Klaus Andersen til Lundsgaard. Klaus Andersen til Lundsgaard.
Chr Knudsens F III 161, V 17.
Klaus Andersen, den yngste søn af Hr. Nikolai Ernst Andersen, ejer af Østerholm Stamparcel, er født på Østerholm 1770. Han blev døbt i Igen kirke, lørdagen efter Septuagesima. Han blev undervist hjemme af en Præceptor, hans far holdt til sine børn, men det var ikke videre bevendt med en sådan undervisning, da det for det meste var en afdanket vagtmester eller en student, der ikke havde haft det held at slippe ind i et degnekald. Efter sin konfirmation forblev han hjemme på Gammelgaard. Han var et meget smukt menneske, men var temmelig forfængelig og indbildsk af sig. I en ung alder blev han forlovet med Jomfru Christine Margaretha Petersen, ældste datter af afd. forpagter Lorents Petersen på Rumohrsgaard, hvilken gård hendes mor Mette Kathrine Petersen, født Boysen, endnu havde i forpagtning. Her var hun født 1772 i dec. Der var stor glæde i familien på begge sider over denne forlovelse, navnlig var hendes mor Mad. Petersen meget glad derover, da fatter Andersen let ville kunne skaffe sin søn i vej. 1791 d. 23. nov. fik de kongel. bevilling til at lade sig vie, uden forudgående trolovelse og proclamation fra prædikestolen. 1792 d. 27. april blev Monsj. Klaus Andersen viet til Jomfru Christine Margaretha Petersen af Rumohrsgaard. Her stod et meget stort bryllup, hvortil mange familier fra Nordborg var indbudte, foruden en mængde andre rundt omkring fra de forskellige egne på landet. Det er så ofte blevet fortalt, at samme dag som dette bryllup blev holdt, overgik den store ulykke Nordborg, der næsten al gik op i luer, og da vedkommende bryllupsgæster kom hjem, fandt de alt nedbrændt. Det stemmer dig ikke ganske; thi Nordborg brændte 1792 d. 16. april, altså 11 dage tidligere. Men da der vist må ligge nogen sandhed til grund, navnlig den, at en stor del af de bekendte familier på Nordborg den gang ulykken passerede, var borte fra hjemmet til et gilde på Rumohrsgaard, antager jeg, at det har været et slags fæsteøl eller trolovelsesgilde, da de blev indskrevne hos præsten, hvilket er gået forud for brylluppet. Det var et slemt skår i bryllupsglæden; thi ulykken ramte en hel del af deres nærmeste familie. Selv de huse, som forpagter Nikolai E. Andersen og Mad. Petersen ejede på Nordborg, var gået op i luer. Hans fader måtte nu se til at skaffe sin søn i vej og kort efter købte han stamparcellen af Lundsgaard på Sundeved, der 1791 var blevet udparcelleret. Det var en smuk ejendom på en 70 tdr. a 320 kvadratroder med gode bygninger, der var blevne underkastede en større reparation i 1764. Det er bleven fortalt, at han i alt fik af sin far til at købe Lundsgaard for, 18.000 rdl. cour. Det er dog ikke ganske rigtigt, skønt han fik betydeligt hjemmefra. Ifølge en opgørelse fra 1795 mellem ham og hans fader, ses det, at han har fået 14.488 rd. Cour. Han har under et ophold på Østerholm 1795 d. 21. juni blot kvitteret for 14.438 rdl., da en post på 50 rdl. hos Christian Hess i Almsted ikke var til at få. Men han har ved denne lejlighed dog fået mere end hvad han kvitterer for; thi ifølge en kvittering fra Broager Amtstue 1794 d. 8. juni af D. Lange, har hans far samme dag indbetalt for ham 3230 rdl. cour., hvorimod der på hin regning ved opgørelsen blot er anført 2230 rdl. cour. Han har altså ved den omtalte lejlighed i løbet af de sidste år fået fra sin fader i alt, 15.438 rdl., og efter faderens død fik han atter 340 rdl. cour., altså har han fået til sin arvepart, 15.778 rdl., foruden hvad han ellers kan have modtaget til gårdens udstyrelse. Det er ligeledes blevet fortalt, at en af ladebygningerne på Lundsgaard brændte, og at faderen byggede en ny lade til ham, og at Klaus Andersens navn stod på den med Krone over. Det er rigtigt nok, blot ikke, at faderen har ladet den bygge til ham. Klaus Andersen havde jo allerede fået en god broderpart i det han fik, Lundsgaard kan langt fra have kostet så meget. Han havde i den fået en smuk ejendom og kunne ved siden af have haft en betydelig kapital på rente, havde han blot forstået at holde hus på den rette og fornuftige måde. Men han var uden at have lært og prøvet noget, som et alt for ungt menneske tidlig kommen i vej, havde for mange penge til sin rådighed, og det blev hans ulykke og fordærvelse. Han blev en ødeland og satte snart alt overstyr. Der fortælles, at kom han ind i et værtshus, kunne han godt finde på at traktere på alle de tilstedeværende gæster, selv om der var en 20 stykker i tallet. Han spurgte ikke om hvad han skyldte, men kastede en del penge hen på bordet, og ville man give ham penge tilbage, slog han med hånden, at det behøvedes ikke. Lukkede børnene et led op for ham, kastede han dem 1 specie eller et andet stort stykke. Han var da naturligvis en slet husholder og blev let trukken op. Af naturen var han noget dum og indskrænket, havde ingen ting lært og var i sine yngre år tillige meget forfængelig, hvorfor han i sine velmagtsdage gerne ville prale og vise sig som en stor mand uden at forstå at give den fine Cavalleer. Han blev da en forfængelig nar. Han sad kun for Lundsgaard en 6-7 år, så måtte han atter gå fra den. Han kom da til Nordborg og boede i nogle år på det sted, som tilhørte hans svoger Boy Petersen. Han var vel endnu ret en pæn mand; men heller ikke her forstod han at holde hus med det han havde. Imidlertid døde hans kone, og blev selv forfalden til drik. Da forpagtningen af Rumohrsgaard var udløbet tog Boy Petersen omtrent 1806 tilbage til Nordborg, hvor han nu havde brug for sit eget hus. Familien havde ikke længere stort tilovers for Klaus Andersen. Den tog sig af børnene og frelste lidt af de penge, der endnu var tilbage til dem, han selv lejede de ind til en fattig familie nede ved Bækken, hvor han i sin forfældige tilstand endte sine dage i usselhed og elendighed. Han havde med sin hustru 2 sønner.
Hans børn:
Nikolai Ernst Andersen.
Nikolai Ernst Andersen, født 1794 på Lundsgaard. Han blev opdraget på Lysholm og kom efter sin konfirmation i gartnerlære hos gartner Hunæus På Augustenborg. Meningen var vel nok til en tid, at han skulle have haft Lysholm engang efter de gamle. Pastor Ahlmann i Guderup gjorde altid meget af ham og spekulerede vistnok til en tid i et parti mellem ham og deres ældste datter Louise. Men hans plejefar kunne aldrig ret glemme, at han engang gik hen og lånte 200 rdl. i hans navn hos Krogh i Lillemølle. Han blev herover meget vred og ville ikke se ham for sine øjne. Han tog siden til København, fik en plads hos slotsgartner Peter Lindegaard ved Rosenborg Slotshave. Her var han i årene fra 1822-32, da Provst Fangel studerede, med hvem og de øvrige alsiske studenter, han dengang af og til traf sammen. Da han var et meget smukt menneske, var meget brav og god, og derhos dygtig og pålidelig, satte hans principal megen pris på ham, og man mente, at der let var bleven et parti af ham og dennes datter Jomfru Lovise Lindegaard, hvorved udsigten til at få pladsen efter ham, måske ville have stået ham åben. Men han havde arvet noget af sin fars karakter. Han kunne aldrig holde sammen på sine penge, var idelig i pengeforlegenhed, hvad jo også kan ses deraf, at han af og til krassede hos de gamle på Lysholm. Det var vel heller ikke frit for, at han undertiden havde lyst til at svire. Der blev derfor ikke noget af partiet, hun fik en anden mand gartner Jens Peter Petersen, der fik pladsen 1832 ved sin svigerfars død. Andersen vedblev at konditionere, men var uden employ 1845, da han i efteråret kom i besøg hos sin gamle tante på Østerholm. Uagtet det blot skulle være et besøg, og han bestandig talte om at rejse igen, blev han dog gående og hun nænnede heller ikke at minde ham derom. Og dog var han ikke fri for at være hende til besvær; thi han havde jo intet, uden hvad hun gav ham, og han besøgte også af og til den nærliggende kro. Og kom da ikke altid ædru hjem. Dog gjorde han aldrig udstyr; thi han var i grunden et meget skikkeligt og godmodigt menneske. Han blev her indtil hun døde, og arven efter hende 1849 blev delt.
Ved denne lejlighed viste han sig også fra en smuk side, idet han ikke ville deltage i Mad. Thomsens rænker for at få testamentet kuldkastet, uagtet hun gjorde alt for at overtale ham, og han nok kunne trænge til alt, hvad han kunne få. Da han havde fået sin arvepart, rejste han atter tilbage til København. Han har vist ikke længe nydt godt af den; thi en del har han vist tidligere skyldt bort af den. Endnu 1850 hørte vi fra ham, da han sendte en meget pæn dukke til min brors datter Anna, der dengang var 3 år gl. Siden skal han igen have arbejdet ved en privat have på Strandvej, men derefter forsvinder hans spor aldeles. Han er desværre vist død i usselhed, armod og elendighed. Han kunne have haft det bedre, havde han selv villet det. Han var svag af karakter, men han var dog alligevel et godt menneske. Han var ugift.
Lorents Andersen.
Lorents Andersen, født 179? på Lundsgaard og opkaldt efter sin moders fader. Han blev efter moderens død opdraget af den Petersenske familie. Han blev bosiddende i Angel, hvor han havde en ejendom. Han har haft penge til låns af den gamle tante på Lysholm, efter hvem han også 1848 fik en arvepart. Han var i øvrigt en ordentlig, stræbsom og retskaffen mand. En søn af ham har været på Hartspring for at lære landvæsen. Ellers vides i øvrigt ikke synderligt om ham og hans familie. Lorents Andersen har lært landvæsen på Kegnæsgaard, derefter var han 1 år på Lysholm, førend han købte en gård i Toftlund, som han efter nogle års forløb atter måtte gå fra. Derefter blev han mejeriforpagter på Hovgaard ved Haderslev, der ejedes af Hr. Hallesen, med en søster af dennes kone var han gift. I en del år var han til sidst skovfoged på Løjtmark i Schwansen, tilhørende Hertug Carl af Lyksborg.
|
