§ 27. § 27.
En del rettelser og tilføjelser til de foregående afsnit i, I. II. III. og IV. del.
Side 3 – 31
Barbara Margrethe Clausen 1886.
I. 89. 1886 d. 29. dec. blev Hr. pastor Jens Marius Mortensen g. m. jomfru Barbara Margrethe Clausen i Faaborg. Han er fra Jylland, en handelskommis i Faaborg, gik til Amerika for der at gå på et præsteseminarium og blev siden ordineret der ovre til præst for en dansk menighed. I denne stilling virkede han i en 2-3 år og blev imidlertid forlovet med Margrethe Clausen.
1884 kom han tilbage til Danmark, og det hed sig, at han her til lands ville oprette en frimenighed, hvad vist ikke så let lod sig gøre, da han ikke var teol. cand. fra Københavns Universitet, i så fald måtte det jo være en menighed, som trådte ud af folkekirken. Han anskaffede sig straks et dansk præsteornat, som han lod sig se i ved enhver lejlighed, rejste vidt og bredt omkring og holdt foredrag over amerikanske forhold, og flere præster lod ham bestige deres præstestol. Han lod også til at være beslået med en del forfængelighed. Han fik imidlertid, som man mener, den besked fra ministeriet, at han ikke havde ret til at gå på prædikestolen, da han hverken var teol. student eller kandidat ved landets universitet, og på en gang hørte hans omrejser i landet op.
Han vedblev imidlertid at opholde sig i svigerfaderens hus i Faaborg, uden at tage sig noget for. Mærkeligt er det, at han ikke atter tog tilbage til Amerika i sin stilling, hvor han efter eget sigende havde været meget afholdt af menigheden, og til et bevis derpå plejede han at fremvise en mængde foræringer, som den havde skænket ham, eller at han straks efter sin tilbagekomst gav sig til at studere, så kunne han jo ved sin flid have erhvervet sig ret til at søge præstekald i sit fædreland. Nu blev han gående hen ved 2½ år uden at tage sig noget for, nøjedes med sin titel: ”Hr. pastor” og blev en ivrig venstrepolitiker
I efteråret 1886 indrømmede svigerfaderen ham part i møllen, blev han da g. m. datteren og er således nu både ”Hr. pastor og møller i Faaborg.
Otto Ludvig Grønbech - I: 90.
Otto Ludvig Grønbech opholdt sig vinteren 1874-75 i Avernakø præstegård, hvor han gik til konfirmations forberedelse og blev 1875 d. 4. april konfirmeret af mig. Derefter lærte han møllerprofessionen hos sine onkler på møllen i Ærøskøbing og var møllersvend, dels hos dem og dels hos en onkel Møller Clausen i Faaborg. 1881 var han soldat i Nyborg. Da han ikke ret kunne tåle mølleriet, besluttede han sig til at blive seminarist, var først et årstid hos en skolelærer tæt ved Svendborg og kom siden ind på …. Seminarium ved København, hvor han 1885 blev seminarist med en meget god karakter, fik derefter plads som lærer ved opdragelsesanstalten på Holstensminde og er for tiden lærer i København.
1888 d. 13. juli blev mølleforpagter Otto Ludvig Clausen g. m. Marie Elisabeth Jensen, en datter af fotograf Jensen i Faaborg.
Marie Grønbech.
Marie Grønbech opholdt sig vinteren 1877-78 i sin svoger degnen Brandts hus på Avernakø, hvor hun gik til konfirmationsforberedelse og blev konfirmeret 1878 d. 28. april. I flere år var hun derefter hos sin svoger lægen, Schlotsfeldt i Everdrup på Sjælland. 1881-82 opholdt hun sig i Avernakø præstegård, gik derefter i 2 år på Frøken Holsts Institut i Svendborg for at uddannes til lærerinde, fik som sådan plads på Lolland og fik 1886 i dec. et Institut i Ærøskøbing, som hun overtog efter en Fru Hansen, der fik ansættelse ved en skole i Rise sogn.
Sophie Claudine Grønbech.
Sophie Claudine Grønbech blev konfirmeret i Svendborg 1880, opholdt sig fra 1880-81 i Avernakø præstegård; derpå var hun i flere år i Sverige hos sin svoger forpagter Conradsen. 1884 gik hun på Frøken Holsts Institut i Svendborg og blev i løbet af 2 år uddannet til lærerinde. For tiden har hun som sådan en plads i Sverige.
Rasmus Nikolaisen død 1770 - II. 150.
1741 blev Rasmus Nikolaisen af Augustenborg i Adserballe kirke g. m. Anne Povlsdatter af Adserballe. Han bor først i Adserballe, siden i Bro og til sidst på Augustenborg. 1742 d. 8. april blev Rasmus Nikolaisens søn i Adserballe døbt, Nikolai. Nikolai Brun på Augustenborg holdt ham over dåben. 1732 d. 27. jan. stod Nikolai Brygger tilligemed Simon Kammertjener af Augustenborg fadder til sadler David Petersens søn, Christen August ved Gammelgaard. (Adserballe kirkebog)
Thomas Nikolaisen, bager død 1782 - II. 150-152.
Thomas Nikolaisen, bager på Augustenborg død 1782 d. 26. dec. Af hans børn mærkes her:
1) Nikolai Thomsen, døbt 1735 d. 11 søndag efter trin. d. 21. aug., holden over dåben af sin farfar Nikolai Brun på Augustenborg.
2) Incke Thomsen, tvilling, døbt 1737 d. 6. nov., blev holden over dåben af Klaus Evertsen Bilthauers kone i Bro. 1739 d. 27. aug. blev Incke, Thomas Bagers datter begravet, 1 år og 10 mdr. gl.
3) Christine Thomsen, tvilling, døbt 1737 d. 6. nov., blev holden over dåben af kromand Knud Johansens kone i Ketting. Hun blev g. m. Frederik Frederiksen, først lakaj, siden tingskriver på Augustenborg
4) Incke Thomsen, døbt 1740 d. 26. juni, blev holden over dåben af præstekonen, Katharine G. Thomsen i Ketting. Faddere: degnen Jørgen Bunckertzens hustru i Ketting, Johan Karstensen, Hollænder på Gammelgaard, gartner Jakob Ibsens datter på Gammelgaard, Maria Sophie Jebsens. 1756 d. 30 marts blev Thomas Bagers datter Incke på Augustenborg begravet, 16 år gl.
5) Katharina Thomsen, døbt 1747 d. 23. feb., blev holden over dåben af Kathrine Nikolai Bruns hustru på Augustenborg. Faddere: kromand Markus Nielsens hustru Susanne på Augustenborg. 1747 d. 21. sept. blev Thomas Bagers datter på Augustenborg, Katharina begravet, 30 uger gl.
6) Katharina Thomsen, døbt 1749 d. 24. juli. Hun blev holden over dåben af forpagter Arendt Syndemanns kone på Augustenborg. Hun blev g. m. skibskaptajn Barchmann i Laurvigen.
Nikolai Thomsen, bager død 1805 - II. 152-153.
Nikolai Thomsen, bager på Augustenborg. Død 1805 d. 28. marts. Af hans børn mærkes her:
1) Nikolai Peter Thomsen, døbt d. 26. okt., blev holdt over dåben af kammerskriver Peter Christian Unverzagt på Augustenborg. Faddere: skræddermester Hans Frost, staldmester Johan Andreas Grobrians kone og jomfru Charlotte Nielsen, alle af Augustenborg. 1766 d. 17. marts blev Nikolai Thomsen, bagers søn på Augustenborg, Nikolai Peter begravet, 6 år gl.
2) Sophie Charlotte Jakobine Christine Thomsen, døbt 1764 d. 30. april, blev holden over dåben af frøken Ditmar på Augustenborg. Faddere: Herredsfoged Jakob Wilmerding, Mad. Opitz og Christine Thomsen, alle af Augustenborg. 1765 d. 16. juni blev hans datter Sophie begravet, 1 år gl.
3) Peter Thomsen, døbt 1762 d. 6. juni, blev holdt over dåben af staldmester Sebbelin. Faddere: kromand Markus Nielsen, monsj. Juul, Mad. Schnitger, gartnerens kone og Henriette Schondorph. 1782 d. 20. maj døde Peter Thomsen, søn af bager Nikolai Thomsen af svindsot, 20 år gl.
4) Nikolai Henrich Thomsen, døbt 1766 d. 8. maj, holden over dåben af taffeldækker Løbsted. Faddere: boelsmand Peder Pedersen i Sebbelev, lakaj Frederik Frederiksen, Mad. Løbner og jomfru Marie Sophie Thomsen, alle af Augustenborg. 1769 d. 23. okt. blev Nikolai Thomsens søn på Augustenborg, Nikolai begravet, 4 år gl.
5) Sophie Charlotte Thomsen, døbt 1767 d. 28. nov., holden over dåben af Mad. Steingardt, husfogdens kone. Faddere: monsj. Schnitger, Emilius Nielsen, Mad. Bergstrøm. Hun blev g. m. Peter Momsen af Augustenborg.
6) Marie Elisabeth Thomsen, døbt 1771 d. 21. jan., holden over dåben af Mad. Unverzagt. Faddere: Monsj. Jørgensen, monsj. Momsen og jomfru Ostorff, alle af Augustenborg. Hun blev g. m. Knud Knudsen i Ketting.
7) Thomas Thomsen, døbt 1775 d. 3. nov., holden over dåben af kammerskriver Unverzagt. Faddere: forpagter Nis Jørgensen på Augustenborg, Mad. Jørgensen på Skotsbøllegaard. Han blev bager.
8) Gunilla Marie Thomsen, døbt 1779 d. 20. jan. Faddere: fyrstelig lakaj Frederik Frederiksen, slagter Carl Frederik Thomsen og Anne Margaretha, født Jørgensen. Hun blev g. m. skibskapt. Ole Christian Bachmann.
9) Peter Nikolai Thomsen, født 1781 d. 11. aug. Møller på Frulund.
10) Frederik Thomsen, født 1786 d. 5. dec. (Ketting og Augustenborg kirkebøger)
Thomas Thomsen, bager død 1836 - II. 153.
Thomas Thomsen, bager på Augustenborg blev 1809 d. 18. nov. g. m. Lovise Ulrikke Maria Amalie Meldal af Lysabild præstegård. Stedet var dengang et meget agtsomt sted. Der var ingen bagerier på landet, og han var således den eneste bager, ikke blot i Augustenborg, men i hele omegnen. Man havde fra gammel tid af, og vedblev, at have udmærket brød i bageriet på Augustenborg. Thomas Thomsen var derfor en velstående mand.
Fruerlund ligger i Adelby sogn ved Flensborg. Den havde hans morbror, forpagter Nis Jørgensen, tidligere købt til sin datter Gunilla Maria Jørgensen, der 1805 blev g. m. Hans Ahlmann af Nordborg, men da hun døde, solgte de Gamle siden igen gården Fruerlund til bager Thomsen. Det skete omtrent 1816. 1822 var Thomsens bror på Fruerlund. Af hans børn mærkes her blot:
1) Elisabeth Marie Thomsen, født 1811 d. 23. marts. Hun blev 1831 d. 28. april g. m. Peter Hansen Jensen, der fik bageriet på Augustenborg i forpagtning fra 1831-42. Siden blev han bager i Svendborg. Hun led meget af melankoli og var til tider helt forstyrret i hovedet, en svaghed, som flere i familien har lidt af.
2) Nikolaus Thomsen, født 1814 d. 17. april. Faddere: Parcellist Thomas Thomsen af Hartspring, vært Johan Peter Knudsen i Ketting og jomfru Christine Margaretha Frost af Nordborg.
3) Thomas Thomsen, født 1820 d. 15. okt. Han havde fra 1842-48 Hans Nymands boel i Sjellerup i forpagtning, som han satte godt i drift og kraft, da han var en meget dygtig landmand. Da han imidlertid var meget tysksindet, blev han 1848 med flere andre bortvist fra Øen, og opholdt sig i den tid i København. Siden havde han i flere år Holdnis færgested, købte af købmand Jørgensen Gyllinggaard med teglgård i Stevning, hvor han var fra 1855-59, da han solgte den til Vilhelm Hansen af Sønderborg. Siden fik Thomsen Skrydstrup præstegårds avling i forpagtning af præsten Edvard Julius Rose.
Thomas Thomsen var en meget dygtig og energisk mand, anvendte, hvor han kom, en del forbedringer, men da han manglede kapital, oversteg det hans evner, og da han ikke gav sig tid til at blive på en ejendom, kom han ikke til at høste frugterne af sit arbejde. Skrydstrup præstegård var dyr, ikke den bedste jord, præsten var en krakiler, og da præstegården brændte, blev det Thomsen for meget at bære, han gik fra forstanden. Allerede på Gyllinggaard kunne det spores at han tit var noget urolig i sit sind. Hans kone passede vist heller ikke ret til ham, hun var slem til at raillere over ham og bed ham tit af i andres nærværelse. Han blev helt sindsforvirret og døde i Slesvig dåreanstalt 1862. Han var et meget ærligt og bravt menneske.
Peter Thomsen, bager. - II. 154.
Peter Thomsen, født 1817 d. 22. dec. på Augustenborg, men tilbragte en del af sin barndom på Fruerlund, da hans far flyttede derhen. 1842 tog han imod stedet, samme år d. 28. okt. g. m. Rosalie Wûrst, født 1818 d. 10. sept., en datter af gæstgiver, Karl Wilhelm Würst og hustru Christiane Christine Døllne på Augustenborg. Hendes far havde i mange år kroen på Augustenborg i forpagtning, siden forpagtede han en bondegård i Viby i Lysabild sogn. Han og kone boede i de sidste år i deres lille hus på Augustenborg, hvor de døde i en høj alder. Hendes farfar Georg Wilhelm Würst var født i Berlin 1743 d. 13. dec., kom som fyrstelig konditor til Augustenborg, hvor han findes allerede 1771, byggede det lille hus ned ad imod søen, og her døde pensioneret fyrstelig konditor, Georg Wilhelm Würst, 73 år gl., efterladende en enke og en søn. 1821 d. 21 marts døde hans enke Lucia Henriette Dorothea Würst på Augustenborg, 86 ¾ år gl.
Fra 1842-48 var han hofbager, men havde også betydelig afsætning til landet, dog var forbruget af hvedebrød dengang langt fra ikke så vidtgående, som i vore dage. Fra 1848 ophørte hans stilling som hofbager, da der ikke længere fandtes et sådant på Augustenborg. Han fik nu megen afsætning på landet; thi almindelig næringsfrihed blev ikke indført under den danske regering, og denne håndhævede de realprivilegier, der var givne af det hertugelige hus fra ældre dage. Dog tillod den, enkelte bageriers anlæg på landet i betydelig afstand fra Sønderborg og de 2 flækker, Nordborg og Augustenborg; det kunne være naturligt, da kravet til at nyde hvedebrød blev mere almindelig, og bagerne i hine byer ikke kunne overkomme forsyningen, og det faldt vanskeligt at få det i de mere afsides egne.
Først under den preussiske regering blev almindelig næringsfrihed indført. Folk som f.eks. bager P. Thomsen der sad inde med et realt privilegium, mente at have gyldigt krav på at få en erstatning, noget som denne regering ikke ville indlade sig på, den afviste andragendet med den besked, at det fyrstelige hus ikke havde haft ret til at udstede reale privilegier, den ret havde Kronen alene haft. De var altså i deres øjne ugyldige. Følgen af næringsfriheden blev, at der ikke blot opkom nok et bageri på Augustenborg, men også en mængde rundt omkring på landet. Dog har dette gamle bageri altid haft let ved at bestå konkurrencen, da det altid har haft ry for at levere udmærket brød. Manden vedblev derfor at sidde i en god næringsvej.
Thomsen udvidede nu også sin bedrift på anden måde, han købte en del jord af den solgte augustenborgske Ladegaard, adskilligt af denne jord havde Clausen først ejet, men solgte den siden til ham, ligeledes købte han af købmand Otzen den parcel, denne havde fået fra et boel i Bro, og som ligger tæt ved Blæsborg. Han ejer således nu et betydeligt areal land til sit sted.
Thomsen og kone havde vel nok nærmest tyske sympatier, men som fornuftige og besindige folk havde de altid forholdt sig rolige, og de har aldrig deltaget i politiske agitationer. Derfor havde de heller ikke flag ude ved ”den berygtede….1865”. De er meget brave og hæderlige folk. Han har på mange måder været en tro og god støtte for sin familie, hvoraf flere har trængt til hjælp.Skønt de har overladt sønnen forretningen, så leve de dog endnu sammen, og da han er ugift, ledede til dels hans husvæsen, og alt går endnu i den vante stil, som om de endnu sad for det hele. Alt går af i mindelighed imellem dem. Deres datter mistede de tidlig, og hendes 2 efterladte børn fandt et kærligt hjem i deres hus. Bager Peter Thomsen døde i marts 1902, 84 år gl. Hans kone døde først i feb. 1903, 84 år gl. Deres børn:
Thomas Carl Thomsen.
1) Thomas Carl Thomsen, født 1843 d. 8. juni, opkaldt efter begge sine bedstefædre. Han gik
Augustenborg skole sammen med Karl Bentzon fra Vestindien, der var i huset hos herredsfoged Arnesen på Augustenborg, Jørgen Ahlmann fra Verthemine, Hans Christian og Gomme Peter Fangel fra Nordborg, Johan Peter Knudsen fra Lysholm, Julian Arnesen fra Augustenborg, Louis og Axel Breidal, sønner af løjtnant Breidal, der var ansat ved depotet på Augustenborg, alle disse drenge kom ofte med Peter Knudsen ned til Lysholm og blev natten over. Hertil hørte også Frederik og Jørgen Fenger, sønner af kammerråd Fenger, ejer af Augustenborg Ladegaard. Han holdt imidlertid privat lærerinde til sine børn. Karl Thomsen og hans søster kom derfor også gerne med til børneballer hos disse andre familier. Da han ikke ytrede lyst til at lære bageriet, kom han efter sin konfirmation ud at lære landvæsen. Siden har han været hjemme og med megen duelighed forestået avlingen, som hans far efterhånden havde erhvervet til stedet. Dette har han for flere år tilbage overtaget, og hans forældre bor hos ham og besørger i forening med ham en del af forretningen, da han endnu er ugift. Han har i et par år ledet byens anliggender som forstander eller borgmester og måtte som sådan 1885 i okt. gøre honnør på byens vegne for Hertug Ernst Günther til Slesvig Holsten, Sønderborg Augustenborg, da denne under et kort ophold på Gråsten også gjorde en tur til Augustenborg, hvilket slot den preussiske regering havde skænket ham. Carl Thomsen er kun en lille, spinkel og fin dannet mand, men et meget bravt og hæderligt menneske, der ikke er uden god dannelse.
2) Louise Christiane Henriette Thomsen, født 1846 d. 2. okt. Hun var en meget smuk ung pige. Hun
var meget yngre end sin mand, med hvem hun blev bekendt, da han stod som hauptmann eller kapitain ved det regiment, der efter krigen lå i garnison på Augustenborg og i Sønderborg. Efter sit giftermål flyttede hun med ham op til Tyskland. Han fik siden sin afsked, var ikke med i den tysk-franske krig, men gjorde tjeneste i en af de preussiske fæstninger. Efter hendes død flyttede han med børnene til Augustenborg. Han bor i byen, men går hen og spiser hos bager Thomsens, og børnene tog de i huset.
Mette Marie Vogelsang død 1886. - III. 36.
Bager Jakob Christian Bladt, var en søn af bagermester Johan Jørgen Bøeck og hustru Katharina Dorothea, født Kock i Eckernförde, hvor hun var født 1795. Han var bagersvend på Nordborg hos bager Ernst Steltzner i denne by. Da denne mand døde, blev han 1823 g. m. enken Anna Steltzner, født Hofmeister og blev ved dette ægteskab bager på Nordborg, og fik med hende stedet på byens Storegade. Bøeck var en forfærdelig opfarende og hidsig mand, men en dygtig bager. Hans heftighed kunne undertiden udarte til raseri, og da var det ikke frit for, at han undertiden pryglede konen. Hun druknede sig i deres brønd. Der var derfor mange, der forundrede sig over, at Mette Marie Vogelsang turde tage ind til den rasende mand. Det gik imidlertid langt bedre end man havde forventet; thi hun lod sig ikke kujonere af ham. Efter hans død blev hun siddende i enkestand, holdt svend og lejede siden bageriet ud i flere år. På grund af det preussiske militærvæsen forlod begge hendes sønner hjemmet. Hun døde 1886. 69 år gl.
1) Bøeck. Lærte bageriet, men udvandrede til Amerika.
2) Matthias Bøeck kom i handelslære, men på grund af det stramme militærvæsen udvandrede han til Danmark, og var i en
del år kommis i Jylland. Han har dog atter fået tilladelse til at opholde sig i hjemmet, har taget imod stedet og er købmand.
Han er g m. en datter af skræddermester Albert Petersen på Nordborg.
Matthias Vogelsang - III. 38.
Matthias Vogelsang har altid været noget vild, og får han lidt i hovedet, bliver han let balstyrig og er ved flere lejligheder kommen op at slås. Men hjemme på sit sted er han en sjælden akkurat og dygtig mand, der holder sin hele bedrift i en mønsterværdig orden. Gårdens hele indretning er fortrinlig indrettet. Han har derfor et godt mejeri. Hans kone, Marie Iversen er en lille pæn, fornuftig og meget dygtig, huslig kone, og hvad der er det bedste, en fornuftig og god stedmor for hans børn. Han har altid været dansksindet.
Børn:
1) Nikolai Vogelsang, født 1866 d. 3. april. Han døde som barn 1869 d. 30. aug.
2) Jensine Margaretha Vogelsang, født 1869 d. 16. maj.
3) Marie Kathrine Vogelsang, født 1872 d. 17. aug.
Hans Hansen - III. 39.
Hans Hansen til Bommerlund har med sin hustru Dorothea Hansen følgende børn. Han solgte Bommerlund og købte Falsled kro.
1) Inger Margaretha Hansen, født 1876 d. 7. nov., g. m. Ploug i Svanninge Grubbemølle.
2) Hans Hansen, født 1879 d. 29. aug. Han druknede ved Falsled kro 1906 i nov. Han var på andejagt og båden kæntrede i en storm. Han druknede d. 10. nov. 1906, blev funden i maj 1907 ved den nordalsiske kyst, og begravet på Svanninge kirkegård d. 29. maj 1907. Han fandtes ved Pøl strand.
3) Anna Cecilie Hansen, født 1882 d. 30. sept.. Hun døde som barn.
Marie Elisabeth Vogelsang - III. 40.
Jørgen Bützow var en søn af boelsmand, Hans Hansen Bützow og hustru Helene Davidsen i Stevning, begge af Sebbelev. Marie Elisabeth Bützow er ved ham mor til følgende børn:
1) Anna Bützow, født 1864.
2) Hans Bützow, født 1866.
3) Helene Bützow, født 1869. Hun er g. m. en gendarm.
Familien Matzen på gården Krammark - III. 70.
Matz Matzen, ejer af et teglværk ved Igensund, var også ejer af gården Krammark i Broager sogn. Han var far til følgende børn:
1) Anna Magdalena Matzen, født 1771. 31. jan., døde 1799 d. 15. aug. Hun blev g. m. Nis Lorentzen, ejer af et teglværk ved Igensund.
2) Peter Matzen, født 1769, død 1821 d. 3. nov. Han var ejer af gården Krammark. 1794 d. 21. dec. blev han g. m. 1 gang med Katharina Lorentzen, født 1763, død 1800 d. 5. feb., en datter af Nis Lorentzen, ejer af Hesselagergaard i Rinkenæs sogn og hustru Magdalena Katharina Petersen.1801 blev han g. m. 2 gang med Charlotte Juliane Petersen, født 1778 i juni på Rumohrsgaard, en datter af Hr. Lorentz Petersen, forpagter af Rumohrsgaard og hustru Mette Kathrine Boysen.
Hans børn var:
1) Matz Matzen, siden 1822 ejer af teglværket ”Iller” ved Igensund. Flere børn.
2) Nis Matzen, ejer af gården Krammark.
Henning Nis Lorentzen, subrektor i Slesvig død 1874 - III. 71.
I søndags d. 1. nov. 1874 afgik ved døden, forh. Subrektor ved skolen i Slesvig, Henning Nis Lorentzen, 54 år gl. Den afdøde var født af slesvigske forældre på gården Gråsten i Sundeved 1820. Han blev 1841 student fra Borgerdydsskolen på Christianshavn og tog 1847 theol. embedseksamen med karakteren laud. 1851 d. 1. sept. blev han udnævnt til 5. lærer ved Domskolen i Slesvig. Han var begge sprog lige mægtig, hvad der gjorde ham fortrinlig skikket til at virke ved denne skole, og hans varme patriotiske følelse og udstrakte kundskaber var yderligere betingelse for en gavnlig virksomhed i denne egn. 1853 forfremmedes han til subrektor. 1864 delte han skæbne med de andre embedsmænd i byen. Fra den tid levede han i København, suppleret med private studier. Hans bramfri væsen og hæderlige karakter gjorde ham afholdt af alle, der kendte ham, og af de ikke få discible ”der endnu ville mindes ham med glæde”. Hans hustru Franciska Heleonora Marie Frederikke Thomsen var en datter af kammerråd, Thomas Thomsen, revisor i Nationalbanken og hustru Jensine Friederikke Lund.
Otto Friederich Ahlmann, købmand på Gråsten død 1866. - III. 71.
Otto Friederich Ahlmann var en søn af købmand Otto Friederich Ahlmann og hustru Anna Katharina Matzen på Nordborg, hvor han var født 1786 d. 21. maj. 1801 blev han konfirmeret, 15 år gl. Han bosatte sig som købmand på Gråsten og ved sin snildhed og driftighed, ved sin foretagelsesånd og sit held, drev han efterhånden sin handel i et sådant omfang, at han gjorde købmændene i Sønderborg stort afbræk. Han blev derfor en formuende mand. Vel var han egentlig tysksindet, men handelen lå ham mere på hjerte end politikken. Han døde 1866, 80 år gl. Med sin hustru Anna Maria Magdalena Lorentzen havde han følgende børn:
1) Niels Peter Ahlmann, født 1812 på Gråsten. Han kom i slutningen af trediverne til Vendsyssel, hvor han købte gården Langholt med tilhørende betydelige gods, hvoraf størstedelen senere er bortsolgt, ligesom han sammenlagde forskellige bøndergårde på godset til afbyggergården: ”Gammel Striben”, som hans eneste søn i flere år har haft i forpagtning. Han var en meget driftig, flittig og i enhver henseende hæderlig mand, der passede sin betydelige bedrift med stor akkuratesse, men derimod følte han ikke lyst til at deltage i det politiske og offentlige liv, så at han på den måde kun fremtræder som landvæsenskommisær. Han blev under Hr. Maj. Kongens ophold i Aalborg 1883, ved landmandsforsamlingen udnævnt til Ridder af Dannebrog. Døde 1884 d. 19. sept. efter 5 mdr. sygdom, en af Vendsyssels største ejendomsbesiddere, Godsejer Niels Peter Ahlmann til Langholt, 72 år gl. Hans søn:
a. Matthe Ahlmann. Han var i en del år forpagter af gården ”Gammel Striben”, og blev ved faderen
død ejer af gården ”Langholt”.
2) Peter Matzen, født 1769, død 1821 d. 3. nov. Han var ejer af gården Krammark. 1794 d. 21. dec.
blev han gift 1 gang med Katharina Lorentzen, født 1763, død 1800 d. 5. feb., en datter af Nis Lorentzen, ejer af Hesselagergaard i Rinkenæs sogn, og hustru Magdalena Katharina Petersen.1801 blev han gift 2 gang med Charlotte Juliane Petersen, født 1778 i juni på Rumohrsgaard, en datter af Hr. Lorentz Petersen, forpagter af Rumohrsgaard og hustru Mette Kathrine Boysen. Hans børn var:
1) Matz Matzen, siden 1822 ejer af teglværket ”Iller” ved Igensund. Flere børn.
2) Nis Matzen, ejer af gården Krammark.
Henning Nis Lorentzen, subrektor i Slesvig død 1874 - III. 71.
I søndags d. 1. nov. 1874 afgik ved døden, forhenværende Subrektor ved skolen i Slesvig, Henning Nis Lorentzen, 54 år gl. Den afdøde var født af slesvigske forældre på gården Gråsten i Sundeved 1820. Han blev 1841 student fra Borgerdydsskolen på Christianshavn og tog 1847 theol. embedseksamen med karakteren laud. 1851 d. 1. sept. blev han udnævnt til 5. lærer ved Domskolen i Slesvig. Han var begge sprog lige mægtig, hvad der gjorde ham fortrinlig skikket til at virke ved denne skole, og hans varme patriotiske følelse og udstrakte kundskaber var yderligere betingelse for en gavnlig virksomhed i denne egn. 1853 forfremmedes han til subrektor. 1864 delte han skæbne med de andre embedsmænd i byen. Fra den tid levede han i København, suppleret med private studier. Hans bramfri væsen og hæderlige karakter gjorde ham afholdt af alle, der kendte ham, og af de ikke få discible ”der endnu ville mindes ham med glæde”. Hans hustru Franciska Heleonora Marie Frederikke Thomsen var en datter af kammerråd Thomas Thomsen, revisor i Nationalbanken og hustru Jensine Friederikke Lund.
Otto Friederich Ahlmann, købmand på Gråsten død 1866 - III. 71.
Otto Friederich Ahlmann var en søn af købmand, Otto Friederich Ahlmann og hustru Anna Katharina Matzen på Nordborg, hvor han var født 1786 d. 21. maj. 1801 blev han konfirmeret, 15 år gl. Han bosatte sig som købmand på Gråsten og ved sin snildhed og driftighed, ved sin foretagelsesånd og sit held, drev han efterhånden sin handel i et sådant omfang, at han gjorde købmændene i Sønderborg stort afbræk. Han blev derfor en formuende mand. Vel var han egentlig tysksindet, men handelen lå ham mere på hjerte end politikken. Han døde 1866, 80 år gl. Med sin hustru Anna Maria Magdalena Lorentzen havde han følgende børn:
1)Niels Peter Ahlmann, født 1812 på Gråsten. Han kom i slutningen af trediverne til Vendsyssel, hvor han købte gården Langholt med tilhørende betydelige gods, hvoraf størstedelen senere er bortsolgt, ligesom han sammenlagde forskellige bøndergårde på godset til afbyggergården: ”Gammel Striben”, som hans eneste søn i flere år har haft i forpagtning. Han var en meget driftig, flittig og i enhver henseende hæderlig mand, der passede sin betydelige bedrift med stor akkuratesse, men derimod følte han ikke lyst til at deltage i det politiske og offentlige liv, så at han på den måde kun fremtræder som landvæsenskommisær. Han blev under Hr. Maj. Kongens ophold i Aalborg 1883, ved landmandsforsamlingen udnævnt til Ridder af Dannebrog. Døde 1884 d. 19. sept. efter 5 mdr. sygdom, en af Vendsyssels største ejendomsbesiddere, Godsejer Niels Peter Ahlmann til Langholt, 72 år gl. Hans søn:
a. Matthe Ahlmann. Han var i en del år forpagter af gården ”Gammel Striben”, og blev ved faderen
død ejer af gården ”Langholt”.
2 Otto Friederich Ahlmann. Han blev ejer af Ussinggaard ved Horsens. Den solgte han med
betydelig gevinst, drog til Hamborg, hvor han levede af sin kapital. Da han døde ugift, hensatte
han sin formue, som en fideikommiskapital for familien.
3) Thomas Ahlmann. Han blev ejer af et stort brænderi i byen Fredericia. Han boede her både under
krigen 1848-50 og 1864.
4) Hans Wilhelm Ahlmann. Han var Dr. i Statsvidenskaben i Kiel. 1849 var han bureauchef i det
slesvigske Finansministerium i Kiel. Han blev valgt som suppleant til Landsversamlung i Kiel 1849
for 26. distrikt i Eckernförde. Prinsen af Augustenborg blev derimod valgt til deputeret for dette
distrikt. Han levede endnu 1883 i Kiel.
5) Hans Ahlmann. Han fik fødestedet og blev købmand på Gråsten. Han fortsatte handelen i det
større spor, hvori faderen havde ledet den, men da han manglede dennes talent og snildhed kom
hans affærer til sidst i uorden, og 1882 i nov. spillede han en stor fallit. Alting blev solgt, og
mange tabte ved denne fallit, især håndværkere og tjenestefolk, der havde benyttet det gamle
solide hus, som en slags sparekasse. Da fallitten ikke var ganske ærlig, blev Hans Ahlmann idømt
fængselsstraf, og ærestab på flere år. Ved formående venners indflydelse og forbøn, blev
straffetiden ham senere ved Kejserens benådning forkortet.
6) Helene Marie Ahlmann. Hun blev g. m. Hr. Christian August Valentin, der 1845 blev præst i Rinkenæs ved Graasten.
1849 blev han af det såkaldte Statholderskab udnævnt til præst for Tyrstrup og Hjerndrup menighed i Nordslesvig,
hvilken udnævnelse blev sat ud af kraft af bestyrelseskommissionen 1850 d. 30. april. Han tog bort af landet, og var i
nogle år tysk protestantisk præst i Jerusalem. 1864 kom han tilbage, var først i nogle år præst for Tyrstrup og siden for
Gl. Haderslev menighed.
Peter Hjort Lorenzen død 1845 - III. 72.
Om Peter Hjort Lorenzen kan læses udførligt i Laurids Skau: ”Peter Hjort Lorenzen. Et Bidrag til den dansk-slesvigske Historie. København 1865”.
Karl Henrik Lorenzen død 1859 - III. 74.
Karl Henrik Lorenzen, født 1807 d. 5. nov. i Haderslev. Han gik i Haderslev Latinskole, blev 1827 student og rejste til universitetet i Halle, hvor han lagde sig efter de philologiske og philosophiske fag. Efter at have benyttet et tilbud om at gøre en rejse til Italien i selskab med en bekendt videnskabsmand, vendte han 1829 tilbage til hjemmet og tog til København, hvor han 1830 d. 23. dec. underkastede sig den befalede præliminæreksamen og blev 1831 d. 11. jan. konstitueret som adjunkt ved Sorø Skole, udnævnt som adjunkt d. 3. dec., hvor han underviste i tysk og naturlære. Herfra blev han entlediget i nåde og med værtpenge 1844 d. 18. okt. 1853 d. 16, marts blev han udnævnt til fuldmægtig og 1856 d. 31. okt. til kontrollør ved den Kongelige Centralkasse for Hertugdømmet Slesvig i byen Flensborg. Han døde 1859 d. 13. feb. i Flensborg, 52 år gl. Han er forfatter til flere skrifter.
Hr. Anders Beyerholm - III. 80.
1670 d. 29. juni tilstod Maren Matthias af Holm, som var arresteret og beskyldt for trolddom, ”at hendes mand Matthias Hansen og hun have vist rigtighed om det flæsk, som for nogen tid siden blev stjålet i Hagenbjerg, og Hr. Anders Beyerholm havde lyst efter, hvilket de havde stjålet tilsammen”.
Jørgen Jepsen, Hollænder på Hartspring død 1693. - III. 92.
Hollænder Jørgen Jepsens og hustru Anna Jørgens børn er:
1) Jep Jørgensen. Fra 1701-4 findes han som hollænder på Gammelgaard. 1702 blev Jep Hollænder på Gammelgaard g. m. Marie Hansdatter af Hagenbjerg. Fra 1704 findes han som hollænder på
Østerholm. 1720 i okt. døde Jep Hollænder på Østerholm.
Børn:
a) Jørgen Jepsen, født 1704. død samme år
b) Kathrine Jepsdatter. Hun nævnes 1725
2). Thøre Jørgensen, født 1674. Hun blev 1707 g. m. Markus Hansen Voigt. Hun døde 1710, 36 år gl. Markus Hansen
Voigt ejede den Aichelbergske Gaard på Nordborg, som han havde købt af amtmand Johan Ludvig Wolff v. Hogenschildt, da denne 1706 i nov. fulgte Hertug Joachim Frederik til Pløn. 1709 ejede Markus Voigt dette sted på Nordborg. Foruden dette ejede han også land af de udstykkede … i Købing. Han døde 1721. Hans enke Marine Peters af Feldsted sad for stedet fra 1721-23 og blev 1724 g. m. sekretær, siden herredsfoged Karl Gustav Pfaltz, der i de følgende år bebor den Aichelbergske Gaard.
Deres børn:
a) Thøre Hansen Voigt, født 1710. Hun blev g. m. Hr. Peter Christian Holm, herredsfoged i Gram.
3) Peder Jørgensen, født 1675. Fra 1716-20 er hollænder på Rumohrsgaard. Fra 1732-38 findes Peder Jørgensen som hollænder på Nordborg Herregaard. 1732 d. 31. maj blev Peder Jørgensen Hollænder på Nordborg Slot trolovet og d. 20. juni g. m. Anna Nisdatter af Stevning. Det må være hans anden kone. 1737 d. 4. dec. på en månedsbededag blev Peter Jørgensen Hollænder på Slottets Ladegaard begravet, 63 år gl. Børn:
a) Jørgen Petersen, født 1706. Han var fra 1738-44 forpagter på Nordborg Ladegaard og fra 1744-
52 forpagter på gården Hartspring. Han var g. m. Charlotte Juliane Petersen, sit søskendebarn.
b) Hans Petersen, født 1716 på Rumohrsgaard.
4) Anna Jørgensen, født 1678, død 1729, 51 år gl. Hun var g. m. Hr. Lorentz Petersen, herredsfoged over Nørreherred.
5 )Andreas Jørgensen, født 1681. Fra 1716-27 findes han som hollænder på Rumohrsgaard og fra 1736-40 er han forpagter på Augustenborg Herregaard. 1756 døde Andres Jørgensen i Lillemølle, 75 år gl.
Børn:
a) Christine Andreasdatter, født 1718 på Rumohrsgaard, findes 1740 på Augustenborg Herregaard.
b) Margaretha Andreasdatter, født 1720 på Rumohrsgaard, finde 1740 på Augstenbor Herregaard.
Jørgen Petersen død 1746 - III. 96.
Jørgen Petersen, en søn af herredsfoged Lorentz Petersen, må vistnok have været g. m. den ene af sin morbror, Andreas Jørgensens døtre, siden hans søn efter sin fars død opholdt sig som barn i denne mands hus i Lillemølle.
Børn:
a. Lorentz Petersen, Jørgen Petersens søn fra Lillemølle, blev 1750 konfirmeret i Svenstrup kirke, tilligemed Frostes datter Birgitte. Han opholdt sig i den anledning i Frostes hus, hvis kone var hans faster. Han er måske kommen der i huset efter den gamle Andreas Jørgensens død 1756. Han må være født 1742 eller 1743.
b. Anna, sal. Jørgen Petersens datter. Hun blev konfirmeret på Nordborg 1750. Det må være hans datter. Hun har været i huset hos Jørgen Petersen, da forpagter på Hartspring, hans hustru var pigens faster. Men på Nordborg er hun konfirmeret, hvor han tidligere havde været forpagter.
Lorentz Petersen, sømand død 1769 - III. 96.
Lorentz Petersen, en søn af herredsfoged Lorentz Petersen, født 1717. Han nævnes 1741 og 1746 som fadder til sin søsters børn på Hartspring. 1752 var han skipper, det kan ses deraf: ”1752 på Kristi Himmelfartsdag blev Johan Mammen, født på ”Hamborger Berg” ved Altona, offentlig konfirmeret i Nordborg kirke. Han har i nogle år været til søs med monsj. Lorentz Petersen af Nordborg, og da hans skipper forhen havde ladet ham gå her i skole, og ville lade ham med andre af menigheden offentligt konfirmere, blev han med skibet forrige vinter liggende over i Norge, så at denne person nu specielt efter begæring til konfirmation kunne antages”.
1753 d. 9. marts blev monsj. Lorentz Petersen af Nordborg, kopuleret i huset til jomfru Regitze Sophie Wolfsen af Nordborg, eller rettere Wolff. Hun må være en datter af skovrider Henning Wolff på Nygaard. Lorentz Petersen har allerede forud før denne tid boet på Nordborg, hans hus synes at have ligget på Storegade, ikke langt fra købmand Øhlerichs sted. 1757 og 1764 boede han endnu på Nordborg. Han må have købt land af Meelsgaard ved udparcelleringen 1766 og bebygget det. Han kaldte stedet ”Stensgaard”. Her må han være død 1769 og ikke i Hardeshøj. Thi færgemand har han ikke været. Når hans søster siger ”ved Hardeshøj”, kan det jo også nok forstås som han har boet i nærheden af dette sted.
Børn:
1) Anna Kathrine Petersen, født 1753 på Nordborg, døbt 1753 d. 24. dec. Hun døde som barn.
2) Henning Petersen, født 1756 på Nordborg, døbt d. 26. marts.
3) Lorentz Petersen, født 1758 på Nordborg, døbt 1759 d. 15. jan. Han døde 1763 på Nordborg og blev begravet d. 25. juli.
4) Lorentz Petersen, født 1764 på Nordborg, døbt d. 14. sept. 1779 blev Mad. Petersens søn Lorentz, konfirmeret på Nordborg, 15 år gl.
Peter Petersen død 1747 - III. 97.
Peter Petersen, en søn af forpagter Jørgen Petersen på Hartspring, født 1736. 1747 d. 8. aug. blev Hr. Jørgen Petersens, pensionær på Hartspring, hans ældste søn Peter, 10 år gl., begravet på Nordborg af Hr. pastor Martin Krukow. Han gik her i skole og druknede ynkelig i søen forleden torsdag aften d. 3. aug., da en karl på slottet tillod ham at ride en blind hest til vandet. ”Gud trøste de højst bedrøvede forældre og bevare enhvers børn, at de ikke af egen eller andres uforsigtighed må komme til skade! Fra en ond, uforvarendes og brat død frie Du os Alle, kære Herre Gud!”
Frederik Jakob Petersen død 1786 - III. 98.
Frederik Jakob Petersen, en søn af forpagter Jørgen Petersen på Hartspring, er født 1746. 1762 blev Mad. Petersens søn på Hartspring, Frederik Jakob, konfirmeret i Nordborg kirke af præsten Hr. Nikolai Reich. 1779 opføres Frederik Jakob Petersen i jordebogen for et helt boel i Holm nr. 32. Det udgjorde i kvantitet 44 tdr., 4 sk., 8 sext., i bonitet 45 tdr., 3 sk., 4 sext. Den egentlige kanon heraf skulle være, 66 rdl. 10.. 5.. Men da herfra, skulle fradrages præstetienden med andre ydelser: a. til præsten, 1 tdr. rug, 1 tdr., 4 sk. byg, 2 tdr., 4 sk. havre. 10 knipper langhalm, 16 .. midsommertiende, foruden andet, alt beregnet til 10 rdl. 16 .., 6 .., så blev hans årlige kanon fastsat til 55 rdl., 41 .., 11..
Jomfru Beate Plaggen død 1765 III. 91.
1765 d. 6. aug. blev jomfru Beate Plaggen begravet på Nordborg, 53 år gl., som fra hendes fødsel af havde været vanfør og skrøbelig. Hun blev født 1712 d. 7. sept. på Hartspring, 10 uger for tidlig og fik nøddåben straks.
Klaus Andersen død 1765. III. 123.
Klaus Andersen. 1740 er han vistnok bleven ejer af den Aichelbergske Gård, men derfor kan han godt endnu have været forpagter. 1743 boede han dog på Nordborg. 1758 d. 27. juni blev Sr. Klaus Andersens hustru på Nordborg begravet. 1759 d. 27. dec. blev Klaus Andersen trolovet og 1760 d. 18. jan. g. m. Ingeborg Hansdatter af Ullerup. Dette giftermål har sikkert ikke været hans voksne børn med. Det var et nødvendigheds ægteskab. Hun har rimeligvis tjent ham som pige eller husholderske og været af simpel stand. 1765 d. 10. april blev begravet Klaus Andersens kone på Nordborg. 1765 d. 16. juli blev Klaus Andersen i Nordborg begravet. (Nordborg kirkebog) Hun døde efter barselseng.
Børn:
1) Margaretha Maria Andersen, døbt 1760 d. 1. maj.
2) Katharina Kirstine Andersen, døbt 1761 d. 24. sept. 1763 d. 18. juli blev Klaus Andersens datter på Nordborg begravet. Dog kan det ikke ses, om det er denne eller den foregående, der er død.
3) 4) 1762 d. 25. sept. blev Klaus Andersens 2 dødfødte børn på Nordborg begravede
4) 1764 d. 19. jan. blev Klaus Andersens dødfødte søn på Nordborg begravet.
5) 1765 d. 3. april blev Klaus Andersens dødfødte datter på Nordborg begravet.
Eleonora Elisabeth Andersen III 124.
Eleonora Elisabeth Andersen, født 1721. Hun har ikke været g. m. møller Hans Christensen på Østerholms Mølle. 1743 d. 20. okt. blev Christian Christensen Leymand af Adserballeskov trolovet med Eleonora Elisabeth Andersen af Nordborg. Den 29. nov. blev Christian Christensen Leymand af Adserballeskov g. m. Eleonora Elisabeth Andersen af Nordborg. (Nordborg kirkebog) Christian Christensen Leymann, var en søn af Christen Leymann i Adserballeskov, der nævnes i tiden fra 1706-15. Han var skibskaptajn. De levede endnu begge 1756.
Børn:
1) Maria Margaretha Leymann, født 1748. Hun nævnes 1767 og 1775. Hun blev g. m. møller Christian Hansen på Østerholms mølle.
2) Eleonora Elisabeth Leymann, født 1752. Til hende stod Jakob Wrang af Ketting og Steffen Petersen, gartner på Østerholm fadder.
3) Christian Nikolai Leymann, født 1756 d. 21. nov. Han blev holdt over dåben af Nikolai Andersen på Nordborg. (Adserballe Kirkebog)
4) Christian Leymann. Han blev skibskaptajn og sejlede for den rige købmand Jes Thomsen på Nordborg. 1796 blev ved huskopulation, ungkarl skibskaptajn Christian Leymann af Adserballeskov, g. m. jomfru Ellen Høeg af Nordborg. Forloverne var købmand Jes Thomsen og købmand Otto Fred. Ahlmann på Nordborg. (Nordborg kirkebog) Med hende fik han et sted på Nordborg, men døde efter et par års ægteskab, hvorpå enken atter blev g. m. Hr. Henning Hess, ejer af Meelsgaard.
Nikolai Ernst Andersen død 1804 III. 124-152.
Nikolai Ernst Andersen, ejer af Østerholms stamparcel. Han har haft flere børn end de III 152-154 anførte. De var følgende:
1) Margaretha Maria Andersen, født i maj 1756 på Nordborg. Hun blev døbt 1756 d. 24. maj Hun blev g. m. skibskaptajn Peter Hansen Hollænder.
2) Marie Elisabeth Andersen, født 1758 i juli på Nordborg, døbt d. 26. juli. Hun blev g. m. skibskaptajn Christian Frost af Nordborg.
3) Iver Andersen, født 1763 i april på Nordborg, døbt d. 19. april. 1766 d. 27. maj blev Nikolai Andersen, forvalter på Østerholm, hans søn Ivar begravet, 3 år gl.
4) Ivar Andersen, født 1766 i juli på Østerholm, døbt d. 3. aug. Han døde 1794.
5) Anna Johanne Andersen, født 1768 i juli på Østerholm, døbt d. 10. juli. Hun blev g. m. Peter Knudsen til Lysholm.
6) Klaus Andersen, født i feb. på Østerholm, døbt d. 17, feb. Han blev ejer af Lundsgaard på Sundeved.
7) Nikolai Andersen, født 1771 på Østerholm. Han døde samme år..
Frederik Jakob Hollænder død 1845 - III 153.
1827 d. 29. april blev borger og indvåner i Nordborg Sr. Frederik Jakob Hollænder født 1788, en søn af bager og borger Peter Hansen Hollænder og hustru Anna Maria Jepsen i Nordborg, trolovet med jomfru Sophie Henriette Amalie Iversen, født 1785, en datter af fyrstelig pensioneret mundkok på Augustenborg Andreas Iversen og hustru Sophie Charlotte Hohenholz. Forloverne: Hr. Boy Petersen og Hr. Nikolai Ernst Frost, begge på Nordborg.
1819 d. 20. maj blev enkemand Frederik Jakob Hollænder, borger i Nordborg, trolovet med jomfru Dorothea Louise Iversen af Augustenborg, født 1784 og en søster til den første kone. Forloverne: Hr. Boy Petersen og Hr. Nikolai Ernst Frost, begge af Nordborg. (Nordborg kirkebog). Iblandt andet var Hollænder i mange år formynder og kurator for den gamle Mad. Anne Johanne Knudsen på Lysholm. Børn:
1) Peter Hansen Hollænder, født 1818. Han fik sin fars sted og blev 1840 g. m. jomfru Sophie Michelsen, en datter af smed Jens Michelsen på Nordborg. Han var synsmand og en god dansksindet og brav mand. Han døde? Hans enke blev siddende for stedet.
Børn
a) Sophie Henriette Amalie Hollænder, født 1846. Hun var en ung smuk pige, der døde tidlig i den voksne alder.
b) Dorothea Louise Hollænder, født 1847. Hun døde ligeledes ung i den voksne alder.
c). Frederikke Jakobine Hollænder, født 1848. Hun blev g. m. Hr. Johannes Moldt, redaktør på Dybbølposten og
boghandler i Sønderborg S. IV. 101.
d) Frederik Jakob Hollænder, født 1850. Han blev efter krigen 1864 løst af sit undersåtlige forhold til Preussen og blev
dansk, undersåt. Da han var udmeldt før 1870, fik han tilladelse til at vende tilbage. Han fik faderens sted og er g. m.
jomfru Christine Thomsen, en datter af gæstgiver, Thomas Thomsen og hustru Kathrine Petersen ved Dyvig. S. IV 6.
e) Jens Hollænder, født 185? Han kom i handelslære og er bosat i Flensborg som købmand.
f) Peter Hansen Hollænder, født 185?. Han købte 1884 Østerholm Mølle af Hr. Christian Erichsen, og er g. m.jomfru,
Katharine Thomsen, en datter af Hr. gæstgiver, Thomas Thomsen og hustru Katharine Petersen i Dyvig ved Nordborg.
S. IV 6.
Peter Hansen Hollænder død 1880 III. 153.
Peter Hansen Hollænder, født 1796 på Nordborg, blev 1811 konfirmeret på Nordborg, 15 år gl., tilligemed provst Fangels datter Sophie Margaretha Fangel, der siden blev g. m. præsten Jørgen Knudsen i Hagenbjerg. Han var i flere år handelskommis hos købmand Otto Frederik Ahlmann på Gråsten, og bosatte sig siden som kornhandler og brændevinsbrænder i Sønderborg, hvor han blev g. m. jomfru Anna Helene Lind, en datter af købmand Christen Jørgensen Lind. Denne mand der var fra et boel i Stolbro, blev efter sin formand på stedet, alm. kaldet Hansen Lind.
Peter Hollænder var altid en god dansksindet mand, og i sin hele færd en jævn, brav og hæderlig mand af den gamle skole. Folk fra Igen sogn og fra Lysabild sogn plejede gerne at spænde fra i hans gård, når de tog ind til byen. Hollænder blev en meget gammel mand, og led i de senere år en del af tunghørighed. Hans kone led derimod af og til at tungsind. Hun døde? Han døde først 1880, 84 år gl. Børn:
1) Christian Hollænder, født 1832. Han lærte landvæsen på Lysholm i 2 år fra 1850-52, var derefter forvalter i Jylland,
i flere år hos Hr. Søltoft på Tyrestrup ved Horsens. Han kom hjem og tænkte på at få sig en ejendom eller forpagtning,
forhørte sig om Ketting præstegårds avling, men da alting var så dyrt, turde han ikke binde sig an til noget, forblev i
hjemmet ugift, og mens hans svoger overtog en manufaktur- og kolonialhandel ved stedet, drev han kornhandel. Han har
altid været, meget dansksindet. Han er forvalter på Steensballegaard.
2) Anna Hollænder, født 1834. Hun blev g. m. Johansen, der havde været handelskommis hos købmand Hansen-
Günthersohn i Sønderborg. Han anlagde en manufaktur- og kolonialhandel på stedet. Han var nu bogholder hos destill.
Petersen i Sønderborg.
Børn:
a) Peter Hollænder, lærte landvæsen på Rumohrsgaard hos forpagter Albertz. Han er på tiden ansat ved et andelsmejeri i
Hørup.
b) Anna Hollænder, født 1872.
c) Adolf Hollænder, født 1875.
Klaus Andersen III. 161.
Klaus Andersen. Hans bryllup stod på Rumohrsgaard 1792 d. 17. april. Nordborg brand har altså været dagen forud, da der blev holdt brudeseng.
Frantz Andersen død 1788. III. 164.
Frantz Andersen. 1744 blev Sr. Klaus Andersens søn, Frantz konfirmeret i Nordborg kirke af præsten Hr. Martin Krukow. Hans hustru Anna Kathrine Ohlsen var født på Nordborg 1753 d. 28. jan., en datter af sergent Hans Christian Ohlsen, og en søster til sergent Christian Jakob Ohlsen, begge på Nordborg. Den sidste også snedker.
Christian Andersen død 1805. III. 166.
Peter Christian Andersen. Han døde 1805. 1806 d. 10. jan. blev ungkarl Nikolai Hansen Moos af Elstrup, trolovet med Mad. Anna Maria, født Moldt, enke efter afd. Peter Christian Andersen i Nordborg. Forloverne: Jes Thomsen og Peter Iversen, begge på Nordborg. (Nordborg kirkebog) Han var en søn af boelsmand Hans Hansen Moes og hustru Ellen Nielsdatter i Elstrup.
Hans Christensen, møller død 1772 III. 173.
Hans Christensen, møller på Østerholm. Hans hustru kan ikke være Eleonora Elisabeth Andersen, en søster til Nikolai Andersen, ejer af Østerholms stamparcel; thi hun blev 1743 g. m. skipper Christian Christensen Leymann af Adserballeskov. Dog har Hans Christensen alligevel været besvogret med denne familie, han har måske snarere været g. m. en datter af hollænder Jes Andersen, og således været en svoger til hollænder Klaus Andersen og kromand Thomas Jessen ved Fynshav. Sønnen Christian Hansen, møller på Østerholm, har da på sin kones vegne kaldt Nikolai Ernst Andersen sin morbror, men måske været en fætter til ham. Hans hustru Margaretha Leymann var en datter af skipper Christian Christensen Leymann og Hustru Eleonora Elisabeth Andersen i Adserballeskov og født 1748..
Anna Johanne Andersen død 1780. III. 182.
1746 blev Sr. Klaus Andersens datter på Nordborg, Anna Johanne konfirmeret af stedets præst Hr. Martin Krukow.
Thomas Thomsen IV. 6.
Thomas Thomsen, gæstgiver ved Dyvig har endnu følgende børn:
5) Christine Thomsen. Hun var et par år husjomfru hos provst Fangel i Hagenbjeg præstegård, og
blev g. m. Jakob Hollænder, ejer af et større landsted ved Nordborg. S. V. 16.
6) Katharine Thomsen. Hun blev g. m. Peter Hollænder, ejer af Østerholms mølle. S. V. 16.
7) Franciska Thomsen. g. m. Hr.Christian Drescher i Pøl. Hun er død.
Niels Tingberg Fangel død 1845. IV. 32-36.
Hr. Niels Tingberg Fangel var fra 1803-1806 huslærer i egnen ved Lemvig, opholdt sig derefter et år som prædikant hos sin farbror Hr. Erasmus Fangel i Keykum på Sylt, hvorpå han blev kapellan hos sin far.
Holger Fangel, provst død 1887 IV. 48-63.
Holger Fangel, provst i Hagenbjerg. Han har optegnet om sig selv således: Jeg blev født d. 25. feb. 1804 og døbt 2 dage derefter i Nordborg kirke med min sal. fars fulde navn, min tantes mand, sal. Juhler, der døde i Nordborg som en hæderlig olding, holdt mig over dåben. Min første undervisning modtog jeg af min bror, Niels Tingberg Fangel, men da han forlod hjemmet 1810, blev den gamle organist og degn Lorentzen i Nordborg min lærer. Af ham blev jeg flere år undervist tilligemed hans datterdatter, Margaretha, datter af sal. Katechet, Christiansen i Nordborg, nu enke efter afd. Skibskaptajn. Krog, og var hun i flere år min daglige legesøster. Hendes noget ældre bror Christian Christiansen, nu præst i Medelby ved Flensborg, gik dengang i Nordborg Borgerskole, men deltog stadig med os i vore lege såvel i præstegården som i den daværende gamle degnebolig, lige over for præstegården.
I sommeren 1812 gjorde jeg en rejse med mine forældre langs Jyllands østkyst, til begge mine brødre, der var bosatte i Aalborg stift; hos hver af dem var vi i 14 dage, og jeg morede mig kosteligt på hele rejsen, hvis enkelte momenter siden var genstande for vore huslige samtaler, og derfor indprentede sig dybt i min erindring. Efter hjemkomsten blev jeg sat i Nordborg skoles nederste klasse – dengang var der kun 2 klasser, hvor drenge og piger undervistes i forening. Her forblev jeg imidlertid kun til det følgende år 1813, da min fætter og formand her i Oksbølle, Hans Petersen, blev min sal. fars kapellan, og tillige min lærer. Nu begyndte jeg at lære latin og fik snart tvende commilit…, nemlig min legebror Christian Christiansen og Frantz Riegels, en søn af afd. Justitsråd. Husfoged og branddirektør Riegels på Fægtenborg ved Nordborg, for nogle år siden død i København som cand. jur.
Vi læste sammen lige til Petersen i feb. 1818 rejste til Drejø, hvorpå Christiansen, som var konfirmeret, straks blev sat i Odense Katedralskole. På palmesøndag d. 15. marts samme år blev Riegels og jeg konfirmerede, tilligemed de øvrige konfirmander, af min sal. far i Nordborg kirke, hvorpå Riegels ligeledes afgik til Odense Katedralskole, mens jeg d. 14. maj samme år blev sat i huset hos pastor Sabroe i Tandslet, som året i forvejen havde dimitteret til universitetet i København sin søstersøn Bering, nu præst i Tandslet og sin svoger Henningsen, nu præst i Lysabild. Sabroe havde ved min ankomst til Tandslet flere ældre elever, navnlig Paulsen fra Flensborg, Esbensen og Jørgen Hansen fra Tandslet, samt en skolelærer Hansen fra Sattrup, 24 år gl. som nu begyndte at studere. Paulsen som i en række af år har været præst i Adserballe, hvorfra han for et par år siden forflyttedes til Glumsø i Sjælland, og Esbensen, nu præst i Flemløse i Fyn, blev dimitterede til universitetet i efteråret 1818, og Jørgen Hansen, nu biskop her på Øen, blev dimitteret i det påfølgende år.
Kort efter min ankomst til Tandslet fik Sabroe endnu 3 elever, nemlig Carl Hansen fra Augustenborg, nu præst på Mols, Holzmann fra Flensborg, nu cand. jur., og Petersen fra Hundslev, Notmark sogn, nu præst i Skrydstrup ved Haderslev, hvilke 3 i forening med ovennævnte skolelærer Hansen og mig, blev underviste hver dag i latin, senere også i græsk og såre lidt i hebraisk, men desværre så godt som slet ikke i andre discipliner: dansk, tysk og fransk, religion og bibelhistorie. Verdenshistorie og geografi lærte vi lidet eller intet af. I matematik blev vi vel efter nogle års forløb underviste af degnen Esbensen der i byen, en ganske dygtig matematiker, men da han manglede heldige undervisningsgaver, lærte vi såre lidt.
Således vedblev det henad i 4 år, da kom i jan. måned. ovennævnte Bering hjem som cand. theol. egergius, for at assistere sin onkel ved undervisningen. Sabroe havde nemlig i året 1819 antaget endnu 4 andre yngre elever, nemlig Joh. Daniel Christensen fra Sønderborg, død som cand. theol. på Samsø, dennes bror Henrik Søren Christensen, nu personel kapellan på Sjælland. (Søn af Erik Christensen, herredsfoged i Sunds og Gudme herreder, født 1807 d. 26. maj i Svendborg, student 1826, theol. cand. 1832 d. 26, okt. med non, 1833 d. 18. okt. person. kapellan i Jersi på Sjælland, 1850 d. 31. dec. sognepræst for Vester Tørslev og Svendstrup i Randers amt, død 1851 d. 25. okt.). Christian Abraham Mølmark fra Svendborg, nu præst på Sjælland. (Søn af Georg Abraham Mølmark, prokurator, født i Svendborg 1807 d. 3. juli, student 1825, theol. cand. 1830 d. 26. april med laud, blev adjunkt i Herlufsholm 1831, sognepræst i Mou 1835 d. 30. okt., i Sørbymagle d. 10. juli og i Ørslev og Bjerne, Sorø amt 1858 d. 11. jan.) og Bernhard Carstens fra Ærøskøbing, nu actuarius i Bordesholm.
Bering var en ligeså dygtig lærer som kundskabsrig kandidat, og jeg profiterede ikke lidet af hans undervisning i nogle af de oven anførte, hidtil forsømte discipliner; men Sabroe, som i de senere år var bleven altid svagere, kunne nu ikke mere deltage i undervisningen og døde efter længere tids sygdom i maj måned 1822. Bering blev hans eftermand, men turde som ung embedsmand ikke antage alle hans elever og beholdt da den yngre afdeling. Skolelærer Hansen opgav nu studierne og blev skolelærer i Adserballeskov, Carl Hansen antog en privat lærer i København og blev student i efteråret samme år, han havde nemlig medbragt gode skolekundskaber fra Augustenborg. Holzmann og Petersen kom i huset hos provst Burchardi i Ketting, som siden dimitterede dem til Kiel, og jeg, som desværre var blevet undervist af min fætter Petersen på samme måde som af Sabroe, næsten udelukkende kun i latin, så nu ingen anden udvej til at få de mange huller i mine kundskaber lukkede, end fortsat privat undervisning. Heldigvis havde min sal. far efterladt mig så meget, at jeg kunne holde mig en manuduktør i København, og jeg valgte dertil min forhenværende kommilite, dengang student, nuværende biskop Hansen, ved hvis heldige vejledning jeg i 2 år, fra sept. 22 til okt. 24, fik hullerne nogenlunde lukkede, så jeg blev student i året 1824, endog med karakteren laudabi…
1822-1832.
Ved min ankomst til København, blev jeg af mine daværende studerende landsmænd og forhenværende kommilitone, venligst optaget i deres kreds, de fleste af dem boede på Regensen, og levede, skønt endnu philister kun i studenterselskab og på studentervis. Vi dannede indbyrdes et selskab, kaldet Alsiana og kom regelmæssigt sammen hver anden løverdag, snart hos den ene, snart hos den anden iblandt os, og fornøjede os med sang og samtale. Min kontubernal var min ovennævnte barndomsven, Christian Christiansen, som nu læste til theol. attestats, og underviste mig i fransk og tysk, mens Hansen besørgede den øvrige undervisning. Netop da jeg blev student, blev Christiansen alumne på Regensen.
Næppe havde jeg i foråret 182? absolveret eksamen philos, før jeg selv blev lærer. Min forh. manuduktør Hansen, dengang cand. theol., forlod nu København for at gå som huslærer til Hørup præstegård her på Øen, og på hans anbefaling blev jeg da taget som lærer i hans sted, såvel hos daværende institutbestyrer Reineche, som hos professor Matthiesen, lærer ved Landkadetakademiet og Metropolitanskolen, hvis ældste datter nu er min hustru. Hos Reiniche, som var enkemand, uden børn, og levede på studentervis, fik jeg fri station, idet jeg delte værelse med ham, og underviste til gengæld i reglen 10 timer ugentlig i hans institut. Med min kones 2 brødre, dengang smådrenge, læste jeg 1 a 2 timer daglig.
Det var iøvrigt temmelig anstrengende for mig i den første sommer at høre alle philosophiske collegier, undervise så mange timer og derhos læse til eksamen philosoph. Efter absolveret eksamen forblev jeg endnu et år hos Reiniche som lærer i hans institut. Da tilbød prof. Matthiesen mig de samme fordele i sit hus, som dem jeg nød i Reineches, imod at jeg underviste hans sønner i så mange timer flere, som dem jeg hidtil havde undervist i Instituttet. Jeg tog imod tilbudet og var i hans hus i 2 år. I disse år blev jeg, til dels af for megen stillesidden, i den grad hjemsøgt af nervesvækkelse og brystkrampe, at jeg, uden at kunne sondere det, omsider ej engang kunne tåle at undervise, og begav mig derfor efter lægens råd, i sommeren 1828, på nogle måneder til min fætter i Tikøb. Noget styrket, men endnu svag, kom jeg tilbage, lejede mig et værelse på Ronnborg Mølle på Volden, hvor jeg boede særdeles behageligt i 1½ år, opgav mine informationer og søgte, så vidt muligt, ved stadig bevægelse i fri luft at genvinde de tabte kræfter. Gik det hermed end kun langsomt, så gik det dog stadig fremad.
Efterhånden begyndte jeg på ny at lægge mig efter teologien, og bivånede med uafbrudt flid i forskellige teologiske forelæsninger og praktiske øvelser, eksaminationer, disputatser og skriveøvelser. Med de tiltagende kræfter tiltog og lysten til at studere, og da jeg i foråret 1830 fik plads på Regensen, var jeg så vidt restitueret, at jeg med tilbørlig daglig motion, kunne med kraft læse til attestats. Jeg var så heldig at få til kontubernal, min ven Anders Due fra Hobro, nu præst på Morsø, som var blevet student fra Aalborg skole samme år som jeg, men i nogle år havde været huslærer på landet, hvorfor vi omtrent var kommet lige langt i teologien og derfor nu i vore studier kunne følges ad, hvad vi også gjorde.
Her havde vi næsten daglig besøg af en fælles kær og elskelig ven, Peter Christian Ditlev Holst. Nu præst i Sandby i Sjælland, som dengang også læste til attestats og plejede at afhente os til vore fælles spadsereture, der som oftest gik over Volden til Toldboden. Holst absolverede sin embedseksamen i jan 1832, Due i foråret samme år, men i hvor tungt det end var mig, at måtte gå som student, da disse 2 hjertevenner var blevet kandidater, havde jeg dog endnu ikke mod til at melde mig, fornemmeligen på grund af mangelfulde kundskaber i det hebraiske sprog, hvilket jeg aldrig havde lært til gavns, en mangel jeg nu med opofrelse af et halvt års tid måtte bøde på. Jeg nåede imidlertid målet endnu samme år og med samme held som de andre; den 3. okt. 1832 blev jeg theol. kandidat.
Samme dag blev en anden ven af mig theol. kandidat, nemlig Lauritz Rosendahl fra Hatting, nu præst i Paaby ved Kolding. Vi havde i det sidste halve år dagligen læst sammen, og gennemgået de fleste discipliner med hinanden; det traf sig så, at vi også kom til at sidde sammen ved det grønne bord på det daværende øverste auditorium på hjørnet af Nørregade og Krystalgade. Vi blev eksaminerede af professorerne Jens Møller, Clausen og Hohlenberg. Den første eksaminerede i Moral- og Kirkehistorie, den anden, en højst behagelig eksaminator, i Dogmatik og det nye Testamentes Exegese med tilhørende bidiscipliner, den tredje i naturlig Theologi, Apologestik og det gamle Testamentes Exegese med samme bidiscipliner. Netop på denne tid havde universitetet ikke flere theol. professorer end disse tre; thi P.E. Müller, hos hvem jeg havde hørt et fuldstændigt kursus over dogmatiken og et halvt kursus over moralen, var blevet Sjællands biskop, og Fogtmann, som en kort tid fungerede som theol. professor, var blevet biskop i Ribe.
Angående mit ophold på Regensen må jeg endnu tilføje, at jeg der tilbragte mine lykkeligste år i København. Due og jeg boede først ½ år i 3. gang nr. 4 i stuen til gården, dengang et mindre behageligt logi, men derefter 2 år i samme gang nr. 7 på første sal til gaden, ret lige over for indgangen til det runde Tårn, et særdeles godt logi. I det første år var jeg med at grundlægge Regentsens Læseforening, en fortræffelig indretning, ved hvis oprettelse det theol. fakultet imødekom Regentsvennernes ønsker, med sand velvilje og humanitet, ligesom også Regentsprovsten prof. Petersen, både ved oprettelsen og senere gjorde, hvad der stod i hans magt, for at fremme dens velgørende øjemed. Kun Regentsianerne og kommunitets alumnerne havde adgang til den, og hver deltager erlagde 2 R.. om måneden til anskaffelsen af dagslitteraturen og til belysning. De øvrige udgifter, deriblandt til 8 forskellige månedsskrifter, møblement og kakkelovnsbrænde, udrededes af kommunitetskassen.
Endnu består denne Læseforening, men med denne forandring, at kommunitetskassen nu afholder samtlige udgifter. Måtte den fremdeles bestå og bære velsignede frugter! Hvad var det dog ikke for en herlig rekreation, efter anstrengende studier at tilbringe en tid enten i konversationsværelset, hvis man traf en god ven, eller i læsesalen, hvor der forefandtes allehånde behagelig lekture og deriblandt naturligvis de vigtigste og bedste danske og tyske aviser! Og dertil behøvedes ingen omklædning; men gik derhen ugenert, iført sin daglige studeredragt. Jeg mindes endnu med glæde den sindets oprustning, jeg der så ofte fandt, og den derved vundne kraft til forøget anstrengelse på studerekammeret.
1832-1838.
Efter absolveret embedseksamen besøgte jeg min elskelige fætter i Tikøb, som havde givet mig så mange prøver på sin broderlige kærlighed, og hos hvem jeg havde tilbragt så mangen behagelig ferie i studenterdagene. Derefter rejste jeg i begyndelsen af dec. samme år, til min elskelige bror Niels i Gudum, for under hans vejledning at danne mig til praktisk embedsmand. Her øvede jeg mig vinteren igennem jævnligen i at prædike og katekisere, ligesom jeg jævnligen ledsagede min bror, når han besøgte pastoratets skoler. Uden beskedenhed tør jeg sige, at han var en sjælden dygtig, nidkær og samvittighedsfuld embedsmand, med en rig erfaring og en herlig takt for….både i og udenfor embedsførelsen. Han var derhos en ægte kristelig teolog, hvem Guds ord gjaldt mere, end alt andet. Ham har jeg at takke for mange gyldne råd og… vink og altid vil jeg bevare i taknemmelig erindring mindet om ham, hans broderlige kærlighed og velsignelsesrige vejledning.
I april måned 1833 rejste jeg med min brors ældste datter til Ærø, hvor jeg hos min svoger, pastor Knudsen i Tranderup, traf sammen med min forlovede, nu min hustru, som derefter i maj måned fulgte os til Nordborg, hvor vi forblev i 2 måneder hos min der boende ældste søster. Jeg mindes med inderlig glæde al den kærlighed og det venskab, der mødte os overalt i min fødeby, såvel som hos alle mine venner her på landet, hvor jeg dengang ikke havde været i 7 år. Under mit ophold i Nordborg, betrådte jeg på 3. søndag efter trin., første gang som prædikant den prædikestol, fra hvilken min far og bedstefar i så lang en række af år havde forkyndt Guds ord.
I slutningen af juni vendte jeg tilbage til Gudum, og aflagde i okt. måned næstefter, i Budolphi Kirke i Aalborg, de befalede hornetiske og katechetiske prøver for biskop Fogtmann, som lovede, at ville så snart som muligt forskaffe mig ansættelse i det ham betroede stift, når en passende kapellanpost måtte tilbyde sig. Imidlertid fik jeg kort derefter brev fra for ommeldte min universitets ven Lauritz Rosendahl, dengang lærer ved den lærde skole i Fredericia, ved hvilken hans bror Erik Rosendahl var rektor. Han havde erfaret, at jeg ønskede en kapellanpost og tilbød mig nu en sådan hos sin far, provst Rosendahl i Hatting, da han selv for det første helst ønskede at forblive i skolefaget. Han tilføjede den forsikring, at jeg nok skulle få grund til at føle mig tilfreds i hans forældres hus, og på hans ord tog jeg imod den tilbudte ansættelse.
I begyndelsen af dec. måned næstefter, kørte jeg ind i den smukke af provst Rosendahl opbyggede præstegård, uden at kende en eneste af dem, jeg der skulle leve og virke iblandt. Jeg drog derud med den bøn til Gud, at både min indgang og udgang her måtte blive til velsignelse, og Gud opfyldte min bøn. Aldrig kunne jeg have truffet det heldigere, end her var tilfældet. Hvor var det dog ikke en elskelig familie, i hvis kreds jeg her blev indlemmet! Jeg blev af den hæderværdige olding, provst Rosendahl og hans hæderværdige frue, samt deres børn, fra først til sidst behandlet ikke som en fremmed, nej som en søn og bror. Hvad jeg tabte i min bror Nielses omgang, det vandt jeg igen i provst Rosendahls, den erfarne samvittighedsfulde sjælesørgers omgang. Skønt dengang 76 år gammel, var han endnu rask og rørig og havde aldrig tidligere holdt kapellan. Han vedblev derfor endnu, især i de første år, at tage betydelig del i embedets bestyrelse, hvorved jeg fik lejlighed til, under hans vejledning, succesfast at sætte mig ind i alt, hvad der angik embedet. I omtrent et fjerdingår assisterede jeg ham først som kandidat, indtil hans ansøgning om min ansættelse som kapellan var bleven bevilget. Dette skete d. 12. feb. 1834, på hvilken dag højsalig Kong Frederik d. VI, kaldte mig til personlig kapellan for Hatting og Torsted menigheder. D. 14. marts næstefter, blev jeg efter absolveret bispeeksamen, ordineret i Aarhus Domkirke af sal. biskop Paludan Müller, og d. 23. samme måned på palmesøndag blev jeg indsat i Hatting og Torsted kirker af provst Pleisner i Glud. Der herskede vel i begge menigheder, og navnligen i annekset ikke den bedste kirkelige sands, og jeg tør ikke med ros omtale menighedernes kirkegang i det hele. Dog fandtes her ikke få flittige kirkegængere, ikke få, som gerne annammede ordet og, som jeg håber, bevarede det i rene og gode hjerter. I øvrigt var beboerne i deres omgang så venlige, velvillige og forekommende imod mig, at jeg i så henseende intet havde, og intet kunne have tilbage at ønske.
1838-1842.
I hvor lykkelig jeg end følte mig i min stilling som kapellan, var det dog naturligt, at jeg efterhånden måtte føle længsel efter at blive sognepræst og bo under eget tag. Efter at jeg forgæves havde søgt 6 a 7 embeder, blev jeg omsider d. 1. maj 1838, beskikket til sognepræst for Høiberg og Elsborg menigheder i Aarhus stift, holdt afskedsprædiken i Hatting og Torsted kirker på 2. pinsedag, og tiltrådte mit nye embede netop på st. Hansdag d. 24. juni, indsat af daværende provst Kjerulf i Grønbæk. Høiberg ligger i en smuk skovrig egn, 2 ¼ mil fra Viborg, ved landevejen mellem denne by og Aarhus. Embedet var kun lidet, og hvad der skulle gøre det af den beskaffenhed, at en familie kunne leve af det, avlingen nemlig var ved mange års bortforpagtning i den grad forsømt og udmagret, at den gav så godt som intet udbytte. Dertil var præstegårdens bygninger i en mådelig forfatning, og en forhen herlig skov, som lå til embedet, var så godt som ødelagt. Min formands bo var erklæret fallit; selv nådsensårets indtægter var fratagne hans enke, som med 3 børn måtte forlade embedet og præstegården, førend jeg kom dertil, da alt ind - og udbo blev solgt af skifteretten, som havde taget boet under behandling. Jeg drog således ind i et aldeles tømt hus, og degnen måtte ifølge akkord med skifteretten, indtil videre sørge for min underholdning.
Da jeg nøjere havde undersøgt embedets og præstegårdsjordenes beskaffenhed, indså jeg nok, at der for mig var kun 2 udveje at vælge imellem, enten snarest muligt at søge forflyttelse til et bedre embede, eller at tage fat med kraft på jordernes opdyrkning; thi deres bonitet er god, og kunne jeg finde mergel, skønnede jeg, at arbejdet måtte lønne sig.
På forflyttelse kunne jeg umuligt tænke; thi dels turde jeg ikke vente, at der for det første ville blive reflekteret på mine ansøgninger, dels følte jeg, at jeg aldrig ville kunne virke med tilbørlig lyst og kraft i mit sjælesørger kald, dersom jeg idelig skulle ligge på flyttefod, og endelig fandt jeg straks et sådant behag i min nye stilling og hele omgivelse, at jeg ikke let kunne løsrive mig derfra.
Jeg valgte derfor det andet alternativ, endskønt jeg aldeles manglede, hvad man såre rigtigen kalder
”på latin”, de fornødne penge; thi hvad min sal. far havde efterladt mig, var alt sammen medgået til mine studeringer, og af min kapellanløn, 200 rdl. årlig, kunne jeg intet oplægge, da jeg ej alene havde nogen gæld fra kandidatåret at betale, men og i Hatting havde anskaffet mig en del bøger. Ligeså lidet kunne min eventuelle hustru bringe mig nogen medgift til hjælp i den omhandlede retning; thi hendes hele formue bestod af nogle hundrede rdl., for hvilke vi måtte købe det allernødvendigste indbo og husgeråd. Her måtte altså modet opretholdes ved en urokkelig tillid til Guds bistand, som, lovet være Herren, heller ikke udeblev.
Efter at jeg havde truffet akkord med kreditorerne i min formands bo angående min underholdning i nådsensåret og overtagelsen af præstegården og dens jorder, rejste jeg i slutningen af aug. samme år her til Als, for at holde bryllup med min forlovede, Ulrikke Johanne Matthiesen, født i København d. 24. marts 1809, som i flere år havde opholdt sig i min svoger pastor Knudsens hus. Hendes far, den af sine mangfoldige disciple både agtede og elskede professor Roy Matthiesen, født i Aunbølle i Ullerup sogn på Sundeved, var død i sommeren 1835 og hendes brave mor, Anna Sophie, født Magaard på Fyn (Svendborg), fulgte ham i graven i feb. 1837, men i min svogers hus havde hun fundet et andet hjem. D. 5. sept. 1838 blev vi viede af min svoger i Hagenbjerg kirke, omgivne af talrige slægtninge såvel fra Als, som fra Sundeved. Herrens nåde var også her med mig; 11 års glædelige erfaring har atter og atter overtydet mig om, at jeg gjorde et lykkeligt valg, da jeg kårede min ligeså trofaste og dygtige, som fromme og elskelige hustru til mit livs ledsagerinde.
Efter omtrent en måneds ophold i Hagenbjerg tiltrådte vi rejsen til vort nye hjem, hvor vi ankom d. 11. okt. om aftenen. Nogle penge fik jeg til låns hos slægtninge og venner her på Als inden afrejsen, og flere blev mig lovede til næste forår. Vi begyndte vor husholdning med 1 karl, 1 pige, og 2 heste og 3 køer. Næste forår fik vi endnu en karl og en pige, samt en dreng, og besætningen forøgedes med 4 køer og 2 arbejdsstude. Samtlige sognebeboere både i og udenfor bondestanden, gav mig et kært bevis på velvilje, idet de, for så vidt de havde heste, hver især gjorde en god pløjetur for mig, dels om efteråret, dels om foråret, hvorved arbejdet lettedes mig betydeligt. Et livsspørgsmål var det nu for mig, om jeg kunne finde mergel; thi uden denne, ville den ved mangeårig bortforpagtning
aldeles udmagrede mark, ikke i mange år kunne bruges til at yde det forønskede udbytte.
Efter 3 dages møjsommelig leden, fandt jeg omsider mergel i præstegårdens skovskifte, som grænsede til gårdens mark. Den lå imidlertid dybt, i gennemsnit 4 alen under overfladen, dog i en bakke. Det var derfor et højst besværligt og bekosteligt arbejde, navnlig at bortføre det store kvantum rømningsjord, inden merglingen kunne begyndes. Det lykkedes mig imidlertid i 4 år ej alene at mergle over 20 tdr. land, men deriblandt at opdyrke omtrent 4 tdr., som var bevoksede med lyng, da jeg kom til Høiberg, men besået med rug, da jeg drog derfra.
Til præstegården lå omtrent 40 tdr. land god jord, 15 tdr. land god sandmark og 5 tdr. lynghede. Alt i en strækning ved gården. Desuden hørte til præstegården en længere fraliggende hedestrækning på omtrent 70 tdr., af hvilke 30-40 tdr. var dyrkbare, men resten mose eller bevokset med lyng, forhen med herlig bøgeskov. Jeg tog naturligvis først fat på den mark, der lå gården nærmest og havde den glæde, at jeg allerede efter 4 års forløb kunne begynde at sælge af avlingen, som i de foregående år altid krævede tilskud af tienden. Det allersidste år, da jeg blev kaldet hertil havde jeg første gang sået raps på 2 tdr. land, den gav et udbytte af 22 tdr., som betaltes med hen ved 9 rdl.
Foruden alle disse bekostninger, som markens opdyrkning krævede i flere år, havde jeg endnu en betydelig enkepension at udrede, og måtte dertil årlig forrente og gøre afdrag på præstegårdens indløsningssum. Jeg var derfor i disse første år, da også kornpriserne var lave, ofte i den hårdeste pengeforlegenhed; men dels havde jeg Gud ske tak!, en god kredit, dels fandt jeg også der mange venner, som med stor redebonhed lånte mig penge, dels hjalp Gud altid på en eller anden særegen måde, når nøden var størst. Jeg vil blot nævne som eksempel, at der i et af de første år holdtes en så usædvanlig mængde bryllupper i begge mine små menigheder, at jeg for brudevielser alene havde lige så meget i indtægt, som af samtlige højtidsofre og alle øvrige accidentser tilsammenlagte for hele året. Jeg må nemlig bemærke, at bryllupper var i den egn præsternes bedste accidentser, fordi samtlige bryllupsgæster, som fulgte med til kirken, ofrede af deres egne lommer.
Præstegårdens forfaldne bygninger blev, inden jeg modtog dem, på en måde istandsatte for de ommeldte kreditorers regning; men arbejdet, der var bortliciteret, blev slet udført af slette materialer. Jeg anvendte derfor en ikke ringe sum på bygningerne, og da jeg afleverede dem til min eftermand, blev manglerne kun vurderede til 25 rdl. Uagtet vore trange kår følte min kone og jeg os dog særdeles lykkelige i Høiberg. Tabet af en søn, som blev født d. 16. aug. 1839, men næppe så dagens lys før han døde, blev os erstattet 2 år derefter, nemlig 10. aug. 1841, på hvilken dag Gud velsignede os med en anden søn, hvis navn er Holger.
Vi havde desuden ved avlingens tiltagende forbedring udsigter til at se vore kår efterhånden forbedrede, ja endog til med tiden at se vor betydelige gæld formindsket. Dertil mødte os overalt i begge menigheder så megen velvilje og kærlighed, at vi følte os knyttede til dem ved stærke bånd, og ligesom vi boede i en behagelig egn med egen skov tæt ved gården, således levede vi i en venskabelig omgang, med flere af nabopræsterne og deres familier, navnlig med Paludans i Sahl og Stougaards i Brandstrup, men især med den brave provst Stockholm i Levring og hans elskelige familie, hvor vi altid fandt sandt venskab, kærlig opmuntring, venlig trøst og virksom hjælp, når det kneb hårdest for os. Det samme gjaldt i alle måder om min ædle ven og fordums kommilite på Regentsen. Daværende adjunkt Leth i Viborg og hans brave hustru, nu præstefolk i Thy (Visby og Heltborg). Leth hjalp mig i mangen pengeknibe.
Det var under disse omstændigheder langtfra mine tanker at søge forflyttelse, førend jeg havde nået en sådan anciennitet, at jeg kunne vente at få et embede, hvor jeg kunne ønske at forblive til min død. Imidlertid døde min fætter her i Oksbølle d. 7. juli 1842, og jeg blev af min svoger og søster i Hagenbjerg, stærkt opfordret til at søge hans embede. Opfordringen var mig i sandhed uvelkommen; thi jeg turde ifølge min anciennitet ikke nære mindste håb om at få Oksbølle kald, og havde der virkelig længe gjorde mig betænkelig ved at søge det, var den omstændighed, at det forekom mig, som om jeg selv derved ligesom begyndte at løsne de bånd, der nu så inderligt bandt mig til min menighed og min præstegård. Efter flere ugers betænkning måtte imidlertid en beslutning tages, og da det altid havde været mine ønskers mål engang at blive provst på Als, og mine herværende slægtninge trængte stærkt på, at jeg skulle søge, besluttede jeg, efter nøje overvejelse med mine venner, provst Stockholm og adjunkt Leth, at tilstille provsten min ansøgning, for at den forsynet med anbefaling, kunne afgå gennem bispekontoret til sin bestemmelse.
Højsalig Kong Christian d. VIII var netop dengang på en rejse gennem landet med sin Dronning efter deres kroning, og en lang tid fremgik, inden at jeg hørte noget som helst, enten fra Als eller min ansøgning. Da kom d. 11. okt. 1842, (netop 4 årsdagen efter at jeg med min kone var flyttet ind i Høiberg præstegård), min ovennævnte ven Leth, hvis ordination til præst i Visby og Heltborg, jeg få dage tilforn havde bivånet i Viborg Domkirke, ilende til Høiberg på lejet befordring, for at bringe min kone og mig, den for os, så betydningsfulde efterretning, at vi nu skulle forlade Høiberg for at drage til Oksbølle, idet Hs. Maj. Kongen, under 5. okt. havde kaldet mig til sognepræst sammesteds. Hvilken overraskelse! Glæde og bedrøvelse greb os på engang, glæde over at vi nu skulle bo på det yndige os så dyrebare Als, i kredsen af vore nærmeste slægtninge og mange venner, bedrøvelse ved tanken om, at vi nu skulle forlade det sted, og de menigheder og omgangsvenner, vi havde fået så inderlig kær.
Hvad der bevægede Højsalig Kong Christian d. VIII til at kalde mig hertil Oksbølle, har jeg aldrig kunnet erfare. Jeg var ikke iblandt de tre, kancelliet havde indstillet, og hverken jeg selv, eller mig vitterligt nogen anden, havde gjort et eneste skridt for ad privat vej at anbefale mig til Kongen, hvilket tværtimod var tilfældet med flere af mine konkurrenter. Jeg var rigtignok ikke Kongen personlig ubekendt, men havde flere gange haft den ære at tale med ham, mens han var Kronprins, i Hagenbjerg 1835, i Horsens 1836 og endelig ved en audiens på Amalienborg i feb. 1837, hvor han talte særdeles venligt til mig, og blandt andet ytrede: ”at jeg vistnok gerne ville være præst på Als”, hvortil jeg naturligvis svarede, ”at jeg, hvad min fremtidige befordring angik, ikke havde noget højere ønske end dette”. Ved afskeden sagde han: ”De skal være i erindring”. Og han holdt således ord.
Den. 20. nov. på 26. søndag efter trin., holdt jeg afskedsprædiken i Høiberg pg Elsborg kirker, og skiltes fra menigheden med dybt rørt hjerte fra de mig så kære menigheder, hvis sjælesorg nu i halvfemte år havde været mig betroet. Hvad jeg ovenfor har ytret om Hatting og Torsted menigheder med hensyn til deres kirkelige sans, såvel som deres omgængelse, det samme gjaldt i et og alt om Høiberg og Elsborg menigheder. Skønt mangel på sans for kirkegang, sporedes i øvrigt på begge steder i de såkaldte dannede huse, og navnligen på herregårdene, hvor herskabets ligegyldighed for den offentlige gudstjeneste, i en mærkelig grad havde forplantet sig på tyendet.
1842-1849.
Efterladende min hustru og søn i Høiberg afrejste jeg i slutningen af nov. her til Als, og tilbragte undervejs nogle dage i den mig så kære og uforglemmelige Hatting præstegård. Lykkeligen ankommen hertil d. 5. dec., blev jeg på 3. søndag i advent d. 11. dec. 1842 indsat her i kirken, af min sal fars….Hr. provst Thomsen i Nordborg, og holdt samme dag min tiltrædelsesprædiken for en talrig forsamling, såvel af menigheden, som af mine embedsbrødre her i herredet, og mine mange herværende slægtninge og venner. Hos min sal. formands enke, som i mange år havde været i mine forældres hus, og ofte båret mig som barn på sine arme, havde jeg det i enhver henseende så godt som jeg kunne ønske det, og Gud holdt i nåde sin beskærmende hånd over min kone og søn, så vinteren gik særdeles godt.
Imidlertid blev min eftermand i Høiberg kaldet. Det var katechet Hertel i Korsør, en særdeles brav og dygtig mand, som ved siden af en meget samvittighedsfuld embedsførelse, med megen iver har fortsat og fuldført den af mig begyndte grundforbedring af præstegårdens avling, som nu skal være bragt til en forbavsende produktivitet. Pastor Hertel overtog ifølge mindelig overenskomst, husholdningen i Høiberg præstegård fra 1. maj til nådsensårets udløb d. 5. okt. 1843. Jeg rejste derfor efter påskefest d. 20. april til Høiberg for at afhente min familie og besørge flytningen af vore ejendele hertil. Min nabo skipper Diderichsen heraf byen, mødte imidlertid med sin jagt i Randers, kom selv til Høiberg, hjalp os med indpakningen og fulgte med godset, som førtes på pramme ad Gudenaaen lige til grænsen af Høiberg sogn til Randers. Selv rejste vi over land med egen befordring hertil, og da 2 karle og 1 dreng, som tjente os i Høiberg, fulgte os hertil og vedblev at tjene os her, førte disse vore bedste køer med til Als. De øvrige kreaturer samt havd andet vi ikke ville føre med, solgtes ved auktion inden afrejsen. Da vi holdt her midt i maj måned, lå Diderichsens jagt ved Meelsgaard, velbevaret med alt vort gods. Dagen efter holdtes auktion over min sal. formands ind- og udbo, og jeg købte deraf, hvad vi behøvede.
Den følgende dag flyttede min formands enke ind i sin, her i byen, lige over for skolen, af degnen lejede bolig, efter at først præstegårdens bygninger ved lovligt syn var mig overdraget. Allerede den første sommer, måtte jeg lade her en del bygningsarbejde udføre. Dette fortsattes i langt videre omfang i de 2 påfølgende år, indtil hele præstegården dels var ombygget, dels havde modtaget en aldeles forandret indretning.. Dog herom mere neden for, hvor jeg agter at meddele nærmere efterretninger om præstegården i det hele. Den hjertelighed og kærlighed og velvilje, hvorpå jeg havde modtaget så mange dyrebare beviser i de mig tidligere an betroede menigheder, mødte mig også her i menigheden, hvor jeg desuden forefandt en større kirkelig sans. Med glæde har jeg nu virket her i 7 år, og i menighedens sindelag imod mig, har jeg Gud være takket!, ikke sporet nogen anden forandring, end de, at kærlighedens bånd er blevet knyttet altid fastere.
Også i det timelige har Gud velsignet mig og mit hus. Mine kår er, uagtet betydelige bekostninger på præstegårdens bygninger, blevet betydeligt forbedrede, især i årene 1845-47, da kornpriserne var særdeles gode, endog i 1846 overmåde høje, så jeg har fået betalt hele min gæld til enkekassen, og desforuden ikke ubetydeligt af min privatgæld. Den 15. sept. 1847 velsignede Gud min kone og mig med endnu en søn, som hedder Sophus og er en rask og munter dreng. Også kan jeg ikke til fulde takke Gud for varig sundhed, siden jeg indtrådte i den gejstlige stand, altså nu i hen ved 16 år, mens jeg kun en eneste søndag, på hvilken jeg ved upasselighed har været forhindret i selv at holde gudstjeneste. De sidste 2 år har været tunge prøvelsesår for alle sande fædrelandsvenner, idet borgerkrigen har været udenfor fædrelandets grænser. Herom mere nedenfor. Gud se i nåde til os!
Jeg mangler ord til at udtale, hvad jeg føler ved tanken om Guds megen nåde og miskundhed imod mig på hele mit livs bane. O! at jeg, kun altid havde vist mig min lykke værdig! Om jeg i min gerning, fornemlig som ordets tjener, har udrettet noget godt, tilkommer det ikke mig at dømme om. Jeg har det håb, at min gerning, har ikke været forgæves, og uden dette håb kunne jeg ikke have mod til at fortsætte den, men har den ikke været forgæves, da tilkommer Gud æren; thi kraften hertil kom ovenfra. Mine synder derimod, høre mig til; dem forlade Gud mig i nåde for Jesu Christi Skyld. Amen!
(Han har kun udført sit levnet indtil 1849, men ytrede foran i bogen, at han for den øvrige tid ville indføje begivenhederne for hvert år, havd han ikke har holdt. Han havde også optegnet en del om forspillet til oprøret 1848 og om krigen 1848-40; det fandtes ikke længere i bogen. Han har rimeligvis senere revet det ud af den og brændt det, da tyskerne tog Als i besiddelse 1864).
Enkelte andre optegnelser. Vejrligets beskaffenhed 1843-46.
I sommeren 1843 havde vi et ualmindeligt godt og stadigt høstvejr, så at hele høstarbejdet her i egnen var fuldført i 3 uger. 1844 tog vintersæden megen skade om vinteren, idet den frøs op af jorden, lå om foråret med roden i vejret og blev således meget tynd. Dertil kom en meget tør forsommer og en ualmindelig våd høst. Efteråret var godt, vintersæden blev lagt i bekvem jord.
1845 efter en langvarig og streng vinter, under hvilken vintersæden dog ej tog skade, blev jorden meget bekvem til vårsæd, der uagtet en tør forsommer dog blev særdeles god. Rapsen blomstrede tidlig. Høsten var i begyndelsen meget vanskelig, formedelst vedvarende regn, men blev siden desto bedre under uafbrudt godt vejr. De sidste kærner hjemførtes 6. sept. Efteråret var meget vådt. Hveden blev lagt i slutningen af sept., rugen i slutningen af okt. 1846 foråret var ualmindeligt tørt, og jorden desårsag meget ubekvem. Nogle få regnbyger opløste den lidt, så at klumperne, dog kun med stor møje kunne sønderdeles af harven under bygsæden. I øvrigt kom ingen regn før efter sct. Hansdag.
Kirkens restauration 1853.
1853 blev Oksbølle helt restaureret, den fik et gipset loft og en ny altertavle, der forstiller englens bebudelse til Jomfru Maria.
Meelsgaards Mølle bygget 1846. IV 105-106.
Den såkaldte Broballe Mølle, østen for hulvejen mellem Oksbølle og Broballe var indtil 1846 en kongelig mølle, som havde sine bestemte såkaldte tvangsgæster. Dette år blev den købt, tilligemed tvangsretten, af Meelsgaards ejer Hr. Matzen, som flyttede den hen på Meelsgaards mark, nordøst for gården ved Nordborgvejen. Men i 1848 blev af dens forhenværende ejer, forpagter Nissen, en ny mølle opført på dens forhenværende, af Nissen, købte plads, dog kun med tilladelse til at male mel, gryn og bark
Bundsø udtørret 1845. IV 105-106.
Et interessentskab af landliggere omkring Bundsø, mellem Broballe og Meelsgaard, anholdt i året 1845 om kongelig tilladelse til at indtørre bemeldte sø, hvilken de også fik. Til den ende blev der for interessentskabets regning i året 18?, ved dæmningen mellem Meelsgaard Sø og havet, opført en mølle med 2 snegle til at udmale vandet af begge søerne, som ved en sluse under dæmningen ved Broballe, altid havde stået i forbindelse med hinanden. Betingelserne var, at, i de første 30 år skulle interessenterne kun betale, hvad bortforpagtningen af fiskeriet i Søerne hidtil havde indbragt den kongelige kasse, nemlig 50 rdl.; men efter de 30 års forløb skulle det indvundne terræn opmåles og af hver tdr. land årlig betales 1 rdl., hvis der vandtes over 100 tdr. land, men under alle omstændigheder aldrig under 100 rdl.
Et boel udflyttet 1847.
1847 udflyttedes Hans Jensen Jørgensens boel af Oksbølle imod øst. Udenfor byen, ligger 3 boelsparcelsteder: et ved ”Tornbjerg”, et ved vejen til Brandsbølle tæt ved sogneskellet og et ved ”Bøgebjerg”. I byen ligger 3 boelsparcelsteder: Johannes Lauritzens med 7 tdr. land af Hans Jensen Jørgensens boel, Jørgen Frederiksens med 1/3 af det øde boel, og skolelærer Klausens lige over for skolen med 10 tdr. land.
Sognets folkemængde 1845.
1845. d. 1. feb. var resultatet af sognets folkemængde følgende:
1. Byen Oksbølle - 71 familier, med 347 beboere
2. ” Broballe 66 ” 314 ”
3 ” Meels 66 ” 329 ” i alt 227 familier med 1130 beboere.
4 ” Meelsgaards
parcellister 24 ” 140 ”
Ildebranden i Oksbølle 1861.
Til de brandlidte i Oksbølle 1861 indkom følgende frivillige gaver.
Ved forskellige indsamlere, såsom synsmænd, præster og andre, blev i alle byer i Nørreherred indsamlet i alt 596 rdl. 1..13 ..
Den fuldstændige liste kan se i originalen.
Provstinde Fangel død 1886.
Provstinde Fangel var et meget lille fruentimmer, derhos halt hvilket hun var blevet som barn i den engelske syge. Den sidste vinter lå hun næsten altid til sengs og vidste ikke meget til sig selv. Hun døde 1886 d. 6. maj efter længere tids svagelighed, 77 år gl. På begravelsesdagen talte pastor Fangel i Notmark i huset, biskop Jørgen Hansen ved graven og provst Schmidt i Svenstrup i kirken.
Der blev bagefter holdt et stort begravelsesgilde i præstegården, hvortil også sognets kirkeældste og repræsentanter var indbudte.
Provst Holger Fangel død 1887.
Provst Fangel havde de sidste par år, stor besvær med at lade sit vand og måtte derfor idelig tappes med et rør. Da han ikke godt kunne gøre det selv, måtte karlen, der var en flink og brav karl, gøre det. For at han altid kunne være ved hånden delte han om natten værelse med ham.
Da nådsensåret var udløbet 1886 i efteråret, flyttede han til Pøl til sin svigerdatter. Det havde været fornuftigt, om han havde taget denne karl med sig; men da svigerdatteren havde sin bror hos sig som avlskarl, undså han sig ved at tage sin karl med sig. Hendes bror der både var døv og uvant til at hjælpe ved sligt, kunne ikke være han til tjeneste. Han hjalp sig derfor selv, som han bedst kunne; men det blev kludder, de indvendige dele blev beskadigede, og der gik blodforgiftning i såret. Han led derfor meget til sidst og døde under megen smerte, d. 28. feb. 1887, 83 år gl.
Hans lig blev dagen forud for begravelsen ført hen til præstegården, hvor det stod i den store sal. Pastor Fangel holdt tale i huset, biskop Jørgen Hansen ved graven, og hans eftermand pastor Engel i kirken. Denne sidste beværtede familien forud og bagefter til middag i præstegården, sognets beboere blev beværtede i kroen på boets regning. Dog var kirkens ældste og repræsentanter også til middag i præstegården.
Hans Frost, stejlet død 1442. IV. 110.
1433 omtales Hans Frost som den, ”der burde stejles”. 1442 blev Hans Frost, svend hos Hr. Steen Basse til Lykkesholm, anklaget af sin herre på Fyns Landsting, for urigtigt regnskab. Efter en gammel vise skal han have holdt omgang med fruen, Iliane Johans Datter Bjørn. (se T. Beckers Herregårde 5. b) 1330 levede Jakob Frost som borger i Næstved og havde betydeligt pantegods i Rønnebæksholm.
Hr. Anders Frost, præst 1453-54.
1453 nævnes Hr. Anders Frost som sognepræst i Hyllerslev. 1454 skødede sognepræst i Hyllerslev i Thy noget gods i Hvitberg, Refs herred, til Mariager Kloster. ( D. Mag. 6 B.)
Jensine Nielsine Ravnborg 1887. IV. 30.
Jensine Nielsine Ravnorg, g. m. Hr. Niels Bygum Krarup. 1887 var han præst i Maarslet ved Aarhus. Deres børn:
1) Michael Krarup, tvilling, født 1859, led i mange år af ligfald, og var en lidende stakkel. Han døde d. 16. juli om natten kl. 12 i sit hjem.
2) Gabriel Krarup, tvilling, født 1859, selv om han var flere mil skilt fra broderen, fik han også denne faldende syge, når tilfældet kom over ham
|
