§ 30. Anne Christine Møller, født Knudsen
§ 30.
S. 113 – 128
Anne Christine Møller, født Knudsen i Ketting.
Hun er født og døbt 1817.
Anne Christine Knudsen, datter af Johan Peter Knudsen og Christine Margaretha, født Frost i Ketting, er født lørdag d. 19. april (i kirkebogen står d. 17. april) 1817 i Ketting kro.
D. 24. april på en torsdag blev hun døbt hjemme i huset på grund af svagelighed og erholdt navnet Anne Christine Knutzen, da hun blev opkaldt efter den gamle endnu levende oldemor, hendes farfars mor, Anne Christine Knudsen, født Wrang, der boede i Ketting og var 79 år gl. Onsdag d. 14. maj blev hun bragt i kirken. Her blev hun båret af Mad. Anne Christine Thomsen på Hartspring, hendes faster. Faddere: Mad. Else Kathrine Frost født Fangel på Nordborg, der var g. m. hendes mors bror skibskaptajn. Nik E. Frost på Nordborg og parcellist Matthias Vogelsang på Bommerlund, en stedfar til hendes far. Man ser altså at hun og hendes ældre søster Elisabeth er døbte Knutzen og ikke Knudsen. Til daglig blev hun blot kaldet Anne Knudsen.
Hendes barndom 1817-32.
Mens den 2 år ældre søster Elisabeth var høj og rank, var Anna derimod som barn en lille, tyk og rund pige. De havde begge mørkt hår og lod til at ligne deres far mere end deres mor. Anna var et lille vims og geskæftigt barn. Da vor mor en aften havde været nede hos den gamle degnefamilie Bruhn og mente der at have glemt sit lommetørklæde, sendte hun lille Anna derned for at forhøre om det; men da det ikke fandtes der, kom hun tilbage med den besked: ”Snik snak! Sludder sladder! Visse vasse! Der var ingen snubdug”! Sligt tog vor mor hende ikke godt op, hun fik lidt ris på den bare ende, for at hun kunne lære at komme lidt pænere en anden gang med besked.
Vor mor holdt altid sine ældste småpiger pænt påklædte og tog dem jævnlig med ud, når hun aflagde besøg ikke blot på Lysholm og Hartspring, på hvilket sidste sted datteren Kathrine Thomsen var i alder med dem, men også andetsteds hen. Lille Anna var flere gange med sin mor til Nordborg, hvor hun besøgte sin tante, Mad. Frost, og har flere gange været med hende oppe til hendes tante, den gamle Mad. Krog, en pæn gammel kone, der sad med sit hovedtøj, korsklæde på hovedet.
En gang kørte hun, Elisabeth og deres lille bror Knud med Niels Post over til Nordborg, hvor de skulle være flere dage i besøg. De var alle glade ved deres udflugt, men da de kom om i Rumorhsgaards ”Gallekobbel”, gik det ene hjul af vognen, og de væltede ned i diget. Niels Ohlsen blev meget forskrækket, da den lille Knud skreg højt, og troede, at han havde stødt sig. Men han blev glad, da han fornam, at han græd for sine kager, som han havde mistet. ”Ti kun stille min dreng, når vi kommer til Nordborg, skal du igen få dine kager”, og så var alting godt, og de kørte videre, da vognen atter var lempet i stand.
Frostes 2 sønner, Christian og Holger, deres fætre, der var i samme alder, kom også undertiden om til Ketting. Dog var lille Anna altid meget bange for Christian, der var en vild og ustyrlig dreng; thi han havde engang skubbet hende ned i den dybe skorsten oppe i bryggerset, så at hun havde stødt sig. De kom også jævnlig sammen med andre børn, Elisabeth og hun spadserede undertiden en søndag eftermiddag over til Sebbelev til degnen Knudsens, hvis døtre Christine og Cecilie var i alder med dem, og de gentog da deres besøg i Ketting. Christine Knudsen var siden i en del år stuepige hos biskop Tetens i Ketting og blev g. m. skræddermester Henrik Eriksen i Ketting. Cecilie blev g. m. malermester Petersen på Graasten. De kom også jævnligt sammen med Kathrine Petersen i Bromølle, Kathrine Andersen på Gundstrup og især med Benedicte Ahlmann i Igenmølle. Denne sidste var imidlertid meget lunefuld. Undertiden kunne hun i begyndelsen, når de kom, være meget sær og vidste ikke, om hun ville tale til dem, kort efter kunne hun vise sig meget overgiven og udeladt, så at der næsten ingen styr var på hende. Hun kom også jævnlig om til Ketting for at besøge dem. De fulgte hende da gerne et stykke på vejen. Hun kunne da tit være fuld af spilopper og vidste ikke, havde for et ben hun ville stå på. Da de en aften silde fulgte hende på vej, og det var mørkt. Løb hun til vinduet i det sidste hus i Ketting, hvor en gammel kone, ”Anne Marie ved ledet” boede, der imidlertid var gået til sengs, og hun spurgte på tysk, som om hun var en håndværksbusche: ”Wo geht der weg nach Igenmühl”. ”Links umb über de Gallekobbel”, svarede Anne Marie inde fra sengen. Hun var vant til det spørgsmål og havde derfor svaret på rede hånd. Benedicte Ahlmann blev siden g. m. Karl Drescher af Nordborg. De købte til sidst Igenmølle af hendes bror Michael Ahlmann.
Med farverens døtre i Igenmølle, Anne og Anna Maria Krogh, kom de også undertiden sammen. Den første blev g. m. farver Hansen i Sattrup, den anden med boelsmand Christian Petersen i Igen. Engang imellem kom også provst Burchardis datterdøtre, Terese og Mine Prehn ned til dem. Ligesom de da igen, en enkelt gang kom op i provstegården til dem. Terese var i alder omtrent med Anna, Mine derimod flere år yngre. Hun døde tidlig.
Børn i Ketting.
Iblandt jævnaldrende børn i Ketting fra denne tid kunne mærkes, afdøde slagter Hans Erichsens 3 sønner, Hans, Heinrich og Christian Erichsen. Den første fik faderens sted, den anden, der var halt, blev skrædder og fik sin mors sted i Ketting, Christian blev slagtermester først i Faaborg, siden i Assens og er nu bybud i København. Boelsmand Thomas Lorentzens børn Matthias og Anne Marie, hvoraf den første fik faderens boel og blev synsmand, den anden ejede stedet på Trekanten og bor nu i Ketting. Boelsmand Hans Jensens børn, Christian, Hans og Anne, hvoraf den første blev gift og bosiddende på Nordborg, den anden døde ung, og Anne Jensen, en brav og tro pige tjente 15 år i Hagenbjerg præstegård og blev g. m. kådner Jørgen Lykkemand i Adserballeskov, hvor hun endnu lever på aftægt. Boelsmand Christian Klausens børn, Kathrine der tjente i Hagenbjerg præstegård i 5 år og blev g. m. en skipper ved Igernsund, og Hans Klausen, der fik sin fars boel, men solgte det 1867 og købte igen ved Aarhus i Jylland. Desuden Peder og Ferdinand Jansen eller Tydsker, Johan Knabe og Kathrine Marie Bødker og Mette Marie Jegers m.fl. Pigerne kom ofte hen i kroen og legede med dem, og de gik med til børnenes legestue i julen og til deres ringridergilde om sommeren.
En tur til Ærø 1824.
I en alder af 7 år gjorde hun en tur sammen med sin far og begge hans farbrødre, Jakob Knudsen i Ketting og Joh. Peter Knudsen til Lysholm til Ærø for at aflægge et besøg i Tranderup præstegård hos den gamle pastor J, Knudsen. De havde i forvejen anmeldt deres ankomst, for at vognen kunne tage dem i Søby. Men da brevet var blevet forsinket, ventede de forgæves i Søby på præstens vogn og måtte da selv leje ej vogn der. Dog da de ankom til Tranderup, fandt de ikke heller præstefamilien hjemme. De var på grund af det gode vejr sejlet ned til Drejø for at besøge præsten Hans Petersen, der var en slægtning fra Als. Hen imod aften kom de imidlertid tilbage og i dagens løb kom også deres brev. Om søndagen kørte de ud til Ærøskøbing for at besøge Møller Klausens. Efter en 5 dages forløb vendte de atter tilbage til hjemmet. Med sin søster Elisabeth gik hun også ofte ned til den gamle Jakob Knudsen og lå undertiden hos ham om natten. Hun kendte godt alle hans hvide høns og hans mange katte, hvoraf en førte navnet: ”Bine”. 1830 i julen var hun flere dage i besøg på Nordborg for at være sin kusine Grethe Frost til selskab.
Hun kommer i skole 1822.
I en alder af 5 år begyndte hun ligesom sin søster Elisabeth med at gå i skole hos Karl Styrmand i Ketting, for at lære at læse. Da hun var 6 år gl. kom hun i byens skole hos skolelærer Klein, der nylig havde fået degnekaldet efter den gamle Joh. Barth. Bruhn, der døde 1821. Byens skole var bleven bygget 1822. Der var mange børn, over 100, dengang i skolen, og det var en anstrengende gerning for den unge mand, men han var en duelig lærer, og lille Anna var flittig og gik stadig i skole, hvorfor hun gjorde hurtig fremskridt og sprang en del børn forbi ved de forskellige omflytninger. Da hun var 12 år gl. var hun nr. 4 i øverste klasse, først sad endnu hendes søster Elisabeth, dernæst Kathrine Madsen af Bro, Kathrine Klausen af Ketting og nr. 4 Anna Knudsen. Da de 2 første 1830 gik ud af skolen, blev hun nr. 2. og da Kathrine Klausen blev konfirmeret 1831 blev hun nr. 1, dernæst sad Kathrine Karlsen af Bro, en datter af boelsmand Karl Petersen, siden g. m. snedker ….. i Blegebæk, Lovise Klausen af Bro, boelsmand Hans Klausens datter, siden gift i Ulkebølle og Anne Marie Thomsen, en datter af boelsmand Thomas Lorentzen i Ketting. Et par breve fra hendes skoletid meddeles her som en prøve:
Ketting d. 6. feb. 1830
Min elskede bror!
Da den gode lejlighed byder med min onkel fra Nordborg at meddele dig et par ord til min gode bror! så vil jeg benytte den.. Jeg kan aldrig glemme de mange glæder og behageligheder, vi som søskende har nydt sammen. Jeg længes meget efter at tale med dig, da jeg ikke har set dig i så lang tid, men Gud kan mage det så, at jeg kan se dig i sommeren. Vores gode mor havde ondt ved at forglemme dig; thi hun savner dig ved små sysler. Vores søster Elisabeth skal ned på Lysholm til vores tante og onkel. Den gode gamle Mine er syg, hun spørger meget tit efter dig; hun var meget bedrøvet i førstningen, du kom bort. Vores gode jomfru Lyboes mor er gået over til evigheden. Lille Doris og Christine er meget fornøjet over de smukke billeder og ved ikke, hvad godt de skulle gengælde dig det. Jeg har været forrejst i nytår, jeg har været på Nordborg for selskab ved vores lille kusine Grethe. Vores gode onkel på Hartspring og den lille Thomas har været meget syg i en lang tid og befinde sig endnu ikke vel. Hils onkel og tante og lille Maria fra mig. Du hilses meget flittig fra din skolelærer, fra dine forældre og søskende, og du hilses mest fra
Din tro søster Anne Christine Knudsen.
Ketting d. 24. marts 1831
Min elskede bror!
Jeg vil i dag tage fat på pennen og tilmelde dig en lille skrivelse, da der er så god en lejlighed til Ærø med pastor Møller. Jeg længes meget efter dig, min gode bror! Fordi, vi ikke kan komme til at se hverandre. Lyd altid onkel og tante i alle dine forretninger, som de foresætte dig, og vær villig til at gøre dem tjeneste i alle ting, vær også fredsommelig i alle ting, og vis fredsommelighed i dit foretagende. Jesus priste dem salige, som stifte fred; thi de skulle kaldes Guds børn. Vær også flittig, ordentlig og opmærksom i skolen og lad religionsundervisningen være dig hellig. Doris har også villet indføre en lille skrivelse til dig, den er ikke så fuldstændig, men et bevis på kærlighed til dig. Skriv du mig også til engang og lad det ikke gå dig af tanken. Mit brev ender jeg med denne ringe skrivelse. Jeg ønsker eder alle sundhed og helbred og et langt liv. Hils gode onkel og tante og Marie mange gange fra mine forældre, min søskende og mig. Jeg ønsker dig en fornøjelig sommer. Lev fornøjet og vel. Din dig inderlig elskende søster Anne Christine Knudsen.
Ketting d. 25. jan. 1832.
Kære bror!
Jeg vil I dag I en skrivelse lade dig vide, at jeg er Gud være lovet! Frisk og sund, og jeg mærkede også af dit brev, at du er ved god sundhed. Gode far og lille Christian har været meget dårlig i nogen tid. Christian er dog kommet sig lidt igen, men med far er det kun dårlig endnu. Søster Christine har siden Dorises hjemkomst fra Ærø, været på Lysholm, hvor hun befinder sig ret munter og vel. Gode Elisabeth har haft frost i benene i hele vinteren, hvorfor hun ikke har været hjemme siden jul. Jeg og min lille søster Doris går i skole hver dag, og vi har Gud ske tak! Været så sunde, at vi ikke har forsømt en eneste dag. Skriv mig snart til og lad det ikke gå ud af dine tanker. En fornøjelig vinter og mange sunde og glade dage. Til slutning beder jeg dig hilse gode onkel og tante, tante Frost og Maria og Grete, men du være dog først og sidst hilset fra din indtil død, oprigtige og tro søster
Anne Christine Knudsen.
De slemme drenge i skolen.
Det var slemme og uartige drenge, der til den tid gik i Ketting skole. Christian og Hans Jensen, Matthias Lorentzen og Hans Klausen var mere rolige, Christian Erichsen, Johan Knabe og Ferdinand Tysker var meget forvorne og uartige. Værst af dem alle var dog Annes kæreste Christian Erichsen, en vild og ustyrlig, trodsig og uartig opløben dreng både i hjemmet og skolen. Skolelærer Klein havde tit sin nød med dem, de fik tit bank af linealen, men det bed ikke på dem. Christian Erichsen var nærved at gøre kål af sin lærer. Da han engang var forberedt på at få bank, havde han trukken en skindtrøje på under sin trøje og stukket en …., oppisket med blod ind under. Da Klein kløede på af al magt, gav drengen sig langt om længe til at skråle så højt han kunne, …. sprak, der kom blod, hvorover hans lærer blev meget urolig og lod ham gå hjem.
En gang gik de op i kirken, da døren stod åben på grund af en forretning, der skulle holdes. De rumsterede rundt i kirken, gik op på prædikestolen og efterabede præstens bevægelser, klatrede op i tårnet og kimede på klokkerne m.m. En anden gang da de var løbet op i tårnet, drattede Ferdinand Tysker ned helt oppe fra, faldt igennem alle åbninger ned på stengulvet i våbenhuset. Han var uden liv og bevægelse, og man troede at han havde slået sig ihjel. Men efter nogle øjeblikke slog han øjnene op, kom atter til live og fejlede intet. Pigerne i skolen havde det ikke godt med disse uartige drenge; de rev og tumlede tit med dem.
Hun bliver konfirmeret 1832.
Om vinteren 1831-32 gik hun til konfirmationsforberedelse hos den gamle provst Burchardi og blev 1832 på palmesøndag d. 15. april konfirmeret i Ketting kirke. Iblandt hendes medkonfirmander var: Christian Erichsen, Ferdinand Tysker, Johan Knabe, Peder Svendsen, smedens søn og senere smed i Ketting, og af piger: Thrine Karlsen, Lovise Klausen og Helene Skrædders af Bro, siden gift i Ketting, Anne Marie Thomsen og Kathrine Marie Bødkers af Ketting, der siden blev g. m. Peder Lykkemand i Sebbelev. Peter Svendsen er dog ikke konfirmeret med hende, da han er 2 år ældre.
Hendes ophold i hjemmet 1832-38.
Efter sin konfirmation forblev hun i hjemmet og vænnedes til alt slags arbejde. Om vinteren nøjedes hendes forældre da med en pige, om sommeren holdt de en større tøs til, der mest blev brugt til at forrette det vidtløftige hovarbejde i Augustenborg slotshave. Sommeren 1835 kom hun ud til Sønderborg for at lære at sy og andet håndarbejde. Hun kom i huset hos købmand Lorentz Karbergs enke, det var en god veninde af vor mor. Af venskab for hende betalte hun ikke noget for sit logi, men levede frit og havde det tillige behageligt, da Mad. Karberg og hendes datter Doris Karberg, der siden blev g. m. Dr. Eckermann på Nordborg, altid omgikkes hende venlig og tog hende ofte med ud hos deres venner i byen. Om dagen gik hun da i syskole hos Mad. Hvid, der lod til at være meget vel tilfreds med hendes fremgang.
Hun kom derpå atter hjem og blev nu hemmelig forlovet med karlen Frederik Skov, en søn af skovfoged Jens Jensen i Sjellerupskov, og en i øvrigt meget pæn, brav, skikkelig og agtværdig karl. På den tid begyndte så småt folk herfra at udvandre til Amerika, og da han ikke havde midler, fik også han lyst til at prøve sin lykke i det fremmede land, og når lykken da føjede sig, og han havde tjent sig en lille kapital derovre, var det hans hensigt at vende tilbage og ved at ægte Anna da måske overtage Ketting kro, på hvilken der hvilede en temmelig trykkende gæld.
Han rejste da bort 1836 i forening med snedkersvend Christian Jansen fra Augustenborg. Menneskene lægger planer, men Gud alene råder. Christian Jensen der havde lært et håndværk, blev snart skilt fra Frederik Skov hørte aldrig noget, det formodedes, at han efter et kort ophold var gået bort ved døden derovre. Han kan måske være bukket under for klimaet og have fået den gule feber, i øvrigt stod han temmelig hjælpeløs og forladt i det vildt fremmede land, uden slægt, venner og bekendte og uden kendskab til sproget, så at det er ikke usandsynligt, at han har haft megen nød og elendighed at bestå, og måske til sidst er bukket under derfor. Derfor kunne vi måske beklage ham, det havde måske gået ham bedre, var han blevet i hjemmet, da han ikke blot var en ung, smuk, men tillige sjælden pæn, tro og pålidelig karl.
1837 døde vor mor og 1838 i jan. vor far. Formynderne indsatte straks kapt. J. Matzen af Ketting til at bestyre boet, indtil der kunne tages en endelig bestemt opgørelse af dets masse, og Anne Knudsen vedblev at holde hus for ham, ligesom hun havde gjort det i det sidste år for vor far. Hun blev nu i foråret 1838 kort efter vor fars død forlovet med Wilhelm Seidler, der var handelskommis hos købmand Peter Karberg i Sønderborg. Frederik Skovs familie gjorde indsigelse imod denne forbindelse, og derfor hævede han kort efter igen forlovelsen. Men den egentlige grund var nok egentlig den, at Seidler ved at ægte Anna havde spekuleret i at få kroen til ejendom; dette ville formynderne ikke indlade sig på, men tilbød ham den i forpagtning. Da han altså havde spekuleret fejl, trak han sig tilbage, men tog sagen med Frederik Skov til påskud. Det var just ikke så pænt handlet af ham, han blev senere g. m. købmand Hansen-Lends enke i Sønderborg, var en brav dansksindet mand og døde 1878.
I okt. 1838 blev boets status opgjort, der blev holdt auktion, og stedet lejet ud på 15 år til politibetjent Jens Peter Christensen af Augustenborg. Anna Knudsen kunne nu ikke længere blive i hjemmet, hun havde ingen plads, og hun følte sig derfor i de sidste dage, hun var hjemme, meget forladt, hjælpeløs og bekymret; thi når om få dage hjemmets dør lukkede sig, vidste hun ikke, hvor hun skulle tage hen. Da tilbød hendes faster Mad. Thomsen på Hartspring hende, at hun måtte komme i hendes hus og der tage ophold foreløbig indtil hun kunne få sig en ordentlig plads.
Hendes ophold i Holsteen 1839-40.
Hun tog med tak og glæde imod tilbudet og tog derpå om til Hartspring. Hun havde dog ikke været der længe, førend hendes tante en dag sagde til hende: ”at det var slemt, da hun tidligere havde lovet en ung pige fra Stevning at komme der for at lære lidt husholdning, var hun nødt til at holde sit ord. Derfor måtte Anne helst se at få sig en plads. Havde hun blot ikke lovet dette, kunne hun så godt være bleven der”. Grunden var vistnok alene den, at hun ville forhindre, at hun ikke fik stedsønnen Alexander Thomsen, der skulle have gården. Thi denne havde altid syntes godt om Anne Knudsen, og var hun bleven der længere, var der vistnok blevet et parti af dem, det undte hun hende ikke, og desuden ønskede hun så længe som muligt at forhindre hans forlovelse og giftermål, for at kunne blive siddende for gården så meget længere tid.
Den gamle Mad. Karberg, som altid vedblev at holde af hende, var derfor ude om at få en plads til hende og forskaffede hen ved nytår 1839 en sådan hos en Hr. Struwe på ”Neuenhoff” i sognet Süderhatstedt i Holsteen. Han var g. m. Gretchen Bock, en datter af købmand Johannes Bock i Sønderborg, en familie, der ligesom familien Karberg altid havde stået i nær berøring med vor familie. Gården ”Neuenhoff” var en ny anlagt gård på heden med et betydeligt areal land, men på grund af jordens dårlige beskaffenhed holdtes der mest får og kun få køer. Det var derfor en dårlig gård, og det ville have været småt for dem, når ikke fruens 2 brødre i Hamborg, der var rige købmænd, hvor de var mest bekendte under navnene: ”Guldbokken” og ”Sølvbækken” havde understøttet dem som den øvrige familie.
Anna kendte derfor godt fruens familie i Sønderborg fra den tid, hun opholdt sig der, navnlig var hun ofte kommen sammen med og kendte godt hendes 2 yngste søstre Henriette og Birgitte Bock, hvoraf den ene blev g. m. købmand, Jepsen i Sønderborg, og den anden med købmand Kallesen i Flensborg. Anna skulle nærmest være jomfru i dette hus, men forpligtede sig også ved lejlighed og i en forlegenhed at påtage sig andet arbejde, som der blev forlangt af hende. Dette tilskrev Mad. Karberg hende, men tilføjede tillige, at hun havde pålagt familien deroppe at vise sig venlige og kærlige i deres omgang imod hende. Hun antog da pladsen efter Mad. Karbergs råd og rejste derop i vinterens løb 1839. Hun havde ikke været ude før, kom så langt bort fra hjemmet, hen i en fremmed egn, hvor hun var ubekendt med alle, og hvor sproget i begyndelsen voldte hende mange vanskeligheder, det voldte at hun følte sig meget ensom og forladt, og at hun led meget af længsel og hjemve, om hvilket hendes breve bar tydelige spor. Dog blev hun altid behandlet med megen kærlighed og godhed af sin husbond og madmor, navnlig den sidste var altid glad ved hende, fordi hun i hende havde fundet en landsmandsinde, med hvem hun kunne tale om forholdene i hjemmet på Als, der også udøvede en stærk tiltrækningskraft på hende; thi det var heller ikke frit for, at fru Struwe led af længsel og hjemve, og aldrig ret kunne føle sig tilfreds og hjemme i den triste og ubehagelige egn. Hun havde derfor sin fortrolighed til den unge pige, og talte helst dansk eller alsisk med hende, hvad hendes mand ofte skændte over, da hun så aldrig ret blev øvet i det tyske sprog. Det var der noget sandt i; thi det var jo nødvendigt for hende, for at gøre sig fuldt forståelig for folkene, det var ikke frit for, at disse ofte lo ad hende, når hun ikke ret kunne udtrykke sig og gøre sig forståelig for dem i det fremmede sprog. Hun kom også ofte ud med dem hen til præstens og til Hr. Albertz på en gård i nærheden, der var en farbror til Joh. Albertz, der senere blev forpagter på Sønderborg Ladegaard og på Rumohrsgaard.
I øvrigt var det en temmelig stram tjeneste; thi da en pige var kommen bort i utide, og de hyppig anvendtes til markarbejde, måtte Anna Knudsen i lang tid om vinteren påtage sig at malke, hvad hun havde lært i hjemmet, såvel som andet groft arbejde. Det var dårlige folk, de til dels havde i deres tjeneste, således havde de i nogen tid en pige, der var født i en hule i et bjerg. Hun kunne ikke gøre stort andet end sidde og køre mergel, da hun var fattig og kun havde et bomuldsskørt på i den strenge kulde, forærede Anne hende nogle gamle skjorter. Da merglingen var forbi, kom hun bort, og ammen, som de havde, skulle nu malke og gøre det udvendige arbejde; thi deres søn var 2 år gl., og altså kunne han nok passes på anden måde. Men herover blev hun fløj gal og halv rasende; hun ville kyle Anna en potte mælk lige i hovedet; men da den faldt på gulvet, greb hun en stor kniv og ville dermed stikke hende, hvorfor hun løb og måtte låse sig inde i stuen. Imidlertid kom Hr. Struwe med en anden pige fra Meldorf, hvorpå han straks gav ammen sin afsked og kørte hende bort med det samme. Det var derfor ikke så underligt, at hun tit længtes og ønskede meget at komme tilbage til Als.
Hun forblev der dog et år, og hendes herskab ville nødig have været af med hende. De solgte siden denne gård og flyttede til Angel, hvor de atter købte en ejendom. Når de siden et par gange kørte til Nordborg under deres besøg på Als, holdt de gerne for i Ketting kro og tog ind for at hilse på hende. Hendes tante i Hagenbjerg havde lovet hende, at hun kunne komme i deres hus som jomfru, men her havde familien Frost fuldt indpas, til denne plads var Marie Frost selvskreven og det ville ikke have gået i længden, det ville snart have givet mange ubehageligheder. Hun fik derimod en plads som butiksjomfru hos enken Mad. Koshau på Nordborg og flyttede hertil 1840 til majdag. Mad. Koshau var en sjælden pæn, agtværdig kone, der var meget proper og akkurat i sit hus. Da hun ejede et stort 2 etages hus holdt hun også gæstgiveri for fremmede rejsende af det finere slags, og tillige drev hun tømmerhandel. På grund af det passende lokale, holdtes der om vinteren flere baller og koncerter. Der var derfor nok at bestille i huset, tilmed da der foruden jomfruen kun holdtes én pige.
I den første tid var datteren Lise Koshau endnu hjemme, hun blev siden g. m. hattemager Nacke af Aabenraa, der plejede at logere der i huset, når han årlig 2 gange kom til byens markeder med sit oplag af nye hatte. Dette parti fik hendes mor bragt i stand. Datteren ville hellere have haft et ungt menneske ved navn Besher fra Augustenborg, der var ansat ved Petersens Musikkorps i Sønderborg. Hun svarede sin mor, der vedblev at overtale hende til at tage imod Nackes tilbud: ”aber Besher ist doch besser”. Men da denne siden døde, føjede hun sig efter moderens vilje og blev g. m. Nacke. Den ældste søn Fritz Koshau var hjemme og forestod til dels handelen for sin mor, siden overtog han stedet og blev g. m. frøken Lüders af Aabenraa, der var en sjælden rar lille kone. Han selv var et meget pænt, stille og beskedent menneske, men blev efterhånden temmelig forfalden, forsømte sine ting og gik fallit. Den yngste søn Gustav Koshau var en temmelig vild og ustyrlig ung person, for til søs i nogle år og fik siden et gæstgiveri i Broager, hvor det gik ham ret godt.
Anne Knudsen gik for det meste i butikken, dog sås også der ofte sønnen Fritz Koshau, når hun havde travlt med andet. Fra kontoret kunne man igennem et lille vindue holde øje med alle, der kom til butikken. Da Anne Knudsen engang for et øjeblik forlod butikken for at hente noget på loftet, fik en kone fra Himmark i en fart travlt med at skrabe til sig af risskuffen som stod åben. Koshau bemærkede det igennem det lille vindue, kom ud og greb konen på fersk gerning. Da hun græd og bad om godt vejr, lod han hende gå, men hun beholdt længe navn af ”e riskvind”. Hun kom ikke meget ud da hun var meget bunden, i øvrigt var de forskellige medlemmer af familien nætte imod hende i deres omgang. Dog fik hun lov til engang imellem at tage hen til Hagenbjerg og Lysholm, ligesom hun også undertiden en aften gik op til Dr. Eckermanns på Tangsholm ved Nordborg, når den gamle Mad. Karberg, som jævnlig og siden stadig tog ophold hos sin datter fru Eckermann, sendte bud efter hende. Sin bror Christian så hun jævnlig, når han hver dag gik ind til Nordborg for at modtage undervisning hos kapellan Fangel, og hendes fætre, de unge Thomsen på Hartspring undlod ikke at se ind til hende, når de kom til Nordborg, fætter Thomas skulle da gerne have en ”Cihar”. Hun blev her på Nordborg forlovet med pigens bror, styrmand Jens Petersen Baurup, et parti, hun hellere måtte have undladt, da der endnu havde været mulighed for, at hun havde fået Alexander Thomsen på Hartspring.
Hendes ophold på Lysholm 1843-45.
I efteråret 1843 tog hendes ældste bror Knud Knudsen imod gården Lysholm. Han ønskede hende til at bestyre sit hus, og hun kom derfor til Lysholm 1843 til nov. Foruden hende fik han til majdag 1844 en mejerske fra Angel, men da Thomas Thomsen fra Augustenborg, der dengang havde forpagtet et boel i Sjellerup, var forlegen for en pige til at bestyre sit hus, og da mejeriet på Lysholm dengang ikke var større, end at Anne nok kunne forestå det ved siden af sin anden gerning, og hun tillige var villig til at overtage det, kom denne mejerske hen i sommeren igen derfra og tog til Sjellerup. Siden blev hun mejerske på Hvedholm og blev herfra g. m. jernstøber Erik Jensen i Faaborg. Denne mejerske var noget forfængelig, hun hed Christine og mente, at alle af navnet Christine så godt ud. 1888 d. 25. juli døde jernstøber Erik Jensens enke Caroline Christine Louise, født Poulsen i Faaborg, 70 år gl. Da hendes bror blev gift 1844 i nov., hendes søster Doris, der var svagelig, til samme tid kom hjem, og Mad. Frost og hendes datter Grethe nu for det meste opholdt sig på Lysholm, blev de temmelig mange fruentimmer, derfor behøvedes hun ikke længere, og hun blev derfor nødt til at se sig om en anden plads.
Hendes ophold på Kegnæs 1845-48.
En sådan fik hun hos proprietær Joh. Witzke til Hjortholm på Kegnæs, hvor hun skulle være jomfru og tillige passe mejeriet. Hun flyttede hertil til majdag 1845. Witzke og kone satte meget pris på hende, da hun både var dygtig og tro og vant til at tage fat ved al slags arbejde; men hendes forlovelse med styrmand Jens Petersen Baurup blev hævet, og hun indlod sig i en forbindelse med avlskarlen, Hans Jørgen Møller, en søn af parcellist Jørgen Hansen Møller og hustru Maren Wolf på ”Bygehoved” på Kegnæs og født 1821 d. 20. april, og denne forbindelse havde til følge, at de måtte løse kongebrev og blive gift i jan. 1846. Hans forældre ejede en større parcel af gården Nygaard, som ved bebyggelsen 1765 havde fået navnet ”Rothenhof”, men efter koblet, hvori stedet lå, almindelig kaldtes ”Bygehoved”. Hun var nu nødt til at flytte til hans forældre, hvor hun fik det strengt nok, da især manden var temmelig karrig og nøjeseende, konen derimod behandlede hende altid med godhed. Hun måtte naturligvis forrette alt slags pigearbejde, hvad hun aldrig vred sig ved, det var hun tidlig blevet vant til; men det værste var, at hun tit om vinteren måtte sidde med sit lille barn i kulden, da svigerforældrene ikke kunne nænne at give lidt brænde til. Tilmed måtte hun døje ubehageligheder af de andre børn, hvoraf flere allerede var gifte, men alle meget nøjeregnende og seende på, at den ene ikke fik for meget i forhold til den anden. Her var hun i dette hus 2 år, da døde den gamle tante på Østerholm 1848 i marts, og aftægtslejligheden til Lysholm således blev ledig, lejede min bror dem stedet.
Hun bor på Østerholm 1848-51.
De flyttede da hertil allerede 1848 i april. Hun fik det nu behageligere, da hun nu havde sit eget bo, hendes mand der var en dygtig arbejder forestod i nogen tid stedet på Østerholm for enken Mad. Anne Vogelsang, hvis mand Fritz Vogelsang var død 1847. Da hun siden blev gift igen, tog han arbejde for det meste på Lysholm. Da de var meget sparsommelige, lagde de penge op i denne deres indskrænkede stilling. Det var i krigsårene, og da huset var temmelig stort og rummeligt, fik hun også indkvartering, således lå her i længere tid sekondløjtnant Christian Møller ved 5. bataljon, en søn af afd. professor Poul Møller. Han gik i Odense skole og var i efteråret 1847 nået til 7. klasse, men da han ikke var videre begavet, gik han straks ved krigens begyndelse frivillig med og avancerede straks frem til at blive løjtnant. Han gjorde begge krige med.
Hun flytter til Ketting 1851.
1851 til nov. flyttede de til Ketting, hvor min bror solgte dem sit fødested, kroen med tilliggende land. Hun kom således efter 13 års forløb tilbage til sit fødested. Det var vel en del gæld, de i begyndelsen kom til at sidde for, men det var et meget nærsomt sted, både hvad høkeri og krohold angik, og de var meget arbejdsomme, flittige og sparsommelige folk, og derfor gik der ikke mange år hen, førend de havde klaret deres gæld og begyndt at samle sig kapital. Han passede nærmest jorden og satte den i god drift. Han var tidlig på færde, og nøjeregnende på tiden, hvorfor det just ikke altid var så let for ham at holde karle, da han krævede vel meget af dem. Hun passede huset og gæsterne, som hun var godt skikket til, da hun altid var mild og venlig imod alle, var underholdende og vant til at opvarte folk på en god måde. Gæsterne så derfor helst hende at være tilstede. Hun havde derfor altid meget at bestille, tit mere end hun kunne overkomme, da hun på grund af sit nøjeregnende og påholdende væsen ikke ville tillade, at der holdtes mere end 2 piger, hvoraf han tit tog den ene med ved markarbejdet, og endda ofte brummede over, at de var for mange fruentimmer. Men når hans kone så skulle passe både butik og gæsterne op, og endda se ud i køkkenet, så var der altid fuldt op at passe for hende. Han så alting lidt for meget med Kegnæsser briller.
Krigsåret 1864.
1864 kom krigen, da tjente de mange penge; thi huset var altid fuldt, men selv var de nærved at blive opslidte. De fik ikke engang tid til at blive syge. De fik gigtfeber af anstrengelse, hun lå et par dage til sengs, indsvøbt i vat, så måtte hun igen op, hvor træt hun end var; thi hendes tilsyn kunne ikke undværes. Han gav sig næppe tid til at ligge til sengs, han kunne næppe hænge sammen og så ud som en død, så at alle folk troede, at han ikke havde lang tid tilbage; men en smuk dag sås han at køre til Sønderborg på et læs sække. Og med alt dette var der til en tid et slags lazaret i huset, og en soldat, der var død af tyfus, henlå et par dage i deres lo uden at blive begravet. Og dog overstod de godt denne besværlige tid. Det er utroligt hvad et menneske kan udstå, når der er en kraftig vilje tilstede.
Bispegaarden solgt 1865.
Møller var mest opsat på at erhverve mere jord til stedet. 1862 blev gården Rumohrsgaard solgt, hvis jord går lige ind til byen Ketting. Han og slagter Eriksen anholdt om, at der måtte udtages noget jord fra Gallerkobbel, som de ville købe, men regeringen ville ikke gå ind herpå, blot blev det bestemt, at den såkaldte ”Farverhave” ved Igenmølle særskilt skulle opbydes til salg, men da mølleejer Drescher i Igenmølle navnlig var liebhaver til denne mark, der lå så nærved hans ejendom, ville man ikke opdrive den for ham, og således fik han intet land fra Rumohrsgaard, som samlet blev solgt til forpagter Hellemann fra Sjælland. Derimod blev den såkaldte ”Bispegaard” i Ketting 1865 stillet til auktion af den preussiske regering. Da det var en sjælden smuk og solid bygning, og der hertil lå en 18-20 tdr. land, havde det været en smuk ejendom for dem. De ville da passende kunnet have trukket sig tilbage hertil, og når de havde lagt det land, som hørte til kroen hertil, havde de haft en pæn ejendom på en 40 tdr. land, hvor de kunne have tilbragt rolige dage, fri for det urolige kroliv. Kroen ville de da med lethed igen kunne have lejet ud. Han bød jo også på den ved auktionen, men mente, at den var for dyr, det ville dog ikke have sagt så meget, for dem lå den jo yderst passende og bekvemt. Den blev solgt til en tysk baron Richthofen, og da han kort efter blev udnævnt til preussisk gesandt i Stokholm, overlod han den til bolig for sin svigersøn løjtnant friherre v. Pless, almindelig kaldet baron Plessen. Denne mand købte siden også Hans Klausens boel i Ketting, som han lagde ind under denne ejendom. Da han imidlertid var meget forfalden og ikke kunne stå sig, solgte han Hans Klausens boel til slagter Eriksen og Bispegaarden til proprietær H. Andersen til Kegnæsgaard, der boede her nogle år og derpå atter solgte til Eriksen Bispegaarden. Således har Eriksen forstået bedre end Møller at samle og erhverve sig en smuk og anseelig ejendom, fordi han ikke i selve øjeblikket står og kniber på nogle få daler.
Han køber stedet bag kirken 1866.
Jorden til det gamle sted bag kirken var ved udskiftningen indlagt i kroens mark i Askhøj. Dette sted beholdt min bror, da han solgte kroen og lejede huset ud, mens Møller derimod gav en årlig afgift for jorden i Askhøj. Da det ville give lidt ulempe, når jorden i marken skulle adskilles, købte Møller stedet 1866, med den forpligtelse, at når han rev stedet ned, skulle han levere min bror den gamle væg i stuen med portrætterne af de gamle forfædre. Han rev det gamle hus ned og opførte et mindre teglhængt hus, som han med et lille stykke havejord atter solgte, derimod beholdt han resten af bygningerne med den største del af det land, der lå ved huset.
Han opfører en ny kro 1868.
Det blev følt som et stort savn, at der ikke fandtes en port ved Ketting kro, hvor der kunne holdes med hestene, disse måtte holde på gaden, tit i strengt vejr. Den preussiske regering fordrer, at der skal være en port ved enhver kro, til den nuværende kunne der ikke føjes et porthus, da det lå for nær på gaden, og i forhold til den søgning, der var til stedet, trængte det til en udvidelse og hensigtsmæssigere indretning. Han besluttede sig da til at opføre et nyt 2 etages hus, der stødte således op til det gamle hus, at dette kunne bagefter indrettes til porthus. Det nye hus blev rykket længere tilbage.
I den store smukke forstue indrettedes butikken i baggrunden, til højre side gik en dør ind til den rummelige skænkestue, til venstre side førtes man ind til en større stue, for enden af hvilken var et lille gæstekammer og ved siden af en lille havestue imod syd ud til den lille have ved huset, der blev smukt anlagt. 2 fag blev taget bort fra det gamle hus, og resten blev indrettet til porthus, hvorfra man kunne gå ind i skænkestuen. Da huset var for bredt til port alene, blev der taget en lille stue fra, der sattes i forbindelse med skænkestuen og resten benyttedes til andre små kamre ved siden af porten.
Ovenpå i anden etage indrettedes en stor sal på 5 fag og en del små gæsteværelser. Den store sal benyttedes til baller, dans og andre forsamlinger, der var her en god lejlighed, da det nu mere og mere blev skik at holde bryllupperne på landet i kroerne, de årlige landmandsforsamlinger med dyrskue blev også holdt her i Ketting på grund af den gode plads og den hensigtsmæssige beliggenhed. For derfor at vinde endnu mere plads, opførte han et par år efter en etage over porten, hvor der indrettedes en anden stor sal på 8 fag, der sattes i forbindelse med den første sal. Der findes således ovenpå 2 store sale ved siden af hverandre, den ene på 5 fag og den anden på 8 fag. Følgen blev, at alle store sammenkomster på landet for en del trak til Ketting kro, hvor man tillige fandt en god opvartning. Til samme tid anlagde han også et bageri i bryggerset, hvortil han holdt en bagersvend.
Det havde været smukkere, om Hr. Møller havde udvist større pietet overfor de gamle ligstene på kirkegården, end han gjorde. De foregående ejere af kroen havde med en sjælden pietet fredet om stedets gamle begravelser, han derimod gjorde sig ingen betænkeligheder ved at tage de gamle smukke ligstene bort, der dækkede fædrenes grave. Stenen over familien Steffensen, der var over 200 år gammel, blev brugt til trappesten ved indgangen fra porten til skænkestuen; stenen over Knud Johansen og hustru, blev lagt som trappesten foran indgangsdøren ud til gaden; stenen over Jakob Wrang og hustru foran døren ud til haven, og stenen over Knud Knudsen solgte han til Sebbelev, hvor den blev anvendt som trappesten til en ny bygning med indskriften opad. Således hersker endnu tit i denne retning en rå vandalisme imod kirkens og kirkegårdens gamle mindesmærker.
Han forpagter præstegårdens jord 1875.
Provst Høeck havde i de sidste år forpagtet præstegårdens avling ud til forpagter Hover af Angel, der boede i kapellaniet eller enkesædet. Da forpagtningen var ude, bortforpagtede hans eftermand Hr. pastor Møller præstegårdens jorder ud til slagtermester Eriksen og kromand Møller, begge i Ketting. Den første fik den del af landet, som ligger på højre hånd ved vejen til Skakkenborg, og han lagde sin part ud til græs, for der at holde fedekvæg. Møller fik det øvrige areal med undtagelse af et par småstykker. Besætningen skulle han holde i præstegården. Hr. Hover blev imod en årlig leje i flere år boende i kapellaniet. Med forpagtningen fulgte også en god frugthave. Da han nu fik et betydeligt mejeri, anlagde han en lille pæn mælkekælder for enden af bryggerset og indrettede tillige en hestegang med kærneværk. Det gav betydeligt mere arbejde, men han ville omtrent sætte det igennem med det samme antal folk, som han hidtil havde holdt, dog plejede han nu at holde en røgter. Forpagtningen var ikke billig, og derfor blev fortjenesten derved vist ikke stor, blot et betydeligt større arbejde med slid og slæb.
Kettinghav udtørret 1875.
Omtrent ved samme tid blev han deltager i et interessentskab, der havde i sinde at udtørre Kettingnor. Det bestod af møller Andreas Petersen i Sønderborg, gårdejer Hans Peter Hansen til Hummelhøj ved Ulkebølle og kromand Møller i Ketting. Regeringen gav dem tilladelse dertil, indrømmede dem skattefrihed på visse år, men forlangte tillige, at når Noret ikke inden en vis tid var lagt tørt, ophørte deres ret, og var den atter ejer af det. Det var navnlig Andreas Petersen, en spekulant og halv kæltring, der foregøglede de andre, hvilke store fordele, der var at vinde ved dette foretagende, når de kunne indvinde et areal jord på hen ved 150 tdr. land god jord. Og det kunne vindes ved en ringe bekostning. Han håbede ved hjælp af de andres penge at sætte foretagendet i gang, efterhånden at afbarke dem, og gøre dem kede deraf og da til sidst gå af med den hele profit.
Det store areal land stak Møller i øjnene, han gik i tøjet, da han troede denne mand alt for godt. En dæmning blev anlagt over vandet, en vold opført og sluser indrettede, det hjalp ikke, vander brød ofte igennem ved højvande og overskyllede det tørlagte areal. Der blev årlig anvendt store bekostninger, uden at det gav noget udbytte. Der måtte derfor idelig skydes penge til, og da det gav anledning til forskellige meninger om, hvad der skulle gøres, forstod Andreas Petersen at sætte det forslag igennem, at hvad 2 af dem bestemte, skulle den 3. bøje sig for, var Møller altid nødt til at gå ind på, hvad de 2 andre besluttede; thi Andreas Petersen havde Hans Peter Hansen i sin lomme. Han fik nu sat igennem, at der blev bygget en mølle, både til at male vandet ud og til at male korn., den fik navn af ”Havmøllen”, at der blev opført et hus med lade, og i denne stilling fik han sin søn anbragt. Det gik nu ud over kromanden, der idelig måtte spæge penge til. Langt om længe blev han ked af det hele foretagende, solgte sin andel for en spotpris og trak sig ud deraf. Gårdejer H.P. Hansen spillede et par år efter fallit og stak bort til Amerika, og Andreas Petersen sad til sidst inde med det hele. Han har nu bortforpagtet arealet til et hus i Hamborg, der har indrettet det inddæmmede Nor til en fiskepark for karper og andre fine fisk.
Han forpagter gården Fiskebæk til sin datter 1878.
1877 i okt. blev hans ældste datter gift. Hun skulle sættes i vej, først var der tale om at sætte dem op i kapellaniet og overlade dem forpagtningen af præstegårdens land eller at købe dem en mindre passende ejendom, hvad der ville have været det fornuftigste. Men nu lod han dem forpagte den store gård Fiskebæk i Sundeved af Hertugen af Augustenborg, som de tiltrådte til april 1878, og selv gik han i kaution for denne forpagtning. Det var den mest uheldige spekulation, han kunne indlade sig på; thi hvad der ikke var galt med Kettinghav, det blev det først med forpagtningen af denne gård. Dels var det en dyr forpagtning, dels slog tiden netop om, og priserne på alt dalede, og så var de unge folk vistnok heller ikke forholdene voksne, der skal stor dygtighed og god erfaring til at styre en sådan stor ejendom. De kunne derfor slet ikke klare sig, og følgen deraf blev, at han som kautionist idelig måtte lange ud med store summer. Ved alt dette gik ikke blot den kapital, som de havde slidt og slæbt for efterhånden tabt, men han fik sin egen ejendom behæftet med en betydelig gæld. Det havde været bedre, om han fra først af havde set at have fået Bispegaarden, eller i tide købt sig en anden smuk landejendom, hvor de i tide kunne have trukket sig tilbage i ro fra det urolige kroliv, end at have indledt sig på sådanne vilde spekulationer, der sjælden tjene til at erhverve mange penge. ”En fugl i hånden er bedre end ti i luften”. Kroen kunne de, om de ville have bevaret den for et af deres børn, have forpagtet ud til en tid.
De bor i kapellaniet 1884-86.
1884 i feb. blev den anden datter gift. De tog nu den fornuftige beslutning at overlade de unge stedet imod en årlig aftægt, trak sig selv tilbage til kapellaniet og beholdt præstegårdens forpagtning i de 2 år, der endnu stod tilbage. Det var et stort savn for hende i begyndelsen, der var vant til det urolige og bevægelige liv og daglig vant til at se og tale med mange forskellige mennesker, at finde sig til rette i det stille og rolige liv, som nu indtrådte. Men det vænnede hun sig let til; thi det var jo noget, hun trængte til. Hun var træt og opslidt. Men hun fik alligevel her nok at bestille; thi han ville kun holde en karl og en pige, derfor var de selv nødt til at slide, og på grund af hans urimelige fordringer, hændtes det også, at karlen gik sin vej tit i utide, at han så i nogen tid var uden karl eller nødt til at tage den første den bedste. Mælken solgte de ned til kroen.
Hvad der gjorde opholdet der meget trist og ubehageligt, var den uhyggelige bolig, der lå højt og bart, meget udsat for vinden. Vinduerne var meget åbne og udsatte for træk, koldt var det under loftet, så at det var ikke godt at få det varmt om vinteren. De havde megen fortræd af præstens mange gæs, ænder og høns, der gik i kornet på marken og i stakkene. Herover blev Møller tit vred, hvad han havde god grund til, og kom i strid med dem, hun derimod stod altid på en venlig og god od med præstefamilien, der tit bød hende ind, de ærede og holdt af hende, ham derimod halvvejs var de bange for. Den sidste vinter holdt han hverken karl eller pige, han gjorde da selv alt det udvendige arbejde, han tærskede, han fodrede kreaturerne, han malkede og han gjorde rent i stald og lade, kort sagt, han gjorde selv alt udenfor huset, mens hans kone måtte passe den indvendige syssel.
De flytter til Graasten 1886.
1886 i april flyttede de bort fra kapellaniet til Graasten, hvor de lejede et sted, der tidligere havde været skovfogedbolig, og i nogen tid havde tjent til bolig for hertugens inspektør Lindschau, men da denne fik en bolig i byen, bortforpagtedes dette sted til Møller. Der hører hertil 10 tdr. land, ret god jord lige ved huset, men da den er omgivet af skov, er den temmelig udsat for vildtet, som om vinteren gør en del skade på kornet. Der holdtes en hest og 4 køer. Det var en rar og hyggelig bolig. Da der findes temmelig stor husrum, har de lejet den ene side ud til en familie, foruden at der bor en daglejerfamilie i enden af laden. Med deres aftægt kunne de nok her slå sig igennem og sættes bedre i stand til at hjælpe deres ældste datter, som også bor her på Graasten. Men karl og pige holdtes ikke, Møller gør selv alt.
Betragtning:
Har en noget ublid skæbne tit fulgt Anna her igennem livet, så vil det heraf ses, at hun ved sin ungdoms letsindighed, til dels, selv har været skyld deri, den bandt hende til sidst til forhold, som hun måske helst måtte have undgået. Havde hun vogtet sig mere for de mange forlovelser, ville måske en bedre skæbne have fulgt hende, og Gud kunne have styret det anderledes for hende. Dog skal det fremhæves til hendes undskyldning, at hun tit stod ene og forladt, og derfor tit var udsat for verdens dårlighed. Men med alt dette har hun altid været en sjælden god sjæl, trofast og kærlig imod sine søskende, kærlig og opofrende for sin mand og sine børn, tjenstagtig og velvillig imod alle mennesker. I sine forskellige tjenester var hun afholdt af sit herskab for sin dygtighed, flid og troskab, for sin føjelighed og villighed til at udføre enhver gerning. Og i sit senere liv har nydt alles agtelse og kærlighed for sin huslighed, tjenstagtighed, redebonhed og milde, tækkelige væsen i al hendes omgang Han har jo også haft sine gode sider, har lagt til enhver tid en sjælden energi og arbejdsomhed for dagen; men hans fejl har været, at han har søgt lykken alt for meget i penge og timeligt gods. For at opnå denne lykke, har han slidt og slæbt, uden at betænke, at denne lykke giver dog, aldrig den rette fred, den er dog til sidst skuffende og bedragerisk. Den lærdom har han dyrt måttet betale. Gud give dem på deres gamle dage endnu den rette glæde, den sande fred og lykke, som alene er at søge i troen på ham. Hun døde på Graasten 1892 d. 4. jan. efter et hårdt og smertefuldt sygeleje af influenza, 75 år gl. Hans Jørgen Møller døde i Ketting 1910 d. 8. feb.88 år og 10 mdr. gl., blev begravet d. 14. feb.
Børn:
1). Jørgen Peter Møller, født på Kegnæs 1846 d. 29. jan. Han døde allerede 1847.
2). Johan Peter Knudsen Møller, født på Østerholm 1851 d. 13. april. Han døde i Ketting 1853 d. 12.
feb., 2 år gl.
Margrethe Christine Møller.
3) Margrethe Christine Møller, født 1853 d. 28. marts. Hun gik i Ketting skole og de 2 sidste år i Augustenborg skole, opholdt sig en sommer hos købmand Jørgensen i Flensborg for at lære husholdning. 1877 d. 5. okt. blev hun g. m. Andreas Gerhardt Lauritz Clausen, født 1851 d. 30. juli på Sønderborg Ladegaard, en søn af daværende forpagter Ludv. Carl Fred. Clausen og hustru Dorothea Ernest. Wichmann af Sønderborg Ladegaard, som siden boede på Augustenborg. Han gik i Augustenborg skole og var siden i nogle år forvalter på Rumohrsgaard hos Hr. Schwardtseger. 1878 forpagtede de gården Fiskebæk, som de efter få års forløb atter måtte fratræde, da det ikke ville gå. Et år derefter havde de en bondegård forpagtet i egnen af Graasten. Siden har de boet i denne by, hvor de havde købt et sted. Han drev først vognmandsforretning og siden slagteri.
Deres børn:
1) Anna Dorothea Clausen, født 1878 d. 25. sept.
2) Gerhardt Hans Ludvig Clausen, født 1881 d. 23. juni.
4) Christine Margrethe Møller.
Christine Margrethe Møller, født 1859 d. 26. okt. i Ketting, bliver i daglig tale kaldet ”Ditte”, en sammentrukket form af navnet Christine. Hun gik først i Ketting og siden i Augustenborg skole. Efter sin konfirmation var hun en sommer på badehoteller ved Lyksborg for at lære husholdning. 1884 d. 22. feb. blev hun g. m. Hans Christian Petersen, født 1857 d. 29. marts, en søn af gårdejer og boelsmand Andreas Petersen og hustru Marie Kathrine Jakobsen på Langdel i Ulkebølle sogn. Han gik i Augustenborg skole, lærte efter sin konfirmation handelen og var i nogle år handelskommis i Broager. 1884 overtog han med sin kone stedet i Ketting. Han er en dygtig og driftig ung mand, der er godt egnet til at passe stedets bedrift, og der er betydelig søgning og næring til det. Hun er tillige en meget pæn lille kone.
Deres børn:
1) Hans Georg Andreas Petersen, født 1884 d. 13. juni.
2) Kathrine Christine Petersen, født 1886 d. 4. dec.
|
