§ 28. Min far Johan Peter Knudsens levned.
§ 28.
Side 32 – 56
Min far Johan Peter Knudsens og min mor Christine Margaretha Frost` levned.
Johan Peter Knudsen, født 1791.
Min far Johan Peter Knudsen er en søn af kromand og høker Knud Knudsen og hustru Marie Elisabeth Thomsen i Ketting og er født 1791 d. 28. aug., ”da kl. 2 Gud velsignede os med en liden søn, som blev døbt den næste søndag d. 1. sept., og blev givet det navn Johan Peter Knudsen. Gud giver ham at tiltage og tilvokse udi alder, nåde og visdom hos Gud og menneske. Amen i Jesu Guds navn Amen!”, har hans far indtegnet i en bog.
Han er altså født på en søndag. Han blev døbt af den gamle Morten Reenberg With, der dengang var provst og præst i Ketting, og er blevet opkaldt efter sin farfar Johan Peter Knudsen i Ketting, der døde 1783. Han blev holdt over dåben af sin morfar Nikolai Thomsen, bager på Augustenborg. Hans faddere var: cand. theol. Jakob Knudsen af Ketting, hans farbror og jomfru Margaretha Petersen af Rumohrsgaard, der siden blev g. m. Sr. Klaus Andersen af Gammelgaard. Et lille barselgilde blev holdt om eftermiddagen i kroen, ved hvilken lejlighed det kom til et lille optrin mellem bagerkonen på Augustenborg og cand. Jakob Knudsen. I kirkebogen er hans dåbsdag ansat til d. 31. aug., her derimod d. 1. sept.
Hans barndom 1791-1806.
Kort efter kom hans farbror Jørgen Knudsen ind på Odense Latinskole, og da han den følgende sommer i juli måned 1792 kom hjem i ferien, hentede hans svigerinde, ham ved Fynshav, og havde sin lille søn Johan Peter med, der da kunne begynde at gå lidt. De var taget ind til forpagter Karsten Petersen på Øvelgynde, hvis hustru Wilhelmine Marie Emilie Hansen, var godt kendt med Mad. Knudsen i Ketting.
Da han var i en alder af 2 år, var han altid et meget morsomt barn, som den gamle bedstemor holdt meget af. Hun bad derfor tit om, at han måtte komme ned til hende. En af pigerne bar ham da gerne ned til hende. Han gik da og klavrede omkring og endte til sidst gerne med at klavre op i skorstenen, lukkede en lille jerndør op, hvor der stod en lille kaffekedel indenfor, og når han da fik denne at se, råbte han af glæde: ”Grosmutter! Grosmutter! den lill, den lill! ” Hun lo da ad ham og bad pigen om at koge barnet en kop kaffe, som han holdt meget af. Når han kom til at sidde i hendes magelige lænestol, slog han gerne takt med benene imod stolebenene og råbte i sin glæde: ”smukt vejr! Grosmutter! smukt vejr”! Knap 2 år gammel mistede han sin gode far i juli 1793. For at adsprede hans mor lidt i den tunge sorg, der havde ramt hende, gjorde Jakob og Jørgen Knudsen, der var der i ferien, en lille tur med deres svigerinde ned til Brunde ved Aabenraa, hvor deres bror Johan Peter Knudsen dengang boede. Hun havde sin lille søn med. Undervejs besøgte de Klaus Andersen på Lundsgaard i Sundeved, der var en bror til deres svigerinde i Brunde.
De opholdt sig en 4-5 dage i Brunde hos deres bror. Her kunne en ulykke nær været, ramt den lille Johan Peter. Hans mor plejede hen mod aften at lægge ham til sengs i det kammer, hvor hun lå. Det lå imidlertid lidt afsides, og da barnet en aften igen var blevet vågen, kravlede han op, for at komme ud af sengen, og var i begreb med at tumle ud på hovedet på gulvet, da hans farbror Jørgen Knudsen imidlertid kom derop og frelste ham for den farlige stilling.
Han kommer til Bommerlund 1794.
1794 d. 30. maj blev hans mor atter g. m. Matthias Vogelsang, ejer af Bommerlund på Østerholm, kroen i Ketting blev lejet ud til denne mads fætter, Matthias Diderichsen Vogelsang af Helved, og hans mor flyttede til Bommerlund med begge sine børn: Johan Peter og Anne Christine Knudsen, der er født efter faderens død, kun endnu var ¼ år gammel. Således kom han i en alder af 2½ år til Bommerlund, der blev hans barndomshjem. Han fik just ikke den bedste stedfar i Matthias Vogelsang, der altid behandlede sine stedbørn med hårdhed og strenghed og søgte også tit at forurette dem ved en og anden lejlighed.
Allerede i forlovelsesdagene lod Vogelsang hente alt, hvad man skulle bruge på Bommerlund, i Ketting kro, og lod desuden et og andet føre ned på denne gård, og forunderligt er det, at der ikke blev holdt ordentligt skifte mellem moderen og hendes børn, førend hun indlod sig i et nyt ægteskab; thi først 1794 d. 18. sept. blev der holdt skifte af øvrigheden på Augustenborg: Herredsfoged Matthiesen og tingskriver F. Opitz, på gården Bommerlund. For drengen Johan Peter Knudsen, var hans farbror Johan Peter Knudsen i Brunde, og for hans søster Anne Christine Knudsen, var boelsmand Jakob Jørgensen Wrang i Stolbro, formynder. Johan Peter Knudsen var forhindret i at give møde, og havde derfor givet Jakob Wrang fuldmagt til at handle og underskrive på hans vegne.
Ifølge skiftet beløb aktiva sig til 873 rdl. 17½ .. Passiva derimod beløb sig til 1572 rdl. 13½ ..; altså blev der en gæld på 697 rdl. 44 .. Da stedets specificerede aktiva blev overdraget stedfaderen Matthias Vogelsang til ejendoms disposition, så forpligtede han sig til at forrente og afdrage den på stedet hvilende gæld og havde derfor ret til at have den hyreleje, som årlig indkom af stedet i Ketting, der på 20 år blev lejet ud til Matthias Diderichsen Vogelsang af Helved, imod en årlig forpagtningsafgift af 160 rdl. Ligeledes forpligtede Hr. Matthias Vogelsang sig til at give begge sine stedbørn en anstændig opdragelse og på en samvittighedsfuld måde at passe stedets…..uden derfor at være berettiget til at fordre nogen godtgørelse.
Da dette skiftebrev 1809 blev fremlagt for retten ved skiftet, efter denne hans kones død, har herredsfoged Fürsen skrevet på det: ”Da der obengedachte Parcelle - Hof Bommerlund ausschlieslich zum königl. Amts Norburg gehört, si wird, da der herzogl. Augustenburgesche resp. Hardesvogt und Gerichtschreiber sich haben anmassen wollen mittelst dreser Acts hierselbst eine Gerichtsbarkeits-Handlung zu vollziehen, in dieser Hensicht solches Alles hienutlest abseiten der Köngl. Amts Norburgeschen Gerichtsbarkeit als durchaus null und richtig erklärt, und dagegen freilichst protistirt.
Bommerlunde d. 27. feb.1809.
E.G.J. Fürsen. W.J.Goos
Matthias Vogelsang har altså hele tiden siddet som sine stedbørns værge under et ugyldigt skifte. Det kan man kalde svineri. Hendes første mand Knud Knudsen modtog til sin part kroen med alt, hvad der var deri: Kreaturer, redskaber, møbler, korn og varer, uden at give noget derfor og gældfrit. Et årstid efter, købte han til stedet 8 tdr. 7 sk. land for 933 rdl. 6.. Denne gæld hvilede vistnok, foruden moderens aftægt, på stedet ved hans død. Men ifølge skiftet var gælden nu løbet op til 1514 rdl. 27.., vistnok et bevis for, at det ikke er gået så ganske ærligt til i den tid hans enke var trådt i forbindelse med Hr. Matthias Vogelsang. 1795 overtog hans farbror og formynder Johan Peter Knudsen i Brunde, Østerholms stamparcel, som han nu flyttede til og byggede året efter 1796 gården Lysholm, i nærheden af Bommerlund. Her kom Johan Peter da ofte som barn.
Han bliver vaccineret 1798.
I en alder af 7 år blev han vaccineret af Dr. Voigt på Nordborg. Provst Fangel på Nordborg ville have sin lille datter Sophie Margaretha vaccineret, og havde i den henseende indbudt begge sine svigerinder på Bommerlund og Solbjerggaard, tilligemed deres børn til sig, for at de ved samme lejlighed kunne underkastes denne nye kurmetode imod de farlige kopper. De tog begge imod tilbudet, kom med børnene til Nordborg præstegård, hvor de opholdt sig i den anledning i en 4 ugers tid, og logerede med dem i den store sal, hvor der om natten blev opredt senge på gulvet til dem, og hvor de om dagen gik og legede med hverandre, så længe de ikke måtte gå ud. Det var mange børn, der således i længere tid var forsamlet i Nordborg præstegård, fra Bommerlund 4: Johan Peter og Anne Christine Knudsen, Matthias og Nikolai Knud Vogelsang, og fra Solbjerggaard 3: Maria Margaretha, Matthias og Christian Vogelsang. Johan Peter var meget syg under kuren, han var blind i 4 dage og havde 4 kopper. Dr. Voigt kom hver dag op til præstegården og så til børnene.
Da de begyndte at blive raske, læste Mad. Vogelsang på Bommerlund gerne en tid om dagen lidt med de ældste børn.
Han går i Helved skole 1797-1801.
Ved denne tid begyndte hans skolegang. Hans stedfar satte ham i Helved skole, da vejen dertil var kortere end op til Elstrup skole, som dengang lå oppe i den øverste ende af byen. Den daværende skolelærer i Helved var Christen Karlsen Moldt, der blev ansat som skolelærer 1797 og døde 1844 d. 6. april, 66 år gl. Det var imidlertid, især om vinteren, en meget slem og lang vej; men han måtte alligevel, hvor slemt end vejret og føret mangen gang var, traske af sted den dårlige vej i utæt fodtøj eller store træsko, hvoraf han vistnok i sin opvækst blev svagelig og fortrykt. Den gamle Ancke Vogelsang, en gammel pæn og rar kone, stedmor til den Matthias Diderichsen Vogelsang, der havde forpagtet hans fødested i Ketting, tog sig altid moderlig af ham i denne tid, tog ham tit ind til sig, sørgede for, at hans klæder igen blev tørre, og at han fik noget varmt i sig.
Vogelsang viste sig ved denne, som ved enhver anden lejlighed, som en hård og streng stedfar og havde vel ikke haft så meget imod, om han var gået tidlig bort, da derved kunne have åbnet sig en mulig udsigt i fremtiden for en af hans egne sønner. I Helved skole gik han indtil sit 10. år, altså omtrent fra 1797-1801.
Han går i Nordborg skole 1801-1805.
I Helved skole lærte han ikke noget, vel var Christen Karlsen Moldt, en flittig og nidkær lærer, men han havde aldrig gået på et seminarium, slige indretninger var endnu ikke ret kommet til udførelse, og da de fleste landsbyskolelærere på de tider kunne kun bibringe børnene de alle tarveligste kundskaber. Det lå hans mor på hjerte at forskaffe ham en bedre undervisning, men at få en huslærer i huset, derpå var ikke at tænke, det ville hendes mand ikke, det kostede desuden for meget, det kunne der først tænkes på, når de andre børn voksede til. Hun tænkte derfor på at få ham sat i Nordborg skole, og da hendes svigerinde Anna Margaretha Vogelsang, der var g. m. den residerende kapellan på Nordborg, Hr. Frederik Ebbesen, var hendes bedste veninde, og denne tillige så, at han havde det strengt i hjemmet, fattede denne familie godhed for ham, og tog ham i huset hos sig, hvor fru Ebbesen altid tog sig moderligt af ham, lod ham klæde som deres egen søn Matthias, læste selv med ham om aftenen og behandlede ham som sit eget barn.
Her var han i 4 år, fra 1801-05, og i sit senere liv vedblev han altid at stå i et fortroligt forhold til disse mennesker, og agtede og elskede dem som sine andre forældre. Om formiddagen gik han da med byens andre børn i Nordborg skole hos den duelige lærer Peter Christiansen, og da denne også holdt aftenskole et par gange om ugen, gik han også derhen. For at give de bedre folks børn en bedre undervisning, havde pastor Frederik Ebbesen fået en privat skole i gang, i hvilken han selv hver eftermiddag fra kl. 2-4 læste med disse børn, tysk, grammatik, dansk retskrivning, geografi og historie. Det var uden betaling, frivillig og af lyst til at bringe dem videre frem, at han gjorde dette. Lokalet fandtes i et hus, der dengang tilhørte en tobaksspinder Karl Jebsen og senere tilhørte den bekendte tysksindede farver Lorentzen. Det var indrettet med borde og bænke som i et andet skolelokale.
Johan Peter Knudsen nød da også godt af kapellan Ebbesens undervisning, og iblandt andre drenge, som her gik i Ebbesens skole kunne nævnes: Jakob Frederik og Hans Hollænder, Peter og Frantz Petersen, møller Jørgen Petersens sønner på Nordborg, Hans og Jens Krog, Nikolai Ernst Frost, Frantz og Peter Moldt Andersen, Frederik Gregorius Zoffmann, m.fl. og af piger: Else Kathrine Fangel, Annette og Amalie Schumacher, Marie Riegels, Anne Johanne Thomsen m.fl. Her gik også de 3 børn fra Solbjerggaard.: datteren Marie Margaretha Vogelsang var indlogeret hos den gamle Mad. Thaysen på Storegade, hos hvem også hendes gamle tante jomfru Kretschener boede, og hendes 2 brødre: Matthias og Christian Vogelsang var indlogerede i huset hos kontrollør Drescher, der var deres morbror.
Tobaksspinderens kone var en meget gal kælling, drengene havde derfor tit deres fornøjelse af at drille hende. De løb da undertiden ud i hendes køkken, tog hendes vandspand med ind i skolen og drak af den. Hun blev da gal i hovedet, kom og bandede over dem, og engang løb hun rundt omkring skolebordene for at gribe Jens Hellesø af Søvang, der var den værste iblandt dem. Han blev borte til søs og arven efter ham henstod i mange år, førend han kunne gøres død. Johan Peter Knudsen var som dreng derimod altid meget stille af sig. Når Ebbesen om aftenen var på sit studerekammer, sad hans kone gerne med pigen i sovekammeret, Peter sad da gerne hos og læste på sin lektie til den følgende dag, og af og til overhørte hun ham selv deri.
Provstens datter Else Kathrine sad da gerne hos dem, da hun om aftenen gik derned for at lære at strikke hos sin tante. Mens Johan Peter Knudsen var her i huset, var han engang blevet smittet af fnat i skolen, han blev straks igen ren, men det lugtede slemt af svovl i denne tid i huset. Han gik også undertiden ned til skipper Christian Frostes, hvor han tit hjalp dem med at trække væven ind om aftenen, men han og Nikolai Ernst Frost kunne aldrig ret enes, de kom tit op at slås.
(Pastor J. Knudsen i Hagenbjerg, Mad. Frost på Nordborg, Mad. A. Møller i Ketting, gl. dokumenter i familiens eje)
Hans ungdomsår 1806-13.
1805 i maj blev pastor Frederik Ebbesen kaldet til sognepræst for Svenstrup menighed, hans skole i Nordborg gik nu ind, og Johan Peter Knudsen kom atter hjem til Bommerlund. Hans stedfar holdt nu en huslærer til sine børn, Anne Christine Knudsen, Matthias, Nikolai og Martin Vogelsang. Huslæreren var en seminarist Knudsen fra Tønder Seminarium, en meget duelig lærer og brav person, der siden blev huslærer på Werthemine, kom herfra til Bommerlund, blev skolelærer i Sebbelev og døde som degn i Tandslet. Han læste også med forpagter Henningsens børn på Østerholm, hvorhen han var flyttet, da forpagtningen af Werthemine hørte op.
Han bliver konfirmeret 1806.
Johan Peter Knudsen gik da også en kort tid i skole hos ham, indtil han i efteråret 1805 skulle gå til konfirmationsforberedelse hos pastor Hans Ahlmann i Guderup, af hvem han blev konfirmeret 1806 i foråret. Forpagter Henningsen boede i flere år fra 1806-9 i det sted på Østerholm, som tilhørte Knudsen på Lysholm. Her holdt lærer Knudsen skole i et kammer, som endnu benævnes: ”Skolen”, og han læste med ikke få børn: Hans Peter Boysen, Anne Margaretha, Nikolai, Matthias Alexander og Henrik Gotfred Henningsen, der alle var forpagter Henningsens børn, Johan Peter og Anne Christine Knudsen, Matthias, Nikolai og Martin Vogelsang, der alle var fra Bommerlund, Hans Iversen, en søn af kromand Hans Christian Iversen på Østerholm, der fik stedet på Østerholm efter sin far.
Af disse blev Nikolai Henningsen siden læge i Slesvig, Henrik Gotfred Henningsen præst i Lysabild og Matthias Alex. Henningsen i flere år forvalter på Glorup på Fyn, men da han 1822 ville aflægge et besøg hos sin familie på Als, druknede han under kysten af Als ud for Østerholm. Hans Peter Boysen og hans søster Anna Margaretha Henningsen blev konfirmerede 1807 i Igen kirke af pastor Ahlmann.
Hans ophold på Bommerlund 1805-1809.
Efter sin konfirmation blev Johan Peter Knudsen endnu 2 år hjemme på Bommerlund, hvor han gik med ved alt slags markarbejde, og i øvrigt var en meget munter og livlig dreng, fuld af spøg og tørre indfald. Her blev han vidne til sin stedfars jaskeri med pigen Grethe Skolemesters, der tjente der på gården, hvilket han gjorde sin mor opmærksom på, hvad hun tog sig meget nær, og blev syg og lidende af tungsind. Under hendes sygdom red han tit til Augustenborg til lægen Dr. Hennerici for hende, og han var endnu hjemme, da hun døde 1808 d. 13. aug. Da Vogelsang kort efter atter tog ”Geschmeissen” som husholderske i huset, sørgede familien for, at hans stedbørn kom ud af huset: Johan Peter Knudsen blev sat i handelslære hos købmand Johan Frederik Momsen i Sønderborg, hvor han skulle forblive i 4½ år fra 1809-13, og hans søster Anne Christine Knudsen kom i huset til sin morbror bager Thomas Thomsen på Augustenborg, hvor hun om vinteren gik til konfirmationsforberedelse og i foråret 1809 blev konfirmeret af den gamle hofpræst Chr. Jessen.
Da Vogelsang siden ægtede denne kvinde, blev der 1809 d. 27. feb. i herredsfoged Fürsens nærværelse, holdt skifte og deling på Bommerlund efter den første kone. Med fradrag af gæld og omkostninger beløb den fordelende arvemasse sig til 3900 rdl., hvoraf faderen tog 2/3, 600 rdl., enhver af sønnerne Johan Peter Knudsen, Matthias, Nikolai, Martin og Frederik Vogelsang fik den samme part, altså hver 600 rdl., og datteren Anne Christine Knudsen fik 300 rdl. Hun fik forlods ud af boet sin mors sorte silkekjole. Derimod gik de øvrige familiegenstande, guldringe m.m., der havde tilhørt den afdøde kone og hendes første mand, med i registreringen og forblev således i fremtiden på Bommerlund, hvor disse genstande siden gik over på Vogelsangs børn i det andet ægteskab. Han ville også have beholdt Knud Knudsens ur, og det var først efter at familien på Lysholm havde skammet ham ordentlig ud, at han rykkede ud med dette til sin stedsøn, der dog måtte være den nærmeste til at eje sin fars ur.
Ovennævnte penge blev stående i gården som gæld indtil videre, indtil børnenes myndighedsalder, da Vogelsang skulle være forpligtet til på forlangende at udbetale summerne eller forrente dem. Skiftet er underskrevet af Matthias Vogelsang, Johan Peter Knudsen til Lysholm og boelsmand, Jakob Jørgensen Wrang i Stolbro, der begge var formyndere for stedbørnene.
1810 d. 26. maj blev han da gift 2 gang med Margaretha Maria Hansen af Helved; men da Johan Peter Knudsen godt kendte deres tidligere forhold, og hvorledes dette havde krænket hans afdøde mor, kunne han ikke få sig til at kalde hende mor, men benævnede hende altid Mad. Vogelsang.
Han er i Sønderborg 1809-13.
Købmand Johan Frederik Momsen, der var en bror til provsten, Alexander Momsen i Sønderborg og boede i den gård, som nu tilhører Hr. Buntzen jr., var meget tilfreds med den unge Johan Peter Knudsen. Han var påpassende, tro og pålidelig og var tillige et smukt og pænt ungt menneske. Han var dengang meget smuk og gik derfor ofte under benævnelsen, ”den smukke Knudsen”. Flere unge piger syntes derfor godt om ham og gjorde sig derfor ofte et ærinde ind i butikken. Iblandt andre syntes Gretchen Henningsen, hvem han godt kendte fra sin barndom, da hendes forældre boede på Østerholm, godt om ham. Hun traf engang i Sønderborg Christine Margaretha Frost, der dengang var på Krammark, og ville have hende med ind i købmand Momsens butik, for at hun skulle se den smukke Knudsen, med hvem også hun ofte var truffen sammen på Lysholm og som barn havde kendt på Nordborg. Han syntes derimod ikke om Gretchen Henningsen, bedre om den lille jomfru Frost, med hvem han et års tid efter virkelig blev forlovet.
Han er i Frydendal 1813-14.
1813 i efteråret forlod han Sønderborg og opholdt sig derefter ½ år i Frydendal hos kromand Daniel Bützow, for at lære brænderiet. 1814 til april overtog han sit fødested, kroen i Ketting
Christine Margaretha Frost, født 1795.
Christine Margaretha Frost, er en datter af skipper Christian Frost og hustru Maria Elisabeth Andersen, og er født på Nordborg 1795 d. 27. feb., hvor hendes forældre dengang boede. Hun blev i dåben opkaldt efter en ældre afdød søster, og var forælderens yngste barn. Tidlig mistede hun sin gode far, det var derfor ikke noget hun kunne erindre om ham. Han der var en stor børneven, holdt naturligvis meget af sin lille datter, var god imod hende og forærede hende et og andet, hvad der kunne glæde hende, når han var hjemme. Han spøgte og legede meget med hende, og da hun havde udsigt til at få en lang næse, ligesom ham selv, rykkede han i den, når han stod henne ved kakkelovnen og lo: ”Du skal pine død have en lang næse ligesom kongen”. Som lille barn holdt hun derfor mere af sin far end af sin mor, der altid var lidt streng og alvorlig.
Hendes ældste bror Christian, der var 12 år ældre end hun, holdt også meget af sin lille søster, tog sig tit af hende og passede på, at hun ikke kom for nær hen til den store dam. Hun holdt da også meget af ham. Han gik efter sin konfirmation til søs med sin farbror Joachim Frederik Frost af Nordborg, men fik på St. Thomas den gule feber, døde og blev begravet der. At den kære bror er blevet ved at leve i den lille piges tanker, da han var borte på de lange rejser, kan ses af følgende: ”Da hun en aften som lille pige var ude for sig selv, førend hun skulle ind og i seng, kom der et lille dyr, som et lam og strøg sig om hos hende, men da hun ville gribe efter det, forsvandt det pludselig. Om natten drømte hun meget om sin bror, hun så ham komme ind ad døren, nærme sig sengen og bad hende, om han ikke måtte ligge hos hende, da han frøs og var så kold. Da han derpå havde lagt sig, gennem for en gysen hende. Han fortalte hende nu, hvor meget han holdt af sin lille søster, bad hende om altid at være en god pige, være sin mor lydig og tage sig i agt for den slemme brønd, hvorfor han så tit havde vogtet hende. Han fortalte hende en del om, hvorledes han havde det i det fjerne fremmede land, og da han atter gik, lagde han en guldkæde i vinduet og sagde, at den skulle hun have, fordi hun var en god lille pige”. Om morgenen fortalte hun sin mor alt, hvad hun havde set og hørt i drømme, hun var glad over, at hendes bror Christian var kommen hjem, hvilket hendes mor benægtede, men hun påstod, at han havde været der og foræret hende en guldkæde, som lå i vinduet. Hendes mor så efter, og der fandtes også en lille sølvkæde i vinduet, som hun ikke kendte, og ikke heller vidste, hvordan den var kommen der. Men da den anden bror Nikolai Frost kort efter kom tilstede, påstod han, at det var hans kæde, og at han havde fået den dagen forud på gaden af nogle andre drenge. Moderen blev imidlertid ved alt dette ilde til mode og anede ikke noget godt.
Et halvt års tid efter kom styrmanden på skibet, der var fra Fynshav hjem, tog om til Nordborg og meddelte dem efterretningen om, at den unge Christian Frost var død af den gule feber i Vestindien. Den lille Christine gik, da han kom, og legede med de andre børn på isen på den store dam. Hun kom da ind, og han fortalte nu, hvorledes broderen i sin sidste stund havde fantaseret meget om sin lille søster, hvad han havde sagt og sendt en hilsen. Det stemte i alt nøje med hendes drøm, og tiden da hun havde drømt. Hendes ældre søster Dorothea Marie Frost, døde ligeledes i en ung alder, efter hende arvede hun en lille vaskebalje, hvorpå stod hendes navn og årstallet 1796. Den findes endnu i familiens eje.
Da hun var lille, hørte naboerne glarmester, Jochum Henrich Levermanns og snedker Matthias Jessen Warrings børn til hendes daglige selskab. Da hendes mor en dag var kørt til Lysholm og Østerholm for at besøge sin familie, var Anna Margaretha Levermann, der var af hendes alder, og siden blev g. m. snedker Jens Høier på Nordborg, kommen om til hende og hendes bror Nikolai. De sang da den bekendte vise: ”Malle Brok er død i krigen, Malle Tom, Tom, Malle Tom”, men i det samme fik Christine Margaretha, eller som hun alm. kaldtes ”Stinne Frost”, et stykke takket bly i halsen, som blev siddende og kunne hverken komme op eller ned; de bankede hende på ryggen, men da det ikke hjalp, hun derimod blev sort i hovedet, gav de sig til at græde. Den gamle mutter Warring kom da til og lod hende spise en brødskorpe, hvorved hun kom til at synke blyklumpen. En anden gang, da de atter var alene hjemme og begyndte at synge denne sang, trak der pludselig et svært tordenvejr op, og der kom et stærkt skrald, hvorover børnene blev meget forskrækkede. Siden den tid var hun altid ængstelig for at synge denne vise, kunne ikke lide den og ville senere heller ikke have, at hendes børn måtte synge den.
Som barn legede hun meget ofte med de andre børn henne på den såkaldte Plads, hvor hendes forældres hus før branden havde ligget. Hans Henrik Schmidt havde købt den øde hustomt, og den var endnu ikke bebygget. De lå da her og skrabede i jorden og fandt da ofte endnu levninger af det ene og andet, som var brændt, f.eks. stumper, af blikfade, tallerkener m.m.
Matthias Warrings datter, der senere blev g. m. skræddermester Livoni i Sønderborg, var dengang hendes bedste veninde. Hun kom tit ind, da hun ikke havde det godt hjemme, og fik et stykke brød med. Hun fik da tit med hjem, en del af de brødskorper og endeskiver, som den lille Christine gerne måtte spise, da hendes mor ikke kunne tygge dem. Hun vedblev siden altid senere i livet at være hendes gode veninde.
Hendes mor var lidt vel meget sparsommelig, når hendes lille datter da undertiden bad hende om en pandekage, lod det sig ikke godt gøre; thi der gik for meget brænde dertil; blot når Christine ville samle stikker i frugthaven eller spåner hist og her omkring, fik hun engang imellem pandekager. Deraf lærte hun, da hun siden blev voksen, at tage stikker og andet sådant med ind til skorstenen, at det ikke skulle spildes og spredes til ingen nytte. Hendes mor holdt meget af snustobak, men hun nænnede ikke ret at købe den selv. Hendes lille datter plejede da undertiden for sine sammensparede penge, som hun havde fået ved at samle bær og på anden måde, at unde hende denne fornøjelse.
Som barn kom hun ofte op til sin farbror Jochum Frederik Frostes på Nordborg, men deres lidt yngre datter: ”Themargret Frost” var et uartigt stykke, og meget forkælet barn. Hun kastede sig ned på gulvet og brølede, når hun ikke fik sin vilje. Hun ville, hvad hun ville, og når den lille Christine Frost ville tale for hende, slog hun hende. Det måtte hun tit tåle; thi hendes farbror gav hende da ofte en 4.. for at hun, skulle lade sig alting byde af den anden.
Hun kom også ofte op til sin faster Mad. Krog og de andre af familien. Da hun blev større og gik i skole, stiftede hun også bekendtskab med andre børn, hvoraf enkelte blev hendes gode veninder. Hun kom da ofte op til justitsråd Riegels, hvis datter Annette Riegels, der siden blev g. m. skovrider Jakob Ditlev Grobrian i Dynt på Sundeved, var hendes jævnaldrende og gode veninde. Senere holdt hun dog altid mere af dennes ældre søster Juliane Marie Karoline Riegels, der blev g. m. hendes fætter, skibsfører Lorentz Johannes Brorsen på Nordborg. Provst Fangels datter Sophie Margaretha var lidt yngre, men dog også en god bekendt af hende fra skolen, og da Christine Frost var en rar lille, god og velopdragen pige, kom hun også af og til op i Nordborg præstegård for at lege med Sophie Fangel. Hun var dog altid først lidt forlegen, når hun kom derop, blev stående stille ved døren og turde ikke gå frem i stuen. Når da den gamle provst sad i sofaen, plejede han gerne at sige til hende: ”kom nærmere lille Stine! hvorfor er du bange”. Når hun så først var kommen bort fra døren, kunne hun nok tale for sig og frimodig svare på alt, hvad hun blev spurgt om. (Mad. Frost på Nordborg, Mad. Møller i Ketting). På Lysholm og Østerholm kom hun som barn også ofte i besøg, på Lysholm blev hendes fætter Nikolai Ernst Andersen opdraget, der var hendes jævnaldrende legekammeret, på Østerholm boede dengang hendes morfar, den gamle forpagter Nikolai Ernst Andersen.
Hun går i skole 1801-1809.
Hun gik i skole på Nordborg, først hos Jakob Holger Autzen og siden hos Peter Christiansen. Siden da denne sidste døde, fik hun også en kort tid Ebbe Johansen til lærer. I skolen var hun meget flink, gjorde raske fremskridt og var meget lærevillig, skønt hun af og til forsømte, da hendes mor kun holdt en pige, og hun altså måtte hjælpe til hjemme i huset, førend hun gik hen i skolen. Hun kom da først hen i skolen kl. 9 om formiddagen og forsømte ligeledes noget om eftermiddagen; dog har dette vel nærmest kun været tilfældet i den tid, hendes mor lå syg, ellers var det vel ikke gået. Især var hun flink i regning, i hvilken henseende hun kunne måle sig med de bedste. Hun tog da heri efterhånden den ene efter den anden og måtte tit hjælpe forskellige til at få deres stykker: Lorentz Hansens datter Helene, der siden blev g. m. murermester og postmester Jensen på Nordborg, var lidt ældre og meget flink i regning, dog hende løb hun også til sidst forbi. (Mad. Anne Møller i Ketting).
Hendes mors død 1807.
Da hun var 12 år gl. var hendes mor meget syg og svagelig, hun led af tæring og spyttede meget op. Da hun blev sengeliggende, måtte Christine være meget omkring hende og passe hende. Hun måtte også ofte sidde alene om natten og våge over hende, da de kun havde én pige. Det var i det urolige krigsår 1807, da krigen med England indlededes med Københavns bombardement og den danske flådes ran til England. Allehånde rygter om englændernes landgang udspredtes af og til på Øen. Kirkeklokkerne lød om natten eller trommerne rørtes igennem gaderne, fordi rygtet kom, at fjenden var i anmarch. Dog viste det sig jo oftest, at det hele havde været blind alarm. Men det var dog en uhyggelig situation for det stakkels barn. Hun sad da tit i sin angst, og spekulerede på, hvor hun skulle skjule sig med sin mor, om fjenden skulle komme. 1807 d. 24. okt. døde hendes mor, og hun stod nu forældreløs og ene tilbage i verden; thi selv hendes eneste bror havde man i flere år ikke hørt til, siden han var gået til søs. Han kunne på grund af krigen ikke komme hjem, og faldt siden i engelsk fangenskab. (Mad. Frost på Nordborg, Mad. Anne Møller i Ketting).
Skifte og deling 1808.
Hun fik nu Joachim Frederik Frost, sin farbror til formynder, mens derimod skibsfører Jens Krog, der var g. m. hendes faster Birgitte Frost, blev formynder for hendes fraværende bror Nikolai Ernst Frost. Hendes forældres sted blev lejet ud til skipper Christian Bladt af Nordborg på 8 år. 1808 d. 10. maj blev der af herredsfoged Fürsen holdt skifte i boet efter afd. skipper Christian Frost og hustru på Nordborg Thingstue. Den samlede arvemasse udgjorde 7160 rdl. 10.. Med fradrag af omkostningerne udgjorde broderens part 4149 rdl. 7½.., og hendes part 2996 rdl. 35½.. Moderen havde nemlig førend sin død gjort den bestemmelse, at med hensyn til hendes part skulle de gå i lige deling, faderens part af boet blev efter loven delt i 2/3 og 1/3, altså tog broderen dobbelt part imod sin søster. I denne sum fik enhver af dem tillige, imod taksation, forskellige ting og genstande ud af boet. Således fik Christine en del af sin mors guld og sølvstads, en blå kjole af silke og en sort ditto, foruden andre af hendes klædningsstykker, samt udstyr af møbler, linned og sengetøj, der blev anslået til 249 rdl. 4.. Til at dække det øvrige beløb skulle hun have 1600 rdl. ud af stedet, 100 rdl., som Peter Hansen Hollænder skyldte og 450 rdl., som møller Jørgen Petersen til sin tid havde lånt, foruden flere andre mindre poster hos andre forskellige mænd. (gl. dokumenter i min brors eje)
Hun kom i Hollænders hus 1807.
Straks efter sin mors død kom hun i huset hos Peter Hansen Hollænder, der ejede et bageri på Nordborg og ejede det sted, som senere tilhørte købmand Frantz Petersen. Peter Hansen Hollænder, der oprindelig var sømand, havde tidligere været g. m. en søster af hendes mor, og hans hustru Anne Maria Jebsen, havde forhen været g. m. Frederik Jakob Petersen til Philipsborg på Sundeved, der var et søskendebarn til hendes far. Derfra hidrørte bekendtskabet til denne familie. Underligt er det, at ingen af hendes nærmere slægtninge åbnede deres hus for den lille forældreløse pige; hun havde dog sin farbror Joachim Frederik Frost og sin faster g. m. Jens Krog, begge på Nordborg, og hun havde sin moster Anna Johanne Andersen g. m. Johan Peter Knudsen på Lysholm, der ingen børn havde.
Hollænders kom hende egentlig ikke ved, ja da hans første kone døde, havde familien igen taget tilbage, hvad hun havde bragt ham i medgift. Derfor er det jo et smukt træk af denne familie, at de åbnede deres hus for hende. Hun forblev hos Hollænders i 1½ år indtil sin konfirmation. Hun havde det godt, fik nok at leve af, bestillede just ikke meget, da hun sad og spillede kort med drengene om aftenen. De 2, Frederik Jakob og Hans Hollænder var noget ældre end hun, derimod var Peter Hollænder, der siden blev købmand i Sønderborg, omtrent i alder med hende. De holdt alle meget af hende, især Peter, der altid om morgenen ville over at ligge hos hende. Hun vedblev at gå i skole. Det værste var, at de tog sig just ikke rigtig af hendes opdragelse, hun blev ikke vænnet til orden; da de heller ikke så til med hendes tøj, kom dette i megen uorden. Hun vedblev siden i livet altid at stå i et inderligt venskabsforhold til denne familie. (Mad. Frost og Mad. Christiansen på Nordborg).
Hun blev konfirmeret 1809.
1809 d. 26. marts blev hun konfirmeret i Nordborg kirke af Hr. Niels Tingberg Fangel, der den gang var personel kapellan hos sin far, den gamle provst Fangel på Nordborg. Tillige med hende blev også foruden en mængde andre følgende konfirmerede: Amtstuefuldmægtig Jeppe Petersens datter Marie på Nordborg, 14½ år gl. Hun blev siden g. m. degn og skolelærer Clausen i Oksbølle; skibsfører Christian Brorsens søn Christian August på Nordborg, 15 år gl. Han fik siden faderens sted på Nordborg; Joh. Wilhelm Seyfferts søn Andreas på Nordborg, 16 år gl. Han blev siden bager på Nordborg; Lorentz Hansens datter på Nordborg, Helene Christiane Frederikke, 15 år gl. Hun blev siden g. m. murmester og postmester Jensen på Nordborg; gæstgiver Andreas Petersens søn Karl. 15 år gl., på Nordborg. Han blev skolelærer på Lolland.
Selv var hun kun 14 år gl. Hun må have været flink, og præsten har holdt af hende; thi han udtalte sig meget rørende om hende, da han det følgende år på en rejse til Jylland, traf sammen med hendes farbror gæstgiver, Lorentz Johannes Frost i Randers. (Nordborg kirkebog, gl. papirer i min brors eje).
Det følgende år 1810 blev konfirmerede: Samuel Bocks datter Anna Margaretha på Nordborg, 15 år gl. Hun levede som en gammel jomfru på Nordborg. Jes Thomsens søn på Nordborg, 15 år gl. Han blev islandsk købmand og døde i København. Købmand Kornelius Paulsens søn Paul på Nordborg, 15 år gl. Kaptajn Riegels datter Henriette Antoinette, 15 år gl. Hun blev g. m. skovrider Grobrian i Dynt. Peter Andersens søn Frantz på Nordborg, 16 år gl. Han fik faderens sted på Nordborg. Disse hørte til hendes samtidige.
Hun lærer at sy 1809.
Efter sin konfirmation kom hun ½ år ud at lære at sy, hos klejnsmed Broust på Dæmningen ind til Augustenborg, hvis kone dengang var alm. søgt i denne henseende, og har givet mange unge piger undervisning i syning og andet håndarbejde. Samtidig med hende lærte her ligeledes en anden ung pige, Kathrine Elisabeth Iversen, en datter af forpagter Peter Iversen på Majbølgaard. Hun blev siden g. m. møller Jakob Karstens Biehl i Sønderborg. Her havde hun det ikke videre godt, da hun sultede og havde det meget knapt, skønt hun betalte 50 rdl. for sig. Pigen søgte derfor tit at gøre dem lidt til gode. De sad ofte udenfor huset og spiste noget, som pigen puttede til dem af ærter og andet. Familien besøgte hende siden engang imellem i Ketting. Derefter opholdt hun sig en kort tid på Lysholm, indtil hun fik en plads. (Mad. Frost i Nordborg og Mad. Anne Møller i Ketting).
Hun led i disse år meget af frost i benene, det gjorde hun også dengang hun stod til konfirmation og kunne derfor ikke selv trække sine strømper på. Derfor var en gammel kone på Nordborg denne dag hende behjælpelig med at klæde hende på.
Til konfirmationen havde hun fået en sort silkekjole, som måske havde været hendes mors, der var blevet omsyet til hende. Den dag hun var oppe for at søge den op i sin mors kiste, som endnu stod i huset, der ellers var lejet ud, var hendes farbror, Jochum Frederik Frost, som hendes formynder, med deroppe for at se til. Han kom da hen på en forlibt måde, tog hende om
halsen og kyssede hende, hvor over hun blev meget forskrækket.
Hun opholdt sig på Krammark 1809-13.
1809 hen på efteråret fik hun en plads som jomfru hos proprietær, Peter Matzen på Krammark i Broager sogn, hvor hun skulle årlig have 24 rdl. i løn. Familien var hende ikke helt fremmed; thi konen Charlotte Juliane Petersen var fra Rumohrsgaard, og altså hendes næstsøskendebarn på hendes fars side; desuden var hendes søster Christine Margaretha Petersen g. m. hendes morbror Klaus Andersen på Lundsgaard i Sundeved.
Det var en meget streng plads, svært arbejde og mange ubehageligheder, da konen var en skrap og gal husmor. Om natte måtte hun sidde oppe efter Hr. Matzen, der var tit ude og kom først hjem hen på natten kl. 1-2-3. Hun frøs, hun frøs, hendes fødder var undertiden helt stive af kulde, hun puttede dem da ind under pladen ved kakkelovnen. Når han så kom hen på natten, var meget ofte beskænket; thi det gik løs på kortspil og var på en tid, da de såkaldte ”Thevandsknægte” kom i mode, og hun måtte da gerne først trække hans støvler af. Først da kunne hun gå i seng, men måtte alligevel igen tidlig op; thi vel var hun husjomfru, men med denne tjeneste var også mejeriet forbundet. Det var strengt nok for en pige i hendes unge alder, da hun var knap 15 år, da hun kom dertil.
Da hun således sad en lang nat og ventede på sin herre, gled tiden allerede hen ad imod morgenstunden, og Hr. Matzen var endnu ikke kommen. Hun begyndte at blunde, da på én gang, hører hun en mand ride ind i gården, som hun holdt for at være ham. Hun stod da op, tager lyset for at tage imod ham, men da hun nærmer sig døren, går den pludselig op, og en stor svær mand i en grå påklædning står i den, hun blev forskrækket og gav et skrig fra sig, men ligeså pludselig forsvandt det hele. Der var intet, så det måtte have været et syn eller en øjenforblændelse. Ligesom på alle gamle gårde hørtes der også her tale om en del spøgeri. Om natten hørte man ofte rummel og tummel i bryggerset, som om pigerne gik og skrubbede bøtter. Det hed sig, at en kone, som i fordums tid havde boet på gården og havde været hård imod fattige folk, havde nu ikke ro om natten. Man hørte hende ofte gå ned til sønnerne og give dem føde, og derfra vende tilbage til køkkenet, der lå afsides i et aftægtshus.
Det værste var, at konen var meget arrig og skændte ofte på hende. Hun var jaloux på hende, da den unge pige havde smukkere og stadseligere klæder end hun, og det var ikke, heller, frit for, at hun var jaloux på sin mand, hvad hun kunne have grund til, da han havde flere kællinger, han holdt opsigt med. Da hun derfor en dag i det første år, den lille pige tjente der, skændte på hende, mens hun stod i køkkenet og skrabede gulerødder, kom Hr. Matzen i det samme, og da han hørte det, tog han den unge pige i forsvar. Herover blev konen end mere fortørnet, gav spydigheder fra sig og lod ord falde om, at de nok holdt meget af hinanden. Da vor mor var ung og uerfaren og en meget livlig og naturlig pige, kan Hr. Matzen vel undertiden have spøgt med hende, da han af natur var en munter mand. Herover blev vor mor imidlertid meget krænket, i sin harme kastede hun kniven hen ad bordet og sagde med krænket harme, ”at når det skulle således være, ville hun på ingen måde være der i huset; det var en skændig usandhed, og hun ville have sig slige tanker og en sådan tale sig frabedt; det kunne sætte hende i et slet rygte”.
Hun gik straks op og klædte sig på, puttede sine nøgler til sig og ville gå hjem til Als, til hendes farbro, Jochum Frederik Frost, der var hendes formynder. Hun gik også over marken ad en sti, men da hun var kommen et stykke frem på vejen, så hun tilbage og blev da var, at Hr. Matzen og hans kone fulgte efter hende. Hun skyndte sig da og skjulte sig under en bolbro. En hund som holdt meget af hende og fulgte dem, løb imidlertid derned, hvor hun sad, hvorved de fandt hende. De gav hende nu gode ord og talte venligt til hende, og Mad. Matzen bad hende selv om ”at tilgive hende, hvad hun havde sagt, det måtte hun ikke tage så nøje, da hun af natur var heftig og let kunne forløbe sig”.
Hun fulgte da med dem tilbage og tjente dem i endnu 3 år, i hvilken tid hun havde det bedre hos dem. De lærte hinanden nu at kende fra en bedre side. Da hun senere var bleven gift, tog de altid ind for at hilse på hende, når de kørte til Nordborg, hvor Roi Petersen var en bror til Mad. Matzen. De behandlede hende da altid med megen artighed og venlighed.
(Mad. Frost på Nordborg. Mad. Anna Møller i Ketting)
Da Christine Margaretha Frost opholdt sig på Krammark, havde hun ikke siden 1805, hørt eller set til sin eneste bror Nikolai Ernst Frost. Familien havde nok hørt at han skulle være i engelsk fangenskab, men den var halvvejs af den mening, at han måtte være død. Her på Krammark spurgte hun, at han skulle være flygtet bort fra sit fangenskab, og nogen tid efter kom han hjem. Det skete 1813. Her på Krammark modtog hun også engang et brev fra sin farbror, Lorentz Johannes Frost i Randers. Niels Tingberg Fangel fra Nordborg, der 1810 var blevet kaldet til præst for Gudum menighed i Jylland, havde på rejsen til sit nye kald, været inde hos ham i rejsen og havde omtalt hende på en rosende måde. Derfor fik han lyst til at skrive hende til. Brevet hensættes her på dette sted:
Randers d. 25. feb. 1812.
Min kære Broder - Datter!
Meget glædede det mig at i modtage brev fra min uforglemmelige og evig elskede bror, Christian Frost` datter og endnu kærere var dette mig, da jeg deraf erfarer, at du lever vel, Gud lade fremdeles alle dine foretagener lykkes. Religion og dyd, helst i den for Europa så ulykkelige periode, som vi må opleve, og hvem er mere udsat for forførelse, end som en ung pige, hvis naturlige beskyttere er i evigheden. Din gode karakter, min gode Christine, er mig bekendt af den unge Hr. Fangel, som nu er præst til Gudum, og fra hvem du i modtog information, den vinter du gik til præsten, foranlediget af hans godhed ved at tale til mig, så meget til din berømmelse, har jeg tilladt mig at anføre ovenstående. Din principal og dydsirede kæreste bedes venligst fra mig hilset, og aflæg for den min forbindtligste tak for al deres godhed, de viser imod dig; ligeledes bedes at aflægge min forbindtligste tak til Hr. Matzen, for hafte ulejlighed ved at ville forskaffe mig en Tegel - Mester, intet skulle være mig kærere end som lejlighed måtte vises til gentjeneste.
Jeg med mine 4 børn lever Gud være lovet vel. Christian Fr. Frost er på landet hos en informator, og de 3 er hjemme. Når de kommer til Nordborg, hils dem alle kærligst fra os, og se du kan overtale bror Joachim Fred. Frost til at besøge mig engang i sommer, og så måske du og deres datter følger med, hvilket ville være mig et kærkommende besøg. Mine børn med mig hilser dig kærligt og forbliver til min død din uforanderlige oprigtige
Onkel
Lorentz Joh. Frost.
Da han må have sendt brevet til Nordborg, har hendes anden farbror skrevet på den anden side:
Jeg har dig meget flittig at hilse fra din bror Nikolai, han er afgået til Norge. Mange venlige hilsener fra os alle, i lige måde Hr. Matzen og Madam Matzen fra os.
Nordborg d. 6. maj 1812. J.F. Frost
Velædle Jomfru Christine Margaretha Frost.
Adr. Hr. Peter Matzen til Krammark pr. Gravensteen
Hun bliver forlovet 1813.
Da Christine Margaretha Frost var en lille rar pige af pæn familie og tillige var lidt bemidlet, var der flere unge herrer, der havde henvendt deres tanker på hende, således f.eks. Frederik Petersen, siden kromand i Bromølle, Lorentz Johannes Brodersen, skibsfører på Nordborg, og Jørgen Ahlmann, siden købmand i Aabenraa. 1813 friede Johan Peter Knudsen til hende, mens hun endnu opholdt sig Krammark. Hun skal først have været i tvivl, om hun skulle indlade sig på dette parti, men familien Frost og Hollænder overtalte hende dertil, og således blev hun da forlovet.
Hun opholder sig på Lysholm 1813-14.
Følgen deraf blev, at hun 1813 kom til Lysholm, hvor hun opholdt sig et år indtil hen i 1814 hendes bryllup blev holdt. Det var nærmest for at bringe sit udstyr i stand, at hun opholdt sig på Lysholm. Samtidig opholdt sig også her hendes bror Nikolai Frost, der var kommen hjem, efter at være flygtet bort fra det engelske fangenskab, og på grund af krigen var forhindret i at tage til søs. Her på Lysholm gav hun anledning til, at den gamle jyske karl Jens Jensen, der tjente i mange år på gården fik navnet ”Babba”, da hun i spøg tit benævnede ham således.
(Mad. Frost på Nordborg. Mad. Anna Møller i Ketting)
Kontrakt med købmand Momsens enke 1809. S. 37.
I anledning af hans læreår i Sønderborg, opsættes følgende kontrakt mellem købmand Joh. Friedrich Momsens enke, og hans farbror Joh. Peter Knudsen til Lysholm, som formynder på hans vegne:
1) Mad. Momsen forpligter sig til at antage Joh. Peter Knudsen af Ketting, brorsøn af Joh. Pet. Knudsen af Østerholm, som handelslærling i hendes kolonial- og vinhandel i 3½ år, fra førstkommende påske 1809 indtil Mikkelsdag 1812, og at lade ham undervise i alle til denne handel hørende kundskaber.
2) Joh. Pet. Knudsen forpligter sig til at underholde sin brorsøn under hans læreår, med anstændige klæder og alt andet fornødent.
3) Lærlingen Joh. Pet. Knudsen lover at tjene sin fru principalinde med al flid og troskab, i alt at se på hendes bedste, ikke uden hendes vidende og samtykke at gå ud af huset, at anvende sin fritid til at erhverve nyttige kundskaber og dannelse, at skikke sig i husets orden, ikke at holde noget skjult for sine foresatte, at holde på god orden og renlighed og overhovedet at bestræbe sig for, ved opfyldelsen af sine forpligtelser, at gøre sig fortjent til sine foresattes og forældres tilfredshed.
Sønderborg og Østerholm d. 15. marts 1809
Joh. Pet. Knudsen, sal. Joh. F. Momsens enke A. Lange
Han bliver erklæret myndig 1813.
Da han 1812 d. 28. aug. fyldte sit 21. år og altså blev myndig, ophørte hans formynders opsyn. I den hensigt blev han 1813 d. 9. jan., erklæret myndig i Nordborg herredsfogderi og udstedte følgende erklæring: At jeg undertegnede Johann Peter Knutzen fra Bommerlund, af min hidtil værende formynder Johann Peter Knutzen, parcel-besidder på Lysholm, i henseende til det for mig førte formynderskab, da min mødrene arv stort 600 rdl. står hos min stedfar, parcellisten Matthias Vogelsang på Bommerlund og er protocolleret, og jeg i henseende til det hvad mig af mit faderlige udi Ketting beliggende sted kan tilkomme, i sin tid tilbørligen ville blive affunden, ikke det mindste haver at fordre, dette bevidnes herved kvitterende.
Sket udi Nordborgs herredsfogderi d. 9. jan. 1813.
J. P. Knutzen
I medhold til foranstående kvittering frikendes bemeldte Johann Peter Knutzen, for sit hidtil førte formynderi over Johann Peter Knutzens formue her formedelst på Overformynderiets vegne. Sted og tid som før.
E.G.J. Fürsen
Han tager imod sin fars sted: Ketting kro 1814.
1814 til maj overtog han sin fars sted, Ketting kro. Der blev derfor forud 1814 d. 25. april holdt skifte i herredsfogderiet på Augustenborg, mellem Joh. Peter Knudsen og hans medarvinger: 1) erklærede Joh. Pet. Knudsen sig villig til at modtage stedet i Ketting med de dertil hørende redskaber, møbler m.m. i den stand, hvori Matthias Diderichsen havde holdt det, uden at ville gøre noget erstatningskrav gældende til denne mand for den tid han havde haft det i leje. 2) På den anden side erklærede ligeledes forpagter Matthias Diderichsen Vogelsang, at han ingen fordringer havde på erstatningskrav af Joh. Pet. Knudsen for haft bekostninger og forbedringer på stedet i de 20 år, han havde haft det i forpagtning.3) er det bleven fastsat, at han skal udbetale for stedet til sin søster Anna Christine Knudsen, gift Thomsen, 431 rdl. 9.. cour., eller 689 rdl. 86 2/5 rbs., og til sine 4 halvbrødre, Matthias, Nikolai, Martin Christian og Friedrich Vogelsang, 284 rdl. 24.. cour., eller 455 19 1/5 rbs., altså i alt, 725 rdb.33 .. cour., eller 1145 rdl 9 3/5 rbs., hvorfra dog gik den kongelige halvprocentskat, som Joh. Pet. Knudsen havde at betale. 4) Disse summer skulle årlig forrentes med 4 pr. C. 5) Til gengæld afstod hans medarvinger ethvert krav og indsatte ham i fuld ejendomsbesiddelse af stedet med høkeri og kro i Ketting. 6) forpligter Joh. Peter Knudsen sig for fremtiden at svare alle de skatter og afgifter, som påhviler stedet og 7) ligeledes at yde årlig det ved kontrakt af 1790 d. 6. juli hans bedstemor hjemlede aftægt. 8) overtager han ligeledes den ifølge skiftebrev af 1794 d. 18. sep., på stedet efter hans far hvilende gæld, 697 rdl. 44.. cour., eller 1116 rbdl. 64 rbs.
Sket i Augustenborg Herredsgogderi d. 25. april 1814
Joh. Pet. Knutzen, Matthias D. Vogelsang, Matthias Vogelsang for sine 4 børn af første ægteskab, Thomas Thomsen for sig og sin hustru.
In fidem
Matthiesen A. Timmermann
Politianordning imod hyppige dansegilder 1814.
Da han således havde tiltrådt sit fødested, stadfæstede herskabet på Augustenborg ligeledes stedets privilegier, der overførtes på ham og hans livsarvinger. Som krovært blev det nu også alvorlig pålagt at rette sig efter de gældende politianordninger og navnlig rette sig efter, hvad der navnlig blev indskærpet imod de uordener, der hyppig gik i svang ved de mange dansegilder i kroerne på de tider. Præsterne og andre havde klaget herover på højere steder, og derfor havde også den augustenborgske formynderregering vedtaget følgende politianordning for distriktet:
Denne anordning er skrevet på tysk.
Politianordningen fortsættes her, kan ses på originalen.
Han bliver gift 1814.
Det, første halve årstid, han sad for kroen, var han endnu ugift. Han havde 2 piger, Ingeborg Mikkels af Taarup og Christine Caspers, hvoraf den første holdt hus for ham. De blev siden begge gift i Ketting. Han tænkte dog på at gifte sig det første, det kunne ske, da det dels var kedeligt for ham og desuden de fremmede piger ikke altid så på hans vel. For at undgå lysning i kirken og for at holde bryllupsfest hjemme i huset, hvad dengang holdtes for lidt finere, indgav han ansøgning om kongebrev, hvilket han erholdt. Det er udstedet af Kong Frederik d. VI på Københavns Slot d. 13. juli 1814 ”for værtshusholder Peter Knudsen af Ketting på Als og pigen Christiane Margaretha Frost af Nordborg”, og kostede 13½ rdl. sølv.
Lørdag d. 1. okt. stod deres bryllup på Lysholm, hvilket hans onkel og tante gjorde for dem. Ifølge den tilladelse kongebrevet indrømmede dem, blev de viede hjemme i huset af pastor Hans Ahlmann i Guderup. Brylluppet var vel ikke ret stort, dog var de nærmeste af familien på Bommerlund, Hartspring og Nordborg foruden præsten med familie. Efter bordet gik præsten tilligemed det unge par og 2 af deres nærmeste ind i gæstekammeret og opsatte her et testamente mellem dem indbyrdes, hvori de, hvis én af dem skulle gå bort uden livsarvinger, den længstlevende da skulle være universalarving til deres fælles formue. Hendes gamle tante havde vel nok lovet hende er udstyr til hendes bryllup, det holdt hun imidlertid ikke, da det kom til stykket. Derimod fik han af sin farbror et par heste, en sort og en hvid, som han siden havde i flere år. (gamle papirer i min brors eje. Frøken Louise Ahlmann i Guderup. Jørgen Miang i Nyled)
Det gamle hus 1814.
Hun holdt nu sit indtog i kroen i Ketting. Hendes nye hjem var imidlertid alt andet end hyggeligt; det var et gammelt, skummelt og trist hus, vistnok henad 200 år gammel, da der endnu sås spor og mærker fra svenske krigen 1657-1660. Der var mørkt og trist i stuerne, da de små bitte blyvinduer sad meget højt, ruderne var solbrændte og små, og gulvet så ud til at være stampet lergulv, det mente hun i al fald. Men heri tog hun dog fejl; thi da hun en dag tog for alvor fat på at gøre rent og få bund i det, opdagede hun, at der foruden var dels stengulv, dels bræddegulv i andre stuer. Hun fik nu travlt med at prøve en hakke og mærkede da, at det hele kun var en overklistring af gammelt smuds og snavs, der havde sat sig fast oven på gulvet i den tid, Vogelsangs havde siddet for stedet og ikke havde gjort ordentlig rent. Alt blev nu hakket og flere trillebøre gammelt snavs kørt ud, hvorved det gamle gulv igen kom frem, og der kom til at se lidt mere ordentligt og manerligt ud.
Huset var og blev dog alligevel gammelt, svarede ikke til tiden, og derfor tænkte Joh. Peter Knudsen også på med det første at bygge en ny kro. Thi det var nødvendigt for at række gæster til stedet. Da Igenmølle kro på den tid var en ganske pæn kro, Jørgen Krogh en god og flink vært, der forstod at opvarte gæsterne, Matthias Vogelsang og kone derimod ved deres mangel på orden, havde jaget dem fra Ketting kro, så tog næsten alt folk på den tid ind i Igenmølle, hvorimod de næsten alle kørte Ketting kro forbi.
Således var det også i det første årstid, mine forældre havde fæstet bo i Ketting. Kroen havde ingen kunder. Den første mand fra Nørreherred, der dels af nysgerrighed, dels vel også fordi han kunne regne sig lidt i slægt med dem, holdt for, var den gamle rige Laurids Aagesen fra Himmark Mark. Familieskabet var dog kun tyndt, hans bror Klaus Aagesen, der boede ved Fynshav havde været g. m. Dorothea Maria Vogt fra Adserballeskov, der var et søskendebarn til min mors mor, Marie Elisabeth Frost på Nordborg og Anne Johanne Knudsen på Lysholm. Han fandt de nye folk overmåde flinke, blev selv ved at tage derind, roste dem for andre og gav derved anledning til, at flere og flere fra Nørreherred fulgte efter. Til sidst vendte de alle tilbage fra Igenmølle og tog ind i Ketting kro. Laurids Aagesen vedblev fra den tid at være en god ven af familien, der senere lånte dem penge, når det af og til kneb i deres forlegenhed. (Mad. Frost på Nordborg. Mad. A.C. Møller i Ketting)
Ham køber et gammelt kåd 1815.
Joh. Peter Knuden tænkte tit på at bygge, det var nødvendigt, men det kneb på byggeplads; thi fordi kroen oprindelig kun havde været et inderstehus, så var pladsen, hvorpå den gamle kro lå, meget lille og indskrænket. Var der måske nok plads til et nyt stuehus, så var der ikke plads til ladebygninger, staldrum og en ordentlig gårdsplads, når folk ville have fraspændt. Vel havde hans far købt et gammelt boel i byen med flere tdr. land til, men det var dog altid en slem ulempe, at ladebygningerne til kroen, som havde tilhørt hint gamle boel, lå ikke så lidt langt fra stedet. Der var ikke andet for at gøre, end at han måtte se at komme i besiddelse af et gammelt kåd, der øst for, lå klinet lige op ad kroen. Det tilhørte nogle gamle folk, Hans Christian Rasmussen, alm. kaldet Hjulmand, der i mange år var kuelgraver eller gravkaster på Ketting kirkegård. Hans hustru Maren Nielsdatter var en flink pige og hans anden kone. Dette sted købte han 1815 d. 16. juli for 150 rdl. cour. eller 240 rdl. sølv. Til stedet hørte en lille mark i Østermarken, ikke langt fra kroens egen mark, men det bedste var, at der hørte en lille have til huset og ved at få den, vandt kroen plads. Folkene fik lidt årlig som en slags aftægt. Johan Peter Knudsen rev nu den gamle lange bygning, der langs med gaden, lige hen til kroen ned, og opførte igen et mindre hus i en udkant for de gamle folk, hvor de havde ret til at bo i til deres dødsdag. (gamle papirer i min brors eje. Mad. A. Chr. Møller I Ketting)
Han bygger en ny kro 1816.
a. Stuehuset.
1816 tog han fat på sit byggearbejde. Han lod opføre et brandmuret stuehus mod gaden på 10 fag. Efter den tids alm. mode gik en forstue midt igennem huset, der imidlertid var delt i 2 dele, den ene til gaden og den anden til gårdspladsen. Til højre for forstuen var butikken på et fag, indrettet med luger til at trække for åbningen om natten og ligeledes sattes om natten en træramme for vinduet ud til gaden. Bagved butikken, var en sal på 3 fag ud til gaden, en lille mørk gang førte forbi butikken ind til salen. Ved siden af salen lå bagved 2 små gæstekamre ud til gårdspladsen, det øverste og nederste kammer, hvoraf hint var for de finere gæster. Fra forstuen ud til gården førte en trappe op på loftet, hvor der i den vestlige gavl fandtes et større kammer med 4 senge til mere almindelige gæster. Under trappen fandtes en seng, hvori pigerne til en tid lå. Fra forstuen kom man til venstre ind i skænkestuen eller dørnsket på 3 fag, hvor der fandtes et meget langt bord med en lang bænk langs med vinduet, og en anden foran hin, stod ligeledes en meget stor bilæggerovn og fandtes stengulv, i de andre værelser var der bræddegulv og alm. kakkelovne. Her stod også skænken op i et hjørne, et slags hjørneskab, der var købt på gamle provst Fangels auktion. Ved siden af skænkestuen var et stort køkken ud til gården, hvor der foruden skorstenen fandtes en kjølleovn til at tørre malt på. Her stod et mindre bord med bænke foran og bagved, og der spiste folkene. Ligeledes stod her et faderek til hvide tallerkener foroven og kobber- og messingtøj forneden. I den østlig gavl fandtes for enden af skænkestuen og køkkenet 3 mindre kamre, et for enden af skænkestuen på 2 fag ud til gaden, der brugtes til at vise de finere gæster ind i, det andet i midten med en dør ud til køkkenet, var familiens sovekammer, og det tredje med en dør til køkkenet, tjente til spisekammer. Hylderne og gryntønderne her holdtes altid ved skuring meget hvide og blanke. En ulempe ved huset var det, at det sprang alt for vidt frem imod gaden, så at der slet ikke blev plads til en port, hvad man senere føltes som en trang, og til sidst nødvendigt. Folk måtte holde på gaden.
b. bryggerset.
Tværs for stuehuset langs med den lille have i retning af syd og nord, mens stuehuset lå øst vest, lod han ligeledes af brandmur, opføre det høje bryggers og brænderihus. En lille lukket gang, der tjente til vaskekammer med en udgang til haven, forbandt køkkenet med bryggerset. Foran i dette, ledte en smal mørk gang op til det egentlige bryggers. På den højre side af denne gang var indrettet et pigekammer ud til gården, til venstre fandtes ud til haven, først et mælkekammer og dernæst et proviantkammer, længere tilbage i bryggerset fandtes et andet kammer ud til gården, hvor der fandtes oplag af øl og brændevin. Skorstenen i bryggerset var gravet ned i jorden, så at man gik ned ad en trappe i den. Her fandtes ovnen og alle til bryggers og brænderi hørende genstande. Her fandtes ligeledes en brønd med en post og render til at lede vandet hen i karrene. Denne brønd stod nu inde i bryggerset, forhen lå den i skellet mellem kroen og hint kådsted, som han havde købt. Den tjente dengang som en fælles brønd. Deraf kan det ses, at dette hus kom for en del til at ligge på den købte grund. 2 døre førte fra dette ud til gårdspladsen, over den ene dør var en luge ind til loftet, og en trisse til at hejse kornet op og ned ad. Ligeledes var der anbragt …render der under jorden over gården til at lede spølet ned i 2 kummer, den ene ved kostalden og den anden i gården.
Den mindre lade.
Han brød nu bygningerne ned, der hørte til hint gamle boel, som hans far havde købt, og hvad deraf lod sig bruge anvendte han atter til de 2 ladebygninger, som han opførte ved kroen. Parallelt med stuehuset lod han opføre en mindre lade, hvori der længst imod øst indrettedes en tørvelade, dernæst kom hønsehus og svinestald, en gæste hestestald og lo, og i den vestlige ende et kammer til håndværksbuscher og tiggere, kaldet ”båskunne” og ved siden af en rullestue og sandhus.
Den større lade.
Lige overfor bryggeriet og parallelt med dette lod han opføre en anden større lade, hvori kostalden indrettedes imod nord ud til gaden. I midten anbragtes en foderlo med 2 rækker båse til siden, 10 i hver række, den ende til malke- og den anden til fedekvæg, dernæst en kornkiste, lo og hestestald med karlekammer, hugge hus og hakkelsesrum. Pladsen, hvor forhen det Lorenzenske kåd havde ligget, anvendtes til møddingplads.
Den lille og store have.
En lille god have indrettedes hjemme ved huset, i den nederste ende var en lille eng, hvor vandet fra bryggerset løb ud over. Her fandtes også aspargesbede; og hvor det gamle boel havde stået, indrettede han en større, smuk have med et lille kønt anlæg oppe på den høje top. Her fandtes en smuk udsigt. Langs med muren plantedes en del kirsebær, blommer og andre frugttræer, og langs med gangene en del ribs, solbær og stikkelsbær. Det værste var, at der ikke kunne holdes fred i denne have, da den lå for afsides, og desuden havde en del af de nærmeste husfolk ret til at benytte boelets gamle brønd, der kaldtes ”trapkæel” Man ser heraf, at hans byggeforetagende var fornuftigt og planmæssigt anlagt, han ville gerne havde det pænt, akkurat og godt indrettet. Men det værste var, at han byggede på en tid, da stenene var ualmindelig dyre, desuden tog han alt på én gang. Det hele foretagende blev ham alt for dyrt og kostbart, han kom derved i en gæld, som han aldrig kunne rede sig ud af, og som kom til at rykke ham hårdt for hans hele øvrige fremtid. Derimod købte han ved denne lejlighed en del egetømmer af den gamle Lauritz Aagesen, som han købte meget billigt. Det anbragtes i den fremmede hestestald og flere steder i den mindre lade. Årstallet 1816 er anbragt på stuehusets vestlige gavl.
Hun eftergiver sin bror Nikolai Frost 800 rdl. cour. 1816 V 174.
1816 blev hendes bror Nik E. Frost forlovet med provst Fangels datter, Else Kathrine Fangel på Nordborg. En dag kom han, hans farbror Joachim Frost og begge provst Fangels døtre, Else Kathrine og Sophie Margaretha Fangel, om til Ketting i besøg, og i den anledning indbød man også Joh. Peter Knudsens tvende farbrødre op i kroen, Jakob og Jørgen Knudsen, hvilken sidste netop på den tid, var fra Langeland hjemme i besøg hos sin familie i Ketting. Hen på eftermiddagen forestillede Joachim Frederik Frost og Nik E. Frost de andre, ”at provst Fangel og de andre var af den mening, at Nik. E. Frost kom til at sidde temmelig hårdt for stedet, at hans kår i fremtiden let ville blive trykkende og byrdefuldt, og at præsten derfor var lidt betænkelig på sin datters vegne, at det var billigt, at hans søster af de 1600 rdl., som hun skulle have ud af stedet, burde give ham halvdelen 800 rdl. efter”. De ville nu høre de andres mening, og da begge farbrødrene talte imod sagen, vedblev de at klare den yderligere for dem, og søgte at overtale dem til at få hende til at gå ind på dette skridt. Men da blev Jakob Knudsen vred og ytrede, ”at var det hensigten, hvorfor man i dag var komne sammen, for at begå en uretfærdighed, så ville han for sit vedkommende slet ikke have nogen del deri”, hvorpå han tog sin hat og stok og gik hjem.
Resultatet blev dog, at hun gav sin bror de forlangte 800 rdl. efter. Senere fortrød hun det vel. Og da hendes svigerinde senere solgte sit sted, mindede hun hende om, at hun i grunden burde betale disse penge, som hun hårdt trængte til, tilbage. Men det var jo engang sket, og hun trængte vist ligeså hårdt dengang til penge som hun selv. (Præsten Jørgen Knudsen i Hagenbjerg. Mad. A. Chr. Møller)
Det forholder sig rigtignok med sagen i og for sig, men hvorledes den er blevet betragtet, kan der jo måske være lidt forskellige meninger om. At provst Fangel har af egennytte villet lede dem til at begå en uretfærdighed handling, kan man ikke tænke sig. Han kan have set sagen fra sit standpunkt, og måske ikke deri gjort videre uret; som bekendt havde Nik. E. Frost og Chr. Marg. Frost`s mor, førend sin død opsat et testamente, hvori hun forlangte, at hendes part i det fællesbo skulle hendes datter gå i lige deling med sin bror. Herredsfoged Fürsen indsendte testamentet til kongelige. konfirmation, men da skiftet og delingen blev forelagt, var det endnu ikke kommet tilbage, og om det nogensinde er kommet konfirmeret tilbage, kan være et spørgsmål. Det foregik midt under den første uro og bevægelse, som den engelske krig forårsagede. I tillid til, at det ville ske, blev der alligevel skiftet efter testamentet mellem bror og søster. Er testamentet nu ikke kommen tilbage, var delingen knap efter loven. Der er også et andet hensyn, der kan tages: stedets værdi var takseret til 4000 rdl., det er dog måske nok en alt for høj pris, derfor var det, efter hans mening måske billigt, at de delte de 1600 rdl. Således tænker jeg mig sagen fra hans side. Den sidste grund har mest vægt; thi hvad testamentet angår, så hvad enten det var, eller ikke var konfirmeret, har det dog været moderens sidste vilje, som man ikke havde ret til at rokke ved. Men en lovens mand kan se sagen fra en anden side.
Men hvorledes har nu Johan Peter Knudsen stillet sig til sagen. Han har af en vis tilbageholdenhed stillet sig udenfor sagen, da det ikke drejede sig om hans, men om hans kones penge. Hun måtte da selv handle, som hun mente at kunne forsvare det, hun havde jo desuden hans farbrødre på sin side. Hun har derimod, som det så tit ske med det kvindelige hjerte, af kærlighed til sin bror, let ladet sig henrive af den øjeblikkelige ømme følelse og givet efter. Jeg tvivler slet ikke om, at hendes svigerinde i lignende tilfælde ville have glemt sin egen og sin mands trykkende pekunære forhold, og overfor sin bror have gjort det samme, og ikke i øjeblikket betænkt, om det dog ikke ville svie bagefter. Thi havde vor mor vist lidt på sin egen, og sin mands fordel i dette øjeblik, havde hun vel ikke været så rundhåndet med at give så meget efter på engang. Lidt mindre kunne der have været billighed for. Hendes mands stilling på den tid var ikke den mest glimrende. Hans protokollerede gæld på stedet var: 1. den ved faderens død stedet påhvilende gæld, 933 rdl. 6.. cour. tillige, med aftægt. 2. hvad han måtte udbetale til sine søskende, da han tog imod stedet, 715 rdl. 33.. cour. 3. for et kåd, som han købte 1815, 150 rdl. cour. Vel havde han så fået efter sin mor, 600 rdl., og en del med sin kone, men af disse sidste tabtes dog senere en del ved konkursen, og en del deraf må jo også være gået med til hans byggeforetagende, og har han vel endda måttet gøre en del gæld til dem, hos hvem han havde købt materialerne. Man ser altså heraf, at hans kår just heller ikke var så brillante, at man behøvede at rutte med pengene. Sligt giver også kun bagefter vrøvl, den der i det hele taget stiller sig på sin ret og vil sin ret, og ikke til utide lader hjertet løbe af med sig, kommer langt lettere verden igennem uden vrøvl.
Jubilæum og bryllup på Nordborg 1816.
1816 d. 7. nov. var de med den øvrige familie til hendes bror Nik Ernst Frost` bryllup på Nordborg, det stod hos provst Fangel, hvis datter Else Kathrine han blev gift med. Samme dag var det tillige provstens 50 årige jubilæums dag. I den anledning var der stor højtidelighed og blev det et meget stort og fint selskab, da Øens honoratiores indfandt sig til jubilæet og deltog derved tillige som bryllupsgæster. Det følgende 1817 d. 14. maj stod denne svigerinde fadder i Ketting kirke til deres næstældste datters dåb.
Han anholder om tilladelse til at anlægge en bosmølle 1817.
1817 i april indgav han følgende ansøgning til Hertugen om, at han måtte anlægge en bosmølle til sit brug. Den lyder således: Ansøgningen er skrevet på tysk. Kan læses på originalen.
Hans farmor dør 1818.
1818 d. 23. april døde afd. Gæstgiver Knudsen i Ketting hans enke, 79 år gl. (Ketting kirkebog)
Det er Anne Christine Wrang, enke efter Joh. Peter Knudsen i Ketting, der døde 1783. Hun var farmor til Joh. Peter Knudsen, den nuværende gæstgiver og høker i Ketting. Hun boede på sit fødested i Ketting, hvor hun levede af sine penge og af den lille aftægt, hun skulle have på kroen. Hun nåede aldrig så vidt, at hun kom op i kroen at se til sin sønnesøn, og fik heller aldrig at vide at den gamle kro var revet ned og en ny opført, thi så ville hun være blevet vred. Derfor undgik man at tale til hende derom. Ved hendes død bortfaldt det årlige aftægt, og må vor far have arvet noget, men hvor meget vides ikke.
Deres nabo Nis Jørgensen dør 1818.
1818 d. 25. jan. døde Nis Jørgensen, parcellist i Ketting, 72 år gl. (Ketting kirkebog)
Det er deres nabo i Ketting. Nis Jørgensen var født på gården Bøgeskov eller Bøiskov i Sundeved 1746, hvor hans far Peter Jørgensen i sin tid havde været forpagter. Da hans forældre døde tidlig, var han med sine søskende blevet opdraget hos en fjern slægtning på Felsbæk Mølle. Siden ægtede han Ingeborg Malene Asmussen, en datter af forpagter Christen Asmussen på Fiskebæk i Sundeved. Nis Jørgensen havde haft Augustenborg Herregaard i forpagtning fra 1771-1779. Derefter købte han omtrent 1801 et sted i Ketting af Nikolai Boisen for 4800 spec. Her boede han med sin familie indtil sin død 1818. 1821 solgte hans enke stedet til regeringen for 3360 spec., og nu blev det anvendt til en bolig for biskop Stephen Tetens, der boede her indtil 1847. Hos de gamle Jørgensens opholdt sig dengang deres sønnedatter, Magdalene Christine Jørgensen, der var forlovet med degnen Bruhns søn, Johannes Gerhard Bruhn, der var sømand. De kom ofte sammen med de unge folk i kroen, og navnlig var hun en god veninde af min mor. Hun flyttede siden med sin bedstemor til Augustenborg, og her blev 1824 d. 30. jan. skibskaptajn. Johann Gerhard Bruhn af Ketting, g. m. Magdalena Christiane Jørgensen af Fruerlund Adelby sogn ved Flensborg. Fra 1829 boede de på Nordborg. 1819 stod jomfru Magdalena Christiane Jørgensen fadder til et af deres børn.
Jørgen Knudsen bliver kapellan på Nordborg 1819.
1818 d. 28. april blev Jørgen Knudsen kaldet til kapellan for Nordborg menighed, hos den gamle provst Fangel. Da han en dag i maj måned ankom til Ketting, kørte hans brorsøns vogn ham om til Nordborg, og dennes kone fulgte med ham derom, hvor de tog ind til Mad. Frost, og siden spadserede op i præstegården. Da man hen på eftermiddagen et øjeblik spadserede over på kirkegården, og den gamle provst gik et stykke forud med Jørgen Knudsen, ytrede Mad. Knudsen af Ketting i spøg til provstens datter Sophie, der var hendes jævnaldrende veninde, ”at han var en mand for hende”. Hun gjorde vel indvendinger herimod, men hvad der blev sagt i spøg, det blev senere til alvor. (Mad Frost på Nordborg).
Mens han her var kapellan holdt han 1819 d. 13. juli deres ældste søn over dåben i Ketting kirke. 1820 d. 29. sept. blev han kaldet til præst for Tranderup menighed på Ærø. I den anledning blev han 1821 d. 21. jan. g. m. Sophie Margaretha Fangel. Brylluppet stod i Nordborg præstegård, hvor familien i Ketting også var med.
Degnen Johan Bartholin Bruhn død 1821.
1821 d. 29. marts døde Johan Bartholin Bruhn, degn i Ketting, 83 år gl. 1814 d. 17. feb. døde Elisabeth Bruhn, degnen Bruhns kone i Ketting, 51 år gl. Hun var en født Petreus. 1816 d. 1. jan. døde Maria Bruhn, en datter af forhenværende degn Bruhn i Notmark, 73 år gl. (Ketting kirkebog) Det er den gamle degnefamilie i Ketting, en gammel brav og elskværdig familie, med hvem de holdt megen omgang. Deres sønner der føre til søs, Henrik og Johannes, kom meget ofte op i kroen, når de var hjemme, og navnlig var søsteren Kathrine Bruhn, en brav og god pige, der efter moderens død, holdt hus for sin gamle far, en meget god veninde af Mad. Knudsen, med hvem hun og jomfru Jørgensen ofte kom sammen. Efter faderens død konditionerede hun en del år som husjomfru på Werthemine. Siden anbefalede Mad. Knudsen hende til Frederik Petersen i Bromølle, da hans kone var død, og han gerne ville have en ældre pige til at bestyre sit hus. Efter nogen tids forløb fattede han godhed for hende, ægtede hende og fandt i hende en god stedmor for sine børn.
Han lejer land af præstekaldet 1821.
1821 lejede han jord af præstegården, den desangående lydende kontrakt er således: ”Til Hr. Johann Peter Knudsen i Ketting, overlader jeg underskrevne provst og sognepræst til Ketting på 9 år, ifald jeg forestår så længe præstekaldet i Kettinge, fra dette års Mikkelsdag, en toft af præsteland, som regnes for 6 tdr. 2½ sk., skriver seks tønder, to og en halv skæppe, målsland. For tønder land betaler Hr. Knudsen årlig til mig, eller mine arvinger, i de første to år ved Mikkelsdags tid 6 rdl., altså i alt årlig 37 rdl. 42.. L.M. holstensk courant, eller 60 rdl. 3.. 9 3/5 rdf. Sølv mønt. Skulle rugen siden stige til 8 mark lybsk ved Mikkeldags tid, så betaler han årl. i leje ”syv rdl. for, tønder land. Og så forpligter sig Hr. Knudsen at vedligeholde, og, hvor det er fornødent, at forbedre gærderne ved bemeldte toft, såvel dem, som støder til Gammelgaards vej, som også på de andre sider, så vidt det efter forordningen og naboret kunne tilkomme toftets besidder at sørge for disse gærder, hvorimod han er berettiget til at stive dem, og at føre sig dem til nytte. Til vitterlighed er denne med originalen ligelydende genpart af begge kontrahenter blevet underskrevet.
Kettinge d. 2. okt. 1821
C. A. Burchardi. Joh. Pet. Knudsen (Papirer I min brors eje)
Denne toft, der lå som den mellemste af de 3 marker, som ligge på højre hånd ved vejen fra Ketting til Skakkenborg og alle tre hørte til præstekaldet, beholdt Joh. Pet. Knudsen i forpagtning indtil sin død. Det lod til at være en god mark, men blev også af ham holdt i en god gødningskraft. Ved at have den i leje, holdt han gerne i sin tid på stedet, 2 heste og 11 malkekøer.
|
