§ 28 fortsat. Mors karakteristik. Side 84 – 107
Vor mors karakteristik.
De oven anførte breve fra min mor giver et godt bidrag til hendes karakteristik. De afspejler hendes liv i flere retninger:
1) er det mærkeligt at se, hvor rent og korrekt hun skriver det danske sprog, der er næsten ingen fejl at rette deri, og hvor god er ikke tillige stilen deri, der er rigdom på tanker i de længere breve, hjertet strømmer over af fylde og varme. Og dog er brevene skrevne i hast og til sine børn, for dem behøvede hun da ikke at genere sig, hvor let ville der da ikke kunne have indsneget sig fejl i retskrivningen. De fleste kvinder, der indtog en højere plads i samfundet end hende, behøvede tilvisse ikke at skamme sig ved hendes breve. Det slår ikke heller fejl, at hun både har kunnet tale godt og også har kunnet skrive det tyske sprog. Man ser altså, at hun har haft gode skolekundskaber og også har forstået at bevare dem. Hun har været en for sin stand ret dannet kone.
2) Brevene vidne om, at hun var en from, gudfrygtig kvinde, prøvet i livets skole og med en varm og levende tro på sin Gud og Fader. Hun var tillige en forstandig, livlig og beleven kone med god takt, derfor kunne hun i sin omgang bevæge sig lige frit mellem høje og lave. Thi var hun på den ene side ydmyg og beskeden, så var hun på den anden side også frimodig. Hendes retsindige vandel gav hende denne frimodighed og vandt hende alles agtelse.
3) Hun var en sjælden god og kærlig mor med et ømt moderligt hjerte. Hendes børns fremtids vel lå hende frem for alt på hjerte, ikke blot deres udvortes lykke i verden, men hvad der var hende mere om at gøre, var at de ved en god opdragelse måtte optugtes til gode og retskafne børn, der frygtede Gud og vænnedes til at gøre deres pligt og hvad ret var. Derfor lærte hun dem tidlig til at bede, holdt dem godt i skole og at søge Guds hus, hvad hun selv var vant til. Fik de en øm og kærlig opdragelse, hun forkælede dem dog ikke; thi hun formanede idelig til det gode og var heller ikke bange for ved lejlighed at revse, når de fortjente, men hun gjorde det altid i kærlighed. I de tidligere år, da deres kår var bedre, satte hun en ære i at holde sine første børn lidt pænt, i senere år, da de havde det mere småt, holdtes de yngre børn lidt mere tarveligt. Der var flere folk, der af godhed for hende, også tit forærede hendes børn smukt legetøj. Men når de havde haft det en kort tid, blev det gerne borte. Grunden var vel den, at hun, der havde en rund hånd til at give, skænkede det bort igen til andre. Hun ville vel også derved i tide vænne sine børn til selvfornægtelse og nøjsomhed.
4) Hun forskaffer tante på Ærø forskellige ting, hun havde brug for. Således besørgede hun tit en mængde ting for den ene og anden; thi hun var kendt af mange og meget tjenstagtig imod alle. Hun gav også meget bort, især til byens fattige. Hun havde et mildt og kærligt ord til alle og hjalp straks, hvor hun kunne. Dog med alt dette kunne hun også nok ved en sjælden lejlighed tage bladet fra munden og give vedkommende en alvorlig irettesættelse, når hun fornam, at han havde talt ilde om hende eller dem, der stod hende nær. Men hun glemte da igen hurtig, og det faldt sjældent; thi hun var afholdt af alle, hun kom i berøring med.
5) Hun var i sit hus en meget proper og ordentlig kone. Alt var som blæst i hendes hus. Gulvet i skænkestuen blev hver aften skyllet og vasket, førend man gik til sengs. Borde og bænke skurede, ligesom hylderne, grynbøtter og andet i spisekammeret altid skinnede hvidt og blankt. Hun var sildig oppe og tidlig om morgenen på færde. Kl. 5 om vinteren satte hum sig gerne ved lys til at spinde om morgenen med sine piger. Thi om dagen blev der ikke ret ro til dette arbejde, da måtte hun passe butik og tit være til stede i skænkestuen og passe gæster op. Folk ville helst se og tale med hende.
Vor fars karakteristik.
1) Vor far var næppe kommen på sin rette hylde. Han egnede sig ikke for det urolige krovæsen. Han havde, hvis han havde haft råd til det, vistnok bedre været skikket til studeringen. Thi han havde en god forstand og havde lyst til læsning. Derfor havde han mange gode kundskaber, kunne føre en god samtale og diskurs, når han havde folk for sig, han gad indlade sig med. Vrøvlepetere indlod han sig i reglen ikke med, men affærdigede dem i reglen med et kort svar eller en spydig bemærkning. Han stødte derfor undertiden folk for hovedet. De, der derimod kendte hans retsindige, gode karakter og satte pris på hans kundskaber og sunde dømmekraft, de holdt meget af han og agtede ham som en meget pæn, dannet og forstandig mand. I samtale med sådanne kunne han blive munter og livlig og give mangen spøg til bedste. Ellers var han stille, tit gnaven og fortrædelig. Han både skrev og talte foruden sit modersmål også godt tysk.
2) Han havde fra sin barndom af haft et dårligt helbred, han var derfor tit svag, led af brystsvaghed, havde en slem hoste og spyttede meget op. Derfor fik han gerne om morgenen sin melgrød. Derhos var han hele sit liv trykket af gæld, hvad der måske gjorde ham mere ked af sin stilling og bidrog sit til, at han af naturen blev stille, indesluttet og lidt uvirksom. Men uagtet, han af naturen havde et svagt helbred, så havde den lille firskårne mand, med sit fine og blege ansigt dog alligevel efter sin far arvet en ualmindelig arvestyrke. Han kunne med lethed tage en svær lænestol op og holde i stiv arm. Da en bonde engang indgik et væddemål med ham, at hvis han f. eks. kunne bære 2 tdr. korn han havde på vognen, måtte han have dem. Han tog da på engang begge tønder og bar dem bort. Da en håndværks …. engang gjorde støj og alarm, de var mange folk inde, og det altså var vanskeligt at komme frem til døren, tog han ham i hans ka..lken og satte ham ud af det åbentstående vindue. Det gav respekt. Han tålte derfor ikke støj og alarm i sit hus, men holdt god orden og justits. Han vedblev heller ikke at skænke for folk, som havde fået for meget i hovedet..
3) Han havde selv fået en streng opdragelse, da han var barn. Derfor hyldede han i børneopdragelse den gamle strenghed. Hans børn måtte ikke støje og larme i hans nærværelse, næsten ikke engang kny, de skulle sidde aldeles rolige og passe deres arbejde eller lege med deres ting. Han slog aldrig, men hans øjekast var nok til at virke rolighed. Undertiden gav han et lille knubs med sin finger på deres hånd, hvad der gjorde meget ondt. Det var derfor ikke så underligt, at børnene som små følte sig mere tiltrukne til den kærlige mor. Først når de blev større lærte de også at agte deres far og vinde hans fortrolighed. Så længe de derimod var små, stod de ham temmelig fjernt.
4) Han var en lille pæn mand, altid meget pæn og snyk i sin påklædning. Om søndagen gik han gerne i den samme habit, men den var også altid pæn og god nok dertil.
5) Min mor gik flittig i kirke, han sjælden. Det var ikke frit for, at han undertiden ville ride lidt på præsterne. I hans tid kunne der måske også være god grund til det med flere af dem.
5) Vor mor var en lille væver, livlig og rask kone. Hun gik aldrig med korsklæde, men bar altid kappe. I daglig tale benævnedes de af almuen med ”Fadder” og ”Mutter” hvad børnene også kaldte dem. Det var dengang almindelig skik på Als iblandt folk udenfor bondestanden. Af dannede folk tiltaltes de med Hr. og Madame. Bønderfolk sagde altid ”De” og ikke ”Du”, hvilket viser, at de stod udenfor den almindelige bondestand.
Deres tjenestefolk.
At de var, hver for sig som husbonde og madmor flinke imod folk, kan skønnes deraf, at de havde dem længe i deres tjeneste. Af karle kunne mærkes:
1) Karle: Nikolai Piehl af Ketting og siden bosiddende i denne by. Han var en tro og brav karl, med hvem de begyndte. 2) Han afløstes af Rasmus Hansen i Lauensby, hvor han siden blev husmand. Han tjente i flere år og var en tro og flink karl. 3) Frederik Skov af Sjellerupskov, en ung smuk, men tillige brav og pålidelig karl, der tjente fra 1833-36, da han fik lyst til at gå til Amerika, hvor han kort efter døde.
4) Nikolai Bødker af Stevning, hvor han fik sin fars sted, tjente fra 1836 til vor far døde. Han var ligeledes en skikkelig karl.
Som gårdskarl, der gjorde opvartning for vogne, der holdt an, tjente først Søren Martinsen af Jylland. Et par år var han derfra, og i mellemtiden tjente Hans Hansen, der siden blev gift på Østerholm. Søren Martinsen kom da igen og forblev i sin plads i en række af år. Han var gift i Ketting, holdt kro, da han havde lidt jord lejet af præsten. Men folk vil vide, at når han gik hjem om aftenen, tog han gerne en fragt hø med til sin ko. Han så også tit efter i brændestabelen.
2) Jomfruer:
I de tidligere år holdt de gerne en jomfru, der undertiden gik i butikken og passede gæster op inde. 1) Jomfru Mette Kirstine Dahl af Nordborg, en pjanke. Hun blev g. m. skipper Kallesen af Asserballeskov. Det første år boede de i Ketting hos væver lille Jakob eller Jakob Hansen. Siden boede de på Nordborg. 2) Gretchen Vogelsang af Bommerlund, havde et underligt væsen på sig. Skønt hun var en slags søster til vor far, sagde hun dog altid ”Fadder” og ”han” til ham. Hun kom siden til Druelund og døde til sidst på Bommerlund, efter at hun i flere år havde været forstyrret i hovedet. 3) Jomfru Marie Lybo, en datter af kapt. Lybo i Sebbelev. Hun tjente der i flere år omtrent fra 1830-33. Hun blev g. m. slagter Grüf af Igenmølle. De boede først ved Fynshav og flyttede siden til Fyn. Da vor søster Anne blev voksen, holdt de op med at holde jomfru.
3) Piger:
De holdt gerne 2 piger, hvoraf den ene i de tidligere år var ved brænderiet i bryggerset. 1) Ingeborg Mikkels af Thaarup. Hun blev siden g. m. husmand Frederik Nikolaisen i Ketting. 2) Ingeborg Caspers. Hun blev g. m. daglejer Casper Jensen eller lange Casper i Ketting. Med disse 2 piger begyndte de deres husholdning i Ketting kro. Anne Marie Sundebos af Østerholm. Hun blev siden g. m. ovennævnte Hans Hansen og boede på Østerholm. 4) Kristine Marie af Almsted. Hun blev g. m. en skomager i Dynneved. 5) Marie Gyde (se Gyde, fra Gyden) af Almsted. Hun var ved brænderiet, var en dygtig pige og blev gift i Hundslev. 6) Kathrine Jensen af Sebbelev, en brav og god pige. Hun blev g. m. Søren Martinsen i Ketting og hjalp ofte til i kroen, når man havde travlt. 7) Stine Novik, fra Norge, en dygtig, men meget vild og løs pige. Hun tjente siden mange år i Hamborg, blev på sine gamle dage trængende og kom ind i det fælles fattighus for Ketting, Notmark og Adserballe sogn. 8) Anne Marie Stump af Ketting, en meget tro og skikkelig pige, der tjente flere gange på stedet. Hun var navnlig meget tro imod kreaturerne. 9) Anna Negendahl af Nordborg. 10) Marie Keinæs. 11) Trine af Sebbelev, der tog gift ind og døde. 12) Marie Klausen af Bro, den sidste pige, var en meget pæn og akkurat, men ikke tro pige.
I de senere år, da min far holdt en brændkarl, var den ene pige en ung tøs, som besørgede hovdagen på Augustenborg. På grund af de mange kåd, der lå til kroen, havde stedet 104 hovdage at forrette i Augustenborg slotshave. Iblandt disse kunne mærkes: 13) Anne Marie Nikolaisen af Ketting. 14) Anne Marie Christensen af Ketting. 15) Helena Maria Jensen af Almsted, der var et år før sin konfirmation og gik tillige i skole. Som brændkarl tjente i flere år Jørgen Skræp af Ketting, en skikkelig, men meget doven karl. Han kom til Sundeved.
Indlogerende gæster. Blandt logerende gæster kunne nævnes:
Lambert Eichens, der hørte til det hollandske eller brabranske selskab der havde et gammelt privilegium til udsalg af kobbertøj her i landet. Han var ugift og havde bopæl i Haderslev. Han kørte omkring tilligemed sin karl Cornelius og afsatte sine varer, som han førte med sig i en stor vogn. Han var en meget pæn, dannet og velstående mand. Han var en meget god ven af huset, holdt meget af børnene og forærede dem mange smukke ting og forskelligt legetøj.
Jøderne.
Forskellige jøder, der gik omkring og handlede, logerede i den tidligere tid i kroen, senere trak de til Igenmølle. Iblandt disse kunne mærkes: Abraham, en meget høj og lang mand. Han lærte sin søn Samuel hebraisk, og da han havde svært ved at lære dette sprog, fik han mange knubs og hvinede. Mayer f. fl. Den eneste der blev I Ketting kro var Moses, en skikkelig og brav mand, der var ugleset af de andre jøder som heterodox, fordi han spiste godt med kål og flæsk. De kom gerne på loftet.
Isenkræmmere.
Isenkræmmeren Tribbeen fra Westphalen, der gik omkring med jernvarer. Han eller en bror af ham, friede sig siden ind i Ærtebjerg kro på Als.
Mutter Kunckes, en meget pæn, gammel kone fra Flensborg, der havde tidligere siddet i gode kår., men da det var gået tilbage for hende, gik hun omkring og handlede med tøj. Hun lå gerne i sovekammeret, og vor far måtte da rømme op i det nederste gæstekammer. Hun blev syg her og døde i kroen.
Broder Matzen.
Broder Matzen af Sønderborg, gik omkring med eget bagværk og konditorsager. Han havde udmærkede butterdejskringler
Velschow.
Velschow fra Sønderborg, hvis kone syede pynt. Han gik omkring og solgte legetøj.
Peter Pultmand.
Peter Hansen eller Peter Pultmand fra Sønderborg, handlede med klude, men stod sig i øvrigt godt. Han var en meget tyk og svær og noget skvadrende mand. Han lod sig godt høre, både når han hostede og nøs. Til rakket, der kom over i boskammeret, hørte foruden de almindelige håndværksburscher.
Rakkeriet.
1) Jens Mortensen og 2) den såkaldte syge Boisen, 2 stærkere fra Adserballe, der drev omkring for at få en snaps. De var tit berusede. Da Jens Mortensen en aften kom drivende, førend min mor og børnene var gået til sengs, blev døren i en fart låset, og vi dukkede os ned, som om alle var gået til hvile. Han bankede da lidt på døren, men gik kort efter sin vej igen. 3) og 4) Anne Marie og Kathrinemarie, 2 halvtossede søstre fra Kettingskov, der gik omkring og tiggede. Tombe Annemarie havde altid meget at gøre med Guds engle. De var nok ellers ikke så tossede, som de gav sig ud for. 5) de omrejsende tyske håndværksburscher, der ofte blev opsnappede af landrytter, Hans Matthiesen af Sebbelev, når de tiggede. Han var en hård og ubarmhjertig karl, der tit mishandlede og slog dem på en brutal og umenneskelig måde.
Stamgæster.
Iblandt de originale stamgæster kunne mærkes: 1) den lille tykke Lybo af Igenmølle, en bror til kapt. Lybo i Sebbelev. 2) den lille tykke skrædder Bommoes fra stedet ”Trekanten” ved Blæsborg. Han var rig og talte gerne om, at lille Doris skulle engang arve ham. Det blev der imidlertid ikke noget af, da det kom til stykket. Han forspiste sig en juleaften i risengrød, fik et slag og døde. 3) Klaus Schack af Skakkenborg, en gammel hvidhåret mand i en lang blå frakke. 4) Gårdmand Mads Rasmussen af Bro, almindelig kaldet Mads Rakker, fordi han plejede at stadfæste en ting derved, at hvis det ikke var sandt, måtte de kalde ham ”Rakker”, i øvrigt en skikkelig mand. 5) Skomager Larvig af Bro, kommer fra Aabenraa, en mand, der var almindelig bekendt for sin spot og bidende sarkasme. Han kaldte sig selv ”Grev Larvig til Katholm”, en lille ubeboet Ø i Augustenborg fjord.
Fortæringer.
Fortæringen bestod i almindelighed af en snaps og et glas øl. Dog stod jo også vin, gammel og ung mjød, polak, akvavit, rom, bitter til tjeneste. De såkaldte tevandsknægte var fra Marsken også kommet i brug på Als. Derimod kendte man dengang endnu slet ikke til bayersk øl, seltservand og de sorte kaffepunche. Andre kunne forlange kaffe med tvebakker, smørrebrød, vingrog, sjældnere blev der forlangt varm mad, i så fald havde man slagteren i nærheden at ty til.
Tider når der samlede sig folk.
En søndag aften kunne der ofte samle sig flere folk, de satte sig da hen og spillede skærvinsel. Ellers var det nærmest før jul, at man spillede om julebukke, og til fastelavn, at der spilledes om fastelavnsboller eller hedeviger, som de kaldes på Als. Enhver tog da sit med hjem. Ved sådanne lejligheder var husmand Johan Jørgensen Kok af Ketting den værste til at bande. Når der holdtes marked i Sønderborg, Augustenborg, Bromølle og Dynneved plejede der jo også at holde en del folk ved Ketting kro. Ligeledes gav det godt besøg om vinteren i skovtiden eller, når folk fra Nørreherred solgte deres korn til Sønderborg. I foråret købte prangerne fra Marsken en mængde køer op rundt omkring på Øen; køerne fra den nordlige del leveredes i Ketting kro. Pigerne fik travlt med at malke den store masse køer om aftenen og morgenen, mælken beholdt man i kroen. Dagen efter dreves flokken videre af sted ad Marsken til.
Hestevæddeløbstiden.
Som bekendt havde Hertug Christian August til Augustenborg stor passion for hestevæddeløb. Hvert år i sept. måned anstillede han også sådanne løb i en 4-5- dage i Rumohrsgaards kobbel Bennekrüs tæt udenfor byen Ketting. Disse hestevæddeløb samlede en masse tilskuere fra hele Øen, hvorfor der fandtes flere telte på banen med beværtning og kaffeudsalg. Mine forældre havde altid et stort telt dernede ved ridebanen, hvor der kunne fås forskellige slags spise- og drikkevarer. Men også hjemme var der fuldt af folk, og om aftenen dans. Ved en sådan lejlighed trængte de da til hjælp for at opvarte de mange folk, både i og udenfor huset. Fra sønderborg fik min mor gerne Mad. Livoni, hendes datter Stine Livoni og Mutter Jolles op at hjælpe ved en sådan og anden travl lejlighed. Smedens datter i Ketting, Trine Smeds, en rar og god pige hjalp også gerne til med opvartningen. Kathrine Sørens af Ketting passede da gerne skorstenen i bryggerset. Mad. Livoni var fra Nordborg, og en god barndomsveninde af hende. Hendes mand skræddermester Livoni var født i Faaborg, men havde siden bosat sig i Sønderborg.
Skolelærermøde.
I de senere år holdt skolelærerne fra hele Als hvert år i okt. måned et fællesmøde for at forhandle om deres fælles enkekasse og andre sager. Bagefter holdt de fælles spisning med varm mad og vin, hvortil der også udkrævedes en del forberedelse og hjælp med opvartning.
Ringridergilde.
Om sommeren ved pinsedagstider holdt karlene fra Ketting og Bro et ringridergilde i kroen. De red efter ringen med lange lanser på gaden ud for biskoppens. Den der fik ringen først 3 gange var konge og vandt en lille præmie. De havde hvide bukser på, og deres heste var pyntede med blomster. Hver karl havde budt en pige med. De holdt derefter gilde med dans i kroen.. Beværtningen plejede at være kaffe, risenvælling og punsch. Byens drenge havde også deres ringridergilde i kroen. De red på en stok og stak efter ringen med en kortere pind. Bagefter havde de et lille børnebal.
Dansegilder.
Flere gange om året holdtes der almindelige dansegilder, der stod åben for enhver uden entre. Hertil indfandt sig ungdommen. Karle og piger fra de omliggende byer i Ketting, Notmark og Adserballe sogn. Der krævedes i reglen kaffe og punsch. Vor far opholdt sig nærmest i skænkestuen, vor mor i den nederste del, gæstekammer og på loftskammeret, hvor de også kunne sidde og drikke kaffe og punsch, gjorde pigerne opvartning. Jørgen Lykkemand af Sebbelev, siden bosat i Adserballeskov, var en lille ivrig danser. Trine Klausen af Ketting gav engang anledning til en ny mode, da hun mødte med krøller under sit korsklæde. Karlene skosede vel lidt over krøllerne, men de vandt dog efterligning; thi til næste dans var moden blevet almindelig, så at selv den gamle Anna Krogh havde fået sig et par. Matthias Jensen kunne nok undertiden blive knostret ved en sådan lejlighed, når punschen var steget til hovedet. Christian Foged af Sebbelev kunne selv da forblive tam.
Baller om vinteren. Børnebal for Augustenborg.
Når Hertugen om vinteren havde holdt de sædvanlige klapjagter skænkede han en lille sum penge til et børnebal for børnene på Augustenborg, der blev holdt i Ketting kro. De små damer og herrer var meget pyntede og ikke lidet vigtige i al deres stads. De blev kørt frem og tilbage, og det var en stor fornøjelse for dem.
Børnebal for landet.
Ligeledes gav han en sum til børnene af landet i omegnen af Ketting, der da ligeledes kort efter fik et lille børnebal i kroen med samme traktement.
Bal for augustenborgerne.
Den voksne ungdom på Augustenborg holdt også om vinteren et sluttet bal, der stod i Ketting kro. De fleste af herrerne mødte i sort kjole og hvide benklæder. Damerne for det meste i hvide kjoler. Christian Jensen var dengang forlovet med Lovise Aagesen, men et års tid efter gik han til Amerika og vendte aldrig tilbage til hjemmet.
Bal for Nørreherreds bønder.
En smuk dag kørte vor mor selv om til Nørreherred, nærmest Hagenbjerg og Svenstrup sogne, hvor hun havde mange venner, iblandt hvilke dog må fremhæves synsmand, Hans Jepsen og hans vakre kone Anne Nissen i Brandsbølle, og synsmand Jakob Klausen i Svenstrup. Hun lod da en liste i hver by gå omkring til indbydelse til et bal, som holdtes i vinterens løb. Huset blev gerne helt fuldt af gæster, hver mand mødte med sin kone. De mødte dengang med deres gammeldags korsklæde indenunder den store hue, men det tog sig alligevel godt ud. De dansede på en anden måde end dem fra Sønderherred. Manden havde begge sine arme om konens liv, og hun lagde begge sine op på hans skuldre under dansen. De blev beværtede med kaffe, skinke med langkål eller steg, og kage foruden punsch. De morede sig altid godt.
Skættegilder.
I efteråret, når hørren var båndet i et hus ved landevejen udenfor byen, holdtes der skættegilder i byen, hvortil man hjalp hverandre med en pige, desuden lejedes en del koner. De kom over middag og sad i den store lo med deres arbejde. Så en karl ind i loen til dem, var han vis på, at man sang ham et ”Skaglam” (Skættelam), hvori man passede ham en pige til, som man vidste syntes godt om ham. Frederik Skov var ”Pigernes Jens” og blev naturligvis godt drillet.
Kartegilder.
En vinteraften kunne man indbyde flere af byens piger til at hjælpe at karte ulden, det gik da også løs på kartelam; thi alt arbejde gik dengang med sang. ”Oldemor fra Jestrup” var da kommen tilstede og sad fra den tid af i sovekammeret og spandt hver dag på ulden. Det var en gammel kone fra Jestrup, hvordan vor mor havde fået fat på hende, ved jeg ikke. Hun lå i sovekammeret, og vor far lagde sig da op i det nederste gæstekammer. I begyndelsen var alt godt, men havde hun først sat sig godt fast, begyndte hun at herse og regere, så fyrede hun ordentlig i kakkelovnen, blev vranten og gnaven og smældede i et væk over børnene, der ikke let gjorde hende tilpas, da det var gode, lydige og velopdragne børn.
Juleaften.
Juleaften fik vi risengrød, steg og æbleskiver. Efter bordet kom folkene ind og spilledes der kort om pebernødder. Hen på aftenen kunne enkelte af byens ungdom komme indenfor, forklædte og med masker for hovedet. Der blev da en gætteri på, hvem det kunne være. Undertiden kunne de spille deres rolle ganske godt, for det meste var det kun bajadsestreger. De fik et glas mjød og æbleskiver. Om natten blev en tallerken sat frem, på hvilken helligekriste lagde adskilligt legetøj og kager til børnene, som de forefandt om morgenen.
Nytårsaften.
Nytårsaften. Der opvartedes med risengrød, et svinehoved og langkål og æbleskiver. Efter bordet spilledes kort om pebernødder. Byens karle skød nytår ind, børnene klædte sig ud ligesom juleaften. Når der blev affyret skud for døren, blev vedkommende indbudt og beværtet med mjød og æbleskiver. Slog man potter på, rendte vedkommende gerne sin vej eller måtte indhales. Når kirkeklokken slog 12, forsamlede degnen Klein sig med byens karle oppe ved kirkedøren og afsang med dem sangen: ”O! Brødre! Timen lyder! Den lyder sidste gang” osv. Men da der engang, mens man stod deroppe, kom et svært bulder, der lød som om det var inde i kirken, sagde han efter en stille pause meget alvorlig og højtidelig: ”kom lad os gå herfra”! Og fra den tid stillede man sig op nede for kirkens port, og afsang hin sang.
Helligtrekongersaften.
Helligtrekongersaften blev også fejret med boghvedegrød og æbleskiver. Der spilledes kort om pebernødder og udklædte gæster kunne lade sig se. Ved denne tid sås også drenge fra Sønderborg eller Hans Detlev fra Guderup at gå omkring, klædt i en hvid skjorte og synge til stjernen. Sangen om ”de hellige 3 konger, der rejste til Bethlehem”. Det var nærmest for at tigge.
Mortensaften.
Mortensaften blev ikke holdt i Ketting kro. Derimod lod kromand Chr. Krogh i Igenmølle, gerne en indbydelsesliste gå omkring i omegnen til denne aften, at spise mortensgilde i Igenmølle kro. Vor far foruden enkelte andre i Ketting ….. sig gerne ved en sådan lejlighed.
Provst Ebbesen valgt til stænderdeputeret 1834.
1834 d. 3. okt. blev der første gang afholdt valg til den slesvigske Stænderforsamling. Etatsråd Manthey i Sønderborg blev udnævnt til valgdirektør for de mindre landejendomsbesiddelser i 6. kreds, der omfattede Øen Als. Der blev stærkt tale om at vælge provst Ebbesen i Svenstrup til stænderdeputeret, og vor far, der altid fra sin barndom af holdt meget af denne mand, der ofte kom i hans hus, gjorde alt, hvad han kunne for at fremme hans valg, mens de hertugelige agenter gjorde alt for at forpurre hans valg ved at fremstille ham latterlig. De virkede for Dr. Steffens på Nordborg.
Ved mødet på valgdagen på Augustenborg blev provst Ebbesen valgt til deputeret med 312 stemmer og boelsmand Christen Bonefeld i Ulkebølle til suppleant. Tyskernes kandidat Dr. Steffens fik kun 199 stemmer. Vor far viste således straks, da politikken begyndte at røre sig, sit danske sindelag, ligesom han altid havde været en ivrig beundrer af Napoleon. Vor mor brød sig vistnok ikke stort om politikken, hans søster på Hartspring blev derimod tysksindet. Provst Ebbesen døde imidlertid 1836 d. 22. april i Slesvig, da han første gang mødte ved stænderforsamlingen.
Mad. Christensen 1834.
Mad Christensen, født Carstens af Sønderborg og enke efter grosserer Jørgen Christensen i København, opholdt sig i Ketting kapellani, for at hendes søn Peter Vilhelm Christensen kunne få undervisning hos provst Burchardis kapellan, Hans Balsløv Momsen af Dybbøl. Da pastor Momsen imidlertid 1834 d. 19. aug. blev kaldet til præst for Nørreløgum, flyttede hun siden til København, hvor hendes søn da blev forberedt til studeringen af Peter Christian Kirkegaard, senere biskop i Aalborg. Den unge P.V. Christensen var født 1819 d. 21. aug. i København, blev siden præst i Tønning, men døde i en ung alder. Han kom ofte sammen med den unge Knud Knudsen, ligesom hans mor også engang imellem kom ned og gjorde vor mor en visit. Efter sønnens død flyttede hun med sin datter atter til Sønderborg.
Kapellan A.F. Bruncken døde 1835.
Da Hans Balslev Momsen blev forflyttet blev cand. theol. Anthon Friederich v. Bruncken af Haderslev atter 1834 d. 3. okt. Udnævnt til personel kapellan hos den gamle provst Burchardi. Pastor Bruncken var allerede dengang gift og havde børn. Hans hustru var Martha Hjort af Haderslev, et søskendebarn til den bekendte Peter Hjort Lorentzen, købmand og stænderdeputeret i Haderslev. De boede i Ketting kapellani. Han døde imidlertid allerede 1835 d. 16. marts af en stærk forkølelse, han havde pådraget sig om vinteren ved sine hyppige rejser til Sønderborg, førend han fik sin kone op til Ketting. Som enke blev hun i flere år boende i Ketting kapellani, hvor hun holdt syskole for en del børn fra Ketting og Notmark sogn. Hun nød meget godt fra biskop Tetens og provst Burchardis huse, og kom meget hyppig ned i kroen. Ligesom hun kom til familien på Lysholm og i Hagenbjerg. Siden boede hun flere år på Augustenborg og til sidst i Haderslev. Hun var til en tid meget tysksindet, men blev siden ligeså ivrig dansksindet. Hun havde 2 små børn, Doris Bruncken og sønnen Tonny Bruncken, der blev født efter faderens død.
Degnekonen Mad. Klein død 1835.
Til samme tid døde også degnen Kleins kone i Ketting. Han sad enkemand med 2 børn, Marie og Lorentz Klein. De blev meget forsømte i denne tid. Lorentz Klein, der gik meget op i kroen, hvor han var jævnaldrende med sønnen Christian, tog vor mor sig af og så ham efter med renlighed. Han kom siden på Tønder Seminarium og blev ansat i egnen ved Husum, men døde tidlig.
Parcellist Matthias Vogelsang død 1835.
1835 d. 14. febr. døde parcellist Matthias Vogelsang på Bommerlund, der var min fars stedfar. Hans søn Nikolai Knud Vogelsang, der var den af halvbrødrene som han holdt mest af, tog igen imod gården Bommerlund efter sin far.
Thomas Thomsen til Hartspring død 1835.
1835 d. 3. jan. døde hans svoger Thomas Thomsen på Hartspring. Enken blev siddende for gården.
Forpagter Jørgen Andersen på Gundstrup 1834.
Fra 1814-34 var Jørgen Andersen af Skovby forpagter på Gundstrup, hans hustru var Kathrine Klausen. Med denne familie holdt de også flittig omgang. Forpagter Andersen selv kom ofte op i kroen, og om søndagen, når de tog i kirke spændte de altid fra i kroen. Vor mor og børnene kom også undertiden på Gundstrup. 1834 blev han forpagter på Kegnæsgaard, hvor han døde 1840 d. 16. marts. Hans enke blev siddende endnu nogle år for forpagtningen, blev siden g. m. synsmand Christen Duus i Skovby, hvorpå hans søn Hans Klausen Andersen blev forpagter og siden ejer af Kegnæsgaard.
Jørgen Knudsen, præst i Hagenbjerg 1835.
1835 d. 1. april blev Jørgen Knudsen, præst i Tranderup, kaldet til præst for Hagenbjerg. Biskop Tetens meddelte dem straks den glædelige efterretning og afsendte ligeledes straks en mad Jens Christensen fra Ketting med denne melding til Ærø. Hen i maj ankom han hertil og blev indsat i embedet 1835 d. 15. maj på almindelig bededag. Først hen i okt. ankom hans kone og hus hertil. Det var naturligvis en stor glæde for hele familien, at de fik denne gamle slægtning nærmere i deres nærhed.
Maren Juulmands død 1835.
Da vor far havde købt det kåd, der lå østen for kroen, nedbrød han det lange hus, der stødte lige op til den gamle kro, lod en lille rest fa huset på en 4-5 fag stå til beboelse for familien, der skulle have husly, så længe de levede og tillige have, et lille årligt aftægt, lidt i penge og lidt korn. Langs med haven lod han sætte en køn ringmur af brændte sten. Enken Maren Nielsdatter var en fynsk pige, der var kommen til Als at tjene og siden blev g. m. enkemand, hjulmand Hans Christian Rasmussen, kådner på dette sted i Ketting. Hun blev derved stedmor til flere børn, deriblandt en, der blev en duelig væver i Stevning. Selv blev hun mor til en søn Niels Hansen og en datter Frederikke Hansdatter der var gift i Almsted.
Hun var dog et stort skarn imod sine stedbørn, pryglede dem tit på en ubarmhjertig måde, så at den ældre krokone, Mutter Anne Christine Wrang flere gange måtte ind og holde styr på hende. Hun havde ingen god karakter. Da hendes mand Hans Christian Hjulmand engang var falden i brønden, der stod i hegnet og skellet mellem begge steder og senere kom ind i kroens bryggers, men dog til al held blev frelst op af brønden, beklagede hun ikke manden, men klagede jammerlig over de gode nye tøfler, han havde på, at de var blevet i brønden.
Min mor viste sig altid god imod denne Maren Juulmands eller ”gamle Maren”, som hun gerne kaldtes; men hun lønnede hende tit med utak. Når der undertiden kunne gå en dag over tiden, at hun skulle have sine penge, kom hun gerne og krævede dem og ytrede da til vor mor, ”at når hun ikke fik dem til en vis tid, måtte hun gå til hofråden, lille stakkel!” Hver dag lod vor mor gerne gå bud over til hende og lod hende spørge, om hun ville have lidt mad. Hun spurgte da gerne først om: ”hvad skulle I spise, lille børn!” Holdt hun da ikke af maden, sagde hun gerne: ”nej eisen tak!”, var det derimod noget, hun syntes om, tog hun derimod. Engang havde hun fået suppe med melboller på, som hun ikke holdt af. Kort efter så vor mor at hun forsvandt bag ud af døren og gik ind til naboen Christen Skades med maden, mens hun havde ladet en halv bolle, som hun havde smagt på, men atter spyttet ud, ligget i sin rende. Hun fik da også hvad hun havde fortjent, alvorlig skænd af vor mor.
Da hun blev gammel, kom hun flere gange galt af sted, og hun blev derfor oppasset med større omhyggelighed. Da en af pigerne en morgen kom over til hende, lå hun på gulvet og havde brændt sig, da hun ville gøre ild på. Hun kunne let have tændt ild på huset, derfor lå fra den tid af en af pigerne ovre hos hende om natten og fik ild i hendes kakkelovn førend hun kom op. En anden gang var hun faldet ned af sin loftstrappe og havde slået sig slemt. Det var en søndag eftermiddag, hun kom da over i vort køkken, blev badet med eddike og forbunden. Hver morgen og eftermiddag fik hun sin kaffe over. En eftermiddag da vi støbte lys ude i pigekammeret og lille Doris gik over med en kop kaffe til hende, lå hun i sengen og talte vildt: ”fetten, nitten, klitten og en tres”. Da hun blev for længe borte, gik vor mor selv derover, og hun så da nok, at hun havde fået et slag, og et par dage derefter døde hun.
Hun var et lille fruentimmer, og havde vistnok i sine yngre dage set ret godt ud. Hun gik gerne med et blåt og grønt skørt kastet over skulderen i form af en slængkappe, det var foret med rødt neden under, og på hovedet sad hun med en sort kappe på. Hun spandt gerne, ved siden havde hun en lille kop med boghvedegryn stående hos sig, hvoraf hun af og til tog sig et lille slik. Hun havde også gerne stegte æbler på kakkelovnen; dem fik hun af sin store krigeabild, og med dem plejede hun at traktere. Børnene gik tit ind til hende om aftenen, og snakkede lidt med hende for at fordrive hende tiden. Sønnen Niels kom gerne og kløvede hendes brænde.
Dorte Stump.
Lejligheden var nu ledig, og Dorthe Stump flyttede ind i den. Også hun var en fynsk pige, der var kommen til Als at tjene og blev siden g. m. Johan Stump af Ketting. Nu havde hun været enke i flere år, gik meget i kroen, hvor hendes datter Anne Marie Stump tjente, og passede børnene. Dorthe Stump holdt meget af en polak, og for en polak bar hun gerne lille Christian på ryggen ned til Lunden i Ketting.
Anne Marie Stump død 183?
Nu fik hun sin datter Anne Marie hjem til sig, der var meget svag og havde tæring. Dorthe bestilte ikke meget, gik mest og dusede om, hendes datter havde været meget flittig og utrættelig i sin gerning. Hun var et mønster på et tro tyende. Hun havde i sin tid kun 2 tjenester, i Ketting kro og Marskov. Havde hun tjent det ene sted en 4-5- år, så skulle hun atter hen og prøve det andet sted, således skiftede hun hver gang. Hun var vel lidt galhovedet, gik tit og brummede og rumlede af. Men hun var tro som guld, både i sin gerning og over sin husbondes gods. Navnlig var hun sjældent tro imod alt kreatur, hun talte med køerne og var godt lidt selv af den lille hvæsende, grå, skævhalsede kat i bryggerset og den arrige røde Chrishens i lænken. Hun var også meget flittig og udholdende i sit arbejde. Hun havde tillige en sjælden gave til at fortælle historien, kunne spinde dem langt ud, når hun stod ved vaskebaljen eller deltog i andet fælles arbejde. Det var mest de gamle folkeromaner fra middelalderen, ”Ridder Peder med sølvnøglen, den skønne Magelone osv.” Hun var tillige meget sparsommelig, gik næsten aldrig ud, men blev hjemme og benyttede sin fritid for sig selv. Hun havde derfor flere senge, 12 kjoler foruden andet godt tøj og en lille sum penge. Hun døde hjemme hos sin mor i gamle Marens hus. Dorthe arvede nu sin datter hel og holden, men hvad hun havde sammensparet, det fik under hendes hånd ben at gå på. Hun forærede bort af hendes tøj eller solgte det for en spotpris, hun levede flot, fyrede ordentlig i kakkelovnen, drak the med safran på, og hvad hun ikke kunne drikke, det hældte hun ud på gaden. Inden hun døde, blev hun da atter trængende og kom på sognet.
Trine Skomagers tog gift og døde 183?
1835 tjente hos os en pige fra Sebbelev, der kaldtes Trine Skomagers. Hun var en søster til inderste Hans Kleins kone i Sebbelev. Hun var altid meget tung i sindet, man ymtede om, at hun skulle havde været skyld i, at svogerens hus brændte, om forsætlig eller uforsætlig, er heller ikke godt at vide. Hen på efteråret i slagtetiden blev hun syg, brækkede sig forfærdelig og lå kun 2 dage. Lægen Dr. Bjørnsen erklærede, at hun havde taget gift ind. Der var i disse dage tale om et selvmord i et af nabosognene, og vor søster Anne havde advaret sine små søskende for at putte svovlstikker i munden, da de var meget giftige. Man mente, at dette kunne have bragt hende på de tanker, at tage svovlstikker ind for at blive af med livet. Det er ikke umuligt. Selvmord smitter. Efter 2 dages forløb døde hun.
Daniel Heinrich Jakobsen, kapellan 1835.
1835 d. 7. marts blev Daniel Heinrich Jakobsen fra byen Terp i Aabenraa amt, ansat som kapellan hos den gamle provst Burchardi i Ketting. Han kom fra …. På Øen Sylt, hvor han havde været kapellan hos den gamle konsistorialråd Erasmus Fangel, der døde 1834. Jakobsen var en meget nidkær mand, man mente, at han drev vel meget på den udvortes hellighed, og at han ikke var fri for at gøre enkelte forrykte i hovedet. Således en kone Anne Marie Pers i Sebbelev. Da hun en søndag stod i våbenhuset og den tykke synsmand, Jakob Bruun af Sebbelev ville gå ind i kirken, foer hun løs på ham, slog hatten af hans skaldede hoved. Han løb ned ad gangen på kirkegården og hun efter og daskede løs på ham. En anden gang kom hun til at sidde i stolen sammen vor søster Anne. Da under sangen psalmebogen faldt fra hende, ville Anne tage den op for hende, men hun lod den atter falde, og sad derefter hele tiden og trængte sig ind på hende, hvorover hun blev meget bange og urolig.
Peter Pidsk af Oksbølle 1835.
1835 var folk meget ængstelige for den slemme Peter Pidsk af Oksbølle, som havde været i tugthuset, var kommen ud og drev omkring på landet. Man talte om, at han holdt sig op i skoven ”Saxlund” og ”Dyrehaven” ved Ketting. Såmeget er vist, at Kleins pige Kristine Marie Frederiksen af Elstrup, da hun en dag ville gå hjem, blev overfaldet af en karl i Rumohrsgaards Galgekobbel, der stoppede hende et tørklæde i munden, men da der kom folk til, forløb sin vej. Der var for resten til den tid flere slemme vagabonder, der drev deres uvæsen, Frederik Steg, Jørgen Møller eller Nette, som han kaldtes, Jens Langelænder, Jens Skram eller Skramdreng, foruden flere.
Peder Pedersen dømt til tugthuset 1836.
1835 på palmesøndag d. 12. april brændte om formiddagen, boelsmand Jes Lindgaards boel i Guderup. Der var konfirmation, derfor var der ingen hjemme uden den gamle kone på boelet og drengen Peder Pedersen fra Ketting. Han var en søn af daglejer Jes Peder Jessen af Ketting, en brav og skikkelig mand, men hans mor Kathrine, en dårlig kone, havde forkælet ham. Han var en doven slubbert, der løb af den ene tjeneste efter den anden, således også her. Dog havde man ham ikke straks mistænkt for at have gjort dette skarnsstykke. Imidlertid kom han atter om at tjene hos en bonde i Thaarup, da han også her blev ked af tjenesten og helst ville hjem til moderen for at bakkes op med pandekager, så bar han sig dumt ad for at slippe. En dag stod der skreven med kridt på porten, ”at hvis de ikke skaffede sig af med deres dreng, kunne det let gå dem, som det gik i Guderup”. Provst Ebbesen fik nys om dette, han fattede mistanke til drengen, kom derhen en dag, listede med ham, så at han til sidst fik ham til at skrive det samme, hvad der havde stået på porten, og da det var samme hånd, blev mistanken bestyrket.
Imidlertid ville bonden ikke have ham længere, da han var bange for ham, lod ham gå, og han kom atter hjem. Her blev han i nogen tid brugt til at forrette hovdagsarbejde for kroen i Ketting i Augustenborg Slotshave. Men da han en aften længe blev ventet og ikke kom, fik man at vide, at han var blevet afhentet på Augustenborg og ført til Nordborg, hvor han blev sat i tårnet. Det var på efteråret 1835. Han sad nu en tid lang arresteret, tilstod at han havde afbrændt dette boel i Guderup for at slippe fri for sin tjeneste og komme hjem. Han blev dømt til tugthusstraf for livstid og hen imod foråret ført bort til Glückstadt. Han havde altid været en slem skarnagtig og doven dreng, fuld af løgn, men skal dog have forbedret sig deroppe. Han døde i tugthuset.
Hofråd Bahrt kom slemt til skade ved et fald af hesten 1836.
Da vi en dag sad i skolen sommeren 1836, kom hofråd Bahrt fra Augustenborg ridende forbi, i det samme sprang slagterens store hund op på muren ved vejen, hvorover hesten blev sky og kastede sin rytter; han slæbte lidt i stigbøjlen men kom dog løs fra den. Drengen der sad nærmest ved vinduet, råbte: ”der faldt en mand af hesten”. Alle ilede ud, han blev opsamlet og ført hen i kroen, hvor det viste sig, at det ene ben var brækket, og støvlen fuld af blod. Min mor ydede ham foreløbig den pleje, hun formåede, biskoppens lukkede vogn låntes, og han lagt i en seng og kørt til Augustenborg, hvor han efter nogen tids forløb igen blev helbredet.
Flere bryllupper i Ketting 1836.
1836 blev der holdt flere bryllupper i Ketting, hvortil min mor var med og pyntede bruden: Matthias Jensen, der fik sin fars boel, blev g. m. Charlotte Klausen af Bro, slagtermester Hans Eriksen blev g. m. Kathrine Petersen af Bromølle, skolelærer Henrik Peter Klein blev g. m. Margaretha Davidsen af Sebbelevmark, og murermester Hans Gudemoes g. m. Kathrine Margaretha Madsen af Bro. Alle bryllupper stod naturligvis ikke i Ketting, men alle 4 par blev bosatte i denne by. Samme år havde også Nikolai Vogelsang på Bommerlund bryllup med Inger Margaretha Møller af Falsled. Vor mor hjalp her til og Anna gjorde opvartning. Til dette bryllup blev broderen Fritz Vogelsang forlovet med Anna Thomsen af Hartspring.
Folk rejser til Amerika 1836.
I foråret 1836 rejste Christian Jansen, snedkersvend på Augustenborg, en bror til kok Jansen samme sted og karlen Frederik Skov af Sjellerupskov, der tjente i Ketting kro, til Amerika. Endnu havde så at sige ingen forsøgt at udvandre. Det var derfor lidt dristigt af dem, da de ikke havde slægt og venner at ty til. Christian Jansen var jo også bedre stillet, da han havde lært et håndværk. Han levede flere år derovre, men Frederik Skov kom der aldrig efterretning om, så at det formodes, at han er død tidlig derovre.
Tyveri i Ketting kro 1836.
Hen i okt. 1836 blev der en nat stjålet hos købmand Rasch på Nordborg. Det var et frækt og dristigt indbrud; thi uagtet der gik en vægter på Nordborg, var tyvene alligevel brudt ind fra gaden igennem et vindue ind til butikken, hvor de endogså havde haft lys. De stjal penge i butikken og tøj af deres garderobe. Den følgende nat skete der indbrud hos præsteenken Mad. Nylandt i Lauensby. Hun var en gammel kone på hen ved 80 år og havde blot en gammel pige Kirsten Skrædders, alm. kaldet Mutters Kirsten hos sig. Man kunne bagefter spore, at tyvene må have siddet om aftenen i hendes morbærtræ ved vinduet og givet agt på, når de gamle mennesker var gået til sengs. Hen på natten mærkede Kirsten, at der var uro inde i dagligstuen, hun fik Mutter op og løb selv over til naboen Jes Lauritzen for at hente folk. Imens stod den halvblinde kone på gulvet, mens tyvene gik omkring hende, og spurgte: ”Kirsten! hvo er de, hvo er de!” Men da Kirsten kom med folk, var tyvene fløjen deres vej. De havde brudt skatollet op og tømt kassen, en 30-40 rdl.
Dagen efter havde man travlt i Ketting kro, da man passede til gilde, fordi der skulle holdes et møde der dagen efter af alle Øens skolelærere, til hvilket de havde forlangt varm spise om aftenen. Man havde allerede spurgt disse indbrud; thi det for som en løbeild landet rundt. Hen ad imod aften, da vor søster Anna sad og hakkede kød, ytrede hun af løjer, til den ængstelige Doris, der var bange for spøgelser, for hunde og gæs: ”Ja pas kun på, for i nat kommer tyvene hos os”. Dette ubevidste profetiske ord gik desværre i opfyldelse. Vor mor, der var den sidste, der gik til sengs, var endnu oppe kl. 12, og havde til den tid været ude i butikken og tappet vin på flasker, at de den følgende dag kunne haves på rede hånd. Kort efter må indbruddet være sket; thi lidt over kl. 1 var sypigen Mette Marie Jegers, oppe i byen, udenfor døren, og så de 3 karle gå forbi med en fragt i 3 store kurve med sig. Det har sandsynligvis været dem. Og tyvene har rimeligvis hele aftenen gået og snuset efter den rette lejlighed. Thi bagefter fortalte gårdskarlen Søren, at da han om aftenen var ude ved en vogn, der holdt an, gik 3 personer forbi og kiggede efter vinduerne.
Det var ligeledes et meget frækt og dristigt tyveri. Thi for at komme ind i butikken, måtte de ikke blot slå en rude ind og lukke vinduet op, men også udsave et firkantet hul i en træluge, der altid sættes for vinduet om natten. Igennem dette hul er de krøbet ind i butikken. Det har taget tid og gjort støj. Når, kunne de så finde sig sikre for, at der ikke på den alfare gade og landevej kom folk gående eller en vogn kørnede for at holde an. Også lige overfor boede genboen Hans Knabe, der om de havde været vågne, let ville kunne have hørt støjen, da de savede trælugen igennem. Det ville heller ikke have været let for dem igen i en fart at have sluppet igennem dette hul, om de var blevne overraskede. Det var alligevel godt, at vor far, der var meget lydhør, ikke mærkede det; thi han ville have faret ind på dem, og da kunne der gerne være sket en ulykke. Alt forblev roligt, og tyvene har givet sig god ro til at tænde lys og ransage alt.
Om morgenen kl. 4-5 gik degnen Kleins folk ud for at bråde hør udenfor byen ved vejen til Bro. Da de gik forbi kroen, så de en del splinter nede under vinduet, de troede først, at det var Christians køer, som han havde glemt at få ind; men da de så op til vinduet, stod det på klem, og da det lukkedes op, sås hullet i lugen. De anede da uråd, og Ingeborg Mikkels klappede op og kom farende ind i sovekammeret, hvor hun nær havde skræmmet livet af dem, da de troede, at der var sket en stor ulykke, ildebrand eller andet. De fik nu at vide, at der var sket indbrud, og kom straks på benene. Det viste sig da, at de havde stjålet varer til et beløb af 600.. cour. foruden penge, de fandt i skuffen. De havde ikke rørt vinen i flaskerne, men derimod havde de taget en tekop ned fra hylden og af den drukket vin af et anker der lå i butikken. De må have tænkt på at forsvare sig; thi kort efter fandtes en del leer og hakkelseknive kastet over i en mark ved Augustenborg vej. De må da måske først have taget denne vej, og her have ordnet og pakket sagerne i kurvene og så have taget vejen til Sønderborg.
Tyveriet blev straks meldt på Augustenborg, men det var dengang en meget simpel øvrighed. Tyveriet blev aldrig opdaget. Senere blev der ymtet om, at det måske havde været sønner af præsten Holst i Oksbølle, der flere gange havde besøgt tugthuset; thi man talte om, at der skulle være fundet en kavaj hos boelsmand Lauritz Smidt i Brandsbølle på hans høloft. Hans kone var en søster til dem, og kavajen mente man, kunne have tilhørt Hr. Rasch. Men det var kun rygter, der ikke blev gjort brug og altså heller ikke ledtes på spor. Andre have mistænkt manden Hans Knabe, der boede lige overfor kroen, at han kunne have været i ledtog med dem, siden alting gik så glat og roligt af. Vor mor havde af medlidenhed med manden, der sad i små kår med mange børn, forsynet ham med varer, hvormed han drev hushandel på landet. Han vedblev længe efter vore forældre død at gå omkring og sælge bomuldstøj, det kunne da have været af det, han havde stjålet. Men det var måske en mistanke uden grund.
Vor mor bliver overfuset af herredsfoged Prehn 1836.
Vor mor tog selv dagen efter op til Augustenborg og meldte det skete indbrudstyveri til herredsfoged, hofråd Prehn. Hun havde ofte selv i et eller andet anliggende henvendt sig til denne mand, og skønt han var en meget opfarende mand, der tit overfusede folk på en rå og brutal måde, havde han altid behandlet hende med høflighed og venlighed. Men denne dag var han i et meget ondt lune, der var mange folk, han skulle ekspedere og en vogn fra Sønderherred holdt for døren, der skulle have ham med på en synsforretning.
Han overfusede i alle folks nærværelse på en højst brutal og gemen måde, en behandling, hun som en pæn, agtet og afholdt kone ikke var vant til at få af folk. Han regnede op for hende, at de husede kællinger og andet pak, hvorved han sigtede til Mutter Kønckes af Flensborg. Denne, der var en brav og agtværdig kone havde i flere år gået omkring og handlet med tøj. Hun var kommen syg til dem, og de havde plejet hende med kærlighed og omhu. Hun døde der og blev begravet. De indgav bagefter en regning til hendes bo, men nu viste det sig, at hun havde fået af fattigkassen, og de fik intet. Han ville altså, at de straks skulle have anmeldt hendes sygdom, for at hun kunne være bleven sendt hjem som et fattiglem. Da vor mor ytrede, at de vidste ikke, at hun havde fået af fattigkassen, og at de heller ikke kunne have forsvaret at drive hende ud af deres hus i den tilstand, hvori hun var, blev han endnu mere opfarende og lod hende høre, at de handlede med forbudte varer, med silketøj og tylstoffer, hvoraf hun rigtig nok altid havde lidt.
Hun tog sig denne uværdige modtagelse meget nær, hun var bleven bestjålet og skulle oven i købet være udsat for grovheder. Hun rystede og besvimede, da hun kom om til bager Jensens, hvor konen var et søskendebarn til vor far. Denne kone var tit lidt forstyrret i hovedet; men da hun hørte, hvad der var sket, løb hun straks om til hofråd Prehn, og gav ham i alle folks nærværelse et ordentlig gilde. Hun regnede op for ham, hvad han var for en dårlig politimester, hvor mange kællinger, der strejfede landet over, uden at han kom nogen vegne med dem. Han måtte tie; thi det var kun alt for sandt, hvad hun den halvforvirrede kone sagde. Hun gik, smækkede døren i for næsen af ham og ytrede til manden, der holdt for døren, at han kunne gerne køre hjem; thi herredsfogden var langt fra ikke endnu færdig. Manden kørte og hofråden kom ikke med. Således skal man tit have sandheden at vide af børn og tossede folk.
Store forandringer gjort 1836.
For at sikre sig imod slige forsøg i fremtiden lod vor far butikken lægge tilbage på forstuen langs med væggen ud til den anden forstue ud til gården og en dør ind til dagligstuen. Det blev nu både lunere og bekvemmere. Han fik også en meget glubsk hund hos gæstgiver Nielsen på Nordborg, en sort og hvid puddelhund, der hed Soldan. Om dagen stod den bundet i tørveladen og om natten var den bundet på forstuen.
Jørgen Skræp lå om natten i det nederste gæstekammer med et ladt gevær hos sig, senere lå han i den anden forstue under trappen op til loftet. Det var dog alt sammen bagefter. Tyvene havde engang været der, og kom vist ikke så snart igen. Hunden Soldan blev efter mine forældres død, lænkehund hos biskop Tetens, hvor den i flere år sås i sit hundehus på den smukke gårdsplads ud til gaden. Den kom til ære og fik igen sol og måne at se.
Vor mor bliver syg 1836.
Den ærgrelse, vor mor havde været udsat for hos hofråden gik hende til hjertet. Det krænkede hende i høj grad, at hun således skulle blive behandlet af denne rå mand. Hun skrantede fra den tid af og måtte til sidst lægge sig til sengs, som hun holdt en stor del af vinteren. Hun brugte vel lægen Dr. Bjørnsen, men det hjalp ikke. Mange tog oprigtig del i hendes langvarige sygdom. Biskoppens var meget opmærksom imod hende og ville gerne kvæge hende med et og andet, hun kunne ønske. Flere af bønderne i Nørreherred ville også gerne ind at se til hende, når de kørte til Sønderborg. Hun var under sin langvarige sygdom meget tålmodig from og god, hengiven i sin skæbne. Hun var jo en kone, der havde prøvet livets alvor, lidt og stridt og kæmpet sig igennem denne verden, men under alt dette bevaret en fast tro på den gode Fader i Himmelen. Hun var god og kærlig, mild og venlig imod alle, hendes mand og børn lå hende frem for alt på hjerte. Hun formanede dem tit kærlig under sin sygdom til at blive i det gode og søge Gud. Hun læste ofte i salmebogen eller en anden kristelig bog, hun bad også tit til den kære Gud. Hun var altid glad når nogen besøgte hende og viste hende sin deltagelse. 2 psalmer hun holdt meget af var nr. 319 ”Mit håb, min tillid står til Gud” og nr. 415 ”Styrk selv o Gud, min bange ånd”. Hendes sygdom gik efterhånden over til en galoperende svindsot, og folk tvivlede ikke om hendes død.
Ligesom hun selv havde i sin tid troet på varsler, således havde andre nu også varsler om hendes død. En pige fra Sundeved ved navn Kathrine Marie, der havde tjent på Krammark, dengang vor mor var der, besøgte hende engang under hendes sygdom i det sidste og vågede en nat hos hende. Denne pige så da om natten medicinflasken og alt, hvad der stod på bordet foran hende, løbe rundt i en dansende bevægelse. Hun fortalte det om morgenen til vor søster Anne og troede ikke, at hun levede fordi hun havde set dette om natten.
Karlen Jørgen Skræp. Der lå under trappen, hørte om natten, førend hun døde, en lyd i salen, som om man klædte et lig, det lød som om 2 fruentimmere gik om en kiste og af og til kom de ind i det nederste gæstekammer, lukkede linnedskabet op, tog ligtøj ud deraf og gik igen tilbage til salen.
Den gamle moster på Lysholm hørte om natten forud for hendes død lyden af et menneskes fodtrin, der listede sig hen til hendes seng og tilbage til sengekurven, hvori de 2 yngste af hendes døtre lå. Det forekom hende, som skikkelsen flere gange liste sig frem og tilbage mellem begge senge. Hun tydede det som et varsel om hendes død. Det kan måske have stemt hendes hjerte blødt til at antage sig hendes moderløse børn.
Hendes død 1837.
Onsdagen d. 7. juni lyste den kære sol mildt og stille over jorden, men denne dag oprandt med en hård strid for den gode mor, der følte selv, at hun skulle skilles fra sine kære små. Marie Thammeses, gårdmand Lorentzens hustru i Ketting, en god og kærlig kvinde, der var vant til at passe syge, var hos hende hele dagen, hun tog en kærlig afsked med sin mand og de ældste børn, de mindre holdt man ude, da hun ikke kunne tåle at se dem. Hun stred hele dagen, hen imod aften kl. 7 hensov hun stille og rolig i Herren.
Det var et stort tab for hendes børn, og hendes død fremkaldte sorg i mange hjerter. Thi hun var almindelig agtet og afholdt af alle, der kendte hende. Mandagen d. 12, juni blev hun begravet. I huset holdt den gamle Jørgen Knudsen en tale ved hendes båre og i kirken prædikede pastor Jakobsen over hende. Hun kom til at hvile ved den datter, over hvis død hun så længe havde sørget. De genfandt hverandre hist, ”hvor det er godt og saligt at være”, hvor døden ikke hersker mere, ej heller sorg, eller gråd og pine. Hun opnåede en alder af 42 år.
Følgende har hendes ældste søn nedskrevet kort efter hendes død:
Christine Margrethe Knudsen. Født d. 27. feb. 1795, død d. 7. juni 1837, efter at have været sengeliggende i 14 uger. Den første anledning til hendes sygdom var vistnok vor elskede søster Elisabeths dødsfald, som hun tog sig meget nær. Hun har siden den tid ofte klaget over kågen for brystet, som ved hendes utrættelige flid og stræbsomhed, som og ved de mange baller og lignende, hvorved hun undertiden vågede 4 nætter i træk, meget forøgedes. Til dette kom nu også den sidste vinter, at tyve brød ind og stjal alle hendes varer, for over 600 ..værdi, hvilket gik hende meget nær. Men nu gav den nidding hofråd Prehn hende siden det sidste stød, idet han overfusede hende med grove og plumbe skændsord og truede hende med at betale 50 rdl. i bøde, fordi hun havde handlet med forbudte varer, som han udtrykte sig. Ak, dette tab vil aldrig mere erstattes, hvad hun var som mor, ægtemage og forsørger, deri var få hendes lige. Men hendes utrættelighed for sin mand og os børn, hendes mange genvordigheder, som hun derved måtte lide, gjorde, at hun kun alt for tidlig blev os berøvet. Dog vi misunder ej hendes lykke og salig glæde, som hun nu alt længe har besiddet.
Hvil du sødt i fred, du ædle du eviggode. Fred omstråler dine ben i graven! Fred være viet dit minde!
Kjært minde ved min elskede moders grav.
I
Herren vinked Du herneden
Dødening han blinked Har for evigheden
Sønderskar et fast og kærligt bånd Levet, virket - hvil da sødt
Blid og rolig
Op til fredens bolig IV.
Hæved sig en trofast moders hånd Lad ej stille stille
Lad ej tårer trille
II. Lad den ej forstyrre hendes fred
Stridt er striden Ingen klage
Endt er prøvetiden Hendes ånd modtage
Lidelse ej knuge mere dit sind
Hede tåre
Randt på dødningbåre V.
Væded faderøje, barnekind. Tiden iler
Venlig håbet smiler
III. Hisset, hisset samles vi igen
Men så rolig Hist bag graven
I den stille bolig Når vi vandringsstaven
Slumrer du, af ingen sorg du ved Engang alle trætte lægge hen!
Flere tyverier begås 1837.
Henad imod foråret i marts måned 1837 blev der atter begået flere indbrud og tyverier rundt omkring på Øen, deriblandt på Hartspring. Til samme tid blev der også stjålet på Lyø og Avernakø hos præsten og flere beboere. På disse Øer var det mest uld, garn og tøj. 1838 fik man fat på disse tyve, det var Jørgen Møller, kaldet Nette, Klaus Ellen af Adserballeskov foruden en 3-4 andre. En Lybo, der var bosat på Als var i ledtog med dem, og må tillige have givet dem anvisning og vejledning på Øerne. De blev idømte tugthusstraf på længere tid. Jørgen Møller havde sit Nette navn efter sin bedstemor, den gamle Antoinette, der boede på Østerholm. Han var allerede som dreng en meget skarnagtig og slet dreng. Han var g. m. en pige fra Ærø, der også hed Antoinette og havde tjent på Hartspring. Han boede i Ketting, men hørte egentlig Igen sogn til. Man fortalte om ham, at han engang skar sit barn i ørerne og sagde: ”nu har du hedt Nette i lang tid, nu kan du for fremtiden hedde Mubbe” (Moppe). Klaus Ellen havde navn efter sin mor, et mandhaftigt fruentimmer, der havde en båd, hvormed hun jævnlig sejlede til Lyø og Avernakø, hvor hun gik under navnet skipper Ellen. Det var smugleri hun drev.
Man slap nu en del af de værste kæltringer på Øen, Walter fra Hundslev blev året efter pisket, brændemærket og sat i slaveriet. Den snilde Frederik Steg vedblev at gå fri, holdt hofråd Prehn for nar, men faldt dog til sidst på sin gerning, da hængte han sig selv. Det er et vidnesbyrd om en slet og dårlig øvrighed på Øen i den tid før 1848. Hvilken udmærket sikkerhed herskede der ikke derimod på Øen i tiden fra 1848-1864, navnlig var borgermester Finsen i Sønderborg og herredsfoged Arnesen på Augustenborg meget dygtige embedsmænd og strenge politimestre. I deres tid ville hine 3 tyverier i Nordborg, Lauensby og Ketting kro vel ikke gået sporløst og ustraffet hen.
Husets bestyrelse 1837.
Nogen tid efter vor mors død kom Hedchen Henningsen, en søster til pastor Henningsen i Lysabild, til Ketting og anbefalede sig til husholderske for vor far. Det var vel nærmest en spekulation for måske at blive gift med ham. Men han ville ikke indlade sig derpå. Han havde sin ældste datter Anna, der dengang var 20 år, hun havde forstået huset i vor mors sygdom, han indså, at hun godt kunne klare det, og han agtede da ikke at sætte en fremmed over sit hus. Langt mindre tænkte han på at indlade sig i et nyt ægteskab, dertil havde han holdt for meget af sin afdøde hustru. Han nænnede heller ikke at give sine børn en stedmor, hun ville aldrig kunne erstatte dem tabet af den mor, der var gået bort. Han var selv svag og kunne kaldes bort, når det skulle være, og da at efterlade børnene til en stedmors luner, det var vist en tanke, der aldrig kunne vinde indgang i hans sjæl. Han havde selv prøvet i sin barndom både at have stedfar og stedmor og fået at føle alle de vidtløftigheder, deraf fulgte. Derfor nøjedes han med sin datter, hun lærte ham at kende fra en god og smuk side, og hun vandt hans fulde fortrolighed. Selv tog han mere af sit hus i det hele, blev livlig og fornøjet og tog af og til ud både i besøg hos familien og i forretninger, hvorfor flere til en tid nærede den tanke, at han måske livede op igen og ville kunne leve så længe, at han kunne have den glæde at se de yngste børn blive voksne.
Men hans gamle svaghed bar han på, da efteråret havde godt begyndt, begyndte han langsomt at svækkes, og henad imod julen tog hans kræfter mærkeligt af, og han svandt mere og mere hen. Folk anede, at hans tid ikke ville vare længe, og han selv gjorde sig mere fortrolig med den tanke, at han snart måtte gå bort. Hans gæld trykkede ham, og den tanke pinte ham, at han ikke sikkert kunne disponere over sit bo og træffe foranstaltninger, der kunne sikre hans børns fremtid og bevare stedet i sin families eje.
Helligtrekongers aften 1838.
Julen og nytår 1838 oplevede han, men det blev også det sidste. Den næste jul og nytår var hans hus lukket, og hans talrige børneflok spredt til forskellige sider, men dog optagne i kære slægtninges huse. Fredagen d. 5. jan. var det Helligtrekongers aften, der også som sædvanlig blev fejret med boghvedegrød og æbleskiver. Men æbleskiverne var lidt bitre, da vor søster Anne havde af en fejltagelse taget peber i stedet for allehånde og kommen i dem. Hun nænnede ikke at kaste dejen bort og søgte at bøde på den, så godt hun kunne. Der var tale om at byens karle og piger ville anstille et fælles optog, forklædte og med masker. Men på grund af hans svaghed var det ikke meningen at tage ind i kroen. Det var meget mørkt, snavset og regnvejr, Søren fulgte mig hen ad gaden, at jeg kunne få dem at se et sted. Han ytrede da hen ad vejen, at vor far vidst ikke levede længe. Jeg som kun var et barn, havde aldrig haft den tanke, jeg blev bedrøvet, og fra den tid af kunne jeg se, at hans kræfter aftog dag for dag.
Hans sidste dage og hans tanker om stedet 1838.
Uagtet han var så svag, forblev han dog hver dag på benene, men gik tidlig til sengs. I den sidste uge havde han besøg af flere af sine slægtninge og venner; thi de kunne jo nok se og føle, at hans dages tal snart var til ende. Han lod sin ven kasserer Voigtmann på Augustenborg kalde hen til og rådførte sig med ham om at træffe en ordning, at han kunne sikre sin yngste søn Christian stedet, da det jo var bestemt, at den ældste Knud skulle have Lysholm. Men Christian var jo endnu kun 9½ år gammel. Derfor ville det jo være så usikkert. Voigtmann rådede ham til at henvende sig til Hertugen og fredagen d. 12. jan. opsatte han følgende andragende til denne: Den er skrevet på tysk.
Hertugen beklagede, da han få dage efter erfarede hans død, at han ikke tidligere havde henvendt sig til ham om denne sag, der lå ham så meget på hjerte, og han gav sit minde dertil.
Pastor J. Knudsen i Hagenbjerg hos ham 1838.
Lørdagen d. 13. jan. var hans gamle onkel, Pastor J. Knudsen i Hagenbjerg og hans søster Mad. Thomsen på Hartspring omme for at se til ham, og de fandt ham meget svag. Den første sad længe inde i det lille kammer ved skænkestuen og talte med ham. Han meddelte ham, at ligesom den gamle tante på Lysholm ville tage sig af hans 2 yngste ukonfirmerede døtre, Christine og Elisabeth, ville han tage hans søn Christian til sig og sørge for ham som en far. Herover blev han meget rørt og glad i sit sind, og da de gik ud af kammeret, da han ville af sted hjem, greb han hans hånd, takkede ham med et rørt hjerte og sagde: ”nu erkender jeg, gode onkel, at De er en god mand”. ”Da er det sært at du ikke har erkendt det før”, svarede han. Det har vor far vistnok også erkendt tidligere, og det var måske også lidt forkert udtrykt i hans rørte stemning. Det var alligevel vist første gang, at han i fuld fortrolighed henvendte sig til sin gamle farbror. Tidligere havde han altid ladet vor mor gå til dem, når der skulle søges om hjælp. Han generte sig derfor og følte sig trykket derved; hun derimod kunne bedst gøre dette.
Da de fremmede var rejst, gik han henimod kl. 5 til sengs, han var træt, og rejste sig ikke tiere af sit leje. Hen på natten blev han svag, og vor søster Anne vågede over ham. Han var meget bleg, lå stille, men lod sin højre hånd bestandig glide hen over lagenet som om han skrev. Henad på morgenstunden mellem kl. 7 og 8 slumrede han stille hen og var død. Således gik han da hurtig efter vor mor, der var kun 7 måneder mellem begges død, og han var det første lig i byen Ketting efter sin hustru. Lørdagen d. 20. jan. blev han begravet. Den strenge vinter 1838 havde begyndt, og denne dag var det et rygende snefog; den gamle præst i Hagenbjerg kunne ikke komme og følge ham hen. Men hans hustru og tante Thomsen på Hartspring var kommet dagen i forvejen for at være behjælpelige med anretningen til begravelsen. Kapellan Jakobsen holdt ligtalen over ham. Han blev nedsat i graven ved siden af sin hustru. Han opnåede en alder af 46½ år. De var begge på sin vis retsindige og brave mennesker og gode og trofaste forældre. De hvile i fred og salige i Gud.
Deres gravsten.
En sten blev siden lagt over deres grav med følgende indskrift:
Her hvor de kraftløse hvile, hvor sorgens røst ej høres, her er den ro, hvorefter støvet sukker, når dødens engel livets fakkel slukker. Til denne ro er her nedlagde de tvende ædle i livet agtbare ægtefæller, Johann Peter Knutzen, boende her i byen Kettinge, død d. 14. jan 1838, gl. 47 år 4 mdr. Christine Marg. Knutzen, fød Frost, død d. 7. juni 1837, gl. 42 år 4 mdr.
”Uforsørgede børn måtte friste den tunge skæbne i omtrent et halvt år, at miste i dem de ømmeste forældre, de kærligste vejledere, og de troeste forsørgere. Sørgende står de her tilbage, trøstende sig alene ved det håb der er et bedre land i lysets egne hvor livets roser aldrig mere blegne, der bryder engang frem en herlig morgen, da godheds Gud med fryd belønne sorgen”.
Deres børn:
1) Maria Elisabeth Knutzen, født 1815 d. 24. maj og døbt d. 30. maj. Faddere, Anne Knutzen på Lysholm, jomfru Frost på Nordborg og Hr. kapellan Knutzen på Langeland. Hun døde 1832 d. 5. juni i en alder af 17 år.
2) Anna Christina Knutzen, født 1817 d. 19. april og døbt hjemme i huset d. 24. april, bragt i kirken d. 14. maj. Faddere, Anna Christina Thomsen på Hartspring, Katharina Frost på Nordborg, Matthias Vogelsang på Bommerlund. Hun fik stedet.
3) Knud Knudsen, født 1819 d. 30. juni, døbt d. 13. juli i kirken. Faddere, Hr. Kapellan Knudsen på Nordborg, Johann Peter Knudsen på Lysholm, Mad. Vogelsang på Bommerlund. Han blev ejer af Lysholm.
4) Dorothea Maria Knudsen, født 1822 d. 18. april, døbt d. 6. maj i huset, bragt i kirken d. 23. maj. Faddere, Mad Frost på Nordborg, provstens datter Amalie Burchardi, studerende Fischer, begge i Ketting. Hun blev g. m. blikkenslagermester Mads Elley i Sønderborg.
5) Christine Margaretha Knudsen, født 1825 d. 26. april, døbt d. 7. maj i kirken. Faddere, søfarende Barchmanns kone på Østerholm, enken Elisabeth Charlotte Erichsen og degnen Klein, begge i Ketting. Hun blev g. m. skibskapt. Vilhelm Møller af Falsled.
6) Christian Knudsen, født 1828 d. 17. april, døbt d.30 april i kirken. Faddere, Johann Peter Knutzen på Lysholm, gårdmand Thomas Lorensen og gårdmand Hans Jensens kone, begge i Ketting. Han blev præst.
7) Maria Elisabeth Knudsen, født 1833 d. 13. april, døbt d. 5. maj i kirken. Faddere, Mad. Anna Knudsen på Lysholm, Mad. Jakobsen på Rumohrsgaard og Asmus Reimer, slagter Reimers i Ketting. Hun blev g. m. møller Mads Davidsen på Blæsborg Mølle.
Boet forseglet og registeret 1838.
Da børnene var umyndige blev boet straks forseglet, og der blev givet børnene formyndere, for Anne Christine og Marie Elisabeth Knudsen blev kasserer Voigtmann på Augustenborg formynder, for Knud Knudsen forpagter Jak. Jakobsen på Rumohrsgaard, for Dorothea Maria og Christine Margaretha Knudsen parcellist, Jakob Hollænder på Nordborg og for Christian Knudsen hans plejefar præsten J. Knudsen i Hagenbjerg. 1838 d. 20. feb. blev det hele bo registreret og et inventarium optaget af aktuar Joh. G. Carstens på Augustenborg i forening med de 4 tilkaldte synsmænd, boelsmand Matthias Møller i Ketting, boelsmand Jakob Bruhn i Sebbelev, boelsmand Hans Erichsen i Almsted og boelsmand Peter Høy i Hundslev.
Jørgen Matzen i Ketting indsat som bestyrer 1838.
For at forretningen kunne vedblive at gå sin gang blev kaptajn Jørgen Matzen, der havde været en god ven af de afdøde forældre, indsat som bestyrer og vor søster Anne vedblev som hidtil at holde hus. Jørgen Matzen boede i Ketting, var altså nær ved hånden og havde let ved at gå her ned om morgenen og passe forretningen. Han var desuden en agtet, ærlig og redelig mand og ved sin dygtighed særlig godt skikket til at lede forretningen. Alt vedblev derfor at gå i samme stil, som det var bleven drevet i min fars tid. Forpagtningen af præstegårdens jord gik ind, da vor far døde. Jørgen Matzen vedblev at forestå det indtil stedet i efteråret blev bortforpagtet ud. De yngre børn var efterhånden kort efter vor fars død kommet ud af huset, Elisabeth til Lysholm, Christian til Hagenbjerg og Doris til Sønderborg for at lære at sy.
Sagens ordning.
Overformynderiet var flere gange forsamlet med formynderne for at tage boets status under overvejelse. Gælden var stor, så stor, at den vel omtrent kunne dækkes med boets masse. Ville kreditorerne røre sig, kunne der let indtræde en konkurs, og alt ville da blive solgt. Af de uprotokollerede fordringer gav flere af kreditorerne ¼ efter, deriblandt købmand Peter Karberg i Sønderborg, hvis mor altid havde været en god veninde af min mor. Den gamle pastor Jørgen Knudsen i Hagenbjerg gav det halve efter. Formynderne tog vor fars sidste ønske under overvejelse, hvorvidt det kunne lade sig gøre at leje stedet ud, indtil den yngste søn Christian kunne tage imod stedet. Men da han kun var 10 år gl., stedets gæld var stor, og man ikke vidste, hvorledes tiden kunne blive, eller hvorledes forpagteren ville kunne svare sig, var dette jo en temmelig vanskelig sag. Der ville udfordres en kaution for at kreditorerne ikke skulle røre sig. Formynderne havde ikke lyst til at gå i kaution, hvad man ikke kan fortænke dem i, det ville være en betydelig risiko at indlade sig på.
Den gamle Jørgen Knudsen holdt vel længe på sin myndlings interesse, men da de andre formyndere spurgte ham, om han ville gå i kaution for barnet, indtil det selv kunne overtage stedet, svarede han, ”nej, han ville ikke have med den sag at gøre; men skulle nok påtage sig at sørge for sin myndling Christian”. Formynderne blev da enige om at lade stedet blive ved den ældste søn Knud, der om et par år ville blive myndig og selv da kunne overtage risikoen.
Stedet forpagtet ud 1838.
I efteråret 1838 i okt. blev stedet med en del inventarium forpagtet ud på 15 år til Jens Peter Christensen, politibetjent på Augustenborg for den årlige afgift 400 rdl. cour. eller 640 rbdl. Sølv. Jørgen Matzen ville gerne have haft det i forpagtning, men da han ikke ville give så meget derfor, blev J. P. Christensen, hvem Voigtmann interesserede sig for, ham foretrukken. Til at dække den uprotokollerede gæld blev der i okt. 1838 holdt auktion over en del møbler, varer og effekter. Jens Peter Christensen, der hverken var landmand eller skikket til at forestå en sådan bedrift, havde ikke let ved at udrede den årlige forpagtningssum, og Knud Knudsen havde tit bryderi med ham og måtte give betydeligt afslag. Først i krigsårene 1848-50 tjente han godt, da militæret lå her på Øen. 1851 i okt. fratrådte han forpagtningen, hvorpå Knud Knudsen solgte stedet til sin søster Anne Christine Knudsen g. m. Hans Jørgen Møller af Kegnæs.
|
