§ 24a. Fangel, linien på Nordborg. a. Linjen på Nordborg.
3) Holger Fangel, provst og præst på Nordborg, født 1742.
Holger Fangel, en søn af Hr. Jens Rasmussen Fangel, præst på Nordborg og hustru Sophie Elisabeth Gommesen, var født 1742 d. 10. juni på Nordborg, døbt d. 15. juni og opkaldt efter amtmand Holger Scheel på Nordborg, der holdt ham over dåben. Denne mand må have været faderens velynder, siden denne har opkaldt 2 børn efter ham og hans frue, det er ikke utænkeligt, at Jens Rasmussen Fangel kan have læst med etatsmandens børn, og derved har stået i nøje forbindelse med dette hus. Tilligemed sin bror Christian Fangel, der siden blev præst i Tikøb ved Helsingør, fik han i hjemmet en omhyggelig, men streng opdragelse og blev i 5 år fortræffelig undervist af sin far, især i latin, græsk og hebraisk. Noget før kl. 6 om morgenen måtte begge drenge møde i faderens stue med deres bøger under armen. Denne sad da allerede og læste ved et lille rundt bord, som længe bevaredes i familien, og på slaget 6 begyndte undervisningen. Da faderen måske nok således har haft nok at gøre med de 2 ældste sønners undervisning har han måske holdt en huslærer til de andre børn; thi Hr. Christian Spleth, født i Naarup, Verninge sogn i Fyn 1731 d. 4. dec., blev 1753 student og begav sig da på grund af fattigdom straks til Nordborg på Als for at undervise præsten Jens Fangels børn. 1756 tog han til København for at tage anden eksamen, men kom da atter tilbage og blev i dette hus til 1758. Derpå kom han til Notmark til præsten Hr. Matthias With, hvor han forblev i 3 år. Fra 1761-64 var han hos Hr. Kørbitz til Lammehave i Fyn, hvorfra han blev præst i Skaarup. (den bekendte hofpræst Christian Bastholm blev 1759 theol. student, og theol. kandidat 1761 som Holger Fangel. Han var født 1740 og døde 1819)
Han kommer på Odense Gymnasium 1758.
Dette stemmer også godt nok med, at Jens Fangel 1758 satte begge sine ældste sønner, Holger og Christian, ind på Odense Skole, hvor de straks blev optaget iblandt de andre alumner på gymnasiet. Huslæreren har da fået sin afsked, og faderen har så selv overtaget de yngre børns undervisning. I den tid Holger Fangel, med sin bror, gik på Odense Gymnasium var prof. mag. Søren Anchersen rektor ved skolen, men læste tillige på gymnasiet. Igennem sin afd. Hustru Christina Møller af Adserballe præstegård regnede han sig lidt i slægt med de unge Fangels, og den gamle brave mand har vistnok ofte taget sig faderlig af dem og understøttet dem med vejledning og råd. Professor Dr. Nikolai Nannestad læste over theologi og hebraisk, og professor Nikolai v. Haven over græsk De fik logi hos Lars Limkilde, der var degn ved Graabrødre Hospital og hører ved skolen, og dette logi gik i arv til alle de alsingere, der efter deres tid besøgte Odense Skole.
Han bliver student 1759.
Året derefter 1759 gik han, forsynet med sine læreres anbefaling som student til Københavns Universitet, hvor han hørte de daværende theologiske professorer, Dr. Peter Rosenstand Gridske, Dr. Peter Holm og Dr. Johannes Otto Bang.
Han bliver theologisk kandidat 1761.
Efter 2 års ophold ved universitetet tog han i en alder af 19 år, 1761 d. 3. aug. theologisk embedseksamen med karakter laud, og blev kort efter huslærer hos provsten Hr. David Seidelin i Gamtofte præstegård på Fyn, hvis yngre sønner, Iver Seidelin, siden blev sognepræst i Kjøng på Fyn og Frederik Seidelin, ejer af Adressekontoret i Odense, han forberedte til universitetet. Her opholdte han sig vistnok indtil 1765, da den ældste af sønnerne blev student, og han må have haft en behagelig stilling i dette hus, da han siden ofte omtalte dette ophold hos den gamle elskværdige mand med megen glæde. Her har han måske også først lært sin første hustru som ung pige at kende, da hendes far Hr. Niels Tingberg dengang var præst i Næraa. I et år var han derefter fra 1765-66 huslærer i Notmark præstegård, hvor han læste med præsten Matthias Withs mange børn og da navnlig må have forberedt de yngre sønner, Jørgen og Johannes til studeringen.
Kapellan i Hagenbjerg 1766-69.
Da præsten Ludvig Wegersleff i Hagenbjerg imidlertid ønskede sig en kapellan, faldt hans valg på den unge Holger Fangel og allerede 1766 d. 7. nov., blev han kaldet til kapellan ved bemeldte Hagenbjerg menighed, men på grund af sin unge alder blev han først 1767 d. 19. juni, ordineret til dette embede i St. Knuds Kirke i Odense af Biskop Ramus, ved hvilken lejlighed han beder, ”at den Helligånd nu og altid må være tilstede, for at det ham betroede embede må forvaltes efter Guds vilje”. Som et bevis på, hvad penge dengang gjaldt imod én, kan anføres, at uagtet Wegersleff var en formuende mand og uden børn, fik kapellanen efter de tider dog kun 40 rdl. cour. i løn. Den gamle præst havde et godt bibliotek og var meget godt hjemme i de nyere sprog, navnlig i fransk, og deraf havde den unge mand stor nytte i de 3 år, han opholdt sig i hans hus. Ellers var det vistnok til daglig tit noget tomt og kedeligt; thi præsten havde ingen familie, hans unge kone var død for flere år tilbage, og en gammel original husholderske jomfru Frederike Frederiksen bestyrede hans hus. Pastor Wegersleff kunne nok sidde lidt om aftenen og fortælle en del om, hvad han havde oplevet, i den tid han havde været feltpræst for de danske tropper ved Rhinen, og var ellers i det hele taget en vel belæst og meget kundskabsrig mand; men han var ikke fri for at være noget karrig, og det gik altid meget tarveligt til i hans hus. Da kapellanen således den første juleaften han var der i huset, henimod aften kom ned i dagligstuen, sagde den gamle præst til ham, ”at han var måske vant til at få den sædvanlige julenadver, hvor han havde været; men her i huset fik de ikke andet end et godt stykke fedtebrød”. (Hans vita ved ordinationen. Nordborg kirkebog. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen. Mad. Christiansen og Mad. Frost)
Sognepræst på Nordborg 1769.
Imidlertid døde hans far Hr. Jens Rasmussen Fangel 1769 d. 22. aug., som sognepræst i Nordborg, endnu førend han var flyttet ud af kapellaniet og op i præstegården, og da han søgte om dette embede, var han så heldig i en alder af 27 år, i året 1769 d. 22. sept. at blive kaldet til sognepræst for Nordborg menighed og d. 23. søndag efter trin., d. 30. okt., blev han indsat i embedet af provsten Hr. Matthias Tostrup i Svenstrup. Nepotismen havde dengang for det meste tabt sig ved besættelsen af præstekaldene, derfor lader det sig forklare på den måde, hvad der også er bleven fortalt i familien, ”at Kongen har taget hensyn til, at hans fader, som med en talrig familie i mange år havde siddet i et lille embede, slet ikke kom til at yde godt af det bedre kald, han til sidst fik, og derfor kaldede han sønnen til denne tjeneste, for at kunne blive en forsørger for den talrige familie”. Det er heller ikke utænkeligt, at han kan have haft formående velundere, der har talt hans sag for Kongen. Kammerherre Holger Skeel, der til sidst blev stiftamtmand i Sjælland, var vel allerede død 1764, men en eller anden af hans børn, der alle var i indflydelsesrige stillinger, har måske nok lagt deres indflydelse for dagen, ved denne lejlighed, og fremmet hans sag hos regeringen.
Han følte det selv som en hellig forpligtelse, der påhviler ham at tage sig af sin familie, og han blev i fuldt mål en forsørger for dem. Hans mor blev al sin tid boende i præstegården og havde der sit eget værelse, sine 2 yngre brødre Rasmus og Gomme Fangel, holdt han frem til studeringen både i Odense Skole og ved Københavns Universitet og 4 søstre, hvoraf de 2 siden blev forsørgede og de 2 døde ugifte, fandt stedse et kært hjem i hans hus.
Den gamle præstegård.
Præstegården var en gammel bygning, hvoraf de enkelte dele til forskellig tid var blevet tilbyggede, hvilket straks var iøjnefaldende, både udvendig, hvor sidevæggen ikke gik i lige linje, og især indvendig, hvor trapper inden i huset førte op og ned fra den ene stue til den anden. Den ældste del af bygningen var opført af præsten Hr. Andreas Brandt efter branden 1643, hvilket stod at læse over indgangsdøren. 2 kamre i den sydlige ende af huset ud imod kirkegården kaldtes ”e sogns”, måske fordi det har været den af menigheden vedligeholdte del, og her fik i tidligere tid mændene deres øl når de leverede tienden. Her hængte gamle malerier af provsten Hr. Andreas Brandt, præst i Tonfoft fra 1621-70 og af hans 2 sønner, Hr. Christian Brandt, faderens eftermand fra 1670-92 og Hr. Dominikus Brandt, præst i Rise fra 1674-1703. Det var 2 meget skumle værelser, hvor det altid spøgte forfærdeligt. Fra dagligstuen gik en dør ind til den gamle mors værelse. I andre stuer hængte malerier af Kong Christian d. 4., af amtmand Holger Scheel og hans hustru Regitze Sophie Güldenkrone, af præsten selv Holger Fangel, hans første kone og gamle mor. Den store lade langs med vejen skal tidligere have stået nede på Augustenhof, og være opført af provsten Hr. Schrøeder. Holger Fangel ombyggede ikke i sin tid den gamle præstegård, men foretog en del forandringer ved den, så at den i det hele blev ret hyggelig og behagelig. (mundtlig fortælling af Mad. Frost).
Han bliver provst over Nørreherred 1784.
Hr. Holger Fangel var en dygtig ung mand, og allerede 1784 d. 21. april blev han ved Hr. Matthias Tostrups død, udnævnt til provst over Als Nørreherred. Ligesom sin formand hævdede han i denne stilling med kraft og selvstændighed, den danske kirkehøjhed imod den civile øvrigheds indblanden på det kirkelige område, hvortil Øens blandede forfatning i gejstlige og verdslige sager, let gav stridslystne og egenmægtige juridiske embedsmænd kærkommen anledning. Navnlig måtte han i denne henseende tit optage kampen, og udholde en dyst med den herskesyge justitsråd Ernst Georg Joachim Fürsen, der fra 1784-1829 var herredsfoged over Nørreherred. De fynske biskopper kendte ikke ret de blandede forhold på Als og Ærø, og det blev da gerne provsterne, der måtte klare sagerne og tage stødet af. Da der derfor lige fra 1783 og indtil 1819 af og til blev talt om at lægge Øen Als, i gejstlige sager, ind under hertugdømmet Slesvig, mens Øen Ærø i alt skulle gå ind under Fyn, tilhører det provst Fangels fortjeneste og ligeledes hans eftermand provst Frederik Ebbesens dygtighed, at disse planer bestandig standede og fik deres klare afgørelse, da et eget bispedømme for begge Øer oprettedes 1819. Især er provst Fangels standpunkt godt klaret i en strid ang. enkepensionen, mellem præsten Hr. Stellwagen og provst Tostrups enke i Svenstrup 1789, i hvilken herredsfoged Fürsen, der var bleven enkens kurator, bestandig ville henskyde sagens afgørelse under den slesvigske Overret, mens provsten holdt på, at det danske kancelli var det rette øverste instans, og derfor fik udvirket, at han og amtmand Pechlin udnævntes til at træde sammen i en fælles kommission for at ordne sagen. Hertil kom også, at provst Fangel var en dansk mand, der blev i hans hus og familie altid talt dansk, hvilket i hans tid ikke var tilfældet overalt på Øen i de dannede kredse; thi de fleste civile embedsmænds, og adskillige præsters huse, var det tyske sprog dengang det sædvanlige omgangs- og familiesprog. Og dog alligevel nødte provst Fangel ved sin klogskab og dygtighed alle at bøje sig og se op til sig med ærbødighed. Hans høje, kraftige skikkelse og ranke holdning gav ham forud en vis overlegenhed. Han var tillige en lærd og kundskabsrig mand, hvorom hans gode bogsamling bar vidnesbyrd, han var en begavet prædikant, der endnu i sin høje alder gerne hørtes af sin menighed, og kirken var derfor altid godt besøgt. Han arbejdede med stor lethed, da han meget ofte prædikede frit over det valgte tema, og havde i forvejen kun optegnet sig enkelte hovedpunkter, hvorover han ville tale. Skulle vi karakterisere hans teologiske standpunkt lidt nærmere, da holdt han endnu fast ved kristendommens hovedsandheder, og den stod for ham som en virkelig åbenbaring, men med mange i sin tid begyndte han at slå ind på den nye oplysning, som fra universitetet i Gøttingen også udbredte sig til Danmark. Hans yngre bror, provsten Hr. Gomme Fangel i Rise på Ærø. Der var en from mand af den gamle skole, holdt derimod på den gamle ortodokse og begge brødre plejede da tit at blive uenige om et og andet teologisk spørgsmål, når de engang imellem besøgte hinanden. Således kom de engang i en meget heftig disputs om brødrene Esau og Jakob, da provsten i Nordborg holdt på den forurettede Esau, mens broderen tog parti for Jakob, hvem forjættelsen tilhørte som den af Herren udvalgte. Provsten havde også digteriske gaver. Han har ikke blot ved lejlighed skrevet en mængde gravvers og flere bryllupsdigte, men også forfattet enkelte psalmer og et par større digte af satirisk indhold, dog er intet deraf, så vidt vides, trykt. Han fandt meget behag i historisk læsning, skrev også en lille afhandling om Nordborg amt, som han havde bestemt til optagelse i Dansk Atlas 7 tome, hvilket dog ikke skete. Biskop Tetens` dom over ham er vistnok rigtig, når han karakteriserer ham således: ”den med den kraftfulde sjæl i det kraftfulde legeme, verdenskloge, embedsdygtige, af alle, alle, både til højre og venstre, højagtede jubelolding, Holger Fangel”. (tale holdt d. 10. nov. 1847). Var provsten klog, så var han dog også god af hjertet. Under de ulykkelige ildebrand, som overgik byen Nordborg 1792 viste han sig meget virksom for at hjælpe, foruden flere andre fandt også hans søster Regitze Sophie, enke efter Hr. kontrollør P. Petersen i Nordborg, med sine børn et asyl i præstegåden, indtil hun ved hans bistand og hjælp atter kunne få bygget. Som et smukt træk fortjener det at fremhæves, ”at engang sad den gamle fattige købmand Bock og kone på juleaftens dag og var så bedrøvede over, at alle forsynede sig til festens højtid, men ingen kom ind til dem for at købe. Da kom helt uventet provst Fangel kørende og holdt for deres dør. Han kom ind og købte alt muligt for 10 rdl., og i deres glæde fortalte de ham nu, hvor bedrøvede de havde været”. Fra denne dag af, kørte provsten altid selv ind hos dem, ikke blot til julen, men også til andre festlige lejligheder. De var fattige men brave og retsindige folk, og deres sønnesønner blev 2 meget rige og ansete købmænd i Hamborg, hvor de var bedst bekendte under navnene: ”Guld- og Sølvbokken”.
Nedlægger provsteembedet 1808.
Da han blev ældre, nedlagde han 1808 provsteembedet, hvilket interimistisk blev overdraget til hans svoger Hr. Frederik Ebbesen af Svenstrup.
Rang med amtsprovster 1813.
Dog fik han 1813 d. 19. juni uden ansøgning, tilligemed provst Chr. Aug. Burchardi i Ketting, rang med amtsprovster i Danmark. Nu holdt han også regelmæssig kapellaner; thi fra 1805 var det residerende kapellani i Nordborg gået ind, og den gamle mand var således bleven ene om forretningerne. Fra 1807-10 havde han sin søn Niels Tingberg Fangel, fra 1813-17 sin søstersøn Hans Petersen af Nordborg og fra 1818-20 Jørgen Knudsen af Ketting til kapellan.
Hans embedsjubilæum 1816.
1816 d. 7. nov., på hvilken dag han for 50 år siden var bleven kaldet til kapellan for Hagenbjerg menighed, holdt han sit embedsjubilæum, i hvilken anledning han modtog en smuk, egenhændig skrivelse fra enkehertuginde Louise Augusta til Augustenborg, ligesom også de fleste gejstlige og verdslige embedsmænd, med amtmand kammerherre Linstow i spidsen, bragte ham deres personlige lykønskning i Nordborg kirke. Samme dag fejredes hans ældste datter Else Katharines bryllup med skibskapitain Nik. Ernst Frost i Nordborg, og i begge anledninger var der stor festlighed i præstegården. Herom skriver han selv således: ”Det var for mig en højtidelig dag! Herre! Jeg er ringere, ja ringere end al den trofasthed, som Du fra min ungdom af har bevist mig, Du o Herre! Som har velsignet mig, velsigne også min afkom! Du har mere end én velsignelse! Giv dette som den største velsignelse for dem i tid og evighed, at de kun stedse må vandre på Dine veje! Rolig forlader jeg da verden og Disse, som Du gav mig, forvisset om, at det aldrig kan gå dem ilde, som søgte Herren og håbe på hans miskundhed! Amen”.
50 års jubilæum som præst i Nordborg 1819.
Da den nye biskop Tetens kom her til Øen 1819, var det én af hans første embedsgerninger d. 5. nov., i et brev at henvende sig til Hs. Maj. Kong Frederik d. 6., om at hædre den gamle værdige mand til sit forestående embedsjubilæum d. 14. nov. på 23. søndag efter trin., da det netop var 50 år siden, at han blev indsat som præst for Nordborg menighed, hvortil han med sin dygtighed, embedsførelse og retskaffenhed, der havde gjort ham agtet og elsket af alle, havde gjort sig udmærket fortjent.
Ridder af Dannebrog 1819.
Den 9. nov. tilsendte Kongen ham ridderkorset. D. 6. nov. skrev biskop Tetens ham til, ”at han den nævnte dag selv ville overbringe ham sin varmeste og inderligste lykønskning, og udbad sig den ære, at måtte tolke for ham og menigheden dagens højtidelige anledning, ved at måtte prædike for ham eller hvis han selv ville prædike, at biskoppen da måtte indlede festen”. Provsten svarede ham straks d. 8. nov., ”at han ønskede selv at prædike, men at det ville være ham en sand glæde, om biskoppen blev sin bestemmelse tro at indlede den nævnte dag”. D. 14. nov. på 23. søndag efter trin. indfandt Hr. højærværdighed sig da også i præstegården, overrakte ham om morgenen Dannebrogsordenens Ridderkors, tilligemed en lykønskning fra statsminister Kaas, og førte ham tilligemed et stort følge af embedsbrødre og slægtninge igennem en dobbelt rad af sognets festsmykkede skoleungdom til kirken, hvorpå Jubeloldingen holdt en prædiken over dagens evangelium, hvortil biskoppen knyttede nogle ord i anledning af dagens tekst. Derefter holdtes festmåltid i præstegården. D. 19. nov. tolkede biskoppen i et brev til statsminister Kaas, dagens festlige karakter, og takkede for den, provsten, beviste ære. (Nordborg kirkebog. Bispearch. Nordborg præstearch. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost)
Hans hustru Else Kathrine Tingberg 1752-1790.
1770 d. 2. nov. blev han g.m. Else Kathrine Tingberg, en datter af præsten Hr. Niels Tingberg, først i Næraa og siden i Flødstrup på Fyn, og hustru Anna Dorothea Kryssing, og således født i Næraa præstegård 1752 d. 14. juni. Hr. Niels Tingberg var ligesom Jens Rasmussen Fangel født i byen Fangel ved Odense 1717 d. 19. sept., fra 1748-66 præst i Næraa og fra 1766-86 præst i Flødstrup. Han døde 1786 d. 30. april. Han hustru Anna Dorothea var født 1732 og døde 1783 d. 10. okt. Hun havde kun en bror Peder Kryssing Tingberg, født 1750 d. 28. juli i Næraa, fra 1781-1818 præst i Kjelstrup, død 1818 d. 23. april, han var g.m. Anna Susanne Berg,der døde 1817 d. 24. aug. Niels Tingbergs far hed Peder Christensen Tingberg og var rokkedrejer i byen Fangel.
For at klare det familieforhold, som Holger Fangel ved dette giftermål trådte i forbindelse med, vil vi hensætte følgende lille slægtstavle:
Hr. Peder Olufsen Kryssing,
præst til Frue kirke i Odense fra
1730-44, g.m. Else Brøchner. Deres 4 børn
1) Anna Dorothea Kryssing, g.m. Niels Tingberg, præst I Flødstrup. Deres datter, Else Kathrine Tingberg, g.m. Hr. Holger Fangel, præst i Nordborg.
2) Maria Kryssing, g.m. Klaus Klausen, købmand i Odense. Deres datter, Elisabeth Margaretha Klausen, g.m. prof. Rasmus Nyrup i København.
3) Johanne Marie Kryssing, g.m. Christian Ditlev Hedegaard, birkedommer i Odense. Deres søn, Johan Christian Hedegård, depardementchef, etatsråd i København.
4) Maren Kryssing, g.m. Hans Riissing, købmand i Odense. Deres søn, Peder Kryssing Riissing, theol. kandidat, major i Odense.
Købmand Hans Riissing beboede en stor gård på Overgade i Odense, var meget rige og ansete folk. Fruen var temmelig aristokratisk og havde megen omgang med de adelige familier i omegnen på landet. Sønnen Peter Kryssing Riissing blev theol. kandidat, men søgte aldrig embede. Han spillede derimod junker, og omgik her meget de adelige landjunkere på den tid. Han blev senere landeværnsofficer og fik titel af major, men det gik tilbage med hans formue. Han gik derfor ikke ram forbi i en samtidig nidvise i Odense, hvor der railleredes over flere af byens forhold og personer, deri fik han sit stykke på denne måde: ”Hr. Peter Riissing er hans navn. Adelens røv hans rette gavn”. Provst Fangel plejede altid at logere i købmand Riissings hus, når han mødte i Odense til de årlige landemoder, og han undlod da heller aldrig at aflægge et besøg hos sin gamle vært degnen Lars Liimkilde ved Hospitalet og at se ind til de disciple fra Als, der havde taget hans gamle logi i brug. Præsten Peter Kryssing Tingberg i Kjelstrup var også en fin mand, hans kone var af familien Berg fra Skovsbo i Rynkeby sogn på Fyn. Den samme familie har også ejet Skjoldmose. Præstens første kone Else Kathrine Tingberg var en meget stille, bly og undseelig kone. Hun kom fremmed hertil og det var en vanskelig stilling, nok for hende at begå sig, da ikke blot hans gamle mor, men også 4 søstre, der alle var ældre end hende, fandtes i huset. Den ældste af dem, den fornuftige og kloge Regitze Sophie kom vel snart ud af huset, da hun tog over til den gamle Niels Tingberg i Flødstrup præstegård. Men endnu fandtes den svagelige Ingeborg, den smukke og gode Anna og den egenrådige Sophie Elisabeth hjemme, navnlig den sidste ville råde, og den unge kone kom derfor straks under moderens og svigerindernes herredømme. Hun turde aldrig gøre noget for svigerinden Sophie Elisabeth. Præstekonen kom hyppig over i haven til degnekonen Mad. Lorentzen og har ofte beklaget sig for hende. Engang var jomfru Sophie Elisabeth Fangel rejst over til Fyn for at besøge pastor Niels Tingberg i Flødstrup. Hun sagde da til svigerinden, at nu måtte hun ikke vaske, førend hun kom tilbage. Mad. Lorentzen gav hende det råd, at nu skulle hun netop gøre det engang for dog at sætte sig lidt i respekt og vise, at hun var kone i huset. Men hun mente at det var ikke rigtigt, når hun havde pålagt hende det. ( Mundtlig fortælling af Mad. Christiansen. Mad. Frost. Bloch fynske Gejstl. Historie. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen)
Kathrine Fangel født Tingberg døde 1790.
Dette viser os at hun må have været af en meget svag karakter. Hun døde 1790 d. 7. april, 38 år gl. 1796 d. 4. marts tillod et kongl. rescript, at en af provst Fangels trende sønner tilhørende arv stor 592 rdl. 28 sk, må indestå hos ham, uagtet han ikke har stillet den befalede sikkerhed derfor. Det er vistnok den søn, hvormed han har udmindet sine børn efter deres mors død.
Han indgår andet ægteskab 1790.
Provst Fangel tænkte atter på at gifte sig. Hans tanker gik dengang til Solbjerggaard på Als. Her på denne gård var ejeren, den gamle Matthias Johansen Vogelsang, død i maj 1790. Sønnen Martin Vogelsang, der var bleven forlovet med jomfru Karoline Drescher på Nordborg, skulle overtage gården Solbjerggaard, og broderen Matthias Vogelsang have Bommerlund. I den anledning blev der først i aug. måned holdt skifte på Solbjerggaard, og herredsfoged Fürsen havde travlt med at registrere boet. Mens dette skifte stod på, kommer provst Fangel en dag kørende derhen og lod som om han ville købe træer, men i virkelighed for at sondere terrænet. Han så på træerne og ville senere give besked. Dagen efter sendte han sin gamle gartner derhen med et brev, hvorpå han skulle have svar med tilbage. Gartneren troede, at det indeholdt underretning om træerne, men han fik hverken træer eller brev med tilbage. Først 2 dage efter indløb der efterretning om jomfru Mette Marie Vogelsangs Ja, og provsten nåede endog at komme til skiftet på Bommerlund, mens Fürsen var der.
Mette Marie Vogelsang født 1767.
Endnu 1790 blev han g.m. 2) Jomfru Mette Marie Vogelsang. Hun var en datter af Matthias Johansen Vogelsang, ejer af Solbjerggaard og Bommerlund på Als, og hustru Margaretha With, en datter af den gamle provst Morten Reenberg With, præst i Ketting fra 1752-93. Hun var født på gården Hartspring, hvor hendes far dengang var forpagter. Født 1767 d. 22. febr., døbt d. 26. febr., opkaldt efter sin mormor Mette Marie Thomsen af Adserballe præstegård. Hun blev holden over dåben af præsten Hr. Matthias Withs hustru i Notmark, faddere, forpagter Nik. E. Andersen af Østerholm, stadssekretær Zoffmann af Sønderborg, Mad. Mohr af Dynneved og jomfru Charlotte With f Ketting. 1771-72 købte og bebyggede hendes far Solbjerggaard og her tilbragte hun sin barndom. Hendes far holdt huslærere til sine børns undervisning, således en student Peter Klincker og 1779 monsj. Jessen. Efter at være bleven konfirmeret af provst Matthias Testrup, kom hun i huset hos den gamle rektor i Sønderborg, Hr. Otto Christian Elieser Phündel, der var g.m. en søster til hendes mormor provstinde With, dels for at modtage en fuldstændigere undervisning, navnlig i tysk, der hørte med til fin dannelse, og for at lære håndarbejde. Det var et godt og fromt hus, måske hældende vel lidt til pietismen. Man forsømte ikke at bede i dette hus, hverken når klokken ringede eller dagens bestemte tider mindede derom. Det var hans døtre, 2 gamle jomfruer Phündel, også bleven vante til fra deres ungdom af. Dog kunne den gode vane også undertiden synes at gå over til en mekanisk forretning; thi således ytrede engang den ene af dem til den anden henimod middagstid: ”kom nu søster! lad vos gå ind og bei, at vi kan få det besørget, førend vi skal ha mad”. Efter at Mette Marie Vogelsang havde været i dette hus et års tid, kom hun til Bommerlund, for i forening med sin gamle farmor Marie Vogelsang at bestyre huset for broderen Matthias Vogelsang, hvem faderen havde hensat som en bestyrer på denne gård. Det var just ikke den hyggeligste forretning; thi gården var endnu ikke fuldstændig forsynet med bygninger, der fandtes egentlig kun en stor lade, som var bleven købt på auktionen over Hartspring 1771, og her boede familien på holstensk vis i enden af laden. Husholdningen var også hidtil bleven ført på holstensk vis af den gamle mor, ”med knap kost og øjendask til pigerne”, og følgen deraf blev, at der tit skiftedes. Da derfor jomfru Mette Marie Vogelsang kom derned og overtog bestyrelsen blev det hele taget på en fornuftig måde, og alt gik bedre. Da blev hun som sagt 1790 g.m. provst Fangel. Hendes stilling i dette hus blev en hel anden, end det havde været i den første kones tid; thi dels forstod hun selv at føre sin vilje igennem, og dels var hans søstre døde, eller bleven gifte ud af huset. Den ældste Regitze Sophie var allerede 1776 bleven g.m. kontrollør Peter Petersen på Nordborg, og den anden Sophie Elisabeth, blev til samme tid som provsten, 1790 g.m. Hans Christensen Juhler af Dynneved. Med den gamle mor, som endnu levede i 7 år, kom hun altid godt ud af det.
Hun var et godt parti, da hun trak ind i huset med et godt udstyr og 3000 rdl., men hun var også en dygtig kone og en god husholder, fint gik det aldrig til i provstens hus, derimod herskede der altid en vis tarvelighed, og hans flinke kone forstod ved sin jævnhed, orden og huslighed at gøre hans hus til et kært og hyggeligt hjem. Hun var tillige en brav og retsindig kone, og blev en god stedmor for hans børn, der elskede og agtede hende som en mor. For den ældste Jens, blev hun vel ikke egentlig mor; thi han var jo dengang allerede 19 år, ude af huset og næsten i alder med hende, derimod for de 2 yngre, Niels Tingberg, dengang 9 og Peter, der var 5 år gl. Ligeledes blev hun en mor for sin unge søster Anna Margaretha Vogelsang, der dengang endnu kun var 12 år gl. og forældreløs, hvorfor hun tog hende med til Nordborg, dels for at hun her kunne gå i skole og dels for at opdrage hende, og hun forblev i hendes hus, indtil hun 1797 blev g.m. den residerende kapellan Hr. Frederik Ebbesen.
Mette Marie Fangel, født Vogelsang døde 1814.
Denne kone døde 1814 d. 31. marts, 47 år gl. Efter hendes død bestyrede hans døtre huset, først Else Kathrine og siden Sophie Margaretha Fangel. ( Nordborg Svenstrup kirkebog. Mundtlig fortælling af Mad. Christensen. Mad. Frost og jomfru Kathrine Johansen i Sønderborg)
Børnenes opdragelse og undervisning.
Uden strenghed, men med alvor vågede han over sine børns opdragelse og lagde en fast, bestemt vilje for dagen, som børnene lærte at bøje sig for. Provsten ville engang med familie tage hen til pastor Nyland i Hagenbjerg, og datteren Else Kathrine havde fået en smuk hvergarnskjole, som hun var glad over, men da den klemte hende under armene, beklagede hun sig derover og ville nødig have den på. Han troede at det blot var nykker af hende, tog da og gemte den i skabet, hvor den fik lov til at hænge for det første, og hun fik lov til at gå i en gammel kjole, hvorover hun var meget ked. Holdt børnene ikke af en eller anden slags mad, holdt han på, at de fik den senere til mellemmad, at de kunne vænne sig til at spise alt. Det var ikke altid at han tillod sine døtre at gå med på bal, når de blev indbudne dertil, og var de indbudne ud til en eller anden forlystelse, og de fik lov til at gå med, blev det dem gerne pålagt at komme tidlig hjem og til et bestemt klokkeslæt, og det turde de ikke andet end overholde. I tidligere tid holdt han forskellige huslærere til sine ældste sønners undervisning, begge døtre gik i nogen tid op i skolen hos den residerende kapellan Frederik Ebbesen og hos lærer Holger Jakob Autzen, og med den yngste søn læste hans kapellan Hans Petersen, indtil han kom i huset hos pastor Sabroe i Tandslet præstegård. Iblandt disse huslærere kunne mærkes: 1) Johan Nikolai Arentz, født 1766, cand. theol. fra Kiels Universitet. Han var en søn af præsten Johan Joachim Arentz i Guderup, var underlig og forskruet og på grund af en unaturlig strenghed imod børnene, var provsten nødt til at sige ham op. 2) Student Andresen, der tidligere havde været på Hartspring. Han var ligeledes meget streng, han prædikede engang imellem i en kirke på landet og brugte da ved evangeliet på 3. søndag efter påske ved de ord: ”om liden stund skulle I ikke se mig” at bukke sig ind i prædikestolen, og ved de følgende ord: ” men atter om en liden stund skulle I se mig”, på ny at rejse sig op i stolen i sin fulde højde. 3) Student Hansen fra Kiels Universitet, der herfra kom i huset hos pastor Reimuth i Guderup for at hjælpe ham at prædike. (Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost)
Hans tur i sognet.
Præst Fangel var født og opdraget i Nordborg, havde i mange år været præst for menigheden, det var da naturligt, at han var meget godt kendt i sognet med alle, både unge og gamle. Han tog derfor tit ud i sognet, navnlig til den store by Holm, hvor der dengang fandtes mange brave og agtværdige folk. Senere efter hans tid blev byen meget forfalden til drik, der gik så vidt, at endogså fruentimmer begyndte deres morgenvandring til kroen, gik hjem og sov rusen ud og tog så igen fat på dagværket. En gårdmand ved navn Greisbjerg holdt engang i Nordborg. Man spurgte ham, ”men hvad er dog det du har i vognen”. ”En so”, svarede manden, og da man så efter, var det hans tykke kone, der lå bag i vognen og var fuld. Således var det ikke i hans tid, Holm var dengang en god, ædruelig by. Folk gik meget flittig i kirke, og provsten besøgte dem jævnlig, dels for ar besøge de syge, og dels for at se ind til en og anden god, gammel ven. Om vinteren nå der var sne, kørte han tit selv ud i sin lille kane, og stod da selv bag på, til andre tider i sin lille vogn, den såkaldte Chaise. Der kom da igen så ofte en og anden af hans sognebeboere og aflagde et lille besøg i præstegården, og kom man da let ind i en lun passiar om gamle tider.
Navnlig kom den gamle degnekone Mad. Fischer og senere hendes datter Mad. Lorentzen tit ind om aftenen, og provsten kunne da komme ind i en lang passiar med dem om de gamle præster: Hr. Brandt, Hr. Krukow, Hr. Schrøeder og Hr. Reich. Ligesom der dengang fandtes mange kunstige navne, såsom Johan Baltzer Flachnichel, Hans Christian Lunell, Chr. Wilh Siegner, Gotth, Otto Schredik, Joh. Selck, Jak. Jækel, Jedrovsky, Joh. Fitzen, Jørgen Zehner, Baltzer Rup, Fürstenberg m.fl., således var der tilvisse dengang mange originale personer, både iblandt fornemme og simple folk. Justitsråd Ambders og frue var gamle, meget brave og agtværdige folk, men deres søn ”Kammeradvokaten” var en særling, der altid gik ud og ind af et vindue, og hans søster var ligeså original. Advokat Gregor Frederik Zoffmann på Lysmose havde en svigerinde jomfru Tronnier, der benævnedes moster. Hun sad for det meste og spandt og tog hun da fat på et nyt ”tøiel”, ytrede hun gerne: ”bare vor Herre ville lade mig leve, indtil jeg har fået det spundet”, og mens hun spandt på det, rystede hun af skræk og udstødte sukkende ”hu! ha! lyd. Kom man da til at tale om flere af sådanne originaler, kunne provsten tit i gemytlig spøg ytre: ”o Nordborg! du burde hedde Narborg!” (Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost)
Det selskabelige liv.
Han plejede gerne én gang hver sommer at køre ud med sin hele familie til sin mark Teilsmark, således kaldet efter en gammel præst, der her skulle have taget sig selv af dage og være nedmanet på dette sted. Den lå på den anden side søen, lige overfor det nuværende apotek. Den havde en venlig beliggenhed, da der nede ved søen lå et temmelig stort buskads. Man plejede en sådan søndag eftermiddag da gerne at tage en del madvarer med derud, steg, brød, og the, som blev kogt og tillavet derude. Provsten tog da tit sit medetøj med og fangede han da en fisk, blev den stegt og nydt med det andet. Undertiden kørte man også, især om sommeren, lidt ud på landet, og endte da gerne turen med at besøge en eller anden af nabopræsterne eller en anden bekendt familie på landet. Om sommeren plejede de mere fornemme familier på Nordborg at slå sig sammen og i forening at foretage en skovtur, enten til Frydendal,
der dog først senere blev indrettet med lystanlæg af Jes Hansen Møller; thi også til skovfogden i Sjellerupskov, hvor man drak the og nød de medbragte madvarer. Nå dette var sket, plejede det hele tog igen at tage tilbage til Nordborg, hvor det gerne endte med et lille bal på slottet hos afd. skipper Thomas Christensens enke, der efter sin far Lorentzen havde arvet en del af det gamle slot. Her var en udmærket lejlighed. Kapellan Frederik Ebbesen stod gerne for det hele og dansede selv ivrigt med. En sådan skovtur blev engang foranstaltet til ære for 3 søofficerer: Schønheider, Holst og Fontenay, der var kommet til Nordborg og havde standkvarter hos Ebbesen. En anden skovtur gjorde familierne på Nordborg engang til Augustenborg, da man havde fuld musik med. Provst Fangel var selv med sin familie med på denne tur, og den gamle musikelskende pastor Nyland sluttede sig til toget med sin vogn. På Augustenborg spiste man i kroen og dansede længe ovenpå. Det var for det meste embedsmændene med deres familier, der deltog i disse ture: Provst Fangels, amtsforvalter Lyhms, herredsfoged Fürsens, dr. Balles, kapellan Ebbesens, flere præstefamilier fra landet og iblandt borgere på Nordborg kontrollør Dreschers, husfoged Riegels, købmand Jes Thomsens, købmand Otto Ahlmanns og købmand Paulsens. (Mundtlig fortælling af Mad. Frost)
L`hombre spil.
Når Else Kathrine gik ned i skolen hos Ebbesen, plejede provsten ofte at sige til hende, at hun skulle indbyde ham op, til om aftenen for et spille et parti L`hombre med ham og den gamle købmand Ahlmann. Provstinden spillede da undertiden også med. Den gamle købmand Ahlmann var noget fedtet og holdende på det, og når han tabte, var han tit et helt kvarter om at trække enhver skilling op af lommen. Provsten holdt dengang meget af sin svoger Ebbesen, da han siden kom til Svenstrup, indviklede sig i såmange stridigheder og fik hovedet fuldt af processer og såmeget juridisk tøjeri, blev han altid gnaven, når man meldte ham, at Ebbesen var nede, da han kedede sig ved at høre på has langtrukne snak, der aldrig fik ende.
Lille klub holdes.
Til en tid kom flere familier overens om at oprette en klub, der afvekslende skulle holdes på omgang hos enhver familie. Den bestod af følgende 6 familier: Provst Fangels, kapellan Ebbesens, amtsforvalter Lyhms, husfoged Riegels, dr. Balles og pastor Ahlmanns i Guderup. I begyndelsen samledes man hver onsdag og søndag, senere kun én gang om ugen. Man begyndte om efteråret og vedblev hele vinteren igennem. Kl. 3 om eftermiddagen samledes man til kaffe, passiarede derpå med hverandre, indtil det begyndte at blive mørkt, så fik man the og satte sig til spillebordene. Længere hen på aftenen opvartedes med skåren smørrebrød og punch, der blev sat frem på spillebordene, så at de forårsagede ikke videre ulejlighed og opvartning. Ellers fik man i almindelighed på den tid varm spise om aftenen til selskaber, men det var vedtaget i klubben, at det blot skulle være smørrebrød.
Alle hvem der kunne spille L`hombre, også damerne, satte sig til spillebordene. Blot undertiden, når der var flere damer tilstede, som ikke kunne spille dette spil, satte disse sig hen at spille ”Styrvolt” eller ”Gnav”, oftest sad man dog og talte indbyrdes med hverandre. Kl. 10 brød man almindelig op og plejede således gerne at komme hjem til ordentlig tid.
Middags selskaber.
Når de fynske biskopper kom på visitats, blev der stor stads. Hvor myndig, lærd og dygtig biskop Bloch end var, så var han dog både ???, og grisede sengen til med tobak. Biskop Hansen var overmåde stolt, biskop Frederik Plum var jævn og godmodig, men lignede mere en skomagersvend end en bisp, og hans frue blev helt forelsket i den vittige, belevne og galante pastor Meyer i Hagenbjerg. Ved en sådan og andre lejligheder blev der holdt store middagsselskaber rundt omkring i alle præstegårde, men traktementet var stadig det samme overalt, det var en stående regel, at der opvartedes med suppe, kød med brun sennep sauce, fisk, steg og kage. Til de store og fine middagsselskaber gik værten hen og bad den fornemste herre, at tage en dame til bords, og derpå fulgte de andre herrer, efter deres rang, hver med sin dame og til sidst fulgte værten. Til de mindre selskaber, bad værten ligeledes en herre af selskabet at føre en dame til bords, og derpå fulgte de andre gæster uden at tage til bords, herrerne sad på én og damerne på den anden side, værten fulgte altid til sidst. (mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost) Provst Fangel havde også gerne engang om året familien Frost, Frantz Andersen og Mad. Petersen indbudt til et selskab, uden at provstens derfor igen blev indbudt hen til dem. Når han var indbudt til taffels på Augustenborg, eller kom til denne by, som f.eks. dengang prinsesse Karoline Amalie blev konfirmeret, da han var der med hele sin familie, tog han altid ind til bager Thomsens. Han var også engang med sin familie indbudt om til den gamle farver Kirchner i Igenmølle. Provstinden var syg og kunne ikke komme med, hvilket fortrød hende meget, da hun holdt meget af de gamle retsindige folk, men provsten var der selv med en søn og datteren Else Kathrine og morede sig godt. Det var rimeligvis anstillet for fru Nislev, født Arentz` skyld, da hun var hjemme i besøg hos sin mor i Igen og ligeledes kom sammen med dem i Igenmølle. (mundtlig fortælling af Mad. Frost).
Besøger flere gange sin fjerntboende familie.
I de tider var det ikke så nemt og bekvemt at rejse som nu til dags. Når provsten besøgte sin bror i Tikøb på Sjælland, eller sine sønner ved Aalborg, i al fald havde han sin familie med, tog han sin egen kusk og befordring med. Det var en besværlig rejse; thi der måtte tit bedes og gøres ophold undervejs. I Randers gjorde man gerne holdt og tog nattekvarter hos gæstgiver Lorents Johannes Frost, der var fra Als. Han tænkte måske ikke dengang på, at han engang i tiden skulle blive besvogret med denne mand. Rejste han til Sylt, blev hans vogn stående på fastlandet, indtil man vendte tilbage fra Øen. Der gik på den måde altid mange dage til rejsen. Hans Schilling var i flere år provstens sidste kusk. ( mundtlig fortælling af Mad. Frost).
Lægehjælp besværlig
Det var i tidligere tid besværligt med at få lægehjælp på Nordborg. Man nøjedes med en kirurg, der tit kunne være simpel nok, og medicin skulle man hente på apoteket i Sønderborg; thi først senere kom der apoteker, både i Nordborg og på Augustenborg. 1776 d. 3. dec. blev den gamle kirurg Hr. Frederik Kønig begravet, 77 år gl. Hans døtre, de gamle jomfruer Kønig, levede længe derefter og havde det meget småt. Derefter fik man en anden kirurg Dr. Klem, en temmelig simpel mand, der var meget forfalden. Hans datter kaldte mand ”e klempig”. Hun fødte et uægte barn, der fik navnet: ”det paradisbarn”, så man ser deraf, at familien ikke har stået på noget højt kulturtrin. Når det derfor gælder, sendte man bud efter den hertugelige læge Dr. Suadicani på Augustenborg. Først 1796 fik Nordborg en egentlig læge, da Hans Henrik Voigt, nedsatte sig som sådan i byen. Efter hans bortgang kom Johan Otto August Balle 1806 som læge til Nordborg, hvor han forblev indtil sin død 1842. Balle havde tillige et lille privat apotek, med de nødvendigste lægemidler i sit hus, og holdt provisorer til at besørge denne forretning. De 2 sidste var begge pæne og dannede mænd, der hørte til det bedre selskab. (mundtlig fortælling af Mad. Christiansen og Mad. Frost)
Han ejer et hus på Nordborg.
Skråt over for præstegården boede i en del år Mad. Magdalena Zoffmann, enke efter borgermester Alexander Zoffmann i Sønderborg. Hun var en slægtning både af provsten og hans sidste kone. Hun var nemlig en søster til provstindens mormor, provstinde With i Ketting, og et næstsøskendebarn til provstens mor Sophie Elisabeth Gommesen. Provsten gik da ofte over til den gamle kone, og hun forærede ham et stort smukt anseeligt stueur, der siden længe bevaredes i familien. Da hun døde 1777 købte han hendes hus, da han tænkte på at efterlade det som bolig for sin eventuelle enke. Det var i mange år udlejet til tingskriver Goos, og blev siden solgt til skibskapitain Lorents Brorsen. (mundtlig fortælling af J. Knudsen og Mad. Frost)
Provsten tænker på at tage sin afsked.
Da hans sidste kapellan blev befordret til Tranderup 1820 d. 29. sept., og der altså var udsigt til, at hans yngste datter ville komme til at forlade hans hus, tænkte den gamle mand stærkt på at tage sin afsked, og flytte ned til sin ældste datter Else Kathrine, der var g.m. skibskapitain Nik. E. Frost på Nordborg.
Hans død 1820.
Denne plan kom ikke til udførelse; thi den gamle mand fik imidlertid rørelse og døde allerede 1820 d. 23 dec., 78 år gl. Således blev et langt virksomt liv afsluttet, Han havde været præst i 54 år, og som sådan alene i Nordborg i 51 år. Børn:
1) Jens Fangel, født 1771 d. 18. aug. på Nordborg, døbt d. 23. aug. Han blev forpagter på Vildmosegaard i Jylland. S. 29-30.
2) Anna Dorothea Fangel, født 1778 d. 6. april på Nordborg. Hun døde 1781.
3) Niels Tingberg Fangel, født 1781 d. 12. april på Nordborg. Han blev præst i Gude ved Aalborg. S. 32-36.
4) Peter Christian Fangel, født 1784 d. 23. sept. på Nordborg. Han blev købmand på Nordborg. s. 36-39.
5) Else Kathrine Fangel, født 1791 d. 1. aug. på Nordborg. Hun blev g.m. skibskapt. Nik.E. Frost på Nordborg. s. 130-161.
6) Matthias Fangel, født 1793 på Nordborg. Han døde 1796.
7) Sophie Elisabeth Fangel, født 1795 på Nordborg. Hun døde som barn.
8) Sophie Margaretha Fangel, født 1797 d. 12. juni på Nordborg. Hun blev g.m. præsten Jørgen Knudsen i Hagenbjerg s. II 5-149.
9) Holger Fangel, født 1804 d. 25. febr. på Nordborg. Han er præst i Hagenbjerg. S. 48-63.
|
