Nr. 18. Anne Margaretha Vogelsang, gift Ebbesen Anne Margaretha Vogelsang, gift Ebbesen død 1828.
E
Side 41-64
Anne Margaretha Vogelsang er født på Solbjerggaard 1778 d. 9. dec. Hun var ligeledes en datter af Matthias Johansen Vogelsang, ejer af Solbjerggaard, og hans hustru Margaretha With af Ketting. Den 14. dec. blev hun formedelst svagelighed, hjemmedøbt i huset af sin morfader, Provst Morten Reenberg With i Ketting og båret til dåbs af Provstinde With i Ketting. Som faddere var til stede Hr. Jens Jørgen With, kapellan af Ketting, Hr. Peter Klincker, skolemester hos Hr. Vogelsang, Mad. Thomsen på Hartspring og Jomfru Zoffmann af Sønderborg. I en alder af 6 år mistede hun sin mor og da hun var 12 år gammel, døde også hendes far. Da hendes ældre søster derfor 1790 blev g. m. Provst Fangel på Nordborg, tog hun den unge pige med sig til Nordborg, dels for selskabs skyld, og dels for at hun kunne få en bedre undervisning, da Provst Fangel i en del år holdt huslærere til sine børn.
Hendes konfirmation 1793.
Her på Nordborg blev hun også 1793, tilligemed købmand Otto Ahlmanns datter Kathrine, konfirmeret af sin svoger Provst Fangel. Efter sin konfirmation blev hun et års tid sat i huset hos amtsforvalter Lyhm, for at lære lidt husholdning og anden skik, men hun havde det ikke videre godt, da hun led sult. Hun fik derfor gerne, når hun kom hjem til provstens, noget brød og smør med, som hun gemte i sit chatol. Amtsforvalterens havde også en uartig datter Anna Lyhm, senere Mad. Wittenkam, der dengang kun var 5-6 år. Hun var uartig imod alle og ville ikke engang lystre forældrene. Da dette barn engang blev sygt, og forældrene havde ladet Dr. Suadicani fra Augustenborg kalde, ville hun på ingen måde tage medicinen. Hun blev da lagt på ryggen i moderens skød, og lægen hældte hende medicinen ind. Hun beholdt den dog i munden uden at synke den, og da hun blev rejst over ende, overspyttede hun Doctoren med den, så at han tog sin hat og gik. Provstens tog hende da efter nogen tids forløb atter hjem til sig. Blandt hendes veninder kunne mærkes: Kathrine Ahlmann, siden g. m. Hr. kontrollør Frederik Drescher, organist Lorentzens 2 døtre, Helene Margaretha og Margaretha Christiane, hvoraf den første blev g. m. lærer Christiansen og den anden døde ugift i en ung alder, og 2 af skipper Hans Christensens døtre på Løitertoft, Maria Kathrine og Anna, hvoraf den ene siden blev g. m. skipper Matthias Johansen, og den anden med den tykke Thomsen på Nordborg. navnlig de 2 sidste var meget muntre piger og sang udmærket smukt. Jomfru Anna Margaretha Vogelsang var ikke blot en udmærket smuk, men tillige en meget livlig, venlig og naturlig pige, der gjorde megen lykke, hvor hun kom. Holdtes der engang imellem et bal i byen, var hun altid med og morede sig godt, da alle gerne ville danse med hende. Ved en sådan lejlighed plejede Pastor Nylands 2 døtre, Trine og Ellen, gerne at tage i forvejen ned til Nordborg præstegård, for i forening med Jomfru Vogelsang at pynte sig til ballet. De var dengang endnu meget vakre unge piger og hendes gode venner. Senere gav de sig for meget i slæng med bønderfolk, udskejede og blev dårlig gift.
Hendes forlovelse 1797.
Det varede ikke længe, førend den unge pige fik flere tilbedere. 1796 blev den unge Frederik Ebbesen, ansat som residerende kapellan på Nordborg. Han havde straks et godt øje til hende, og et sådant parti ønskede også hendes svoger og søster, da Provst Fangel dengang godt kunne lide den unge mand. Men på den anden side kurrede også den unge kontrollør Drescher til hende, og det endogså temmelig stærkt, så at Ebbesen troede, at de allerede var hemmelig forlovede, hvorfor han i begyndelsen holdt sig en smule tilbage. Men hun syntes slet ikke om Hr. Drescher. Den gamle købmand Otto Ahlmann ville også nok have fingre i Hr. Ebbesen for sin datter Kathrines skyld, der var meget indtaget i ham. Ahlmann inviterede da Ebbesen idelig over til sig, og da denne i kapellaniet blot havde en gammel pige ved navn Kathrine, hos sig til husholderske, så sendte købmanden ham hvert øjeblik smør, kød og andre rariteter og kom undertiden også selv løbende med en fisk til ham. Ebbesen syntes dog bedst om den lille Jomfru Vogelsang, men fordi han troede hende hemmeligt forlovet med Drescher, turde han ikke ret nærme sig til hende. Der blev en enkelt gang holdt bal, og Ebbesen plejede da at danse med den Ahlmannske familie, havde de i forvejen talt om, at den af begge damer, som Ebbesen først dansede med, måtte være den lykkelige, og turen kom først til Jomfru Kathrine Ahlmann, hvorover der blev stor glæde. Men alting skulle snart blive opklaret: en nytårsmorgen traf Ebbesen og Drescher sammen i Provstegården, hvor man ville ønske et glædeligt nytår. Det var dengang meget sædvanligt, at man forærede hverandre et trykt nytårsønske, således forærede justitsråd Hr. Riegels engang Provstinde Fangel et sådant, med en lille due på, hvilket endnu haves, og Drescher stod nu også på spring med et sådant nytårsvers, som den lille Jomfru Vogelsang skulle have. Ebbesen så det, og da han fik at vide, hvem der skulle have det, ytrede han, ”at det ville vist være den lille Jomfru en stor glæde og kær foræring”. ”Ja, når jeg blot turde håbe det!” svarede Drescher. ”Hvorfor ikke det”, spurgte Ebbesen, men han skrev sig det forresten bag øret, det gav ham et indblik i, hvorledes sagen stod. Kort efter tog han mod til sig og anholdt om hendes hånd, og fik naturligvis straks ja, hvorover der blev stor glæde i provstegården. Men med Ahlmanns var nu det hele venskab ude, det gjaldt nu om at fange Drescher, hvem datteren syntes godt om, han derimod brød sig ikke videre om hende, blot kurede han til hende som til så mange unge damer. Han var jo dengang ung, og det er jo tit i den alder tilfældet, uden at der altid menes noget dermed. Købmand Ahlmann gjorde nu ved lejlighed et stort gilde, hvortil også Drescher var indbudt. Han havde ført datteren med sig til bords. Ahlmann udbragte nu brudeparrets skål, den forfippede Drescher måtte takke derfor, modtog gratulationen, og således løb han i saksen. De levede siden ikke videre godt sammen, hun blev en skrap og dygtig kone, men han var hende ikke altid tro.
Hendes giftermål 1797.
Hun er altså noget efter nytårstid 1797 bleven forlovet, og samme år d. 7. april stod deres bryllup i Nordborg præstegård. Foruden familien var også flere af byens embedsmænd og andre bekendte familier indbudte. Enkelte fremmede af Ebbesens bekendtskab var også med. Hendes broders kone på Bommerlund var den ene af de 2 damer, som gik med bruden og pyntede hende. Hun havde en grønstribet atlaskes kjole på af samme tøj, som bruden bar om søndagen, da hun gik som ung kone i kirke. Provst Fangel viede dem. Provstens lille Else Kathrine, som dengang var 5½ år gammel, var med i kirken og sad her ved siden af en fremmed dame, som også havde en lille pige hos sig. Denne fremmede dame sad og skubbede Else Kathrine, når hun ikke ville sidde rolig i stolen. Da man spiste til middag, stod Else Kathrine og den lille Grethe Vogelsang fra Solbjerggaard, bagved brudefolkenes stol og sang en lille bekendt sang. Ebbesen spurgte Else Kathrine, hvad hendes far havde gjort ved hendes tante i kirken. Hertil svarede hun rask ”at han havde nappet hende i panden”, hvorover hele selskabet brast ud i latter.
Hr. Frederik Ebbesen født 1768.
Hr. Frederik Ebbesen nedstammede fra en gammel snedker og bilthugger familie i Sjellerup på Als. Møbelsnedkerne kaldtes på den tid hyppig bilthuggere, da de måtte være øvede i træskærerarbejde på grund af det meget snitværk, som anbragtes på forskelligt bohave og møblement. 1) 1650 findes Klaus Ebbesen som kådner i Sjellerup. 2) 1692-94 omtales Dreier og 1713-34 snedker Frederik Ebbesen i Sjellerup. 1734 døde sal. Frederik Ebbesens enke Maren af Sjellerup, 65 år gl. 3) 1768 døde Frederik Ebbesen Bilhugger i Sjellerup, 74 år gl. og 1768 døde Marie, sal. Frederik Ebbesens enke i Sjellerup, 66 år gl. Hun var en datter af ejendomsbonde Thomas Thomsen i Igen og søster til ejendomsbonde Peder Thomsen i Igen, stamfar til synsmand og dannebrogsmand Hans Frederiksen, død 1878, og søster til Anna, degnen Jens Pedersens hustru i Hørup, der var forældre til den sidste residerende kapellan i Igen, Hr. Johannes Petersen. 4) 1767 blev Frederik Ebbesen, Bilthugger i Sjellerup g. m. Anna Maria Müllers af Flensborg. Denne mand boede ligesom sine forfædre på et lille præsteinderstested i Sjellerup, der senere har tilhørt snedker Hans Thomsen. Dette solgte han og købte 1771 et lille parcelsted i Hartsprings Sønderlund, ved denne gårds udparcellering. Han byggede ved landevejen, flyttede hertil og kunne holde en hest og 4 køer på sit sted. I den allernyeste tid er stedet bleven kro og er spotvis bleven kaldt ”e båskrue”, på grund af sin gemenhed, eller også ”§ 5”, fordi med dets opførelse det blev den 5. kro i rækken, hvad enten man kørte fra Sønderborg eller fra Nordborg.
Denne Frederik Ebbesen havde følgende børn:
1) Frederik Ebbesen, f. 1768, hvorom her er tale.
2) Hans, f. 1770,formodentlig død ung.
3) Marie, f. 1773, g,m. boelsmand Mads Poulsen i Pøl.
4) Sille, der under navnet faster Sille, i mange år levede ugift på faderens parcelsted. Ved hendes død arvedes det af hendes søstersøn Hans Madsen af Pøl.
Frederik Ebbesen blev altså født i Sjellerup af ovennævnte forældre 1768 d. 16. febr., og flyttede i en alder af 4-5 år med dem til Hartspringskobbel, hvor han altså har tilbragt en del af sin barndom. Da han var et godt hoved og ytrede lyst til at studere, kom han i et par år i huset hos en morbror, der dengang var præst i Fjelde ved Husum. Denne mand var Hr. Johan Hansen Müller, født i Flensborg 1742 d. 14. nov., præst i Viöl fra 1772-88 og fra 1788-94 ærkediakon i Tønder. Imidlertid kom han ind på Odense skole, hvor han opholdt sig i 2 år, fra 1787-89 og boede her hos degnen ved Hospitalet, Hr. Lars Limkilde, i hvis hus alsiske skoledisciple gerne logerede. Da han rejste bort fra hjemmet, skal hans mor ved afskeden være bleven helt forstyrret i hovedet. 1789 blev han tilligemed degnens søn, den bekendte Christian Gorm Limkilde, til en tid bekendt for sine salmer og døde 1840 d. 30. aug. som sognepræst i Skælskør, dimitteret til Københavns Universitet, hvor han var meget flittig og anset som en dygtig student, og 1794 d. 16. okt. tog theol. eksamen med egrogie, ved hvilken lejlighed det fortjener at bemærkes, at det var første gang at denne karakter blev givet, siden den nye forandring var bleven indført ved Universitetet 1788.
Bliver kapellan i Nordborg 1796.
Da han 1795 d. 3. maj havde underkastet sig den praktiske prøve og fået karakteren laud, blev han ved Hr. Nislevs forflyttelse 1796 d. 5. aug., kaldet til at være kapellan ved Nordborg menighed. Da embedet kun var lille, blev det ham ved et kongl. rescript 1797 d. 21. april forundt, at han ligesom sine formænd årlig måtte nyde af Nørreherreds kirkekasse, 30 rdl. cour. 1797 d. 7. april holdt han, som ovenfor er sagt, bryllup med Anna Margaretha Vogelsang.
Han interesserer sig for skolevæsenet.
Allerede her på Nordborg interesserede Frederik Ebbesen sig levende for skolevæsenets forbedring, i begyndelsen mere for undervisningen, senere i sit liv også for skolelærernes bedre lønninger. Efter at et kancelli rescript af 18. okt. 1799, havde for en tid af 5 år bevilliget ham en sum af kirkekassen, til at leje en læsestue for på Nordborg, hvor der kunne holdes undervisning for ungdommen, læste han hver eftermiddag i den gamle feldbereders hus (nu farver Lorentzens hus) nær ved sit hjem, med de flinkeste børn af øverste klasse og meddelte dem en videre undervisning i historie, geografi, dansk retskrivning, grammatik, tysk m.m. Han fik også flere børn fra landet, især af familiens børn. Således havde han i 4 år i sit hus, Joh. Pet. Knudsen fra Bommerlund og børnene fra Solbjerggaard, Marie Margaretha, Matthias og Christian blev sat i kost i byen, for at de kunne nyde godt af hans undervisning. Ligeledes læste han med de yngre mænd, blandt herredets skolelærere, der 1 eller 2 gange samledes med ham om ugen for at modtage videre uddannelse. Iblandt dem kunne mærkes, Joh. Christian With, senere degn i Hagenbjerg, Holger Jakob Autzen, senere lærer på Nordborg, foruden flere. For at fremme læsning og videre dannelse iblandt lærerne udvirkede han, at der 1802 d. 8. jan. årlig bevilligedes 10 rdl. cour., til bøgers anskaffelse for herredets lærere. Fra denne tid skriver sig altså det såkaldte skolelærer bibliotek på Nordborg. 1804 d. 19. maj bevilligedes årlig 56 rdl. til bøgers anskaffelse ved herredets 9 skoler. Det bestemtes nærmest til indkøb af historie og geografi bøger og landkort m.m. Allerede 1800 d. 15. aug. bevilligedes Joh. Christ. With, skolelærer i Hagenbjerg, årlig 10 rdl., til anskaffelsen af gode bøger for Hagenbjerg skole.
Lille skærmydsel med Herredsfoged Fürsen 1801.
Her på Nordborg havde Ebbesen også en lille skærmydsel med herredsfoged Hr. Etatsråd Fürsen, der altid var en fjende af præsterne og søgte at drage så meget som muligt af de alsisk gejstlig Forhold ind under den slesvigske lovgivning. Ebbesen følte sig som embedsmand fornærmet, ved et lille skrift Fürsen havde udgivet, og indgav klage derover til kancelliet. Dette svarede 1801 d. 1 dec. biskoppen, at det ikke fandt nogen grund til klage.
Hendes husholdning.
Ebbesen fik en del penge med sin kone; men da hun blev meget tidlig gift, var hun i begyndelsen meget for at more sig og tog sig ikke ret af huset. De var derfor tit ude eller også havde de fremmede. De forbrugte derfor en del af deres penge, mens han boede på Nordborg. Provstinden skændte undertiden på sin søster derfor; men det hjalp ikke meget. Først senere da hun kom til Svenstrup, tog hun sig sammen, lærte sig selv til, og ligeså ødsel og uordentlig, hun tidligere havde været i sin husholdning, ligeså dygtig en husmor, blev hun senere. Hun bevarede dog hele sit frie, naturlige og livlige væsen, der gjorde hende elsket af alle.
Hendes veninde Mad. Vogt.
Her på Nordborg var hun en meget intim veninde af lægen Dr. Vogts kone. På Nordborg havde man i en del år blot haft til læge en gammel Dr. Klem, der i tidligere år vel nok havde været ret duelig, men nu han var bleven gammel helt ubrugelig, tilmed da han var meget forfalden og ofte gik til spot og spe. Derfor benyttede man tit de hertugelige hoflæger på Augustenborg, Dr. Hensler, Dr. Rothe, Dr. Suadicani. Da de nedsatte sig omtrent 1796 Hans Henrik Voigt som læge på Nordborg. Han var en søn af kirurg Voigt på grevskabet Frisenborg og født 1766 i Lyngaa i Jylland, tog 1790 kirurgisk eksamen i København med 2 karakter. På Nordborg forblev han indtil 1805, da han blev distriktslæge i Ringsted.1808 flyttede han til Kolding, hvor han døde 1820 d. 12. nov. Hans hustru var Maren Hartmann, en datter af sognepræst i Randlev, Hr. Jens Hartmann og hustru Frederikke Margaretha Langballe. Maren Hartmann var født i Randlev 1779 d. 23. nov., blev 1796 d. 20. april g. m. Dr. Voigt og døde 1835 d. 21. juli. Da de flyttede til Nordborg fulgte hendes moder med dem, og hun blev herfra atter (2 gang) g. m. Hr. Lauritz Nyland, præst i Hagenbjerg, 1800. Ebbesens og Voigts, især damerne kom daglig sammen, de gik gerne ned over Gammeldam og kom bag på hverandre. Voigts havde det småt, Ebbesens var derfor gode imod dem, ligesom de også fik en god støtte i Hagenbjerg præstegård, da hendes mor blev g. m. Nyland. Mad. Ebbesen var som altid også her fuld af løjer. Når de havde slagtet en kalv, sendte hun gerne nyrerne i et forseglet brev ned over Gammeldam til Mad. Voigt, da hun vidste, at hun holdt meget af dem. Mad. Voigt var lige som sin veninde ung og meget munter og lystig. De havde en søn Joachim Otto Voigt, f. på Nordborg 1798 d. 22. marts, der 1826 blev læge ved det danske etablissement i Frederiksnagore i Bengalen og døde 1843 d. 22. juni i London på hjemrejsen til Danmark. Til ham holdt de Amme, og da Hr. kontrollør Drescher kom der meget i huset, skulle man tro, at Dr. Voigt var ligeså lidt sin kone tro, som hun var sin mand tro; thi i byen sang man følgende spottevers: ”Doktoren med sin Amme - og Fritz med sin Madame”, hvilket vistnok ikke har været andet end løs snak og onde tungers bagvaskelse.
Det skikkelige liv på Nordborg.
Om vinteren forenede flere familier på Nordborg og i den nærmeste omegn, at komme sammen til en slags Club, en gang om ugen for at spille et parti Lhombre. Man samledes med sine damer allerede kl. 2-3 til kaffe, passiarede da indtil det blev aften; herrerne satte sig da til et Lhombre parti og damerne spillede Styrvolt eller andet spil. Kl. 10 brød man gerne op for at komme hjem til ordentlig tid. Disse familier var Provst Fangels, Pastor Ebbesens, Amtsforvalter Lyhms, Husfoged Riegels, Dr. Voigts og Pastor Ahlmanns i Guderup. Om sommeren plejede de fornemmere familier i Nordborg at gøre en skovtur i forening, enten til Frydendal der nylig var bleven anlagt i sin nuværende stil, og hvor man nok kunne danse, eller også tog man blot ned til skovfoged Peter Nielsen i Sjellerupskov, drak te hernede og kørte da betids tilbage til Nordborg, hvor det endte med et bal hos Mad. Christensen på slottet, hvem man bad derom, da her var et godt lokale dertil. Ebbesen var gerne formanden ved en sådan lejlighed, og dansede selv ivrigt med. En sådan skovtur blev engang foranstaltet til ære for trende søofficerer, Schønheider, Holst og Fontenay, der var i besøg hos Ebbesen. Ebbesen og hans unge kone turede meget omkring med dem i denne tid. De var meget muntre og lystige og Mad. Ebbesen såvel som Mad. Voigt, der begge var unge og livlige og muntre, var derfor meget i selskab med dem. Frederik Brorsens mark ved Gammeldam var dengang meget bevokset med krat og egnede sig ret til forlystelse om sommeren, da man her havde en yndig udsigt ud over Gammeldam og ind over byen, men kaldte den derfor ”e Schweitz”. Her sad man en aften, men disse søofficerer var her og drak te. En anden gang havde Ebbesen også besøg af en medstuderende Bergenhamer, der forblev her i nogen tid hos dem, tilligemed Pastor Sabroe af Tandslet. De gjorde da skovture og tog om til Augustenborg. Denne mand var Peter Bergenhammer, f. 1768 og fra 1802-14 adjunkt ved Odense Katedralskole, og siden 1814 overlærer ved samme skole, hvor han døde ugift 1825 d. 5. jan.
Han bliver sognepræst i Svenstrup 1805.
1805 d. 3. maj, blev Hr. Frederik Ebbesen ved Hr. Stellwagens forflyttelse, udnævnt til sognepræst for Svenstrup menighed. Nordborg residerende kapellan blev derefter nedlagt og anvendt til bedste for skolevæsenet i byen.
Konstitueret provst for Nørreherred 1808.
Da Provst Fangel ønskede sig fritaget for provsteforretningerne, blev Pastor Ebbesen 1808 konstitueret som provst for Als Nørreherred. Skønt han som provst udfoldede stor dygtighed, indvikledes han dog i denne stilling i flere stridigheder og havde en del ubehageligheder. Således f.eks. 1809 d. 28. marts på et møde i Igen kirke, da han og amtmand v. Linstow var tilstede for at uddele en del stolestader til flere af Igen sogns beboere (III 20-21). Som provst havde han tilligemed amtmanden og amtsforvalteren og Herredets andre præster, sæde i kirkesessionen for Als Nørreherred, og under hans medvirkning blev i disse år de fleste af Nørreherreds kirker restaurerede og kirkegårdene smukt planerede og beplantede med træer. Her blev det også vedtaget, at de fyrstelige lig af den nordborgske ældre linie skulle flyttes fra kapellet ved Igen kirke og indsættes i ligkapellet ved Nordborg kirke, hvor den yngre nordborgske linie af det plønske hus havde sit hvilested. Ligkapellet ved Igen kirke skulle indrettes til et Sacristi for præsten. Provst Fangel som ikke overværede denne forhandling, blev meget vred, da han fik sagen at vide, og det kan jo heller ikke billiges, at man vedtog dette. De døde burde dog have haft ret til at hvile i fred i et gravkapel, som de selv havde ladet opføre. Imidlertid tillod det kogl. rentekammer 1812 d. 26. sept. i sit promemoria til overdirektionen for de kongelige kirker i Nørreherred på Als, at de i Igen kirkes begravelse kapel bisatte lig af den fyrstelige Sønderborg Nordborgske linie måtte henflyttes til begravelses kapellet i Nordborg og Igen begravelses kapel derefter indrettes til et Sacristi. Hvad man allermindst kan billige er den skødesløse måde, hvorpå denne flytning gik for sig. Nogle af kisterne var åbne, og ben og andre sager faldt ud af dem om ad vejen. En gammel fane og andre genstande, som her havde plads, blev som andet gammelt skramleri kastet op på loftet over Igen kirke, hvor det henlå i mange år, indtil det efterhånden forsvandt. Dog kan man jo ikke give Provst Ebbesen alene skyld herfor, den falder jo mest på dem, som skulle have opsyn med flytningen af ligene. Men man kan bebrejde den samlede kirkesession, at den vedtog et sådant forslag. For resten forefaldt der i dens møder ofte mange bitre stridigheder. De 2 præster, F.M. Meyer i Hagenbjerg og H. Ahlmann i Guderup stillede sig gerne i opposition til Provst Ebbesen, klagede flere gange over ham på højere steder, men det danske kancelli afviste gentagne gange deres klage og gav ham medhold. I de første år, da Meyer kom til Hagenbjerg, havde forholdet mellem ham og Ebbesen været meget intimt. I nådsensåret 1807 boede Meyer endogså i Svenstrup præstegård, senere stod de derimod, især efter deres heftige sammenstød i kirkesessionen, tit på en meget spændt fod til hinanden, og Meyer trak da gerne Ahlmann over på sin side. Hertil kom også Meyers lyst til at raillere over alt, hvad der var dansk, hvilket provsten mindst kunne tåle, da han altid var en god patriot og havde et varmt hjerte for sit fædreland.
Han hævder Als` stilling i dansk retning 1814-20.
Øens blandede bestyrelse i gejstlig og verdslig henseende, at den på den ene side stod under det danske kancelli og fulgte kongerigets lovgivning, mens den på den anden side stod under hertugdømmets civile lovgivning og bestyrelse, fremkaldte mange bryderier. Alle følte det og mange ønskede en forandring. Men mens nogle ville ordne forholdene på den måde, at de ville lægge begge øer Als og Ærø ind under hertugdømmet Slesvig, både i gejstlig og verdslig henseende. Andre derimod i alt henvise Als til hertugdømmet og Ærø ganske til Fyn, så rådede Provst Ebbesen altid til at indlemme begge Øer fuldkommen under kongeriget og forene dem blot i gejstlig henseende, hvad dengang var tilfældet, men også i verdslig henseende med Fyn. Allerede 1803 var der kommen forslag frem, der gik ud på at henlægge Als også i alle kirkelige sager under hertugdømmet. Provst Fangel på Nordborg hævdede dengang i sin betænkning, med stor klarhed, at lade forholdet vedblive og frarådede denne forandring. Provst Ebbesen, der af denne grund kun var konstitueret, fordi man endnu vel altid havde dette hensyn for øje, gik i hans spor. 1814 indgav han et andragende til kancelliet om at Nordborg amt i gejstlige anliggender, måtte vedblive at henhøre under Fyns stift, og at han måtte beskikkes til fast provst i samme amt. Og da der 1816 d. 4. okt. udgik en skrivelse fra guvernøren over Fyns stift til stiftamtmanden og biskoppen om at afgive betænkning over, hvorvidt det hidtil værende blandede forhold på øerne Als og Ærø, mellem den verdslige jurisdiktion og administration efter slesvigske love, og den gejstlige forfatning efter danske love, kunne ophæves eller modificeres, holdt Provst Ebbesen i sin betænkning atter på det bestående, eller skulle en forandring gennemføres, da helst lægge begge øer, både i gejstlig og verdslig henseende ind under Fyn. Da med Biskop Tetens udnævnelse 1819, en kommission blev nedsat, til at ordne det blandede forhold og rette på afvigelserne, mellem de gældende slesvigske og danske love, indgav Provst Ebbesen 1820 d. 17. nov. sin betænkning, hvori han med stor udførlighed, klarhed og dygtighed stiller begge lovbud om de vigtigste tilfælde som præsterne havde at iagttage, over for hverandre, og giver overalt kongerigets lovgivning fortrin.
Strid med Herredsfoged Fürsen 1815-20.
Præsten i sin stilling kunne ofte være i tvivl om han i et givet tilfælde skulle rette sig efter den slesvigske eller efter en senere kongerigske lovbestemmelse, de afvige ofte fra hverandre. Provst Ebbesen rettede sig da undertiden efter den sidste, når der kunne være tvivl og den var af en yngre dato. Dette bragte ham flere gange i konflikt med den myndige herredsfoged Fürsen. Hertil kom den gejstlige skifteforvaltning, som dengang udøvedes af provsten som skifteforvalter, og ved hvilken lejlighed der blev skiftet, ikke efter den i Slesvig brugelige Jydske Lov, men derimod efter den for Danmark gældende Christian d. 5. Lov. Den var til fordel for præsterne, da deres enker tog halvdelen af boet, hvorimod de efter den første bestemmelse måtte nøjes med bedste barns lod. 1815 havde Fürsen indgivet klage over ham til kancelliet, hvori han brugte ærerørige beskyldninger imod ham, hvorfor Ebbesen ansøgte om fri proces og sagsøgte ham for den slesvigske Overret. Denne sag stod hen i flere år, og provsten retfærdiggjorde sig overfor kancelliet imod disse ærerørige angreb 1818. Imidlertid anklagede Fürsen ham på ny for, at han 1818 havde viet Johannes Frederiksens enke i Svenstrup til Christen Christensen, uden at der var skiftet mellem bemeldte enke og hendes datter af første ægteskab. Kancelliet forlangte en erklæring af Biskop Tetens og Provst Ebbesen ang. disse sager, hvilken Biskop Tetens 1829 d. 12. maj indgav til kancelliet med følgende ord. Allerede 1818 d. 23. juni havde Provst Ebbesen afgjort sin erklæring om denne sag, men den gang uden at have set klagen, ja uden at han vidste, hvem klageren var, og at der nu senere i denne sag er afgivet betænkninger fra daværende amtmand Hr. Linstow i Nordborg, 2 forskellige fra det slesvigske Overkonsistoriums gejstlige medlemmer, fra Overretten i Slesvig og i en formening ytret af det slesvig – holsten – lauenburgske kancelli, så anså Biskop Tetens det stemmende med retfærdighed at tilstille provsten samtlige, disse aktstykker med den anmodning om at meddele biskoppen sin betænkning, såfremt han havde noget at tilføje sin allerede d. 23. juni 1818 afgivne erklæring. Denne indleverede provsten d. 23. maj 1820 og af denne tilføjer biskoppen om hans forhold i denne sag: Provst Ebbesens her påankede embedshandling er en sådan, at i sligt tilfælde, den danske præst ved rescript af 20. april 1796, befales at skulle handle således, som Provst Ebbesen handlede, den slesvigske præst derimod ved rescript af 11. juni 1775 pålægges en cintel, som hint rescript ikke vil skal følges. Her var altså, om man ville fare allerstrengest imod Provst Ebbesen en ”collisio officiorum” hvor ikke ubetinget lovbud kunne vise ham vejen, men ikkun klogskab skulle lede ham. Når da Provst Ebbesen således har sagt sig selv: ”Jeg er dansk præst og står som sådan i min embedsførelse under Danske Lov og dansk øvrighed. Rescriptet af 29. april 1796 er bekendtgjort for os danske præster her i Herredet, altså i den hensigt, at vi skulle følge det. Jeg følger det derfor også her i dette tilfælde”. Her er da kollision i pligt: begge buddene er udgangne i én konges navn. Det er altså rigtigt at følge det sidste bud, lovgiverens sidst udtalte vilje, så meget mere som dette bud tillige kaldes en bestemt lov, og altså må anses som resultatet af den vise, ved erfaring opmærksomme lovgivers nærmere og dybere granskning, ja så meget mere som dette bud er annammet fra det høje kollegium, der under 20. feb. 1808 har ytret, at der forestår den slesvigske lovgivning i arve og værgesager en med de danske love overensstemmende reform. Altså lyder jeg rescriptet af 29. april 1796 og ikke det tidligere af 11. juni 1775. Følger jeg rescriptet af 29. april 1796, da lægge jeg ej hindringer i vejen for det attråede ægteskab, da forstyrrer jeg ej deres plan om få dage at holde bryllup og lader dem ej forgæves have gjort bekostning med de allerede trufne forberedelser, da viser jeg dem den føjelighed, man ventelig kan vente af manden i mit embede, da forårsager jeg ej de fattige brudefolk ufornødne udgifter med at skaffe en attest, da viser jeg mig ej, som Hr. Justitsråd Fürsen behager at kalde mig som ”ein schwierigkeitsreicher Mann”. Jeg er selv skifteforvalter og har som sådan haft lejlighed til at tænke over skiftens natur, og kan ej tænke mig nogen mislighed ved at enken vies, førend skiftet sluttes, når ikkun skiftet er taget under behandling, og derfor havde jeg i dette tilfælde beviset i hænde, og allermindst vil der kunne opstå vanskelighed just i nærværende skifte, da den afdøde, efter hvem der skal skiftes, er almisselem. Altså vier jeg dem. Således må man antage, at Provst Ebbesen har tænkt ved sig selv, og man finder, at han ej alene har handlet efter pligt, men har vist en sådan konduite, som man kan vente af en så kyndig, dygtig og ordentlig mand i sin hele embedsførelse. Det er derfor så langt fra, at han fortjener dadel, at han meget mere er det værd, at det høje kollegium vil tilkendegive ham, at det ej misbilliger hans forhold i denne sag, ligesom at det til fortjent fyldestgørelse for ham må bekendtgøres, ”at det høje danske kancelli, anser de af Justitsråd Fürsen, mod ham i denne sag brugte udtryk og udtalelser for aldeles ugrundede, så meget mere som denne mand i flere korrespondancer idelig har angrebet og krænket ham, og at det høje kollegium tilkendegav ham sit mishag, med hans umiddelbart, til Hs. Maj. Kongen, indgivne skrivelse, og de deri brugte usømmelige udtryk Kancelliet tilmeldte Biskop Tetens, at det efter de af biskoppen meddelte oplysninger og indsendte attester fandt Provst Ebbesen retfærdiggjort, og at intet kunne lægges ham til last i bemeldte sag. 1819 d. 16. dec. forespørger provsten hos biskoppen, hvad han har at gøre, da Herredsfoged Fürsen har forbudt ham at indføje en af jordemoderen, angivet som barnefar til et uægte barn i kirkebogen. Biskoppen svarer ham, ” at han ifølge lov, ritual og de af ham selv påberåbte rescripter ikke kan være i tvivl om, at han ej blot kan, men også bør indføje ved barnets dåb den udlagte barnefars navn, men han tilråder ham ikke at give barnet faderens navn. 1822 faldt der dom af den slesvigske overret i sagen mellem Herredsfoged Fürsen og Provst Ebbesen, hvilken sidste havde anklaget ham for en del injurier og angreb på hans person. Fürsen blev frikendt, hvorover ”biskoppen i en skrivelse til kancelliet af 19. feb. 1822 højlig forundrer sig og tror, at det høje kollegium vil gøre det samme, når det får akterne til sin rådighed”. 1834 d. 27. sept. blev Provst Ebbesen indstævnet af Herredsfoged Fürsen, til at møde for den slesvigske overret i en gejstlig skifteretssag. Provsten indskød sig under det danske kancelli og fik heri medhold af Biskop Tetens, der holdt på, ”at kancelliet alene havde at afgøre sagen, og at overretten i tide burde underrettes derom, for at den kunne afvise sagen”. Ligesom han tidligere til Kongen havde omtalt Provst Ebbesen, således har Fürsen også nu omtalt Biskop Tetens på en måde hvorover han er misfornøjet. Han siger således, ”at han har bedt Gud om, at han i nåde ville afvende provstens indflydelse på Biskop Tetens, men at han har bedt forgæves, og at hans bøn ej har haft lavatersk kraft”. Biskoppen kalder det gudsbespottelig tale, formastelig fremstillet på højst uværdig vis og utidig skæmtende, i et skrift til landets konge. Biskoppen vil dog ikke anklage ham; det ville virkelig være at hædre ham for meget. 1824 d. 19. okt. meddelte kancelliet, at Fürsen havde, efter eget ønske, ladet sagen mod Provst Ebbesen falde. 1825 har Fürsen atter klaget over Provst Ebbesen i anledning af skiftet efter Pastor Holst i Oksbølle. Tetens forsvarer atter provsten i sin indberetning til kancelliet under 9. sept. 1826, og affejer Fürsens nærgående angreb.
Strid med toldkontrollør Peter Matthias Klincker 1815.
1815 havde han ligeledes strid med en toldkontrollør Peter Matthias Klincker, der klagede over provstens embedsførelse i nærgående ytringer: Ebbesen anlagde proces imod ham. Kancelliet forlangte indberetning om sagen, og besked om provstens forhold og meldte, at der ikke kunne tillægges hans angreb på provstens person og embedsforhold noget for ham i deres øjne nedsættende. Denne mand havde tidligere været toldkontrollør i Sønderborg, var gået af med pension og boede nogle år i Svenstrup. Han var en slet person og førte et forargeligt levned. Så vidt vides, drejede sagen sig om, at Provst Ebbesen ikke ville meddele ham attest for rosværdig sædelig vandel. Han flyttede siden igen til Sønderborg, hvor han ejede et hus og døde 1835. han havde en søn som blev landfoged på Pelvorm. 1834 var Nicolaus Klincker landfoged på denne ø. Måske er toldkontrollør P.M. Klincker den samme som den Peter Klincker, der 1778 var huslærer på Solbjerggaard.
Hans virksomhed som provst 1808-19.
Som provst virkede han især for lærernes bedre lønninger og en hensigtsmæssigere inddeling af distrikter. Navnlig bestyrede han med megen dygtighed og uegennyttighed i 1810-18 det nedlagte Oksbølle degnekalds indtægter, i den hensigt de blev opsamlede for at sognet med tiden kunne få 2 skoler. 1818 blev skolen i Meels bygget og den nedlagte degnegård i Oksbølle ombygget til en skole, hvorefter sognet blev inddelt i 2 skoledistrikter. Han havde i den anledning gjort flere rejser til København og ved sin anbefaling fået udvirket, at kirkekassen kom sognet til hjælp med 640 rdl. Da han senere afleverede regnskabet til Biskop Tetens havde han beregnet for sig selv, for sin ulejlighed og rejseudgifter 48 rdl., imod hvilken post skolekommissionen protesterede, og som Biskop Tetens rådede ham til at frafalde. Men da han i en mundtlig samtale med biskoppen ikke ville gøre dette, indsendte den 1821 d. 26. marts regnskabet til kancelliets approbation, hvilket skete 1821 d. 28. april, dog med undtagelse af de 48 rdl. til provsten, som kancelliet forlangte skulle udgå af regnskabet. Provst Ebbesen foreslog siden, at de 48 rdl. måtte udredes ham af amtsprovstefondet, og da dette atter afsloges indgav han selv ansøgning til kancelliet, om at måtte fritages for at tilbagebetale den nævnte sum. Kancelliet svarede d. 27. nov. at det skulle blive ved resolutionen af 28. april samme år. 1821 d. 17. dec. indstillede Biskop Tetens til det kongl. Rentekammer om at blive fritaget for at betale den amtsprovstene pålagte rangskat og anbefaler ham da på følgende måde: ”I 12 år var han konstitueret som provst over Nørreherred og har med megen duelighed uden løn udført de ham påhvilende forretninger og virket med så megen iver og nidkærhed i et embede der pålagdes ham imod hans vilje, at Hs. Maj. Kongen ved hans entledigelse, da det nye bispedømme blev oprettet, agtede ham værdig til, uden at have attrået eller søgt det, at benåde ham med amtsprovsts rang. Det ville være meget trykkende for ham at skulle udrede den pålagte skat, da virkelig hans præstekald under nærværende tids omstændigheder vanskelig giver ham og hans familie, med al hans orden og fornuftige husholdning, det anstændige udkomme”. Derfor anbefaler han ham til den ønskede benådning. Under samme dag d. 17. dec. anbefaler han ham til det danske kancelli på følgende måde: ”Skønt biskoppen tidligere ikke kunne gå ind på at tilråde, at Provst Ebbesen skulle have de 48 rdl. sølv, som han på grund af flere rejser til København, havde skrevet sig til indtægt i regnskabet over Oksbølle sogns skolevæsen, fordi spørgsmålet her gjaldt 3. mands ejendom, og drejede sig om den strenge ret, skønt det dog var imod biskoppens individuelle ønske, så griber han dog med glæde lejligheden til at anbefale provsten til at få beløbet refunderet af amtsprovstefondet. Det er unægteligt, at Oksbølle sogns 2 skoler under Provst Ebbesens overtilsyn er meget passende opførte og vel indrettede, ligesom han og med megen iver har virket hen hertil. Han har med megen klogskab bestyret Oksbølle sogns degnekalds indtægter i 8 år under vakancen fra 1810-18. Han har i pengevæsenets mislige tider oppebåret en betydelig sum, 504 rdl. sølv i repræsentativer, og ved ej at afhænde disse førend til betimelig tid, erholdt for hver rdl. repræsentativer 24 sk lybsk, mens amtets kassers repræsentativer, efter Rentekammerets ordre, ved auktion solgtes og kun indbragte 10 sk lybsk. Uden mindste ansvar kunne han have afhændet degnekaldets repræsentativer til samme lave pris, hvorved der ville være gået tabt 150 rdl. På grund af denne gode og kloge bestyrelse har sognet fået 2 gode skoler for den ringe udgift af 3 rdl. 8 sk. cour., for hvert boel, mens kancelliet under 15. aug. 1818 endog havde tilladt, at udgifterne måtte beløbe sig til 20 rdl. cour., for hvert boel. Det var alene af iver for den gode sag og for at undgå de mange vanskeligheder, som den blandede bestyrelse her på Øen tit forårsagede, der bestemte ham til med præstens, skoleforstandernes og biskoppens ønske til at foretage 3 rejser til København, for med sin personlige og mundtlige nærværelse hurtigen at påskynde og fremme sagen, der ved en skriftlig korrespondance end mere ville blive forhalet. Han har handlet ”bona fide” og uden mindste skjul anført de 48 rdl. i regnskabet, der endog må anses for en meget billig og moderat betaling. Havde embedet ikke medført det, da ville han heller ikke være sat i denne bekostning. Det er kun nogle enkelte mænd, der har protesteret herimod, og deres protest, om end gældende, for den strenge ret, må dog anses for at være fremgået af utaknemmelighed. Han har erhvervet sig ved sin dygtighed, og embedskærlighed en udmærket plads blandt de danske provste, derfor anbefaler han ham med glæde til det forlangte. Det blev dog ikke bevilliget. Hvor uegennyttig og retskaffen Provst Ebbesen end var, så kunne han dog være stivsindet og påståelig når han mente at have ret. I følelsen af sin moralske ret ville han ikke rykke ud med de 48 rdl. til Oksbølle skolekommission, førend han ved en kendelse af Overretten blev nødt hertil, hvorefter han 1823 d. 6. feb. udbetalte pengene. Han havde imidlertid forlangt, at hans sag skulle stilles for Landemodet i Odense, hvilken anskuelse biskoppen ikke bifaldt, da det ikke var en sag ang. hans præstelige person og virksomhed, men kun gjaldt et pengespørgsmål eller en regning. Man ser at det gjorde biskoppen ondt, da det kom så vidt. Han gjorde alt både hos kancelliet og ved at tale med ham selv, men provsten skød sig bestandig ind under lov og ret.
Rang med amtsprovster 1819.
1808 var han bleven konstitueret som amtsprovst og ved et promemoria fra det kongl. Rentekammer til stiftsamtmand og biskoppen blev det ham bevilliget årlig at nyde af hver af de 5 herredskirker 5 rdl. Disse penge må han have anvendt på anden måde, da Biskop Tetens siger, at han har ledet provsteforretningerne uden løn. 1819 hørte konstitutionen op og s. år d. 21. juli fik ham rang med amtsprovster i Danmark.
Hans forhold til Provst Fangel 1810-20.
Provst Fangel holdt meget af sin svoger pastor Fr. Ebbesen, så længe han var i Nordborg og den første tid han var i Svenstrup. Ebbesen kom jævnlig i provstegården, og når provstens familie tog hen til Svenstrup, kørte Provst Fangel gerne selv med. Men da Ebbesen var bleven provst og som sådan, ofte var temmelig egenrådig og egenmægtig, og især da han havde ladet de fyrstelige lig flytte fra Igen kirke til Nordborg, hvorover Provst Fangel var meget forurettet, kølnedes forholdet noget. Tilmed lod Ebbesen sig tit forlyde med nogle underlige filosofiske anskuelser, blev i sine lange samtaler påståelig og trættende, hvorfor provsten efterhånden ikke ret syntes om ham. Han tog da sjælden med sin familie her til Svenstrup og når Provst Ebbesen kom til Nordborg og så op i provstegården, blev den gamle gerne gnaven, når han fik at vide at han var kommen. Han ytrede engang bagefter til sin familie, da Ebbesen var gået, ”at han havde vist en skrue løs”.
Hans underlige tanker om et liv efter dette:
Hvori hans underlige filosofiske tanker egentlig bestod, kan ikke bestemt angives. Men da Provstinde Fangel 1814 var død, sagde Provst Fangel en dag til sine døtre, at de kunne køre hen til Svenstrup præstegård for at blive lidt oplivede og adspredte i deres sorg. Da de kom derhen, og der blev talt om deres afdøde mor, ytrede de, at det var dem en trøst, at de dog engang igen havde håb om at gense deres gode mor. Men hertil svarede Ebbesen: ”men hvem har dog lovet Jer lille børn! eller har forsikret Eder, at I nogen sinde skulle genfinde Eders mor, det er jo slet ikke vist”. De græd, men hans kone skændte på ham og foreholdt sin lille Fatter, ”om det dog var noget at tale således til de stakkels bedrøvede børn”. Da hans gode kone lå for døden, ytrede hun ”at hun havde den glæde nu snart at kunne genfinde sin tidlig bortdøde søn Frederik, der ville modtage hende hisset i det andet liv”. Men hertil svarede hendes mand: ”men hvem har dog gode kone! bragt dig på disse tanker, han er jo borte, og ham vil du ikke mere få at se”. Af disse ytringer kan man endnu ikke bestemt afgøre, hvori hans underlige forskruede filosofiske anskuelser har bestået, uden han aldeles har forkastet andet liv og udødelighed eller han har antaget en sådan, men en fortsat tilværelse i det uendelige, en vandring fra den ene klode til den anden. En sådan stjernevandring har jo også engang været mode iblandt teologerne.
Hans prædikener.
Som teolog tilhørte han i al fald den værste rationalistiske retning, han var jo dannet i Hornemanns skole, og dette gav sig også til kende i hans prædikener og i hans konfirmand undervisning. Han var meget tør og moraliserende, og fremførte efter den tids brug på prædikestolen fremstillinger, som nu for længe siden er bandlyste derfra. Således prædikede han engang over Evangel. Joh. 2,1-11 om brylluppet i Kana, og tog heraf anledning til at tale om det skadelige i at holde store bryllupper og sammenkomster; ”thi 1) det frister til frådseri og drukkenskab. Enhver skal give brudegaver, men så vil han have fyldest derfor af overflødig mad og drikke i 3-4 dage. Derfor skal ingen gøre bryllup mere end én dag, gøre det uden betaling og ikke indbyde flere gæster end hans evne formår. 2) de gribe ind i værtshusholderes og krofolks næringsvej; thi at give brudegave er det samme som at tage betaling for sin mad og drikke. 3) de forarme folk, de give til brudegave over deres evne. Den store gæld som hviler over alle lande, og ligeledes trykker ”vort kære Danmark”, har for en stor del sin oprindelse fra denne uskik, hvorfor også regeringens bestræbelse går ud på, at sådanne uskikke må afskaffes”. Han var i det hele taget mere jurist end teolog. Han var godt hjemme i den danske kirkelige lovgivning, hvad der kom ham meget til gode, da han i flere år som konstitueret provst ledede provsteforretningerne.
Han var en talsmand for at lette bondens kår i de trange tider 1822-23.
Han var dog alligevel meget afholdt i sin menighed; thi han var i sin hele måde at være på, en jævn og omgængelig mand. Han var også ved flere lejligheder en talsmand for at lette bondens kår i de trange tider. 1822 indgik han tilligemed Svenstrup sogns tolvmænd og vrøgere, med et andragende til det danske kancelli om, at kommunen der hidtil i 15 år årligt har erlagt bidrag til døvstumme instituttet, både i København og Slesvig, for fremtiden måtte fritages for at yde til det ene sted, nemlig Slesvig. Man ser også heraf, at han vender altid ansigtet mod nord. 1823 d. 24. juli indgik han tilligemed boelsmændene i Himmark til Rentekammeret med et andragende om, at beregningen af deres grundskat og rigsbankhæftelse måtte blive revideret, da de formodentlig var for højt ansatte, og at i så fald det for meget betalte, måtte godtgøres dem i deres resterende skatter. Det samme lagde han også for dagen i bestyrelsen af Oksbølle degnekalds opsamlede indtægter, og da han 1834 udgav et forslag om at nedlægge Hagenbjerg præstekald til fordel for skolevæsenet i Nørreherred. Det var for at forbedre skolevæsenerne og bondens trange kår.
Præstegårdens ombygning 1817.
1817 foretog han en større ombygning på Svenstrup præstegård, og fik ved et kongl. rescript s. år d. 19. feb. tilladelse dertil, at optage et lån på 2400 rdl. rede sølv, af kirkernes midler.
Magelæg af præstegårds jord 1824.
1824 i maj ansøgte han om tilladelse til at måtte magelægge et stykke præstegårds jord 3 tdr. 6 sk. 37 roder a 320 kvadratroder, imod et lignende stykke bondejord, tilhørende Hans Voigt i Himmark. Da begge stykker var lige store i kvantitet og kvalitet, og præstegårdens jorder blev bedre samlede ved dette stykke, blev det bevilliget.
Hans første kone.
Så længe hans første kone levede, var det altid meget hyggeligt og rart at komme i Svenstrup præstegård. Hun var en sjælden fortræffelig kone, altid munter, livlig og venlig, fuld af barnlig spøg, gæstfri og mild imod alle. Hun var tillige en dygtig husmor i sit hus, og meget kærlig imod sin mand, så at de levede et lykkeligt ægteskab sammen. Hun havde ofte en del af sine veninder fra Nordborg til middag. Til disse henregnedes Madame Drescher, madame Christiansen, madame Johansen gift med skipper Mathias Johansen, der var meget munter og sang udmærket smukt ligesom provstinden og dennes 3 søstre, hvoraf den ene var gift med skipper Samuel Bock, den anden med hr Christian Brorsen og den tredje med hr Jes Thomsen, alle døtre af skipper Hans Christensen foruden flere. Engang indbød hun en hel mænde af disse damer hen. Hun havde da fået mange høns af konfirmanterne, og da gæsterne skulle sætte sig til bords, var det hele opdækket med suppe og høns på fade, som til et fuldstændigt bondebryllup, hvorover alle gæsterne morede sig meget. Hun kuskede ofte selv, når hun havde fremmede, for det meste skulle de da pakkes ned i en høstvogn. Undertiden kørte hun ”frem” i marken, hjem med et kornlæs, hvilket var hende en stor fornøjelse. Provsten og hans hustru gjorde også meget godt, hun var en moder for mange trængende børn, af hvilke de for det meste havde 1 eller 2 i præstegården, og holdt frem til deres konfirmation. For en sådan godhed blev hun dog til sidst slet lønnet. De havde således også opdraget en dreng af byen ved navn Klaus Kibitz, der siden vedblev i en del år at tjene i præstegården. Han var et slet og ondskabsfuldt menneske, der fandt på alle mulige spillopper og gavtyvestreger for at skræmme sin madmoder, der var meget tilbørlig til angst. Han gik og skød om natten og fandt på så meget andet, så at hun troede, at der var slemme mennesker, som ville gøre dem ondt; og da han var meget slesk og forstod at gå hende under øjne, havde hun stor tillid til ham. Han skulle da gå vagt om natten for at passe på, men fandt da på så mange puds. En dag blev en stak antændt i præstegårdens mark, der grænsede op til Lunden mark. Provsten som kom derud, tiltalte nogle drenge af Lunden, som var i nærheden af den brændende stak, og beskyldte dem for at have gjort det. Men de udpegede Klaus Kibitz som gerningsmanden, og nu kom det for en dag, at det var ham selv, der gik og gjorde de mange spillopper, mens han bildte hende ind, at det var slette, skarnagtige mennesker, som ville gøre dem fortræd. Et par år efter stjal han og kom i tugthuset.
Hendes død 1828.
Den megen angst, hun havde udstået, og sorg over at være bleven lønnet så slet af et menneske, hun havde vist så megen godhed og tillid, nedbrød hendes helbred, og hun døde 1828 d. 20. maj, 50 år gl. Med hendes død forsvandt det egentlige liv og hyggelighed i Svenstrup præstegård. Hendes brave søn, hans kone og 4 børn døde efter få års forløb og en ny slægt tog arv efter Provst Ebbesen og hans rare elskværdige kone.
Hans andet giftermål 1828.
Skønt Provst Ebbesen havde levet i et meget lykkeligt ægteskab med denne sin kone, og han vistnok i begyndelsen savnede hende meget, så varede det dog ikke længe, førend han igen tænkte på at indlade sig i et nyt ægteskab, og han bankede nu på et sted, hvor man mindst skulle havde ventet det. Han og Pastor Ahlmann i Guderup havde i tidligere tid, om just ikke levet på nogen spændt fod med hinanden, så dog heller ikke søgt venskab med hinanden. De kom næsten aldrig sammen, og betragtede hverandre med kulde. Da derfor, Provst Ebbesen en dag hen på efteråret kom ridende til Guderup præstegård, blev man her ikke lidet overrasket, og da han kom frem med sit ærinde og anholdt om deres datter Birgittes hånd, blev man det end mere. De foreholdt ham, at der var jo en temmelig stor forskel mellem deres alder, da han var 60 år og hun kun 27 år; men det måtte jo for resten bero på hende selv. Hun blev da kaldt ind, blev ikke lidet overrasket, men forlangte et par dages betænkningstid, hvoraf resultatet blev, at hun sagde ja. Rigtignok havde hendes forældre vel til en tid gjort sig store forhåbninger om Birgittes fremtids lykke. Faderen ytrede engang, da hun var taget til Sønderborg på bal: ”jetz geht die Sonne über Sonderborg hinaus”, og da vedkommende spurgte ham om, hvad han mente dermed, svarede han: ”ach! verstehen Sie mein lieber Bruder, mein Birgitt geht zum Ball”. Vel kom der på den tid mange i Guderup præstegård, både af skønånder, lærde mænd og andre storheder, såsom Prof. Jens Baggesen, Prof. Reinholdt med deres familier, og der var dem der troede, at Birgitt skulle have gået af med den unge Løjtenant August Baggesen; men der var ikke bleven noget af alle disse gyldne ungdomsdrømme, og Birgitte valgte da det fornuftige parti og tog imod Provstens hånd. 1828 d. 17. okt. stod derfor hans bryllup med Birgitte Ahlmann, født 1801 i Adsbølle, og en datter af sognepræsten i Guderup Hr. Hans Ahlmann og hustru Anna Dorothea Gorrisen. Dog mærkedes det just ikke, at solen med hendes ankomst lyste op over Svenstrup præstegård, den var snarere gået ned med den første kones død. dermed skal ikke være sagt, at de ikke levede godt sammen de få år ægteskabet varede, men gemytlighedens, hjertelighedens og hyggelighedens sol, den kom ikke igen.
Han har været med til at behandle skolereglementet for 1832.
1820 d. 14. april, blev en kommission nedsat til at ordne skolevæsenet på Als og Ærø, i hvilken han fik sæde. Frugten af dens arbejde blev skoleregulativet for Als Nørreherred og Ærø af 1832 d. 7. nov. Ved samme lejlighed blev også den gejstlige skifteret hævet og henlagt under de civile autoriteter. 1829-32 blev skolevæsenet i Svenstrup ordnet.
En ny provst for Nørreherred 1833.
1832 d. 3. nov. underretter kancelliet Biskop Tetens om, at det var bestemt, at der skulle ansættes en provst for Als Nørreherred, og pålægger ham at foreslå dertil en kvalificeret præst. Den 6. nov. afgav biskoppen følgende betænkning: ”De 2 præster i Nørreherred, Hr. Ahlmann i Igen og Hr. Meyer i Hagenbjerg var, ”på grund af deres videnskabelige dannelse, deres sans for højere kultur og deres kærlighed for litteratur” meget hæderlige mænd, men de havde kun lidet kendskab til den danske gejstlig lovgivning og biskoppen anså dem ikke for fortrinlige forestillingsmænd. Sognepræsten Hr. Hans Petersen i Oksbølle havde han aldeles ingen grund til at bringe i forslag”; der var da kun valget mellem Hr. Thomsen i Nordborg og Hr. Provst Ebbesen i Svenstrup. For den sidste som er særdeles ordentlig og nøjagtig i embedsførelse, taler den omstændighed, at han tilforn har været konstitueret som herredsprovst, og for den første, at han ligeledes er en meget ordentlig og nøjagtig embedsmand, at han, bedre prædikant og katechet, tillige er sognepræst i et sognekald, til hvilket provstiet for fremtiden bedst kan fast knyttes, og hvilket amtmændene som oftest ville vælge deres bolig, så at det er lettere for begge parter at træde i forbindelse”. 1833 d. 2. jan. blev da Hr. Chr. Cl. Thomsen på Nordborg udnævnt til provst for Nørreherred. Fr. Ebbesen attråede vist ikke videre værdigheden på ny. Derimod havde man haft store forhåbninger i Guderup præstegård.
Bliver ejer af teglværket Gøllinggaard 1832.
I de dårlige år havde Provst Ebbesen købt en bondegård i Stevning, som på grund af restancer kom på offentlig auktion. Han lod den flytte ud af byen nedad mod stranden, kaldte den Gøllinggaard og lod her anlægge et teglværk, hvilket han overlod sin søn af første ægteskab, Matthias Ebbsesen, da denne giftede sig. men efter få års ægteskab døde den unge mand, hans kone og 4 børn, så at provsten atter blev arving af det hele, og lod det drive for sin regning under en kyndig mands opsyn, for at bevare det i fremtiden til sine børn af andet ægteskab. Imidlertid lod han nu også et garveri her anlægge og drev det i nogen tid uden dertil at have indhentet kongl. bevilling. Dels dette og dels at en præst drev garveri gav anledning til en del snak og omtale. Han havde altid haft en del uvenner, disse pustede til, og man ser, at autoriteterne havde lyst til at skride ind.
Hans garveri lukkes 1834.
Dette ses af et brev, som Biskop Tetens 1833 d. 9. sept. har tilskrevet Provst Ebbesen. Han meddeler heri, ”at Amtmand Rantzow d. 7. sept. har underrettet ham om, at provsten havde anlagt et garveri i Svenstrup sogn, og som han fremdeles drev for sin egen regning. En sådan borgerlig håndtering på landet måtte ikke drives uden en dertil forundt allerh. koncession, og derfor kunne amtmanden, efter den bestående lovgivning, ikke tillade ham dens længere fortsættelse. Han har endnu ikke, da garveriets ejer, på hvis bekostning det også er anlagt, er en gejstlig mand, villet lægge beslag på de til dets drifts besørgelse fornødne redskaber, for således at undgå al opsigt og et optrin, der let kunne, til skade for menigheden og deres lærer, vække forargelse iblandt deres medlemmer, og derfor har han anmodet biskoppen om at opfordre provsten til dels ej længere at beholde den antagne garversvend som sådan i sin tjeneste, og dels at indsende til amthuset senest d. 13. sept. sin skriftlige tilståelse for, at han hverken selv eller ved nogen anden ville lade drive ovennævnte garver indretning, førend han hertil måtte have erholdt allerh. bevilling, da amtmanden i modsat fald, måtte se sig nødsaget til at bruge imod provsten, skønt gejstlig mand, samme fremgangsmåde som imod enhver anden. Skønt denne sag er biskoppen aldeles uvedkommende, anser han det dog for en humanitet fra amtmandens side, at han først har henvendt sig til biskoppen, og derfor har denne hverken kunnet eller villet undslå sig, hvad han nu gør. Han har kun at tilføje, at ligeså ukært som dette garveris anlæg fra begyndelsen af stedse har været ham og med hensyn til deres stands forhold og værdighed stødende for hans følelse, ligeså kært ville det være ham, om den hele sag måtte kunne endes uden fortrædelighed, opsigt eller forargelse. Garveriet blev siden lukket. Ebbesen indgav i året 1834 ansøgning om bevilling, den er vistnok bleven afslået. Man kan ikke nægte, at Provst Ebbesen her atter viser sig i et egenmægtigt, eget og stivsindet lys. Han burde dog have agtet på sin humane og brave biskops gode råd, der altid hidtil havde vist ham agtelse og kærlighed og havde bedømt ham i et gunstigt og fordelagtigt lys. Men hvad han ville, det ville han. Han anså det nu engang ikke for stødende for sin værdighed som præst. Det ses senere af hans polemiske optræden imod den hertugelige hofchef Hr. v. Cossel og de hertugelige agenter, der ved så mange hadefulde angreb og spottende udfald, søgte at forpurre hans valg til stænderforsamlingen, og navnlig deres spot med hans garveri og andre industrielle anlæg. Han forsvarer sig da i mod disse angreb, idet han siger: ”at han ikke fandt noget for sin stand nedværdigende, at han ejede en bondegård med et der anlagt teglværk, som han havde arvet efter sin søn, at han havde en kværn i sit hus, hvorpå han lod male gryn til eget brug, og at han havde anlagt et garveri, hvortil han ifølge forordn. af 6. nov. 1827 anså sig berettiget. Det ville måske være mere passende for en landsbypræst, end som iblandt bønder på landet, at leve fornemt med den rige mand på en høj fod i overdådighed, og desuden ved overdreven selskabelighed og omrejser til tidsfordriv, da var vel lidt sans for gavnlig industri til tidsfordriv bedre end hin levemåde”. Således svarer han Hr. v. Cossel og når man mente, ”at han derved forsømte sit præstekalds gerning, da henviser han til biskoppen d. 5. okt. har visiteret hans kirke og fandt alt godt og med fornøjelse, men at Hr. v. Cossel dagen efter har visiteret om og fundet alt slet”.
Hans forslag at nedlægge Hagenbjerg præstekald 1834.
Provst Ebbesen havde i mange år gået med de tanker, at når Hagenbjerg præstekald engang blev vakant, da at nedlægge det og anvende dets indtægter til bedste for skolevæsenet i Nørreherred. Han havde som han selv siger, engang talt med Prins Christian om denne plan og han havde billiget den. Da derfor Pastor Meyers sygdom forværredes, opsatte han et forslag ang. denne sag, som han vidste Pastor Meyer engang under hans sygdom og ønskede, at han skulle give det sit bifald. Da denne havde læst forslaget, sagde han: ”Er du gal?” vendte sig om i sengen og sagde: ”Jeg vil ikke se den karl”. Under hans sygdom eller vakancen havde Ebbesen jordet Peder Bondes søn i Hagenbjerg, og ved begravelsesgildet kom han om eftermiddagen frem med sit forslag for de forsamlede bønder og bad dem at støtte det med sin underskrift. De gik imidlertid alle ud af stuen, da de hørte hvorom sagen drejede sig, og ville ikke have noget med den at gøre. Kun den rige Peter Bonde forblev inde hos Ebbesen, han interesserede sig meget for sagen, da han ved byttets deling troede for godt køb, at kunne løbe af med midtmarken, skoven og de gamle haver, der lå ham belejligt og grænsede op til hans øvrige jord. Sognepræsten i Oksbølle interesserede sig også for sagen, da det gav udsigt til en forøgelse af hans indtægter. 1834 d. 12. dec. indgav Provst Ebbesen sit forslag til regeringen ang. denne sag. Han påviser heri lærernes dårlige stilling og bøndernes trykkende skattebyrder, hvorfor mange af dem sidder med betydelige restancer. Når man sammenligner Als Nørreherred med andre egne i landet f.eks. Haderslev og Ribe og Vejle amt, da ligger der her omtrent på hver kv. mil dobbelt så meget gejstl. gods som på hine andre steder, alene på en kv. mil ligger 4 kirker og 4 præstekald: Nordborg, Oksbølle, Hagenbjerg og Svenstrup. En præst her har kun én kirke, mens så mange andre steder har en præst 2 og 3 kirker. Præsterne har ikke nær så mange forretninger som i tidligere tider. Derfor foreslår han at nedlægge Hagenbjerg præstekald til fordel for amtets skolevæsen. Han og præsten i Oksbølle skulle skiftevis besørge gudstjenesten i Hagenbjerg kirke og derfor oppebære offer og accidenter. I alle ministerielle forretninger skulle byerne øst for kirken henvende sig til præsten i Svenstrup, mens de, der lå vest for kirken, skulle søge præsten i Oksbølle. 1835 d. 5. jan. afgav Biskop Tetens sin betænkning over forslaget og afviste det i en bedømmelse. Han begynder med at sige, ”at forfatteren Hr. Ebbesen havde den ubarmhjertighed at ville udvikle, for denne sin afdøde Pastor Meyer på hans dødsleje, gavnligheden af denne plan. Men den afdøde afbrød ham med heftighed og forlangte herom ikke at ville høre et ord og tilføjede til dels, hvad han forhen havde ytret for biskoppen, at et sådant forslag enten måtte udgå fra en dårekiste eller lede til en dårekiste”. Denne dom i sine stærke udtryk vil biskoppen just ikke underskrive, men han finder dog ikke andet i forslaget end idel dårlighed, uden støtte og uden grund.
Det hele drejer sig kun om, at der er penge at vinde. Om nu denne pengevinding på den ene side vel kunne være uskadelig, så ville den dog i højeste grad være uretfærdig. Menigheden ønsker at beholde sin egen præst, som det har haft i århundreder, det har let ved at lønne sin præst; var det endda et lidet kald, hvor en præst ikke kunne leve, og menigheden ikke kunne tåle at bære forøgede byrder, men det er der slet ikke tale om. Den har også ret til at fordre, at man skal lade det beholde sin præst og hans kald. Han viser det urigtige i at tale om herredets overbebyrdede skatter til skolevæsenets tjeneste, beboerne ydede ikke høje bidrag og har til deres skolers opførelse fået mindelig hjælp af kirkekassen. Det er urigtigt at bønderne er bebyrdede af det for meget gejstlig gods i herredet. De får jo endog deres tiende godtgjort på amtstuen af Kongens kasse. Han viser at skolelærerne endogså her er bedre lønnede end de fleste andre steder i Jylland, Fyn, Sjælland og Slesvig, hvorfor jo også flere fremmede lærere her har søgt ansættelse. Hvilken ubillighed ville det ikke være at lade Hagenbjerg sogns præstekald med 105 tdr. 4 sk. land og enkesædet 18 tdr. 5 sk., i alt 124 tdr. 1 sk. land, komme de 4 andre sognes skolelærere til gode, for at lette beboerne i disse sogne. Det er dårligt for en præst at tale om præstens overflødige tid, da forfatterens svigerfader i Guderup forleden ved at vælte ikke kunne besørge sit embede, måtte man i vakancen endog søge hjælp i Sønderherred. Han tror ikke at det er udsigten til offer og accidenter, der har bevæget forfatteren til at indgive et sådant forslag. Men han ved heller ikke grunden hvorfor han har gjort det. Har han ikke gjort det som præst i Svenstrup, har han vel endnu mindre gjort det som korresponderende medlem til Landhusholdningsselskabet eller konstitueret provst eller som stænderdeputeret, med hvilke titler han har underskrevet sit forslag. Han kunne lige så godt have underskrevet sig ”Boelsmand”, ”Teglværkshandler”, ejer af et Garveri”; thi som sådan ville han måske som skoleinteressent selv interessere sig for sit forslag. 1835 d. 20. jan. blev det afslået af kancelliet.
Hans forhold til Biskop Tetens.
Man ser, at Biskop Tetens mere og mere er blevet frastødt i sit forhold over for Provst Ebbesen. Han har altid vurderet hans retskaffenhed, han uegennyttighed, hans dygtighed og praktiske sans, men hans … hans stivsindethed og hans meget roderi og indblanden i verdslige sager har efterhånden stødt ham. Man kan også godt forstå, at de 2 ikke i længden kunne passe for hinanden. Biskoppen, den fine dannede mand med en sjælden fin takt for det passende og værdige, den ægte videnskabelige mand, der interesserede sig for alt hvad litteratur, kunst og videnskabelighed gav til bedste, og Ebbesen der var simpel, jævn og tarvelig i sin hele måde at være på, og nærmest interesserede sig for lov og ret, for alt nyttigt og godt i landvæsen, husvæsen og industriens mange områder, de 2 passede kun lidet for hverandre. Ebbesen måtte også i sin hele måde at være på, med sit ægte danske sind, thi det er noget af det bedste hos ham med sit jævne, ligefremme væsen, meget mere var en folkets mand og en talsmand for de lavere klasser. Med de store kom han altid let i konflikt. Hans valg til stænderne har vel også i biskoppens øjne fået udseende af demagogi. Han fik derfor heller ingen plads i hans lille afskedsord til den alsiske gejstlighed, iblandt de afdøde præster som han fremhæver, hvad han dog ligeså godt kunne have fortjent som den pedantiske Pastor Ahlmann i Guderup og langt bedre end den vel vittige og spillende selskabsmand, men dog idelig på rejser og strejftog omflakkende Pastor Meyer i Hagenbjerg.
Valgt til stænderforsamlingen 1834.
1834 d. 13. okt. valgtes første gang deputerede til den slesvigske stænderforsamling. Etatsråd Manthei i Sønderborg var bleven udnævnt til valgdirektør for de mindre ejendomsbesiddere i 6. kreds, som omfattede Als. Valgstedet var Augustenborg. Allerede i sept. tænkte man på at vælge Provst Ebbesen, der dengang var fraværende på en rejse til København. Da han kom tilbage fra rejsen og fik det at vide, gik han også med på tilbudet. Man lærer heraf, at han dog var meget yndet og skattet af folket, det så i ham en mand, der ville tale deres interesser i forsamlingen. Det hertugelige parti gjorde imidlertid alt for at få hans valg forpurret og for at få Herredsfoged Steffens valgt. De brugte hertil alle midler, søgte at gøre provsten latterlig, især var Hr. v. Cossel virksom i denne retning. Man holdt et forberedende møde på Nordborg Tingstue lørdag eftermiddag d. 21. sept., hvor provsten var til stede og udtalte sig om flere punkter. På valgdagen blev han valgt med 312 stemmer til deputeret, og boelsmand Christen Bonefeld i Ulkebølle, ligeledes en god dansk mand, til suppleant med 199 stemmer. Dr. Steffens fik kun 151 stemmer.
Hans død 1836.
Ifølge dette valg rejste han i april 1836, syg og upasselig op til den 1. slesvigske stænderforsamling, hvor han døde d. 22. april, 68 år gl. Han var med til det gilde som den kongl. kommissarius gjorde for de deputerede. Da han ville sætte sig ved bordet, iagttog han ikke at stolen var skubbet lidt til siden, han kom da udenfor den og faldt på gulvet. Om morgenen fandt man ham liggende død på gulvet. Han var i færd med at gå til sengs, har da rimeligvis fået et slag og er falden død om. Han blev begravet i Slesvig og alle stændermedlemmer fulgte ham til graven. Hans pludselige død forårsagede en del rygter, som dog ikke var andet end løse rygter; thi den egentlige grund til hans død var, at han i lang tid havde skrantet, og at han d. 9. april ankom syg til Slesvig og var syg hele tiden under sit ophold der, hvor han naturligvis som en gammel syg mand savnede den rette huslige og daglige pleje. Men folket troede dog, at Hertugen havde sørget for at en stol blev sat til ham, der kunne gå itu med ham, eller at han skulle være død af gift, fordi Hertugen ikke kunne lide ham. Det er kun løse rygter, men de vidnede om, at Provst Ebbesen har været en kær, folkets mand, og at man allerede dengang har haft en anelse om Hertugens rænker. Han havde følgende børn:
Hans børn af begge ægteskaber
1) Matthias Ebbesen født på Nordborg 1798. han fik Gøllinggaard med tilhørende teglværk og blev g. m. Anna Thomsen, en datter af proprietær Jørgen Thomsen til Julianebjerg ved Vejle, han var et sjældent godt og bravt menneske, lignede ret sin mor i godhed. Han døde allerede 1833. Hans hustru der altid var meget svagelig, vanskelig og ikke ret huslig, overlevede ham kun kort. Hun døde allerede 1832 i juni (det kan ikke passe) de havde 4 børn, hvoraf de 3 var døde før moderen og det 4. overlevede hende i kort tid S. III 106.
2) Frederik Ebbesen, f. 1800. døde ung.
3) Friedrich Ebbesen, f. 1830 d. 26. marts. død 1851 d. 24. dec. af tæring.
4) Anna Dorothea Margaretha Ebbesen, f. 1832 d. 13. april, blev 1854 d. 19. maj g. m. Hr. Otto v. Johansen, kaptajn, i den danske arme. Han er en søn af amtmand Johansen i Haderslev, gik frivillig med i den danske arme 1848, blev officer og har i en del år ligget i garnison i Helsingør, hvor hans kone er død.
Hans enke 1836-79.
Hans enke blev vel i øjeblikket dybt rystet ved efterretningen om hans død, men hun trøstede sig dog særlig ved den tanke, at han fik en glorieuse Beerdigung. At sorgen just ikke var så overmåde dyb, kan sluttes deraf at da Provst Thomsen kort efter kom derhen for at kondulere hende, græd hun vel straks en del, men i samme øjeblik fik hun øje på sine kvier i gården, som blev slåede til vands og spurgte ham da: ”men hvad seier De om de deilige kvajer, Hr. Provst”. Når familien Ahlmann ikke talte tysk, talte de gerne sønderborger dansk. Hun gik også nu af med hele herligheden, hvad der var efter provsten, da hans hele slægt af første ægteskab var kort forud gået bort ved døden. Hun var egennyttig og begærlig og under vakancen søgte hun at skrabe alt til sig, og skønt eftermanden blev hendes egen bror, præsten Hans Ahlmann fra Sattrup, så måtte han dog udstå en del vrøvl og disputi med hende under nådsensåret. Efter dettes udløb trak hun sig til Gøllinggaard, hvor hun fortsatte driften med teglgården. Hvor dansk hendes, havde været dansk ligeså tysk blev hun i eftertiden. Hun kunne vel nok prale af hendes faders interne bekendtskab med Christian d. 8., og at denne som prins engang havde været på Gøllinggaard, men dog var hun i den grad tysksindet, at hun i krigen 1848-50 blev mistænkt for at give fjenden hemmelige signal på den anden side. Dette var jo vistnok kun en løs mistanke, men det danske militær holdt dog hemmelig øje med hende, og sin søn lod hun gå med i insurgentarmeen, hvor han pådrog sig en slem og farlig sygdom, så at han kom syg og svagelig tilbage. Hun lod ham vel for hans helbreds skyld gøre en rejse til Madeira, men det hjalp ikke og han gik tidlig bort, ofret for den gode sag. 1852 solgte hun Gøllinggaard omtrent for 12000 rdl. til købmand Jørgensen i Sønderborg og flyttede nu til denne by. Her blev hendes datter, en for resten rar og fornuftig pige, g. m. løjtnant Johansen af Haderslev. Da hun kunne vente en del af hans fornemme slægt til brylluppet, skulle det gå af med en smule pomp og anstand. Derfor gik hun dagen i forvejen med sin søster frøken Dora Ahlmann og sin datter ned i kirken, og gav en prøveforestilling til dagens højtidelighed, idet den ene stod som præst foran alteret, og den anden som brudgom med anstand førte bruden frem for alteret. Til købmand Pet. Karberg lod hun sende bud for at forespørge, ”om det var skik at græde i kirken”. De sendte hende den besked tilbage, ”at det kunne enhver vist gøre som de lystede”. Skønt hun har gjort sig til af at have læst Kants ”Critik der reinen Vernunft”, så sporer man just ikke meget til hendes finere dannelse, tværtimod vidner en del anekdoter, som endnu frembære adskillige ytringer af hende, lige så meget om plathed som dumhed.
Hun tog nu med sin datter og svigersøn og har opholdt sig hos dem både i København og Helsingør. Her har hendes stilling vel just ikke altid været så behagelig, da svigersønnen på grund af hendes tåbelige væsen og hendes ufornuftige indblanding, har været nødt til at holde hende lidt isoleret for sig selv. Dog kan det ikke billiges, at han nu efter konens død og efter at have fået alle hendes penge, har sendt hende tilbage til Als. Da hun kun nærmest har sin enkepension at leve af, kan det i fremtiden blive trangt for hende at slå sig igennem. 1879 d. 16. feb. døde Birgitte Margaretha Ebbesen f. Ahlmann, i Guderup, 78 år gl.
|
