§ 32. Christine Margaretha Møller, født Knudsen
S. 146 - 158
§ 32.
Christine Margaretha Møller, født Knudsen, i Falsled.
Hun er født i Ketting 1825.
Christine Margaretha Knudsen er en datter af kromand og høker Joh. Peter Knudsen og hustru Christine Margaretha Frost i Ketting og er født i Ketting kro tirsdag før alm. bededag d. 26. april. Hun er døbt d. 7. maj i Ketting kirke af stedets præst provst Burchardi. Hun blev holden over dåben af Mad. Barchmann, skipper O. Chr. Barchamnns hustru på Østerholm og blev opkaldt efter sin mor. Faddere var, Elisabeth Charlotte Eriksen, slagter Eriksens enke i Ketting og degnen. H. Pet. Klein i Ketting. Hun er døbt Knudsen og ikke Knutzen.
Hun kommer til Lysholm 1830.
Da hun var 5 år gl., kom hun til Lysholm for at blive der. I begyndelsen længtes hun efter hjemmet, men da hun havde været der nogen tid, ville hun hellere blive der, så længtes hun tilbage, når hun undertiden var hjemme i besøg nogle dage. Dertil bidrog vel noget hendes ældre søster også opholdt sig der i 2 år fra 1830-32. Moster holdt meget af hende fordi hun sluttede sig hel og holden til hende. Hun som ellers ikke var vant til at omgås børn, kunne dog godt tage den lille pige på ryggen og løbe med hende ind over haven. Hen på efteråret 1830 skulle hun hjem i besøg for at komme med til Sønderborg marked, hun skulle da om aftenen køre med Eichsens hjem, der altså på den tid har kørt omkring med sit kobbertøj. Doris og hun var meget fornøjede over de billeder, deres bror Knud havde sendt dem fra Ærø. Dog kan det gerne være, at hun det første års tid kun har været der en længere tid ad gangen; thi sommeren 1831, da Doris var i besøg på Ærø. Lader det til, at Christine var hjemme i Ketting, men da hun kom tilbage fra Ærø, kom Christine igen til Lysholm og siden okt. 1831 forblev hun der bestandig. På den tid døde den gamle Joh. Pet. Knudsen, det kan jo godt være, at hans sygdom har bevirket, at hun i nogen tid har været hjemme. 1832 i feb. sendte hendes mor hende et forklæde med andet tøj til sin anden datter Elisabeth. Hun var en god lille pige og ville gerne dele med sine søskende. Da hendes mor en dag i efteråret 1832 var på Lysholm og beklagede sig over, at hun ingen nødder havde fået købt, som hun gerne ville sende over til Tranderup præstegård til sin søn Knud, kom den lille Christine straks frem med hele sit forråd og sagde: ”dem må min gode bror gerne have alle sammen, for jeg får nok igen nogle af min gode moster”. Men Moster mente dog at når Knud fik den halve part, så var de lige delte. Hun måtte da lyde moster, men greb dog flere gange med sine små hænder ned og vedblev at hælde i sin mors pose til sin bror.
Hun havde dengang været syg, men nu var det dog bedre. Ved juletid 1832 var hun atter meget svag, og hendes mor frygtede for hendes helbredelse. Hun faldt rent hen og havde ikke lyst til noget, og især var det hendes mor påfaldende, at hun brød sig slet ikke om sin lille bror Christian, som hun ellers altid elskede frem for alle andre. Men i marts 1833 var hun Gud ske lov! atterfuldkommen rask.
Hun begynder at gå i skole i Elstrup 1832.
Da hun var 7 år gl., begyndte hun at gå i Elstrup skole. Det var vel en temmelig lang vej for en lille pige; men hun gik altid stien op over marken, og var det slemt vejr, især om vinteren, red gerne en af karlene op med hende, og hentede hende igen om aftenen, ligesom hun ofte kørte med vognen op, når den gik til Sønderborg eller andets steds hen. Den daværende lærer var Matthias Olsen Friis, der var bleven ansat 1816. Han var fra byen Seth ved Tønder og havde forud i nogen tid været skriver på herredsfoged Fürsens kontor på Nordborg. Han var efter biskop Tetens vidnesbyrd en meget flittig og duelig lærer, der var nidkær i sit fag og underviste ungdommen godt. Den lille Christine gik flittig i skole og gjorde derfor tidlig fremgang, men en mangel var det dog, at skolegangen var ordnet ligesom i Kongeriget med hver anden dags skolegang. Da Friis død 1839, blev Jakob Jakobsen, der var huslærer på Rumohrsgaard, en kort tid konstitueret, indtil hen i vinteren 1839-40. Skolelærer Matthias Michelsen fra Flensborg, der var skolelærer i Igensund, blev kaldet til skolelærer i Elstrup. Hun gik da også en kort tid i skole hos disse 2 mænd. De sidste 2 år sad hun øverst i skolen. I en alder af 7 ¾ år har hun skrevet følgende brev til sin bror i Tranderup præstegård.
Kære bror!
Jeg takke dig, at du skikke hilsen til mig og moster, og jeg bede dig noget, når du ikke vil forsmå det, og den mand, som brang dig det brev, han havde kost for 14 dage siden, der var jeg bedet o min egen hånd, og nu vil jeg fortælle dig noget, at jeg har fået mig noget til en viid kåk, og nu vil jeg endnu bede dig om noget, om du ikke vil besøge os, så snart du kan, nu ikke mere denne gang, og jeg kære bror!, har skrevet dette brev selv.
Kristina Margaretha Knudsen
på Lysholm 1833.
Hendes legekammerater fra skolen.
Iblandt de piger, hun gik sammen i skole med og med hvem hun ofte kom sammen, kunne mærkes, Marie og Doris Friis, døtre af skolelærer Friis, hvis kone var en datter af degnen Hammer i Ulkebølle. Marie Friis døde tidlig, Doris Friis blev siden g. m. boelsmand Frost, der ejede boelet ”Engelshøj” tæt ved Sønderborg. Anne Marie og Mette Moes, døtre af boelsmand Christen Moes på ”Bjerget” i Elstrup. Anne Marie Moes blev siden g. m. parcellist Christian Møller i Frederikshof og Mette Marie Moes blev g. m. Jørgen Elneb eller Dominikussen i Hundslev, Margrethe Miang, en datter af parcellist Jørgen Miang ved Nyled. Hun fik stedet og blev g. m. Christen Klyhn af Guderup. Mette Marie og Stine Bonde, døtre af boelsmand, Jens Hansen Bonde i Elstrup, men deres mor Dorthe ejede ”Bostedvraa”, hvor hun levede på aftægt og her opholdt de sig siden. De blev begge gifte med væver og slagter Jørgen Vogt i Hundslev, men døde tidlig. Anne Thorvelsen fra ”Bostedvraa” der blev g .m. urmager Blessehøj i Notmark og Mette Maries Christine, der var sat i pleje hos den sidstes forældre og siden blev g. m. den lange skrædder Christian Jensen eller Madsen på Østerholm. Disse piger kom ofte med til Lysholm og legede med Christine, ligesom hun da igen engang undertiden blev indbudt op til Elstrup til skolelærer Friis eller til boelsmand, Christen Moes. De andre fra Østerholm kom undertiden om aftenen over til Lysholm, spiste nadver med folkene, og blev der da leget i det køkken: ”at gå i skole, at søge skjul”, ”at gå om med knuden” eller andet. I skolen var Klaus Dreier, en søn af skovfoged Hans Dreier på Østerholm gerne hendes kæreste. Han blev konfirmeret 1838, og kom derpå til Tromsø i Norge til sine farbrødre for at gå til handelen. I middagstiden, når hun var i skole gik hun ofte op til Kirsten Vævers, der boede i boelsmand Lindgaards aftægt, ”en tjenstagtig ånd, for alle mennesker”. Her fik hun da tit lidt varme, hvad hun igen fik betalt, når hun kom ned til Lysholm.
Hendes udflugter.
Engang hver sommer, så længe den gamle Emil Juhler på Sandbjerg levede, besøgte den gamle tante ham. Hun kørte da tidlig hjemmefra og tog igen tilbage om aftenen. Christine var da gerne med, således 1833, da Doris også var med, og de om aftenen kl. 11½ holdt for kroen for at sætte hende af. Familien Neumann fra Aabenraa kom også af og til en gang om året i besøg på Lysholm, især blev begge døtre, Jette og Line Neumann flere dage i besøg på Lysholm, ligesom Christine og Elisabeth da igen tog ned til dem, hvor de forblev i flere dage. De sendte altid mange billeder, især modejournaler o. a. m., som gjorde stor lykke. Jette Neumann blev siden g. m. Hr. Jensen i Aabenraa, der fik en ansættelse ved gasværket, og Line Neumann blev g. m. en vognmand H.P. Brandt i Sønderborg. Familien Hollænder fra Nordborg kom hver anden søndag til Lysholm, da Jakob Fred. Hollænder var kurator for den gamle tante. Hun tog da en gang om sommeren om til Nordborg for at besøge denne familie. Deres plejedatter Sofie Møller, kaldet Hollænder var altid med og blev her undertiden i længere tid i sommerferien. Hun blev siden g. m. kaptajn Jessen på Nordborg. Hun vedblev altid at være en god veninde af Christine, med hvem hun var jævnaldrende. Således kom hun engang om året med den gamle tante til Hartspring og Hagenbjerg. Da de en dag om sommeren 1839 var der omme i besøg, spadserede hele selskabet om eftermiddagen op i Oksbølmark, hvor køerne og den gamle hest gik på græs. Grethe Frost og Christine satte sig da afvekslende op på ryggen af den, og red i galop til stor moro for selskabet; men tante Frost stod i en slem angst og råbte: ”o Grethe! Se dig dog for. Nu ligger hun der min sel!” Men det gik godt alligevel. Engang om året gik turen ned til den gamle tantes søskendebarn Anne Margrethe Vogt, der var g. m. parcellist Jakob Klausen på Frederikshof, de spadserede der gerne ned til stranden. Når vognene kørte til mølle, kom hun ofte med og skulle da indenfor, og når pigerne gik til Hundslev for at købe ind hos kromand Jensen, spadserede hun undertiden med, blev hos døtrene, Marie og Christine Jensen, der så igen kom ned til Lysholm. Marie Jensen blev g. m. farver Jørgen Krogh i Igenmølle, og Christine Jensen døde tidlig. Til Mikkels marked kom hun gerne med til Sønderborg, når vognen kørte ud med folkene. Hun kom da ind til de gamle Spangs, til norsk Hansens, hvor der spændtes fra, og senere til mutter Hattemagers, der gik omkring på landet og handlede, og da også kom til Lysholm, hvor hun plejede at ligge om natten. Hendes datter var g. m. lods Poulsen.
Samlivet med sine søskende.
Hendes største glæde var dog, når hendes søskende kom ned fra Ketting til Lysholm og allermest, når de blev der en del af ferien i julen, påsken eller sommerferien. Når jeg fra Hagenbjerg kom derned, kørte jeg gerne med Niels Post til Igen kirke hvor vognen fra Lysholm hentede mig, og var Christine og Elisabeth da gerne med. Om vinteren var det mørkt at køre igennem Suders gyde i Elstrup. Om sommeren legede vi da gerne i det grønne lysthus i haven. Christine var da gerne husmoderen, vi andre piger og fik til løn kjoler og huer m.m. Hertil måtte blade tjene, som blev prikkede på forskellig måde. Stedmoders blomster blev kønne huer med silkesløjfer i nakken. Indenfor legede vi med udklippede karle og piger, af papir, der blev malede, eller de fra Aabenraa i mængde tilsendte modejournaler, der blev udklippede og opstillede langs med væggen på den lille kommode i det store dønsk. Til sine dukker havde hun en lille himmelseng med dyner og puder i, desuden et lille fadebur med en hel del små fade, tallerkener, skåle m.m., som hun til dels fik foræret af pottemanden og konen fra Nordborg, når de gik omkring for at afsætte deres varer, og da havde gjort en god handel. Om eftermiddagen fulgte vi tit pigerne i marken, når de skulle ud at malke. Christine red da ofte på hesten, der kørte mælken hjem. Ligesom hun havde sin ko, der hed ”Sommer”, rød med hvidt hoved, således havde hun også sin hund, først ”Tyrk” og siden ”Bella”, og sin høne, en lille lavbenet, gulspraglet høne. Om aftenen sad vi børn gerne henne på en skammel ved mosters seng og hørte på pigen Christiane Kleins historier eller Lille Ellens anekdoter, eller hørte gamle Jens Babba synge kæmpeviser. Når der siden var bleven rykket op, blev den store senge… flyttet ind fra spisekammeret, hvor den havde sin plads om dagen, og der slumrede vi da snart ind og drømte mangen gang om de røvere, hvorom der var bleven fortalt.
En hæslig hudsygdom kom på Lysholm.
Ved en pige, Grethe Marie Bødkers, der i disse år tjente på Lysholm, og som spillede kæreste med en jysk tærsker, blev hun og moster 1833 smittede af en hæslig hudsygdom. Derfra bragtes den også til Ketting kro, hvor alle blev angrebne deraf. Samme år grasserede også skarlagensfeber hist og her på Øen. Den ramte dem på Hartspring, men på Lysholm blev de forskånede for denne sygdom.
Hun bliver konfirmeret 1840.
1839 i efteråret begyndte hun at gå til konfirmations forberedelse hos stedets præst Hr. pastor Ahlmann i Guderup. Hun havde følgeskab af Doris Friis, Jørgen Sundebo fra Nyled, der efter sin konfirmation kom ned at tjene på Lysholm, foruden andre børn fra Elstrup og Østerholm. Palmesøndag d. 12. april 1840 blev hun konfirmeret i Igen kirke. Hun stod som nr. 5 på kirkegulvet, ikke fordi de 4 øverste piger var bedre end hun. Thi pastor Ahlmann satte dem ikke efter deres kundskaber, heller ikke stillede han hver af de 3 skolers børn for sig. Men han stillede dem vilkårlig op på kirkegulvet og sørgede da tillige for at putte en dårlig ind mellem 2 flinke, for at de kunne hjælpe på en sådan. Han tillod de andre at hviske, når den, han spurgte ikke kunne svare. Følgen deraf blev, at det hele gik i et hvisken som en flok hvæsende gæs. Den øverste pige Anker Carstensens datter i Guderup, var en af de simpleste, hende havde han stillet øverst, lidt for sig selv, af den grund, at hun havde været fnattet, og for at undgå, at hun ikke skulle befænge nogen af de andre.
Hun opholder sig på Lysholm fra 1840-43.
Efter sin konfirmation blev hun på Lysholm, Doris kom nu ud, og Christine trådte i hendes sted. Den første sommer gik hun visse dage om eftermiddagen op til Elstrup for at lære at sy hos Mad. Michelsen, der samme forår var kommen hertil med børnene fra Igensund, da hendes mand var bleven kaldet til skolelærer i Elstrup. Det var en talrig familie; thi foruden børnene, så var i deres hus også både hans og hendes mor. Den første, en gammel pæn og agtværdig kone passede gerne børnene, den anden, en rask og skrap kone gjorde tjeneste i huset. Der herskede undertiden lidt jalousi mellem de 2 gamle bedstemødre. Mad. Friis blev en kort tid boende i Elstrup, Michelsen skulle årlig betale hende ud af kaldet, så længe hun forblev enke, 16 rdl. cour.. Hun forstod at tage ham ved næsen, da hun en dag talte med ham, ytrede hun, at hun kunne nok forstå, at det måtte være ham byrdefuldt årlig at udrede 16 rdl. cour. Hvis han ville vedblive at yde hende årlig 5 rdl. cour., selv om hun skulle få i sinde at gifte sig, ville hun gøre det for hans skyld. Men det havde hun ikke i sinde, og det anede han heller ikke. Han gik derfor ind på årlig at betale hende 5 rdl. cour.. Kort efter ægtede hun hjulmand Iversen i Ulkebølle, en mand, der senere blev temmelig bekendt for sit danske sindelag. Således måtte han vedblive at betale hende årlig 5 rdl. cour., hvorimod han helt kunne være sluppet af med pensionen til hende, da hun indlod sig i et andet ægteskab.
Mad. Michelsen var en lille køn og dygtig kone, hun var snild, underholdende, vittig og morsom, men hun kunne også nok gøre næstens fejl og skrøbeligheder til genstand for sin vittighed. Hun trak i begyndelsen Christine til sig, derved kom hun ofte på Lysholm med børnene og havde hun jo lidt fordel om ikke andet, så undertiden at benytte vognen et eller andet sted hen. Men Christine forstod dog ved lejlighed at skaffe sig lidt af med hendes påtrængenhed. Da hun og Elisabeth således var indbudne til Doris Friis` bryllup i Ulkebølle, fik Mad. Michelsen straks udspekuleret, at hun og Michelsen kunne benytte lejligheden for at komme til Igensund. De skulle da om aftenen igen møde i Spang kro for at køre med tilbage. Da de var kommet der, sendte de bud hen til brudegården, at de var ankomne, men da det var meget for tidligt endnu at tage hjem, lod Christine som gik hun ud fra, at vognen var gået ud for deres skyld, dem vente flere timer, inden hun ville tage af sted. De kom i så henseende til at rette sig efter hende og Elisabeth. De måtte da blive siddende at vente i Spang kro, indtil hun gav ordre til at køre. De var derfor meget pule og tavse, da de kom hen for kroen med vognen og hele turen hjem. Fra den tid kølnedes venskabet noget.
Hun vedbliver i længere tid at være barn.
Hjemme i huset gik hun med i al husholdning, men vedblev dog endnu nogen tid efter sin konfirmation at være barn. Hun vedblev at have adskilligt af sit legetøj i sit chatol, der stod oppe i den store sal. I det midterste rum i klappen var en lille sal ind stafferet med sofa, bord og spejle og et par små dukker, og når hun kunne komme af sted dermed, følte hun lyst til at se til det og så småt lege dermed. Og skønt Neumanns vedblev også efter hendes konfirmation at sende de yndede modejournaler, vel nærmest til hendes søster Elisabeth, så morede hun sig ligeså meget at se på dem, som denne, og tilegnede sig også hemmelig sin part af dem. Ligeledes klippede hun stadig jomfruer og bondepiger ud af papir og malede dem med forskellige dragter.
Hun var ivrig dansksindet.
Hun holdt også meget af at læse, men måtte ofte stjæle sig til det, at den gamle moster ikke skulle mærke det. Jeg forskaffede hende ofte en eller anden bog fra Nørreherreds Folkebibliotek, som havde sin plads i Hagenbjerg præstegård, da kapellanen Hr. Holger C.C. Fangel havde fået det oprettet og stod i spidsen for det. Hun læste begge Ingemanns romaner, ”Knud den store og hans hof”, ”Rosen på tidseløen”, en oversættelse fra det svenske, foruden andet mere. Hun fik også ofte en eller anden bog til låns af sin ældre bror Knud. Hun var også ivrig begejstret for den danske sag, fik den gamle tante til at holde bladet ”Dannevike”, som hun altid læste med stor glæde. Christian d. 8. var dengang Konge, og hun plejede altid hvert år på hans fødselsdag at bekranse hans billede med blomster og grønt. Det vedblev hun med, da hun kom ind til Østerholm, hvor hun fandt en tro medhjælper i pigen Ellen Sundebo, eller såkaldte lille Ellen, der med sin mor boede i den ene ende af huset. Det var fattige, men ærlige og godmodige folk, der altid havde haft en støtte i Lysholm. Lille Ellen havde tjent på Lysholm fra maj 1838 til maj 1844 og sad hjemme og vævede. Christine der havde kendt hende fra skolen, holdt altid meget af hende, og hun var familien igen taknemmelig for dens godhed imod hende og sin mor.
Hun aflægger et besøg i Aabenraa 1842.
I foråret 1842 havde de besøg af Neumanns 2 ældste døtre Birgitte og Karoline, der var omtrent i alder med Christine, de havde ventet deres mor med, men hun fik forfald. Hun kom senere hen i sommeren med de 2 yngre døtre, Anna og Frederikke. Christine og Elisabeth gjorde da et lille genbesøg i Aabenraa dette år.
Hun flytter til Østerholm 1843.
1843 ville Neumanns, at de atter skulle besøge dem, men det kunne ikke ske, da de havde travlt med at indrette huset på Østerholm, hvor den gamle tante ville bo på aftægt, når hun til efteråret aftrådte Lysholm til sin nevø Knud Knudsen. Til nov. 1843 fulgte Christine og Elisabeth med hende til Østerholm, hvor hun nu optog sin bolig for fremtiden. Den gamle pige Mette Marie Petersen, der havde tjent på Lysholm anden gang fra 1834 fulgte med som pige på aftægtet. I bryggerset boede Anne Marie Sundebo med sine børn. Det blev vel lidt stille her inde, men huset lå i en yndig egn, lige tæt ved den store skov og ikke langt fra stranden. Deres familie på Lysholm, deres nærmeste naboer, Mad. Hansen på Bommerlund og Mad. Vogelsang på Østerholm så jævnlig ind til dem. Hollænders fra Nordborg kom undertiden, engang om året havde familien på Hartspring, i Hagenbjerg og Oksbølle indbudt, ligesom de da igen med familien på Lysholm engang om året blev indbudt disse steder til gæst.
Hun gør atter en tur til Aabenraa 1844.
1844 i pinsen gjorde Christine med den gamle tante, og sine søstre Anna og Elisabeth en udflugt på en 5-6 dage til Aabenraa for at besøge familien Neumann. Deres vogn hentede dem i Sønderborg: De morede sig udmærket på denne rejse, da de kørte ud med dem i omegnen. Den gamle tante genså Brunde, hvor hun for mange år siden havde boet. De kom til Vilstrup og Christiansfeld, hvor de beså Brødre- og Søstrehuset og byens andre mærkværdigheder. Neumanns vidste ikke, hvor behageligt og godt de ville gøre det for dem. Den gamle forærede dem vel lidt penge, sendte tøj til kjole, bukser m.m., men på den anden side viste de hende igen mangen opmærksomhed, sendte hatte, kage m.m. Derfor kan man ikke sige, at de gjorde det af interesse; thi det var godhed og kærlighed; thi de var sjælden godmodige folk. Deres døtre aflagde senere hen i sommeren et genbesøg på Østerholm.
Hun aflægger atter besøg i Aabenraa 1845.
1845 til påske sendte Mad. Neumann dem en dejlig kage, den kom ret tilpas; thi påskedag d. 23. marts hentede de familien på Lysholm tilligemed hendes bror Christian som gæst, hvor de da blev beværtet med hendes kage. Caroline Neumann havde sendt en smuk dug, som hun selv havde syet, hvorfor den gamle tante igen sendte Mad. Neumann en stribet kjole af hvergarn. Christine sendte noget af sit hår ned til dem og bad om at lade Mad. Uck deraf lave en urkæde, som hun ville forære sin bror Christian. Hun ville senere, når de traf sammen betale dem udlægget. Neumanns har atter indbudt den gamle tante til at besøge dem til sommers tilligemed Christine og Elisabeth. Den gamle tante turde ikke atter påtage sig en sådan rejse, men Christine lovede at komme til pinse. Til pinse tog da hun, hendes bror Christian og søster Elisabeth derned. Peter Neumann hentede dem da med vognen i Sønderborg, hvor de ventede ham hos lods Poulsen. Han befordrede dem igen tilbage til Sønderborg, efter at de havde opholdt sig i en 5-6 dage der og moret sig godt. Han kørte ud med dem til Brunde, Skedebjerg, hvor en bror af Neumann var skovfoged. Ligeledes var de i besøg hos en familie i Kolstrup. Hen i sommeren aflagde Neumanns døtre igen besøg på Østerholm; de tog da en dag til Lysholm, til Hartspring og en anden dag Nordborg. Om aftenen ville de have været inde i Hagenbjerg, men det blev for silde.
Frederik Jakob Hollænder 1845.
I juni måned skulle de have været til bryllup på Nordborg, hvor Peter Hollænder skulle giftes med Sofie Michelsen. Der blev ikke noget deraf; thi ved denne tid fik hans far pludselig et slagtilfælde og døde d. 23. juni. Om formiddagen havde han først været henne hos smeden for at se på hestene, som blev skoede. Derpå kørte han med sin søn til stranden efter grus. Da han kom hjem, blev han pludselig rørt af et slag og døde. Der blev nu kun holdt et lille bryllup i stilhed. Peter Hollænder blev atter indsat til formynder, blev kurator for den gamle tante på Lysholm. Flere folk døde dette år meget hastig. En kone faldt pludselig om på landevejen og døde. En gammel skovfoged der i egnen stod op af sin middagssøvn fik et slag og døde.
Matthias Vogelsang døde 1845.
1845 d. 1. juli døde den lille Matthias Vogelsang på Østerholm. Han havde været syg i en 14 dage og led meget. Christine var bedt til at skænke kaffe og Elisabeth til at strø blomster i den anledning. Hans far Fritz Vogelsang, som var slemt forfalden til drik og havde undertiden delirium, tog sig hans død meget nær, og gik en dag som et halvt forstyrret menneske på kirkegården og stod og hylede på hans grav. De havde i ham og i den nærliggende kro 2 slemme naboer; thi i kroen havde kromanden Hans Iversen ligeledes delirium. Og det blev endnu mere ubehageligt for dem, da i efteråret 1845 en søstersøn af den gamle tante, Nikolai Andersen, der havde været gartner, fattig og trængende kom der i besøg og forlængede sit besøg hos hende, indtil hun døde.. Hun nænnede ikke at sige til ham, at han skulle rejse, da hun vidste at han havde ingen at ty til. Hun lod ham derfor blive, men det var ubehageligt nok, for dem altid at have ham omkring sig, da han tit besøgte kroen og ofte kom hjem med en slem perial. Christine især var meget ked ved hans lange ophold der i huset. Det forstyrrede husets fred og glæde.
Til middag i Hagenbjerg præstegård 1845.
1845 i aug. rejste jeg til Odense for at gå i skole. De var med dem på Lysholm nede ved Fynshav for at tage afsked. 14 dage efter i sept. var de tillige med familien fra Lysholm, Hartspring og Oksbølle indbudne til middag i Hagenbjerg præstegård. Den gamle præst havde lige fået brev fra mig, hvorover han var meget glad og ytrede, at jeg ikke skulle komme til at mangle penge til min studering, om han også forinden, hvad Gud forbyde, skulle afgå ved døden. Da det kom på bane luskede tante Thomsen bort, det gad hun ikke høre på. Ved bordet drak han min skål, tante Thomsen faldt da straks ind med sit spørgsmål: ”hvad er det dog for et smukt billede, De har der lille onkel”.
Kongens fødselsdag fejres på Østerholm 1845.
I stedet for at tage op at se på de store festligheder på Augustenborg i anledning af Hertugens sølvbryllup, hvor der demonstreredes med den nyopfundne Slesvig. holstenske fane, med liedertafler m.m., holdt de derimod på Østerholm Kongens fødselsdag d. 18. sept. 1845. Hun havde ophængt 4 smukke kranse i den store stue, hvor de fik andesteg og æblekage og drak Kongens skål i rød vin. Familien på Lysholm var indbuden.
Barnedåb på Lysholm 1845.
I nov. var de en tirsdag indbudne til barselsgilde på Lysholm, hvor den gamle præst i Hagenbjerg holdt barnet Peter over dåben. Pastor Fangel i Oksbølle, Sander Thomsen på Hartspring, den gamle tante på Østerholm og Christine stod faddere. De kørte derop i præstens Wienervogn. Den gamle tante på Østerholm fulgte ligeledes med moderen i kirke, da hun holdt sin kirkegang. Grethe Frost skulle først have stået fadder, men da hun blev drillet med Alexander Thomsen, ville hun ikke. De havde derefter en fornøjelig dag sammen.
Klaus Dreier hjemme i besøg 1845.
Klaus Dreier kom hjem i besøg fra Tromsø d. 1. nov. og d. 2. nov. besøgte han dem på Østerholm. Han var i hendes øjne smuk. I denne tid blev også Jørgen Hansen på møllen forlovet med enken Mad. Vogelsang på Bommerlund. I den anledning blev der midt i dec. holdt skifte på Bommerlund.
Besøg af Neumanns døtre 1845.
I julen var Neumanns døtre i besøg på Østerholm.
Hun var til et par bryllupper 1846.
I vinteren 1846 var hun og Elisabeth til 2 bryllupper, først til Klaus Iversens på Bostedvraa og dernæst til væver Christen Nielsens ved Igen kirke. Det stod hos synsmand Hans Frederiksen i Igen, og morede hun sig godt her, da de Igener bønder var meget dansksindede, sang flere gode danske sange, iblandt andet: ”Slesvig Danmark Søsterland”. Hun forarger meget over sin søster Annas letsindighed.
Hun er ude at se skuespil i Sønderborg 1846.
1846 i april var det Müllerske Skuespilselskab i Sønderborg. De var en 20 personer ved selskabet. Torsdag d. 16. april var hun med dem fra Lysholm derude og så stykket: ” Ude og hjemme”. Hun morede sig derfor udmærket.
Madam Vogelsang bliver gift 1846.
1846 blev Jørgen Hansen g .m. Mad. Vogelsang på Bommerlund. De levede meget stille, han var næsten aldrig at få at se. Hvad der var underligt, var, at folkene skulle sige Du til dem og nævne dem ved deres fornavn: ”Jørgen og Grethe”. Elisabeth havde nu en 15-16 kaniner, en høne havde 10 kyllinger og 2 ænder lå. Blomsterne var meget tidlige, i feb. plukkede hun martsvioler.
Elisabeths fødselsdag 1846.
Til Elisabeths fødselsdag d. 13. april var de ude fra Lysholm. Den lille Peter var med, han legede, ”Dagmars søn”, det var et lille nydeligt barn; han var så fin og spædlemmet.
Storhøj i Østerholm skov 1846.
I modsætning til den højtidelighed, der fandt sted på Augustenborg i anledning af begge prinsers konfirmation, ved hvilken lejlighed sangforeningen spillede op, blev Dronningens fødselsdag d. 28. maj fejret med lystighed i alleen på Østerholm. Der skulle rejses et telt til beværtning og et andet til dans. Det var ”Storhøj”, som bønderne kaldte det. Det var arrangeret af den nye høker på Østerholm ved navn Gudemoes.
Gilder ude og hjemme 1846.
I sept. var familien fra Hagenbjerg og Oksbølle indbudt til Østerholm, hvor Agnes Fangel var med. Tante i Hagenbjerg var helt munter og fortalte sine kusiner om ”Braadehuset” m.m.
Sangforeningen til Hartspring 1846.
Til gengæld var de atter indbudt til Oksbølle præstegård, hvor familien fra Solbjerggaard var med. De unge morede sig i haven med at lege ”tik” eller ”Enkemand”. Tante Thomsen havde en søndag i aug. hele den augustenborgske sangforening indbudt til Hartspring, hvor den blev trakteret med lamme- ande- og kalkunsteg og så megen vin, de ønskede. Dem musicerede på kraft i haven og til sidst fik de en del bøndepiger ind at danse med. Alt folk fortænkede hende over dette optog.
Kongens fødselsdag 1846.
På Østerholm blev Kongens fødselsdag festligholdt d. 18. sept. Deres aftensmåltid, en tyk pandekage med vin, ved hvilken lejlighed de drak hans skål. Lille Peter havde fået kighoste og var meget syg deri.
Bal på Østerholm 1846.
I dec. var hun til et bal på Østerholm, som Mad. Gudemoes havde anstillet; det stod hos fatter Fritzes, der den dag var helt desperat. Han drak 6 flasker vin foruden punsch og brændevin. Hver 14. dag drikker han 5 kander brændevin, hvorfor han har ligget siden ballet.
Besøg af fremmede gæster 1846.
D. 14. nov. kom Mad. Neumann, Peter, Birgitte og Frederikke der i besøg og blev der i 2 dage. Hendes søster Anne har også været der i besøg med sin lille Jørgen, en 14 dage. Barnet var kun svagt. De har fået haven lidt omlagt, både den store og den lille ved huset.
Udsigt til forskellige partier 1847.
Hans Dreier fra Østerholm, der var bleven skovfoged efter sin far, syntes godt om Christine og hun syntes også godt om ham, da han så godt ud. Den gamle tante mente derimod ikke om partiet, og så blev der ikke af det. Det kan jo også nok være, at Neumanns har ønsket et parti mellem hende og Peter Neumann. Det kunne jo godt have gået, da han var et godt menneske, og senere blev en meget agtet mand, var dansksindet og kom ind i en god stilling. Men han har vist aldrig anholdt om hendes hånd. Derimod var Martin Vogelsang 1847 på Lysholm for at lære landvæsen. Familien på Solbjerggaard kom da ofte til Lysholm og lod til meget at interessere sig for Christine og ønskede vistnok gerne et parti mellem Martin og hende. Han var dog dengang temmelig uheldig i enhver henseende, forkælet i høj grad, så at han ikke turde ligge alene på loftet, hvor han var bange for ”Vækatten”. Der blev derfor gjort lidt løjer med ham, og hun syntes vistnok ikke om ham.
Fest i Østerholm skov 1847.
Neumanns familie havde indbudt hende og Elisabeth ned til pinse; men de kunne ikke komme, da der skulle være stor fest i Østerholm skov anden pinsedag, der kunne da let komme fremmede til dem, hvorfor de ikke kunne tage ud. De ville tage derned senere hen i sommeren, og da rejse med dampskibet derned.
De rejse til Aabenraa 1847.
Lørdag d. 27. juni agtede de at rejse derned. Den gamle tante kunne ikke tåle at gøre rejsen med. Der var hundesyge på Als. Hunden ”Spitz”, som de havde foræret dem, var død, og ”Bella” var syg.
Besøg af forskellige personer 1847.
I maj måned var Anna der i nogen tid i besøg. Hun havde mistet sin lille søn Jørgen, der havde fået et slag i den venstre side. Det var godt at han døde, da han led meget. Hun klager over Andersen og ønsker, at han snart ville rejse: Hans bror Lorentz Andersen havde været der i nogen tid i besøg. Det var en pæn mand, han havde en svag kone og mange børn. Han og broderen kunne ikke rigtig enes i den tid, de var sammen. Lorentz Andersen har formentlig foreholdt den anden hans uordentlige levned, og at han ikke tog sig noget for. I okt. var Neumanns familie fra Aabenraa der også i besøg. De forærede Christine og Elisabeth hver en ny hat.
Kongens fødselsdag 1847.
Hun glæder sig over at Kongen var i Odense i sept., og at jeg var vidne til al den stads. Den gamle tante og de andre tænkte ikke på, at det var hans fødselsdag d. 18. sept. Christine overraskede dem om aftenen, da hun kom ind med vin og en tallerken sukkerkage, bekranset med røde og hvide asters og grønt imellem. Hun bad dem om, at drikke på vor kære Konges Velgående og sundhed, at han lykkelig i mange år, måtte regere med kraft og visdom. Det var velment, men det gik ikke i opfyldelse; thi i jan. 1848 døde Kong Christian d. 8.
Hendes søster Doris rammes af tung sorg 1847.
Søndag d. 20. sept. var Doris på vejen til Brunsnæs for at tage med dampskibet fra Flensborg til Sjælland for at besøge sin forlovede Christian Elley, som lå for døden hos sin søster. Hun kunne for storm ikke komme ud til skibet og måtte altså opsætte turen til næste søndag. Hun ønskede da at hun måtte komme af sted, da hun ellers var bange for, at hun også skulle blive syg. Gud styre det alt til det gode. Af Doris hørte de, at Bruhn, Krogh og jeg var komne op i 7. klasse og havde vel bestået vor eksamen, hvilket var dem en stor ære.
Doris kom imidlertid ikke af sted. Rygtet var allerede kommet fra Augustenborg, at han skulle være død. Hendes søskende turde ikke meddele hende den sørgelige efterretning, da det kun var et rygte. Derfor foreslog hendes bror hende at rejse til Augustenborg for at høre, hvorledes han havde det, da de havde hørt, at det var blevet værre med ham, og at der kun var ringe håb. Af hans forældre fik hun da den sørgelige efterretning, at han var død d. 24. sept.. Derfor var det en lykke at hun ikke kom af sted; thi hun ville have fundet ham død. Hun venter at hun kommer derned nogle dage, da hun kan trænge til deres selskab. Christine gik ikke til sengs nogen aften, uden at hun græd sig i søvne over sin stakkels søsters tunge sorg. Hun kunne ikke få ind i sit hoved, at han så ung skulle dø, hun holdt af ham som en bror.
Alexander Thomsen forlovet 1847.
I aug. var Alexander Thomsen på Hartspring bleven forlovet med frøken Kathrine Carstens på Augustenborg. Da de en dag var nede at besøge hans søster på Østerholm, kom de også ind og aflagde en visit hos dem. Mad. Carstens var selv med. Det var d. 26. sept. Christine undrede sig over, at han var bleven forlovet med en sådan fin frøken. De kom da indenfor. ”Er det Mad. Knudsen”, ytrede Mad. Carstens, ”æ hæ it set dem fø. Det er Thomsens kjærest. Kathrinaa kom hi te Mad. Knudsen aa la hin sie dei“. Sander var bleven vigtig, men han forstod da alligevel ikke rigtig at omgås sådanne fine folk. Hun morede sig rigtig over, da de gik, bød han bruden den ene og svigermor den anden arm og imellem trak han rumpen en halv alen bag efter sig. Hendes søster Anna var der endnu i besøg, hun havde heller ikke noget at forsømme dermed. På søndag ville de gamle fra Kegnæs hente hende.
Hun var til koncert i Sønderborg 1847.
I dec. var hun til koncert i Sønderborg med sin bror. Det var en dejlig musik at høre. Men at danse turde hun ikke indlade sig på. Hr. Andersen har vundet 16 rdl. i lotteriet; men Mad. Ahlmann i Igenmølle gjorde det bedre, hun med sin jomfru og pige vandt 1000 rdl. På Lysholm var der kommen en lille prinsesse, men Peter var ikke god derover, han kunne ikke finde sig i, at hun skulle have hans vugge og alle hans puder. Han siger at hun skal hænges op ved benene. Den stakkels Doris finder sig dog i tålmodig sin skæbne, synes os, men hun bærer det hos sig selv. Hun er bleven mager, men synes dog ret munter, når vi kun ikke berører såret. Den gode Gud læge og lindre det med tiden..
Den gamle tante døde 1848.
1848 d. 27. marts døde den gamle tante på Østerholm stille og rolig, 80 år gl. ”Gud lønne hende for alt det gode hun har bevist os, og vi alle stedse mindes hende med barnlig taknemmelighed”. Christine var altid den, hun elskede mest, og den, der stod hende nærmest. Og hun holdt også meget af den gamle tante og viste en datterlig kærlighed og lydighed. Det var derfor naturligt, at hendes død fremkaldte sorg i hendes hjerte og vakte uro for fremtiden; thi nu blev dette kære hjem lukket for hende.
Hun bliver forlovet 1848.
Et par dage førend hun døde, havde Vilhelm Møller, en søn af skibsbygmester Jens Møller i Falsled på Fyn anholdt om hendes hånd. Han førte som skibskaptajn et af sin fars skibe, opholdt sig på denne tid i besøg på Bommerlund hos sin søster Mad. Hansen. Da den gamle tante lå syg, gad hun ikke tænke derpå, hun fik det derfor ikke at vide. Men da hun var død, gav hun ham sit ja, da hun følte sig ene og forladt i verden. Vel havde familien på Lysholm tilbudt hende at komme derud, men der kunne hun jo ikke, altid blive. Hun gruede for at tage ud iblandt fremmede for at tjene, hvortil hun ikke duede, da hun var svag. Hun tog det da som et brød, der blev hende rakt af den gode Gud. Han så vel ikke godt, men god ud, og da hun havde været forlovet nogen tid følte hun sig lykkelig ved denne forbindelse. På grund af krigen blev det forbudt skibene i den første tid at gå ud. Han forblev derfor et par måneder på Bommerlund, indtil forbudet hævedes. D. 25. april rejste han til Falsled for at gå til England eller Holland.
Tante Thomsen kommer til Østerholm 1848.
Kort efter den gamle tantes død kom hendes faster tante Thomsen, der nu boede på Augustenborg, anstigende til Østerholm. Hun var ængstelig for arven og ville ned og passe på. Her blev hun syg og var nær døden. Det gik derfor hver dag løs med fremmede, som kom og så til hende. Ingen ting var hende tilpas, så var maden for sød, så var den for sur eller for salt. Det var endnu mere kedeligt, da de vidste, at hun havde sin sygdom af sorg og græmmelse over forræder Hertugens sag, at den stod dårligt; thi dermed glippede alle hendes forhåbninger i fremtiden. Hun kunne derfor ikke tåle at høre et ord om det hele djævelske forræderi og oprør eller om den danske sag i fremgang. Men de kunne dog ikke altid tie stille, det kunne Christine i det mindste ikke og derfor kunne hun ikke lide hende. Men det værste var, at da hun igen kom på benene, tænkte hun på intet mindre end at udelukke sin brors børn fra arv. Hun gik og smiskede for øvrigheden og passede altid på at få den ene og anden i tale under 4 øjne. Hun søgte at overtale Nik. Andersen til ligeledes at gøre indsigelser imod testamentet, hvad han ikke ville indlade sig på. Hun ville ikke have den senere klausul, der var tilføjet testamentet indsendt til konfirmation. Hun fik også sat igennem, at husholdningen på Østerholm skulle hæves eller indskrænkes; thi det tærede på boets masse. Det var for at få Christine og Elisabeth ud af huset. Følgen deraf blev, at Elisabeth kom ud til Sønderborg for at lære at sy hos Mademoiselle Hansen, og at Christine kom til Lysholm.
Hendes danske sindelag 1848.
Christine ønskede, at krigen snart havde en ende, og at de tyske hunde var jaget ud af landet. Men hun tænkte nok, at det ville ikke vare længe, førend de danske brødre havde blæst dem bort, thi de gik dog gerne af med sejren og kæmpede for retten. Hun kunne selv ønske at gå med i krigen blot for at give den forræderiske Hertug en kugle i sit sorte hjerte. Hun drømte engang at hun havde ramt ham.Hun beklagede de stakkels sundevitter alt det, de måtte lide, og at de slæbe med magt alt det ringe mandskab til Rendsborg for at iføre dem soldatertrøjen. Mange var derfor flygtede over til Als. Prinserne var ikke så slemme, de sagde, at de var førte bag lyset og fortrød, at de var komne herned. De ville hellere gå imod Berlin og dens pøbel. Forbundstropperne var slemme, de røve og plyndre, hvad de ikke kan få med, slå og skære de itu.
Hun opholder sig på Lysholm 1848-49.
Hun opholdt sig på Lysholm hele sommeren og den følgende vinter indtil hun blev gift. Hun havde i den tid travlt med at gøre en del af sit udstyr i stand. Sidst i okt. var hun med dem til Hagenbjerg, det var den sidste aften, jeg var hjemme, da jeg dagen efter skulle rejse til København som student. Hun hjalp da til med at sømme og sy navn i en del nye lommetørklæder, som jeg havde fået. Det var sidste gang jeg så hende.
Hun har bryllup 1849.
1849 d. 8. feb. holdt hun bryllup med sin forlovede skibskapt. Vilhelm Møller. Hun blev viet af biskop Hansen i Igen kirke. Et lille bryllup stod på Østerholm. Det var kun de allernærmeste af familien på begge sider, som var indbudne. Dog var hans far, den gamle skibsbygmester Jens Møller af Falsled også med. Hensigten var, at de for fremtiden skulle bo på Østerholm. I foråret tog hun med ham til Falsled og opholdt sig der i nogen tid hos hans forældre for at gøre sig nærmere bekendt med hans familie. De gjorde flere udflugter hvorved hun fik lidt af omegnen at se. Kort efter tog hun med ham på hans skib på en rejse til England. Da de ankom til byen Liverpool, grasserede der på denne tid kolera i byen. Skønt hun ikke gik i land, blev hun dog angrebet af denne smitsomme sygdom og døde 1849 d. 15. aug., 24 år gl. I denne by ligger hun begravet. Hendes brorsøn Peter Knudsen opsøgte senere hendes grav og fandt den vel vedligeholdt og smykket med blomster og kranse. Det var et tungt og uventet dødsfald for hendes familie, da hun gik bort i en ung alder og skulle ende sit liv i det fremmede land. Dog var det måske godt for hende – Herrens vilje er altid den bedste - ; thi hun var måske ikke bleven lykkelig i sit ægteskab. Dog var han god imod hende og lod til at holde af hende, men det var jo endnu kun i hvedebrødsdagene. Det er et spørgsmål, om det var blevet ved, da han i høj grad var letsindig og ustadig.
Hendes udseende og karakter.
Christine var kun et lille, spinkelt fruentimmer. Hun så godt ud, var en lille, stille, mild og beskeden pige. Hun sagde ikke meget, når hun kom ud iblandt fremmede, det kom vel af, at hun havde levet et temmelig stille og tilbagetrukket liv hos den gamle tante, var sjælden kommen ud, hvorfor hun vel generede sig noget og holdt sig tilbage, når hun kom ud. Derimod kunne hun være meget livlig, munter og meddelsom, når hun var iblandt sine egne. Hendes latter var altid hjertelig og naturlig, hun havde et godt dansk hjerte. Hun havde haft godt af at have været lidt ude iblandt fremmede. Hun lignede meget sin far, når hun bandt et tørklæde om halsen og tog en mands hat eller kasket på, skulle man tro, at vi så vor far. Hun var en sjælden lille god og tækkelig pige.
Vilhelm Møllers senere liv.
I det første øjeblik sørgede han vel nok over hendes død, men blev hurtig bortdunstet. Da han 3 til 4 uger derefter kom til Als, friede han straks til hendes søster Doris, Hun ville ikke indlade sig på en sådan forbindelse, da det stødte hende, at han så hurtig havde glemt sin kone. Kort efter hørte vi, at han havde været i Sønderborg, og der gået på en knejpe og danset og ageret med byens tjenestepiger. Det var jo et bevis nok for, hvor flygtig og letsindig han måtte være. Inden året var omme var han på en tur med skibet kommen til Jylland og blev her forlovet med en datter af amtsforvalter, kammeråd Hansen i Thisted, der flere år havde sæde i folketinget. Hende ægtede han, de boede i Falsled. Dog da han flere gange gik i land fra skibet, morede sig og slog til Søren, mens han lod styrmanden gå videre med skibet, tog familien det til sidst fra ham, og han måtte igen tage ud som styrmand. I nogle år drev de også bageri i Falsled, men da imidlertid en anden mand nedsatte sig som bager og bedre passede forretningen, måtte de igen opgive det, og han tog ud som styrmand. På en rejse forsvandt skibet, han var med i en storm i Nordsøen. Man spurgte aldrig meget til det eller mandskabet, og det formodes, at han der er druknet. Hun overlevede ham i nogle år, havde det kun småt, men sørgede for, at hendes døtre fik en god opdragelse. Hun var en pæn og agtværdig kone.
|
