1854
112 e.
1854.
Tolvmand for Igen sogn 1854.
I disse år var min bror medlem af tolvmandskollegiet for Igen sogn. Kollegiet samledes gerne i borgestuen i Guderup præstegård, hvor biskop Hansen som tillige var præst for Igen sogn, og hans kapellan pastor Grove var tilstede. Beværtningen bestod i øl og brændevin, men min bror blev gerne, når forhandlingerne var endte, bedt med ind til the. Ofte gik han dog med de andre mænd, da han overfor dem generede sig ved at gå med ind, når de andre gik hjem. En af de vigtigste sager, der forefaldt i denne tid var en jordemodersag. Kirsten Frandsen i Guderup havde i flere år været ansat som jordemoder for Igen sogn. 1854 ønskede tolvmandskollegiet en anden yngre kone, da Kirsten Frandsen var en ældre kone. Hun havde også vakt en del uvilje imod sig, da der en dag holdt en vogn for huset for at hente hende til en kone i sognet, som ventede hendes nedkomst; men førend hun endnu kom bort, ankom også en vogn fra Lysholm i samme ærinde, og uagtet den anden mand var kommen først, tog hun dog med vognen ned til Lysholm. Tolvmandskollegiet foreslog en yngre kone, enken Anne Kathrine Kock af Elstrup og ville have hende til Kiel at lære, hvor det var billigere end i København. Physikus Matthiesen derimod foreslog Kathrine Marie Glaser i Dynneved og ville have hende til København for at uddannes. Det kom til strid desangående, men efter lange forhandlinger satte endelig tolvmandskollegiet sin vilje igennem, Anne Kathrine Kock kom til Kiel, og da hun var færdig, nedsatte hun sig som praktiserende jordemoder i Guderup med tilladelse til at praktisere som reservejordemoder og med løfte om at få fast ansættelse når den ældre jordemoder gik af. Hun var dygtig, men hendes vandel var ikke pletfri; thi få år efter fødte hun som enke ved en gift mand et uægte barn. Man lukkede imidlertid øjnene derfor, og hun blev siden g.m. en skrædder Gude. 1863 fik Kirsten Frandsen efter ansøgning sin afsked, nød en lille pension, og Anne Kathrine Kock eller Gude blev fast ansat som jordemoder for Igen sogn.
En ny jagtlov 1854.
1852 i jan. fik Danmark ministeriet Ørsted, i hvilket Grev Carl Moltke indtrådte som minister for Slesvig. Slesvig fik sin særegne forfatning 1854 d. 15. febr.. Skønt Carl Moltke så skævt til de frie rørelser, styrede han dog kraftig og energisk og holdt tyskerne godt stangen. Siden 1848 havde enhver taget sig frihed til at jage, hvor han ville, der var slet ingen orden, og vildtet ville til sidst være bleven helt udryddet. Da udkom der 1853 eller 1854 en ny jagtlov for Hertugdømmet Slesvig, hvorved der sættes en grænse for den ubundne frihed. Regeringen bortforpagtede jagten imod en årlig afgift. Ville et sogn eller kommunen have jagten i sit distrikt, måtte kommunen udnævne 3 mænd, der forpagtede jagten i kommunen; i jagttiden kunne de indbyde flere andre til at deltage i jagten, men ellers havde ingen lov til at gå ud og jage uden disse jagtforstanderes tilladelse, eller hvem de gav et jagtkort, for hvilke der skulle betales. Enhver anden blev betragtet som krybskytte, der drev ulovlig jagt. Ville en kommune ikke slev overtage jagten, bortforpagtedes den af regeringen til andre uvedkommende udenfor kommunen, der altså havde lov til at gå og jage på deres marker. Igen sogn tog selv jagten, i de nordlige sogne havde blandt andet Hr. amtsforvalter v. Gähler forpagtet jagten. I begyndelsen vakte de betydelige indskrænkninger af jagtfriheden en del uvilje til følge, og da forstembedsmændenes tilsyn indskærpedes, og disse som jagtliebhavere ønskede at gøre brug af deres myndighed, gav dette hist og her sammenstød.
113 e.
Navnlig trådte skovrider Fangel i Ulvshus ved Haderslev noget udfordrende op over for befolkningen og var derfor ikke vel set. Også her havde baron Wedel, skovrider på Nygaard et sammenstød med møller Eriksen på Østerholm, der jagede i engene i Fjordmose ved siden af den kongl. skov, også en gang, da der holdtes klapjagt i denne af forstvæsenet. Mølleren påstod, at baronen skulle have sagt, ”at man kunne lade denne karl skyde”. Karlene på Lysholm havde også i denne tid skudt vildt i Dyrehaven ved Rumohrsgaard, hvorfor de blev anklagede. Det hele gav meget vrøvl, men vrøvlet tabte sig efterhånden.
Kaneføre 1854.
I jan. måned, i det mindste indtil 20. jan. var det stærk frost, snefog og kaneføre.. Fra Solbjerggaard var de til Lysholm, det blev et slemt snefog, de ville have, at de skulle blive om natten, men den gamle mad. Vogelsang ville hjem, og det lod sig dog endnu gøre. Selv var de alle på kane til Hagenbjerg og flere kom i kane til Lysholm.
Bal i Nordborg 1853.
D. 29. dec. 1853 var de på et bal i Nordborg, hvor Elisabeth skulle have været med. Hun var i den anledning kommen ned til Lysholm, men da hun havde en stærk tandpine blev hun hjemme hvad han beklager, da den stakkels pige kom så sjælden ud og kunne have haft godt af den fornøjelse. Det kostede, 12 .. cour.
Til gilde hos provst Thomsen 1854.
En mandag i jan. måned var familien i Oksbølle præstegård og pastor Bernth til gilde hos provst Thomsens på Nordborg tilligemed justitsråd Riegels fra Fægteborg. De sidste tog ved bordet alle de muslinger, der opvartedes med, og de andre måtte nøjes med synet deraf. Riegels fortalte, at de nu i 6 uger kun havde været hjemme i 6 dage.
Korn 1854.
På grund af dyrtiden er der overalt på landet sammenskudt korn, rug og byg, enten gratis i mindre, eller til nedsat pris i større kvantiteter. I Igen sogn sørger enhver by for sine, her på Østerholm er sammenskudt 18 tdr. rug og byg, resp. til 8 og 6 .. cour pr. tdr., hvilket korn møller Eriksen tillige maler først uden …. I Sønderborg har borgmester og råd selv gået omkring og samlet penge i byen i samme anledning, der skal på denne måde være indkommen en 600 rdl. På Nordborg blev provst og herredsfoged uenige om måden på hvilken indsamlingen skulle ske. Om det hele derpå er strandet ved disse herrers ufordragelighed, ved jeg ikke. Grønlund er for resten nok ophavsmanden til denne historie, som sædvanlig.
Politikken 1854.
Hvad min mening om forfatningen for Slesvig angår, så giver jeg ikke en hvid derfor. Jeg tror i det hele, at man først skulle uddanne et frit og kraftigt kommunalliv; thi dette trænger Slesvig fornemmelig til, der så længe har været kuet af embedsbureaukratiet, , og er det endnu den dag i dag. Thi i så henseende var de danske juridiske embedsmænd ikke et hak bedre end de tyske var. De vide som oftest at benytte dem af deres myndighed og almagt med en mageløs arrogance. Vor retfærdige minister Moltkes strenghed går omtrent til pedanteri, således har han for nylig forbudt Skriv- og Rejsekalender for 1854 i Slesvig, fordi den ikke benævner Prins Christian som tronfølger, men som Prins af Glücksborg, men denne almanak i det Schultziske Officin er gerne trykte ½ år i forvejen, altså måske, førend rigsdagen havde stadfæstet loven om arvefølgen.
114 e.
Han forbød også de danske blade ”Fædrelandet” og ”Dagbladet” og forlangte, at slesvigske embedsmænd og præster skulle søge om rejsetilladelse, når de ville over grænsen ved Kongeaaen. Undertiden var det en rejse på ½ mil, når de boede nær grænsen.
Smukke gamle skikke 1854.
På Lysholm var det skik i min gamle onkel Joh. Peter Knudsens tid, at folkene, når de var færdige med middagsmaden, blottede deres hoveder, lagde hænderne sammen for at takke Gud for mad. Hver anden søndag kørte han og hans kone med flere af folkene i kirke, de andre søndage blev der læst op af en huspostille, for det meste Brochmands den på denne søndag bestemte prædiken og sluttet med en bøn, alle de folk, der var hjemme på gården, måtte ind og høre den. Jule- og nytårsaften blev et par psalmer afsungen og den til næste dag bestemte prædiken oplæst. Han skal også hver morgen, når han var påklædt have henvendt sig til Gud i bøn, ligesom der også altid blev bedet før og efter middagsmaden ved hans eget bord. Foruden det, at der til den tid var en mere almindelig skik at bede til og fra bordet, tror jeg, at den mere ualmindelige husandagt med hensyn til prædikenens læsning og den derved af ham udviste strengere religiøsitet må have hidrørt fra, at han havde været i huset hos sin slægtning Jacob Wrang i Stolbro i sine unge dage. Denne mand hørte til og stod i spidsen for de såkaldte hellige i denne by, hvoraf der til den tid var mange, og hvor man endnu i vore dage finde læsninger hos nogle gamle af den ånd, som da besjælede dem. Disse skikke blev vedligeholdte efter hans død 1831 af hans kone i alle måder, dog ophørte læsningen af prædiken 1842 efter den gamle jyde Jens Jensens død, der i mange år havde forestået læsningen og en frit fremsagt bøn samt sangen, som han gjorde meget godt. Da jeg modtog gården og et halvt år efter alle de gamle folk fik deres afsked, blev alle disse smukke skikke jagede på døren, som jeg fandt, det ikke stort bevendt at holde på, og gjorde måske også lidt hån deraf. Det skulle jo alt være Rumohrsgaards og der kendte man naturligvis mindst til sligt. Nu er det mig mindre behageligt, at det blev afskaffet, og jeg kunne ønske at få det indført igen, men dette er nok ikke så let som at afskaffe det.
Børn og kone syge 1854.
D. 3. maj. De 2 mindste børn, Jørgen og Christine have været syge en lang tid. Jørgen har først haft gigtfeber, siden koldfeber, er nu dog bedre. Christine har haft strubehoste, siden været stærkt forkølet og har nu koldfeber. Marie ligger i disse dage i sengen med den gamle historie, et dårligt ben.
Ombygning af huset 1854.
D. 3. maj. Vi ligger nu i fuld bygning og er indskrænkede på de 2 små sovekamre, hvor vi har hele menagen. Min bror havde i flere år haft i sinde at gøre helt om indvendig i stuehuset, men han ville ikke forhaste, han ville nøje overveje sagen førend han tog fat på arbejdet for ret at få det gjort til tilfredshed. Han udkastede da flere gange for sig planen og gjorde tegninger, og da han således var kommen til et bestemt resultat, besluttede han sig til at udføre det 1854.. Man må også sige, at han har ære af dette arbejde. Alle beboelses værelser blev lagt ud til sydsiden mod haven. I en lang række lå her 5 værelser, sovekammer, en lille dagligstue med udgang til køkkenet, den store dagligstue, havestue og den store spisestue, længst imod vest, alle forbunden med dobbelte døre, så at når de alle lukkedes op, kunne man se fra den ene ende af huset til den anden. 2 glasdøre førte ud til haven, den ene fra havestuen og den anden fra sovekammeret. Imod nord indrettedes ved siden af den store spisestue 2 gæstekamre, hvoraf han tog det nærmest ved forstuen, til en tid, til sit kontor og bibliotek. Dernæst forstuen med trappe op til loftet, fra forstuen indrettedes en lille gang med indgang til den store spisestue og nedgang til kælderen, lidt senere en gang hen til køkkenet. Her i denne gang gik en dør ind til den store spisestue og en anden til et lille jomfrukammer, der senere blev forsynet med en strygeovn, hvor man da stod og strøg, når man havde vasket. Fra gangen kom man ud i køkkenet, ved siden af hvilket var et spisekammer. En dør førte ind til den lille dagligstue, en anden ud til en lille forstue for folkene og en gang førte ned til mælkekælderen. Ved siden af den lille forstue lå folkestuen, der forhen havde været den gamle mælkekælder. På loftet indrettedes en 5 værelser foruden et kistekammer. Her fik også pigerne deres kammer, hvortil en trappe førte op fra den lille forstue. Når man hertil regne, at alt blev smukt malet og tapetseret, må man tilstå, at det ikke blot blev en smuk og venlig, men dertil tillige bekvemt indrettet bolig. Det hele arbejde kostede, 1751 rbdl 1 .. 2 ..R.M.
115 e.
Rigsmønten indført 1854.
1854 blev indførelsen af Rigsmønt i stedet for cour. påbudt.
Mindesmærke over de faldne 1854.
D. 1. aug. holdtes en stor fest i Sønderborg i anledning af Mindesmærkernes indvielse over de faldne i krigen, både i Augustenborg og Sønderborg. Min bror indbød mig med. Landinspektør Christensen og Thomas Vogelsang fra Bommerlund kørte med os. Først blev mindesmærket på Augustenborg kirkegård indviet, ved hvilken lejlighed, så vidt jeg erindrer, pastor Paulsen holdt talen. Man gik i en lang procession fra Slotsporten og ned til kirkegården igennem byen. Dernæst kørtes til Sønderborg, hvor det andet Mindesmærke blev indviet på kirkegården og pastor Bruun holdt talen. Bagefter var der fællesspisning på Stadt-Hamborg, hvor der blev holdt en del taler af forskellige mænd, deriblandt borgemester Finsen, der som sædvanlig talte i en hvas dansk ånd mod tyskerne på en sådan måde, at selv de loyale Sønderborgere troede, at han også regnede dem for tysksindede. Det gjaldt jo dengang om at tale i en smule forsonlig ånd, for at holde på den loyale befolkning og muligvis vinde en del af de tidligere tysksindede, hvoraf mange var vildledte, og let ville have ladet sig vinde, når man havde forstået at tage dem på en fornuftig måde.. I øvrigt var Finsen jo en meget dygtig mand, der styrede byens anliggender godt, blot ved sine taler stødte han tit an. Ved bordet sad jeg ved siden af student Bruhn fra Nordborg, der også var med. Vi morede os en del over toldforvalter Fauerschov fra Nordborg, der sad lige overfor os, og tyggede sul, som et gammelt får tygger drøv. Ved bordet indløb posten fra København med udkastet til den Rigsråds Forfatning som regeringen bebudede at indføre. Det gav stof til megen tale og drøftelse. Festen kostede min bror 4 rbdl., men om han deri betalte også for mig, ved jeg ikke.
Andre gilder 1854.
Af andre gilder dette år kunne mærkes: D. 25 maj til et bryllup i Svenstrup, hvor boelsmand Klaus Jacobsen blev g.m. Ellen Poulsen af Nallemoes. Her pyntede hans kone Marie og Mad. Vogelsang på Solbjerggaard bruden, og han selv var brudefører. Det kostede en brudegave til 11 .. 4 .. Ellen Poulsen var en datter af høker og brændevinsbrænder Andreas Poulsen Hvidt i Nallemoes. Hun havde 1853 været på Lysholm for at lære husholdning. D. 21. sept. børnebal på Augustenborg, 9 rbdl 2 .. R.M. D. 6 okt. fest hos Wrang på Nordborg i anledning af Kongens fødselsdag 2 rbdl 2 .. 6 .. D. 1. nov. til Hans Sundeboes datters bryllup i Nyled, 6 rbdl 1 .. 8 .. D. 26. nov. til mortensgås i Igenmølle kro, 4 .. R.M.
Besøg i Nallemoes 1854.
Siden den tid 1853 datteren var i huset på Lysholm, blev hele familien med børn og barnepige en gang hver sommer indbudt en eftermiddag til gæst hos bager Andreas Poulsen Hvidt i Nallemoes. Man gjorde ikke andet end spiste og drak og spadserede lidt ned til stranden og ind i skoven. Det var især en stor fest for børnene, der proppedes med alle slags kager og havde lov til at spise så mange de lystede.
Vanheld med kreaturerne 1854.
I dette år havde han en del vanheld med sine kreaturer. Først i maj måtte en gammel udmærket ko slås ihjel på grund af sygdom, den var anslået til 36 rbdl. Hen i samme måned døde en kvie, der havde kastet om efteråret, 30 rbdl, men i foråret var 40 rbdl værd. D. 6. juni kvaltes ved at falde i en grøft om natten en gammel ko i meget god foderstand, 32 rbdl
116 e.
D. 8 juli døde en ung stor ko ved om natten at komme til at stå på ryggen i en lille grøft, var rigelig 50 rdl. værd. D. 13. juni døde en 2 års bede, værd 7 rdl. D. 31 sept. om aftenen kastede hoppen ”Schnell” et brunt blisset føl, der havde været fuldbåren i febr. måned. På grund af de usædvanlige høje priser på heste, var dette en betydelig skade.
Hængte sig i karlekammeret 1854.
Dette år var også flere af folkene længe syge. I maj hængte en tjenestepige Marie Christine Hage fra Guderup sig i en seng i karlekammeret. Hun havde været sindssyg i vinter.
Peder falder i vandet 1854.
D. 30. juli var min ældste søn Peder ved at gå nede på Skibsbroen på Augustenborg og balancerede på rækværket falden ned i den derværende sluse og havde da ikke i det samme kommen en mand tilgående, der straks hjalp ham op – desværre har jeg ikke kunnet erfare den ædle mands navn- havde der måske sket en stor ulykke. Jeg erfarede det af hans vært glarmester Petersen om anden dagen, da jeg var til Augustenborg i anledning af festen ved afsløring og indvielsen af Mindestøtten over de faldne. Jeg tænkte med gysen på den sorg, der kunne have ramtes os forældre. Men Du o Herre! ske Lov og Pris og Tak for Din store Nåde og Barmhjertighed.
Peder falder ned fra loftet 1854.
D. 18. aug. faldt min søn Peder ned fra der øverste loft igennem et åbent kaminhul ned på gulvet i salen, altså fra 2. loft. Han stødte et par tænder løse i munden og fik et temmelig stort hul på hagen, hvormed han så atter slap meget heldig fra det efter omstændighederne. Han er en meget vild dreng, dog er han god af hjertet. Vor Herre forunde, at vi må få glæde af ham. Dagen efter havde jeg sat ham et stykke for, som han skulle skrive færdig på talen, indtil jeg kom tilbage fra marken. Jeg bad ham 3 gange om at blive rolig siddende og ikke vige fra det, før han var færdig, hvilket han også lovede mig. Da jeg kom tilbage, havde han ikke skrevet det nær færdig, men var på farten med de andre små, havde endog kastet griflen bort; jeg revsede ham alvorlig og gav ham adskillige slag. Efter omtrent en times forløb, og efter at han havde gjort sine sager færdige, bad han mig, rigtignok på opfordring om forladelse. Vi var begge rørte indtil tårer. Når nogen vidste, hvor ondt det gør at skulle straffe sine børn, de ville i sandhed ikke være så villige til at opfordre nogen til at slå ved enhver lejlighed.
Skar sig på leen. 1854.
D. 11 aug. fik Hans Sundeboe, som her var i dagløn som høster, ved et fald i en grøft, et meget stort skår i hånden af sin le.
Stryge for kålen 1854.
D. 24. aug. var kornet ophøstet. Når kernekornet er afhøstet, er det en gammel skik, som i det mindste har ved lige holdt sig her, at hele høstpersonalet med deres respektive avlsredskaber iler ud i haven, marcherede op foran grønkålen, hvor karlene gav sig til alle på én gang at stryge deres leer; det kaldes ”at stryge for kålen”. Meningen skal da være den: ”at nu ska` kålen heran”, hvilket forhindres derved, at man skynder sig ud i haven med flaske og glas for at skænke dem hver en snaps.
Søndagen er ham en hellig dag 1854.
D. 27. aug.. I dag køres hvede ind fra 2 ladesteder med 3 vogne fra hvert sted. Naboerne Jens Pedersen, skovfoged og Christen Esbensen, der havde tilbudt sig at hjælpe, med deres heste og vogne, er også taget i brug. Det er glædeligt at have så tjenstvillige og hjælpsomme naboer i en så vanskelig og besværlig tid, som det i år er, navnlig for mig, der i år havde 2 marker med vintersæd, mest hvede. Også Hansen på Bommerlund havde tilbudt mig, at benytte søndagen som enhver anden dag har jeg ikke rigtig lyst til Den bliver dog altid en egen dag for sig, med noget vist højtideligt. På den dag synes alt at være iført sine bedste klæder. Træer, blomster m.m., kun mennesker er ofte hverdags, også om søndagen; men ihvor hverdags og verdslige end mennesker kunne være, tror jeg dog, at søndagen også for dem er en noget anderledes dag. For mig er søndagen altid den smukkeste dag i ugen, uden at jeg dog dermed vil sige, at jeg er mere søndags på mig end andre. I de senere 2 år har jeg med højst gælden undtagelse hver søndag besøgt kirken.
117 e.
Tirsdagen d. 8. aug. erholdt jeg tilsendt med posten bladet ”Københavnerposten”, et blad hvormed minister C. Moltke søger at vække sympati for ministeriet her i Slesvig. Bladet er følgelig aldeles ministeriel sindet og går stærkt løs på oppositionen i Kongeriget, navnlig imod juristerne. Justitsråd Riegels, der just var her, og som det var pålagt af kammerherre Heltzen at bede om, at jeg ville gøre det bekendt i videre kreds, erklærede jeg, at jeg ikke hyldede bladets tendens og altså ikke kunne påtage mig sligt.
Fokken 1854.
Med en sidste korns indagning anstilles et festligt optog med den såkaldte ”Fok” (fugge). Dette består af et trækors, ca. 3-4 alen højt, hvilket omvikles med sæd, udbaldyret med blomster overalt, ofte får en sådan også mandfolkeklæder på og en stor hat på hovedet, ja man har undertiden benyttet en virkelig mandsperson, et gammelt fjog dertil. I mens således det sidste kærnekorn læsses på vognen, pyntes ”Fokken” af pigerne. Hestene udstafferes tillige med blomster, og ”Fokken” læsses på høstvognen under almindelig jubel, hvor den sættes midt i med en karl på hver side for at holde den oprejst. Under idelig Hurra kører derpå hele høstpersonalet på samme vogn, og kunne de ikke rummes, da på en anden bagefter, hjem i gården, hvor der køres 3 gange rundt, derpå holdes midt for hoveddøren, hvor det hele personale bliver beværtet med brændevin, den der holder ”Fokken, drikker denne først til og hælder brændevinen ned på ham, derpå fører han ham under rungende Hurra ind i laden. Undertiden kører man lidt omkring med ham til de nærmeste naboer, hvor folkene da også får brændevin. Hvorfor navnet? Er det også skik andre steder?
Lig på stranden 1854.
D. 6. sept. fandtes et lig drevet I land på stranden ved Fjordmosen. Det lod til at være en ældre mand, vistnok en sømand, der var falden overbord.
Stændervalget 1854.
Til Stændervalget var han udnævnt til valgassistent og havde altså sæde ved bordet. Mandagen d. 22. maj mødte sognene, Ulkebølle. Ketting, Igen, Notmark og Adserballe. Tirsdagen d. 23. maj sognene, Svenstrup, Nordborg landsogn og Oksbølle. D. 24. maj, Hørup, Tandslet, Lysabild og Kegnæs sogne.
De valgtes navne: med stemmerne d. 22.- 23.- og 24. maj og i alt.
Syns- og Dannebrogsmand Bladt til Tandsgaard 152 – 24 – 84 – 260.
Knud Knudsen til Lysholm 123 – 91 – 1 – 215
Christen Bonefeld i Ulkebølle 97 – 0 – 42 – 139
Synsmand Matthias Petersen i Skovby 7 – 1 – 68 – 76
Synsmand Jacob Blom i Sjellerup 38 – 29 – 0 – 67
Justitsråd Riegels 2 – 35 – 0 – 37
Synsmand Jens Bladt i Kegnæs 0 – 0 – 28 – 28
A.C. Matzen på Melsgaard 5 – 8 – 0 – 13
Boelsmand Hans Christensen i Igen 10 – 0 – 0 – 10
Jørgen Krogh i Lillemølle 2 – 0 – 0 – 2
Boelsmand og Synsmand Nis Kock i Hørup 0 – 0 – 1 – 1 I alt d. 22. 436 d. 23. 188 d. 24. 224 i alt 848 stemmer.
118 e.
Vælgere d. 22. 218 d. 23. 94 d. 24. 112 i alt 424.
Valgbare og valgberettigede d. 22. 355 d. 23. 352 d. 24. 336 i alt 1043.
Ikke mødende d. 22. 137 d. 23. 258 d. 24. 224 i alt 619
Stænder suppleant 1854.
Det ses altså, at den første dag mødte de bedst til valget, hvortil dog markedet har bidraget noget, det var nemlig Augustenborg marked den dag. Stemmer fik jeg den dag fra en del i Ketting sogn, nemlig byerne Ketting, Bro og Sebbelev, samtlige stemmer i Igen sogn, samt fra Helved by, derimod kun 3-4 fra Notmark og 1 fra Ulkebølle. D. 23. var slettest, men det var også én fra Oksbølle sogn, der var skyld heri, idet dette kun lod sig repræsentere ved 6 stemmer af 96 berettigede. De andre sogne, Hagenbjerg, Svenstrup og Nordborg landsogn var ligeså godt repræsenterede som dem fra Sønderherred. Den anden dag fik jeg alle stemmerne på 3 nær, som alle er indvandrede Sønderherreder. Den tredje dag fik jeg kun 1 stemme, nemlig forpagter Andersen på Kegnæsgaard. Jeg kan naturligvis være mere end tilfreds med de stemmer, jeg fik af mine medborgere, hvilket jeg så meget mere kunne glæde mig over, da jeg ikke selv har givet mindste anledning hertil, meget mere søgte at undgå enhver ytring med hensyn til valget med nogen som helst valgberettiget hele tiden før valget. Men denne glæde bliver dog for mig betydelig formindsket, når jeg spørger mig selv, om jeg har fortjent så mange stemmer, og er værdig til denne tillid, og jeg så med sorg må tilstå for mig selv, at jeg mangler mange af de egenskaber, der udfordres til at være en folkerepræsentant, at mine kundskaber er mangelfulde og ringe. Men så trøster jeg mig igen med, at skulle jeg blive ved uformodede omstændigheder indkaldt, håber jeg, at Gud nok hjælper og giver kraft og styrke, når man har en redelig vilje. Herom skriver han videre i sin lille bog: ”stundom påkommer mig en stor ængstelse med hensyn til at jeg har påtaget mig en suppleants post, i det tilfælde, at jeg skulle komme til at møde i Stænderforsamlingen. I sådanne ængstelige øjeblikke forekommer det mig, at jeg er aldeles uduelig til sligt, at jeg ingen ting forstår, og jeg fortryder da meget, at jeg ikke nægtede at antage det på mig faldne valg. Til andre tider har jeg igen et godt mod”.
Nikolaj født 1854.
D. 10. sept. Det er med sand glæde, at jeg kan meddele dig, at du i dit sidste brev udtalte gode og deltagende ønsker med hensyn til min kones befindende, med Guds nådige hjælpere går de i opfyldelse. I går aftes kl. 11, altså d, 9. sept. er hun nedkommen med en sund og rask søn, alt gik heldig og rask. Efter 1½ times forløb var alt vel overstået. Den ængstelige spænding og uro for moderen, den tanke, at man muligt kunne komme til at tage imod et vanskabt barn, sætter én i en sådan pinlig, inderlig og dog tillige tillidsfuld stilling til Gud, at man efter at have modtaget hans store Nåde og Faderlige Godhed må blive gennemtrængt af den underligste taknemmelighed til ham. Moderen havde det vel, og barnet er et godt roligt barn, der senere ikke forspildte deres nattero
Høsten vel endt 1854.
Høsten blev vel overstået, på boghveden nær, og den blev meget godt bjerget, da jeg gav tid til vi fik det fortræffelige vejr. Det har fyldt godt, hvad de fyldte lader og de store stakke, af hvilke jeg har 5 indeholdende i alt 190 læs, kunne bevidne. Der er herrens velsignelse. Jeg glæder mig nu ret til det gode lange efterår, man kan vente, nu høsten er så tidlig endt, og man kan få ro til at glæde sig ved den skønne natur, hvad man ikke ret kan, så længe den travle tid står på.
119 e.
Kapt. Rist i besøg 1854.
Sidst i okt. var kapt. Rist med frue, 3 børn og en pige der i besøg i 3 dage. Det var på en gennemrejse til København, hvortil han var belevn forflyttet og ansat ved 10. bataljon.
En selskabelig klub 1854.
Han indgår med flere andre familier, provst Høeck i Ketting, forpagter Møller på Gammelgaard, forpagter Kelting på Gundestrup, bager Thomsen på Augustenborg og proprietær Thomsen på Hartspring, en selskabelig klub. De skiftedes til at komme sammen en gang om ugen. Det blev bestemt, at anretningen skulle være helt tarvelig, men det varede dog ikke længe, førend den ene søgte at overbyde den anden. Navnlig gik begge fruer Thomsen videst i denne retning.
Nicolaj døbt 1854.
D. 12. nov. blev hans søn døbt i Igen kirke af biskop Hansen og fik navnet Nicolaj Ernst Knudsen. Faddere var, onkel Fangel i Oksbølle holdt ham over dåben, pastor Fangel i Notmark og hans søster Anne Christine Møller i Ketting var mand og kone faddere. Frøken Emma Riegels og barnets far var ungfolks faddere. På grund af, at den lille elev Thomas Thomsen fik bud fra Drescher på Fiskebæk at komme derover d. 12. nov om formiddagen, hvor han skal fortsætte sit kursus i landvæsenet, måtte jeg om lørdagen bede Dr. Nielsen og lod jeg ham skrive forinden jeg fik svar, som blev et afslående, og således måtte jeg selv indtage denne plads. Min gode gamle onkel fra Hagenbjerg havde sendt pastor Bernth med sin vogn således, at vi kunne benytte den lukkede vogn for barnet til kirken, da det var en skingrende frost og skarp blæst. Barslet var et middagsgilde, følgende personer var tilstede: Biskop Hansen med frue og frøken Lucie, justitsråd Rigels med frue, frøken Hoffmann og frøken Riegels, pastor Fangel og frue i Oksbølle, pastor Bernth i Hagenbjerg, min søster Anne fra Ketting, min søster Doris og lille søn fra Sønderborg, pastor Fangel med fur fra Notmark, skolelærer Michelsen og kone fra Elstrup, jordemoderen og nabokonen Anne Marie Vogt, født Bonde fra Bostedvraa. Det gik meget muntert og behageligt til ved bordet og blev der drukken dygtig skåler. I det hele taget herskede der en glad og livlig stemning blandt gæsterne. Vor Herre holde sin hånd over den lille sjæl. Emma Riegels blev der flere dage, så længe min søster Doris var der.
Gårdens avling, indtægter og udgifter kan læses på originalen.
|
