og dels med spyd, havde til uniform en blå våbenfrakke med hvid krave. Den blev inddelt i flere kredse efter sogne og havde sin eksercerplads og alarmplads på et bestemt sted i kredsen. For Igen sogn, hvortil den kongl. del af Notmark sogn, Helved, Katry og Frederikshof henhørte, havde sin eksercerplads i nærheden af Igen kirke og alarmpladsen ved kirken. Under krigsråd Riegels stod for Igen sogns vedkommende, Christen Klyhn af Guderup og skolelærer P. Hansen af Dynneved og de 4 befalingsmænd, høker Jørgen Matzen af Guderup, høker H.Chr. Wolff i Elstrup, Knud Knudsen til Lysholm og Hans Christensen i Katry foruden flere for den øvrige del af sognet. Iblandt andre fungerende boelsmand Jacob Blom i Sjellerup som lieutenant. Landbevæbningen holdt flittig øvelse og skulle også holde strandvagt på de mest udsatte steder ved Stolbronæs, Hardeshøj, Møllebakken ved Guderup og Østkysten på Als.
Befalingsmændene måtte holde opsyn med strandvagterne, påse at de mødte ved solnedgang til dens opgang, min bror måtte derfor i denne tid om aftenen tit ned til stranden for at se om alt var i sin orden. De skulle også have et øje med vagabonder og mistænkelige personer, at de ikke spionerede med fjenden. Synsmændene og befalingsmændene måtte agte på signalerne fra krigsskibene, når bønderne i landbevæbningen kaldtes til våben og forsvar mod fjenden. Disse signaler var, 1) når der skulle mødes ved Sønderborg, 3 kanonskud straks efter hinanden og derpå 3 raketter. 2) når der skulle mødes ved Hardeshøj, 2 kanonskud og derpå 2 raketter. Signalerne om dagen var, 1) når der skulle mødes ved Sønderborg 3 flag på krigsskibene. 2) nå der skulle mødes ved Hardeshøj 2 flag på krigsskibene.
71 e.
For at forebygge misforståelse måtte kirkeklokkerne i den første tid ikke lyde ved gudstjenesten om søndagen og for lig de andre dage; thi når der var fare for fjendens landgang skulle alle klokker sættes i gang for at alarmere folk. Bådene ved stranden skulle trækkes sammen på bestemte steder og mærkes mes navn og opholdssted. Ingen båd måtte sættes i vandet for at drive fiskeri uden højere militær tilladelse. De fra Tundtoft Nakke til Bostedhoved liggende både skulle samles ved kysten udenfor Lauensby Teglgaard, og bådene fra Bostedhoved til Lyboslenning ved Fynshav. Landbevæbnibgens chef kommandanten Hr. Riegels inspicerede ofte landbevæbningen, lod i forvejen sin ankomst højtidelig melde, holdt formanende taler, gav gode rå, .lovede skønne løfter, som han ikke kunne holde og fik sig til sidst en adjudant i Hr. Carl Drescher, hans fætter, der kort i forvejen havde solgt sin gård i Jylland og nu lå ledig i Nordborg. Han blev kaldt Lieutenant og fik en slags uniform med epauletter på, forskellig fra de virkelige officerer.
Demonstration imod pastor Petersen i Notmark 1848.
D. 4. april fandt der en demonstration sted imod pastor Petersen i Notmark, der var meget tysksindet. Man ville vide af ham, om man kunne stole på ham, om han var en dansk mand osv. Biskop Hansen fik brev fra kommandanten ang. demonstrationen i Notmark og Ketting kirke. Da han kørte til Sønderborg for at tale med ham, mødte han 10. bataillon, som netop var kommen. Efter aftale med kommandanten udstedte han et cirkulære om indtil videre at udelukke Hertugen af kirkebønnen i de Sønderherreds kirker og tillige udstedte han en opfordring til præsterne i Sønderherred at medvirke til, at bønderne fremdeles betalte deres skatter og afgifter, for hvilke en del folk troede sig befriet på grund af, at Hertugen var en forræder mod Land og Konge. Nogle af præsterne lod skrivelsen oplæse i kirkerne. De fleste havde allerede søndagen d. 26. marts udelukket ham af kirkebønnen, således også pastor Petersen af Notmark.
Kongen kommer til Als 1848.
D. 6. april om eftermiddagen kom Kong Frederik d. 7. med sit følge til Sønderborg, hvorved folkestemningen endmere styrkedes. Om aftenen efterat biskoppen var gået i seng, ankom en ordinants med en kongl. skrivelse at suspendere præsterne Petersen i Notmark og Schlaikjær i Adserballe, da de havde udvist en adfærd og et sindelag, der stred mod deres undersåtlige pligt, og deres forhold skulle undersøges af en kommission, der var nedsat til at undersøge embedsmændenes forhold. Tillige skulle biskoppen tilkendegive hofpræst Germar på Augustenborg, at hans funktion som sådan var ophørt. D. 7. april tog biskoppen ud til Sønderborg for at tale om suspensionen, inden den blev forkyndt. Da det skulle have sit forblivende med fremme, måtte der træffes anstalter til embedernes bestyrelse. Pastor Fangel, der var kapellan i Hagenbjerg, blev konstitueret som præst for Notmark og Adserballe menigheder. Augustenborg tænktes lagt til Ketting, hvortil det tidligere havde hørt, men da provst Høeck ikke ønskede at have det, besørgedes det senere på tur af præsterne, indtil senere i dec. 1848 den fra Broager fordrevne provst Steffensen overtog bestyrelsen af embedet. Det skete mest for militærets skyld. Det var kommandanten, der straks uden biskoppens vidende havde hos Kongen fået udvirket ovennævnte suspension.
Kongen inspirerer landbevæbningen 1848.
D. 9. april tog Kongen til Nørreherred, hvor han inspirerede Nørreherreds landbevæbning i Hartspringskobbel, det såkaldte Hulekobbel, hvor mandskabet gjorde en del øvelser for ham, og han ytrede sin tilfredshed derover. En stor masse mennesker var der forsamlet, vel over 3000. Også herredsfoged Dr. Steffens var her tilstede som herredsfoged, men bønderne tog aldeles ingen notits af ham.
72 e.
I det hele antoges det, at Dr. Steffens i den første tid efter oprøret søgte at bringe sin fortid i forglemmelse, og var vist med glæde forbleven i sin stilling under de nye forhold. Det var første gang, at min bror her så Kongen, han syntes at han så meget bleg ud, men for resten var en meget køn mand. Fra kl. 1 til 2 var Kongen med følge til en frokost i biskop Hansens hus, hvortil han blev ledsaget af en eskorte af Landbevæbningen. Herfra tog han til Sønderherred, hvor han i Majbølgaards kobbel inspicerede Landbevæbningen for Sønderherred. Da Kongen henad aften red hjem til Sønderborg, erfarede han ved Spang udfaldet af slaget ved Bro. Kommandanten meddelte senere Landbevæbningen Kongens store tilfredshed med deres øvelse.
Suspensionen i embedet 1848.
Ligesom præsterne Petersen og Schlaikjær var blevne suspenderede, således ville turen også være kommen til provst Høeck i Ketting og pastor Ahlmann, men ved biskoppens mellemkomst forhindredes det.. En del af de civile embedsmænd blev suspenderede, Dr. Steffens på Nordborg som herredsfoged i Nørreherred, herredsfoged Prehn på Augustenborg, borgemester Lang…., hofråd Barth på Augustenborg. Disse og flere andre blev foreløbig udviste fra Als; de kom igennem Odense og tog for det meste til København. Siden fik de lov til at rejse ud af landet til Tyskland, Hamborg og Lybæk, men måtte ikke vende tilbage til Hertugdømmet Slesvig. På Nordborg sad barber Heinemann og fuldmægtig Petersen arresterede, men løslodes og udvistes med flere andre civile folk fra Øen. En del borgere fik lov til at blive, men måtte af og til stille for kommandanten. Andre embedsmænd blev konstituerede i deres sted, aktuar Carstens som herredsfoged på Augustenborg, advokat Johansen i Sønderborg til herredsfoged på Nordborg, og advokat Ravn som borgemester i Sønderborg.
Slaget ved Bov 1848.
D. 8. april var et lille sammenstød med fjenden ved Rinkenæs, hvor en soldat Løjer faldt og d. 9. april vandt vor arme` slaget ved, hvor fjenden måtte retirere syd på, Flensborg blev taget og Kongen holdt 10. april sit indtog i Flensborg under en umådelig jubel. Augustenborg slot og palais blev indrettet til Lazaret for de sårede, både af vore og fjendens tropper. Min bror var der kort efter med en del linned, som han havde indsamlet i sin nærmeste egn. Han var da rundt i alle værelser og så de syge og ….. Der lå vel omtrent 180, af insurgenter lå her en Grev Rantzau, en søn af den tidligere …. på Nordborg, en kapt. Hedemann m.fl. Hertugens møller og private effekter var hensatte i kirken, men mærkeligt var det at se, hvorledes de alle lå i de fine værelser med atlaskes og damaskes betræk.
Indsamling af havre, hø og halm 1848.
Kort efter stilledes til kommandantens disposition, en indsamling af havre, hø og halm som af min bror var indsamlet på Østerholm.
Havre: a) Jørgen Miang ved Nyled, 2 tdr. b) Jørgen Hansen på Bommerlund, 4 tdr. c) Møller Chr. Hansen på Igebjergmølle, 5 tdr. d) Parcelist Knud Knudsen til Lysholm, 10 tdr. i alt 21 tdr.
Hø: a) Fritz Vogelsangs enke på Østerholm, 1000 pd. b) Jørgna hnsen på Bommerlund, 1000 pd. c) Kromand Chr. Iversen på Østerholm, 1000 pd. D) Torvel Jessen i Holmskov, 1000 pd. i alt 4000 pd.
Klapning: (Halm) a) Fred. Frederiksen, Strelbjerg, 300 pd. b) Hans beck, Strelbjerg, 400 pd. c. Jørgen Miang i Nyled, 100 pd. d) Jørgen Hansen på Bommerlund, 400 pd. e) Knud Knudsen, Lysholm 1000 pd. i alt 2200 pd.
73 e.
Oprørerne 1848.
D. 22 marts rejste Hertugen til Berlin for at opfordre den preussiske Konge Frederik Wilhelm d. 4. til at tage parti for Slesvig-Holstenerne. Kort efter oprørets udbrud var der i Kiel opslået følgende brev fra den preussiske Konge:
Durchlauchtigste Hertug!
På Deres Durchlauchtigheds skrivelse af dags dato angl. Hertugdømmernes Schleswig Holsteins faretruende tilstand giver jeg dem herved følgende tilkende: Jeg har påtaget mig den tyske sags forsvar i farens tid, ikke for at … andres rettigheder, men for efter kræfter at hævde det bestående mod udlandet og i det indre. Til disse bestående rettigheder regner jeg Hertugdømmerne Schleswig Holsteins, som er udtrykte i hine Kongeriget Danmarks rettigheder på ingen måde krænkende sætninger:
1) At Hertugdømmerne er selvstændige stater.
2) At de er fast med hinanden forbundne stater.
3) At …. hersker i Hertugdømmerne.
I denne ånd har jeg alt udtalt mig ved Forbundsdagen, og ifølge disse bestående retsforhold er jeg beredet til i betragtning af forbindelsesbeslutningen af 17. sept. 1846 at beskytte Hertugdømmerne Schleswig Holstein mod mulige overgreb og angreb med de mest passende midler.
Jeg håber i øvrigt, at Hertugdømmernes nationalitet ikke trues af nogen alvorlig fare, og er i modsat fald af den faste fortrøstning, at min tyske bundsforvandte ville … mig til deres beskyttelse.
Med oprigtig venskab forbliver jeg Deres Durchlauchtigheds hengivne fætter
Berlin d. 24. marts 1848 Friederich Wilhelm.
Ifølge dette løfte holdt de preussiske tropper d. 8. april deres indtog i Altona
Slesvig 1848.
D. 4. april fattede den revolutionære forbundsforsamling i Frankfurt den beslutning, at Sønderjylland eller Hertugdømmet Slesvig skulle anerkendes som uopløselig knyttet til Holsten og Tyskland; ville den danske Konge ikke anerkende dette, skulle det fremtvinges ved magt og Preussen fik fuldmagt i forbundets navn at gennemføre denne foranstaltning. Preussiske tropper rykkede ind i Altona d. 10. april og kort efter i Rensborg. De efterfulgtes af forbundstropper fra de nærmeste stater, Hannover, Oldenborg, Meklenborg og Hansestæderne. Efterhånden stod en hel tysk hær på 39.000 mand samlet mod Danmark under den preussiske general Wrangel, Schlesvigholsterne førtes af Prinsen af Augustenborg og de andre forbundstropper under den hannoverranske general Halket. Preussen forlangte, at den danske regering skulle opfylde de i hint Kongens brev opstillede fordringer, og da den ikke ville og ikke kunne gå ind på dette, førte det til slaget ved Slesvig påskedag d. 23. april 1848, hvor den lille danske arme` på 10.000 mand måtte kæmpe mod en overmagt af 19.000 mand. Den forsvarede sig med mod og tapperhed, men måtte til sidst vige tilbage for overmagten og trak sig i ro og god orden tilbage til Als og længere nordpå.
74 e.
Armeen kommer til Als 1848.
Anden påskedag om morgenen d. 24. april kom en seddel fra løjtenant Brummer af ingenørerne til pastor Krog-Meyer i Ulkebølle, at der var fare på færde, at gudstjenesten måtte udsættes, og alle mand samles ved Dybbøl for at skandse. Biskoppen holdt gudstjenesten, men de fleste mandfolk rejste bort. Dog kom mod aften tilbage, da der ikke var plads til så mange arbejdere, og det hele syntes at være en misforståelse. Imidlertid udbredte rygtet sig om, at den danske arme` var trængt tilbage. D. 25. kom tropperne til Sønderborg, hvor kommandanten Hr. Riegels i sin visdom havde iagttaget den forsigtighed at afbryde pontonbroen for at hindre fjendens overgang til Als, men derved afskar han også vejen for tropperne at komme hurtig over; de var meget udmattede, det tog tid at føre dem over i færgen, og de der først kom over, indkvarteredes nærmest, i stedet for at de burde have været længst henviste. Mange af soldaterne kastede sig af udmattelse ned i Sønderborg eller blev liggende på vejene. Nordligere end Igen sogn kom ikke mange straks. De, der nåede hertil, søgte ind i lader, ofte vel henimod 100. Her i Igen sogn skulle indkvarteres 7. og 4 battaillon, respective fra Aarhus og det sydlige Sjælland med Lolland og Falster. Den første indkvartering hos biskoppen var kapt. Krieger, der første 7. bataillon, da hans chef var falden, løjt. Rist og løjt. Hansen. De 2 sidste var meget udmattede. Næste dag samledes synsmændene, ved lodtrækning blev det afgjort, at 7. bataillon skulle ligge til øst og 4. bataillon til vest og i Bispegaarden begge stabene. Oberst Weckede førte 4. bataillon. I hvert boel lå 16 mand. De bespistes uden betaling, og det var påfaldende, hvor hurtigt mandskabet erholdt kraft og munterhed. Efter omtrent 8 dage kom 2. bataillon, der bestod af kulsviere, siden 6. fra det sydlige Jylland.
Indkvartering på Lysholm 1848.
På Lysholm fik de til indkvartering, major Ernst, kommandør for 7. bataillon, løjt. Schmidt hans adjudant, kapt. Gønner, regnskabsfører ved denne bataillon og løjt. Olufsen ved samme. Da kommnadør Ernst forlangte en 4-5 værelser til disposition, hvad man ikke så sig i stand til at yde ham, anviste man ham bolig på Østerholm, hvor den gamle tante for nylig var død, og hvor hele lejligheden stod til hans disposition. Kort efter fik de her på Lysholm en 3 ugers tid i indkvartering, løjt. Rist, der imidlertid blev forfremmet til kapt. Og var kommandør for 7. bataillons 1. kompagni, samt løjt. Lorentzen og løjt. Bartels ved samme kompagni. Da min bor havde fået underretning om denne indkvartering, gik han dem i møde for at tage imod dem. Kapt. Rist mødte ham omtrent ved det såkaldte ”Krumme led”. Min bror så måske lidt kedelig, da han ikke vidste, hvorledes de ville forholde sig, om de ville gøre mange fordringer. Da Rist derfor så ham komme op ad vejen, tænkte han ved sig selv, at det måske var en tysker. Men det varede ikke længe, førend de blev gode bekendte, og Rist blev siden bestandig en ven af huset. Også her lå militæret den første tid, og officererne bespistes uden betaling. Siden skiftedes kvarter, og de fik nu i nogen tid premierløjt. Hansen, kommandør for 7. bataillons 2. kompagni, læge Dr. Bloch, der senere blev overlæge ved 2. bataillon, de frivillige menige Hr. Liim, der hørte til det Prierske Selskab i København, hvor han spillede Harlekin. Han var en bror til begge Madame Prier. Endvidere litograf Lund. Liim havde ligget i Elstrup, hvor han fortalte, at han fik grød 3 gange om dagen, morgen middag og aften, både kogt og stegt grød, hvilket sidste var de såkaldte ”tyske boller”. Officererne drev en del sjov med ham, dog alligevel omgikkes de ham som et dannet menneske.
Brohovedet anlægges 1848.
D. 6. maj begyndte tropperne at gå over for at arbejde på Brohovedet på den anden side, ligeledes anlagdes efterhånden skandser på Alssiden fra Sønderborg og ud på Ulkebølle Halvø. Af og til førtes kampe i Sundeved, d. 13, 15, 16, 28, og 29. maj, ved Dybbøl d. 5. juni.
75 e.
Ved denne sidste lejlighed var Landbevæbningen samlet ved Igen kirke og stod en del af natten på vagt og erholdt skarpe patroner, men noget efter midnat adskilte det. De mange kampe og den idelige kanonade ved Sønderborg lød uhyggeligt, og forårsagede uro i befolkningen. Vilde rygter kom ofte i omløb, at fjenden gjorde landgang det ene og andet sted, således engang ved Hagenbjerg, hvor det hed sig, at fjenden var gået i land ved Hardeshøj. Man ringede med klokkerne, militæret kom på benene, mænd, der hørte til Landbevæbningen samlede sig og bevæbnede sig med leer, forke o.a. En del koner hylede og græd. En anden gang nåede rygtet også ned til Lysholm og omegn, alt folk kom på benene, bevæbnede sig med, hvad man havde ved hånden, om det så var den gamle Jens ilede han af sted med en møggreb i hånden. Men det viste sig gerne bagefter, at det hele havde været blind alarm. Af og til kom også rygter om fremmed hjælp fra Sverige, Rusland og England, men det opløste sig til intet.
Augustenborg kirkegård indvies 1848.
D. 9. juni indviedes kirkegården på Augustenborg. Den blev anlagt dels for de militære, der døde på lazarettet på Augustenborg og skulle tillige tjene som en kirkegård for flækkens beboere, da der ikke var megen plads på Ketting kirkegård, hvor lig fra Augustenborg hidtil var blevne jordfæstede. Kapt. Benzen, løjtn. Sommelins, en svensk frivillig, 15 menige og 2 tyske blev her jordede. I en indvielsestale søgte biskoppen at vise, hvorledes det slot, der skulle være en oplands og glædens bolig var en jammerens bolig, men her skulle være en fredens bolig. Selv fra de fremmede skulle ej vor velsignelse vige; thi de var komne, lydende deres Konge og Fædrelands love. Provst Høeck forrettede jordpåkastelsen. 13. bataillon, der bestod af Sydslesvigere, gav æresalver.
Civilguvernør 1848.
Omtrent midt i maj gik kommandanten Hr. kammerherre Riegels til København, vel til dels for at retfærdiggøre sig ang. broens afbrydelse, og til dels for at gøre forslag til nye foranstaltninger her på Øen. Han gik af som kommandant og blev d. 24. maj udnævnt til oberst i armeen, samt til Dannebrogsmand og tillige til Øens civilguvernør. Som kommandant havde han lagt sig ud med de militære. De havde ikke meget tilovers for hans dygtighed og indsigt, men så i ham en person, der ville gøre sig vigtig og agere et lille hof, og som civilguvernør lagde han sig for en del ud med gejstligheden og de civile aristokrater, da han havde lyst til at blande sig i alt, også i sager, der ikke angik ham. I det hele var der meget pral ved ham og lovede meget mere end hvad der kunne holdes.
Folkerådet indføres 1848.
Til de nye indretninger, som han ville indføre, hører Folkerådet. Det skulle bestå af 9 medlemmer. Valgret og valgbarhed skulle foregå omtrent efter de regler, som gjaldt for den slesvigske Stænderforsamlings valg. Det skulle repræsentere både landet og staden Sønderborg. Valgkollegiet bestod af kammerherre Riegels, biskop Hansen og den stænderdeputerede boelsmand Hans Bladt i Tandslet. . Valget afholdtes i juni måned, 3 dage på Nordborg, Gammelgaard og Sønderborg. Af ca. 600 vælgere afgav 491 deres stemme. Af disse faldt 475 på biskop Hansen, 416 på købmand H.P. Hansen jun. Eller den såkaldte norsk Hansen i Sønderborg, 403 på boelsmand Christen Bonefeld i Ulkebølle, der tidligere havde været stænderdeputeret, noget over 300 stemmer på høker Matzen i Guderup, boelsmand Hans Bladt på Tandsgaard og boelsmand og stændersuppleant Hans Kaad, ligeledes på Tandsgaard; 268 stemmer på boelsmand Hans Christensen i Igen, nogle færre stemmer på købmand i Sønderborg Christian Hansen, samt noget over 200 stemmer på krigsråd Riegels på Fægteborg. Da Hans Kaad gik af, tiltrådte boelsmand Peder Møller Padholm, og da biskop Hansen gik af i efteråret kom boelsmand Henrik Eriksen i Mels i hans sted. Næst efter dem havde synsmand og boelsmand Matthias Petersen i Skovby og stamparcellist Christian Matzen på Melsgaard og garver Løvengreen på Nordborg de fleste stemmer. Biskop Hansen blev valgt til formand og kammerherre Riegels som civilguvernør spillede en kongl. kommissærs rolle
76 e.
Repræsentanter holder møde i Ketting kro 1848.
For endvidere at styrke Folkerådet og sætte det i kundskab om de ønsker, som befolkningen kunne nære, og den stemning, som der ytrede sig besluttedes at vælge en del repræsentanter over hele Øen, som skulle samles i Ketting kro, 3 for Kegnæs, 5 for Lysabild sogn, 3 for Tandslet, 4 for Hørup, 5 for Ulkebølle, 4 for Ketting, 5 for Notmark, 3 for Adserballe, 5 for Igen, 3 for Svenstrup, 3 for Hagenbjerg, 3 for Oksbølle, 6 for Nordborg og 8 for Sønderborg. De skulle møde d. 21. juni om eftermiddagen kl. 2 i Ketting kro. Det var altså i alt 60 mand. Men regeringsautoriteterne kunne ikke tillægge denne forsamling officiel karakter, og satte sig ikke i rapport til samme. Iblandt disse var også min bror. Det gik tit lidt højrøstet til. Navnlig kom boelsmand Peder Møller i Padholm, der siden kom ind i Folkerådet, og Matthias Jensen i Ketting, meget ivrige og fremkom med mange forslag. For Igen sogn valgtes, synsmand Hans Frederiksen i Igen og skolelærer P. Hansen i Dynneved, boelsmand Christen Hansen Klyhn i Guderup, proprietær K. Knudsen til Lysholm og kromand Hans Chr. Wulf i Elstrup.
Fra regeringens side forelagdes Folkerådet forslag til Forligskommissionen, imod hvilket der gjordes indvendinger. Det var slemt for mølletvangens ophævelse og havde amtsforvalter v. Gählers suspension for. I det hele ansås disse foranstaltninger for lidt ubetimelige, da man levede midt i krigen, hvor så meget andet lagde beslag på folks tid og kræfter. Vakte det derfor straks en del levende interesse, så tabtes dog til sidst lysten og interessen derfor, og da ved krigens slutning guvernøren rejste bort herfra, var det allerede ligeså vel som Landbevæbningen sovet ind og hørte op af sig selv, da det var uden hoved.
Sammenkomst i Sønderborg 1848.
I juli måned var han tillige med sin kone indbudt af kapt. Rist til et officersbal i Sønderborg. Af og til, når han kom til Sønderborg, samledes han med andre på Stadt. Hamborg med en del officerer. Efter bordet gav man sig til at danse. Dr. Zachariæ, en lystig fætter, dansede med proprietær Witzke til Hjortholm, hvem officerene kaldte Boldt op. Under dansen spurgte Zachariæ Witzke: ”hvad er I fætter!” , ”æ holde mæ til de stærke”, svarede Witzke. Havde Witzke for resten før 1848 været lidt blakket, så blev han dog fra denne tid en god dansk mand.
Høst falder sent 1848.
D. 31. aug. skriver han: høsten går sent i år. Rug og hvede har jeg dog fået godt i hus, byg og havre har jeg høstet, og det kan snart komme til at køres ind, hvis vejret tillader det. Min raps gav godt, jeg fik 128 tdr., dog var jeg lidt for tidlig færdig med at sælge, idet jeg dengang kun fik 15 .. 4 .. cour. for tønden, og den nu koster 17 .. cour; men det er jo ikke altid godt at træffe det bedste.
Våbentilstand i Malmø 1848.
D. 26. aug. sluttedes våbentilstand i Malmø mellem Preussen og Danmark. Da det kom til stykket, ville general Wrangel ikke underskrive den, men beråbte sig på, at han var ikke blot preussisk, men også general for de tyske Forbundstropper og derfor også måtte have sine instrukser fra Forbundsdagen. Efter en del vrøvl blev våbenstilstanden også siden anerkendt af Forbundsdagen. Fra dansk side blev deres betingelser nøjagtig og samvittighedsfuldt opfyldt. Thi hvad der mest havde trykket og tilskyndet tyskerne til at få våbenstilstanden i stand, det var blokaden, og da den var hæver fra Danmarks side, vedblev man fra tysk side at nøle med opfyldelsen af deres bestemmelser.
77 e.
Petersen føres over med båd 1848.
På grund af våbenstilstanden installerede pastor Petersen sig på ny i Notmark præstegård, uagtet hans suspension ikke var hævet, og forlangte af pastor Fangel udleveringen af kirkebøgerne. Imidlertid blev han d. 11 nov. bortført af en afdeling af Landbevæbningens kavaleri på en 30-40 mand under anførsel af møller Hans Christian Andersen på Mommark Hedemølle. De kom til Notmark kirke, besatte med poster alle indgange fra vejen til huset, samt sendte gentagne bud til sognets byer, at folkene skulle komme og bortføre præsten, hvis de ikke ville anses for tyskere. Afdelingen, for største delen i fuld uniform red ind på marken og sendte 3 mand, skolelærer Hansen af Adserballeskov, boelsmand Bladt af Mommark og boelsmand Nielsen af Jestrup ind til præsten og erklærede, at de ikke kunne tåle ham på Øen, så meget mindre som han var suspenderet. De ville ikke modtage hans æresord, at han ville rejse bort inden 24 timer; thi de troede ikke en tysker. Han lovede da at være færdig inden 2 timer og efter 1½ time stillede han sig til disposition. De red nu bort med ham tre mand høj, præsten i midten til hest, for det meste i trav til Sønderborg lige ned til færgen. Da færgen netop var gået over, stimlede en del folk sammen, hvorfor anførerne tilbød ham en båd for at undgå tumulter. Han gik da over i en båd, og hesten sendtes bagefter. Da afdelingen så ham på den anden side, vendte de om, gav Kong. Frederik d. 7. et hurra ved Rådhuset, og skiltes derpå ad. I øvrigt var den hele …. gået for sig med påfaldende militær orden og under indtagelse af alle mulige høflighedsformer, så at endog den bortrejste gav anføreren hånden ved båden til afsked og takkede for beskyttelse. Da pastor Petersen siden i vinteren blev kaldet til præst i Ullerup af den for Hertugdommerne indsatte regering, blev Notmark vakant, og pastor Fangel fast ansat der som præst.
Inspicerer Landbevæbningen på Als 1848.
D. 13. sept. holdt Kongen revy i Hartspringkobbel over tropperne her fra Øen og Landbevæbningen. I den anledning udstedte han gennem dets chef kammerherre Riegels d. 14. sept. følgende dagsbefaling:
”Da Vi ved den i går stedfundne præsentation for Os af Alsinger Landbevæbningen havde lejlighed til at bemærke den glædelige fremgang, som denne væbning siden sammes præsentation for Os i afvigte april måned har haft, ligesom Vi også af de angående bemeldte væbning modtagne beretninger har erfaret den gode ånd, som besjæler samme, og den gode tjeneste, den har præsteret under de farer, der tonede landet, så finder Vi Os foranlediget til, herved at tilkendegive Dig i særdeleshed, og alle de øvrige vedkommende i almindelighed, Vor allernådigste tilfredshed og tak for deres i så henseende udviste virksomhed, idet Vi derfor på nærmere allerunderdanigst indberetning om væbningens fuldstændige uniformering ville tage i allernådigst overvejelse, hvorvidt den ridende afdeling måtte være at tildele en standart og fod afdelingen en fane samt førerne passende distinktioner. Hvilket Vi således allernådigst give dig tilkende til allerunderdanigst efterretning og videre bekendtgørelse for hele væbningen”.
Sønderborg d. 14. september 1848 Frederik R.
Idet jeg meddeler den hæderlige Landbevæbning denne Hans Majestæt Kongens allerhøjeste tilfredshed med væbningen, der må være den en hellig opmuntring til, fremdeles at levere Hans Majestæt Kongens og hele landets påskønnelse, da er det tillige en kær pligt for mig, at bevidne såvel de herrer øverstbefalende krigsråd Riegels og kapt. Ronacker, som de underbefalende og mandskabet – enhver især – min tak for den gode ånd, der ved enhver lejlighed udtaler sig i bevæbningen og som også viste sig ved præsentationen for Hans Majestæt Kongen.
78 e.
”Brave landsmænd! Holder sammen og være enige i det gode, så ville I bevare alsingerne et hæderligt minde nu og i eftertiden og Eders efterkommere ville mindes Eder med taknemmelig berømmelse for Eders troskab mod Kongen og fødeland og for Eders enighed og samdrægtighed”.
Sønderborg d. 15. september 1848. H. Riegels
Til befalingsmændene: Hr. Matzen i Guderup, H. Wulf i Elstrup, Knutzen i Lysholm, Hans Christensen i Katry, Chr. Jørgensen i Stolbro, Hans Christensen i Igen tilbage til Dynnevith.
Dynnevith d. 2 oktober 1848. P. Hansen.
Chefs befaling d. 24. sept. 1848.
1) Landbevæbningens chef er igen returneret og har overtaget kommandoen.
2) Den til i dag eftermiddag kl. 3 berammede øvelse for kavaleriet ved Augustenborg opsættes til næste søndag eftermiddag til samme tid, da chefen så har flere ting at tale med mandskabet.
3) Alle vagabonder (håndværksbruscher) som tiggende fjerne sig fra landevejen anbefales til Landbevæbningens særdeles opmærksomhed. De skulle pågribes og straks transporteres til vedkommende herredsfoged
4) Sålænge det endnu står på det uvisse med våbenstilstandens anerkendelse, møder ordinanterne hver søndag som sædvanlig.
Sønderborg d. 24. september 1848. Efter ordre
Drescher.
Til befalingsmændene:
Hr. Matzen i Guderup, H. Wulf i Elstrup, Knutzen på Lysholm, Hans Christensen i Katry.
Dynnevith d. 24. september 1848 P. Hansen.
Chefs befaling d. 17. sept. 1848.
1) Hans Majestæt Kongen har for at hædre Landbevæbningen, benådet følgende to befalingsmænd af kavaleriet og to af infanteriet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn: Sognechef Hans Christian Andersen på Hedemøllen, sognechef J. Iversen i Ulkebølle, sognechef Christen Klyhn i Guderup, sognechef skolelærer Hansen i Dynneved.
Disse 4 mænd bærer således det udvendige tegn på den hæder, hvortil Hans Majestæt Kongen har erkendt Landbevæbningen at have gjort sig fortjent. Lader vi stedse tragte at gøre os fortjente til Hans Majestæt Kongens tilfredshed.
2) Da jeg forrejser i fire dage, så overdrager jeg i denne tid herved kommandoen over Landbevæbningen til krigsråd Riegels.
3) Når tyske vagabonder opføre sig slet eller ved anholdte folk med grovheder i deres egne …., så skal sognecheferne arrestere sådanne personer og assistere synsmændene ved deres transportering til herredsfogderiet.
Sønderborg d. 17. september 1848 Efter ordre
Drescher, adjudant.
79 e.
Indkvartering på Lysholm efter våbenstilstanden 1848.
Løjtnant Recke ved 2. jægerkorps. Fra 17. nov. til 17. dec. 1848 lå premierløjtnant v. Hammelef ved 1. forstærkningskorps i kvarter på Lysholm. Han var en dag med til Hagenbjerg præstegård, hvor han kendte den der indkvarterede premierløjtnant v. Dorn af artilleriet. Han råbte så højt, at den gamle præst, pastor Knudsen blev vred. Han faldt 1850 ved en rekognisering syd for Slesvig. Kapt. v. Bockenhauser ved 4. liniebattaillon lå også i nogen tid
Rejser til København 1848.
Sidst i okt. rejste jeg som student til København. Aftenen i forvejen var han, Marie og min søster Christine i Hagenbjerg, de sømmede nogle lommetørklæder, som jeg skulle have med til København. Dagen efter kørte jeg med islandsk. Købmand Christensen af Nordborg, der boede i København, Bruhn og J. Krog til Sønderborg, hvor vi lå om natten på Reimuths Hotel, sejlede med en regeringsdamper til Assens og kørte med deligence igennem Fyn og Sjælland til København. Min bror var mødt i Sønderborg for at hilse af med os.
Højtidelighed i Igen kirke 1848.
D. 17. dec. var der stor højtidelighed i Igen kirke, da der blev ordineret 2. kandidater, nemlig Krog-Meyer til diakonus i Sattrup og Gerhard Grove til kapellan for Igen kirke. Pastor Krog.Meyer fra Ulkebølle intimerede fra prædikestolen, derefter foregik ordinationen af biskoppen, derpå blev vor kapellan indsat af provst Thomsen, Grove holdt derpå sin tiltrædelsesprædiken, derefter toges de begge til alters af Krog-Meyer i Ulkebølle, og handlingen var da tilende. Du ser deraf, skriver min bror, at vi fik prædiken nok den dag. De 3 opsatte præster fra Sundeved, provst Steffensen fra Broager, pastor Feilberg fra Ullerup, Chr. Karstensen fra Dybbøl, endvidere provst Høeck af Ketting, og pastor Schwensen fra Hørup var tilstede. Der var naturligvis stor smaus i Guderup ovenpå, hvor alle ovennævnte herrers damer var med. Jeg fandt det var en skam, at hverken onkel i Hagenbjerg eller Fangel i Oksbølle var indbudne.
Ny indkvartering 1848.
Vi kom af med vor løjtnant i går d. 18. dec., han tog til Kegnæs med kompagniet, og vi vente nu stærk indkvartering, da der daglig kommer en mængde tropper til Als. Her skal i alt komme til at ligge 10.000 mand, bestående af 6 liniebataillon, 1 forstærkningsbataillon, 3 jægerkorps, 3 batterie og så den eskadron dragoner her ligger. Man siger, at vi nu har lov af stormagterne til at rykke ind i Slesvig, men det vil dog næppe ske, før vi får et godt føre. Altså er nu våbenstilstanden ganske ophævet; den har jo rigtignok aldrig været holdt. Måtte alt snart få en god ende, men dertil hører, at tyskerne først må have dygtig prygl; thi ellers nytter det ikke. Scleswig-Holsten må have bank, der er vist. Der er vidst gode udsigter i fremtiden for danske jurister, der ville studere slesvigsk ret.
Hjemmetyskerne, som for nogen tid siden atter hævede hovederne særdeles højt, synes nu atter at blive noget forknytte. Kammerherre Riegels spiller endnu stedse en meget vigtig rolle her. Han er en forfængelig nar. Han har nu hele sommeren lover befolkningen, at de skulle blive fri for udskrivning; når der nu kommer befaling til session, så rejser Riegels bort indtil den er overstået, og han vender derpå atter tilbage.
80 e.
Folkerådet og repræsentantforsamlingen 1848.
Foruden folkerådet, som ikke lader meget høre fra sig, har vi nu også en repræsentantforsamling, bestående af 60 mand fra hele landet samt Sønderborg og Nordborg. Denne forsamlings mål er at styrke Folkerådet, samt udtale folkets sande stemning. Af denne forsamling er også jeg medlem. Vi har en formand i borgermester Leisner i Sønderborg, en viseformand pastor Fangel i Notmark og 2 sekretærer skolelærer Hansen i Kettingskov og kantor Grimm i Sønderborg. Forsamlingen holdes i Ketting kro. Vi har været sammen 4 gange, i morgen d. 20. dec. skulle vi forsamles igen. Forsamlingens virksomhed har hidtil bestået i at indgive et andragende til København om at beholde de udskrevne rekrutter liggende her på Øen, hvor der da måtte indrettes en skole for dem m.m., at få Landbevæbningen bedre organiseret og bevæbnet med geværer, at få de tysksindede embedsmænd, imod hvilke bestemte fakta haves, fjernede fra deres embeder; angående hoveriet etc.; men jeg indlader mig vist alt for vidtløftig over denne forsamling og deres allerede udførte gerninger, og det kunne let få udseende af egoisme, da jeg selv er medlem af den. Jeg er ingenlunde stolt af denne forsamling, der er nogle af disse rigtig ultra danske, som egentlig er republikanere, disse ønske alt det bestående nedreven. Man har blandt skolelærerne de talrigeste af denne klasse.
Skanser anlægges ved Sønderborg 1848.
Da jeg skrev om våbenstilstanden skulle også være bleven sagt, at Sønderborg på det ivrigste bleven befæstet, også på den alsiske side. 200 mand arbejder daglig på skanser.
Gårdens avling, indtægter og udgifter kan ses på originalen. 1848.
|
