Parcel nr 5, 10, 11, 12 og 13 (Solbjerggaard) 1. Mathias Johansen Vogelsang, født 1732 i Helved, (søn af Johan Didriksen Vogelsang og Maren Mathiesen) ref: SV1614. Gift 30 okt 1759 i Ketting, Margrethe With, født 0 aug 1741 i Asserballe, (datter af Morten Reenberg With og Mette Hansen Flensborg) ref: WC1614. Mathias død 0 maj 1790. Faddere 1760: Herredsfoged wilmerding på Augustenborg hh, gartner Snitger på Augustenborg, Monsieur Pedersen på Gammelgård, madam Petræus på Gundestrup, jomfru Brodersen på Gammelgaard. Mathias Johansen i Helved nævnes som gudfader 29 aug 1751 hos Didrik Johansen der.
Chr Knudsens F II 161: Mathias Johansen Vogelsang tjente i sine første år efter konfirmationen som dreng hos forpagter Jørgen Pedersen på Hjortspring og tænkte vistnok ikke den gang på, at han selv en gang skulle blive forpagter på denne gård. Således kan lykken imidlertid føje sig for et menneske. Han blev herefter sat til at arbejde i haven..........der mangler nogle linier her som er utydelige i min kopi.........Hvad år han er kommet her i lære vides ikke. 1751 har han holdt sin brodersøn Johannes over dåben, og benævnes da Mathias Johansen af Helved, men derfor er det jo ikke sagt, at han har været hjemme i Helved. Da han har ladet sin ældste søn opkalde efter sin principal, må man antage, at han har betragtet Jacob Ibsen (KE0588) som sin velgører, måske har denne mand taget sig af ham og frit ladet ham lære gartneriet. Han findes her på Gammelgaard fra 1759-1762, men han må jo tidligere været kommen her. I disse år er han da måske også kommet i provst Withs hus i Ketting for at beskære træer og gøre et og andet i præstegårdens have, og da han vist nok har været ganske smuk og beleven, og tillige
var mild og forstandig, har han snart indtaget præstens unge datter Margrethe, eller Gretchen som hun almindelig kaldes, for ........., thi 1759 har han været forlovet med hende, da de begge stod faddere til vandmøllerens barn på Gammelgaard. Ved vielsen 1759 nævnes han som gartner på Gammelgaard. Hustruen var kun 18 år gammel, da de blev gift, og folk har undret sig over, at han dengang af ringe herkomst og blot som gartnersvend kunne gøre et så godt parti, og med sådan en ung pige har der som altid, været en del rygter i omløb, men de var uden betydning. Det kan jo nok være, at hendes forældre ikke i begyndelsen har været for forbindelsen, men at de tilsidst har givet efter for datterens indtrængende bønner. De første par år af deres ægteskab skal de have boet på Gammelgaard og her er deres ældste barn både født og død. 1762 fik han imidlertid gården Hjortspring i forpagtning efter enkemadam Pedersen, der flyttede til Nordborg. Han kom således ind i en anseelig stilling, en forpagter havde dengang mere at betyde end i vore dage. Han stod jo over domænegårdens undergivne fæstebønder, der gjorde
hoveri. Uden sit giftermål var han nok ikke nået såvidt. Han kom derved tillige ind i en dannet familiekreds, og dette må ved omgangen også have haft indflydelse på hans egen uddanelse. Desuden kom de jo ofte i hendes
farbroder præsten Mathias Withs hus i Notmark, ligesom andre familier, til hvem hans hustru stod i tidligere bekendtskab. Således kom han jo også i slægt med rektor Otto Elieser Christian Pfündel, der var gift med hans kones moster Christine Thomsen af Asserballe præstegård og med borgmester Zoffmann i Sønderborg, der ligeledes var gift med en moster af hans hustru, nemlig Magdalene Thomsen af Asserballe præstegård. Af børnenes fadderskab ser man at de foruden med familien har plejet omgang med andre følgende familier: Heredsfoged Wilmerding og gartner Schnitger på Augustenborg. Hr. propietær Hans Pedersen, forpagter Nicolai Brodersen, begge på Gammelgaard, forpagter Henrik Petræus på Gundestrup, provst Thostrup og skipper Christian Frost i Svenstrup. Monsieur Nicolai Mohr, først i Egenmølle og siden i Dyndved, Hr Rattge Lorentzen i Egenmølle, forpagter Nicolai Andersen på Østerholm, hr. skovridder Andreas Pedersen på Nygaard og pastor Holger Fangel i Nordborg. Dog glemte Vogelsang ikke sin egen slægt, han vedblev altid at kende den og var ligesom et hoved for den. Ved hans hjælp nød den også mange friheder i skoven, enten græsningsret eller derved, at der blev lagt et stykke ind til bebyggelse. Derfor hed det dengang, at alt hvad der hed Didrichsen og Vogelsang, kunne opnå hvad de ønskede. Han vedblev nemlig på Solbjerggaard og så længe efter hans tid at vedligeholde slægtskabet og bekendtskabet med den talrige omend simple familie, hvoraf han selv var udgået. Dette bidrog vel også til, at navnet Vogelsang bibeholdtes og atter optoges af mange i den udbredte slægt. Fra 1762-1772 var Mathias Vogelsang forpagter på Hjortspring, og her er de fleste af hans børn født. Han har vist nok, kunne det synes, lagt sig noget op ved denne forpagtning, dog havde han også tab, thi den 9 feb 1763 brød den slemme kvægsyge også ud blandt hans kvæg, dog uden at vide hvor megen skade den anrettede. Dog var den slem, hvor den kom (her mangler noget)...................Bønderne i lenet, nemlig byerne Stolbro, Stevning, Svenstrup, Tårup, Himmark, Elsmark og Lunden gjorde dengang hoveritjeneste på gården. Af en gammel dagbog fra Elsmark, ser man, at de hvert år måtte hen og sætte mødding, da de fik hvert et stykke at køre ind. Ligeledes for at høste korn og slå græs. De måtte også forsyne gården med folkesenge, og skiftevis havde snart det ene hold og snart det andet hold sine senge inde på gården, indtil den fastsatte tid var udløbet, da de fik deres senge ud, og det andet hold måtte lægge sine
ind. Den 28 jun 1768 blev herregården Østerholm stillet til auktion og bortsolgt i en del store og mindre parceller. Der skulle som bekendt ikke betales nogen købesum, men de blev tilslået den, der bød den højeste årlige kanon. Derfor overbød folk rask væk hinanden, skønt herredsfoged Tilemann lod dem vide, at de ikke måtte tro, at de mange gule urter eller morgenfruer, der voksede på marken, vare guld. Mathias Vogelsang og forpagteren på Østerholm Nicolai Ernst Andersen var begge konkurenter til en del af de større parceller. Man har fortalt, at de i
forvejen var blevet enige om ikke at overbyde hinanden ved auktionen, og at Mathias Vogelsang skulle afbyde det hele og bagefter kunne de da dele imellem sig. Andersen som købte gården og bygningerne ville naturligvis
helst have haft den nærmest beliggende del ved gården, men da skulle til at dele byttet, ville Mathias Vogelsang beholde koblet Bommerlund af den grund, at det som var nærmere gården var i bedre kraft, og Nikolai Andersen måtte da nøjes med det langt fra liggende Holmkobbel og Lauensbjerg. Mathias Vogelsang kunne gøre det, thi han stod for det hele bud. og således skulle han, den kloge mand, have taget Andersen ved næsen. Dette kan dog ikke være ganske rigtigt; thi M. Vogelsang har kun budt for det som han både købte og beholdt. Dermed har Herredsfoged Unverzagt på Augustenborg gjort bud på Nik. Andersens vegne. Den eneste grund heri er vist alene den at de begge har haft stor lyst til parcellen Bommerlund, og måske før auktionen have søgt at gøre en fælles aftale og overenskomst, muligt, også at de engang have troet siden at kunne gøre bytte. Men da M. Vogelsang nu engang havde budt det af ved auktionen, har han bagefter ikke villet af med det. Han købte da på auktionen de 2 parceller i Koblet Bommerlund, den sydlige del på 23 tdr. land og den nordlige del på 22 tdr. land, respective for en årlig kanon på 136 og 123 rdl. cour., altså i alt for 259 rdl. årl. Kanon. Desuden købte han i Fjordmose: 6 parcel. for 8 rdl. 2 mk, 7 parcel. for 7 rdl. 2 mk, 10 parcel. for 10 rdl. 8 sk, 11 parcel. for 11 rdl. 1 mk, alt sammen årlig kanon. som allerede tidligere bemærket blev også skoven, son regeringen forbeholdt sig ved samme lejlighed lejet ud til græsning på 6 år. Heraf blev Koblet Lilleskov tilslået forpagter Vogelsang på Hjortspring for 40 rdl. Underligt er det, at han ikke købte nogen af bygningerne, da han jo dog trængte til sådanne på den nye ejendom. Hermed gik han kun meget langsomt frem. Gården må i de første år have haft temmelig mangel på bygninger; thi disse er først efterhånden med flere års mellemrum i løbet af en 20 år blevne opførte. Den første bygning på stedet er vistnok kostalden, den må være opført straks. Efter Kobbelet fik gården navn af ”Bommerlund”.
Han køber Solbjerggaard 1771.
Det var hans hensigt, når forpagtningen af Hjortspring var ude og gården skulle blive solgt og udparcelleret, at købe stammen med en større nærmest liggende parcel. 1771 d. 26. aug. kom gården på auktion. Af dens 582 tdr. 5 sk. land, blev 151 tdr. udlagte til indhegnet fredskov, som regeringen forbeholdt sig, og 41 tdr. land anvendt til at forsyne kådnere og inderster med det fornødne land. De øvrige 390 tdr. 5 sk. Land, blev inddelte i 21 parceller af forskellig størrelse, hvoraf den største udgjorde 70 tdr. Den blev ikke solgt på samme måde som Østerholm, der skulle betales en købesum, hvorimod der blev lagt der en bestemt årlig kanon af 2 rdl. 16 sk på hver tønde land. De blev ikke blot som de andre parcellister på Meelsgaard og Østerholm fri for militærtjeneste, for amtsveje og kørsler, men også befriede for alle mølle, kirke og skole kørsler, hvilket ikke var tilfældet med hine andre. Det gik da på auktionsdagen løs på købeskillingen, men havde M. Vogelsang tidligere ved Østerholms salg stået forpagter Nik. Andersen i vejen, så fik han her selv en slem konkurrent. Det var Jørgen Thomsen fra Fynshav der i flere år havde været gartner hos Grev Ahlefelt til Langeland og som nu var kommen til Als, hvor han blev liebhaver og byder
på Hjortsprings stamparcel. Han bød rask på gården tilligemed Vogelsang, så at denne til sidst blev ked af at gå højere, og lod den anden stå for budet, da han tænkte ved sig selv, og ligeledes skal have ytret, at den dreng som ikke kunne noget, ville snart igen komme til at standse fra det hele, og da kunne han altid igen få fat i gården. Men heri forregnede han sig dog; thi Jørgen Thomsen blev kort efter forlovet med Madam Petersens datter fra Nordborg, og fik med konen midler nok til at holde sig ved Hjortspring. Madam Petersen måtte 10 år tidligere fratræde gården forpagtning for Vogelsang, og denne således igen vige fra gården for Madam Petersen og hendes svigersøn, Jørgen Thomsen. Dette forhold glemtes aldrig rigtigt i begge familier, men vedligeholdt bestandig en slags jalousi og mistillid til hverandre, som aldrig ret tabte sig, om end forholdet udvortes var godt og man ved lejlighed plejede omgang med hverandre.
Hvad han købte på auktionen 1771.
Ved denne lejlighed fik Vogelsang altså 10. parcelle beliggende i Koblet ”Sohlberg”, og grænsede imod syd til Sjellerup Mark. Den udgjorde i alt med den deri liggende eng 23 tdr. 7 6/16 sk. 1 R. Hamb. Mål. Herfor betalte han ifølge købekontrakt udstedt, Frederiksberg d. 23. juli 1772, for hver tdr. land a 29 rdl. cour., altså 693 rdl. 40 sk ,og for de her stående træer ifølge taksationen, 383 rdl. 6 sk. i alt 1076 rdl. 46 sk. Ligeledes fik han 12. parcelle, der udgjorde det nordvestlige hjørne af Koblet ”Sohlberg”s ”Soelbjerg” og bestod tilligemed den deri liggende eng af 6 tdr. 7 14/16 sk. 1½ R. Herfor betalte han ifølge købekontrakt fra samme dato for hver tønde, 16 rdl., altså i det hele 111 rdl. 40 sk ,og for træer i samme 2 rdl., i alt 113 rdl. 40 sk. Endnu fik han 5. parcelle, der bestod af en del af ”Hohlkoppel”s ”Hulekoblet” og udgjorde med en deri liggende eng, 13 tdr. 2 11/16 sk 2 R. Herfor betalte han ifølge købekontrakt af samme dato for hver tønde land 22 rdl., altså 293 rdl. 25 sk 6 penning og for det ham på auktionen tilståede kohus, 306 rdl. i alt 599 rdl. 25 sk 6 penning. Desuden købte han 11. parcelle, bestående af den nordlige del af Koblet ”Suhlberg” og udgjorde med en deri liggende eng 31 tdr. 7 6/16 sk. 2 R. land. Herfor betalte han for hver tønde land, 32 rdl., altså i alt 1011 rdl. 33 sk 7 1/5 penning. I denne parcel var træerne takserede til 108 rdl. 8 sk. Endvidere fik han 13. parcelle, der bestod af det nordlige hjørne af Koblet ”Sohlkobbel”s ”Sølkoppel” og udgjorde 12 tdr. 1 8/16 sk. Herfor betalte han for hver tønde land 30 rdl., hvilket for det hele blev 365 rdl. 30 sk, og for træer i samme ifølge taksation 221 rdl.
Vil man samle det hele ………………. da blive …….. følgende:
5. parcelle 13 tdr. 2 11/16 sk. 2 R. 293 rdl. 25 sk 6 penning
10. parcelle 23 ” 7 6/16 ” 1 R. 693 ” 40 ”
for træer i samme 383 ” 6 ”
11. parcelle 31 ” 7 4/16 ” 2 R. 1011 ” 33 ” 7 1/5
for træer i samme 108 ” 8 ”
12. parcelle 6 ” 7 14/16 ” 111 ” 40 ”
for træer i samme 2 ”
13. parcelle 12 ” 1 8/16 ” 365 ” 30 ”
for træer i samme 221 ”
for kohuset 306 ”
I alt 88 tdr. 2 13/16 sk. 6½ R. 3496 rdl. 39 sk 1 1/5 penning.
Sohlberghøj var et sømærke.
I 11. parcel lå den såkaldte ”Sohlberg Høj”, der i areal udgjorde 6 3/16 sk., og var bevokset med en del træer. Denne høj med de derpå stående træer forbeholdt regeringen, da den tjente som et mærke for de søfarende.
Solbjerggaard bygget 1772.
Om vinteren 1771-72 må han have begyndt på bygningen af den nye gård; thi til maj 1772 skulle han jo forlade Hartspring. Den blev anlagt ved foden af den vestlige side af den høje bakke ”Solbjerg”, og derefter gav han sin nye ejendom navn af ”Solbjerggaard”. Den blev bygget af nyt i 4 længder, stuehuset imod syd. Kostalden imod nord var derimod en del af det gamle kohus på Hjortspring, som han havde købt på auktionen. Den anden del af denne bygning blev ført til Bommerlund. Indkørslen til gården skete som endnu igennem en port imod vest. Imod syd og øst for gården anlagde han en smuk, stor og anseelig have og her indenfor blev den ovenfor nævnte bakke ”Solbjerghøj” indlagt. Udenfor haven længere mod syd anlagde han en betydelig træ- eller bomskole og han, såvel som senere hans søn og dennes eftermand, drev en anseelig handel med alle slags frugttræer, hvoraf der endogså sendtes arter til Norge. Gårdens areal inddelte og indhegnede han i 9 kobler eller stykker, og gav dem følgende navne:
1) Solkobbel”. 2) Øster-Symosekobbel”. 3) ”Vester-Symosekobbel”. 4) Høikobbel”.5) ”Havkobbel”. 6) ”Storkekobbel”. 7) ”Kohave”. 8) Blankkær 9) ……... Man led i hans tid, ligesom senere, meget af vildtet i den nærliggende Kongens eller Nørreskov. Hans kone med børn har rimeligvis i nogen tid opholdt sig i hjemmet i Ketting præstegård, indtil de kunne tage den nye bolig i besiddelse.
En del af Bommerlund bygget 1772.
Den anden halvdel af det ved auktionen på Hjortspring købte kohus, blev ført til Bommerlund og her opført, hvilket er den brede bygning imod vest. Det er vel sagtens den først opførte bygning på denne hans anden gård. Når det tidligere er bleven omtalt, at den nuværende kostald på Bommerlund måtte være den ældste bygning, er det vistnok en fejltagelse. Den er måske først langt senere bygget, tilligemed stuehuset, da hans søn blev ejer af gården. I de første 3 år fra 1769 til 1772 har der vist slet ingen bygninger været på Bommerlund. Han har formodentlig i disse år ladet den ligge som græsmark, og lejet dette ud om sommeren, som i ældre tid ofte skete på de større gårde. Efter 1771 er den første bygning her bleven opført, som nævnt, den brede lade mod vest, i hvilken der også foruden de egentlige stalde til kreaturerne, der også har været indrettet en lille beboelses lejlighed i den sydlige ende. Heraf fandtes for få år siden tydelige spor. Her boede hans mor, den gamle Maria Vogelsang, der i en del år holdt hus på gården, og da hun blev ældre opholdt sig hos hende i nogle år hendes søns børn, Matthias og Mette Maria Vogelsang, der i faderens sidste tid overtog bestyrelsen af Bommerlund, og boede da tilligemed den gamle bedstemor, i denne på holstensk vis indrettede bygning. At der ikke har været opført bygninger på Bommerlund før 1772 er af det følgende temmelig afgjort.
Medlem af udskiftningskommissionen for Als - Nørreherred 1770.
At Matthias Vogelsang var en ret anset mand af autoriteterne i sin egn kan ses deraf, at han fra 1770 var medlem af udskiftningskommissionen for Als - Nørreherred.
Strid med N.E. Andersen om en vej 1772.
1772 havde han stridigheder med sin nabo, den tidligere forpagter af Østerholm, Nikolai Ernst Andersen, angående en vej ind over Bommerlunds marker, til denne mands jord i koblet Lauensbjerg. Det kan ikke nægtes, at det var en stor gene for N.E. Andersen når han for at komme til sin jord i Lauensbjerg, var nødt til at køre den lange omvej fra Østerholm, til det krumme led ved Holmkobbel. Blot ved at køre igennem Bommerlund, var han ganske nær sin fra gårdens fraliggende jord. Han følte alt for godt den ulempe, som var opstået derved at Vogelsang havde købt Koblet Bommerlund, der afskar ham aldeles fra den langt større del af sin jord. Ejeren af Bommerlund skulle desuden udlægge, ved sine marker, en vej for parcellisterne i Lauensbjerg, ved hvilken de kunne sættes i forbindelse, med den gamle hovedvej fra Østerholm til Elstrup, for både at kunne komme til kirken, møllen og andetsteds hen. Denne formente Andersen at have ret til at benytte, som ejer af Parcellerne, ”Nørre og sønder Lauensbjerg”, og for lettere at sætte disse marker i forbindelse med stamparcellen på Østerholm, hvor bygningerne lå, skaffede han sig en vej igennem skoven til den over Bommerlund til Lauensbjergs førende vej. Det skete vel ikke sjælden, hvad M. Vogelsang besværer sig over, at når man om sommeren trak med de mange kreaturer fra Østerholm ind over hans jord, da løbe de hyppig ind i hans korn og nedtrådte det, eller når i græs og kornhøsten, såvel som i gødning udkørsels tiden, flere vogne tit mødtes og da vege til siden for hverandre, hvorved hans korn eller græs blev nedtrådt. Desuden var der daglig passage med mælkevognen og andet, så at han aldrig kunne holde fred i sin mark. Tilmed benyttede Andersen også vejen for at komme til Holmkoblet, hvad han slet ingen ret havde til. Derover opstod idelig kævleri og strid, og Vogelsang forbød til sidst Andersen brugen af vejen, hvortil denne mente at have fuld og lovlig ret. N.E. Andersen indgik derfor 1772 med en klage til det Kongelige Rentekammer om at nyde sin formentlige ret. Dette sendte igennem amtet M. Vogelsang, Sagen til Erklæring. Under 5. feb. 1772 sendte han sin gendrivelse og modlevering tilbage til Rentekammeret, hvori han tillige udbad sig at blive beskyttet i sin ret, med hensyn til den ordrette forståelse af § 11, i de specielle konditioner ved gårdens salg. I dette sit andragende gendriver han modpartens påstand således: Vogelsang ved meget godt, at han ifølge specielle salgskonditioner for Østerholm er forpligtet til at udlægge en vej over Bommerlunds marker for parcellisterne i Lauensbjerg, men den uomstødelige betingelse for denne forpligtelse er, at disse parceller blive bebyggede. Klageren N.E. Andersen, som købte de 2 af disse parceller, har imidlertid ikke bebygget dem, men har endnu sin bolig på Østerholm. For stamparcellen på Østerholm, eller en hvilken som helst anden beboer, er han ikke forpligtet til at lade vej lægge hen over sine marker. Hvilken skade det afstedkommer ham, på hans græs med den daglige færdsel over hans marker af mælkekærrer, kørsel af vogne med korn, hø, gødning osv., og den stadige driven med heste, køer og andre kreaturer, det føler han kun alt for vel. På grund af den ulempe, at han ikke efter det udtrykkelige påbud, har bebygget sine tilkøbte parceller, må alt føres frem og tilbage til hans bopæl over fremmed grund. Han er altså alene hensat til at benytte lande- og kirkevejen for lovlig at komme til sin jord også i Lauensbjerg. Men nu vil han ikke blot tilsnige sig en vej til dette sidste, men også derved skaffe sig adgang til den 3. parcel Holmkobbel til hvilket der fra landevejen er åbnet ham adgang, i stedet for at benytte den ham retlig nederste vej, har han derimod selv gjort sig en vej til det konglige Steenkobbel og hans mark. Hvis han beslutter sig til at opslå sin bolig i Lauensbjerg, da skal han slet ikke lægge ham det mindste strå i vejen for hans lovlige ret, men til dette beder jeg Eder underdanigst, at han må afvises med en klage. 1772 d. 13. maj meddelte amtmand kammerherre Baron J.W. Teufel v. Birckensee, indholdet af en resolution fra det konglige Rentekammer ang. denne sag: ” Ifølge salgskonditionerne for Østerholm var køberne forpligtede til inden forløbet af 4 år, at opføre driftsbygninger på de solgte parceller, og at i følge de samme konditioner skulle der udlægges en vej for parcelisterne i Lauensbjerg igennem Bommerlund, vel at mærke fra vesten til østen og ikke lige fra syden til norden, for at komme til kirken, til gården, osv. Da nu disse konditioner må lægges til grund, så kan der ikke formenes N.E. Andersen, når han i øvrigt retter sig nøjagtig efter indholdet af § 11 i oven bemeldte konditioner den frie færdsel igennem koblet Bommerlund, hvilket endmere fremgår af en fra det tyske kammer til amtshuset under 21. dec. 1771 affattet skrivelse, hvis indhold må være vedkommende bekendt. Ifølge dette er det altså ikke nødvendigt at N.E. Andersen får vej igennem den kongelige skov hvorpå det høje kammer slet ikke vil gå ind. Og endelig har M. Vogelsang selv overensstemmende med hine konditioner, så hurtig som muligt, at forsyne sine parceller med bygninger, så meget mere som den anordning som ifølge frist på 4 år er udløbet ved dette år”. Sønderborg Amthus d. 13. maj 1772. J.W. Teuffel v. Birckensee. Ifølge dette må der vist altså først være bleven anlagt en formelig vej hen over Bommerlunds marker, som Andersen har fået ret til at benytte, ligesom man heraf mener der først efter denne tid vil være blevet opført bygninger på Bommerlund.
Han får det lille rum 1775.
1775 hvervede han i forening med N.E. Andersen 1 stykke af skoven i det såkaldte lille rum, der skar sig ind imellem stamparcellen og Bommerlund. De fik det til fuld ejendom og skulle dele det lige imellem sig. Hvorledes de imidlertid har delt det indbyrdes kan ikke forstås; thi M. Vogelsang har åbenbart fået broderparten. Andersen tog den østlige del, han den vestlige, den nuværende frugthave på Bommerlund udgør en del af dette rum. Det havde været fornuftigt, om Andersen ved denne lejlighed havde betinget sig en vej fra stamparcellen til den nye vej over Bommerlunds mark, da havde han måske forebygget senere strid ang. samme sag.
Huslærere nævnes 1778.
Vogelsangs børn voksede efterhånden til og for deres undervisnings skyld holdt han huslærere til dem. Iblandt sådanne kunne nævnes hr Peter Klincker, der anno 1778 var skolemester hos hr Vogelsang. I øvrigt vides intet om ham, muligt, at han er den hr Klincker, der senere boede i Svenstrup, med hvem hr Frost … havde mange ubehageligheder.
Kanon for Østerholms parcellister udsættes og en købesum udredes 1782.
Da Østerholms parcellister som bekendt havde købt deres ejendomme uden købesum, imod at give den højst mulige kanon, indså de meget vel, at dette med tiden ville blive en meget trykkende byrde på deres ejendomme. Derfor indgår de til sidst med et andragende til regeringen om, at de i lighed med Hjortspring og Nordborgs parcellister, måtte udrede en bestemt købesum, og derefter få kanon nedsat. Regeringen gik 1782 med på deres andragende. I henhold hertil kom Matthias Vogelsang til at udrede en købesum for de 2 Bommerlunds parceller på 834 rdl. 24.. cour., tilligemed renterne af denne sum, hvorimod hans årl. kanon blev nedsat til 7 mk pr. tdr. land. Dette fremgår af en skrivelse fra det kongelige Rentekammer d. 5. nov. 1782. Han har iagttaget den forsigtighed at lade dette påligne sit købebrev. Fra nytår 1783 skulle den nye skattesætning følges.
Han får det store rum 1783.
M. Vogelsang havde fået en del af ”det lille rum”, det varede ikke længe førend han også kastede sine øjne på ”det store rum”. Dette skovstykke lå imod øst og nord, tværs for ”det lille rum” og dannede ligesom dette et fremspringende hjørne af skoven, der fik en mere lige grænse, når disse stykker blev fraskårne. Det store rum lå jo også lige tæt ved Bommerlund, det er den mark som nu tilhører Jørgen Bützov på Østerholm, og som på de 3 sider begrænses mod vest af Bommerlunds mark mod nord af skoven, og mod øst af Østerholms store Slotsgrav, imod syd grænser den til det såkaldte lille rum. I slutningen af 1782 eller begyndelsen af 1783 indgik Vogelsang med et andragende til regeringen om at få dette stykke af den kongelige. skov, under det foregivende at han ville benytte det til en træ eller bomskole. Regeringen gav dertil sit samtykke 1783 d. 13. jan., og i juli måned 1783 blev der på Nordborg oprettet en købekontrakt af Justitsråd Ambders, hvilken blev stadfæstet af regeringen samme år d. 10. nov. Stykket kaldes heri en del af skovkoblet ”Lillschau”, var i quant. 5 tdr. 3 sk., og i qualit. 4 tdr. 2 6/16 sk.Det blev overdraget ham til fri ejendom, imod at han årlig skulle svare i kanon heraf 17 rdl. 9 sk. Dog skulle han de første 4 år blot yde i årl. kanon 12 rdl. 9 sk, og de følgende 4 år 14 rdl. 33 sk, men siden yde efter de 8 års forløb den fulde afgift. Dog forbeholdt kongen sig de derpå stående træer, som efterhånden skulle skaffes bort. Ligesom for det øvrige parcelland, således blev der også forundt besidderne af dette stykke land, frihed for militærtjeneste.
Strid med N.E. Andersen ang. Vejen forbi Bommerlund 1783.
I flere år benyttede N.E. Andersen, for at komme bekvemmere til sin jord, vejen igennem den del af rummet forbi Vogelsangs hus Bommerlund, og skulle herfor oprindelig betale ham årlig 10 rdl., men slap med årlig at betale 6 rdl.. Imidlertid opkom der atter strid mellem dem angående denne vej 1783. Da Andersen selv dengang var forpagter på Gammelgaard, har der vel mere af og til været splid mellem Vogelsang og Andersens svoger J. Christensen Juhler, som dengang havde stamparcellen og den øvrige ejendom af Andersen i forpagtning. Andersen indgik 1783 d. 14. maj. dat. Gammelgaard med en klage til Hr. Major Bruyn, der var formand for den kongelige Slesvigsk Holstenske Land- Kommission og besværede sig deri over, ”at han i 10 år på en ubillig måde, årlig har måttet betale M. Vogelsang 6 rdl. for vejen over hans land til sit eget land i Nørrelauensbjerg”. Dette er ikke nok, men ved enhver lejlighed finder Vogelsang anledning til strid, og har endogså truet med at spærre vejen for ham. Han håber at enhver parcellist må få fri og uhindret fart til sin jord. Under 14. juni 1783 besvarer M. Vogelsang i det væsenlige denne klage således: ”Først begyndte han ligesom tidligere at henvise til § 11 i de specielle salgskonditioner for Østerholm, hvor han var forpligtet til at lægge en vej over sin jord i Bommerlund for de i Lauensbjerg beboede steder. Denne jord havde imidlertid klageren N.E. Andersen købt på auktion, uden dog at have bebygget disse parceller. Han behøvede altså ikke herfra at bringe korn til møllen; thi der boede ingen familie i Lauensbjerg. Der er heller ingen gård der, til og fra hvilken han var nødt til at køre; thi disse parceller er ganske ubeboede. Efter det klare indhold af salgskonditioner er han altså ikke forpligtet til at tåle at klageren som ejer af Østerholms stamparcel lader sit kvæg drive frem og tilbage over sin parcel Bommerlund, eller lader sin gødning køre fra Østerholm ud på sin jord i Lauensbjerg, og ligeledes benytter den samme færdsel i græs og kornhøstens tid. For beboerne af Lauensbjerg skal M. Vogelsang holde vej, men ingenlunde for ejeren af Østerholms stamparcel. Således betragtede også i 1772 det tyske Kammer denne sag, når der i dette svar læses: ”dass die Parcellen nach den Conditionen mit wirtschaftlichen Gebäuden besetzt werden sollen und dass nach .. diesen Conditionen dem jetziger Supplicanten die flege Fahrt durch die Koppel Bommerlund. NB: ............. nach dem Inhalt des § 11 des Conditionen richtet, nicht benommen werden könne. Klageren behøver altså blot at lade Lauensbjerg bebygge, så kan og skal han efter konditionerne ikke formene ham fri fart over sit land. Han kunne dengang heller ikke gøre nogen indvendig imod en afgørelse af det kongelige tyske Kammer og søgte derfor ved privat overenskomst at opnå, hvad han ikke kunne opnå ad rettens vej. Derfor var de blevet enige om en årlig betaling af 10 rdl., hvoraf Vogelsang dog siden afkortede ham 4 rdl. Men denne overenskomst, som klageren ikke kan nægte var tilstrækkeligt at han ikke kan påstå vejen som en ret, men alene er ham indrømmet som en villighed. Derfor er det jo højst urimeligt at han nu uden erstatning vil forlænge fri benyttelse af denne vej. På samme måde forlanges heri fri fart over Vogelsangs del af det såkaldte lille rum, uden at der i mindste måde ved dettes erhvervelse 1775 er bleven ham pålagt en sådan forpligtelse. Derfor beder han om at afvise ham med sin … fordring og klage. 1783 d. 11. okt. påkendte den kongelige Slesvigsk -Holstenske Land kommission sagen til fordel for M. Vogelsang, ”at så længe N.E. Andersen ikke havde bebygget sine parceller i Lauensbjerg, havde han ikke ret til at have fri færdsel over Bommerlund, men var alene henvist til mindelig overenskomst med Vogelsang”. I denne strid havde Vogelsang unægtelig ret, og man sporer også hans klogskab og klare blik ved denne lejlighed; thi har han end ikke selv skrevet sine modforestillinger, så har han dog forstået at sætte sin advokat klart ind i sagen. Man lærer for resten heraf at der just ikke har hersket den bedste forståelse mellem ham og Nik. E. Andersen; det er vidst et gammelt nag fra salget af Østerholm, da Vogelsang ved at afbyde Bommerlund, lagde sig tværs for N. Andersen og skille stamparcellen fra den anden jord, som han købte på auktionen. Jordens ubekvemme og afsides beliggenhed føltes nu dobbelt under disse evindelige stridigheder. Når Vogelsang for resten idelig slår på at Andersen ikke har bebygget Lauensbjerg, kunne denne godt have betalt ham samme mønt tilbage. Thi Vogelsang havde ligeså lidt bebygget sine 4 parceller i Fjordmose.
Hans kone døde 1784.
1784 d. 9. dec. døde hans hustru Margaretha With på Solbjerggaard, 43 år gl. hun blev begravet d. 16. dec. på Svenstrup kirkegård.
Hans forlovelse 1785-86.
Et års tid efter forlovede han sig igen med Jomfru Wibeke Charlotte Tostrup, en datter af provsten Matthias Tostrup i Svenstrup, der var død året forud 1784 d. 7. juli. Hun opholdt sig hjemme hos sin mor Madam Petronelle Testrup, f. Øegaard i Svenstrup kapellani eller enkesæde. Der blev imidlertid ikke noget af dette ægteskab, da bruden døde forinden brylluppet. Flere familier fra Nordborg og landet, deriblandt Provst Fangels fra Nordborg og Vogelsangs fra Solbjerggaard gjorde i forening en lysttur til det smukke Frydendal. Da man kørte hjem om aftenen, væltede Provst Fangels vogn ved at køre ned ad den høje bakke fra Frydendal til vejen fra Østerholm til Helved. Ved denne lejlighed blev ovennævnte Jomfru W. Ch. Testrup tilligemed en søster af provst Fangel på Nordborg, Jomfru Anna Fangel slem forslåede. Navnlig blev Jomfru Testrup slem forslået for brystet. Dette slemme stød havde til følge, at begge de unge piger, skrantede og nogen tid efter døde.
Hans brud døde 1786.
Vibeke Charlotte Tostrup af Svenstrup begravedes i en alder af 32 år. Da hun stod lig, så drengen Jørgen Knudsen hende. Hun lå pyntet som brud i sin kiste. Vognen væltede ved at der lå nogle sten temmelig langt ude på vejen.
Han interesserede sig for stutteriet 1789.
M. Vogelsang havde som så mange andre på den tid, megen interesse for at holde stutteri. Derved forbedredes hesteavlen meget på Als.
Besætning på Solbjerggaard 1789.
Af skiftebrevet efter hans død ses det, at der på Solbjerggaard fandtes en besætning af følgende heste:
1) en seksårig brun hingst, til en pris af 70 rdl. 2) en 16 årig hingst, 10 rdl. 3) en mørkebrun hingst på 1 år, 13 rdl.
4) en lysebrun hingst, 30 rdl. 5) en lysebrun hingst med 2 hvide bagfødder, 24 rdl. 6) en grå hoppe på 1 år, 14 rdl.
7) en gammel brun hoppe, 30 rdl. 8) en brun hoppe, 3 år gl. 47 rdl. 9) en skimlet hoppe, 12 år gl., 28 rdl.
10) en brun hingst, 9 år gl., 36 rdl. 11) en brun hingst, 5 år gl., 62 rdl. 12) en gammel sort hingst, 28 rdl.
Desuden fandtes her på denne gård: 1 tyr, 26 køer, 4 kvier, og 6 kalve. De fleste var sorte og gråbrogede, nogle hvide, sorte og grå, foruden 1 …. De førte følgende navne: ”Viol”, ”Smukkedirn”, ”Bliskalv”, ”Ryge”, ”blå Due.”, ”Sille”, ”Pivis”, ”Hvitkop”, ”Hvidkalv”, ”Hoppe til Treds”, ”den unge hvide”, ”Mælkekjer”, ”Korporal”, ”Jomfru”, ”Kattun”, ”Gallfurie”, ”Skovrider”, ”Nilken”.
Besætning på Bommerlund 1789.
På Bommerlund fandtes:
1) en sort hoppe, 9 år gl., 27 rdl. 2) en brun vallak, 14 rdl. 3) en gammel brun vallak, 14 rdl. 4) en brun hoppe, 20 rdl. 5) en blind hoppe, 12 rdl. 6) en gammel sort hoppe, 22 rdl. 7) en hoppe med føl, 36 rdl. Desuden fandtes her en besætning af 1 tyr, 16 køer, 3 kvier, 2 kalve, 17 gamle og 19 unge får og 3 svin. Køerne var også her mest sorte, sorte og hvidbrogede, kun en enkelt rød og rødbroget.
Hans død 1790.
1790 d. 14. maj blev Hr. Matthias Vogelsang på Solbjerggaard begravet i en alder af 58 år. han var en lille korpulent mand, og så ud til at have været en smuk mand i sine yngre år. endnu dengang var han en smuk mand, med et klogt og bestemt ansigt.
Børn:
i. Johan Jacob Vogelsang, født 0 nov 1760 i Gammelgaard, døbt 3 nov 1760 i Asserballe, ref: WO1614, død 26 nov 1760 i Gammelgaard.
ii. Mette Marie Vogelsang, født 27 aug 1762, ref: WP1614, død 1762, beg. 17 sep 1762 i Svenstrup.
iii. tvilling, født 0 aug 1762, ref: WQ1614, død 0 aug 1762.
iv. Martin Vogelsang født 1763. Han fik gården.
v. Johan Christian Vogelsang, født 1765, døbt 4 mar 1765 i Svenstrup, ref: WS1614, død 16 nov 1821 i Trondhjem.
vi. Mette Marie Vogelsang født 4 feb 1767. Se Nordborg præstegård.
vii. Mathias Pedersen Vogelsang født nov 1768. Se Bommerlund under Østerholm parcellerne.
viii. Anne Margrethe Vogelsang, født 1770, døbt 4 okt 1770 i Svenstrup, ref: WV1614, død 1770 i Hjortspring.
ix. Petronelle Vogelsang, født 1771, døbt 17 dec 1771 i Svenstrup, ref: WW1614, død 1773.
x. Anne Charlotte Louise Vogelsang, født 1774, døbt 28 jan 1774 i Svenstrup, ref: WX1614, død 1774 i Solbjerggaard.
xi. Anne Margrethe Vogelsang født 9 dec 1778. Se Svenstrup præstegaard.
2. Martin Vogelsang, født 1763, døbt 25 aug 1763 i Svenstrup, ref: SV1454. Gift 29 okt 1790 i Nordborg, Anne Caroline Charlotte Amalie Drescher, født 5 sep 1772 i Norborg, (datter af Christian Gottfried Drescher og Marie Cathrine Cretschmer) døbt 11 sep 1772 i Nordborg, ref: WC1454, død 14 dec 1858 i Solbjerggaard. Martin død 2 okt 1839 i Solbjerggaard. Chr Knudsens F II og III: Martin Vogelsang af Solbjerggaard 1790-18.
Martin Vogelsang er således den anden ejer af Solbjerggaard. Han blev født på gården Hjortspring, hvor hans far dengang var forpagter, og fik i dåben 12. søndag efter trin., navnet Martin efter sin morfar, Hr. Provst Martin Reenberg With i Ketting, der holdt ham over dåben. På Hartspring tilbragte han sin første barndom, indtil han i en alder af 9 år 1772, flyttede med sine forældre til det nybyggede Solbjerggaard, hvilken parcelle hans far 1771 havde købt ved gården Hjortsprings nedlæggelse og udparcellering. Han blev undervist i hjemmet af huslærere, som hans far holdt for sine børns undervisning, således var i nogle år Peter Klincker huslærer på Solbjerggaard for ham og hans yngre søskende. Siden gik han i Sønderborg skole, hvor han nød undervisning af sin grandonkel, den gamle rektor Elieser Phundel og kom derefter i gartnerlære hos gartner Johan Christoffer Kraft på Augustenborg. Hans
lærebrev fandtes endnu 1858 på Solbjerggaard. Ved faderens død 1790 tiltrådte han Solbjerggaard, i hvilken anledning der blev holdt skifte på Solbjerggaard 1790 d. 3. aug. og på Bommerlund d. 5. aug. Han fik gården med besætning og inventar. Af de ham ifølge taksation tilståede genstande kunne mærkes:
Skiftet på gården 1790.
1). Våningshuset med hosliggende bygninger samt kærne og grubemølle, vurderes til 1250 rdl 2). Frugthaven med træskole, 282 rdl. 3). en lille kobber destillerekedel med hjelm og kjøltønde 2 rdl. 40 sk. 4).en grønmalet beslået kørevogn med tilbehør, 16 rdl. 6).en gammel forslidt trævogn, 32 sk. 7). en gammel slæde, 2 rdl. 8). 3 plove med tilbehør, 3 rdl., 2 harver med jerntænder, 1 rdl. 32 sk. 10). Heste: en brun hingst på 6 år, 70 rdl., en anden hingst på 16 år, 10 rdl., en lys brun hingst med hvide bagfødder, 24 rdl., en grå hoppe på 1 år, 14 rdl., en gammel
hoppe, 30 rdl., en brun hoppe på 3 år, 25 rdl., en skimlet hoppe på 12 år, 28 rdl., en gammel sort hingst, 28 rdl., en brun vallak, 14 rdl., en gammel sort hoppe, 12 rdl., de 2 sidste på Bommerlund. 11). Køer: 1 tyr og 26 køer for 245 rdl. De variere fra 3-4-5-6-7-8-9-10-11-12 og 13 rdl. 3 kvier, 16 rdl., 2 kvier på 1 år, 4 rdl., 6 kalve , 6 rdl. 12). 3
store svin, 22 rdl., 2 drægtige søer og 1 ung so, 13 rdl., 6 grise, 8 rdl. Af de takserede træer ses det, at der endnu har vokset en del træer, både af eg, bøg, el, ask m.m. i koblerne: "Blankjær", "Sumoes-ager", "Sølkobbel", "Havrekobbel", "Højkobbel" og navnligen i "Kohave". Fortegnelsen er underskrevet af tingskriver Gros, Martin Vogelsang, Matthias Vogelsang, Hr. Fangel og Jørgen Petersen With.
Hans karakter.
Martin Vogelsang besad vel ikke sin fars forstand og klogskab; men han var en sjælden ærlig og oprigtig brav og retsindig mand. Dette skudsmål havde han hos alle, der kendte ham. Derfor nød han også almindelig agtelse og kærlighed, uagtet han ikke gjorde sig meget gældende i livet, men helst holdt sig stille og beskeden tilbage.
Hans stutteri.
Ligesom sin far interesserede han sig meget for stutteriet, han holdt altid i sin tid flere hingste til bedækning, hvilket gav anledning til, at der jævnlig kom folk til Solbjerggaard. Det var en god hesterace, og betalingen var heller ikke ubillig. Det forblev ikke uden indflydelse på hesteavlens forædling i Nørreherred, hvor der til en tid fandtes mange
gode heste, og var en god indflydelse for beboerne, førend mejeriet i nyere tid lidt efter lidt er kommen i gang. Der blev i tidligere tid solgt mange flere heste i Nørreherred end i Sønderherred, og på de fleste gårde holdtes i reglen et eller to følhopper. Solbjerggaard havde således stor fortjeneste af hesteavlens forbedring i Nørreherred.
Hans træskole.
I 3 år, fra 1779 d. 20. marts indtil 1782 d. 20. marts, havde han lært gartneriet hos Hofgartner Joh. Christoffer Kraft på Augustenborg, hvilket hans lærebrev udviser. Det opbevares endnu på Solbjerggaard, er omvunden med et blåt silkebånd og i en lille kapsel bevares Krafts segl. Uden på læses: "Lehrbrief für Martin Vogelsang". Da han således selv havde lært gartneriet, var det naturligt, at han bevarede stadig interesse for den Træ og Planteskole, som allerede i hans faders tid var anlagt ved gården. Også i hans tid var Solbjerggaards træskole bekendt i en videre omkreds, og derfor drev han en ikke ubetydelig handel med frugttræer af alle slags og afsatte denne vare, ikke blot til Folk i den nærmeste omegn, men der sendtes også stadig en del træer til Fyn, Sjælland og det øvrige Danmark. Der fandtes derfor gerne på Solbjerggaard megen og god frugt af alle slags, både af kirsebær, blommer, pærer og æbler. Var det et rigt år med frugt, tog man ikke så lidt ind ved denne erhvervskilde. Der solgtes da mange tønder æbler, desuden tørrede eller stødte man en stor del til most, på hvilken måde de også gik i handelen.
Hans landvæsen.
Som landmand stod Martin Vogelsang vel ikke over sin tid, men han fulgte dog jævnt med tiden og var en påpassende og sparsommelig mand. Alt stod dengang omtrent stille og der var intet opsving at spore på landet i
nogen retning. Handel og omsætning var kun ringe og ubetydelig. Priserne på korn, kvæg og landets fleste produkter var usle og lave, der fulgte en del dårlige år, da avlingen var simpel og slet, og skatterne blev
trykkende og følelige. Derfor sad han til en tid temmelig svært i det, og omstændighederne var i den dårlige og pengeknappe tid, ikke de bedste på Solbjerggaard. Dog hjalp man sig igennem ved sparsommelighed og påpassenhed, og hvad der hjalp noget, var at den ældste søn giftede sig med en kone, hvis penge blev satte i gården. Efterhånden kom der en bedre tid, og alt gik da jævnt fremad. Tilstanden var i de tider ikke stort bedre på de andre lignende gårde, Hartspring og Lysholm, dog havde man vel her lidt mere gammel kapital at støtte sig til; thi af gårdens indkomster kunne familien Thomsen og Knudsen dengang i den dårlige tid ikke leve, de levede for størstedelen af deres kapital og renter. De forbedringer som Martin Vogelsang i sin tid indførte i avlsbruget,
indskrænkede sig som overalt på andre gårde, for det meste til grøftning, mergling og brak.
Fortræd af vildt.
Stor fortræd og skade led man her på Solbjerggaard, som overalt i de til den store skov grænsende egne, af den masse vildt, som uhindret og frit passere ind over kornmarkerne og nedtræde sæden, uden at man havde lov
til at tage sine forholdsregler derimod. Store flokke af disse dyr trak ofte ind over en kornmark, og når man senere kom for at høste var sæden ikke blot fortæret, men var i høj grad nedtrådt og speget. Det nyttede kun lidt, at der blev klaget derover; thi klagerne blev ikke hørte. Hertugen af Augustenborg tog intet hensyn til dem. Denne mand havde i mange år først haft jagten i Nørreherred forpagtet af den kongl. regering, men fik den siden overdraget som en ret, imod at han gav afkald på sin toldfrihed. Han holdt vel en mængde jægere rundt omkring på landet, men disse gjorde intet. Vildtet blev fredet i en alt for stor grad og formerede sig for hvert år. Alle beboernes klager, hverken til hans høje Durchlauchtighed, til regeringen eller stænderne frugtede det allermindste. Alt forblev ved det gamle. Dette uvæsen fremkaldte megen bitterhed imod ham og bidrog vel også til, at familien på Solbjerggaard
altid nærede et dansk sindelag. Den fortræd vildtet idelig forårsagede gik den gamle Vogelsang nær til hjerte; det kunne mærkes deraf, at han idelig talte om denne sag.
Strid angående Fjordmose.
Solbjerggaard havde også fra faderens tid part i den store eng "Fjordmose", som havde tidligere ligget til gården Østerholm. Østerholms parcellister lagde familien på Solbjerggaard mange hindringer og bryderier i vejen, navnlig gjaldt striden benyttelsen af en vej. Høet blev tit atter speget og spredt, når det var sat i stak, og på anden
måde blev der tit udvist kådhed og råhed. Det ærgrede især familien på Solbjerggaard meget, at dens slægtning Fritz Vogelsang på Østerholm ofte var en af de værste iblandt urostifterne.
Deres ægteskab.
Skønt det vel fra først af havde været Jomfru Caroline Drescher noget imod at tage imod Martin Vogelsangs hånd, så hørte man siden dog aldrig andet, end at alt gik godt, og at de levede i et kærligt og lykkeligt ægteskab med hverandre. De havde tilsammen 4 børn, 3 sønner og 1 datter. De måtte friste den tunge skæbne og føle den bitre sorg, at de 3 af dem døde i en voksen alder, og at kun den ene søn, som vat bosat i Norge, overlevede dem begge. Navnlig var det et smerteligt tab, da deres eneste datter, Marie Margaretha døde 1819, 28 år gl., og endnu hårdere var det slag som ramte dem, da deres ældste søn, Matthias gik bort 1833, 40 år gl. Sorgen var så meget smerteligere som han efterlod en ung enke med 2 små børn, der fremdeles vedblev at leve på gården hos de gamle.
Martin Vogelsang døde 1839.
1839 d. 2. okt., døde parcellist Martin Vogelsang på Solbjerggaard, 76 år gl. Han var født 1763 og døbt 12. søndag efter trin. Skønt hans enke dengang var 67 år og altså temmelig gammel, vedblev hun dog at sidde for gårdens bestyrelse, vel nærmest for engang i tiden at kunne føre den på sin sønnesøn, den unge Martin Vogelsang, der endnu kun var 9 år gl.
Anne: Chr Knudsens F III 3: Jomfru Caroline Drescher 1772-90 og hendes forældre.
Jomfru Anna Caroline Charlotte Amalie Drescher var født 1772 d. 5. sept. på Nordborg gamle slot. Hendes far Hr. Christian Gotfred Drescher var fra Schlesien i Tyskland, men var kommen her ind i landet, ved at træde
i tjeneste hos det hertugelige Lyksborgske hus i Angel. Han var meget skattet af dette hof for sin lange og tro tjeneste, navnlig var han meget yndet af den ædle Hertuginde Henriette Augusta, en fyrstinde der vandt alles hjerter ved sin mildhed og godhed. Denne dame var en datter af Grev Simon Henrich Adolf til Lippe Detmold, og var fra 1745-67 formælet med Hertug Frederik til Glücksborg. Da hendes gemal døde 1766 d. 10. nov., købte Enkehertuginde Henriette Augusta 1767 Nordborg slot, der nogle år i forvejen var overgået i privat eje, af købmand Hans Bugislaus Carstens i Sønderborg for 7000 rdl., og flyttede hertil 1768 d. 17. maj, på hvilket sted hun henlevede sine sidste dage, indtil sin død 1777 d. 5. aug. Hendes lig blev ført tilbage til Glücksborg og her
bisat d. 30. aug. Hr. Christian Gotfred Drescher, der var Hertugindens Hofintendant og havde titel af Cancelliråd, fulgte med sin familie, hende hertil Nordborg og havde bolig på slottet. Dreschers hustru, født Kretschmer, var en datter af en voldmester Kretschmer i København, der i øvrigt var en svensker af fødsel. Jomfru Kretschmer havde først i den del år været kammerjomfru hos bemeldte Hertuginde Henriette Augusta på Glücksborg slot, hvor hun blev bekendt og gift med Drescher, og blev så efter sit giftermål oldfrue. Hun havde iblandt andet et par søstre, 2
gamle jomfruer Kretschmer, der i slutningen af forrige og begyndelsen af dette årh. opholdt sig i og ved Nordborg. den ene var i en del år i huset hos præsteenken Mad. Riisbrich i Oksbølle, og den anden var først en del år på Sjælland, vendte derfra atter tilbage til Nordborg og opholdt sig her hos en gammel Mad. Thaisen, der boede i et hus på den store gade. Hendes bedstefar. C.G. Dreschers far levede endnu i Schlesien, efter at familien var flyttet til Nordborg. Han var velhavende og sendte dem af og til en del gode foræringer. Iblandt andet sendte han dem engang en mængde gardiner, hvoraf begge hans sønnedøtre kunne have nok, til engang i tiden at pryde deres bopæle, når de blev gifte. Han lod en gammel tro karl ved navn Georg, som han havde i sin tjeneste, køre det herned på en trillebør, for bedre at slippe igennem toldstederne. Han slap også lykkelig igennem overalt, indtil han nåede til Sønderborg. Her blev han anholdt og alt tøjet konfiskeret, indtil vedkommende indløste det.
Hendes barndom 1772-79.
Hertuginden satte megen pris på denne familie, såvel Drescher som hans kone var meget betroet. Hun lod ofte børnene kalde op til sig, nemlig holdt hun meget af den ældste datter, der var født 1768 og opkaldt efter hende, med navnet Henriette Augusta. Hun var et meget smukt barn, og derfor lod Hertuginden hende i en alder af 4 år male, hvilket portræt endnu findes i fru Pastorinde Bernths eje på Kegnæs. Den lille Caroline, der var nogle år yngre, kom også ofte med op til den gode Fyrstinde, der jævnlig udstyrede dem med klæder og andre smukke foræringer. Ved Nordborg Ladegaards udparcellering købte Hr. Drescher 1772 en større parcelle på omtrent 48 tdr. land, koblet "Ruglykken", men havde endnu ikke fået den bebygget, da han døde. Da der for Hertuginden døde 1778,
købte enkemad. Drescher ved offentlig auktion Nordborg slot, tilligemeden tilhørende parcel i "Søvang" for 2525 rdl. Året efter 1779 solgte hun imidlertid atter slottet og en parcelle på 12 tdr. land i "Søvang" for 3100 rdl., til skibsbygmester Jørgen Lorentzen af Sønderborg. Denne mand lod den øverste etage og den ene fløj af slottet nedbryde, hvilket Cancellirådinde Drescher havde forbeholdt sig og af dette materiale opførte hun sig selv en bolig, ikke langt fra præstegården i sin jord i Ruglykken, hvilket sted hun gav navnet "Tuntoftgaard", således kaldet
efter en gammel by, som her havde ligget i gamle dage. Den aften da handelen på slottet blev afsluttet med skibstømmermester Jørgen Lorentzen, blev længe efter mindet i familien. Thi da smøg denne mand så stærkt på sin kridtpibe at Mad. Dreschers kanariefugl morgenen derefter lå kvalt i sit bur.
Hendes ungdom 1785-90.
Fra 1779 henlevede således Caroline Drescher sin øvrige barndom og ungdom på stedet "Tuntoftgaard" ved Nordborg. 1785 blev hun konfirmeret af stedets præst Hr. Provst Holger Fangel. Iblandt andre der konfirmeredes tilligemed hende kunne nævnes, Charlotte Juliane Thomsen, en datter af den rige købmand Jes Thomsen på Nordborg, og dennes kusine af samme navn, Charlotte Juliane Thomsen, en datter af stamparcellist Jørgen Thomsen til Hartspring. Provst Fangel var kurator for Mad. Drescher og hendes 2 unge døtre, og han vågede meget strengt over de unge piger, så meget mere som hans halvfjantede søster Sophie Elisabeth Fangel, siden mere bekendt under navnet "tante Juhlers", som jomfru i hans hus, straks gjorde ham bekendt med alt, hvad der passerede og gav ham underretning om ethvert menneske, som gik ud og ind hos dem. De unge piger gik af og til over og benyttede rullen i præstegården, dengang var et sådant møbel temmelig sjælden. Jomfru Sophie Elisabeth Fangel passede dem da gerne op og fyldte dem med en del drillerier. Rygtet var dengang kommen til Nordborg, at en Husar-Capitain Riegels, der på grund af en benskade havde fået sin afsked af militær etaten, var bleven udnævnt til husfoged over Nordborg amt. Den gamle Jomfru Fangel kom da ved en sådan lejlighed straks farende ud til dem i rullestuen, for at fortælle dem nyheden og begyndte at drille dem med ham, da han var ugift. Men de gav hende samme mønt tilbage og syntes, at han passede langt bedre for hende. Hun påstod dog, at han måtte være den rette mand for en af de unge piger, skønt de rigtignok ikke havde penge, hvad hun havde, navnlig stiklede hun på den ældste af dem, Henriette Augusta, idet hun tilføjede: " er han lam, er han stram, hæ han peng, komme han nok frem". Hendes ord gik da også i opfyldelse, hvad hun vel ikke selv havde ventet; thi få år efter blev Jomfru Henriette Augusta Drescher, g. m. husfoged kapitain Hans Riegels og ved ham siden mor til en bekendt
slægt, der stammer fra Als. Ligesom søsteren var Jomfru Caroline Drescher også en meget smuk pige, og hun blev snart hemmelig forlovet med sekretær Taulov hos Amtmand Pechlin på Nordborg. Han var et højt, ungt og smukt menneske og blev siden først amtsforvalter i Holsteen, senere amtsforvalter i Aabenraa, hvor han døde. Imidlertid kom Martin Vogelsang fra Solbjerggaard og anholdt om hendes hånd, da han ikke vidste af hin hemmelige forlovelse. Da han boede i nærheden og havde en smuk ejendom, anstod dette parti bedre hendes moder og øvrige familie. De overtalte hende til at sige "Ja"; men der skal dog have været et slemt hus, inden hun bekvemmede sig til at gøre dette skridt. Hendes forlovelse blev da offentlig deklareret med Martin Vogelsang. Til samme
tid blev også Provst Fangel forlovet med Martin Vogelsangs søster, Jomfru Mette Marie Vogelsang, og provstens søster, Sophie Elisabeth Fangel forlovet med Hans Christensen Juhler, der tidligere havde været tjener hos Amtmand Baron Teufel v. Pirckensee, og nu havde købt sig en bondegård i Dynneved. Men Caroline Drescher gjaldt dog dengang, ligesom Jomfru Maria Elisabeth Thomsen af Augustenborg, der først var gift m. Knud Knudsen af Ketting, og siden med Matthias Vogelsang på Bommerlund, for den skjønneste brud på Als til denne tid. I slutningen af året 1790, stod deres bryllup på Nordborg. Hr. Taulov var dog også med til det, skønt han nu var gået glip af bruden. Fik Martin Vogelsang vel just ikke så megen kapital med sin unge kone, så fik han derimod et meget godt udstyr.
Hendes hus.
Mad. Vogelsang havde en god forstand, hun var ikke blot klog, men også meget beleven og underholdende. Hun holdt alt i en god og smuk orden, var tillige både en fornuftig og dygtig, virksom og sparsommelig kone i
sit hus. Det var altid så hyggeligt at komme på Solbjerggaard, og hertil bidrog hun mest da hun var sjælen i det hele. Det var et meget gæstfrit hus, der kom derfor jævnlig fremmede, især om sommeren i kirsebærtiden, og til gengæld besøgte de da igen ved lejlighed deres venner. Dog blev den hele omgang og anretning i huset altid holdt indenfor fornuftige grænser. Ligesom hun selv var meget tarvelig og sparsommelig i sin påklædning, således blev der heller ikke som så mange andre steder, her i huset bakket svært op med en del fine retter; men alt, hvad der blev budt var godt og vel tillavet. Hertil kom, at møbler og alt andet bohave i huset beholdt sit gode gammeldags præg, det passede så godt til dets beboere, der bevarede deres jævne, ærlige, trofaste væsen, der var frit for alt den nyere tids ofte lette tone. Orden herskede alle vegne, haven gjorde et venligt indtryk, og mennesker de satte pris på, blev til enhver tid modtagne med megen gæstfrihed og glæde, så at det var hyggeligt og venligt at komme der. Deres omgangskreds bestod mest af familien: i ældre tid Provst Fangels på Nordborg, familien Riegels og Drescher, ligeledes på Nordborg, Vogelsangs på Bommerlund og Provst Ebbesens i Svenstrup, samt Thomsens på Hartspring, foruden andre enkelte forpagter familier og købmands familier i Sønderborg; i senere tid:
Pastor Knudsens i Hagenbjerg, Provst Fangels i Oksbølle og Knudsens på Lysholm, foruden andre familier i Sønderborg og Nordborg. Med de forskellige skovriderfamilier på det nærliggende Nygaard, plejede de for
det meste godt naboskab. Her var fra 1784-1816 først Frederik Christian Würzinger skovrider. Hans hustru Conradine Jessen, en præstedatter fra Augustenborg, blev dog til sidst temmelig forfalden og var undertiden
beskænket. Hun talte i øvrigt et underligt sprog, da hun valgte forkerte udtryk. Således ytrede hun engang i en samtale: "min Søhn Ludewig er ist up de Fid. in Kiel", hun mente institut. Når Hr. Würzinger omtalte Vogelsang på Solbjerggaard og Bommerlund, sagde han gerne: " Hr. Vogelsang sin Kuhn und Bommelont sin Fruh". Derefter fulgte fra 1816-51, Henrik August Grotrian fra Augustenborg. Han havde foruden sin hustru tvende døtre hjemme, den ene enken Mar. Müller og den anden Fru Grotrian, der først havde været g. m. Løjtnant Hacke og siden med sin fætter husfoged Andreas Grotrian på Augustenborg. Efter et års ægteskab skiltes hun atter fra ham, og tog med sin lille datter Doris Grotrian, igen tilbage i sine forældres hus. Familien var vel dengang tysksindet, men dog hæderlig og brav.
Pastor Ahlmann.
Efter Provst Ebbesen, fulgte atter Pastor Hans Ahlmann som præst i Svenstrup fra 1836-70. Han var en søn af Pastor Ahlmann i Guderup og kom fra Sattrup i Sundeved. Hans kone Therese Wegscheider var en datter af
en professor i Halle. Præsten kom ofte med familie til Solbjerggaard, og ved lejlighed blev man igen herfra indbudt til præstens. Dog holdt man på Solbjerggaard ikke meget af denne omgang, Fruen kunne ikke dansk, sproget lagde hindringer i vejen, og tonen blev noget stiv og generet. Dog lagde hun sig til sidst efter at tale alsisk. Familien var desuden temmelig tysksindet, præsten ville gerne stikle til alt, hvad der var dansk, hvad man her ikke holdt af. Det hed gerne på Solbjerggaard, "at fruen støbte kuglerne og præsten skød dem ud". Han havde vakre børn.
Degnen Christian Jørgensen.
Derimod holdt man mere af degnen Christian Jørgensen af Elstrup. Hans kone en datter af synsmand Klaus Jakobsen i Svenstrup, var desuden lidt i slægt med den unge Mad. Vogelsang. Han kom hyppig over, blev gerne
spurgt til råds i vanskelige sager og vigtige spørgsmål. Han var desuden børnenes lærer, og familien fra Solbjerggaard tog herind, når de kørte til kirke.
Hendes godgørenhed.
Mad. Vogelsang var en meget godgørende kone, foruden hvad der blev givet bort til fattige ved døren, nød navnlig hendes søster Fru Riegels og hendes datter Marie, enke efter skibskapitain Lorentz Johannes Brorsen på Nordborg, i mange år godt af hendes hus. Hendes eneste udflugt var at tage ind til dem, og hun forsømte da aldrig at tage en god madkurv med til dem. Så længe Fru Riegels levede havde familien dog hendes lille pension at leve af; men da hun døde omtrent 1851, blev det meget småt for datteren, Mad. Brorsen. Sønnerne var vel komne ud, men hvad de kunne hjælpe, var ikke store ting. Hun sad alene tilbage i sit hus, ikke langt fra kirken, med sin eneste datter, Birgitte Brorsen. Moderen var blevet meget sær i hovedet og temmelig folkesky. Datteren gennemgik en del med
hende, men hun var en sjælden opofrende datter for sin mor. De havde det helt småt, og det ville være bleven følt end mere, når de ikke havde fundet en så tro støtte i den gamle tante på Solbjerggaard. Efter moderens død fandt den lille Birgitte et kært hjem i sin ældste gode bror, Hans Christian Brorsens hus. Efter at have været til søs, blev han først toldkontrollør i Angel og siden efter krigen 1864 forflyttet til Lolland. Da hans kone døde tidlig har hans ældste søster bestyret hans hus og opdraget hans børn.
Matthias Hansen Vogelsang døde 1857.
Hvad gårdens udvortes bestyrelse angik, havde de en tro støtte i Matthias Hansen Vogelsang fra Helved, hvis mor var et søskendebarn af hendes afd. mand. Han havde i en del år allerede tjent som karl på gården, men blev nu efterhånden mere betragtet som en slags avlsbestyrer og medlem af familien. Han spiste altid indenfor hos familien. Ved sin troskab og hengivenhed blev han højt skattet, lærte den unge Martin til, så denne, da Matthias Hansen Vogelsang på Solbjerggaard døde om sommeren 1857, selv kunne forestå gårdens drift for sin gamle bedstemor, der blev siddende for den til sin død.
Familien på Solbjerggaard 1840-58.
Med hensyn til husets indre bestyrelse ville hun vel nok selv vedblive at have opsynet, og at føre styret og rådet, men her havde hun dog også en støtte af sin svigerdatter, der med sine 2 børn, forblev ugift på gården, og ligeledes af sin niece Jomfru Caroline Vogelsang fra Bommerlund, der i mange år tjente som jomfru på Solbjerggaard. Familien på Solbjerggaard bestod således i de senere år af følgende medlemmer: den gamle Mad. Vogelsang, den unge Mad. Vogelsang, gamle Line og unge Line, Matthias Hansen Vogelsang og den unge Martin Vogelsang.
Krigen med tyskerne 1848-50.
I denne tid indtraf krigen med Schleswigholstenerne 1848-50. På Solbjerggaard fik man også af og til indkvartering, der måtte vække en del forstyrrelse i huset og var lidt besværligt for den gamle kone. Dog kom man over det, og man var glad ved, at man havde med dansk og ikke tysk militær at gøre. Iblandt sin indkvartering vedblev man her længe med glæde at mindes Overlæge Dorph.
Sønnen fra Norge i besøg 1856.
Da hun ikke siden 1834 havde set sin søn Christian i Norge, var det den gamle mor en stor glæde atter at se ham, da han sommeren 1856 besøgte hende i længere tid med sin kone og datter. Det var en vakker familie, og med glæde blev de modtaget overalt af mange venner og bekendte. Da han ikke havde fået sin arvepart ud af gården, arrangerede hans mor sig med ham førend hans afrejse, og blev det tillige nu bestemt, at sønnesønnen, Martin skulle have gården Solbjerggaard, imod at afstå omtrent 7000 rdl. til sin søster Caroline Vogelsang.
Bryllup på Solbjerggaard 1856.
Denne unge pige var imidlertid bleven forlovet med Thomas Vogelsang fra Bommerlund, der året forud var kommen hjem med en del penge, som han havde fortjent sig i Californien. Han købte gården Holbæk i Adsbølle
sogn, og derfor stod deres bryllup på Solbjerggaard i okt. 1856.
Mad. Vogelsang døde 1858.
Mad. Vogelsang og gamle Pastor Knudsen i Hagenbjerg var lige gamle, dog var hun 2 måneder ældre end ham. Når de kom sammen, kom det ofte på tale, hvem der kunne holde længst ud. Døden kom dog først til hende. Hun
oplevede vel endnu sit 86. år 1858 d. 5. sept., men hendes kræfter tog dog kendelig af, hun var bogstavelig opslidt, hvad man kunne se af hendes hele figur og gang. Den forhen høje ranke skikkelse sank mere og mere sammen, og hvor gerne hun end ville, så blev gangen dog til sidst tung og besværlig. Efter et virksomt liv hensov hun blid og rolig 1858 d. 14. dec., 86 år gl.
Børn:
i. Marie Margrethe Henriette Vogelsang, født 22 okt 1791 i Solbjerggaard, ref: WP1454, død 14 jun 1819 i Solbjerggaard. Chr Knudsens F III 11: Marie Margaretha Henriette Vogelsang, f. 1791 d. 22. okt. på Solbjerggaard. Hun benævnedes alm. i daglig tale, "Mari Margret". Hun var jævnaldrende og en god veninde af Provst Fangels datter, Else Kathrine Fangel, der siden blev g. m. skibskapitain Nikolai Ernst Frost på Nordborg. hun kom meget hyppig i provstens hus, var her længere tid ad gangen, og opholdt sig her for nogen tid, da hun tilligemed hans datter Else Kathrine gik i Nordborg skole hos Hr. Skolelærer Autzen og fik undervisning med flere andre af sin onkel, kapellan Frederik Ebbesen. 1806 blev hun i Nordborg kirke konfirmeret af
Provst Fangel, tilligemed provstens datter Else Kathrine, Dr. Schumachers datter Amalie, der døde i en ung alder, og sin kusine Juliane Marie Caroline Riegels, der siden blev g. m. Capit. Lorentz
Johannes Brorsen fra Nordborg. Hun var en rar, livlig og munter ung pige, og hun og Else Kathrine vedblev at pleje inderligt venskab med hinanden. De tilbragte mange glade dage sammen i deres gensidige hjem, men især havde de unge piger frit spil i deres livlige og rare families
hus i Svenstrup præstegård. På Solbjerggaard nærede man til en tid det håb, at hun skulle have fået deres nabo Thomas Thomsen på Hartspring, da han jævnlig kom der i huset, men inden man vidste af det, blev han forlovet med Jomfru Kathrine Andersen fra Kegnæsgaard, der dengang
opholdt sig som jomfru på Solbjerggaard. Da han efter få års forløb atter blev enkemand, havde man gerne set ham på ny som bejler til datteren; men denne gang blev Anne Christine Knudsen den lykkelige. Flere partier man havde sat sit håb til glippede, og til sidst blev hun forlovet med Frantz Andersen på Nordborg. Dette blev en ulykke for den stakkels pige. Udvortes set var partiet ikke så dårligt, han havde i den såkaldte "Aichelbergske" gård, et godt sted på Nordborg. men hun med sin gode forstand måtte snart lære ham at kende som en flau, naragtig person, der let blev til latter, hvor han viste sig. Det følte hun godt, og græmmede sig i stilhed. Schmidt, som dengang var huslærer på Hartspring og senere skolelærer i Holm, gik imellem og fortalte hende så
meget om hans naragtige væsen og latterlige historier. Brylluppet var allerede bestemt, men da han kort i forvejen på et bal i Nordborg under en dans faldt med hende på gulvet, hvor hele selskabet slog en høj latter op, græmmede dette hende i den grad, at hun et par dage efter fik
sin bror Matthias, til at ride ind til Nordborg og kræve ham hans håndtro tilbage. Fra denne tid var den unge pige helt forandret, hendes livlighed og munterhed var borte, hendes livsmod knækket, hun blev ved ethvert ord let pirrelig og stødt, hun fik brysttæring, og sorg og græmmelse lagde hende tidlig i graven. Hun døde til stor sorg for sine forældre og mange venner allerede 1819 d. 14. juni. 28 år gl. Således kan en blomst let blive knækket. I de år Marie Margaretha Vogelsang,
indtil sin konfirmation gik i Nordborg skole, opholdt hun sig ikke i Provst Fangels hus, men hos den gamle Mad. Thaisen, hos hvem hendes mors tante Jomfru Kretschmer ligeledes var. Hendes brødre Matthias og Christian gik ligeledes nogle år i Nordborg skole og opholdt sig hos deres morbroder kontrollør Drescher, hvor de ikke havde det videre godt.
ii. Mathias Vogelsang, født 30 nov 1793 i Solbjerggaard, ref: SV1854. Gift 1829 i Svenstrup, Marie Cathrine Clausen, født 15 mar 1803 i Svenstrup, (datter af Peder Clausen og Karen Juel) ref: WC1854, død 21 sep 1876 i Solbjerggaard. Mathias død 21 jan 1833 i Solbjerggaard. Chr Knudsens F III 12: Matthias Vogelsang, tvilling, f. 1793 død 30. nov. på Solbjerggaard. Han var i flere år fra 1822, forvalter hos Grev Moltke-Hvitfeld på Glorup i Fyn. Denne mand havde i en række af år en del unge alsingere som forvaltere, det hidrørte måske fra, at Pastor Brolund i Svindinge, som tillige var præst for kapellet på Glorup, var en født alsinger fra Hørup præstegård. Desuden havde Provst Burchardi i Ketting, morbroder til Brolund, fra 1782-85 været hovmester for Grev Moltke-Hvitfeldt og hans brødre. Først var Matthias Alexander Henningsen en bror af Pastor Henningsen i Lysabild, forvalter på Glorup. Han druknede 1822 i en båd under Østerholm, og nu fik Matthias Vogelsang pladsen; efter ham fulgte Nikolai Ahlmann, senere ejer af Werthemine og til sidst Jørgen Nikolai Jessen af Maibøllegaard. Grev Molkte-Hvitfeldt satte megen pris på den unge Matthias Vogelsang for hans duelighed og troskab, og til tegn på sin tilfredshed forærede han ham ved hans afrejse, ham en smuk ridehest. Fra Glorup vendte han tilbage til sit hjem, blev forlovet og 1829 g. m. Maria Kathrine Clausen af Svenstrup kro, med hvem han fik en lille formue og kunne engang vente mere, når hendes forældre afgik ved døden.
Det var ikke uden betydning dengang; thi omstændighederne var i de år ikke de bedste, og det kunne falde ham svært nok at indløse den, når han en gang skulle tage imod den. Den unge kone var en datter af forhenværende skibskapitain, dengang ejer af Svenstrup kro, Peter Clausen, en bror af gårdmand Jakob Clausen og farbror til syns- og gårdmand Claus Jakobsen i Svenstrup. Hendes mor Antoinette Nissen, var en datter af møller Johan Nissen og hustru Karen Gotschalk til Stevning mølle. Den unge kone var således igennem denne sin bedstemor i slægt med Provst Tostrup i Svenstrup, af hvem Karen Gotschalk var en søsterdatter. For tydeligheds skyld hidsættes her følgende lille stamtavle:
Hans Rasmussen Tostrup, degn i Himmelev ved Roskilde g. m. Maren Mads datter Starreskov.
Børn:
Matthias Hansen Tostrup, provst og præst i Svenstrup fra 1745-84
Maren Tostrup, g. m. Lars Gotschalk degn i Himmelev og Væddelev på Sjælland
Børn:
Maren Gotschalk G. m. guldsmed v. Ham i Oksbølle
Hans Gotschalk rektor i Aalborg
Dennes søn: David Gotschalk, sognepræst i Aars og Haubro i Jylland, død 1828.
Dennes søn: Hans Christian Magnus Gottschalch, overlæge 1842 og senere under krigen 1848-50
Karen Gotschalk g. m. møller Johan Nissen i Stevning
Den ene datter: Antonette Nissen, g. m skibskaptajn. og ejer af Svenstrup kro, Peder Clausen.
Dennes ene datter: Maria Kathrine Clausen, g. m. Matthias Vogelsang på Solbjerggaard og den anden datter g. m. syns- og gårdmand Klaus Jakobsen i Svenstrup.
Dennes søn: Jakob Clausen, gårdmand i Svenstrup.
Maria Kathrine Clausen var født 1803 d. 15. marts i Svenstrup og blev 1818 konfirmeret af Provst Ebbesen. Da hun blev g. m. Matthias Vogelsang, flyttede hun til Solbjerggaard. Det blev kun et kort, om end lykkeligt ægteskab. Thi efter 4 års forløb døde den unge mand 1833 d. 21. jan., 40 år gl. Det var et hårdt stød for de gamle forældre og den unge kone, som sad tilbage med 2 små børn, og det var beklageligt, da han var en brav og retsindig, men tillige vakker og beleven mand. Han
var ikke uden dannelse og væremåde, da han havde været ude iblandt fremmede, og i den henseende stod over flere af den tids forpagtere og større ejendomsbesiddere, iblandt hvilke der herskede en noget rå tone, der gav sig til kende i svir og anden udskejelse, når de kom sammen. Den i mode komne tevandsknægt, skulle gerne straks frem på bordet og var en yndet drik. Til denne klasse hørte Matthias Vogelsang ikke, men han stod sig altid ved et stille roligt, pænt og dannet væsen. Han havde ikke taget imod gården da han døde, og derfor agtede de gamle at blive
siddende for den, så længe de levede, at den engang i tiden kunne overføres på hans søn. Den unge forblev som enke i al sin tid på Solbjerggaard, men hun fik aldrig noget at sige, da den gamle vedblev at stå for styret. Skønt de vistnok altid kom godt ud af det, kan man dog nok tænke sig, at det ofte kan have været en trist stilling for hende, at henleve sine mange dage uden at få en selvstændig stilling og sidde på sit eget. Hun overlevede sin mand som enke i 43 år, hun fornægtede vistnok sig selv af kærlighed til sine børn. Da hendes søn 1858 overtog gården og forblev ugift, fik hun en behageligere stilling derved, at hun bestyrede huset for ham. Men i de sidste 10 år var hun meget svagelig. Hun døde her på Solbjerggaard 1876 d. 21. sept., 73 år gl. Hun var en meget brav og agtværdig kone.
Børn:
Martin Vogelsang 1830-78. døde 1911 d. 20. juni. Han fik gården se nedenfor.
Anna Caroline Margaretha Vogelsang 1832-78.
Anna Caroline Margaretha Vogelsang, f. 1832 d. 11. jan. på Solbjerggaard, blev den 9. okt. 1856 g. m. sin fars fætter Thomas Vogelsang fra Bommerlund, hvor han var født 1819 d. 1. juni. Efter at have faret til søs, kom han 1854 hjem. Han købte gården Holbæk i Sundeved, hvilken de atter for få år siden har solgt, og bor nu fortiden på Graasten. Han har også altid været en god dansksindet mand. Børn:
1) Matthias Vogelsang, f. på Holbæk 1857 d. 12. juni. Er landmand i Sverrig.
2) Martin Peter Christian Vogelsang, f. på Holbæk 1858 d. 19. dec. Opholder sig hos familien i Norge.
3) Maria Margaretha Vogelsang, f. på Holbæk 1866 d. 25. juli. Er hjemme hos forældrene på Graasten.
iii. Christian Gotfred Vogelsang, født 30 nov 1793 i Solbjerggaard, ref: UA2054, død 6 sep 1865 i Trondhjem. Chr Knudsens F III 15: Christian Gotfred Vogelsang, tvilling, f. 1793 d. 30. nov. på Solbjerggaard. Da hans farbror Johan Christian Vogelsang i Trondhjem i Norge, ingen børn havde, kom han allerede i en alder af 13 år derop 1806. han forestod glasværket for ham i flere år og købte siden det hele for 6000 rdl. han er gift med Birgitte N., en degnedatter der fra egnen. Han var her i besøg med familie 1834 og 1856. Han var en rar venlig og brav mand og døde 1865 d. 6. sept. i Trondhjem, 72 år gl. Oddmund Jessen har 6 jul 2006 meddelt mig, at Statsarkivet i Trondheim inneholder bl. annet et privatarkiv fra fam Vogelsang i Trondheim.
Børn:
1). Christian Vogelsang, var allerede død 1856. Han døde i Christiania
i en alder af 24 år.
2). Maria Vogelsang, f. 1818 g. m. købmand J. Berg i Trondhjem.
iv. Martin Jørgen Didrik Vogelsang, født 5 aug 1800 i Solbjerggaard, ref: WO1454, død 22 aug 1843 i Solbjerggaard. Chr Knudsen F 10: Sønnen Martin Vogelsang døde 1843. Hun havde vel foruden sønnen i Norge endnu den yngste søn, Martin hjemme hos sig. Men han var slet ikke skikket til at overtage gården. Foruden at han var svag, var han også temmelig indskrænket og udrustet med svage evner. Han var ikke altid god at styre, da folk ofte bildte ham et og
andet ind. Dette gjorde hende ofte ondt. Til sidst gik han helt fra forstanden, blev rasende, fråden stod ham ud af munden, og de var nødt til at binde ham. Den stakkels mor led meget i denne hans sidste tid. Men til alt held gjorde døden hurtig ende på denne skrækkelige tilstand, da han døde 1843 d. 22. aug. Var det end med smerte, at hun således måtte skilles fra ham, så var det hende dog på den anden side en lettelse, at han ikke skulle overleve hende.
3. Martin Vogelsang 1830-78. døde 1911 d. 20. juni. Han fik gården se nedenfor.
Martin Vogelsang, f. 1830 død 16. marts på Solbjerggaard. 1846-47 lærte han landvæsen på Lysholm, hvorefter han atter kom hjem, ledede efterhånden gårdens bestyrelse under sin bedstemors opsyn, og modtog ved hendes død 1858 selv gården. Han er således den 3. ejer af Solbjerggaard. Han er en dygtig landmand, der anvender den nyere tids forbedring både i avlsbruget og mejeriet. Han er en brav og retskaffen mand, der nyder alles agtelse, har bevaret et dansk sindelag, og ved enhver lejlighed lagt det for dagen. Han er ikke rigtig stærk af helbred, og det er skade, at han allerede fra sin barndom har lidt af tunghørighed, der ofte hindrer ham i frit og ugenert at give sig hen, når han deltager i et selskab. Han er forbleven ugift, derfor bestyrede hans mor hans hus fra 1858-76, efter hvis død hans gamle tante Caroline Vogelsang fra Bommerlund har overtaget husets bestyrelse. Han har foretaget flere hensigtsmæssige indretninger i husets forandring, hvorved dette har vundet både i skønhed og hyggelighed, og for stutteriet og haven har han arvet og bevaret sansen for fra sine fædre. Han solgte gården 1902 til Margrethe Witzke, født Jessen, enke efter Heinrich Witzke, forpagter på Graasten Herregaard. Vogelsang købte Dreschers hus i Igenmølle, hvor han boede.
jul 2006
|
