1853
105 e.
1853.
En streng vinter 1853.
1853 d. 3. jan. var han til bal på Nordborg med 3 damer. Udgift 11 .. 2 .. cour.
Dette år gav en streng vinter med frost og sne. Det var hård frost fra slutning ag jan. til 28. marts. Kyndelmisse begyndte frosten ret. D. 4. febr. begyndte det at sne.
Lille Johan Peter begravet 1853.
D. 28. febr. blev den lille Johan Peter Knutzen Møller i Ketting begravet. Grethe og jeg var der. Følget bestod af de nærmeste naboer, samt provst og degn, den sidste sang en psalme i huset, og provsten holdt en lille, men ret kristelig tale ved graven og dermed var det hele forbi. Men sorgen i forældrenes hjerter er vist ikke så snart forbi, og det er jo såre naturligt, at det må smerte og bedrøve dem, således at være berøvede deres håb og glæde, og endmere hvis de måtte føle med dem selv, at de måske kunne have bidraget noget til det selv, ved deres kniberi at ville spare en barnepige, der kunne have passet og plejet ham og holdt ham inde i ly og varme i den da begyndende kolde tid, hvorved han, der i forvejen havde kighoste, nok fik det sidste stød. Min kone og jeg var tilstede, da den lille uskyldige sjæl forlod sit hylster for at svinge sig op til ham, til hvis Rige sådanne Små høre. Samme dag var hans fruentimmer og 2 af hans børn til Oksbølle, hvor Fangel fra Notmark, pastor Bernth og den gamle Fangel fra Nordborg også var. Han døde d. 21. febr. om eftermiddagen, var født d. 13. april 1851. Han havde haft kighoste omtrent i 9 uger, fik derpå brystbetændelse og til sidst vand i hovedet. Den dag han blev begravet fik man heller ikke de dejlige klokker at høre, alt var tavst og stille som graven, således også i dag; thi kirken har nu i over 2½ år været magasin for krudt. Da der endnu ikke er sket nogen forandring der, så er i al denne tid gudstjenesten bleven afholdt i skolen og siden den tid har menigheden heller ikke hørt lyden af deres dejlige klokker.
Forhør på Augustenborg 1853.
D. 18. febr. var ansat forhør på Augustenborg over herredsfoged Grønlund og Dr. med. Eckermann på Nordborg, den sidste som klager. Herredsfoged Arnesen dersteds holder forhør, hans kommissorium fra appellationsretten er at søge et forlig bragt i stand. Herredsfoged Grønlund skal have sagt ”at give Dr. Eckermann en på øret, koster ikke så meget som når man gav en butiksdreng en sådan”.
Fødselsdag 1853.
D. 2. marts var vi alle med undtagelse af børnene inviterede til kapt. Chr. Dreschers fødselsdag på Nordborg. Vi mødte da også med hele besætningen, bestående af min kone, hendes mor og søster, elev Fritz Hansen og ham selv. De kørte i 2 kaner. Det var der et temmelig selskab, også præstens fra Oksbølle. Straks på aftenen begyndte det at fyge meget stærkt med sne, så at det blev en umulighed at komme hjem. Vi måtte da blive der til næste dags eftermiddag, indtil Nordborg posten var kommen. Præstens o Oksbølle havde samme skæbne. Præsten måtte dog se at komme hjem til fods om morgenen over mark og hegn, da han skulle vie et par brudefolk om formiddagen, hvorimod præstekonen blev tilligemed os.
Børnene meget syge 1853.
D. 10. marts om aftenen begyndte den lille Jørgen at blive syg, hvilket viste sig at være strubehoste i en betænkelig grad, næste dag blev de andre også syge, henimod aften tiltog det med den ældste søn Peder, som syntes at ville udvikle sig til en hjernebetændelse. Anne og Christine var også dårlige. Flere dage vedblev de alle at være meget syge, men ved Guds og Dr. Nielsens i Jestrup hjælp kom de dog på benene igen og er nu d. 31. marts atter så godt som alle restituerede.
Brand på Gammelgaard 1853.
D. 3. april om aftenen kl. 10½ udbrød ild i kohuset på hovedgården Gammelgaard. En tjenestekarl fra Tandslet, der tilforn havde tjent på gården, fulgte en pige, som tjener på gården hjem. Da de kom i alleen, ytrede han til pigen sin forundring over, at der var lys i kohuset, men aldrig så snart var det sagt, førend flammerne brød ud af taget. Han ilede nu i største hast til for at vække folkene, som næppe gav sig tid til at tage de nødvendige klæder på. Fogden og et par andre karle gav sig til at slå løs på køerne, de fik også nogle løste og 2 udenfor, men den ene løb ind igen og den anden var allerede meget forbrændt. Således brændte 172 udmærkede og velfodrede malkekøer, en del havde kælvet i dødskrampen. Fra kohuset gik ilden over i hestestalden, her havde de imidlertid fået såmegen tid, at disse kunne blive reddede, derpå gik der ild i den store kornlade samt møddingen. Det hele stod på i omtrent 2 timer. Foruden køerne brændte en stor del kløverhø, halm og 150 tdr. havre. . Forpagter Møller og kone var i Ketting hos provst Høeck til konfirmation og kom først hjem, da alt var i fuld brand.
106 e.
Mad Møller tog straks til Gundstrup, hvorhen også deres lille barn, som ammen var flygtet med til Elnefs ved Gundstrup Kobbel, blev bragt hen. Omendskønt alt er forsikret i den adelige Brandforsikring, så vil Hr. Møller dog komme til at tabe betydeligt på køerne, de er nemlig vurderede til 22 rdl., men ville koste 30 rdl. igen, uden at han dog får så gode køer, som dem, der brændte. Årsagen til ildens opkomst vides ikke. De 3 afbrændte bygninger var alle gamle og af bindingsværk.
Overtroen får ny næring 1853.
Denne brand vil give overtroen ny næring. Der stod nemlig 2 meget gamle lindetræer på gårdspladsen, i ikke lang afstand fra våningshuset, der så ud til at være faldefærdige, og ved storm let kunne have beskadiget stuehuset, af hvilken grund de på forpagterens andragende blev fældede sidste efterår. Det viste sig da rigtignok, at de endnu kunne have stået i mange år. Om disse træer gik der overalt i egnen bekendte sagn om, at når de blive fældede, skulle kohuset brænde, og ikke en ko blive frelst. De forhenværende gamle forpagtere viste derfor også stor omhyggelighed for disse træer, nemlig den gamle Jacobsen, der her var forpagter næsten uafbrudt fra 1793-1840. Han lod sætte støtte under og jernbånd om dem, at de ikke skulle falde om.
Sølvbryllupper 1853.
I mandags d. 11. april holdtes sølvbryllup på Rumohrsgaard, hvor min bror og hans kone indfandt sig om eftermiddagen. Der var mødt en stor forsamling, i alt 40 personer. Han forærede dem en sølvflødepotte til 22 .. cour.
D. 13. april holdt biskop Hansen og fure sølvbryllup i Guderup. Her var forsamlingen af gratulanter endnu større. Der tog han alene hen. Denne dag var mærkværdig derved, at det var biskoppens konfirmationsdag, Christian Schwensens fødselsdag og årsdagen for et slag på Dybbølbjerg 1849, da de 2 sachsiske kampe blev tagne. . Min bror tænkte, uden at omtale det, at det også var hans søster Elisabeths fødselsdag. . Dette gav naturligvis anledning til, at en del skåltaler blev udførte, navnlig lod justitsråd Riegels, pastor Henningesn, pastor Fangel senior og pastor Fangel junior og pastor Tuxen sig høre, den sidste dog uden held.
Stort slag i Rigsdagen 1853.
D. 13. april. ”I dag står jo det store slag i den forenede Rigsdag, gid det måtte få et for rige og folk godt udfald. Mig synes det dog, som om det var bedst nu at følge den af ministeriet foreslåede vej, da det dog vel ikke godt kan lade sig forandre uden store ulemper. Alligevel er jeg i princippet enig med de 50; at de have ret, er mig soleklart, dog uden at jeg anser det for farligt at opgive denne ret. Men jeg vil ikke her indlade mig i nogen politisk diskussion , der til rigelighed bliver udtærsket i bladene; jeg kan kun ønske det samme som ovenfor at alt må få en ende til held og velsignelse for fædrelandet”. De 50 kæmpede for toldgrænsens forbliven ved Ejderen og for Kongelovens arverets bevarelse.
Augustenborg skole 1853.
I disse dage er Peder med min svigermor i Hagenbjerg. Han vil dog snart komme aldeles ud af huset for at søge en god skole, hvilket nu er på høje tid med ham. . Jeg har håb om at få ham til Augustenborg, hvilket jo er bekendt for den bedste skole på Øen, og jeg tænker at få ham anbragt i huset hos glarmester Petersen, en meget retskaffen mand og en ordentlig brav kone. Onkel har været så god at tilbyde sit hus og da at gå i skole i Hagenbjerg.
107 e.
Dette var jeg også gået ind på, hvis navnlig den unge Jørgensen var bleven der, men nu kan det jo vare længe, inden de får en lærer igen, og så hvilken? Og jeg er også bange for, at han hjemme ville gå for meget overladt til sig selv og derved følge folkene for meget, eller finde på noget, som ikke var godt. For øvrigt var det et meget godt tilbud fra Onkel, og det sparede mig jo også en del penge, hvilket dog næppe er rigtig at se hen på, når drengen kan få fordel eller gavn deraf, og det er dog nu, at grunden skal lægges.
Fødselsdag 1853.
D. 17. april. I anledning ag d. 17. april, din fødselsdag er det, at jeg sender dig disse linjer. Det er jo den dag for et fjerding århundrede, at du første gang så dagens lys. Hvilke forhåbninger forældrene dengang allerede første dagen af din tilværelse har tænkt sig, er ikke godt at vide, de har vist været meget beskedne, for det var just dengang, da ulykkerne begyndte så småt at røre sig, og indtil da vidste din fromme mor ikke andet, end at det alt stod vel til. Far holdt det hemmeligt så længe han kunne, vist nok for at bære denne burde alene, men den blev ham da omsider for tung. Men han fik da også i nøden en tro hjælper, ja en sådan hjælper, der påtog sig en så svær og tung del af byrden, at hun til sidst segnede under den. Så var det da at den gode Gud, som han så ofte plejer at gøre, kom og tog den fra hende og ham og satte dem derhen, hvor de bestandig kunne glædes ved og med hverandre. Jeg siger altså og tror, at forhåbningerne om din tilkommende stilling og anseelse i livet, de have været beskedne, for de vidste jo, at de ikke havde kræfter og midler til at give dig en sådan opdragelse og undervisning, som de kunne ønske. . Næppe havde de tænkt sig denne nykomne frugt om 25 år i København som theol. student med bedste udsigter til snart at blive kandidat. Men Herren lønner jo alletider den store arbejder og velsigne den fromme sjæl; en sådan løn og velsignelse for vore forældre må vel da også være, at det er gået deres børn så vel og endda så vel som de den gang næppe kunne håbe. Gid da fremdeles som hidtil, Herrens velsignelse må hvile over dig og os alle sammen, og at vi da også ret ag hjertet måtte erkende det gode, dom vi nyde for en sand Guds gave uden egen fortjeneste.. Jeg ønsker fremdeles at du må opleve mange glade og lykkelige år.
Konens lidenskaber 1853.
Ved denne tid skriver han: ”Min kone har to lidenskaber: at køre på kane og at læse de breve, som manden skriver; mandens eller min største lyst er at købe gamle bøger”. Ja min bror gik lidt for vidt i at købe bøger. Fra 1846-1852 løb hans udgift til litteratur årlig op fra 200-234 .. cour. Det var i disse år, at han ……… på Meyers store konversationsleksikon på 46 tykke bind og på ….. og Richardts danske Herregaarde, der var dyre bøger. Men det var ikke blot nye udkomne bøger, han købte, han købte også en del ældre bøger, og når han i aviserne så sådanne bøger til fals, fik jeg gerne opfordring til at købe dem. Han skriver flere gange, at han vil aflægge denne lidenskab, men den vedblev dog som en orm at følge ham en stor del af livet. Men han havde jo lyst til at læse og dermed berigede han sine kundskaber. Fra 1853 og følgende år går disse udgifter dog betydeligt ned.
Navnet forandres 1853.
Ved denne tid forandrer han også sit navn fra Knutzen til Knudsen. Da han var dreng skrev han sit navn Knudsen, hvad der er den almindelige og danske skrivemåde. Imidlertid lagde han mærke til at hans fars og ældre forfædres navn ofte var skrevet Knutzen af dem selv og andre, derimod havde de 2 gamle onkler, hans fars farbrødre, Jacob og Jørgen, der havde studeret i København altid skrevet deres navn Knudsen, og ikke det tyske Knutzen. Derfor skrev han senere i del år sit navn, Knud Knutzen og fik mig til det samme, så at jeg i Odense skole altid skrev Christian Knutzen. Men da jeg kom til København forandrede jeg det til Knudsen, hvad nu min bror efterhånden også gjorde. Jeg har nu senere set vore navne efter i Ketting kirke således som de ved dåben er indførte, og det er meget forskelligt, nogle af os søskende er indskrevne som Knutzen, således de 2 ældste søstre, Marie Elisabeth Knutzen og Anne Christine Knutzen og de 2 sidste ligeledes Christian Knutzen og Marie Elisabeth Knutzen, derimod er de 2 andre søstre indskrevne som Dorothea Maria Knudsen og Christine Margretha Knudsen, min bror derimod Knut Knudtsen. Det er stor forvirring og derfor gjorde vi vel nok rigtigst i at forandre navnet til Knudsen.
108 e.
Mølletvangen ophævet 1853.
Da der allerede tidligere i Folkerådet og Repræsentanternes Forsamling var bleven talt om at ophæve Mølletvangen, og det var et almindeligt ønske blandt befolkningen bestemte regeringen sig til dette skridt, og begyndelsen hertil skete i april måned dette år. Herredsfoged Grønlund ledede forretningen og var opmand, for Østerholm, Svenstrup, Stevning og Igenmølle var bager og brændevinsbrænder Andreas Poulsen i Nallemose og mur- og tømrermester Jensen ved Nordborg valgte som taksatorer på regeringens vegne og synsmand Hans Frederiksen i Igen og min bror som taksatorer på møllernes vegne. De skulle fastsætte den skade, som møllerne måtte lide.
Østerholms mølle.
D. 27. april begyndte taksationen med Østerholms mølle. Det vil naturligvis blive for vidtløftigt her at angive de grunde, som forårsagede den fastsatte godtgørelse, det bemærkes blot såmeget, at mølleren opgav at have malet af tvangskorn det sidste år: 800 tdr. rug, 100 tdr. malt, 1800 tdr. svin- og brændevinskorn. Malten angaves til 20 delen. Rugen regnes til middelprisen 8 .. , malt 6 .. 6 .. og svine og brændekorn 7 .. cour a tdr. Tvangsdistriktet var byerne Elstrup og Østerholm og den kongl. andel af Notmark sogn, møllen ligger ugunstig. Godtgørelsen blev ansat til noget over 1100 rdl. cour. Den årlige arveforpagtning var 25 rdl. cour.
Stevning mølle.
D. 2. maj foretoges samme forretning i Stevning. Tvangskornet, som var blevet malet angaves til 600 tdr. rug .. malt og 800 tdr, svinekorn. Malten var her 16 delen. Prisen på kornet som ovenfor. Tvangsdistriktet bestod af byerne, Stevning, Klingbjerg, Himmark og Elsmark, hvoraf de sidste 3 ville aldeles tabes, hvorimod han måske kunne vinde nogle fra byerne Stolbro og Sjellerup igen. Godtgørelsen blev ansat til ca 60 rdl. cour. Den årlige arveforpagtning var 51 rdl. cour.
Svenstrup mølle.
D. 3 maj taksation på Svenstrup mølle. Tvangskorn androg 40 tdr. hvede, 56 tdr. rug, 100 tdr. svinekorn og malt. Hveden beregnedes til 12 .., det øvrige som ovenfor. Tvangspligtige møllegæster var byerne, Lavensby, og Pøl. Stevning og Svenstrup møller havde hver det halve af Hartsprings parcellister i deres respektive distrikter, Svenstrup 222 tdr. Land. Malten 16 delen. Benævnte byer, Lavensby og Pøl ville naturligvis aldeles tabes, hvorimod Himmark og Klingbjerg igen ville kunne vindes, som dog næppe er over1/3 af ovennævnte byer. Byerne Svenstrup, Taarup og Lunden var ikke tvangspligtige. Arveforpagtning var årlig 2 rdl. cour. Godtgørelsen ansættes til ca 750 rdl. cour.
Om Igenmølle har han ikke anført noget.
Brandsbølle mølle.
D. 18. maj fortsætter mølletaksationens forretninger i de 2 len Melsgaard og Nordborg. Til disse forretninger ledede herredsfoged Grønlund som formand og opmand forretningen. Synsmand Peder Hollænder af Nordborg og min bror var valgte som taksatorer på det offentliges vegne og som private taksatorer på
møllernes vegne. I dag gjaldt taksationen på møllerens vegne. I dag gjaldt taksationen Brandsbølle mølle. Uagtet den havde et af de mindste tvangsdistrikter, så var købesummen ved sidste overtagelse dog så lav, at han efter forordningen ikke kunne blive nogenlunde skadeserstattet.
Havnbjerg mølle.
D. 19. maj var der taksation på møllen i Hagenbjerg. Denne mølle fik ingen skadeserstatning, efter som den ligger så fordelagtigt, at den kan forvente at vinde et ligeså stort antal gæster til, som den tilforn har haft. Hertil hørte nemlig Hagenbjerg og Østerlund ved Nordborg. Når den nu også talte den sidste der er ubetydelig, så vinder den igen Elsmark, som er fuld erstatning, samt desforuden den store by Lavensby, sandsynligt er det også, at en del af Oksbøllerne ville søge herhen, som han også har for øjeblikket har søgning af en del fra Nordborg, hvilke sidste dog ikke ville kunne komme i betragtning ved en taksation, da de har nærmere til Nordborg mølle.
Melsgaard mølle.
D. 23. maj foretages taksation på Melsgaards mølle og d. 24. maj på Nordborg og Vestermølle.
109 e.
Fødselsdag.
D. 30 juni var det min brors fødselsdag. Den bliver i disse år ikke videre celebreret. Der kom blot familien fra Ketting, Doris og Elley fra Sønderborg. Det var blot en familiefest.
Tordenvejr 1853.
D. 17. juli var det et heftigt tordenvejr. Kl. 3½ kom de på benene da det tordnede temmelig stærkt.
Besøg på Lysholm 1853.
Den gamle præst Jørgen Knudsen plejede gerne én gang hvert år at være indbudt til middag på Lysholm, når jeg var hjemme i ferien. De foregående plejede han og familien fra Oksbølle at være alene. Men dette år og i fremtiden var også biskop Hansen med familie, familien Riegels fra Fægteborg, baron Wedell fra Nygaard og pastor Fangels fra Notmark indbudte til gæst, blev det således hvert år på denne dag. De kom de andre steder og når han ikke brød sig om det, ville de hellere have dem på én gang. Theol. Johannes Knudsen fra Geilø kom dagen i forvejen til Hagenbjerg, da han lå på en tur til Flensborg for at besøge sin forlovede Anna, hvis far en skipper boede i Flensborg. Han tog da med til Lysholm. Om eftermiddagen spadserede vi med det øvrige selskab omkring i haven og ud i marken for at se kornet og køerne. Det var et meget smukt vejr. Hen imod aften kørte min brors vogn ham på vej til Augustenborg.
Først i sept. var pastor Bernth et par dage i besøg på Lysholm. Han skulle ligge oppe på det lange kammer på loftet. Tante Frost havde uden de andres vidende på en svær måde udstyret værelset med blomster og sat flere glas derop med blomster i vand, så at der var en overmættet duft. Hun gjorde det vistnok meget for sin datter Grethes skyld. Hendes datter Marie, min svigerinde, blev vred derover og gik med op og rev det hele ned. Vi var med familien til Sønderborg, hvor der var stor udstilling og tombola, ved hvilken lejlighed mange damer, alt hvad der var fint, var i aktivitet, foruden en del damer fra Sønderborg også flere fra landet, deriblandt fru Schwensen fra Hørup, fru Grønlund fra Nordborg og frøken Riegels fra Fægteborg. Da pastor Bernth, min bror og jeg spadserede omkring i Thomsens have, hvor udstillingen holdtes, mødte vi frøken Emma Riegels med andet fint selskab, men hun var vigtig den dag og havde megen knap tid til at hilse på os. Pastor Bernth ytrede om hende: ”hvor hun var … i dag, hun havde knap tid til at tale med os”. Tombola og entre kostede min bror 1 .. cour
Andre fornøjelser 1853.
D. 17. juni. Til bryllup, hvor Christen Klyhn blev g.m. Grethe Miang, forærede 2 sølvspiseskeer, 10 .. 14 .. cour. 8. juli for billetter til teatret, 5 .. 5.. D. 6. okt. Smaus hos Wrang på Nordborg til Kongens fødselsdag, 6 .. 10 .. cour. D. 16. nov. til mortensgås i Igenmølle, 2 .. 8 .. cour.
Forsamling på 1853.
D. 23. aug. skriver han: ”Da jeg i dag har modtaget underretning fra formanden for den mellem slesvigske forening om at jeg er bleven valgt til medlem af den komite, der er udnævnt til at bedømme præmiepløjningen ved næst forestående landmandsmøde på Gravensten og denne anledning er anmodet om at give foreløbig møde søndag d. 26. aug. så ved jeg ikke om du kunne have lyst til at gøre turen med. Du måtte da være her næste søndag. Vi er langt tilbage med høsten, dels er det ikke modent, dels sent at få fra roden. Hils onkel og pastor Bernth. Rejsen til Graasten, 1 .. cour. D. 13. okt. var han atter i Graasten ved landmandsmødet og overnattede på Fiskebæk hos Hr. Drescher, 3 .. 3 11 cour. Den gang var Als og Sundeved endnu forenede i en Landmandsforsamling.
110 e.
Møller Eriksen på Østerholm fik anden præmie for pløjning og min bror fik en præmie for koen Lærke, en smuk sort ko med en stjørn i panden. Det regnede uophørligt hele dagen.
Høstgilde på gården 1853.
I søndags d. 13. okt. holdt vi høstgilde. Det er ellers altid bleven holdt de andre år om lørdagen, men præsten i Oksbølle gjorde mig opmærksom på, at det var ukristeligt, noget jeg aldeles måtte billige. Der blev naturligvis spist, drukken og danset på det kraftigste til kl. 4 om morgenen. Af fremmede gæster var foruden Elisabeth, jomfru Frederiksen og hendes søster fra Hagenbjerg og Hr. Vogelsang fra Bommerlund. Hr. Andersen, en søn af Frantz Andersen på Nordborg, der kom der til majdag som elev, benyttede lejligheden med jomfru Frederiksen, og rejste samme aften herfra hjem for efter tagne bestemmelse og beslutning i selskab med en bror, der er møllersvend at rejse d. 31. okt. fra Hamborg til Australien for der at finde den lykke, som han her troede forgæves at ville kunne nå. Han døde kort efter i det fremmede land.
Tidligt efterår 1853.
På grund af den store vintersæd, jeg har i år, er jeg næppe bleven færdig endnu d. 18. okt., jeg behøvede imidlertid kun 1 dag godt vejr for at blive færdig, men det stiller sig lidt vanskeligt.
Malkepigen drukner sig 1853.
Natten mellem d. 11. og 12. juli druknede malkepigen her på gården Marie Kathrine Lassen fra Almsted, født i Hørup 1822 d. 20. juli, sig i mergelgraven i Langkobbel. Hun havde været upasselig en 14 dage og holdt sengen, hvor hun savnedes om morgenen, da de andre piger stod op, og da sengen var ganske kold, formodedes det, at hun allerede tidlig om natten har forladt den, hvilket endvidere stadfæstes derved, at staldkarlen vil have hørt én gå ned over gården efter dammen omtrent kl. 11, som det lod til, at hunden kendte, da den kun lod høre et eneste glam. På mergelgravens nordlige væg i Langkobbel var tydelige spor af, at hun må have været i vandet og gået op igen og sat sig omtrent midt på benævnte væg, hvor spor af de blotte fødder og tæer, samt af at vandet er løbet af klæderne ned ad skrænten, da klæderne lå og flød på vandet, må hun have tabt dem første gang hun er gået i vandet, da der ellers ikke kunne være spor af de blotte fødder. Hun var kun iført et skørt med livstykke samt nathue, men ingen strømper. Hun fandtes på den nordlige side i det dybeste af graven, liggende på maven. Motiverne vides ikke, hun havde en søn med en artillerist, som ikke ville vide af hende at sige, hvorfor hun selv måtte opdrage sit barn, der nu var en 4 år, derefter har hun friet med en Niels Møller på Bommerlund, en bror til Mad. Hansen på Bommerlund. Han skal for resten også have haft et par andre på samme tid at agere med, imidlertid var forholdet dog nok godt på den tid. (Min brors optegnelse) Fritz Hansen som endnu var på Lysholm, men kort efter rejste og tog hjemme fra til Australien, stagede i et trug omkring i graven og fandt hende omsider langt om længe. Min bror og jeg, var dagen forud gået op til biskoppens og kom sent hjem, omtrent ved den tid, hun måske er gået. Hendes søn Christian Lassen kom på Notmark sogns fattigkasse og blev sat i kost hos Ellen Sundeboes på Østerholm indtil sin konfirmation. ”Gud være hendes sjæl nådig!”
En højtidelig dag 1853.
D. 9. dec. om formiddagen var jeg gået en tur til Østerholm, hvor jeg i den tid lod køre mergel. På tilbagevejen gik jeg min sædvanligste, men ej korteste vej hjem gennem skoven langs ad vejen i Lange- …… og op ad fodstien i Antoinettes Koppel, da jeg passerede den sidste brusede med ret mig en dejlig klokkeklang i møde. Jeg stod da stille og lyttede, hvorfra den vel kunne komme og opdagede da til min store glæde, at det var Ketting kirkes klokker. Det var måske første gang efter flere års forløb; thi så længe har dette Guds hus været taget i beslag af Hr. exellence krigsministeren til magasin for kugler og krudt, bomber og granater. Her havde han også et udmærket opbevaringssted for slige genstande, da kirken er særdeles tør. Hvad brød han sig stort om byens beboere, der med deres våninger, der tæt omkransede kirken, svævede i den største fare,
111 e.
nemlig i tordenvejr, hvorvel kirken dog havde lynafleder, dog mangen gang udstode de frygteligste angster og rædsler. Hvad vedkom det ham, at menigheden berøvedes dens tempel og klokkers lyd og måtte nøjes med skolelæsning og skolelokale, hvor ikke en 8. del af den sædvanlige kirkeforsamling kunne finde plads, hvor som en følge heraf mangfoldige, som ellers var flittige gæster i Herrens hus og ved nadverbordet, nu aldeles blev hjemme, som således bragte forvirring og forstyrrelse i hele menighedens ellers altid smukke sans og interesse for det kirkelige og kristelige liv. Men for at komme til klokkerne igen, så havde disse altid, når de lød, stemt mig højtidelig og ofte vemodig, men påstår jo også, at de have en anden lyd, når der snart kommer lig, og de må da have noget mere sørgeligt i lyden. Så meget er vist, at for mig lyde ingen klokker så smukt, så harmonisk og som jeg ville sige, så taktmæssigt, hvis det turde gå an; men det gør vel sagtens noget, at det er min fødebys kirkeklokker, og hjemmet synes dog altid at være det bedste. Schrøder i sin topografi var Slesvig siger blandt andet: ”in dem mit einen Uhr, vernhen… Thurme hængen 2 güte Glocken, davon die eine die grøsste auf der Zie.. ist”. Denne sidste skal være skænket af Thomas Sture til Gammelgaard og Helvithgaard, men jeg har endnu ikke læst inskriptionen.
Den lille Jørgen i dammen 1853.
D. 17. dec. løb den lille Jørgen i vagten på dammen. Han gik i til halsen, søgte dog at komme ind efter, da han kunne bunde. Imidlertid var den ældre bror Peter, løbet til, også en mand fra loen, den lange lo, kom til og fik ham op, og så længe han lå i vandet, sagde han ikke et ord, men sås kun til at komme ind efter. Men da han kom på land begyndte han at græde. Han havde måske uden anden hjælp være komme selv i land, men det kunne også have gået langt værre, og det må tilskrives Guds store nåde, der så faderlig bevarede ham og os for en stor ulykke.
Frugt og andet godt 1853.
Der sendtes mig som hvert efterår både fra Lysholm og Hagenbjerg, æbler, pølse og ost m.m.
Gårdens avling, indtægter og udgifter kan læses i originalen.
|
