§ 31. Dorothea Maria Elley, født Knudsen
S 128 – 146.
§ 31.
Dorothea Maria Elley, født Knudsen, i Sønderborg.
Hun er født i Ketting 1822.
Dorothea Maria Knudsen er en datter af kromand og høker Joh. Peter Knudsen og hustru Christine Margaretha Frost i Ketting, og er født i Ketting kro 1822 d. 18. april. Hun blev hjemmedøbt d. 5. maj på grund af svaghed og fik navnet Dorothea Maria efter sin mors afdøde søster. D. 23. maj blev hun fremstillet i kirken, båret af sin tante Mad. Else Kathrine Frost på Nordborg. Faddere var: provstens datter Amalia Burchardi, der siden blev g. m. købmand Volckmar på Augustenborg, og Kasper Fischers søn af Augustenborg, der dengang opholdt sig i provst Burchardis hus for at forberedes til universitetet i Kiel. Til daglig blev hun kaldt Doris Knudsen. Hun er døbt Knudsen og ikke Knutzen, som de 2 ældste.
Hendes barndom.
Som lille kaldte hun sig selv ”Dotter”, derfor drillede hendes søskende hende ved at sige: ”Dotter et par Rotter”. I den tid tjente jomfru Dahl fra Nordborg i kroen, hende kaldte hun ”Ymhe”. Da hun engang var gået op i bryggerset og blev temmelig længe borte, sagde den lille Doris: ”Ymhe er falden i e kæhl” (Brønd) Hun var et meget livligt barn, lattermild og fuld af spøg og kneb.
Vor far var temmelig streng over for sine børn, han kunne ikke tåle, at de gjorde den mindste støj, men når de var indenfor, skulle de være så stille som mus, dog slog han ikke, men så blot hen på dem eller også kunne komme og give dem et lille knips over fingrene, hvad der gjorde meget ondt. Doris gjorde da tit grimasser eller skar ansigt, hvorved hun fik de mindre søskende til at le og forskaffede dem et lille knips over fingrene. Naboens dreng Jakob Knabe, der tit gik herover og siden tjente som dreng her i huset, skulle ofte hen og klø vor far på benene med en nøgle, hvorved han til sidst faldt i en let slummer, det var et kedeligt og langsommeligt arbejde, men han var nødt til at holde pinen ud, uden at han turde røre sig eller gå sin vej; Doris gjorde da tit spilopper for at få ham til at le. Hun fik undertiden pigen Helene Maria Andersen af Almsted, der var her i huset, et årstid, førend hun blev konfirmeret og gik da i Ketting skole, til at stikke brændevinskarlen Jørgen Skræp med en nål, han blev da vred og tog fat på hende og gav hende et par smæk. Helene Marie var slem med at falde i søvn om aftenen ved sit arbejde, Doris gjorde da mange løjer med hende.
Skrædderen, den tykke Bommoes fra Blæsborg, kom ofte ind, han var noget formuende, men havde ingen børn; det var da gerne hans snak, at Doris skulle engang være hans arving, så længe hun var lille, troede hun det, da hun blev større, holdt hun ikke af at høre det, da hun ofte blev drillet derfor. Hun var som barn meget bange af sig, hun turde ikke lege alene eller gå ud i mørke, hun var også meget bange for byens hunde, gæs og andre dyr. Dertil bidrog måske for en del pigen Anne Marie Stumps mange ammestuefortællinger.
Hendes legesøstre.
Hun kom jævnlig sammen med flere af byens jævnaldrende småpiger, Margaretha Gudemoes, en datter af kådner, Jørgen Gudemoes, Anne Marie Jensen, en datter af naboen gårdmand Hans Jensen, hvilke 2 var hendes bedste veninder, Kathrine Jensen, hvis far kaldtes Tysker og hendes mor var fra Norge; hun kom meget hyppig ned i kroen, passede de mindre børn, var en god lille pige og stod højt hos vor far, Marie Klein, en datter af skolelærer Klein i Ketting, og Anne Marie Klausen, en datter af gårdmand Hans Klausen. De legede da gerne skjul oppe i det store bryggers, eller dansede i køkkenet, ”Munken går i enge”, ”Kejseren står på det høje slot”, ”at gå om med knuden”, ”Sol og Måne” foruden andre lege. Hun fik også lov til at gå ned til børnenes legestue i julen, og til deres ringrider-gilde om sommeren.
Foruden disse byens børn, kom hun også jævnlig sammen med Sophie Knudsen, en datter af skolelærer Knudsen i Sebbelev, Marie Petersen, en datter af kromand Frederik Petersen i Bromølle, Louise Ring fra Sønderborg, der kom i besøg hos kaptajn Matzen i Ketting, Stine Krogh, en datter af farver Hans Peter Krogh i Igenmølle, Mine Prehn, der var i huset hos sin morfar provst Burchardi i Ketting. Hun kom også af og til sammen med børn fra Augustenborg, med sine kusiner Marie og Grethe Frost på Nordborg og børnene på Hartspring, hvor Hanne Thomsen fra Nordborg var i huset.
Hun går i skole 1828.
Da hun var 6 år gammel, begyndte hu at gå i Ketting skole, hvis lærer dengang var H.P. Klein. Uagtet der gik hen ved 120 børn i skolen, så lærte de godt under hans duelige vejledning og de fleste børn bragtes ikke blot temmelig vidt i regning, men også til at skrive korrekt og at stile et brev. Da Doris blev holdt godt i skole, gjorde hun raske fremskridt, og da hun var 12 år gammel, var hun den 5, øverste iblandt pigerne. Hele skolen igennem havde hun Grethe Gudemoes til sidekammerat. De 2 sidste år sad den sidste øverst, dernæst Doris, derefter fulgte Frederikke Karlsen af Bro, en datter af gårdmand Peter Karlsen, Marie Klein, Kathrine Jensen, Anne Marie Back af Bro, Anne Marie Jensen af Ketting, Kathrine Caspers af Ketting og Helene Marie Andersen, der var i …. Disse 9 sad på den øverste bænk.
Iblandt de øverste drenge i skolen kunne mærkes, Christian Thomsen, Jakob Jensen eller Tysker, Christian Klausen, en søn af gårdmand Hans Klausen, Jørgen Svendsen, smedens søn, Hans Thomsen, en søn af gårdmand Thomas Lorentzen i Ketting. De var alle meget skikkelige og ordentlige, det var ikke således som få år tilbage, da der fandtes mange slemme drenge i Ketting skole. Kun den store Lorenz Jensen, der blev opdraget hos gårdmand Hans Klausen i Ketting, fik af og til bank af linealen. Det kunne senere i hans liv spores, at hun havde fået en god undervisning. I Ketting skole, da hun skrev gode breve, der var både god stil og indhold deri. Som en lille prøve kan følgende lille brev til hendes bror, der dengang var på Ærø, tjene; det er vel som hendes mor bemærker, lidt barnagtigt, men hun var jo også den gang kun 9 ¾ år gl.
Ketting d. 25. jan 1832.
Kære bror!
Jeg vil lade dig vide, at jeg er frisk og sund, og at vor lille søster Christina er på Lysholm. Hun har været der i otte uger før jul. I det første længtes hun meget efter sit hjem, men nu vil hun gerne tøve der nede hos moster på Lysholm. Jeg kan også lade dig vide, at deres gamle kone Minna er død, hun døde fjorten dage før jul og lå kun syg i otte dage. Hils tante, onkel og sig dem tak for det gode, de var mod mig, da jeg var hos eder. Hils tante Frost og jomfru Matthiesen og lille Marie og Grethe og alle eders tjeneste piger. Du var dog først og sidst hilset af din til døden, en oprigtig og tro søster
Dorothea Maria Knudsen.
Hun går I syskole 1834-36.
Hun gik i de første år om sommeren hver onsdag og lørdag eftermiddag op til Augustenborg i syskole hos jomfru Blæssehøi, og da senere fru Brincken, en enke efter kapellan Brincken i Ketting, der boede i Ketting enkesæde, også holdt Sy - og Strikkeskole, gik hun de næste par år, førend hun blev konfirmeret, hver onsdag og lørdag eftermiddag op til hende tilligemed en del andre småpiger fra Ketting og Notmark skole. Fru Brincken brugte tillige tiden til at fortælle eller forelæse dem en eller anden smuk fortælling, ligeledes sang hun med dem.
Hun gør en tur til Ærø 1831.
Hun kørte ofte med sin mor ned til Lysholm, eller også spadserede hun derned med flere af sine søskende, her tilbragte hun ofte flere dage i ferien. Ligeledes kom hun på denne måde også til Hartspring, og undertiden var hun nogle dage i besøg på Nordborg hos sin tante Frost, hvis døtre Marie og Grethe var i alder med hende. 1831 gjorde hun en tur med denne sin tante til Ærø for at besøge sin gamle onkel pastor Knudsen i Tranderup præstegård, i hvis hus hendes bror Knud blev opdraget. Hun forblev her i længere tid og legede hver dag med ham og begge sine kusiner, indtil hendes mor kom og hentede hende. Tante Frost blev den følgende vinter på Ærø. Denne udflugt må have gjort et mægtigt indtryk på hende som barn, da hun siden ofte omtalte den. Derimod må hun ikke have været glad for sejladsen frem og tilbage, men de store bølger, havet der kunne sætte op, må have forskrækket hende. Hun holdt altid meget af sin bror, når han kom hjem i ferien, var hun altid omkring ham og ville ikke vige fra ham.
Hun bliver konfirmeret 1837.
1836 i efteråret begyndte hun at gå til konfirmationsforberedelse hos kapellanen pastor Jakobsen i Ketting. Han var en alvorlig og nidkær mand og roste hende for en flink konfirmand. Iblandt dem, der blev konfirmerede med hende, kunne mærkes: Grethe Gudemoes, der siden blev gift i Ketting, hvor hun var væverkone, Frederikke Karlsen af Bro, der blev gift i Klingbjerg på Als, Anne Marie Beck af Bro, der blev gift i Ulkebølle, Anne Marie Jensen, der blev gift i Stevning, Kathrine Caspers og Helene Marie Andersen, der blev opdraget i kroen. Hendes far Niels Langelænder i Almsted, var blevet skilt fra konen. Af drenge kunne mærkes: Christian Thomsen, Jørgen Svendsen og Hans Thomsen i Ketting. Den sidste fredag aften når skoletiden var endt, holdt skolelærer Klein konfirmanderne tilbage, talte et alvorligt ord til dem og tog således afsked med dem. Palmesøndag d. 19. marts blev hun konfirmeret i Ketting kirke af kapellanen Hr. Jakobsen. Hendes gode mor kunne ikke komme i kirke, da hun lå syg af sin sidste sygdom, hun gav hende dog sine kærlige formaninger og sin velsignelse med, hun følte vel selv, at hendes tid ikke var langt borte; thi hen i sommeren kaldtes hun bort herfra.
Hun kommer til Sønderborg for at lære at sy 1838.
Det første år efter sin konfirmation opholdt hun sig i hjemmet, men da hendes mor døde 1837 i juni og hendes far ligeledes gik bort 1838 i jan., sørgede formynderne for, at hun i foråret 1838 kom ud til Sønderborg for at få en videre uddannelse i håndarbejde. Hendes formynder var Frederik Jakob Hollænder på Nordborg. Hun skulle gå i syskole hos de gamle jomfruer Knutzen, hos hvem hun tillige fik logi. Disse gamle damer var den gang mest søgte med hensyn til damepynt, de syede også for hoffet på Augustenborg. De var døtre af en købmand Knutzen og var 3 i tallet, Doris, Christine og Anne Knutzen; de første befattede sig alene med arbejdet, Anne derimod, der stod under de andre, måtte besørge husholdningen. De var temmelig tysksindede, elskede deres høje hertug, der gerne var så nådig at hilse op til dem, når han kørte igennem byen, og de blev ved enkelte lejligheder indbudte til slottet på Augustenborg.
Iblandt andre fra Sønderborg, der også på denne tid gik i deres skole, kunne mærkes: Martha Mann, en datter af købmand Peter Petersen Mann, hun blev siden gift i Flensborg, og Luise Otzen, en datter af købmand Otzen i Sønderborg. Hun blev siden g. m. bager Kirsh i Sønderborg, blev 1864 senator og spillede en rolle de første år efter krigen 1864. Det gik imidlertid tilbage for dem og nu sidder hun i Sønderborg Hospital. Doris der var en meget livlig og underholdende pige, havde den gave, at hun straks kunne slutte sig til andre, hun blev derfor straks veninde med disse 2 unge piger. Følgen deraf blev, at de gamle jomfruer tilligemed de 2 unge piger og Doris et par gange i løbet af sommeren besøgte Lysholm, navnlig i kirsebærtiden, spadserede derfra ned igennem skoven ind til Østerholm for så også at tage levningerne af dette gamle slot i øjesyn. Det var naturligvis en stor fornøjelse for de gamle damer, at gøre en sådan køretur om sommeren ud på landet og i skoven at plukke ”en Debbedai”. Om Martha Manns far blev det imidlertid fortalt, ”at han engang skulle have aflagt en falsk ed, og at der i det øjeblik han var stedt til edsaflæggelse, kom der et voldsomt tordenskrald, hvilket gjorde et uhyggeligt indtryk på de tilstedeværende folk.
Hun kommer til Lysholm 1838.
I Sønderborg opholdt hun sig blot 1838, i efteråret samme år kom hun til Lysholm, der nu blev hendes og hendes søskendes andet hjem. Den gamle tante havde i de senere år holdt 4 piger, foruden 2 malkepiger og en kokkepige, en indepige, der gik hende til hånde i huset ved mejeriet o.a. I denne plads havde Mette Marie Petersen fra Kragenæs på Ærø stået siden 1834, da hun kom der anden gang. Hun lod nu den ene af malkepigerne gå, og Mette Marie blev først malkepige og siden kokkepige og flyttede til sidst med hende på aftægtet.
Doris fik da hendes plads som en slags jomfru i huset. Kokkepigen Lotte fra Broballe, en slem falsk, tyvagtig og løs pige, var hæslig og slem mod hende, gjorde hende alle de knuder og vanskeligheder hun kunne optænke, og ville slet ikke respektere hende. Da hun således en dag var meget spydig, grov og ubehagelig imod hende, kom min bror til og ruskede hende en smule i den ene arm. Hun gav sig til at hyle og hvine, som om armen var gået af led, hvilket alt sammen blot var spilfægteri. Hun kom da derfra og Mette Marie, der havde et dårligt ben, blev kokkepige, og så gik alting bedre i ro og orden. Doris der holdt af at læse, stjal sig undertiden til at læse i denne tid Steen Blichers noveller, der var meget fængslende. Hun havde også god gave til at fortælle det igen. Således kan jeg huske, at da hun en dag med Christine, Lisbeth og mig spadserede op til Ketting, fortalte hun os hele tiden fortællingen om ”Præsten i Veilby”, der endnu står levende for mig. En anden gang fortalte hun om ”Ditmarskerpigen Tilse Hansdatter”. Vi besøgte Fru Brincken og enkelte andre gamle bekendte deroppe. Fru Brincken kom fra den tid flere gange med sine 2 børn Doris og Tonny Brincken i besøg på Lysholm. Doris opholdt sig på Lysholm i 1½ år, indtil foråret 1840, da blev Christine konfirmeret, og hun blev da overflødig.
Hun blev jomfru i Adsbølle præstegård 1840-41.
Det var jo også bedre for hende, at hun kom ud og fik en plads iblandt fremmede. Igennem tante i Hagenbjerg fik hun til maj 1840 en plads som jomfru hos præsten Jørgen Brag i Adsbøl præstegård på Sundeved. Præsten Jørgen Brag fra Sønderborg, er blevet temmelig bekendt i Slesvig Holstenernes historie, da han hemmelig blev brugt af hertugen af Augustenborg til at udspionere danske forhold i Sønderborg og omegn. Hans kone var af familien Lüders og var således udgået af en temmelig tysksindet slægt. Dog mærkede Doris ikke meget til sligt, de var meget skikkelige i deres omgang imod hende, men hun havde ingen let plads, da den var forbundet med meget jaskeri. Børnene holdt også meget af hende, både de 2 ældste piger, Christine og Fanny, såvel som de mindre brødre. Fanny, en lille tyk, men munter og livlig pige var i foråret 1842 med hende i besøg i Hagenbjerg præstegård, hvor de opholdt sig i flere dage i påsken og hvorfra de en dag med præstens familie aflagde en visit på Lysholm. Da de om aftenen sad ved bordet, kom man til at tale om underlige navne. Doris kom da også frem med nogle, men et ville hun ikke selv sige. Hun vendte sig da tørt til sin søster Christine og spurgte hende om, hvad det var den gamle mand hed, der kom der i mellemstunder. Christine der ikke anede svig, ytrede rask: Jakob Aas”, men greb sig hurtig deri og blev rød i hovedet. Der blev en munter latter, men Christine blev vred på Doris, der således havde ledet hende i en fælde. Fanny Brag var hele tiden på færde i køkkenet i Hagenbjerg, og fik en dag lov til at bage pandekagerne.
Hun lærer kogekunsten i Hertugens køkken 1841.
Det havde altid været hendes ønske at komme ind i Hertugens køkken på Augustenborg og lære at koge. Det lykkedes omsider, og 1841 tiltrådte hun denne plads. Hun fik logi hos et par gamle jomfruer Kraft, hvis far i sin tid havde været gartner, og den ene havde været kammerjomfru hos enkehertuginde Louise Augusta. Den daværende kok, Ludvig Jansen, var fra Augustenborg, hvor hans mor, madam Jensen i en del år havde været jordemor på Augustenborg og Ketting sogn. Han var g. m. Maria Barchmann, en datter af skibskaptajn Ole Christian Barchmann, der døde 1829 på Østerholm, og hustru Gonilta Maria Thomsen, der i disse år var oldfrue på Augustenborg slot. Han ejede selv hus på Augustenborg. Kok Jansen var noget vigtig og lunefuld overfor sit undergivne personale, og det var ikke altid godt at gøre ham tilpas. Det godtede dem derfor, når han undertiden blev opkaldt til Hr. Durchl. Hertugen, der gav ham en ordentlig lektie, når der havde været lidt at udsætte på de fremsatte retter. Han bukkede da allerunderdanigst for hvert ubehageligt skældsord, der flød fra Hr. Durchlauchts læber, og denne glemte da heller ikke at tiltale ham med: ”han”.
Da Hertugen ved Kongens udbrud 1848 forlod Als og købte et gods ”Prenckenauer” i Schlesien, fulgte han ham med familie derhen og fungerede som kok både i hans tid og de første år hos sønnen Hertug Friederich. Siden tog han sin afsked, flyttede til Hamborg, hvor hans søn blev købmand; men da denne døde tidlig, flyttede han atter med familie tilbage til Augustenborg, hvor han har opholdt sig i flere år.
Christian Elley, en søn af lakaj Christian Elley på Augustenborg var underkok. Jomfru Louise Markussen, den ældste af kasserer Markussens døtre på Augustenborg, havde lært i køkkenet, men fik nu løn. Hendes søster Elisa Markussen, der siden blev g. m. en mægler i Flensborg, var tilligemed Doris Knudsen lærling. Da Doris havde udlært, forblev hun der endnu et par år og tjente for løn. Hun sluttede sig straks nøje til begge jomfruer Markussen og kom meget ofte i deres hjem. Deres forældre var meget agtværdige og brave folk, og deres døtre pæne og dannede piger. Foruden disse 2 havde de endnu 3 andre: Doris Markussen, der daglig gik ned og læste højt for den gamle enkehertuginde Louise Augusta på Palæet. Hun blev siden g. m. sadelmager Wolf på Augustenborg. Anna Markussen blev g. m. Peder Elley, blikkenslagermester og drejer på Graasten, og Jane Markussen, den yngste, der blev g. m. købmand Nissen i Flensborg, der var i kompagni med en købmand Richardt. Efter krigen 1864 flyttede Nissen til København for forretningens skyld, men … vedblev de at føre i kompagni, dels i Flensborg og dels i København. Hun tog jævnlig nogle af disse unge piger med sig i besøg til Hagenbjerg og til Lysholm. Doris kom af og til hos bager Thomsen og hos Mad. Barchmann, der begge var lidt i familie med os. På den tid havde også den unge Jes Henrik Johannsen af Kasmosedam i Sundeved, nedsat sig som urmager på Augustenborg, hvor hans søster, Anna Johannsen holdt hus for ham. Da Johannsen var en ungdomsbekendt af min bror, sluttede hans søster sig også straks til Doris. Hun kom også flere gange med hende til Hagenbjerg og Lysholm. Man troede, at Johannsen vilde have Doris, men søsteren knyttede vel nærmest så nøje til hende, fordi hun tænkte at kunne få hendes bror på Lysholm. Da der ikke blev noget af dette parti, hørte venskabet med dem også senere igen op af sig selv. Derimod blev hun altid ved at pleje venskab med alle Markussen døtre. Hr. Johannsen blev siden g. m. jomfru Ottilia Thomsen, en søster til bager Thomsen på Augustenborg. De boede først i Kasmosedam og flyttede siden til Rendsborg.
Doris Knudsen blev på denne tid selv forlovet med Christian Elley, underkokken på Augustenborg, der var ikke blot et meget smukt, men også et meget pænt og agtværdigt ungt menneske. Til samme tid blev Anna Markussen forlovet med hans bror Peter Elley. Han tilligemed Doris var indbuden til hendes brors bryllup i Hagenbjerg 1844 d. 7. nov., men da han ikke godt kunne tage ud, kom hun alene.
Hun kommer til Lysholm 1844.
Hun havde imidlertid ikke godt ved at tåle den stærke hede ved skorstenen, hun var ikke stærk af sig, og det lod til, at hendes bryst var angrebet. Hun var derfor nødt til at opgive sin plads i det hertugelige køkken og kom i nov. 1844 hjem til Lysholm i det håb, at når hun der nogen tid var i ro, ville hun igen kunne samle kræfter og da påtage sig en lettere plads. Imidlertid var hendes bror nu bleven gift, og da hendes søster Anna også var der, og hans kones mor og søster også tit opholdt sig der, fandt min bror, at det var for mange, og Anna fik sig derfor til foråret 1845 en plads på Hjortholm, hvorved Doris da igen trådte i hende sted. Hendes kæreste havde også lyst til at opgive sin plads på Augustenborg og se til at få sig en plads hos et eller andet herskab i Tyskland, for at tjene sig lidt mere og skaffe sig en mere selvstændig stilling, da Hertugen som bekendt var meget knap imod sine folk. Der var jo heller ikke udsigt til avancement på Augustenborg, da kok Jansen endnu var en ung mand. Han sagde derfor sin plads op til maj 1845 og fik kondition hos en tysk Baron M… i Hessen. Førend han rejste, kom han nogle dage ned i besøg på Lysholm. Han tog til Igen kirke bededag d. 18. april, da pastor Ahlmann i Guderup blev begravet, og kørte derfra ned til Lysholm. Det var tillige den dag Doris` fødselsdag. Da han forblev nogle dage kørte de en dag med ham om til Hagenbjerg, og spadserede der en dag over Sjellerup til Hartspring, hvor tante Thomsen endnu den gang sad for gården. Jakob Thomsen var hjemme og drev en del løjer med den gamle faster, hvad han bildte ind, at hun snart skulle giftes. Til maj rejste han da op i sin nye stilling hvor han fandt en behagelig plads. Hans herre havde en lille dampjagt, hvormed han ofte gjorde lystture på Rhinen, og på disse farter, var Chr. Elley med som kok ombord. Da Anne ligeledes til maj kom til Hjortholm trådte Doris i hendes plads og besørgede mejeriet om sommeren, Det var vel ikke så stort dengang, men det var hende dog svært nok, da hun var svagelig; thi hun skulle tidlig op og der var altid em del at bære.
Hun kom til Hagenbjerg 1846.
Imidlertid blev tante Knudsen i Hagenbjerg hen på efteråret samme år svagelig, hun led af kræft i brystet, der på en gang tog overhånd, da hun havde set alt for længe på dermed. Hun måtte derfor holde sig i ro, og da hun trængte til en, der kunne påtage sig husets bestyrelse, ønskede den gamle præst at få Doris i huset, og derfor kom hun til Hagenbjerg hen imod nytår 1846. Det var vel en plads hos hendes familie, men det var alligevel en vanskelig plads, ikke fordi den var svær og overlæsset med arbejde; thi der holdtes 3 piger, og det var 3 meget flinke, tro og dygtige piger, Anne Jensen fra Ketting, der var stuepige, Dorothea Petersen af Adserballe, en lille mild og venlig pige, der var kokkepige, og Anne Sofie Esbensen af Klingbjerg eller Nykaad, der var malkepige. Især var den første en sjælden ærbar, vakker og tro pige. Hun var fra Ketting og nabobarn til Doris. Denne, der kendte hende godt fra hjemmet, generede sig først ved, at Anne sagde ”De” til hende og ville, at hun skulle sige ”Du”, som de altid havde været vant til. Men det viser at Anne havde den rette takt, hun sagde selv, at det ville hun ikke, og at det var bedst, at hun sagde ”De” til hende; thi det kunne let volde Doris ubehageligheder ved lejlighed overfor andre. Anne var også sjælden til at passe den syge præstekone, og var også Doris til megen trøst, da hendes stilling der i huset blev vanskelig og trykkende. Pladsen var vanskelig; thi hendes tante var meget mistænkelig og det var en svaghed hos hende, at hun gerne ville indgive hendes mand de samme tanker, og skønt hendes egen husstyrelse just ikke var den billigste slags, som hun imidlertid selv mente og havde forstået at bibringe sin mand den mening, at hun altid forstod at lave god mad, uden at forbruge meget dertil, så da hun nu ikke selv kunne gå over arbejdet, men var nødt til at overlade det helt til Doris, syntes hun, at der gik alt for meget med, og at der ruttedes med alle dele. Hun indgav nu også præsten den tanke, og derfor gav han hende også af og til et lille riv af. Men det blev værre efter tantens død, da krigen brød ud 1848, og huset blev befæstet med indkvartering til forskellige tider; thi da måtte der naturligvis gå mere med i huset; thi dels ville præsten have, at officererne skulle leve godt, og dels satte han en ære i ikke at tage betaling af dem.. Tilmed da hans hus altid havde været et gæstfrit hus, så tog officererne også tit deres venner med, og således blev der også her, som overalt i den tid i ethvert hus, bordet helt fuldt. At der så gik meget med i husholdningen, det var jo såre naturligt, og det kunne Doris jo ikke gøre noget for, men når den gamle så tit blev i ondt lune, så gik det ud over hende, og så rev hidsigheden ham således med sig, at han ofte i fremmedes nærværelse røflede hende på en højst ubehagelig måde, at det blev krænkende og sårende for hende; hun græd tit derover og følte sig højst ulykkelig. Hun måtte bære det hos sig selv og finde sig deri, så godt hun kunne, da familien jo i andre henseender skyldte ham meget. Engang tog han da således på vej med hende, at min bror havde besluttet at tage hende med derfra; men betænkte sig så, og hun holdt pinen ud. Andre folk mærkede godt hendes pinlige og fortrykte stilling og havde medlidenhed.
De indkvarterede officerer behandlede hende altid med en sjælden artighed og viste hende dobbelt opmærksomhed, de kendte hendes godhed og godt mærkede, at hendes stilling tit var både, vanskelig og pinlig. Provst Fangel, der jævnlig kom der i huset, bad altid megen godhed for hende og forstod at trøste hende på en blid måde, når han mærkede, at hun følte sig forladt og trykket. Dog med alt dette, kunne den gamle onkel jo så igen være helt mild og venlig, det lyste vel så igen lidt op, men hun fik dog aldrig ret tro til ham. En fremmed dame ville måske langt bedre have kunnet begå sig i disse forhold, hun ville lettere have bevaret respekt for sin person, tilmed når hun havde været en smule klog, overlegen og …..
I andre henseender havde pladsen sine behageligheder, der kom jo mange fremmede der i huset, da det var bekendt for sin gæstfrihed, hun lavede jo sjælden god mad, så i den henseende blev hans kone ikke savnet, og de viste hende også den rette opmærksomhed. Hun kom også flere steder med ud i besøg, folkene var hende altid høflige og hengivne, og hun var også agtet og afholdt i sognet, hvor hun jævnlig kom med til deres gilder og bryllupper, idet hun pyntede bruden, til begravelser og barselsgilder. Hun blev derfor godt bekendt med flere af sognets koner, men af alle holdt hun dog mest af synsmand, Hans Jebsens kone Anne i Brandsbølle, en familie hendes mor altid havde haft meget tilovers for. Boelsmand, Lauritz Smeds kone i Brandsbølle, der var en datter af præsten L. Hol…. i Oksbølle og nabokonen Kirsten Johansen Møllers. Til disse gilder traf hun også undertiden sammen med Frantz Pedersen og kone i Nordborg, og plejede Mutter Frantzes da gerne at komme op at diskutere om tysk og dansk; thi de var ivrig tysksindede og beråbte sig gerne på, ”at det var alle de fornemme, derfor var det også fornemt at gå til alters på tysk”.
Mens Doris gik i Ketting skole sværmede hun engang for at gå med hue og korsklæde fordi hendes veninder i skolen, Grethe Gudemoes og Anne Marie Jensen bar dette hovedtøj. Men senere i sit liv gav hun sig ikke meget af med bønderfolk, hun holdt på sin ære og var fintfølende, og dog kunne hun godt omgås dem, når det var rare og pæne mennesker; thi hun var meget livlig, talende, men havde tillige et godt deltagende hjerte. Men hun gav sig dog ikke hen til dem. Hun søgte helst sine veninder udenfor den egentlige bondekreds. Her i Hagenbjerg blev Agnes Fangel af Odense, der var i huset hos præsteenken Mad. Petersen i Oksbølle, hendes veninde, og da sommeren 1846 hendes mor og 2 søstre var med her til Als i besøg, sluttede hun sig også nær til dem, og kom jævnlig sammen med dem i de 4 uger, de opholdt sig i Oksbølle. Hun blev også ”dus” med dem, ligesom hun var det med deres søster. 1847 i jan døde hendes tante Mad. Knudsen.
Christian Elley, hendes forlovede død 1847.
Hen i sommeren fik hun selv den store sorg, at hendes forlovede var meget syg. Han kom sig vel så vidt, at han igen kom på benene, men han var dog i den grad bleven svækket, at han måtte opgive sin stilling og tage til sin ældre søster Marie, der var g. m. en Møller Hansen i nærheden af Vordingborg for at blive plejet. Det var en hård tid for hende, gerne ville hun rejse derover for at se til ham, men det var jo ikke godt at komme ud og tilmed var det jo en lang og dyr rejse. Han tæredes hen og døde hen i sommeren samme år, hun var meget utrøstelig ved tabet, da de havde holdt meget af hverandre.
Hun tog nogle dage ned til Østerholm, hvor hendes gode søster, Christine var hende til megen trøst. Hun vidste ikke, hvor kærlig og god hun ville vise sig imod hende. Han døde 1847 d. 24. okt.
I efteråret 1847 kom Fritz Quist syg og svagelig hjem til Hagenbjerg, hvor han forblev hele vinteren. Han led af tæring, da smedehåndværket i Svendborg måske havde været ham for svært. Han gik dog oppe, indtil hen imod foråret, da han en kort tid lå til sengs. Doris plejede ham så godt hun kunne. Lige ved krigens udbrud døde han. Ved samme tid døde også den gamle moster Anna Johanne Knudsen på Østerholm, 80 år gl., et dødsfald der også gik hende nær til hjerte, da hendes hus havde været et andet hjem for hende og hendes søskende.
Nu begyndte krigen og efter slaget ved Slesvig d. 23. april 1848, da armeen trak sig tilbage til Als, fik man også indkvartering i Hagenbjerg præstegård, først lå en 3 ugers tid general Bülow med sin stab, kapttajn Neergaard og premierløjtnant Charles Beck her, og da de rykkede bort, fik de igen oberst Hagemann med sin stab, siden da man igen tog fat, trak armeen sig nærmest ud til Sønderborg, og blev Hagenbjerg præstegård forskånet for indkvartering den største del af sommeren. I den første tid blev der af og til gjort blind alarm, som om fjenden var gået i land ved Hardeshøj. Der blev ringet med klokken, tændt blus, alle kom på benene, og folk fik en slem skræk, men efterhånden lærte man at tage sådanne rygter med ro og anså dem kun for det de var, blind alarm
Præstens karle blev indkaldt, Klaus Brock af Guderup måtte af sted, men Christian Have af Brandsbølle fik han lov til at beholde, dog måtte hans vogn ofte med i transport. Da våbenstilstanden var bleven d. 26. aug. i …, fik man efterhånden igen indkvartering i Hagenbjerg præstegård, først fik man løjtnant Dorn ved artilleriet, der blev liggende her hele vinteren, og siden fik man endnu oberstløjtnant Koch og kaptajn Magius, der ligeledes lå den største del af vinteren i præstegården.
Koch ville gerne prale, og da han engang ytrede at han ikke ville bryde sig om at spise en stegt rotte, om så skulle være, fangede de 2 andre en sådan, hvoraf der dengang var stor velsignelse i præstegården, da de var kommet ind i stuehuset og løbe i masse på loftet og ofte kom ned i køkkenet og ind i stuen. De holdt nu meget an med Doris om at stege den, så ville de fremsætte den for ham. Men det ville hun ikke indlade sig på, da det ville kunne fornærme ham.
De beviste hende altid megen artighed og opmærksomhed, især Dorn, der vel nok følte hendes trykkende stilling, og derfor viste hende sin deltagelse. Man mente, at han måske senere, når krigen var vel endt, havde anholdt om hendes hånd, da han gerne sluttede sig til familien i det hele. Magius kom senere ofte ind til hende i Sønderborg for at hilse på hende, engang havde han sin frue med, og takkede hende for den besvær, hun havde haft med dem i den tid, de lå indkvarteret i præstegården.
Til foråret 1849 gik krigen igen løs, navnlig begyndte den med flere træfninger i Sundeved i april måned, hvor løjtnant Dorn faldt. En dag i foråret var hun kørende med Bruhn og mig, Grethe Frost og lille Clemm… fra Oksbølle præstegård til Sønderborg, hvor vi tog over på den anden side og gik langt frem for at se de forskellige skanser, der var opkastede under krigen.
Kaptajn Vilhelm Møller anholder om hendes hånd 1849.
Om vinteren var Christine blevet g. m. skibskaptajn Vilhelm Møller af Falsled. Den følgende sommer sejlede hun med ham til England, hvor kolera den gang herskede, og da de ankom til Liverpol, fik hun også kolera og døde d. 15. aug. 1849 i denne by. Det var en sørgelig efterretning, vi fik, da den gamle præst meddelte os den, og Doris tog sig hendes død meget nær. Kort efter ankom han med sit skib til Sønderborg og lod sig igennem de ældre søskende hende vide, at han agtede at anholde om hendes hånd. De andre søskende syntes nok om partiet, men det stødte Doris, at han så hurtig efter hendes død kunne anholde om en anden, det var et bevis for, at han allerede havde glemt hende, og at han var et letsindigt menneske. Hun havde modbydelighed for et sådant parti, og jeg gav hende medhold deri. Det viste sig også bagefter, at hun handlede rigtigt; thi han viste sig som et dårligt og letsindigt menneske.
Indkvartering gentages 1849.
Da der på ny var bleven sluttet våbenstilstand i Berlin d. 10. juli 1849, påfulgte der snart igen indkvartering i præstegården. I sept. måned blev oberst Læssø ved 12. batailli. indkvarteret i Hagenbjerg præstegård, hvor han befandt sig så vel, at han blev liggende her i 11 måneder lige indtil i juli 1850, da de atter rykkede ud til krigen, i hvilken han faldt ved Isted. Læssø plejede ellers aldrig at komme sammen med de familier, hvor han hidtil havde ligget i kvarter, men havde altid spist for sig selv. Her derimod spiste han derimod hver middag sammen med familien og sad tit længe bagefter og underholdt sig med den gamle præst, og red undertiden kapellanen Hr. Wernich til vands, der gjorde sig rigtig med sin teologi, men Læssø, som var en meget kristelig og from mand, stak ofte dybere i sagen end kapellanen. Han viste sig også altid høflig og opmærksom mod Doris, skønt han ellers ikke yndede damerne. Han havde sin fornøjelse af at fodre papegøjen, og gjorde det så vel, at den døde kort efter, da han var taget bort. Med familien i Oksbølle fulgte også gerne deres indkvarterede kaptajn Diogenes med, der hen i foråret fik sin hustru herover. Læssø tog aldrig sine besøgende officerer med ind og forlangte heller ingen opvartning for dem. Derimod mødte hver dag de underordnede unge officerer hos ham, som måtte forrette en del skriverier for ham; de sad i den store sal.
Doris holdt meget af sine søskende og var også en sjælden god og kærlig søster. Hun ytrede ofte for mig, at hun aldrig ville giftes, dertil holdt hun for meget af sine søskende. Hendes stilling i Hagenbjerg præstegård var imidlertid meget pinlig og fortrykt, og da derfor Mads Elley, blikkenslagermester i Sønderborg, en bror til den afdøde Christian Elly om vinteren anholdt om hendes hånd, gav hun sit ja, vel mere for at komme ud af de trykkende forhold end egentlig kærlighed; thi dertil havde hun holdt alt for meget af sin første forlovede. Men Mads Elley var jo en pæn og agtværdig mand og sad i en god bedrift og derfor var hun ikke ængstelig for at indgå denne forbindelse.
Hun bliver gift med Mads Elley 1850.
1850 d. 25. april torsdag før almindelig bededag stod deres trolovelse i Hagenbjerg præstegård. Forloverne var hans fætter købmand Elley i Nordborg og hendes bror Knud Knudsen til Lysholm.
Han var født på Augustenborg 1817 og vaccineret af Dr. Hennrics 1821. Han var altså den gang 33 år gl. og hun var 28 år gl. 1850 d. 21. juni blev Hr. Mads Elley, borger og blikkenslagermester i Sønderborg g. m. jomfru Dorothea Maria Knudsen. Brylluppet gjorde den gamle præst for dem. Foruden hendes søskende var hans forældre på Augustenborg, hans bror drejer, Peter Elley og kone på Graasten, købmand Elley og kone på Nordborg, provst Fangel og kone i Oksbølle, oberst Læssø, oberst Rist på Lysholm og kaptajn Diogenes og frue i Oksbølle, med til deres bryllup. Den gamle præst viede dem selv. Om aftenen rejste hun med ham til sit nye hjem i Sønderborg.
Hun flytter til Sønderborg 1850.
Elley boede hos guldsmed Ulrik Johansen lige over for købmand Peter Hollænders hus. Det var en meget indskrænket lejlighed, foruden en lille stue til gaden, hvor vinduet var behængt med en del af hans genstande til salg, havde de et lille sovekammer og køkken, der vendte ud til gården, senere fik de også et lille kammer ovenpå. I gården var indrettet til værksted, han holdt i reglen 2 svende og 1 dreng, der tit måtte forrette ærinder. I reglen holdt de en pige, i de første år degnens datter i Broager, Kathrine Brodersen og siden en gammel pige Stine Brynning, hvis bror havde været med Nik. E. Frost på hans sidste rejse og gik under med skibet. Hun var fra Sønderborg. Da den øverste etage i huset ligeledes var lejet ud til den gamle major og advokat Hansen i Sønderborg, blev der indrettet små værelser på det øverste loft til sovekamre til svendene og pigen, og her havde Elley ligeledes et aflåset rum til sine varer.
Det var i det hele en meget indskrænket, trist og ubekvem lejlighed; thi dagligstuen, som jo var det eneste sted, de havde til deres disposition, blev jo på en måde tillige butik, da folk her måtte ind, og der kom ikke så få folk, da han drev temmelig handel og havde betydeligt arbejde. Det måtte derfor i mange henseender være et stort savn for Doris, dog fandt hun sig godt deri, og var tilfreds, da hun jo nu sad på sit eget. Dog havde byluften vel ingen gavnlig indflydelse på hende; thi hun blev ved at bære på et svagt helbred. De holdt ikke megen omgang, dertil følte hun sig ikke oplagt og dertil var deres lejlighed heller ikke indrettet. Hun var meget glad ved, når hendes familie kom til Sønderborg og tog ind til hende. En familie holdt hun lidt omgang med, det var sukkerkoger Andersens familie, der var en brav og kristelig familie, og deres datter Mine Andersen blev her hendes bedste veninde. Dog havde familien hang til tungsind, den havde tidligere stået sig godt, men det var gået tilbage for den, dog forstod den alligevel at slå sig igennem med lidt og ernære sig ved at slå ind på nye veje. Men en sorg var det for den, at flere af sønnerne, når de var kommet ud af hjemmet, og selv når det gik dem godt i det fremmede, endte med selvmord. En styrtede sig således i Spreefloden og druknede, en anden tog sig selv af dage i Amerika. Hos Hollænders kom hun også undertiden ligesom hos maler Schülers.
Deres vært Johansen og kone Doris Philipsen fra Nordborg var sjældne skikkelige og godmodig folk, men de forstod slet ikke at indrette sig økonomisk. Han fik en del penge med konen, men ved den dårlige stil tæredes kapitalen lidt efter lidt op. Han passede ikke sin profession, men havde så mange andre ting i hovedet. Til en tid holdt han gården fuld af høns, men da de ikke fik nok at æde, blev de magre og døde efterhånden. De var også fulde af lus, som de fik derved, at de havde sat en del kyllinger op på det øverste loft, hvor en del soldater havde ligget i halm i krigens tid og efterladt dette utøj, som så fyldte hønsene. Doris var led ved at spise hendes kyllingesteg, da de engang var indbudte til dem og blev trakterede dermed. Mad. Johansen holdt til en tid 3 piger, slagtede dygtig ind, men forstod ikke at salte ordentlig hen, hvorfor en del af hendes kødmad blev fordærvet. Efterhånden nødtes de til at sætte anden stil på deres husholdning, hun tog imod gode råd af Doris, tog sig sammen og blev med tiden en ret dygtig kone i sit hus, men hun gik desværre tidlig bort fra en stor børneflok.
Den gamle major Hansen kom også ofte ned, han var et gammelt vrøvl, men havde høje tanker om sit eget høje værd, hans kone var en datter af den til sin tid såkaldte rige købmand Jes Thomsen på Nordborg, hun og datteren frøken Line Hansen var for resten ikke rigtig omhyggelig for den gamle mand: Han kunne vel nok undertiden tage sig en tår over tørsten, det var jo slemt nok, men de kunne nok havde sørget for at holde ham ren, det var ikke frit for, at når han havde været nede i stuen, måtte Doris se efter, om han ikke havde efterladt noget.
Hendes udflugter til familien.
Det var hendes kæreste udflugt, når jeg i sommerferien var hjemme, da at gøre en lille rundrejse til familien på en 14 dages tid. Da hun året efter sit ægteskab fødte en lille søn, tog hun ham gerne med. Han var et nydeligt barn, og hun holdt ham altid meget pænt. Hun opholdt sig da flere dage i Hagenbjerg, hvor den gamle præst nu tog vel imod hende og morede sig over hendes lille dreng. Hun tog da gerne en dag op til Oksbølle for at besøge provst Fangels og præsteenken Mad. Petersen. Dernæst tog hun i forening med mig ned til Lysholm, hvor hun ligeledes opholdt sig flere dage, og derfra til Ketting, hvor hun ikke befandt sig så vel, da de altid havde fuldt op at passe deres forretning, og hvor man var i forlegenhed, når der kom uventede gæster, som lagde beslag på lejligheden. Hun var glad ved en sådan tur, og havde godt af den, da hun for nogen tid var fri for det lille fængsel i Sønderborg, for stenbroen og kunne trække frisk luft i Guds frie natur.
I Hagenbjerg gav pastor Bernth sig altid af med hendes lille dreng, ligesom han også viste hende selv megen opmærksomhed. Drengen gjorde undertiden sin mor sådanne spørgsmål, som det kunne falde hende vanskeligt nok at besvare på den rette måde. Således spurgte han hende engang, da hun gik og viste ham blomsterne i Hagenbjerg præstegårds have: ”hvorfor kunne vi ikke se den kære Gud, når han dog kan se os?”
Politik: tysk og dansk.
Doris levede lykkeligt nok i sit ægteskab med Elley. I begyndelsen kunne det nok give en lille rivning, da hun var dansksindet, mens han var tysk og hertugelig sindet. Det kan jo undskyldes, da han var født på Augustenborg, og hans far som en tro tjener i mange år havde stået og vedblev at stå i Hertugens brød, indtil han til sidst gik af med en lille pension. At sønnen derfor kunne have noget tilovers for Hertugen, var naturligt. Elley havde derfor hele tiden været tysksindet, og da begyndelsen af krigen 1848 dette parti stak hovederne sammen og lod adresser gå omkring i den retning, var Elley også iblandt de flere tysksindede borgere, der i den tid hver dag måtte møde for den danske kommandant i Sønderborg. Dette kunne han aldrig ret glemme, det pirrede ham, da han optog det som en skam og tort, der var udvist imod ham. Når de derfor kom til at tale om politik, forsvarede hver sin sag. Doris kunne nok være lidt påståelig, og han blev da let gnaven og hidsig. Da hun mærkede det, tav hun efterhånden stille, og alt gik da roligt af. I øvrigt var han jo en dygtig mand, havde meget arbejde, og da han tillige var en meget pæn mand, så blev han efterhånden agtet af alle, de dansksindede, såvel som de tysksindede folk.
Husets tilhørende have.
En lille have lå til huset, der stødte ud til Klostergrunden. Elley havde ingen part i den, men da Klostergrundens lykke bagved ned til skolerne og hospitalet var inddelt i en mængde små stykker og lejet ud til folk i byen, havde han her et lille stykke havegrund lejet, som han passede med megen omhu. En behagelighed var det altid, at man ved at passere haven ud til disse Kloster Lykker, som de kaldtes, kunne undgå at gå igennem byen, men stikke bagom denne for at gå ud at spadsere. Dog kunne de jo også frit spadsere ned i haven, og det gav tit anledning til en passiar med naboerne på hver sin side. På den ene side boede en brændevinsbrænder og krovært Jørgen Rasmussen fra Meels, og på den anden side boede den gamle købmand Johannes Bock, en gammel agtværdig familie. Han var far til 2 sønner, der var ansete købmænd i Hamborg. En gammel pige Sille, der havde tjent dem i hen ved 50 år, og almindelig kaldes Sille Brock, var som et lem af familien, og kom undertiden ind til dem. Da Elley en dag stod hernede i denne have, trak på én gang et tordenvejr over byen og i samme øjeblik blinkede et stærkt lyn og hørtes et dumt skrald, der må have slået ned i nærheden af ham; thi han blev som halv bedøvet og var lige ved at falde om og besvime.
Hendes sygdom og død 1855.
Doris vedblev at bære på et svageligt helbred, det var klart, at hun ikke blev ret gammel. Hendes bryst var ikke godt, og hun led af en langsom tæring. Den strenge vinter 1854-55 var hende vist heller ikke god, hun skrantede meget i denne vinter. For at se, hvorledes huset på Lysholm var bleven nyt indrettet. Kom hun nogle dage derned for tillige at trække lidt frisk luft. Da hun en aften var gået til sengs og lå i søvn med sin lille søn i armen, gik min bror igennem stuen, hun så, så bleg ud, han gik hen og trykkede hende et kys på hendes læber, uden at hun mærkede det. Han tænkte på, at hun vist snart ville gå bort. Hun havde altid været en god og kærlig søster, og derfor gjorde han det.
I foråret blev hun svagere og svagere, og hun ventede selv sin død, derfor bad hun sine søskende, når de så til hende, at de ikke ville udelukke hendes barn fra arv efter den gamle præst i Hagenbjerg, hvis hun skulle gå bort før ham. Dette lovede de hende. Da jeg var i København, lovede min bror det på mine vegne, hvad hun jo også nok tænkte sig, at jeg ikke ville sige nej til. Det vakte stor glæde hos hende, da min bror en dag bragte hende 50 rdl. cour. fra den Gamle i Hagenbjerg, som hun skulle have til at vederkvæge sig med under hendes sygdom. Hun fik derved et bevis på, at han tænkte på hende. Denne tanke må helt have opfyldt hendes sind; thi da hun den sidste nat fantaserede meget, var hendes tanker bestandig i Hagenbjerg præstegård. Hun mente, at hun var der endnu. Hun kaldte hvert øjeblik på stuepigen Anne Jensen, at nu, måtte de op og lave den Gamles kaffe til; thi han var allerede stået op, og således bevægede hendes tanker sig rundt i præstegårdens indre. Tænkte hun undertiden med en smule bitterhed tilbage på sit ophold der, så var det nu alt udslettet, og der var kommen fred i hendes sjæl. Kort efter sov hun stille hen på en torsdag 1855 d.31 maj, 33 år gl. Hendes ønske var at blive ført til Ketting kirkegård for der at hvile ved siden af sine forældre og sin ældre søster Maria Elisabeth, hvis grav hun i sin tid tit havde pyntet med blomster og kranse. Hun kom ned i sin søsters grav, og Elley satte senere en lille marmorsten over deres grav. Provst Høeck holdt ligprædiken over hende i kirken, og pastor Bernth holdt en smuk og hjertelig tale over hende i kroen, hvor hun var bleven indsat dagen i forvejen.
Jeg fik underretning om hendes død lige i den tid jeg var ved at tage min eksamen. Jeg havde altid holdt meget af hende, og blev derfor såre bedrøvet, men det var en glæde i den bevidsthed, at hun som en god og kærlig sjæl var gået hjem til sit rette hjem, hvor der er glæde og fred for dem, som har stridt den gode strid. Hun skrev altid nogle kærlige breve. Da jeg en dag i København følte mig meget bedrøvet og forladt, og jeg lagde mig på sofaen og faldt i en let blund, så jeg postbudet i drømme at vandre hen ad gaden, komme op ad trappen, og i samme øjeblik bankedes der på døren; han overrakte mig et brev fra hende, og derved kom der atter ligevægt i sjælen.
Navnet ”Elley”.
Navnet Elley ser lidt fremmed ud, og Elley i Sønderborg har derfor ment, at det var af engelsk eller skotsk oprindelse. Det er der slet ingen rimelighed i, det er kun skrivemåden der giver det fremmede udseende. Navnets betydning er ikke andet end ”Ellei”, det alsiske ord for ”Elleledet”, det er manden, der har boet ved et sådant led, der førte ind til et ellekrat. Et sådant sted findes i Tandslet sogn og herfra er navnet ved en mand, der friede sig ind på et boel i Bro, bragt ind på dette sted. Den oprindelige familie optog dette navn efter denne mand uden at nedstamme fra ham. Til bevis kan følgende lille slægtstavle tjene: 1743 blev Hans Lauritzen af Adserballeskov, født 1716 og død 1752 g. m. Charlotte Christensdatter af Bro, født 1720 og død 1744, boelsarving til dette boel i Bro. Efter hendes død blev han g. m. 2) Maren Madsdatter af Ulkebølle, født 1723, gift 1744. Hun blev atter g. m. eftermanden. Børn: 1) Mads Hansen fik boelet.
1753 blev Christian Christensen Elley af Tandslet sogn, født 1728 og død 1768 g. m. enken Maren Madsdatter på dette boel. Hun var født 1723 og død 1778. Børn: 2) Margaretha Christiansdatter Elley blev g. m. boelsmand Karl Petersen i Bro.
1745 blev Mads Hansen født. Han fik boelet og kaldte sig efter sin stedfar Mads Hansen Elley. 1768 blev han g. m. Marie Pedersdatter af Bro, en datter af boelsmand Peder Christensen og søster til boelsmand Karl Pedersen i bro. Børn: 1) Hans Elley, født 1771, boelsmand i Bro. Han blev g. m. Anne Eriksen, en datter af slagter Hans Eriksen i Ketting. Deres børn:
a) Mads Elley, boelsmand i Bro, g. m. Anne Marie Kok af Tomhave ved Miang
b) Peter Elley, vognmand på Augustenborg.
c) Anne Marie Elley, g. m. boelsmand Peter Petersen Karlsen i Bro.
2) Peter Elley, gartner i Roskilde.
3) Jørgen Elley, høker i Broager. Børn:
a) Jørgen Elley, ølbrygger i Flensborg.
b) Peter Elley, købmand og havnefoged i Flensborg.
c) Nikolai Elley, købmand på Nordborg, senere høker i Nordslesvig.
d) Hans Elley, handelskommis, forlovet med jomfru Fred. Sophie Thomsen på Nordborg, men døde ugift.
4) Christian Elley, jæger i Hertugindens Jægerkorps. Hoboist og lakaj i mange år hos Hertug Christian af Augustenborg. Han var g. m. 1) Christine Boisen af Adserballe. 2) Elisabeth Vogt af Adserballeskov. Børn:
a) Peter Elley, drejer på Graasten, g. m. jomfru Anna Markussen af Augustenborg.
b) Mads Elley, blikkenslager i Sønderborg.
c) Marie Elley, g. m. Møller Hansen på Sjælland.
d) Jørgen Elley, sømand, døde ugift.
e) Christian Elley, kok døde ugift.
f) Sofie Elley. Hun er gift med en høker på Sjælland.
g) Christine Elley. Hun er gift på Sjælland.
h) Hans Elley. Han døde ung.
Mads Elley, boelsmand i Bro, g. m. Anne Marie Kok af Tomhave. Børn:
1) Jørgen Elley, boelsmand i Bro, g. m. 1) Anne Marie Madsen af Helved. 2) Anne Marie Klausen af Bro. Deres børn: a) Mads Elley og b) Christian Elley.
2)Anne Marie Elley, g. m. boelsmand Andreas Davidsen på Sebbelev Mark.
3) Kathrine Elley, g. m. boelsmand Christian Vogt i Sebbelev.
Mads Elley i Sønderborg.
Mads Elley, en søn af lakaj Christian Elley på Augustenborg, født 1817. Han gik i skole hos lærer Hansen på Augustenborg og blev 1833 konfirmeret af pastor … samme sted. Han kom i blikkenslagerlære hos Franck på Augustenborg og lærte samtidig at spille hos sin far. Han spillede derfor i sin ungdom ofte i Ketting kro og andre steder til dans, baller, bryllupper m.m., hvorved han tjente sig en lille skilling. Da han havde udlært rejste han til Tyskland for at uddanne sig videre i sit håndværk, dog ville han ikke tigge sig frem, dertil havde han for megen ære, og han var af den mening, at en ordentlig, duelig og pæn svend altid nok ville finde arbejde, hvor han kom, deri bedrog han sig ikke, thi uagtet han rejste flere steder omkring i Tyskland for at se sig om, så var han dog altid så heldig at få arbejde, hvor han kom.. Efter nogle års forløb vendte han tilbage og nedsatte sig som blikkenslager og borger i Sønderborg, hvor han kom til at bo hos Ulrik Johansen
Han køber selv hus 1856.
1850 blev han g. m. jomfru Dorothea Maria Knudsen, der imidlertid døde 1855. Efter sin kones død sad han enkemand i mange år, først bestyrede den gamle Stine Bryning huset for ham, og da hun siden blev svag og døde, havde han i et par år en lille brordatter fra Graasten hos sig, det var en sjælden vakker og pæn pige, og til sidst da hans søn blev gift, holdt svigerdatteren i nogle år hus for ham. Et par år efter sin kones død købte han et hus længere nede i gaden, lige overfor købmand Hansen-Güntersohn. Det havde tilhørt en gammel jomfru Kush, hvis far havde været bager, og derfor fandtes endnu en stor ovn i huset, men bageriet havde ikke været drevet i mange år. Hun havde testamenteret det til en Hr. Petersen, der havde forhen været bagersvend der i huset, og som formentes at være hendes uægte søn. Denne mand solgte nu stedet til Elley imod at beholde et kammer, kost og forplejning hos ham. Det var et gammelt, men rummeligt og langt hus, som han nu indrettede meget bekvemt, fik selv en god og smuk lejlighed, en god og pæn butik, og desuden en lejlighed til at leje ud, hvor en handskemager enke Mad. Børresen boede i en lang række af år. Han fik i baggården indrettet et godt værksted, hvor han ofte holdt 4-5- svende, og desuden lå der en lille have til stedet, som han benyttede til blomsterhave, mens han vedblev at have et stykke havejord lejet i Lykkerne til køkkenhave.
Den anden slesvigske krig 1864.
I krigen 1864 havde han daglig stor indkvartering af soldater, de lå på loftet og havde deres egen forplejning. En stor del af byen blev nedskudt, hvoriblandt den største del af Storegaden omtrent hen til hans hus. Det blev dog stående, men taget var en del ødelagt af de udsendte bomber og granater. Da senere Preusserne kom over til Als, og Øen faldt i deres magt, begyndte det tyske parti straks at rejse hovedet, Elley hørte vel nok også til dette parti, men han forholdt sig dog i det hele rolig.
Han bliver g. m. 2) jomfru Wilhelmine Andersen 1882.
1882 d. 21. juni trådte han i et nyt ægteskab med jomfru Wilhelmine Andersen, der havde været en god veninde af hans afdøde kone. Han ønskede at blive viet i Hagenbjerg kirke, hvor han var bleven viet første gang. Provst Fangel viede ham og indbød familien til gæst, og således stod da hans bryllup i præstegården. Der var naturligvis ikke ret mange med, foruden hans afd. kones søskende, tante Grethe og hans bror på Graasten med kone. Hans mening havde været straks efter brylluppet at have kørt til Lysholm, hvilken plan nu blev forandret. Om aftenen kørte de tilbage til Sønderborg. Han lod nu sønnen og hans kone føre husholdningen med svendene og overlod dem sin lejlighed, og selv valgte han den lille lejlighed, hvor Mad. Børresen havde boet. Da hans kone selv havde mange nydelige ting, og forstod at indrette sig hyggeligt, boede de her roligt og venligt som i dukkeskab. 1886 i feb. fik han lungebetændelse. Han blev først egentlig syg om torsdagen d. 4. marts og døde allerede søndagen d. 7. marts om eftermiddagen, 69 år gl. Han blev begravet om lørdagen d. 13. marts. Hans enke flyttede kort efter til Graasten, hvor hun har en lejlighed hos hans afdøde brors familie. Børn:
1) Christian Elley, født 1851 d. 3. juli.
.
Christian Elley død 1888.
Efter slesvigsk skik blev hans dåb forrettet hjemme i huset af pastor Christiansen, der holdt en lille dåbstale til de tilstedeværende. Han blev holdt over dåben af sin farfar, lakaj Christian Elley på Augustenborg, der efter krigens ophør havde taget sin afsked af Hertugens tjeneste og var flyttet tilbage til sin familie, der var bleven boende i hans hus på Augustenborg. Han blev opkaldt efter sin afdøde farbror Christian Elley. Faddere var, stud. theol. Christian Knudsen og jomfru Anna Hollænder.
Da hans gode mor døde fra ham, da han endnu kun var 4 år gl., blev den gamle Stine mor for ham, at hun var god imod ham, kan bedst ses deraf, at han altid holdt meget af hende. Dog fik han måske i det hele en alt for fin og forkælet opdragelse. Han var en flink og lærvillig dreng i skolen og gik en tid lang i byens Realskole, fra hvilken han 1867 blev konfirmeret af provst Neiling. Han lærte nu sin fars håndværk hjemme, det havde dog måske været mere fornuftigt, om hans far havde sat ham i lære hos en fremmed mester og havde holdt ham lidt stramt i tøjet; thi ved at gå hjemme, lærte han alt for meget at gå efter sit eget hoved, følge sin lyst og befatte sig med så mange andre ting, der ikke henhørte til hans fag. 1870 blev han udskrevet til artilleriet i den tysk-franske krig, han kom imidlertid ikke med i krigen, men blev liggende i Sønderborg, der var derfor dem der mente, at hans far stak sergenten lidt i hånden, og at han da sørgede for, at han under et eller andet påskud blev liggende i byen. Følgen deraf, at faderen ikke holdt ham stramt nok, tillod ham for megen fritid og for tidlig lod ham spille voksen, blev da den, at han flere gange gjorde ham slemme …., morede sig på sin vis og satte betydelig gæld, som hans far bagefter måtte klare. Han havde et godt hjerte var godmodig og livlig, men havde ingen karakter og fasthed, gav sig derfor let hen og lod sig drage med af kammerater, der var lette, som han selv var det. Følgen deraf blev også, at han tidlig blev forlovet med en jomfru, der tjente på Stadt- Hamborg. Faderen var meget imod denne forbindelse, han ønskede hellere en forbindelse enten med sin søsterdatter eller sin brordatter på Graasten. Det var nette og agtværdige piger, men hvorfor holdt han så ikke sin søn mere stramt i tøjet, men som en gammel kælling tillod ham alt for stor frihed.
1876 i okt. blev han g. m. sin forlovede Kathrine Esbensen, en datter af murermester Christen Esbensen og Kirsten Ohlsen på Augustenborg, en pige, der ikke kunne siges noget ondt på. Hun var en dygtig pige, men måske lidt for skrap og heftig af natur. Hun kom nu der i huset og bestyrede det for svigerfaderen indtil 1882, da han overlod dem husets førelse.
Han blev imidlertid ikke ret gammel, men gik tidlig bort fra en stor børneflok. I aug. 1888 havde hans ældste søn i nogen tid været i besøg i Kiel, og faderen rejste tirsdag d. 21. aug. med dampskibet derhen for at hente ham. I sønderborg løb han temmelig stærkt og måtte gøre et spring over på skibet, da han nær var kommen for silde og det var i færd med at gå. Han blev måske derved overanstrengt. Da det kom til Kiels havn, stod sønnen der og hilste på sin far fra land. Imidlertid måtte skibet gøre en svingning for at lægge bi på et andet sted. Dette øjeblik benyttede faderen til at gå ind på skibets …. Da sønnen ventede længe, og hans far ikke kom, blev han opmærksom på hans forsvinden. Men fandt ham da død af et slagtilfælde på dette sted.
Han blev nu ført som lig til Sønderborg og der med megen stads og ledsaget af et stort ligfølge begravet d. 25. aug. Han opnåede kun en alder af 37 år. Det var naturligvis en stor sorg for hans familie, og den uventede måde, han gik bort på, vakte megen deltagelse. Børn:
1) Max Elley, født 1877.
2) Christian Elley, tvilling.
3) Dorothea Maria Elley, tvilling.
4) Christine Elley.
5) Wilhelm Elley.
|
