Søg:  
 
 Forside
 Kontakt
 Indledning
 Sidste Opdateringer
 Nordborg Amt
 Sønderborg Amt
 Samlinger til Øen Als historie og beskrivelse
 Chr Knudsens Familiehistorie
   Bind 1
   Bind 2
   Bind 3
   Bind 4
   Bind 5
   Bind 6
   Bind 7
     1864
     1865
     1866
     1867
     1869
     1870
     1871
     1873
     1874
     1875
     1876
     1878
     1879
   Bind 8
 Slægtstavler
 FOLKETÆLLINGER NORDBORG AMT
 FOLKETÆLLINGER SØNDERBORG AMT
 Uddrag af Standesamt
 Uddrag af Egen sogns kirkebog.
 Forlovelser i Egen 1851-1874
 Forlovelser i Egen 1911-1922
 Egen sogn Folkeregister
 Vielser af Holmboere 1821-1831
 Vielser af Holmboere 1832-1841
 Vielser af Holmboere 1841-1859
 Vielser af Holmboere 1860-1869.
 Vielser af Holmboere 1870-1879.
 Vielser af Holmboere 1880-1889
 Vielser af Holmboere 1890-1898.
 Augustenborg Kirkebogsregister A-H
 Augustenborg kirkebogsregister I-R
 Augustenborg Kirkebogsregister S-Å
 Augustenborg Begravelsesregister 1920 til 1935
 Fødte Sønderborg 1923-1929
 Fødte Sønderborg 1929-1939
 Konfirmerede drenge Sønderborg 1924-1929
 Konfirmerede drenge Sønderborg 1930-1937
 konfirmerede drenge Sønderborg 1938-1943
 Konfirmerede drenge Sønderborg 1944-1946
 Konfirmerede piger Sønderborg 1924-1929
 Konfirmerede piger Sønderborg 1930-1939
 Konfirmerede piger Sønderborg 1939-1946
 Udvandrede fra Als
 Personregister 1800-1968
 Egen, viede 1905-1920
 Egen konfirmerede 1905-1924
 Egen konfirmerede 1925-1949
 Egen konfirmerede 1950-60
 Egen kirkebog, døde 1902-1919.
 Egen kirkebog døde 1920-1939
 Egen sogns kirkebogsregister
 Egen kirkebog døde 1940-1953
 Nordborg kirkeregister
 Notmark kirkebog 1820 - 1853
 Svenstrup Sogn Kirkeregister
 
 
1878
1878. 
 
Gården Fiskbæk bortforpagtes 1878. 
Der havde været tale om, at de gamle i Ketting, Hr. Kromand Møller og hustru ville have udbudt kroen med det tilliggende land til deres ældste datter Margrethe, g.m. Clemmensen og selv trukken sig tilbage til kapellaniet i Ketting, hvortil de havde lejet en del jord af præstegården, men imidlertid blev gården Fiskbæk i Sundeved, der tilhørte Hertugen stillet til forpagtning. Denne gård forpagtede da G. Clemmensen for 51 rm. Årlig pr. tdr. land foruden kommunalafgifterne. Priserne blev fra 1878 nedadgående. Han kunne ikke stå sig ved den, de passede det vel heller ikke rigtigt, hans svigerfar satte en del penge til ved den lejlighed, og Hr. Clemmensen måtte atter gå fra den til april 1882  
 
Hans sønner rejser tilbage efter ferien 1878. 
D. 4. jan. rejste Nikolaj efter juleferien tilbage til København. D. 12. jan. rejste Christian tilbage til Knivholt. 
 
Til Landbomøde i Ketting 1878. 
D. 19. jan. holdt den alsiske Landboforening et møde i Ketting kro, hvor L. Øehlerich holdt et interessant foredrag om ”at byde og at lyde”. Dernæst forhandledes spørgsmålet om, hvorvidt der måtte være opfordring for medlemmer til at foretage indkøb af markfrø, hvorover meningerne var delte, men ved afstemning var majoriteten for indkøb. En del af foreningens bibliotek blev solgt ved auktion. Boelsmand Mads Madsen af Helved valgtes til kredsformand for Notmark sogn. Endelig vedtoges at deltage i den store smørudstilling i Aabenraa, til hvilken den stillede et beløb indtil 200 rm. Til bestyrelsens rådighed. Fortæring 3 .  
 
Hans Augustesen frikendt 1878. 
D. 31. jan. afsluttedes processen mellem borgemester Grimm og forpagter af Ladegaarden Hans Augustesen. Den sidste blev frikendt. 
 
162 f. 
Husleje af Østerholm 1878. 
D. 1. febr. betalte fru Paulsen husleje af Østerholm 20 rdl. eller 45 rm. 
 
Vinterens karakter 1878. 
D. 11. jan., endelig har vi fået en jævn frost, som hvis vi må blive fri for sne, er ret behageligt ovenpå det idelige snavseri. Det var en mærkelig vinter. Den var meget streng i det sydlige Europa, i Italien, Frankrig, Spanien foruden andre lande. I det nordlige Europa var vinteren derimod mild, i Sverige og Norge fik man ingen sne, hvad man længtes meget efter, for at få tømmeret slæbt hen til elvene, at det kunne flyde ned ad disse til udskibsstederne. Her var det heller ikke nogen streng vinter. Hele febr. måned var meget stille og gav en let barfrost med klart vejr. Hele havet var næsten hver morgen lagt til over til Als, med let vind om dagen gjorde atter farvandet rent. På grund af det stille vejr, kunne man her på Avernakø ikke få målet, ikke heller få kornet til Faaborg, da farvandet her var lagt til mellem Faaborg og Bjørnø, og det blev for langt at slæbe kornet fra Dyreborg ind til Faaborg. Folk ligesom i gamle dage geres kværne i gang. Mærkeligt var det, at ligesom vinteren blev mildere fra syd til nord, således gik det også op ad Alperne. Ved foden var en bidende frost og kulde, og jo længere de kom op ad bjerget, desto mildere blev det. 
 
De var til Majbølgaard 1878. 
Med Ditte går det nu Gud ske lov! godt frem, og hun vil vistnok snart være fuldkommen rask. Dog må hun jo være forsigtig. Imidlertid var hun med til Majbølgaard d. 9. jan. hvor Christians fødselsdag blev holdt tilligemed den lille Hans Henrik, der er d. 8., dagen forud. Der var J. Ahlmann og Kathinka fra Werthemine, Chr. Hansen fra Kapellaniet, Heine Jessen. Gamle Jessen måtte til Hørup for at spille l`Hombre med Oberførsteren, og fru Jessen var til Guderup med det norske testamente. Gud ved, når den stakkels Fangel får noget at vide desangående, han går naturligvis i en frygtelig spænding. 
 
Møde i herredsrådet i Nordborg 1878. 
D. 5. febr. gav han møde i herredsrådet i Nordborg. Fortæring 50 p.  
 
Kredsdagsmøde i Sønderborg 1878. 
D. 25. febr. gav han møde i Sønderborg. Fortæring 3 rm. 
 
Rumohrsgaard bortforpagtet 1878. 
D. 27. febr. Herregården Rumohrsgaard er i disse dage af enkefru Schwerdseger bleven bortforpagtet på 12 år fra 15. marts dette år til den hidtilværende forpagter af Sønderborg Ladegaard hr. Joh.F. Albertz for 29000 rm., hvilket udgør omtrent 54 rm. Pr. tdr. land. 
 
Jørgen Rasmussen i Miang død 1878. 
I tirsdags d. 26. febr. bortkaldtes ved døden efter lange lidelser tidligere gårdejer Jørgen Rasmussen i Miang, 57 år gl. Han var én af de bedste dansksindede mænd og besad gode kundskaber. 
 
Kostpenge for Chr. Jørgensen 1878. 
D. 7. marts modtog han af købmand Christian Karberg i Sønderborg i kostpenge for hans dattersøn Christian Jørgensen 300 rm. For ½ år. 
 
Kredskommissionsmøde for indkomstskatten 1878. 
D. 5. marts gav han møde i Sønderborg i kommissionen for indkomstskattens ansættelse i Sønderborg kreds. Fortæring 2 rm. 50 p. Til denne kommission blev han stadig valgt af kredsdagen efter landmændenes anbefaling. 
 
En rejse til Slesvig og Rendsborg 1878. 
D. 12-16 marts gjorde han en rejse til Slesvig og Rendsborg. Det angik dels skattesager, dels også for Hr. Bock på Melsgaard. Udgift 39 rm. 40 p.  
 
 
 
163 f. 
Landbomøde i Ketting 1878. 
D. 23. marts afholdt den alsiske Landboforening et talrigt besøgt møde i Ketting kro. Dyrlæge Hammelef fra Augustenborg holdt et foredrag om kvægfedningen, et emne, som han udviklede ret vanskeligt, men som i øvrigt er af mere underordnet interesse her på egnen, hvor vægten for tiden ligger på smørproduktionen. Foredraget fremkaldte adskillige forespørgsler, som besvaredes af Hr. Hammelef, og gårdejer Hans Nissen fra Viby gav ved denne lejlighed om de formentlig heldige resultater, han for sit vedkommende havde opnået med fedning af udsætterkøer. Dernæst holdt Hr. Øehlerich fra Broager et foredrag om barnets opdragelse i skolen, et foredrag, der var smukt og hjerteligt og derhos i høj grad gennemtænkt, så det gjorde et dybt indtryk på forsamlingen. Dagsordenens 3. genstand var en diskussion om udbyttet af mejerierne i foreningens område. Det fortjenes at fremhæves, at forpagter Hans Andersen fra Stenbækgaarden ved Holm fremlagde et regnskab, som viste et ordentligt heldigt resultat og vidnede om dygtighed i mejeridriften. Endelig blev der taget bestemmelse om foreningens pengemidler i regnskabsåret 1878-1879. Blandt andet bevilgedes 300 rm. til at lette adgangen til Landmandsforsamlingen i juli måned d. år i Svendborg. 
 
En frivillig brandkasse for bygninger oprettes for Als 1878. 
Landbrandkassen for bygninger havde hidtil været tvungen. Alle beboere i Hertugdømmerne skulle stå i den med deres bygninger. Regeringen gav nu tilladelse, at den blev frigivet. Beboerne kunne danne frie foreninger, men de, som havde protokolleret gæld på deres ejendom, kunne kun med deres kreditorers samtykke træde ud af den gamle Landbrandkasse. Der var staks stemning for at danne en Brandforening for Bygninger, den skulle omfatte hele Nordslesvig og 1877 d. 6. april blev der holdt et stort møde i Aabenraa af mænd fra hele Nordslesvig, hvortil min bror også var tilkaldt, og her enedes man om at se at få en sådan forening oprettet. Men nu kom der stor bevægelse iblandt Alsingerne, her var almindelig stemning for at oprette en særskilt brandforening, der kunne komme til at omfatte hele Als alene. Hans Lassen af Lysabild gjorde alt muligt for at hindre det, han rejste rundt omkring på hele Øen for at dæmpe denne stemning og virke for den nordslesvigske brandforening, men det hjalp ikke, Alsingerne var almindelig stemte for en sådan forening. 
 
Min bror bliver enstemmig valgt til formand for foreningen. 
Ved det talrig besøgte landbomøde i Ketting d. 23. marts henvendte de sig til min bror, og sagen blev den gang allerede drøftet. Han var i begyndelsen lidt betænkelig ved sagen, da han var bange for, at den ville blive for lille til at bære de omfattende byrder, der kunne indtræde ved større ildebrandstilfælde. Der blev da sammenkaldt et almindelig stort møde i Ketting 1878 d. 20. juli for at få en sådan selvstændig kasse oprettet for Als. Min bror gjorde alt hvad han kunne i mødet for at få sagen til at falde, men det var forgæves. Samtlige tilstedeværende valgte ham enstemmig til formand. Foreningen blev da stiftet, men Hans Lassen blev hele tiden stående i den nordslesvigske kasse. Autoriteterne lagde alle mulige hindringer i vejen, men desuagtet havde sagen god fremgang, og det årlige kontingent steg år for år, til sidst nåede den 8 mill. Rm. D. 24. dec. 1878 fik han fra advokat Bekker i Aabenraa en fidemeret attest ang. brandkassen, hvorfor han betalte 4 rm. 90 p. og ved årets slutning kunne han skrive, at han håbede at sagen nu var i orden. 
 
Besøg af Jørgen Knudsen og hans kone 1878. 
D. 5. april skriver han, at Jørgen og Litte havde været der i nogen tid, og at der i den anledning havde været stor selskabelighed, så at det var snart ikke til at udholde. Lørdag d. 23. marts var det præstens fødselsdag i Hørup, men den blev fejret om søndagen med et middagsgilde. Om tirsdagen d. 26. var der middagsgilde på Werthemine og om onsdagen d. 27. hos pastor Fangels i Notmark, om torsdag d. 28. i Bispegaarden.  
 
164 f. 
Fredag d. 29. tilbragte Litte på Majbølgaard og Jørgen gjorde visit i Ketting og på Blæsborg. Søndag d. 31. havde de på Lysholm til middag de familier, hvor de slev havde været til middag. Mandag d. 1. april rejste de over Svendborg til Østrup i Fyn, hvor den lille Knud blev slemt forkølet, og derfor turde hun ikke tage ham med til Als i det stygge vejr, vi havde i den tid. Han var derfor under deres rejse på Als forbleven i Østrup præstegård. Pastor Schwensen ville nu gerne have, hvis vejret blev mildt, som det var i disse dage, at hun da tog tilbage over Als og blev her nogen tid med den lille både i Hørup og på Lysholm, at de kunne have rigtig godt af ham. Jørgen rejste da lige hjem fra Østrup. 
 
Man søger at modvirke brandkassens oprettelse 1878. 
Sønderb. Zeit. fortæller, at magistraten i Sønderborg har modtaget en skrivelse fra landdirektøren ifølge hvilken brandbidraget i flere stæder, deriblandt Sønderborg på grund af brandkassens oprettelse er bleven nedsat med 20 p. c. Og ligeledes har Hr. F.W. Otzen på Augustenborg gjort bekendt, at en lige så stor nedsættelse finder sted for samtlige bygninger i Augustenborg herred, som ikke er særligt brandfarlige. Grunden angives ikke. Men det er jo klart, at det sker for at hindre den alsiske Brandforenings oprettelse for bygninger og holde den indenfor den almindelige brandkasse. 
 
Biskop Hansens guldbryllup 1878. 
D. 13. april holdt biskop Hansen og frue i Guderup guldbryllup. Det stod om lørdagen d. 15. april. De venter mange liggende gæster, alle sammen børn og børnebørn. Bønderne fra Sjellerup havde rejst en æresport ved Langerne, kirken var pyntet herfra og fra Matzen. Brudeskaren kom kl. 11½ til kirken, og en del af menigheden havde samlet sig forud. De gamle sad på 2 lænestole foran alteret og omkring stod alle børn, svigerbørn og børnebørn. I de øverste stole sad søskende og svogre og bispinden. Andre var ikke med den dag. Pastor Bruhn holdt en meget smuk tale fra alteret og dernæst nød de Herrens nadvere. Af Jessen Peberbjerg var foranstaltet musik, der kl. 7 om morgenen blæste en koral i haven, og ligeledes i kirken og var siden i huset hele dagen. Det var en stor glæde, at ingen af børnene savnedes, ikkun et barnebarn Margrethe Witzke er syg og ligger til sengs. Fra Lysholm og de andre gratulanter fra Majbølgaard, provstens fra Hagenbjerg og skolelærer Matzen og mølleren og kone fra Igenmølle var så i går eftermiddag d. 14. april forsamlede med de andre af den store familie. Det var heldigt, at der ikke var nogen af de tyske præster. Det er naturligt, at det er regnet ned med gaver fra alle sider. At opregne det alt sammen, formår jeg ikke, da jeg ikke fik noget at se. Fra sognet et album med 60 fotografier af sognets mænd. Vi fik nemlig 45 rm. Over fra jubilæet, og disse anvendtes nu til et album, hvori en stor del af sognets mænd og kvinder blive satte ind. Børnene forærede dem et stort dejligt billede med portrætter af dem selv, alle børn, svigerbørn og børnebørn, med de gamle i midten og med indfatning af kirken fra 2 og præstegården fra 2 sider, allegoriske figurer, alt tegnet af Frølich. Det er indfattet i en dejlig udskåren egeramme med egeløv og navne på alle billeder. Det hele skal have kostet 1000 kr., der i og for sig ikke er dyrt. Det hænger i salen på den store væg og indtager eller rettere sagt måler vist sine 3 alen i bredden og næsten 2½ i højden. 
 
Købmand W. Saidler død 1878. 
D. 22 april døde købmand Wilhelm Saidler af Sønderborg. Han er født i Flensborg, var en god dansk mand, og i 12 år før 1864 sad han i byens råd. 
 
Han betalte for mælk 1878. 
D. 27. marts betalte han Jens bonde for mælk. Det nøjagtige beløb kan ses på originalen. 
 
165 f. 
Han betalte sine skatter 1878. 
Han betalte sine skatter, skolepenge, fattigpenge og skorstensfejer. Beløbet kan ses på originalen. D. 22. april betalt brandpenge for Lysholm. 
 
Selskabelighed 1878. 
Den sædvanlige omgang med deres venner. Tabt og vundet i l`Hombre kan ses på originalen. 
 
Forpagtningsafgift af Holmbjerg 1878. 
D. 6. maj betalt forpagtningsafgift til Peter Frederiksens enke Marie Frederiksen i Guderup for Holmbjergmarken på Østerholm 157 rm. 50 p. 
 
Christian A. Matzen og hustru holder guldbryllup 1878. 
D. 2. maj holdt Christian August Matzen og hustru Nicoline Balle guldbryllup på Nordborg. Han var tidligere ejer af Melsgaard, men gik fallit 1859. Siden boede de i Aabenraa. Hans datter var g.m. Grimm på Nordborg, og hos ham stod deres guldbryllup. Deres gamle sjælesørger provst Fangel i Hagenbjerg holdt i den anledning en gribende tale til dem, og Nordborgs beboere lagde på flere måder deres deltagelse for dagen, således var det kvarter, hvor købmand Grimm boede om aftenen illumineret. 
 
Peter Knudsen rejser til København 1878. 
D. 25. april rejste Peter, hans søn til København for at tage en hyre og medfik til rejsen 90 rm. Han lå i København i nogen tid, men det var ham ikke muligt at få nogen hyre, og alle rådede ham til at tage til Island, der var nok at fortjene. Men han måtte da tage med dampskibet derop, hvilket også kostede penge, og han bad mig da om, hvis jeg syntes om det, at sende ham 100 rdl., dels til rejsen og til andre påkommende tilfælde, hvilket jeg ikke ville nægte ham, uagtet det kniber svært med penge i år, og det er svært at komme over det hele. Efter hvad han skrev, afgik dampskibet i går d. 27. maj til Island, med hvilket jeg altså formoder, at han er rejst. Bare det må lykkes for ham. Han har nu, jeg ved hverken om det er godt eller ondt, forlovet sig igen, denne gang med en lille mejerske fra Lolland, der rejste til majdag. Vi havde helst set, det ikke var sket, ikke fordi det er en lille rar pige, men det er kun, om at han er ….., vil blive sammenholdende og så tænke at ernære hende. Der er nu for os ikke videre dermed at gøre. Jeg har holdt mig ligefrem uden for det hele og vil se først, hvad det kan føre til. Det holdes derfor og hemmeligt endnu, og jeg vil bede dig ikke fortælle det til nogen. D. 23. maj afsendte han ham til København 225 rm. 
 
Han var i Kredsretten i Flensborg 1878. 
På fredag skal jeg i Kredsretten i Flensborg, men håber at slippe derfra næste dag. Nu har jeg dog været forskånet for denne besvær i flere år. Han var her fra d. 4. til 7. juni, havde fru Paulsen og Ditte med, samt kusk og heste. De rejste vidst hjem og han gik senere med dampskibet tilbage. Rejsen kostede med ophold 47 rm. 49 p.  
 
Et dejligt vejr i den senere tid 1878. 
Det er nu sidst i maj et dejligt vejr, som i de senere dage har foandret sig meget til det bedre. Det er en rar tid at plante kål i, hvormed vi også blev færdig i formiddags d. 28 maj. 
 
Bispinde Hansen syg 1878. 
Bispinde Hansen er dårlig i denne tid og ligger temmelig hen i en døs. Det er brystkatar med feber. Dr. Gross siger. At det ikke er farligt. 
 
166 f. 
Hr. og fru Nissen fra Lyø i besøg 1878. 
De fik forleden uventet besøg af Hr. nissen fra Lyø. De havde været på Sundeved, men da de om lørdag eftermiddag kom til Fynshav, var der på grund af storm ingen båd, og de spadserede da op til os, og kom vel omtrent kl. 7 om aftenen, blev søndag over og rejste mandag eftermiddag til Fynshav, hvor båden var ankommet. Vi var indbudte til barnedåb i Adserballe om søndagen, men mor blev hjemme og kørte lidt omkring med dem i skoven om eftermiddagen. 
 
Kostpenge for elev Schwensen 1878. 
D. 16. maj betalte pastor Schwensen i Hørup kostpenge for sin søn Jørgen, 198 rm. 75 p. 
 
Diæter og rejsegodtgørelse for mødet i Kredsretten 1878. 
D. 7. juni fik han diæter og rejsepenge til Kredsretten i Flensborg 14 rm. 20 p. En skomagersvend Jacobsen fra Grenaa var anklaget for majestætsfornærmelse i Sønderborg. Hans sag kom for Kredsretten. Statsadvokaten satte straffen til 4 års fængsel. Kredsretten nedsatte straffen til 2½ års fængsel. 
 
En rejse til Knivholt 1878. 
D. 2. juli skriver han: dagen efter eders afrejse, nemlig om lørdagen fik jeg telegram fra Jørgen på Knivholt om at komme straks, og rejste derfor om søndag eftermiddag herfra og kom atter hjem lørdag aften. Han var borte fra d. 23. til 29. juni. Resultatet af rejsen var meget tilfredsstillende, da vi fik den gamle Over…. Til at indgå en del gunstigere betingelser for Jørgen, således at vi tro og håbe, at det nu nok vil gå, blandt andet overtog ejeren at betale skatterne årlig 1700 kr. for fremtiden. Rejsen kostede 54 rm. 11 p. Det stod ret godt til på Knivholt i år. et er en herlig dreng, de har, livlig og dog så lydig, sund og stærk. Jeg har rigtig haft glæde af min rejse. Gud give, at det nu må gå dem godt!  
 
Krügers møde i Sønderborg opløst 1878. 
Søndag d. 21. juli ville Hans Krüger i Sønderborg holde et møde med sine vælgere på Als og Sundeved. Da Krüger ville udtale sig til vælgerne om den politiske situation og om rigsdagsvalget, blev mødet opløst af politiet. Mødet overværedes af 300 personer.  
 
En del mænd opfordredes til at stemme på H. Krüger 1878. 
Iblandt de vælgere på Als, som opfordre til at stemme på Krüger, findes: J.M. Behn af Sønderborg, F.C. Hansen fra Løjtertoft ved Nordborg, K. Knudsen til Lysholm, A. Karberg af Sønderborg, H. Lassen af Lysabild, P. Reimers af Sønderborg, A. Schau af Sønderborg, J.P. Witzke til Hjortholm. Krüger blev i Sønderborg omnatten og gjorde den følgende dag en udflugt til Høruphav. Overalt hvor han kom blev han modtaget med begejstring af befolkningen, så at denne lille tur blev et sandt triumftog. Politiet formåede slet ikke at forpurre hans valg på denne måde, mødets opløsning snarere fremmede valget. Hans mandige mod og tillidsfuldhed har gjort godt indtryk på befolkningen på Als, og det vil komme til syne på valgdagen. Fortæring 3 rm. 
 
Rigsrådsvalg afholdes 1878. 
D. 30. juli blev der holdt rigsrådsvalg. For Igen sogn blev der afstemt i Elstrup kro. Fortæring 4 rm. 50 p. Der afgaves 271 danske stemmer imod 50 tyske st. i Igen sogn. 
 
Herredsrådsmøde på Nordborg 1878. 
Krüger blev valgt med stor majoritet. Den tyske modkandidat var regeringsråd Ritter. D. 5. juli var der herredsrådsmøde på Nordborg. Fortæring 90 p. D. 1. aug. var han indstævnet til forhør på Nordborg, måske i anledning af Krügers valgmøde og rejser på Als. Fortæring 2 rm. 75 p. 
 
167 f. 
Min svigerinde og Nikolaj gør en tur til Avernakø 1878. 
Torsdag d. 1. aug. døde den gamle pastor Aaby på Lyø og blev begravet mandag d. 5. aug. Til begravelsen havde også de 2 gamle frøkener Classon fra Faaborg indfundet sig og med em fulgte cand. Morten Larsen. De blev flere dage på Lyø, og aftalen blev, at de skulle komme til Avernakø, hvilket skete torsdag d. 8. aug. Samme dag kom min svigerinde og Nikolaj til Avernakø og blev til om søndagen d. 11. aug. Morten Larsen , der senere har været valgmenigheds præst i Holstebro, kendte godt Nikolaj, og da han havde lyst til at se Als og komme over til Dybbøl, indbød Nikolaj ham til at rejse med over om søndagen. Vi bestilte en Lybo båd til at sætte os over, thi Grethe Frost og jeg fulgte med til Als. Den skulle komme søndag middag med Hr. Larsen og da vi havde spist, sejlede vi af. Meningen var, at vi ville tage til Fjordmose eller Fynshav, men på grund af stille vejr og modvind måtte vi gå til Mommark, hvor vi først landede kl. 8 om aftenen. Vi var sultne, fik noget at spise og fik færgemandens vogn til at køre os hjem til Lysholm. Det var et dejligt måneskinsvejr. Da vi ankom der, var de alle gået til sengs. Det gjaldt om at indrette nattekvarter; thi Anna Ulrich var der i besøg og lå i gæstekammeret. Min svigerinde og Grethe måtte da gå på loftet, Morten Larsen og Nikolaj dele værelse sammen, og jeg ind i sovekammeret i min svigerindes seng. Den følgende nat kom jeg til at ligge i min brors stue ud til forstuen, hvor der blev opredt en seng, indtil frøken Ulrich rejste til Majbølgaard. Nikolaj fulgte Morten Larsen en af de følgende dage til Sønderborg og viste ham omkring på Dybbøl. Min bror havde medgivet sin kone til rejsen 24 rm. 
 
Den gamle Jens Hansen døde 1878. 
Mens jeg var i besøg på Lysholm døde d. 21. aug. den gamle Jens Hansen, der havde været på Lysholm i 38½ år. Han var født på Ærø i Dunkjær 1792 og opnåede således en alder af 86 år. Han havde tjent flere steder her på Øen og i sognet, altid som en stordreng, da han var en smule indskrænket, kom 1840 til majdag til Lysholm og var i en del år røgter hos min bror, men han var slem ved køerne. Han fik nådsens brød og gik på sine gamle dage og puslede med lidt let arbejde, fik ingen løn, men af og til en drikkeskilling, gerne en specie til bryllupper, da han indbød sig selv dertil. Folkene drev megen spøg og narrestreger med ham, da han let lod sig det ene og andet indbilde. D. 25. aug. blev han begravet. Omkostningerne ved hans begravelse måtte min bror påtage sig 45 rm. 15 p. og fik til gengæld hans efterladenskaber, som han forærede bort. 
 
Barnedåb på Majbølgaard 1878. 
D. 10.juli blev en lille datter født på Majbølgaard, der blev døbt d. 4. aug. på en søndag. Hun blev holdt over dåben af sin mormor på Lysholm og fik navnet Marie Jessen. 
 
Betalt skatter 1878. 
Han betalte alle sine skatter, som kan ses på originalen.  
 
Kostpenge for Chr. Jørgensen 1878. 
D. 7. sept. modtog han af købmand Christian Karberg I Sønderborg I kostpenge for elev Christian Jørgensen 300 rm. 
 
Hans Frederiksen i Igen døde 1878. f. d. 3. april 1802. 
D. 1. okt. døde forh. synsmand Hans Jørgen Frederiksen, aftægtsmand i Igen, 76 år gl. Han gik den dag omkring for at besøge gl. bekendte, gik til Sjellerupskov og langs med skoven til Østerholm, spiste til middag på Lysholm og tog sin mellemmad hos Jørgen Miang i Nyled. Da han kom til Elstrup, faldt han ramt af et slagtilfælde om på gaden ud for Jens Bondes gård og døde. Han var en from og god dansksindet mand, der var betroet med mange tillidshverv.  
 
168 f. 
Ditte Knudsen og fru Paulsen på rejse 1878 
Sidst i aug. måned rejste fru Paulsen, Ditte og Nikolaj til Knivholt, hvor de ville være i nogen tid, derfra rejste de til København, hvor de logerede hos frøken Dora Møller, og hvor Ditte lå syg et par dage. Det var ved tiden d. 17. sept. Fra København kom Ditte og fru Paulsen til Avernakø, hvor de var med til konfirmationsgilde søndag d. 29. sept. hos smedens i Avernakø og hos Rasmus Lassens i Munke. De var også en køretur til Korshavn og tog derfra hjem til Als. 
 
Høsten og markarbejdet 1878. 
D. 17. sept. Vi blev I den sidste tid helt færdig med høsten. Boghveden kørte vi ind fra marken og tærskede den af med det samme. Jeg er for resten heldig med høsten og fik ligeledes havren udmærket ind, der vel var det eneste da du rejste. Jeg lod den stå, indtil den var rigtig god. Der er nu 3 byg- og 3 havrehæs. Al rivelse både rug, hvede, byg og havrehæs blev tærsket ved høstfolkene fra loen. Vi har nu travlt med at pløje til vintersæd, hvormed vi først ville blive færdige i næste uge. Således går tiden jo stadig med idel beskæftigelse, og det er jo godt, når bare den går med det gode. Her hjemme har vi det da også, Gud ske lov! godt, fred og ro både inde og ude, dertil kommer, at vi i denne tid har Anne med begge børnene. 
 
Peter har brækket sit ben 1878. 
Derimod fik vi en slem efterretning i søndags d. 9. sept. gennem Hansen på Bommerlund, at Peter en søndag morgen under nedsejlingen fra Island var falden på dækket og brækket sit ene ben lidt over for ankelen. I mandags fik vi brev fra ham selv, at han var lagt ind i Mandal i Norge, at han der havde fået et godt logi hos en brav kone, og at doktoren havde fået benet i lave, men at han måtte blive liggende der i 4 uger. Han rejser da over til Knivholt, hvor han så forbliver nogen tid. Han har nu altid uheld med sig, den stakkel, snart på en så på en anden måde. Det vil naturligvis atter blive en lille bekostning. 
 
Chr. Bladt blev sekretær for Brandforeningen 1878 
D. 25. sept. havde han bestyrelsesmøde i Ketting kro for Brandforeningen for rørlige ejendele, han var der i R…. sted, der afgår og tager bort fra Als, skulle vælges en ny sekretær. Jeg fik dog sat igennem, at Chr. Bladt i Tandsgaard blev valgt, omendskønt der var mange aspiranter, især blandt de herre skolelærere. 
 
Christian på Lolland 1878. 
Fra Christian på Lolland havde jeg for nylig brev, han vil nu ikke fra Skeby i vinter og vil heller ikke have, at jeg skal tilbyde betaling, da han nok skal klare for sig selv. Jeg var naturligvis glad herover og sendte ham straks de10 rdl. … forærede ham. Jeg svarede, at han godt kunne blive. Skeby gik ind på at beholde ham, og roste ham meget, men stillede den betingelse, at jeg til majdag skulle tage en søstersøn af ham i huset, den unge Galskjøt, en søn af en …. på Frederiksberg. 
 
En del fremmede i Hagenbjerg 1878. 
I Hagenbjerg har de i denne tid i sept. en del fremmede i besøg, kapt. Matthiesen, Sofus Fangel med skorstensfejer Erichsens frue, og fru pastorinde Hansen, født Sørensen af Randers med datter, med hvem det vist nok var meningen af forældrene på begge sider, at Sofus skulle forloves, men det lader ikke til at blive til noget. 
 
Frøken Matzen i huset 1878. 
Fra denne sommer havde de en datter af proprietær Matzen på Krammark i huset for at lære mejeriet og husholdningen. Hun ville da tage ud at konditionere. 1877 til majdag fik de en dreng på 5 år i huset ved navn Peder Johansen. Han var en uægte født søn af en pige, der tog gift ind og døde på Lysholm. Han var bleven anbragt i Ketting fattighus, og Anne bad for ham, at han måtte komme der i huset. 
 
D. 30 okt. fik han sine diæter for møder og desl. 45 rm. 20 p. 
 
En tidlig streng vinter 1878. 
D. 6. nov. meddeles, at vinteren nu har indfundet sig her i landet med betydelig strenghed. Efter at det her har frosset flere nætter, har det i nat frosset så stærkt, at både Haderslev dam og fjorden er bedækkede med is. Overalt meldes om, at det milde efterår i det nordlige Europa pludselig er bleven afløst af en streng kulde. I Skotland er der fladen en betydelig mængde sne og ligeledes i Vogese… Sidst i nov. var der overalt i Danmark en streng kulde. I Jylland faldt d. 28. nov. en voldsom masse sne, der standsede al forbindelse, og togene kørte fast. Samme dag sporedes jordskælv i H….. .  
 
169 f. 
Krüger og Lassen nedlægger deres mandater 1878. 
I torsdags d. 26. nov. har begge Nordslesvigs repræsentanter H.A. Krüger og Hans Lassen nedlagt deres mandater til den preussiske Landdag. Dermed bliver alle tyske påstande om H. Lassens standpunkt til spørgsmålet om edsaflæggelsen gjort til usandhed. 
 
Møde i kommissionen for indkomstskattens reklamation 1878. 
D. 16. nov. gav min bror møde i Sønderborg i kommissionen for indkomstskattens reklamation. Fortæring 1 rm 60 p. 
 
En mængde vagabonder strejfer omkring 1878. 
D. 26. nov. meddeles fra Als, at der strejfe hele skarer på 8-10 mand af vagabonder omkring i landsbyerne, og at de optræder på en fræk måde imod beboerne. Schles. N. meddele nogle oplysninger om det antal arbejdsløse svende, der har logeret på herberget i Slesvig. Af disse fremgår det, at der i 1877 har logeret ikke mindre end 6233 individer, der intet arbejde have haft, og i år er forholdet efter al sandsynlighed værre. I Sønderborg dannedes en komite for at oprette et kristeligt herberg. 
 
Jeg rejste tilbage til Avernakø 1878. 
D. 4. nov. rejste jeg efter et besøg på Als tilbage med dampskibet til Faaborg. Grethe Frost var også med. Det blev lidt sent, og min bror kørte os ud, kom også sent hjem, først kl. 8. Fortæring i Sønderborg ved min brors afrejse 3 rm. 
 
Et stærkt og voldsomt snefog 1878. 
Lørdag d. 14. dec. har det atter været stærkt og voldsomt snefog i Jylland, så at al togforbindelse standsedes. 
 
De gamle Ohlsens holde guldbryllup på Nordborg 1878. 
D. 20. dec. fejrede Hr. Christian Ohlsen og hustru guldbryllup i Nordborg. De gamle var konsul Ohlsens forældre i Fægteborg. Der blev vist dem stor deltagelse både fra hans og familiens side, ligesom også byen lagde det på flere måder for dagen. 
 
Dittes fødselsdag 1878. 
Til Dittes fødselsdag d. 12. dec. indfandt sig: familien fra Majbølgaard, biskoppen og fru Tadey, pastor Fangel og frue fra Notmark, pastor Nissen og frue fra Adserballe og Hr. Ahlmann og frue fra Werthemine. De følte sig alle vel tilpas. 
 
Han betalte for mælk 1878. 
Den 30. okt. betalte han Jens Bonde 320 rm. for mælk. 
 
Han betalte sine skatter 1878. 
Han betalte sine skatter, fattigpenge osv. (kan ses på originalen. 
 
Selskabelighed 1878. 
Den sædvanlige omgang med deres venner. (Kan ses på originalen) 
 
Udgivet i Folkeløn 1878. 
D. 1. maj betalt løn til tyendet, men han har glemt at anføre summen. 
 
170 f. 
Han holder op med at brygge selv 1878. 
Han var ked af gendarmens eftersyn, og købte derfor i flere år sit øl af Eklon på Augustenborg, senere af Berthel i Kettingskov. De kom selv med deres ølvogn kørende. Ligeledes holdt han op med at bage selv, da politianordningen gjorde en del knuder med de gamle bryggerier og bagevarer. Han byttede derfor korn for brød i Ketting kro i mange år. 

 
Web Design © Claus - Drives og administreres af Egen sogns lokalhistoriske forening