1867 45 f.
1867.
Prætendenten tager afsked med sit folk 1867.
Under al denne hurlumhej i Tyskland 1866 sad den stakkels prætendent Herz og Frederik d. 8. i Baden, naturligvis for at være nær ved den franske grænse og smutte ind over den i tide, at Preusserne ikke skulle få fat i ham. Han havde udspillet sin rolle. Preussen havde brugt ham som et godt legetøj, og da de havde nået det mål, de havde søgt, kastede de ham som et ubrugeligt skrammel bort. Alle hans forhåbninger var røgede i luften, og Schleswigholstenerne var tagne ved næsen. Deres rettigheder var godt forvarede i den preussiske pikkelhue. De var blevne ”Mushpreussere”. Her fra Baden sendte prætendenten d. 2. jan. 1867 sin nytårshilsen til afsked fra sit dyrebare fædreland. ”Målet var nået, hvorfor han og hans forfædre havde kæmpet at sikre landet for fjendehånd, Schleswigholstens frihed og selvstændighed var sikret. Han kan ikke godsige den uret, der ville overgå landet, hvis Nordslesvig skulle aftrædes, han vil i det mindste holde på Nordslesvigs ret at blive ved Schleswigholsten og opretholde Tysklands ret til Nordslesvig. Han er ude af stand til at beskytte dem mod alle farer, der kunne true dem med vold og magt, han giver derfor afkald på alle de forpligtelser og løfter, som de ved ed eller hylding havde ydet ham. Han håber på bedre tider og hans hjerte vil altid være ved hans kære fædreland i lykke og ulykke. Gud velsigne Eder! Gud velsigne mit dyrebare fædreland”.
Bal i Høruphav 1867.
D. 3, jan, var min bror med familie på bal i Høruphav, hvor Hr. Jessen til Majbølgaard var vært. Hans udgift var 2 ..
Hjul løber af vognen 1867.
Frøken Becker havde besøg af sin bror Ernst Becker, der var her i flere dage og var en aften med til Nygaard. Min bror og damerne kørte, og han og jeg gik derud. Om aftenen var det meget mørkt. De kørte atter, og vi to gik. Da vi var komne et stykke frem i skoven, holdt de der. Vognen var rendt på en stor sten, og det ene hjul løbet af. Nis Brag, der kørte, var meget ked derover, men der var ikke andet at gøre, end at spænde hestene fra og lade vognen stå til den følgende dag. Hele selskabet måtte gå hjem til fods.
Rivning ved biskoppens fødselsdag 1867.
Jørgen Smed i Elstrup, der fik dansk invalideunderstøttelse, men i øvrigt var arbejdsfør, havde hjulpen med at tække kornstakken i efteråret 1866 på Lysholm, men var falden ned af en stige og slået sit ene ben, hvortil han i længere tid søgte Dr. Tadey som læge. Han kom der af og til i huset. Han fik en temmelig god understøttelse af invalidefondet, og desuden havde min bror også givet ham noget, da han var kommet til skade i hans arbejde. De havde det alligevel noget småt, men det hidrørte også for en del på, at han var en del forfalden til drik. Både han og kone var af sognets simpleste familier, de var i grunden noget rak, og hun var tillige en slem so, men hun passede naturligvis på at have gjort rent, når hun vidste at Dr. Tadey kom. Ved biskoppens fødselsdag d. 11 febr. 1867 eller måske ved bispindens d. 25. nov. 1866, trådte Dr. Tadey frem og holdt en rørende tale, hvorved han omtalte denne familie, skildrede dens nød og fattigdom, manden havde vel en ringe og ubetydelig understøttelse, men det forslog ikke. Han skildrede konen som en stræbsom og ordentlig kone, der altid havde det så rent og pænt hos sig, og familien som en agtværdig familie.
46 f.
Han talte om det lille barn, hun havde på armen, som vendte sine engleøjne op til ham. Han opfordrede selskabet at komme dem til hjælp, give en skærv of sætte en tallerken i gang. Selskabet gav rigelig, de fleste lagde en preusser på. Han har åbenbart troet, at det var en lejlighed til at vinde indgang og gøre sig yndet blandt folk, men han kom snavs fra det; thi han har åbenbart slet ikke kendt familien. Min bror ytrede straks højt inde i selskabet i havestuen, da han hørte, hvem familien var: ”men det er jo det værste rak!” Og det samme ytrede jeg også inde i spisestuen, hvor jeg sad. Først trådte Møller op og holdt en tale, hvori han tog til genmæle imod den understøttelse, der blev ydet invaliderne i Danmark, at den var ikke ringe, men den var i det hele god og fornuftig, det kom an på, om den preussiske Invalidelov var bedre, og senere trådte kammerråd Fenger op på samme måde. Selskabet delte sig i 2 partier. Bispinden var meget indigneret på sin tilkommende svigersøns vegne, hun lod bagefter sin vrede gå ud over min svigerinde, men talte aldrig om sagen til min bror og mig. De unge damer, frøken Elise Schwensen og andre tog parti for Tadey, men Witzke og Sofus Hansen var gale på ham, og fortrydelige over, at han ved en sådan lejlighed afpressede gæsterne penge. Min bror og jeg tog ikke så meget sagen fra det politiske standpunkt, men indigneredes over, at det var til en uværdig familie al den virak og medynk blev ofret. Da folk i Elstrup hørte om sagen, dømte de ligesom os. Det hed sig derfra, at flasken tit gik 3 gange om dagen til kros.
Matthiesen bliver landråd 1867.
Den beskedne og spagfærdige amtmand Sarauw måtte vige sin plads som amtmand. Han blev forflyttet til Femern som landfoged. Hr. Matthiesen, der var herredsfoged i Angel, var en af de første augustenborgske embedsmænd, der brød med sin fortid og bejlede til Preussens gunst. Han holdt taler ved flere lejligheder og udbragte den preussiske konges skål. Det burde lønnes. Sarauw var åbenbar Preusserne for tarvelig, Matthiesen ville være den rette mand, og han blev udnævnt til amtmand eller landråd for Sønderborg kreds. Han virkede i begyndelsen ivrig for de preussiske eller tyske interesser, holdt sig udelukkende til dette parti og chikanerede ved enhver lejlighed det danske parti. På grund af sit mørke hår, døbte folkevittigheden ham med navnet: ”sorte Matthies”. Senere fik han øjnene op for, at der i dette parti var flere dygtige folk, og at det i grunden var lettere at komme ud af det med dansksindede folk.
Valg til det tyske rigsråd 1867.
Preussen havde oprettet en fælles Rigsdag for det tyske forbund. Der skulle laves en Rigsforfatning og i denne anledning holdes Rigsdagsvalg d. 12. febr. Slesvig blev uddelt i flere kredse. Den første Kreds omfattede Haderslev og Aabenraa amter, den anden kreds omfattede Sønderborg og Flensborg amt. Als og Sundeved blev således slået sammen med den største del af Angel. Der skulle stemmes sognevis, og enhver vælger nævnes for valgkomiteen det medlem han stemte på. Fra dansk side var man straks enige om at vælge Hr. Nikolaj Ahlmann på Augustenborg. Tyskerne her på Øen ville stemme på landråd Matthiessen, de mente, at han ville være den rette mand til at samle en del stemmer. Men i Angel ønskede man advokat Kraus fra Kiel, der var en ivrig Augustenborger.
47 f.
Fra dansk side opfordrede enhver i sin nærmeste kreds alle at gå hen at stemme, der blev også holdt flere valgmøder, hvor Ahlmanns valg anbefaledes, ligesom Hans Krügers i Haderslev kreds. Men tyskerne lå ikke heller på den lade side. De agiterede med at holde møder, søgte som sædvanlig at lokke, overtale og halvvejs skræmme folk med trusler. En del i deres egne øjne ansete mænd trådte med en skrivelse til vælgerne frem med en trykt anbefaling, hvori de roste Hr. Matthiessen og anbefalede hans valg. Det er dateret Augustenborg d. 3. febr.
Mænd der anbefalede Hr. Matthiessens valg 1867.
Disse mænd var: C. Jacobsen, forpagter på Werthemine, Christen Lassen, boelsmand i Ulkebølle, J.H. Schmidt, boelsmand på Klansager, A.L. Franzen, aktuar på Augustenborg, J,C, Møller, synsmand på Lebølgaard, J.J. Jensen, synsmand i Majbøl, J.P. Jørgensen, synsmand i Ertebjerg, Høeck, provst i Ketting, J. Simonsen, synsmand i Adserballe, L. Jørgensen, synsmand i Pøl, Hans P. Kock, synsmand i Lambjerg, H. Ahlmann, provst i Svenstrup, A. Hansen, skolelærer på Augustenborg, H. Otzen, købmand på Augustenborg, W. Grimm, advokat og notar i Sønderborg, B. Stein, købmand i Sønderborg, Thoms, toldforvalter i Sønderborg, Lorenzen, toldassistent i Sønderborg, H. Hauschild, skibsbygmester i Sønderborg, W. Toosby, borgemester i Sønderborg, E. Kirschstein, senator i Sønderborg, F. Lübbes, cand. jur. i Sønderborg, Back, Dr. medic. på Augustenborg, Schaugelow, læge i Sønderborg, H. Andersen, godsbesidder på Kegnæsgaard, J. W. Bock, proprietær på Meelsgaard, P. Thomsen, bagermester på Augustenborg. I-H. Lausen, degn i Ulkebølle, E. Kohlhammer, oppebørselsfuldmægtig på Augustenborg, E.E. Bøeg, toldassistent ved Fynshav, Fr. Jensen, gæstgiver i Hundslev, Fr. Petersen, synsmand i Bro, C. Petersen, husfoged i Nordborg, M. Bruhn, boelsmand i Sebbelev, Andreas Jørgensen, synsmand i Sundsmark, Mathis Mathiesen, synsmand i Vollerup, A. Thomsen, gårdejer på Hartspring, A. Haack, synsmand op Augustenborg, E. Olsen, rentier på Augustenborg, O. Schwerdtseger, godsejer på Rønhave, J. Schwerdtseger, godsejer på Rumohrsgaard, Claus Petersen, synsmand i Ulkebølle, E. Wacker, pastor adj. I Ketting, Jørgen Petersen, synsmand i Hørup, H. Winkelmann, gårdejer på Gundestrup, K. Lüders, herredsfoged på Augustenborg, E Iversen, amtsforvalter på Augustenborg. Det måtte dog hjælpe, at så mange udmærkede og ansete mænd anbefalede hans valg.
Hr. Møller virker for Ahlmanns valg 1867.
Hr. Møller til Gammelgaard kørte i sin vinærvogn om til Nordborg, holdt for flere huse og opfordrede vedkommende til at gå hen at stemme og virke for Hr. Ahlmanns valg. Min bror og andre lo deraf, han sagde, at det behøvedes ikke. Det gik af sig selv. Embedsmændene blev udnævnte til formænd, og de fleste valgkomiteer besattes med tyskere, dog hist og her kom en dansksindet mand ind som bisidder. Herredsfoged Lüders blev sendt til Tandslet, herredsfoged Petersen til Igen sogn, hvor min bror dog var bisidder, amtsdommer Boysen på Nordborg, amtsforvalter for Notmark sogn, købmand Otzen på Augustenborg for Flækken og Ketting sogn, proprietær Bock på Meelsgaard for Oksbølle sogn. For Igen sogn holdtes valgforsamlingen i Elstrup kro. Der faldt 483 stemmer på Hr. Ahlmann og 19 stemmer på Hr. landråd Matthiessen.
48 f.
Stemmeafgivningen på Als og Sundeved.
Udfaldet af stemmeafgivningen ved det første Rigsdags valg i 2. kreds for Als og Sundeved fandtes således:
Byens navn Ahlmann Matthiessen Kraus
Broager sogn 700 75 34
Nybøl og Ullerup sogn 590 24 2
Sottrup sogn 255 13
Dybbøl sogn 192 17
Kegnæs sogn 201 17
Lysabild sogn 357 30
Hørup og Tandslet sogn 528 32
Ulkebølle sogn 441 55 2
Ketting,Augustenborg 204 100 3
Adserballe,Notmark 488 22
Igen sogn 483 19
Svenstrup sogn 199 51
Hagenbjerg sogn 182 29
Oksbølle sogn 224 16
Nordborg sogn 438 109 1
Sønderborg sogn 510 199 66
I alt 6002 808 108
Udfaldet af valget i det hele 1867.
Tyskerne var temmelig visse på sejren, de stolede på Angel. Men Hr. Ahlmann sejrede med 9927 stemmer. Hr. Matthiessen fik 2807 st. og Hr. Kraus 6803 st. Krigen blev valgt for 1 kreds. I alt blev der afgivet på danske kandidater 2767 st., på preussiske kandidater 1203 st., og på augustenborgske kandidater 27.526 st. I alle valgkredse lød et vældigt hurra, da udfaldet blev bekendt. Det skurede i tyskerne ører og de ilede straks af sted hjem.
Pudsige scener forefaldt 1867.
I Tandslet gik herredsfoged Lüders vogn af hjulene. Da børnene i Lysabild skole gik hjem, formanede degnen Becker dem, ”at de skulle gå pænt hjem, og når de kom til kroen, hvor valget holdtes, skulle de gå stille og rolige, og de måtte på ingen måde råbe Kukkuk”, hvorved han kneb øjnene til. Denne formaning havde naturligvis til følge, at da børnene kom til stedet, gav de sig af fuld hals til at råbe Kukkuk!Kukkuk! I Oksbølle sogn havde Hr. Bock taget sin røgter med for at stemme tysk. Da tyskerne og deriblandt Bock om aftenen fluks ilede af sted, råbte folk spottende efter dem, ”at nu løb røgteren med sin bok og fire får”. Grunden til deres hurtige flugt var den, at en af de tilstedeværende havde råbt, ”at de skulle ……. i tyskerne”. Og således forefaldt der forskellige scener de fleste steder.
Sofus Hansen blev gift 1867.
D. 22 febr. blev Sofus Hansen, forpagter på Ladegaarden ved Sønderborg g.m. Karoline Ahlmann, en datter af Nikolaj Ahlmann, ejer af Werthemine. Da Hr. Ahlmann boede på Augustenborg i det hus om efter Palæet, hvor i sin tid den gamle pastor Jessen havde boet, stod brylluppet her på Augustenborg, men de blev viede af hans far biskop Hansen i Igen kirke.
49 f.
Bønderne i Igen havde rejst en æresport, og kirken var pænt pyntet. Brylluppet var ikke ret stort.
Embedsmændene må aflægge ed til den preussiske Konge 1867.
I febr. måned måtte embedsmændene, præsterne og lærerne aflægge ed til den preussiske Konge og forpligte sig til at overholde den preussiske forfatning. Af tidligere danske embedsmænd aflagde de tvende skovridere , C. Hansen på Nygaard og forstråd Ulrich i Sønderskov eden. Af præsterne aflagde provst Fangel i Hagenbjerg, pastor Ahlmann i Svenstrup, biskop Hansen i Guderup, pastor Fangel i Notmark, provst Høeck i Ketting, pastor Schwensen i Hørup, pastor Bendz i Lysabild og pastor Bernth på Kegnæs eden.. Derimod nægtede pastor Schmidt i Oksbølle, pastor Møller i Adserballe og pastor Tuxen i Tandslet at aflægge den. Alle lærerne aflagde eden, undtagen en underlærer i Mels, der straks blev afsat og udvist. Også synsmændene blev opfordret til at aflægge eden, men de fleste vægrede sig, og blev da afsatte. Provst Blædel i Nustrup og pastor Grove Rasmussen, kapellan i Gram var først ikke betænkte ved at aflægge eden og ønskede at få alle præster til at vægre sig, og i den anledning skrev Grove Rasmussen, der var fætter til fru Schwensen i Hørup, til pastor Schwensen om at opfordre de andre præster på Als til at vægre sig derved, men da pastor Schwensen ikke ville, aflagde de også eden. Provst Fangel som kort i forvejen var hos biskoppen for at overlægge sagen med ham, opfordrede også mig til at gøre det, så ville jeg let få embede der, men jeg afslog det. Pastor Schmidt ytrede flere gange om provst Fangel, ”at han ville ikke af med sin himmerigs mundfuld, Hagenbjerg præstegård”. Dog vil jeg ikke dømme dem derfor, det er jo et rent personligt spørgsmål, som enhver må afgøre med sig selv. De præster, der sad i embedet, blev jo slugte med en øvrige befolkning. Derimod må det forkastes, når folk herovre fra rejste over og tog imod embeder af de nye magthavere, når de ellers var danske folk; ej heller kan det billiges, når de senere indenfor slesvigsk område, lade sig forflytte og tage imod bedre stillinger, så godkendte de i det hele taget det, hvad der var sket.
De gamle værnepligtige tages i ed 1867.
I marts måned blev de gamle værnepligtige, der havde tjent i den danske arme` tilsagte at møde dels i Nordborg og dels i Sønderborg for at aflægge faneeden til den preussiske Konge. De mødte, men kun få af dem bekommende sig straks til at aflægge eden. Alle overtalelser og trusler hjalp ikke. De vægrede sig. Et par kompagnier preussiske soldater sendtes op til Nordborg for at indgyde dem skræk. De genstridige blev nu arresterede og under militær bedækning ført til Sønderborg Slot. Hvor de indespærredes til næste dag at sendes syd på. De bøjede sig da og aflagde eden. Iblandt dem var biskoppens søn Sofus Hansen, forpagter på Ladegaarden og Hr. Allerti, en bror til fru Hansen på Gyllinggaard. . Han havde forpagtet et boel i Sjellerup. Men enkelte ville endnu ikke bøje sig, deriblandt Jørgen Schmidt fra Igensund og Hans Frederiksen, en søn af skolelærer Frederiksen i Hagenbjerg. De blev førte med til Glückstadt, måtte døje meget ondt. Tvungen til at iføre sig den preussiske trøje. Men først efter en uges modstand bøjede sig Jørgen Schmidt. Han blev siden bødker ved Igensund og døde for få år siden.
Mange udmeldte sig at det preussiske undersåtsforhold 1867.
Siden blev der holdt session, hvad der gav anledning til, at mange af det nye mandskab flygtede til Danmark, hvad også enkelte af de gamle mandskab havde gjort for at undgå at møde kontrolforsamlingen. De lod sig da overføre som danske undersåtter til Danmark. I reglen flygtede de til Lyø og det sydlige Fyn. På Lyø vistes der dem stor gæstfrihed, til sine tider gik her mange. De ville helst være i nærheden af Als for af og til at stikke hjem.
50 f.
De kunne da være skjulte en 2 til 3 dage i deres hjem, men der var angivere nok til at pudse gendarmen på dem. Fik de fat i dem, blev de for en nat eller to puttede i hullet, mulkterede og førte over grænsen.
Nis Brag flygter bort 1867.
Til dem der rejste bort for at undgå kontrolforsamlingen på Nordborg hørte min brors avlskarl Nis Brag af Stolbro. Han stak af til Fyn. Min bror fik omsider en ny avlskarl Peder Lauritzen fra Ærø, der i et par år havde tjent hos Hr. Bützow på Varmark ved Haderslev.
Etårig tjenestetid 1867.
For at hindre den stor udvandring af de unge folk, det så ilde ud, at der kun mødte så få på sessionen; thi også fra de tyske egne stak folk af til Amerika, søgte preusserne at lokke dem ved at tillade etårig tjeneste, når de bestod en prøve. Det gjaldt ved disse prøver ikke så meget om kundskaber, som et hurtigt svar. ”Hvor langt er der fra Berlin til Breslau”, spurgtes der, og når vedkommende da hurtigt gav til svar: ”ligeså langt som fra Breslau til Berlin”, så havde han bestået prøven, og kunne blive etårig.
Den tyske herlighed 1867.
Til den tyske herlighed hørte således den lange, stramme preussiske militærtjeneste på 3 år. De mange og store skatter, vold på alle livsfornødenheder, der gjorde det føleligt og for arbejdsstanden. Der klagedes almindelig i disse år over de høje skatter, også iblandt folk i Holsten hørtes disse klager. Det gik løs på pungen i Preussen. De mange bosser, der faldt ind som rotter og gennemrodede landet fra ende til anden. Når de havde gennemgået hele Øen, begyndte de forfra igen. Flere af dem gik vistnok på håndværket hele året. Hvad de tiggede sammen om dagen, fortærede de om aftenen i kroen. Det var man fri for i den danske tid. Det var kun embedsmændene, embedsjægere og reptiliepressen, der priste den tyske herlighed.
Dittes konfirmation 1867.
D. 14. april blev min brors datter Christine konfirmeret i Igen kirke. Der var som tidligere stort gratulationsgilde om eftermiddagen. Også fra Nordborg mødte en del gæster, desuden Mad. Berg på Østerholms Mølle med sine børn. Sovekammeret blev rømmet, og min bror og kone rykkede op i gæstekammeret. Tjeneren Lorentzen gjorde opvartning, hvad der lettede hans kone meget, da han om aftenen vidste at hensætte enhver ting igen på sin plads. Samme dag blev også Christian Elley i Sønderborg konfirmeret.
Frøken Becker tager til England 1867.
Frøken Sofie Becker hørte op med undervisningen på Lysholm til Maj 1867. Hun rejste til England for et års tid at uddanne sig i det engelske sprog, da hendes ældste bror Georg Becker i disse år var dansk sømandspræst i byen York. . Hun kom ind på et institut. Hun var som alle Beckers børn meget dygtig. Hun kom tilbage 1868 og oprettede da i forening med sin ældste søster Trine Becker et Pigeinstitut i Horsens. Hun fik det sat i gang, kom hjem i ferien, men fik tyfus og døde i hjemmet 1868.
Han sætter sine 2 sønner i Sorø skole 1867.
Mandag d. 6. maj rejste min bror til Sorø for at sætte begge sine yngste sønner, Nikolaj 12 gl. og Christian 9 år gl. der i akademiets skole. De blev satte i kost hos Hr. Henning Hansen,
51 f.
en bror til Fru Møller på Gammelgaard og indtil 1864 adjunkt ved Slesvig Domskole. Hans hustru, en Frøken Strandgaard var en søsterdatter af Hr. Møller. Hr. Hansen skulle læse med dem, indtil de ved sommerferien kunne blive optagne i skolen. De skulle logere et års tid hos ham; thi om et år kunne de blive optagne som elever og få bolig på Akademiet. Efter ferien satte Hr. Møller også sine 3 sønner, Hans Jacob, Carl og Henning ind i Sorø skole. De fik det første år logi hos Hr. Prehn, der var gymnastiklærer ved skolen. Ligeledes satte Hr. Fenger på Augustenborg sin søn Carl, og Hr. Jessen på Majbølgaard året efter sin søn Heinrich ind på skolen. Min bror forblev der et par dage og rejste derfra til Lolland for at se til sin næstældste søn Jørgen Knudsen, der var forvalter hos forpagter Scheby på Jullinge. Året forud havde han været landvæsenselev hos H.H. Jacobsen på gården Elisabethsminde i Jylland. Min bror kom tilbage til hjemmet søndag aften d. 12. maj. Rejsen blev ham temmelig dyr. Den kostede 51 rdl.
Der faldt megen sne og stærk frost i maj måned 1867.
Hele søndag eftermiddag og aften var det et uhyggeligt vejr. Det stormede og den ene snebyge blandet med regn afløste den anden. Vinden dengang var sydvest. Min bror beklagede, at køerne, der var kommet på græs nogle dage tidligere, ikke var taget ind, men han plejede dengang aldrig at tage dem ind om natten, når de var kommet ud, det var jo temmelig besværligt. Men havde han været hjemme, var det nok sket; thi dertil var vejret for slemt. Nu var det for sent, og de var nødt til at blive stående. Men imidlertid gik vinden om natten om til nordøst, det gav en stærk frost og faldt en mængde sne. Der var is i vandtruget om morgenen, og på Østerholm havde man sat tøj i blød i et kar, der stod i loen, og det var helt frossen. De arme køer var helt forkomne af kulde, de var helt tykke, som om de havde fået trommesyge, og de gav ingen mælk. Alle folkene på gården måtte da ud og trække dem ind på stald. De holdtes inde et par dage, indtil det gav andet vejr; thi den følgende dag lå sneen endnu, uden at tø op. De kom da hurtigt til sig selv igen og gav den sædvanlige mælk. Men 4 store og smukke treårs kvier med det første kalv kunne ikke tåle det, de fik i løbet af sommeren hoste og måtte efterhånden skydes ud, derimod en 5 kvier, der kun var 2 år, stod sig. Grunden var den, at de 4 var holdte på stald hele sommeren forud, hvorimod de andre ungkreaturer havde været på græs hele sommeren. Fra den tid var min bror altid så forsigtig at lade køerne i foråret i en 3 ugers tid binde ind om natten, når de var komne på græs. Med denne sildige vinter indtrådte også stærkt højvande her i Østersøen, da vinden pludselig drejede til nordøst.
En ny svinestald bygges 1867.
Denne sommer lod min bror opføre en ny svinestald af kampesten, muret i cement, da den tidligere svinestald var for lille, og han derfor ofte måtte have svinene i kostalden. Den gamle svinestald blev imidlertid stående, og den ny sluttede sig til den. Den var en solid og tillige pæn stald med tykke mure og godt lys. Gulvet og trugene var af cement, og der blev anlagt en dyb kumme af cement ind i stalden, og for at gøre det bekvemt for ryggen, blev der fra bryggerset lagt rør ned til stalden, igennem hvilke vallen kunne ledes fra dette ned og løbe i kummen, så at man blev fri for at gå og bære den derned i spande, hvad tidligere skete.
Pastor Sveistrup kommer af og til til Als 1867.
Pastor Hans Sveistrup, der havde været præst i Rødding og Skrave, blev afsat af den preussiske regering 1867 på grund af edsaflæggelsen, men han blev dog ved i 3 år at bo i Rødding og holdt fri gudstjeneste i Rødding forsamlingssal på Højskolen for dem af beboerne, der kom for at høre ham.
52 f.
Han holdt også forsamlinger andre steder, hvor man ønskede det, og kom således også til Als, hvor han da prædikede på Lysholm og på Augustenborg Herregaard hos kammeråd Fengers. Han havde da Appel med, der var afsat som degn i Løgumkloster egn og senere viedes af danske præster til frimenigheds præst for sønderjyderne og tog bolig i Rødding. De tog gerne logi på Lysholm, når de kom til Als. Pastor Sveistrup var en sjælden mild, kærlig, blød og behagelig mand, der vandt alle, han kom i berøring med, og han forstod på en jævn, let fattelig og tiltalende måde at udlægge Guds ord. Han kom her flere gange, og folk var glade ved at høre ham; thi min bror lod det gerne forud bekendtgøre for folk på Østerholm og omegn. Han indbød således også gerne Hans Frederiksens, Jørgen Frederiksens i Igen og andre, han kunne mene at ville sætte pris på at høre ham. Også Appel var en rar mand, men han var mere beskeden og tilbageholdende, hvad der vel lå i hans stilling, da han agerede degn ved en sådan lejlighed. Fengers var ikke fri for at holde sig til gode på hans bekostning. De så på ham som blot en degn og tog ikke ret notits af ham.
Christen Klyhn i Nyled idømt vand og brød 1867.
D. 2. juli 1866 brændte høker Christian Jespersens sted i Guderup. Biskop Hansens datter hjalp til ved branden, de sprøjtede vand. Posthuset i Svenstrup skulle have været forlagt hertil, men denne plan blev nu forhindret. Stedet blev straks igen opbygget og d. 23. aug. 1866 kransen rejst på huset og blev der i den anledning holdt husrejsningsgilde, til hvilket parcellist Christen Klyhn i Elstrup også var indbudt, da han var en svoger til høkeren. I samme øjeblik, som kransen blev rejst, kom pastor Ahlmann fra Svenstrup forbi, der havde aflagt et lille besøg hos sine 2 gamle søstre i Guderup Kapellani eller Enkesæde. Han kørte hjem. Da han på grund af sine tyske sympatier just ikke var videre velset i sin fødeby, gav man ham et rungende hurra. Undervejs mødte han gendarmen fra Nordborg henne på landevejen, holdt an og ytrede til ham, idet han fortalte ham om hin stads og lystighed, at han helst måtte passe på folkene i Guderup og Sjellerup. Gendarmen kom da staks ridende ind i gården hos høkeren, gav en slem mund til de omkringstående og begyndte at række sabelen, hvorved han huggede kådner Christian Jørgensen Troldhøj, der boede ved Sjellerup Skov, i hånden. Christen Klyhn, der tidligere havde været dansk dragon i Aarhus, trådte da straks til og vristede med et sabelen af gendarmens hånd. Skummende af vrede gjorde denne øjeblikkelig omkring og red i en lynende fart ad Augustenborg til. Klyhn beholdt sabelen og bragte den om aftenen, førend han gik hjem, op til synsmand Jacob Blom i Sjellerup, for at han kunne tage den i forvaring. Hen på natten ankom de 2 gendarmer fra Nordborg og Augustenborg hos synsmanden og forlangte sabelen, hvilken han udleverede dem, og udspurgte ham, hvor Klyhn boede. Henad kl. 3 om natten ankom de da til Nyled og bankede folkene op og forlangte, at Christen Klyhn skulle følge dem som arrestant. Hertil var han også straks villig, men bad først om at måtte få en kop kaffe og noget at leve af. Dette nægtede de og under mange grovheder slyngede de et reb om hans hals og på denne måde transporterede de ham mellem sig til Nordborg, han gik mellem begge heste, hvor de satte ham i tårnet. Her sad han i nogen tid og kom da indtil videre igen på fri fod. Imidlertid blev der optaget forhør i sagen; men de folk, som bedst kunne vidne i sagen, blev ikke indkaldte og forhørte, men en del andre folk, der ikke kunne og vel ikke heller ville vidne i sagen. Således gik man gerne frem i alle slige halv eller hel politiske sager. Dommeren skulle dække gendarmen og denne igen dække herredsfogden eller politimesteren, således kneb man øjnene til, den ene og den anden dækkede hinanden. Han blev da dømt for opsætsighed til at lide straf 5 gange 6 dage på ”vand og brød” 1867 d. 28. maj begyndte hans straf, han sad de 6 dage og kom ud 6 dage ad gangen.
53 f.
Han hædres af befolkningen 1867.
D. 2. juli blev han atter fri. Den dag han havde udstået sin straf, kørte min bror om til Nordborg og afhentede ham i sin kørevogn og kørte ud af byen med ham. Mette Marie Frederiksen, synsmand Hans Frederiksens kone i Igen satte sig i spidsen for en lille indsamling blandt kvinderne i Igen sogn, og de forærede ham en lille sølvkrans, hvori tillige var et lille digt af bemeldte Mette Marie Frederiksen. Da gendarmen nogen tid efter det passerede kom ind til synsmand Jacob Blom i Sjellerup og forlangte lidt øæ at drikke, gik konen ud med et glas og bragte ham et glas vand. Pastor Ahlmann vandt ikke ved denne lejlighed, man tabte endmere i folks øjne, da han var det egentlige ophav dertil, og da han senere traf sammen med sine søstre, gav de ham ordentlig besked.
Dr. Tadey` bryllup 1867.
1867 blev Dr. Tadey g.m. frøken Sofie Hansen. Biskop Hansen viede dem i Igen kirke. Bryllupsgæsterne var: Pastor Schwensens i Hørup, proprietær Jessens på Majbølgaard, proprietær Ahlmanns på Augustenborg, pastor Fangels i Notmark, Witzkes fra Hjortholm, pastor Bruhns fra Haderslev, desuden af hans familie: hans mor og 2 ugifte døtre, købmand og senator Knuth fra Flensborg, der var g.m. en søster. Dagen efter var der stor gratulation, hvor min bror og familie også var tilstede. De boede på Augustenborg, hvor han købte hus af skrædder Phordt.
Rigsrådsvalg 1867.
Den tyske Rigsdag var trådt sammen 1867 d. 24. febr. og vedtog en forfatning for det tyske rige, der trådte i kraft 1867 d. 1. juli. 1867 d. 31. aug. blev der atter afholdt valg til den nye Rigsdag, for kun at få et dansk Rigsrådsmedlem, lagde man Als og Sundeved til Haderslev kreds, der udgjorde 1. kreds, og derimod Aabenraa amt til Flensborg kreds eller Angel. I 1. kreds blev H. Krüger valgt med overvældende majoritet, i 2. kreds kunne Ahlmanns valg ikke sættes igennem. Prof. Hiirschins blev valgt. Der faldt 7618 danske stemmer og 8573 tyske stemmer. Min bror var atter bisidder ved valget i Elstrup.
Landdagsvalg 1867.
D. 30. okt. afholdtes valg til Landdagen. Elstrup Østerholm var lagt til Notmark og der afholdtes valget. På Graasten valgtes Ahlmann til Landdagsmand med 195 af 228 stemmer. Min bror var med til Graasten som valgmand.
Jørgen går på en landbrugsskole i Odense 1867.
D. 2. nov. rejste Jørgen til Odense, hvor han 1 år skulle gå på Hr. Svensens Landbrugsskole. Hans Hansen fra Bommerlund gik også på den.
Bal i Unionen i Nordborg 1867.
D. 12.nov. var han til Gåsegilde og bal på Nordborg med 4 damer. Udgift, 5 rdl. 2 ..
Peder forbereder sig til styrmand 1867.
Peder Knudsen kom hjem fra søen dette efterår, efter at han havde sejlet med Hr. Lindenhahn i flere år, nærmest på den amerikanske vestkyst. Han gik i dec. 1867 til Svendborg for at tage styrmandseksamen. Her gik også en søn af ejeren af ”Hotel Dan..” i Aabenraa.
Frankrig var vort håb 1867.
Preusserne lod vente med opfyldelsen af § 5. Vi satte vort håb til Frankrig og var alle overbeviste om, at når det gik løs igen, ville det blive en krig mellem Frankrig og Preussen, og ingen tvivlede om, at Frankrig da ville blive den sejrende magt, og da også bruge Preussen til at opfylde sine løfter. Når Hr. Møller til Gammelgaard havde været i København kom han gerne ned til Lysholm for at hilse min bror fra sønnerne i Sorø, hvor han jo også havde 3 sønner, og han var da gerne fuld af alt det, hvad oberst Pfaff havde fortalt ham om de franskerustninger, at nu var de så og så vidt, og Hr. oberst Pfaff vidste god besked i denne henseende.
Gårdens avl, indtægter og udgifter i året 1867 kan læses på originalen.
|
