1903
163 g.
1903.
Sofie Richter i Sønderborg død 1903.
I jan. døde enkefru Richter i Sønderborg, 85½ år gl., som i 1864 var indehaver af dampkøkkenet i Sønderborg. Hun var en bekendt dansksindet dame. Hun var enke efter skibsfører Richter, der i mange år sejlede på København.
Joh. Peter Knudsen død 1903.
Martine fik brev fra fru Worm i Amerika, at hendes mand Joh. Peter Knudsen var død d. 10. jan. og begravet d. 13. jan. Han arbejdede med en dampbåd på floden Mississippi med kul, var en aften sildig gået ombord på skibet og da falden igennem den åbne lem ned til skibsrummet og havde brækket halsen. De fandt ham om morgenen død af faldet. Det var en tung og stor sorg for hans gamle forældre, hans hustru og børn. Gud være hans arme sjæl nådig!
En meget ustadig vinter 1903.
Det har hidtil været en meget ustadig vinter. I nov. og dec. afvekslede frost og tøvejr. Fra d. 14. dec. til d. 11. jan. var det tøvejr. Fra d. 12. jan. til 23. jan. frost. I en kort tid gav det imidlertid standsning af farten ind til Faaborg. Fra d. 24. jan. til d. 12. febr. var det tøvejr. Fra d. 13. febr. og videre afvekslende frost og tøvejr. Det stod der imod tit med storm både fra øst og vest.
For 100 år siden berettes fra Helsingør: ”siden årets begyndelse er skibsfarten standset. Sidst i jan. var alt hest og slæde i gang, En slave, som ville desertere fra Kronborg faldt i og druknede. D. 30. jan. gik mere end 1000 mennesker over isen til Helsingborg”.
Gården Tomhave brændt 1903.
Torsdag d. 5. febr. berettes, at Tomhave er brændt, våningshuset og laderne er brændte. Aftægtshuset og svinestalden skånedes. En del af indbo er reddet. Der brændte 3 tyre, 2 køer og 3 kvier.
Orkanagtig storm 1903.
Den orkanagtige storm i torsdags og fredags d. 12. og 13. febr. har medført oversvømmelse på de danske øer, Skelskør, Læsø og Sakskøbing led en del, vandet gik op i husene. Det blæste fra nordvest. Fredag d. 27. febr. rasede en forfærdelig orkan i England og Skotland, Tyskland, Neapel og flere steder, der var ledsaget af torden og lynild. I England er flere mennesker dræbt og andre dør i kulde. Orkanen har også raset i Frankrig; navnlig Bordeaux har lidt en del. I Flensborg har der i flere dage hersket højvande, og vandet er trængt op i flere gader.
Tidlig tordenvejr 1903.
I det milde og varme sommervejr vi i dag og i denne tid har haft, havde man i lørdags d. 28. marts et temmelig heftigt tordenvejr i Slesvig, Gram, Brede og m.m. Her i dag d. 30. marts havde vi på Avernakø en tordenbyge ved middagstid.
Johanne Løvengreen, født Wiby død 1903.
D. 7. april døde Johanne Cecilie Løvengreen, født Witzke i København, 56 år gl.. Hun var født på Hjortholm på Kegnæs, g.m. Hr. Løvengreen fra Nordborg, en tid købmand i Vestindien og siden bosiddende i København. Hun led tit af melankoli og var ofte sengeliggende. Hun skal ved en fejltagelse have taget fejl af flaskerne ved sengen og drukket karbolsyre.
164 g.
Stærkt snefald i påsken 1903.
Både fra Flensborg og flere steder i Hertugdømmerne, fra Als og på Fyn meldes, at der faldt sne, stærkt snefald natten mellem begge påskedagene d. 12. og 13. april. Det frøs temmelig om natten. På Avernakø faldt om aftenen en snebyge, men på Fyn lå det hvidt om morgenen. D. 19. 20. og 21. en meget kold periode med frost og sne. På Sjælland alm. togstandsning, ingen færgeforbindelse med Fyn. Mange telegrafpæle kastedes om og en mængde sne faldt, ligeledes i Berlin og øst for Berlin ind i Polen og Rusland, Østrig og Ungarn det samme vejr. Vest for denne linje var vejret ikke så slemt, på Als og Fyn faldt disse dage ingen videre sne. På Sjælland måtte vognene standse, og de rejsende holdtes et par dage fast i byerne, og i Roskilde lå en del rejsende, selv 2 ministre sneede inde og kunne ikke komme til København.
Min brors tilstand 1903.
Min brors tilstand var hele vinteren den samme, som da jeg forlod ham i efteråret 1902.. Han følte ikke videre smerter, men kunne ikke være oppe, kun et øjeblik, godt indsvøbt i tæpper, mens sengen blev redt. For at få åbning, måtte han tage afførende midler. Ellers var han åndsfrisk og temmelig vel, når han lå i sengen. Her lå han og læste og kunne også gøre det de lange vinteraftener et par timers tid, når man stillede en lampe bagved ham over sengen. Hvor gammel han var, og skønt han var kortsynet kunne han dog se at læse uden brug af briller. Døren stod altid åben ind til dagligstuen, hvor familien sad samlet omkring det runde bord, der stod midt i stuen, så at han undertiden kunne tage del i deres samtaler, og de kunne være ved hånden når han ville noget eller trængte til deres hjælp. Derfor behøvedes ingen vågen over ham om natten. Hans kone lå i sengen ved siden af hans, og hun blev straks vågen og stod op, når der påkom ham noget. Undertiden lå han længe, inden han faldt i søvn; thi han sov jo ofte lidt om dagen. Han var da glad for, at han kunne høre det gamle stueur slå ude i den lille stue ved siden af, så vidste han, hvad tid det var. Med alt dette lå han så stille, tålmodig og gudhengiven og glædede sig til, når det blev forår og der kom mild luft; thi da håbede han igen at vinde kræfter og komme op.
Charlotte og hendes mor på Als i påsken 1903.
Fru Tadey havde indbudt Christians kone, forh. frøken Marie Bülow og lille Charlotte at tilbringe påskehelligdagene på Als. De rejste derover onsdag d. 8. april, opholdt sig på Augustenborg og ligeledes på Østerholm. De fandt ham således som jeg har beskrevet det og rejste tilbage onsdag d. 13. april fra Augustenborg.
Hans død og udgang 1903.
De kom hjem med gode efterretninger, men anede ikke, at førend de sejlede ud fra Sønderborg, var han desværre ikke længere iblandt de levendes tal.
D. 15. om morgenen stod hans kone op, klædte sig på og listede sig stille ud af sovekammeret, da hun troede at han sov. Kort efter kom fru Paulsen ind og spurgte til hans befindende, og da hun fandt ham som sædvanlig, gik hun ud for at anrette hans frokost, men da hun ½ times tid derefter, atter kom ind med maden, havde han vendt sig om på den anden side og fandt ham død. Det var omtrent kl. 9. således var han gået stille og rolig bort uden dødskamp, hans livs lampe var udbrændt og slukkedes af sig selv. Hans alder var 83 ¾ år. Ligesom sin mor måtte han også ligge en 10 måneder til sengs, førend han slap ud af denne verden. Men mens hun havde en hård strid, førend hun gik ud af dette liv, fordi hun skulle skilles fra sine mange uforsørgede børn, gik han let og stille bort. Det var et let pust og lampen var slukket. Fred være over og med ham, Guds fred til evig tid. Hans død blev anmeldt samme dag i Flensborg avis og andre blade.
165 g.
Dødsanmeldelsen 1903.
Efter et langt sygeleje er min kære trofaste mand, Knud Knudsen, tidligere ejer af Lysholm i dag stille og blidt indgået til den evige hvile i sit 84. år.
Østerholm på Als d. 15. april 1903.
Marie Knudsen, født Frost.
Børn og børnebørn.
Et par dage senere tilføjedes: begravelsen finder sted tirsdagen d. 21. april om eftermiddagen kl. 1 fra hjemmet. Kl. 3 ved Igen kirke. (Flensborg avis)
Heimdals udtalelse 1903.
Hans død blev omtalt i de forskellige blade: Onsdag d. 15. april om morgenen kl. 9 afgik efter længere tids sengeleje ved døden i sit hjem på Østerholm Knud Knudsen, tidligere ejer af gården Lysholm. Knudsen var født i Ketting på Als d. 30. juni 1819. Hans far ejede Ketting kro med tilhørende gård og landhandel. Efter at have besøgt skolen i Ketting og Augustenborg uddannede Knudsen sig i landbruget, til dels på større gårde og overtog Lysholm 1843, som han derefter ejede til 1898, da den købtes af et selskab af omegnens landmænd.
Knudsen var efter datidens forhold en dygtig landmand, meget oplyst, kyndig og indsigtsfuld i alle offentlige forhold. Han fik snart mange tillidshverv at varetage. I 1855 valgtes han allerede at være stedfortræder til Stænderforsamlingen, lidt senere blev han medlem af Rigsrådet. (Fejl: Monrad henvendte sig i et brev til ham, om han ville modtage udnævnelsen som kongevalgt rigsråd, hvortil han svarede ja. Der kom imidlertid ikke nogen udnævnelse og kort efter så han at etatsråd Knudsen var bleven udnævnt. Det var kort efter indtagelsen af Als 1864 og han formodede, at hans svar på grund af den megen besværlighed i krigens sidste tid enten ikke var kommen tilstede eller nedløbet til rette tid, således har han selv fortalt).
Efter krigen var han straks med til at rejse det nye forsvar for danskheden. Han tog livlig del i det offentlige liv, var 1867 med til at grundlægge Dybbølpost – foreningen og har i årenes løb stået i spidsen for en mængde store og mindre nationale og økonomiske sammenslutninger på Als. I det kirkelige og kommunale arbejde har han ligeledes taget fremragende del. Han har således været kirkeældste, medlem af provstesynoden og synodeudvalget, kredsdagsmand, medlem af boniteringskommissionen og mange andre vigtige udvalg, hvor iblandt indkomst, skattereklamations kommission for hele Hertugdømmet.
Da Knudsen endelig 1898 af hensyn til sin alder nedlagde hvervet som kredsdagsmand, overrakte hans vælgere ham en takadresse som påskønnelse for hans mangeårige arbejde i offentlighedens tjeneste.
Knudsen, Lysholm var en smuk gammel mand, som gik sin gang støt og sikkert, en hædersmand fra top til tå. Skønt opdraget og opvokset ved Augustenborg, mens Hertugen endnu øvede stor indflydelse, havde han dog fra sin tidlige ungdom sluttet sig til den danske sag, og den blev han tro til sin død, På Als vil han efterlade sig et godt minde. (Bladet Heimdal)
166 g.
Flensborg avis 1903.
I lørdags d. 15. april døde efter hen ved et års sygeleje den tidligere ejer af Lysholm, gårdejer Knud Knudsen på Østerholm, 83 år gl. Egen sogn har mistet en af sine bedste mænd. Han var en trofast kirkens mand og forkæmper for sprogets bevarelse. Han havde hjerte for de små og fortrykte i samfundet. I mange år var han kirkeældste. (Flensborg avis)
Lamottes Blad 1903.
Politisk tilhørte han modparten, hvad der naturligvis ikke kan afholde os fra at yde hans fortjeneste i andre henseenders retfærdighed. Vi skulle holde hans minde i Ære. (Sonderburger Zeitung)
Hans jordfæstelse 1903.
I tirsdags d. 21 april jordfæstedes gårdejer Knudsen af Lysholm under ualmindelig stor deltagelse på Egen kirkegård. Der var sendt en mængde kranse, og et meget talrigt følge fra nær og fjern, deri blandt de fleste af Øens mere fremtrædende danske mænd, fulgte ham til hans sidste hvilested. I kirken talte sognepræsten, pastor Matthiesen smukt og forstående over deres afdøde, hvis hæderlige vandel, trofaste sind, åbne hånd og retskafne karakter han fremhævede. (Bladet Heimdal).
Fra Avernakø tog vi til Als til hans begravelse 1903.
D. 15. april plejede min gode bror gerne at skrive mig til og lykønske mig til min fødselsdag d. 17. april. I år fik jeg ingen, men fra hans datter Ditte samtidig med anmeldelsen af hans død. Lille Charlotte plejede hver dag at tage med dampskibet Ellen ind til Faaborg, hvor hun gik på Frøken Frantzens Institut og tage tilbage med det hjem kl. 3. Da hun ville gå ombord traf hun Ditte Stensen fra Kamstrup mølle, der ville til Als med dampskibet Fylla. Hun havde været ombord på Fylla og der hørt, at en meget bekendt mand på Als var død om morgenen, og det var jo min bror. Hun meddelte Charlotte denne efterretning på en temmelig brat måde, og hun kom grædende hjem og kort efter kom posten med brev, der stadfæstede det. Min familie ville imidlertid ikke meddele mig det straks, men holdt brevet tilbage til den følgende dag for ikke at forstyrre festen, da et lille selskab fra Øen var indbudt til min fødselsdag. Den følgende morgen fik jeg brevet og meddelelsen om hans død, hvorover jeg blev meget bedrøvet, men takkede dog den gode Gud for det lange kærlige liv, vi havde levet sammen. Vi besluttede at rejse derover om mandagen med Fylla, og ventede at træffe sammen med hans 2 sønner, Jørgen og Nikolaj fra København. De var der ikke; thi på grund af uvejret med sne og orkan kunne de ikke komme, forbindelsen mellem Sjælland og Fyn var standset. Skønt det også stormede heftigt her, var det dog ikke værre end at Fylla kunne gøre sin tur frem og tilbage til Als, og vi kom altså til Østerholm om aftenen, Christian, hans kone og jeg. Min brors kiste var allerede skruet til, og vi fik ham ikke at se. Den følgende dag var hans begravelse. Vi spiste til middag kl. 12, da der ikke blev holdt begravelsesgilde bagefter. Fra kl. 1 samledes sig efterhånden et stort ligfølge, en anden del mødte på grund af den lange vej ved kirken. Der blev sørget for, at alle så vidt muligt kom ind og nød en forfriskning af kaffe, vin og kage. Det var heldigt, at det var bleven et pænt og godt vejr; thi det var ikke muligt, at de alle på en gang kunne rummes i huset, derfor gik de yngre udenfor, og ventede når de havde været indenfor og nydt noget. Der indløb en mængde kranse, breve og telegrammer til hans hustru og familie. Selv landråden i Sønderborg sendte et kondolance brev til hans hustru, hvori han i pæne, velvalgte udtryk bevidnede sin agtelse for den afdøde.
I huset … skolelæreren i Elstrup Hr. Loffert over ham, hvorpå jeg holdt en lille tale over ordene: ”Den retfærdiges ihukommelse til velsignelse”. ”Retfærdighed i ordets fuldeste betydning gælder ingen; thi alle er syndere og dem fattes nåde for Gud”.
167 g.
Det følte også han, at han var en synder, men at han kun i troen på Jesus Kristus vor frelser, ved ham og i ham havde alle sine synders forladelse hos Gud, vor Fader, altså ikke ved egne gode gerninger vandt han retfærdighed hos Gud, men kun i kraft af troen på Kristi blod og hans hengivelse for os fandt han nåde hos Gud. Det skønnedes også ag hele hans liv; thi han var ydmyg og sagtmodig, forsonlig og overbærende, god og kærlig, og frem for alt ved sin tålmodighed under hele hans lange sygeleje. Derfor søgte han flittig Guds hus og hørte gerne Guds ord, og derfor søgte han Gud i bønnen, morgen og aften indesluttede han sin familie og alle, der stod ham i sin bøn og anbefalede dem til den himmelske Faders varetægt, fordi deres ve og vel lå ham på hjerte. Til sidst bragte jeg ham på hans hustru, børns, min egen og familiens vegne vor tak og farvel, fordi han havde været en god og kærlig mand og far, og en trofast og god bror, og udtalte det håb, at han var gået ind til den evige hvile efter dette livs love og møje, og at vi engang ved Guds nåde måtte genfinde hverandre i Guds Faders salige rige. Da jeg gik ud traf jeg pastor Engel fra Hagenbjerg, der var kommet i sin lukkede vogn og bød mig at køre med ham til kirken, hvilket tilbud jeg modtog, da der ikke var megen plads på husets vogn. Det var pænt af ham, at han havde taget Mads Davidsen med, der tjente i Majkro på denne tid. Da det er en lang vej fra Østerholm til Igen kirke, var toget længe om at køre derop. En del vogne fulgte med liget, og i kirken holdt pastor Matthiesen en god tale på kirkegulvet ved kisten. Dermed var det hele sluttet.
Naboerne til gæst 1903.
Et par dage efter indbød de naboerne på Østerholm, kromandens, Elholms og Jes Hansens til hen på eftermiddagen og aften. De blev beværtede med steg og kage. Det var fordi de havde vist ham megen opmærksomhed og deltagelse under hans langvarige sygdom.
Jeg rejste hjem 1903.
Efter ugens forløb rejste jeg hjem. De andre var allerede rejste tidligere.
H.H. Jessen på Peberbjerg død 1903.
Den gamle Hr. Jessen på Peberbjerg havde i længere tid været meget dårlig. Han led meget af mange smerter og kunne ikke ret tåle at ligge eller sidde. D. 27 april døde Hr. Hans Henrik Jessen, tidligere ejer af Majbølgaard, 82 år gl. Begravelsen fandt sted lørdag d. 2. maj kl. 9 formiddag fra Peberbjerg til Hørup kirke.
Fru Schmidt med familie på ferie 1903.
Fru Schmidt, enke efter pastor Schmidt i Guderup, der opholdt sig i Hamborg eller Altona, hvor hendes datter var g.m. en lærer, ville i ferien med familie gerne have en lejlighed på Østerholm og henvendte sig til fru Paulsen desangående. Hos dem var der ikke lejlighed. Fru Paulsen og Ditte fik lejlighed til dem i snedker Lindegaards aftægt ved Strebjerg og min svigerinde tilbød, at de kunne få kosten hos dem. De gik da hver dag ned og spiste til middag hos dem. Det var naturligvis for betaling. Det var rare folk, og de talte dansk, da læreren var fra Mellemslesvig.
Fru Paulsen døde i København 1903.
Fru Paulsen der havde plejet min bror med stor trofasthed og omhu, tog hen i sommeren til København for at underkaste sig en operation. Hun havde tidligere gennemgået en operation for en kræftknude på brystet, men hun frygtede for at den atter kom igen, og derfor tog hun til København. Det var en vellykket operation, men senere skrev hun efter Ditte, og hun rejste derover. Hendes sygdom tog til og hun døde derovre og blev begravet ved siden af sin mand, der tidligere var død på hospitalet i København. Således fulgte hun snart min bror efter. Ditte tog hendes død meget nær.
168 g.
Flere mænd har beskrevet min brors levned 1903.
Han henvendte sig desangående om oplysninger hos min bror, der meddelte ham det. Af dette tog Hjort Lorentzen et uddrag og indrykkede det i biografisk Samlinger. Det er anført under bogstavet K .. Knud Knudsen. Heri findes enkelte fejl, som jeg ved denne lejlighed retter.
Hjort Lorentzen: Biograf. Lexicon.
a) Min far Joh. Peter Knudsen er født 1791 d. 28. aug. og ikke d. 20. aug. således har hans far optegnet det ved hans fødsel.
b) Min mor hed ikke Marie Elisabeth Andersen, men Christine Margrethe Frost. Marie Elisabeth Andersen er hendes mors navn.
c) Min mor er født d.27. febr. 1795.
Gårdejer Nis Nissen i Sprogforeningens Almanak.
I Sprogforeningens Almanak for 1904 har gårdejer Nis Nissen i Nordborg meddelt hans levned side 101. Han rette følgende fejl:
a) Præsten på Ærø var ikke hans farbror, men farfarbror (farbror til hans far)
b) Ejeren af Lysholm Joh. Peter Knudsen var ligeledes en farbror til hans far. Men hans enke Anne Johanne født Andersen, en moster til hans mor, overlod Lysholm ved testamente til ham 1843 til nov.
c) 1854 ikke 1855 valgtes han som suppleant for den slesv. Stænderforsamling. 1855 i efteråret var han indkaldt til at møde i en kort periode på 3 uger, da den Stænderdeposterede H. Bladt til Tandsgaard ikke kunne give møde på grund af sygdom.
d) Han blev ikke udnævnt til kongelig Rigsråd 1863. Men minister Monrad lod forespørge, om han ønskede valget, hvortil han svarede ja. Men kort efter læste han i Berlingske Tidende, at etatsråd Knudsen var udnævnt.. Han formodede, at krigs urolighederne havde lagt hindringer i vejen for overbringelsen på den tid. Således har han selv fortalt og derfor står der i Biograf. Lexicon, efter hans egen optegnelse designeret til ”Kongevalgt Medlem”.
e) Hansen, Frydendal var ikke hans fætter, men gode ven. Ganske vist var der en smule familieskab mellem dem, de var børn af næst søskende børn, men det er langt ude.
f) Gården Lysholm solgte han ikke 1899, men i efteråret 1898 og trak sig til samme tid tilbage til Østerholm, hvor hans gamle tante også havde boet på aftægt.
Grau i Dybbølposten jan. 1911.
En meget sympatisk og køn afhandling af A. Grau i Dybbølposten d. 28. jan 1911. Her er også småfejl.
a) Min bror blev ikke samme år som han overtog gift, men året efter, 1844 d. 7. nov. med Matthea Marie Elisabeth Frost, sit søskendebarn.
b) 1854 ikke 1855 blev han valgt til Stændersuppleant.
c) Han blev ikke kongevalgt medlem af Rigsrådet 1864. se ovenfor.
d) Lysholm blev ikke solgt 1899, men 1898 i efteråret
e) Han døde ikke et års efter at han havde solgt gården, men boede på Østerholm i 4½ år. Han døde 1903 d. 15. april. Hans gamle sad ligeledes her 4½ år på aftægt fra nov. 1843 til 1848 d. 24. marts.
|
