§ 24a. Fangel, linien fortsat. Jens Fangel, forpagter af Vildmosegaard død 1833.
4) Jens Fangel er født 1771 d. 18. aug. i Nordborg præstegård og blev døbt d. 23. aug. Han blev opkaldt efter sin farfar. Han kom til landvæsenet og blev tidlig forvalter på Vildmosegaard hos forpagter Carsten Rehders.
Denne gård der ligger midt inde i den såkaldte lille Vildmose, på den sydlige side af Limfjorden, ikke langt fra Kattegat, var først bleven oprettet 1767 af Grev Heinrich Karl Schimmelmann, den første besidder af grevskabet Lindenborg. Han lod udgrave 3 søer i mosen, udtørrede arealet og oprettede en hovedgård på 30 tdr. hartkorn med grundmurede bygninger og jordtillæg af en fortrinlig beskaffenhed. Gården gav han navn efter mosen og kaldte den ”Vildmosegaard”. Gården var omflydt af brede, dybe grave og en lang dæmning, ”Kvasen” kaldet, førte ind til den. Man mærkede godt, at det hele terræn hvilede på mosegrund, da alt let ved det mindste tryk kom i en gyngende bevægelse. Skønt gården ikke lå langt fra naboer, så blev afstanden dog altid stor, da man på grund af vandet og mosen var nødt til at gøre en lang omvej for at komme ind på gården. Den var tit i fare, da vandet ved at stige i Limfjorden også gik højt i mosen, ligeledes kunne der være fare fra Kattegat. Gården lå i Mov sogn, der ligger ligesom en Ø mellem mosen og Kattegat. Grev Schimmelmann overlod gården i forpagtning til Carsten Rehders, der ligesom sin hustru Maria Neumann var fra Holsten. Det var skikkelige og brave folk nok, og herskabet satte pris på dem for deres dygtighed og pålidelighed, men som de fleste holstenske forpagtere på de tider, styrede de med strenghed. Træhesten og hundepisken kunne nok undertiden tages i brug, og konen gik morgen og aften selv ned i stalden og prøvede køerne, om pigerne malkede rent, og opdagede hun da en uregelmæssighed, var hun ikke seen med at lange dem en ud ved øret. De var slemme med at bande, som folk i det hele på den tid, og det lærte den unge Fangel også af dem. I øvrigt sad de godt i det, holdt en søn til studeringen og deres døtre blev også godt gift, den ældste med Jens Fangel, den anden med hans bror, præsten i Gudum, og den tredje med konsul og købmand Ferck i Aalborg. Jens Fangel blev forlovet og g.m. datteren Maria Rehders og fik derved gården i forpagtning efter sin svigerfar, da det Schimmelmannske hus havde fattet godhed for familien Fangel. Jens Fangel var en meget stor og svær mand. 1822 døde hans hustru Maria Rehders og 1833 d. 27. aug. døde Jens Fangel, forpagter af Vildmosegaard, 62 år gl. [Regelsen har 17 jun 2007 meddelt, at Jens Fangel (* 1771) 27.05.1789 indskriberet som student i København, men underkastede sig ikke off. Eksamen, 2 år på Assens & Hindsgavls amters kontor, fra 01.05.1792 til 01.11.1793 hos forvalteren på Hvidkilde. 26.04.1794 exam.jur. (ej ubekv.). (se C.& Ex. Juris 1736-1936 & M.D.Schleswigschen Studenten)].
Børn:
1) Holger Fangel, født 1800 d. 18. nov. på Vildmosegaard. Han blev sømand, men døde allerede 1819 d. 20. juni, 19 år gl.
Marie Fangel, gift Ravnborg død 1856.
2) Else Kathrine Marie Fangel, født 1802 d. 20.marts på Vildmosegaard. Hu er opkaldt efter begge bedstemødre, men hed i daglig tale blot Marie Fangel. Hun blev g.m. Michael Ravnborg, der havde tjent som karl på gården, blev så forvalter og siden forpagter af gården. Han var i øvrigt en meget pæn og fornuftig mand. Hans kone, der var meget stor og svær, døde 1856 af kræft i brystet. Børn:
a. Anders Ravnborg, født 1828, død samme år.
b. Marie Henriette Ravnborg, født 1830. Hun opholdt sig ugift i Aalborg 1878.
c. Maren Andrea Ravnborg, født 1832. Hun døde ugift.
d. Jensine Nikoline Ravnborg, født 1834 d. 23. aug. Hun blev 1853 d. 11. nov. g.m. Hr. Niels Bygum Krarup, født 1821 d. 13. sept. i Bedsted, hvor hans fader Hr. Jens Krarup dengang var præst, og døde 1836 som sognepræst for Budolphi menighed i Aalborg. Hr. Niels Bygum Krarup var fra 1845-59 adjunkt ved Aarhus skole, og blev 1859 kaldet til sognepræst for Skoldborg og Kallerup menighed i Thisted amt.
Karl Ravnborg, forpagter af Vilmosegaard.
5) Karl Ravnborg, født 1836. Han fik efter forældrene Vildmosegaard i forpagtning. Han blev g,m, Maria Hebert, en datter af Bombardus Ehrenfred Hebert, forpagter af Selsø mølle ved Isefjorden og ejer af en større bondegård i nærheden, og hustru Ingeborg Klausen. Hun var lærerinde hos pastor Olsen i Gudum præstegård.
Vildmosegaard brændte 1875 lørdag d. 20. marts. Ilden opstod om formiddagen kl. 11 i stråtaget over en med stuehuset sammen bygget mejeribygning, greb i den stærke blæst om sig med stor voldsomhed og lagde i kort tid alle bygninger, med undtagelse af våningshuset og et tørrerum, i aske. Hestebesætningen blev frelst, derimod indebrændte 90 køer og 150 svin, 16 vogne, maskiner, tilligemed avlen, 850 tdr. sæd, 12000 pund rapskager, 1000 pund palmekager m.m. Hr. Ravnborg led også en del skade på indbo, der blev flyttet ud. Ilden tog også fat i mosen, der endnu brændte om søndagen. Der faldt vel den følgende nat en del sne, men det befrygtedes, at den ville vedblive at brænde i bunden og ikke slukkes, førend der faldt stærk regn.
1876 d. 19. juli var der atter brand i mosen. Ejeren Grev Schimmelmann ville ikke lade gården genopbygge, og Hr. Ravnborg blev forpagter af Tiendegaarden, en anden af hans gårde, beliggende i Gudum sogn på 27 tdr. hartkorn.
Hr. Ravnborg er en stor, svær mand, hans kone er derimod kun lille. Han er svagelig, men en brav og elskværdig mand ligesom sin kone. 10 børn, hvoraf nogle er døde.
3) Karoline Elisabeth Fangel, født 1803 d. 13. april på Vildmosegaard. Hun opholdt sig i mange år i
huset hos sin morbror Hr. justitsråd Rehders hus i København. Hun har siden levet ugift i Aalborg.
4) Carsten Fangel, født 1804 d. 20. aug. på Vildmosegaard. Han døde 1804 d. 8. sept.
5) Carsten Rehders Fangel, født 1807 d. 28. juli på Vildmosegaard. Han lærte handelen i Odense
hos købmand Jens Fangel Petersen, blev kommis og ville have nedsat sig som købmand i Odense
da han døde forinden 1838.
6) Vilhelmine Fangel, født 1808 d. 27. okt. Hun blev g.m. Hr. Erhard Christian Frost af Randers,
ejer af Klitgaard i Vendsyssel. S. 165.
7) Nis Christian Fangel, født 1809 d. 23. okt.. Han var i en del år forstander for den Classenske Agerdyrkningsskole på Næsgaard på Falster. Han trådte 1848 ind i det frivillige Herregaards Skyttekorps og gjorde en del af krigen med. Han lå en tid på Als og besøgte dengang familien. Han var g.m. Johanne Schmidt. Han døde 1897 d. 6. marts, 87½ år gl. i Nykøbing på Falster. [Regelsen har 17 jun 2007 meddelt, at Niss Christian Fangel døde 5.03?, ~ 1845 med Hanne Dorthea Christina Smidt, * 31.08.1811 på Korselitze, død 10.02.1882 i Nykøbing F. Niss blev antaget som forstander på den Classenske Agerbrugsskole, da den blev oprettet på Næsgaard 1849. R. 1872. (se D.B.L.)]
Metthea Maria Emilie Fangel, gift Petersen.
8) Metthea Maria Emilie Fangel, født 1813 d. 13. juli. Hun kom efter faderens død med sin faster Mad. Frost til Nordborg, hvor hun blev g.m. Frederik Petersen, bendrejer på Nordborg. Han var temmelig tysksindet og er nu død. Hans enke har opholdt sig i en del år hos den ældste søn. Død 1904 i febr., 90 år gl. Deres børn:
a. Karl Petersen, født 1837. Han har i en del år været forvalter på en plantage på Øen Kuba i Vestindien. Han er kommen hjem og har købt sig en landejendom. Han købte kroen i Rinkenæs.
b. Ernst Petersen, født 1838. Han gik til søs og fik skib at føre, men kom syg hjem fra Hamborg og døde 1880 d. 18. febr. ugift.
c. Frederik Petersen, født 1840. Drejer på Nordborg. Han døde 1879 d. 31. okt.
d. Holger Petersen, døde som barn.
e. Marie Petersen. Hun er g.m. urmager Hansen på Nordborg. Han er fra Tranderup sogn på Ærø.
f. Christian Petersen. Han har været handelskommis på St. Thomas, skal nu være gået til Venezuela i Sydamerika.
g. Emilie Petersen. Hun er g.m. snedker og møbelmagasinsforhandler Petersen i Sønderborg.
Matthilde Margaretha Fangel, gift Brorsen.
9) Matthilde Margaretha Fangel, født 1815 d. 7. sept. på Vildmosegaard. Hun blev 1841 d. 7. sept. g.m. Magdalus Catharus Brorsen, født 1800 d. 28. febr. i Sæby, hvor hans fader etatsråd Rasmus Bondesen Brorsen dengang
var herredsfoged, senere i Aalborg. Fra 1825-29 var han residerende kapellan i Nykøbing, fra 1829-30 sognepræst i Flade, fra 1830-57 i Veggerby, og fra 1857-77 sognepræst i Gamborg på Fyn. 1875 d. 20. april holdt han sit embedsjubilæum, og blev Ridder af Dannebrog. 1877 d. 30. jan. tog han sin afsked og flyttede til Frederiksberg, hvor han døde 1878 d. 23. april. 4 sønner og 3 døtre. Deriblandt:
1) Rasmus Bondesen Brorsen, født 1842 d. 13. juli. Theol. kandidat 1871 d. 24. jan., blev 1871 d. 30 sept. kaldet til kapellan hos sin fader i Gamborg og 1876 d. 22. okt. residerende kapellan for Kattrup, Ørritslev og Tolstrup menigheder i Aarhus amt. 1873 d. 3. jan. blev han g.m. Hedvig Elise Margaretha Møller, født 1851 d. 9. febr. i Barløse præstegård på Fyn, hvor hendes fader Hr. Hans Hartvig Møller var præst.
Thyge Thygesen Fangel, forvalter på Tiendegaarden død 184?.
10) Thyge Thygesen Fangel, født 1817 d. 1. maj. Han var forvalter på Tiendegaarden og døde her af et vådeskud på jagten 184?.
11) Dorothea Elisabeth Fangel, født 1818 d. 11. nov. Hun blev g.m. en skolelærer i Jylland.
12) En dødfødt søn. Født 1811.
Niels Tingberg Fangel, præst i Gudum, død 1845.
4) Niels Tingberg Fangel, født 1781 d. 12. april i Nordborg præstegård, hvor hans far var præsten Holger Fangel, blev opkaldt efter sin morfar præsten Hr. Niels Tingberg i Flødstrup. Han blev i hjemmet, tilligemed sine fætre Hans og Jens Fangel Petersen, undervist af theol. student Johan Nikolai Arendt af Guderup og student Andresen, de var meget strenge, og den første halv forskruet i hovedet. 1795 blev han i en alder af 14 år konfirmeret. Grunden, hvorfor han var så ung, var vistnok den, for at han straks efter sin konfirmation, tilligemed sin fætter Hans Petersen, kunne sendes til Ærø, hvor hans farbroder Hr. Gomme Fangel, dengang præst i Tranderup, agtede selv at læse med dem og forberede de unge mennesker til studeringen. Han var en meget god philolog, tillige en samvittighedsfuld, from og troende mand, og det var først under hans kærlige og duelige vejledning, at de ret kom til at gøre fuld fremgang. De var derfor meget flinke, da han 1796 satte dem ind i Odense Skole, hvor de fik det samme logi hos den gamle degn Lars Liimkilde ved Graabrødre Hospital, i hvilket hus provst Fangel og hans brødre også havde boet, mens de gik i denne skole. Skolens rektor var dengang Ludvig Heiberg, og Søren Niklas Johan Bloch var øverste hører, tvende meget dygtige mænd, og den sidste tillige en sjælden brav og elskelig lærer. De kom ind i 5. klasse og dimitterede 1799 til Universitetet i København under professorerne Klaus Fries Hornemann, der var meget rationalistisk, Daniel Gothilf Moldenhauer, der så mest på en zirlig latinsk stil, og den lærde Frederik Münster, der læste over kirkehistorien. At den gode onkel på Ærø havde lagt en from, troende grundvold, blev vistnok årsagen til, at den unge Niels Tingberg Fangel ikke blev smittet af tidens irreligiøsitet og vantro, men altid bevarede hos sig en from, inderlig og levende tilegnelse at kristendommens sandhed. Her i København mødtes de med deres fætter, den lystige og vittige Boetius Fangel fra Sylt, der var bleven student året forud og havde lagt sig efter det medicinske studium, ligeledes med den anden fætter Jens Christian Fangel af Tikøb, der også var bleven student 1798 og studerede teologi, og Jørgen Knudsen fra Ketting på Als, der 1795 var bleven student fra Odense Skole. Den sidste skaffede Petersen og Fangel logi på Halmtorvet i et lille hus, hvor han selv og andre studenter havde logeret, og der blev de boende, indtil de gjorde sig færdige ved Universitetet. Knudsen boede på kvisten, de 2 andre på 1. sal.
På deres stue samledes man undertiden en aften til et lille parti L`hombre. Petersen spillede ikke med og blev gerne gnaven over ”det satans spil”, der hindrede ham i at komme i seng. Boetius lod det da regne ned med vittigheder over ham, Knudsen gav ham det råd at tage en dyne og lægge sig på i sin store kuffert, han kunne sove der, indtil de gik. Det forsøgte han også engang, men da var de andre ikke sene med at låse for ham, og de lukkede først op igen, da han bad ynkelig for sig.
Hans forskellige eksamener 1799-1806.
1799 d. 18. okt. tog han eksamen artium med laud. 1800 d. 22. april og d. 8. okt. tog han philos. og philol. eksamen, ligeledes med laud. 1903 d. 25. okt. underkastede han sig den teol. embedseksamen med haud, og tog senere de praktiske prøver, dimis prædiken og katechisation 1806 d. 11. maj med karakteren laud.
Kapellan for Nordborg menighed 1807-10.
I hjemmet havde han i nogen tid læst med sine yngre søskende, indtil faderen 1807 bestemte sig til at tage ham til sin kapellan. Hertil blev han kaldet 1807 d. 27. febr., og blev til dette embede ordineret d. 8. april i St. Knuds kirke i Odense af biskop Peder Hansen. Niels Fangel var et godt og kærligt menneske, han var godheden selv, og derfor kom han i denne stilling, altid godt ud af det med sin gamle fader, men denne kunne dog alligevel være kommen til at give ham en på øret. Pastor Ahlmann i Guderup ville gerne have sig et stort og smukt sakristi ved sin kirke, dette kunne han opnå at få, når han kunne få de hertugelige lig af den ældre linje, der henstod i et ligkapel for enden af koret ved Igen kirke, flyttet ind i det andet ligkapel ved Nordborg kirke, der var indrettet for den yngre linje af det pløenske hus. Han foregav, at de forårsagede en ilde lugt i kirken, og da sagen kom til forhandling i de årlige kirkesessioner, gav de øvrige medlemmer af kirkesessionen deres samtykke dertil. Provst Fangel var ikke tilstede, han trak sig mere og mere tilbage derfra, siden han havde nedlagt sit provsteembede, og der aldrig hørtes andet end strid i disse møder, og han nøjedes med at sende sin søn, der var hans kapellan. Han blev imidlertid meget vred, da han fik dagens udfald at vide, og det havde han al grund til, det var en retfærdig harme over, at man således forstyrrede de dødes fred, der her havde hvilet i deres eget i hen ved 150 år. Desuden lå der noget halvformummeligt i sagen imod ham, thi kunne Hr. Ahlmann ikke udholde lugten i Igen kirke, hvad skulle man så sige om Nordborg kirke. Der blev man da nødt til at tåle det. Det havde jo i øvrigt ikke stort at betyde med den dårlige lugt, thi ligene var jo forlænge siden blevet til gamle mumier; men det gjaldt mere om at få et stort, rummeligt lokale, hvor præsten kunne fordybe sig i sine filosofiske tanker, førend han gik på stolen. Provst Fangel blev derfor meget vred, da sønnen kom hjem fra mødet med denne tidende. ”Var de alle enige herom”, spurgte han, og da sønnen hertil svarede ja, spurgte han endvidere: ”men hvad sagde du dertil”, ”ja hvad skulle jeg sige, når de alle var for det”, svarede denne. ”Å! hvad skulle du vel sige”! og i det samme øjeblik for provsten op, men kapellanen forføjede sig hurtig op på sin stue, ellers er det ikke godt at vide, hvad der kunne være sket. Provsten glemte atter snart sin vrede imod sin gode, kærlige søn, men sagen selv ærgrede ham meget, og det gik ham endnu mere til hjerte, da ligene senere på en meget skandaløs måde blev flyttet om til Nordborg; thi der var ikke sørget for en ordentlig transport, men ligene stod halv åbne, og et og andet faldt ud af kisterne. Niels Fangel var en livlig og munter ung mand, der godt med glæde kunne deltage i det selskabelige liv, uden at glemme sin værdighed som præst. Han var med til skolelærer Autzens bryllup, der stod på Nordborg slot, da han blev g.m. Mad. Christensens datter Anna. Det var et meget stort bryllup og alle morede sig fortræffeligt. Han kom meget sent hjem og glemte rent, at han skulle over i kirken og forrette en brudevielse den følgende dag. Han sov da endnu trygt da det begyndte at ringe, og brudefolkene kom. Men hans gamle fader, som tænkte ved sig selv, at han nok ikke var ordentlig forberedt til at gå over i kirken, lod som ingenting, gik straks selv derover, og alting gik sin sædvanlige gang, uden at der skete nogen standsning. Da kapellanen kom op, randt det ham i hu, at der var et bryllup, og han blev meget forskrækket, da han ved at se på uret, fornam at tiden var forløbet. Men alt var besørget, og man lo så småt over forvirringen, der let kunne være sket. (Wibergs præstehistorie, Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost).
Præst i Gudum 1810-45.
I de tider var det vanskeligt at blive befordret, når man ikke havde formående velyndere; thi en stor del af præstekaldene i landet var såkaldte ”Proprietærkald”, som embeder, hvortil disse mange små og store jorddrotter havde forslagsret. Den Fangelske familie havde fået en velynder i Greverne Schimmelmann. Da derfor præsten i Gudum Hr. Ole Frederik Obel døde 1809 d. 25. sept., søgte kapellan N.T. Fangel dette embede, blev af Grev Schimmelmann indstillet og af Kongen kaldet 1810 d. 19. jan., til at være sognepræst for Gudum og Lillevorde menigheder i Aalborg amt. 1825 d. 18. febr. blev Seglflod tillige forenet hermed, så at han fra denne tid fik 3 kirker.
Det var for så vidt en behagelighed, som at han kom til at bo i nærheden af sin ældste broder, der var forpagter på Vildmosegaard, der lå i nabosognet Mov. En af hans nærmeste nabopræster Hr. Samuel Johannes Tilemann, præst i Gjerding og Blenstrup fra 1789-1820, var ligeledes fra Nordborg, en redelig og retsindig mand, der ofte besøgte ham og blev længe siddende, da han var lidt lang af stil, han døde imidlertid 1820 d. 12. jan. Men en stor ubehagelighed mødte ham ved denne befordring, et tab, som han aldrig forvandt. Det var den omstændighed, at han måtte sætte bo i en præstegård i den slemme tid, da landet på grund af den ulykkelige og langvarige krig fra 1807-14 gik en pengekrise og nød i møde, som ikke lod sig afhjælpe. For at indløse præstegården og sætte bo, havde han gjort et betydeligt lån, modtog pengene i sedler, der rent faldt i kurs, og måtte betale tilbage i sølv. Derved kom han til at sidde i en gæld, der sved til ham hele hans liv, tilmed da han tillige sad inde med en avling, der i alle de dårlige år ikke indbragte noget, og der var frygtelig lave priser på alle produkter.
Han bliver g.m. Henriette Margaretha Rehders 1819.
1810 d. 11. maj blev han g.m. Henriette Margaretha Rehders, en datter af Hr. Carsten Rehders, forpagter på Vildmosegaard og hustru Marie Neumann. Hun var født på Vildmosegaard, døbt 1779 d. 29. sept., og således en søster til hans broders kone. Hun var en sjælden rar, brav og elskværdig kone, men fradøde ham desværre allerede 1822 d. 5. aug., fra hvilken tid han forblev enkemand til sin død. Foruden de, side 29, omtalte søskende havde hun også 2 brødre, Konrad Rehders, født 1770 på Vildmosegaard, fra 1795-1852 præst i Skjæve i Hjørring amt, en søn af hvilken Hr. Carsten Rehders 1828 blev præst i Gjerding og Blendstrup, og den anden bror var justitsråd, generalkrigskommisær Rehders i København. Det var et stort tab for ham, at hans brave kone døde så tidlig, da børnene endnu kun var små, han måtte nu have fremmede til at styre sit hus, først senere da hans døtre voksede til, overtog de hans huses bestyrelse. Han var også svagelig og holdt en tid lang theol. kandidater til at hjælpe sig med at prædike, da embedet var besværligt på grund af de 3 kirker. 1833-34 var hans bror Holger Fangel hos ham, senere Peder Wodschou Bruun fra 1837, der siden blev præst i Sønderborg og nu er præst i Gjerlev i Frederiksborg amt, han kom altid godt ud af det med den gamle præst, men ikke så godt ud af det med døtrene, da han var noget vigtig og fordringsfuld, og fra 1841 havde han Christian Ehrenfred Steenstrup til kapellan.
Han bliver Ridder af Dannebrog 1836.
1836 d. 28. okt. blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog. Som en mærkelighed kan det fremhæves, at han tilligemed Nikolai Frederik Severin Grundtvig var oppe samme dag til theol. embedseksamen, og da senere denne mand begyndte sin kirkekamp til forsvar for den gamle kristelig tro, fulgte han med levende interesse denne strid, og hans sympati var på denne mands side, men om han ville være vedbleven at følge ham senere, under hans senere stade, er et andet spørgsmål. Når Fred. Barfod i sin ”Danm. Geistl.” noget ubestemt giver ham det skudsmål: ”at han skal have været en dygtig, samt såre elskelig og værdig mand, men måske noget vel tilbørlig til at antage det bedste om alle; i flere år meget svagelig”, da vise dette os, at når en forfatter ikke bedre kender en mand, der nylig er død, da skulle han helst lade være at skrive om ham. Men det er sikkert nok, at Niels Tingberg Fangel var en inderlig, from og gudfrygtig mand, en kristelig, troende, nidkær og samvittighedsfuld præst i al sin embedsgerning, og blid og kærlig i al sin omgængelse, en fredselskende natur, der dømte mildt og forsonligt om alle han kom i berøring med, derfor var han agtet og elsket både af sine foresatte og af sin menighed, der betragtede ham som en fader. Der var noget inderligt og barnligt i hans natur, som måtte vinde alle for ham. Når den gamle mand tit tænkte tilbage på sine barndomsminder fra Nordborg og Als, da græd han af glæde. I de senere år blev han meget svagelig, han havde været en meget høj og mager mand, til sidst blev han helt krumbøjet og havde besværlighed ved at gå. Hans degn måtte lede ham op på prædikestolen og i den sidste tid sad han på en stol i koret.
Hans død 1845.
Han står ikke anført i Erslevs Forfatterleksikon, men en mindetale over amtsprovst Gerhard Tetens, holdt af ham i Gunderup kirke 1832 d. 24. febr., er dog alligevel udgivet i trykken. Han døde 1845 d. 4. marts, 64 år gl. Børn:
1) Holger Fangel, født 1811 i Gudum præstegård. Han døde samme år.
2) Holger Fangel, født 1812 i Gudum præstegård. Han døde som barn.
3) Marie Matthea Fangel, født 1813 d. 9. jan. i Gudum præstegård. Hun bestyrede i mange år huset for sin fader og har senere i en del år bestyret huset for forpagter Glud på Nordfeld på Møen. Død 1897 i København.
4) Sophie Elisabeth Fangel, født 1814 d. 3. maj. Hun blev 1847 d. 4. maj g.m. Hr. Christian Ehrenfred Steenstrup, en søn af Johan Vogelius Steenstrup, der døde 1840 som sognepræst for Skelund og Visborg i Aalborg amt. Han er født 1811 d. 30 marts i Vang, hvor hans far dengang var præst, blev student fra Aalborg skole 1830, theol. kandidat 1837 d. 1. nov. med haud, fra 1841 d. 18. febr. til 1845, personel kapellan i Gudum, fra 1845-46 hjælpepræst ved Viborg domkirke, blev 1846 d. 7. aug. kaldet til præst for Gjerding og Blenstrup menighed, hvor han døde 1865 d. 3. marts. Hun har hidtil som enke boet i Aalborg. 2 sønner og 3 døtre. Hun døde først i marts 1899, 84 år gl.
5) Marie Elisabeth, født 1815 i Gudum præstegård. Hun opholdt sig i hjemmet og bor nu i Aalborg
Holger Fangel, forpagter af Gudumlund død 1888.
6) Holger Fangel, født 1817 d. 2. maj. Han gik i Aalborg skole og blev student og studerede theologi, men opgav studeringen og gik til landvæsenet. Han gik frivillig med i krige 1848. siden har han i en del år haft Gudumlund i forpagtning. Han er g.m. Johanne Brøndum, en datter af proprietær Brøndum der i sognet. Han har ingen børn og bor nu i nærheden af Aarhus på sin ejendom ”Fredsholm”, hvor han døde 1888 d. 11. jan. af sukkersyge, 71 år gl.
Christian Peder Fangel købmand på Nordborg død 1854.
4) Christian Peder Fangel er født 1784 d. 23. sept. i Nordborg præstegård, hvor hans far var præsten Hr. Holger Fangel. Han blev i dåben opkaldt efter tvende præster, Christian efter sin farbror i Tikøb og Peder efter sin morbror i Kjølstrup. Han var som dreng lidt tungnem, og derfor græd han tit, når hans lærere, Hr. Joh. Nikolai Arendt og Hr. Jens Andersen var alt for strenge imod ham og hans søskende. 1800 blev han konfirmeret af sin far, 15½ år gl. Hans far bestemte ham til landvæsenet, og det blev afgjort at han skulle til Vildmosegaard for at uddannes i dette fag hos sin ældre bror Jens Fangel, der var bleven forpagter af denne gård. Han skulle lægge turen over København, for derfra at gå med en skibslejlighed til Aalborg. Hans stedmor havde i den anledning forsynet ham godt med klæder, linned og strømper, og han sejlede med skibskapitain Christian Matzen af Nordborg, senere ejer af Druelund, til København, hvor han i nogen tid logerede hos sin bror Niels Tingberg Fangel og sin fætter Hans Petersen, der begge dengang var studenter. Men da Peder hjemmefra var forsynet med strømper, sled de 2 andre på dem tilligemed ham, og enden blev, at hans mor atter måtte til at forsyne ham med nye varer af denne slags. Med en skude fra Aalborg kom han da endelig til sit bestemmelssted Vildmosegaard, hvor han opholdt sig i flere år. Imidlertid døde skipper Lorents Lorentsen Bruun på Nordborg, og da denne mands efterladte enke, Anne Marie Klausen sad inde med et godt sted og en god næringsvej på Nordborg, så hans gamle far lejligheden i agt til at se at få ham anbragt på dette sted. Der var ikke noget i vejen fra hendes side, hun tog mod tilbudet. Der blev skrevet efter Peder, han kom, ægtede enken, og alting gik godt.
Kromand Christen Klausen.
Anne Marie Klausen var en datter af kromand Christen Klausen og født i Elstrup kro 1770. Hendes far Christen Klausen, var en søn af boelsmand Klaus Christensen Smidemand i Elstrup og født 1740. 1769 blev Christen Klausen af Elstrup g.m. Anne Christine Niels Datter, enke efter afd. Kromand Jørgen Lassen Blytækker i Elstrup. Med denne enke fik han altså Elstrup kro, som han 1789 måtte aftræde til sin stedsøn Jørgen Jørgensen. Han købte da igen et sted på Nordborg ved Bækken af Arent Thomsen Syndemann, der i sin tid havde været forpagter på Gundestrup, Augustenborg Herregaard og den lille gård Wodrup på Ærø og slog sig til sidst ned som kromand på Nordborg. Christen Klausen drev også krovæsen og høkeri på stedet og stod sig godt, så at han var mand for at låne penge ud. Således havde også husfoged Hans Riegels engang lånt 200 rdl. af ham. Riegels var en dårlig betaler, men ville nok leve godt. Da det trak i langdrag, gik Klausen engang op til ham. Han fandt ham siddende i fuld smaus ved bordet, med en kyllingesteg og et godt glas vin for sig, og da han fremførte sit ærinde, snøvlede Riegels i en vred tone: ”har han ikke glemt det endnu”.
Han bliver g.m. Anne Marie Klausen 1808.
Da Klausen blev ældre overlod han dette sted til sin eneste datter Anne Marie, og 1797 d. 17. febr. blev skipper Lorents Lorentsen Bruun af Nordborg g.m. Anne Marie Klausen af Nordborg. Forloverne var skipper Matz P. Høeg og Joachim Frederik Bruhn af Nordborg. Denne mand vedblev at pløje søen og gamle Klausen passede skænken og butikken hjemme. Imidlertid døde han omtrent 1807 og 1808 blev Christian Peder Fangel g.m. enken Anne Marie Klausen og kom således i besiddelse af det sted, som endnu er i familiens eje.
Hans første kone døde 1811.
Anne Marie Klausen var en meget brav og fornuftig kone, og provsten satte megen pris på hende. Ægteskabet varede imidlertid kun kort, thi hun døde i barselseng 1811. ( Nordborg kirkebog og Igen kirkebog).
Provsten ville nu atter sørge for en ny passende kone til sin søn Peder, og hans valg faldt denne gang på sin lille niece, Sophie Elisabeth Petersen, en god og rar pige, som dengang opholdt sig hos sin onkel i Rise præstegård på Ærø. Hun kom hertil og tog foreløbig ophold i Nordborg præstegård, hvor man altid havde holdt meget af hende. Men denne gang ville Peder også forsøge at gå på egen hånd. Han ville have en pige som tjente der i huset. Provsten blev meget vred da han mærkede dette og Peder turde ikke i længere tid komme op i præstegården. Provsten var imidlertid den stærkeste, han fik pigen ud af huset, og hans søn måtte bøje sig for sin fars stærke vilje, og det var vistnok det bedste for ham; thi hin pige var en slem, snedig kvinde, hun blev senere gift i Sønderborg med en fjerhandler. Man lærer heraf en faderlige myndighed på den tid, det var måske godt, om der endnu var lidt mere af den i vore dage.
Hans andet ægteskab med Sophie Elisabeth Petersen 1811.
1811 blev han g.m. Sophie Elisabeth Petersen. Hun var en datter af Hr. kontrollør Peter Petersen og hustru Regitze Sophie Elisabeth Fangel på Nordborg, hvor hun var født 1781 d. 15. aug. Hun blev konfirmeret 1796, 15 år gl., tilligemed Lorents Johannes Brorsen, Hans Ahlmann, Anna Charlotte Zoffmann og skipper Hans Christensens datter Anna, der blev g.m. skipper Matthias Johansen på Nordborg. Efter sin konfirmation var hun nogle år i Odense hos enkefru Berg fra Skovsbo, der var mor til præsten Peder Kryssing Tingbergs kone, Anna Susanne Berg i Kjølstrup. Siden opholdt hun sig en del år hos sin morbror præsten Gomme Fangel, både i Tranderup og Rise præstegård.
Mens hun opholdt sig på Ærø, havde hun i nogen tid været forlovet med Hr. Christian Gorm Liimkilde, en søn af degnen Lars Liimkilde ved Graabrødre Hospital i Odense, der fra 1800-1809 var residerende kapellan i Ærøskøbing og døde 1840 som sognepræst i Skelskør. Liimkilde, der hørte til de satiriske pamfletdigtere på den tid, var en temmelig storsnudet og krakilsk person, og hævede partiet. Hun blev ham en god kone for hans hus, da hun både var meget fornuftig og sparsommelig, hvad nok kunne behøves i de dårlige tider, der senere kom. Hun havde en sjælden god forstand, og var hun end sjælen i huset, så forstod hun dog at skjule det således, at det ikke fik udseende af, at hun havde den afgørende stemme; thi hun havde en fin takt, og var derhos en meget stille, beskeden, bramfri og retsindig kone. Den gamle Klausen blev boende hos dem og levede endnu flere år, men hun forstod altid at omgås den gamle mand på en sådan fornuftig og god måde, at han kom til at holde meget af hende. Peder Fangel var også en meget brav og god mand, havde han end ikke sin kones gaver, og derfor levede de al sin tid et godt og lykkeligt ægteskab. Da de arvede den gamle tante Juhlers sted, opholdt hun sig i sine sidste år i deres hus, og til dette sted trak de sig tilbage 1835, da de overlod stedet til deres søn.
Han dør i Nordborg 1854.
Her henlevede de deres sidste dage og nød en lille aftægt fra stedet. De måtte friste den store sorg, at deres kære søn gik bort ved en tidlig død, og ”gamle Fangel”, thi således benævnedes han alm. i modsætning til sønnen, gik nu meget ned og så til med avlingen på stedet for svigerdatteren. Han døde 1854 d. 25. dec., efter at han i de sidste år havde skrantet en del. Hans sædvanlig mundheld var ordet, ” her do. Kom og se det her do”, eller ”det skal jeg sige dig her do”.
Hun dør i Sønderborg 1861.
Efter mandens død lejede hun sit sted ud og levede hos sin datter i Sønderborg. Også her viste hun bestandig den samme fornuftige takt; thi hvor tilbøjelig end tit de ældre kunne være til at ville råde, så skulle hun nok forstå ikke at indblande sig i deres anliggender, men altid bevare sit stille, beskedne og tilbagetrukne væsen. Derfor kom hun altid godt ud af det med alle. Hun døde 1861 d. 13. jan., 80 år gl. Børn:
1) en dødfødt søn, født 1809.
2) Holger Christian Klausen Fangel, født 1811 d. 25. febr. Han blev præst i Notmark på Als. S. 39-44.
3) Peter Gomme Fangel, født 1812 d. 4. juni. Han blev købmand på Nordborg. S. 44-45.
4) Anne Marie Fangel, født 1816 d. 3. jan. Hun blev 1846 g.m. købmand Clausen i Sønderborg. S. 45-47.
5) Else Kathrine Fangel, født 1819 d. 22. okt. Hun led i sin barndom i den grad af engelsk syge, at hun ikke kunne gå, men svækkedes både på sjæl og legeme, og lå i mange år til sengs. Hun vedblev at være et barn. Efter at være bleven konfirmeret af sin bror, døde hun 1839 som en krøbling.
Holger Christian Clausen Fangel, født 1811.
Holger Christian Clausen Fangel er født 1811 d. 25. febr. Samme dag hans mor blev begravet, blev han døbt og fik navn efter begge sine bedsteforældre på fars og mors side. Han fik igen en god og fornuftig stedmor i sin faders kusine, Sophie Elisabeth Petersen af Nordborg. Han kom som dreng ofte op i Nordborg præstegård, hvor den gamle provst Fangel, hans bedstefar, gjorde meget af ham, fordi han bar hans navn, og da denne ønskede, at han skulle studere, og han dertil havde midler, da han havde arvet en kapital efter sin morfar Christen Klausen, bestemte hans forældre ham til studeringen.
Han kommer til Drejø.
Efter at han derfor i nogle år havde gået i byens skole, blev han taget ud deraf og sendt til Drejø, hvor præsten Hr. Hans Petersen, der var en bror til hans stedmoder påtog sig at forberede ham så vidt, at han med tiden kunne komme ind på en latinskole. Her opvoksede han og modtog undervisning sammen med præstens 2 ældste børn, der var hans jævnaldrende, Marie og Peter Andreas Petersen, og her lagdes allerede grunden til hans senere forbindelse med denne pige, der havde været hans barndoms veninde. Mens han opholdt sig på denne Ø, mødte der ham noget der let kunne have bragt meget skadelige følger for hans fremtid. De 2 drenge gik ofte ud i byen og tilbragte undertiden en aften hos en eller anden nabofamilie. De fik lyst til at ryge tobak, men turde ikke lade præsten mærke det, da han ville være bleven alvorlig vred. Derfor røg de i smug, når de kom ind til én af naboerne. Men smeden havde engang hemmelig kommen krudt i en pibe, som Holger Fangel fik, havde gjort det af kådhed, for at drive løjer; men denne kåde spøg kunne være kommen ham dyrt at stå. Thi da piben på én gang fløj i stumper, flængede den helt huden af hans hånd. Derved blev det, og godt var det, da det ligeså godt kunne have beskadiget hans ansigt eller øjne, eller have haft værre følger for ham. Han turde ikke lade præsten se sin hånd, men bandt den ind selv så godt han kunne; men da han kort efter kom hjem, forklarede han sin mor det hele, hun så til den, og den så temmelig slem ud, men ved hendes fornuftige behandling blev den snart igen helbredet.
Han kommer ind på skolen i Odense.
Da pastor Petersen 1825 flyttede til Oksbøl på Als, kom Holger Fangel atter hjem, men gik ud til Oksbøl for at fortsætte sin undervisning hos ham, indtil han 1828 kom ind i Odense skole, hvor han fik logi hos sin onkel, købmand Jens Fangel Petersen på Overgade. Iblandt hans lærere her kunne mærkes: skolens rektor, prof. Jakob Saxtorph, overlærer Matthias Wilhelm Brohm, adjunkt Christian Hermann Andreas Kalkær, adjunkt Peder Eskildsen og adjunkt Casper Peter Paludan Müller m.fl. Ferierne tilbragte han på en behagelig måde i Svanninge præstegård, hvor hans slægtning Jens Christian Fangel dengang var præst.
Han bliver student 1832.
1832 afgik han til universitetet og fik til examen artium karakteren haud. 1833 tog han anden examen med laud og begyndte derpå at studere theologi. De daværende theologiske professorer var: Henrik Nikolai Clausen, Matthias Hagen Hohlenberg, Carl Emil Scharling og Christian Thorning Engelstoft, blandt hvilke han mest skattede Clausens klare og forstandige foredrag. Mens han lå i København omgikkes han jævnlig flere andre studenter fra Als: Christian Schwensen fra Hørup, Andreas Evald Meinert Thomsen af Nordborg, der senere blev sognepræst i Balslev og Ejby på Fyn, Hans Peter Ovesen Balle af Nordborg, der blev sognepræst i Aversi på Sjælland og slesvigeren Nis Hanssen fra Højst ved Tønder, der senere blev præst i Sottrup i Sundeved, og allerede som student begyndte at skrive til gunst for den danske sag m. fl. I ferierne tog han gerne ud til Tikøb præstegård ved Helsingør, hvor en anden slægtning af ham Jens Christian Fangel dengang var præst, og her tilbragte han tit mange glade og fornøjelige dage, da hans bolig var et meget gæstfrit hus.
Han bliver kandidat 1838.
Han var meget flittig og udholdende i sine studeringer, og havde derfor gjort sig håb om at få laud, men var dog også godt tilfreds med et godt haud,, når han agtede at gå op til theol. embedseksamen. Denne underkastede han sig 1838 d. 16. jan og fik karakteren haud. Da det allerede var afgjort, at præsten J. Knudsen i Hagenbjerg ville antage ham til kapellan, når han havde endt sin studering, tog han straks efter sin eksamen hjem til Nordborg og øvede sig om sommeren 1838 i at prædike, og katchisere, i hvilken Henseende han ofte gik ned i Hagenbjerg skole for at høre på skolelærer Pet. Frederiksens undervisning, der var bekendt for en meget dygtig katechisator, og 1838 d. 22. okt. prædikede han til dimis og katechiserede for biskop Tetens i Hagenbjerg, for hvilken prøve han fik laud i begge fag.
Han bliver kapellan i Hagenbjerg 1838.
Endnu samme år 1838 d. 27. nov. blev han kaldet til kapellan for Hagenbjerg menighed, d. 21. dec. ordineret i Ketting kirke af Biskop Tetens og anden juledag indsat i menigheden af Provst Thomsen på Nordborg.
For at have større beskæftigelse fik han flere folks børn i Nordborg at læse med, og gik derfor for det meste hver dag ind til byen, hvor han om formiddagen i sin faders bopæl underviste 2 sønner af husfoged justitsråd Riegels på Fægtenborg, Fritz og Christian Riegels, Ernst Harboe, en søn af actuar Harboe, og Christian Heinrich Bruhn, en søn af skibskapitain Bruhn på Nordborg. Til middag vendte han igen tilbage til Hagenbjerg og læste et par gange om ugen med præstens plejesøn Christian, hvem han foreløbig meddelte undervisning i tysk.
Han bliver g.m. Olave Marie Petersen 1840.
Da det imidlertid blev ham noget besværligt, besluttede han at gifte sig og ægtede da 1840 i okt. sin forlovede Olave Marie Petersen, en datter af sognepræsten Hr. Hans Petersen i Oksbølle og for længst afd. Hustru Margaretha Sophie Berg, der allerede døde 1810. Hun var født 1808 på Hvedholm og kom ved moderens tidlige død til Odense til enkefru Berg, hvor hun forblev indtil hendes far fik ansættelse som præst på Drejø. Fra den tid boede han på Nordborg, fik flere elever, med hvilke han læste dels enkeltvis hjemme i sin bolig, dels i byen, mens han derimod vedblev at undervise det tidligere studerende hold ude i hans forældres hus.
Han underviste flere unge mennesker.
Iblandt de nye elever kunne mærkes, Jørgen Petersen, en søn af købmand Frants Petersen, Frederik Kallesen, hvis fader var skipskapitain Christian Matzen fra Meelsgaard, Jens Krog og Christian Knudsen, af hvilke blot de 2 sidste skulle studere, og hvem han snart bragte så vidt, at de kunne følge med det ældre hold, og 1845 gå ind i Odense skoles 6. klasse. Desuden læste han også med herredsfoged Steffens døtre, Marie og Erna Steffens, samt provst Thomsens yngste datter, Louise Thomsen. Da det ældre hold af studerende gik af 1845, fik han igen 2 andre, Hans Autzen af Aarup og Peter Schmidt af Sønderborg at forberede til studeringen, ligeledes havde han en kostgængende et år i huset, Doris Ebbesen af Stevning. Hans kapellanløn var kun lille, og hans undervisning bragte vistnok ikke heller meget ind, alligevel kom han godt igennem, og det må for en stor del tilskrives hans kones dygtighed.. Hun var en sjælden fornuftig, huslig og sparsommelig kone, der ved siden af en tarvelig levemåde alligevel forstod at gøre sit hus hyggeligt og behageligt. Hun var i det hele en meget brav og retsindig kone.
Han opretter en dansk læseforening i Nørreherred.
Allerede straks da han kom til Hagenbjerg, fik han en læseforening oprettet for Nørreherred, der blev forsynet med bøger fra København, og blev til en tid meget flittigt benyttet. Men dette foretagende vakte forargelse på Augustenborg, hvor man betragtede den som en demonstration imod Hr. Durch., og følgen heraf blev, at kapellan Fangel i de første år ikke ved de forefaldende lejligheder blev tilsagt til taffel på slottet, men ved hofchef Hr. v. Kossels medvirkning blev denne forseelse dog snart ændret.
Han søger Oksbølle kald 1842.
Hans svigerfar Hr. Hans Petersen i Oksbølle døde 1842, og havde førend sin død ytret det ønske at få ham til eftermand, menigheden ønskede det samme og indgik derfor med en ansøgning til Kong Christian den 8., hvilken Biskop Tetens på det varmeste anbefalede, om at få ham til præst. Da Kongen senere indfandt sig i et besøg på Augustenborg Slot, fremstillede biskoppen sig for ham tilligemed et par mænd af menigheden og talte hans sag. Men Kongen var ikke til at bevæge, han fremhævede, ”at han ikke kunne forbigå så mange andre ældre mænd, der søgte det samme embede, det ville være en uretfærdighed, da han endnu var ung kandidat og havde haud, hvorimod flere ældre søgte, der havde laud”. Biskop Tetens lod Kongen frimodig forstå, dog på sin fine måde, uden at støde an imod formerne, ”at Kongen havde gjort det engang tidligere”, hvorved han sigtede til Svenstrup, da pastor Ahlmann 1836 blev befordret til dette kald, uagtet flere meget gamle værdige præster søgte det. ”Ja men dengang var jeg Prins og ikke Konge”, svarede Majestæten. ”Derimod er der en anden Fangel, som søger, hvad synes De om ham”. De svarede, ”at så vidt de kendte ham, var han en meget brav mand, men det var ikke ham de søgte om”. Da han altså ikke fik dette kald, henvendte han sig til Grev Bille Brahe på Hvedholm, hos hvem hans svigerfar engang havde været som hovmester for hans ældste sønner, og bad ham om ved lejlighed at have ham i tanker ved indstillingen til et af sine proprietær kald. Greven viser sig meget nådig og gav ham håb, men han havde jo flere, der havde henvendt sig i samme sag. Han søgte flere kald, men det gik kun langsomt med befordringen i de tider, da det vrimlede af kandidater.
Han bliver præst i Notmark 1849.
Så kom året 1848, og det hjalp på befordringen. Da de 2 tysksindede præster Hr. Frederik Petersen i Notmark og Hr. Hans Peter Schlaikjær suspenderedes ved en kongl. ordre 1848. 7. april, og kort efter med flere andre personer fjernedes fra øen Als, blev pastor Holger Fangel konstitueret som præst for Notmark og Adserballe menighed.
Han tog bolig i Adserballe præstegård og senere, da pastor Feilberg af Ullerup, der var fordreven fra sit embede af tyskerne, og derfor boede i Kettings gamle Bispegaard, blev på efteråret 1848 konstitueret, for Adserballe menighed, og Fangel altså blot fik konstitution for Notmark, blev han i nogen tid boende hos degnen Matthiesen; thi i præstegården boede endnu Fru pastorinde Petersen, ”og hun brændte som en nælde”. Hun rejste imidlertid d. 13. nov. hvorpå Fangel flyttede in i præstegården, og da Petersen senere lod sig ansætte af den hele oprørske regeringskommission, der havde konstitueret sig efter Malmø-Våbenstilstanden for Hertugdømmerne, til præst for Ullerup menighed og tilmeldte Biskop Hansen, at han frasagde sig Notmark kald, så var der ikke længere noget til hinder for at besætte dette, og derfor blev Hr. Holger Fangel 1849 d. 16. febr. kaldet til præst for Notmark menighed af den danske regering. Nu først kunne hans kone og familie flytte om til Notmark præstegård.
Hans første kone dør 1861.
Hun var hidtil blevet boende på Søvang. Efter at have tilbragt 12 lykkelige år på dette sted døde hun 1861 i dec. af kræft i brystet. Hun bar tit på et tungt sind, hvilket hun måske havde arvet efter sin mor, men var i øvrigt en meget brav og agtværdig kone. Hun opnåede en alder af 53 år.
Han bliver g.m. 2) Louise Schwensen 1862.
1862 d. 2. okt. blev han g.m. 2) Sophie Helene Louise Schwensen, en datter af Hr. consistorialråd Christian Schwensen. Præst i Hørup og hustru Sophie Frederikke Louise Jessen, og født i Hørup præstegård 1819 d. 1. juni. Efter at hun i en del år havde været i sin svoger Biskop Jørgen Hansens hus, både i Notmark og Guderup, bestyrede hun huset for sin bror i Hørup fra 1848-55, og forestod derefter huset for sin bror Hr. grosserer Carl Schwensen i Christiania fra 1855-62. Skønt hun som stedmor her i huset gik ind til flere voksne børn, forstod hun dog på en sjælden smuk, fornuftig og elskværdig måde i en kort tid at vinde deres hjerter således, at de hurtig lærte at elske hende som en mor. Hun har været en sjælden rar, god, tækkelig og elskværdig kone både for ham, og imod alle, der var kommen i berøring med hende. Derfor møder hun også almindelig agtelse og velvilje, hvor hun kommer. Derhos er hun tillige en meget fornuftig og huslig kone.
Præstegårdens bygning.
Notmark præstegård er vel en gammel bygning. Opført 1688 af præsten Hr. Frederik Jørgensen Kruckow, men den er en meget god solid og bred bygning, og da den er meget godt indrettet og smukt udstyret, er den en meget hyggelig og pæn bolig, tilmed da beboerne ved deres venlighed og gæstfrihed forstår at give den dette præg.
Den vestlige ende er senere tilbygget, efter traditionen som et slags aftægtsbolig for Hr. Jørgen Petersens enke Dorothea Sophie Brandt, der imidlertid må have opholdt sig på Nordborg hos sin datter Margaretha, g.m. købmand Samuel Brandt; thi her døde hun 1765. En stor smuk og anseelig have findes også ved huset, og herfra haves en smuk udsigt ud over egnens nærmeste omgivelse. En ny lade er opført i pastor Fangels tid. Et enkesæde i nærheden, som præsten Hr. Matthias With havde ladet opføre på præstegrund, for sine 2 ugifte døtre Anne Marie og Charlotte With, med den bestemmelse, at det i fremtiden skulle tjene til et enkesæde, er nu bleven solgt. 1864 blev præsten under de nye forhold siddende urørt i sit embede og aflagde derfor 1867 i marts ed til den preussiske regering. Han var en ældre mand og havde ikke lyst til at flytte. Man kan ikke sige noget hertil, det bliver altid et personligt spørgsmål. Men derved havde han også bestemt sig for at blive i Notmark uden at søge, skønt det jo ikke er af de store kald. Det kom ham da til gode, at hans kone arvede en ikke ubetydelig sum efter sin bror, den rige vekselerer Hr. Justus Heinrich Schwensen i Christiania. ”Hvorfor skulle vi ikke tage os en god dag på vore gamle dage”, siger han ofte. Med alt dette føle de jo også, at de har den forpligtelse til at gøre godt og hjælpe dem som trænge, hvad de også gør. Idet de vide, ”at saligt er det hellere at give end at tage”. Han har også været en nidkær og god præst for sin menighed, hans prædikener er altid vel studerede, klar og af et kristeligt indhold. Se Sofus Elvius: Danmarks præstehistorie fra 1867-1884, København 1887 S. 656. Død 9. marts 1899 i Faaborg, 88 år gl.. Hans hustru Louise Schwensen døde 1893 d. 5. marts, 73 år gl. Børn:
Hans Christian Fangel, landmand
1) Hans Christian Fangel, født d. 31. juli 1843 på Nordborg. Han lærte landvæsen på Lysholm og Elisabethminde ved Vejle, har været forvalter på Majbølgaard m. fl. Han er ejer af gården Kobberholt, meget højt beliggende, så at den kan ses i flere miles afstand, i Mygdal sogn ved Hjørring. Han er g.m. Christine Mayhoff, en datter af kobbersmed Mayhoff i Sønderborg. Flere børn: 8.
Peter Gomme Fangel, købmand.
2) Peter Gomme Fangel, født 1845 i Nordborg. Han lærte handelen hos købmand Laue Bang i Flensborg, kom derpå til St. Thomas i Vestindien til købmand Fechtenborg, hvis hustru Amalie Løvengren af Nordborg, havde været flere år i pastor Fangels hus. Han fik part i handelen. Han er g.m. Helene Eugenie Moe af København. Flere børn: Han døde af sukkersyge, 47 år gl. Han døde på sygehuset i New York d. 23. juni 1892. han opholdt sig der i 2 måneder for sit helbreds skyld. 6 børn:
3) Ida Fangel, født 1848 på Nordborg. Hun døde som barn.
Holger Jørgen Fangel, præst.
4) Holger Jørgen Fangel, født 1850 d. 2. marts i Notmark præstegård, led som barn af St. Veits Dands, blev af sin far forberedt til studeringen, kom ind på Odense skole 186?, blev student 1871, theol. kandidat 1878 med laud, blev hjælpepræst i Viborg og 1879 kaldet til sognepræst for Sønderholm menighed i Jylland. Han blev 1880 d. 13. maj g.m. Magdalena Charlotte Jessen, en datter af Hr. proprietær Hans Henrik Jessen til Majbølgaard på Als og hustru Clara Sophie Schwensen, og født på Majbølgaard 1852 d. 13. maj. Han døde 1895 d. 27. aug., 45 år gl.
Fra 1879 d. 3. juni til 1881 d, 7. aug., hjælpepræst hos pastor Kragerop ved søndre sogn i Viborg. 1882 d. 5. jan. kaldet til sognepræst for Sønderholm og Frejlev i Aalborg amt. 1889 præst i Faaborg.
Peter Gomme Fangel, købmand på Nordborg død 1843.
5) Peter Gomme Fangel, en søn af Christian Peter Fangel, købmand på Nordborg og hustru Sophie Elisabeth Petersen, er født 1812 d. 4. juni på Nordborg. Efter sin konfirmation kom han i handelslære i Sønderborg hos købmand Becher?? derefter kommis i Flensborg. 1835 tog han imod sin fars sted, det var egentlig hans ældre brors arv efter sin mor, men da han studerede, havde han ikke brug for det og lod sig udminde, hvorpå han fik det. 1836 blev han g.m. Kathrine Christine Thomsen, en datter af Provst Klaus Christian Thomsen og hustru Marie Kirstine Meinert på Nordborg, med hvem han allerede fra skolen havde været forlovet. 1836 købte han det Mad. Frost tilhørende sted på Nordborg, hvilket Jes Thomsen først havde været om, men da han ikke havde bestemt sig til den fastsatte tid, blev det solgt til Peder Fangel. Imidlertid fortrød denne, at han ikke havde fået stedet og købte det igen straks af købmand Fangel, der ved den lejlighed forbeholdt sig en lille toft på hen ved 1½ tdr. land, der grænsede ind til hans sted. Dette stykke jord fik han således uden at give noget for det, og da han tidligere ikke havde synderlig have til sit sted, kunne han udvide denne og endda beholde en lille toft ved huset. Han havde ikke så lidt jord til sit sted, han holdt et par heste og en 10-12 køer. Den lå for det meste ud ad efter Købingsmark. Peter var en snild og livlig, beleven mand der talte godt for sig og det passede godt for en købmand, derfor havde han god handel, især trak han Nordborg sogns landbefolkning til sig, derimod opgav han at holde krovæsen og skænk, som hans formænd havde drevet. Han var tillige en meget brav og elskværdig mand, altid glad og fornøjet og fuld af humor og ”Mutterwitz”. Da således graver Piper, en tysksindvandret mand, der som alle tyskere talte et ”gebrækkent sprog”, var i tørvearbejde for Fangel, og i forvejen talte med ham om arbejdet og til sidst spurgte: wer schal denn Mutter drinen”, svarede Fangel med sit sædvanlige elskværdige smil, ” dat schal Vater”. Men som alle tyskere lige fra den simpleste op til den højeste, selv Bismarck, ikke forstår eller kunne fordrage den godmodige danske naturs hjertelige ironi, således gik det også graver Piper. Han blev vred som en tysker. Denne brave mand gik desværre bort ved en alt for tidlig død til stor sorg for sin hele familie. Han døde af en farlig brystbetændelse i okt. 1843, endnu kun 31 år gl. Hans enke blev siddende for stedet, hendes gamle svigerfar og den gamle tro karl Rasmus, passede vel avlingen godt nok, men handelen måtte hun betro til fremmede, hvoraf enkelte ikke altid så på hendes rette gavn.
Hun var en stille og brav kone, men havde lidt svært ved at bestå. Hun døde 1862 i marts. Børn:
1) Sophie Elisabeth Fangel, født 1837. Hun blev 1861 g.m. toldassistent Claudius, en søn af præsten Johan Peter Gotthilf Claudius i Burkal ved Tønder. Han var først ansat i Korsør, men ved krigens ende 1864 nedlagde han sit embede, og lod sig igen ansætte under den preussiske regering i Ballum ved Ribe. Her døde hun efter nogle års forløb.
Niels Christian Fangel, købmand på Nordborg.
2) Niels Christian Fangel, født 1839. Han lærte handelen i Sønderborg hos sin onkel købmand Clausen junior. Ved moderens død overtog han fødestedet, men for at realisere gælden solgte han jorden og beholdt toften ved huset tilbage. Han blev g.m. Emma Victoria Andersen, en datter af Frantz Andersen på Nordborg. Han er købmand på Nordborg, er en meget brav og hæderlig mand, bekendt for sin patriotisme for den danske sag. Han flyttede i okt. 1896 til København. Døde 1903 i nov. i København, 65 år gl. 1910 i juli døde hans enke Emma Victoria, født Andersen i København. Deres børn
a. Peter Gomme Fangel, handelslærling
b. Vilhelmine Fangel, hjemme på Nordborg. Hun er død for flere år siden.
c. Valdemar Fangel, hjemme på Nordborg.
Peter Gomme Fangel, landmand
3) Peter Gomme Fangel, født 1841. Han kom til Jylland til sin onkel Emil Thomsen for at lære landvæsen, blev forvalter, men gift med en bondepige. Det har været småt for ham
Anne Marie Fangel, gift Clausen i Sønderborg.
5) Anne Marie Fangel, født 1816 d. 3. jan på Nordborg, hvor hendes forældre var købmand Christian Peder Fangel og hustru Sophie Elisabeth Petersen. Hun opholdt sig et års tid hos sin onkel, købmand Jens Fangel Petersen i Odense, og lærte håndarbejde og syning i Sønderborg hos Mademoiselle Hansen. Her logerede hun hos degn og skolelærer Jørgen Petersen, der var g.m. Anne Margaretha Jørgensen af Sønderborg, der regnede sig lidt i slægt med hendes mor, fordi hendes stedmoder var fra Bromølle. Siden opholdt hun sig i hjemmet. 1846 blev hun g.m. Jørgen Clausen fra Broager. Han havde lært handelen hos hendes bror købmand Peter Fangel på Nordborg i tiden fra 1838-42. Derefter blev han kommis i Flensborg, men da Peter Fangel døde, kom han tilbage til Nordborg, for at forestå handelen for hans enke, da han var et meget bravt og pålideligt menneske. Her blev han forlovet og efter at være bleven gift, bosatte han sig som købmand i Sønderborg, hvor han købte det hus på Sønderbro i nærheden af det gamle slot, som tidligere havde tilhørt en købmand B… Det var et meget godt sted, især havde han megen handel med folk fra Sundeved, da den gamle færge her gik over, og tillige med skibene i havnen. Han stod sig derfor godt og byggede et stort nyt hus. Senere blev hans handel knap så god, da den nye bro blev anlagt fra Nørrebro til Sundeved; thi så kom folk fra Sundeved ikke her i land. Clausen blev gerne kaldt Clausen junior, var en meget forstandig, pæn og agtværdig mand, der blev hædret med flere tillidshverv af byens borgere.
Købmand Jørgen Clausen i Sønderborg død 1863.
Denne brave mand døde imidlertid i en ung alder ved en ulykkelig hændelse 1863 d. 11 juli. Han omkom ved badning tillige med sin ældste søn Nikolai Clausen, handelslærling i Flensborg, der en times tid i forvejen var kommen hjem på besøg hos sin familie. Om denne sørgelige begivenhed læses følgende stykke i bladet Dannevirke fra 13. juli 1863, indsendt fra Sønderborg d. 12. juli: ”En af vor bys bedste borgere, købmand Jørgen Clausen junior, er i går morges kommen af dage på en meget sørgelig måde. Hans ældste søn, som var i Flensborg, ankom ganske uventet hertil med et dampskib om morgenen, og noget efter, kl. omtrent 8, gik han med faderen ud til et af de offentlige badehuse udenfor ”Damsklint”, tæt ved byen. Folk fra land havde set faderen, som først gik ud, synke med et skrig; de havde set sønnen ile ham til hjælp og straks derpå også forsvinde i bølgerne. Ejeren af ”Damsklint” Hans Johansen og en i nærheden liggende fisker, som var på fangst efter rejer, roede straks ud til stedet i fiskerens båd og fandt ligene på 2½ alen vand. Sønnen holdt faderen fast omslynget, og der er desto værre næppe nogen tvivl om, at Clausen har fået et af de almindelig krampetilfælde, og at sønnen, som ikke skal kunne have svømmet, er omkommen, mens han har været beskæftiget med at redde ham. Tiltrods for 3 lægers anstrengelse forblev alle forsøg på oplivelse mislykkede”.
Hans fortjeneste:
Clausen var født i Skodsbølle i Sundeved og var nu i sine bedste år. Han har været borger her i byen siden 1846 d. 23. marts og deputeret borger siden 1852 d. 3. juli. Han var et af Deputeret-Collegiets mest selvstændige og fremragende medlemmer, og derfor blev han altid benyttet, hvor noget af vigtighed skulle afgøres. Således har han i sin tid været medlem af udvalgene i anledning af erhvervelsen af Ladegaarden, af Idiotanstalten samt bygningen af Pontonbroen. Det skal også siges om Clausen, at han aldrig har været i tvivl om, hvor han skulle søge sin støtte i trange tider, om nord for Kongeåen eller syd for Ejderen. Derfor er sorgen over hans dødsmåde almindelig her i byen, og den har fremkaldt en stemning, som man ikke har kendt til siden krigens tungeste dage. (Dannevirke d. 13. juli 1863). Et ualmindeligt stort ligfølge ledsagede dem begge til graven. Lidt nærmere derom. Det var første gang det unge menneske besøgte hjemmet, efter at han i foråret var kommen ud af huset, og derfor blev forældrene meget glade ved hans uventede besøg. Faderen opfordrede sønnen til at gøre en lille spadseretur med ham, mens hans mor tillavede kaffen til deres tilbagekomst. Da de kom om til badeanstalten, må de pludselig have fået lyst til at tage et bad. At sønnen ved at komme faderen til hjælp er omkommen havde vistnok sin grund deri, at faderen som havde fået krampe, havde sønnen om halsen, hvorved han rimeligvis er bleven kvalt. Da de blev opfiskede, var der endnu lidt liv i sønnen, men alle forsøg var forgæves. Den ulykkelige mor, som slet ikke anede noget, men hvert øjeblik ventede dem tilbage, fik dette sorgens budskab meddelt af præsten i byen pastor P.V. Bruun; men hun kunne slet ikke fatte det hele og blev som forstenet. Hun kunne slet ikke komme til at græde, hvad vist ville have lettet hendes sorg. Hun fik nu destillatør Petersen i Sønderborg til kurator, og denne brave mand var senere i trange tider hende og hendes børn en tro støtte. Til at bestyre sit hus og handel fik hun en handelskommis Hahn af Haderslev, der var hos købmand Jepsen i Sønderborg. Han fik senere datteren, og enken overdrog dem sin handel, flyttede til Odense, for det at kunne holde en søn i skole. Men denne svigersøn var nærved at ruinere hende, så at hun havde det meget trangt og småt i Odense, hvor hendes broder præsten i Notmark var hende en god støtte. Imidlertid lysnede det igen for hende, da sønnen blev student, og datteren blev uddannet på Frøken Zahles Institut. Siden den tid har hun boet i København og har haft stor glæde af sine børn. Hun døde 1897 i København. Børn:
1) Nikolai Clausen, født 1846, kom i handelslære, men døde allerede 1863 d. 11. juli under et besøg i sit hjem. Han døde tilligemed sin far. S. ovenfor.
2) Birgitte eller Bertha Clausen, født 1848. Hun var en meget begavet pige, der tidlig skrev kønne digte. Hun blev 1865 g.m. handelskommis Hahn, en søn af en hattemager Hahn i Haderslev. Moderen overdrog ham handelen og rejste til Odense. Han havde i begyndelsen en temmelig betydelig handel, da han blev holdt for dansksindet, og beboerne undte ham derfor deres søgning. Men han levede temmelig flot, slog stort på og passede slet ikke sine ting, hvorfor der var stor uorden i hans regnskabsførelse, og han måtte først tinge op med sine kreditorer og siden gå fra det hele. Konen tog til sin moder, og han var nogen tid kommis i København, hvorefter han rejste til Amerika og forsvandt. I deres nød i Odense, hvor de havde det meget småt, fik hun et anonymt brev, ”at hvis hun ville tage til København, skulle hun det første år få frit ophold og fri undervisning i Frøken Nathalie Zahles Institut. Hun modtog tilbudet med glæde og fik logi hos mekanicus Nissen på Store Købmagergade. Det andet år blev hun understøttet af destillatør Petersen i Sønderborg. Hun var begavet, tog derfor en god eksamen og overtog straks en lærerinde plads ved instituttet, hvor hun endnu virker med interesse og er sin mor en god støtte. Hendes barn:
a) Maria Hahn, født 1867. Hun døde i jan. 1885 af gallop. Svindsot i Ringsted.
3) Christian Clausen, født 1850. Han lærte handelen i Haderslev, rejste til St. Thomas, hvor han kom på købmand Fechetenborgs kontor. For øjeblikket er han i Sydamerika. Han er g.m. Carmalitta Curt ???……
Holger Sophus Clausen, præst.
4) Holger Sophus Clausen, født 1852, gik i Odense skole. Blev student og theol. kandidat med haud pr. Blev 18? g.m. Charlotte Petersen, en datter af destillatør Petersen i Sønderborg og er for tiden præst i
5) Sophie Elisabeth Clausen, født 1854, gik i Frøken Zahles Institut og har timer ved anstalten.
|
