§ 26. Familien Fost fortsat.
De tager imod stedet 1816.
Ved moderens død blev farbroderen skipper Joachim Frederik Frost indsat som formynder for datteren Christine Margaretha Frost, og skipper Jens Krog blev formynder for Nikolai Ernst Frost. Da Jens Krog imidlertid ofte var fraværende til søs, fungerede ved lejlighed i hans sted, syns- og sandemand Klaus Jakobsen af Svenstrup. Formynderne lejede stedet ud på 8 år til forskellige mænd: 1) Christian Bladt, skipper på Nordborg, fik boligen hvortil hørte følgende bygninger, stuehus på 10 fag, en lade på 8 fag, bage- og bryghus på 6 fag og en svinesti på 2 fag, en frugthave der lå imod nord og vest for huset, køkkenhave og en toft på 5 tdr. land, der lå imod nord, hvorfor han årlig skulle yde i leje 72 rdl. 2) Jørgen Petersen Møller, fik en lille lykke på 10 sk. land i nærheden af byen, for en årlig leje af 13 rdl. 16 sk. 3) Tingskriver Goos fik en lykke ved ”Lægan” på 3 tdr. land for en årlig leje af 21 rdl. 16 sk. 4) Jes Nissen, grynmøller på Nordborg fik en kobbelmark, ”Wilbøch” kaldet og en part af ”Købing Kjær”, der var eng, hen ved 6 tdr. land, for en årlig leje af 37 rdl. 5) Jørgen Bonde fik et stykke land på en 7 til 8 sk., der grænsede op til hans sted i ”Hedemarken”, for en årlig leje af 4 rdl. 6) Rasmus Matthiesen i Købingsmark fik det såkaldte Skovkobbel, der udgjorde 3-4 tdr. land, for en årlig leje af 8 rdl. Heraf ser men altså, at der dengang hørte omtrent 20 tdr. land til stedet. 1808 d. 10 maj blev der på Nordborg tingstue holdt skifte og deling i boet mellem begge søskende, Nikolai Ernst Frost og hans søster Christine Margarteha Frost. Nærværende var herredsfoged Fürsen, de 4 sande- og synsmænd, Jens Christensen, Nis Jebsen, Thomas Christensen og Mads Madsen, samt begge formynder, Joachim Frederik Frost og Klaus Jakobsen. Deres moder havde kort før sin død d. 16. okt. 1807 opsat et testamente, der i nov. blev indsendt til kongl. stadfæstelse, hvori hun begærede, at hendes andel af det fælles bo, måtte falde til lige deling mellem begge hendes børn, så meget mere som hun efter mandens død havde arvet 1000 rdl. efter sin fader. Da hendes andel af fællesboet var bedste søs ret, faldt altså 2/5 af den hele masse til lige deling mellem dem, hvorimod faderens lod 3/5 skulle deles således, at sønnen tog dobblt part imod søsteren. Han ville altså af det hele bo få 3/5, mens søsteren Christine fik 2/5. Den hele arvemasse bestod af følgende dele: 1) Stedet blev sat til 4000 rdl.. 2) Ved salget af en del effekter og møbler samt landhyre indkom, 781 rdl. 42 sk. 3) genstande, som hvert af børnene fik imod en taksation, beløb sig til 97 rdl. 4 sk. 4) kapitalen med forfaldne renter 2281 rdl. 12 sk i alt 7160 rdl. 10 sk. Heraf blev moderens andel 1000 rdl., foruden 2/5 af den øvrige masse, 2464 rdl. 4sk. Altså 3464 rdl. 4 sk skulle falde til lige deling mellem dem begge, og 3695 rdl. 6 sk. skulle Nik E. Frost have 2/5 og søsteren 1/3 af. Med fradrag af omkostninger fik broderen 4149 rdl. 7½ sk, mens søsteren fik 2996 rdl. 35½ sk. Deraf skulle hun have 1600 rdl. ud af stedet.
Hans første skib ”Tobias” forliste 1816.
Som ovenfor berørt fik han straks efter sin hjemkomst skib at føre for en købmand Bang i Odense. Skibet hed Tobias. Fra Norge gik han til England, men på hjemturen derfra forliste han under den jyske kyst ved Ebeltoft eller Grenaa. Han mistede det meste af sit tøj, men en kurv med engelsk stentøj, som han havde taget med hjem, blev frelst i land uden at noget af dens indhold var gået ud deraf. Deriblandt var et sæt tetøj. Siden efter at han var blevet gift, fik han et andet skib ”Providentia”, som han førte indtil 1828, da han fik sit sidste skib. Med skibet ”Providentia” havde han engang i Nordsøen en drøj tur, da han måtte ligge i 9 dage uden ror og uden ild ombord, gik bestandig i våde klæder, udsat for storm og sne. Følgen deraf blev, at han måtte ligge i mange uger i Hamborg, hårdt medtaget af gigtfeber. 1824 lå han i længere tid i Sønderborg med dette skib, da det blev forkobret. I de første år var hans fætter Hans Krog af Nordborg styrmand, senere sejlede i en del år Jørgen Matzen af Ketting med ham som styrmand, hvem han skattede meget for hans sjældne troskab og hengivenhed. Han fik siden selv skib at føre, blev g.m. et engelsk fruentimmer og boede i Ketting. Hans fart gik nærmest til England, Holland, Middelhavet og ind ad Østersøen og overhovedet hvorhen han kunne få fragt, Riga, Danzig, København, Hamborg, Bremen, London, Amsterdam m.fl. byer, var de steder, hvortil og hvorfra han nærmest gik i fragt. Et år gik han også til Island, men disse ture holdt han ikke ret af. Når han anløb Hamborg eller København og her gjorde et længere ophold, skrev han i forvejen til sin kone, for at hun der kunne søge ham. Hun har således engang på nogen tid, besøgt ham både i København og i Hamborg. I de første år var han ofte hjemme i nogen tid, i de senere år sjældnere, da det kostede for meget at ligge stille. Således var han hjemme i maj 1817, da han d. 29. maj tilligemed Boi Petersen var forlover til sin ven Frederik Jakob Hollænders trolovelse med jomfru Sophie Henriette Amalie Iversen, en datter af fyrstelig mundkok på Augustenborg Hr. Andreas Iversen og første hustru Sophie Charlotte Hohenholz og atter 1819 i maj, da han d. 20 maj igen tilligemed Boi Petersen var forlover til Frederik Jakob Hollænders trolovelse med den afd. kones søster Dorothea Louise Iversen af Augustenborg. Det var dog nok nærmest hans kones nedkomst, der ved en sådan lejlighed kaldte ham hjem. Thi han plejede at være hjemme til de ældste børns barnedåb.
De stor barselgilder.
Til disse barselgilder gik det meget flot og muntert til. De var meget store, da ikke blot hele familien, men også mange venner og bekendte på Nordborg var indbudne. Som en mærkelighed begyndte stearinlys ved denne lejlighed at komme i brug. Til Marias barnedåb 1821 anskaffedes et nyt møblement af stole. Ved et sådant gilde, hvor det altid gik meget lystigt til, havde man drukket for meget, og vinen og punchen steg gæsterne til hovedet. Frost og skolelærer Autzen, der havde været hans lærer, fik hverandre med megen ugenerthed og hjertelighed om halsen. ”Hvor jeg elsker dig, du min fordums lærer!”, ”Jeg holder også af dig, som en far af sit barn; du skal for fremtiden sige Du!” ”Nej hvor tør jeg dog sige du til min gamle lærer!” Under hele denne samtale stod hans svoger Joh, Peter Knudsen fra Ketting henne ved døren som tilskuer og morede sig kostelig over denne lille scene. (fortalt af Mad. Krog)
Træk fra hans ophold i hjemmet.
Frost var lykkelig og glad i sit hjem, han elskede sin kone og sine børn og vidste ikke hvad godt han ville gøre dem.
Han havde derfor altid en del kønne ting med til dem, når han kom hjem, de blev vel forsynede med smukke klæder og børnene blev ikke glemte med legetøj. Han havde også et smukt sted, det havde en køn beliggenhed, lå lidt ind fra vejen, med en pæn lille have foran huset ud til gaden, hvor der var anlagt en lille grønplæne med forskellige blomsterbede og busket, og bagved huset lå en større have, hvori fandtes en del gode frugttræer, hvorfra man kom ud i toften. Huset var godt indrettet, udstyret med et møblement efter den tids skik, og hans kone forstod at gøre huset hyggeligt og livet behageligt. Han selv var munter og livsglad, fuld af spøg og løjer både i og udenfor hjemmet. Han forstod at bruge spøg og skæmt ind i lauget. Da således Frantz Andersen og Hr. David Brinck Seidelin engang var blevet uenige, endte det med en udfordring og duel. Men uden at de vidste det, havde Frost ladet pistolerne med en skrå, og da det alvorlige øjeblik kom, endte det hele med en skoggerlatter, der som en spand koldt vand afkølede heden. David Brinck Seidelin var provisor på det private apotek, Dr Balle havde for sin praksis oprettet på Nordborg. I det hele lader det til, at dueller på den tid også havde fundet indgang på Nordborg. Thi ved en anden lejlighed skulle også amtmand Linstow, der i flere år boede på Nordborg, først i Frantz Andersens og siden i Öhlerichs hus, duellerede med Hr. Sternhagen, en lille sprælsk og vigtig herre, der var fuldmægtig på herredsfoged Fürsens kontor, og efter sigende nød den nådige frues gunst. Skudt blev imidlertid heller ingen af dem; thi Hr. Johan Peter Sternhagen, der havde været officer i Hertuginde Louise Augustas livjægerkorps, tog siden til København, hvor han en tid blev inspektør og overlærer ved St. Petri Drengeskole og indblandede sig i litterære stridigheder, hvori han lagde sit tyske hovmodighedsvæsen for dagen. Hans kone holdt mange ænder og andet småkreatur. Mens Frost engang var hjemme, havde han sin fornøjelse af at fodre de slugvorne ællinger, der hvert øjeblik kom og rappede om mad. Men med et blev de tossede, væltede over ende og kunne ikke gå. Det kom af, at han havde stoppet dem alt for meget. Det varede dog kun nogen tid, så var det ovre, og deres fordøjelse igen i gang. Men de havde ikke lyst til at gå ind om aftenen, Frost hjalp da til ved at trække tov over dammen for at jage dem ind. Men da det ikke gik hurtig nok, sprang han engang hurtig ud i et kar der lå i vandet, og satte på den måde af sted efter dem. Dog på engang vippede karret, og han faldt i vandet, til stor forskrækkelse for hans kone, der troede, at nu ville han drukne.
Hans godmodighed.
Med alt dette var Frost meget god af sig. Da han en aften ledsagede Mad. Krog hjem, der havde besøgt dem, kom de forbi et hus, hvor børnene skreg indenfor. Straks troede han at de små led af sult, og han ville derfor hjælpe dem. Det mindste han havde hos sig var et tolvskillingsstykke, hvilket Mad. Krog mente, var formeget at give ud på én gang, og derfor frarådede hun ham det. Hun ytrede tillige, at det jo ikke engang var vist, at børnene led sult, fordi de var urolige, der kunne tænkes så mange andre grunde. Men med et var han borte, løb hen og kastede stykket ind på gulvet og kom i en fart atter tilbage til hende. Han og hans kone var tillige vel bekendte i byen for deres godgørenhed imod fattige folk. (Mad Krog)
Deres nabolaug.
Lige over for stedet boede tidligere glarmester Jochum Henrich Levermann og hustru Anna, født Markussen. De havde 3 døtre, der alle så godt ud, men i deres ungdom just ikke alt for godt bekendte for deres dyd og gode sæder. Disse var: 1) Anna Margaretha Levermann, født 1796, blev 1817 g.m. snedkersvend Jens Rasmussen Høier fra Store Heddinge på Sjælland, født 1794. Han blev snedkermester på Nordborg, havde et hus skråt overfor, hvor de mange år holdt herberge for de tilrejsende svende. Hun var i øvrigt en meget brav og agtværdig kone, han var en duelig snedker, men forfalden til drik, og familien blev senere meget tysksindet. 2) Katharina Levermann, født 1801. Hun blev 1825 g.m. ungkarl og smedesvend Karl Friedrich Ilius af Trossin i Brandenborg, derfor almindelig kaldet Smed Brandenborg. Han nedsatte sig som smed på Nordborg og boede i huset lige over for. Han var i de første år en meget flittig og duelig smed, var altid tidlig ved sit arbejde og en meget pæn mand. Men efterhånden forfaldt han til drik i den grad, at han ikke blot ganske forsømte arbejdet. Men herglede kone og børn og jog dem tit ud af huset, så at naboerne tit måtte ind og holde styr på ham. Der var da tit en syndig støj i huset. Det endte med skilsmisse, han måtte gå fra alting og tog igen ud på landet som smedesvend. 3) Christine Levermann, født 1802. Hun blev 1823 g.m. ungkarl og glarmestersvend Peter Petersen af Nordborg, født 1799. Han var glarmester på Nordborg og ejede hus på Nordborg. Siden byttede han sted med sin bror blikkenslager Christian Petersen og fik således det i sin tid, af den gamle Jørgen Bladt, ved Bækken beboede sted. Her drev de gæstgiveri, men efter nogle års forløb byttede han atter dette sted bort til boelsmand Jes Lauritzen af Pøl, og fik således denne i Pøl beliggende boel, som endnu er i familiens eje. De er forældre til Hr. Christian Petersen, almindelig kaldet Glaser, ejer af Tontoftegaard ved Nordborg. Familien blev meget tysksindet. Til venstre side boede Hr. Andreas Petersen af Broager sogn, der en tid havde arbejdet på Fürsens kontor, en krakiler og vinkelskriver, der var meget for strid og processer. Han holdt gæstgiveri og skænk. Han var først g.m. jomfru Charlotte Juliane Frantzen af Nordborg. Efter hendes død blev han atter g.m. jomfru Dorothea Christine Rasmussen fra Bregninge på Ærø, hvor hendes far Rasmus Rasmussen var gårdmand. Hr. Andreas Petersen blev tit rasende, når han blev vred og slog da alting itu, hvad han fik fat på. Men den anden kone forstod at tage ham ved hornene og ved sin kolde ro at afkøle hans hidsighed. Når han begyndte at rase og kaste en tallerken på gulvet, kylede hun i en fart bagefter et fad samme vej og sagde ganske tørt: ”Nu Petersen kommer turen til dig”. Det hjalp. Han var far til 1) Hr. Ernst Petersen, der fik stedet, holdt gæstgiveri og holdt her klub for den såkaldte ”Harmoni” på Nordborg, og til 2) Fritz Petersen, bendrejer på Nordborg, begge var meget ivrig tysksindede. Hr. Ernst Petersen gik det ligesom den bekendte kandestøber Hermann v. Bremen. Da preusserne 1864 kom til Nordborg og suspenderede herredsfoged Grønlund, overdrog de Hr. Petersen arkivet i forvaring. Denne følte sig i sin nye borgmesterværdighed, vandrede op ad gaden med en pakke papirer under hver arm, nikkede til folk, der kom til vinduerne, og da han nåede sit hjem, blev han modtaget af sin kone med det frydefulde udråb: ”jetz Petersen sind wir auf unseres Platz”. ”Men værdigheden varede kun kort, fra den tid hønsene fløj op, og til de fløj ned”. Thi dagen efter meldte sig straks en kandidat til det ledige borgmesterembede, og Hr. Brorsen fik den nye plads, som Hr. E. Petersen havde tiltænkt sig. Til højre side boede tidligere snedker Matthias Jessen Warming. Hans kone, med hvem han blev gift 1782, var Anna Sophie Kaath fra Aaby i Jylland. Efter hendes død blev han g.m. 2) hendes søster Kathrine Margaretha Kaath, enke efter degnen Niels Thomsen i Jerslev i Jylland. Ved hende blev han stedfader til 2 piger. 1) Regitze Sophie Thomsen, der 1814 blev g.m. ungkarl Lars Thomsen af Bøllund, Ølgod sogn i Ribe amt. De fik stedet. Han var i mange røgter på Gammelgaard og siden i Hagenbjerg præstegård. 2) Charlotte Thomsen, der blev g.m. lille Lorentz, der var daglejer og boede i et par fag hus af samme sted. Det var skikkelige og brave folk, med hvem børnene havde meget samkvem. De løb ofte derind. Matthias Warming havde selv en datter, der blev g.m. skræddermester Livoni af Faaborg, i Sønderborg. På grund af dette naboskab vedblev familien Høier senere at søge hendes protektion og besøgte hende flere gange på Lysholm.
Hendes tjenestefolk.
Hun var en god madmoder og kom derfor altid godt ud af det med sine folk. Iblandt disse kunne mærkes: 1) Sophie Dahl. Hun var en datter af degn Dahl i Magleby på Langeland, hvem pastor Knudsen havde kendt i den tid han var på Langeland. Hun var derfor kommet i hans hus i Trenderup præstegård på Ærø. Men da hun var svagelig, havde han formået sin svigerinde Mad. Frost at tage hende med til Nordborg, i den tanke, at en forandring måske ville være hende gavnlig, og fordi, om hun blev rask, lettere ville kunne få en god plads på denne Ø. Hun var en sjælden rar og god pige, men hun fik tæring og døde efter et kort ophold i hendes hus. 2) Jomfru Jensen fra Fynshav, var også en rar og brav pige. Hun blev siden g.m. en skipper Aagesen ved Fynshav, hvorfra hun siden har besøgt hende på Lysholm. 3) Jomfru Emilie Fangel, hendes broderdatter fra Vildmosegaard i Jylland. Hun kom med hende til Nordborg, da hun 1833 aflagde et besøg hos sine brødre i Jylland. Hun var dygtig vild og flygtig på sig, løb tit ind til familien i Harmonien, hvor man mente, at hun interesserede sig for sønnen, smeden Ernst Petersen. Broderen Fritz Petersen, der var bendrejer og var en lille pukkelrygget, men ikke desto mindre indbilsk og vigtig person, lod hun til at gøre nar ad, da hun klippede ham ud med sin pukkel og klinede ham op på ruden. ”Men den kål man spytter i, skal man rigtignok smukt søbe op”, og inden man så sig til, var jomfru Emilie Fangel bleven forlovet med den lille bendrejer, blev snart gift med ham og kom til at bo i et hus, han lod bygge lige over for amtstuen på Nordborg. 4) En gammel pige Anne Marie tjente hende i flere år og var især meget omhyggelig for børnene, foruden at hun var tro som guld. Hun blev siden g.m. en gammel karl Christen Thomsen, der købte et lille hus i Uldbjerggade. Da Anne Marie døde, kom den gamle Christen Thomsen hen til Hagenbjerg, hvor han vidste Mad. Frost var og ytrede til hende: ”æ skuld hjels fro Anne Marie, at no va hun dø”. Christen Thomsen var også et gammelt tro skind, og gik siden i mange år hos provst Fangel og passede haven, både i Oksbølle og siden i Hagenbjerg. Han var let kendelig på sin snøvlende udtale. 5) Elisabeth Vinsted af Nordborg, tjente hende det sidste par år for pige. Hun var en meget pæn pige og blev siden g.m. glarmester Petersen på Augustenborg, hvor hun vedblev at pleje omgang med familien på Lysholm. Hun var en sjælden rar og retsindig kone, i hvis hus ikke blot sønnen Peter Knudsen på Lysholm, men også andre pæne folks børn fik logi, for at kunne gå i Augustenborg skole, hos den brave og meget duelige lærer Hansen.
Deres økonomiske forfatning.
Det var en død og stillestående, slap periode, der indtrådte i de fleste lande, ovenpå de store krige i begyndelsen af dette århundrede. Handel og omsætning var ikke meget livlig, og indskrænket ved mange bånd og hæmmende foranstaltninger, og skibsfarten var derfor heller ikke meget indbringende. Det kan man se deraf, at N.E. Frost ofte måtte ligge stille på et fremmed sted og vente på fragt. Ofte havde en anden taget den fragt på et sted, som han havde håbet på. Korrespondancen gik i de tider meget langsomt, og det blev ikke så hurtig bekendt som i vore dage, at der på dette eller hint sted var noget at bestille. Han tjente i det hele ikke stort ved søen. Hertil kom vel også, at hverken han eller hans kone, forstod at spare på den rette fornuftige måde, og det var jo nødvendigt; thi det var stedet, der nærmest skulle føde dem. Uden at være ødsle, havde de dog ikke rigtig begreb på den rette sparsommelighed. Han var, hvad man kalder for god af sig, men denne såkaldte for megen godhed er just ingen dyd og har heller ikke det rette værd; thi den er ikke altid forenet med visdom og fornuft. Han kendte sin kones svaghed. ”Forfængelighed og lyst til pynt”, og derfor tog han altid en del forskellige ting, både af tøjer og andet med hjem til hende og børnene, hvoraf en del vistnok kunne have været undværet. Han gav vel også ofte af et hjerte formeget ud både ude og hjemme, når vedkommende kom og klagede deres nød. Det samme gælder vel hende, der var vistnok en del på Nordborg af den simple klasse, som holdt sig til, fordi de fornam, at her var en åben og rund hånd til at give. Derfor gik det heller ikke så sparsommeligt til i huset, som det kunne være sket. Hun var gået ud fra en gammel præstegård, men i et borgerligt hus kan man ikke leve som i en præstegård, hvor det kan gå mere rigeligt og rundt til, fordi der tilflyder indtægter fra flere kilder. Hun havde det princip, at man skulle gøre sig livet behageligt, det bragte den rette lykke. Men i et sådant princip næres forfængeligheden, det leder til at behage sig selv og andre. Og hun manglede selvstændighed, det at hun var skilt for det meste fra sin mand, gjorde, at hun hadede ensomhed, hun søgte derfor helst selskab og ville gerne støtte sig til andre. Derfor var det hende en trang hver sommer, at tilbringe behagelige dage en 2 til 3 måneder i besøg på Ærø hos hendes svoger og søster i Tranderup præstegård. Men derved forsømtes både børnenes undervisning og husvæsenet i hjemmet; thi om man end har nok så tro folk, så kan de dog aldrig passe huset således, som når man selv er hjemme. Da søen derfor ikke ret ville give det, og stedet ikke kunne svare sig, så blev følgen deraf, at han efterhånden solgte en del jord fra det, og at de i nogle år lejede resten ud til en brav mand, Hans Sandvej i Holm. Denne mand havde været sættemand på et boel i Holm, men da stedsønnen havde overtaget boelet, og han og kone går på aftægt, havde han nok lyst til endnu i nogen år at virke på et mindre sted og forpagtede derfor dette sted med det mindre areal, som endnu var bevaret. Der blev indrettet en lejlighed til dem i bryggerset. Da de var meget brave og skikkelige folk, stod hun altid på en god og behagelig fod med dem. Hun kom dem i møde på en venlig måde, og de beviste hende så igen ved lejlighed en og anden hjælpsom håndtering.
Da han efter nogle år ikke længere attråede forpagtningen, måtte hun igen selv overtage stedet. Hans Sandvej sad for stedet omtrent i tiden fra 1828-1833. Men med alt dette må man også huske på, at det var en dårlig tid også for landmanden, så at selv om stedet havde haft det bedste tilsyn, ville det måske endda ikke være bleven meget tilovers. Men det måtte så meget mere have lært at spare, hvor man kunne og at give afkald på en og anden fornøjelse.
Vinteren streng og langvarig 1828-29.
1828 var Nik. E. Frost atter i længere tid hjemme; thi dette år lod han sit sidste skib bygge i Sønderborg, briggen ”Charlotte Marie”, hvori han selv havde part og foruden ham havde også de 2 købmænd i Sønderborg, Berthel Stein og Fred. Biehl, parter i skibet, den sidste var tillige reder. Den tidlige og meget strenge vinter, som påfulgte, hindrede ham i at gå ud, og han forblev da i sit hjem om vinteren. Det var en af de langvarigste og strengeste vintre i dette århundrede. Det begyndte allerede at fryse ved Mortensdag 1828, og vinteren holdt på omtrent indtil påske 1829. Det gav derfor havlæg, og man kørte rask over isen fra Als til Ærø og andre steder. Hen i marts måned gjorde Frost på kane en tur til Ærø, for at besøge sin svoger pastor J. Knudsen i Tranderup, hvor hans lille datter Marie dengang opholdt sig. Han havde en af sine skibsfolk med sig, som han havde haft hos sig om vinteren på Nordborg. Da han havde været der et par dage, gav det sig til at tø, og han måtte skynde sig at komme tilbage, inden isen brød op. Da man kørte ud til Søby, stod der allerede meget vand på vejen, og isen var også fuld af vand. Man var derfor i Tranderup præstegård meget urolig for ham, indtil man fik underretning om, at han var lykkelig og vel kommen over. Da isen var borte, og foråret kom, måtte han atter ud at pløje søen med sit nye skib. Det var sidste gang han så sit hjem, og det var vistnok med blandede og vemodige følelser, at han denne gang tog afsked fra sit hjem. Han tabte mere og mere lysten til søen, da den kun bragte ham ringe fortjeneste, og han havde dengang mistet 3 af sine børn, 2 sønner og 1 datter. Da han tog afsked på Lysholm, ytrede hans gamle tante til ham; ”men kan du ikke snart tænke på at blive hjemme”, hvortil han vemodigt svarede: ”hvor kan jeg blive hjemme, jeg slider og bliver ved, og lige vidt kommer jeg”. Da han hen i april måned gik ud med skibet fra Sønderborg, (1902 har en gammel kniplerske i Skærbæk udtalt, at vinteren 1829 var meget streng og holdt ved i 18 uger) lagde han en dag under forbisejlingen an nede ved Bornæs Nor på Ærø, og indbød da sin svoger præsten J. Knudsen med sin kone og lille datter Marie ud til sig ombord på skibet, hvor de beværtedes med middag. Det var sidste gang, at de var samlede med ham hernede; thi han kom ikke tiere hjem. Hans kone besøgte ham derimod 1829 i København og 1830 i Hamborg, hvor han dengang lå syg af gigtfeber. Af de få breve, han i de senere år har skrevet til sin kone i de sidste år, uddrages følgende:
Kort uddrag af hans breve 1827-33.
1)1827 d. 29. juni skriver han fra Riga: ” d. 24. juni ankom jeg hertil efter 17 dages rejse; den var lang og besværlig, da det hver dag var modvind eller stille vejr. Jeg har aldrig længtes i mine dage før således efter dig og mine kære små børn, som jeg har gjort i denne tid. Jeg har været og er endnu syg derover; blot du ikke havde den lille Nikoline ved brystet, skulle du have fulgt med mig når jeg kommer til København. Thi vil denne længsel ikke gå over, ved jeg ikke hvad der skal blive af mig. I København venter jeg at få brev fra dig, helst ønskede jeg at finde dig selv, om det var muligt. Jeg håber at du ikke har modtaget nogen penge af Fritz Biehl, og jeg ønskede helst, at du ikke i fremtiden ville tage op til ham, da jeg med Guds hjælp håber at forsyne dig selv. Og skulle jeg være så lykkelig, at du skulle bekomme dig til at rejse over til mig i København, da lad hverken Fritz Biehl eller nogen vide det, du kan sige at du rejser til Jylland. Lad Grethe komme over til din søster, og Holger må gå hver dag i skole”. Dette brev modtog hun d. 13. juli.
2) “London d. 24. aug. Dit brev af 4. aug. har jeg modtaget og med inderlig bedrøvelse deraf erfaret, at den gode Gud har kaldet vor lille Line bort herfra til det bedre, hvor hun nu er samlet med sin forud gåede bror. De har det begge godt, den gode Gud give, at også vi var hos dem, og han hjælpe og styrke os til at stride den gode strid, så at vi hinsides graven må genforenes med dem, og vi kunne sige: ”Gud her er vi og dem du os har givet”. Ham den almægtige Gud må vi lede om at oplive vort svage mod, at vi ikke rent skulle forsage; thi vor bane her ser lang og mørk ud; men ved hans hjælp kan det jo atter blive godt, og der kan måske rejse sig en sol på vor mørke horisont, når vi blot holde fast ved ham. Thi han forleder ingen, og i ham have vi en ven, som vi kunne forlade os på, og som står fast, når alle andre venner her, som vi nu se, forlade os. Men på den måde lære vi jo først ret at kende dem, som er vore sande og rette venner. Mange er blot vore venner, så længe lykken fører os, men kende os ikke og vende ryggen, når den viger fra os. D. 18. aug. kom jeg først her op til byen. Mit portræt, som du bad mig om, ligger i Sønderborg hos advokat Johansen.
3) ”Mandal d. 16. febr. 1828. Vor gode lille Holger fornøjer mig meget, og den gode Gud give, at han bestandig vil vedblive således at gå frem på den bane, han nu har begyndt på, at han vil vedblive at være flittig og stræbsom. Gud ved, hvor længe vi vedblive at leve sammen, og hvad han så har lært, det vil intet menneske kunne berøve ham. Vil Gud give mig en smule held og lykke, skal jeg, så snart der gives en lejlighed, sende ham en lille erkendtlighed for hans gode fremskridt. Om 8 dage er jeg færdig her og håber da igen at gå til søs. Du behøver ikke at være bange for dette havari; thi det kommer ikke til at koste mig noget, heller ikke mine medredere. Det angår blot assurancen. Men derom må du i alle tilfælde ikke lade dig forstå til nogen. Thi der er mange slette mennesker i denne verden. Du ser af Harboe og flere; dog du kan være ubekymret, de skulle ikke komme til at røre et hår på dit hoved, når du ikke selv vil tillade det. Jeg har i dag skrevet til Biehl desangående, og han skal skaffe mig den knægt fra halsen; thi jeg har intet med ham at skaffe. Vi leve alle vel ombord.
4) ”Ombord på briggen Charlotte Marie d. 9. sept. 1828, på nedsejling af Elben. Jeg håber nu, at du igen er hjemme og har fået dine sager i orden. Du skal have tusind tak for dit besøg. Det har været stille og modvind, og derfor har det taget så lang tid med at komme herom. Jeg talte med Miang om, at han skulle sælge ”Dienen”, men jeg har betænkt mig, og når du kan undvære pengene, da lad ham ikke sælge den, men tag den hjem. Du kan sende ham bud med Niels Post til Sønderborg. Jeg venter brev fra dig i Oporto, lad mig da vide om Hans Sandvej vil have stedet, kan du få det lejet ud, så følger du med mig. Se igennem Niels Post at få de ting hjem, jeg sendte med Miang. Tak lille Grethe for besøget. Vil den vind blive stående, skal du snart få brev fra Cowes”.
5) “Cowes d. 12. okt. 1828. Da der er så god en lejlighed med kapt. Bruhn, som rejser i morgen herfra hjem, benytter jog den til at sende dig disse linjer. Jeg har skrevet 2 gange herfra til Biehl og deri bedet ham om at hilse dig, hvilket jeg håber at han har gjort. Jeg har ligget her i 3 uger for medvind, har engang forsøgt at gå herfra, men måtte igen vende tilbage. Her ligger foruden mig mange skibe og venter på vind. Du har vist forlænge siden skrevet til Oporto, men jeg håber, at når du af dette brev ser, hvor langvarig rejsen dertil vil have været, at du da spenderer nok et brev på mig og melde hvorledes det går dig, om du har fået Hans Sandvej til at tage imod stedet eller har fået en anden. Jeg længes meget efter at høre fra dig gode kone! Du kan ikke forestille dig, hvor lang tiden har været mig, siden du og den lille Grethe forlod mig i Hamborg. Jeg frygter næsten hver morgen for at stå op; thi jeg ved slet ikke, hvorledes jeg skal få dagen til at gå, og når jeg ser ud i fremtiden, må jeg næsten helt forsage; thi det ser så mørkt ud. Dog den gode Gud, som sender os modgang, kan jo også, når han finder os det tjenligt, sende os medgang og håbe på ham, må jo aldrig fejle os, selv i døden må vi holde fast ved ham. Når vi blot have sundhed, så blive det med hans hjælp ingen nød. Skulle jeg være så heldig at få en god fragt fra Oporto, kan du ikke vente mig hjem, før engang i foråret. Når det ikke bliver tilfældet, kommer jeg med Guds hjælp en gang hen ad mod jul med salt til København. Det ser ud til, at vi i dag kommer til søs.” Cowes er en befæstet stad på nordsiden af øen Wight i den engelske kanal.
6) “Triest d. 18. marts 1829. Hermed kan jeg melde dig om min afsejling herfra i morgen tidlig. Jeg går da til Antwerpen, hvor min adresse er ”skibsmægler A. de Mary, hvor jeg håber at få brev fra dig, min bedste kone. Derfra håber jeg at gå til Østersøen, og venter at modtage dig selv personlig og lille Grethe i København. Gud give, at jeg havde Eder nu hos mig; thi jeg længes inderlig efter Eder, ellers for resten bryder jeg mig ikke om verden, den er uden Eder ganske tom for mig og når jeg ikke har noget at bestille, er jeg ganske melankolsk, og ved næsten ikke noget af mig selv. Denne vinter har været for mig så lang som 7 andre. I går kom kapt. Schmidt ud af karantænen og har været ombord hos mig, det har gået ham dårligere end mig. Jeg håber du har fået udvej til penge; da det har ikke været mig muligt at skaffe nogen til veje. Men når jeg kommer til Antwerpen, skal du med Guds hjælp få alt, hvad jeg kan spare. Men fragten dertil er kun lille. Det vil ikke ret lykkes som det skulle og som vi så højlig trænger til, men med Guds hjælp kan det jo blive bedre. Jeg burde have skrevet til Johansen, men jeg har ingen lyst og ingen tid haft dertil. Vil du hilse den gode bror Holger og svoger på Ærø. Glem heller ikke min gode søster. Resten kan gå for mig”.
7) Brake d. 14. maj 1831. Omendskønt jeg i forgårs skrev til dig fra Bremen og meldte dig, at jeg atter havde afsluttet en fragt for igen at gå til Ostindien, kan jeg dog ikke i dag lade være at sende dig disse linjer, da jeg har tid dertil, hvilket er mig ganske usædvanligt. I onsdags fik jeg nemlig brev fra min mægler i Bremen, at jeg måtte ufortøvet indfinde mig der, hvorfor jeg måtte rejse hele natten og fik altså ingen søvn, hvilket jeg ikke godt kan tåle. Om torsdag måtte jeg løbe fra Herodes til Pilatus, men gudskelov dog ikke forgæves. Thi jeg var derved så heldig at afslutte en fragt, som jeg endnu ikke har haft bedre med riggen, da den vil gå op over 8000 M. Banko. Og jeg har fået løfte om, at de vil sørge for mig i fremtiden.
Underligt nok er det, at siden den tid, han for 16 år siden rejste herfra hjem, har en ublid skæbne forfulgt ham. Han rejste dengang hjem, og var lykkelig ved at finde hende, så lykkelig at hans læber ikke formår at udtrykke det, eller hans pen at beskrive det. Den gode Gud ved det, hvor lykkelig han var, og for at gøre det bedre, opstod den tanke hos ham, at gå til søs igen. Dog har han mange gange ved sig selv fortrudt det skridt, især i de senere år, men han har båret det hos sig selv og heller ikke havde han andre at anklage derfor, end sin egen ubesindighed. Derover har han mangen gang været så indesluttet i sig selv, at han næppe har følt og fornummet det mindste af det, hvad der gik for sig uden omkring ham. Dog takker han den algode Gud, at han har opholdt ham med kærlighed til hende, hans gode hustru, har bevaret ham helt at fortvivle og forfalde eller anden last, men haft ham for øje og håbet, at ved egen flid og Guds hjælp, igen kunne gøre hende og sine små børn lykkelige, som de så højlig fortjente. Han håber nu ved den almægtige Guds hjælp, at denne svære tid nu er overvunden, og hun såvel som han derved har lært at skønne mere på det gode, de har lært at kende verden bedre, og at skelne de sande venner fra de falske, som blot smigre og siden løbe deres vej, når lykken forlader dem, og tit endogså fornøje sig derover, når det går dem ilde. Dog have de jo i så henseende intet at beklage sig over, da de dog have beholdt en tak derfor. Deriblandt hører Johansen først og fremmest, og så snart han kan, skal han se at afbetale sin gæld til ham. Pærhøy går til Rendsborg og med ham skal han sende de små ting, han har til dem i hjemmet. I næste uge skal hun få de penge, han kan undvære, og han tror at kunne sende hende 250 rdl. Dog går der penge til at kobre skibet. Sidst i ugen skal han lade.” Brake var en havnestad til Bremen og lå ved mundingen af floden Wesen.
8) d. 9. febr. 1832. Endelig kan han sende hende et par linjer, efterat han har været forhindret deri, ved den lange og strenge karantæne, dog håber han, at Hr. Fr. Biehl har ladet hende vide hans lykkelige ankomst hertil, da han uagtet karantænen fik tilladelse til at lade et brev afgå til ham. Han ankom hertil første gang d. 7. jan., men han blev straks afvist til Port Mahon, for der at ligge i karantæne i 20 dage. Efter den tid kom han atter tilbage til for at begynde at indtage sin fragt. Men han forefandt ved sin ankomst ingen ordre og må derfor nu vente i nogle dage for at få samme fra Barcelona, dog håber han at blive færdig hen i næste uge og tænke da at gå til Barcelona for at tage resten af lasten ind. Derfor vil han sikkert ikke blive færdig førend sidst i denne måned. Han ville blot ønske at han var færdig, og Gud ville give ham en hurtig og lykkelig hjemrejse; thi han længtes meget at høre fra hende, sin gode kone, og desuden stod klimaet der ham slet ikke an, da holdt han mere af Vestindien. Thi ofte var det meget koldt og til andre tider igen meget varmt, og denne idelige afveksling var just ikke behagelig, dog befandt de sig alle, Gud ske lov! Vel ombord. Og den gode Gud give, at han ved sin hjemkomst måtte høre det samme om hende og alle sine, og at den slemme kolera da helt måtte være ophørt.
Hans rejse hertil fra Bremen var meget heldig, vel lå han på grund af modvind i 14 dage ved Texel, men juleaften fik han god vind og samme aften passerede han Dover og Nytårsdag passerede han forbi Gibraltar, det var godt og der er vist ikke mange, der i 48 timer sejle 106 mil, da løb Charlotte også således, som han ikke har set før af hende, det er et dejligt skib, Gud give ham lykke, så bliver det ved hans hjælp vel heller ingen nød. Jeg håber nu, at vor gode svoger Holger Fangel nu har sin eksamen lykkelig og vel overstået, og at han befinder sig hos dem, hvorfor han sender ham en hilsen, ligeledes beder han at hilse sin svoger Knutzen og alle tanter. Niels beder at hilse sin plejefar præsten J. Knudsen”. Hun opholdt sig dengang i Tranderup præstegård. Port Mahon lå på Øen Minorka i Middelhavet.
9) Rotterdam, d. 18. juli 1833. Han er glad ved at høre, at de alle er ved god sundhed og takke hende for det tilsendte portræt. Han har meget travlt. Han har skrevet til Johansen og sendt ham en veksel på 400 M. Banco som han har bedet ham om at inkassere til hende. Han ved ikke om hun er hjemme eller måske i Jylland, og derfor skriver han ikke videre, førend han af hendes brev erfarer hendes hjemkomst. Han beder, når hun skriver, da at meddele noget om hjemmet, hvorledes alt der står til.”
10) “New York d. 24. aug. 1832. Han er ved god sundhed og helsen og glæder sig til, at således er det også i hans hjem. Han skal også til Amsterdam, og håber at få brev fra hende. Hans Jensen har rømt fra ham, tilligemed et andet afskum fra Sønderborg, Nikolai Wolff, som tidligere har faret med kapt. Schwensen fra Nordborg. Det fortryder ham meget for farverens skyld, da han gav ham håb om at blive et bravt og dygtigt menneske. Alt er vel ombord”.
11) ”Rio de Janeiro, d. 18. okt. 1833. Hans ønske er, at disse linjer må træffe hende og småpigerne i bedste velgående. Han skrev hende et langt brev til i søndags d. 13. okt., der afgik med et svensk skib til Gothenborg. Han er nylig kommet ud af karantæne, han har meget at bestille, og hans styrmand er en meget dårlig krabat, dog er det ikke værd at hun omtaler det. Han skal herfra gå til Buenos Aires med salt. Kaffe er i høj pris ligesom i Europa, her er ikke noget at bestille, hvorfor mange skibe ligger stille. Derfra håber han at få fragt med kød til Vestindien, ellers ved han virkelig ikke, hvad der skal blive af; thi det ser dårlig og farligt ud. Og den gode gud må vide, hvad der skal blive af ham, når det ikke vil gå bedre i fremtiden. Det sidste år har blot slette mennesker hjulpet til, og nu har han atter nogle ombord, som han i enhver henseende må frygte for, dette er besværligt liv, derfor er han nu ked af livet, og mangen gang ved han ikke, hvad han skal gribe til. Den gode Gud give, at det må blive bedre, og at han dog engang må tjene så meget, at han kunne tænke på at komme hjem og tilbringe sine sidste dage i ro hos dig og mine kære små børn. Dette er det eneste ønske, han har at bede Gud om, og han har bitterlig fortrudt, at han atter begav sig til søs, efter at han havde forlist Tobias, at han da ikke hellere fulgte hendes råd. Det angrer ham atter og atter, men det er nu for silde, dog håber han, at hun vil tilgive ham denne forseelse. Det kan jo måske endnu blive godt, og sker dette, da smage de gode dage bedre ovenpå de onde, som man selv har prøvet. D. 26. okt. forventes han at gå til søs herfra, og så snart der gives lejlighed fra Buenos Aires, skal han skrive hende til derfra”.
Hans karakter.
I disse breve afspejler sig på en tro måde hans sjæls hjerte og gemyts tilstand. Han giver os derved et tro billede af sig selv indvortes. Havde Nik. E. Frost i sin ungdom af naturen været livsglad, måske lidt kåd, overgiven og ustadig og fuld af spøg og løjer, fordi han nærmest så verden fra den lyse side, så er han nu bleven fuld af alvor og fået mistillid til verden, der kun har beredt ham mange skuffelser. Han har lært at vende sig fra verden til sin Gud, på ham tror han og forlader sig, og til ham vil han gerne se op til som fader. Og smukt er det at se i kærlighed han under sin modgang bevarer for sit hjem, sin hustru og børn, for dem bliver han ved at arbejde og virke, at slide og slæbe og tåle al den møjsommelighed, som det barske og lidt lønnende søliv førte med sig, og for dem var han ude for mange farer. Han har kun tanke for sit hjem og for at arbejde for dets mulige lykke, for alt andet interesserede han sig ikke, det viser brevene også, han meddeler slet ikke noget af det liv, der bevægede sig uden om ham og de mennesker, han kom i berøring med, han lever i sig selv, har båret det ved sig selv, hvad der trykker ham og alt andet ser og hører han ikke. Men hvor meget han sled, det var dog forgæves, lykken ville ikke komme, han opnåede ikke den glæde at kunne vende rolig og ubekymret i hjemmets havn. Han bliver mere og mere indesluttet, melankolsk, mørk i sindet og ”er ked af livet”, som han selv siger. Det lader til, at denne mørke sindsstemning har taget til i de sidste år, det kan måske også have bidraget til, når han klager over folkene; thi når han tit var i sådan stemning, var det måske også ofte vanskeligt at gøre ham tilpas. Dog var han alligevel god af sig imod sine folk, som han var god imod alle, han kom i berøring; thi han er altid bleven rost af dem, der have faret til søs med ham. Men i enkelte øjeblikke så han livet fra en trist og mørk side, og da er hele verden ham imod. Hermed kan godt stemme, hvad hans styrmand fra Sønderborg skal have skrevet hjem i et af sine breve,” at han tit gik, som om han var forstyrret, og at han tit gik og ytrede ved sig selv, at han var vred over, at hans kone havde taget den karl i huset”. Herved sigtes til Meyer hvem hun tog på kost, det har vistnok ærgret ham, ikke fordi han tiltroede sin hustru noget slet, men fordi han harmedes over hendes tåbelige ufornuftige planer og fordi han godt indså, at enden på hendes mange planer ikke ville indbringe noget, men hun måske snarere ville komme til at sætte penge til.
Hun elsker også sin mand, hun ønskede også fra sin side blot, at hun havde ham hjemme hos sig, da skulle hun rigtig pleje ham og gøre ham livet sødt og behageligt, det trængte han så hårdt. Det var den medicin hun troede, at han og den hele verden trængte til. Hun var tit meget urolig og bekymret for ham, når de hårde storme kom, og uvejret rasede. Men når han ved al sin møje og sine bitre savn bragte kærligheden et fuldt offer, skulle hun på sin side også have lært at bringe det fulde offer: ladet sin rejselyst, sin pynt og stads fare, og lært fuldt ud at have indskrænket sig og sparet i det små, lært tarvelighed og fornuft. Hertil udkrævedes, at hun lærte at forsage. Men det kunne hun ikke. ”man burde dog være som andre, ellers blev man let sonderling”. Det var hendes princip og syn på livet.
Hans forlis og død 1834.
Nik.E. Frost var 1834 atter kommen tilbage til Europa. Han gik i okt. måned atter ud fra Bremerhafen og skulle gå til Rio de Janeiro, men sidst i okt. indtraf voldsomme storme på en tid, da han gik igennem den engelske Kanal, hvor han forliste med mus og mand. Han er måske i den bælgmørke nat blevet oversejlet at et andet skib, og hans skib sunket på havsens bund; thi der fandtes ikke senere spor af det. Hans dødsdag sættes almindelig til d. 25. okt. Han selv med hele besætningen blev et bytte for bølgerne, deriblandt også hans styrmand Brynning fra Sønderborg. Hans ulykkelige skæbne blev hans enke tilmeldt både fra mægleren i Bremen og assurancehuset i Amsterdam på en meget smuk måde og herfra fik hun senere sin part af assurancen udbetalt 2000 rdl. Det er et smerteligt tab for hende, og hans død vakte megen sorg i hele familien og blandt hans mange venner. Han opnåede en alder af 44 år. Til samme tid forliste ligeledes med mand og mus en anden alsinger i Middelhavet. Det var skibskapt. Jens Dreier fra Østerholm, bosat i Tromsø i Norge, med ham var den unge Thomas Jessen, en søn af forpagter Thomas Jessen på Meelsgaard. Han var kun 16 år gl. Senere fik hun sendt fra Bremen en del mahognitømmer, som han havde ført med sig fra Brasilien, og havde bestemt til møbler til børnene, ligeledes et lille chatol, som endnu findes på Lysholm.
Hendes besøg i Jylland 1833.
1833 gjorde hun en tur til Jylland, for at besøge sine 2 brødre. Hun havde begge sine småpiger , Marie og Grethe med og rejste i forening med sin bror theol. cand, Holger Fangel og dennes forlovede jomfru Ulrike Johanne Matthiesen, der opholdt sig i Tranderup præstegård. De sejlede med en skipper Christensen fra Sønderborg, der afgik til Aalborg. Det blev en langsommelig rejse, på grund af stille vejr lå de en tidlang ved Endelave, da de kom lidt højere op i Kattegat, blev det en forrygende storm, skipperen lukkede sine passagerer ned i kahytten og aflåsede døren for dem, da han ikke ville have dem på dækket, hvor de kun ville være til ulejlighed og let kunne falde overbord. De troede de skulle forgå, men vidste ikke stort til sig selv, da de alle blev slemt medtagne af søsyge, kun tante Rikke holdt sig tappert, spiste flæsk og plejede de syge. De havde selv taget proviant med og kogte selv ombord, hvor de også havde forsynet sig med en hane og 1 par høns til suppe. Men en dag fløj hanen ud og satte sig på rælingen, hvor cand. Fangel listede sig hen for at gribe den, han beholdt imidlertid halen i hånden, mens kokken fløj overbord og druknede. De kom i land ved Hurup, et landingssted ved Kattegat, hvorfra de ikke havde så langt til Vildmosegaard: her lå hendes bror Jens Fangel syg og døde lidt senere. Cand. Fangel blev hos sin bror præsten Niels T. Fangel i Gudum, og da Mad. Frost rejste tilbage til Nordborg, tog hun efter familiens ønske sin broderdatter fra Vildmosegaard jomfru Emilie Fangel med sig til Nordborg, hvor hun siden blev g.m. bendrjer Fritz Petersen.
Del af huset lejet ud 1832-36.
For at hjælpe på husets økonomiske forfatning lejede hun den øverste del af huset ud i flere år. Fra 1832-33 boede barber Heuermann med kone og børn i huset. Han var en høj , statelig, fin og vigtig mand, der vel var barber, men gerne ville regne sig til byens honoratiores og rangere sig selv op blandt byens læger, og siden blev han en ilter og fuldblods Schlesvigholstener. Fra 1833-35 boede advokat Jul. Meyer og fra 1835-36 Jes Skrædder med familie hos hende, hvis børn gjorde et forfærdeligt griseri. 1833 fik hun jorden tilbage. Bestyrede en kort tid selv stedets avling, men i den sidste lejede hun de enkelte stykker af jorden ud til forskellige folk.
Julian Meyer, advokat 1834-35.
Den næste plan var, at hun tog advokat Meyer i huset. Julian Meyer var født i Siverstedt 1800 d. 17. sept. hvor hans far Hr. pastor Frederik Markvart Meyer dengang var præst, siden fra 1801-6 præst i Adsbølle og fra 1806-34 præst i Hagenbjerg på Als. Hans mor var Anna Elisabeth Augusta Hansen, en datter af Hr. Ditlef Nikolaus Hansen, provst ved domkirken i Slesvig. Sønnen var ligesom sin far et lyst og klart hoved, og var en meget opvakt dreng, hvorfor faderen ventede sig noget stort af ham engang i tiden. Han kom i Slesvig skole og blev student ved Kiels Universitet, men da faderen forgudede og forkælede ham og forsynede ham rigelig med penge, blev han i den grad forfængelig og indbildsk, lagde mere an på at blive en kavaler, flot herre, der prunkede sig i smukke klæder, spillede, svirede, gjorde alting med, og tog ivrig del i de samtidige Burschenschaften, der spillede en rolle iblandt studenterne ved de tyske universiteter, hvoraf følgen blev en hel del drillerier, udfordringer og dueller, og overalt dette, fik han som så mange andre en del skrammer og rifter i ansigtet, men bogen blev liggende på hylden; thi sådanne kloge hoveder filosoferede på egen hånd. Allerede som skoledreng gav han en vigtig kavalers rolle og spankede engang op ad Nordborg gade i en lang nymodens overfrakke, til stor forundring for de nysgerrige, der kom til vinduerne, men den gamle købmand Ahlmann, hvem drengen gik stolt og fornem forbi uden at hilse, sagde han højt, at han kunne høre det: ”nej se til den lang dreng, no er han minseel kommen i e pir egen”. Faderen tog ham også med op til Augustenborg Slot, for at fremstille ham for den gamle Hertuginde Louise Augusta, der også i flere år understøttede hans studering. Men han læste ikke, men duellerede og førte vildt liv, det tog lang tid med hans eksamen og da han til sidst gik op til juridisk eksamen, fik han en 3. karakter, en meget simpel grad. Nu var forgyldningen i faderens øjne faldet af ham, han vendte mere og mere hjertet fra ham, og han måtte skytte sig selv. Hans ømme mor vedblev imidlertid at sleske ham og holde sin hånd over ham, hvor hun kunne komme af sted dermed, både for manden og datteren Agnes Meyer. Han turede nu omkring på eventyr, løj og slog sladder. Kunne hist og her, således engang på Sjælland, give sig ud for en Greve eller Baron, indtil han til sidst gik som frivillig til den franske hær i Algier, hvor han opholdt sig i flere år, og oplevede efter hans forestillinger, hvis man kunne tro ham; thi han havde vænnet sig til at leve som en børstenbinder og prale som en Jakob v. Thybo, oplevede mange eventyr. I en ussel og elendig forfatning, liderlig, fordrukken og forfalden til allehånde laster kom han omtrent 1833 tilbage til hjemmet; men hans far ville på ingen måde se ham eller tage ham ind i sit hus. Hans mor fik ham da i nogen tid anbragt hos boelsmand Jens Hansen i Hagenbjerg, hvor han i en forslidt kittel eller bluse fulgte med folkene i marken og hjalp med arbejdet. Det forlangte Jens Hansen som betingelse, og at han skulle leve på samme vis som de selv. Ved moderens tårer og bønner og andre venners indflydelse lod faderen sig bevæge til en forsoning med sønnen og tillod ham nu at komme tilbage til præstegården. Alt gik nu godt en 14 dages tid, indtil Hr. Julian en dag ville sno den altformående avlskarl Johan Peter Klausen på fingrene, hvorover denne blev meget vred, og gik straks ind til faderen og anklagede ham. Nu var igen ”Hundrede og et ude”, og fanden sluppen løs. Præsten jog sønnen ud af huset og ville ikke tiere se ham for sine øjne. Moderen græd og vidste ingen anden udvej end i nogen tid at få ham anbragt hos husmand Stephen Struck eller rettere Christen Steffensen i Lunden, der gik i præstegårdens have. Hun tænkte da muligvis at bringe en forsoning i stand på ny. Dette var og blev imidlertid en umulighed; præsten hverken ville eller kunne se sønnen for sine øjne. Da fattede actuar v. Harbou den plan, at han skulle nedsætte sig som advokat og vinkelskriver på Nordborg og se at få ham anbragt i huset hos Mad. Frost. Den pæne og blide Johansen kom frem med dette forslag for hende og lagde hende på hjerte, at hun dermed kunne skaffe sig en lille fortjeneste. Hun ytrede at hun ikke turde for sit rygte, hvortil Johansen svarede: ”at hun i så henseende aldrig skulle bryde sig om folks tåbelige snak”. Hun gik da ind på sagen og overlod ham et par værelser i den øverste ende af huset, hvorfor han skulle betale 2 rdl. om måneden, men hans kost ville hun ikke have med at gøre. Den fik han da i nogen tid hos naboens Andreas Petersens. Men da han til sidst blev ked deraf, bad han hende også om at besørge dette, hvilket hun gik ind på, når han ville spise af samme gryde som dem selv. Hun fik da for ham 7 rdl. om måneden, desuden tit sendt noget fra hans mor i præstegården, og hver søndag havde hun lov til på hendes regning at tage 7 pd. kød hos slagteren, så at der kunne jo altid tjenes lidt derved. I nogen tid var han ret ordentlig og tjente lidt ved at skrive for folk, men af og til fik han dog en raptus. I præstegården kom han ikke før efter faderens død, efter den tid kom han der jævnlig, men havde ikke godt ved at enes med avlskarlen Joh. Peter og søsteren Agnes. Derimod kom han godt ud af det med den nye præst J. Knudsen gjorde endogså en tur til Ærø under vakancen 1835, men døde så hen i sommeren samme år. Han kostede sin mor mange tårer og sin far megen bitterhed, hans mor bevarede dog altid et inderligt og godt moderhjerte for denne forvildede søn. Hun var i fremtiden altid Mad. Frost megen tak skyldig, fordi hun havde taget ham ind i sit hus, og vedblev fra den tid af, indtil sin død at stå i en venlig og fortrolig korrespondance med hende; tidligere havde hun ikke kendt stort til Meyers hus. Det var jo en ganske god fortjeneste at tage med, men når ses hen til, hvad han i grunden var for en karl, var det et dristigt skridt af hende. Familien og alle fornuftige mennesker undredes derover, selv biskop Tetens ytrede sig i et brev derom til hendes svoger præsten J. Knudsen på Ærø, ja hendes egen mand har heller ikke været glad ved denne plan. Hverken han eller noget andet menneske har dømt hende ilde derfor, dertil herskede der alt for inderlig kærlighed mellem hende og ham, og dertil var hun for meget agtet af dem, der kendte hende. Men for alle udenfor og fjernt stående folk, der ikke kendte forholdene og er tilbørlige til at gå efter løse rygter, gav det anledning til megen snak, og hendes rygte led nogen tid derover.
Hun sælger sit sted 1837.
1836 ejede hun endnu stedet, da Marie blev konfirmeret, havde hun familien om eftermiddagen forsamlet hos sig, fra Hagenbjerg, Oksbølle og Nordborg. Førend hun endnu havde fået stedet solgt, flyttede hun op i en lejlighed hos købmand Hans Hess på Storegaden, hvor hun boede i flere år fra 1836-40. 1837 solgte hun stedet. Jes Thomsen på Nordborg, der dengang boede ved siden af amtstuen og havde en del jord fra Holm til sit sted, ville gerne have stedet, da det lå ham meget bekvemmere for sit land, ved at købe dette sted med den dertil hørende jord, kunne han se det i forbindelse med sit øvrige land, og køre bagud i marken og undgå den besværlige og tunge kørsel langs op ad gaden. De blev for så vidt enige om prisen, men han forlangte dog en vis tid til betænkningstid. Da han efter denne frists udløb ikke indfandt sig, måtte hun være i den formening, at handelen fra hans side var gået tilbage. Imidlertid solgte hun det hele til sin broderrsøn købmand Peter Fangel for 2000 rdl., blot forbeholdt hun sig et lille stykke jord, der grænsede op til Joh. Moes` hus på Pladsen, hvilket hun tænkte på at købe, og da lægge dette stykke som en have til huset. Imidlertid fortrød Jes Thomsen, at han ikke havde købt stedet og bød nu Peter Fangel det samme som han havde givet for stedet og lod ham desuden beholde omtrent 1½ tdr. land, som grænsede op til dennes hus. Men da begge påstod at der ikke var så meget jord, som der var angivet, nødte de Mad. Frost til for samme købesum at give det lille stykke grund tilbage til Jes Thomsen, som hun tænkte på selv at have benyttet til en lille have. 1837 d. 31 jan. kom handelen i stand mellem hende og Jes Thomsen. Peter Fangel vandt frit ud ved denne handel et stykke jord på 1½ tdr. land, han vandt til sit sted, Jes Thomsen havde vundet ved straks at have slået til, og hun måtte på en måde betale gildet.
Opholdet på Nordborg 1838-45.
Sålænge Grethe endnu gik i skole, opholdt hun sig mest på Nordborg. De kom da gerne hen til Hagenbjerg præstegård hver lørdag aften, blev søndagen over, og vendte mandag morgen tilbage til byen, forsynede med et og andet for ugens løb. Om sommeren spadserede de for det meste, om vinteren hentede vognen dem og kørte dem igen tilbage. I julen, påsken, pinsen og andre ferier blev de der for det meste hele tiden. Det traf sig da undertiden, at den ene af de gamle køreheste, der var kyllisk, fik et anfald og faldt for vognen, end også engang trømlede ind gennem vinduerne på rebslager Rovalds lavtliggende hus. 1839 blev hun konfirmeret og opholdt sig da for det meste i Hagenbjerg præstegård. 1839 gjorde pastor Knudsen med kone og Marie Frost en tur til Svendborg og Langeland. I den tid holdt Mad. Frost hus, fik bud efter tømmeret til en gammel stråhytte hun endnu havde liggende, og fik snedker Jens Høier på Nordborg til at rejse den op i Hagenbjerg præstegårds have, så at de blev meget overraskede, da de kom tilbage. Fra 1840-45 boede hun hos bendrejer Petersen på Nordborg, overfor amtstuen. For det meste opholdt hun dog i præstegåden. Nu de var så tit sammen kunne der nok komme en knude på tråden imellem.
Hendes besøg i Jylland 1840.
1840 gjorde hun med begge sine døtre en rejse til Jylland, for at besøge begge sine brødre, præsten Holger Fangel i Høibjerg og præsten Niels Tingberg Fangel i Gudum præstegård. Hendes bror forpagter Jens Fangel på Vildmosegaard var dengang død, men familien var endnu knyttet til gården. De sejlede med skipper Gylstorph fra Nordborg til Aarhus, og tog derfra over land til Høibjerg, hvor de forblev i nogen tid. Det var en meget gammel præstegård og fuld af rotter. Derfra tog de til Gudum, hvor de ligeledes opholdt sig i nogen tid og besøgte herfra familien på Vildmosegaard. Henad på efteråret vendte hun tilbage med Marie til Als, hvorimod Grethe blev et år i Gudum præstegård. Den følgende sommer 1841 vendte hun tilbage til Als, fulgt af sin kusine Elise Fangel, der tog med til Als nærmest for at kunne bruge strandbade. I de følgende år gennemgik hun en del genvordigheder, da datteren Grethe led meget af epilepsi og krampe. Hun brugte flere læger, Dr. Balle på Nordborg og Dr. Nielsen i Jestrup, men lige meget hjalp det. Først den kloge kone Botella Mattiesen i Auenbølle på Sundeved vidste råd, og det hjalp.
Hendes proces 1835-40.
Nogen tid efter mandens død nødsagedes hun til at sagsøge skibsreder købmand Fr. Biehl i Sønderborg. Hun påstod ifølge brevene fra sin mand at have den største del af hans hyre til gode for de 6 år, han ikke havde været hjemme, hvorimod Fr. Biehl påstod, at han ikke havde noget til gode. Hendes advokat var Hr. Jørgen Bremer i Flensborg. Der kan vist ikke være tvivl om, at Biehl har båret sig uredelig ad, det påstod også styrmand Brynnings familie, der intet fik efter ham. Men det kan jo godt være, at det ikke har været så meget, som hun påstod; thi hendes mand har jo dog i denne tid sendt penge hjem til hende. Dog er det ikke godt at opklare den sag, da materialet ikke haves. Hun stod i denne sag vist temmelig uden støtte; thi både hendes kurator Frederik Brorsen og svoger Jørgen Knudsen havde ingen forstand på sådanne sager og rådede til sidst til forlig, og om advokaten har taget sig ret af hendes sag, er et spørgsmål. Det kom til et meget magert forlig, hun fik 100 rdl., men måtte betale en andel af processens omkostninger.
Hendes ophold på Lysholm 1845-62.
1844 d. 7. nov. blev hendes ældste datter Marie g.m. Knud Knudsen, ejer af Lysholm. Brylluppet stod i Hagenbjerg præstegård. Følgen heraf blev, at hun opgav sin lejlighed på Nordborg og flyttede til Lysholm 1845, hvor hun blev boende indtil 1862, da hun atter flyttede til Nordborg. Grunden, hvorfor hun flyttede til Lysholm var den, at hun havde ikke tilstrækkelige midler til at leve af på egen hånd, hvorfor hendes svigersøn hellere ville tage hende i huset, da de jo alligevel ville komme til at understøtte hende med det ene og andet. 1862 arvede hun så betydeligt efter sin svoger J. Knudsen i Hagenbjerg, at hun nok tildeles kunne sørge for sig selv. Det var jo da i alle henseender behageligere at bo hver for sig. I den tid hun opholdt sig på Lysholm måtte hun ofte påtage sig at passe børnene, hun havde også påtaget sig påsynet med hønsene, det gav både mange æg og kyllinger. Kunne der tit være lidt i vejen, fordi hun som gammel kone havde sine særheder, var hun også til megen morskab og oplivelser i huset, da hun var livlig, underholdende, fuld af spøg og pudsige indfald. Hun begyndte vel nu at trykke sammen, blev noget skæv og kroget i kroppen, men havde dog altid et meget godt helbred, kunne tåle alt, hvad hun bød sin mave, var sjælden syg. Medicin ville hun på ingen måde tage, langt mindre kamille- eller hyldethe, frøs hun, så hellere en varm krukke i sengen. Da hun engang havde fået lungebetændelse i en alder af hen ved 70 år, havde hun fået medicin, men da hun var alene med børnene, bød hun dem at kaste den ud af vinduet og drak i stedet for et glas kærnemælk. Skønt kroget i kroppen, bevarede hun dog både et meget livligt og ungdommeligt sind og ungdommeligt udseende, hun havde næsten ikke en rynke i ansigtet og gjorde selv alt for at glatte dem ud. Hun havde som ung haft et meget langt og stærkt hår, og hun blev gammel, inden der viste sig et gråt hår deri. Mens hun var her, tog hun også tit om til Hagenbjerg præstegård og forblev der i en månedstid, om sommeren helst, når jeg var hjemme; thi efter søsterens død blev det hende lidt stille og ensomt der, men så fik posten næsten hver dag et brev med til Lysholm. I slagtetiden var hun der altid, ligeledes ved gilder og højtidelige lejligheder, da hun indtog husmoderens plads ved bordet. Han gav hende gerne en lille pengegave, når hun rejste. Hendes meste arbejde var at strikke strømper, når hun så tit faldt hen i egne tanker, tænkte hun tit højt og talte med sig selv.
Hendes ophold på Nordborg 1862-70.
Fra 1862-70 boede hun på Nordborg tilligemed sin yngste datter. Først boede hun hos bendrejer Petersen, siden hos urmager Lorentzen og til sidst hos Mark. Schmidt, i Rasch` forhenværende hus. Hun gjorde naturligvis ofte, især i festtiderne et længere ophold på Lysholm. Livet blev nu behageligere på begge sider. Hun vedblev at nyde en temmelig god alderdom, og vedblev at være åndsfrisk og munter og let af sind, men efter en stærk forkølelse blev hun syg og sengeliggende i en 8 dages tid. Hun spyttede blod, og Dr. Eckermann gik til hende i hendes sygdom.
Hendes død 1871.
Den 23. nov. 1871 døde hun, 80 år gl. Ved hendes begravelse talte hendes bror provst Fangel over hende i huset, over de ord hos Matth. 5 8: ”De rene af hjertet skulle se Gud, derfor salige”. Pastor Fangel, Notmark kastede jord på hende og pastor Jessen på Nordborg hold ligprædiken i kirken. Provst Fangel var meget besørget for, at den sidste som tysker, fik et godt og anstændigt offer.
Børn:
Christian Frost død 1824.
1) Christian Frost, født 1817 d. 5. aug. Han var allerede som lille dreng meget vild og forvoven af sig. Da hans tante Sophie Margrethe Fangel havde bryllup d. 21. jan. 1821 med præsten J. Knudsen til Tranderup, var han med oppe i Nordborg præstegård, var da på en gang kravlet op på et bord og væltede et helt service fint Thetøj ned på gulvet. Når han kom om i Ketting var han altid meget hård og uartig imod sin kusine Anne Knudsen, der var af samme alder, engang væltede han hende ned i den store skorsten oppe i bryggerset. Hun var da altid meget bange for ham. En anden gang var han som ganske lille kravlet op ad en stige på huset og sad da til sin mors store forskrækkelse oppe på huset, da hun kom ud. Hun kælede da godt for ham, og fik ham på denne måde ned. Han var faderens øjesten. Han fik nervefeber og døde 1824 d. 27. juni, 7 år gl. På en lille sten på kirkegården over hans grav læses følgende:
” Stands vandringsmand og nøje agt.
Forældres håb er her nedlagt.
Christian Frost
Født d. 5. aug. 1817, døde d. 27. juni 1824
Holger Fangel Frost død 1828.
2) Holger Fangel Frost, født 1819 d. 30. maj. Han blev opkaldt efter sin morfar provst Holger Fangel i Nordborg, ligesom hans bror blev opkaldt efter sin bedstefar på faderens side. Var hans bror livlig, vild og ustyrlig, så var han derimod meget stille og god af sig. Han gik flere år i skole og var meget flittig, hvorfor planen var, at han engang, om de svarede det, skulle studere. Da børnene i nabolaget havde mæslinger og i en mild grad, brød hans moder sig ikke om, at han som han så ofte plejede, gik ind til naboens Charlotte, da hun mente, at skulle han engang have dem, var det ligeså godt nu, da de var så milde og lette at overstå. Han fik da også mæslinger, men døde deraf 1828 d. 10. maj, 9 år gl. Hun tog sig især hans død meget nær, da han altid havde været hendes øjesten.
På hans ligsten læses følgende:
Sødt slumrer her en søn, forældre kær.
Holger Fangel Frost, født . 30. maj 1819
død d. 10. maj 1828
Der hvor jeg nu er, der er godt at være
Derfor far, mor sørger ikke mere!
Mettea Maria Elisabeth Frost, gift Knudsen.
3) Mettea Maria Elisabeth Frost, født 1821 d. 29. juli, opkaldt efter sine bedstemødre. Hun blev g.m. Knud Knudsen til Lysholm.
Christine Sophie Margaretha Frost.
4) Christine Sophie Margaretha Frost, født 1823 d. 9. okt. Hun blev opkaldt efter begge sine tanter: Fars søster Christine Margaretha Knudsen i Ketting, og mors søster Sophie Margaretha Knudsen i Tranderup på Ærø. Til daglig brug fik hun navnet Grethe Frost. Som lille pige var hun 1829 med sin mor til København og 1830 med hende til Hamborg, for at besøge sin far. Ligeledes kom hun næsten hvert år med til Ærø, når hun aflagde et besøg i Tranderup præstegård om sommeren. 1833 var hun med til Jylland og besøgte sin mors bror i Gudum og Vildmosegaard. Hun gik i Nordborg skole og blev konfirmeret 1839. 1840 var hun atter med sin mor på et besøg i Jylland hos sine morbrødre i Høibjerg og Gudum præstegårde. På det sidste sted blev hun tilbage, da hendes mor hen på efteråret vendte tilbage til hjemmet. 1841 hen i sommeren vendte hun tilbage, fulgt at præsten Niels Fangels datter Elise, der benyttede opholdet her til at bade. Da livet i Gudum havde været meget stille, og hun ikke havde haft bevægelse nok på en tid, da hun udviklede sig temmelig stærkt og kraftig, varede det ikke længe, førend hun kom til at lide af epilepsi og kramper, der kunne komme over hende til enhver tid, og betog hende på en foruroligende måde. Det varede hen ved 3 år, hendes mor søgte først Dr. Balle på Nordborg og siden Dr. Nielsen i Jestrup, deres kur hjalp slet ikke. Det var først, da hun besluttede sig til at søge over til den kloge bondekone Botella Matthiesen i Auenbølle, hvilken familie havde hjulpen mangfoldige mennesker i dette tilfælde, at hun blev fuldkommen helbredet for denne svaghed. Fra 1846-47 var hun i Hørup præstegård hos pastor Chr. Schwensen, mens hans første hustru endnu levede, en plads hun var meget glad ved. 1848-49 hen i foråret var hun hos sin morbror præsten Holger Fangel i Oksbølle, da biskop Hansens blev forlegen for en husjomfru, tog hun hen i vinteren 1849 til dem og forestod huset i den besværlige krigstid, da huset altid var fuldt af officerer og fremmede gæster. Det blev temmelig anstrengende og derfor blev hun der kun til efteråret 1849, hvorefter hun opholdt sig på Lysholm indtil 1858 i nov., da hun kom til Hagenbjerg og bestyrede huset for den gamle pastor J. Knudsen, indtil hans død 1862 i juni måned. Fra 1862-71 var hun hos sin mor på Nordborg og fra 1872 har hun opholdt sig i Avernakø præstegård for at bestyre mit hus. ( I margenen er tilføjet fra 1872-95 på Avernakø, fra 1895-96 på Lysholm, fra 1896-99 på …, fra 1899-1900 på Østerholm. 1900 d. 23. okt. døde hun efter et kort sygeleje på Østerholm, 77 år gl., begravet d. 27. okt. på Igen kirkegård)
Nikoline Kathrine Frost død 1827
5) Nikoline Kathrine Frost, født 1826 d. 24. sept. Hun blev opkaldt efter begge sine forældre og til daglig brug kaldet Line Frost. Hun døde ”for tænder” 1827 d. 31. juli, 10 mdr. gl. På hendes ligsten læses følgende:
Her gemmes det ufuldendte støv
af Nikoline Kathrine Frost, gammel 10 måneder 7 dage
Kort og flygtigt var mit liv herneden
Skøn er nu min lod i evigheden.
Disse 3 små børn lå ved siden af hverandre med hver en lille gravsten over sig: Christian, Holger og Nikoline Frost.
|
