Nr. 18 Fortsættelse af historien om fam. Vogelsang Samlinger til en Familiehistorie III Del optegnede Avernakø Præstegård d. 8. Juli 1878 af Præst Christian Knudsen.
Fortsættelse ad min Faders Familie, Familien Knudsen og andre dermed besvogrede og beslægtede Familier såsom ”Thomsen”, ”Vogelsang” m. fl.
Side 3 – 15
Martin Vogelsang gift 1790.
1790 blev Martin Vogelsang på Solbjerggaard g. m. Jomfru Caroline Drescher af Nordborg.
Jomfru Caroline Drescher 1772-90 og hendes forældre.
Jomfru Anna Caroline Charlotte Amalie Drescher var født 1772 d. 5. sept. på Nordborg gamle slot. Hendes far Hr. Christian Gotfred Drescher var fra Schlesien i Tyskland, men var kommen her ind i landet, ved at træde i tjeneste hos det hertugelige Lyksborgske hus i Angel. Han var meget skattet af dette hof for sin lange og tro tjeneste, navnlig var han meget yndet af den ædle Hertuginde Henriette Augusta, en fyrstinde der vandt alles hjerter ved sin mildhed og godhed. Denne dame var en datter af Grev Simon Henrich Adolf til Lippe Detmold, og var fra 1745-67 formælet med Hertug Frederik til Glücksborg. Da hendes gemal døde 1766 d. 10. nov., købte Enkehertuginde Henriette Augusta 1767 Nordborg slot, der nogle år i forvejen var overgået i privat eje, af købmand Hans Bugislaus Carstens i Sønderborg for 7000 rdl., og flyttede hertil 1768 d. 17. maj, på hvilket sted hun henlevede sine sidste dage, indtil sin død 1777 d. 5. aug. Hendes lig blev ført tilbage til Glücksborg og her bisat d. 30. aug. Hr. Christian Gotfred Drescher, der var Hertugindens Hofintendant og havde titel af Cancelliråd, fulgte med sin familie, hende hertil Nordborg og havde bolig på slottet. Dreschers hustru, født Kretschmer, var en datter af en voldmester Kretschmer i København, der i øvrigt var en svensker af fødsel. Jomfru Kretschmer havde først i den del år været kammerjomfru hos bemeldte Hertuginde Henriette Augusta på Glücksborg slot, hvor hun blev bekendt og gift med Drescher, og blev så efter sit giftermål oldfrue. Hun havde iblandt andet et par søstre, 2 gamle jomfruer Kretschmer, der i slutningen af forrige og begyndelsen af dette årh. opholdt sig i og ved Nordborg. den ene var i en del år i huset hos præsteenken Mad. Riisbrich i Oksbølle, og den anden var først en del år på Sjælland, vendte derfra atter tilbage til Nordborg og opholdt sig her hos en gammel Mad. Thaisen, der boede i et hus på den store gade. Hendes bedstefar. C.G. Dreschers far levede endnu i Schlesien, efter at familien var flyttet til Nordborg. Han var velhavende og sendte dem af og til en del gode foræringer. Iblandt andet sendte han dem engang en mængde gardiner, hvoraf begge hans sønnedøtre kunne have nok, til engang i tiden at pryde deres bopæle, når de blev gifte. Han lod en gammel tro karl ved navn Georg, som han havde i sin tjeneste, køre det herned på en trillebør, for bedre at slippe igennem toldstederne. Han slap også lykkelig igennem overalt, indtil han nåede til Sønderborg. Her blev han anholdt og alt tøjet konfiskeret, indtil vedkommende indløste det.
Hendes barndom 1772-79.
Hertuginden satte megen pris på denne familie, såvel Drescher som hans kone var meget betroet. Hun lod ofte børnene kalde op til sig, nemlig holdt hun meget af den ældste datter, der var født 1768 og opkaldt efter hende, med navnet Henriette Augusta. Hun var et meget smukt barn, og derfor lod Hertuginden hende i en alder af 4 år male, hvilket portræt endnu findes i fru Pastorinde Bernths eje på Kegnæs. Den lille Caroline, der var nogle år yngre, kom også ofte med op til den gode Fyrstinde, der jævnlig udstyrede dem med klæder og andre smukke foræringer. Ved Nordborg Ladegaards udparcellering købte Hr. Drescher 1772 en større parcelle på omtrent 48 tdr. land, koblet ”Ruglykken”, men havde endnu ikke fået den bebygget, da han døde. Da der for Hertuginden døde 1778, købte enkemad. Drescher ved offentlig auktion Nordborg slot, tilligemed en tilhørende parcel i ”Søvang” for 2525 rdl. Året efter 1779 solgte hun imidlertid atter slottet og en parcelle på 12 tdr. land i ”Søvang” for 3100 rdl., til skibsbygmester Jørgen Lorentzen af Sønderborg. Denne mand lod den øverste etage og den ene fløj af slottet nedbryde, hvilket Cancellirådinde Drescher havde forbeholdt sig og af dette materiale opførte hun sig selv en bolig, ikke langt fra præstegården i sin jord i Ruglykken, hvilket sted hun gav navnet ”Tuntoftgaard”, således kaldet efter en gammel by, som her havde ligget i gamle dage. Den aften da handelen på slottet blev afsluttet med skibstømmermester Jørgen Lorentzen, blev længe efter mindet i familien. Thi da smøg denne mand så stærkt på sin kridtpibe at Mad. Dreschers kanariefugl morgenen derefter lå kvalt i sit bur.
Hendes ungdom 1785-90.
Fra 1779 henlevede således Caroline Drescher sin øvrige barndom og ungdom på stedet ”Tuntoftgaard” ved Nordborg. 1785 blev hun konfirmeret af stedets præst Hr. Provst Holger Fangel. Iblandt andre der konfirmeredes tilligemed hende kunne nævnes, Charlotte Juliane Thomsen, en datter af den rige købmand Jes Thomsen på Nordborg, og dennes kusine af samme navn, Charlotte Juliane Thomsen, en datter af stamparcellist Jørgen Thomsen til Hartspring. Provst Fangel var kurator for Mad. Drescher og hendes 2 unge døtre, og han vågede meget strengt over de unge piger, så meget mere som hans halvfjantede søster Sophie Elisabeth Fangel, siden mere bekendt under navnet ”tante Juhlers”, som jomfru i hans hus, straks gjorde ham bekendt med alt, hvad der passerede og gav ham underretning om ethvert menneske, som gik ud og ind hos dem. De unge piger gik af og til over og benyttede rullen i præstegården, dengang var et sådant møbel temmelig sjælden. Jomfru Sophie Elisabeth Fangel passede dem da gerne op og fyldte dem med en del drillerier. Rygtet var dengang kommen til Nordborg, at en Husar-Capitain Riegels, der på grund af en benskade havde fået sin afsked af militær etaten, var bleven udnævnt til husfoged over Nordborg amt. Den gamle Jomfru Fangel kom da ved en sådan lejlighed straks farende ud til dem i rullestuen, for at fortælle dem nyheden og begyndte at drille dem med ham, da han var ugift. Men de gav hende samme mønt tilbage og syntes, at han passede langt bedre for hende. Hun påstod dog, at han måtte være den rette mand for en af de unge piger, skønt de rigtignok ikke havde penge, hvad hun havde, navnlig stiklede hun på den ældste af dem, Henriette Augusta, idet hun tilføjede: ” er han lam, er han stram, hæ han peng, komme han nok frem”. Hendes ord gik da også i opfyldelse, hvad hun vel ikke selv havde ventet; thi få år efter blev Jomfru Henriette Augusta Drescher, g. m. husfoged kapitain Hans Riegels og ved ham siden mor til en bekendt slægt, der stammer fra Als. Ligesom søsteren var Jomfru Caroline Drescher også en meget smuk pige, og hun blev snart hemmelig forlovet med sekretær Taulov hos Amtmand Pechlin på Nordborg. Han var et højt, ungt og smukt menneske og blev siden først amtsforvalter i Holsteen, senere amtsforvalter i Aabenraa, hvor han døde. Imidlertid kom Martin Vogelsang fra Solbjerggaard og anholdt om hendes hånd, da han ikke vidste af hin hemmelige forlovelse. Da han boede i nærheden og havde en smuk ejendom, anstod dette parti bedre hendes moder og øvrige familie. De overtalte hende til at sige ”Ja”; men der skal dog have været et slemt hus, inden hun bekvemmede sig til at gøre dette skridt. Hendes forlovelse blev da offentlig deklareret med Martin Vogelsang. Til samme tid blev også Provst Fangel forlovet med Martin Vogelsangs søster, Jomfru Mette Marie Vogelsang, og provstens søster, Sophie Elisabeth Fangel forlovet med Hans Christensen Juhler, der tidligere havde været tjener hos Amtmand Baron Teufel v. Pirckensee, og nu havde købt sig en bondegård i Dynneved. Men Caroline Drescher gjaldt dog dengang, ligesom Jomfru Maria Elisabeth Thomsen af Augustenborg, der først var gift m. Knud Knudsen af Ketting, og siden med Matthias Vogelsang på Bommerlund, for den skjønneste brud på Als til denne tid. I slutningen af året 1790, stod deres bryllup på Nordborg. Hr. Taulov var dog også med til det, skønt han nu var gået glip af bruden. Fik Martin Vogelsang vel just ikke så megen kapital med sin unge kone, så fik han derimod et meget godt udstyr.
Hans karakter.
Martin Vogelsang besad vel ikke sin fars forstand og klogskab; men han var en sjælden ærlig og oprigtig brav og retsindig mand. Dette skudsmål havde han hos alle, der kendte ham. Derfor nød han også almindelig agtelse og kærlighed, uagtet han ikke gjorde sig meget gældende i livet, men helst holdt sig stille og beskeden tilbage.
Hans stutteri.
Ligesom sin far interesserede han sig meget for stutteriet, han holdt altid i sin tid flere hingste til bedækning, hvilket gav anledning til, at der jævnlig kom folk til Solbjerggaard. Det var en god hesterace, og betalingen var heller ikke ubillig. Det forblev ikke uden indflydelse på hesteavlens forædling i Nørreherred, hvor der til en tid fandtes mange gode heste, og var en god indflydelse for beboerne, førend mejeriet i nyere tid lidt efter lidt er kommen i gang. Der blev i tidligere tid solgt mange flere heste i Nørreherred end i Sønderherred, og på de fleste gårde holdtes i reglen et eller to følhopper. Solbjerggaard havde således stor fortjeneste af hesteavlens forbedring i Nørreherred.
Hans træskole.
I 3 år, fra 1779 d. 20. marts indtil 1782 d. 20. marts, havde han lært gartneriet hos Hofgartner Joh. Christoffer Kraft på Augustenborg, hvilket hans lærebrev udviser. Det opbevares endnu på Solbjerggaard, er omvunden med et blåt silkebånd og i en lille kapsel bevares Krafts segl. Uden på læses: ”Lehrbrief für Martin Vogelsang”. Da han således selv havde lært gartneriet, var det naturligt, at han bevarede stadig interesse for den Træ og Planteskole, som allerede i hans faders tid var anlagt ved gården. Også i hans tid var Solbjerggaards træskole bekendt i en videre omkreds, og derfor drev han en ikke ubetydelig handel med frugttræer af alle slags og afsatte denne vare, ikke blot til Folk i den nærmeste omegn, men der sendtes også stadig en del træer til Fyn, Sjælland og det øvrige Danmark. Der fandtes derfor gerne på Solbjerggaard megen og god frugt af alle slags, både af kirsebær, blommer, pærer og æbler. Var det et rigt år med frugt, tog man ikke så lidt ind ved denne erhvervskilde. Der solgtes da mange tønder æbler, desuden tørrede eller stødte man en stor del til most, på hvilken måde de også gik i handelen.
Hans landvæsen.
Som landmand stod Martin Vogelsang vel ikke over sin tid, men han fulgte dog jævnt med tiden og var en påpassende og sparsommelig mand. Alt stod dengang omtrent stille og der var intet opsving at spore på landet i nogen retning. Handel og omsætning var kun ringe og ubetydelig. Priserne på korn, kvæg og landets fleste produkter var usle og lave, der fulgte
en del dårlige år, da avlingen var simpel og slet, og skatterne blev trykkende og følelige. Derfor sad han til en tid temmelig svært i det, og omstændighederne var i den dårlige og pengeknappe tid, ikke de bedste på Solbjerggaard. Dog hjalp man sig igennem ved sparsommelighed og påpassenhed, og hvad der hjalp noget, var at den ældste søn giftede sig med en kone, hvis penge blev satte i gården. Efterhånden kom der en bedre tid, og alt gik da jævnt fremad. Tilstanden var i de tider ikke stort bedre på de andre lignende gårde, Hartspring og Lysholm, dog havde man vel her lidt mere gammel kapital at støtte sig til; thi af gårdens indkomster kunne familien Thomsen og Knudsen dengang i den dårlige tid ikke leve, de levede for størstedelen af deres kapital og renter. De forbedringer som Martin Vogelsang i sin tid indførte i avlsbruget, indskrænkede sig som overalt på andre gårde, for det meste til grøftning, mergling og brak.
Fortræd af vildt.
Stor fortræd og skade led man her på Solbjerggaard, som overalt i de til den store skov grænsende egne, af den masse vildt, som uhindret og frit passere ind over kornmarkerne og nedtræde sæden, uden at man havde lov til at tage sine forholdsregler derimod. Store flokke af disse dyr trak ofte ind over en kornmark, og når man senere kom for at høste var sæden ikke blot fortæret, men var i høj grad nedtrådt og speget. Det nyttede kun lidt, at der blev klaget derover; thi klagerne blev ikke hørte. Hertugen af Augustenborg tog intet hensyn til dem. Denne mand havde i mange år først haft jagten i Nørreherred forpagtet af den kogl. regering, men fik den siden overdraget som en ret, imod at han gav afkald på sin toldfrihed. Han holdt vel en mængde jægere rundt omkring på landet, men disse gjorde intet. Vildtet blev fredet i en alt for stor grad og formerede sig for hvert år. Alle beboernes klager, hverken til hans høje Durchlauchtighed, til regeringen eller stænderne frugtede det allermindste. Alt forblev ved det gamle. Dette uvæsen fremkaldte megen bitterhed imod ham og bidrog vel også til, at familien på Solbjerggaard altid nærede et dansk sindelag. Den fortræd vildtet idelig forårsagede gik den gamle Vogelsang nær til hjerte; det kunne mærkes deraf, at han idelig talte om denne sag.
Strid angående Fjordmose.
Solbjerggaard havde også fra faderens tid part i den store eng ”Fjordmose”, som havde tidligere ligget til gården Østerholm. Østerholms parcellister lagde familien på Solbjerggaard mange hindringer og bryderier i vejen, navnlig gjaldt striden benyttelsen af en vej. Høet blev tit atter speget og spredt, når det var sat i stak, og på anden måde blev der tit udvist kådhed og råhed. Det ærgrede især familien på Solbjerggaard meget, at dens slægtning Fritz Vogelsang på Østerholm ofte var en af de værste iblandt urostifterne.
Deres ægteskab.
Skønt det vel fra først af havde været Jomfru Caroline Drescher noget imod at tage imod Martin Vogelsangs hånd, så hørte man siden dog aldrig andet, end at alt gik godt, og at de levede i et kærligt og lykkeligt ægteskab med hverandre. De havde tilsammen 4 børn, 3 sønner og 1 datter. De måtte friste den tunge skæbne og føle den bitre sorg, at de 3 af dem døde i en voksen alder, og at kun den ene søn, som vat bosat i Norge, overlevede dem begge. Navnlig var det et smerteligt tab, da deres eneste datter, Marie Margaretha døde 1819, 28 år gl., og endnu hårdere var det slag som ramte dem, da deres ældste søn, Matthias gik bort 1833, 40 år gl. Sorgen var så meget smerteligere som han efterlod en ung enke med 2 små børn, der fremdeles vedblev at leve på gården hos de gamle.
Hendes hus.
Mad. Vogelsang havde en god forstand, hun var ikke blot klog, men også meget beleven og underholdende. Hun holdt alt i en god og smuk orden, var tillige både en fornuftig og dygtig, virksom og sparsommelig kone i sit hus. Det var altid så hyggeligt at komme på Solbjerggaard, og hertil bidrog hun mest da hun var sjælen i det hele. Det var et meget gæstfrit hus, der kom derfor jævnlig fremmede, især om sommeren i kirsebærtiden, og til gengæld besøgte de da igen ved lejlighed deres venner. Dog blev den hele omgang og anretning i huset altid holdt indenfor fornuftige grænser. Ligesom hun selv var meget tarvelig og sparsommelig i sin påklædning, således blev der heller ikke som så mange andre steder, her i huset bakket svært op med en del fine retter; men alt, hvad der blev budt var godt og vel tillavet. Hertil kom, at møbler og alt andet bohave i huset beholdt sit gode gammeldags præg, det passede så godt til dets beboere, der bevarede deres jævne, ærlige, trofaste væsen, der var frit for alt den nyere tids ofte lette tone. Orden herskede alle vegne, haven gjorde et venligt indtryk, og mennesker de satte pris på, blev til enhver tid modtagne med megen gæstfrihed og glæde, så at det var hyggeligt og venligt at komme der. Deres omgangskreds bestod mest af familien: i ældre tid Provst Fangels på Nordborg, familien Riegels og Drescher, ligeledes på Nordborg, Vogelsangs på Bommerlund og Provst Ebbesens i Svenstrup, samt Thomsens på Hartspring, foruden andre enkelte forpagter familier og købmands familier i Sønderborg; i senere tid: Pastor Knudsens i Hagenbjerg, Provst Fangels i Oksbølle og Knudsens på Lysholm, foruden andre familier i Sønderborg og Nordborg. Med de forskellige skovriderfamilier på det nærliggende Nygaard, plejede de for det meste godt naboskab. Her var fra 1784-1816 først Frederik Christian Würzinger skovrider. Hans hustru Conradine Jessen, en præstedatter fra Augustenborg, blev dog til sidst temmelig forfalden og var undertiden beskænket. Hun talte i øvrigt et underligt sprog, da hun valgte forkerte udtryk. Således ytrede hun engang i en samtale: ”min Søhn Ludewig er ist up de Fid… in Kiel”, hun mente institut. Når Hr. Würzinger omtalte Vogelsang på Solbjerggaard og Bommerlund, sagde han gerne: ” Hr. Vogelsang sin Kuhn und Bommelont sin Fruh”. Derefter fulgte fra 1816-51, Henrik August Grotrian fra Augustenborg. Han havde foruden sin hustru tvende døtre hjemme, den ene enken Mar. Müller og den anden Fru Grotrian, der først havde været g. m. Løjtnant Hacke og siden med sin fætter husfoged Andreas Grotrian på Augustenborg. Efter et års ægteskab skiltes hun atter fra ham, og tog med sin lille datter Doris Grotrian, igen tilbage i sine forældres hus. Familien var vel dengang tysksindet, men dog hæderlig og brav.
Pastor Ahlmann.
Efter Provst Ebbesen, fulgte atter Pastor Hans Ahlmann som præst i Svenstrup fra 1836-70. Han var en søn af Pastor Ahlmann i Guderup og kom fra Sattrup i Sundeved. Hans kone Therese Wegscheider var en datter af en professor i Halle. Præsten kom ofte med familie til Solbjerggaard, og ved lejlighed blev man igen herfra indbudt til præstens. Dog holdt man på Solbjerggaard ikke meget af denne omgang, Fruen kunne ikke dansk, sproget lagde hindringer i vejen, og tonen blev noget stiv og generet. Dog lagde hun sig til sidst efter at tale alsisk. Familien var desuden temmelig tysksindet, præsten ville gerne stikle til alt, hvad der var dansk, hvad man her ikke holdt af. Det hed gerne på Solbjerggaard, ”at fruen støbte kuglerne og præsten skød dem ud”. Han havde vakre børn.
Degnen Christian Jørgensen.
Derimod holdt man mere af degnen Christian Jørgensen af Elstrup. Hans kone en datter af synsmand Klaus Jakobsen i Svenstrup, var desuden lidt i slægt med den unge Mad. Vogelsang. Han kom hyppig over, blev gerne spurgt til råds i vanskelige sager og vigtige spørgsmål. Han var desuden børnenes lærer, og familien fra Solbjerggaard tog herind, når de kørte til kirke.
Hendes godgørenhed.
Mad. Vogelsang var en meget godgørende kone, foruden hvad der blev givet bort til fattige ved døren, nød navnlig hendes søster Fru Riegels og hendes datter Marie, enke efter skibskapitain Lorentz Johannes Brorsen på Nordborg, i mange år godt af hendes hus. Hendes eneste udflugt var at tage ind til dem, og hun forsømte da aldrig at tage en god madkurv med til dem. Så længe Fru Riegels levede havde familien dog hendes lille pension at leve af; men da hun døde omtrent 1851, blev det meget småt for datteren, Mad. Brorsen. Sønnerne var vel komne ud, men hvad de kunne hjælpe, var ikke store ting. Hun sad alene tilbage i sit hus, ikke langt fra kirken, med sin eneste datter, Birgitte Brorsen. Moderen var blevet meget sær i hovedet og temmelig folkesky. Datteren gennemgik en del med hende, men hun var en sjælden opofrende datter for sin mor. De havde det helt småt, og det ville være bleven følt end mere, når de ikke havde fundet en så tro støtte i den gamle tante på Solbjerggaard. Efter moderens død fandt den lille Birgitte et kært hjem i sin ældste gode bror, Hans Christian Brorsens hus. Efter at have været til søs, blev han først toldkontrollør i Angel og siden efter krigen 1864 forflyttet til Lolland. Da hans kone døde tidlig har hans ældste søster bestyret hans hus og opdraget hans børn.
Martin Vogelsang døde 1839.
1839 d. 2. okt., døde parcellist Martin Vogelsang på Solbjerggaard, 76 år gl. Han var født 1763 og døbt 12. søndag efter trin. Skønt hans enke dengang var 67 år og altså temmelig gammel, vedblev hun dog at sidde for gårdens bestyrelse, vel nærmest for engang i tiden at kunne føre den på sin sønnesøn, den unge Martin Vogelsang, der endnu kun var 9 år gl.
Sønnen Martin Vogelsang døde 1843.
Hun havde vel foruden sønnen i Norge endnu den yngste søn, Martin hjemme hos sig. Men han var slet ikke skikket til at overtage gården. Foruden at han var svag, var han også temmelig indskrænket og udrustet med svage evner. Han var ikke altid god at styre, da folk ofte bildte ham et og andet ind. Dette gjorde hende ofte ondt. Til sidst gik han helt fra forstanden, blev rasende, fråden stod ham ud af munden, og de var nødt til at binde ham. Den stakkels mor led meget i denne hans sidste tid. Men til alt held gjorde døden hurtig ende på denne skrækkelige tilstand, da han døde 1843 d. 22. aug. Var det end med smerte, at hun således måtte skilles fra ham, så var det hende dog på den anden side en lettelse, at han ikke skulle overleve hende.
Matthias Hansen Vogelsang døde 1857.
Hvad gårdens udvortes bestyrelse angik, havde de en tro støtte i Matthias Hansen Vogelsang fra Helved, hvis mor var et søskendebarn af hendes afd. mand. Han havde i en del år allerede tjent som karl på gården, men blev nu efterhånden mere betragtet som en slags avlsbestyrer og medlem af familien. Han spiste altid indenfor hos familien. Ved sin troskab og hengivenhed blev han højt skattet, lærte den unge Martin til, så denne, da Matthias Hansen Vogelsang på Solbjerggaard om sommeren 1857, selv kunne forestå gårdens drift for sin gamle bedstemor, der blev siddende for den til sin død.
Familien på Solbjerggaard 1840-58.
Med hensyn til husets indre bestyrelse ville hun vel nok selv vedblive at have opsynet, og at føre styret og rådet, men her havde hun dog også en støtte af sin svigerdatter, der med sine 2 børn, forblev ugift på gården, og ligeledes af sin niece Jomfru Caroline Vogelsang fra Bommerlund, der i mange år tjente som jomfru på Solbjerggaard. Familien på Solbjerggaard bestod således i de senere år af følgende medlemmer: den gamle Mad. Vogelsang, den unge Mad. Vogelsang, gamle Line og unge Line, Matthias Hansen Vogelsang og den unge Martin Vogelsang.
Krigen med tyskerne 1848-50.
I denne tid indtraf krigen med Schleswigholstenerne 1848-50. På Solbjerggaard fik man også af og til indkvartering, der måtte vække en del forstyrrelse i huset og var lidt besværligt for den gamle kone. Dog kom man over det, og man var glad ved, at man havde med dansk og ikke tysk militær at gøre. Iblandt sin indkvartering vedblev man her længe med glæde at mindes Overlæge Dorph.
Sønnen fra Norge i besøg 1856.
Da hun ikke siden 1834 havde set sin søn Christian i Norge, var det den gamle mor en stor glæde atter at se ham, da han sommeren 1856 besøgte hende i længere tid med sin kone og datter. Det var en vakker familie, og med glæde blev de modtaget overalt af mange venner og bekendte. Da han ikke havde fået sin arvepart ud af gården, arrangerede hans mor sig med ham førend hans afrejse, og blev det tillige nu bestemt, at sønnesønnen, Martin skulle have gården Solbjerggaard, imod at afstå omtrent 7000 rdl. til sin søster Caroline Vogelsang.
Bryllup på Solbjerggaard 1856.
Denne unge pige var imidlertid bleven forlovet med Thomas Vogelsang fra Bommerlund, der året forud var kommen hjem med en del penge, som han havde fortjent sig i Californien. Han købte gården Holbæk i Adsbølle sogn, og derfor stod deres bryllup på Solbjerggaard i okt. 1856.
Mad. Vogelsang døde 1858.
Mad. Vogelsang og gamle Pastor Knudsen i Hagenbjerg var lige gamle, dog var hun 2 måneder ældre end ham. Når de kom sammen, kom det ofte på tale, hvem der kunne holde længst ud. Døden kom dog først til hende. Hun oplevede vel endnu sit 86. år 1858 d. 5. sept., men hendes kræfter tog dog kendelig af, hun var bogstavelig opslidt, hvad man kunne se af hendes hele figur og gang. Den forhen høje ranke skikkelse sank mere og mere sammen, og hvor gerne hun end ville, så blev gangen dog til sidst tung og besværlig. Efter et virksomt liv hensov hun blid og rolig 1858 d. 14. dec., 86 ¼ år gl. Med sin mand havde hun følgende børn:
Marie Margaretha Vogelsang 1791-1819.
Marie Margaretha Henriette Vogelsang, f. 1791 d. 22. okt. på Solbjerggaard. Hun benævnedes alm. i daglig tale, ”Mari Margret”. Hun var jævnaldrende og en god veninde af Provst Fangels datter, Else Kathrine Fangel, der siden blev g. m. skibskapitain Nikolai Ernst Frost på Nordborg. hun kom meget hyppig i provstens hus, var her længere tid ad gangen, og opholdt sig her for nogen tid, da hun tilligemed hans datter Else Kathrine gik i Nordborg skole hos Hr. Skolelærer Autzen og fik undervisning med flere andre af sin onkel, kapellan Frederik Ebbesen. 1806 blev hun i Nordborg kirke konfirmeret af Provst Fangel, tilligemed provstens datter Else Kathrine, Dr. Schumachers datter Amalie, der døde i en ung alder, og sin kusine Juliane Marie Caroline Riegels, der siden blev g. m. Capit. Lorentz Johannes Brorsen fra Nordborg. Hun var en rar, livlig og munter ung pige, og hun og Else Kathrine vedblev at pleje inderligt venskab med hinanden. De tilbragte mange glade dage sammen i deres gensidige hjem, men især havde de unge piger frit spil i deres livlige og rare families hus i Svenstrup præstegård. På Solbjerggaard nærede man til en tid det håb, at hun skulle have fået deres nabo Thomas Thomsen på Hartspring, da han jævnlig kom der i huset, men inden man vidste af det, blev han forlovet med Jomfru Kathrine Andersen fra Kegnæsgaard, der dengang opholdt sig som jomfru på Solbjerggaard. Da han efter få års forløb atter blev enkemand, havde man gerne set ham på ny som bejler til datteren; men denne gang blev Anne Christine Knudsen den lykkelige. Flere partier man havde sat sit håb til glippede, og til sidst blev hun forlovet med Frantz Andersen på Nordborg. Dette blev en ulykke for den stakkels pige. Udvortes set var partiet ikke så dårligt, han havde i den såkaldte ”Aichelbergske” gård, et godt sted på Nordborg. men hun med sin gode forstand måtte snart lære ham at kende som en flau, naragtig person, der let blev til latter, hvor han viste sig. Det følte hun godt, og græmmede sig i stilhed. Schmidt, som dengang var huslærer på Hartspring og senere skolelærer i Holm, gik imellem og fortalte he0nde så meget om hans naragtige væsen og latterlige historier. Brylluppet var allerede bestemt, men da han kort i forvejen på et bal i Nordborg under en dans faldt med hende på gulvet, hvor hele selskabet slog en høj latter op, græmmede dette hende i den grad, at hun et par dage efter fik sin bror Matthias, til at ride ind til Nordborg og kræve ham hans håndtro tilbage. Fra denne tid var den unge pige helt forandret, hendes livlighed og munterhed var borte, hendes livsmod knækket, hun blev ved ethvert ord let pirrelig og stødt, hun fik brysttæring, og sorg og græmmelse lagde hende tidlig i graven. Hun døde til stor sorg for sine forældre og mange venner allerede 1819 d. 14. juni. 28 år gl. Således kan en blomst let blive knækket. I de år Marie Margaretha Vogelsang, indtil sin konfirmation gik i Nordborg skole, opholdt hun sig ikke i Provst Fangels hus, men hos den gamle Mad. Thaisen, hos hvem hendes mors tante Jomfru Kretschmer ligeledes var. Hendes brødre Matthias og Christian gik ligeledes nogle år i Nordborg skole og opholdt sig hos deres morbroder kontrollør Drescher, hvor de ikke havde det videre godt.
Matthias Vogelsang 1793-1833.
Matthias Vogelsang, tvilling, f. 1793 død 30. nov. på Solbjerggaard. Han var i flere år fra 1822, forvalter hos Grev Moltke-Hvitfeld på Glorup i Fyn. Denne mand havde i en række af år en del unge alsingere som forvaltere, det hidrørte måske fra, at Pastor Brolund i Svindinge, som tillige var præst for kapellet på Glorup, var en født alsinger fra Hørup præstegård. Desuden havde Provst Burchardi i Ketting, morbroder til Brolund, fra 1782-85 været hovmester for Grev Moltke-Hvitfeldt og hans brødre. Først var Matthias Alexander Henningsen en bror af Pastor Henningsen i Lysabild, forvalter på Glorup. Han druknede 1822 i en båd under Østerholm, og nu fik Matthias Vogelsang pladsen; efter ham fulgte Nikolai Ahlmann, senere ejer af Werthemine og til sidst Jørgen Nikolai Jessen af Maibøllegaard. Grev Molkte-Hvitfeldt satte megen pris på den unge Matthias Vogelsang for hans duelighed og troskab, og til tegn på sin tilfredshed forærede han ham ved hans afrejse, ham en smuk ridehest.
Fra Glorup vendte han tilbage til sit hjem, blev forlovet og 1829 g. m. Maria Kathrine Clausen af Svenstrup kro, med hvem han fik en lille formue og kunne engang vente mere, når hendes forældre afgik ved døden. Det var ikke uden betydning dengang; thi omstændighederne var i de år ikke de bedste, og det kunne falde ham svært nok at indløse den, når han en gang skulle tage imod den. Den unge kone var en datter af forhenværende skibskapitain, dengang ejer af Svenstrup kro, Peter Clausen, en bror af gårdmand Jakob Clausen og farbror til syns- og gårdmand Claus Jakobsen i Svenstrup. Hendes mor Antoinette Nissen, var en datter af møller Johan Nissen og hustru Karen Gotschalk til Stevning mølle. Den unge kone var således igennem denne sin bedstemor i slægt med Provst Tostrup i Svenstrup, af hvem Karen Gotschalk var en søsterdatter. For tydeligheds skyld hidsættes her følgende lille stamtavle:
Hans Rasmussen Tostrup, degn i Himmelev ved Roskilde g. m. Maren Mads datter Starreskov.
Børn:
Matthias Hansen Tostrup, provst og præst i Svenstrup fra 1745-84
Maren Tostrup, g. m. Lars Gotschalk degn i Himmelev og Væddelev på Sjælland
Børn:
Maren Gotschalk G. m. guldsmed v. Ham i Oksbølle
Hans Gotschalk rektor i Aalborg
Dennes søn: David Gotschalk, sognepræst i Aars og Haubro i Jylland, død 1828.
Dennes søn: Hans Christian Magnus Gottschalch, overlæge 1842 og senere under krigen 1848-50
Karen Gotschalk g. m. møller Johan Nissen i Stevning
Den ene datter: Antonette Nissen, g. m skibskaptajn. og ejer af Svenstrup kro, Peder Clausen.
Dennes datter: Maria Kathrine Clausen, g. m. Matthias Vogelsang på Solbjerggaard.
Den anden datter: Datter g. m. syns- og gårdmand Klaus Jakobsen i Svenstrup.
Dennes søn: Jakob Clausen, gårdmand i Svenstrup.
Maria Kathrine Clausen var født 1803 d. 15. marts i Svenstrup og blev 1818 konfirmeret af Provst Ebbesen. Da hun blev g. m. Matthias Vogelsang, flyttede hun til Solbjerggaard. Det blev kun et kort, om end lykkeligt ægteskab. Thi efter 4 års forløb døde den unge mand 1833 d. 21. jan., 40 år gl. Det var et hårdt stød for de gamle forældre og den unge kone, som sad tilbage med 2 små børn, og det var beklageligt, da han var en brav og retsindig, men tillige vakker og beleven mand. Han var ikke uden dannelse og væremåde, da han havde været ude iblandt fremmede, og i den henseende stod over flere af den tids forpagtere og større ejendomsbesiddere, iblandt hvilke der herskede en noget rå tone, der gav sig til kende i svir og anden udskejelse, når de kom sammen. Den i mode komne tevandsknægt, skulle gerne straks frem på bordet og var en yndet drik. Til denne klasse hørte Matthias Vogelsang ikke, men han stod sig altid ved et stille roligt, pænt og dannet væsen. Han havde ikke taget imod gården da han døde, og derfor agtede de gamle at blive siddende for den, så længe de levede, at den engang i tiden kunne overføres på hans søn. Den unge forblev som enke i al sin tid på Solbjerggaard, men hun fik aldrig noget at sige, da den gamle vedblev at stå for styret. Skønt de vistnok altid kom godt ud af det, kan man dog nok tænke sig, at det ofte kan have været en trist stilling for hende, at henleve sine mange dage uden at få en selvstændig stilling og sidde på sit eget. Hun overlevede sin mand som enke i 43 år, hun fornægtede vistnok sig selv af kærlighed til sine børn. Da hendes søn 1858 overtog gården og forblev ugift, fik hun en behageligere stilling derved, at hun bestyrede huset for ham. Men i de sidste 10 år var hun meget svagelig. Hun døde her på Solbjerggaard 1876 d. 21. sept., 73 år gl. Hun var en meget brav og agtværdig kone. Børn:
Martin Vogelsang 1830-78. døde 1911 d. 20. juni.
Martin Vogelsang, f. 1830 død 16. marts på Solbjerggaard. 1846-47 lærte han landvæsen på Lysholm, hvorefter han atter kom hjem, ledede efterhånden gårdens bestyrelse under sin bedstemors opsyn, og modtog ved hendes død 1858 selv gården. Han er således den 3. ejer af Solbjerggaard. Han er en dygtig landmand, der anvender den nyere tids forbedring både i avlsbruget og mejeriet. Han er en brav og retskaffen mand, der nyder alles agtelse, har bevaret et dansk sindelag, og ved enhver lejlighed lagt det for dagen. Han er ikke rigtig stærk af helbred, og det er skade, at han allerede fra sin barndom har lidt af tunghørighed, der ofte hindrer ham i frit og ugenert at give sig hen, når han deltager i et selskab. Han er forbleven ugift, derfor bestyrede hans mor hans hus fra 1858-76, efter hvis død hans gamle tante Caroline Vogelsang fra Bommerlund har overtaget husets bestyrelse. Han har foretaget flere hensigtsmæssige indretninger i husets forandring, hvorved dette har vundet både i skønhed og hyggelighed, og for stutteriet og haven har han arvet og bevaret sansen for fra sine fædre. Han solgte gården 1902 til Margrethe Witzke, født Jessen, enke efter Heinrich Witzke, forpagter på Graasten Herregaard. Vogelsang købte Dreschers hus i Igenmølle, hvor han boede.
Anna Caroline Margaretha Vogelsang 1832-78.
Anna Caroline Margaretha Vogelsang, f. 1832 d. 11. jan. på Solbjerggaard, blev den 9. okt. 1856 g. m. sin fars fætter Thomas Vogelsang fra Bommerlund, hvor han var født 1819 d. 1. juni. Efter at have faret til søs, kom han 1854 hjem. Han købte gården Holbæk i Sundeved, hvilken de atter for få år siden har solgt, og bor nu fortiden på Graasten. Han har også altid været en god dansksindet mand. Børn:
Matthias Vogelsang, f. på Holbæk 1857 d. 12. juni. Er landmand i Sverrig.
Martin Peter Christian Vogelsang, f. på Holbæk 1858 d. 19. dec. Opholder sig hos familien i Norge.
Maria Margaretha Vogelsang, f. på Holbæk 1866 d. 25. juli. Er hjemme hos forældrene på Graasten.
Christian Gotfred Vogelsang, død 1865
Christian Gotfred Vogelsang, tvilling, f. 1793 d. 30. nov. på Solbjerggaard. Da hans farbror Johan Christian Vogelsang i Trondhjem i Norge, ingen børn havde, kom han allerede i en alder af 13 år derop 1806. han forestod glasværket for ham i flere år og købte siden det hele for 6000 rdl. han er gift med Birgitte N., en degnedatter der fra egnen. Han var her i besøg med familie 1834 og 1856. Han var en rar venlig og brav mand og døde 1865 d. 6. sept. i Trondhjem, 72 år gl. Børn:
1). Christian Vogelsang, var allerede død 1856. Han døde i Christiania i en alder af 24 år.
2). Maria Vogelsang, f. 1818 g. m. købmand J. Berg i Trondhjem.
Martin Vogelsang døde 1843.
Martin Jørgen Diederich Vogelsang, f. 1800 d. 5. aug. på Solbjerggaard. Han har vistnok været svagelig i sin opvækst, var noget indskrænket og undertiden lidt forstyrret i hovedet, gik til sidst rent fra forstanden, men døde under sygdommen 1843 d. 22 aug., 43 år gl. Han var ugift.
|
