1866 37 f.
1866.
Soldaternes næsvished 1866.
De preussiske soldater var meget næsvise. De sprang uden tilladelse op bag i vognene, når folk kom kørende. Imod en mand som ikke ville tage dem op, trak en soldat sabelen og huggede efter ham. Da proprietær Fenger engang talte en soldat tilrette, fordi han gjorde noget i gården, som han ikke måtte, slog han hatten af kammerråden, og en anden soldat ville engang jage en møggreb i en af hans sønner.
I Bromølle kro 1866.
1866 i febr. kom boelsmand Andreas Davidsen på Sebbelev Mark, boelsmand Christian Schmidt og boelsmand Jørgen Brag af Bro en eftermiddag fra en skovauktion i Madeskov ved Spang kro og tog på hjemrejsen ind i Bromølle kro. De satte sig for sig selv i krostuen, og i den anden ende havde flere preussiske soldater af det 25. regiment, der bestod af Rhinlændere og lå på Augustenborg, hvilken by kaldte det sit regiment, da det havde gjort sig højlig fortjent af byen ved at deltage i den berygtede kaneturs historie i året forud 1865 d. 17. febr., taget plads. Soldaterne sang tyske viser, og Christian Schmidt og Jørgen Brag gav sig til at nynne på en dansk sang, hvilket soldaterne optog som em fornærmelse og gav sig til at murre. Kort efter forlod soldaterne stuen, og da hine mænd fornam, at de var bleven vrede, gik de ud af en bagdør og smuttede hjem til deres gårde. Andreas Davidsen derimod, som ikke havde sunget og altså ikke heller givet dem den mindste anledning til klage tog sin stok og ville gå hjem. Men da han uden at ane det mindste, træder ud på forstuen, stod soldaterne her og flere af dem hævede deres sabler imod ham. Uvilkårligt hævede han sin stok i vejret og afparerede deres stød, da de ellers ville have ramt ham ned i hovedet. Men herved fik han sin højre tommelfinger flækket. I det samme råbte en af soldaterne, at det var galt gjort; thi denne mand havde forholdt sig ganske roligt og ingenting gjort, hvorpå de alle løb deres vej og ilede nedad imod bakken for ikke at blive kendte, ved hvilken lejlighed en af dem plumpede i vandet. Han tog straks til Augustenborg og lod sig forbinde af Dr. … Dagen efter indgav han en klage til den øverstkommanderende officer. Der kom da straks 2 preussiske læger ud til ham for at undersøge fingeren og skar ved denne lejlighed hele forbindingen op igen. De trøstede ham også med: ”es thut ja nichts”. Det havde måske været fornuftigere, at han straks havde tyet til den preussiske feltlæge. Der blev nu holdt en række forhør, soldaterne blev fremstillede for ham, men det var ham umuligt at udpege den skyldige, da de alle var ham fremmede, og det skete i en håndevending i halvmørke. Et spørgsmål er jo også, om de rette skyldige blev ham foreviste. Flere folk blev tagne i ed fra begge sider, men sagen forblev uden virkning og dreven med en påfaldende langsomhed. Endelig faldt der dom i sagen, og en afskrift af dommen blev ham tilstillet, hvori der stod, ”at han havde mistet sin ret til at klage, da han selv havde løftet stok mod de preussiske soldater”. Meningen er altså den, at han skulle have forholdt sig ganske rolig, først have ladet dem slå sig og knust hans hoved, så kunne han bagefter have klaget over dem for den ilde medfart. Det er et godt ræsonnement, ”man skal altså først lade sig slå ihjel og bagefter kan man da klage”.
38 f.
Den store selskabelighed 1866.
Fra den tid preusserne kom over til Als og efter den berygtede kaneturs historie, blev al omgang hævet mellem de danske og tyskerne her på Øen. De kom slet ikke sammen. De danske holdt sig også tilbage fra alle offentlige baller, da de jo let kunne risikere det ene og andet, hvor preussiske officerer var med. Der blev så meget mere selskabelighed mellem de danske familier. Enhvers fødselsdag blev holdt med et stort selskab. Bispindens d. 13. nov. Biskoppens d. 11. febr. Pastor Fangels d. 25. febr. Fru Schwensens d. 22 febr. Pastor Schwensens d. 23. marts. Fru Jessens på Majbølgaard d. 30. okt. Hr. Jessens d. 29. dec. Hr. Møllers på Gammelgaard d. 1. april. Hr. kammerråd Fengers på Augustenborg d. 29. maj. Hr. skovrider Hansens på Nygaard d. 21. febr. Fru Fangel i Notmark d. 1. juni. Min brors d. 30 juni, og hans kones d. 29. juli, osv. På Gammelgaard blev der holdt maskerade, hos Fengers spillet komedie, ligeledes på Lysholm. Møllers og Fengers gjorde også gilder for de mest bekendte familier af bondestanden: Hans Lassen og Andreas Bladt i Lysabild, Jørgen Rasmussen i Miang, Hr. Frost i Sundsmark. De herrer Møller og Fenger overbød hverandre i at holde taler. Kammerråden nævnede Hans Lassens og de andre koner med tiltalen Frue. Fru Frost hævede sig i tøjet, da hun således blev tiltalt i en tale. Skovriderens var altid på jagt, de kom tit jakkende og tog min bror med på turen eller forblev på Lysholm; thi ham kunne ikke leve uden at få sig en Whist eller l`Hombre. Havde han ingen andre steder at tage hen, så kunne turen også nok gå til Solbjerggaard, Frydendal eller Bommerlund. Der vankede da i al fald altid god mad. Møller lod engang opvarte med østers til et gilde, skovrideren havde ikke fået tiden rigtig opgivet, og kom først da man havde spist østerserne, da var han pul (alsisk ord for sur) hele aftenen. Hr. Møller var hele vinteren i København, det hed sig, at han var falden, da det var glat føre og stødt sit ene ben. Han var igen hjemme til skovriderens fødselsdag d. 2. marts og Hr. forstråd Ulrich udbragte hans skål på sin sædvanlige sarkastiske måde, ”at han glædede sig over, at han igen var bleven rask, og at han ville ønske ham, når han igen kom til København, at han da ikke måtte komme på glatis”. Herrerne kunne undertiden komme op at nakkes ved spillet. Møller var slem med at drille forstråd Ulrich og skovrider Hansen, den sidste ytrede da, ”at han lignede en forgyldt hane, som stod og galede på en mødding”. Hr. Møller og Hr. Jessen spillede en gang sammen hos biskoppens, Hr. Møller sad i et væk og rettede Hr. Jessen, denne smed da kortene på bordet og ville ikke spille længere. Fra den tid spillede han ikke gerne med Hr. Møller.
Dr. Tady nedsætter sig på Augustenborg 1866.
Dr. Tady havde som medicinsk student været underlæge i krigen 1864 og var ansat ved 6. regiment. Som sådan lå han en tid i kvarter i Bispegaarden. Han var fra byen Slesvig, havde gået i Slesvig skole. Men var gået til Københavns Universitet. Han havde været forlovet med en datter af general Thestrup, men forlovelsen var gået overstyr. Efter sin eksamen nedsatte han sig som læge på Augustenborg. Da hans familie var tysksindet, var han ikke heller fri for at være det. Han kom straks i de nye herrers huse på Augustenborg, kom også jævnlig i biskoppens hus. De danske her på Øen så i det hele lidt skævt til ham, alligevel lod det til, at han var dygtig i sit fag. Det varede ikke længe, førend han blev forlovet med biskoppens datter frøken Sofie Hansen.
Ladegaarden udpagtet 1866.
Jernstøber Petersen i Sønderborg havde været forpagter af Sønderborg Ladegaard, men måtte fratræde den, da han ikke kunne stå sig ved den. Sofus Hansen, en søn af biskop Hansen forpagtede den, da han fik en god støtte i sin onkel, grosserer og vekselerer Justus Schwensen i Christiania. Kamelia Ahlmann, en datter af Hr. Nikolaj Ahlmann, ejer af Werthemine var forlover med medicinsk kandidat Christian Fenger, en søn af kammerråd Fenger på Augustenborg.
39 f.
Hun hævede forlovelsen og blev atter forlovet med Sofus Hansen.
Preussiske mindesmærker indvies 1866.
Preussen havde rejst mindesmærker på Dybbøl og Arnkil til minde om sejren på Dybbøl skanser og overgangen til Als. De skulle indvies d. 22. april. I den henseende fik synsmændene i Sønderherred d. 19. april befaling fra husfogden på Augustenborg at tilsige et stort antal vogne så vidt muligt med 2 til 3 agestole, som den nævnte dag skulle møde på Augustenborg slotsplads for at befordre en mængde officerer, som ville overvære festen for disse grundstenes nedlæggelse. Vognene stillede under herredsfoged Lüders` kommando, og enhver undladelse truedes med straf. Bagefter d. 25. april bekendtgjordes en skrivelse fra overkommandoen i Kiel, hvori der udtaltes en almindelig taksigelse for ”den store deltagelse, Sønderborgs beboere, hele øen Als og Sundeved havde lagt for dagen ved grundstenenes nedlæggelse”, og dernæst en særlig tak ”for den beredvillighed og punktlighed, der gav sig tilkende ved tilvejebringelsen af de fornødne vogne for officererne”. Det hele skulle altså tage sig ud som en frivillig og velvillig sag. Hr. Møller på Gammelgaard og Hr. Jessen på Majbølgaard lod kort efter indrykke i avisen, at de ikke kunne modtage nogen tak derfor. De havde ikke gjort det frivilligt, men de var blevet kommanderede dertil.
Nis Brag avlskarl 1866.
Christian Hansen havde løst undersåtsforhold til Danmark og tog derfor fra Lysholm og rejste til Lolland, hvor han fik plads på Jullinge hos forpagter Scheby. Min bror fik igen Nis Brag af Stolbro til avlskarl, en flink og brav karl, der også var dygtig til at beskære vinstokken og andre træer, ligeledes at pode. Det havde han lært af sin far, gårdmand og synsmand Nis Brag, der havde en meget stor vinstok, der bedækkede hele taget af hans lade, og hvoraf han hvert år avlede et stort kvantum most eller vin. Christian Hesthave af Helved blev kusk, men han var en bøddel ved hestene.
Overfald i Lambjerg Indtægt 1866.
I den kongl. skov, ”Lambjerg Indtægt” kaldet, har der i mange år på 2. pinsedag været afholdt en slags folkeforlystelse med telte, dans og karrusel, hvortil mange fra Sønderborg og landet plejer at indfinde sig, når dagen indtræffer med smukt og heldigt vejr. I flere telte opvartes der ligesom i Dyrehaven ved København med beværtning og i et andet opvartes der med musik og dans, og for resten morer en stor del af det ældre publikum sig med at spadsere omkring i den smukke skov og nyde naturens glæder. 1866 d.2. maj på 2. pinsedag havde også en del preussiske soldater fra Augustenborg indfundet sig til denne folkeforlystelse. Hen på eftermiddagen faldt de på engang ind i dansesalen og forjog med dragne sabler folk af teltet. Dog kom der ved denne lejlighed ikke nogen til skade.
Overfald i Hundslev kro 1866.
I byen Hundslev forlystede byens unge karle sig samme dag d. 2. maj med at ride efter ringen og havde bagefter gilde i kroen hos kromand Jensen. Det har i mange år været en gammel national skik i flere byer på Øen at ride til rings og i almindelighed er denne fest bleven afholdt på 2. pinsedag eller en af de følgende søndage. Til denne fest havde man farver Kroghs datter i Igenmølle, der var en datterdatter af kromand Jensen og ligeledes mølleejer C. Dreschers jomfru samme steds.
40 f.
Denne sidste var et temmelig løst fruentimmer, der flere gange havde koketteret med preussiske soldater. 2 af disse var i den anledning den nævnte dags eftermiddag gået til Igenmølle; men da de hørte at jomfruen var at finde i Hundslev kro, indfandt de sig kort efter der. De tog da hen i kroen og forlangte at indlades i selskabet. Men da det var et privat sluttet selskab, blev adgangen dem forment. Herover blev de fortørnede, luskede en kort tid omkring i byen, men forsvandt til sidst på en gang. De var vel gået hjem til Augustenborg, men blot for at hente hjælp; thi ud på aftenen ankom der en hel sværm soldater, som på én gang for ind i dansesalen med dragne sabler og huggede om sig til alle sider, hvorved de ryddede salen, men ikke uden at have såret flere personer, og en mand Jacob Klausen blev i den grad lemlæstet og ilde tilredt, at han i lang tid måtte ligge under lægebehandling. Han var en gift mand og bosiddende der i byen, sad i trange kår med mange børn. Han var et øjeblik gået hen i kroen for at se på dansen og gildet, uden at være deltager deri. Efter således ar have udført deres hævn, ilede de bort. Danske folk havde medlidenhed med ham og skød sammen til hans families underholdning og hans kur og pleje. Siden kom han sig dog nogenlunde igen, fik ……seddel og gik da omkring for at handle. I den første tid derefter var han ivrig dansksindet, men skønt han havde lidt en sådan medfart af de preussiske soldater, blev han dog senere tysksindet. Der blev vel nok klaget, men ret er der aldrig at få over det preussiske militær, undtagen i det tilfælde, at de kunne vride sablen eller værget fra dem. Det var navnlig underofficer Dichmann, der var med iblandt dem.
En deputation afsendes for at klage 1866.
D. 30. maj afgik en deputation på en 5 til 6 medlemmer, deriblandt Hr. Møller til Gammelgaard, Hr. C. Drescher i Igenmølle og min bror til Flensborg og Slesvig for at klage hos civilkommissær v. Zellitz og guvernøren general v. Manteufel over disse soldaters opførsel overfor befolkningen. Man havde taget boelsmand Andreas Davidsen med for at forevise hans skade. Hr. Møller var ordfører, men da han ikke ret kunne klare sig i det tyske sprog, måtte Hr. Drescher for en del tage fat. Hr. Manteufel tog venlig nok imod dem, og ordføreren Hr. Møller blev bagefter indbudt til hans taffel. Om der blev gjort noget i sagen vides ikke, dog blev der fra den tid mere stille, og preusserne fik kort efter andet at tænke på. De logerede om natten i Flensborg på Fru Rasch` Hotel. Hr. Møller havde sit eget vante logi på dette hotel, Hr. Drescher og min bror delte værelse sammen. Min bror fortalte bagefter, at det var forfærdeligt som Drescher om morgenen knaldede løs, han havde aldrig hørt en sådan kanonade. Hr. Møller kom leende ind og spurgte: ”hvad er der løs”. Rejsen må jo være bleven godtgjort, men hans eget udlæg var 1 rdl. 2 ..
Hans døtre rejste til Aabenraa 1866.
D. 9. juni foretog hans døtre Anne og Christine en rejse til Aabenraa, hvor de var flere dage i besøg hos familien Neumanns. Rejsen kostede 5. rdl. 2 ..
En rejse til Faaborg 1866.
D. 23. juni rejste han med Hansen i Frydendal til Faaborg. De tog med færgebåden i Mommark. Han købte et par heste til 410 rdl, med told og fragt kom de på 432 rdl. De logerede hos gæstgiver Madsen. På tilbageturen havde de også køer med. Hansen sad foran en ko og tog sig ikke i vare, da han sad i en snak hele turen. På én gang blev han oversprøjtet af koen og gav et hyl fra sig. Rejsen kostede 10 rdl. 4 ..
41 f.
Krigen mellem Østrig og Preussen 1866.
Skønt begge stormagter Østrig og Preussen ved overenskomsten i Gastein havde delt forvaltningen af Hertugdømmerne mellem sig således, at Østrig forvaltede Holstein og Preussen Slesvig, kom det dog idelig til stridigheder mellem begge parter. Anledningen dertil var for en del prætendenten, som Østrig holdt på som den rette arving til disse lande, mens Preussen slet ikke ville anerkende ham. Disse stridigheder førtes også ind i forbundsdagen i Frankfurt am Main. Forbundsdagen besluttede på Østrigs opfordring 1866 d. 14. juni en execution mod Preussen. Dette svarede med en krigserklæring. De fleste tyske stater holdt med Østrig. General Manteufel rykkede hurtig ind i Holsten og jog Østrigerne ud deraf, prætendenten tog hurtig rejsepas. General Vogel von Falckenstein rykkede ind i Hannover, indtog det og drev den hannoveranske arme` imod syd. D. 27. juni blev den indesluttet ved Langensalza og måtte efter en heltemodig kamp kapitulere. Preussen erobrede Hannover. Kurhessen ig Frankfurt an Main. General Herwarth v. Rittenfeld rykkede d.16. juni ind i Sachsen og indtog Dresden d. 18. juni. Den sachsiske arme` veg tilbage til Bøhmen for at forene sig med den østrigske hær under general Grev Clem-Gallas. 3 preussiske armeer under Prins Frederik Carl, general Herwarth von Rittenfeld og Kronprins Frederik rykkede ind i Bøhmen og efter flere kampe fra d. 26-29 juni kom det d. 3. juli til et hovedslag ved Sadova, som Østrig kalder det, eller Königgratz, som preusserne kalder det, hvilket Østrig tabte og trak deres arme` ud af Bøhmen. Preusserne rykkede ind i Ungarn og ned ad imod Wien. General Manteufel slog bajerne og de andre sydtyske ved Kissungen og flere steder fra d. 10-16. juli. D. 26. juli udstededes fredspræliminarien i Nicolsburg og d. 26. aug. blev der sluttet fred i Prag, hvor Østrig blev trængt ud af det tyske forbund og måtte afstå Hertugdømmerne til Preussen, dette indlemmede tillige i den preussiske stat Hannover, Kurhessen, Nessen og Frankfurt am Main. Ved fransk indflydelse skulle Mainlinien danne grænsen mellem Nord- og Sydtyskland. Der blev oprettet et nordtysk forbund med Preussen i spidsen og et sydtysk med Rainen i Spidsen, men kort tid derefter sluttede sydtyskerne sig også til det nordtyske forbund, så at det tyske forbund atter omfattede alle de lande, der tidligere havde stået under det med undtagelse af de østrigske stater. Som en del af Preussen hørte Slesvig nu også til forbundet. Dog indeholdt freden i Prag i den 5 §, vistnok på Kejser Napoleons anbefaling den klausul, ”at befolkningen i Slesvigs nordlige distrikter skulle afstås til Danmark, såfremt de ved en afstemning tilkendegiver ønsket om en genforening med dette land.
Glæde i den danske befolkning om § 5 1866.
De danske her i Sønderjylland betragtede denne krig med ligegyldige øjne; thi sejrede Østrig havde vi Schleswigholstein med Hertugen, og sejrede Preusserne var vi slugte af Preusserne. Dog godtede de sig over prætendentens flugt, han var sparket til side af Preusserne, ligeledes at straffen var kommen over Østrig for den uret, det havde begået imod os, og man håbede, at straffen også ville nå den anden modstander, men det vakte naturligvis almindelig glæde, da man af aviserne fik efterretning om ½ 5 og man satte nu fuldt ud sit håb til Kejser Napoleon, at han ville sørge for, at den blev udført.
Boelsmand Jørgen Vrang i Elstrup arresteret 1866.
Da min bror fik avisen at se og læste om ½ 5 i Pragfreden, blev han så glad, at han straks i en lille seddel meddelte Jørgen Vrang i Elstrup dette med tilføjende, at han kunne lade de andre mænd i Elstrup se dette eller fortælle dem det. Dette fik den såkaldte store Hans Jørgensen, der var ugift og tjente hos sin bror boelsmand Christen Jørgensen, kaldet ”lange Jøssen” at vide. Denne karl var tysksindet. Kom ofte op til Kirsten Køhler, der boede i Elstrup og var g.m. en sømand Køhler fra Nordborg,
42 f.
og disse 2 berettede alt, hvad der foregik til gendarmen. Denne fik det da også at vide, at Jørgen Vrang havde fået et brev fra Knudsen på Lysholm, hvori der stod, at vi snart kom tilbage til Danmark. Gendarmen gik nu til Jørgen Vrang, forlangte det farlige brev, skændte ham huden fuld, tog ham med til Nordborg og satte ham i arresten. Dagen efter fandt man en seddel opslået ved stien over Ryggelstede, hvori der udstødtes hånsord imod min bror. Det har vistnok denne Hans Jørgensen slået op. En dags tid efter tog min bror om til Nordborg, om han var citeret eller frivillig tog derimod, ved jeg ikke. Han talte nu med herredsfoged Boysen, hvorledes det hele var gået til, at der jo ikke kunne være noget ulovligt deri, da det jo var en sag, ethvert menneske kunne læse sig til i en avis, og efter en times forhandling kom Jørgen Vrang igen på fri fod.
En nobel tysker 1866.
D. 10. aug. gjorde min bror en rejse til Angel med Hr. Bock på Melsgaard for på Landboforeningens vegne at indkøbe Angelbo kvier og tyre, som bortauktioneredes til foreningens medlemmer. Hr. Bock var valgt med, fordi han var godt kendt i Angel, hvor hans far havde haft en gård. De havde naturligvis fri rejse. Men i Sønderhav udlagde min bror for Hr. Brock 1 rdl. 4 .. 10 .., som han blev ham skyldig. Hr. Brock talte aldrig om dette udlæg. Min bror mindede ham senere flere gange derom, men endnu til min brors død skyldte han disse penge. Hr. Bock skrev det rent i glemmebogen, og min bror blev ked af at kræve ham senere.
Min svigerinde holder barn over dåben 1866.
D. 22. aug. holdt min svigerinde Hans Møllers datter i Bostedvraa over dåben. De var begge med til barselgilde derovre.
En deputation afgår til Berlin 1866.
Kort efter Pragerfredens afslutning afgik en deputation af 47 mænd fra alle egne i Nordslesvig med Nikolaj Ahlmann som ordfører for at takke for udstedelsen af ½ 5, og at der ifølge denne ½ snart måtte blive afholdt en almindelig afstemning over hele Nordslesvig indtil en linie syd for Flensborg og over til Tønder. Deputationen fik ikke foretræde, men den vakte alligevel stor opmærksomhed både i Tyskland og i udlandet. Og kort efter indløb en adresse med 17.000 underskrifter til Deputerekammeret i Berlin, der imidlertid lod som om den ikke var indgivet.
En tysk modadresse 1866.
Tyskerne forsamledes i Røde Kro og blev enige om at indgive en modadresse, der skulle fremhæve, at man ikke ønskede § 5 opfyldt, men at man bad om at blive under Preussen. De fik langt fra ikke det store antal underskrifter.
Min bror bliver overført af gendarmen 1866.
Øvigheden havde også ved denne lejlighed søgt at hindre denne store adresse, men den blev alligevel udbredt og kom ind på sit sted. Min bror var også gået omkring for at samle underskrifter. Da han derfor kort efter mødte gendarmen i Frydendal, overfusede denne ham på en gemen måde. En dag mødte gendarmen også Hansen på Gyllinggaard og Moldt på Nordborg. Han formodede at de var på adressejagt, tog dem undervejs til side, visiterede dem og lod endogså knappe deres bukser op.
43 f.
En lysttur til Middelfart 1866.
D. 8. sept. foretoges en lysttur til Middelfart fra Flensborg, Als og Sundeved til Aarhus hvortil de var indbudte. Det var et stort selskab, iblandt andre fra Als havde også Møller og Ahlmann meldt sig til turen med deres familier. Min bror var ikke med. De blev meget gæstfrit modtaget og deltog i flere udflugter og gilder. De forblev der flere dage. Ahlmann tog ikke med toget tilbage, men ville benytte turen til at besøge nogle bekendte. Han rejste senere tilbage fra Fredericia med et dampskib til Sønderborg. Ombord traf han provst Fangel og provstinden, der havde haft orlov en måneds tid, i hvilke tid jeg opholdt mig i Hagenbjerg præstegård pg besørgede embedet for ham. Han var glad ved at se Ahlmann, og de talte gemytlig om deres rejse. Provsten havde først været i København, hos provst Stokholm i Smørrum og besøgt provstindens familie på Sjælland, og dernæst havde de gjort en tur til Jylland for at besøge den fangelske familie på Vildmosegaard og Gudumlund. Da de kom til Middelfart,havde der forsamlet sig en tor mængde mennesker for at hilse på Hr. Ahlmann og udbringe et Leve for ham. Der blev holdt kraftige taler både af Hr. Ahlmann fra skibet og inde på broen. Da skibet sejlede videre, forundrede Hr. Ahlmann sig over, hvor provsten var bleven af. Da han kom ned i kahytten, sad provsten der alene med provstinden. Han var straks tilligemed provstinden krøbet derne, da han anede hvad der ville gå for sig. Han var grumme forsigtig, den gamle provst! Mødet med provsten skal henlægges til 1868.
Monument på Ulkebøl kirkegård 1866.
I Ulkebølle sogn havde man fra 1865 samlet penge ind til et mindesmærke for de soldater, som lå begravede på deres kirkegård. Det skulle rejses 1866, men præsten gjorde indsigelse mod indskriften, ”at de var falden for fædrelandet”. Folk rejste det alligevel, skønt præsten fik medhold hos øvrigheden. De blev nødt til at overkitte ordene. Følgen blev, at hjulmand Iversen blev afsat fra sin post som kirkeværge. I Ketting kirke hængte et lille skib under loftet, vistnok over 100 år gammelt og foræret af en sømand. Et lille dannebrogsflag sad på skibet. Flaget blev engang ved et kirkesyn beordret nedtaget. Noget lignende gik for sig i Adserballe kirke. Det kunne ikke gå, det var forargeligt, mente øvrigheden; men den glemte, at det var den selv, der gav folk forargelse.
Mange løste deres undersåtlige forhold 1866.
Der var i dette efterår stærkt tale, om at preusserne ville holde session og udskrive mandskab herfra til hæren. At tjene i den preussiske hær var en pest for alle dansksindede folk, og mange benyttede sig af deres ret til at løse deres undersåtlige forhold, hvad de ifølge freden i Wien fra 1864 havde ret til i løbet af 6 år. Næsten hele det unge mandskab sagde sig løs fra det preussiske undersåtsforhold og måtte de udvandre til Danmark eller til Nordamerika. En del fædre udmeldte også deres mindre børn. Sønnerne i Frydendal, Hans og Jes Hansen på Bommerlund var nogle af de første, der meldte sig ud. De opholdt sig nærmest i Falsled eller omegn på Fyn. Min bror udmeldte senere alle sine 4 sønner.
Den lille tykke mejerske 1866.
Til nov. fik min bror til mejerske en lille pige, smedens datter i Smøl på Sundeved. Hun havde lært på Sønderborg Ladegaard, hvorfra hun kom.
44 f.
Det var en lille tyk pige, lidt klodset og noget godtroende. En aften i halvmørke spadserede hun ad vejen ud til Østerholm. Når hun mødte nogen, spurgte hun om, hvem der boede i det og det hus. Da folk ikke kendte hende, blev de urolige og troede, at det var et forklædt mandfolk, der vidst ville stjæle, og Peter Jensens havde et ladt gevær stående ved sengen. Dagen efter blev den lange skrædder afsendt som par…. til Lysholm for at forhøre, om de havde fået en ny mejerske og for at se, om det virkelig var hende, hvad enkelte mente at have hørt. Nu opklaredes sagen og bevirkede almindelig latter. Støkler Svend fra Sønderborg malede i længere tid på Lysholm, og mejersken så med blufærdige øjne på ham, når han talte til hende. Anne og frøken Becker skrev da i et brev i hans navn til hende, hvori han tolkede hende sine varme følelser. Om hun har besvaret ham brevet, ved jeg ikke, men så har han foræret hende en kurv. Hun gik siden til Amerika. Hendes søster Grethe tjente der også som kokkepige, lærte mejeriet og tjente som mejerske på Lysholm og Majbølgaard. Hun var en dygtig, flink og tro pige og blev godt gift i Haderslev egn.
På bal i Sønderborg 1866.
D. 27. dec. var han med damer på bal i ”Enigheden” på Hotel Alssund i Sønderborg. 8 rdl.
Gårdens avl., indtægter og udgifter, 1866 kan læses på originalen.
|
