§ 28 fortsat. Side 56
Biskop Tetens flytter til Ketting 1821.
Efter at have boet i 2 år fra 1819-21 med sin familie hos gæstgiver Reimuth i Sønderborg, og efter at gården ”Bülowshof” i forvejen var blevet sat i stand for 1000 spec. Flyttede biskop Tetens med familie til Ketting 1821 d. 1. april. Familien bestod af ham selv, hans frue og frøken Tetens. Børn havde han ikke. Frøken Tetens hed egentlig Engelke Sophie Rynning, var en søsterdatter af bispinde Tetens, og ligesom denne født i Norge. Men da hun allerede som barn var kommet i deres hus, var hun blevet adopteret som datter og fik hans navn Tetens. 1834 blev hun g. m. hans brorsøn, Peter Jakobsen Tetens, dengang assessor i Landsover-Hof- og Stadsretten i København og fra 1847 amtmand over Københavns amt. Da hun 1834 forlod deres hus, kom Demoiselle, siden frøken Haack som selskabsdame der i huset, og da bispinden døde 1844, vedblev hun at bestyre hans hus. Hun var fra Arnis, en søsterdatter af pastor Meyer i Hagenbjerg, i hvis hus hun tit havde opholdt sig, og hvorfra hun må være bleven biskop Tetens bekendt.
Da der hørte en 20 tdr. land til stedet, lod han selv avlingen drive, og holdt i reglen 2 heste og 6 køer på stedet. Han havde derfor i sin tjeneste en tjener, kusk og en dreng, en stuepige, kokkepige og en malkepige. Folkene havde det godt og blev længe i deres tjeneste, hvilket bedst kan ses deraf, at deres gamle kokkepige Kirsten fra Ribe, havde tjent dem både i Ribe og Odense, og fulgte dem til Als, hvor hun vedblev at tjene dem indtil sin død.
I den første tid sporede man ikke meget deres godgørenhed, dels var de fremmede og ikke kendte med forholdene, dels var hans evne i begyndelsen vel heller ikke derefter. Senere derimod gjorde de meget godt imod byens trængende og syge. Biskop Tetens lod den smukke have anlægge ved huset, og da han havde part i en lille lund, ”Brydlund”, tæt ved byen, lod han med de andre mænds samtykke, anlægge spadseregange med bænke og en lille stråhytte, hvor han med familie og andre fremmede, til spadsereture ned om sommeren og undertiden drak the. Det blev pænt vedligeholdt i flere år, men da råhed og kådhed tit fordærvede det ene og andet, forfaldt anlægget efterhånden. Han fandt også ofte fornøjelse af at spadsere med sine fremmede over i kromandens have lige overfor, hvortil han havde udbedet sig tilladelse. Det var nærmest for at nyde den kønne udsigt oppe fra højen med sin grotte. Når biskop Tetens holdt et større gilde eller der ved lejlighed f. eks. til deres fødselsdage, eller ved nytår indfandt sig en del gæster, så blev kuskene gerne beværtede i kroen, da de ikke ret havde plads til dem.
Når de rejste til Ærø eller kom tilbage derfra, bragte de gerne en hilsen med, til og fra pastor Knudsen i Tranderup, frøken Tetens plejede da ved en sådan lejlighed at komme over med hilsen, og ved lejlighed bragte også min mor dem, en hilsen fra Tranderup præstegård; de var altid venlige med at byde hende ind. Hun som var meget tjenstagtig og kendte en del folk, var dem også ved lejlighed behjælpelig med at forskaffe dem en tjener eller pige, skønt det ikke kom tit på, at de skiftede folk. Da hun længe lå syg, lod de også af og til spørge til hendes befindende og sendte også jævnlig et og andet over, hvad der efter deres mening kunne vederkvæge hende. (Mad A. Chr. Møller I Ketting)
Henrik Peter Klein bliver degn og skolelærer i Ketting 1821.
Henrik Peter Klein var født 179? i Ketting. Hans forældre var Hermann Christian Klein, skovrider i Ketting og hustru Marie Henriks Datter, en datter af Henrik Schmøel på Blæsborg. Efter at han var blevet seminarist, blev han ansat som substitut ved Ketting skole og forestod denne og kirkesangen i de sidste år af den gamle degn Bruhns levetid. 1820 d. 6. okt. indgav han en ansøgning om exspectanie på degnekaldet i Ketting, eller at blive ansat som lærer ved den nye skole, som skulle oprettes i Adserballeskov. Så vidt vides, fik han af Hertugen løfte om degnekaldet efter Bruhns død, men alligevel trak det længe ud med udnævnelsen, uagtet biskop Tetens flere gange mindede Hertugen derom, for at han da kunne meddele ham kollats. 1823 d. 21. feb. blev han fast ansat som degn og skolelærer i Ketting. Han blev 1822 g. m. Margaretha Jørgensen, en datter af Laurits Jørgensen Tækker, boelsmand i Sebbelev. Han var en meget nidkær og duelig skolelærer, skønt han havde over 100 børn i sin skole. Han var tillige en meget god ven af familien i kroen, kom derfor ofte op i aftentimerne, dels for at læse aviserne og dels for at få en passiar med Johan Peter Knudsen, der havde en god forstand, og ved læsning erhvervet sig en del kundskaber. Kom de undertiden op at disputere, måtte Klein imidlertid gerne trække det korteste strå; thi heri var Knudsen ham overlegen. Men de bevarede altid den gensidige agtelse og kærlighed til hinanden. Klein kunne også altid rose sig af, at Knudsens børn hørte til de flinkeste børn i skolen og næsten aldrig forsømte den, så i den henseende foregik de også andre med et godt eksempel.
Skolelærer Knudsen i Sebbelev 1808-26.
Med den anden skolelærer familie i Sebbelev på den tid, der var meget pæne og agtværdige folk, stod de også i et nøje venskabsforhold. Skolelærer Knudsen der havde været lærer for Henningsens børn på Østerholm og for børnene på Bommerlund og en kort tid også været Johan Peter Knudsens lærer, var fra 1808-26 skolelærer i Sebbelev, hvorfra han 1826 i sept., blev kaldet til degn i Tandslet. Han var en meget duelig lærer, og Sebbelev skole blev i den første tid besøgt en del børn fra Ketting og omegn, indtil Klein blev skolelærer i Ketting. Han med familie kom ofte ind til Ketting, navnlig var det dog hans ældste børn, Christine, Cecilie og Sophie Knudsen, der hyppig kom med de ældste, med dem jævnaldrende børn i Ketting kro.
Kleins strid med distriktets beboere 1821.
Skolelærer Henrik Peter Klein kom straks i strid med distriktets beboere, men gav i tide igen efter. Ketting by havde til sin tid godvillig overladt den tidligere degn Joh. Barth. Bruhn et lille stykke af Ketting dam. Dette stykke betragtede Klein også som sit, ønskede vandet afledet og engen gjort brugbart, hvortil han udkrævede beboernes assistance. Da de ikke ville, henvendte han sig til husfoged, P. Jørgensen på Augustenborg, og denne udvirkede en befaling fra hofråd og herredsfoged Matthiesen, der d. 17. dec. pålagde dem inden 8 dage at skaffe det overflødige vand bort fra degnelandet i Ketting. Klein må imidlertid ved at være bleven nærmere oplyst om sagen, være bleven bange og afgav d. 24. dec. følgende erklæring: som han kunne gøre sig til nytte på bedste måde. Dette stykke betragtede Klein også som sit.
Dersom det såkaldte degnestykke i Kettinge, udlagt af byens dam til degn Hr. Bruhn, fremdeles som forhåbentlig er, vedbliver at høre til degnegården så giver jeg, som Hr. Bruhns eftermand, ifølge overenskomst, herover den erklæring, at jeg aldeles ikke forlanger, at vandet nu skal aftappes; men i foråret i slutning af april ønsker jeg, hvis det nogenlunde kan lade sig gøre, at vandet måtte komme af dette stykke land, da jeg agter næste sommer at lade det end mere forhøje, for at få det til at blive mere frugtbringende. Kan jeg imidlertid ikke få vandet af hvert forår siden, og få stykket i stand uden proces med byen, lader jeg al min fordring derpå bortfalde.
Ketting d. 24.dec. 1821. H. P. Klein
Degn og skolelærer.
I den anledning indgik Johan Peter Knudsen, som i disse år var skoleforstander på samtlige boelsmænd og kådneres vegne, d. 25. dec. med følgende fremstilling af sagen til herredsfoged Matthiesen, hvoraf her gives et uddrag: I anledning af den fra det højfyrstelige herredsfogderi på Augustenborg d. 17. dec., til beboerne i Ketting udgåede befaling, til inden 8 dage at skaffe vandet bort fra det ved byens dam beliggende degneland, fordriste sig til i al underdanighed at indgive følgende forestilling til herredsfogderiet: 1) så længe skolelærer Klein ikke ser sig i stand til, med behørige beviser, at have fuld ret til dammen, har han ligeså lidt som nogen anden i byen krav derpå. Af Ketting jordbog fra 1789 fremgår det vel, at ved separationen af Ketting by… der bleven overladt den daværende degn Bruhn et stykke af dammen, stort 1 sk. 36 r. 67 fod til benyttelse. Men det omtales ikke med en stavelse, at dette stykke land i fremtiden skulle forblive degne- og skoleland, men at sådant meget mere er blot at anse som en begunstigelse imod den daværende degn Bruhn, og var blot at betragte som en overenskomst mellem mand og mand på livstid, hvilket også kan blive bevist af flere beboere, som have været til stede ved separationen. Den afd. degn Bruhns arvinger, ville efter vor mening, kunne gøre ligeså retmæssige krav på dammen, som degnen Klein kunne føje bevis derimod. 2) den overalt i dammen forefundne stenbrobelægning viser, at dammen fra gammel tid af, virkelig er bleven benyttet til vandbeholdning, og formodentlig tillige som den eneste dam i byen er bleven udlagt til branddam. 3) have vi i de senere år gjort den bedrøvelige erfaring, at når der mangler vand i dammen, blive også naboernes brønde tørre. Så snart vi derfor aflede det overflødige vand fra denne, så står vi i fare for i sommerens løb med indtrædende tørke at udsættes for vandmangel. Skulle der altså, hvad Gud forbyde, uformådenltig opstå en ildebrand, da ville følgen deraf kunne blive, at hele byen ville kunne lægges i aske. 4) har omtalte skolelærer Klein ifølge overenskomst ved sin erklæring af 24. denne måned, som medfølger givet afkald på sin ret til dammen, når han ikke kunne få det med det gode. I øvrigt erklærer vi, at det ikke skal være den nuværende degn og skolelærer Hr. Klein forment, i fremtiden at benytte det såkaldte degnestykke efter eget behag, når sådan blot kan ske uden skade for branddammen og kommunen. Altså håber de, at Hr. hofråden ikke vil misbillige disse grunde i henseende til dammen og derhos vil forskåne dem for den påtænkte mulkt af 8 rdl. S.M. underskrevet. Ketting d. 25. dec. 1821
I samtlige boelsmænds og kådneres navn
Ketting skole bygget 1822.
1822 blev der bygget en ny skole i Ketting. Det gav også anledning til en stor strid, ikke just mellem degnen og beboerne, men mellem herskabet og beboerne. Den gamle degnegård var faldefærdig, og at en ny bolig med skole måtte bygges, derom var alle enige. Beboerne lovede, at den danske skolelov fra 1814, også gjaldt dem, da de i kirke- og skolesager stod under det danske kancelli, biskop Tetens var udnævnt som skoledirektør, og måtte altså ved siden af den hertugelige overinspektør Hr. kammeråd Petersen som kongelig embedsmand, have en stemme med i sagen. Men Hr. Durchlaucht, der var fyrsten, og gerne ville agere suveræn konge i sit lille rige, gik sin egen vej og brød sig ikke om andres ret.
1822 søndagen 5 i fasten d. 24. marts blev der oplæst en bekendtgørelse for den hertugelige overinspektør kammerråd Petersen i Ketting, der tilsagde inspektør i Ketting skoledistrikt om at give møde i Ketting kro onsdagen d. 27. marts. Til den givne tid mødte hofråd Petersen på sin fars vegne og fremlagde på den forsamlede mængde, uden biskoppens vidende og samtykke, en plan til en hel ny skolebygnings opførelse og en udsigt om de bidrag, der i fremtiden skulle ydes læreren i løn.
Kun få var villige til at underskrive, den langt overvejende part nægtede, ja boelsmand, Thomas Lorentzen, der ellers i øvrigt var en meget hæderlig og retskaffen mand, gik temmelig vidt i sine modfremstillinger, at han endog måtte brumme et par dage i tårnet på Sønderborg Slot. Repartitionen hvilede på et aldeles vilkårligt kunstfærdigt grundlag. Folk mente, at de stod i den sag under Kongens lov, og at Hertugen ikke havde ret til uden denne at skrive et sådant bidrag ud. Havde han ret, kunne han jo befale dem det, hvorfor skulle de så ved deres underskrifter nødes til at give deres samtykke og billige den udkastede plan. Hertugen tilbød vel at yde 400 rdl. cour., men hvad havde det vel så stort at betyde, når han måske skænkede dem af kirkekassen, og så hans store areal i sognet, Gundstrup, Gammelgaard og Werthemine var fri for at betale. Biskop Tetens protesterede, og da flere af de misfornøjede, deriblandt kådner, Christian August Christensen, boelmand Thomas Lorentzen, inderste Nikolai Simonsen, der blev idømte mulkter, henvendte sig til ham; han indgik med en forestilling til kancelliet om sagen og tilbød sig at gå i kaution for de idømte mulkter til en bestemt tid, at kancelliet kunne afgive sin erklæring.
Kancelliet imidlertid nølede. Trak sagen ud og gav som altid ubestemte svar. Det var jo en kilden sag; Hertugen havde Kongen til morbror og gjorde, hvad han ville. Skolen blev bygget, biskoppen erlagde mulkten for dem, 29 rdl. 46.. cour., og gjorde sine spanddage, foruden at han ydede sit bidrag som interessant af Ketting kommune. Det er i grunden ægte preussisk
Slagter Hans Erichsen i Ketting død 1823.
1823 d.10. juli døde deres nabo, Hans Erichsen, parcellist og slagter i Ketting, 35 ¾ år gl. Denne mand var født på stedet 1787 og var søn af slagter og parcellist Hans Erichsen i Ketting og Marie Christens Datter Duus af Blæsborg. 1812 d. 16. okt. blev han g. m. jomfru Anna Elisabeth Sørensen af Sønderborg. Hun opholdt sig i Igenmølle hos sine plejeforældre farver Heinrich Christian Kirchner og hustru Christine Eleonora Sørensen, gamle pæne folk, der 1817 flyttede til Ketting, hvor de ejede et hus ved siden af slagterens, der efter deres død tilfaldt familien.
Hans Erichsen kaldes alm. Hans Bonde, han såvel som sin bror Christian, degnen Bruhns sønner, Henrik og Johannes Bartholin, samt dennes forlovede jomfru Jørgensen kom ofte over i kroen, hvor de i deres ungdom tit morede sig. Her lå i nogen tid en harpespillerinde jomfru Ackermann, et i øvrigt anstændigt fruentimmer, der ofte spillede i pæne folks huse. Med hende blev Christian Erichsen forlovet og gift, rejste til Hamborg, hvor hun døde, han blev forfalden og nedsank i usselhed og elendighed.
Hans Erichsen med kone døde tidlig, efterlod sig 3 umyndige børn: 1) Hans, født 1813. 2) Henrik, født 1815 og 3) Christian, født 1817, en meget vild og ustyrlig dreng i sin opvækst, der forvoldte skolelærer Klein mange spillopper og bryderier i skolen. For at få børnene opdraget, overlodes stedet med slagteriet til Asmus Reimers af Sønderborg, til nytte og brug på visse år, imod at han skulle lade børnene opdrage. Reimers boede da fra 1823-36 som slagter i Ketting. Han var en meget pæn og retsindig mand. Hans kone derimod var mindre elskværdig, havde en skrap tunge, holdt mange rendekællinger og anstillede tit optog, når de havde karte- skætte- eller andre gilder, med anstødelige sager, f.eks. med en dåbshandling eller andet anstødeligt væsen.
Johan Peter Knudsen, skoleforstander 1824.
Ketting kommunes bidrag til den nye skolebygnings opførelse var endnu ikke ganske udredet 1824. Der resterede endnu en rest af 54 rdl. 44½.. cour. derfor indgik Johan Peter Knudsen som skoleforstander med følgende andragende til Hr. Durchlaucht.
Durchlauchtigster Herzog Gnädichster Fürst und Herr!
Dette følger på tysk! Kan ses på originalen!
Hvad svar de fik herpå vides ikke.
Et besøg i Tranderup 1824.
1824 besøgte han i forening med sine 2 farbrødre, Jakob Knudsen i Ketting og Johan Peter Knudsen på Lysholm sin farbror, præsten Jørgen Knudsen i Tranderup på Ærø. Han havde sin lille datter Anna med, der dengang var 7 år gl. De havde meldt deres ankomst i forvejen, man da brevet var bleven forsinket, traf de ikke præsten og hans kone hjemme. Thi da de ikke vidste, at de kom, var de sejlet til Drejø for at besøge pastor Hans Petersen, der ligeledes var fra Als. Da de hen imod aften vendte tilbage, kunne de fremmede gæster modtage dem i deres hjem. De forblev der en 5-6 dage og rejste en onsdag tilbage til Als. Iblandt andre besøgte de en dag møller Klausens i Ærøskøbing.
Bryllup på Nordborg 1825.
I de tidligere år tog han endnu jævnlig med ud i besøg og i selskab, senere tog han yderst sjælden ud. Han tog således en gang imellem med til Lysholm og til Hartspring, han var 1816 med til svoger Nik. Frost` bryllup på Nordborg og til de barselgilder, som de holdt i deres hus, han kunne også tage med om til Nordborg for at besøge dem og de andre fjernere slægtninge af vor mors familie, Brorsens, Krogs og Matzens på Druelund. 1825 d. 7. jan var de begge til bryllup, da Jes Thomsen blev g. m. Dorothea Margaretha Frost, en datter af Joachim Frederik Frost på Nordborg. Hun var et søskendebarn til vor mor, vedblev at være en god veninde af hende og havde ofte været i flere dage i besøg hos dem, førend hun blev gift. Hun havde også 1815 stået fadder til deres ældste barn.
Siden kom han sjælden til Nordborg, og forbindelsen med disse nordborgske familier vedligeholdtes på den måde, at når vor mor tog om til Nordborg for at besøge sin bror og svigerinde, gjorde hun en kort visit hos flere af disse familier.
Provst Burchardis hus 1825.
Provst Burchardi, der var en lærd og vel studeret mand, læste i disse år med en del unge mennesker, som han forberedte til universitetet, Georg Christensen af Ketting, for tiden præst i Nybøl, Christian Frederik Hansen, præst i Tandslet, Johannes Petersen af Hundslev, præst i Stenderup, Frederik Christoffer Holtzmann af Flensborg, tingskriver af Nordborg, Friedrich Petersen af Højer, præst i Notmark, og Fischer, en søn af Kasper Nis Fischer på Augustenborg, der siden boede som rentier på Augustenborg, deltog ivrig i hestevæddeløb, og gik under navnet Baron Fischer.
Disse unge mennesker kom jævnlig ned, morede sig på forskellig måde uden derfor at svire.
Burchardi med familie blev indbudt med til de tidligere barselsgilder i kroen. Hans datter Henriette Sophie Amalie Burchardi, der 1827 blev g. m. købmand, Volckenar på Augustenborg, kom engang imellem ned, og har 1822 stået fadder til et af deres børn. Den anden datter Christiane Ulrike, der 1825 blev enke efter diakonus Peter Prehn i Sønderborg, flyttede efter mandens død atter tilbage til sine forældres hus, tilligemed begge sine døtre, Therese og Wilhelmine Prehn. Hun forestod fra den tid med dygtighed sine forældres hus. Fru Prehn traf jævnlig sammen med vor mor til bønderbryllupper, hvor de jævnlig i forening pyntede bruden. Hun kunne også undertiden se ned, og vor mor igen, når hun havde et ærinde, gå op i præstegården og gøre en lille visit. Men det var dog nærmest børnene, der kom sammen.
Andre familier i Ketting.
Af andre familier i Ketting, som de stod i nærmere forbindelse med, kunne mærkes:
1) Koffardikapt. Jørgen Matzen.
Koffardikapt. Jørgen Matzen. Han havde i flere år faret som styrmand med N.E. Frost på Nordborg og fik siden selv skib at føre, han sejlede nærmest på Island og England og lå da for det meste hjemme om vinteren. Han var g. m. en engelsk dame og beboede et lille pænt hus oppe i byen. Jørgen Matzen var en meget forstandig mand, havde set en del, læst tillige og dømte sundt og fornuftigt om hvad han vidste og havde erfaret. Han var tillige en god dansksindet mand og stillede sig afgjort på denne side, da politikken så småt begyndte at udfolde sig. Han kunne derfor godt i sine samtaler gå ud over de dagligdags ting. Han kom derfor jævnlig ned og fik sig en god passiar med kromanden, der helst indlod sig med den slags, fremmede indlod han sig ikke gerne med. Matzen var derfor altid en god ven af huset, han og kone kørte undertiden med ud til familien, til Hartspring, Lysholm og Nordborg. De omgikkes også stadig hverandre, dog kunne Mad. Matzen til sine tider være meget lunefuld og frastødende, til andre tider være meget livlig, munter og behagelig.
2) Boelsmand Thomas Lorentzen.
Boelsmand, Thomas Lorentzen var en gammel, retsindig og brav, men noget sær mand, han blev helst hjemme og rodede i sin gammeldags bedrift. Men hans kone Marie Thammes, som hun kaldtes, var en rar og meget tjenstagtig kone, der gik folk meget til hånde i sygdomstilfælde, og ligeledes tit var behjælpelig med at passe vor mor da hun var syg. Hun tog også gerne de yngre børn ned til sig og beholdt dem om natten, når der var dans eller anden større uro i kroen. Der vankede da også gerne et stykke honningbrød. Hun nød den ære at bære alle kromandens børn i kirken, når de skulle døbes. Vor mor holdt altid meget af denne kone.
3) Væverkonen Ellen Jakobs.
Væverkonen Ellen Jakobs, der egentlig var fra Hundslev og havde tjent på Lysholm, blev g. m. Jakob Hansen eller ”lille Jakob” kaldet, ikke fordi han i virkelighed var så lille, men et navn, som hans mor havde givet den lange forkælede dreng, og som han siden beholdt. Ellen Jakobs, som en fornuftig og brav kone, fik ham afvænnet med svir og drik og fik en flittig og ordentlig mand ud af ham. De slog sig godt igennem, var flittige og stræbsomme folk, og hun tillige meget pæn og ordentlig i sit hus; foruden sin dejlige lejlighed havde hun en anden lille lejlighed, hvor hun kunne byde sine gæster ind. Hun var en meget fornuftig, retsindig og agtværdig kone.
4) Boelsmand Hans Jensen.
Naboen boelsmand, Hans Jensen og kone Helene Kirstine Thomsen, en søster til boelsmand Thomas Lorentzen, holdt ligeledes altid godt naboskab og venskab med familien i kroen
”Tante rare” dør 1825.”
1825 d. 26. april døde Ingeborg Aagesen, hustru af Jakob Christian Aagesen i Ketting. Hun opholdt sig i Ketting og levede ikke sammen med sin mand”. (Ketting kirkebog). Hun boede i Ketting hos sin bror Klaus Tønningsen, der døde 1828 d. 16. feb., som aftægtsmand på et sted i Ketting, 77 år gl. (Ketting kirkebog). Hun var fra Sønderborg, regnede sig lidt i slægt fra gammel tid af med familien i kroen, hvorfor hun i gamle dage havde tjent der. Hun var imidlertid en halv fjante, var bleven dårlig gift og trængende, hvorfor hun naturligvis holdt sig til. Men lidt fint og stort skulle det alligevel være, hvorfor hun af sin brors datter blev kaldet tante. Derfor gik hun almindelig under benævnelsen ”Tante rare”. En messinglysestage i rækket i køkkenet, der havde været hendes, vedligeholdt længe efter hendes død traditionen levende om hende.
Lidt om hans pengeforhold 1825.
1819 d. 3. juni udbetalte han af de 431 rdl. cour, som han skyldte sin søster på Hartspring, 249 rd. 1½.. cour, så at 180 rdl. cour. endnu blev stående i protokollen, og endnu skyldes ved hans død. 1825 d. 16. april blev 1116 rdl. 64.. S.M., som han skyldte sin stedfar Matthias Vogelsang på Bommerlund, der havde overtaget denne gæld efter hans far, og som altså hvilede på stedet, udbetalt og slettet i protokollen. Til at udrede denne sidste sum fik han til låns af sin morbror, bager Thomas Thomsen på Augustenborg, 700 rdl. cour., der 1825 d. 8. okt. blev indprotokollerede i Augustenborg Skyld- og Panteprotokol. Ved bager Thomas Thomsens død 1836 tilfaldt denne obligation hans datter, Oligera Louise Thomsen, der siden blev g. m. urmager Jes Heinrich Johannsen af Kasmusdam. 1845 gik den over på købmand Richard Petersens enke i Sønderborg og blev hende med kapital og rente udbetalt 1851 d. 12. nov. (Papirer i min brors eje).
En mand faldt ned ad trappen og slog sig ihjel 1826.
1826 d. 23. sept. skete en uhyggelig tildragelse i Ketting kro. Skomager Hans Wolf af Østerby på Kegnæs, gik omkring, købte pjalter og andet og havde flere gange logeret i kroen. Han lå også denne nat der oppe på loftsværelset. Sandsynligvis er det påkommet ham om natten, at han skulle ud for sig selv, og hvad enten han ikke ret har kunnet finde hen til trappen i mørket og derfor er falden ned, nok er det, han lå om morgenen, da man kom og lukkede døren til loftet op, ved foden af trappen og havde brækket halsen. Underligt var det, at pigerne, som sov under trappen, ikke havde hørt larmen, da han er tumlet ned. Han var 75 år gl., blev ført til Kegnæs og der begravet. (Kegnæs kirkebog)
Postbefordringen i de dage 1826.
I de tider fik man kun post 2 gange om ugen, tirsdag og fredag kørte en post fra Sønderborg til Nordborg, der medtog alle breve, aviser og fragtgods fra posthuset i Sønderborg, og tillige besørgede folks private ærinder. For at lette afsætningen holdt han an ved alle kroer, og andre steder, undervejs for posten og passagerer og ligeledes tage dem op. I Ketting kro, som lå omtrent midtvejs gjorde et længere ophold på hen ved en halv time. Niels Ohlsen kørte i mange år denne post frem og tilbage mellem Sønderborg og Nordborg. Han var en meget brav og ærlig og tjenstagtig mand, der var godt kendt og godt lidt af alle. Især havde han et godt standkvarter i Ketting, både i kroen og frem for alt hos biskop Tetens, hvor han altid selv plejede at læsse posten over, og hvor man plejede at have noget godt til ham, i kroen fik han også altid noget varmt, som han især om vinteren kunne trænge til. Han var derfor altid en god ven af Johan Peter Knudsen og hustru. Hun var jo elsket og afholdt af alle, derfor var det ikke så underligt, at Niels Post, der nød megen godhed, også holdt meget af hende; men han forstod også at vurdere mandens gode egenskaber, og satte stor pris på hans værd.
Niels Ohlsen der døjede mange drøje ture og dog ufortrøden blev ved at slide, kunne ved folks godhed være bleven en holden mand, men han var dårlig gift, og hvad han fortjente, det forødte hun ved sin ufornuft, og hvad værre var sin hang til drik. Anne Christine Carstensen, født 1789 og en datter af degnen, Carstensen i Guderup, havde i sine yngre år set godt ud og havde haft store nykker i hovedet, et par af hendes brødre kom højt til vejrs, men hun og flere andre af hendes søskende gik det dårlig. Hendes hus blev forsømt, børnene fik en forkert opdragelse, og Niels Ohlsen følte det, men fandt sig tålmodig i, hvad han ikke kunne forandre. Dog da han til sidst på sine gamle dage stod fattig og forladt, hans sted var bleven solgt, så hængte han sig i sin gamle rede, der ville han ende sine dage.
Aviser var i de dage ikke meget udbredte på Øen, enkelte af embedsmændene kunne holde alt. Mercur eller Berlingske Tidende, men mest udbredt blandt den almindelige befolkning var dog Fyns Stiftstidende, udgivet af Søren Hempel i Odense. Senere udkom og et blad i Sønderborg, udgivet af bogtrykker W…I Ketting kro holdt man også Hempels avis, og kromanden holdt meget af at andre også havde interesse af at følge med politikken, som da begyndte at røre sig, men han fra sit standpunkt havde dog taget sigte på et dansk stade.
Stedets bedrift.
Ketting kro var et godt nærsomt sted, det havde en god beliggenhed midt på Øen mellem Sønderborg og Nordborg, derfor bedede de fleste folk her, når de kørte til Sønderborg, Augustenborg eller Nordborg. Især var det bønderne fra Nørreherred, som i de tider, da de solgte deres korn til købmændene i Sønderborg, holdt for, når de kørte ud og tilbage fra byen.
Næringen var efterhånden næsten gået helt fra Igenmølle kro til Ketting, da de fandt bedre opvartning her end der. Den gamle Jørgen Krogh var i sin tid en meget pæn og agtet mand. Sønnen Christian Krogh var temmelig bondeagtig, konen var jusket, og ingen af dem var skikket til denne gerning, derfor gik næringen fra stedet hen til Ketting, hvor Mad. Knudsen ved sit vindende, milde og tækkelige væsen og ved husets orden og renlighed forstod at trække folk til sig. Fremmede rejsende og pænere folk fra byen foretrak naturligvis også dette sted. En ulempe var det dog altid, at der manglede et porthus ved kroen, i mangel deraf måtte vognene altid holde udenfor på gaden, hvad der om vinteren og dårligt vejr, var ubehageligt, men det gjorde ikke afbræk; thi med undtagelse af netop Igenmølle kro og Spang kro, fandtes dengang ikke porthuse ved nogen kro på Als. Stedet havde også en ret betydelig høkerhandel, nærmest med byen Ketting, hvor der fandtes mange småfolk, dog også med sognets andre byer, Bro og Sebbelev. Men i denne henseende gjorde kromand Jensen i Hundslev dem ofte afbræk, da han drev en temmelig stor handel.
Til stedet hørte også omtrent en 20 tdr. land, foruden det land han havde lejet af provst Burchardi i Ketting. Johan Peter Knudsen var en fornuftig og indsigtsfuld landmand, der passede sin avling godt. Hans eget korn, foruden en del han købte, anvendtes til brænderiet, der også var ret betydeligt, hvortil han i de tidligere år brugte en pige, i de senere år en karl. Men avlingen indbragte ikke det, hvad den med andre forhold kunne have givet; thi en stor del af hans tid optoges af de magre år fra 1819-1830 da priserne på korn og andre fornødenheder var meget lave og flere dårlige, tørre år ydede en dårlig høst.
Således var 1819 et meget dårligt år. Høsten kom meget tidligt i juli måned, førend græshøsten var endt. Det var en meget hed og tør sommer uden regn, hvorfor der kun avledes lidt hø, kløver og alt slags korn. De fleste vandsteder og damme var overalt helt udtørrede. 1824, 1826, og 1828 var ligeledes meget tørre og dårlige år, mens andre gav meget kolde og fugtige somre. På grund af de dårlige tider var der ikke mange penge mellem folk, ikke megen omsætning, ringe handel, de fleste folk indskrænkede sig, hvor de kunne; thi det gjaldt om at spare og holde imod den onde tid. Derfor hvor godt stedet, end kunne havde været, så kneb det alligevel tit hårdt for familien i Ketting at hugge sig igennem, dertil havde han taget imod stedet med for megen gæld, og denne var blevet alt for svært forøget ved hans betydelige byggeforetagende. Desuden tabtes efterhånden ved konkurs i de dårlige tider i Nørreherred en del af de penge, han havde fået af sin kone. Han var derfor altid trykket af gæld, og måtte ofte låne på ny, når penge blev ham opsagt til udbetaling.
Et større lån må gøres 1828.
Således lånte Johan Peter Knudsen 1828 d. 21. marts af apoteker, Dr. P.H. Schmidt i Sønderborg 500 rdl. cour. eller 800 rdl. i sølv til 5 %. Den derpå lydende obligation blev indprotokolleret i Augustenborg Skyld- og Panteprotokol af hofråd og herredsfoged August Joachim Petersen. Da denne sum atter blev ham opsagt, fik han den til låns 1835 d. 22. okt. af apoteker Hans Carstens på Augustenborg. Det holdt dengang svært at få disse penge til låns, men apoteker Carstens var en god og brav mand, der som så mange andre bar en stor godhed for vor mor, der ved sin venlighed og tjenstagtighed vandt alles kærlighed for sig.
Han var g. m. Johanne Petronella Witzke af Hjortholm, en søster til Mad. Eleonora Elisabeth Jakobsen, g. m. forpagter Jakob Jakobsen på Rumohrsgaard, hvilken familie altid stod i et kært venskabsforhold til familien i Ketting. Hun var i denne tid meget nedtrykt over disse penge, men en dag kom der bud ind i kroen, om at hun ikke ville komme op på gaden, da der var en mand der ville tale med hende. Da hun kom ud, holdt apoteker Carstens til hest, på den lille grønne plet ud for Bispegaarden. Han meddelte hende at han var villig til at låne dem denne sum, hun blev glad, takkede ham med et rørt hjerte, og en sten var lettet ved hendes hjerte. 1851 d. 13. nov. blev denne sum udbetalt til hans enke Mad. Johanne Carstens på Augustenborg.
Familien på Rumohrsgaard 1828.
1828 d. 11. april blev Jakob Jakobsen, forpagter på Rumohrsgaard g. m. jomfru Eleonora Elisabeth Witzke af Hjortholm, født 1799 d. 28. juli. Hun havde holdt hus for ham på Rumohrsgaard, førend hun blev gift med ham. Hun var en god veninde af vor mor, der jævnlig kom på Rumohrsgaard, ligesom Mad. Jakobsen, der var en meget brav og retsindig kone, også af og til tilligemed søsteren jomfru Anne Marie Amalie Witzke, der var der i huset, gjorde et lille besøg i Ketting. Af godhed for vor mor opholdt hendes ældste søn, Knud Knudsen sig 2 år på Rumohrsgaard for at lære landvæsen, og siden blev forpagter Jakobsen hans formynder, da han ved forældrenes død endnu var umyndig.
Flere dødsfald 1829.
1829 d. 14. feb. døde Elisabeth Birgitte Henningsen på Gammelgaard, enke efter forpagter Henningsen i sin tid på Werthemine, 69 år gl. 1829 d. 1. aug. døde Dorothea Marie Pontoppidan i Ketting, enke efter tegnemester Pontoppidan, 81 år gl.
Hendes mand Christian Jochum Pontoppidan var født 1739 d. 20. feb. i Torkildstrup på Falster, hvor hans far Hr. Børge Pontoppidan var sognepræst, gik i Vordingborg skole til 1757, da han gik i fremmed krigstjeneste, kom atter hjem 1773 og blev tegnelærer for de kongelige pager i København, og ansat ved Landkadet Akademiet. Han fik sin afsked 1800 og døde 1807. Hans enke boede en del år i enkesædet ved Ketting præstegård. Hun var en gammel pæn kone, til hvem min mor kom engang imellem. Denne tegnelærer Chr. Joch. Pontoppidan var farbror til præsten Børge Pontoppidan, der døde 1817 d. 20. juni som sognepræst for Rær, Hansted og Vigsø i Jylland, og denne var atter far til provst Andreas Christian Pontoppidan, først præst i Vester Ulslev på Lolland og siden præst i Rise på Ærø.
Cand. theol. Jakob Knudsen død 1829.
1829 d. 24. aug. døde hans farbror, theol. cand. Jakob Knudsen i Ketting, 63 år gl. Han havde ikke søgt befordring og beboede et sted i Ketting bagved kirken, som han havde arvet efter sin mor. Han levede et meget stille, ensformigt liv af sine midler, som han havde arvet efter sine forældre. Han kom jævnlig op i kroen til sine slægtninge, hvem han holdt meget af, og hvem han ofte var en god støtte i deres pengeforlegenhed, navnlig holdt han meget af vor mor, der altid viste den gamle mand megen opmærksomhed og jævnlig gik ned til ham en aftentime for at være ham til selskab. Vor far med sit mere indesluttede væsen, stod ham lidt mere fjern og havde ikke hans fulde fortrolighed.
Men især holdt han meget af deres børn, der som små tit vandrede ned til ham flere timer og gange om dagen, undertiden blev hos ham om natten og flere dage, når man havde travlt oppe i kroen. Børnene ville gerne ned til ham, da han altid havde frugt og andet godt til dem, interesserede sig for deres lege og fortalte dem historier. Han plejede også gerne at køre med ud, når vor mor rejste om til Hartspring eller tog ned til Lysholm, og da sad han gerne i fuld passiar, lo og spøgte med hende. Især var hendes ældste datter Marie Elisabeth den, han holdt mest af, og hun plejede ham i hans sygdom, da vor mor ikke kunne komme ned til ham, fordi hun selv lå farlig syg.
Ved skiftet efter hans død bestemte hans 2 andre brødre, Johan Peter Knudsen til Lysholm og præsten Jørgen Knudsen til Tranderup på Ærø, at vor far forud skulle have stedet, for at det kunne blive ved kroen. Men da de var bange for, at kreditorerne på grund af hans gæld kunne lægge beslag på det, overlod de det til hans ældste søn Knud, der endnu var et barn. Hans søster Mad. Thomsen på Hartspring ville dog blot på den betingelse give sit minde til dette, når vor far lod hende gå i lige deling med sig efter deres farbror. Deri måtte han da samtykke. Hvad penge, der tilfaldt ham ved denne lejlighed, havde han til dels allerede optaget som lån. Vor far kom således på sin søns vegne i besiddelse af dette sted, og lejede det siden ud til vognmand Jakob Klausen Schack af Skakkenborg i Ketting sogn.
Vor mor meget syg 1829.
Til samme tid blev også vor mor meget syg. Næringssorger trykkede hende, og hun fik et meget dårligt bryst. Det satte sig til en alvorlig sygdom, og hun lå længe til sengs. Lægen Dr. Bjørnsen på Augustenborg tvivlede om hendes liv og erklærede, at der var ikke andet, der kunne hjælpe hende, end at det barn der lå ved hendes bryst måtte patte hende ud, i så fald ville det vel dø, men hendes liv blive frelst. Hendes liv var kostbarere end barnets. Hun kom sig da igen, og hun havde også den glæde, at hendes barn levede, men det havde dog den virkning, at det under sin opvækst længe led af svaghed og dårligt helbred.
Familien på Lysholm 1828-29.
Den gamle farbror Johan Peter Knudsen på Lysholm viste dem megen godhed, og tog megen del i deres betrykte stilling i 1828-29. Hans kone der alm. kaldes moster, var lidt mere kold, udeltagende og nøjeregnende, mens vor mor levede, men blev efter hendes død mere åben for kærlighed og blev da en god mor for hendes børn.
Dog holdt han også mere af vor mor end af vor far, og det var gerne hende, der måtte bringe sagen frem, når de trængte til hjælp, men da var han også altid villig til at hjælpe. Han tog også altid sine kolonialvarer og andet, hvad de brugte i huset, hos dem, så længe han levede. Da han var død søgte hans enke til Hundslev kro med sin handel, hvilken vej var lidt kortere at gå for hendes piger. Dette fortrød vor mor sig meget på.
Johan Peter Knudsen på Lysholm ytrede engang i denne tid til sin bror, præsten Jørgen Knudsen i Tranderup, da denne var her ovre i besøg, ”at det gjorde ham inderligt ondt for hans familie i Ketting, at de sad i en meget betrykt stilling; thi det var en familie, han altid havde holdt meget af og også tit havde hjulpet. De var nødte til at gøre noget for dem, når det ikke skulle gå galt. Hun var en god og rar kone, der slæbte alt hvad hun kunne og sørgede for det hele, at det dog nogenlunde kunne gå i huset. Han derimod var efter hans mening alt for ligegyldig og dvask, der slet ingen ting tog sig for hjemme i huset”. Følgen heraf blev vistnok den, at præsten, Jørgen Knudsen 1829 tog den ældste søn Knud til sig i huset, og at 2 af vore søstre, Marie Elisabeth og Christine Margaretha 1830 kom til Lysholm, ligesom at de begge forstrakte dem med pengel Præsten Jørgen Knudsen mente dog, at hans brors dom over sin brorsøn var lidt for streng: ”det kunne måske være, at vor mor tit har grebet alt for meget ind i alt, hvad der angik husets styrelse, og derved efterhånden alt for meget revet magten til sig, hvilket har bidraget til, at vor far er blevet ligegyldig. Han kunne også vist have ledet husets styrelse ligeså godt som hun; thi det gik igen for hende, da hun var alt for god af sig og gav for meget bort, uden hensyn til, om folk fortjente hendes godhed eller ikke. Hun var alt for tjenstagtig til alle sider”.
Den egentlige grund til at vor far ikke ret besad sine farbrødres tillid og fortrolighed lå deri, at han var stille og indesluttet i sit væsen, at han følte sig trykket i sin stilling og ked over, at han altid var i pengetrang, og når han altså mødte dem, var han tit sat i den nødvendighed at gøre undskyldninger eller på ny bede om hjælp. Det var ham ubehageligt, det krænkede måske lidt hans ære, derfor overlod han helst alt sligt til sin kone. Hun kunne ved sit milde, venlige og tjenstvillige væsen også bedst bringe sagen frem på en god og tjenlig måde. Hun var ikke så let udsat for at få et vredt ansigt, knubbede ord eller afslag, hvad han lettere var udsat for.
Han holdt sig altid meget rank i kroppen og havde derfor lidt svært ved at bukke, end sige da smigre og krybe.
Her på dette sted vil jeg indføre adskillige breve ti log fra vor mor, de give bidrag til at lære hende ar kende som en brav kvinde og en kærlig mor og dernæst …… de også et og andet, hvad der har tildraget sig i deres nærmeste kreds i tiden fra 1829-34.
|
