§ 29. Maria Elisabeth Knudsen.
§ 29.
s. 107 – 113
Maria Elisabeth Knudsen.
Hun er født og døbt 1815.
Marie Elisabeth Knudsen, ældste datter af Joh. Peter Knudsen og hustru Christine Margaretha født Frost i Ketting, er født 1815 d. 24. maj. Hun blev døbt i Ketting kirke af provst Burchardi d. 30. maj. Hun blev opkaldt i dåben efter sin fars og mors mor, der begge førte navnet, Marie Elisabeth. Hun blev holden over dåben af den gamle tante på Lysholm Mad. Anna Johanne Knudsen, der var moster til hendes mor. Hendes faddere var, jomfru Frost på Nordborg, en datter af skipper Joachim Frederik Frost og et søskendebarn til hendes mor, Hr. kapellan J. Knudsen på Langeland, der var farbror til hendes far, og må have været hjemme i besøg på denne tid. Burchardi kalder hendes far ved denne lejlighed, Gjæstgiver Johann Peter Knutzen og barnet Marie Elisabeth Knutzen. Hun er født på en onsdag og døbt på en tirsdag.
Hun var meget urolig som lille barn.
Da hun endnu var lille og lå i vuggen, kom en dag den gamle Charlotte Rasmusdatter eller Kulgravers, som var anset for en heks og boede til huse i det gamle boel, der var købt til kroen, ind i sovekammeret, tog barnet på sine arme og kærtegnede det. Men fra denne stund gav det sig til at græde og vedblev at græde nat og dag, og kunne ikke komme til ro. Man troede derfor at hun havde gjort noget ved barnet. Karlen Nikolai Piehl kom på en hest og red om til en klog kone i Oksbølle, hvor han fik noget, som man skulle grave ned under barnets seng. Da han kom tilbage med dette kram, og det blev lagt efter konens anvisning, ophørte barnets gråd, og det blev som tidligere, et meget roligt barn.
Hun gik tit ned til den gamle farbror.
Som barn gik hun tit ned til den gamle cand. Jakob Knudsen, der boede i Ketting i et hus bag ved kirken. Han var en farbror af hendes far og kaldtes af hende og de andre søskende ”Farbror bag kirken”. Hun og de andre mindre søskende blev undertiden flere dage hos ham og lå da om natten hos ham. Elisabeth og hendes søster Anna lå da gerne hos ham, mens deres bror Knud lå hos pigen. Når han undertiden gik hen imod aften op på kirkegården, og han så, at de små børn i kroen var udenfor på gaden, vinkede han med sin stok ad dem, og de løb glade op til ham. Han havde altid lidt godt til dem, frugt nødder eller kager. Det var en tidsfordriv at have børnene hos sig.
Han hjalp dem da ved deres lege og fortalte dem historier og eventyr. Elisabeth var især den, han holdt mest af. Da hun blev en 5 år gammel, gik hun ned til den gamle Karl Simonsen eller Styrmand, der boede nede i byen, for at lære at læse, førend hun kom i skolen. Hun holdt ikke rigtig af at gå hos ham, men gik i nogen tid undervejs ind til den gamle farbror, hvor hun så blev, indtil de andre børn gik af skole. Min mor kom snart efter sagen, hun fik da en revselse og fra den tid af skulkede hun ikke af skole. En gang blev hun stødt på den gamle farbror, tog da sit pik -pak og gik hjem. Men det varede ikke længe, førend alt igen blev godt imellem dem. Da hun blev lidt større, var hun ham ikke blot til selskab, men kunne også tit gøre ham tjeneste og hjælpe ham med et og andet, når han var alene hjemme, og hans pige var i hovarbejde i slotshaven på Augustenborg. Da han 1829 var meget syg, og vor mor på grund af sygdom var forhindret i at se ned til ham, var Elisabeth for det meste dernede og plejede den gamle syge mand.
Hendes udflugter som barn.
Med sine forældre kom hun som barn ofte på Lysholm, Hartspring og Nordborg hos tante Frost. Som barn var hun også engang på en 14 dages tid i besøg hos koffardikapt. Christian Matzen på Druelund ved Nordborg. Hans kone var en født Brorsen og en kusine til vor mor.
Hun kommer i skole 1821.
Da hun var 6 år, kom hun i skole hos byens skolelærer Klein. Hun var som alle sine søskende flink og gjorde raske fremskridt i skolen, så at hun de sidste 2 år sad øverst, mens hendes gode veninde Margaretha Madsen af Bro, der siden blev g. m. murermester Hans Gudemoes i Ketting, sad næstøverst. Hun var høj og stærk, og skolens mange store og uartige drenge havde lidt respekt for hende. Den samme myndighed udøvede hun også tidlig som den ældste over sine søskende. De så gerne op til hende som den ældste, forstandige og lidt strenge søster. Vinteren 1829-30 gik hun til konfirmationsforberedelse hos stedets præst, den gamle provst Burchardi. Han var temmelig distræt og havde engang glemt at knappe sin bukseknap. De andre børn fniste, men Elisabeth Knudsen havde den takt som en alvorlig og forstandig pige at kalde ham til side og gøre ham opmærksom på fejltagelsen. Til foråret 1830 skulle hun konfirmeres, dette ses af et brev, hun endnu hjemme i Ketting skrev d. 6. feb. 1830 til sin bror Knud, der opholdt sig i Tranderup præstegård på Ærø, hvilket her anføres:
Min allerkæreste bror!
Jeg er inderlig bedrøvet over, kære bror! at vi ikke kunne dele glæde med hverandre, og dele glæde i hverandres nærværelse. Dog må vi tilfredsstille os; thi du har det måske bedre hos gode onkel, end dine forældre kunne byde dig. Nu er tiden snart for hånden, at jeg skal konfirmeres, hver dag og hvert øjeblik nærmer sig til denne højtidsdag. Vor gode mor har nylig været til Hartspring og besøgt din tante, onkel og deres børn. De bede at hilse dig mange gange. De glæder sig ved at få dig at se i sommerens tid. Jeg har meget nyt at fortælle dig, men det bliver alt for kedsommeligt at skrive. Din lille bror Christian kan sige alt, hvad han vil, og du vil falde i forundring, når du ser ham. Jeg længes meget efter at se dig. Dog håber jeg at se dig sund. Flittig hilsen fra dine forældre og søskende, fra din gode veninde Anna Jenses og selv være du hilset fra den dig inderlig elskede søster Maria Elisabeth Knudsen. Hils gode onkel, tante og lille Marie fra mig, mine forældre og søskende.
Hun blev konfirmeret 1830.
Palmesøndag d. 4. april 1830 blev hun konfirmeret, 15 år gl. i Ketting kirke af provst Burchardi. Iblandt andre blev også konfirmerede med hende Margaretha Madsen af Bro, en steddatter af boelsmand, Mads Rasmussen i Bro og naboens søn Henrik Eriksen, der siden blev skrædder i Ketting.
Hendes ungdomsveninder.
Iblandt hendes ungdomsveninder kunne mærkes: Benedicte Ahlmann af Igenmølle, Kathrine Petersen af Bromølle, Marie Barchmann af Østerholm, Kathrine Thomsen af Hartspring, Christine og Cecilie Knudsen, forhen af Sebbelev, siden af Tandslet, og Kathrine Smeds af Ketting og Margaretha Madsen af Bro.
Hun kom til Lysholm 1830.
Straks efter sin konfirmation 1830 kom hun ned til Lysholm for at gå med i husholdningen og gøre gavn i huset. Det var et meget stille hus, der kom ikke mange fremmede, det var nærmest familien fra Ketting, Hartspring, Mad. Barchmann fra Østerholm og møllerens på Østerholms mølle, der kom der engang imellem. Dog var det jo altid en lille adspredelse i det daglige ensformige liv for den unge pige i selskab med de gamle folk, at i den tid opholdt sig Nikolai Barchmann og Jørgen Hansen fra møllen sig der på gården for at lære landvæsen, hvilket gav anledning til, at hun engang imellem fik lov til at gå ud med dem enten til Østerholm eller til møllen eller andetsteds til fælles bekendtskab. Helst gik hun dog hjem til Ketting, når hun fik lov til at gå ud. Undertiden kom også hendes søster Anne derned. Behageligt var det for hende, at hendes lille søster Christine kom derned for bestandig at blive der. Løn fik hun vel ikke, men den gamle onkel, der var godhjertet af sig, puttede af og til nogle penge til, hendes tante derimod var i den tid mere knap, kold, sær og tilbageholdende og lidt vanskeligere at omgås. Hun skændte vel ikke, men kunne godt gå i længere tid uden at sige et ord. Senere blev hun meget forandret. Hendes forældre måtte derfor hjælpe hende med klæder, hvilket man se af hendes egne og hendes mors breve til hende i denne tid som her anføres:
Gode kære datter!
Hermed Anne Marie (vistnok Anne Marie Sundeboes fra Østerholm) sender jeg dig din hat og ønsker, at den må være efter dit ønske. Den koster 4 .. i alt. Ifald at din gode onkel har givet dig penge nu igen, er du nok så god for det første selv at betale den; om Gud kun vil skænke mig sundhed, skal du nok herefter få dine 2 specier igen til al takke. Vil du hilse min kære tante og bede hende, at hun har den godhed at bede onkel om at have tålmodighed med pengene for flæsket en 14 dage; thi jeg har købt mig 8 halftønder smør, som jeg nok kan tjene noget på, når jeg nu igen kan slippe det snart. Vil du sende mig din blåtvist kjole, som du ikke kan bruge, og om du synes, at du ville have mørkere bomuldstøj for det, du købte hos Jakob (måske en jøde) må du sende det og så vil jeg bytte det; thi jeg frygter for, at det ikke er ægte. Jeg har haft brev fra tante på Ærø, og Gud hjælpe dog vores gode onkel. Han er i denne tid meget syg, jeg er meget urolig for ham, han er dog så god. Lev vel og glæd mig stedse ved en god opførsel. Din tro mor C.M. Knutzen
Johan Peter Knudsen 1831.
Den gamle Johan Peter Knudsen led det sidste års tid meget af svimmelhed og hans syn tog stærkt af, så at han ikke ret kunne se, men faldt af og til. Hen på efteråret 1831 blev han sengeliggende, og blev i denne tid omhyggeligt plejet af vor søster Elisabeth og Mad. Barchmann, som tit gik ud til Lysholm. Han døde d. 4. sept. 1831, 63 år gl. Elisabeth var meget bedrøvet ved hans død, da han altid havde været god og kærlig imod hende. Hun var nu ene tilbage med den gamle tante, der var kold, tilbagetrukken og påholdende. Hun havde derfor ikke den fortrolighed til hende, som hun havde haft til den gamle farbror, der kom hende venlig og kærlig i møde ved enhver lejlighed. Dette kan ses af følgende brev til og fra hendes mor:
Lysholm d. 6. feb. 1832.
Gode mor!
Jeg længes meget efter at vide, hvorledes der er med gode far, da ingen bud kom. Jeg har, siden jeg forlod Eder været meget sorrigfuld over denne skæbne og har ofte bedet til Gud om lindring i mit hjerte. Dog efter som jeg hører, skal det dog være til bedring med ham, som glæde mig meget. Vil Gud bevare dig fra sygdom, må vi være tilfreds. Har du min kappe færdig, så send den med drengen. Du må ikke lade Anne gå ned søndag; thi da bliver jeg ikke hjemme, og kommer hun, så bliver der ikke af, og jeg kan ikke undgå det, når du derimod sender mit tøj med drengen, så kan Anna blive til næstkommende søndag. Skriv et par ord med ham, men ingen ærinde til moster; thi hun må ikke vide det. Nu ikke mere denne gang end flittig hilsen fra din oprigtige datter M.E. Knudsen. Skreven i hast. Du må gerne sende tøjet med ham. I brevet havde hun tillige skrevet følgende vers, der udtrykker hendes sorgfulde stemning og viser, at hun var en from og god pige.
Lev vel! Lev evig vel!
Lev tryg i Jesu side!
Søg kraft i lammets blod,
Sålænge du skal stride.
En krone bindes dig
Når du fra tiden går
Lev vel! Lev evig vel!
Et glædeligt nyt år.
Brev fra hendes mor 1832.
Med største glæde modtog jeg dit kærkomne brev med drengen Jørgen (Jørgen Christensen Bødker, senere snedker i Elstrup, der dengang tjente som dreng på Lysholm) da jeg deraf ser, at du ikke alene bærer den kærlige omsorg for dine forældre men også, som vi stedse bør, holder dig den algode og alvidende Gud for øje. Kære datter! Hold dig stedse i det gode, bevar din uskyldighed, vær oprigtig imod din gode tante og søg alle vegne hvor du kan, at forekomme hende med tjenstvillighed og godhed, ja gode barn! Ikke alene hende, men enhver bør du, således at handle imod, så vil du derved erhverve dig alle gode medmenneskers agtelse og Guds nåde, som er den største rigdom, man kan ønske sig her i dette ustadige liv. Hvad din gode far angår da er det nu Gud ske lov! billig godt igen, så jeg håber nu, at han er rent uden fare.
Din kavaj bliver først færdig til på torsdag, her med Anna modtager du din kåbe og Christines forklæde. Vi har sidste lørdag fået en kommode fra Vogt til dig, som koster 15 .. Ifald at du tror, at tante skulle have noget derimod, har du nok den godhed at sige Anna derom din oprigtige mening; thi så tror jeg, at Stine Norsk måske køber den af os. Jeg sender hermed tante nogle dun, skulle hun ville betale medfølgende regning, ønskede jeg det gerne; men for Guds skyld anmod hende ej derom. Lev vel, kære Elisabeth og glæd mig stedse ved god opførsel. Du hilses venlig fra dine forældre, din far, Doris og lille Christian. Jomfru Lybos og du være først og sidst hilset fra din til døden oprigtige mor C.M. Knutzen.
Hun led af frost i benene 1832.
Som de fleste af sine søskende led hun om vinteren meget af frost i hænderne og fødderne. Om vinteren 1831-32 blev det især slemt. På grund af frost i benene havde hun ikke været hjemme i Ketting siden længe før jul og indtil sidst i januar måned. Dog må det have bedret sig noget; thi først i feb. måned var hun hjemme for at se til sin far, der var meget syg, og den 6. søndag efter hellig 3 kongers dag d. 12. feb. agtede hun sig ud et sted hen hvor hun var indbudt, hvorfor hendes søster Anne ikke måtte komme ned denne, men først den følgende søndag; thi ellers ville dette besøg, hvortil hun havde glædet sig, gå overstyr.
Men hendes ben vedblev dog at være meget opsvulmede og hovnede, og det er et spørgsmål, om det ikke var noget andet end frost. Da den gamle tante aldrig havde været syg og ikke vidste, hvad sygdom var, lagde hun det ikke noget i. I stedet for at kalde en læge, lod hun slagterkonen Ellen Slagters i Guderup komme ned for at plastre på hendes ben. Men det hun brugte, det hjalp ikke, tværtimod blev det værre med hende. Det slog formodentlig ind og satte sig til en værre sygdom.
Hvor ondt hun end havde ved at gå på sine dårlige ben, så vedblev hun dog at gå oppe og gøre sin daglige syssel, så længe hun var på Lysholm. Store Maren, der var ved skorstenen, ynkede hende ikke, hun satte vel endogså ondt ind for hende, derimod var pigen Stine Marie, der siden blev g. m. kusken, Hans Christian Christiansen Bødker, altid meget net imod hende, lettede hende ved arbejdet og hjalp hende tilrette, hvor hun kunne.
Hendes tiltagende sygdom 1832.
Hendes mor fik omsider øjnene op for faren, fandt det rigtigst at tage hende med hjem, for at hun kunne få den fornødne lægehjælp. Hun kørte da en dag ned til Lysholm for at afhente hende og kom hen imod aften tilbage med sin syge datter. Hun var dengang så svag, at hun måtte hjælpes af vognen, og ved sin mors arm ledes ind. I den første tid lå hun endnu ikke helt til sengs, men var lidt oppe om dagen. Dr. Bjørnsen blev øjeblikkelig tilkaldt som læge, men der var ikke noget at gøre. Sygdommen havde udviklet sig til vattersot og tæring. En dag da solen skinnede så mildt og venligt, var hun kommen ud i den friske luft, og vor mor spadserede langsomt med hende under armen i den lille have henne på gangen ved Kleins mur. Det varede ikke længe at hun kunne tåle det; thi hun var træt og mat. Til sidst lå hun helt til sengs i 11 dage. Hun var under sin sygdom sjælden kærlig, from og tålmodig og hengiven i sin skæbne.
Varsler om hendes død 1832.
Hendes kære forældre forudså godt hendes død, dertil tog hendes svaghed alt for meget. Hvad man således aner, det mener man også at se. Derfor lod også varslerne om hendes død sig til syne. Hun anede slev og var vis på sin død; thi en nat under hendes sygdom hørte hun, at stolene og alt, hvad der stod ude i det store dønsk gav sig til at danse og løbe rundt, og en aften, da hun endnu på Lysholm var gået ud for sig selv, gav det store pæretræ sig til at ryste, uagtet ellers vejret var blikstille. Vor far bemærkede en aften oppe i den store have et lille lam, der kom hen til ham og strøg sig om ved ham. Vor mor hørte en aften en stemme udenfor sovekammervinduet 3 gange råbe: ”Mor”! Hendes bror på Ærø så en aften en hvid hånd stryge hen over vinduet. Det var ved den tid hun døde. De tog det som et varsel om hendes død.
Hendes død og begravelse 1832.
Tirsdagen d. 5. juni var hun meget svag, hun kom lidt op hen på eftermiddagen for at få sengen redt. Førend dette arbejde endnu var til ende, og hun atter var lagt til sengs, sov hun stille hen i sin mors arme. Lørdagen d. 9. juni blev hun begravet på Ketting kirkegård af den gamle provst Burchardi i Ketting. Hendes død omtales således i Ketting kirkebog: ”1832 d. 5. juni døde og d. 9. juni blev begravet Marie Elisabeth Knudsen af Ketting, 17 år gl. Hun døde efter flere ugers svaghed af en tærende syge”. Hun kom til at hvile på Ketting kirkegård hos sin farfar, Knud Knudsen og øvrige forfædre. En køn månedsrose og en klar rød sølverlevkøj prydede foruden andre blomster den unge piges grav. Kærlige søstres hænder smykkede hver lørdag aften hendes grav og lagde friske kranse op på den, så længe familien endnu var knyttet til Ketting.
Hendes mors sorg
Hendes gode mor især tog hendes død meget nær, hun havde ikke godt ved at glemme den unge piges tidlige bortgang, og det blev vel en anledning m.m. til hendes egen tidlige død. Hun, der var en meget samvittighedsfuld kone, og en øm og kærlig mor mente og bebrejdede sig selv tit bagefter, at hun fra først af havde været for ligegyldig ved hendes sygdom. Hun troede som de andre vel for længe, at det kun var frost i benene, hun led af, generede sig vel også, som man godt kan tænke sig, for ikke at støde den gamle tante for hovedet, ved for tidlig at tage hende hjem. Det kunne jo se ud, som om hun ville lade hende føle, at hun ikke gjorde nok for hende, også se ud, som om hun straks ville kæle for sine børn, når de fejlede en lille smule. Det var hun ikke vant til og ville heller ikke gøre det, hvor meget hun end elskede dem. Men hun fik omsider øjnene op, men da var det for sent, og det var dette, hun bebrejdede sig selv. Hun skriver selv herom, da i fastetiden 1833 året nærmede sig, at hendes kære datter blev syg:
”Tiden falder mig nu mere og mere tung ved erindringen om min så højt elskede salige Lisbeths svaghed, som nu i denne tid begyndte at tiltage og ved tanken om måske for stor ligegyldighed kunne bero hos mig, samt ved erindringen om hendes sjældne tålmodighed og inderlig kærlige trøstegrunde, må jeg nok have årsag til, hver gang jeg skuer op til hendes rolige sovekammer at fælle mange, mange fortrydelses tårer, men dog er jeg overbevist om, at hun aldrig har haft det mindste imod mig, som kan anklage mig, men meget mere vil velsigne hendes dybtsørgende mor”. Og senere skriver hun:
”Du skriver min kære søn! at du ved klokkens lyd erindrer dig din salige søster, således kan vi med glæde og fuld fortrøstning kalde hende; thi hendes vandel var stedse from og i døden var hun den samme, Gud ganske hengiven. Der er jo en salig trøst for os efterlevende. At vi kan tænke hende i den evige rolighed. Den almægtige Gud bønhøre mine sukke, som jeg hæver til ham morgen og aften, at jeg kan med mand og alle kære børn, hvad enten det skal ske tidlig eller silde, da ved en rolig død da gå ind og samles alle med hende, hvor der da ingen skilsmisse mere findes”.
Det var en tung skilsmisse for et ædelt moderhjerte, og dog var det alligevel en nåde af den gode Gud. Han kaldte hende bort i en ung uskyldig alder. Hun gik hjem med et fromt, godt og kærligt hjerte, endnu uprøvet og uforsøgt af verdens fristelser og mange bitre sorger. Hvor megen synd og besmittelse, hvor megen bitter sorg og kummer, nød og elendighed må ikke mangen anden gennemgå og erfare, førend han måske lærer på ny at vende sig til sin frelser, til sin Gud og Fader.
Marie Elisabeth Knudsen var temmelig høj og var en smuk pige. Hun havde anlæg til en fast og bestemt karakter, var derhos fornuftig, from og god af hjertet. Flere tænkte måske allerede på at lave et parti af hende, vel med den mulige udsigt til derved at få gården Lysholm. Men der er dem, der mener, at havde hun levet, havde hun muligvis fået slagtermester Hans Eriksen i Ketting. Som børn var de altid passede sammen som kærestefolk, og han syntes som ungt menneske altid at nære en vis godhed for hende. Dog hendes tidlige død gjorde alt dette til intet.
|
