1856
1856.
Baron Wedell-Wedellsborg, skovrider på Nygaard 1852-1862.
Baron Frederik Julius Wedell-Wedellsborg, en søn af generalløjtnant Joachim Godike Wedell-Wedellsborg i Odense, født 1785 d. 24. jan., død 1860: Er født 1814 d. 14. febr., fra 1852-1862 skovrider på Nygaard på Als og blev 1862 overførster på Vallø. Hofjægermester, Eforus for den Klingenbergske Stiftelse og R.a D. Han blev 1855 d. 26 juni g.m. baronesse Marie Frederikke Caroline Holck, født 1835 d. 26 aug. på Holkenhavn, en datter af baron Conrad Frederik Erik Holck til baroniet Holkenhavn , født 1802 d. 20. aug., død 1877 d. 2. febr. (Hjort Lorentzens Adels Aarbog for 1884). Baron Wedell var en dygtig forstmand, han indførte her på Øen det nye skovbrug, ifølge skoven skulle inddeles i et vist antal skifter. Man tog da hvert år ad gangen et skifte for, lod de store træer fælde og huggede ned for fode, hvorved man gjorde udvej for, at en frodig skovvækst kunne udvikle sig på ny. Han var en behagelig mand i omgang, kom meget i justitsråd Riegels hus, hvor man jævnlig indbød ham til gæst, særlig de hellige aftener jule- og nytårsaften, hvad han gerne tog imod, da han i de første år levede ugift her på Øen. Man gjorde sig vel også nok umage og håb om at vinde ham for datteren frøken Emme Riegels. Dette håb gik ikke i opfyldelse, da baronen om vinteren 1855 blev forlovet og 1855 d. 26. juni blev g.m. sin kusine komtesse Holck af Holkenhavn. Hans kone var en lille, stille og beskeden dame, der lod til at genere sig i store selskaber. Derfor blev hun ofte hjemme. Som han tidligere var kommen på Lysholm, indbudt der til selskab, og min bror også kom på Nygaard, således gjorde han også der straks visit med sin kone, og kom hun her imellem, ligesom de også blev indbudt til Nygaard; hun syntes at finde behag i min svigerindes omgang; thi for hende generede hun sig ikke.
134 e.
Denne mere fortrolige omgang fremkaldte lidt misundelse hos en og anden af de andre familier. Baronen var også meget høflig og hensynsfuld over for sine underordnede. Navnlig stod skovfoged Hans Dreyer på Østerholm højt hos ham. 1862 blev han forflyttet som overførster til Vallø, hvor en farbror af ham forud havde indtaget denne stilling. Her tog han efter lang tids forløb sin afsked og flyttede til Frederiksborg eller Hillerød, hvor hans frue døde, og hvor han selv døde som en meget gammel mand 1901 d. 14 febr., altså på sin fødselsdag 87 år gl. Han efterlod sig flere døtre, men ingen sønner
Peberklubben i Flensborg 1856.
Baronens bror var først herredsfoged siden amtmand i Flensborg og blev efter 1864 amtmand over Frederiksborg amt. Han tilligemed kammerjunker Wøldike og flere andre herrer af apellationsretten var gerne et par gange om året indbudte til selskab på Nygaard, hvor min bror da også gerne var med. Disse herrer havde dannet en klub i Flensborg, som kaldtes Peberklubben, fordi man mente, at de havde indgået med hverandre den overenskomst at forblive pebersvende og ikke gifte sig, hvad de dog ikke holdt i fremtiden.
Klubben vedbliver at bestå 1856.
Den alsiske klub vedblev også dette år at samles, derved kom jeg med på en del steder, hvor jeg ikke før havde været, til Gundestrup, hos provst Høecks, bager Thomsens og atter hos Møllers på Gammelgaard og hos Thomsens på Hartspring. Da Andersen på Kegnæsgaard 1855 var bleven g.m. provst Høecks datter,
blev han også ofte indbudt med, og kom vi da også der igen. Der var jo også undertiden andre indbudt med, som ellers ikke hørte til klubben, således biskoppens på Lysholm, Beckers i Lysabild på Kegnæsgaard, købmand Otzen på Augustenborg hos bager Thomsens. Da jeg ikke spillede l`hombre, kom jeg med i et whistparti. Den samledes også af og til om sommeren. Engang denne sommer kørte flere af dem først til Frydendal, og derfra til Gundestrup. Min bror kørte selv den lille vogn, han tog en cigar på vognen, og der faldt noget af asken ned på en grå overfrakke, han havde på, og førend det opdagedes, havde det brændt et stort hul foran på frakken. Disse gilder var rare nok, men min bror og hans kone blev dog til sidst kede deraf, da det gik for tit på og til tider mod aftalen for flot til og deres omgang på denne måde blev mere og mere udvidet. Desuden fik de derved ikke ret tid til at besøge deres egen familie, og således gik den efterhånden ind.
En landboforening for Als oprettet 1856.
1856 blev stiftet en Landboforening for Als. Forpagter Andersen på Kegnæsgaard blev valgt til formand, senere blev Møller på Gammelgaard i en del år formand. Min bror var også i en del år tilligemed degnen Becker af Lysabild medlem af bestyrelsen, idet den ene var sekretær, den anden kasserer. Den holdt jævnlig sine møder i Ketting kro, da den lå mest passende på Øen, her holdtes også flere år i træk dyrskue og fællesspisning. I flere år i træk holdtes også et større bal for foreningens medlemmer i en del værelser på Augustenborg slot. Min bror var medlem af bestyrelsen og trådte ud 1859.
Andersen på Kegnæsgaard får Werthemine i forpagtning 1856.
Da fru Jessen på Werthemine var død, blev denne gård ledig. Arvingerne havde nok et år tilbage af forpagtningen. Regeringen forpagtede den derfor for et år ud til forpagter Andersen af Kegnæsgaard, der altså 1856 havde begge gårde, Kegnæsgaard og Werthemine. Hensigten var at sælge begge gårde det følgende år. Derfor fik han den blot på et år.
135 e.
Flere foræringer udgivne 1856.
Han udgiver flere foræringer: d. 10. marts skænkede han Vilhelm Vogelsang fra Bommerlund, hvem han havde holdt over dåben, 2 rdl. 4 .. Han fik tidlig brystsyge og døde. D.12. april forærede han glarmester Petersens plejedatter på Augustenborg, Lise Løvengren en guldring til hendes konfirmation, 4 rdl. Og d. 12 april ligeledes forpagter Keltings plejedatter på Gundestrup til hendes konfirmation en guldring, 4 rdl. Begge steder må de altså have været til konfirmationsgilde.
I strid med herredsfoged Grønlund 1856.
1856 tog boelsmand Jørgen Jørgensen eller som han alm. kaldtes Jørgen Lauritzen i Stolbro imod sin far Lauritz Jørgensens bondegård for 3840 rbdl sølv. Hidtil var ved overtagelsen af en gård eller boel ved arv den kongl. procentskat bleven beregnet efter den overladelsessum, en far havde sat for sin søn eller datter, når denne skulle tage imod gården. I længere tid havde myndighederne set skævt til denne skik, og af og til pukket på, at procentskatten skulle erlægges ikke i forhold til denne sum, men beregnes efter gårdens virkelige værdi. Først nu da Jørgen Jørgensen 1856 d. 15. marts fik skøde på sin fars bondegård, beregnede herredsfoged Grønlund den kongl. procentskat og andre udgifter ikke efter overladelses summen, men efter gårdens værdi, sat efter taksationsværdien til grundskat og bygningernes brandtaksation. Dette vakte et almindeligt røre og herover rejste sig en strid med herredsfogeden, hvori hele herredet og navnlig Igen sogn tog levende del. Det kom til proces, og befolkningen, i hvis spidse min bror, Knud Knudsen til Lysholm foruden nogle andre mænd søgte advokat Wolf i Flensborg og antog ham til at føre deres proces for apellationsretten i Flensborg. I den anledning gjorde min bror tilligemed synsmand Hans Frederiksen d. 31. marts en rejse til Flensborg, der kostede 6 rdl. Det kan ikke nægtes, at efterhånden som priserne på ejendommene var gået rask i vejret, var der indtrådt et betydeligt misforhold mellem de gængse overladelses summer, der vedblev at gå efter gammel skik, og en gårds virkelige værdi, og det kunne jo også tænkes tilfælde, hvor man for at undgå at betale en højere procentskat, kun pro forma satte en sådan vilkårlig sum, og altså gik den kongl. kasse for nær. Men på den anden side påstod man fra befolkningens side, at det hidtil havde været skik at beregne den kongl. procentskat efter denne, en fars fastsatte overladelses sum, dertil havde en far jo ret til at sætte sin søn, og kom også sønnen noget billig til at overtage sin fars ejendom, så havde det hidtil altid været en stille og gængs forpligtelse, der var dybt rodfæstet i befolkningen, at den ældste søn da også påtog sig en forpligtelse over for sine øvrige søskende. Disse havde, så længe de endnu ikke var forsørgede et hjem og tilhold at ty til i fødegården. Dette faldt naturligt af sig selv, men dette smukke forhold ville efterhånden lide et skår og tabe sig, når det modsatte princip skulle trænge igennem. De ville let blive fremmede i og for fødegården; thi den unge mand ville efterhånden føle at han ligesom havde købt gården af sin far, og finde sig løssagt fra alle forpligtelser imod sine søskende. Processen endte dog med, at herredsfogdens anskuelse gik af med sejren. Hr. Grønlund kunne vistnok ikke træde anderledes op i denne sag, end han gjorde; thi regeringen stod rimeligvis bagved den hele sag og havde sat den i scene.
Børnebal på Augustenborg 1856.
D. 2. maj var der børnebal på Augustenborg, hvortil også børnene på Lysholm var indbudte. Det har rimeligvis været hos bager Thomsens, men hestene må have været afspændte i kroen, og kusken også her have opholdt sig; thi han havde en udgift på 2 rd.
Herredsfogdens ukloge optræden 1856.
Hin sag forøgede befolkningens uvilje mod herredsfoged Grønlund. Han var kommen hertil som politiassistent fra København 1850, og hans optræden bar spor heraf. Han trådte ofte uklogt op, var hoven og bydende, uden at besidde den fornødne indsigt og dygtighed, som hans kollegaer borgemester Fürsen i Sønderborg og herredsfoged Arnesen på Augustenborg var i besiddelse af. Da Dr. Eckermann i Nordborg en gang ved en Kongens fødselsdag d. 6. okt i et andet værelse med flere borgere på Nordborg istemte en upolitisk tysk sang: ”Bekräntz mit Laub” osv., for herredsfogden straks derind, gjorde brug af sin myndighed og på en brutal måde forbød dem at synge, hvorved det kom til klammeri mellem ham og Dr. Eckermann. Han spurgte bagefter min bror om hans mening. Han svarede, at han ikke ville have gjort det. Ved en anden lejlighed skal han have ytret: ”at give Dr. Eckermann en på øret er ikke så meget værd som at give en butiksdreng en på kassen”. Dr. Eckerman klagede, men hvad der kom ud af klagen, ved jeg ikke. Amtsforvalter von Gähler var han tit på nakken af. M. Vogelsang på Solbjerggaard var hidtil kommen godt ud af det med ham; han skulle altid ud at se hans heste, når han kom i et ærinde; men engang blev herredsfogden brutal, opfarende og overfusede ham med skældsord. Snedkermester Højer på Nordborg var undertiden beruset og gjorde megen ustyr. Herredsfogden ville lade ham arrestere, men herover blev der stor uro og bevægelse blandt en del af hans kammerater.
136 e.
Herredsfogden lod gå bud efter gendarmer fra Augustenborg, og noget efter kom 4-5 gendarmer ridende i fuld karriere ad landevejen forbi Hagenbjerg præstegård, så at man skulle have troet, at det lille Nordborg var i fuldt opløb. Det var om sommeren 1856. De 3 familier: justitsråd Riegels i Fægteborg, herredsfoged Grønlund og toldkontrollør Bülow kom jævnlig sammen, snart var det godt mellem dem, men lige så tit blev de uenige og 2 holdt sammen mod den ene: heri havde herredsfogden tit skyld, men oftere hans frues skarpe tunge. Engang havde hun ytret om fru Bülow: ”men er hun også af god familie”. Det kom ud iblandt publikum, også dem selv for øre, og da Bülow så en dag talte med købmand Grimm om en smuk hund, som han havde, spurgte han: ”men er den også af god familie”. Dette morede publikum. Hertil kom hans dårlige økonomiske forfatning. Han var g.m. Minna Raffenberg, en købmandsdatter fra Middelfart, med hvem han havde fået en del formue, men da han førte et flot hus, holdt idelig selskab, kusk, heste og vogn, så satte han snart denne formue overstyr. Når han så blev nødt til at sælge heste og vogn, sagde folk gerne: ”at nu kom herredsfogden på benene”. Det gik så en lille tid bedre, indtil han igen anskaffede disse dele. Han var også meget sen til at gøre et bo op, arvingerne måtte vente længe på, inden de kunne få deres arvemasse udbetalt. Man mente, at han i reglen ventede på et nyt bo, hvorved han sattes i stand til at dække det første bo. Når hertil kom, at han ofte var hovmodig, opfarende og bydende mod folk, når de kom for at tale med ham, så kan man forstå, at han i det hele ikke nød stor velvilje, tillid og agtelse iblandt folk.
Dynneved marked 1856.
Dette viste sig ved Dynneved marked d. 14. juli 1856. I stedet for at sende en underordnet retsbetjent for at våge over ordenes overholdelse, hvad man altid tidligere havde gjort, indfandt herredsfogden sig selv i egen høje person for ved sin nærværelse at imponere. Til markedet havde også indfundet sig en Hr. Sandberg, født på Nordborg og for tiden opholdende sig i denne by, hvor hans far, en født nordmand, havde været guldsmed. Denne Sandberg havde til en tid været kusk hos Dronning Karoline Amalie, men måske på grund af drikfældighed fået sin afsked, havde derefter været hvervet soldat i Vestindien, var kommen tilbage til hjemmet og strejfede nu omkring på landet på Als og i Sundeved og for en lille betaling tilbød sig at gravere folks navne ud på glas, sten og andre ejendele. Pengene han tjente, drak han op i kroerne. Dette liv fortsatte han, indtil han blev straffet for et tyveri på Sundeved, hvorved han havde tilvendt sig flere sølvskeer. Han var nu også den dag kommen til Dynneved marked, og det varede ikke længe, førend han fik sig en rus. Han gik nu beruset omkring på markedet uden at gøre videre ustyr, blot folk morede sig lidt over ham. Herredsfogeden lod imidlertid sin myndighed gå ud over denne person, trådte ofte hen til ham og skændte ham ud; men når herredsfogden vendte sig bort fra ham, gjorde Hr. Sandberg fagter ad ham, hvad der morede folk. Tilsidst drev herredsfogden ham uden for byen, fulgt af en stor skare af folk. Men da han atter vendte sig om og gik ind til byen, vendte også Sandberg sig om og marcherede bag efter ham, under folks store morskab, i samme positur ind i byen. Herredsfogden følte sig åbenbar helt forlegen ved det hele optrin, han var halvvejs helt tilovers, da ingen ret ville indlade sig med ham. Folk undte ham det. Også min bror og jeg der var tilstede og så det hele optrin. Han måtte helst være bleven hjemme, hvad han også i fremtiden gjorde, eller i al fald burde han have taget en underordnet retsbetjent med. Han fik her sandheden af ordet at føle: ”Jo mere man rører ved sk., desto værre stinker det”. Derfra gik min bror og jeg over til Guderup for at gratulere pastor Grove til hans fødselsdag. Biskoppen morede sig over historien fra markedet.
137 e.
Gildet i Østerholms kro 1856.
Min bror syntes ikke rigtig om Grønlund. Han ytrede en gang: ”at han ikke kunne lide den karl, for han så ud som en tugthus kandidat”. Han gjorde derfor alt for ikke ret at komme i berøring og få omgang med dem. Det var nu lettere sagt end gjort. Han var naturligvis altid meget forekommende over for min bror, hvor han traf ham, og fruen meget aimabel over for ham og hans kone. De gjorde visit på Lysholm, og de var da nødt til at gøre contravisit, hvor længe end min bror stod imod. De blev indbudte til fint selskab og var da nødt til at indbyde igen, og således kom omgangen efterhånden i stand af sig selv. I denne sommer foretog flere af noblissens familier fra Nordborg: justitsråd Riegels, der havde taget pastor Bernth fra Hagenbjerg med, herredsfoged Grønlund, kontrollør Bülow, toldforvalter Fauerschow, Dr Jensen m.fl., en skovtur ned gennem den kongl. skov til Østerholm, hvor de havde bestilt aftensmad i kroen. Hertil indbød selskabet familien fra Lysholm, og vi spadserede da ned til Østerholm hen på eftermiddagen. Fru Grønlund, som gerne ville forestå det hele arrangement, fik anstillet en leg, at man par og par ad gangen, en herre med sin dame skulle hoppe ned ad vejen fra kroen til det røde hus. Det så lidt kosteligt ud at se de ældre folk som Hr. justitsråden, hans damer og den tykke fru Jensen hoppe frem og tilbage med deres respektive herrer og damer. Pastor Bernth hoppede med frøken Emma Riegels. Hun havde i krigens tid og nogle år derefter været forlovet med en løjtnant Bruun, men forbindelsen blev hævet, da hun gjorde sig stort håb om baron Wedell. Da dette håb glippede, blev hun og hendes tante frøken Hoffmann flittige kirkegængere i Hagenbjerg kirke, og da de bagefter tog en times tid ind i præstegården, indledtes herved til nærmere bekendtskab med pastor Bernth, der førte til, at han nu og da ofte kom der i huset. Folk havde derfor travlt i denne tid og ventede stærkt på en forlovelse, men det vedblev at trække ud. Da man nu skulle gå til bords, foreslog fru Grønlund, at damerne skulle tage herrerne til bords, og hun selv åbnede ballet med at tage min bror til bords, og det øvrige selskab fulgte på samme måde bagefter. Da man havde spist, kørte justitsrådens vogn først frem for døren. Folk var nu spændte på, hvorledes man ville sidde på vognen. Justitsråden satte sig hos kusken, fru Riegels og frøken Hoffmann på det ene sæde, og pastor Bernth og frøken Emma sammen på det andet sæde, og da vognen rullede af sted, udbrød hele det øvrige selskab i et kraftigt hurra, og kort efter blev de virkelig forlovede.
Han forbedrer sin besætning 1856.
Min bror havde i foråret 1855 købt 2 smukke angelbo køer til en meget høj pris, over 100 rdl. stykket. Han gjorde det for at forbedre sin besætning. Om han just ikke tænkte på helt at indføre rent angelbo kvæg, ville han dog blande det med det bedste slags af den alsiske race. Han fik 2 tillægskalve af disse køer, en tyre- og en kviekalv. Kvierne derimod fik begge lungebetændelse, gik det følgende år på græs, men sygnede hen og måtte sælges for 10 og 16 rbdl.. Derimod blev den lille tyrekalv en ualmindelig smuk og god tyr, som han beholdt flere år, og efter den trak han en del smukt tillæg, vel blandet, men af de bedste malkekøer. Det blev i almindelighed smukke, fine og gode køer, som han trak efter denne tyr. De havde alle det samme fine præg.
En meget kold sommer.
Det var en usædvanlig kold sommer, blæst og storm, gråvejr og regn hørte til dagens orden. Varmen var sjælden, og for det meste kunne man gå i sine vinterklæder hele sommeren, men det var alligevel et usædvanligt godt og frugtbart år. Kornet stod tæt og rigeligt. Høsten indtraf på grund af vejrliget sent, først i slutningen af aug., og i sept. begyndte høsten ret; mange steder blev man først færdig ind i okt. mdr., da der i nogen tid indtrådte ustadigt vejr. Min bror havde sået sommerhvede i Antoinettes kobbel, den stod endnu ude i okt. mdr.
138 e.
Elev og mejerske på gården 1856.
Klaus Jørgensen af Svenstrup var endnu i dette år elev på gården, derefter kom han som forvalter til Hr. tingskriver Jepsen i Rinkenæs. Marie Ravn var mejerske og kom til Hr. Weiss fra Augustenborg, der havde en gård i forpagtning i Vendsyssel og var g.m. en datter af apoteker Paulsen i Sønderborg. Hun blev siden gift dernede i Jylland.
Bryllup på Solbjerggaard 1856.
D. 9. okt. var de til bryllup på Solbjerggaard, hvor Thomas Vogelsang fra Bommerlund blev g.m. datteren Karoline Vogelsang. Min bror, hans kone og svigermor var indbudte herfra, derimod var Grethe og jeg ikke indbudte, da der blot skulle gifte med. Foruden dem var pastor Fangel fra Oksbølle, familien Drescher, Røeck og flere fra Nordborg. Jeg gik senere med pastor Grove og Grethe Frost derom en dag for at gratulere. De flyttede til gården Holbæk i Adsbølle sogn, som han havde købt.
Peter gør en rejse til Flensborg 1856.
D. 19. okt. var Peter til Flensborg, for hvilken rejse han udgav 4 rdl. Han må jo have været med en anden. Den 11. nov. var der Mortensgås i Igenmølle, hvortil han lod Klaus Jørgensen, kusken og avlskarlen gå hen 8 rdl. 1 ..
Gårdens avling 1856.
Hvede: udsæd, 4 tdr., avlet 99 tdr. 4 sk. Priser, 13 rdl 54.., 13 rdl. 54 .., 13 rdl. 18 .., 13 rdl. 16 .. R.M. Rug: udsæd, 13 tdr. 6 sk., avlet, 29 tdr. 1 sk. Priser 4 rdl., 4 rdl. Byg: udsæd, 16 tdr. 2 sk., avlet, 216 tdr. ¾ sk. Priser rdl., 5 rdl. 2 .., 3 rdl., 6 rdl., 6 rdl. 25 .., 6 rdl. 25.., 6 rdl., 6 rdl. 40 .., 7 rdl. 48 .., 3 rdl. Havre: udsæd, 25 tdr. 5 sk., avlet 141 tdr. 1½ sk., foruden en del utærsket. Prisen ikke anført. Boghvede: udsæd, 2 tdr. avlet 21 tdr. Priser 16 rdl. 16 .., 4 rdl. Ærter: udsæd, 10½ sk., avlet, 57 tdr. Prisen, 10 rdl., 9 rdl. 56.., 10 rdl., 8 rdl. 16 .., 10 rdl., 8 rdl. 16 .., 10 rdl. Vikker: udsæd, 5½ sk., avlet 12 tdr. Priser 7 rdl. 2 .. Kartofler: udsæd, 4 tdr., avlet, 50 tdr. Priser, 3 rdl., 3 rdl., 3 rdl., 3 rdl. Hørfrø: udsæd, 4 sk., avlet, 3 tdr. 1 sk. Prisen, 10 rdl. 4 .., 13 rdl.
Udbytte af mejeriet 1856.
27.554 kander mælk. 688 7/20 kande mælk og 84 ¼ pd. Smør af hver ko. Solgt smør: 219 pd. I mindre kvantiteter til 77 rdl. 2 .. 1893 pd i større kvantiteter til 657 rdl. 3 .. 14 .., i alt 2112 pd. Til 734 rdl. 5 .. 14 .. Kærnet 3410½ pd. Smør. Priser ( kan ses på originalen) I alt af mejeriet 1278 rdl. ½ ..
Gårdens indtægt og udgift 1856.
Indtægt: For korn. For hvede, 1252 rdl. 2 .. 6 .., for rug, 9 rdl. 3 .., for byg, 636 rdl. 4 ..12 .., for boghvede, 97 rdl. 1 .., for ærter, 359 rdl. 3 ..9 .., for vikker, 75 rdl. 2 .. 6 .., for kartofler, 10 rdl. 3 .., for hørfrø, 32 rdl. Hele indtægten for korn: 2360 rdl. 1 .. 1 .. Hele indtægten fra mejeriet 1278 rdl. 10 .. Hele indtægten af gården 4807 rdl. 10 ..
Udgift: Kongl. skatter 478 rdl. 3 .. 7 .. Kommunale skatter 56 rdl. 2 .. 3 .. Tyendeløn 528 rdl. 2 .. 3.. Hele udgift 4634 rdl. 1 .. 8 .. Hele indtægt 4807 rdl. 10..
|
