1864 3 f.
Fortsættelse af min brors, Knud Knudsen til Lysholm på Als, hans levnedsløb.
Hans manddomsår fra tiden 1864 – 1870.
1864.
Christian d. 9. konge 1863.
Ved kong Frederik d. 7. død d. 15. nov. 1863 besteg Prins Christian af Lyksborg ifølge Londoner-traktaten af 1852 den danske trone under navn af Christian d. 9. 2 dage efter underskrev han den af rigsrådet vedtagne fællesforfatning for Danmark og Slesvig: ”den såkaldte Novemberforfatning”. Minister Hall havde i forvejen meddelt den preussiske premierminister, den bekendte Grev Bismark udkastet til denne forfatning, hvilken han havde givet sit bifald, men da Frederik d. 7. uventet døde på samme tid, skiftede han signaler, trak sig tilbage og nedlagde protest derimod.
Herzog Friederich der 8. 1863.
Dette signal efterfulgtes af flere andre. Ved efterretningen om Frederik d. 7. død udstedte Prins Frederik af Augustenborg, en søn af Hertug Christian August, fra sit slot Dolzig en proklamation til Hertugdømmernes beboere, hvori han i et svulstigt sprog meddelte dem, at han under navn af Friederich der 8. bestiger tronen i Hertugdømmerne som Hertug af Schleswigholstein. Han foregiver, at nu da den kongl. mandsstamme er uddø, er den augustenborgske linie den nærmest arveberettigede, og at hans far har afstået sin arveret til ham. Den danske regering har aldrig indrømmet familien denne ret, og ved Londonertraktaten 1852 blev der af samtlige stormagter og Sverige-Norge slået en streg over denne ret. Den danske regering søgte endmere at sikre sig mod denne ret, da den 1852 afkøbte Hertugen alle hans goder for en sum af 3.669.711 rdl. 34 .., og tog ved samme lejlighed den revers af Hertugen, at han for fremtiden på egne og sine børns vegne gav afkald på sine formentlige rettigheder, og at han ikke ville lægge hindringer i vejen for den ordning af det danske monarkis forhold, som var truffen på Londoner konferencen. Og dog kunne han nu afstå disse rettigheder til sin søn. Der er bagvendt. Han kaldtes nu Prætendenten, Augustenborgeren, Dolzigeren eller Herxog Friedrich der 8.
Det tyske forbund 1863.
Det tyske forbund havde aldrig anerkendt eller underskrevet Londonertraktaten, mens de 2 tyske stormagter, Preussen og Østrig havde været med at vedtage den. Det er den samme komedie, som gentager sig fra 1848, da Preussen sluttede våbenstilstand i Malmø, mens forbundet nægtede at anerkende den. Skønt den preussiske regering bød sin General Wrangel at ophave fjendtlighederne, ville han dog ikke straks efterkomme denne ordre, da han skød sig ind under forbundet, og dette befalede ham som forbundsgeneral at fortsætte krigen. Ordren skulle i dette tilfælde respekteres, og man ignorerede forbundet. Men på denne måde holdt man sig 2 døre åbne, det er jo Mikkels natur. Nu lod man forbundet protestere og trues med eksekution. Det havde det gjort flere gange, men endelig nu gjorde det alvor af sin trussel. Det bestred Londonertraktaten, den holstenske forfatning, helstatsforfatningen og Kong Christians retmæssige tronbestigelse, derfor gik det nu over til handling og lod forbundstropper, Saksere og Hannoveranere d. 23. dec. 1863 rykke ind i Holsten.
4 f.
Da dette land var et forbundsland, ville den danske regering ikke gøre forbundet deres ret stridig, den lod sin arme` rømme Holsten og trække sig tilbage over Ejderen. Forbundstropperne tog da uden sværdslag hertugdømmet Holsten i besiddelse. Overalt hvor forbundstropperne rykkede frem, fulgte bagefter Dolzigeren, den såkaldte Herzog Friedrich der 8. med sit slæng af hofstat og lod sig i enhver by hylde og udråbe på torvet af de forsamlede borgere under høje Hoch. Ja, i Itzehoe sang man endog under almindelig jubel: ”Nun danken alle Godt!”. Han opslog sin residens i Kiel i håb om bedre tider.
De 2 tyske stormagter 1864.
De 2 tyske stormagter, Preussen og Østrig ville ikke lade sig overfløje af Enkeltstaterne i det tyske forbund, men agtede at tage sagen i egen hånd. De havde vel i forening med de andre magter vedtaget Londonertraktaten, den rørte de ikke heller foreløbig ved, men uagtet Bismark halvvejs havde givet sit samtykke til Helstatsforfatningen, så protesterede de nu imod, at Danmark med hensyn til denne forfatning ikke havde opfyldt de forpligtelser, under hvilke Londonertraktaten var kommen i stand. De forlangte derfor, at man fra dansk side atter skulle ophave Novemberforfatningen, hvilket England og Rusland rådede Danmark at gøre. Da minister Hall, ikke ville gå ind herpå, gik han med sit ministerium af og Monrad trådte i spidsen for et nyt Kabinet. Han lovede d. 20. jan de tyske magter, at han ville se til at bevæge Rigsrådet til at give sit samtykke til Novemberforfatningens ophævelse. Men desuagtet truede de med, at de ville tage Hertugdømmet Slesvig i pant, indtil det kunne overgives til den rette arving; thi Bismark var nu kommen i tvivl, om Londonerkonferencen havde truffen den rette afgørelse. Bismark var snu, han forstod at se sig igennem alle vanskeligheder, dreje de andre en voksnæse og stile mod sit mål. Han havde den hemmelige bagtanke: ”dat ….. wie auch heller” og derfor begyndte krigen.
De andre magter 1864.
Således stod det lille Danmark atter alene over for de mange fjender. Dets venner halvvejs forlod det; fra Sverige og Norge kom ikke den forventede hjælp af de 20.000 mand, som Kong Karl d. 15. havde lovet Kong Frederik d. 7., Kejser Napoleon gav endogså Bismark hemmelig et råd at sige sig løs fra Londonertraktaten, et vink, denne siden med fornøjelse greb og han gav endogså senere prætendenten audiens og titulerede ham som Hertug af Schleswigholsten, Rusland og England nøjedes med at give Danmark venskabelige råd. Derfor blev krigen uundgåelig, når Danmark ikke ville ydmyge sig alt for meget. Det kæmpede for sin ret.
Folkestemningen god 1864.
Det så mørkt og truende ud for det lille Danmark, det var mørke skyer, der trak op over dets hoved, men desuagtet var under alt dette virvar folkestemningen god både i Danmark og hos de danske sønderjyder, og min bror og jeg så også til en tid lyst på forholdene. Landet var jo for få år tilbage gået heldig ud af kampen mod Preussen og det tyske forbund, hvorfor kunne dette ikke atter ske? Londonertraktaten måtte dog stå ved magt, og vi måtte kunne vente støtte fra de andre magter, der havde garanteret det danske monarkis ud…lighed; hvem kunne den gang tro, at traktater, der var afsluttede i den hellige treenigheds navn, ikke var andet end papirstrimler? Dannevirke stillingen var sat i forsvarsstand. Aviserne gjorde alt for at piske det op til en uindtagelig befæstning, ja selv premierminister Monrad erklærede i Rigsrådet, at der skulle falde 50.000 mand ( her mangler der noget) førend fjenden skulle kunne indtage det, en formastelig udtalelse af en gejstlig mand.
5 f.
Man stolede sikkert på den svenske hjælp med de 20.000 mand, der dog aldrig kom, hvor meget man end forud havde slået på de skandinaviske strenge og sunget ”længe var Nordens kraftige stammer, spaltet i tvende sygnende skud”, hvert øjeblik ventede man at se en flåde fra England eller Rusland og af og til hørtes det, at nu var den i anmarch, men der løb ingen flåde ud. Derfor var folket i det hele taget ved godt mod, indtil det efterhånden viste sig, at det var gøgleværk alt sammen, og den ene skuffelse afløste den anden.
Krigen begynder 1864.
Sidst i jan. 1864 sendte de tyske stormagter hver et armekorps under general Wrangel til Holsten, det preussiske kommanderedes af Prins Friedrich Carl, en brorsøn af Kong Wilhelm, og det østrigske af general Gablenz. De udgjorde tilsammen ca. 59.000 mand. Vor arme` på 30.000 mand stod under general Mezas overanførsel. Det tyske forbund, som først havde overtaget rollen, overstemt Preussen og Østrig i deres plenarmøde og sendt sine forbundstropper straks til Holsten, protesterede vel mod de 2 stormagters indgriben i krigen, men de ænsede ikke protesten, men lod deres arme` rykke ind i Hertugdømmet forbi rigstropperne, som veg til siden. D. 31. jan. forlangte general Wrangel på en høflig måde af general Meza, at han skulle rømme Slesvig, som han ville tage i pant, og da de Meza afslog dette, rykkede den fjendtlige hær d. 1. febr. over Ejderen, og dermed var den anden slesvigske krig begyndt.
Den første efterretning 1864.
Den første efterretning om krigens udbrud modtog min bror og jeg d. 2. febr. på Nordborg hvor vi var indkaldte i herredsfogderiet for at foretage delingen af den gamle pastor Knudsens bo i Hagenbjerg, da Grønlund hen imod middagstid kom ind med avisen, hvori der meddeltes, at general Wrangel havde overskredet Ejderen og rykket ind på slesvigsk grund, og krigen var således erklæret. Det gjorde alligevel et underligt forstemt indtryk på os, skønt vi jo nok kunne vente det hver dag, men vi stolede alligevel på den faste Danmarks stilling. Imidlertid gav det sig til at fryse. Natten mellem d. 3. og 4. febr. var det endogså en hård og streng frost. Her på Als gik vi i den dødeligst angst for vor arme`. Dannevirke stillingen var alt for lang at forsvare, den hele strækning udgjorde hen ved 10 mil, dertil var vor arme` for lille, men den var jo også bleven anlagt i tillid til den lovede svenske hjælp.
Vor angst og uro for armeen på grund af vinteren 1864.
Vi kunne jo godt indse, at mandskabet altid måtte være på benene, fik ingen søvn og hvile, udsat for kulde og overanstrengelser, og det måtte jo til sidst afkræfte vore tapre soldater. Der bragtes vel store ofre fra folkets side, sendte masser af proviant, også vin og cigarer, en masse klædningsstykker og uldvarer foruden en del penge; thi der var alle vegne indsamlinger i gang. Men hvad kunne det hjælpe, når de ikke ret fik søvn og hvile. Vinteren tog til, og Slien og de andre åer, som var inddragne i befæstningsanlægget kunne jo lægges til, og havde man vel anskaffet en isbryder til at holde farvandet åbent, så ville forsten jo dog blive så stærk, at det ikke var muligt, og det lille fartøj kunne jo blive ødelagt af fjendens kanoner. Det ville jo da i det hele taget være let for fjenden at gå over den smalle fjord Slien på et hvilket som helst punkt, falde en arme` i ryggen, når den blev beskæftiget i midten og tage den hele arme` til fange, og hurtig gøre ende på krigen. D. 2. febr. forsøgte Friedrich Carl også en overgang ved Mysunde, men blev slået tilbage, d. 3. febr. forsøgte general Gablenz og så at gennembryde vort centrum, men måtte atter trække sig tilbage.
6 f.
Kongen besøger armeen og beslutning om at rømme Dannevirke 1864.
General Meza indså det farlige i vor stilling. D. 3. febr. var Kongen og Monrad rejst ned til armeen, han forestillede dem den farlige situation, sammenkaldte et krigsråd af 12 mand, divisionsgeneralerne Gerlach, Steimann m.fl. hvori man drøftede sagen, om det ikke ville være det fornuftigste i tide at rømme stillingen, de 11 stemte for at rykke tilbage, kun general Lüttichau stred imod. Det blev således besluttet, og Kongen og Monrad billigede planerne. Det var et stort held, thi d. 6. febr. skulle general Gablenz med hele sin styrke angribe vort centrum, og mens vor hele arme` her for største delen var beskæftiget, skulle Friedrich Carl hemmelig sætte den preussiske arme` over et sted mellem Kappel og Avnis, og således uventet falde den i ryggen. Han havde til dette forehavende skaffet en hel del råd fra Kiel og de andre byer tilstede.
Rømningen af Dannevirke 1864.
Fredag d. 5. febr. skete rømningen af Dannevirke. Det gik så hemmeligt og stille af i begyndelsen, at fjenden ikke mærkede det, førend vor arme` havde fået et godt forspring. Det var for resten en meget besværlig march for de stakkels afkræftede soldater, tilmed var vejene temmelig ufremkommelige, der var falden og vedblev at falde de følgende dage en masse sne, som sine steder var føget sammen til store bunker. Det var også indtrådt isslag, der gjorde vejene glatte. Kun langsomt skred de lange tog frem ad de forskellige veje imod nord, infanteri, kavaleri og artilleri førende med sig en del af skytset på vogne, som fra det sydlige Slesvig havde været i transport, og som nu med deres kuske og heste måtte gøre turen med. Trætte og udasede var både mandskabet og hestene af anstrengelserne i Dannevirke stillingen og af den lange march. Det var mulm og mørke, og sneen føg og piskede dem i ansigtet, officererne søgte at holde så god orden som muligt, og opfordrede mandskabet til at synge for derved at lette marchen, men sangen forstummede hurtig på læben. Undertiden væltede en kanon ned i den dybe grøft ved siden af vejen, man spændte hestene fra og lod den ligge, eller en rytter på sin hest blev siddende i en stor snedrive. Mange af soldaterne havde syn eller hallucinationer, der var en følge af udmattelse og overanstrengelse, kulde, sult og nattevågen. Af og til viste sig for dem et feslot i den yndigste belysning og en hel del hvidklædte damer kom frem, viftede med lommetørklæder og tilkastede dem blomster, en anden så bestandig en lille pukkelrygget mand gå frem foran hans hest, og han kunne ikke komme frem for ham osv. Endelig om morgenen nåede man Flensborg, hvor de kastede sig ned på fortovet og trapper for at udhvile sig, alle beboerne i Flensborg kom på benene og opvartede dem med spise og drikke og viste dem den samme store gæstfrihed, som de under den første krig så tit havde udvist imod vor arme`, den samme modtagelse fik de også senere i Haderslev og Sønderborg, det var det modsatte af Slesvig; thi aldrig så snart fornam borgerne i denne by, at vor arme` forlod Dannevirke, førend byen blev illumineret, ja selv det store Gottorp slot strålede i et stort, prægtigt lyshav. For at opholde fjenden, at han ikke skulle overraske armeen på tilbagetoget, når han ved spejdere blev bekendt med sagen, skulle general Max Møller danne arriergarden med sin brigade, og det kom til en for vor arme` hæderfuld kamp med østrigerne ved Sankelmark d. 6. febr. som general Gablenz omtalte med stor ros.
Major Rist såret ved Sankelmark 1864.
Major Rist der var chef for 11 regiment, blev her såret i det andet ben, men kom dog med armeen og blev ført til København. Fra Flensborg skete hurtig opbrud og marchen fortsattes videre under de samme besværligheder. Noget nord for Flensborg stod en kanon, som var ladt tilbage, en af mandskabet syntes, at det var synd, at den skulle falde i fjendens hænder, de spændte sig så for og slæbte den af sted, men da man kom længere frem, stod der atter en, ja den tredje og fjerde og således slutter alle 4 kanoner til Graasten, hvor de så på vogne blev kørte til Sønderborg. De fik herfor en påskønnelse af regeringen. I Graasten deltes armeen, en del gik nord på for at gå til Fredericia, og den anden del gik til Sønderborg og Als.
7 f.
Armeen kommer til Sønderborg 1864.
Søndagen d. 7. febr. kom en del af armeen til Sønderborg, en anden del blev indkvarteret i Sundeved. Her i Sønderborg gik det til på samme måde som i Flensborg, og mange af soldaterne kastede sig ned ved en trappe for at udhvile sig og slumrede ind. Borgerne viste dem al mulig gæstfrihed, åbnede deres huse for dem og beværtede dem med noget varmt, men mange af dem kunne ikke nyde noget, de trængte frem for alt til hvile og søvn. En ung officer kom ind i et hus, hvor der i stuen sad en del soldater omkring et bord og gjorde sig til gode, han gik videre frem og kom ud i et lille køkken, hvor flere fruentimmer var i færd med at koge og tillave mad. Han kastede sig ind under vasken, strakte benene ud og slumrede ind. Indkvarteringskommissionen kom nu snart i bevægelse, og der kom lidt orden i sagerne. Kavaleriet blev foreløbig sendt imod nord ud på landet, og om aftenen fik biskop Hansens i Guderup deres første indkvartering, en løjtnant Veile, som var helt hvid af sne. På Lysholm skulle de have en ritmester Munk, men da han kom til Elstrup, landede han i kroen, hvor han midt om natten jog kromand Wolf og kone op af sengen, krøb selv i den varme seng og slumrede blidt ind. Han havde aldrig ligget så godt som denne nat. Den følgende dag kom han til Lysholm, hvor jeg traf ham om aftenen, da jeg var gået derned for den følgende dag at køre med min bror til Nordborg, hvor der hos herredsfoged Grønlund atter skulle foretages deling i den gamles bo i Hagenbjerg.
Indkvartering 1864.
Tirsdag d. 9. febr. kørte min bror og jeg til Nordborg, hvor delingen endelig blev afsluttet. Her hørte vi, at præsten på Nordborg Højer-Møller af regeringen var bleven opfordret til at overtage posten som feltpræst ved armeen, og at han havde taget imod den. Det blev da atter udskreven vakance. Kavaleriet var imidlertid bleven forflyttet længere nord på, og i Guderup og Sjellerup var bleven indkvarteret 2 batterier. Da min bror og jeg om aftenen kørte igennem begge byer, var det vanskeligt at komme frem; thi i Klynen kørte det ene batteri forbi det andet, de var nemlig ved en fejltagelse bleven ombyttede, det der var bestemt for Guderup, var kommen til Sjellerup og omvendt. Biskoppen havde da fået artilleriofficerer i indkvartering. På Lysholm var ritmester Munk afrejst, og havde de fået en snes mand af første regiment, der bestod af københavnere. Iblandt dem var også en Kjærbølling, en søn af Dr. Kjærbølling, der var forstander for den zoologiske Have i Frederiksberg Slotshave. Han holdt sig lidt til familien, da hans far var godt bekendt her som en alsinger og født i Igen sogn. Desuden havde de fået i indkvartering flere officerer ved dette regiment, premierløjtnant Sørensen og sekondløjtnant Weiss og Gjerding. De lå her omtrent en 14 dages tid. Et par dage efter fik de også en læge.
Tilbagetoget forskelligt bedømt 1864.
Alle her på Øen var glade over, at armeen var bragt i sikkerhed. Man var her af den mening, at general Meza ved at trække sig tilbage i tide fra den farlige stilling havde indlagt sig stor fortjeneste og frelst den hele arme`, der nu bedre kunne operere fra flankestillingerne, Als og Fredericia. Ved en god forplejning på Als og i Sundeved kom soldaterne igen hurtig til kræfter, og kunne på ny tage fat. Anderledes blev det opfattet i København, her blev man helt overrasket og fuld af harme ved efterretningen om tilbagetoget fra Dannevirke. Der havde man levet sig fast i den forestilling, at Dannevirke var halv uindtagelig, og at man først efter et tabt slag skulle have indlagt sig ære og trukken sig tilbage. Det var ikke frit for, at bladene mumlede om forræderi og fejhed, selv ansete blade som Dagbladet og Fædrelandet holdt sig ikke fri for sådan betragtning i stedet for, at de skulle have brugt fornuft og talt folket tilrette. Det var ikke frit for opløb på gaderne, og at man peb.
8 f.
Det havde været det rette, om premierminister Monrad ved denne lejlighed var trådt frem og beroliget mængden, da han jo slev havde givet sit samtykke til rømningen. Men det gjorde han ikke. General de Meza blev den almindelige syndebuk og fik skyld for det hele. En krigsret blev efter krigsminister Lundbys befaling nedsat, den frikendte ham, men overkommandoen blev ham frataget, og general Gerlach udnævnt til overgeneral. Af sorg herover døde den fortjente general året efter. Armeen dømte anderledes. En adresse, underskrevet af de højtstående officerer, selv general Lüttichau underskrev, blev indsendt af general Gerlach til krigsministeren med bøn om at beholde de Meza. Hr. Lundby ville ikke modtage den, og sendte den tilbage. General Gerlach sendte den atter ind, men krigsministeren ville ikke tage imod den. Eftertiden dømmer anderledes om denne sag, den anser de Meza for en hædersmand, der udførte sin bedrift i første krig ved at slå fjenden ved Isted og i denne krig at frelse armeen ved Dannevirke. Var han bleven stående, ville den hele arme` være gået tabt og krigen hurtig endt, da ville Prins Friedrich Carl være gået over isen på Slien, og i tyske hjerner dette være pustet op til en bedrift, der kunne danne et sidestykke til Karl Gustavs march over de danske sunde 1658. De laurbær vandt han i hvert fald ikke.
Delingstanken fremkommer 1864.
Da armeen således måtte rømme Dannevirke, og vore fjender ville tage hele Slesvig ind, anså min bror og jeg en deling af Slesvig som det mest rette, at landet til Flensborg og Tønder blev indkorporeret i Danmark, og det sydlige lagt til Holsten, om man så ville overlade det til Augustenborgerne. D. 11. febr. var det biskoppens fødselsdag, og også ved denne lejlighed var de fleste af den mening at det ville være det heldigste at udgå fra en deling.. Således udtalte blandt andre pastor Schwensen af Hørup og proprietær Ahlmann sig derfor. Og denne mening vandt hurtig almindelig udbredelse blandt Øens danske befolkning. I København kom man for sent ind på denne tanke.
Indsamlinger af gaver 1864.
Der skete flere indsamlinger til soldaterne både tidligere ved Dannevirke og senere. Min bror indsendte flere gange gaver, der kom ind fra hans omegn til armeen, jeg gik også engang omkring med en af tolvmændene og indsamlede frivillige pengegaver i Guderup, Sjellerup, Elstrup og Østerholm.
Vognparken indkarteres 1864.
Mens de egentlige soldater hurtig blev indkvarterede rundt på Øen, så skete det derimod ikke så hurtig med de mange kuske og heste med deres vogne, som havde fulgt med armeen fra Sydslesvig. De kom ikke i længere tid i hus, var udsat for at lide kulde og anden nød, flere heste døde; en sergent Nygaard, som havde opsyn med dem, behandlede dem tit strengt og brutalt. Siden da forholdene kom lidt i ro, blev der henlagt en vognpark til Høruphav og indkvarteret der, en anden blev forlagt til Hagenbjerg, hvor en løjtnant Null, der var ansat ved den, fik logi hos gårdmand Christen Clausen Christensen.
Rigsrådsvalg på Als 1864.
I denne måned blev der også på Als fortaget rigsrådsvalg på Als, for det øvrige Slesvig blev det udsat indtil videre. Til landstinget var der en del, der ville stemme på borgmester Finsen i Sønderborg, den største part for biskop Hansen. Skønt min bror sympatiserede med borgmester Finsens politiske anskuelser, ville han dog ikke undlade at give biskoppen sin stemme af gammel venskab for ham. Biskop Hansen blev valgt med 204 stemmer, etatsråd Knudsen fik 198 stemmer, amtmand Heltzen 163, synsmand Bladt 131, kammerherre Wolfhagen 58, ….retsråd Juhl 44, advokat Pingel 26, degnen Jørgensen i Hørup 24, proprietær Knudsen til Lysholm 14, proprietær Andersen til Kegnæsgaard 13, synsmand Lassen i Lysabild 8, kammerherre Blicher, Tillisch og boelsmand Jepsen hver 7 stemmer, osv. Til rigsrådets folketing, der holdtes på Augustenborg, blev degnen Jørgensen i Hørup valgt. Modkandidat var løjtnant Lucianne Kofoed, der ålede ham temmelig godt, men Jørgensen havde jo sine egne sønderherreds bønder, der så i ham et stort lys.
9 f.
Preusserne opererer imod Dybbøl skanserne 1864.
Det var et held, at vore fjender ikke straks rykkede efter vor arme` tilbagetog; thi så ville de jo med det samme havde taget Dybbøl skanserne; thi der var i forvejen kun arbejdet på at sætte Dannevirke i forsvarsstand, og ikke anvendt meget på Dybbøl og Fredericias befæstning. Der blev nu arbejdet på ar sætte disse skanser på Dybbølbjerg og på Als` side ved sundet i så god forsvarsstand, som det var muligt. Men allerede d. 9. febr. rykkede fjenden frem fra Flensborg. Preusserne belavede sig på at yage Dybbøl, Østrigerne gik imod nord for at belejre Fredericia. En afdeling af den preussiske hær satte sig straks fast på Broagerland, hvorfra de med deres vidtrækkende skyts kunne nå ikke blot ind til Sønderborg, men også om denne by, noget ind på Als. Til at operere i forbindelse med vor arme` havde regeringen anskaffet et panserskib ”Rolf Krake”, der førtes af orlogskapt. Rothe. Den øvrige preussiske hær rykkede fra Graasten ind i Sundeved. Fra nu af hørtes næsten daglig skydning og forefaldt der en del mindre kampe. For at forsvare skanserne skiftede de forskellige regimenter, der lå på Als således, at i den første tid lå mandskabet 3 døgn i skanserne og 6 døgn i indkvartering på Als. Hvert 3. døgn skiftedes mandskabet. I nogen tid sendtes der også indkvartering til Lysholm, således lå her i 6 dage regimentchefen for 17. regiment, oberst Bernstorff, en født Holsteen, der meget roste alsingerne og nordslesvigerne som soldater, udtalte, ”at de var meget lærenemme og opvakte”, men at sydslesvigerne derimod var de dårligste soldater i den danske arme`, men senere sendtes der ikke indkvartering ned til Lysholm og egnen langs med Østkysten til Fynshav og fremdeles, da det var temmelig langt at marchere frem og tilbage. I Guderup. Sjellerup og alle byer langs med landevejen og Alssund fik de stadig indkvartering i denne tid. Næsten alle regimenter, der lå her på Als, har ligget indkvarteret i Guderup og Sjellerup, staben lå altid i bispegården. Desuden var biskoppens hus til enhver tid et almindeligt samlingssted for mange officerer.
Kampe i Sundeved 1864.
D. 18, febr. gjorde ”Rolf Krake” forsøg på at ødelægge Pontonbroen over Igensund, hvad der dog ikke lykkedes. Den samme dag holdtes en fægtning i Sundeved. Det var den dag et forrygende snevejr. D. 22. febr. angreb Preusserne med en betydelig styrke atter vore forposter i Sundeved, der udviklede sig til en større fægtning. Kronprinsen af Preussen og general Wrangel var kommen tilstede for at se på skuespillet, men der blev ikke meget at se for dem, da der indtraf igen et forrygende snevejr. Det var omtrent hver dag, at der hørtes kanonade fra Preussernes side. D. 13. 14. 15. og 16. opererede den preussiske general Gøben stærkt på vor højre fløj, hvorfor overkommandoen besluttede at gøre et udfald d. 17. marts for at rense terrænet. Det kom til en hidsig kamp, hvori fjenden bragte alle sine tropper i ilden. Vore folk kæmpede tappert, men det kunne ikke nytte, de havde alt for stor overmagt imod sig, når vi sendte bataljoner, sendte Preusserne brigader i ilden, vore tropper måtte for hver gang trække sig længere tilbage, og til sidst skred Preusserne til belejringen af Dybbøl skanserne fra d. 15. marts til d. 18, april.
En søtræfning ved Rügen 1864.
D. 17. marts forefaldt en søtræfning ved Rügen. Fregatten Sjælland havde her station for at hæve blokaden. Chefen ombord var van Dockum. Den Preussiske flotille, der bestod af kovetterne ”Arkona”, ”Nymfen”, damperen ”Loreley” og 2 sk..ekanonbåde, der lå ved Oderens munding, løb under kapt. Jachmanns kommando ud for muligvis at afskære det fra den øvrige danske flotille, der lå spredt langs med den lange kyst. Sjælland optog kampen med de fjendtlige skibe indtil ”Skjold” kom til. Da løb den Preussiske flotille atter ind og opgav kampen. Men i tyske blade blev det udråbt som en stor sejr.
10 f.
Sønderborgs bombardement 1864.
De preussiske batterier sendte af og til fra Broagerland med deres vidtrækkende skyts granater ind i Sønderborg, hvorved enkelte huse kom i brand og andre blev beskadigede. Men d. 2. april foretoges et almindeligt bombardement på byen, hvorved en stor del af byen lagtes i ruiner og brændte. Der brændte 94 bygninger, 39 blev totalt ødelagte, 37 stærkt beskadigede og 98 led mindre skade. Det var et uhyggeligt syn at se bagefter, da hele den nederste del af byen lå jævnet med jorden i ruiner. D. 3. april afbrændte Rådhuset. Det gav en forfærdelig forvirring i byen. Beboerne skreg og råbte, løb med hvad de kunne frelse af deres bohave ud af byen og samlede sig oppe i den anden ende af byen. Kunne man få en vogn, læssedes en del af deres sager på vognen tilligemed deres børn og gamle folk. Mange flyttede ud på landet og fandt her i længere tid en gæstfri modtagelse. På Lysholm lå i længere tid den gamle putsmagerinde Mademoiselle Hansen og hendes niece Frøken Johannsen. Deres hus i den såkaldte ”brændte gade” blev dog skånet, men havde fået enkelte skud. En del måtte således give deres ejendomme til pris. Vore soldater kom dem under bombardementet til hjælp med at slukke branden og bjerge deres ejendele. Men det var tyskernes trafik bagefter at tale om alt det, der blev røvet ved denne lejlighed, og det var især det danske militær, der fik skyld herfor. At der kan være sket lidt rapseri også fra militærets side, kan jo tænkes, men det har vel mest bestået i ran af vin og cigarer og lignende sager, og det kan da til dels undskyldes, når de så, at det om kort tid ville gå op i luer og blive ødelagt. Men de glemte at omtale deres venners adfærd, at de ikke undså sig for at beskyde en åben og forsvarsløs by, og på denne måde udsætte deres fredelige beboere for al denne elendighed, blot for at komme det danske militær til livs og berøve det denne dækning. Det kan man kalde humanitet.
Rønhave afbrændt 1864.
D. 14. april afbrændte preusserne ved deres skydning herregården Rønhave. Den brændte for få år tilbage. Det var nu anden gang.
Dybbøl Mølle brændt 1864.
D. 10. april brændte Dybbøl Mølle. Også under den første krig afbrændte den 13. april 1849.
En damekomite i Sønderborg 1864.
En damekomite dannede sig i Sønderborg og opfordrede folk til at indsende gaver til de mange, der havde lidt store tab ved bombardementet. Den bestod mest af tysksindede damer med fru apotekerinde Paulsen i spidsen. Der blev sendt mange gaver af linned og andre sager foruden penge ind fra hele Øen, også fra den dansksindede befolkning. Men der blev talt om at man fortrinsvis uddelte til tysksindede og forbigik danske folk, ja man påstod endogså, at fru Paulsen havde ombyttet en del af sit gamle linned med det nye, der var indkommen, om det er sandt eller ikke, skal jeg ikke kunne sige. Rygtet gik således. Men sandt er det ihvert tilfælde, at komiteen aldrig aflagde offentligt regnskab for gavernes modtagelse og uddeling, uagtet den dog flere gange i aviserne blev opfordret dertil.
En telegrafstation i Igenmølle 1864.
Der blev anlagt en telegrafstation i farver J. Kroghs hus i Igenmølle, hvorved militæret sættes i stand til hurtig at kunne meddele til de forskellige regimenter, der lå i Nord og Syd på Øen. Mærkeligt er det, at telegraftrådene ofte var overskårne snart på den ene og snart på det andet sted, og det gerne på en tid, når det gik noget alvorligt for sig eller fjenden påtænkte en overgang. Det viser at der ikke var få spejdere på Øen. Befolkningen påpegede også adskillige f.eks.
11 f.
skomagermester Bryning på Augustenborg, der i den tid jævnlig sås at flakke ud på landet, og en Lorents Jensen, der var opdraget hos boelsmand Christian Clausen i Ketting, var en slem dreng i skolen, hvor han ofte fik prygl af skolelærer Klein, men nu havde et hus på Dybbølbjerg. Han passerede meget tit frem og tilbage over broen til Sønderborg. Men det kan jo ikke bevises, men folk havde dog mistanke til dem. Man påstod endogså, at der var kanoner på Arnkiel, der var fornaglede.
Belejringen af Dybbøl skanser 1864.
Fra d. 15. marts var belejringen af Dybbøl skanserne begyndt. Preusserne tordnede hver dag løs med deres kanonade, der igen blev besvaret af vore i skanserne, især viste løjtnanterne Ancher og Castenskjold i anden skanse sig flinke, så at fjenden endogså skal have bemærket om dem, at det var folk, som forstod at betjene en kanon. Det gik imidlertid for sent for Friedrich Carl med indtagelsen, han må have ment, at det kun var et prost at tage dem. Anden påskedag d. 28. marts forsøgte han at tage stillingen med storm. Kampen begyndte om morgenen kl. 3 og fortsætter til kl. 7, da det lykkedes at kaste fjenden tilbage over hele linien. Af de lidte tab faldt omtrent halvdelen af 10. regiment, som bestod af alsinger og sønderjyder, som på denne dag for sidste gang havde lejlighed til at vinde laurbær under dannebrog. Vort tab var vel stort, men vor tapre hær havde indlagt sig en stor hæder på denne dag. Preusserne vedblev nu at arbejde sig videre ind på vore skanser ved at anlægge miner og fortsætte deres voldsomme skydning. Stillingen i skanserne blev mere og mere kritisk, og arbejdet anstrengende. Men dog alligevel fortsattes det tapre forsvar. . Mandskabet måtte nu forblive 6 døgn i skanserne og kun 3 dage i indkvartering på Als. Hvad fjenden nedskød om dagen måtte udbedres om natten af vore folk. Overgeneralen Gerlach havde anmodet krigsminister Lyngby om tilladelse til at rømme skanserne og trække armeen tilbage til Als, da de ikke var til at holde, efterdi det kun var græshobe. Krigsministeren havde givet sin tilladelse, men i det sidste øjeblik kom der kontraordre, at stillingen skulle holdes. Således syntes man den gang tydelig at kunne mærke, at der tit arbejdedes en skjult vilje bag ministeriets ryg, og man var tilbøjelig til at give Kongen skylden derfor, at han fittede med Grev Schnel-Plessen. Men det har senere vist sig, at det var Monrad, der på egen hånd uden det samlede statsråds minde og vidende havde udstedt denne kontraordre, for at man kunne begynde den bebudede London-Konference med, at vi endnu sad inde med en del af Slesvig. Til Guderup kom indkvarteringen gerne ved aftenstid, 16. regiment, som havde bestået af Holstenerne, der i begyndelsen af krigen, var bleven hjemsendte, og nu var bleven udfyldt af gamle indkaldte forstærkningsfolk, hvoraf mange var gifte og bosiddende, havde forladt os, og man ventede igen 15. regiment, som kommanderedes af major Bhie. Men det udeblev, og vi sad og ventede på det hele natten. Langt om længe kom regimentet, og major Bhie forklarede nu, at de havde haft deres nød med at få de gamle folk til at gå over i skanserne, ja at de havde måttet bruge sablen. Netop af denne grund, da folkene efterhånden blev træge ved at gå over, havde overgeneralen søgt om tilladelse til at opgive forsvaret af skanserne. 2 dage efter kom d. 18. april, en mandag, da de efter et tappert forsvar af vore folk blev indtagne af preusserne. Iblandt de mange fanger ved denne lejlighed var også en søn af biskop Hansen, premierløjtnant Hansen, der stod ved 18. regiment. 15. regiment havde om formiddagen fået ordre at rykke ud og blive stående ved Vollerup, indtil det nærmere fik ordre. Der var imidlertid en god ånd og mod i disse folk; thi da de hørte, at skanserne var ved at indtages, ville de af sted og over at hjælpe. Således faldt Dybbøl efter et langt og tappert forsvar, og det er jo en stor hæder, vor lille arme` vandt ved kampen. Men bedre havde det dog været, om stillingen i tide var bleven forladt, da den jo dog ikke kunne holdes.
12 f.
Det kunne alle undres, kun ikke premierminister Monrad og krigsminister Lyngby. Der ville da være sparet megen blodsudgydelse til ingen nytte, fjenden havde erobret de tomme og øde græshobe, og ville ingen anledning have haft til at bryste af den store sejr.
Fredericias rømning 1864.
Mens Preusserne belejrede Dybbøl skanser, var den østrigske hær under general Gablenz rykket imod nord, dels for at belejre Fredericia, og dels trængte den efterhånden den øvrige danske hær helt op til Limfjorden. Der blev også her af og til leveret blodige sammenstød. . Men vor arme` var for lille imod den store overmagt, som 2 store magter kunne stille op imod os. Desuden var vor lille arme` splittet i 3 afdelinger, en stod ved Dybbøl og på Als, en anden bunden fast i Fredericia, og den 3. stod i Jylland. Da Dybbøl var falden, tog fjenden først ret fat ved Fredericia. Skønt der forud ikke var gjort meget for deres bedre befæstning holdt dog deres kommandant, den tapre general Lunding og overgeneralen Gerlach på at forsvare den, og de ville påtage sig ansvaret, men krigsminister, oberst Lundby var af en anden mening; han gav befaling til at rømme fæstningen. . Dette skete d. 28. april. Østrigerne kom således uden synderlig kamp i besiddelse af fæstningen og fik derved tillige en del af det skyts, som man ikke kunne føre bort.
Søtræfningen ved Helgoland 1864.
Det lyseste punkt i den hele krig var søtræfningen ved Helgoland d. 9. maj, hvor orlogskapt. Suenson bestod en hæderlig kamp imod den østrigske admiral Tegethoff, som med 2 fregatter og 3 preussiske kanonbåde angreb ham i Nordsøen ikke langt fra Helgoland. Suenson havde under sin kommando fregatten ”Jylland” og ”Niels Juul” og korvetten ”Heimdal”. Den østrigske fregat ”Schwarzenberg” kom i brand, ville være taget men fraliste sig ind på neutralt gebet til Helgoland, de andre løb atter i ham. Tyskerne havde også gjort et nummer ud af denne affære, men admiral Tegethoff har senere bevidnet kapt. Suenson sin agtelse og omtalt hans bedrift på en ærefuld måde.
En våbenstilstand sluttes 1864.
Den samme dag d. 9. maj sluttedes våbenstilstanden som varede indtil d. 24. juni. En konference i London forsøgte nu at bringe en fred i stand, men den forløb uden resultat. Denne konferences forhandlinger forbigås her.
Han blev medlem af en kommission til at ordne vognparken 1864.
Da militæret rykkede bort fra Dannevirke, havde det taget med en mængde køretøjer med kuske og heste, som fra Sydslesvig i disse dage havde været i transport. De førtes med til Als og kunne ikke komme tilbage, så længe krigen stod på. De blev efterhånden samlede i et par vognparker og fik ligesom soldaterne deres forplejning og blev indkvarterede hos bøderne i byerne, hvor vognparken lå. Det var ikke så underligt, at de stakkels folk, der på en så hovedkulds måde er bleven skilte fra deres hjem, ønskede meget at komme tilbage. Regeringen tænkte på det, da våbenstilstanden kom. Den nedsatte en kommission under major Gulstads ledelse til at ordne sagen og fastsætte denne erstatning for slid, tab og tidsspilde, der kunne tilkomme hver især. Min bror blev tilkaldt som civilt medlem af kommissionen. De tog først vognparken ved Høruphav og derefter den i Hagenbjerg, der stod under løjtnant Nulls opsigt. Han lå i kvarter hos gårdmand Christen Clausen Christensen. Min bror fik d. 19. nov. 1864 sendt fra 1. divisions intendantur i København 45 rdl. 3 .. i diæter og befordring som medlem af denne kommission. Major Gulstad havde været chef for det slesvigske grensdarmerikorps før krigen.
13 f.
Bro bygges ved Flejbæk 1864.
For i muligt tilfælde at armeen skulle blive nødt til at trække sig tilbage fra Als, blev der bygget 3 træbroer på den østlige side af Øen, hvorfra tropperne ville kunne udskibes ombord på de tilsendte dampskibe. Der blev bygget en bro i det nordlige Als ved Holm eller Augustenhof, en midt på Øen ved Flejbæk bagved den kongl. skov og en tredje på den østlige ende af Kegnæs, ikke langt fra Drejet. Premierløjtnant Bangert ved ingeniørkorpset havde opsyn med arbejdet og under ham stod civilingeniør Fischer, der med sit mandskab byggede den ved Flejbæk. De lå begge lidt før og under våbenstilstanden indkvarteret på Lysholm.
Indkvarteringen 1864.
Under våbenstilstanden blev de på Als liggende tropper spredte i indkvartering ud over hele Øen. På Lysholm fik de en 20 artillerister med heste i længere tid. De kogte selv deres mad, var muntre og glade og sang meget om aftenen. I Guderup og de andre byer blev først 6. regiment indkvarteret. Chefen major Wolle med sine adjudanter blev indkvarteret i Bispegaarden, desuden lå her løjtnant Walter, der var forlovet med biskoppens datter Margrethe og en Dr. …, født i byen Slesvig og gået der i skole, men havde studeret i København og gjorde således tjeneste som underlæge ved dette regiment. Siden trak dette regiment længere nord på og afløstes af 5. regiment, hvis chef major Myhre nu med sine adjudanter kom til at ligge hos biskoppens. Kapt. Rothe, der havde ligget en hel vinter i indkvartering hos dem og var en god bekendt af huset, blev indkvarteret hos synsmand Jacob Blom i Sjellerup, hvor han var meget veltilfreds, men da han ønskede meget at ligge hos biskoppens, åbnede de også deres hus for ham. Han var pebersvend og talte ofte om sit sengetøj og andet bohave, men var i øvrigt en meget skikkelig og brav mand.
Kapt. Klüver 1864.
På lysholm fik de kapt. Klüver indkvarteret og i nogen tid også hans hustru, en præstedatter Krag fra Gelsted og Rørup på Fyn. Kapt. Klüver var en smuk mand, men temmelig hoven. Soldaterne kunne ikke lide ham. Han talte aldrig med den unge ingeniør Fischer, men så ham helt over hovedet. I Guderup lå indkvarteret 2 frivillige, en Herskind, hvis far var købmand i Aarhus og bøje, en søn af af pastor Bøje ved Garnisonskirken i København. Han blev senere ansat ved det oldnordiske Museum i København og døde 1896. Det var 2 rare unge mennesker, de kom af og til om til mig i Bispegaarden. Herskind fortalte om Klüver, at da han meldte sig til tjeneste skete det ovre i Barakken, det var temmelig mørkt, og han tiltale Klüver som løjtnant, men nu for han hen imod ham og overfusede ham med grovheder. De fortalte begge om ham, ”at så længe han var på Als, var han modig, når han kom ud på broen, blev han myg og over broen ydmyg”. Og da hans hustru vendte tilbage til sit hjem fulgte han hende, og de havde min brordatter Anne med. Ombord på dampskibet til Faaborg var der kommet nogle soldater op på første dæk, men nu gik han og spændte ben for dem og gav dem en late, så at de fløj ned på andet dæk. En aften ved tebordet fortalte min bror, at der stod i aviserne, ”at den brave oberst Rist var helbredet, rejst igennem Odense for at vende tilbage til armeen. Nu får vi sikkert snart et besøg af ham”. I samme øjeblik kom en af pigerne ind og meldte, at der holdt en militær til hest uden for døren og spurgte efter Herren Min bror løb ud, og han blev glad overrasket; thi det var netop den brave oberst Rist.
Udset til at være kongevalgt medlem af rigsrådet 1864.
Ved amtsforvalter Laurits Skaus død under krigen 1864, blev et kongevalgt sæde i rigsrådet ledigt, og regeringen havde påtænkt at udnævne min bror i hans sted til kongevalgt medlem. Han skriver derom selv således: ”Ved denne tid blev jeg ved telegram fra kancellipræsident Monrad opfordret til at modtage valg som kongevalgt medlem af rigsrådet. Jeg svarede straks tilbage med Ja. 8 dage derefter kom der atter forespørgsel, om jeg ville. Svar sendtes atter, men det er måske ikke indløbet. Thi nogen tid efter blev etatsråd og daværende civilkommissær Knudsen, hvis hverv som sådan efter Als` erobring var endt, udnævnt til denne post”. Det er altså rigtigt er det har været påtænkt, men min bror fik ikke nogen udnævnelse. Krigen har vel forhindret det. Da jeg engang spurgte ham, om han havde været udnævnt til kongevalgt medlem af rigsrådet, svarede han nej, men fortalte sagen selv således, som han har skrevet i en beretning om sit levned, indsendt til etatsråd Hjort-Lorentzen for at optages i Biografisk Lexicon. Biskop Hansen og degnen Jørgensen var på denne tid indkaldte til møde i rigsrådet. Biskop Hansen kom imidlertid hjem få dage, førend Preusserne tog Als, Jørgensen kom først hjem senere.
Als halvvejs opgivet 1864.
Man kunne godt forstå, at der ikke ville komme noget ud af konferencen i London; thi de tyske stormagter lagde alle mulige hindringer i vejen, de ville krigen på ny, det kunne man godt indse. Mange var dog af den formening, at de ikke ville kunne indtage Als, de stolede på ”Rolf Krake”, og tyskerne havde jo ingen flåde. Andre, og deriblandt også min bror og jeg, tænkte, at det ville vel trække længe ud, men at de til sidst ville komme over, derom tvivlede vi ikke; thi de ville da have båret sig ad som ved Dybbøl, først skudt alle landsbyer ned langs med Alssund, så at vore soldater da ingen dækning havde. Det ville de slet ikke genere sig for, det havde de vist ved Sønderborg. Regeringen selv havde halvvejs opgivet Als; thi den trak imod overkommandoens forslag det ene regiment efter det andet bort fra Als og trak dem over til Fyn.
14 f.
Han rejste tilbage til sit regiment, men ville forinden opholde sig et par dage på Lysholm. Han var den samme livlige mand, som han altid plejede at være, havde meget at fortælle og skulle se alting efter. Han fik sig også af og til en lang passiar med civilingeniør Fischer, og når min bror og han spadserede ud i marken, og de mødte forskellige soldater, skulle han straks hen til dem, spurgte dem ud og spøgte med dem. Klüver derimod gik dem altid kold og stolt forbi. Efter krigen kom Klüver med 5, regiment til at ligge i Odense, her gjorde han megen …. ved at virke for skyttesagen og talte patriotisk ved deres sammenkomster. Det var noget helt andet end at ligge ved Barakkerne på Dybbøl Banke.
Fornøjelse og adspredelse 1864.
Hos biskoppens samlede sig jævnlig en del officerer, der blev da om aftenen ofte danset. Officererne foranstaltede også undertiden koncerter af regimentsmusikken. Der blev flere gange spillet i biskoppens have, hvor et stort publikum da kom tilstede, en anden gang i Dyndeved hos skolelærer Hansen, hos hvem lå en løjtnant Snertinge indkvarteret, og en dag gaves også koncert på Lysholm hvor en del af officererne havde indfundet sig. Biskoppens familie, skolelærer Hansen og kone med løjtnant Snertinge var der også. Desuden havde min bror indbudt Hans Frederiksen og Jørgen Frederiksen i Igen og Jacob Blom i Sjellerup med deres koner. Et stort publikum spadserede omkring i haven og et stort bord var dækket om aftenen. Artilleristerne sang og spillede i borgerstuen, det var jo en uskyldig fornøjelse, men nu gik kapt. Klüver ud og bød dem holde inde dermed.
Udset til at være kongevalgt medlem af rigsrådet 1864.
Ved amtsforvalter Laurits Skaus død under krigen 1864, blev et kongevalgt sæde i rigsrådet ledigt, og regeringen havde påtænkt at udnævne min bror i hans sted til kongevalgt medlem. Han skriver derom selv således: ”Ved denne tid blev jeg ved telegram fra kancellipræsident Monrad opfordret til at modtage valg som kongevalgt medlem af rigsrådet. Jeg svarede straks tilbage med Ja. 8 dage derefter kom der atter forespørgsel, om jeg ville. Svar sendtes atter, men det er måske ikke indløbet. Thi nogen tid efter blev etatsråd og daværende civilkommissær Knudsen, hvis hverv som sådan efter Als` erobring var endt, udnævnt til denne post”. Det er altså rigtigt er det har været påtænkt, men min bror fik ikke nogen udnævnelse. Krigen har vel forhindret det. Da jeg engang spurgte ham, om han havde været udnævnt til kongevalgt medlem af rigsrådet, svarede han nej, men fortalte sagen selv således, som han har skrevet i en beretning om sit levned, indsendt til etatsråd Hjort-Lorentzen for at optages i Biografisk Lexicon. Biskop Hansen og degnen Jørgensen var på denne tid indkaldte til møde i rigsrådet. Biskop Hansen kom imidlertid hjem få dage, førend Preusserne tog Als, Jørgensen kom først hjem senere.
Als halvvejs opgivet 1864.
Man kunne godt forstå, at der ikke ville komme noget ud af konferencen i London; thi de tyske stormagter lagde alle mulige hindringer i vejen, de ville krigen på ny, det kunne man godt indse. Mange var dog af den formening, at de ikke ville kunne indtage Als, de stolede på ”Rolf Krake”, og tyskerne havde jo ingen flåde. Andre, og deriblandt også min bror og jeg, tænkte, at det ville vel trække længe ud, men at de til sidst ville komme over, derom tvivlede vi ikke; thi de ville da have båret sig ad som ved Dybbøl, først skudt alle landsbyer ned langs med Alssund, så at vore soldater da ingen dækning havde. Det ville de slet ikke genere sig for, det havde de vist ved Sønderborg. Regeringen selv havde halvvejs opgivet Als; thi den trak imod overkommandoens forslag det ene regiment efter det andet bort fra Als og trak dem over til Fyn.
15 f.
General Gerlach tværtimod forlangte flere tropper, hvis han skulle forsvare Als. Han nedlagde sin kommando og general Steinmann blev overgeneral.
Overgangen til Als 1864.
D. 24. juni opsagdes våbenstilstanden, og krigen begyndte igen. Den preussiske overgeneral Friedrich Carl havde tidligere forsøgt en overgang til Als fra et punkt i Sundeved overfor Hardeshøj, men atter opgivet det. D. 26. juni havde han befaling fra Berlin til at gå over, men først d. 29. juni satte han det i værk. Allerede dagen i forvejen var min bror og jeg til Sønderborg, og den dag var et manges mening, at de om natten ville forsøge overgang, da der var en stærk alarm på den anden side af kørsler med vogne, hvilket man formodede havde sin grund i, at fjenden samlede en hel del både, som de lod hente fra Aabenraa og andre steder for at benytte til overgangen. Den overbefalende over dem ved Als stationerede flådeafdeling orlogskapt. Muxoll skal også have meddelt i et brev han afsendte til kapt. Rothe på ”Rolf Krake”, at de vistnok efter alt at dømme, ville forsøge en overgang i denne nat, og at der derfor måtte presses på. Rygtet gik også alm. på Als bagefter, at en del tyskere fra Sønderborg, Augustenborg og Als, deriblandt f. eks. også proprietær A. Thomsen fra Hartspring havde aftenen d. 28. været ude i Arnkilde for at hilse på de danske officerer, havde drukket øl og andet med dem, og at de hemmelig have kommen noget i øllet for at bringe dem til at sove. Hvorvidt det forholder sig således, kan jeg ikke indestå for. Men dagen efter overgangen druknede ølbrygger Fritz Petersen i Sønderborg, en fanatisk tysker, sig i sin brønd og man fandt en seddel hos ham, hvorpå der stod: ” kan ikke tyde det ”, hvilket man satte i forbindelse med hint andet rygte, som om han skulle have gjort noget ved øllet og bagefter fandt skrupler over den ildesindede gerning. Kl. omtrent 1 om natten kom biskop Hansens ældste søn, Christen Hansen, der senere blev herredsfoged i Broager og vækkede mig og sagde, at de sikkert var i færd med at gå, da der kunne høres en voldsom skydning. Jeg stod da op og klædte mig på, og vi gik op på Igen kirkegård, hvorfra haves en god udsigt over hele farvandet Augustenborg Fjord og Alssund. Her var allerede en stor mængde folk forsamlede. Da vi kom derop, lå ”Rolf Krake” endnu inde i den inderste del af fjorden, uden at have damp oppe, hvorover alle forundrede sig. Endelig efter ½ times forløb fik det damp op. Løb ud af fjorden og rettede flere skud ned ad Alssund, kom så efter nogen tids forløb atter ind og lagde sig igen på samme sted, og der indtrådte alm. stilhed, hvorfor alle troede, at angrebet var afslået, og folk gik hjem. Da vi kom ned til biskoppens have, mødte vi avlskarlen Ernst, til hvem jeg ytrede, at angrebet måtte være afslået da ”Rolf Krake” igen var løbet ind i Augustenborg Fjord. Han betvivlede det, da han kunne høre en del geværskud, og det tydede på, at der kæmpedes på nært hold mod fjenden. Da vi kom ind, var alle kommet på benene og skønt kl. kun var 5, fik vi kaffe. Men imidlertid gik det atter voldsomt løs, hvorfor jeg igen løb op på kirkebakken, hvor den gang kun få mennesker havde indfundet sig. Da vi havde stået et øjeblik, satte ”Rolf Krake” sig i bevægelse rettede flere skud ind på Arnkilde, løb da ud af fjorden, men imod forventning ikke imod syd men imod nord op ad sundet, hcor det forsvandt, men skal have bjerget en kanonbåd, der lå i Stegsvig.
16 f.
Vi anede da at Preusserne måtte være kommen over, og de har do jo allerede været den gang, ”Rolf Krake” endnu ikke havde damp oppe og første gang løb ud. For at få vished i denne henseende, løb jeg ned til Igenmølle til telegrafstationen, der var man allerede fuldt i færd med at pakke sammen, og sagen var desværre vis nok. Da jeg gik tilbage, fulgtes jeg med den ene af biskop Hansens døtre, frøken Margrethe op ad landevejen efter kirken, og på engang lød et forfærdeligt knald, der fik alle vinduer til at ryste. Jeg troede at fjenden allerede havde sat over fra Arnkilde til Dynneved side. Bagefter viste det sig, at det var vore egne folk der havde sprængt den i luften, førend de forlod den, for at fjenden ikke skulle tage den
Lidt om kampen på Als 1864.
Under denne affære havde min bror med flere fra hans omegn taget plads på en høj, Firhøj, tæt ved Elstrup, hvor man dog ikke har den udsigt, som på Igen kirkebakke. Preusserne havde alle forberedelser i stand. De kom let over til Arnkilsøre. Det lader til, at de tropper der skulle bevogte dette punkt, blev overraskede ligesom ”Rolf Krake”. Imidlertid fægtede de tappert, men det var jo for sent, de var kommen over, efterhånden rykkede flere af de andre regimenter frem, og kampen blev hård. Iblandt de regimenter, som kæmpede mest tappert nævnes 18. regiment. Vore tropper måtte dog efterhånden langsomt vige tilbage, en afdeling af 18. regiment blev trængt ned imod Sønderskoven og taget til fange. Alle vore tropper havde fået ordre at trække sig tilbage til Kegnæs Drej, og der samledes de alle efterhånden. Preusserne forfulgte dem ad vejen forbi Hørup til Vibæk. Pastor Schwensens i Hørup og Jessen på Majbølgaard måtte skjule sig i kælderen, da kanonkuglerne hvislede over bygningerne. 6. regiment, som havde ligget nordpå for at bevogte overgangen til Hardeshøj, marcherede igennem skoven langs med den østlige side af Als til Kegnæs, broen ved Flejbæk og den nord på blev slet ikke benyttede, blot den ved Kegnæs Drej, og herfra blev de danske tropper udskibede denne og den følgende dag for at overføres til Fyn. Iblandt de …. Officerer kan mærkes kapt. Matthiesen, en bror til …. Fangel i Hagenbjerg. En del materiel, heste og fede stude måtte lades i stikken og de bortdragende officerer havde sagt til beboerne, at de kunne beholde det. Tyskerne pralede meget af denne sejr. Nogen grund havde de dertil; thi de kom altså let over til Øen. Men det var det sørgelige, at Als, der var en perle iblandt de danske øer skulle falde i fjendens magt. Derfor vakte det sorg i alle danske mænds og kvinders hjerter.
Premierløjtnant Ahlmann undviger fangenskabet 1864.
Heirich August Michael Ahlmann var en søn af forh. provst Ahlmann i Tønder. Han havde fået en tysk opdragelse, blev student og gik som så mange andre frivillig med i …… 1848, hvor han blev officer. Da …. blev opløst 1851, tillod den … arme` i den charge, som de havde haft i den slesvigske hær. Han var nu i denne krig premierløjtnant ved 18. regiment og stod som kompagnichef under en del af krigen. Han var en dygtig officer, streng i tjenesten, men meget omhyggelig for sine folk. Han så altid deres kvarterer efter når de blev indkvarteret på landet, førend han selv gav sig til ro. Han var derfor afholdt af soldaterne. Han kæmpede også tappert her ved overgangen, var med den afdeling, der blev afskåret og taget til fange ved Sønderskoven. Men han undveg, skjulte sig i kornmarker og kom til Augustenborg, hvor han holdt sig skjult i en af Herregaardens marker, men fik et hemmeligt bud ind til sin fars gamle pige, hans far levede nemlig af sin pension på Augustenborg, at hun skulle sende ham noget civilt tøj af hans fars. Det gjorde hun og gemte omhyggelig hans uniform og sabel. I dette tøj rejste han nu sydpå og tog fra Lybæk med dampskibet til København, hvor han atter stillede sig til tjeneste, og undgik på denne måde fangenskabet. Han avancerede efterhånden til oberst, faldt for aldersgrænsen og døde 18? .
17 f.
Min brors fødselsdag 1864.
Dagen efter d. 30. juni var det min brors fødselsdag, men den blev naturligvis fejret i stilhed, da man ikke kunne vide, når man fik besøg af Preusserne.
Træbroen ved Flejbæk brydes op. 1864.
Da vor Arme` efterhånden rykkede bort fra øen og samlede sig ved Kegnæs, måtte de lade en del tilbage af det gods, der tilhørte armeen. Officererne sagde til den ene og anden af beboerne, at det kunne de tage. Det lod de sig ikke sige 2 gange, den ene var glad for at han havde fået en hest, den anden et par stude og så fremdeles. De havde også givet dem lov til at tage træbroen ved Flejbæk, og her så man det syn, ”at ligeså svært som det er at bygge op, ligeså let er det at rive ned”. Thi i en fart samledes sig en del folk, der skal også have været en proprietær deriblandt, som gav sig i lag med at bryde broen op. Så ivrige var de, at et par stykker undertiden halede i et bræt i hver sin ende, og endnu samme dags eftermiddag var det hele arbejde gjort, og tømmeret kørt hjem. Min bror som et øjeblik var nede at se på det spil, lo af dem og tænkte ved sig selv, at deres glæde ville blive kort, og at de måske også kunne komme i fortræd derfor.
Preussisk patrulje sendes omkring 1864.
Thi dagen efter d. 30. juni kom en preussisk patrulje, som også havde været andre steder for at snuse, til Guderup. Da den havde nået byen, drejede de af ned ad vejen til skoven. Den kendte selv vejen; thi de preussiske soldater var alle forsynede med små kort over de egne, hvor de kom, men der har måske også straks været angivere og spioner tjenstfærdige til at hjælpe; thi dette slags uvæsen kom snart i … under den preussiske politistats forfatning af landet. Da de kom til skovledet ved indgangen til skoven Sjellerupskov, ytrede de: ”da wohnt Jens Jensen, Holzvogt, und da stehen zwei Ochsen”. De må jo også have været ved broen og indmeldt de passerende; thi et par dage efter fik vedkommende befaling til at køre alt tømmeret til Nordborg. At de fik straf, hørte man ikke noget til, men flovt var det. Preusserne havde måske været glade for, at de slap for arbejdet, at broen var borte, at de danske ikke atter skulle forsøge en landgang hvad de i begyndelsen vist ikke var ganske rolige for.
En preussisk patrulje 1864.
Den følgende dag kom et større detachement på et par hundrede preussiske soldater med flere officerer atter til Guderup og skulle om natten overnatte i byen. De ville ikke spredes omkring i byens gårde, men forlangte at blive indkvarterede i Bispegaarden og 2 nabogårde i nærheden. Hver gård fik en 70-80 mand, der kunne jo ikke skaffes senge til så mange, men der blev gjort anstalter for officererne. Dog disse ville ikke skilles fra mandskabet, og alle sammen blev de bænkede på halm i laden. De tilberedte selv deres mad og opførte sig i det hele godt. Det var kun for den ene nat. Den følgende dag drog de alle bort.
18 f.
Hr. von Stockhausen 1864.
D. 29. juni var en onsdag, søndag d. 3. juli gjorde en preussisk hauptmann, v. Stockhausen, ledsaget af et par soldater en fodtur omkring til forskellige mænd, dels for at spionere og udforske deres sindelag. Han kom fra Notmark præstegård til Frydendal, derfra til Bommerlund og over Lysholm til Guderup Bispegaard. Han traf min bror på gårdspladsen, gik et øjeblik med indenfor og gjorde forskellige spørgsmål, der nærmest gik ud på, om der ikke var efterladt noget her. Min bror lagde ikke dølgsmål på noget og efter et øjeblik tog han igen af sted. Hos biskoppen sad han en times tid og spurgte ham nøje ud om politikken og hans eget forhold, som han gav rede for på en åben måde. I dette øjeblik var netop et ungt menneske, som havde været ansat på justitsråd Arnesens kontor på Augustenborg, og da haupmannen begyndte at … ned på den danske politik, begyndte han at sige imod og demonstrere. Dette var biskoppen under disse forhold ubehageligt og ville kunne skade ham. Det var desuden i højeste grad taktløst, da sagen jo slet ikke angik ham. Biskoppen fik ham til side og viste ham det ubetjenelige i hans optræden. Besøget havde ingen videre følger for nogen af de mænd, han kom til.. Han var ellers bekendt for en brutal og hensynsløs mand.
Politisk møde i Sønderborg 1864.
Ligesom det var sket på fastlandet, at en del lykkeriddere og embedsjægere strømmede ind, agiterede på kraft den tysksindede befolkning, fik embedsmændene afsatte og selv indtog deres pladser, således kom også en del af disse folk her straks til Øen og søgte at spille den samme komedie her. Men her gik det knap så galt; thi preusserne blev efterhånden kede af de augustenborgske intriger og løjer, som udgik fra Kiel, og ville også have et ord med at sige. De lagde dem lidt efter lidt mundkurv på og spændte dem i selen. Navnlig spillede en Hr. Engell, en udsending af Hertugen, en rolle i den første tid. Han fik de tysksindede borgere i Sønderborg sammenkaldt til møde i Stadt Hamborg, den stiftede en ”Bürger Verein”, hvor alle mulige planer for fremtiden drøftedes. Advokat Grimm, der havde gjort turen med til Fyn 1863 og ladet begejstrede ord i Fruens Bøge derovre, gik nu over til det tyske parti og ville i fremtiden søge sin lykke i det store fædreland. Hr. Knud Christiansen, kaldet Knud Luder, født i København som et Vaisenhus barn og senere indtaget forskellige æresposter i Sønderborg, gjorde det samme, og flere fulgte eksemplet.
Møde i Augustenborg 1864.
Også på landet ville man sætte folk i bevægelse. Manden med guldbrillerne, Hr. Engell ”Frelsens Engell”, som han kaldes, indbød til et møde om søndagen i Augustenborg kro, hvor man havde i sinde at udråbe Hertugen. Flere folk var trommede sammen fra landet, dog kom der ikke mange, deriblandt Hr. Andersen fra Kegnæsgaard og Hr. Jacobsen på Werthemine, der straks havde hejst den schleswigholstenske fane op på Werthemine, uagtet han ikke var ejer, men blot havde forpagtet den af Hr. Nikolaj Ahlmann, mødte i kjole og høj hat. De kom med et strålende ansigt og en vigtig mine, men der kom en slæde i vejen, de fik et vink fra oven, og de vendte ligeså flove og slukørede tilbage, som de smilende var kommet.
Embedsmænd afskediges 1864.
Man begyndte også straks i disse klubber at råbe på de danske embedsmænds afskedigelse, det lykkedes også i begyndelsen, senere satte preusserne en stopper derfor. Der var embedsjægere nok ved hånden der var lystne efter at indtage deres plads. Justitsråd Finsen, borgermester i Sønderborg og justitsråd Arnesen, herredsfoged på Augustenborg blev afskedigede og rejste bort, skønt de havde deres sager i den bedste orden. Turen kom også til herredsfoged Grønlund på Nordborg. Det kunne ikke siges om ham. Han havde flere boer, der ikke var opgjorte, et mindre skal endogså have varte i 6 år. De kom naturligvis nu på engang og forlangte deres penge.
19 f.
Herredsfoged Grønlund i knibe 1864.
Han skyldte desuden også en del håndværkere for arbejde. Da han ikke i øjeblikket kunne klare sig var han i knibe og frygtede det værste. Fru Grønlund kom derfor en dag i en fart kørende ned til Lysholm, tiggede og bad min bror om at købe deres køretøj, heste, vogn, ja græd og faldt på knæ for ham, thi ellers var hendes mand ulykkelig. Han ville ikke gøre det alene, men fik Hansen i Frydendal og Hansen på Bommerlund til at gå med, og de udbetalte de 800 rdl. derfor, hvorved han for en del blev hjulpen. Han fik også nogle penge til låns af Mad. Frost og af kapt. Chr. Drescher, der tillige gik i kaution for det manglende beløb. Da han således foreløbig var bleven hjulpen, tog de om natten hemmelig ned til Lauensby strand og lod sig sætte over til Fyn af en der boende fisker.
Flere embedsmænd fik deres afsked 1864.
Endvidere blev den gamle magistrat i Sønderborg fjernet. Andenforvalter Weillach på Augustenborg. Justitsråd Riegels i Fægteborg lod man vide, at han godt kunne vedblive som husfoged i sit embede; men han forlangte ved samme lejlighed som en ældre mand at tage sin afsked, hvad han fik. Af de gejstlige embedsmænd fik begge præster i Sønderborg, pastor Bruun og pastor Nielsen straks sin afsked, uagtet den sidste som født alsinger altså var slesviger, men …. foregav, at han engang i en tale, skulle have ytret, at han ville ønske, at tungen måtte rådne i munden på alle slesvigholstenere. Så galt har det vel ikke været sagt, men det indvendte man imod ham. Pastor Krog-Meyer i Ulkebølle havde i krigens slutning søgt et embede på Sjælland, Snoldeløv-Hastrup, hvortil han blev udnævnt. Han rejste da straks til sit nye kald. Imod ham havde ….. meget at indvende. Han havde vist sig utaknemlig imod Hertugen, der havde kaldet ham i en ung alder til Ulkebølle præstekald. Han havde altid ligesom sin far stået sig godt med Hertugen, havde læst med de hertugelige prinsesser og konfirmeret dem. Men derover glemte han aldrig at blive sin Konge og sit fædreland tro. Om pastor Høyer-Møller på Nordborg, der var indkaldt som feltpræst, sagde man, at han havde forladt sit kald, og således fik han sin afsked. I den første tid var der vakancer i Nordborg, men ved påsketid fik han pastor Berggren, der var …. fra Emmerlev ved Tønder, til at besørge embedet for sig. Han var her indtil krigens slutning og indviede i forening med biskop Hansen en udvidelse af kirkegården for de danske soldater, der var døde på lazarettet på slottet i Nordborg. Da …. meldte, at kapt. Aarøe med sit st…. korps skulle have gjort landgang på den nordlige del af Als, kom straks flere i forhør, deriblandt pastor Berggren, som man beskyldte for spioneri, og da han tidligere var bleven afsat, fik han straks sin afsked og blev jaget bort.
De nye embedsmænd 1864.
Disse blev straks erstattede af andre, der var ved hånden og stod til tjeneste. De var alle ivrige slesvigholstenere af det augustenborgske parti. En advokat Kraus fra Kiel blev konstitueret som amtmand over Sønderborg og Nordborg amt. Han var en rigtig Wühler. Advokat Lüders i Ol… blev herredsfoged på Augustenborg. Han var meget ivrig i at chikanere danske folk og høre efter angiveri og spioneri. Man kunne ikke ret finde sig til rette her på kontoret i den første tid og måtte derfor igen have bud efter Arnesens gamle skriver Nielsen på Blæsborg, som man straks havde vist bort fra kontoret. Da han kom og blev i længere tid, viste han dem snart tilrette, og de måtte indrømme, at Arnesens sager var i den bedste orden. I Weilbachs sted blev en Iversen ansat som amtsforvalter
20 f.
I Sønderborg blev Pach… borgermester. Han havde forhen haft en stivelsefabrik, hvorfor han kaldtes amdamsfabrikant. Bager K… blev senator eller rådmand. Hans kone blev ikke lidt stor på det og kaldt ”Fru Senatorinn”. Hendes søster var meget svær og g.m. købmand Hansen-Gündersohn. Hun omgikkes meget med de preussiske officerer og blev kaldt ”hendes tykke majestæt”. Som præster blev indsatte pastor Damm af K…, konstitueret d. 8. aug., men d. 28. sept. 1864 blev pastor P.H. Neilung udnævnt til præst i Sønderborg og tillige kaldet til provst for Sønderborg provsti. En diakon fik man først der følgende år 1865 d. 25. maj i H.F.E. Claussen, der endnu samme år kom til Dybbøl. I Ulkebølle blev Gustav Waldemar Gardthausen, der var K….pastor i Barnstedt i Holsten først konstitueret som præst d. 3. aug. 1864 og fast ansat d. 10. april 1865. Imod hans sprog havde man meget at indvende og imod hans embedsførelse i det hele taget. Man sagde, at han engang ved en barnedåb hjemme i huset, midt under handlingen afbrød og gik hen og hilste på en kone, som var tilstede. Han skulle engang i sin prædiken have sagt, ”at Kristus stod op af grøften på den tredje dag”, og have bedet den femte bøn således:” forgiv od vor skyld, som vi også forgive vore skyldnere”. Men lidt overdrevet var der dog vidst i disse fortællinger; thi manden havde syslet lidt med den danske litteratur og endogså oversat adskillige ting af danske digtere på tysk. Og pastor Schwensen i Hørup fortalte engang, at han havde hørt en ligtale af ham, og at hans sprog var temmelig rent.
Harmonivært Petersen borgermester i Nordborg 1864.
Da den preussiske kommissær kom til Nordborg, var herredsfoged Grønlund allerede borte. Han konstituerede da foreløbig Harmoniværten Hr. Ernst Petersen, en god ge…tüchtig Mann til foreløbig at være byens borgermester. Få øjeblikke efter vandrede denne mand, følende sig i sin nye værdighed, op ad gaden med en stor pakke under armen, nikkende ind til folk, der kom til vinduerne, og da han kom hjem, mødtes han af sin kone med det jublende udråb: ”Jetz Petersen sind wie auf unsem rechten Platz gekommen”. (Nu er vi komme på den rette hylde). Men glæden varede ikke længere end høns fløj op indtil de fløj ned; thi dagen efter kom Hr. Boysen, der var konstitueret som herredsfoged for Nørreherred og borgermester for Flækken. Kort efter blev han fast ansat. Denne mand så lidt tyk, dorsk og søvnig ud og var ikke heller af de mest iltre. Han havde studeret jura ved Kiels universitet, var 1850 på grund af nogle optøjer, blevet udvist under civilkommissærerne af Flensborg af sin egen far, der var politibetjent i denne by. I mellemtiden havde han vel været bogholder ved en kattunfabrik i Holsten, derfor kaldte man ham en tid Kattuntrykker. I Høyer Møllers sted blev Hr. Georg Friedrich Jessen, præst i Abild ved Tønder, konstitueret d. 3. aug. 1864 og fast ansat d. 7. jan. 1865 som præst i Nordborg. Om denne mand gik der megen snak til en tid, ”at han holdt meget af at spadsere ud i halvmørke og gå hen og kigge de mødende piger i ansigtet”, og andre lignede historier, men man kan ikke tage det alt for gode varer.
Møder på Nordborg 1864.
Også her på Nordborg holdt tyskerne jævnlig møde på Harmonien, drøftede dagens begivenheder, og hvad der burde gøres. Nogle kom også med forslag at afsætte flere embedsmænd, deriblandt provst Fangel og tingskriver Holtzmann. Men Dr. Eckermann, som var sjælen i det hele tog navnlig provst Fangel i forsvar, da han i mange år havde været hans læge. Selv skorstensfejeren gav sig i disse dage udseende af en mægtig mand. Han påtog sig en beskyttermine og udtalte til dem begge, at de havde intet at frygte. Når flere af disse herrer blev ivrige i deres møder, blev de modsagte af købmand Grimm. Talte de herrer om Hertugen og Schlesvigholsten, kom han med Preussen. Det varede dog ikke længe, førend de fornemme i Harmonien søgte lokale for sig selv og lod de simplere blive i skænkestuen. Til de sidste hørte Frantz Andersen og skorstensfejeren.
21 f.
Hr. amtsforvalter v. Gähler 1864.
Hr. amtsforvalter v. Gähler tog det fornuftigste parti. Førend preusserne kom over, kom han meget hyppig både hos biskop Hansen og hos pastor Schmidt i Oksbølle. Nu trak han sig på én gang tilbage, blev meget intim med de nye herredsfoged Boysen, de sås daglig sammen, også Dr. Eckermann kom der hyppig i huset. Rygtet gik endogså en gang, at han skulle være amtmand. Fru v. Gähler var ikke hjemme, men var på grund af urolighederne under våbenstilstanden taget til København. Da hun der hørte hint rygte, ilede hun hjem for at forhindre det. Da hun uventet kom og trådte ind i huset, spurgte hun om, ”hvor er min mand?” Hun fik da at vide, at han var til et stort og fint gilde i Svenstrup præstegård, hvor pastor Ahlmann havde indbudt en del af de nye folk, der var kommen til Øen. Fruen fik straks en mand på en hest, der skulle hilse ham, om han straks ville komme hjem, da hun var kommen. Hvor nødig han end ville forlade det kære selskab, måtte Adolf dog straks parere ordre. Da Hr. Boysen den følgende dag kom som sædvanlig for at besøge amtsforvalteren, gik fruen hurtig ud i korridoren og sagde, at hendes mand var ikke hjemme, eller at han ikke var at få i tale. Således afviste hun enhver tysker og holdt sin mand borte fra deres selskab. Han kom da på ny til sine gamle venner. Hendes danskhed vandt almindelig bifald, og hun steg fra den tid af i alle dansksindedes agtelse.
Hr. Petersen, herredsfoged 1864.
I justitsråd Riegels sted blev Hr. Petersen husfoged og branddirektør. Han lejede Fægteborg af Riegels, der flyttede til Slagelse. Denne mand havde først været apoteker i Aabenraa og siden haft en gård i Jylland, hvor det ikke ville gå for ham. Han var da på denne tid brødløs, og som augustenborger søgte at få et embede. Han havde sin svigerfar hos sig i huset, en major Hansen, der var en bispesøn fra Odense, havde i sin ungdom stillet sig som løjtnant til tjeneste ved Hertuginde Augustas oprettede Jægerkorps. 1814 da krigen blev endt, afgik han som major og var senere toldkasserer i Grenaa. Da han her stod i korrespondance med Hertugen før 1848, og agiterede for ham, fik han sin afsked. Han fik vel pension og den levede han af hos sin svigersøn Petersen, der også var en fuldblods Schleswigholstener.
Provst Høeck 1864.
Provst Høeck lod i begyndelsen som om han var urolig for at få sin afsked. Da han en af de første dage efter tyskernes overgang jordede et lig på Ketting kirkegård, ytrede han halvgrædende til sin degn Hr. Hansen: ”O min gode Hansen! Vi er alle ulykkelige”. ”Å! Hr. provst! svarede denne; De hytter Dem nok, der er såmænd ingen fare”. Hvorpå et smil trak op over provstens ansigt med de ord: ”Mener De det min gode Hansen!” Han blev citeret til Flensborg til Hr. Zetlitz, vel for at give oplysning om de kirkelige forhold på Øen. Han kom glad tilbage og ytrede til pastor Schwensen: ”Ja jeg klarede for mig, men De står på det sorte bræt”. Man havde meget at udsætte på provst Høeck i denne tid. Jeg tænker dog alligevel, at han har taget præsterne i forsvar; thi der blev jo ingen flere afsat her på Øen end de omtalte.
Provst Fangel 1864.
Provst Fangel var meget urolig, førend de kom over. Han troede at alle danske embedsmænd ville få deres afsked, som det var gået på den anden side. Han sagde, at han ville sige til dem, at han godt og samvittighedsfuldt kunne og ville besørge sit embede; men når de forlangte ed af ham, førend han var løst fra den af sin Konge, havde han præsten Hansens ord om eden liggende opslået, og i henhold til den kunne han ikke aflægge den. Men så vidt kom det ikke her på Øen. Han blev rolig siddende i sit embede. Men han var dog yderst forsigtig, gik næsten alt for vidt.
22 f.
Han holdt omgang med tyskerne, var halvvejs bange for, at disse skulle træffe danske folk hos ham. Da Dr. Eckermann en gang var hos ham, og min bror kom fra Nordborg, blev han vist op i den store sal, hvor han forblev indtil Dr. Eckermann var taget af sted.. Og da Moldt som kort i forvejen var bleven forvist fra amtstuen, kom for at besøge provstens søn Holger, gik provsten ud og bad ham om at komme igen en anden dag, da Dr. Eckermann var inde. Både herredsfoged Petersens og pastor Jessens kom her jævnlig, og de igen til dem, og da den sidste kort efter holdt 25. års jubilæum, anskaffede provsten sig i den anledning et nyt elegant sæt seletøj og tog tillige med den lille provstinde ud at gratulere, idet de tillige overrakte ham en temmelig kostbar present.
Als Bispedømme gik ind.
Bispedømmet Als gik ind, Als blev lagt under superintendenten, som var Hr. Godt, der tidligere havde været præst i Notmark og siden i Falsled indtil 1850, da han fik sin afsked, hvorpå han var præst i tyskland, og Ærø blev lagt til Fyn. Biskoppen blev beordret til at udlevere af arkivet, hvad der angik Sønderherred til provst Høeck, og hvad der angik Nørreherred til provst Fangel. En dag kom derfor amtmand Sarauw, der hurtig havde afløst Hr. Kraus, tilligemed provst Høeck og fik den part, han skulle have, og en anden dag med provst Fangel, der også fik sin del. Resten, hvad der angik Ærø, blev liggende i lang tid, uden at der kom ordre om at udlevere det. Biskoppen henvendte sig derfor til sidst til amtsforvalter Wolf på Ærø om at afhente det, da han helst ville af med det. Biskop Hansen blev siddende som sognepræst for Igen.
Freden i Wien afsluttes 1864.
1864 d. 31. okt. sluttede Danmark fred med Østrig og Preussen, hvorved det afstod de 3 hertugdømmer til begge disse stormagter. De delte forvaltningen således, at Preussen regerede Slesvig og Østrig Holsten. Hertug Friedrich der achte var der slet ikke tale om. Kort efter udgav de preussiske …. et skrift, hvori de beviste, at han slet ingen ret havde. Kong Christian d. 9. havde været den eneste rette ejer af Hertugdømmerne, han havde afstået sin ret til Preussen og Østrig og således var disse de rette ejere af disse lande. Det er en cirkel, hvori Hr. Bismark her har bevæget sig, hvorfor begyndte man da krigen med at bestride Christian d. 9.s ret? Det er ægte preussisk eller Bismarksk politik. Hertug Friedrich d. 8. blev dog boende i Kiel under Østrigs ægide, men måtte ikke komme ind i Slesvig. Preusserne passede i denne henseende godt på.
Militær execution 1864.
Kort forinden var en dansk adresse gået omkring for at hindre, at Als og Sønderjylland ikke blev afstået. Politiet søgte at hindre den og lægge beslag på den. Det var især herredsfoged Lüders, der lod gendarmerne efterspore den, og der var flere tjenstvillige ånder, der meldte sig som angivere. Flere af dem, der havde virket for deres udbredelse, blev straffede med militær execution, det var proprietær Møller til Gammelgaard, kromand Chr. Hansen i Frydendal, gårdejer Christian Madsen i Helved og Jørgensen i Hardeshøj. De fik en 30 stk. soldater i nogen tid at føde på. Moldt, der var fuldmægtig på amtstuen på Nordborg, havde båret den omkring på Nordborg og i Holm. Han blev bortvist fra amtstuen. Amtsforvalter v. Gähler blev dermed sat i forlegenhed, da Moldt var godt hjemme i amtstuens arkiv og vidste, hvor enhver ting var at finde, hvad Gähler ikke var. Han fik dog i et års tid Friis til medhjælper, der havde været fuldmægtig hos amtmand Brockenhuus-Schack i Tønder. Men da denne også blev afsat, var han for tiden ledig, indtil Greven atter fik embede i Danmark.
23 f.
Så skulle han på ny til ham. Han blev siden amtmand i Svendborg, hvor Friis da flyttede til ham. Min bror ventede også at få militær execution. Men det blev kun tilfældet med de nævnte mænd. Nogen tid efter rejste Møller og Hansen i Frydendal til Flensborg for at tale deres sag hos den preussiske civilkommissær Hr. v. Zetlitz, og kort efter blev de igen fri derfor.
Lidt om indkvarteringen 1864.
1) Hos biskoppen.
Hos biskoppen fik de først husarer. Ritmester v. Rauch var en smuk, dannet, beleven og selskabelig mand. Han fortalte, at hans kone, en datter af baron v. Richthofen, der var gesandt i Stokholm, var beslægtet med den danske Kong Christian d. 9. Det forholder sig således, at bedstefaderen til Kongen, en Hertug af Holsten-Beck var g.m. 2) en Richthofen. Han kunne halvvejs læse de danske aviser og forstå dem. Han fortalte, at Preusserne holdt særlige skrivere, deslige de danske aviser og gjorde korte uddrag deraf, hvoraf de blev bekendte med den danske arme`s bevægelser. Hans adjudant var en ung løjtnant Podlietski, en søn af en godsejer. Han var lidt ungdommelig og drengeagtig, men godmodig og kastede for spøg æbler i haven efter biskoppens døtre, der var hjemme. Han havde lært at sige: God Dag til folk, og ville når han kom hjem til Perleburg, hvor de lå i garnison, sige til beboerne der: ”God dag! I gode Perleburgere”. De kom herfra til Hagenbjerg, hvor ritmesteren kom gemytlig ud af det med provsten. Han kaldte ham: ”mein Alter” eller ”der Alte” og ”Provsten den die Kleiner”. Derefter fik biskoppen en major ved fodfolket. Han havde sin hustru med. På grund af titlen Biskop må de have troet, at han var katolik. Den fremmede frue blev derfor lidt forbavset og forlegen, da bispinde Hansen kom ind, og biskoppen præsenterede hende som sin kone. Han mærkede det, og gjorde dem nu opmærksom på, at den danske kirke havde bibeholdt ordet biskop fra reformationstiden. De var der ganske kort. Derefter fik de en ung løjtnant Kandelhardt, hvis far var borgemester i Magdeborg. Han var jurist og ville gå den civile vej igen, når krigen var endt. Han var et rart og dannet ungt menneske, kom ofte til mig og lånte adskillige bøger af mig f.eks. Traps Illustrationer til den danske Stats Topografi. Jeg spadserede lidt ud med og tog ham en dag med ned til Lysholm. Det var i kirsebærtiden. Biskoppens døtre var en dag alene ude med ham, og de kom op at diskutere om Preussernes opførsel i Haderslev og andre byer. Han var jo nødt til at tage dem i forsvar. Det var just ikke taktfuldt, og biskoppen og bispinden syntes ikke derom. Den følgende dag tog han afsked og flyttede ned til Dreschers i Igenmølle. Han var af borgerlig herskab, da man ved artilleriet skal have gode hoveder. Ved de andre våbenarter er det mest adelige. Han var en aften med biskoppens til Lysholm. Efter ham kom hauptmann Kush…. ved fodfolket, en ualmindelig stor og svær mand, der kaldtes ”den dobbelte Preusser”. Han var en meget talende og ret gemytlig mand, der jagede efter at sige vittigheder. Han skulle efter oppasserens sigende have en ordentlig hjertestyrkning om morgenen, førend han ret kom til sig selv. Og han drak også godt hele dagen uden at blive beruset.. Han blev senere g.m. en frøken Schwerdtfeger i Holsten, men døde kort efter. Han fortalte, at en hauptmann Richthofen interesserede sig stærkt for en datter af teglværksejer Dithmer på Renbjerg, og at han havde spurgt ham og flere, hvad de vidste om Dithmers formueomstændigheder. Kush… svarede: ”er ist ein steinreicher Mann”. Han fortalte ligeledes, at hans forfædre havde været svenske og ejet godser i Finland, at hans familie var en gren af familien Gyllenstjerne, men var igennem svensk Pommern kommen ind i Preussen og da var navnet efterhånden bleven forandret.
24 f.
2) På Lysholm.
På Lysholm havde de blot en lille beskeden løjtnant von Hoon i indkvartering i længere tid. Han var en embedsmands søn. Han længtes efter hjemmet, skrev et par gange til min bror, fik flere sager med, der var ubekendte i Tyskland f.eks. et par træsko og andre ting og sendte dem igen en lille støbt plov, der kunne vise, hvilken slags plove, der brugtes i Tyskland. Der stod iblandt andre nipsgenstande på et bord i havestuen.
3) På Gammelgaard.
På Gammelgaard havde man i nogen tid en baron Trotta v. Treithen. Han så godt ud og Hr. Møller viste sig meget elskværdig imod ham. Han rejste ud med ham og gjorde visitter hos biskoppen og andre. Hr. Møller sagde selv, at man skulle omgås dem på en høflig og behagelig måde, at de kunne få indtryk af, at der også var dannede folk i det danske parti, at det ikke var bønder alene. Hr. Møller var just ikke stiv i det tyske. De talte engang om en mand, om hvem Møller udtrykte sig: ”Er ist nicht auf seine rechten Hylle gekommen”.
Lidt om militærets opførsel 1864.
Det var almindeligt anerkendt, at den tyske indkvartering, det vil sige officererne ikke gjorde så mange fordringer som danske officerer. De var langt mere vante til tarvelighed end hine. De var i det hele langt mere tilfredse i de danske end i de tyske kvarterer. De var f.eks. misfornøjede i Svenstrup præstegård, hvor soldaterne ved afrejsen malede et æsel på porten. Over for den egentlige befolkning viste de sig ofte hovne og strenge. Sproget lagde mange hindringer i vejen, det gav rivninger og misforståelser. I Himmark forlangte en officer ”ein tasche Wasser”. Konen kom ind og sagde: ”nu vil de vor Herre Død have deres Gasse”. I Miang forlangte en anden en pude ”im Kisten”. Konen blev forlegen og kom halv grædefærdig og sagde: ”nu vil han have et kys”. Soldaterne var næsvise, kom ofte og sprang uden tilladelse op bag i vognen. Gårdmand Hans Jespersen, der ellers var tysksindet, kørte igennem Ketting, fornam det. Tog sin pisk og smækkede dem over hovedet og kørte, alt hvad han kunne, hjem til Stevning. De fik hans navn at vide, klagede over ham og det ville måske være gået ham ilde, men ved andres mellemkomst blev sagen forligt. En løjtnant v. Pless, der kaldte sig baron v. Plessen, lå indkvarteret i en bondegård i Taarup. Han kom ofte fuld hjem og gjorde megen udstyr, men det nyttede jo ikke at klage. En aften kom han atter fuld hjem, og gjorde megen udstyr og trak sablen. Han forlangte at ville ind i sovekammeret, hvor konen var gået i seng, men havde aflåset døren. Manden tog ham og væltede ham om på forstuegulvet, tog værget fra ham og gennemølede ham med en pisk. Han lå på gulvet og sprællede med benene uden at kunne komme op. Manden hentede majoren, der lå i præstegården. Denne gik med ham og fik synet at se. Denne opførsel bevirkede, at de andre officerer ikke ville tjene sammen med ham. De gik ind med en klage og han fik sin afsked på gråt papir.
Illumination 1864.
2. søndag i advent d. 4. dec. blev der anordnet en takkefest for freden. Om aftenen var der illumination i Sønderborg, Augustenborg og Nordborg, som de tysksindede satte i scene. De exsesser, der udøvedes ved denne lejlighed kunne efterses i bogen: ”Hvorfor er jeg bleven tysk af Matz Matzen 1869.
25 f.
Frøken Kastrup forlader Lysholm 1864.
Frøken Kastrup der var bleven forlovet med biskop Hansens ældste søn, Christian Hansen, forlod i efteråret 1864 Lysholm og tog til pastor Grove i Nyker på Bornholm, der var g.m. en datter af biskoppen. Her var hun et årstid og kom da til Guderup, hvor hun blev, indtil hun blev gift.
Frøken Sofie Becker 1864.
De fik til lærerinde igen Frøken Sofie Becker, en datter af degnen J. Becker i Lysabild. Hun havde i nogle år været lærerinde på Kegnæsgaard, men nu da tyskerne havde sejret, følte hun ikke lyst til at blive der i huset, da familien var temmelig tysksindet. Hun skiltes dog fra dem i al venskabelighed, og de vedblev at holde af hende.
Gårdens avling i 1864, indtægter og udgifter kan ses på originalen.
Amtmand Sarauw 1864.
Kraus var ikke længe amtmand her. Han har vistnok været preusserne for augustenborgsksindet. I hans sted blev Hr. Sarauw amtmand. Han var det allerede i nov. måned. Hr. Sarauw havde 3 brødre i dansk tjeneste, en bror C.A.N. Sarauw var skovrider på Petersværft pr. Vordingborg. Han var forstråd. En anden bror var herredsfoged og byskriver i Lø Herred under Ribe amt og Birkedommer i Møgeltønder og Ballum Birke. De var begge gode danske mænd. En tredje bror, C.F.C. Sarauw var kapt. i den danske arme` og Ridder af Dannebrog. Denne Sarauw var 1850 kommen på kant med civilkommissionen i Slesvig og gik derfor til Tyskland, hvor han havde fået en anstilling i Pommern. 1864 stillede han sig også her til rådighed. Han var i det hele taget en ret skikkelig mand der ikke gjorde megen fortræd. Han var her kun til 1866, da han blev forflyttet som landfoged til Femern.
Degnen Jørgensen i Hørup får sin afsked 1864.
D. 3. nov. 1864 fik degnen Jørgensen i Hørup sin afsked. Han blev indstævnet for det nye kirkevisitation amtmand Sarauw og provst Høeck, der afskedigede ham, vistnok fordi han som valgt medlem af Rigsrådet var bleven siddende i det, efter at preusserne havde erobret Als, eller måske snarere på grund af adskillige drøje udtalelser om de nye forhold. Hr. Jørgensen var en egoistisk og snu Herre, og lagde vist selv an på at få sin afsked, i der håb at kunne få en god stilling i Danmark for sin udviste patriotisme. Justitsminister Heltzen tilbød ham et Branddirektorat, hvilket han ikke ønskede at modtage. Han attråede et amtsforvalter embede.
26 f.
Han købte et sted i Lille Mommark, hvor han levede af sin pension, af sin brandkasse og af sine skriverier som en slags sagfører for bønderne. Kort forud eller bagefter traf han den lille redaktør Grimm Sønderborg. De gik omkring på en 15-16 knejper i byen og drak ”sorte knægte” eller grog hvert sted, Grimm blev syg deraf og døde, Hr. Jørgensen fejlede ingenting. Grimm blev begravet d. 6. okt. 1865.
Indkvarteringspenge 1864.
D. 5. juni fik mon bror penge for stald…godtgørelser og kostpenge for indkvartering af mandskab af 9. batteri, 7 rdl. 2 .. D. 21. juni for 6. regiment, 5 .. 8 ..
Betaling for brandsyn 1864.
D. 5. nov. fik han i godtgørelse som Dirigent for Brandforeningen for møder på brandstederne i Vollerup, Kjær, Ulkebøl Vestermark, Sundsmark og Slotsmøllen ved Sønderborg, 20 rdl.
|
