1863
171 e.
1863.
Jørgen Bützows bryllup i Østerholm 1863.
D. 27. marts var han med familie til bryllup på Østerholm hos parcelist Peder Jensen, hvor Jørgen Bützow af Stevning blev g.m. datteren Marie Elisabeth Vogelsang. Han var brudefører og hans kone pyntede bruden, jeg viede dem. Min bror gav mig det råd at lade Jørgen Lindgaard køre for mig, så kom han på denne måde med til brylluppet. Det var et meget pænt bryllup, det var ikke så overdreven stort, da de alle kunne sidde indenfor. Opvartningen var meget god, da de havde taget J. Lorentzen til opvarter, der blot havde til sin hjælp brudgommens søster Anne Bützow og Helene Jørgensen af Raunsdam til at hjælpe sig, det gik langt bedre end de mange opvartere af koner, karle og piger, som plejede at have bestilling ved bondebryllupper. Familien på Hartspring, fra Ketting og Blæsborg var også med. Deres brudegave bestod af kopper og 2 sølvspiseskeer. 7 rdl. 0 .. 8 ..
Anne Knudsen bliver konfirmeret 1863.
2 dage efter palmesøndag d. 29. marts blev min brors ældste datter Anne Knudsen konfirmeret i Igen kirke af biskop Hansen. Det var et … vejr og et skrækkeligt føre ved kirken, da mange folk var kørende i kirke. Min bror havde 2 vogne i gang. Damerne sad i den første vogn, kørevognen, og på den lille kassevogn bagefter fik jeg plads ved siden af ham, da jeg tog med derned til middag. Biskoppens tog til Hørup straks efter gudstjenesten, hvor der også var konfirmation den dag, da sønnen Christian Schwensen blev konfirmeret der. I Hagenbjerg præstegård var ligeledes konfirmation, hvor sønnen Sofus blev konfirmeret.
Vi faldt bag af vognen 1863.
Da den første vogn kørte til, gav hesten for vor vogn et ryk, hvorved agestolen vi sad på, hældte tilbage, og min bror og jeg gik bagover smækket ud af vognen og faldt ned i det slemme søle. Godt var det, at vil ikke faldt på hovedet, hvorved vi let kunne være kommen galt af sted, vore kapper tog måske noget af stødet af, og det var ikke så hårdt at falde, da jorden var dygtigt opblødt. Min bror kom hurtig på benene og fejlede intet, men jeg må vist være falden på en lille sten; thi stødet rak op for brystet, og jeg var nærved at besvime. Han blev meget forskrækket på mine vegne, men da jeg kom ind i huset ved kirken og fik lidt vand at drikke, gik det lidt over. Jeg kom da hen i den anden vogn, og vi kørte hjem. Da brystet vedblev at smerte lidt, rådede de mig til at gå til sengs og sendte bud efter Dr. Nielsen, som var i Hørup præstegård. Han kom hen på eftermiddagen, undersøgte mig og erklærede, at der ikke var noget i vejen, men for en sikkerheds skyld skulle jeg lade mig årelade, hvilket skete, og de følgende dage var jeg igen rask.
Til konfirmationen på Lysholm havde de blot indbudt familierne i Ketting og Blæsborg foruden glarmester Petersen på Augustenborg til middag. Der kom ingen gratulanter den dag, da der var konfirmation flere steder. Dagen efter indfandt der sig mange både nord og syd fra på Øen.
Christen Hansen, elev 1863.
Til majdag fik han 2 nye landvæsenselever, Christian Hansen fra Nallemose og Matthias Hansen fra Broballe. Christian Hansen var en søn af skibskapt. Peter Hansen i Nallemose eller ved Fynshav. Hans far havde først været g.m. en datter af skibskapt. Miang i Hundslev og med hende havde han en datter, der siden fik stedet og blev g.m. Hans Kock af Ketting. Med sin anden kone, en Giese fra København havde han denne søn, Christian. Kapt. Bützow, der også var fra Fynshav, havde først været g.m. en Mintebjerg, en søster til den gamle møllerkone på Østerholms mølle, og med hende havde han en datter, der blev g.m. en kapt. Møller fra Padholm.
172 e.
Efter hendes død blev Bützow g.m. 2) en Giese, en søster til Peter Hansens kone og med hende havde en søn. Bützow der ejede Varmark ved Haderslev og var g.m. Louise Jacobsen på Rumohrsgaard. Bützow boede i København. Kapt. Peter Hansen var enkemand, blind og havde en gammel jomfru Sedorf til at holde hus for sig. Denne Christian Hansen var meget flink og pålidelig, blev en 3 år på Lysholm og agerede det sidste år avlskarl. På grund af krigen tog han til Lolland, fik plads på Jullinge og blev forlovet med en pige, med hvem han kunne vente at få en bondegård, men han døde førend de blev gifte, og testamenterede hende sine penge.
Matthias Hansen, elev 1863.
Matthias Hansen var en søn af gårdejer Hans Matthiesen i Broballe og Charlotte Madsen i Broballe. Hans mor var fra Pøl, en søster til gårdejer Poul Madsen og faster til den forfinede gårdejer Mads Poulsen i Stenbækgaard i Holm. Poul Madsens og Charlotte Madsens mor var en søster til provst Ebbesen i Svenstrup og til lille Ebbesen, der ejede det parcelsted i Hartspringskobbel, der senere blev kaldet § 5. Hun røg tobak af sin pibe, men gik da ned i kælderen for at folk i Broballe ikke skulle se det. Matthias var deres eneste barn og dygtig forkælet. Da han talte en del om, at han skulle arve gården hjemme, kaldte folkene på Lysholm ”den forgyldte søn” eller ”Matthias Guldfisk”. Han var der kun et år, fik tidlig sin mors gård, men efter få års forløb forpagtede han den i en ung alder ud, trak på aftægt og levede i ro for sin snaps og røg af sin tobak.
Majbøllegaard solgt 1863.
1863 blev Majbøllegaard i Hørup sogn af statskassen solgt til forpagter H.H. Jessen for 132.000 rdl.. Det var den sidste af de hertugelige gårde på Als, der blev solgt. Hr. Jessen havde været forpagter på gården efter sin far Th. Jessen siden 1847-1863.
De gør en rejse til Aabenraa med deres ældste søn 1863.
Hans søn Peter havde været hjemme i nogen tid efter sin første rejse til søs. Han skulle ud igen og fik hyre med en kapt. Lindenhahn fra Aabenraa. D. 27. juni fulgte hans forældre ham derhen med deres egen befordring. Jørgen var også med. De var hos ham hele dagen og lod sig ved denne lejlighed fotografere, for at han kunne få et billede med sig til søs. Da de om aftenen sad på deres værelse i gæstgivergården ”Hotel Danmark” og var noget vemodige stemt, fordi de snart skulle tage afsked med ham, og de tænkte på, hvor ensomt han nu fik det, pikkede det på én gang på døren og en dame trådte ind. Det var en gammel bekendt, Birgitte Neumann, nu fru Jensen. De havde flere gange set dem gå på gaden og genkendt dem, og derfor ville hun hen og hilse på dem. Og da hun hørte i hvad anledning de var komne til byen, tog hun Peter med sig, at han kunne være hos familien, indtil de skulle sejle ud.
Anne og tante Frost rejste også til Aabenraa 1863.
Da der blev gjort en del ved skibet, førend det gik ud, blev han vel hen ved en måneds tid i Aabenraa, og i denne mellemtid d. 5. juli fik han også besøg af sin søster
Anne og tante Frost, der med sin mor nu boede på Nordborg, hvorfor de med båd satte over og tilbage fra Hellesø. De opholdt sig et par dage i Aabenraa og blev modtagne af familien Neumann. Det var meget venligt af familien Neumann, de var i tidligere dage flere gange komne i besøg på Lysholm i den gamle tantes tid, og mine søstre kom også i besøg hos dem engang hvert år, men siden var bekendtskabet gået ind. Fra den tid gik vi bestandig ind til dem og hilste på dem, når vi kom til Aabenraa.
173 e.
Birgittes bror Peter Neumann var i en del år urtekræmmer og købmand i Aabenraa og var en god dansk mand. Birgittes mand Hr. Jensen var ansat i en stilling ved byen. Et par ugifte søstre. Anne og Rikke levede også i byen. Min brors rejse kostede 8 rdl. 2 .. 4 .. 15 fotografier 5 rdl. og Annes rejse til Aabenraa 2 rdl.
Købmand J. Clausen i Sønderborg 1863.
1863 d. 11 juli omkom ved et ulykkeligt tilfælde den almen agtede købmand Jørgen Clausen junior i Sønderborg tillige med sin søn Nikolaj Clausen. Sønnen Nikolaj Clausen var bleven konfirmeret i foråret 1863 og var sat i handelslære i Flensborg. Han kom en dag tidlig om morgenen hjem med dampskibet fra Flensborg, og mens hans søster lavede kaffen i stand til dem, gik de en lille tur langs med stranden, men fik her lyst til at tage et bad. Faderen måtte have fået kramper i vandet, og sønnen ville bjerge ham, men faderen havde fast omslynget hans hals og trak ham på denne måde med ned under vandet, så at de begge omkom. . Det var en stor sorg for hans mor og øvrige familie. En uhyre stor ligskare fulgte dem kort efter til graven, hvor pastor Bruun holdt en smuk tale. Min bror og hans familie ligesom jeg selv var tilstede. Se IV 45-48.
En tur til Flensborg 1863.
I juli måned gjorde min bror og jeg en tur til Flensborg med hans befordring for at bestille et monument til den gamle onkel pastor Knudsen på Hagenbjerg kirkegård, hos den bekendte Klearig i Flensborg. Vi rejste en lørdag og logerede om natten på fru Rasch` Hotel. Om søndagen spadserede vi lidt omkring og beså os i byen, var oppe på Duborg hos Klearig i hans etablissement og bestilte en stor gravsten til hans monument. Dernæst besøgte vi Hr. Ponton, en onkel til frøken Kastrup på Lysholm, og min bror lod sig fotografere hos Hr. fotograf Krigsmann, og jeg lod ham tage nogle fotografier efter min gamle onkels, søster Doris` og skibskapt. N.E. Frost` billeder. Om eftermiddagen rejste min bror tilbage til Als, hvorimod jeg blev i Flensborg for med dagvognen at tage ud til pastor Bruhn i Braderup ved Tønder, hvor jeg blev en 5-6 dage, og tilbragte en behagelig tid. Vi så os omkring i egnen, gjorde en tur igennem Nybøl ud i marsken til Dagebøl, hvor vi så de store stensætninger, der skulle beskytte den meget udsatte kyst imod den på dette sted rivende strøm. Det var interessant at køre igennem marsken og se det store antal kvæg gå og græsse i de mange små fenner. I nogen afstand så det ud som en uhyre stor mark, hvor utalligt kvæg gik omkring, men når man kom nærmere, sås de enkelte små ved grøften indhegnede marker eller fenner, hvor der kunne gå en 10-12 stykker i hver. Vi gjorde også en dag en tur ind til Tønder og Møgeltønder. Den første ligger venligt ved den brede Vidå, der løber syd for byen, beplantet med træet langs med åen, og Møgeltønder udmærker sig ved sin kirke, slot og den lange Slotsgade, der som en elle fører op til slottet, der ligger for enden af gaden. Fra Flensborg gik jeg med dampskibet tilbage til Sønderborg.
Kong Frederik d. 7. besøger Nørreherred 1863.
D. 11 sept. afgår Kong Frederik d. 7. med dampskibet Slesvig fra Skodsborg for at begive sig til Lyksborg slot, hvor han også i dette efterår tog ophold. Herfra tog han lidt senere i flere dage ophold i Sønderborg. En dag foretog han en tur igennem Nørreskoven og fik lyst til at se Østerholms gamle Slotsgrund med dets volde og grave. Han steg da af og var nede at se på pladsen. Det var skade at min bror ikke var tilstede, da han ikke vidste noget af det.. Han kørte nu igennem skoven og tog på tilbageturen ind i Guderup bispegård, hvor han og det talrige følge, der spredtes i de forskellige værelser, mens Kongen derimod opholdt sig i havestuen, blev beværtede med vin og kage og anden konfekt. Som kapellan blev også jeg præsenteret for ham, hvorimod jeg tog anledning til at vise ham et grundrids af pladsen på Østerholm og forklare ham, hvorledes de forskellige bygninger og hvor slottet havde ligget. Jeg viste ham også en tegning af det gamle slot Østerholm, hvilket jeg bagefter forærede etatsråd Trap, hans kabinetssekretær, der på denne tid udgav en historisk topografisk beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig i lighed med det bekendte værk over Danmark. Han tog med glæde imod tegningen, ytrede, at nu fik de måske en forklaring på et gammelt billede på Frederiksborg Slot, som de ikke vidste, hvor de skulle føre hen. Efter alt hvad han kunne se, måtte det være det samme billede af det gamle slot på Østerholm.
Kongen tager til Nordborg 1863.
Da Kongen et par dage derefter besøgte Nordborg, blev Herredsrådet af Nørreherred og min bror som sådan præsenteret for ham. Kongen holdt ham da tilbage og underholdt sig i længere tid med ham som ejer af Slotsgrunden, om det gamle slot og anmodede ham om at give ham en beskrivelse af samme, hvilket han også ville have fået, når ikke Kongens død og krigens udbrud havde hindret det.
174 e.
Vi gør etatsråd Trap vor opvartning 1863.
Min bror og jeg tog en dag til Sønderborg og gik op for at hilse på etatsråd Trap. Han talte da atter om Østerholm og lovede, at det med andre gamle slotte skulle få en plads i hans værk om Slesvig, hvor det findes. Han bad mig tillige om han måtte sende mig hans manuskript over Als til gennemsyn, og at jeg da ville rette og tilføje et og andet, hvad der kunne have interesse, og som havde undgået hans opmærksomhed, hvad også skete. Originalen til det billede, jeg forærede etatsråd Trap, ejedes af synsmand Jacob Blom i Sjellerup; på min brors anmodning og foranstaltning blev det indsendt og foræret til Kongen.
En stor skyttefest afholdes i Sønderborg 1863.
7. batallion lå i disse år i garnison i Sønderborg. Kapt. Edvard Nielsen interesserede sig dengang, ligesom senere på Fyn, meget for at sætte en skytteforening i gang her på Als og i Sundeved, og fik flere af Øens bekendte mænd, deriblandt min bror til at interessere sig for skyttesagen og virke for sagen i deres omegn. For at fremme sagen og sætte den i gang blev der om sommeren 1863 afholdt en stor skyttefest i nærheden af Sønderborg i en af Ladegaardens kobler. D. 22 juni indbetalte min bror 3 rdl. til skytteforeningen, som synsmand Jacob Blom i Sjellerup havde udlagt for ham og d. 29. sept. afholdtes skyttefesten, hvortil et stort publikum indfandt sig. Også min bror var der tilstede med sin familie, og jeg var også derude med biskoppens. Der var oprejst flere telte og i hovedteltet, hvor den bekendte Mad. Richter, hvis mand var skipper og sejlede meget på København, havde beværtning om dagen og om aftenen var her stor spisning og anretning. Over indgangen af sit telt havde hun anbragt de ord: ”I dag må ingen svigte, det beder Mad. Richter”. Her blev holdt mange patriotiske og begejstrede taler af skytteforeningens formand Hr. kapt. Edvard Nielsen, amtmand Heltzen, borgemester Finsen m.fl. Forud havde der været skudt om de udsatte gevinster. Sagen kom dog ikke ret i gang; thi kort efter udbrød krigen og der blev da andet at tænke på. Der var stort skyttelav med skydeøvelse og udsat en del præmier. ( i siden. Helstatsmanden blev kraftig imødegået af Eiderdam… borgemester Finsen og advokat Pingel)
Landmandsbal på Augustenborg 1863.
D. 24. sept. holdt den alsiske Landboforening møde, dyrskue og bal på Augustenborg slot. Møller som dengang var formand, havde i forening med flere andre, deriblandt kammerråd Fenger, min bror og flere ”noget i forvejen at ordne, og vedkommende var altså dagen i forvejen forsamlede i festlokalet på Augustenborg slot. På gaden mødte skovrider Ulrik proprietær Hellemann fra Rumohrsgaard, der begge også ville op på slottet og Ulrik spørger Hr. Hellemann: ”Har De hørt det sidste nyt?” Nej svarede denne. ”Har De da ikke læst Berlingske Tidende og deri set om de sidste udnævnelser. Hr. Møller er bleven jægermester, Hr. kammerråd Fenger Ridder af Dannebrog osv., hvortil Hr. Hellemann blev lidt lang i ansigtet og blot svarede ”so!”; thi der lød intet om ham selv. Da han nu kom op på slottet, gik han hen til Hr. Møller og ytrede lidt spydig: ”Må jeg gratulere Dem Hr. Møller? Hvortil spurgte han. Ja ved De det ikke selv. De er jo bleven jægermester (det er ikke med øverst på linjen) : ”det er en Ulrik har stukken ud”. Selskabet lo, og den stakkels Hellemann blev flov. Dagen efter var der stort landmandsbal, hvortil folk fra hele Øen indfandt sig; thi her var jo god plads til at røre sig. Min bror var der også med sine børn. Hans udgift var 2 rdl. 3 ..
Danseskole på Nordborg 1863.
I okt. og nov. har børnene gået i danseskole på Nordborg, hvortil hans svigermor havde udlagt. 10 rdl. 5 .. 3 ..
175 e.
Provst Fangels sølvbryllup 1863.
D. 5. sept. 1863 holdt provst Fangel i Hagenbjerg sølvbryllup. Det var et dårligt vejr, det regnede stærkt, men der var alligevel mange gratulerende gæster, både fra Nordborg og fra landet, og præster fra Nørre- og Sønderherred, desuden familien, deriblandt også min bror med familie fra Lysholm. Det var til aften, og gæsterne sad til bords i de 2 øverste stuer ovenfor den store sal. Iblandt talerne kunne mærkes, justitsråd Riegels, biskop Hansen, præsterne Fangel fra Notmark og Højer-Møller fra Nordborg. Den sidste var en god taler, men hans tale blev dog kritiseret, da han sammenlignede provsten i sin ungdom ”med en dejlig ung ridder”.
Uroligt efterår med regn, storm og torden 1863.
Det hele efterår var det et meget regnfuldt og uroligt vejr. Det stod tit med torden, som hyppigt indtraf om aftenen.
En havn ved Flejbæk påtænkes 1863.
Vej- og digeinspektør kammeråd Grove i Husum havde tidligere været i besøg hos sin bror pastor Grove, der dengang var kapellan hos biskop Hansen i Guderup. Min bror havde været med dem nede i skoven og forevist kammerråd Grove bugten ind ved Flejbæk og spurgt ham, om han mente, at der kunne anlægges en havn. Kammerråd Grove undersøgte forholdene og var af den mening, at stedet egnede sig udmærket til en havn på Østkysten, da der var en god naturlig havn, det udskydende Bostedhoved dannede et naturligt værn og med en smule bekostning ville der let kunne anlægges en god havn på dette sted, der langt fra ikke ville blive nær så kostbart som ved Fynshav eller Mommark, hvor det var den stærkt udsatte åbne kyst, og lange stenmoler måtte anlægges, for at en havn kunne blive anlagt. Da færgemanden i Mommark Hr. Bladt længe havde gået svanger med den tanke at få en havn anlagt ved Mommark og havde fået amtmand Heltzen, som havde sæde i Rigsrådet til at interessere sig for denne plan, satte min bror og Chr. Hansen i Frydendal, der begge var medlemmer af Nørreherreds Herredsråd et andragende op, hvori han beråbte sig på kammerråd Groves skøn at en havn her ved Flejbæk let lod sig indrette med en forholdsmæssig ubetydelig bekostning, at ”naturen selv havde sat et godt bolværk”. Han vidste tillige, hvor nødvendig en havn var for fiskerne og for skibe, der gik den vej mellem Fyn og Als, hvor ofte de var udsatte for strandinger på grund af den åbne kyst og de mange grunde, at den for Øens eget vedkommende var det fordelagtigste sted, da den ville komme til at ligge midt på Øen, mens Mommark lå i en udkant, og at det ville være en væsentlig fordel for skoven, da formedelst de dårlige landingsforhold brændet ikke let kunne udføres, men i tilfælde af en havn ville meget af det udføres, og det ville i det hele skaffe en livlig trafik med Fyn, foruden så mange andre grunde. Min bror indsendte andragendet, underskreven af ham og Chr. Hansen til Finantsministeren. Da amtmand Heltzen senere i Rigsrådet anbefalede færgemandens projekt om en havn ved Mommark, svarede Finantsministeren, at han sympatiserede men for et andet andragende, der var bleven indsendt til ham om en havn ved Flejbæk, og han kom da frem med dette andragende fra min bror. Dette ville måske også være kommen til udførelse, når ikke krigen kort efter havde sat en stopper for planens udførelse. Dog havde min bror den glæde, at ministeriet tog fat på det andet tidligere andragende fra hans hånd om en bedre ordning af plovtallet for Nørreherred. Det udkom kort før krigens udbrud til alles tilfredshed. Amtmand Heltzen havde 1863 sendt sit forslag om et havneanlæg ved Mommark til 3. Herredsråd for Sønderborg amt og opfordret dem til at yde bidrag dertil. De 2 Herredsråd, det for Sundeved og det andet for Sønderherred og Augustenborg Herred gik ind derpå, men da var det, at min bror og Chr. Hansen i Frydendal gik ind til Finantsministeriet med deres forslag. Finantsministerens velvillige svar er dat. 1864 d. 6. jan. og han lod dem vide, ”at deres forslag havde fundet udelt bifald”.
176 e.
Sammenstød med Herredsfoged Grønlund 1863.
D. 25. okt. blev cand. Knud Rasmus Edvard Sidenius ordineret i Igen kirke til kapellan hos provst Christensen i Bregninge på Ærø. Der var i den anledning et stort selskab til middag i bispegården bagefter, hvortil de civile embedsmænd på Nordborg og min bror også var indbudte. Det var blot et herreselskab. Herredsfoged Grønlund havde været syg hele sept. måned og i den tid havde han ikke været i stand til at få den gamles bo sluttet. Nu var han igen kommet på benene, og skønt han endnu så dårlig ud, rejste han dog straks ud i stedet for at se at få ende på det; nu havde det stået lige siden d. 25. juni 1862, altså 1 år og 4 måneder. Det ærgrede mig, og jeg ytrede det til pastor Højer-Møller om aftenen, da herredsfogden var gået ud for at tage sit tøj på og tage hjem. Højer-Møller sagde: ”Gå ud til ham og sig ham alvorlig besked”. Jeg gik da ud på forstuen, hvor han var alene og spurgte ham, ”om vi ikke snart kunne vente boet opgjort”. Han undskyldte sig med, at han havde været syg. Jeg svarede, at det vidste jeg nok, og at han i den tid ikke kunne gøre noget ved det, men der måtte have været tid nok dertil, førend han blev syg, og at når det havde varet så længe, ville det have været bedre at tage fat på arbejdet frem for at rejse ud. ”Ja han havde jo indrømmet de forskellige arvinger ret til at tage forud forskud på arven”. Ja det vidste jeg vel, men det var vi ikke tjente med; thi det var vor ret at få boet opgjort, og skete det ikke snart, gik vi ind med en klage til apellationsretten. Kort efter kom min bror ud på forstuen, han vidste ikke af noget, talte med ham om ligegyldige ting, og herredsfogden sagde pænt farvel til ham, hvorimod han slet ikke så til min side, men gik mig forbi uden at værdige mig et godnat. Højer-Møller spurgte mig, da jeg kom ind, hvorledes det løb af og da han hørte det, sagde han, at det havde han godt af. Endnu gik en halv måned hen, og vi hørte ikke noget fra ham. Jeg trængte da på, at vi skulle gå ind med en klage til apellationsretten. Provst Fangel ville ikke så gerne gå med, min bror var heller ikke meget for det først, da han stod i så mange berøringer med ham. Men endelig gik han og begge mine svogre, kromand Møller i Ketting og Møller Davidsen på Blæsborg med, og jeg sendte da en klage til apellationsretten i Flensborg. Der hengik endnu en tid af 3 måneder, først d. 2. febr. 1864 blev vi citerede ind i herredskontoret. Han var da som en smurt handske over for mig, men han var dog endnu ikke rigtig færdig, og vi måtte alle møde d. 9. febr., da det hele var opgjort, men kvitteringerne for enhver arving førtes ikke ind i protokollen, men lagdes løse ind i den. Det var heldigt, at sagen da endelig blev opgjort; thi krigen var allerede begyndt, og Dannevirke bleven forladt af vort militær. Imidlertid fik jeg en måneds tid efter, at Preusserne havde taget Als, bud fra den nye herredsfoged Boysen om at møde i herredsfogderiet på Nordborg. Da jeg kom derind, forklarede han mig, at han havde fået en forespørgsel fra den nye apellationsret i Flensborg om vedkommende arvesag var afgjort, da den blot havde fundet klageb og kunne se, at herredsfoged Grønlund havde fået 2 maninger fra den tidligere apellationsret, men ikke havde fundet nogen oplysning om det var sket. Boysen kunne ikke finde ud af det, jeg forklarede ham da sagen og bad ham om at tage vedkommende pakke frem og viste ham, at de enkelte kvitteringer lå løse deri, og at sagen var afgjort. Han bad da om, at vi som havde klaget, ville sende en erklæring ind til apellationsretten med tilføjende, at den hele arvesag var afsluttet, og enhver havde fået sin part.
November forfatningen vedtaget 1863.
Da Holsten og Lauenborg hørte til det tyske forbund, Holstenerne vedblev deres systematiske opposition i Rigsrådet og de deputerede selv nedlagde deres mandater og forlod Rigsrådet, besluttede regeringen at udsondre Holsten og Lauenborg af deres forbindelse med Fællesforfatningen og oprettede 1862 d. 12 jan. en overordnet regeringsmyndighed for Holsten med Grev A.F.A. Moltke som præsident og med sæde i Kiel.
177 e.
Og d. 30. marts 1863 udkom en kongl. kundgørelse hvorved Holsten fik sin særegne forfatning under meget frie former. De tyske stormagter protesterer, og den tyske Forbundsforsamling truer under 9. juli 1863 med execution og forlanger, at kundgørelsen skal tilbagekaldes. Imidlertid gør også den slesvigske Stænderforsamling knuder, da 24 deputerede d. 17. juli 1863 nedlagde deres mandater og blot 19 blev tilbage, og da d. 30 juli 3 af de indkaldte suppleanter gav møde, sluttede den kongl. kommisarius sessionen, og der blev for det første ikke afholdt nye valg. Derimod forelagde konsejlspræsidenten d. 29. sept. 1863 Rigsrådet et udkast til Grundlov for Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvigs fællesanliggender og 13. nov. 1863 blev dette Grundlovsudkast vedtaget ved 3. behandling i Rigsrådet med 40 stemmer imod 14. Dette er den såkaldte Novemberforfatning, hvorved Danmark og Slesvig fik en fælles Forfatning med Landsting og Folketing, omtrent som det hidtil havde gældt for den danske Rigsdag. Forekom der særlige sager for hvert af de 2 lande, kunne de slesvigske deputerede træde ud for sig og behandle de slesvigske sager og ligeledes de kongerigske deputerede sager vedkommende særlig Kongeriget Danmarks anliggender. Denne Forfatning blev ikke undertegnet af Kong Frederik d. 7., da hans død indtraf få dage før. Bismark havde forud halvvejs givet sit minde til og billiget denne ordning, men da Kongens død indtraf trådte han tilbage og optrådte fjendtlig over for Danmark. Det tyske Forbund havde allerede 1. okt. besluttet en forbundsexecution, dette bevægede regeringen til at indkalde armeen til Holsten og samle den omkring Altona ved Elben.
Kong Frederik d. 7. død og bisættelse 1863.
D. 10. nov. blev Kong Frederik d. 7. syg af rosen på Lyksborg Slot, da han vendte tilbage fra en udflugt til Kappel og Slien. De følgende dage lå han syg på slottet, dog uden at der var fare på færde, men sygdommen tog til sidst en farlig ende og d. 15. nov. kl. 2 og 35 minutter døde han i sit 56. år, til stor sorg for det danske folk. Han var elsket og afholdt af det hele folk, sorgen over hans død var derfor almindelig i hele Danmark og den største del af Slesvig, tilmed da hans død bebudede skæbnesvangre begivenheder; thi hans fjender lurede og glædede sig hemmelig over hans død. Hvor almindelig elsket han var, og hvor stor sorgen var, viste sig kort efter, da hans lig blev ført fra Lyksborg Slot og bragt ombord på Dampskibet Slesvig for at føres til København. Hans lig henstod en 14 dages tid på Lyksborg Slot, indtil det mandag aften d. 1. dec. blev ført til Flensborg. Et stort følge af præster og andre embedsmænd foruden en del af befolkningen fra Angel fulgte om aftenen under Fakkeltog med hans lig til Flensborg, her blev det modtaget af en langt talrigere mængde, der var kommen rundt omkring fra hele Hertugdømmet Slesvig, også fra Als var mødte en del præster civile embedsmænd og forskellige korporationer foruden en del private folk. Fra Herredsrådets vegne fra Nørreherred mødte min bror og A. Thomsen fra Hartspring. Med biskoppen fulgte pastor Fangel i Notmark, Witzke fra Hjortholm og jeg. Tavse og med dyb sorg i hjertet skred det store tog igennem Flensborgs gader med det kongl. lig, der blev båret af bønder og borgere ned til havnen, hvor det blev ført ombord på Kongeskibet Slesvig, hvor det stilledes under en katafalk, og d. 2. dec. afgik dampskibet med det til København, hvor han d. 18. dec. blev ført fra Christiansbrog slot til Roskilde og d. 19. dec. bisat i Roskilde Domkirke.
Ophold på Rasch` Hotel 1863.
Ligfølget spredtes atter ad, og vendte tilbage til Rasch` Hotel. Her skulle min bror logere om natten tillige med Alexander Thomsen. Da alle pladser var optagne, fik biskoppen, Fangel, Witzke og jeg logi i et andet hus i en gade ikke langt derfra, som hotellet forskaffede os. Der fandtes 2 værelser med 2 senge i hvert af dem og det blev bestemt, at biskoppen og Fangel skulle dele værelse sammen, og Witzke og jeg sove i det andet værelse.
178 e.
Biskoppen og Fangel tilbragte hver for sig aftenen i en privat familie, Witzke turede omkring forskellige steder, og jeg søgte hen på Rasch` Hotel, hvoe jeg forefandt min bror og A. Thomsen foruden andre bekendte, deriblandt cand. Højberg, som havde besøgt sin fætter, pastor Holger Rørdam i Sattrup i Angel. En del borgere fra Flensborg kom også derind og sad ved et bord for dem selv, det varede ikke længe førend de blev uenige; der var navnlig en iblandt dem, som sad hele tiden og stiklede på de andre, hvoraf de blev kede, og da han ikke holdt op, tog de alle deres hat og gik ud. Men nu kom Fru Rasch selv frem og gav ham det glatte lag og viste ham ud. Der hjalp ingen ”kære mor”, han blev vist ud og måtte gå. Derpå kom det øvrige selskab igen fornøjet tilbage. Kort efter kom Fangel, og vi gik over i vort logi. Biskoppen var allerede gået i seng. Fangel ville helst blive hos mig, så kunne Witzke gå ind til biskoppen. En times tid efter kom Witzke ind, da han mente, at han skulle logere der, han var uhyre veltalende og havde slået til Søren. Noget efter måtte Fangel op, det var så mørkt, han kunne ikke se, han måtte have rullet gardinerne op, men næppe var han gået til køjs, førend han fik ondt og kastede en del op. Dagen efter kørte vi hjem. Vi fik da Hr. Birch med, der kom ind i vognen, og Witzke tog plads hos kusken.
Christian d. 9. Konge 1863.
Christian d. 9. blev nu Konge I Danmark og underskrev efter et par dages betænkning den såkaldte Novemberforfatning.
Forbundstropper rykker ind i Holsten 1863.
Ved juletid rykkede forbundstropperne ind i Holsten, Sachsere og Hannoveranere. Vor arme rømmede Holsten og opstillede ved Dannevirke, der var sat i forsvarsstand.
Nørredherred skulle stille 30 heste 1863.
D. 22 dec. var min bror i Majkro, hvor han var med i en kommission, der skulle holde licitation over 30 heste, som Nørreherred skulle stille til den danske hær. Sidst i dec. skulle han affatte Folketings lister til Rigsrådsvalg, som afholdtes i det følgende år.
Gården avling 1863.
De forskellige udbytter og priser kan ses på originalen.
Indtægt af korn 879 rdl. 1 .. 3 ..
Af mejeriet 1958 rdl. 1 .. 5 ..
I alt 4945 rdl. 5 .. 12 ..
Udgifter kongl. skatter 437 rdl. 1 .. 11 .. forpagtningsafgift 52 rdl. kommunale skatter 61 rdl. 2 .. 7 .. tyendeløn eller arbejdspersonale 512 rdl. 2 .. 15 .. Hele udgiften 4789 rdl. 5 ..
På originalen side 179 er en indholdsfortegnelse af hans udbytter af korn og mejeri fra 1843 til 1870
|
