1865 1865.
Vinterens karakter 1865.
I vinteren 1864 tog det til at fyge i slutningen af jan,, det vedblev at være vinter i febr. og marts, faldt også en del sne i febr. og marts måned. I 1865 var det en lignende vinter. Det var frost i jan., febr. og marts, om også af og til med tøvejr. Der faldt sne i jan. og febr. måned. Men det var ikke af de strngeste vintre.
Valthers bryllup i Guderup 1865.
D. 5. jan. 1865 blev løjtnant Valther g.m. Margrethe Hansen, en datter af biskop Hansen, der viede dem i Igen kirke. Brylluppet stod i Guderup Bispegaard. Det var just ikke ret stort. De indbudne gæster var: Familien Schwensen i Hørup. Jessens på Majbølgaard, Fangels i Notmark og min bror med familie på Lysholm. De flyttede til Viborg, hvor de boede en del år. En brudegave til 9 rdl.
Fru Bendz fra Lysabild 1865.
D. 31. jan var Fru Bendz i Lysabild i besøg på Lysholm tilligemed degnen Beckers 2 døtre, Trine og Charlotte Becker. På grund af snevejret blev de natten over. De ville have mig med til Lysabild præstegård for at prædike for pastor Bendz, der var syg. Jeg blev der til efter påske.
Kaneturen til Augustenborg 1865.
Da der midt i febr. måned var megen sne, foranstaltede en del af de dansksindede her på Øen en stor kanetur, der skulle gå ud fra Sønderborg og ende på Augustenborg hvor man ville spise til aften og holde bal om aftenen i Gæstgivergaarden. De var i alt 16-17 kaner, samledes i Sønderborg, havde pyntet hestene og røde og hvide bånd på dækkenerne. De deltagende var: Hansens fra Gyllinggaard, biskop Hansens søn Sofus Hansen som med sine søstre Sofie og Kathinka Hansen,
27 f.
min bror på Lysholm med sin kone, datter Anne og frøken Sofie Becker, Dreschers fra Igenmølle, Hellmanns fra Rumohrsgaard, Fengers på Augustenborg Herregaard, Ahlmanns fra Augustenborg, Møller fra Gammelgaard, dog var Møller selv ikke med, han var i København, Jessens fra Majbølgaard, Peder Karbergs, Christian Karberg, Andreas Karberg og konsul Nielsen fra Sønderborg m.fl. Augustenborgerne var rasende og betragtede det som en hån, ”at de ville holde deres indtog i deres by på en sådan måde”. De overlagde i forvejen, hvorledes de ville tage imod dem. Drengene skulle tage imod dem med snebolde, hvad dog for en del blev forhindret, da skolens fornuftige lærer Hansen holdt dem længe i skolen ud over tiden. Da de nåede til byen blev de modtagne alligevel med en del snebolde og det slesvigholstenske flag vajede på alle huse, undtagen hos provst Ahlmann, da hans søn var kapt. i den danske arme` og han selv nød pension af den danske regering, og hos bager Thomsens var der heller ikke flag oppe, om grunden så var, at han havde gamle bekendte i følget, eller fordi stedet lå omme bagved, ved jeg ikke. Da der var tændt lys, og gæsterne var gåede til bords, samlede sig efterhånden et stort publikum på gaden, hvor iblandt også damer, som f.eks. frøken Agnes Henningsen, en plejedatter af pastor Henningsen fra Lysabild, der havde taget sin afsked og boede på Augustenborg, fru Hack og flere. I skænkestuen fandtes en del preussiske soldater og desuden byens rebslager med en del lavere pøbel. Da selskabet havde rejst sig fra bordet, og ville begynde dansen, kom en sten ind ad vinduet og ramte proprietær Hellmann. På én gang gik døren til balsalen op, og med rebslageren i spidsen stak pøbelen lange stænger, hvorpå slesvigholstenske flag hængte, ind i salen og stak efter gæsterne, snart var de alle inde i salen, fulgt af preussiske soldater, og der opstod almindelig forvirring, købmand Andreas Karberg fra Sønderborg var kommen blødende ned i balsalen, konsul Nielsen var bleven reven i klæderne, købmand Peter Karberg var bleven kastet som en bold hen ad gulvet, og møller Carl Drescher fra Igenmølle havde barrikaderet sig bag et bord, som han holdt ud fra sig, for at forsvare sig, der faldt det ene sabelhug på bordet efter det andet. Det gik damerne ikke bedre, de fløj hvinende ud og ilede op ad trappen for at iføre sig deres rejsetøj, men idet de for ud, fik min brordatter Anne et sabelslag over ryggen, og konsul Nielsens datter og biskop Hansens datter frøken Sofie Hansen fik deres kjoler revne itu. Fru Møller til Gammelgaard kendte én af officererne på Augustenborg, der havde ligget i kvarter hos dem, hun fik sendt et bud til ham og langt om længe kom han og søgte at holde styr på soldaterne, øvrigheden lod sig længe ikke se, omsider kom herredsfoged Lüders tilstede og forbød dansen, hvorpå hele selskabet skiltes ad og blev ledsaget ud af byen, eskorteret af en vagt af preussiske soldater. Min bror med familie måtte gå ud af byen, da han havde heste og kanen stående på Blæsborg. Det kan jo ikke nægtes, at det var lidt ufornuftigt på denne måde at gæste det tyske Augustenborg, og de måtte i forvejen let have forudset, at de ville være udsatte for moddemonstrationer, men det hele optog bliver dog en skandale fra Augustenborgernes side, at de på en sådan brutal og rå måde krænkede gæstfriheden, ja at de endogså nedlod sig til at bruge deres hellige faner ikke til festligt optog, men til pøbelagtig hån. Og man må forbavses over, at preussiske militær kunne deltage i disse rå excesser.
Klager og forhør i sagen 1865.
I anledning af klagen over det passerede, blev der holdt forhør, en del af gæsterne indstævnede. Men der kom intet videre ud af sagen. Hvor godt retten kunne dansk, kan ses deraf, at det hedder om min brordatter Anne Knudsen, ”at hun sloges, da hun gik ud af døren”, ret som om hun havde været oppe at slås med én af soldaterne.
28 f.
Hr. Møller formaner til ro og besindighed 1865.
Kort efter lod Hr. Møller fra København indrykke et lille stykke i ugebladet: ”Den danske slesviger” i Sønderborg, hvori han formaner sine kære landsmænd og venner til at forholde sig rolige og undgå unyttige demonstrationer. Han talte som om han var den øverste leder for den danske bevægelse, og som om det var beklageligt, at han ikke havde været tilstede og hindret det.
Det danske flag hånes i Sønderborg 1865.
Fastelavnsmandag d. 25. febr. anstilledes nogle løjer i Sønderborg, der gik ud på at håne det danske flag. En søn af den hertugelige husfoged Grobrian på Augustenborg, den unge Grobrian havde nedsat sig i Sønderborg som bygmester, byggede sig selv et pænt hus og havde en del byggearbejde, da en del af byen som bekendt var afbrændt året i forvejen. Han havde tyske svende i sit arbejde, har måske også selv sat løjerne i værk. Ud fra krovært Carl Krones kom en del mennesker, der stillede sig op i geledder. De marcherede op ad gaden i 3 geledder, hvert på 8 mand, foran denne gik en mand med en lang kost, bagefter fulgte en anden med et slesvigholstensk flag, som han holdt højt i vejret. De var alle prydede med lange lokker af høvlspåner. Bagefter kom en karl med træsko og itu revne klæder, med et Dannebrogsflag bundet om halsen og i flaget en hæftet jernlænke, der i den anden ende var bundet om karlens ben, bag ham gik en anden karl, der med en tyk kæp bestandig bankede løs på Dannebrogsflaget. I dette optog marcherede de langs op ad byens hovedgade. Folk stimlede sammen på gaden, og de fleste kom til vinduerne, de tysksindede frydede sig, danske folk følte harme over en sådan hån og spot, der vidnede den råhed i høj grad. Dog folk som apoteker Poulsens damer godtede sig ved dette syn. De marcherede forbi jernstøber Petersens hus, hvor borgemester Paschowski boede.. Han stod også i vinduet og fornøjede sig over dette optog. Imidlertid kom de ikke længere end til Oliemøllen, hvor en flok arbejdere for ud med knipler imod dem, de blev understøttede af folk fra Jerstøberiet, nu gik det løs med knipler og snebolde, og de tyske svende flygtede ned ad gaden, forfulgte af de andre. Det blev ved at regne med snebolde, en fløj ind ad bager Kush` vindue og var nærved at ramme Madammen. En tysk pige råbte: ”da kommt Herz og Friedrichs Garde”. En bagersvend hos bager Kush fik fat i kæden som holdt det danske flag fast, sled den løs og svingede den som et angrebsvåben i luften, således at den snoede sig om den karls hals, der havde båret den. De forfulgte dem lige ned til Karl Krones, hvor de fløj ind og forskansede sig bag porten. Politimesteren Hr. Paschowski kom nu tilstede, men han straffede dem ikke på anden måde, end at han fortalte dem, at det ikke skulle have fortrudt ham, om de havde fået dygtig prygl. Det hele optrin harmede i den grad danske og fornuftige folk, at skibstømmermester Jensens folk ville have gået til byen med deres økser for at straffe deltagerne.
Fangels fødselsdag i Notmark 1865.
D. 25. febr. var han med familie til fødselsdag i Notmark præstegård, hvor Fangel ville holde den dette år, da man var bange for at en del af de nye tyske embedsmænd på Nordborg skulle indfinde sig til provst Fangels fødselsdag i Hagenbjerg. Provsten og provstinden var da også her. Desuden de sædvanlige gæster, biskoppens, pastor Schwensens, Jessens fra Majbølgaard, Fangels fra Nordborg m.fl.. Min bror tabte 2 rdl. i whist.
29 f.
Min bror var syg 1865.
Hansens på Gyllinggaard mistede sidst i febr. eller først i marts en lille pige ved navn Margrethe. Min bror fulgte hende til graven. Der var en del snesjap den dag, og da pastor Ahlmann holdt en lang ligtale ved graven, var det koldt at stå i det dårlige føre så længe. Min bror blev derfor slemt forkølet. Han gik længe, var hårdt angrebet deraf og brugte Dr. Nielsen i lang tid.. Vi var bange for ar det havde sat sig til en tæring. Først hen i sommeren, da varmen kom, kom han igen til kræfter og blev fuldkommen rask.
Barnedåb på Gyllinggaard 1865.
D. 8 april på Kong Christian d. 9. fødselsdag var der barnedåb på Gyllinggaard. Min bror holdt drengen Daniel Georg over dåben og Thomsen på Hartspring stod fadder. Der var ingen andre med til gilde end Thomsens fra Hartspring og fra Lysholm min bror, hans kone var syg. Thomsen og Witzke på Nordborg havde et par dage i forvejen været på Sundeved og købt en bondegård i byen Bovrup til Jensen, en søn af købmand Jensen i Hundslev, der var forlovet med en datter af Witzke. Thomsen pralede ved bordet af dette salg, der var så og så mange tdr. land. Min bror spurgte ham, om hvad det var for et mål. Ja, det var det brugelige mål. Min bror forklarede ham nu, at der var mål til 360 . R. til 320 . R. til 260 . R. og til 240 . R., og desuden et til 192 . R., som var meget brugt derovre i Varnæs sogn. Jo det var pinte en god handel, det kunne der ikke være tale om andet. Men han blev dog urolig og tog dagen efter til Nordborg og talte med Witzke. For at få klarhed i sagen, blev Witzke på Hjortholm sendt derover for at forhøre, hvad det var for et mål; ja det var til 192 . R. Det var en slem historie. Men handelen var sluttet. Han fik dem da til at afslå et par tusinde kroner eller daler. Men gården var alligevel for dyr og tillige dårlig jord. De hængte derfor i flere år ved den, men ved kløerne, solgte den da de rejste til Amerika, hvor det gik dem ret godt.
Jørgen bliver konfirmeret 1865.
Dagen efter d. 9. april blev Jørgen konfirmeret. Der var et stort gratulationsgilde om eftermiddagen. Gæsterne kom af sig selv, biskoppens, præstens, Fangels i Notmark, Schwensens i Hørup, Jessens fra Majbølgaard, Ahlmanns og Fangels fra Augustenborg, Møllers på Gammelgaard, Hansens på Nygaard og Gyllinggaard, foruden flere fra Nordborg. Min bror havde ladet sovekammeret rydde, der spillede herrerne kort, og de unge dansede i salen, da der var spist. De lå derfor et par nætter i gæstekammeret. Fra Nordborg var den unge Frederik Hollænder med sine søstre og Heinrich Witzke med sin søster Johanne Witzke.
Karbergs Hørfabrik brændte 1865.
2. påskedag d. 17. april brændte Karbergs Hørfabrik i Sønderborg. Der var mange til at slukke, men ingen ret kommando, da borgemester Paschovski var fraværende. Mandskabet arbejdede dog så godt det kunne og sang dertil ”Den tapre Landsoldat”. Imidlertid kom han tilstede, men da man kom til det sted: ”men den har tysken hånet og trådt den under fod”, forbød han sangen. Da nedlagde hele mandskabet arbejdet, drengene kastede vandspandene og løb op på en nærliggende bakke, hvorfra de vedblev at synge, indtil politiet forjog dem. Ilden skøttede sig imidlertid selv, og ingen ville tage fat på arbejdet, førend politiet fjernede sig. Da først begyndte arbejdet igen og sangen. Borgemester Paschovski havde slet ingen myndighed. Man spottede ham som Amdamsfabrikanten.
( da vi i min ungdom stivede forklæder og fine duge og lyseduge, lavede vi en stivelse af kartoffelmel udrørt i koldt vand, som så hældtes over i kogende vand, det kaldte vi amdam, deraf nok navnet. Hilsen Astrid)
30 f.
Strenge forbud af politiet 1865.
Politiet udstedte af og til anordninger, som gik ud på at skræmme de danske beboere, således udgik 1865 d. 11. marts en anordning fra den kongel. Slesvig-Holstenske landsregering, underskrevet af ….. og Christensen fra Gottorp slot, der blev udsendt af herredsfoged Lüders på Augustenborg og herredsfoged Boysen på Nordborg, hvori der advaredes mod alt det øretuderi, at Slesvig atter skulle afhændes til Danmark, det var ved fredstraktaten afslået, og blev ikke givet tilbage. Derfor advaredes der alvorlig imod at udbrede adresser, der gik uf på sådant. Alle demonstrationer i denne retning ville blive alvorligt straffet. D. 12. juli 1865 og d. 15. juli 1865 gentoges strenge forbud mod at synge danske sange, mod kokarder osv. Det kunne straffes med en mulkt indtil 100 daler. Allerede d. 2. aug. 1864 var synsmændene indstævnede til Augustenborg, hvor herredsfoged Lüders spurgte dem, ”om de ville forsage Danmark og alt Dansk og virke hen til Hertugdømmernes forening til en selvstændig stat under sin legitime hertug”, hvortil de alle svarede nej, ”men at de var villige til at passe deres bestilling uden at binde sig til slige løfter”. De vedblev at fungere som hidtil. Ved nytårstid 1865 blev enkelte af dem afløste af andre tysksindede herrer, men de kom dog ikke til at aflægge ed. Det er naturligvis Preussen, der står bagved og ofte hindre de slesvigholstenske embedsmænd, der ville virke for Hertugen.
Smeden i Fjeldby 1865.
En dag først i vinteren 1865 mødte smeden fra Fjelby på Sønderborg gade en preussisk officer, der spurgte ham, om hvor Bøffelkobbel lå. Smeden der ikke kendte noget under dette navn uden den lille skov i Sundeved, gik et lille stykke med officeren og gav ham ved en håndbevægelse tilkende, i hvad retning skoven lå, da han, der selv var fra Sundeved og af almuen ikke formåede at udtrykke og forklare sig på tysk. Officeren derimod mente med dette navn en bekendt kælderestauration, som preusserne straks havde døbt med dette navn til minde om hin skov, hvor de i krigens tid så ofte havde ligget på post. Han forstod da på sin side ikke heller smeden og troede, at denne ville drive gæk med ham. Han gav derfor mund og trak til sidst sablen, dog smeden var ikke sen til at vriste sablen fra ham, tog ham i kraven og kastede ham i rendestenen. Smeden gik videre sin vej og tog sablen med sig. Da han havde haft ærinde på apoteket, havde han selv fortalt det passerede. Derved rygtedes historien, men i stedet for at komme i fortræd derfor, kom der dagen efter 2 officerer til ham i hans hjem og bad ham i al høflighed om at få sablen udleveret, hvilket han gjorde. Det var netop hans held, at han havde vristet værget fra officeren; thi det er jo en stor skam for en soldat, og derved har han mistet sin ret til at klage, og han ville have fået en hård og anseelig straf, var der bleven klaget. Derved undgik officeren straf, og sagen blev holdt hemmelig overfor hans overordnede. Imidlertid må han tit have hørt ilde derfor og taget imod en del stikpiller af gloser af de andre officerer, der chikanerede ham ved enhver lejlighed. Thi 2 år efter faldt en løjtnant i en duel i Augustenborg skov, og man fortalte den gang, at det var denne officer, der havde været i kast med smeden fra Fjelby.
Overfald ved Majbølle 1865.
1865 i fber. Blev der en søndag aften holdt dans i Majbølle kro, hvortil også nogle preussiske soldater havde indfundet sig. Det varede ikke ret længe, førend det kom til klammeri mellem soldaterne og egnens unge karle. Pigerne ville ikke danse med soldaterne, hvorover disse følte sig fornærmede. Soldaterne trak til sidst deres sabler, men måtte dog snart fortrække.
31 f.
Men da en af karlene om natten gik hjem fra kroen, blev han undervejs overfalden af et par soldater, som havde lagt sig på lur og passede ham op. De huggede ham med deres sabler, og sårede ham i den grad, at man bagefter fandt ham halvdød. Samme aften var der også dans i Ketting kro, hvor soldaterne ligeledes straks trak blank, mod de tilstedeværende karle. Kort efter passerede den berygtede kanehistorie på Augustenborg, hvor som bekendt også det preussiske militær spillede en rolle.
Flere af de store gårde sælges 1865.
De større ejendomsbesiddelser, der havde købt de hertugelige augustenborgske godser begyndte nu efter tabet af Als at sælge igen. Det var ikke meget patriotisk. Straks efter kaneturen til Augustenborg blev Hr. Hellmann ked. På en tur til København henvendte han sig til justitsminister Heltzen for at høre hans mening. ”Sælg bare”, svarede denne, ”jeg selv sælger når jeg kan”. Hr. Heltmann solgte da Rumorhsgaard til en Hr. Schwerdthegen fra Holsten. Hr. Heltzen beholdt dog Søgaard endnu i en del år. Hr. Grev Molkte-Hvitfeldt solgte Graasten og Fiskbæk til den tyske købmand Otzen på Augustenborg. Man kunne jo nok tænke, at Hr. Otzen ikke selv købte disse gårde. Han havde allerede dengang et par gange spillet op, men at han var agent for en anden person, der ikke måtte nævnes. Først nævnte man den augustenborgske Prins Christian, gift i England med en datter af Dronning Victoria, senere viste det sig, at det var Hertugen af Augustenborg selv, og at godserne efter hans død gik i arv til hans ældste søn prætendenten Herzog Friedrich d. 8.. Dengang Molkte-Hvitfeldt som landstingsmand købte godserne, rejste alle landstingets medlemmer sig for ham, da han trådte ind i tinget, den ære nød han vist ikke nu, da han solgte dem igen til landsforræderen Hertugen af Augustenborg.
Heltzen-Moltzen-Otzen. 1865.
Kammerherre Heltzen havde som amtmand ofte stået i forbindelse med købmand Otzen, men mente, at han benyttede ham ved flere handeler, som han afsluttede. Da Hr. Otzen gjorde en rejse til København, gik han op og hilste på justitsminister Heltzen, blev venlig modtaget og indbudt til middag. Hr. Moltzen, der var tysksindet og havde haft et hotel i Flensborg, kendte også kammerherre Heltzen. Han gik også op og hilste på ham i København og blev indbudt til middag. Herovre godtede man sig over, at Heltzen som minister kom dårligt fra sine taler i Rigsrådet og Rigsdagen, men man harmedes tillige over, at han som dansk minister ikke holdt sig for god til at indbyde disse folk og vise dem ære.. Derfor morede vor ungdom sig om aftenen, når de kom med til de gilder, der afholdtes, sig med hurtigt at udtale dette trekløver: ”Heltzen-Moltzen-Otzen”, det endte da gerne med, at man til sidst kom til at sige: ”Snotzen”, ligesom munden til sidst slår pladder, når den skal blive ved i et væk at sige: ”en balle vand, 2 balle vand osv.”
Christian Hansen, avlskarl 1865.
I disse år beholdt min bror Christian Hansen fra Fynshav, der 1863 havde været landvæsenselev, til avlskarl. Han var meget dygtig og vedblev som sådan, indtil han for at undgå den preussiske militærtjeneste lod sig overføre som dansk undersåt. Han gik da til Lolland, hvor hen efter et års forløb døde.
32 f.
Den preussiske konges fødselsdag 1865.
De preussiske officerer lod indbydelse udgå til de tidligere danske præster og til enkelte andre om at deltage i deres fest i Augustenborg i anledning af Kong Wilhelm d. 1. fødselsdag d. 22 marts. Af private folk mødte ingen, også biskop Hansen undslog sig, derimod mødte provst Fangel i Hagenbjerg, pastor Fangel i Notmark og pastor Schwensen i Hørup. Alle de civile nye embedsmænd var også tilstede. Der blev drukket stærkt og der fortaltes flere ting, blandt andet, at kapellanen i Ketting Hr. pastor Wacker også havde fået noget i hovedet og havde taget fejl af sin hat og var gået i en pikkelhue ud af byen.
Et preussisk bal i Ketting Bispegaard 1865.
Pastor Schwensen i Hørup havde i efteråret 1864 sendt begge sine døtre til Christiania, hvor de forblev hele vinteren. Det var for at unddrage dem for de preussiske officerers nærgåenhed og andre ubehageligheder. Baron Richthofen havde købt Ketting Bispegaard i jan. 1865 og boede her nogen tid, da han senere blev gesandt i Stokholm, overlod han den til sin datter, der blev g.m. en løjtnant Pless, kaldet sig selv Baron v. Plessen, der blev afsat på grund af sine …. Baron v. Plessen købte siden Hans Clausens gård i Ketting og lagde til stedet. Baron v. Richthofen anstillede et bal for de preussiske officerer, hvortil en del damer fra Augustenborg blev indbudte. Man indbød også danske damer, deriblandt biskoppens døtre, Sofie og Kathinka Hansen, der måtte gå med til ballet. Min bror og hans kone var en søndag forud i besøg i Hagenbjerg præstegård, og mens de var her, ankom en søn af baron Richthofen tilligemed sin frue og et par andre officerer der for at hilse på præstens og indbyde dem til ballet. Hans frue var en slægtning af biskop Hansen. De spurgte min bror og hans kone, om de havde voksne døtre, og da de bejaede det, indbød de også dem til ballet. Min bror afslog det. Biskoppens døtre måtte bide i det sure æble og gå med. Men de lovede, at de ikke tiere ville gøre det, da de andre damer temmelig ugleså dem. Det var jo også kun en måneds tid efter den berygtede kanetur.
Et herreselskab hos Fengers 1865.
Hos Fengers var der senere et stort herregilde. Det var vistnok anstillet, fordi en del mænd havde sluttet sig sammen om at hjælpe ham ud af en penge ulejlighed. Min bror var også indbudt, men da hen ikke var rigtig rask endnu, bad han mig om at tage derop i hans sted. Jeg kørte med Hansen i Frydendal. Iblandt dem der var indbudte, kunne mærkes: Hansen fra Frydendal, Møller fra Gammelgaard, Jessen fra Majbølgaard, Drescher fra Igenmølle foruden en del flere. Den ældste søn af Fengers var hjemme, Møller udbragte hans skål i meget smigrende og rosende ord og lod til at være helt indtaget af ham.
Begravelse på Holbæk 1865.
D. 18. juni 1865 døde Johan Christian Vogelsang på Holbæk. Min bror. Min bror lod også mig om at tage derover alene, da han endnu nødig ville tage ud, da han endnu ikke var rigtig rask. Hanse på Bommerlund og jeg kørte med Bützows derover. Der var middagsgilde bagefter, hvortil også købmand Nagel fra Augustenborg, degnen Hansen fra adsbølle foruden flere fra Sønderborg var indbudte. Han blev begravet på Adsbølle kirkegård af pastor Wernich, som endnu var i Rinkenæs. Lisbeth Bützow fik en del af hans gamle tøj, som hun nok kunne bruge.
33 f.
Prinsen af Hohenlohe rejser rundt 1865.
I begyndelsen af maj måned udsendte civilkommissæren Prinsen af Hohenlohe for at høre folks klagemål. Han rejste rundt i hele Nordslesvig, og folk havde fir adgang til at gå til ham og fremføre deres kæremål, skønt øvrigheden i begyndelsen søgte at hindre det. Her på Als gik en dag en stor skare fra Reimuths hotel ned til rådhuset med en adresse, hvori der fremhævedes mange klager over det ene og andet, især gik det ud over borgemesteren i Sønderborg Paschovski og pastor Gardhausen i Ulkebølle. Det kom imidlertid ikke stort uf deraf, det blev ”en storm i et glas vand”, dog fik borgemesteren kort efter sin afsked. Det hele var vist ikke andet end Preusserne satte i scene for ved hjælp af det danske parti at bryde med augustenborgerne og det slesvigholstenske parti, bryde med det og skaffe sig af med en del af de dårlige subjekter, som de i begyndelsen af krigen havde måttet ty til, da de forjog næsten alle de danske embedsmænd.
Der udsendes adresser til Hertugen, at de ville ikke se ham på Als 1865.
Det viste sig nu, at det var den gamle Hertug af Augustenborg, som købmand Otzen havde købt Graasten og Fiskebæk til. Det hed sig ved denne tid, at han ville indfinde sig på Graasten slot og derfra gøre en udflugt til Augustenborg og se sig omkring på Als. Men folk var nu ikke i sene med at sende en adresse omkring, hvori de lod ham vide, at de slet ikke ønskede hans besøg herovre. Den fik mange underskrifter. Gendarmerne søgte i begyndelsen at lægge beslag på de udlagte adresser i byerne, men de må have fået et vink om at lade det være. De blev udsendte på posthuset og afgik til ….., hvor han opholdt sig.
Hetugen kommer til Graasten 1865.
Han kom ikke heller til Als. Derimod kom han til Graasten, og den dag, han indtraf, havde en del af hans venner samlet sig på Graasten. Der var også flere fra Sønderborg og Als derovre. Man havde bygget en æresport og hestene blev spændte fra vognen, og folk trak ham op på slottet. Imidlertid hørte man bagefter, at der var stukket et torskehoved op i æresporten. Iblandt andre, der blev indbudte til taffels på slottet var, købmand Otzen fra Augustenborg, boghandler Lamotte og Dr. Schmigelow fra Sønderborg. De herrer som havde indfundet sig på Graasten og trukket Hertugens vogn, fik senere spotnavnet.Æl.. eller Zugvich.
Øvrigheden går løs på de danske sange m.m. 1865.
Frugten af disse demonstrationer blev ikke andet, end at øvrigheden bagefter rasede så meget ivrigere imod danske sange, røde og hvide bånd, kokarder m.m. Det rev endogså båndene af de danske krigergrave, men hvor meget de pillede af, kom de altid på ny op igen.
Tysk kunstforening gæster Sønderborg 1865.
D. 20. juli kom en mængde kunstnere af en kunstforening, malere, billedhuggere og boghandlere m.fl. til Sønderborg. Der var rejst en æresport og stænger med det slesvigholstenske flag, og de blev modtagne af de tyske embedsmænd med enkelte af borgerne, en snes damer overrakte dem buketter og toget skred op igennem byen, hvor man samledes i et telt foran rådhuset, hvor der blev holdt en del svulstige taler, navnlig holdt en præst en skål for prætendentens gemalinde Hertuginde Adelheid, hvis fødselsdag det var.
34 f.
Det har vistnok ikke været nogen anden end pastor Ahlmann i Svenstrup, der i denne tid tit talte beundrende til sine venner om Hertuginden og de dejlige børn, som han havde set, da han havde besøgt dem. En af kunstnerne omtalte senere i en artikel den gamle præst med, det djærve åsyn og de snehvide lokker, der var en prydelse for Schleswigholstein. De skulle også over til Dybbøl for at se skanserne, hvor ”die Ersturmung der Dyppelen Schanzen” var gået for sig.
Et tog af fynboer gæster Sønderborg 1865.
I aug. måned kom der så et stort tog af fynboere hertil. En stor skare af befolkningen var ude at tage imod dem, og hvor meget end øvrigheden søgte at hindre det, blev de dog modtagne af en uendelig jubel. De tog til Sandbjerg slot, hvor der var anstillet fællesspisning og hvor man mere ugenert kunne tale frit og glæde sig med sine venner. En masse køretøjer fra byen og landet var stillet til rådighed.
Overenskomst i Gastein 1865.
D. 14. aug. 1865 kom en overenskomst i stand mellem Østrig og Preussen i Gastein, ved hvilken lejlighed Hertugdømmet Lauenburg blev afmålt til Preussen. Ligeledes delte begge magter mellem sig forvaltningen af Hertugdømmerne således, at Østrig overtog forvaltningen af Holstein, og Preussen forvaltningen af Slesvig. Følgen deraf blev, at Preussen forbød prætendenten at sætte sin fod på slesvigsk grund, ja det gik endogså så vidt, at da Prinsen af Noer døde i efteråret 1865 og hans lig blev ført til Noer, kom preussiske gendarmer og standsede toget, da de var bange for, at prætendenten skulle være skjult i ligvognen. I Holstein vedblev han at praktisere endnu under Østrigernes Ægide.
General Manteufel guvernør 1865.
Ved den samme tid blev general Manteufel indsat som guvernør for Hertugdømmet Slesvig. Han rejste meget omkring og holdt lange taler, hvori han betonede stærkt, at Slesvig tilhørte Preussen og at ikke en fodsbred deraf ville blive afstået til Danmark. ”Han ville dække hver 7 fod slesvigsk jord med sin krop”, var et udtryk han brugte, der fremkaldte mange vittigheder. Han kom også til Sønderborg, og embedsmændene måtte ud at hilse på ham. Også præsten måtte derud. Provst Fangel mødte med de andre tyske præster med bladkrave, de andre med pibekrave. Selv præster i Flensborg brugte pibekrave. Det var en søndag lukkede i Nørreherred.
Det store tog til København 1865.
D. 2, sept. 1865 afgik det store tog af sønderjyder til København, hvortil de var indbudte. Det var folk rundt omkring fra hele Nordslesvig, over 2000 i tallet. Fra Sønderborg afgik 2 dampskibe ”Aurora” og ”Hertha”, fra Flensborg ”Diana”, fra Aabenraa ”Øresund” og fra Haderslev ”Valdemar” og ”Flora”. Min bror og 2 af hans børn, Anne og Jørgen foruden Grethe Frost, var med fra Lysholm, begge mine søstre, Anna fra Ketting og Elisabeth fra Blæsborg Mølle var også med. De holdt an ved Svendborg, hvor de blev modtagne med stor jubel og blev beværtede, der blev holdt taler og udbragt et vældigt hurra. Witzke fra Hjortholm var stået op på en bænk og for at forstærke jubelen gav sig til at pibe af en pibe. Man blev forbavset ved at høre en pibe i den alm. jubel, nogle der bemærkede det, fik ham til at holde inde med hans musik. I Korsør blev de ligeledes festligt modtagne, her havde også de gamle embedsmænd Riegels og Grønlund med familie indfundet sig for at hilse på flere af deres bekendte.
35 f.
Langs med vejene stod ofte skarer af folk opstillede og hilste på toget, som bruste forbi med de mange gæster. I Roskilde og de andre byer blev der også hilst på dem. Da de ankom til København, blev deres værters og deres egne navne opråbte. Min bror og Jørgen fik logi hos oberst Rist på Nørrebro, Grethe og Anne hos en oberst Bruun, der var far til Chr. Bruun ved et kongl. bibliotek. Anna og Elisabeth blev indkvarterede hos en bager. Fenger blev indkvarteret hos en mel- og grynhandler i en kælder, dette logi anstod ham ikke, og han fik da logi hos forh. finatsminister prof. Fenger. Københavnerne ville i grunden helst have folk af bondestanden i logi, navnlig var konerne fra Igen sogn velsete, da de mødte i deres nationaldragt. De fik jo alle byens mærkværdigheder at se, blev også en dag førte ud til Roskilde for at se Domkirken, og en anden dag til Hillerød for at se Frederiksborg Slot. Ligeledes stod Tivoli, Rosenborg og Teatret dem åben. En dag var der stor fest på Klampenborg, hvor der blev holdt mange begejstrede taler. Det var stor trængsel da men skulle hjem o, natten, og det hændte undertiden at de der hørte sammen, blev skilte fra hverandre. Man fortalte at gartner Philip og kone i Adserballe var blevet indkvarterede i et noget fint hus. Da man spurgte dem om morgenen, hvorledes de havde sovet, svarede de lidt forlegen, og man fik nu ud af dem, at de havde siddet oppe hele natten, da de ikke turde ligge i sengen, fordi den knagede og bragede, når de vendte sig. De var ikke vante til at ligge på fjermadras. Witzke var begejstret over Lumbyes spil i Tivoli, og frøknerne Ahlmann og Elise Schwensen skrev nu i Lumbyes navn en billet til ham, hvori han bad ham ud til sig. Witzke begyndte at tale om sagen og fortalte det til en og anden, at Lumbye havde bedt ham ud til sig. De måtte da igen se at standse sagen. D. 7. sept. vendte selskabet igen tilbage og blev modtagne i Sønderborg af en stor skare folk. De var alle glade for turen, og der blev lang tid ikke talt om andet end denne rejse til København.
Tyskernes tur til Hamborg 1865.
Tyskerne forsøgte at sætte en moddemonstration i scene med en tur til Hamborg, der meldte sig kun 7 voksne og et barn. Man spottede da over, at toget bestod af 7½ personer og Mads Bruhn af Sebbelev, som var med deriblandt, fik navnet ”Mads Hamborger”.
Bryllup på Bommerlund 1865.
1865 d. 20. okt. blev Matthias Vogelsang på Bommerlund g.m. Marie Rasmussen, en datter af boelsmand Jørgen Rasmussen i Miang. Et stort bryllup stod på Bommerlund i 2 dage. Min bror, hans kone, der pyntede bruden, hans datter Anne og søn Jørgen, frøken Becker og jeg var også med til bryllup. . Lorentzen med få piger udførte opvartningen. Om søndagen kom politibetjent Berthelsen, der var g.m. en datter af Mad. Hansen dertil fra København. Han agerede da en Steffen Roth og forstod at holde folk i ånde. Om aftenen blev der danset, Anne og frøken Becker morede sig udmærket, ligeledes Jørgen tilligemed Wederkop fa Nygaard og Hansen fra Bommerlund. Det gik meget pænt og ordentligt til, blot Nikolaj Madsen fra Skærtoft havde som sædvanligt fået noget i hovedet. Brudegave, en sukkerskål med sølvfod til 9 rdl.
36 f.
Monarkerne indkaldes 1865.
I efteråret 1865 begyndte preusserne at påføre skanser omkring Sønderborg og på Dybbøl. De indkaldte hertil en mængde skansearbejdere fra Schlesien og de østlige provinser. Det var det værste udskud af folk, de gik pjaltede og rapsede og stjal, hvor de kunne komme af sted dermed. Folk var bange for dem og det var ikke ganske frit at færdes på landevejen om aftenen og natten, da man let kunne risikere at blive overfaldet af disse banditter. Folk kaldte dem ”Monarkerne”.
Rønhave blev solgt 1865.
Ved denne tid solgte nu også orlogskapt. Møller, en bror til Møller på Gammelgaard, Rønhave til en Schwerdthegen af Holsten, en bror ti Schwerdthegen på Rumohrsgaard. Møller på Gammelgaard havde på sin brors vegne forestået salget. Forpagter v. Rosen blev nu udløst af sin forpagtning. Det regnede derfor ned med skoser til Hr. Møller ved bispindens fødselsdag d. 25. nov. 1865.. Navnlig gav Hr. Ahlmann og v. Rosen i deres taler ham dygtig på hovedet.
Gårdens avling 1865.
Gårdens udbytte, indtægter og udgifter kan læses på side 36 i originalen.
|
