§ 24a. Fangel, linien fortsat Holger Fangel, præst i Hagenbjerg 1861-84.
Holger Fangel, en søn af provsten Holger Fangel og hustru Mette Marie Vogelsang på Nordborg, er født i Nordborg præstegård 1804 d. 25. febr. Sin første undervisning modtog han i hjemmet af sin ældre bror Niels Tingberg Fangel, der fra 1807-10 var kapellan hos hans fader. Senere da hans fætter Hans Petersen ligeledes blev kapellan hos hans far fra 1813-18, læste han ligeledes med ham, da det var faderens ønske, at han skulle studere. Skønt Petersen havde været hushovmester på Hvedholm og var dygtig nok, gjorde han dog ikke ret megen fremgang under hans vejledning; thi da han efterhånden antog flere elever: Christian Christiansen, en søn af afd. katechet og førstelærer Peter Christiansen på Nordborg, og Frantz Riegels, en søn af husfoged Hans Riegels, måtte den unge Fangel, for hver gang en ny elev blev antaget, altid begynde forfra igen, og således kom han ikke videre. Da derfor Hans Petersen 1818 d. 7. jan. blev kaldet til sognepræst på Drejø, ville hans far helst have ham ud af huset, da han var bange for, at han ligeså lidt skulle gøre fremgang under den nye kapellan Jørgen Knudsen fra Ketting, der nu blev ansat hos ham fra 1818-20. Hans 2 medelever Chr. Christiansen og Frantz Riegels kom begge ind på Odense skole.
Han kommer i huset hos pastor Sabroe i Tandslet 1818.
Provsten, der var en gammel mand, ville helst beholde sin søn i nærheden og satte ham derfor i huset hos pastor Thomas Matthias Sabroe i Tandslet, der var en god philolog og havde gjort sig bekendt ved at informere flere unge mennesker til unversitetet. Han havde allerede i flere år læst med sin søstersøn Matthias Gundermann Bering, senere præst i Tandslet fra 1822-50, Henning Gotfred Henningsen, senere præst i Lysabild fra 1834-60, Sigvard Paulsen, der døde 1870 som sognepræst i Rise på Ærø og Jørgen Hansen, sognepræst i Igen fra 1845 og biskop over Als og Ærø fra 1848-64. Af disse var Bering og Henningsen 1817, Paulsen 1818 og Jørgen Hansen 1819 blevet dimitterede til Københavns Universitet. Holger Fangel kom således til at være et år sammen med den sidste, dog gik de ikke på samme parti; thi han var videre. I stedet for dem der gik af, fik Sabroe foruden Fangel andre at læse med: Christian Karl Ludvig Hansen af Augustenborg, der fra 1860-73 var præst i Skamby på Fyn, Johannes Petersen af Hundslev, der fra 1850 var præst i Stenderup ved Kolding, Frederik Christoffer Holzmann af Flensborg, der fra 1850-64 var aktuar på Nordborg og døde her 1876 d. 19. jan. Mens han opholdt sig her døde hans gamle far 1820 d. 23. dec., derved ophørte den understøttelse, han fik fra hjemmet, og måtte han i fremtiden ty til sine egne midler, han arvede hjemmefra, hvis han ville fortsætte sin studering. Det var i mange henseender et behageligt ophold i Tandslet præstegård, de unge mennesker sluttede sig inderlig sammen, og tilbragte mange glade timer i hverandres selskab, og han har endnu mange fornøjelige erindringer om pudsige scener og lystige indfald, kommers og spil, som de tit drev. Men pastor Sabroe overlod dem temmelig meget til sig selv, der kom mange fremmede i huset, og han havde sine egne forretninger at passe, og da han derfor døde 1822 d. 20 maj, havde han efter et 4 årigt ophold i hans hus ikke endnu lært det hvad der hørte til for at gå op til eksamen artium og blive student. Hans søstersøn Matthias Gundermann Bering, en dygtig ung mand, der straks blev kaldet til Sabroes eftermand i Tandslet, læste endnu en kort tid med dem. Men snart opløstes det hele kollegium: Petersen og Holzmann kom til den gamle provst Chr. Aug. Burchardi i Ketting, der forberedte dem til Kiels Universitet.
Han kommer til København 1822.
Hansen og Fangel gik til København, den første blev student 1822 i okt. Fangel der ikke turde gå op til eksamen og vel heller ikke endnu ville have bestået den, i al fald ikke med en god karakter, der udfordredes for at han i fremtiden kunne få Regentsen og anden understøttelse, lod sig endnu i et par år privat informere. Hans informator var den unge Jørgen Hansen, hans ven fra Tandslet præstegård, der samme år var bleven kandidat, og nu læste 2 år med ham i København. Det var først under hans vejledning, at han blev grundig undervist og lærte noget, og da han derfor 1824 i okt. underkastede sig artium, fik han til denne eksamen laud. Her i København fandtes på den tid mange studerende fra Als: Henningsen, Sigvard Poulsen, Jørgen Hansen, der er nævnt ovenfor, Johan Riber Esbensen, ligeledes fra Tandslet og 1818 dimitteret af pastor Sabroe, fra 1845 præst i Flemløse i Fyn, Johan Christian Jedrosky af Nordborg, student fra Odense skole 1818 og fra 1843-71 præst i Munkebo i Fyn, Christian Christiansen fra Nordborg fra 1837-69 præst i Medelby ved Flensborg, Frantz Riegels, der skejede uf og døde som student i København, disse 2 sidste var blevet student fra Odense skole 1822, Karl Hansen fra Augustenborg m.fl.
De kom ofte sammen indbyrdes og havde oprettet en fælles klub, der kaldtes ”Alsiana”, hvor de jævnlig mødtes, og skønt Fangel de 2 første år, han var i København, ikke endnu var student, så blev han dog alligevel som en fælles god bekendt, og fordi han var afholdt af alle som et ungt elskværdigt menneske, optaget i klubben. Her i klubben søgte de en adspredelse ovenpå det anstrengende arbejde, dels ved diskussion over et eller andet spørgsmål, der henhørte til det theol. studium, dels ved samtaler om andre ting. Undertiden fik de også et spil i stand og adspredte sig ved et lille muntert lag. Esbensen var noget stridig og trættekær, og derfor egentlig ikke ret afholdt. Karl Hansen gav sig en smule af med at være antikvar, og for løjers skyld blev han derfor engang overrasket med at spise en skinke og drikke mjød dertil, for at han ret kunne sætte sig ind i Valhallas glæder. Fangel boede de første år sammen med sin barndoms ven Christian Christiansen fra Nordborg. Denne, der var et lille hurtigt menneske, mens Fangel allerede dengang var lidt stundesløs og let havde glemt noget, som han måtte vende om for at hente, var altid den første ude ad døren, når de spadserede ud. De kom altid meget godt ud af det med hverandre og vedblev senere i livet at bevare det gamle venskab. Siden kom de ind på Regentsen. Foruden disse alsinger sluttede Fangel sig i sine studenterår også nærmere til Peter Christian Ditlev Holst, der var dansk jurist, men fik lyst til at studere og derfor sammen med Fangel blev privat informeret til eksamen artium, og da han 1825 var bleven student og studerede teologi. Han døde 1867 som præst i Jyllinge på Sjælland., og ligeledes Anders Due, med hvem han delte logis på Regentsen og fra 1853-1877 var præst i Volstrup og Hørby i Ålborg Stift. Med dem vedblev han senere at stå i en venlig korrespondance, og pastor Holst med famlie har været i besøg hos ham på Als, ligesom han igen flere gange har besøgt denne mand. De daværende teologiske professorer var den gamle professor Klaus Fries Horneman, der i mange år havde doceret sin rationalistiske teologi og søgt at bortforklare Jesu mirakler, men nu omtrent gik halvejs i barndom. Peter Erasmus Müller, der var noget tør, men forstandig og klar, syslede dog helst med den historiske granskning, han blev 1850 biskop over Sjællands stift, Jens Møller, en varm og kristelig sindet teolog, men noget vidtløftig og snakkesalig, idet han tit midt under sit foredrag indflettede lange fortællinger som faldt ham, han døde 1833. Nikolai Fogtmann, der blot var var theol. professor ved universitetet fra 1830-1831, men fordi han ikke egnede sig til denne plads blev forsat til Ålborg bispekald. Mest indflydelse og tiltrækning på de unge studerende havde dog de to yngre teologiske professorer Henrik Nicolai Clausen fra 1822 og Mathias Hagen Hohlenberg fra 1827 ansatte som teologiske professorer ved universitetet. Clausen som i disse år måtte udholde en lang og bitter kamp med præsten N.F.S. Grundtvig og Jacob Christian Lindberg, adjunkt ved Metropolitanskolen, der angreb hans hele teologiske system som ukristelig vandel og fordømte det, fordi det stred mod den danske kirkes symbolske bøger, medens Clausen, der hævdede den videnskabelige frihed, havde de teologiske studerende på sin side og var flere gange genstand for studenternes orationer, da de ved lejlighed bevidnede ham deres hyldest og bragte ham et fakkeltog, hvori Fangel også har deltaget. I ferien tog han fra København ofte ud til Tikøb, hvor hans fætter Jens Christian Fangel fra 1825-41 var præst og i dette hus og denne behagelige egn har tilbragt mange fornøjelige dage. Om sommeren aflagde han et besøg hos sin søster på Nordborg, og sin svoger præsten Jørgen Knudsen i Tranderup på Ærø. Da hans arvemidler efterhånden formindskedes måtte han også se at fortjene lidt ved informationer, han fik timer i hr. Reinicks institut, ligesom han også fik private timer i titulærprofessor Boi Matthiesens hus, hvor han skulle læse med dennes børn. Kanditat Jørgen Hansen, der igennem sin familie på Sundeved havde bekendtskab til denne mand, der ligeledes var fra Sundeved, da han var født i Avnbøl, havde tidligere haft disse timer, men anbefalede sin ven Fangel til at overtage denne undervisning, da han anno 1826 forlod København, og følgen deraf blev, at den unge Fangel blev forlovet med husets ældste datter, frøken Ulrikke Johanne Matthiesen, født 1809 24 mar. Den omstændighed, at han således måtte anvende en del af sin tid til at undervise, og da han tilmed i disse år led meget af en nervøs hovedpine, bevirkede at tiden trak sig lidt længe ud med hans eksamen. Han var også af naturen noget ængstelig på sig, når han skulle træde hen til eksamensbordet, hans familie på Als og Ærø begyndte at blive ængstelige for, at han aldrig skulle få eksamen, men det var alt uden grund, thi anno 1832 den 31 okt fuldendte han sit teologiske studium, da han denne dag tog sin embedseksamen med karakteren laud. Samme kvartal var også Hans Lassen Martensen, der døde 1884 som biskop over Sjællands stift op til teologisk eksamamen, som han bestod med egregio. Da professor Matthiesen var død, fik han sin forlovede i huset hos sin svoger Jørgen Knudsen i Tranderup, og kort efter sin eksamen begav han sig til sin bror Niels Tingberg Fangel, præst i Gudum ved Aalborg, hos hvem han opholdt sig et år og øvede sig i at prædike og katechisere, hvorpå han fik tilladelse til at tage de praktiske prøver i demisprædiken og katechisation 1833 d. 2. okt. Denne prøve aflagde han for biskop Nikolai Fogtmann i Aalborg, der var en god ven af hans broder og herfor fik han karakteren laud.
Han bliver kapellan i Hatting 1834.
Han ønskede sig nu en plads som kapellan, og fik en sådan hos den gamle konsistorialråd Hans Rosendahl, der fra 1788-1843 var sognepræst for Hatting og Torsted menigheder ved Horsens. Hertil blev han kaldet 1834 d. 12. febr. og ordineret d. 14. marts af biskop Jens Paludan Müller i Aarhus. Denne plads havde han sønnen Lauritz Rosendahl, der havde været oppe samme dag med ham til theol. eksamen og siden blev adjunkt ved Horsens skole, og fra 1855 blev præst i Urlev og Stenderup i samme egn at takke for. Her havde han i 4 år et behageligt opholdssted, da det var et meget gæstfrit hus, hvor der ofte kom fremmede, og den gamle præst var en rar, elskværdig mand. Han var en fattig skomagersøn fra Horsens, og når han ikke var beskæftiget i sit studerekammer, var han meget hyppig at finde i sin drejerlade; thi foruden at han var præst, var han en ligeså duelig gartner og snedker. Han havde en meget stor portrætsamling og en rig konkyliesamling, et vidnesbyrd om, at han havde mange interesser. Fangel var også meget afholdt af den talrige familie, ligesom han var yndet af menigheden. Her prædikede han også flere gange i Engom kirke, hvor der ligesom hist og her i omegnen var en del opvakte af de såkaldte stærke Jyder. De holdt dog nok af at høre ham.
Han bliver præst i Højbjerg 1838.
Der var dengang mange konkurrenter til et præstekald, og derfor hengik der 4 år inden han blev befordret til sit eget kald, først 1838 d. 1. maj blev han kaldet til sognepræst for Højbjerg og Elsborg menigheder i Århus stift.
Han tog straks derhen, men tænkte nu på at gifte sig. Hans forlovede opholdt sig nu i Hagenbjerg på Als, hvortil pastor J. Knudsen var blevet forflyttet 1835, og brylluppet blev da bestemt til at holdes her d. 5. sept. Nogen tid i forvejen ankom han til Hagenbjerg med egen befordring medhavende en dreng Andreas Broberg, en søn af en velstående proprietær og uldkræmmer i Højbjerg, og sin hvide puddel, den tro Kalif.
Han holder bryllup 1838.
Den 5. sept. stod brylluppet i Hagenbjerg, hvortil et større selskab var indbudt, bestående af familien Fangel på Nordborg, pastor Petersens i Oksbølle, Thomsens på Hartspring, Knudsens på Lysholm, Vogelsangs på Solbjerggaard, Bommerlund og Østerholm, provst Thomsen og bendreier Petersens på Nordborg og Riegels i Fægtenborg, foruden en del familie i Sundeved og Valdemarstoft på brudens side, samt de nærmeste naboer i Hagenbjerg. Selskabet samledes fra kl. 2-3 i præstegården til chokolade, spadserede derpå op til kirken, hvor hans svoger præsten J. Knudsen forrettede brudevielsen, og ankommen tilbage til præstegården, satte man sig til bords, hvor der blev opvartet med flere retter. Selskabet kunne omtrent rummes i den store sal, og der herskede en munter og behagelig stemning under den hele fest. Hans søster Mad. Frost havde pyntet bruden, og Grethe Frost og Christine Margaretha Knudsen agerede brudepiger. Han forblev endnu en 14 dages tid, da de rejste rundt omkring til familien og andre bekendte for at tage afsked. Sidst i sept. afrejste de til deres nye hjem. Det blev et savn i præstegården da hun forlod dem, at hun både sang og spillede godt på guitar, og tit havde ved dette spil fornøjet familien, og gæsterne når der var gilde. Hendes mand sang også godt og havde ligeledes sin guitar.
Hans kones familie.
På tilbagerejsen lagde de turen ned til Valdemarstoft i Bov sogn for at hilse på hendes slægtninge på dette sted. Hendes fader professor Boi Matthiesen var en gårdmandssøn fra byen Avnbøl, hans mor var ”den kloge kone Gunde”, der var bekendt for sin lægefærdighed i at kunne kurere folk for epilepsi og krampe. I den henseende har hun hjulpen mange for en sygdom som lægerne slet ikke har forstået at behandle. Hun lærte kunsten fra sig til sin svigerdatter ”Bothilde” i gården, og denne har atter lært sine 2 sønner, hvoraf den ene er gårdmand i Avnbøl og den anden Jørgen Matthiesen i Snogbæk, metoden, hvorfor de endnu tit søges af folk. Professor Matthiesen havde foruden denne datter, der blev g.m. præsten Holger Fangel, 3 børn: 1) Theodor Matthiesen, der blev student, men tog siden seminarist eksamen og blev degn og skolelærer i Sjælland. 2) Sophus Matthiesen, der avancerede til kapitain, og 3) en søster Gunde Matthiesen, der blev opdraget af oberst Arenfeldts i København.
Opholdet i Høibjerg 1838-42.
De 2 sogne Høibjerg og Elsborg, hvortil han var kaldet til præst lå i Viborg amt, men hørte i geistlig henseende under Aarhus stift. Høibjerg, hvori præstegården lå, var beliggende på en højderyg, 2 mil sydøst for Viborg, der var den nærmeste købstad, og landevejen fra Viborg til Aarhus gik gennem sognet. Til præstegården hørte ca. 5 tdr. hartkorn. En del af jorden var ganske god, da jordsmonnet bestod af lerblandet muldjord, men den anden del deraf var overgroet med lyng og var hede. Han forberedte sig at blive siddende her i flere år og skulle han derfor have noget ud af kaldet, var det fornuftigt at få jorden opdyrket. Ved en fornuftig drift forbedrede han den del af jorden, som var under ploven, og opdyrkede tillige flere tdr. land af den tilliggende hedejord, som han ved mergling gjorde brugbar for fremtiden. Den dårlige jord bar allerede ret god afgrøde i hans tid. Han forbedrede på denne måde kaldet godt, men måtte selv anvende en del bekostning og arbejdskraft derpå, som mere kom hans eftermand end ham selv til gode, da han ikke blev her så længe. Dog var det i det hele kun småt for ham i den tid. Præstegården var en gammel smal bygning med en sidefløj ud til kirkegården, den var skrækkelig fuld af rotter og mus, der havde indpas i hele huset, og tit forårsagede slem skade. Med beboerne kom han godt ud af det og var altid en velset gæst ved deres gilder og sammenkomster, da han var omgængelig, livlig og behagelig, fuld af skæmtsomme indfald.
Foruden herregården Palstrup, som lå her i sognet, fandtes flere større gårde, hvis beboere hævede sig ved deres rigdom og anseelse frem over de egentlige bønderfolk, og med dem holdt de lidt omgang. På gården Palstrup passerede i hans tid en uhyggelig begivenhed, da ejeren H.P. Kelter skød sig selv 1840. Hans degn Lindenhart, der boede på den anden side af kirkegården, var en meget pæn og brav mand. Et årstid opholdt jomfru Madsine Sophie Levinsen af Randers sig i deres hus. Hun blev 1852 d. 27. april g.m. Hr. Jakob Hansen, fra 1851-56 diakonus i Grumtofte i Angel, fra 1856-64 sognepræst i Gelting, fra 1868-78 residerende kapellan ved St. Markus kirke i Randers. Hun var egentlig en degnedatter fra Holbæk ved Randers, og var en meget rar og tækkelig pige.
Iblandt præsterne var han nærmest knyttet til sin provst Hr. Peter Wandel Stochholm, der fra 1836-45 var sognepræst i Levring og Hørup i nærheden og 1870 døde som præst for Ledøje og Smørum i Sjælland. Han besøgte ikke sine slægtninge på Als i den tid han var præst her, derimod modtog han om sommeren 1840 et længere besøg af sin søster på Nordborg Mad. Else Kathrine Frost og hendes 2 døtre, der forblev der i længere tid og herfra ligeledes besøgte hans broder Niels Tingberg Fangel, præst i Gudum ved Aalborg.
Han bliver præst i Oksbølle på Als 1842.
1842 d. 7. juli døde hans fætter præsten Hr. Hans Petersen i Oksbølle på Als. Han tænkte slet ikke på at søge dette embede, da han slet ikke ventede at komme i betragtning til et kald på Als, tilmed da han endnu kun havde været 4 år i Høibjerg, og Oksbøl let ville blive søgt af flere ældre ansøgere. Det var først da der kom en indtrængende opfordring fra hans nærmeste familie på Als, at han besluttede sig til at indgive en ansøgning. Skade kunne det jo ikke, om han end ingen håb gjorde sig. Men den omstændighed, at Biskop Tetens og Oksbølle menighed søgte så ivrig for at få den afdødes svigersøn, kapellan i Hagenbjerg Holger Christian Clausen Fangel befordret til dette embede, skønt han endnu kun havde været kapellan i godt 3 år og havde haud. til sin eksamen, bevirkede at Kongens opmærksomhed henvendtes på ham, da han også var en Fangel, og var en søn af den gamle hæderlige bekendte provst. Uden dette havde han vel næppe fået Oksbølle kald ved denne lejlighed; thi flere ældre præster søgte kaldet tilligemed ham. Iblandt disse var også præsten på Askø Johan Christian Jedrovsky, der var en søn af bager Hans Peter Jedrovsky på Nordborg og havde en broder, der ligeledes var bager sammesteds. En dag blev det rygte spredt i Nordborg, at bemeldte Jedrovsky var bleven kaldet til præst i Oksbølle, familien blev inderlig glade, og skal om aftenen have givet et lille knald. Men efterretningen var falsk; thi 1842 d. 5. okt. blev Holger Fangel, præst i Høibjerg udnævnt til præst for Oksbølle menighed. Der blev naturligvis stor glæde både i hans eget hus og hos hans nærmeste familie på Als, og man længtes meget efter hans ankomst. D. 3. dec. en lørdag, kom han til Oksbølle over ved Hardeshøj, søndag d. 4. dec. var hele familien forsamlet i Oksbølle præstegård for at hilse på ham. Da man hen under aften kom til at tale om enkelte sager i nådsensåret, hvorom der opstod tvivl, ytrede præsteenken Mad. Petersen i sin godmodige naivitet: ”Ja havde vi nu bare haft sal. Far her, så behøvede vi ikke at have spurgt os for, han var altid så lovkyndig”, hvorved alle brast ud i en hjertelig latter. 3. søndag i advent blev han indsat i embedet af Provst Thomsen i Nordborg, der var mange i kirke, også fra Nordborg, og han fik et godt kapoffer. Han måtte nu leve hele vinteren adskilt fra sin kone, der måtte forblive i Høibjerg i nådsensåret, det blev en lang og trist vinter for hende, han derimod fik et behageligt standkvarter hos præsteenken Mad. Petersen, der ikke vidste, hvor godt hun ville pleje ham. 1843 d. 13. jan. døde enke Hertuginde Louise Augusta af Augustenborg og blev kort efter bisat i slotskapellet på Sønderborg slot. Pastor Fangel var ved denne lejlighed med at følge hende hen. Han var om aftenen inde i Hagenbjerg og forundrede sig i høj grad over den uanstændige måde, hvorpå hendes bisættelse gik for sig. Et meget slet vejr var det med øsende regn og dårligt føre; det var der ikke noget at gøre ved. Men der var slet ingen orden i det hele følge, enhver gik som han selv lystede, uden nogen egentlig præcision. På Sønderborg gade stod et slags borgerkorps opstillet uden uniform og orden. I kirken herskede trængsel, uro og støj, og hofpræst Germar, der som sædvanlig læste sin tale op af papiret, var allerede midt inde i sin prædiken, førend de sidste af følget kom ind i kirken. Det var den hele højtidelighed ved den kongelige danske Kronprinsesses ligbegravelse
Hans familie flytter til Oksbølle 1843.
I foråret flyttede præsteenken Mad Petersen ud af præstegården hen i et lille pænt hus i byen, som pastor Holst havde købt og ladet bygge til sin eventuelle enke og som nu ejedes af degnen og skolelærer Clausen. Pastor Fangel rejste derpå til Jylland for at afhente sin familie, der kort efter vendte tilbage. Hans lille søn var dengang 1½ år gl., lod sig kalde ”Odle” og skulle gerne hver gang de kom over til Hagenbjerg prøve, hvor stor han var, om han kunne se over bordet i dagligstuen. Han medbragte fra Jylland sin besætning af heste og sorte og hvidbrogede køer, sit bohave, 2 jyske karle, Anders og Jens og en dreng, der vedblev at tjene ham i flere år, samt sin hund ”Kalif” og konens lille hund ”Rosette” eller Etsen, der havde fulgt hende fra Hagenbjerg og nu igen vendte tilbage til Als. Hans søster i Hagenbjerg forskaffede dem et par piger, et gammelt ”Orreværk” fra Brandsbøl til kokkepige og en lille ”Profos” fra Hagenbjerg til barnepige for den lille søn. Hvor lille denne endnu var, så måtte han dog sædvanlig, når han kom over til Hagenbjerg atter og atter synge visen ”om den gamle Karo gør en støj, da vognen holdt for døren osv.”
Hans indretninger og forbedringer i præstegården.
Oksbølle præstegård var en gammel præstegård, bygget til forskellig tid, hvad man kunne se deraf, at den ene del af huset lå langt lavere end den anden hvorfor der var trapper inde i huset fra dagligstuen op til forstuen. Den var også meget ubekvemt indrettet. Han byggede derfor om på den både ud- og indvendig, frembragte en god forbindelse mellem værelserne, lod dem male og tapetsere, hvorved det efterhånden blev en god og hyggelig bolig. Han gav også ladebygningerne en god og forsvarlig reparation, lod møddingen komme bort fra gårdspladsen, og denne planere, brolægge og i midten anlægge en lille grønplæne: Haven der mest prangede med sine mange piletræer og ellekrat, lod han efterhånden omdanne således, at det blev en sjælden venlig have med et idyllisk præg, hvor nattergalen slog sine triller og andre sangfugle lod sig høre tidlig i foråret. Som en dygtig landmand satte han også efterhånden præstegårdens avling i god drift. Der holdtes i hans tid i reglen 4 heste og 16 malkekøer.
Hans forhold til menigheden.
Skønt menigheden havde søgt ivrig for at få hans brorsøn kapellan H.C.Cl. Fangel til præst, varede det ikke længe, førend han vandt dens udelte agtelse, velvilje og kærlighed, ikke alene ved sin dygtighed, sine gode talegaver, men frem for alt ved sin elskværdige, vindende personlighed. Hans prædikener var sunde og klare, gennemtrængte af varme og inderlighed og bevægede sig på en kristelig grund. Han var en god katechet og forstod også at tale til hjertet i sin konfirmand undervisning. Som formand i sognets anliggender forstod han også at lede enhver sag med fornuft og besindighed, hvorved der let fremmedes god enighed, og splid og fortrydelighed blev undgået. Han og hans kone blev derfor gerne indbudt ud i sognet til ethvert bryllup, barnedåb og ved andre lejligheder, og kom nogen af menigheden i præstegården, blev de altid modtagne med velvilje og gæstfrihed. Der herskede derfor altid et meget godt og venligt forhold mellem ham og Oksbølle menighed, så længe han stod som præst i dens midte.
Hans forhold til sine foresatte.
Således var også hans forhold til sine foresatte. Biskop Tetens tog vel i begyndelsen lidt køligt imod ham. Han der ellers var en klog og fintfølende mand, der ellers nok vidste hvorledes han skulle tage en sag for at føje den igennem og ikke let indlod sig på noget, som han forudså var forgæves, var vistnok gået for vidt i sin klients sag, og blev derfor lidt stødt over, at han ikke satte sin vilje igennem. Men denne hans kølighed tabte sig snart, da han lærte Holger Fangel at kende som en dygtig præst og en brav og værdig mand. At han altid stod i et meget kærligt og broderligt forhold til hans eftermand Biskop Hansen er jo ikke at undres over, da denne mand var en ungdoms ven og gammel bekendt af ham. De havde studeret sammen og havde altid været dus. Provst Thomsen holdt altid meget af ham, havde sin fortrolighed til ham, og han agtede den gamle mands godhed. Blot når han kom ind på at tale om Kiels og Københavns Universitet, kunne man blive lidt varm på begge sider i sin debat. Thi provst Thomsen, der var en gammel Kielraner fra århundredets begyndelse, levede stadig i den indbildning, at kun alt hvad der fandtes og kom fra Kiel duede noget, og det ragede i alle retninger langt ud over hvad man i København kunne frembyde i videnskabelig henseende. Herimod måtte pastor Fangel da tit gøre indsigelse, og følgen deraf blev da, at man tit blev lidt ivrige på begge sider, uden at det lagde nogen skår i deres gode omgang som embedsbrødre og naboer. Den Kielske nimbus tabte for en del sin glans i provst Thomsens øjne, da man til sidst spillede oprørs komedie.
Deres omgangskreds.
Til deres omgangskreds hørte: proprietær Matzen og isl. købmand Thomsen på Meelsgaard, præsteenken Mad. Petersen og degnen Clausen i Oksbølle, provst Thomsen. Familien Fangel, Dr. Eckermann, apoteker Balle og kapitain Chr. Drescher på Nordborg, justitsråd Riegels på Fægtenborg og pastor Knudsen i Hagenbjerg, pastor Ahlmann i Svenstrup og Vogelsangs på Solbjerggaard, pastor Hansen i Guderup og Knudsen på Lysholm.
Præsterne i Sønderherred, der for det meste alle var hans samtidige ved universitetet og gode bekendte, besøgte han undertiden på den måde, at han med sin egen befordring tog om til Sønderherred, anvendte et par dage til turen og kørte da til de fleste af dem.
Overraskende besøg 1844.
1844 hen i sommeren fik han da et genbesøg af en del af disse familier i Sønderherred, der havde slået sig sammen om turen, tog ud til Sønderborg og sejlede med dampskibet op ad Alssund til Hardeshøj, hvor de steg i land og spadserede derfra op til Oksbølle præstegård. Deriblandt var pastor J. Hansen fra Notmark, pastor Poulsen fra Adserballe og pastor Schwensen fra Hørup med familie. I alt var de vel en 16-20 personer. De fremkaldte ikke ringe overraskelse og forbavselse i præstegården. Thi i præstegården forefandt de blot fru Fangel og hendes svigerinde Mad. Frost. Alle piger var taget ned i marken for at hjælpe ved høhøsten. Mange var gæsterne og skrupsultne var de, da de ikke havde fået noget at spise, siden om morgenen. Det fremkaldte naturligvis en del forvirring, da det ikke var let i en fart at få noget anstillet og de heller ingen hjælp kunne få af pigerne. Men kort efter kom præsten hjem fra marken og han fik det da således arrangeret, at de foreløbig skulle beværtes med smørrebrød, siden kunne de altid få noget bedre tillavet til dem, og således ville deres gæster helst have det. Men sulten var de for alvor. Der kom et stort fad brød ind på bordet, det var tømt i samme nu. Præsten gik atter ud med fadet og kort efter kom han tilbage og satte atter et helt fad brød på bordet med et smil om munden, som om han ville sige: ”nu ved jeg da at I kan få nok”. Men hvor lang blev han ikke i ansigtet, da han lige kort efter vendte sig om, og så, at fadet på ny var tømt. Omsider fik de da deres sult og tørst stillet, blev siden rigtigt beværtet, og kørte om aftenen glade tilbage til deres hjem. Thi de havde moret sig godt på hele turen og over den forfippelse de i øjeblikket havde forårsaget, da de i en stor karavane uventet var marcherede ind i præstegården.
Deres tur til Hagenbjerg.
Det var en stor behagelighed, at Oksbølle lå så nær ved Hagenbjerg, hvor hans svoger Jørgen Knudsen, der var g.m. hans søster Sophie Margaretha Fangel, var præst. Afstanden var ikke længere end at man kunne gå vejen i en halv time, og begge præstekalds jorder grænsedes sammen, blot adskilte ved vejen der løb mellem begge marker. Når præsten derfor spadserede ud for at se til arbejdet i sine marker, gjorde han tit en lille afstikker på et par timers tid, for at se til sine nærmeste i Hagenbjerg præstegård. Til andre tider havde han sin kone og sine børn med, og kom da gerne selv kørende med et lille enspændertøj, som han straks havde anskaffet sig. Det var jo tit for at få en lille udflugt, at man også kom en søgnedag; men indtraf der ikke forhindringer var familien i Oksbølle næsten altid stadig gæst om søndag eftermiddag i Hagenbjerg. Kom de ikke, var det som det ikke rigtig var søndag. På én af disse ture da præsten var blevet hjemme, løb hesten førend kusken var kommen på vognen, med fruen og den lille Sophus. Den var ikke til at standse, da den halvvejs løb løbsk. Undervejs lod hun sig dumpe ud af vognen med barnet, det gik godt, hvad var mere end at vente. Men præsten fik en slem forskrækkelse, da hesten kom løbende hjem med den tomme vogn, men blev glad og takkede Gud for, at de var kommet heldigt fra det farlige spil.
Det tyske parti.
Med undtagelse af husfoged justitsråd Riegels holdt han ikke videre omgang med de civile embedsmænd. Riegels var en god dansksindet mand. Præsten Holger Fangel var også dansksindet og loyal. Amtsforvalter Hr. major Hans Tage Moritzen var vel loyal, men på grund af sin kones svaghed holdt han ikke videre omgang med nogen. Da han blev forflyttet til Holsten 1846, blev Hr. Adolf v. Gähler amtsforvalter og kirkeinspektør, Hr. kammejunker Frederik v. Krogh toldforvalter på Nordborg. Disse 2 sidste var før 1848 temmelig blakkede i politisk henseende, derimod begge ivrig Slesvigholstenere. Det kunne jo ikke undgås, at præsten ofte kom sammen med disse og andre tysksindede folk i denne bevægede tid førend 1848, og da gav det jo også tit sammenstød. Dog som en dannet og beleven, sindig og rolig mand gjorde han altid sin mening gældende, uden at det kom til krasse sammenstød.
Ligesom de andre præster, der for det meste alle var, på få undtagelser nær, dansksindede og loyale, blev han også indbudt til taffel på Augustenborg ved forskellige festlige lejligheder, men i den sidste tid før oprøret 1848 blev
luften og atmosfæren i disse kredse mere og mere trykkende og utålelig. Iblandt Oksbølle sogns befolkning fandtes nogle af de mest udprægede og ivrige dansksindede beboere i Nørreherred på Als, såsom boelsmand Henrik Eriksen og boelsmand Jørgen Rasmussen i Meels. De gjorde i forening med den øvrige befolkning en del demonstration, da den tyske Liedertafel med de augustenborgske Prinser og Prinsesser i spidsen holdt fest 1845 i Egeskov ved Nordborg og i denne by. Da Henrik Eriksen imidlertid senere blev Dannebrogsmand, men Jørgen Rasmussen ikke, blev denne ligeså tysksindet som han forhen havde været dansksindet. Oprøret udbrød d. 24. marts i Kiel 1848, der fremkaldte overalt en stærk bevægelse iblandt den danske befolkning også på Als. Også i Nordborg forsamlede sig landbefolkningen og forlangte af de civile embedsmænd en erklæring, om de var tysk- eller dansksindede, da de ikke havde tillid til nogen civil embedsmand, men troede, at de alle hemmelig ville slutte sig til oprøret. De kom også til Druelund ved Nordborg, hvor amtmand Christian Gotfred Wilhelm Johansen, der 1846 var efterfulgt Grev Karl v. Scheel-Plessen, som amtmand over Sønderborg og Nordborg amt, boede. Pastor Fangel som var tilstede, talte beroligende ord til befolkningen og gik i borgen for amtmandens loyale sindelag.
Den slesvigske krig 1848-50.
Krigen førtes som bekendt med afvekslende lykke imod den tyske overmagt fra 1848-50. Als var hele tiden besat af danske tropper. Egnen omkring Sønderborg var hele tiden stærkt belagt med indkvartering. Dog blev denne under våbenstilstanden også spredt over den øvrige del af Øen. Iblandt lå af officerer til forskellig tid i Oksbølle præstegård: Oberstl. Trepka og løjtn. Schøller, løjtn. Ross, løjtn. Buntzen, major Ernst, der her som andre steder var urimelige og gjorde store fordringer. Løjtn Svane, der ofte gik ud og ind ad vinduet om natten for at gå på jagt efter pigerne, blev senere under krigen halv forrykt, gik hemmelig ned til Nordslesvig og ville have skudt herredsfoged Frederik Ahlmann i Toftlund, en bror til pastor Ahlmann i Svenstrup. Løjtn. Messerschmidt af artilleriet, der lå her 1848 i efteråret, mens løjtn. Dorn lå i Hagenbjerg. Om vinteren 1848-49 lå i længere tid major Rudolf Leopold Münnich ved 3. jægerkorps, han blev såret i slaget ved Isted og fik sit ene ben amputeret, fik derefter sin afsked. Han har senere besøgt dem med familie. Oberst Staggemeyer, kapt. Brun, løjtn. Ohlsen ved …, der også kom med sin datter. I året 1850 lå hele vinteren kapt. Diogenes ved 12. batall. der, mens oberst Læssøe lå i Hagenbjerg. Han blev gift hen i foråret 1850 og hans unge frue, en frøken Plonnies, lå der længe i præstegården, indtil armeen i juli 1850 atter rykkede ind i Slesvig. Efter krigen blev han ansat som postmester i Neumünster, hvorfra han blev fordreven 1864. Siden blev han ansat som postmester i Kalundborg. De sluttede sig nøje til familien, der vedblev at bestå et inderligt venskab og de har flere gange gentaget deres besøg både i Oksbølle og senere i Hagenbjerg.
Også fruens bror Hr. kapt. Sophus Matthiesen, der længe var ansat som lærer ved akademiet, kom tilsidst i 1850 med i krigen.
Han bliver alvorlig syg 1851.
Danmark gik med ære ud af krigen, Slesvig blev bevaret, og Als undgik under hele krigen at blive besat af fjenden. Men den uro og spænding, han under krigen tit havde været udsat for, og den angst, at Danmark skulle komme til at ligge under for overmagten og blive nødt til at gå ind på det arge Slesvigholsten med alle de formynderiske embedsmænd, havde tit virket stærkt på hans nervøse tilstand, og han blev alvorlig syg efter krigen i forsommeren 1851. Han lå længe syg, og man mistvivlede en tid om hans liv. Dog blev han igen ved Dr. Eckermanns hjælp helbredet; denne mand, der under krigen på grund af sine tyske sympatier med flere andre mænd, for en tid havde været bortvist fra Øen, vedblev at være hans læge, han havde nu én gang fattet tillid til hans duelighed, og han ville derfor ikke af denne grund forkaste ham og tage en anden. Han er jo vistnok også langt dygtigere end Dr. Jensen, der efter krigen i flere år var bosat som læge på Nordborg. Det var måske godt, at denne sygdom kom til udbrud; thi siden den tid har han holdt sig temmelig rask. Blot led ha af og til af sit gamle onde: hæmorhoider.
Hans sønners undervisning.
De havde blot 2 sønner: Holger, født 1841 i Høibjerg og Sophus, født 1847 i Oksbølle. Med disse sine sønner læste han selv og ligeledes gik de over til Hagenbjerg for at modtage nogen undervisning hos pastor Th. A. Bernth, der fra 1851-60 var hjælpepræst hos hans svoger pastor J. Knudsen. Siden kom de ind på Haderslev Latinskole, hvor de fik logis hos vævemester Jensen.
Han bliver provst over Nørreherred 1858.
1857 tog provst Thomsen på Nordborg sin afsked som provst. I hans sted blev Hr. Holger Fangel i Oksbølle 1858 d. 18. jan. udnævnt til provst for Nørreherred på Als. I denne stilling fik han 1860-61 indført en lønningsforhøjelse for skolelærerne i distriktet og tillige indført hver dags skolegang i de distrikter, hvor de hidtil kun havde været anvendt hver anden dags skolegang. På Als visiterer provsten ikke blot i skolerne, men også årlig i kirkerne det år biskoppen ikke visiterer. I Igen kirke ville han dog ikke visitere, fordi denne kirke var hans biskops sognekirke.
Besøg af fremmede.
Da han i efteråret 1852, tilligemed sin frue, på en 14 dages tid besøgte København, opfriskedes på ny bekendtskabet med gamle venner. Følgen deraf blev, at i de følgende år aflagde flere familier på længere tid genbesøg i Oksbølle præstegård. Således var frøken Arenfeldt, en datter af admiral Arendfeldt, i hvis hus hans svigerinde frøken Gunde Matthiesen var opdraget, kom flere gange tilligemed deres besøg i Oksbølle præstegård og lå i længere tid her om sommeren. 1856 besøgte ham Hr. konferentsråd Johan Henrich Christian Stellvagen, der var assessor i højesteret i København, tilligemed frue og en niece frøken Thomsen. Den gamle mand, hvis far engang havde været præst i Svenstrup på Als, havde ikke genset Øen siden sit 10. år, men hvor han kom genkaldtes alt fra hans barndom levende og frisk tilbage i hans erindring, så at han endog kunne påvise de småforandringer, der i tidens løb var foregået på det ene og andet sted. Det var en sjælden rar og elskværdig familie. 1857 modtog de besøg af præsten Jak. Hansen og hustru samt 2 børn, hun der var født Levinsen havde tidligere som jomfru været hos dem i Høibjerg; 1858 var pastor Pet. Holst i Jyllinge med søn og datter i besøg og samme år tillige Hr. pastor Nik Johansen og hustru, tidligere Marie Wibe, en datter af provst Wibe i Rise på Ærø. Denne mand der fra 1842-54 var præst i Sneibjerg og fra 1854-57 i Grønbæk og Svostrup i Jylland, havde taget sin afsked og boede i Haderslev, hvor han havde lært provstens søn at kende, og på denne måde fornyet bekendtskabet med ham selv og hans svoger i Hagenbjerg, der kendte dem godt fra den tid, han var ansat på Ærø. Besøget gjaldt vel egentlig den sidste, men da han på den tid var meget svagelig, tog provsten dem til sig. Præsten Hr. Johannes Petersen, hans ungdomsven, der fra 1850-71 var præst i Stenderup ved Haderslev, var også flere gange i besøg med sin hustru Henriette Wibe fra Ærø.
Mænd af sognet drukner 1860.
1860 onsdag eftermiddag d. 3. okt. druknede i en forfærdelig storm i Alssund 4 af Oksbølles bedste mænd: kromand Christensen, synsmand Leerbjerg, boelsmand Johan Frederiksen og dennes bror boelsaftægtsmand Mads Frederiksen. De 2 sidste mænd var komne fra Stolbro og havde indføjet sig på gårde i Meels, hvor de alle var bosatte. Leerbjerg var en ung, vel oplyst bonde og én af sognets bedste mænd. De var om morgenen sejlet ned til Sønderborg i en båd. Kromanden havde tidligere sejlet som koffardikapitain fra Hamborg, var altså sømand og derfor satte de andre deres lid til ham. Thi da det var et hårdt vejr allerede hen på eftermiddagen, og til sidst om natten blæste op til en halv orkan, havde de andre, navnlig de 2 brødre betænkelighed ved at gå ud, tilmed da båden tillige var stærkt belæsset med en kakkelovn. Folk i Sønderborg advarede dem også for at gå ud, men kromanden var hele tiden af den mening, at det let lod sig gøre. Båden må være kæntret ved en stærk kastevind ud for Sandbjerg; thi her fandtes båden kort efter med et af ligene. I løbet af en måneds tid blev også de 3 andre lig fundet.
Denne begivenhed vakte stor sorg og bedrøvelse i sognet, navnlig blev tabet af Nis Leerbjerg mest beklaget.
Ildebrand i Oksbølle 1861.
1861 d. 21. marts torsdag eftermiddag hen imod kl. 4-5, opstod der ild i jordemoderens hus i Oksbølle, der ligger i en udkant af byen ned ad imod Broballe. Ilden opkom formodentlig fra kakkelovnen, og skorstenen var opsat af ubrændte sten, omkring hvilken man havde sat en del hør. Da det var en svær storm fra syd, brændte i løbet af et par timer Jørgen Bødkers boel og 10 småsteder, alle gamle og dårlige steder, hvorved 44 personer blev husvilde. Boelsmand Kroghs boel var flere gange antændt, og havde ilden fået magt i dette, ville måske den største del af byen med præstegård og degnegård være gået op i luer. Selv nu var præstegården i stor fare da et af de brændte huse, hjulmand Mads Tonnes lå lige tæt ved et par kornstakke, der tilhørte provsten Fangel. Han havde derfor lader den største del af sit bohave og gods rydde ud af huset. De i de forskellige sogne anskaffede sprøjter gjorde god assistance.
Han bliver præst i Hagenbjerg 1861.
Da hans svoger, den gamle pastor J. Knudsen søgte og fik sin afsked 1861 d. 28. marts, søgte provsten Hagenbjerg kald og blev kaldet til sognepræst på dette sted 1861 d. 6. juni. Den gamle pastor Knudsen havde nådsensår og blev derfor siddende for kaldet indtil 1862 i foråret og i denne tid blev provsten boende i Oksbølle præstegård, hvor han ligeledes havde nådsensår. Han besørgede da herfra gudstjenesten og de faldende forretninger og konfirmandundervisning, ved at tage over til Hagenbjerg om vinteren. Hans eftermand i Oksbølle præsten Ole Jørgen Smit blev kaldet 1861 d. 18. aug. fra Vindblæs hertil. Han boede først nogen tid i præstegården, fik sin kone hertil og boede om vinteren i boelsmand Klaus Hansens pæne og smukke aftægt i Oksbølle.
Kongens besøg 1861.
1861 i aug. opholdt Kong Frederik d. 7. sig en 8 dage i Sønderborg. Han gjorde herfra forskellige ture omkring på Øen, tog også en gang til Nordborg. Der var i blandt andet også rejst en æresprot ud for præstegårdens havelænge, og her modtog provsten ham som Hagenbjergs sognepræst med en lille velkomsttale, som vakte Kongens bifald;
thi da Kongen tilligemed sit følge blev opvartet med en splended frokost i herredsfoged Grønlunds hus, spurgte han under måltidet efter provsten, hvem han savnede, lod ham kalde til sig, drak et glas med ham og takkede ham for talen, han havde holdt til ham på vejen.
Han flytter til Hagenbjerg 1862.
1862 i april flyttede provsten med familie til Hagenbjerg. Han foretog sig flere hensigtsmæssige forandringer og forbedringer med stuehuset; thi den gamle præst havde fået tilladelse til at blive boende i sin egen lejlighed i præstegården, men da han kort efter døde d. 25. juni, kunne han altså under denne nye indretning tage hans lejlighed med. Den hele lejlighed blev kendelig forbedret. Haven blev ligeledes forskønnet i sit anlæg. Han lod også en stor ny hestestald opføre i nærheden af stuehuset, og lod i enden nærmest dette indrette en mælkekælder m.m., hvilken han ved en lukket gang satte i forbindelse med stuebygningen. I den gamle hestestalds bygning lod han indrette en ny og god kostald til en 24 køer; thi han agtede selv at drive den største del af præstegårdens avling. I den lille toft ”Kallehave” lod han opføre en trælade til sit brænde og gavntømmer.
Hans sølvbryllup 1863.
1863 d. 5. sept. holdt han sit sølvbryllup, i hvilken anledning et stort selskab var indbudt. Pastor Erik Høier Müller, der siden 1861 er blevet præst i Nordborg, da den gamle provst Thomsen tog sin afsked, en dygtig, men vel lidt vigtig mand, udbragte brudeparrets skåltale i smukke ord, som han altid plejede. Men talen blev dog bagefter kritiseret af flere iblandt selskabet, da han i blomstrende ord sammenlignede provsten med en ”bold ridder”, hvilket man ikke mente passede på en gammel præstemand.
Deres omgangskreds.
Deres omgangskreds bestod til dels af de samme familier, som de havde holdt omgang med før 1848. Dog holdt de nu også mere omgang med de civile embedsmænd: amtsforvalter v. Gähler, herredsfoged Grønlund m.fl. Dog var provsten just ikke nogen stor ven af herredsfoged Grønlund, der var en dårlig embedsmand og tit noget hensynsløs i sin optræden, og endnu mindre afholdt var i grunden hans frue der i folks nærværelse kunne være sød og slesk og sige dem mange behageligheder, men bagefter tit brugte sin tunge som en ragekniv til at skære dem igennem. Da han havde fødselsdag tilfælles med sin brodersøn præsten Fangel i Notmark, vedblev man som hidtil hvert andet år at fejre sin fødselsdag i Oksbølle og senere i Hagenbjerg og hvert andet år i Notmark præstegård.
Krigen udbryder 1864.
Efter Frederik d. 7. død 1863 d. 15. nov., trak uvejrsskyerne atter op over Danmarks horisont, og 1864 d. 1. febr. en mandag begyndte den anden slesvigske krig, idet de tyske tropper gik over Ejderen. Danmark måtte nu optage kampen med 2 stormagter Østrig og Preussen. Dannevirke blev rømmet fredagen d. 5. febr., armeen trak sig for det meste tilbage til Als, og nu begyndte atter den strenge indkvartering. Dog så længe forsvaret af Dybbøl skanser gik for sig, skiftedes idelig indkvartering, da tropperne kun lå 3 døgn ad gangen i kvarter og 3 døgn i skanserne. Det var ikke heller altid tilfældet, at de trak så langt ud på landet, da de så havde så lang vej at marchere frem og tilbage. Senere lå her i lang tid en læge Dr. Hertel, en vakker mand, der senere blev sindsforvirret, ligeledes en major Rauch, der havde den vane at ryge tobak i sengen og nær kunne have antændt ild i præstegården, da et stort stykke var brændt i dynen. Pastor Høier Müller i Nordborg blev straks indkaldt til at gøre tjeneste ved armeen som feltpræst, hvorfor der blev vakance i Nordborg. Senere fik han pastor Berggreen, der var fordreven af tyskerne fra Emmerlev kald ved Tønder, til at besørge embedet for sig. I forening med præsten indviede han en ny kirkegård ved Nordborg kirke, da kirkegården var for lille, tilmed da der døde mange soldater på lazaretterne, hvorfor der blev indtaget et nyt stykke fra den tilgrænsende mark og lagt til kirkegården.
Als bliver taget 1864.
Da Dybbøl skanser var faldet i fjendens hænder d. 18. april, var det at vente at Als også ville blive erobret, når våbenhvilen ikke endte med en fred. D. 29. juni gik tyskerne i både over til Arnkil og indtog øen Als, hvormed krigen så at sige var endt. Også provsten, var fra Hagenbjerg mølle- og kirkebakke, vidne til den skæbnesvangre kamp, der måske for stedse har forvandlet Øen fra en dansk til en tysk landsdel. Følgen heraf blev, at der også her ligesom på fastlandet blev ryddet op i den danske embedsstand, dog mest iblandt de civile embedsmænd, der alle måtte fortrække, og andre, naturligvis ægte slesvigholstenere af det rene vand indsatte. Da man havde set, hvorledes man ovre på fastlandet også havde fordrevet næsten alle de gejstlige ved at lade dem tilspørge, om de endnu følte sig bundne til Kong Christian d. 9., hvad de jo som ærlige mænd måtte svare ja til, da de havde aflagt ed til ham og endnu ikke var blevet løste fra deres troskabs Ed, var provsten bekendt på, hvad han ville svare dem når noget lignende blev budt ham og de andre. Han ville lægge frem for dem, hvad præsten Klaus Harms har i sin tid skrevet om embedstroskab, og dermed også lade dem vide, at så længe Kongen ikke havde løst ham, var han ham forpligtet og kunne ikke løse sig selv Dog så vidt kom det ikke her på Øen, pastor Meyer, der for resten allerede havde indgivet ansøgning om et kald på Sjælland blev bortvist fra Ulkebøl, og Høier Müller, der var feltpræst og med armeen gået til Fyn, blev betragtet som en, der havde forladt sit embede, ligeledes d 2 præster i Sønderborg blev afskedigede, de andre blev derimod alle siddende, og provsten vedblev at besørge sit provsteembede, blot med den forandring, at Als nu gik ind som Bispedømme og lagt ind under superintendenten i Slesvig.
Indkvartering 1864.
Hagenbjerg præstegård fik nu også tysk eller preussisk indkvartering: en ritmester Fritz v. Rauch ved uhlanerne. Han flyttede fra bispegården i Guderup herom, var en beleven og dannet, underholdende og smuk ung mand, der kom godt ud af det med sin vært og værtinde, og kom til at stå på en gemytlig fod med dem. Han plejede at kalde provsten ”mein Alter” og provstinden ”die Kleine”. Navnlig roste han den sidste for hendes gode tyske udtale.
En dag kom for resten byen i fare, da der var kommen ild under en seng i boelsmand Otto Pedersens aftægt, hvor der lå soldater indkvarterede. Til al held blev ilden straks opdaget og slukket, da der ellers havde været fare for byen, da der blæste en stærk østenstorm. Boelsmand Christen Klausen Christensen, der forestod indkvarteringsvæsenet havde tit sin nød med de fremmede soldater. Hen på efteråret blev landet efterhånden befriet for indkvartering, hvorimod Sønderborg og Augustenborg en tidlang vedblev at have garnison.
Rejse til Danmark 1866.
1866 i sept. foretog provsten med sin hustru en rejse til Danmark på en 4 uger. Han var i København, flere steder på Sjælland, i Kjølstrup hos pastor Høier Müller og i Jylland på Gudumlund og Vildmosegaard hos sin familie.
Edsaflæggelsen til den preussiske Konge 1867.
Ved freden i Prag d. 23. aug. 1866 aftrådte Østrig de såkaldte Hertugdømmer til Preussen, der nu indlemmede dem tilligemed Hannover, Nasser, Kurhessen m.m. i den preussiske stat. Som en følge heraf blev den preussiske forfatning indført i disse lande og embedsmændene, bestillingsmænd m.m. pålagde at aflægge ed til Kongen og forfatningen i marts måned 1867. Hidtil havde de hensiddet i deres embede uden denne ed. Ville de beholde deres embeder, var de nødt til at gøre dette skridt. Hvorvidt det var rigtigt eller ikke rigtigt, kan ikke afgøres med grunde, det må altid blive et personligt skøn. Kunne de finde sig i tilstanden var det jo også i en vis henseende bedre for menigheden, at de blev. Der er jo også forskel på at blive taget med den øvrige befolkning siddende i deres stilling, end at komme frivillig og søge dem om embede, gunst og gave. Det er at godkende den hele tilstand, som de på en uværdig måde har skabt. Men følgen af denne stilling blev nu også mange ubehageligheder, som ikke kunne undgås, omgangen med arge Schlesvigholstenere, indbydelse til at deltage i Kongens fødselsdag d. 22 marts, at de måtte hilse på Kongen i Sønderborg 1868, på Hr. v. Manteufel osv. I begyndelsen må det jo have voldt mange ubehageligheder; thi det ville ikke gå mangen gang at blive derfra, så ville der jo straks være rejst et skrål fra den modsatte lejr.. Nu er det blevet gammelt, og nu kan meget af sligt godt undlades uden at det vækker opsigt.
Han bliver konstitueret provst i Sønderherred 1873.
1872 i dec. døde provst Høeck i Ketting. Han blev derpå konstitueret som provst i Sønderherred, hvilken konstitution varede en del af året 1873, indtil pastor Jessen i Nordborg blev forflyttet til Ulkebøl og da tillige beskikket til provst for dette herred.
Han nedlægger sit provsteembede 1877.
1877 nedlagde provst Fangel sit provsteembede, og blev provst Jessen da provst for hele Sønderborg kreds: Sønderherred, Nørreherred og Sundeved. 1877 d. 11. febr. blev provst Fangel dekoreret med ”den røde Ørns 4. klasse”. Ved så længe at besørge provsteembedet, har han da mangen gang kunnet afværge, ved sin rolige og besindige optræden, et eller andet fortrædeligt skridt. Havde de straks indsat til provst en mand af deres egen klike, ville man vistnok have gået langt mere voldsomt frem i enhver retning imod det danske sprog både i kirke og skole.
Deres sygdom 1883.
Provstinden har i de senere år skrantet en del, flere gange været alvorlig syg, og i vinter fået et slem stød ved at vælte. Provsten var i efteråret temmelig hårdt angrebet af en svær sygdom, men kom sig dog igen og er atter blevet rask. Gud opholde deres liv endnu i flere år.
Hans 50 årige embedsjubilæum 1884.
1884 d. 14. marts holdt han sit 50 årige embeds jubilæum, på hvilken dag han for 50 år siden blev ordineret til kapellan for Hatting menighed ved Horsens. Herom stod at læse i avisen: ”Klar og smuk oprandt dagen fredag, der var en stor festdag for Hagenbjerg og tilstødende Oksbølle menighed. I samfulde 50 år har nemlig provst Holger Fangel i Hagenbjerg, tidligere i Oksbølle i fredags virket som Herrens tjener. Alt fra tidlig på dagen var der valfart til Hagenbjerg præstegård, hvor jubilaren modtog varme og oprigtige lykønskninger, hvor en deputation overrakte ham en adresse fra lærerne, og hvor der blev frembåret gaver til minde om dagen. Blandt disse skal fremhæves, hvad hans sognefolk i Hagenbjerg og Oksbølle gav ham: en bordopsats og et skrivetøj, samt konfirmandernes gave, en magelig lænestol. Omtrent kl. 11½ samledes man i Hagenbjerg kirke, som var næsten overfyldt. Her mindede provst Schmidt i Svenstrup i smukke og hjertelige ord om jubilarens velsignelsesrige virksomhed i den forløbne, lange årrække. Her udtalte hans trofaste ungdomsven og studiefælle biskop Hansen fra Guderup, hvad der bevægede hjertet på denne dag. Jubilaren takkede dybt og rørt ved de mange vidnesbyrd om kærlighed og hengivenhed, og han dvælede ved sin ungdoms trange kår med tak til det nådige forsyn, der så godt havde styret hans gang gennem livet. En orden blev overrakt ham foran alteret. Efter at højtideligheden i kirken var forbi, blev der indtaget et festmåltid i præstegården. Om aftenen mødte musik- og sangforeningen fra Nordborg, som afsang følgende tvende vers:
Tider skrede, mange vinde vifted
Og som vinteren din lok blev hvid,
Men din tro og hu du aldrig skifted,
Fast du stod i verdens vilde strid
Mildhed ud af hver din mine talte
Og dit hjerte var som lutret guld
Glad med glæde, du med trøst husvalte
Hver en sjæl, der sukked sorrigfuld.
Nidkær røgted du dit kald som hyrde
End en fader var du for din hjord
Herrens frygt dig letted livets byrde,
Kærlighed du fandt i hvert dit spor
Venlig tak til dig og dine kære
Tolke skal i dag vor simple sang,
Og vor bøn, vor varme bøn skal være:
Giv ham, Gud en aften lys og lang!
Den elskelige jubelolding er en søn af provst Jens Holger Fangel i Nordborg, hvor han så dagens lys d. 25. febr. 1804. d. 14. marts tiltrådte han sit første præsteembede kapellankaldet i Hatting ved Horsens, 1842 blev han præst i Oksbølle og 1861 d. 6. juni præst i Hagenbjerg. Fra 1858 indtil det særlige provsti for Nørreherred blev nedlagt beklædte han dette embede. Årene synes ikke at tynge på jubilaren, hans åndsevner er aldeles usvækkede, hvad hans fremtræden i kirken i fredags noksom bar vidne om. Det vil være en tung, en meget tung dag for Hagenbjerg sogn, når en skilsmisse skal foregå – gid den må være langt borte. (Avisen). Hans hustru døde 1886 d. 6. maj efter længere tids svagelighed, 77 år gl. Han døde 1887 d. 28. febr. i Pøl, 83 år gl. ( S. Sofus Elvius: Danmarks præstehistorie for 1867-1884. København 1887. S. 656)
Børn:
1) Holger Fangel, født 1839 i Høibjerg, død som barn
Holger Fangel død 1876.
2) Holger Fangel, født 1841 d. 10. aug. i Høibjerg, kom i en alder af 1½ år til Oksbølle, blev undervist i hjemmet af sin far og kapellanen pastor Bernth i Hagenbjerg, kom 1854 ind på Haderslev Latinskole, hvor han fik logi hos en væver Jensen. 1861 blev han student og opholdt sig ½ år i København, men opgav studeringen og kom til landvæsenet, opholdt sig 1862 på Lysholm, siden i Jylland på Gudumlund og andre steder, kom siden hjem og forstod præstegårdens avling for sin far. 1871 i jan blev han g.m. jomfru Bothilde Clemmesen af Flensborg, en slægtning af hans mor, der i en lang række af år havde været jomfru i præstegården. 1875 til april tiltrådte han en bondegård i Pøl ved Nordborg, som hans far havde købt til ham. Hen på efteråret blev han farlig syg og døde 1876 torsdage d. 13. jan., 34½ år gl. ”Den hedengangne var udrustet med en lys ånd, et sprudlende vid og grundige kundskaber, han havde en sjælden retskaffen karakter og et hjerte af det pure guld, et hjerte, der slog varmt for vort gamle fædreland”. (Avisen). 1907 d. 25. marts døde hans hustru Bothilde Fangel i Pøl, svag efter en rørelse, blev begravet d. 30. marts)
Sofus Bøi Fangel
3) Sophus Bøi Fangel, født 1847 d. 15. sept., blev undervist i hjemmet, kom 1858 ind på Haderslev Latinskole, måtte forlade skolen 1864, blev privat dimitteret til Københavns Universitet, tog lægevidenskabelig eksamen og praktiserer i København. Senere opgav han sin stilling og købte en landejendom i Smørum Nedre. Her døde han 1896 d. 7. maj efter længere tids svaghed af vattersot, 48½ år gl.
|
