Hus nr 12. Præstegården 1769- 13. Holger Fangel, født 10 jun 1742 i Nordborg, (søn af Jens Rasmussen Fangel og Sophie Elisabeth Gommesen her i præstegården) døbt 15 jun 1742 i Nordborg, ref: NG1319. (1) Gift 2 nov 1770, Else Cathrine Tingbjerg, født 14 jun 1752 i Nærå, (datter af Niels P Tingbjerg og Anne Dorthe Kryssing) ref: PC1319, død 7 apr 1790 i Nordborg. (2) Gift 1790, Mette Marie Vogelsang, født 4 feb 1767 i Hjortspring, (datter af Mathias Johansen Vogelsa og Margrethe With) ref: PF1319, død 31 mar 1814 i Nordborg. Holger død 23 dec 1820 i Nordborg. Christen Knudsens F IV 15: Holger Fangel, provst og præst på Nordborg, født 1742. Holger Fangel, en søn af Hr. Jens Rasmussen Fangel, præst på Nordborg og hustru Sophie Elisabeth Gommesen, var født 1742 d. 10. juni på Nordborg, døbt d. 15. juni og opkaldt efter amtmand Holger Scheel på Nordborg, der holdt ham over dåben. Denne mand må have været faderens velynder, siden denne har opkaldt 2 børn efter ham og hans frue, det er ikke utænkeligt, at Jens Rasmussen Fangel kan have læst med etatsmandens børn, og derved har stået i nøje forbindelse med dette hus. Tilligemed sin bror Christian Fangel, der siden blev præst i Tikøb ved Helsingør, fik han i hjemmet en omhyggelig, men streng opdragelse og blev i 5 år fortræffelig undervist af sin far, især i latin, græsk og hebraisk. Noget før kl. 6 om morgenen måtte begge drenge møde i faderens stue med deres bøger under armen. Denne sad da allerede og læste ved et lille rundt bord, som længe bevaredes i familien, og på slaget 6 begyndte undervisningen. Da faderen måske nok således har haft nok at gøre med de 2 ældste sønners undervisning har han måske holdt en huslærer til de andre børn; thi Hr. Christian Spleth, født i Naarup, Verninge sogn i Fyn 1731 d. 4. dec., blev 1753 student og begav sig da på grund af fattigdom straks til Nordborg på Als for at undervise præsten Jens Fangels børn. 1756 tog han til København for at tage anden eksamen, men kom da atter tilbage og blev i dette hus til 1758. Derpå kom han til Notmark til præsten Hr. Matthias With, hvor han forblev i 3 år. Fra 1761-64 var han hos Hr. Kørbitz til Lammehave i Fyn, hvorfra han blev præst i Skaarup. ( den bekendte hofpræst Christian Bastholm blev 1759 theol. student, og theol. kandidat 1761 som Holger Fangel. Han var født 1740 og døde 1819)
Han kommer på Odense Gymnasium 1758. Dette stemmer også godt nok med, at Jens Fangel 1758 satte begge sine
ældste sønner, Holger og Christian, ind på Odense Skole, hvor de straks blev optaget iblandt de andre alumner på gymnasiet. Huslæreren har da fået sin afsked, og faderen har så selv overtaget de yngre børns undervisning. I den tid Holger Fangel, med sin bror, gik på Odense Gymnasium var prof. mag. Søren Anchersen rektor ved skolen, men læste tillige på gymnasiet. Igennem sin afd. Hustru Christina Møller af Adserballe præstegård regnede han sig lidt i slægt med de unge Fangels, og den gamle brave mand har vistnok ofte taget sig faderlig af dem og understøttet dem med vejledning og råd. Professor Dr. Nikolai Nannestad læste over theologi og hebraisk, og professor Nikolai v. Haven over græsk De fik logi hos Lars Limkilde, der var degn ved Graabrødre Hospital og hører ved skolen, og dette logi gik i arv til alle de alsingere, der efter deres tid besøgte Odense Skole. Han bliver student 1759. Året derefter 1759 gik han, forsynet med sine læreres anbefaling som student til Københavns Universitet, hvor han hørte de daværende theologiske professorer, Dr. Peter Rosenstand Gridske, Dr. Peter Holm og Dr. Johannes Otto Bang.
Han bliver theologisk kandidat 1761. Efter 2 års ophold ved universitetet tog han i en alder af 19 år, 1761
d. 3. aug. theologisk embedseksamen med karakteren laud, og blev kort efter huslærer hos provsten Hr. David Seidelin i Gamtofte præstegård på Fyn, hvis yngre sønner, Iver Seidelin, siden sognepræst i Kjøng på Fyn
og Frederik Seidelin, ejer af Adressekontoret i Odense, han forberedte til universitetet. Her opholdte han sig vistnok indtil 1765, da den ældste af sønnerne blev student, og han må have haft en behagelig stilling i dette hus, da han siden ofte omtalte dette ophold hos den gamle elskværdige mand med megen glæde. Her har han måske også først
lært sin første hustru som ung pige at kende, da hendes far Hr. Niels Tingberg dengang var præst i Næraa. I et år var han derefter fra 1765-66 huslærer i Notmark præstegård, hvor han læste med præsten Matthias Withs mange børn og da navnlig må have forberedt de yngre sønner, Jørgen og Johannes til studeringen. Kapellan i Hagenbjerg 1766-69. Da præsten Ludvig Wegersleff i Hagenbjerg imidlertid ønskede sig en kapellan, faldt hans valg på den unge Holger Fangel og allerede 1766 d. 7. nov., blev han kaldet til kapellan ved bemeldte Hagenbjerg menighed,
men på grund af sin unge alder blev han først 1767 d. 19. juni, ordineret til dette embede i St. Knuds Kirke i Odense af Biskop Ramus, ved hvilken lejlighed han beder, "at den Helligånd nu og altid må være tilstede, for at det ham betroede embede må forvaltes efter Guds vilje". Som et bevis på, hvad penge dengang gjaldt imod nu, kan anføres, at uagtet Wegersleff var en formuende mand og uden børn, fik kapellanen efter de tider dog kun 40 rdl. cour. årlig i løn. Den gamle præst havde et godt bibliotek og var meget godt hjemme i de nyere sprog, navnlig i fransk, og deraf havde den unge mand stor nytte i de 3 år, han opholdt sig i hans hus. Ellers var det vistnok til daglig tit noget tomt og kedeligt; thi præsten havde ingen familie, hans unge kone var død for flere år tilbage, og en gammel original husholderske jomfru Frederike Frederiksen bestyrede hans hus. Pastor Wegersleff kunne nok sidde lidt
om aftenen og fortælle en del om, hvad han havde oplevet, i den tid han havde været feltpræst for de danske tropper ved Rhinen, og var ellers i det hele taget en vel belæst og meget kundskabsrig mand; men han var
ikke fri for at være noget karrig, og det gik altid meget tarveligt til i hans hus. Da kapellanen således den første juleaften han var der i huset, henimod aften kom ned i dagligstuen, sagde den gamle præst til ham, "at han var måske vant til at få den sædvanlige julenadver, hvor han havde været; men her i huset fik de ikke andet end et godt stykke fedtebrød". ( Hans vita ved ordinationen. Nordborg kirkebog. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen. Mad. Christiansen og Mad. Frost) Sognepræst på Nordborg 1769. Imidlertid døde hans far Hr. Jens Rasmussen Fangel 1769 d. 22. aug., som sognepræst i Nordborg, endnu førend han var flyttet ud af kapellaniet og
op i præstegården, og da han søgte om dette embede, var han så heldig i en alder af 27 år, i året 1769 d. 22. sept. at blive kaldet til sognepræst for Nordborg menighed og d. 23. søndag efter trin., d. 30. okt., blev han indsat i embedet af provsten Hr. Matthias Tostrup i Svenstrup. Nepotismen havde dengang for det meste tabt sig ved
besættelsen af præstekaldene, derfor lader det sig forklare på den måde, hvad der også er bleven fortalt i familien, "at Kongen har taget hensyn til, at hans far, som med en talrig familie i mange år havde siddet i et lille embede, slet ikke kom til at yde godt af det bedre kald, han til sidst fik, og derfor kaldede han sønnen til denne tjeneste, for at kunne blive en forsørger for den talrige familie". Det er heller ikke utænkeligt, at han kan have haft formående velundere, der har talt hans sag for Kongen. Kammerherre Holger Skeel, der til sidst blev stiftamtmand i Sjælland, var vel allerede død 1764, men en eller anden af hans børn, der alle var i indflydelsesrige stillinger, har måske nok
lagt deres indflydelse for dagen, ved denne lejlighed, og fremmet hans sag hos regeringen. Han følte det selv som en hellig forpligtelse, der påhviler ham at tage sig af sin familie, og han blev i fuldt mål en forsørger for dem. Hans moder blev al sin tid boende i præstegården og havde der sit eget værelse, sine 2 yngre brødre Rasmus og Gomme Fangel, holdt han frem til studeringen både i Odense Skole og ved Københavns Universitet og 4 søstre, hvoraf de 2 siden blev forsørgede og de 2 døde ugifte, fandt stedse et kært hjem i hans hus. Den gamle præstegård. Præstegården var en gammel bygning, hvoraf de enkelte dele til forskellig tid var blevet tilbyggede, hvilket straks var iøjnefaldende, både udvendig, hvor sidevæggen ikke gik i lige linje, og især indvendig, hvor trapper inden i huset førte op og ned fra den ene stue til den anden. Den ældste del af bygningen var opført af præsten Hr. Andreas Brandt efter branden 1643, hvilket stod at læse over indgangsdøren. 2 kamre i den sydlige ende af huset ud imod kirkegården kaldtes "e sogns", måske fordi det har været den af menigheden vedligeholdte del, og her
fik i tidligere tid mændene deres øl når de leverede tienden. Her hængte gamle malerier af provsten Hr. Andreas Brandt, præst i Tonfoft fra 1621-70 og af hans 2 sønner, Hr. Christian Brandt, faderens eftermand fra 1670-92 og Hr. Dominikus Brandt, præst i Rise fra 1674-1703. Det var 2 meget skumle værelser, hvor det altid spøgte forfærdeligt. Fra dagligstuen gik en dør ind til den gamle mors værelse. I andre stuer hængte malerier af Kong Christian d. 4., af amtmand Holger Scheel og hans hustru Regitze Sophie Güldenkrone, af præsten selv Holger Fangel, hans første kone og gamle mor. Den store lade langs med vejen skal tidligere have stået nede på Augustenhof, og være opført af provsten Hr. Schrøeder. Holger Fangel ombyggede ikke i sin tid den gamle præstegård, men foretog en del forandringer ved den, så at den i det hele blev ret hyggelig og behagelig. (mundtlig fortælling af Mad. Frost) Han bliver provst over Nørreherred 1784. Hr. Holger Fangel var en dygtig ung mand, og allerede 1784 d. 21. april blev han ved Hr. Matthias Tostrups død, udnævnt til provst over Als Nørreherred. Ligesom sin formand hævdede han i denne stilling med kraft og selvstændighed, den danske kirkehøjhed imod den civile øvrigheds indblanden på det kirkelige område, hvortil Øens blandede forfatning i gejstlige og verdslige sager, let gav stridslystne og egenmægtige juridiske embedsmænd kærkommen anledning. Navnlig måtte han i denne henseende tit optage kampen, og udholde en dyst med den herskesyge justitsråd Ernst Georg Joachim Fürsen, der fra 1784-1829 var herredsfoged over Nørreherred. De fynske biskopper kendte ikke ret de
blandede forhold på Als og Ærø, og det blev da gerne provsterne, der måtte klare sagerne og tage stødet af. Da der derfor lige fra 1783 og indtil 1819 af og til blev talt om at lægge Øen Als, i gejstlige sager, ind under hertugdømmet Slesvig, mens Øen Ærø i alt skulle gå ind under Fyn, tilhører det provst Fangels fortjeneste og ligeledes hans eftermand provst Frederik Ebbesens dygtighed, at disse planer bestandig strandede og fik deres klare afgørelse, da et eget bispedømme for begge Øer oprettedes 1819. Især er provst Fangels standpunkt godt klaret i en strid ang. enkepensionen, mellem præsten Hr. Stellwagen og provst Tostrups enke i Svenstrup 1789, i hvilken herredsfoged Fürsen, der var bleven enkens kurator, bestandig ville henskyde sagens afgørelse under den slesvigske Overret, mens provsten holdt på, at det danske kancelli var det rette øverste instans, og derfor fik udvirket, at han og amtmand Pechlin udnævntes til at træde sammen i en fælles kommission for at ordne sagen. Hertil kom også, at provst Fangel var en dansk mand, der blev i hans hus og familie altid talt dansk, hvilket i hans tid ikke var
tilfældet overalt på Øen i de dannede kredse; thi de fleste civile embedsmænds, og adskillige præsters huse, var det tyske sprog dengang det sædvanlige omgangs- og familiesprog. Og dog alligevel nødte provst Fangel ved sin klogskab og dygtighed alle at bøje sig og se op til sig med ærbødighed. Hans høje, kraftige skikkelse og ranke holdning gav ham forud en vis overlegenhed. Han var tillige en lærd og kundskabsrig mand, hvorom hans gode bogsamling bar vidnesbyrd, han var en begavet prædikant, der endnu i sin høje alder gerne hørtes af sin menighed, og kirken var derfor altid godt besøgt. Han arbejdede med stor lethed, da han meget ofte prædikede frit over det valgte tema, og havde i forvejen kun optegnet sig enkelte hovedpunkter, hvorover han ville tale. Skulle vi karakterisere hans teologiske standpunkt lidt nærmere, da holdt han endnu fast ved kristendommens hovedsandheder, og den stod for ham som en virkelig åbenbaring, men med mange i sin tid begyndte han at slå ind på den nye oplysning, som fra universitetet i Gøttingen også udbredte sig til Danmark. Hans yngre bror, provsten Hr. Gomme Fangel i Rise på Ærø, der var en from mand af den gamle skole, holdt derimod på den gamle
ortodoksi og begge brødre plejede da tit at blive uenige om et og andet teologisk spørgsmål, når de engang imellem besøgte hinanden. Således kom de engang i en meget heftig disputs om brødrene Esau og Jakob, da provsten i Nordborg holdt på den forurettede Esau, mens broderen tog parti for Jakob, hvem forjættelsen tilhørte som den af Herren udvalgte. Provsten havde også digteriske gaver. Han har ikke blot ved lejlighed skrevet en mængde gravvers og flere bryllupsdigte, men også forfattet enkelte psalmer og et par større digte af satirisk indhold, dog er intet deraf, så vidt vides, trykt. Han fandt meget behag i historisk læsning, skrev også en lille afhandling om Nordborg amt, som han havde bestemt til optagelse i Dansk Atlas, 7 tome, hvilket dog ikke skete. Biskop
Tetens`dom over ham er vistnok rigtig, når han karakteriserer ham således: "den med den kraftfulde sjæl i det kraftfulde legeme, verdenskloge, embedsdygtige, af alle, alle, både til højre og venstre, højagtede jubelolding, Holger Fangel". (tale holdt d. 10. nov. 1847). Var provsten klog, så var han dog også god af hjertet. Under de
ulykkelige ildebrand, som overgik byen Nordborg 1792 viste han sig meget virksom for at hjælpe, foruden flere andre fandt også hans søster Regitze Sophie, enke efter Hr. kontrollør P. Petersen i Nordborg, med sine børn et asyl i præstegåden, indtil hun ved hans bistand og hjælp atter kunne få bygget. Som et smukt træk fortjener det at fremhæves, "at engang sad den gamle fattige købmand Bock og kone på juleaftens dag og var så bedrøvede over, at alle forsynede sig til festens højtid, men ingen kom ind til dem for at købe. Da kom helt uventet provst Fangel
kørende og holdt for deres dør. Han kom ind og købte alt muligt for 10 rdl., og i deres glæde fortalte de ham nu, hvor bedrøvede de havde været". Fra denne dag af, kørte provsten altid selv ind hos dem, ikke blot til julen, men også til andre festlige lejligheder. De var fattige men brave og retsindige folk, og deres sønnesønner blev 2 meget rige og ansete købmænd i Hamborg, hvor de var bedst bekendte under navnene: "Guld- og Sølvbokken".
Nedlægger provsteembedet 1808. Da han blev ældre, nedlagde han 1808 provsteembedet, hvilket interimistisk blev overdraget til hans svoger Hr. Frederik Ebbesen af Svenstrup. Dog fik han 1813 d. 19. juni uden ansøgning, tilligemed provst Chr. Aug. Burchardi i Ketting, rang med amtsprovster i Danmark. Nu holdt han også regelmæssig kapellaner; thi fra 1805 var det residerende kapellani i Nordborg gået ind, og den gamle mand var således
bleven ene om forretningerne. Fra 1807-10 havde han sin søn Niels Tingberg Fangel, fra 1813-17 sin søstersøn Hans Petersen af Nordborg og fra 1818-20 Jørgen Knudsen af Ketting til kapellan. Hans embedsjubilæum 1816.
1816 d. 7. nov., på hvilken dag han for 50 år siden var bleven kaldet til kapellan for Hagenbjerg menighed, holdt han sit embedsjubilæum, i hvilken anledning han modtog en smuk, egenhændig skrivelse fra enkehertuginde Louise Augusta til Augustenborg, ligesom også de fleste gejstlige og verdslige embedsmænd, med amtmand kammerherre Linstow i spidsen, bragte ham deres personlige lykønskning i Nordborg kirke. Samme dag fejredes hans ældste datter Else Katharines bryllup med skibskapitain Nik. Ernst Frost i Nordborg, og i begge anledninger var
der stor festlighed i præstegården. Herom skriver han selv således: "Det var for mig en højtidelig dag! Herre! Jeg er ringere, ja ringere end al den trofasthed, som Du fra min ungdom af har bevist mig, Du o Herre! Som har velsignet mig, velsigne også min afkom! Du har mere end en velsignelse! Giv dette som den største velsignelse for dem i tid og evighed, at de kun stedse må vandre på Dine veje! Rolig forlader jeg da verden og Disse, som Du gav mig, forvisset om, at det aldrig kan gå dem ilde, som søgte Herren og håbe på hans miskundhed! Amen". 50 års jubilæum som præst i Nordborg 1819. Da den nye biskop Tetens kom her til Øen 1819, var det en af hans første
embedsgerninger d. 5. nov., i et brev at henvende sig til Hs. Maj. Kong Frederik d. 6., om at hædre den gamle værdige mand til sit forestående embedsjubilæum d. 14. nov. på 23. søndag efter trin., da det netop var
50 år siden, at han blev indsat som præst for Nordborg menighed, hvortil han med sin dygtighed, embedsførelse og retskaffenhed, der havde gjort ham agtet og elsket af alle, havde gjort sig udmærket fortjent. Ridder af Dannebrog 1819. Den 9. nov. tilsendte Kongen ham ridderkorset. D. 6. nov. skrev biskop Tetens ham til, "at han den nævnte dag selv ville overbringe ham sin varmeste og inderligste lykønskning, og udbad sig den ære, at måtte tolke for ham og menigheden dagens højtidelige anledning, ved at måtte prædike for ham eller hvis han selv ville prædike, at biskoppen da måtteindlede festen". Provsten svarede ham straks d. 8. nov., "at han ønskede selv at prædike, men at det ville være ham en sand glæde, om biskoppen blev sin bestemmelse tro at indlede den nævnte dag". D. 14. nov. på 23. søndag efter trin. indfandt Hr. højærværdighed sig da også i præstegården, overrakte ham om morgenen Dannebrogsordenens Ridderkors, tilligemed en lykønskning fra statsminister Kaas, og førte ham tilligemed et stort følge af embedsbrødre og slægtninge igennem en dobbelt rad af sognets festsmykkede skoleungdom til kirken, hvorpå Jubeloldingen holdt en prædiken over dagens evangelium, hvortil biskoppen knyttede nogle ord i anledning af dagens tekst. Derefter holdtes festmåltid i præstegården. D. 19. nov. tolkede biskoppen i et brev til statsminister Kaas, dagens festlige karakter, og takkede for den, provsten, beviste ære. (Nordborg kirkebog. Bispearch. Nordborg
præstearch. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost) Børnenes opdragelse og undervisning.
Uden strenghed, men med alvor vågede han over sine børns opdragelse og lagde en fast, bestemt vilje for dagen, som børnene lærte at bøje sig for. Provsten ville engang med familie tage hen til pastor Nyland i Hagenbjerg, og datteren Else Kathrine havde fået en smuk hvergarnskjole, som hun var glad over, men da den klemte hende under armene, beklagede hun sig derover og ville nødig have den på. Han troede at det blot var nykker af hende, tog da og gemte den i skabet, hvor den fik lov til at hænge for det første, og hun fik lov til at gå i en gammel kjole,
hvorover hun var meget ked. Holdt børnene ikke af en eller anden slags mad, holdt han på, at de fik den senere til mellemmad, at de kunne vænne sig til at spise alt. Det var ikke altid at han tillod sine døtre at gå med på bal, når de blev indbudne dertil, og var de indbudne ud til en eller anden forlystelse, og de fik lov til at gå med, blev det dem gerne pålagt at komme tidlig hjem og til et bestemt klokkeslæt, og det turde de ikke andet end overholde. I tidligere tid holdt han forskellige huslærere til sine ældste sønners undervisning, begge døtre gik i nogen
tid op i skolen hos den residerende kapellan Frederik Ebbesen og hos lærer Holger Jakob Autzen, og med den yngste søn læste hans kapellan Hans Petersen, indtil han kom i huset hos pastor Sabroe i Tandslet præstegård. Iblandt disse huslærere kunne mærkes: 1) Johan Nikolai Arentz, født 1766, cand. theol. fra Kiels Universitet. Han var en søn af præsten Johan Joachim Arentz i Guderup, var underlig og forskruet og på grund af en unaturlig strenghed imod børnene, var provsten nødt til at sige ham op. 2) Student Andresen, der tidligere havde været på
Hartspring. Han var ligeledes meget streng, han prædikede engang imellem i en kirke på landet og brugte da ved evangeliet på 3. søndag efter påske ved de ord: "om liden stund skulle I ikke se mig" at bukke sig ind i prædikestolen, og ved de følgende ord: " men atter om en liden stund skulle I se mig", på ny at rejse sig op i stolen i sin fulde højde. 3) Student Hansen fra Kiels Universitet, der herfra kom i huset hos pastor Reimuth i Guderup for at hjælpe ham at prædike. (Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost). Hans tur i sognet. Præst Fangel var født og opdraget i Nordborg, havde i mange år været præst for menigheden, det var da naturligt, at han var meget godt kendt i sognet med alle, både unge og gamle. Han tog derfor tit ud i sognet, navnlig til den store by Holm, hvor der dengang fandtes mange brave og agtværdige folk. Senere efter hans tid blev byen meget forfalden til drik, der gik så vidt, at endogså fruentimmer begyndte deres morgenvandring til kroen, gik hjem og sov rusen ud og tog så igen fat på dagværket. En gårdmand ved navn Greisbjerg holdt engang i Nordborg. Man spurgte ham, "men hvad er dog det du har i vognen". "En so", svarede manden, og da man så efter, var det hans tykke kone, der lå bag i vognen og var fuld. Således var det ikke i hans tid, Holm var dengang en god, ædruelig by. Folk gik meget flittig i kirke, og provsten besøgte dem jævnlig, dels for ar besøge de syge, og dels for at se ind til en og anden god, gammel ven. Om vinteren nå der var sne, kørte han tit selv ud i sin lille kane, og stod da selv bag på, til andre tider i sin lille vogn, den såkaldte Chaise. Der kom da igen så ofte en og anden af hans sognebeboere og aflagde et lille besøg i præstegården, og kom man da let ind i en lun passiar om gamle tider. Navnlig kom den gamle degnekone Mad. Fischer og senere hendes datter Mad. Lorentzen tit ind om aftenen, og provsten kunne da komme ind i en lang passiar med dem om de gamle præster: Hr. Brandt, Hr. Krukow, Hr. Schrøeder og Hr. Reich. Ligesom der dengang fandtes mange kunstige navne, såsom Johan Baltzer Flachnichel, Hans Christian Lunell, Chr. Wilh
Siegner, Gotth, Otto Schredik, Joh. Selck, Jak. Jækel, Jedrovsky, Joh. Fitzen, Jørgen Zehner, Baltzer Rup, Fürstenberg m.fl., således var der tilvisse dengang mange originale personer, både iblandt fornemme og simple folk. Justitsråd Ambders og frue var gamle, meget brave og agtværdige folk, men deres søn "Kammeradvokaten" var en særling, der altid gik ud og ind af et vindue, og hans søster var ligeså original. Advokat Gregor Frederik Zoffmann på Lysmose havde en svigerinde jomfru Tronnier, der benævnedes moster. Hun sad for det meste og spandt og tog hun da fat på et nyt "tøiel", ytrede hun gerne: "bare vor Herre ville lade mig leve, indtil jeg har fået det spundet", og mens hun spandt på det, rystede hun af skræk og udstødte sukkende "hu! ha! lyd. Kom man da til at tale om flere af sådanne originaler, kunne provsten tit i gemytlig spøg ytre: "o Nordborg! du burde hedde Narborg!" (Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost). Det selskabelige liv. Han plejede gerne en gang hver sommer at køre ud med sin hele familie til sin mark Teilsmark, således kaldet efter en gammel præst, der her skulle have taget sig selv af dage og være nedmanet på dette sted. Den lå på den anden side søen, lige overfor det nuværende apotek. Den havde en venlig beliggenhed, da der nede ved søen lå et temmelig stort buskads. Man plejede en sådan søndag eftermiddag da gerne at tage en del madvarer med derud, steg, brød, og the, som blev kogt og tillavet derude. Provsten tog da tit sit medetøj med og fangede han da en fisk, blev den stegt og nydt med det andet. Undertiden kørte man også, især om sommeren, lidt ud på landet, og endte da gerne turen med at besøge en
eller anden af nabopræsterne eller en anden bekendt familie på landet. Om sommeren plejede de mere fornemme familier på Nordborg at slå sig sammen og i forening at foretage en skovtur, enten til Frydendal, der dog først senere blev indrettet med lystanlæg af Jes Hansen Møller; thi også til skovfogden i Sjellerupskov, hvor man drak the og nød de medbragte madvarer. Nå dette var sket, plejede det hele tog igen at tage tilbage til Nordborg, hvor det gerne endte med et lille bal på slottet hos afd. skipper Thomas Christensens enke, der efter sin far Lorentzen
havde arvet en del af det gamle slot. Her var en udmærket lejlighed. Kapellan Frederik Ebbesen stod gerne for det hele og dansede selv ivrigt med. En sådan skovtur blev engang foranstaltet til ære for 3 søofficerer: Schønheider, Holst og Fontenay, der var kommet til Nordborg og havde standkvarter hos Ebbesen. En anden skovtur gjorde familierne på Nordborg engang til Augustenborg, da man havde fuld musik med. Provst Fangel var selv med sin familie med på denne tur, og den gamle musikelskende pastor Nyland sluttede sig til toget med sin vogn. På
Augustenborg spiste man i kroen og dansede længe ovenpå. Det var for det meste embedsmændene med deres familier, der deltog i disse ture: Provst Fangels, amtsforvalter Lyhms, herredsfoged Fürsens, dr. Balles, kapellan
Ebbesens, flere præstefamilier fra landet og iblandt borgere på Nordborg kontrollør Dreschers, husfoged Riegels, købmand Jes Thomsens, købmand Otto Ahlmanns og købmand Paulsens. (Mundtlig fortælling af Mad. Frost)
L`hombre spil. Når Else Kathrine gik ned i skolen hos Ebbesen, plejede provsten ofte at sige til hende, at hun skulle indbyde ham op, til om aftenen for et spille et parti L`hombre med ham og den gamle købmand Ahlmann.
Provstinden spillede da undertiden også med. Den gamle købmand Ahlmann var noget fedtet og holdende på det, og når han tabte, var han tit et helt kvarter om at trække enhver skilling op af lommen. Provsten holdt dengang meget af sin svoger Ebbesen, da han siden kom til Svenstrup, indviklede sig i såmange stridigheder og fik hovedet fuldt af processer og såmeget juridisk tøjeri, blev han altid gnaven, når man meldte ham, at Ebbesen var nede, da han kedede sig ved at høre på hans langtrukne snak, der aldrig fik ende. Lille klub holdes. Til en tid kom flere familier overens om at oprette en klub, der afvekslende skulle holdes på omgang hos enhver familie. Den bestod af
følgende 6 familier: Provst Fangels, kapellan Ebbesens, amtsforvalter Lyhms, husfoged Riegels, dr. Balles og pastor Ahlmanns i Guderup. I begyndelsen samledes man hver onsdag og søndag, senere kun en gang om ugen. Man begyndte om efteråret og vedblev hele vinteren igennem. Kl. 3 om eftermiddagen samledes man til kaffe, passiarede derpå med hverandre, indtil det begyndte at blive mørkt, så fik man the og satte sig til spillebordene. Længere hen på aftenen opvartedes med skåren smørrebrød og punch, der blev sat frem på spillebordene, så at de forårsagede ikke videre ulejlighed og opvartning. Ellers fik man i almindelighed på den tid varm spise om aftenen til selskaber, men det var vedtaget i klubben, at det blot skulle være smørrebrød. Alle hvem der kunne spille L`hombre, også damerne, satte sig til spillebordene. Blot undertiden, når der var flere damer tilstede, som ikke kunne spille dette spil, satte disse sig hen at spille "Styrvolt" eller "Gnav", oftest sad man dog og talte indbyrdes med hverandre. Kl.
10 brød man almindelig op og plejede således gerne at komme hjem til ordentlig tid. Middags selskaber.
Når de fynske biskopper kom på visitats, blev der stor stads. Hvor myndig, lærd og dygtig biskop Bloch end var, så var han dog både ???, og grisede sengen til med tobak. Biskop Hansen var overmåde stolt, biskop Frederik Plum var jævn og godmodig, men lignede mere en skomagersvend end en bisp, og hans frue blev helt forelsket i den
vittige, belevne og galante pastor Meyer i Hagenbjerg. Ved en sådan og andre lejligheder blev der holdt store middagsselskaber rundt omkring i alle præstegårde, men traktementet var stadig det samme overalt, det var
en stående regel, at der opvartedes med suppe, kød med brun sennep sauce, fisk, steg og kage. Til de store og fine middagsselskaber gik værten hen og bad den fornemste herre, at tage en dame til bords, og derpå fulgte de andre herrer, efter deres rang, hver med sin dame og til sidst fulgte værten. Til de mindre selskaber, bad værten ligeledes en herre af selskabet at føre en dame til bords, og derpå fulgte de andre gæster uden at tage til bords, herrerne sad på ‚n og damerne på den anden side, værten fulgte altid til sidst. (mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost) Provst Fangel havde også gerne engang om året familien Frost, Frantz Andersen og Mad. Petersen indbudt til et selskab, uden at provstens derfor igen blev indbudt hen til dem. Når han var indbudt til taffels på Augustenborg, eller kom til denne by, som f.eks. dengang prinsesse Karoline Amalie blev konfirmeret, da han var
der med hele sin familie, tog han altid ind til bager Thomsens. Han var også engang med sin familie indbudt om til den gamle farver Kirchner i Igenmølle. Provstinden var syg og kunne ikke komme med, hvilket fortrød
hende meget, da hun holdt meget af de gamle retsindige folk, men provsten var der selv med en søn og datteren Else Kathrine og morede sig godt. Det var rimeligvis anstillet for fru Nislev, født Arentz`skyld, da hun var hjemme i besøg hos sin mor i Igen og ligeledes kom sammen med dem i Igenmølle. (mundtlig fortælling af Mad. Frost).
Besøger flere gange sin fjerntboende familie. I de tider var det ikke så nemt og bekvemt at rejse som nu til dags.
Når provsten besøgte sin bror i Tikøb på Sjælland, eller sine sønner ved Aalborg, i al fald havde han sin familie med, tog han sin egen kusk og befordring med. Det var en besværlig rejse; thi der måtte tit bedes og gøres ophold undervejs. I Randers gjorde man gerne holdt og tog nattekvarter hos gæstgiver Lorents Johannes Frost, der var fra Als. Han tænkte måske ikke dengang på, at han engang i tiden skulle blive besvogret med denne mand. Rejste han til Sylt, blev hans vogn stående på fastlandet, indtil man vendte tilbage fra Øen. Der gik på den måde altid
mange dage til rejsen. Hans Schilling var i flere år provstens sidste kusk. (mundtlig fortælling af Mad. Frost).
Lægehjælp besværlig. Det var i tidligere tid besværligt med at få lægehjælp på Nordborg. Man nøjedes med en kirurg, der tit kunne være simpel nok, og medicin skulle man hente på apoteket i Sønderborg; thi først senere kom der apoteker, både i Nordborg og på Augustenborg. 1776 d. 3. dec. blev den gamle kirurg Hr. Frederik Kønig begravet, 77 år gl. Hans døtre, de gamle jomfruer Kønig, levede længe derefter og havde det meget småt. Derefter
fik man en anden kirurg Dr. Klem, en temmelig simpel mand, der var meget forfalden. Hans datter kaldte mand "e klempig". Hun fødte et uægte barn, der fik navnet: "det paradisbarn", så man ser deraf, at familien ikke har stået på noget højt kulturtrin. Når det derfor gælder, sendte man bud efter den hertugelige læge Dr. Suadicani på Augustenborg. Først 1796 fik Nordborg en egentlig læge, da Hans Henrik Voigt, nedsatte sig som sådan i byen. Efter hans bortgang kom Johan Otto August Balle 1806 som læge til Nordborg, hvor han forblev indtil sin død 1842. Balle havde tillige et lille privat apotek, med de nødvendigste lægemidler i sit hus, og holdt provisorer til at besørge denne forretning. De 2 sidste var begge pæne og dannede mænd, der hørte til det bedre selskab.
(mundtlig fortælling af Mad. Christiansen og Mad. Frost). Han ejer et hus på Nordborg. Skråt over for præstegården boede i en del år Mad. Magdalena Zoffmann, enke efter borgermester Alexander Zoffmann i Sønderborg. Hun var en slægtning både af provsten og hans sidste kone. Hun var nemlig en søster til provstindens mormor, provstinde With i Ketting, og et næstsøskendebarn til provstens mor Sophie Elisabeth Gommesen. Provsten gik da ofte over til den gamle kone, og hun forærede ham et stort smukt anseeligt stueur, der siden længe bevaredes i familien. Da hun døde 1777 købte han hendes hus, da han tænkte på at efterlade det som bolig for
sin eventuelle enke. Det var i mange år udlejet til tingskriver Goos, og blev siden solgt til skibskapitain Lorents Brorsen. (mundtlig fortælling af J. Knudsen og Mad. Frost). Provsten tænker på at tage sin afsked. Da hans sidste kapellan blev befordret til Tranderup 1820 d. 29. sept., og der altså var udsigt til, at hans yngste datter ville komme til at forlade hans hus, tænkte den gamle mand stærkt på at tage sin afsked, og flytte ned til sin ældste datter Else Kathrine, der var g.m. skibskapitain Nik. E. Frost på Nordborg. Hans død 1820. Denne plan kom ikke til udførelse; thi den gamle mand fik imidlertid rørelse og døde allerede 1820 d. 23 dec., 78 år gl. Således blev et langt virksomt liv afsluttet, Han havde været præst i 54 år, og som sådan alene i Nordborg i 51 år. Else: Hans hustru Else Kathrine Tingberg 1752-1790. 1770 d. 2. nov. blev han g.m. Else Kathrine Tingberg, en datter af præsten Hr. Niels Tingberg, først i Næraa og siden i Flødstrup på Fyn, og hustru Anna Dorothea Kryssing, og således født i Næraa præstegård
1752 d. 14. juni. Hr. Niels Tingberg var ligesom Jens Rasmussen Fangel født i byen Fangel ved Odense 1717 d. 19. sept., fra 1748-66 præst i Næraa og fra 1766-86 præst i Flødstrup. Han døde 1786 d. 30. april. Han hustru Anna Dorothea var født 1732 og døde 1783 d. 10. okt. Hun havde kun en bror Peder Kryssing Tingberg, født 1750 d. 28. juli i Næraa, fra 1781-1818 præst i Kjelstrup, død 1818 d. 23. april, han var g.m. Anna Susanne Berg, der døde 1817 d. 24. aug. Niels Tingbergs far hed Peder Christensen Tingberg og var rokkedrejer i byen Fangel. For at klare det familieforhold, som Holger Fangel ved dette giftermål trådte i forbindelse med, vil vi hensætte følgende lille slægtstavle: Hr. Peder Olufsen Kryssing, præst til Frue kirke i Odense fra 1730-44, g.m. Else Brøchner. Deres 4 børn
1) Anna Dorothea Kryssing, g.m. Niels Tingberg, præst I Flødstrup. Deres datter, Else Kathrine Tingberg, g.m. Hr. Holger Fangel, præst i Nordborg.
2) Maria Kryssing, g.m. Klaus Klausen, købmand i Odense. Deres datter, Elisabeth Margaretha Klausen, g.m. prof. Rasmus Nyrup i København.
3) Johanne Marie Kryssing, g.m. Christian Ditlev Hedegaard, birkedommer i Odense. Deres søn, Johan Christian Hedegård, departementchef, etatsråd i København.
4) Maren Kryssing, g.m. Hans Riissing, købmand i Odense. Deres søn, Peder Kryssing Riissing, theol. kandidat, major i Odense. Købmand Hans Riissing beboede en stor gård på Overgade i Odense, var meget rige og ansete folk. Fruen var temmelig aristokratisk og havde megen omgang med de adelige familier i omegnen på landet. Sønnen Peter Kryssing Riissing blev theol. kandidat, men søgte aldrig embede. Han spillede derimod junker, og omgik her meget de adelige landjunkere på den tid. Han blev senere landeværnsofficer og fik titel af major, men det gik tilbage med hans formue. Han gik derfor ikke ram forbi i en samtidig nidvise i Odense, hvor der railleredes over flere af byens forhold og personer, deri fik han sit stykke på denne måde: "Hr. Peter Riissing er hans navn. Adelens røv hans rette gavn". Provst Fangel plejede altid at logere i købmand Riissings hus, når han mødte i Odense til de årlige landemoder, og han undlod da heller aldrig at aflægge et besøg hos sin gamle vært degnen Lars Liimkilde ved Hospitalet og at se ind til de disciple fra Als, der havde taget hans gamle logi i brug. Præsten Peter Kryssing Tingberg i Kjelstrup var også en fin mand, hans kone var af familien Berg fra Skovsbo i Rynkeby sogn på Fyn.
Den samme familie har også ejet Skjoldmose. Præstens første kone Else Kathrine Tingberg var en meget stille, bly og undseelig kone. Hun kom fremmed hertil og det var en vanskelig stilling, nok for hende at begå sig, da ikke blot hans gamle mor, men også 4 søstre, der alle var ældre end hende, fandtes i huset. Den ældste af dem, den fornuftige og kloge Regitze Sophie kom vel snart ud af huset, da hun tog over til den gamle Niels Tingberg i Flødstrup præstegård. Men endnu fandtes den svagelige Ingeborg, den smukke og gode Anna og den egenrådige Sophie Elisabeth hjemme, navnlig den sidste ville råde, og den unge kone kom derfor straks under moderens og svigerindernes herredømme. Hun turde aldrig gøre noget for svigerinden Sophie Elisabeth. Præstekonen kom hyppig over i haven til degnekonen Mad. Lorentzen og har ofte beklaget sig for hende. Engang var jomfru Sophie Elisabeth Fangel rejst over til Fyn for at besøge pastor Niels Tingberg i Flødstrup. Hun sagde da til svigerinden, at nu måtte hun ikke vaske, førend hun kom tilbage. Mad. Lorentzen gav hende det råd, at nu skulle hun netop gøre det engang for dog at sætte sig lidt i respekt og vise, at hun var kone i huset. Men hun mente at det var ikke rigtigt, når hun havde pålagt hende det. (Mundtlig fortælling af Mad. Christiansen. Mad. Frost. Bloch fynske Gejstl. Historie. Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen). Kathrine Fangel født Tingberg døde 1790. Dette viser os at hun må have været af en meget svag karakter. Hun døde 1790 d. 7. april, 38 år gl. 1796 d. 4. marts tillod et kongl. rescript, at en af provst Fangels trende sønner tilhørende arv stor 592 rdl. 28 sk, må indestå hos ham, uagtet han ikke har stillet den befalede sikkerhed derfor. Det er vistnok den søn, hvormed han har udmindet sine
børn efter deres mors død. Mette: Han indgår andet ægteskab 1790. Provst Fangel tænkte atter på at gifte sig. Hans tanker gik dengang til Solbjerggaard på Als. Her på denne gård var ejeren, den gamle Matthias Johansen Vogelsang, død i maj 1790. Sønnen Martin Vogelsang, der var bleven forlovet med jomfru Karoline Drescher på Nordborg, skulle overtage gården Solbjerggaard, og broderen Matthias Vogelsang have Bommerlund. I den anledning blev der først i aug. måned holdt skifte på Solbjerggaard, og herredsfoged Fürsen havde travlt med at registrere boet. Mens dette skifte stod på, kommer provst Fangel en dag kørende derhen og lod som om han ville købe træer, men i virkelighed for at sondere terrænet. Han så på træerne og ville senere give besked. Dagen
efter sendte han sin gamle gartner derhen med et brev, hvorpå han skulle have svar med tilbage. Gartneren troede, at det indeholdt underretning om træerne, men han fik hverken træer eller brev med tilbage. Først 2 dage efter indløb der efterretning om jomfru Mette Marie Vogelsangs Ja, og provsten nåede endog at komme til skiftet på Bommerlund, mens Fürsen var der.
Mette Marie Vogelsang født 1767. Endnu 1790 blev han g.m. 2) Jomfru Mette Marie Vogelsang. Hun var en
datter af Matthias Johansen Vogelsang, ejer af Solbjerggaard og Bommerlund på Als, og hustru Margaretha With, en datter af den gamle provst Morten Reenberg With, præst i Ketting fra 1752-93. Hun var født på gården Hartspring, hvor hendes far dengang var forpagter. Født 1767 d. 22. febr., døbt d. 26. febr., opkaldt efter sin mormor Mette Marie Thomsen af Adserballe præstegård. Hun blev holden over dåben af præsten Hr. Matthias Withs hustru i Notmark, faddere, forpagter Nik. E. Andersen af Østerholm, stadssekretær Zoffmann af Sønderborg, Mad. Mohr af Dynneved og jomfru Charlotte With af Ketting. 1771-72 købte og bebyggede hendes far Solbjerggaard og her tilbragte hun sin barndom. Hendes far holdt huslærere til sine børns undervisning, således en student Peter Klincker og 1779 monsj. Jessen. Efter at være bleven konfirmeret af provst Matthias Tostrup, kom hun i huset hos den gamle rektor i Sønderborg, Hr. Otto Christian Elieser Phündel, der var g.m. en søster
til hendes mormor provstinde With, dels for at modtage en fuldstændigere undervisning, navnlig i tysk, der hørte med til fin dannelse, og for at lære håndarbejde. Det var et gammelt, godt og fromt hus, måske hældende
vel lidt til pietismen. Man forsømte ikke at bede i dette hus, hverken når klokken ringede eller dagens bestemte tider mindede derom. Det var hans døtre, 2 gamle jomfruer Phündel, også bleven vante til fra deres ungdom af. Dog kunne den gode vane også undertiden synes at gå over til en mekanisk forretning; thi således ytrede engang den ene af dem til den anden henimod middagstid: "kom nu søster! lad vos gå ind og bei, at vi kan få det besørget, førend vi skal ha mad". Efter at Mette Marie Vogelsang havde været i dette hus et års tid, kom hun til Bommerlund, for i forening med sin gamle farmor Marie Vogelsang at bestyre huset for broderen Matthias Vogelsang, hvem faderen havde hensat som en bestyrer på denne gård. Det var just ikke den hyggeligste forretning; thi gården var endnu ikke fuldstændig forsynet med bygninger, der fandtes egentlig kun en stor lade, som var bleven købt på auktionen over Hartspring 1771, og her boede familien på holstensk vis i enden af laden. Husholdningen var også hidtil bleven ført på holstensk vis af den gamle mor, "med knap kost og øjendask til pigerne", og følgen deraf blev, at der tit skiftedes. Da derfor jomfru Mette Marie Vogelsang kom derned og overtog
bestyrelsen blev det hele taget på en fornuftig måde, og alt gik bedre. Da blev hun som sagt 1790 g.m. provst Fangel. Hendes stilling i dette hus blev en hel anden, end det havde været i den første kones tid; thi dels forstod hun selv at føre sin vilje igennem, og dels var hans søstre døde, eller bleven gifte ud af huset. Den ældste Regitze Sophie var allerede 1776 bleven g.m. kontrollør Peter Petersen på Nordborg, og den anden Sophie Elisabeth, blev til samme tid som provsten, 1790 g.m. Hans Christensen Juhler af Dynneved. Med den gamle mor, som endnu levede i 7 år, kom hun altid godt ud af det. Hun var et godt parti, da hun trak ind i huset med et godt udstyr og 3000 rdl., men hun var også en dygtig kone og en god husholder, fint gik det aldrig til i provstens hus, derimod
herskede der altid en vis tarvelighed, og hans flinke kone forstod ved sin jævnhed, orden og huslighed at gøre hans hus til et kært og hyggeligt hjem. Hun var tillige en brav og retsindig kone, og blev en god stedmor for hans børn, der elskede og agtede hende som en mor. For den ældste Jens, blev hun vel ikke egentlig mor; thi han var jo dengang allerede 19 år, ude af huset og næsten i alder med hende, derimod for de 2 yngre, Niels Tingberg, dengang 9 og Peter, der var 5 år gl. Ligeledes blev hun en mor for sin unge søster Anna Margaretha Vogelsang, der
dengang endnu kun var 12 år gl. og forældreløs, hvorfor hun tog hende med til Nordborg, dels for at hun her kunne gå i skole og dels for at opdrage hende, og hun forblev i hendes hus, indtil hun 1797 blev g.m. den residerende kapellan Hr. Frederik Ebbesen. Mette Marie Fangel, født Vogelsang døde 1814. Denne kone døde 1814 d. 31. marts, 47 år gl. Efter hendes død bestyrede hans døtre huset, først Else Kathrine og siden Sophie Margaretha Fangel. (Nordborg Svenstrup kirkebog. Mundtlig fortælling af Mad. Christensen. Mad. Frost og jomfru Kathrine Johansen i Sønderborg).
Børn:
i. Jens Fangel født 18 aug 1771 i Nordborg, ref: UA3920. Gift 24 jan 1800 i Mov, Marie Rehders, (datter af Carsten Rehders og Marie Neumann) ref: YC3920, død 1822. Jens død 27 aug 1833 i Vildmosegaard. Christen Knudsens F IV 29: Jens Fangel er født 1771 d. 18. aug. i Nordborg præstegård og blev døbt d. 23. aug. Han blev opkaldt efter sin farfar. Han kom til landvæsenet og blev tidlig forvalter på Vildmosegaard hos forpagter Carsten Rehders. Denne gård der ligger midt inde i den såkaldte lille Vildmose, på den sydlige side af Limfjorden, ikke langt fra Kattegat, var først bleven oprettet 1767 af Grev Heinrich Karl Schimmelmann, den første besidder af grevskabet Lindenborg. Han lod udgrave 3 søer i mosen, udtørrede arealet og oprettede en hovedgård på 30 tdr. hartkorn med grundmurede bygninger og jordtillæg af en fortrinlig beskaffenhed. Gården gav han navn efter
mosen og kaldte den "Vildmosegaard". Gården var omflydt af brede, dybe grave og en lang dæmning, "Kvasen" kaldet, førte ind til den. Man mærkede godt, at det hele terræn hvilede på mosegrund, da alt let ved det mindste tryk kom i en gyngende bevægelse. Skønt gården ikke lå langt fra naboer, så blev afstanden dog altid stor, da man på grund af vandet og mosen var nødt til at gøre en lang omvej for at komme ind på gården. Den var tit i fare, da vandet ved at stige i Limfjorden også gik højt i mosen, ligeledes kunne der være fare fra Kattegat. Gården lå i Mov sogn, der ligger ligesom en Ø mellem mosen og Kattegat. Grev Schimmelmann overlod gården i forpagtning til Carsten Rehders, der ligesom sin hustru Maria Neumann var fra Holsten. Det var skikkelige og brave folk nok, og herskabet satte pris på dem for deres dygtighed og pålidelighed, men som de fleste holstenske forpagtere på de tider, styrede de med strenghed. Træhesten og hundepisken kunne nok undertiden tages i brug, og konen gik
morgen og aften selv ned i stalden og prøvede køerne, om pigerne malkede rent, og opdagede hun da en uregelmæssighed, var hun ikke seen med at lange dem en ud ved øret. De var slemme med at bande, som folk i det hele på den tid, og det lærte den unge Fangel også af dem. I øvrigt sad de godt i det, holdt en søn til studeringen og deres døtre blev også godt gift, den ældste med Jens Fangel, den anden med hans bror, præsten i Gudum, og den tredje med konsul og købmand Ferck i Aalborg. Jens Fangel blev forlovet og g.m. datteren Maria Rehders og fik derved gården i forpagtning efter sin svigerfar, da det Schimmelmannske hus havde fattet godhed for familien Fangel. Jens Fangel var en meget stor og svær mand. 1822 døde hans hustru Maria Rehders og 1833 d. 27. aug. døde Jens Fangel, forpagter af Vildmosegaard, 62 år gl.
Børn:
i. Holger Fangel, født 18 nov 1800 i Vildmosegaard, ref: YO3920, død 20 jun 1819. Christen Knudsens F IV 30: Holger Fangel blev sømand, men døde allerede 1819.
ii. Else Cathrine Marie Fangel, født 20 mar 1802 i Vildmosegaard, ref: YC3291. Hun blev gift med Michael Ravnborg, ref: UA3291. Else død 1856. Michael: Christen Knudsens F IV 30: Marie Fangel, gift Ravnborg død 1856. 2) Else Kathrine Marie Fangel, født 1802 d. 20.marts på Vildmosegaard. Hu er opkaldt efter begge bedstemødre, men hed i daglig tale blot Marie
Fangel. Hun blev g.m. Michael Ravnborg, der havde tjent som karl på gården, blev så forvalter og siden forpagter af gården. Han var i øvrigt en meget pæn og fornuftig mand. Hans kone, der var meget stor og svær, døde 1856 af kræft i brystet.
Børn:
a. Anders Ravnborg, født 1828, død samme år.
b. Marie Henriette Ravnborg, født 1830. Hun opholdt sig ugift i Aalborg 1878.
c. Maren Andrea Ravnborg, født 1832. Hun døde ugift.
d. Jensine Nikoline Ravnborg, født 1834 d. 23. aug. Hun blev 1853 d. 11. nov. g.m. Hr. Niels Bygum Krarup, født 1821 d. 13. sept. i Bedsted, hvor hans far Hr. Jens Krarup dengang var præst, og døde 1836 som sognepræst for Rudolphi menighed i Aalborg. Hr. Niels Bygum Krarup var
fra 1845-59 adjunkt ved Aarhus skole, og blev 1859 kaldet til sognepræst for Skoldborg og Kallerup menighed i Thisted amt.
e. Karl Ravnborg, forpagter af Vilmosegaard. Karl Ravnborg, født 1836. Han fik efter forældrene Vildmosegaard i forpagtning. Han blev g,m, Maria Hebert, en datter af Bombardus Ehrenfred Hebert, forpagter af Selsø mølle ved Isefjorden og ejer af en større bondegård i nærheden, og hustru Ingeborg Klausen. Hun var lærerinde hos pastor Olsen i Gudum præstegård. Vildmosegaard brændte 1875 lørdag d. 20. marts. Ilden opstod om formiddagen kl. 11 i stråtaget over en med stuehuset sammen bygget mejeribygning, greb i den stærke blæst om sig med stor voldsomhed og lagde i kort tid alle bygninger, med undtagelse af våningshuset og et tørrerum, i aske. Hestebesætningen blev frelst, derimod indebrændte 90 køer og 150 svin, 16 vogne, maskiner, tilligemed avlen, 850 tdr. sæd, 12000 pund rapskager, 1000 pund palmekager m.m.
Hr. Ravnborg led også en del skade på indbo, der blev flyttet ud. Ilden tog også fat i mosen, der endnu brændte om søndagen. Der faldt vel den følgende nat en del sne, men det befrygtedes, at den ville vedblive at brænde i bunden og ikke slukkes, førend der faldt stærk regn. 1876 d. 19. juli var der atter brand i mosen. Ejeren Grev Schimmelmann ville ikke lade gården genopbygge, og Hr. Ravnborg blev forpagter af Tiendegaarden, en anden af hans gårde, beliggende i Gudum sogn på 27 tdr. hartkorn. Hr. Ravnborg er en stor, svær mand, hans kone er derimod kun lille. Han
er svagelig, men en brav og elskværdig mand ligesom sin kone. 10 børn, hvoraf nogle er døde.
iii. Caroline Elisabeth Fangel, født 13 apr 1803 i Vildmosegaard, ref: YQ3920. Christen Knudsens F IV 31: Caroline Elisabeth Fangel opholdt sig i mange år i huset hos sin morbror Hr. justitsråd Rehders hus i København. Hun har siden levet ugift i Aalborg.
iv. Carsten Fangel, født 20 aug 1804 i Vildmosegaard, ref: YR3920, død 8 sep 1804 i Vildmosegaard.
v. Carsten Rheders Fangel, født 28 jul 1807 i Vildmosegaard, ref: YS3920, død 1838. Christen Knudsens F IV 31: Carsten Rheders Fangel lærte handelen i Odense hos købmand Jens Fangel Petersen, blev kommis og ville have nedsat sig som købmand i Odense, da han døde forinden 1838.
vi. Vilhelmine Henriette Fangel, født 27 aug 1808 i Vildmosegaard, ref: YC3921. Hun blev gift med Erhard Christian Frost, ref: UA3921. Erhard: Christen Knudsens F IV 31: Erhard Christian Frost var fra Randers, ejer af Klitgaard i Vendsyssel.
Aalborg, Kær, Ulsted, Klitgaard, en Gaard, 126, FT-1855, C9086
Navn: Alder: Civilstand: Stilling i husstanden: Erhverv: Fødested:
Erhard Frost 51 Gift Eier af Gaarden Randers
Wilhelmine, født Fangel 47 Gift hans Kone Mou Sogn, Aalborg Amt
Lovise Frost 18 Ugift deres Børn Visborg Sogn, Aalborg Amt
Laurits Frost 24 Ugift deres Børn Visborg Sogn, Aalborg Amt
Frederik Frost 22 Ugift deres Børn Visborg Sogn, Aalborg Amt
Marentine Nielsen 20 Ugift Husjomfru Nibe
Peter Christian Petersen 28 Gift Tjenestefolk Dronninglund Sogn, Hjørring Amt
Hans Peter Christensen 26 Ugift Tjenestefolk Dronninglund Sogn, Hjørring Amt
Niels Christian Jensen 24 Gift Tjenestefolk Albæk Sogn, Hjørring Amt
Thomas Christian Jensen 30 Gift Tjenestefolk Hellevad Sogn, Hjørring Amt
Niels Peter Andersen 18 Ugift Tjenestefolk Dronninglund Sogn, Hjørring Amt
Lars Christensen 19 Ugift Tjenestefolk Vrejlev Sogn, Hjørring Amt
Niels Petersen 19 Ugift Tjenestefolk Albek Sogn, Hjørring Amt
Mads Petersen 17 Ugift Tjenestefolk Ulsted Sogn, Aalborg Amt
Christen Larsen 47 Gift Tjenestefolk Jerslev Sogn, Hjørring Amt
Marthe Jacobsdatter 21 Ugift Tjenestefolk Voer Sogn, Hjørring Amt
Sine Olesdatter 18 Ugift Tjenestefolk Dronninglund Sogn, Hjørring Amt
Birthe Christiansdatter 30 Ugift Tjenestefolk Dronninglund Sogn, Hjørring Amt
Frederikke Larsen 18 Ugift Tjenestefolk Dronninglund Sogn, Hjørring Amt
--------------------------------------------------------------------------------
vii. Nis Christian Fangel, født 23 okt 1809 i Vildmosegaard, ref: UA3922. Han blev gift med Johanne Schmidt, ref: YC3922. Nis død 6 mar 1897 i Nykøbing F. Christen Knudsens F IV 31: Nis Christian Fangel var i en del år forstander for den Classenske Agerdyrkningsskole på Næsgaard på Falster. Han trådte 1848 ind i det frivillige Herregaards Skyttekorps og gjorde
en del af krigen med. Han lå en tid på Als og besøgte dengang familien. Han var g.m. Johanne Schmidt. Han døde 1897 d. 6. marts, 87« år gl. i Nykøbing på Falster. Næsgaards hjemmeside: I 1840'erne havde øget økonomisk velstand som følge af kornsalgsperioden og politiske muligheder i stænderforsamlinger og de da netop grundlagte landkommuner skabt en noget bedre grobund for en agerdyrkningsskole. Videreuddannelse af bondeungdommen var på dagsordenen, bl.a. i Lolland-Falsters nyligt dannede landboforeninger og i landmandsforsamlingen, der var domineret af det store landbrug med Edvard Tesdorpf fra Orupgaard i spidsen. Johan Frederik Classens
fættersøn, kammerherre Peter Hersleb Classen, tog del i denne diskussionen om at lave en landbrugsskole. De øvrige interesserede havde naturligvis blik for det legat, Det Classenske Fideicommis havde til formålet. Direktionen for fideicommiset fandt det dog naturligt selv at
stå for et nyt skoleforsøg. Til forskel fra tidligere var kurset nu toårigt og kostede en vis sum, i starten 100 rigsdaler. Det byggede dog stadig på kombineret teori og praktisk undervisning. Det kan man læse i skolens reglement fra 1849, der er udstillet. Man valgte Niss Christian Fangel som forstander. Han havde været på Næsgaard, siden han var 17 år, de seneste mange år som forvalter. Han havde ingen teoretiske eller skolepædagogiske forudsætninger for at lede skolen. Ved at lade en praktiker stå i spidsen er det dog tænkeligt, at man gjorde det lettere at få tilslutning til skolen, da en sådan nok lettere kunne vække tillid i de landmandskredse, der skulle sende deres sønner til skolen. Det var da også helt op til efter århundredeskiftet sådan, at den praktiske undervisning fyldte halvdelen af dagen, og det er ofte det første, gamle elever skrev om i deres erindringer om skolen. Til den teoretiske undervisning faldt valget på den ret unge Hans Mortensen fra det nærliggende fiskerleje Hesnæs, som også hørte under fideicommiset.
Direktionen havde tidligere betalt for den opvakte Mortensens læreruddannelse, og da man udså sig ham til Næsgaard, fik han betalt 2 års studier på Polyteknisk Læreanstalt. Han var en af de lokale, der havde nydt godt af direktionens, navnlig kammerherre Classens, patriarkalske godsejermentalitet. Denne mentalitet kom også til at omfatte en del af lærlingene efter opholdet på Næsgaard, idet der er flere eksempler på støtte fra fideicommiset til videreuddannelse,
studierejser m.m. Naturligvis kom det til brydninger mellem den boglige Mortensen og den praktiske Fangel. Det kommer til udtryk i de indberetninger, begge lavede til direktionen hvert kvartal om skolens virksomhed. Beretningerne ligger i dag på Landsarkivet. I en af disse
påpeger Fangel, at Mortensen selv havde "uendeligt let" ved at lære og derfor ikke kunne forstå, at lærlingene havde sværere ved det. Det gjaldt navnlig i kemien, som ingen havde stiftet bekendtskab med før. Netop kemien havde stor betydning for landbrugets udvikling efter
1850'erne. Ved at anvende den på landbruget, kaldet agerdyrkningskemi, kunne man forstå planter og dyrs næringsoptag og kredsløb med den øvrige natur og udnytte dette i produktionen. Af Næsgaards allerførste bogsamling fra 1849-56, hvortil registraturen er bevaret, kan man se, at
kemien netop er begyndt at spille en væsentlig rolle. Der er mange bøger om kemi under kategorien Naturvidenskab, men denne viden ligger i udenlandske værker og enkelte oversættelser, ikke i selvstændige danske værker, og den har endnu ikke rigtig fundet vej ind i de
landbrugsfaglige bøger under Landøkonomi i registraturen. Det var derfor af stor vigtighed, at man havde den boglige Mortensen, som forstod vigtigheden af kemien. Han kunne på baggrund af sine nylige studier og forelæsningsnoter derfra lave en lærebog i agerdyrkningskemi.
Anvendelige bøger var nemlig en mangelvare. En stor del af den første bogsamling er bevaret og tilgængelig i udstillingen. Lærebogen i landbrugsfagene, kaldet agerdyrkningslære, var Jensens Anviisning til et velindrettet Landbrug for Bondestanden. Jensen var en præst, der havde
udgivet skriftet i 1842. Han angav selv i forordet, at der ikke var meget nyt for "den oplyste bonde". Bogen måtte derfor suppleres på en række punkter. Mortensen kunne først undervise i agerdyrkningskemi fra og med årgangen fra 1851-53, da de tidligere årgange havde så svært ved
kemi, at undervisning i agerdyrkningskemi ville være en umulighed. Fra 1851 årgangen er bevaret den agerdyrkningskemi, som Mortensen havde udarbejdet og ladet lærlingene skrive af i fritiden, der ellers var sparsom nok endda. På andet år blev eleverne, eller lærlingene som de
blev kaldt i 1800 tallet, undervist efter bogen. Eksemplaret tilhørte en Anders Nielsen, der var bondesøn fra Sjælland. Man skulle være mellem 18 og 20 år for at komme i betragtning til en de ni pladser, der var hvert år. Anders Nielsen var imidlertid 25 år, som han angav i sin ansøgning,
der kan ses i udstillingen: "Da det er min største Lyst, saa vidt muligt, at kunne udvide mine Kundskaber som Landmand, Ansøger jeg herved paa det ærbødigste, om mulig at maae blive antaget som Elev paa den Classenske Agerdyrkningsskole paa Falster. Jeg tror nemlig, det er det
Sted, hvor en Bonde bedst kan udvide sine Kunskaber. Thi beder jeg Dem Hr. Forstander, ikke at tage det saa nøie i Betragtning, at jeg er lidt for gammel, thi jeg er aldeles fri for Soldat; og er tillige vandt til alle Arbeider, som angaar Agerdyrkningen" Var der mon alligevel en vej?
Fangel var ikke til sinds at antage Anders Nielsen: "Den 25 Aarige er jeg dog færdig at tænke mig for gammel til at omgaaes disse mange Drenge". Heri var kammerherre Classen ikke enig: "[Han] er 25 aar, og jeg har derfor havt nogen Betænkelighed ved at tilstede ham Adgang til Skolen, men efter at have talt med ham, efter at have forklaret ham, hvad der ventede ham i Skolen, og derefter have modtaget hans gientagne Erklæring om, at han ønsker at optages og er beredt paa at finde sig i Alt hvad Reglementet byder, kan jeg ikke andet, end paa det bedste Anbefale ham." Kammerherrens indstilling afgjorde sagen for Anders Nielsen. Sådan var ledelsesforholdene dengang mellem forstander og direktion. Classen var en meget interesseret og nærværende principal for skolen, der næsten hver uge besøgte skolen, som ligger tæt på hans hjem,
Corselitze. Anders Nielsen skulle omgås de mange "drenge". Der var dog kun i alt 18 fordelt med ni på hver årgang. De boede alle i en fælles sovesal øverst i den hovedbygning, Olufsen i sin tid havde ladet bygge. Lærlingene skulle være i seng og sove klokken ti, hvor der blev låst af
til sovesalen. Det sørgede det ældste holds inspektør for ved at råbe "ro". Inspektør var en titel, en fra hver årgang havde for en uge ad gangen. Lærlingene havde numre, og det var sådan, at hvert holds nummer 1, nummer 2 osv. Var inspektør samtidig. I posten lå også at overvåge de
andre under det praktiske arbejde. Ofte foregik kommunikationen mellem forstander og lærlinge også gennem inspektøren. Lærlingene stillede om morgenen i geled, dvs. nummerorden, foran forstanderen, der så udstak dagens opgaver. Forholdet til forstanderen illustreres også af, at en
lærling mange år senere huskede, at lærlingene efter en tur til Møns Klint kom hjem syngende "Den tapre Landsoldat" (det var kort efter treårskrigen). Da de så forstanderen, bragte ældste holds inspektør lærlingenes tak for turen. I de første år skulle lærlingene også deles to og to, en fra hver årgang, om de lærebøger, skolen udlånte under opholdet. Med denne parvise kontakt mellem de to årgange er kilden måske fundet til de særlige traditioner, der er dokumenteret senere hen mellem ældste hold, "fædrene", og deres respektive "sønner" på yngste hold. I midten af 1800 tallet er den eneste tradition, som nævnes i erindringerne, et gilde i det nærliggende Stubbekøbing ved de nyes ankomst, som disse skulle betale for ældste hold. Nok forløberen for de senere "fædrefester". Med den strenge tugt af lærlingene dengang stod forholdet mellem disse og skolens ansatte mere i centrum, end forholdet mellem lærlingene indbyrdes, i hvert fald at dømme ud fra erindringerne. En af de "strenge" ting, lærlingene siden erindrede, er maden. Af et
bevaret spisereglement kan det ses, at maden var spartansk, og der var kun kaffe om søndagen - en kop. Det var dog værst for dem, der var godt vant hjemmefra. Det var jo nok de bedrestillede, der var toneangivende, også i erindringen. I modsætning til dagligdagens mere tarvelige mad var
besøgende hos kammerherre Classen, der inviterede lærlingene til sig hvert år til sin fødselsdag sammen med dannede unge damer fra omegnen. Her lærte lærlingene etikette. Dette besøg og andre besøg hos bl.a. Tesdorpf på Orupgaard vidner om den overgangssituation, mange lærlinge
var i, lidt ligesom de studerende på universitetet. Blandt dem, der virkelig var fra bondestanden, var opholdet tit springbrættet til en anden social position og en anden livsstil. Efter Næsgaard begyndte en stor del af lærlingene en karriere inden for det store landbrug som forvalter m.m., siden måske som forpagter eller endog ejer af en stor gårde. Nogen fandt vej til følgeerhverv som landmålere, jernstøbere m.m. Endelig endte en del som gårdejere. En del lærlinge var dog som
proprietærsønner m.m. allerede bekendt med livet på de store gårde. Fra Anders Nielsens hånd er der også bevaret et uddrag af en dagbog. Lærlingene lærte "at tage tiden i agt", som en af dem siden huskede.Dagbogstræningen gav dem mulighed for at få overblik over, hvad de havde
brugt tiden til. Med denne registrering kunne de forhåbentlig bruge tiden fornuftigt fremover. Blandt det fornuftige var åbenbart også at undlade at sove til middag. Det var forbudt ifølge et dagsreglement fra 1851. Det kunne der ellers være grund til, når man var stået op klokken
5 om morgenen. Da startede dagen nemlig om sommeren for de lærlinge, som havde praktisk undervisning om formiddagen. De første 50 år var dagen nemlig opdelt i to, så et hold altid havde teori og et andet praktik, så behøvede man også kun et klasselokale. I den første time skulle
lærlingene i praktisk arbejde strigle hestene. De andre lærlinge, der skulle have teori først, slap for hestestalden. Teorien varede i tre til fire timer. De sidste to timer før middag var der havearbejde. Om eftermiddagen byttede holdene over. Teorien omfattede agerdyrkningslære,
der var en bred undervisning omfattende jordbundslære, husbygning, jordforbedringsarbejder m.m. foruden planteavl og husdyravl. Derudover var der fysik, kemi, naturhistorie (botanik og zoologi), geometri, regning og matematik, dansk stil, læsning, tegning og endelig landmåling
i september og oktober. På enkelte årgange var der om aftenen foredrag i geografi, men ellers havde skolen valgt dette fag og historie fra. De mente ikke, at lærlingene med deres begrænsede forkundskaber kunne overkomme de fag også, og Næsgaard har da også hele vejen igennem været en ren fagskole. I biblioteket fra den tid står dog bl.a. Grundtvigs oversættelse af Saxo, og lærlingene læste op af Ingemanns romaner. Sang skulle lærlingene også lære. Der blev sunget flerstemmigt ved orglet om søndagen i sognekirken i Aastrup. Næsten hver uge blev der dikteret en sang i danskundervisningen. Titlerne står i undervisningsprotokollerne. Mange af titlerne er ikke længere kendte. Det var ikke de sange, der kom med i højskolesangbogen. Det praktiske arbejde omfattede stort set alle forefaldende opgaver i mark og stald. Lærlingene havde fri fra den
teoretiske undervisning i høsten og i øvrigt også, når fårene skulle klippes først på sommeren. Næsgaards landbrug var dengang domineret af et stort schæferi på omkring 500 spanske får. Der var ca. 260 tdr. land agerjord og 60 tdr. land eng til. Omkring det tidspunkt, hvor Anders
Nielsen forlod skolen, blev der drænet og det store nor blev inddæmmet. Jord var meget værd under kornsalgsperioden. Der skulle dog gå små 20 år før korn kunne dyrkes derude. lærlingene deltog ikke i inddæmning og dræning. I øvrigt lærte lærlingene at bedømme hestens eksteriør og at
vurdere køerne efter spejlmetoden, dvs. den guenonske metode, hvor man anslog dyrenes kvalitet ud fra bagdelens, spejlets, symmetri. De lærte lettere dyrlægearbejde af den stedlige dyrlæge, og om vinteren var de skiftevis i huggehuset for at lave redskaber i træ, i smedjen for at
lægge sko på et dødt hesteben og i ko-, fåre- og hestestalden. Senere kom de også i mejeriet. Olufsen havde i sin tid forestillet sig, at der skulle være eksamen som afslutning på opholdet. Det blev videreført i 1849. I alt var der 9 eksaminer foruden en række overhøringer og stile
undervejs. Ca. en hver 14. dag. Der er bevaret en stil, hvor Anders Nielsen skriver om de bedre forudsætninger, som bonden havde på hans tid for at deltage i det offentlige liv sammenlignet med tiden efter udskiftningen. Eksamen var også en lejlighed til at reklamere for opholdet. Eksaminerne var offentlige med deltagelse fra omegnens bønder og store landmænd foruden den censor fra Polyteknisk Læreanstalt, fra 1858 Landbohøjskolen, der blev udsendt af Indenrigsministeriet. Hermed fik skolens uddannelse en anerkendelse fra denne front. Censoren, i de første mange år B. S. Jørgensen, kunne give gode råd om undervisningen. Første gang, i 1853, ankede han over det alt for høje niveau i undervisningen, og han tilrådede, at placere nogle fag første og år nogle det sidste år. Hans råd blev fulgt. Ved at have en censor fra Landbohøjskolen til stede sammen med mange fremtrædende, store landmænd kunne man let skaffe videre beskæftigelse for de lærlinge, der demonstrerede særlige boglige evner og/eller praktisk duelighed. De besøgende kunne i det hele taget gennem eksamen få lejlighed til at vurdere skolens kursus. Gennem eksamen og stile undervejs blev lærlingene trænet i selvstændige opgaver. Der er bevaret et lille hæfte, hvori lærlingene fra 1852 og frem skrev små stile ved prøven på
optagelsesdagen og de senere kvartalseksaminer. Man kan se, at lærlingene bliver langt sikrere til at stave, og de skriver pænere. Pudsigt nok kan man også se, at de begynder at anvende initialer i
stedet for at skrive deres navne helt ud. Ser man på de første 20-30 årgange af lærlinge, så er det karakteristisk, at de fleste havde været hjemme, indtil de kom på Næsgaard. Skolelærersønner m.fl. havde dog været ude at tjene først. Vel for at komme i betragtning til opholdet og for ikke at belaste den hjemlige økonomi. Når man kommer op i 1870'erne, begyndte lærlingene i stigende grad at have været i aftenskole en til to vintre inden de kom på Næsgaard, og en del havde også været på højskole. Det kan ses af ansøgningerne, der stort set er bevaret komplet indtil
omkring 1880. Man kan dermed sige, at Næsgaard blev et alternativ på et tidspunkt i den "normale" ungdomsuddannelse for gårdmandssønnerne i sidste fjerdedel af det 19. århundrede. Efter almueskolen var de typisk en til to vintre på højskole og et ophold på en landbrugsskole. Næsgaard var dermed begyndte så småt at indgå i et "uddannelsessystem", frem for selv at udgøre dette i sin helhed. Det hjalp på lærlingenes basale skolemæssige forudsætninger. Samtidig blev skolen og lærlingene bevidste om, at Næsgaard i den sammenhæng skilte sig ud. Næsgaardopholdet gav som nævnt ofte anledning til en ændring i den videre livsskæbne sammenlignet med den "normale vej". Senere delte de sig. Nogen endte i gårde, nogenlunde som faderens, hvis det ikke var hans, men mange kom til at forpagte og eje store gårde. Nogen fandt vej til landbrugets følgeerhverv som landmålere, jernstøbere, landbrugskandidater m.m. Det
kan ses af en lille udgivelse ved skolens 100 års jubilæum i 1899, der opgør den videre skæbne for de første 50 års lærlinge. Næsgaard gav en mulighed for at stifte bekendtskab med andre erhvervsgrene og en anden social og økonomisk stilling. Fra 1851 bestod lærestaben af to
teoretiske lærere. Dels overlæreren og dels en seminarist til de basale fag, som sjældent blev længe på skolen. I 1856 blev Lacoppidan overlærer. Han fik sin egen lærerbolig i modsætning til tidligere, hvor læreren boede i et værelse i hovedbygningen. Han blev til 1879. Bogindkøbene fra hans periode viser, at navnlig Landbohøjskolen, der var stiftet i 1858, efterhånden kunne begynde at dække behovet for faglitteratur. Det var nu mest danske bøger, der blev købt. Mange handlede om husdyrenes pleje, fodring og gødningens anvendelse. Den store bekymring i datiden var bondestandens sædskifte, der indeholdt for mange kornafgrøder, mente man, og dermed udpinte jorden. I stedet skulle man erstatte med flere foderafgrøder, større kvæghold og dermed
rigeligere gødning. Selvom landbrugsskolevirksomheden blev lidt lettere hvad angår anvendelige bøger, så vidner Lacoppidans "Agerdyrkningslære" fra 1860 om behovet for lærebøger og vanskelighederne med at lave en sådan. Bogen udkom i 16.000 eksemplarer og blev oversat til engelsk og svensk. Lacoppidan var meget populær. I hans tid var der nogen år op imod 30 ansøgere til de ni pladser, mod tidligere omkring 15.
viii. dødfødt søn, født 1811 i Vildmosegaard, ref: YU3920, død 1811 i Vildmosegaard.
ix. Mette Marie Emilie Fangel, født 13 jul 1813 i Vildmosegaard, ref: PC4920, død feb 1904.
x. Mathilde Margrethe Fangel, født 7 sep 1815 i Vildmosegaard, ref: YC3924. Gift 7 sep 1841, Magdalus Catharus Brorsen, født 28 feb 1800 i Sæby, ref: UA3924, død 23 apr 1878 i Frederiksberg. Magdalus: Christen Knudsens F IV 31: Matthilde Margaretha Fangel, født 1815 d. 7. sept. på Vildmosegaard. Hun blev 1841 d. 7. sept. g.m. Magdalus Catharus Brorsen, født 1800 d. 28. febr. i Sæby, hvor hans fader etatsråd Rasmus Bondesen Brorsen dengang var herredsfoged, senere i Aalborg. Fra 1825-29 var han residerende kapellan i Nykøbing, fra 1829-30 sognepræst i Flade, fra 1830-57 i Veggerby, og fra 1857-77 sognepræst i Gamborg på Fyn. 1875 d. 20. april holdt han sit embedsjubilæum, og blev Ridder af Dannebrog. 1877 d. 30. jan. tog han sin afsked og flyttede til Frederiksberg, hvor han døde 1878 d. 23. april. 4 sønner og 3 døtre. Deriblandt: 1) Rasmus Bondesen Brorsen, født 1842 d. 13. juli. Theol. kandidat 1871 d. 24. jan., blev 1871 d. 30 sept. kaldet til kapellan hos sin fader i Gamborg og 1876 d. 22. okt. residerende kapellan for Kattrup, Ørritslev og Tolstrup menigheder i Aarhus amt. 1873 d. 3. jan. blev han
g.m. Hedvig Elise Margaretha Møller, født 1851 d. 9. febr. i Barløse præstegård på Fyn, hvor hendes fader Hr. Hans Hartvig Møller var præst.
xi. Thyge Thygesen Fangel, født 1 maj 1817 i Vildmosegaard, ref: YT3920. Christen Knudsens F IV 32: Thyge Thygesen Fangel var forvalter på Tiendegaarden og døde her af et vådeskud på jagten 184?.
xii. Dorthe Elisabeth Fangel, født 11 nov 1818 i Vildmosegaard, ref: YC3925. Hun blev gift med en skolelærer i Jylland, ref: UA3925.
ii. Niels Tingbjerg Fangel født 12 apr 1781 i Nordborg, ref: UA3669. Gift 11 maj 1810, Henriette Margrethe Rehders, født sep 1779 i Vildmosegaard, (datter af Carsten Rehders og Marie Neumann) ref: YC3669, død 5 aug 1822 i Gudum. Niels død 4 mar 1845. Chr. Knudsens F IV 32: Niels Tingberg Fangel, født 1781 d. 12. april i Nordborg præstegård, hvor hans far var præsten Holger Fangel, blev opkaldt efter sin morfar præsten Hr. Niels Tingberg i Flødstrup. Han blev i hjemmet, tilligemed sine fætre Hans og Jens Fangel Petersen, undervist af theol. student Johan Nikolai Arendt af Guderup og student Andresen, de var meget strenge, og den første halv forskruet i hovedet. 1795 blev han i en alder af 14 år konfirmeret. Grunden, hvorfor han var så ung, var vistnok den, for at han straks efter sin konfirmation, tilligemed sin fætter Hans Petersen, kunne sendes til Ærø, hvor hans farbroder Hr. Gomme Fangel, dengang præst i Tranderup, agtede selv at læse med dem og forberede de unge mennesker til studeringen. Han var en meget god philolog, tillige en samvittighedsfuld, from og troende mand, og det var først under hans kærlige og duelige vejledning, at de ret kom til at gøre fuld fremgang. De var derfor meget flinke, da han 1796 satte dem ind i Odense Skole, hvor de fik det samme logi hos den gamle degn Lars Liimkilde ved Graabrødre Hospital, i hvilket hus provst Fangel og hans brødre også havde boet, mens de gik i denne skole. Skolens rektor var dengang Ludvig Heiberg, og Søren Niklas Johan Bloch var øverste hører, tvende meget dygtige mænd, og den sidste tillige en sjælden brav og elskelig lærer. De kom ind i 5. klasse og dimitterede 1799 til Universitetet i København under professorerne Klaus Fries Hornemann, der var meget rationalistisk, Daniel Gothilf Moldenhauer, der så mest på en zirlig latinsk stil, og den lærde Frederik Münster, der læste over kirkehistorien. At den gode onkel på Ærø havde lagt en from, troende grundvold, blev vistnok årsagen til, at den unge Niels Tingberg Fangel ikke blev smittet af tidens irreligiøsitet og vantro, men altid bevarede hos sig en from, inderlig og levende tilegnelse at kristendommens sandhed. Her i København mødtes de med deres fætter, den lystige og vittige Boetius Fangel fra Sylt, der var bleven student året forud og havde lagt sig efter det medicinske studium, ligeledes med den anden fætter Jens Christian Fangel af Tikøb, der også var bleven student 1798 og studerede teologi, og Jørgen Knudsen fra Ketting på Als, der 1795 var bleven student fra Odense Skole. Den sidste skaffede Petersen og Fangel logi på Halmtorvet i et lille hus, hvor han selv og andre studenter havde logeret, og der blev de boende, indtil de gjorde sig færdige ved Universitetet. Knudsen boede på kvisten, de 2 andre på 1. sal. På deres stue samledes man undertiden en aften til et lille parti L`hombre. Petersen spillede ikke med og blev gerne gnaven over "det satans spil", der hindrede ham i at komme i seng. Boetius lod det da regne ned med vittigheder over ham, Knudsen gav ham det råd at tage en dyne og lægge sig på i sin store kuffert, han kunne sove der, indtil de gik. Det forsøgte han også engang, men da var de andre ikke sene med at låse for ham, og de lukkede først op igen, da han bad ynkelig for sig. Hans forskellige eksamener 1799-1806. 1799 d. 18. okt. tog han eksamen artium med laud. 1800 d. 22. april og d. 8. okt. tog han philos. og philol. eksamen, ligeledes med laud. 1803 d. 25. okt. underkastede han sig den teol. embedseksamen med haud, og tog senere de praktiske prøver, dimis prædiken og katechisation 1806 d. 11. maj med karakteren laud. Kapellan for Nordborg menighed 1807-10. I hjemmet havde han i nogen tid læst med sine yngre søskende, indtil faderen 1807 bestemte sig til at tage ham til sin kapellan. Hertil blev han kaldet 1807 d. 27. febr., og blev til dette embede ordineret d. 8. april i St. Knuds kirke i Odense af biskop Peder Hansen. Niels Fangel var et godt og kærligt menneske, han var godheden selv, og derfor kom han i denne stilling, altid godt ud af det med sin gamle fader, men denne kunne dog alligevel være kommen til at give ham en på øret. Pastor Ahlmann i Guderup ville gerne have sig et stort og smukt sakristi ved sin kirke, dette kunne han opnå at få, når han kunne få de hertugelige lig af den ældre linje, der henstod i et ligkapel for enden af koret ved Igen kirke, flyttet ind i det andet ligkapel ved Nordborg kirke, der var indrettet for den yngre linje af det pløenske hus. Han foregav, at de forårsagede en ilde lugt i kirken, og da sagen kom til forhandling i de årlige kirkesessioner, gav de øvrige medlemmer af kirkesessionen deres samtykke dertil. Provst Fangel var ikke tilstede, han trak sig mere og mere tilbage derfra, siden han havde nedlagt sit provsteembede, og der aldrig hørtes andet end strid i disse møder, og han nøjedes med at sende sin søn, der var hans kapellan. Han blev imidlertid meget vred, da han fik dagens udfald at vide, og det havde han al grund til, det var en retfærdig harme over, at man således forstyrrede de dødes fred, der her havde hvilet i deres eget i hen ved 150 år. Desuden lå der noget halvformummeligt i sagen imod ham, thi kunne Hr. Ahlmann ikke udholde lugten i Igen kirke, hvad skulle man så sige om Nordborg kirke. Der blev man da nødt til at tåle det. Det havde jo i øvrigt ikke stort at betyde med den dårlige lugt, thi ligene var jo forlænge siden blevet til gamle mumier; men det gjaldt mere om at få et stort, rummeligt lokale, hvor præsten kunne fordybe sig i sine filosofiske tanker, førend han gik på stolen. Provst Fangel blev derfor meget vred, da sønnen kom hjem fra mødet med denne tidende. "Var de alle enige herom", spurgte han, og da sønnen hertil svarede ja, spurgte han endvidere: "men hvad sagde du dertil", "ja hvad skulle jeg sige, når de alle var for det", svarede denne. "Å! hvad skulle du vel sige"! og i det samme øjeblik for provsten op, men kapellanen forføjede sig hurtig op på sin stue, ellers er det ikke godt at vide, hvad der kunne være sket. Provsten glemte atter snart sin vrede imod sin gode, kærlige søn, men sagen selv ærgrede ham meget, og det gik ham endnu mere til hjerte, da ligene senere på en meget skandaløs måde blev flyttet om til Nordborg; thi der var ikke sørget for en ordentlig transport, men ligene stod halv åbne, og et og andet faldt ud af kisterne. Niels Fangel var en livlig og munter ung mand, der godt med glæde kunne deltage i det selskabelige liv, uden at glemme sin værdighed som præst. Han var med til skolelærer Autzens bryllup, der stod på Nordborg slot, da han blev g.m. Mad. Christensens datter Anna. Det var et meget stort bryllup o alle morede sig fortræffeligt. Han kom meget sent hjem og glemte rent, at han skulle over i kirken og forrette en brudevielse den følgende dag. Han sov da endnu trygt da det begyndte at ringe, og brudefolkene kom. Men hans gamle fader, som tænkte ved sig selv, at han nok ikke var ordentlig forberedt til at gå over i kirken, lod som ingenting, gik straks selv derover, og alting gik sin sædvanlige gang, uden at der skete nogen standsning. Da kapellanen kom op, randt det ham i hu, at der var et bryllup, og han blev meget forskrækket, da han ved at se på uret, fornam at tiden var forløbet. Men alt var besørget, og man lo så småt over forvirringen, der let kunne være sket. (Wibergs præstehistorie, Mundtlig fortælling af præsten J. Knudsen og Mad. Frost). Præst i Gudum 1810-45. I de tider var det vanskeligt at blive befordret, når man ikke havde formående velyndere; thi en stor del af præstekaldene i landet var såkaldte "Proprietærkald", som embeder, hvortil disse mange små og store jorddrotter havde forslagsret. Den Fangelske familie havde fået en velynder i Greverne Schimmelmann. Da derfor præsten i Gudum Hr. Ole Frederik Obel døde 1809 d. 25. sept., søgte kapellan N.T. Fangel dette embede, blev af Grev Schimmelmann indstillet og af Kongen kaldet 1810 d. 19. jan., til at være sognepræst for Gudum og Lillevorde menigheder i Aalborg amt. 1825 d. 18. febr. blev Seglflod tillige forenet hermed, så at han fra denne tid fik 3 kirker. Det var for så vidt en behagelighed, som at han kom til at bo i nærheden af sin ældste broder, der var forpagter på Vildmosegaard, der lå i nabosognet Mov. En af hans nærmeste nabopræster Hr. Samuel Johannes Tilemann, præst i Gjerding og Blenstrup fra 1789-1820, var ligeledes fra Nordborg, en redelig og retsindig mand, der ofte besøgte ham og blev længe siddende, da han var lidt lang af stil, han døde imidlertid 1820 d. 12. jan. Men en stor ubehagelighed mødte ham ved denne befordring, et tab, som han aldrig forvandt. Det var den omstændighed, at han måtte sætte bo i en præstegård i den slemme tid, da landet på grund af den ulykkelige og langvarige krig fra 1807-14 gik en pengekrise og nød i møde, som ikke lod sig afhjælpe. For at indløse præstegården og sætte bo, havde han gjort et betydeligt lån, modtog pengene i sedler, der rent faldt i kurs, og måtte betale tilbage i sølv. Derved kom han til at sidde i en gæld, der sved til ham hele hans liv, tilmed da han tillige sad inde med en avling, der i alle de dårlige år ikke indbragte noget, og der var frygtelig lave priser på alle produkter. Han bliver g.m. Henriette Margaretha Rehders 1810. 1810 d. 11. maj blev han g.m. Henriette Margaretha Rehders, en datter af Hr. Carsten Rehders, forpagter på Vildmosegaard og hustru Marie Neumann. Hun var født på Vildmosegaard, døbt 1779 d. 29. sept., og således en søster til hans broders kone. Hun var en sjælden rar, brav og elskværdig kone, men fradøde ham desværre allerede 1822 d. 5. aug., fra hvilken tid han forblev enkemand til sin død. Foruden de, side 29, omtalte søskende havde hun også 2 brødre, Konrad Rehders, født 1770 på Vildmosegaard, fra 1795-1852 præst i Skjæve i Hjørring amt, en søn af hvilken Hr. Carsten Rehders 1828 blev præst i Gjerding og Blendstrup, og den anden bror var justitsråd, generalkrigskommisær Rehders i København. Det var et stort tab for ham, at hans brave kone døde så tidlig, da børnene endnu kun var små, han måtte nu have fremmede til at styre sit hus, først senere da hans døtre voksede til, overtog de hans huses bestyrelse. Han var også svagelig og holdt en tid lang theol. kandidater til at hjælpe sig med at prædike, da embedet var besværligt på grund af de 3 kirker. 1833-34 var hans bror Holger Fangel hos ham, senere Peder Wodschou Bruun fra 1837, der siden blev præst i Sønderborg og nu er præst i Gjerlev i Frederiksborg amt, han kom altid godt ud af det med den gamle præst, men ikke så godt ud af det med døtrene, da han var noget vigtig og fordringsfuld, og fra 1841 havde han Christian Ehrenfred Steenstrup til kapellan. Han bliver Ridder af Dannebrog 1836. 1836 d. 28. okt. blev han udnævnt til Ridder af Dannebrog. Som en mærkelighed kan det fremhæves, at han tilligemed Nikolai Frederik Severin Grundtvig var oppe samme dag til theol. embedseksamen, og da senere denne mand begyndte sin kirkekamp til forsvar for den gamle kristelig tro, fulgte han med levende interesse denne strid, og hans sympati var på denne mands side, men om han ville være vedbleven at følge ham senere, under hans senere stade, er et andet spørgsmål. Når Fred. Barfod i sin "Danm. Geistl." noget ubestemt giver ham det skudsmål: "at han skal have været en dygtig, samt såre elskelig og værdig mand, men måske noget vel tilbørlig til at antage det bedste om alle; i flere år meget svagelig", da vise dette os, at når en forfatter ikke bedre kender en mand, der nylig er død, da skulle han helst lade være at skrive om ham. Men det er sikkert nok, at Niels Tingberg Fangel var en inderlig, from og gudfrygtig mand, en kristelig, troende, nidkær og samvittighedsfuld præst i al sin embedsgerning, og blid og kærlig i al sin omgængelse, en fredselskende natur, der dømte mildt og forsonligt om alle han kom i berøring med, derfor var han agtet og elsket både af sine foresatte og af sin menighed, der betragtede ham som en fader. Der var noget inderligt og barnligt i hans natur, som måtte vinde alle for ham. Når den gamle mand tit tænkte tilbage på sine barndomsminder fra Nordborg og Als, da græd han af glæde. I de senere år blev han meget svagelig, han havde været en meget høj og mager mand, til sidst blev han helt krumbøjet og havde besværlighed ved at gå. Hans degn måtte lede ham op på prædikestolen og i den sidste tid sad han på en stol i koret. Hans død 1845. Han står ikke anført i Erslevs Forfatterleksikon, men en mindetale over amtsprovst Gerhard Tetens, holdt af ham i Gunderup kirke 1832 d. 24. febr., er dog alligevel udgivet i trykken. Han døde 1845 d. 4. marts, 64 år gl.
Børn:
i. Holger Fangel, født 1811 i Gudum, ref: YO3669, død 1811 i Gudum.
ii. Holger Fangel, født 1812 i Gudum, ref: YP3669. død som barn.
iii. Marie Mette Fangel, født 9 jan 1813 i Gudum, ref: YQ3669, død 1897 i København. Christen Knudsens F IV 36: Marie Matthea Fangel bestyrede i mange år huset for sin fader og har senere i en del år bestyret huset for forpagter Glud på Nordfeld på Møen. Død 1897 i København.
iv. Sophie Elisabeth Fangel, født 3 maj 1814 i Gudum, ref: YC3670. Gift 4 maj 1847 i Veggerby, Christian Ehrenfried Steenstrup, født 30 mar 1811, (søn af Johan Vogelius Steenstrup og Ane Cathrine Carstensen) ref: UA3670, død 3 mar 1865 i præst i Gjørding. Sophie død 7 mar 1899. Christian: Wiberg I 435: Christian Ehrenfried Steenstrup blev student Alborg 1830, cand theol 1 nov 1837 med karakteren h, kapellan hos svigerfaderen (personel) i Gudum, Lille Vorde og Seglflod 18 feb 1841, ordineret i Ålborg 24 mar, hjælpepræst ved Viborg domkirke 1845-46, 7 aug 1846 sognepræst i Gjerding og Blenstrup. I ægteskabet 2 sønner og 3 døtre.
v. Marie Elisabeth Fangel, født 1815 i Gudum, ref: YS3669. opholdt sig i hjemmet, boede siden i Ålborg.
vi. Holger Fangel, født 2 maj 1817 i Gudum, ref: UA3928. Han blev gift med Johanne Brøndum, ref: YC3928. Holger død 11 jan 1888 i Fredsholm. Christen Knudsens F IV 36: Holger Fangel gik i Aalborg skole og blev student og studerede theologi, men opgav studeringen og gik til
landvæsenet. Han gik frivillig med i krige 1848. siden har han i en del år haft Gudumlund i forpagtning. Han er g.m. Johanne Brøndum, en datteraf proprietær Brøndum der i sognet. Han har ingen børn og bor nu i nærheden af Aarhus på sin ejendom "Fredsholm", hvor han døde 1888 d. 11. jan. af sukkersyge, 71 år gl.
iii. Christian Peder Fangel født 23 sep 1784. Se Nordborgs IV kvt hus nr 1.
iv. Else Cathrine Fangel født 1791. Se Nordborgs III kvt hus nr 35.
v. Holger Fangel født 25 feb 1804. Se Oksbøl præstegård.
|
