Sagn fra og angaaende Als nr 51-108. N. 51.
Gammeløsterholm.
I en Deel af Nørreskoven, som kaldes Bestedskov, ligger lige ved Veien denne lille Borg, omtrent 90 Fod lang fra Vest til Øst og 48 Fod bred fra Syd til Nord, omgivet paa alle 4 Sider af en temmelig dyb Grav, der paa sine Steder endnu altid staae med Vand. Begge Dele baade Høien og Graven er tæt bevoxet med vildt voxende Træer, paa den første staae en Mængde Hasselbuske, i Graven derimod er hele Bunden besaaet med Piil. Østen og Norden herfor ligger i Skoven en stor Mose, som kaldes Troldsmose, der imod Nord ved Fleibæk, en anden ogsaa anselig Mose staaer i Forbindelse med hvilke tvende Moser længere imod atter forbindes med 2.de større Moser, nemlig Fjordmose ved Havet og Ørremose inde i Skoven. Alle disse Moser skulle engang i Fortiden have været Hav, hvilket ogsaa temmelig bestemt synes at fremgaae af den hele Beliggenhed saavel som selve Navnet Fjordmose, saa at altsaa denne Borg til en Tid har lagt ved en lang meget bugtet Fjord af Havet, og derfor rimeligvis til sin Tid har været en meget anselig Viking- eller Sørøverborg. Veien der gaaer langs igjennem Skoven sees ogsaa paa tvende Steder, deels ved selve Borgen, deels længere imod Øst ved Ørremose at være oprindelig en Dæmning, der paa disse Steder er lagt over Vandet, da det er meget dybt til begge Sider af Veien; men denne Vei er vist først af senere Oprindelse. I en Furkant ligger endnu paa Holmen en Række svære Kampestene, som har udgjort Bygningens Grundvold, oh indenfor disse Steen findes en Fordybning, som vistnok hidrører fra Kjælderen. Hist og her findes endnu enkelte muurbrokker af den ældre Tids røde Tegl. Imod Syd ledte en Vindebro ind til Borgen, hvoraf der nu ikke længere findes Spor, men for en Deel Aar tilbage stod der en Deel Pæle nedramme-de, hvorpaa Broen maa have hvilet. Fra det østlige Hjørne af Jes Sundebøes Have kan man midt igjennem Christian Esbensens Mark spore en Vei ned til Borgens sydlige Side, hvor Vindebroen har lagt, saa at man altsaa her har den gamle Vei til Borgen. I samme Mark imod Vest fandtes ved at grave Mærgel i Nærheden af Ruinen ved Skovhegnet, en Række Grundsteen nedlagte i Kalk, og Jordsmonnet er her endnu fuldt af Muurbrokker, Kalk og Teglsteen; her siges at have lagt en Bageroven, henhørende til Skovslottet, hvorfor Stedet endnu almindelig benævnes “Ovnen”. Den østlige Ende ad denne Mands Huus skal netop være opført af de her i Marken opgravede Muursteen. Rimeligviis have de til Borgen henhørende Býg-ninger her havt deres Beliggenhed i denne Mark. -
At denne Holm er et gammelt Vikingebol fra den hedenske Tid, derpaa tyder Kæmpehøie her i Nærheden i Skoven, hvilket viser, at Egnen dengang har været beboet. Fjordemose satte denne i Forbindelse med Havet og Troldsmose tyder her-paa, at Egnen indgjød Frygt. - Dog Muurstenene tyde hen paa, at den ogsaa i Mid-delalderen har været beboet; hvad laae vel næmmere end for Junkerne at benytte de ældre Byggepladser. - Byen Borsted har Navn efter den og tyder paa at være anlagt derpaa. Borgen og Byen bestode da allerede Ao.1357. - Borsted er da vistnok ikke andet end en Torp hørende til Borgen. - Elstrup paastaaer, at den har mistet Jord til Østerholm; det kan have sin Sandhed; thi efter Analogi med Sognets andre Byer, hvoraf 2 og 2 have udgjort et Grandlag med Jord: Fælledsskab, kan man antage det Samme om begge Torper: Elstrup og Borsted. Herred lader sig ogsaa den ene Byes Deel Navn Borsted; Byen ved Borgen, sig forklare , at ellers temmelig almindeligt Navn. - Grev Albert af Orlamünde eiede megen Jord i Elstrup Ao.1245, Kongens Part alene var stor, Hertugen senere eiede megen Jord her; hvad Under vel, om her ogsaa kan tænkes paa Borsted, at Grev Albert kan allerede have eiet den, og den maaske være beboet af Marquard Svanow el. Marquard Gøreze. Den skulde da have tilhørt Hertug Valdemar, der forlennede den bort. - Hvad mon dens Navn har været; thi Borg alene er temmelig almindeligt; skjøndt vi jo finde det saaledes f.Ex. “Borre” paa Møen. - Den kunde jo ogsaa have ført Navnet Østerholm; og dette siden være overført paa Helvedgaard af Hert. Hans. - Troldsmose kunde godt være dannet af Thorkæl; Troget; Truel; Troel; Trolsmose. -
Hvad nu selve Borgen angaaer, da veed man saa godt som Intet; thi følgende betydsningsløse Sagn tjener blot til at fremhæve dens høie Alder tilbage i en længst forsvunden Tid. “En anseet Mand vilde her anlægge en Borg, men som det ofte gik, fik han heller ikke Lov til at fuldføre dette Arbeide; thi det blev altid om Natten forstyrret, hvad han om Dagen havde opbygt. Herover blev han kjed af dette Spil og usøgte sig længere imod Sydøst en anden Plads, hvor han anlagte og fuldførte sin Borg, som han kaldte Østerholm. I Modsætning hertil blev hiin anden da kaldt Gammeløsterholm”. I Broen, som gaaer under Veien og forbinder Graven med Mosen paa den anden Side, sidder om Natten et lille Barn med et Lys i Haan-den. I Kjælderen skal ligge en stor Skat nedgravet. Konen paa Chr. Esbensens Sted drømte engang som Pige, at hun saae over paa Holmen en stor Steen, under hvilken Skatten laae skjult. Hun havde aldrig været der før og gik derfor derhen, hvor hun ogsaa fandt den Steen, hun havde seet i Dromme; alligevel turde hun dog ikke paa det fremmede Sted anstille Undersøgelser derefter. --
N. 52.
Bosted.
I Lysholms Mark, Bjergekobbel kaldet, opgravede for faa Aar siden i den sydlige Ende hinsides Bækken en Mængde Brostene der vidner om, at her maa der have staaet Bygninger i ældre Dage. Dette stemmer ogsaa med Sagnet, der fortæller, at den gamle By Bosted, der nu er forsvunden, men hvis Navn endnu er skjult i flere Stednavne s.f. Ex. Bostedhoved, Bostedskov, Bostedvraa og Bostedager, skal have lagt i denne Mark og strakt sig hen efter Bostedvraa. Anledningen, til at denne By blev nedbrudt, angives ligeledes efter Sagnet at være følgende: “Da den sorte Død herskede her paa Landet, huserede den især slemt i denne By, saa at tilsidst alle Byens Folk bortdøde; da tog Herremanden paa Østerholm den øde By til sig, lod den nedbryde og dens Jorder lægge ind under sin Gaard, hvorved denne fra en almindelig Bondegaard blev forøget til en Herregaard. --
N. 53.
Den sorte Død.
Den skrækkelige Død pleiede altid at yttre sig hos et Menneske derved, at en stærk Nysen pludselig overfaldt ham; naar dette skete vidste man nok Besked, og til et saadant stakkels Menneske pleiede de Tilstedeværende, under en korsbetegnende Bevægelse med Haanden, da gjerne at sige: “Gud velsigne Dig”, hvilken Sædvane endnu har vedligeholdt sig den Dag idag endnu, naar Nogen nyser. - Nedlagt Byer paa uddøde eft. Sagnet paa Als, gjerne af den “sorte Død”; saaledes Bosted og Mallet i Nørreherred. - Det Samme gjelde om Byen Skovhuse paa Als, nordlige for Gaarden Rønshave, omkr. 3/4 Miil fra Sønderborg. Dens Indbyggere skulle være døde af den sorte Død, da denne Pest veiede i Hertugdømmet Ao.1348 og 1350. For nogle Aar siden (1834) fandt man endnu Rester af denne By under Jordens Overflade (Schr. Topogr.). - Sagnet fortæller endvidere, at alle Mennesker uddøde her paa Als paa 2.de nær (s.N.35); at der vistnok maa have døet mange ogsaa her paa Øen paa sine Steder, synes blandt Andet at fremgaae deraf, at for en 10-12 Aar siden opgravede man paa den sydøstlige Side af Hagenbjergs Kirkegaard, hvor ellers ingen Liig begraves, en Mængde Been, blandede med Kalk, hvilket man forklarede ved, at her engang i Pestens Tid de af denne Sygdom Døde vare blevne nedlagte; ligeledes har man for en Deel Aar siden opgravet en Mængde Been, blan-dede med Kalklag, paa Notmark Kirkegaard; men her foregav man derimod, at de vare døde af den sørte Død. Da man ifjor lagte Grundvolden til Hagenbjerg Taarn, fandt man ogsaa ved at grave ned under Enden af Kirken, en Deel Been blandet med Kalk, dog var her ikke saamange; det maa da have været en mindre Pestkule. -
N. 54.
Egnen omkring Nordborg.
Denne Borg eller Slot har havt en fortrinlig Beliggenhed i gamle Dage, ikke nok dermed, at det laae paa en lille Ø midt i en store Sø; men fra denne Sø af kunde man ad tvende Veie komme til det aabne Hav, hvorved det altsaa havde en udmærket Leilighed til at aflure Fjenderne, og igjen i Farens Stund ad forskjellige Omveie naae tilbage til den sikkre Havn. At Gammeldam har været seilbar lige ind-til Byen og været sammenhængende med den nuværende Indsø, der i ældre Dage har gaaet langt længere op i Lauensby og deelt denne By i tvende Dele, er sikkert nok; det fremgaaer ei blot af Trædstimminen ogsaa af Navnet paa den Vei, der gaaer fra Withs hen til Byens Hovedgade, der kaldes “den nye Vei” eller Dæmnin-gen, og deraf, at man har gravet op af Tørvmosen, hvoraf Gammeldam nu betaaer Brudstykker af Skibe og et Skibsanker, hvoraf det altsaa fremgaaer, at der har gaaet Seilads herind. Men i en ældre Tid maa ogsaa det salte Havvand have gaaet fra Søen ned igjennem Bækken forbi Vestermøllen igjennem Høpsø til Havet, hvorved hele Holmmark engang har udgjort en Ø, hvilket Navnet “Holm” selv antyder; det bliver indlysende deraf, at man ved at grave Brønde og andet langs med Bækken kan opgrave en Mængde Strandskaller og Sand, der minder om en fordums Havbund paa disse Steder. Paa Kjøbm. Fangels Sted opgravede man for en Deel Aar siden saaledes en Mængde Strandskaller og Tang af Jorden. At denne Viig ogsaa har været seilbar, er rimelig, da Bækken langs med hele sit Løb har en temmelig bred Engbund paa begge Sider. - Endnu i Slutning af forrige Aarhund-rede gik Vandet lige op til Slotsbygningen, saa at man, efter gamle Folks Fortæl-ling, ofte saae den pløenske Hertuginde, som boede her paa Slottet i en Deel Aar, siddende ved Vinduet og kaste Anglesnoren bed i Søen. - I den ældste Tid har ogsaa denne Eng ved Nordborg, ligesom Oxbølle (s.N.36), været meget skovrig. Hele Strækning imog Syd langs med Gammeldam har været en sammenhængende Skov; man finder endnu stadig ved Tørvskjæringen store Egeblokke liggende i Mosen; Rester af denne fordums Skov ere Egeskov og Karholm, men de fleste Navne vidne herom. Endelsen “lund” er særdeles hyppig her, f.Ex. Østerlund, Ves-terlund, Druelund o.s.v. --
N. 55.
Bosted (s. N. 52).
Med Hensyn til denne By kan endnu anføres: Christen Jørgensen i Elstrup har en Mark, der grændser til Trømbelyng og Nyleds Mark. Et Stykke af denne Mark kaldes Østertoft; man har ogsaa her engang funden Spor af en Brønd. Jørgen Miangs tilgrændsende Mark fører imod Vest Navn af Vestertoft; her paastaaer man nu, at Byen Bosted har lagt. I Lysholms Mark, Damkoppel hedder den østlige Holm ved Ledet ind til Bjergekoblet “Møddingstedet”. Dette Navn taler ligeledes for fordums Bebyggelse. Begge Sagne angaaende Byens Beliggenhed kunne godt forenes. Den har rimeligviis strakt sig fra Møddingstedet i Damkobbel ind i Bjergekobbel om ad Bostedvraa langsmed Bækkens Løb ind i Jørgen Miangs og Christen Jørgensens Marker. I denne sidste Mands Jord, har forhen nogle Agre havt Navnet “Bostedager”, hvad ogsaa taler herfor. Men Østertoft og Bostedager ligger jo nu paa Elstrup Mark! Ved et Mageskifte kan dette maaske senere være kommen til Elstrup for at afrunde Herregaardens Jorder. Elstrups Bønder have siden paastaaet, at “Ryggelsted” i Lysholm Jord skulde være taget fra dens Bymark. Maaske er dette ikke andet end et avligt Skifte, saa at man dog ogsaa kan gjøre en Skjælm Uret. - Bosted skal kun have udgjort 4 Bol, har altsaa ikke været ret stor, hvilket ogsaa synes at fremgaaer af dens Beliggenhed, der var indeklemt mellem Elstrup og Rønbækken. Derimod har sandsynligviis et betydeligt Areal Skov, Bostedskov hørt hertil. --
N. 56.
Provst Mads.
Denne Mand var Præst i Hørup i den katholske Tid. Han maa have lignet mange af de Præster i den Kath. Kirke i Slutn. af Middelalderen, som i deres Prædikener sammenblandede det Platte med det Alvorlige. Der fortælles om ham, at han en-gang begyndte sin Prædiken paa følgende Maade: “Mine elskelige Tilhørere! I see Gaasen gaae ud i Toften, den lader noget tilbage efter sig, som paa den ene Side er sort, paa den anden hvidt og i Midten er den grønt”. Herover gave alle Tilhørende sig til at istemme en høi Latter. Men Provst Mads blev rolig ved at fuldfør sit Billede og udvikler det videre. Hans sammenlignede det Sorte med hede Helvede, det Grønne med Jorden i Midten, der vel kunde indeholde megen Glæde, men ogsaa grændsede tit til Helvede, hvorfor man maatte tage sig vel iagt; det Hvide derimod betydede Himmeriges Rige, hvor Reenhed og Uskyldighed alene boede. Han talte saa gribende imod Synden og det Onde, men tillige saa trøstefuldt ved at henvise til Glæden i Himmeriges Rige, at alle hans Tilhørere snart bleve bevægede og fældte nu rige Taare istedenfor den Latter, hvormed de havde modtaget ham. - Denne Historie synes forresten at have en større Udbredelse end blot her paa Als alene. --
N. 57.
Thomas Sture.
Da den fangne Kong Christian II Aar 1549 forlod Sønderborg Slot, fortæller man, at den mægtige og rige Mand her paa Øen, Thomas Sture til Gammelgaard og Østerholm eller Helvedgaard, modtog Kongen ved Skibsbroen for sidste Gang at tage Afskeed med ham. Da Sture var temmelig skaldet, yttrede Kongen strax i en skjæmtende Tone til ham, at den Storm maatte have været stærk og heftig, som havde blæst Haaret af hans Hoved. Men Herremanden var ikke seen til at give Kongen Svar igjen efter Tiltale: “Ja!, men stærkere maa dog den Storm have raset, som blæste Kronen af dit Hoved, Christjern!”. -
Andre sige, at det var dengang Kongen blev ført hertil, at Herremanden stod paa Skibs broen for at hilse paa ham. Atter Andre fortælle, at det var en Bonde, der gav Kongen dette Svar. --
N. 58.
Kong Christian II.
Medens denne Konge sad fangen og indesluttet i Sønderborg Taarn, havde han ofte Besøg hemmelig af en Hofdame fra Kjøbenhavn, der medbragte til ham Breve og Hilsen fra Kongen. For at Ingen skulde mærke det, iførte hun sig altid Herre-klæder, satte en Stige til Taarnet og talte med ham ned igjennem en Lysaabning i Loftet. Dette gik imidlertidig kun godt til en Tid; thi da det efter nogen Tids Forløb blev opdaget, blev hun fanget og hensat i en mørk Kjælder paa Gottorp Slot af Hertugen, der søgte at forføre hende og faae hende til sin Frillevn, da hun baade var ung og smuk. -
Almuen her kalder ham gjerne Christen den onde; ellers var han jo yndet baade af Almuen og Borgeren. --
Hertug Hans d. Yngre t. Sønderborg.
Ligesom Historien saaledes beretter ogsaa Sagnet om ham, at han var en Herre, der var om sig ved enhver Leilighed, søgte at fremme sin egen Magt og Herlighed, hvor det nogenlunde lod sig gjøre, uden at krænke Konens Rettigheder for meget. Ved sin Indflydelse lykkedes det ham efterhaanden at bringe hele Øen ind under sin Myndighed; men i Valget af sine Midler hertil var han ikke altid saa nøieregnende. Især gik det ud over Borger og Bonde ved Oprettelsen af de mange og større Herregaarde her paa Øen fra hans Tid; Jensen anseer ham for en Typus paa en ivrig Godseier i denne Periode; thi netop i hans Tid culminer denne Lyst hos Ade-len til at oprette større Gaarde, og han er især dem, der give alle de Andre et storar-tet Exempel. De følgende Sagn fra N.59-68 vidne alle herom. --
N. 59.
Den sidste Rumohr.
En Præst i Ketting skal engang have indbudt den sidste Rumohr paa Rumohrs-gaard til at staae Fadder til sit Barn. I Faddersgave skjænkede han Præsten Heier-hals, der netop synes at være skaaret ud af Steenbjergkobbel. Denne Rumohr var forresten en meget forfængelig og ødsel Mand, der slog temmelig høit om sig, mere end hans Pung kunde taale. Hertugen vilde gjerne i Besiddelse af hans Gaard, men vidste ikke hvordan dette lettest lode sig gjøre. Hans Kammertjener gav ham et godt Raad: “Deres Durchlauchtighed kjender godt denne Mands store Forfængelig-hed, vil De følge mit Raad, da indbyd ham en Gang til at være Deres Gæst, han gjør da strax Gjengæld”. Dette skete da ogsaa, og nu sogte begge at overgaae hver-andre. Men medens Herremanden kun kom til Hertugen med sin Frue og sin Kudsk, kom Hertugen derimod til ham igjen med sit hele Hof. Det tog da tilsidst, som rimeligt var, en gal Ende. Herremanden maatte dandse fra det Hele og sælge den forgjældede Gaard til Hertugen. --
N. 60.
Kolkjær.
Dette er Navnet paa en gammel By, som tidligere har lagt i en af Rumohrsgaards Marker, Steenbjerg kaldet, som ligger op bagved Ketting Præstegaard imellem Dyrehaven og den lille Brydlund ved Ketting. Endnu i forrige Aarhundrede opgra-vede man her en svær Mængde Grund- og Brosteen; man kunde for det Meste paa vise de fleste Møddingsteder og tillige et Sted, hvor en Smedie havde staaet, da her laae en Mængde gamle og forrustede Søm. Endnu den Dag idag kan man ved Pløiningen træffe paa et og andet Stykke, som minder om, at her forhen maa have lagt en By. Nogle fortælle, at Byen Ketting tidligere skal have lagt heroppe, men senere være flyttet ned i Dalen, hvor den nu ligger. Derimod berette Andre, hvad ogsaa er rimeligere, at her laae forhen en anden gammel By, som kaldtes Kolkjær, der hørte til Ketting Kirke. Den blev imidlertid nedlagt af Hertugen, og dens Jorder henlagte under Gaarden Rumohrsgaard, hvorved denne blev betydelig forøget, og hvorved dens Areal kom til Notmark Sogn. Som det saa ofte gik ved en saadan Leilighed mistede ogsaa Præsten i Ketting Tienden for denne By. Fra Hundslev er der ogsaa kommen noget Jord til Herregaarden, man fortæller, at man blev ved at tage Jord ind til Gaarden, indtil man tilsidst standsede ved Præstens Mark i Notmark, som man skaanede.
Hvor mange Boel der har været i hiin By, kan ikke med Bestemthed angives, dog har den vel ikke været ret stor, naar man betænker, at en Deel af Rumohrsgaards Marker rimeligvis tidligere har været Skov, og at noget af dens Areal vel er kommen fra Hundslev. Iblandt Stolestaderne i Notmark Kirke findes 11 Pladser for Kaadnerne midt imel lem de andre Boelsmænd, der ere blevne Kaadnere i Hund-slev, efterat deres Jord deels var gaaet ind under Rumohrsgaard, deels under Østerholm. --
N. 61.
Hartspring.
Saaledes kaldes en Gaard paa Als. Her stod engang en Ridderborg, hvis Eier blev befeidet af sin Nabo, fordi han havde vægret sig ved at give ham sin Datter tilægte. Borgen var omgivet af dybe, brede Grave, og omendsjøndt den ikke var rigelig be-mandet, meente Herren sig dog sikker bagved den optrukne Bro. Da ankom hans Modstander med 20 Riddere, de holdt foran Borggraven, et Tegn af deres Anfører meddeeltes dem, og paa engang satte de Alle paa deres Heste over paa den anden Side. “Det var et haardt Spring!”, raabte Ridderen og kaldte sidenefter Borgen saaledes, da han erobrede den saa let og dertil vandt den skjønne Datter (Müllenh. M.S.u.L.s.84). - Anderledes fortælles det ogsaa, at Ridderen, der erobrede Gaar-den, reed over Graven paa en Hjort, derfor kaldte den Hirschsprung.
Dengang Hertug Hans d. Yngre kjøbte Meletgaard ved Svenstrup paa Als, havde han Nød med at faae Kjøbet sluttet; thi den forrige Eiermand vilde nødigt af med den. Men da det endeligen var bleven afgjort, gik Kammertjeneren til Hertugen, sigende: “Eders Durchlauchtighed! det var et hart Sprung!”, og svarede da Hert. Hans: “Derfor skal nu Gaarden hedde Hartsprung” (D.Atl.VII.Thieles Folkes.s. 441). -
Det berettes allerede i Slutn. af 17.de Aarh. Endnu 1832 fandtes 2 Huse i Kling-berg, som have staaet i Mellet. Thomsens Mark hedder Over- og Nedre Mellet. -
Forresten maa det bemærkes, at i det plattydske Sprog betyder Hart det samme som Hirsch i det høÿtydske Sprog, saa at Gaardens Navn vistnok maa udledes af en Hjort, som paa en eller anden Maade her maa have spillet en Rolle. --
N. 62.
Meletgaard og Melet.
Hirschsprungs tidligere Navn var Melwithgaard eller Meletgaard. Den har oprindelig ikke været andet end en god stor Bondegaard med Grave og Befæstninger omkring, hvorpaa en Junker har havt sit Sæde. I en af dens Marker, Meletkoppel kaldet, har forhen lagt en gammel By Melet, som Hertug Hans lod nedbryde og dens Jorder indlægge under Hirschsprung, der nu blev en Herregaard. Bønderne i den nedlagte By Melet fik i en Udkant af Gaardens Areal Jord udlagt som Kaadnere, og heraf opstod Byen “Nykaad” eller Klingberg, fordi den blev bygt paa Klingbjerget. Dog blev der ogsaa taget en Deel Jord fra Svenstrup By-mark og lagt til Herregaarden. Den Jord, der ligger til Jørgen Jakobsens Parcelsted i Vestermarken, skal saaledes have tilhørt Byen Svenstrup. Herom fortælles Følgende: “Hertug Hans befalede sin Foged at ride ud og tage Land ind til Herre-gaarden. Da han nu var ifærd hermed, og havde taget omtrent et Par Boels Land ind, bleve Bønderne urolige og stillede sig alle med Hatten i Haanden, og bade Hertugen om, at Skjællet dog maatte blive der, hvor de stode. Dette tillod han, og Stedet her kaldes derfor Bønroi eller Bønraad, der ligger paa Svenstrup Mark. Ved Siden af dette Sted kaldes Claus Jakobsens Mark i Svenstrup Hovsted og Kirketraan (torn). --
N. 63.
De 6 Bønder i Sundsmark.
Medens Hertug Hans d. Yngre boede paa Sønderborghuus, der for det Meste var hans stadige Residens, blev der engang stjaalet flere Sider Flæsk fra det hertuglige Kjøkken paa Slottet. For dette Tyveri havde man 6 Bønder i Sundsmark mistænk-te, hvorfor de ogsaa strax uden Naade og Barmhjertighed bleve hængte; thi Her-tugen havde dengang Ret over Hals og Händ. Flæsket fik han godt betalt; thi disse Bønders Jorder tilegnede han sig nu, og heraf oprettede han en Herregaard, Lade-gaarden i Nærheden af Sønderborg, der oprindelig kun skal have været en alminde-lig Bondegaard. Desuden lagte han ogsaa hertil flere Boel fra Vollerup og Ulke-bølle. - Det viste sig imidlertid snart, at han havde gjort de stakkels Bønder Uret; thi det kom snart for en Dag, at det havde været et Par af hans egne Betjentere, der havde taget hans Flæsk; men skeet var skeet, og Hertugen beholdt Jorden. -
Af Andre siges disse 6 Bønder at have boet i Klinting. -
Bønderne i Klinting havde den Dag, Flæsket blev borte, været i Slotsagen og bleve der for mistænkt for Tyveri. Det var fordærvet og en Tjener havde kastet det ud i Søen. Den 7.de var syg og blev frelst. Hertug Hans lod til en Slags Sone opføre Kirkerne paa Keinæs og i Nykirke. - Paa sin Dødsseng skal han flere Gange have raabt, “at de Klintinger Bønder voldte ham Uro og Fortræd”. --
N. 64.
Bymarken til Sønderborg.
Sønderborg, der nu med Undtagelse af Klostergrunden, er en aldeles jordløs By, har tidligere eiet en Deel af de nærmest liggende Jorder; men da nogle Borgere engang havde dræbt en af de hertugelige Pager eller Hofjunkere, og Ingen vilde angive de Skyldige, fratog Hert. Hans til Straf herfor Byen sine Jordesindømme, som han nu maaske har henlagt under den nylig oprettede Ladegaard (Pont. Theatrum Dania). --
N. 65.
Kainæsgaard.
Kainæsgaard var kun en almindelig Bondegaard, dengang Kong Christian d.IV de skjænkede den bort til sin Kammertjener Thomas Kylling, der igjen nogen Tid efter solgte den til Hertug Hans d.Yngre. Dog var den dengang alt forsynet med Volde og Grave, og har havt samme Betydning, som de øvrige Junkersæder her omkring paa Øen. Hertug Hans forøgede den snart i en betydelig Grad. Han nedlagte flere Boel i Skovby og lagte 70 Tønder Land, som endnu kaldes Skovbytoft under Kainæsgaard. En stor Eng ved Ny-Pøel kaldes Hummelmai, angaaende denne kom Byerne Lysabild og Sarup i en alvorlig Strid, da begge hver for sig meente at have Ret til den. Hertug Hans lod som om han vilde dømme dem imellem og befalede dem at indhegne den ved et Stendige; hvilket ogsaa skete; men da Bønderne havde gjort Arbeidet, tilegnede han sig Engen og førede den til Kainæsgaard. - De 3 ved Gammel-Pøel og 8 ved Nye-Pøel beliggende Kaadsteder ere oprettede af Hertug Hans paa et öde nedlagt Boels Marker. --
N. 66.
Gammelgaard.
Denne store Gaard maa i Forbindelse med Werthemines betydelige Areal være oprettet paa flere nedlagte Byer. Herpaa tyde ogsaa flere Navne. En stor anselig Eng, der ligger tæt Østen for Gaarden, kaldes Vestereng. Dette Navn tyder hen paa en By eller Gaard, for hvilken den har havt en vestlig Beliggenhed. Her vil Sagnet ogsaa, at en gammel By skal have lagt og i østlig Retning strakt sig henimod det saakaldte Nauerskaft. Maaske er dette, det Gammelstrup, som allerede omtales i det 13.de Aarh. Ned ved Miang-Sø ligger en anden stor Eng, som kaldes Taurupmai, maaske har her forhen lagt en gammel By Taurup. Denne Eng skal forhen have tilhørt Præsten i Hørup; men Hertug Hans tog den til sig og lagte den til Gammelgaard. Den lovede Erstatning blev hverken af ham eller Gammelgaards senere Eiere præsteret. Dog har der vistnok ogsaa tidligere været megen Skov i denne Egn, hvorom ogsaa de mange Skovparter synes at vidne. -
Her findes en muret Hvælving af de gammeldags store røde Steen, som nu er indrettet til Kartoffelkjælder. Det er uden Tvivl en Levning af den gamle Slots-kjælder, hvilket blev nedbrudt 1736. Ledet i det nordøstlige Hjørne af Gaardsplad-sen, hvorigjennem Udkjørslen skeer fra Ladebygningerne til den egentlige Vei, kaldes Rustportledet. Et Huus, der før 1848 brugtes som Quiestald, men nu benyt-tes til Svinestald, kaldes Borliet, maaske Borgeledet. Her i det sydøstlige Hjørne af Gaardspladsen er et Led, udenfor hvilket den lange Dæmning gaaer, der adskiller Vestereng fra Haven. Denne Dæm ning udgjorde en Deel af den Vei, som fra Gammelgaard af førte til Jestrup og gik igjennem Gaardspladsen over hiin Dæmning tvers over Marken, hvilken Vei for om-trent et 50 Aar siden blev aflagt og gaaer nu i en lige Retning fra Gammelgaardskov af indtil løier om ved Naue-skaftet i en sydlig Retning. Da man 1834 i Efteraaret lagte Dræningsrør langs med Vaaningshusets nordlige Side i 2 Alens Dybde, befandtes den opgravede Jord at være Fyldejord, fuld af Muurbrokker. Ligeledes fandt man her en heel Tagsteen af de saakaldte Klosterstene, der var af en meget smalere og mere buet Form, som havde Hagen paa Midten istedetfor Enden. Ved Fortsættelsen af Gravningen stødte man Vesten for Vaaningshuset inde i Haven paa en Bygningsgrund. - Iblandt de 1853 brændte Ladebygninger, fandtes ogsaa en gammel Tærskelade, som kaldtes Blommes-Huus, hvilket Navn den fik deraf, at medens Werthemines Jorder i forrige Aarh. endnu laae til Gammelgaard, stod denne Lade nede i Blommes Kobbel, der hørte til Gammelgaard. Mon dette Kobbel saavelsom Laden ikke skulde have Navn af Thomas Stures Svigersøn, Claus Blome, der maaske først har lagt det til Gammelgaard. Paa den anden Side af Veien, hvor Svinestien ligger til Werthemine, ligger en Skov, som kaldes Træholm, hvilket Navn det tilgrændsende Kobbel ligeledes fører. Her laae i forrige Aarh. førend denne Gaards Opførelse 2.de Huse paa en 5-6 Tønder Jord hvert, der kaldtes Træholm. Da nu denne Gaard blev separeret fra Gam-melgaard, bleve disse 2.de Huses Jord inddraget og det indvundne Stykke i Forbindelse med noget af Skoven fik Navn af Træholms Kobbel. De tvende Mænd fik igjen mere Jord udlagt nede i Blommes Kobbel, og dette Kobbel gik saaledes ind, da Skoven blev fredet. Disse Huse kaldes endnu Træholm. Her i en Deel af den Jord, der har lagt til Blommes-Kobbel ligger et gammelt Borgsted med Grave om, hvor der endnu findes Kjælder af de røde Muur-steen, ligeledes en Mængde Brokker af denne Slags Tegl. Her skal en Junker Blome have boet. - Maaske er det et Junkersæde, som den bekjendte Hans Blome har erhvervet, og senere har det Hele faaet Navn efter ham. - I nogen Afstand herfra nær ved en stor Dam, der kaldes Kofdam, ligger en anden lille Borg med Grave omkring, hvor en Junker Kof skal have havt sit Sæde. Paa Mansas Kort læses her imidlertid: svenske Forskansninger; men jeg kan ikke afgjøre om det er noget Andet, da jeg ikke selv har været der. -
Paa Gammelgaard: fra Borgestuen ind til Spindestuen fører en Dør, som altid er fastnaglet. Dette har sin Grund deri, at der for nogle Aar en Pige vaagede om Natten for at vække de andre Pers., naar de skulde op at “skruffe”, gik denne Dør pludselig op og en hvid Dame viste sig midt i den. Siden den Tid har den altid været tillukket, og man gaaer nu udenom. --
se V.75-78 “Adserballe” - V.78-81 “Træholm” - V.80 “Blommeskobbel” - V.81 “Koffesdam” - V.80 “Pæleværket”.
N. 67.
Østerholm.
Dens tidligere Navn var Helwithgaard, og derfor har den vistnok oprindelig hørt til Byen Helved, hvilket ogsaa synes at fremgaae deraf, at de ældgamle Huse paa Østerholm førend Udparceleringen gjælde som Kaad og Inderstesteder til Byen Helved, s.f. Ex. Jørgen Johansens, Møllerens og Kromandens Steder. Fra først af har den formodentlig kun været en almindelig Bondegaard, men med Grave og Befæstninger omkring som et Junkersæde, hvorpaa en adelig Familie har havt sit Sæde. Derimod kan den afsides Beliggenhed fra Byen af samme Navn og i en smal Udkant af dens Jorder lede En til at antage, at den ikke altid har havt sin Beliggenhed, men vel først er bleven anlagt her, da den kom i Sturernes Eie. Imod Nord, hvor der nu er en lille Have, laae for hen Slottet, der var omgivet af mindre Grave for sig. Vandet hertil lededes ind fra den store Grav eller Sø imod Nord. Denne Grav løb i en Halvcirkel omkring Slottet paa de 2 Sider, hvor der nu staaer et Steendige, paa de 2 andre Sider omgæres det af de egentlige Grave, hvoraf endnu sees Spor. Dette Slot blev opført af Thomas Sture, og af Hertug Hans d. Yngre forsynet med 2.de Taarne eller Runddele, der vare belagte med Kob bertag. Det blev nedbrudt 1735, ved hvilken Leilighed man fortæller, at en Deel af Kobberpladerne rullede ned i den brede Grav. Ved Gravning kan man mærke Grunden, der formodentlig er Kjæderen, i hvilken der efter Sagnet skal ligge en Guldkjæde skjult af den Længde, at den kan række omkring hele Als. Grunden er endnu opfyldt af røde Muurbrokker, grønt Glas. - En Tegning af Slottet haves. Imod Syd laae Forpagter- og Domestikboligen, der endnu har strakt sig 14 Fag længere imod Vest, idet Stuehuset paa Lysholm har været forbundet dermed. Længere imod Vest, hvor der nu staaer en Frugthave, have Ladebygningerne lægget. I Retningen fra Øst til Vest laae imod Nord langs med den store Grav Kostalden, ligeoverfor paa den maatte Side laae Tærskehuset, midt imellem disse længst imod Vest bleve de forbundne ved Hestestalden. Midt imellem disse 3.de Bygninger udviser endnu en Fordybning, hvor Møddingstedet har været. Bagved Kostalden imod Nordvest, hvor der gaaer en lille Bro over Graven har lagt en min- dre Bygning, som skal have været et Meierihuus. Den store Plads, hvorpaa Lade- bygningerne laae, var ogsaa omgiven af Grave, imod Nord af den store og brede Grav, imod Vest, Syd og Øst af en mindre og smal Grav. Her har formodentlig oprindelig lagt en lille Holm i en Indsø, der da er bleven noget forstørret og afrundet, da man har udgravet de mindre Grave. Bygningerne have trængt til en Deel Fylding, hvilket man rimeligviis har taget oppe fra Strælbjerg, hvor næsten det halve Bjerg er borte. De vare opførte af de røde store Steen, som almindelig kaldes de “Østerholmer Steen”, denne Benævnelse stadfæster maaske Sagnet, der beret-ter, at nede ved Stranden i Skoven, hvor en vis Peder Tagesen boer, skal have lagt en Teglovn, hvor de røde Steen til Slottet ere blevne strøgne. Vindebroen gik imod Øst. Imod Syd over paa den anden Side af de smalle Grave laae Gartnerboligen, hvilket Sted nu tilhører Peder Jensen, her laae nærmest ved Huset Blomster- og Kjøkkenhaven, længst mod Vest Frugthaven. Paa Jørgen Johannesens Sted boede Slotspræsten, og Kroen har ogsaa været til i mange Aar. Nede ved Stranden ligge tvende Huse, hvor Teglovnen har lagt. Disse Huse skulle ogsaa have lagt her, medens der boede Herskab paa Slottet; efter Fortællingen skulde Hertugen her have holdt sine Mæstresser. Havet har i ældre Dage nærmet sig igjennem Skoven høiere op til Slottet, men om det just har gaaet lige her op, er noget tvivlsomt, derimod har den brede Grav til sin Tid været en ret anselig Indsø, hvor man havde Fiskeri. --
V.78 “en gammel Hovvei”.
N. 68.
De mange Junkergaarde.
Dansk Atlas siger angaaende Hagenbjerg (Tom.7) “Herregaarde ere her nu ingen af, men her skulle dog have været nogle, som ere nedlagte deels førend, deels i Hertug Hans´ Tid. Herved maa nærmest tænkes paa de saakaldte Junkergaarde, hvoraf der have været en Mængde rundt omkring paa Landet og i Byerne, og ved mangt et Boel hist og her vil man endnu kunne finde Spor af fordums Befæstning med Grave omkring. De have i Almindelighed ikke været stort større end de andre Boel, men dog som oftest ført Navn af Bondegaard, og en adelig Junker har levet paa den, da som oftest en Deel af de øvrige Boelsmænd have tilhørt ham som Fæstere. Førend Hertug Hans begyndte vel enkelte formaaende Mænd at nedlægge Boel og mindre Byer, men det er dog vel først med Hertug Hans den Yngre, at dette kommer i Gang paa Als. Enkelte Junker- og Bondegaarde bleve til anselige Herregaarde; andre sank ned til en større Afhængighedd om de ogsaa bevarede enkelte gamle Rettigheder. --
N. 69.
Altertavlen i Sønderborg.
Om denne Altertavle, der forestiller den hellige Nadvers Indstiftelse og er et for-træffeligt Arbeide, haves det Sagn, at den er bleven fundet hængende ombord paa et Skib, der kom fra Holland og var strandet og drev tilsidst iland ved Sønderborg. - Altertavlen i Igen Kirke er en senere Copi efter denne. --
N. 70.
Junker Tapp.
Da Kong Christian IV engang opholdt sig i Odense, og der blev talt om Alsinger-nes Flid i at holde Vagt ved Lysabild Kirke, var der en Junker Tapp, som fordris-tede sig til at indgaae et Væddemaal, om at han inden et Døgn vilde, deres Agtpaa-givenhed uanseet, komme der iland med sin Tjener, uden at de skulde mærke der-til. Men da han næste Morgen var kommen iland og vilde snige sig fra Mummark op imod Kirken, blev han tilligemed Tjeneren ihjelslaget af Alsingerne, hvilket Kongen tilgav dem, da det endyder mere var Beviis paa deres Aarvaagenshed (Th. Folkes efter Dansk Atlas. Tom.7). XI.147. --
N. 71.
6 Forbrydere henrettede ved Igen Kirke.
Aar 1634 d. 8.de Januar blev nogle Misdædere rettet ved Eckinting, som gav sig ud for tartarer, haft de brutt ind udi Kircken der og stolet 300 fl. Och gjort meget meere ont, som deris bekjendelse lyde. De 3 blev lagt paa Steiler, 1 hengt og 1 Quinde. Siden blev den 4.de lagt paa steiler. Gud bevar enhver Christen for saa-danne Folk paa alle deris Besvær. Amm. (Nordb. Kirkebog). -
Aar 1633 plyndrede Igen Kirke: nemlig Hans Tater, Henrich fra Windsel, Johan Krumm, Skomagersvend, fød i Cassel, Zacharias Petersen, en Normand, Johan Schultz, en Dreng, barnefød i Westphalen, Hans Christoffer, fød i en Teglgaard ved Lÿneborg. Det skete ved Angivelse og Hjælp af Hans Møller i Hundslev. “Dette er en Overs. efter en lat. Beret. i en gammel Bog i Igen Præstearchiv. Sagnet veed endnu at berette lidt om disse Vagabonder, der til sin Tid vistnok maa have været en Skræk for Indvaanerne her paa Øen. Den værste af dem var Hans Tater, han maa have gaaet temmelig banditmæsig klædt og havt et dertil svarende Udvortes; endnu i Elstrup siger man om en saadan Person: “Han gaaer klædt som Hans Tater”. - Meget Ondt havde han bagaaet, deriblandt flere Mord, som han udøvede med koldt Hjerte og let Haand. Han skal have boet i Faurholm i Tandslet Sogn. Baaden laae ved Lyboslænding. - Engang traf han ved Stranden paa en fattig Fisker, som var ifærd med at tjære sin Baad, og derfor stod ved Siden af ham en Gryde med kogende Tjære i. Manden var imidlertid lagt sig til at sove i sin Baad, mat af Nattens og Dagens Anstrengelse. Da Hans Tater i det Samme kom til, tog han den kogende Tjære og hældte Manden i Halsen, saa at man heraf ret lærer, hvorledes Sÿnden var bleven ham et kjært Haandværk. Disse Forbrÿdere skulle have havt deris Tilhold i det Huus, der ligger tæt ved Igen Kirke. Tÿveriet blev opdaget derved, at de en Aften silde sad og spillede Kort i Kroen i Igen. Da det blev silde, gik Kromanden tilsengs. Tilsidst var deris Lys udbrændt, og en af dem sagde: “Hans! kan du ikke skaffe os et bedre Lys”. Under drøie Eder tog han et Voxlys op af Lommen, som de nu lod brænde. Da dette skete, ÿttrede et gammelt Fruentimmer, som de havde med dem: “Wir sind betrogen!”. Man blev imidlertid ved at spille, bande og tordne, indtil Kromanden ud paa Natten blev vækket ved denne Allarm, og da han igjennem et lille Vindue paa Døren, saae dem brænde Alterlys, anede han nok Uraad. Hans Kone listede sig nu hemmelig bort, fik Folk tilveiebragt, og de bleve alle grebne, paa Hans Tater nær, som undkom til Fyen. Der blev sendt nogle Mænd efter ham for at gribe ham. De kunde ikke finde ham, førend de kom til en Bondegaard, hvor en af dem tilfældigvis slog sine Øine i Veiret, da han saae en Mand kikke ned paa dem igjennem et rundt Uglehul, der var anbragt i Ladens Gavl. Han blev nu grebet, ført tilbage og henrettet ved Kirken for sine mange Misgjerningers Skyld”. Herved opklares den tilsyneladende Modsigelse i Kirkebogen, idet der synes at være flere end 4; men dette “den 4.de” staaer i Modsætning til de 3, der ogsaa blev rettet ved Steilen. At han blev rettet senere lig-ger i Ordet “siden”, og at han var den meest skyldige sees deraf, at man anvendte 4 Steiler. - s.V.78 Hans Faster er maaske liig m. Hans Tater: VII.163. --
N. 72.
Rembes Mølle.
Ved Rønbækkens Indløb i Lilleskoven skal efter gammel Fortælling have lagt en Vand mølle; indenfor i Skoven sees endnu Spor af en Opdæmning til Vandbehold-ning for Møllen, og et Sted i Nærheden heraf kaldes Rembes Abildgaard, hvor for en Deel Aar tilbage ældre Folk kunne mindes, at der har staaet flere Frugttræer; ligeledes fører en stor Stante mellem Bommelund Mark og Skoven Navn af Rem-bes Stante. Denne Stante bruges ikke længere, men skriver sig rimeligviis fra den Tid af, da her har lagt en Mølle. Hvad nu Navnet selv angaaer, da skal Møllens sidste Eier have hedt saaledes, og om ham fortælles endvidere Følgende, at han og hans Kone toge sig for en Nat at aflive en omreisende Bispekræmmer, der havde søgt Natteophold hos dem og havde en Deel Penge hos sig, hvorfor de maatte bøde med Livet, og Møllen blev strax derpaa nedlagt. Navnet er iøvrigt vel ikke andet end en forvandsket Udtale af Ordet Rønbæk. Denne Mølles Nedlæggelse har vel senere givet Anlæg til Igebjerg Mølles Oprettelse. Paa en Bjælke i denne stod Aarstallet 1661, men den maa være ældre, da den allerede Ao.1650 findes paa Danckwerthes Kort, hvor hiin Vandmølle ikke findes. - I Rønbjergsmark noget fra dette Bjerg findes Spor af, at der forhen har staaet en Smedie. --
N. 73.
Andre Vandmøller.
Af dette Slags Møller har der forhen været en Mængde her paa Øen, der nu ere for-sundne. De høre til det ældste Slags Møller, og Landets Beskaffenhed var dem i ældre Tid langt gunstigere, end Tilfældet nu er. Derfor ere de nu ogsaa efterhaan-den gaaede ind, og Veirmøller have igjen reist sig i de nedlagte Vandmøllers Sted. Der gik i ældre Tider dybe Fjorde ind i Landet allevegne; disse ere efterhaanden blevne forvandlede til græsrige Enge, der kun om Vinteren for en Deel staae under Vand; de store og dybe Bæk- og Aaleier vidne om, at i ældre Dage har en større Vandmængde strømmet igjennem dem, nu ere de reent tørre, den største Deel af Aaret med Undtagelse af Foraaret. Det forbedrede Agerbrug har bidraget meget til denne Forandring ved de mange Grøfter o.s.v.
Fra Osbæk har Havet i gamle Dage gaaet næsten ind til Blæsborg Mølle og her laae ned ad efter Osbæk i en Dal en Vandmølle, som dog i det Mindste har været borte i de sidste 150 Aar. Navnet Bromølle tyder hen paa, at her engang har lagt en Vandmølle, Nede i Skoven ved Nallemose harligeledes i forrige Aarh. lagt en Vandmølle, spor deraf sees endnu i Skoven. Langs med den Vei, der fra Lande-veien gaaer ind til Stevning, ligger en stor Eng, der har Afløb ned til Havet og for-modentlig engang har staaet i Forbindelse med dette. Ved dette Vandløb har i for-dums Tid lagt tvende Vandmølle, den ene i Jep Wrangs Mark op ad efter Lande-veien, den anden længere nede ved Stolbromark, som kaldes “den øde Mølle”. De havde Brødnid til hverandre og tridsede hverandre ved enhver Leilighed. Den nederste Mølle var temmelig skrøbelig og brøstfældig; heraf benyttede den anden Møller sig engang, da der var kommen dem noget imellem. Den Sjelleruper Møller aabnede en Nat det store Skyt, hvorved Vandet med en saadan Voldsomhed styrtede ned imod den anden Vandmølle, hvis Eier ikke anede det Mindste, og altsaa ikke havde iagtaget den Forsigtighed at aabne sit Friskyt, at Møllen paa Grund af den stærke Vandmasse skyllede bort, og heraf fik Stedet siden efter Navnet. - Paa Marken mellem Lunden og Svenstrup laae Bærensmølle ved Ige-bæk, den havde sit Vandløb lige fra Hirschsprung, hvilket undertiden foranledige-de Stridigheder mellem Forpagterne paa denne Gaard og Møllerne, naar disse sidste ofte opdæmmede Vandet.
Anm.: Af disse nedlagte Vandmølle bestode de tvende Bromølle og Bærensmølle endnu 1650, da de findes paa Danckwehrts Kort, hvilket derimod ikke er Tilfældet med de 4 andre. Paa samme Kort findes en Vandmølle ved Bundsø for Brands-bølle og ligeledes en ved Vestermølle, de maae senere blevne forvandlede til de respective Veirmøller, hvoraf der ingen sees at have været dengang. --
N. 74.
Guderup og Sjellerup.
Disse tvende Byer ligge lige ved hverandre, hvorfor de ogsaa i enhver Henseende udgjøre een Commune. Dette har ogsaa altid været Tilfældet i ældre Tider; det blev betragtet som een By, der blot kaldes Guderup, men da man paa Grund af dens mange Boelsmænd til løb vild den, da flere undertiden førte de samme Navne, bestemte man fra Nordborg af, at Byen skulde deles i 2.de Dele, der skulde benæv-nes Sjellerup og Guderup; hvor vaklende Grændsen har været imellem begge kan sees deraf, at de 3.de Boel i Klyn snart ere regnede til den ene, snart til den anden By; nu henregnes de i Almindelighed til Guderup.
Byerne skulle tidligere have ligget nede ved Sjellerupskov, men var maaske ikke saa store som nu; Beliggenheden var omtrent fra Jens Skovs og imod Vest. Til Beviis herfor har man opgravet Rendestene under Husene og Møddingsteder. Den skulde være flyttet længere imod Vest, da den var udsat for Plyndringer af Sørøvere. -
Anm.: Paa Danckwerths Kort staae begge Byer angivne hver for sig og 1595 nævnes Sjellerup i et gammel Document. Har Sagnet nogen Rigtighed maa det vist have gjaldt denne By, hvad der gjælder om andre Byer, at de forskjellige Dele i det daglige Liv ofte have deres egne Navne, saaledes f.Ex. med Skovby, hvor en Deel betyder Byens Navn, andre Dele Balle og Robsballe; i mange Byer har man Øster- Vester - og Sønderballe. Guderup har vel nu været Byens oprindelig Fælledsnavn, men i det daglige Liv har man kaldt den nordlige Deel Sjellerup for lettere at betegne vedkommende Mænd. Paa høire Steder kan dette efterhaanden have foranlediget en Deel Bryderi, naar en Mand snart kaldte sig bosiddende i Guserup snart i Sjellerup. Derved kan der nok være fremkommen en endelig Bestemmelse desangaaende. - V.78 “Guderup”. --
N. 75.
Hertug Fredrik.
Sagn angaaende ham er deels det bekjendte om hans Forhold til Præsten Carsten Lorentzen i Svenstrup AO.1637 og deels et andet, her anført (s.N.25). Endvidere fortælles der om samme Hertug Frederik paa Nordborg (1624-58), at han engang mødte paa Igen Kirkebakke en Bonde, der kjørte med en jernbeslaaet Vogn, hvilket Hertugen ansaae for altfor stor Luxus for en Bonde paa de Tider, og derfor strax gav Befaling til at lade Vognen slaae itu. --
Svenskerne og Polakkerne.
Disse Sagn ligne for det Meeste dem,man har i de andre Provindser fra samme Tid; her gjælder det Samme paa Als, at skjøndt Polakkerne kom som Allierede, der skulde drive Svenskerne bort, vare de mangen Gang meget værre i Raahed og Grumhed imod Landets Beboer. XXV.183. --
N. 76.
Fægtebroen.
Da Christian d. 4.de blev slaaet 1626 i Trediveaarskrigen, erobrede Wallenstein, den keiserlige General, den største Deel af Halvøen. Als faldt dengang ogsaa i Tydskernes Vold og navnlig seer man, at der Ao.1628-29 hat lagt tydsk Militair her paa Als. I denne Tid skal der have staaet en lille Kamp eller Defilé tæt udenfor Nordborg ved den dybe Bæk, som kommer fra Oxbølle; heraf fik Broen over samme Bæk Navn af Fægtebroen. - Derimod mene Andre, at den har faaet sit Navn af, at her i Slottets Velmagtsdage har lagt en Fægteskole. I denne Tid laae her en Deel Skov og Krat langs med Bækken. Længere hen blev her opført et Kaadsted fra Lauensby, der havde et skummelt Udseende, hvor allehaande Kjæltringfolk pleiede at have Tilhold, og var dette Fægteborg derfor paa den Tid et ilde berygtet Sted. -
I Justitsraad Riegels Mark, der gaaer ned til Søen, findes Jorden paa flere Steder ved Pløiningen forkullet og opfyldt af slige Dele, der tyde hen paa en Leir, maaske under Beleiringen 1658 en Deel af den fjendtl. Hærr har været placeret her med sit Skyts. - V.77: “Rettested” - Ao.1748 “Ellen Nisses” - “Omtrent ved samme Tid blev en Jøde her udplyndret af 2 Vagabonder, der blev pidskede”. --
N. 77.
Soldaten Laurentz.
Da de tydske Tropper ved Fredsslutningen trak tilbage her fra Øen, skal en brabantsk el. batavisk Soldat af Wallensteins Hær være bleven tilbage; idet han skjulte sig under hiin Bro, indtil de alle vare vel borte. Hans Navn var Laurentz eller Lorentz, og han skal have taget Bopæl i Hagenbjerg Sogn, indtil hans Efter-kommere atter have ombyttet Als med Fastlandet. Fra ham nedstammede i lige Linie den bekjendte Peter Hjort Lorentzen, der døde 1845 som Standerdeputant og Kjøbmand i Haderslev, og var en varm Forfægter af den danske Sag i Hertugdømmet Sønderjylland. --
N. 78.
Sebbeløv.
Denne By skal tidligere have havt en anden Beliggenhed, da den forhen har lagt imellem Mads Davidsens og Skovmands Boels el. Bommves, hvor der endnu i for-rige Aarhundrede laae en Mængde Grundstene, desuden var her Spor af en lille Borg med Grave omkring, som man kaldte Junkergaarden, og dette skulde have været Hans Vogts nuværende Boel, der havde staaet her. - “Voldled” ligger endnu her imellem de tvende Boel. - Navne som Gammeltoft, store og lille Eltoft, Kolkjær, Fubro vidne for dette Sagns Rigtighed. Anledningen til at den blev flyttet, skulde være, at den engang blev ødelagt og brændt af Fjenden, og for ikke at ligge saa nær ved Hovedpassagen, trak man sig længere ind i Udkant. Fordum har her ogsaa været mere Skov end nu tilbage. I Jørgen Mathiesens Mark ligger en Mose, Fukiild, hvor man har gravet store Egeblokke op af. - I den svenske Krig 1658 flygtede hver Mand i Sebbeløv ud af Byen og opholdt sig i flere Dage i Skoven og Mosekrat paa Marken, da de ikke turde blive hjemme i deres Huse, fordi Fjenden plyndrede og skjændte, hvor han kom frem. En Skomager, der beboede et lille Huus foran i Byen, frelste dette fra Plyndring ved at strøe Halm paa Gaden, saa at det fik Udseende af, som om man allerede havde været indenfor deri. Paa Jørgen Mathiesens Boel havde Folkene samlet alle deres Flæskesider, Fintøi og andet Gods og skjult det i en gammel Hjælm, som endnu stod i Slutningen af forrige Aarh., hvilket de havde tildækket med en Mængde Ærtehalm. Naar de da manglede Proviant, listede en dristig Mand iblandt dem sig om Natten ind til Byen og tog en Deel Fødemidler af Laden med sig ud paa Marken til sine øvrige Landsmænd. - V.77 “Sebbelev”. --
N. 79.
Ketting.
Da Svenskerne havde indtaget Als, plyndrede de den i 3.de Dage, i hvilken Tid det ikke var raadeligt at komme i deres Nærhed; thi Alt, hvad der hindrede den gridske Soldat at bemægtige sig sit Bytte, blev strax hugget ned eller lagt øde, og Mange flygtede derfor i denne Trængselstid fra Huus og Hjelm, lode Alting i Stikken, for blot at frelse Livet. Gamle Ingeborg Wrangs Bedstefader, der beboede et lille Huus ned bag Kirken, laae i 3 Dage skjult under en Bro ved det saakaldte “Herreled, og havde til Livets Ophold forsynet sig med 3.de Brød. I Præstegaarden var derimod oprettet en Sauvegærde, og herhen tyede foruden flere andre Folk fra Byen ogsaa denne Mands Kone. En Dag fik hun dog Lyst til at liste sig hjem for at see, om hendes Linned, Fintøi og andre værdifulde Sager, som hun havde skjult i Senge-halmen, endnu laae urørte, men hvor forskrækket blev hun ikke, da hun ved at aabne Døren saae 2 lange svenske Soldater staae og rode om i hendes Sager. Da de fik Øie paa hende, vendte den ene sig flux om og gav hende en Rap med sin Klinge, saa hun segnede om derved, dog havde det ikke Døden tilfølge. Først efter de 3 Plyndringsdages Ophør, kunde Folk igjen dristig forlade deres Smuthuller og vende tilbage til deres Huus og Hjem, skjøndt Fjenden endnu laae her paa Øen. -
Bedre gik det til i det Boel, som nu tilhører Matthias Jensen; thi her havde Konen fundet paa den List at opsplitte et Par Dyner og strøe Fjererne rundt omkring paa Pladsen, medens hun hængte Dynevaaerne op paa en Stage. Da nu nogle Soldater kom for at plyndre Huset, troede de, at andre allerede vare komme dem i Forkjø-bet, og derfor gik de ogsaa hendes Huus forbi. -
Da Krokonen en Dag stod i Skjænkestuen foran Speilet, og satte sin Hovedpynt tilrette eller som siger “bandt paa sig”, kom en Kugle farende fra den lille Sidestue igjennem lige forbi hendes Øre, hvilket en Soldat havde afskudt udenfor. Her sad endnu i Døren en lille Flæk af nyere Oprindelse til Minde derom. Til Gjengjæld vilde Kromanden give dem en Hilsen, da de siden maatte trække dem tilbage, og han skjød derfor ud ad Vinduet paa dem; men en Soldat mærkede det og sandte ham strax en Kugle tilbage, som endnu sad i Gadedøren, indtil det gamle Huus blev nedbrudt Ao.1816. --
V.76 “Gammelgaard”.
N. 80.
Igen Sogn.
Byen Elstrup blev heller ikke fri for deres Plyndring, men da Fjenden havde været rundt omkring i Byen og gjort Huusundersøgelser i de fleste Huse, kom tilsidst en Flok støiende og vilde Soldater ind paa det Boel, som Jørgen Hansen for Øieblikket sidder for, men Konen her havde ikke været raadvild; thi hun havde ogsaa benyttet sig af det simple Middel at sprætte en Dyne op og strøe Fjererne rundt omkring paa Gulvet, hvorved det fik Udseende af, at her ikke var det Mindste at hale. Saaledes frelste hun ved sin Sindrighed og Fatning sit Huus for Plyndring. -
Paa Boelsmand Christen Klyhns Sted boede i denne urolige Tid en Mand ved Navn Christen Jørgensen. I flere Dage havde Fjenden plyndret i Byen og kjørte af og til bort med flere Læs; en Deel Folk vare derfor flygtede bort. Man var blot fri for Plyndring, naar Klokkerne ringede og naar der var blæst Allarm. Da de maatte trække dem tilbage, og dette maatte gaae i en Fart, havde denne Mand ubemærket skaaret Hammelrebene over paa en Vogn, der stod fuldt belæsset udenfor hans Gaard, da man nu ikke gav sig Tid til at bringe det paany i Orden, lode de det tunge Læs staae, hvilket Christen Jørgensen tilegnede sig, og blev derved en meget riig Mand paa de Tider, da der vare mange værdifulde Sager i Læsset. Det Samme var Tilfældet med Boelsmanden paa Jakob Jespersens Boel i Dynneved. Disse tvende Boelsmænd bleve senere ansete for de rigeste Mænd i Sognet. -
Christen Jensen i “e Klyhn” løb ud og skar Hamlerne over, medens Polakkerne vare inde paa Jørgen Nymands Boel. I det Samme ringede Klokkerne ved Kirken og Allarm trommen lød, efter hvilken Tid der ikke maatte plyndres. Manden skjul-te sig i Hjelmen under en Deel Halm. De søgte ham i en Fart og stak flere Gange efter ham, men ramte ham ikke; imidlertid maatte de afsted, hvorved han frelstes og beholdt nu det tilbagestaaende Læs. -
Provst Johannes Brandt i Guderup lod til samme Tid sin Søn, Johannes Bugislau Brandt døbe; men da man kjørte tilbage fra Kirken, blev Vognen paa Hjemveien standset og undersøgt af Fjenden. Da man ikke fandt noget, afførte man det lille barn det stadselige Christentøi, hvilket Soldaterne beholdt. -
Især var det Brandenborgerne og Polakkerne, som til Gjengjæld for deres Hjælp, gjorde sig betalte ved at plyndre rundt omkring; kunde de undertiden ikke faae det store Læs, spændte de Hesterne fra, lode Læsset staae paa Veien, hvilket forskaf-fede Vedkommende, der først traf paa Sligt, stor Riigdom. Ligeledes undgik man ofte Plyndring ved at splitte Dyner op og strøe Fjer og Halm rundt omkring i Gaarden. Kartoflerne skulle Polakkerne have ført hertil med sig. -
I Byen Stolbro har Familien Wrang i mange Aar været i Besiddelse af en stor Bondegaard og har derfra nu ogsaa udbredt sig til flere Byer paa Øen. Efter Fortælling skal denne Familie nedstamme fra en svensk Major Wrangel, som under denne Krig laae her paa Als, og efter dens Ende blev her tilbage og blev Eier af ovennævnte Bondegaard. Navnet Wrangel blev efterhaanden i den alsiske Mundart forandret til Wrang. Endnu under den sidste Krig blev det almindelig fortalt og troet her paa Øen, at den peussiske Genral Wrangel skulde have truffen paa en alsisk Bonde, der var bosiddende nede ved Haderslev og til ham have udtalt sig om sin Familie paa Als, hvilket denne Mand igjen i Breve havde berettet her til Øen. --
N. 81.
Hagenbjerg.
I denne By havde Beboerne for en stor Deel sat deres Gods og andet værdifuldt Tøi op i Kirken, hvor det var i Sikkerhed. Der var dengang Jernstænger for Vinduerne, og Døren, som var paa den sydlige Side, havde man tilmuret. Denne Dørs Lukning, hvoraf der endnu sees tydelige Spor, skal skrive sig fra denne Tid af; thi efter Krigens Ophør byggede man Vaabenhuset imod Nord, hvorigjennem nu Indgangen er til Kirken. -
I Plyndringsdagene levede der en gammel yndet Kone i Ketting, som daglig bragte Levnetsmidler op til Præstegaarden til de Folk, som her havde fundet et Asyl; i en gammel Hjelm deroppe opholdt sig mange unge Karle, som vilde undgaae at hverves til Soldater. -
Da Polakkerne skulde rykke tilbage herfra Øen, tvang man en Bonde til at kjøre deres Læs med det ranede Gods for dem. 2 Soldater vare medgivet ham til Bevogtning. Paa Veien mellem Brandsbølle og Oxbølle, da man kjørte over Mar-ken, hug han i en Fart Hoved af dem begge med “en Segl” og beholdt nu Læsset tilbage. -
N. 82
Helved.
Den gamle Matthias Vogelsang paa Soelbjerggaard hans Morsmoder var tillige med en anden Tvillingsøster bleven født udi paa Marken, hvorhen man var flygtet for Fjenden. Enkehertuginde Eleonora fra Nordborg, som siden opholdt sig paa Østerholm, der var hendes Enkesæde. opdrog denne Pige hos sig paa Slottet. Hun og senere hendes Datter gik meget og puslede i Haven med Hertugindens Blomster og pleiede tillige hendes Canari, og andre Sangfugle. -
V.77 “Frydendal”. --
N. 83.
Adserballe.
De polske Hjælpetroppers Raahed og Grumhed, som i andre Provindser blev saa berygtet, overgik ogsaa her langt de fjendtlige svenske Soldater. I Adserballe havde de Præsten, Hr. Steen Rhode, en gammel og velfortjent Mand, mistænkt for at have gravet Skatte ned, og da man ikke kunde faae det at vide, borede de et Hul i et Træ, puttede hans lange Skjæg ind deri og naglede ham nu saaledes fast til Træet ved at slaae et stort Søm fast i Hullet. I denne Stilling maatte han rolig blive staaende i Kulden, medens de plyndrede hans Præstegaard (Pont. Anm. Excl. Dan. Tom.4). -
I Nordborg har man fortalt det samme Sagn om Stedets Præst Andreas Brandt (1621-70), og man foreviser endnu det store Lindetræ foran Stuehuset, hvor dette skulde være skeet. Men skjøndt dette Sagn længe har holdt sig i Familien, er det dog rimeligvis uægte, deels fordi Hr. Andreas Brandt ikke selv omtaler dette, skjøndt han ellers anfører Andet om disse Folks Raahed, og deels er det vist efterhaanden i Fortællingen bleven overført paa ham, hvad der gjaldt om hans Svigersøn Steen Rhode i Adserballe, der for de senere Famileled maatte blive en ubekjendt Person. - Endnu mere uægte er det, at Nordborg Præstegaard blev af-brændt i denne Tid. Det skete til en anden Tid. --
N. 84.
Skandser.
Skandsen ved Bromølle henføres af Nogle til den svenske Krig 1644-45, af Andre derimod til den nærværende Krig. Nede ved det Udflytterbol fra Adserballe, som ligger nærved Gammelgaard, sees ligeledes en Skandse, som henføres til denne Tid. Er dette Tilfældet, kan Svenskerne formodentlig forskandset Overgangene over den brede Augustenborgfjord, da de trak sig under Oberst Knaust tilbage til Nordborg. Paa Dybbølbjerg og ved Fyens Hav mellem Oles og Blommeskobbel findes ligeledes svenske Skanser. --
N. 85.
Stauensbølle.
Denne Landsby har lagt omtrent paa samme Sted, hvor den nuværende Flække Augustenborg ligger. Dens Bymark grændsede til Sebbelev-Mark, og Osbæk dannede Grændsen. Da der engang var opstaaet Strid herom skulle tvende Stauens-bøller Boelsmænd her ved denne Bæk under Eds Aflæggelse have stadfæstet, at Grændsen var der mellem begge Bymærker. Den havde 11 Boelsmænd; thi for saa-mange faaer Præsten i Ketting endnu Tiende, og deres Kirkestader findes endnu i Ketting Kirke; men allerede förend dens Nedlæggelse skal der tilsidst kun have været 7 Bønder, de øvrige Boel vare øde og saaledes herreløse. Man kan endnu paavise deres Beliggenhed paa Augustenborg, saaledes har der f.Ex. lagt Boel paa Vogtmanns, Væver Hansens, Otzens og Hornemanns Steder; man kan let opdage det deraf, at de Huse paa hvis Grund der har lagt et Boel, eie i Alm.: en større Have og desuden en lille Toft for Enden af Haven, der maa have været Bøndernes Tofter. Hertug Ernst Günther kjøbte som bekjendt de tvende Byer Stauensbølle og Sebbelev, og da den første var temmelig forarmet, lod han den nedlægge og dens Jorder samle til en Herregaard, som findes endnu. Men de oprindelige Beboere ere vel blevne siddende; Husene med den tilliggende Grund har vel været deres Eiendom, som han til den Tid vel næppe fik Lov til at berøve dem. - “Augusten-borg, forhen en Landsby Stauensbüll, blev vunden i Spil af Hert.Ernst Günther fra Hertugen paa Gottorp og opbygt af Hert. Ernst Günther” (Et gammelt Sagn al-lerede fra Midten af forrige Aarh.). - Nogle af dem have vel strax valgt en anden Haandtering som Kromanden og Høkeren, i det Mindste fortælles det om den ældste Mand i Bager Thomsens Familie, at han heed Nikolai Bruer og boede her allerede, da Byen blev nedbrudt. Han maa da have havt Brænderi og har vel da ogsaa havt Krovæsen. Lidt efterhaanden har Byen ved Hoffets Indflydelse, de mange Betjenters Ophold og nye Nævningsveie faaet et andet Useende. Hertug Ernst Günther byggede nu ogsaa et Slot her; efter Fortælling skulde det først have lagt ved Bromølle, hvor Skandserne findes, hvor det unægtelig havde faaet en smuk Beliggenhed; men dette er uden Tvivl ikke andet end en Forvexling med det ældre Sagn om Sønderborg (s.N.44); thi Ernst Günther eiede ikke en Fodsbred Jord paa denne Side af Fjorden, kunde altsaa ikke tænke paa at opføre et Slot her. Han kaldte det efter sin Gemalinde Augustenborg. Angaaende Hertuginde Augusta s.N. 21. --
N. 86.
Augustenborg Skov.
I denne Skov staae i Nærheden af Palaset tvende meget tykke og gamle ærværdige Ege, hvortil følgende Sagn knytter sig. Den bekjendte danske Statsmand Griffen-feldt havde i nogen Tid været forlovet med en Datter af Hertug Ernst Günther til Augustenborg, der var en smuk ung Pige; men uvist af hvad Grund havde han slaaet op med hende. Denne Forhaanelse imod en Prinsesse toge hendes Slægt-ninge meget ilde op, og da der til en Tid vare flere af dem forsamlede paa Augustenborg Slot, skulle en Aften 3.de Hertuger, deriblandt den augustenborgske og den pløenske, under dette Træ have indgaaet en Sammenrottelse imod Griffenfeldt, som de for enhver Priis vilde see at faar styrtet fra sin Høihed, og dette maatte de gjensidig love hverandre ved en Eed. De valgte netop dette Sted i Skoven, for at de bedre her i Nattens Mörke kunde lægge deres hemmelige Planer. De havde en Lygte med sig, og man har senere havt en saadan paa Slottet, hvortil Sagnet har kyttet sig. - Forresten henlægges det af Andre til Lyksborg med lidt Forandring. - Ligeledes findes i denne Skov en Eeg og en Bøg, der ere aldeles sam-mengroede og sammenslyngede. Sagnet vil, at de skulle være plantede af Caroline Mathilde og Struense. --
N. 87.
Henrettelse ved Ketting.
Den stdste, der blev henrettet paa Galgehøien ved Ketting, mødte underveis derhen Hertuginden fra Augustenborg; men da han ikke tog Hatten af for hende, blev hun derover saa vred, at hun strax gav Befaling til, at man skulde hugge flere Søm ind i hans Hoved ved hans Henrettelse. --
N. 88.
Dæmniger og Landeveie.
Veien fra Østerholm igjennem en Deel af Skoven fører længere omme ved Hagen-bjerg langs med Stranden, indtil den skraaer op igjennem den Deel af Skoven, som kaldes “de gamle Haver”, den kaldes paa sine Steder “Herreveien”. Dette Navn faaer igjen en Deel af den Vei, som gaaer fra Lauensby til Pöel. Betydningen af dette Navn skal være denne, at det var en Vei, som Herskabet paa Østerholm benyttede langs igjennem Skoven og med Stranden, naar de kjørte om imellem om Sommeren til det lille Lystslot paa den nordlige Deel af Øen, som heed Augusten-hof. Da dette først en anlagt og fører Navn efter Hertug August af den plöen- nordborgske Linie, er denne Vei for en Deel rimeligvis ogsaa først fra hans Tid; idetmindste er den Part igjennem Skoven vistnok først fra den Tid, da der kommer et hertugligt Hof paa Nordborg, ved hvilken Leilighed der først kommer en levende Forbindelse istand mellem Nordb. og Østerholm. Da er ogsaa Dæmningen lagte i Skoven over de flere Vige, hvor Havet rimeligvis til den Tid endnu er gaaet ind, om det end allerede da godt har begyndt at udtørre. - I Nordborg kaldes Dæmningen over Gammeldam “den nye Vei”; dette Navn viser, at Veien over Vindebroen om forbi Taarnet eller Fangehullet er den oprindelige Passage her i Byen; dette tyder hen paa, at Byen langs med Bækken og op efter Kirken er den ældste Deel. Først med et Herskab paa Slottet er den store Gade kommen frem; “hiin Gade” er vist nærmest det i Kirkeb. hyppig benævnte “ved Slottet”, hvor der boede en Deel Haandværker og Betjentere. Fra Slottet førte en Allee op ad Löittoft, der oprindelig maa have været Vang, og her laae ogsaa i Mad. Schumachers Have og Mark Slotshaven, hvor der endnu er Spor af en stor Park. Som en lettere Passage mellem den store Gade og hiin Gade er efterhaanden den nye Vei bleven anlagt. – Dæmningen ved Igenmölle skal være anlagt efter Fortælling af Svenskerne og tidligere kjørte man neden om ved Lillemölle; dog er det vel seent nok, naar man betænker, at den “gamle Dæmning” ved Augustenborg allerede findes 1649 for den gamle By Stauensbölls Skyld, saa maa hiin ogsaa være ældre; Danckes Kort synes snarere at bekæfte dette Sagn. Tidligere kjørte man langt neden om Gammelgaard, men i Middelalderen maa vist allerede den ældste Bro være anlagt ved Bromölle, senere bliver Nydam inddæmmet ved “Nywerck”, der benævnes saaledes, indtil den “nye Dæmning” giver den Navn af den “gamle Dæmning”. Spang ved Ulkebölle betegner igjen en Bro, som gaaer over en Viig, hvilket ogsaa er Tilfældet. Da man saaledes har en Mængde Vige og Broer paa den vestlige Side af Øen, skulde man tro, at man i den ældre Tid, for at undgaar Vandet og komme udenom dette, har havt en mere østlige Hovedlandevei langs ad Øen. --
N. 89.
Skoven paa Østkysten.
I Skovene i Nørreherred findes flere Plantager, som ere anlagte af Hertug August til Nordborg, hvori alle Træer af samme Störrelse staae i en lige Linie efter en Snor, saa at, hvorhen man end vender sig, seer man dog altid lutter Alleer for sig. Her findes en overordentlig Mængde af tamt Vildt, saa at man træffer paa Skarer af 40 og flere Stykker ad Gangen, som næppe gaae af Veien og uden Sky betragter de forbi Reisende (Pont.Theat.Dan.1729).
Der ere flere Plantager i Skoven, deels omkring Nygaard og foran i Melledskov, i Bostedskov, i Lilleskov o.fl., men det er ikke sagt, at de alle ere til forskjellige Tider. Maaske er den første fra Hertug Augusts Dage. Paa Nygaard skal denne Hertug ogsaa dengang have havt et Stutteri. Aar 1649 og endnu noget senere udgjor næsten hele Østkysten en sammenhængende Skovstrækning lige fra Hellesø forbi Augustenhof ned til Keinæsdrei, naar man undtager faa Mellemrum ved Bækkens Udløb i Sønderherred, hvor der ligger Möller. Skoven i det nordlige Als er først bleven ryddet i det forrige Aarh., hvilket i det Mindste er Tilfældet med Skovene paa Pøel og Lauensby Mark, der strakte sig langs med Stranden fra Hagenbjerg Skov om til Augustenhof. Ligeledes er en Deel af Skoven ved Nalle-mose først bleven fældet i forrige Aarh. under Amtm. Grev Danneskjold Samsø, og Jorden uddeelt til forskj. Kaadboere, saaledes er det ogsaa gaaet med Strækninger af den nuværende kongelige Skov, hvoraf en Deel hist og her er bleven ryddet endogsaa ind i dette Aarh., dog er andet igjen bleven beplantet, hvorved Skoven selv er bleven mere afrundet. Marken der er deelt i en Mængde Lykker mellem Boelsm., kaldes “Gammelskov”. Naar nu Herskabet kunde kjøre ud fra Alleen ved Østerholm til Stranden og derpaa kjøre igjennem Skoven med Udsigt til Stranden hele Veien op til Augustenhof, da maa dette have været en yndig Kjøretour paa de Tider, som det er endnu. - I Skoven selv findes en Deel Diger og Steengærder, som undertiden ere ganske begroede med Græs og Mos; de udgjore Skjellet mellem de forskjellige Skovpartier, som have hvert deres Navne. Desuden gaaer der for det Meste langs med Hovedveien paa en lang Strækning et Dige, som deler Skoven i tvende langagtige Stykker i Retning fra Syd til Nord. I den vestlige Deel staae de store og skjønne Træer, hvoraf mange er plantede, og det har vistnok været den egentlige Fredskov, hvorover der har været ført Opsyn. I den nedre eller østlige Deel ved Stranden har der derimod endnu tidligere lagt flere aabne Strækninger, end det nu er Tilfældet; Træerne have her altid havt et mere vildtvoxende Udseende. Den mener man har mere lagt til Græsning for Bøndernes Ungkvæg og Sviin, som har opsøgte Olden. -
Hvad nu Plantagen i Skoven angaaer, da var det tidligere almindelig Skik, at en-hver Kaadner eller Inderste, som stod i Begreb med at gifte sig, maatte altid først tilplante et Stykke i Skoven i Nærheden af den By, hvor han hørte hjemme. Stykket ved Jens Skov skal efter Fortælling være plantet af en gammel Christen Snedker i Elstrup, der levede i Midten af forrig Aarh. Bønderne maatte derimod plante selv i deres egne Skove, saa at man heraf seer deres Afhængighed. --
N. 90.
Skovfogeder.
Saadanne har man ogsaa havt til denne Tid; i Nordb. og Notm. Kirkebog nævnes af og til Förster, der rimeligviis ikke betegner andet. Paa venstre Side af Veien til Østerholm fra Nyled af ligge en Mængde Smaastykker, som tilhører Smaafolk i Elstrup By. Her har indtil Slutningen af forrige Aarh. været en Skov, som kaldtes Holmskoven eller Hundsløvholm, maaske fordi denne Strækning af Herregaardens Jorder oprindelige har lagt til denne By. Denne lille Skov var ogsaa indfredet til denne Tid ligesom de øvrige Skove. Hvor Veien nu gaaer ned til Bostedvraa var tæt ved Braadehuset et stort Skovled, hvorigjennem Indkjørslen skete. Nede i “Strimmelen”, hvor nu omtrent Smedens Huus ligger, blev der i Slutningen af 17.de Aarh. lagt Grundsteen til et Huus, der skulde tjene til Skovhuus for en Mand, der skulde have Opsyn med denne Fredskov. Herskabet paa Østerholm forandrede imidlertid sin Plan og opførte Huset, hvor endnu Jørgen Miangs ligger; det blev først betragtet som et Elstrup Kaad, maaske, fordi det laae denne By nærmest, Herskabet da har henlagt det hertil; nu regnes set som et Helledbokaad. Dets Bestemmelse blev vist at være Ledhuus.
Grofhuset ved Igenmölle ligger paa Rumohrsgaards Mark og skal være oprettet i det 16. (17).de Aarh. som et Skovhuus over Siffelund; thi dengang var der ikke blot Skov langs med Vigen, men næsten hele Siffelund Kobbel var bevoxet med Skov, hvoraf der endnu stod flere smaae Partier i forrige Aarh., desuden har der vistnok lagt lignede Strækninger i Gallekobbel og Bennekriis, i det Mindste vidnede Høiene Høgehøi og Bygehøi herom, der vare bevoxede med høie Bøge. Paa Høgehøi har der været anbragt et Høgehuus til at fange denne Slags Fugle i, saa at Skovfogeden maaske tillige har været en Slags Jæger eller Fuglefænger. Til dette Aarh. stod her et Led, hvilket de ikke vare pligtig at aabne og lukke, men gjorde det gjerne af dem selv. Som nærmest beliggende ved Ketting er det bleven henlagt dertil; men saadanne Huse kunde ikke gjøre Fordring paa Jord derfra ved Udskiftningen. -
Skovfogedboligen i Bostedskov har tidligere kun været et lille Huus, hvor en Fuglefænger boede, som skulde levere vilde Fugle og andet Vildt til Slottet. Tæt ved gamle Østerholm paa venstre Side af Veien ind ad imod Lysholms Mark er en Fordybning, som kaldes “Kalledam”, som denne forhen har været en stor Dam i Skoven, hvor der fandtes en stor Mængde Vildænder, som denne Fuglefænger jagede efter. Endnu for en 30-40 Aar siden var den ikke aldeles udtøret. Den nuværende Skovfogeds Fader har plantet en Deel i denne Dal. - Da Fuglefængeren døde blev her først oprettet en Skovfogedbolig. Hans Bedstefader Jens Christensen af Elstrup, som havde været Gardist og Tjener hos Amtm. i Sønderborg, Hr. Beusz, med hvem han reiste ofte op til Meklenborg og det øvrige Tydskland, reiste strax selv til Kjøbenhavn for at ansøge Kongen om denne Plads, hvilken han ogsaa fik. Han blev nu Skovfoged nær Alt fra Rønbækken til Himmark (thi de tvende nord-lige Boliger fandtes ikke dengang). Til en Tid hørte Lilleskoven ikke under denne Skovfoged, men under den Østerholmer Skovfoged; men for en Deel Aar siden blev det efter Førsterens Bestemmelse forandret.
Ved Østerholm har vist tidlig været en Opsynsbolig. -
Skovriderne havde til den Tid ligeledes Opsyn med Jagten i Skoven. Skovrider Petersen især var en meget streng Mand i denne Henseende, passede paa Dag og Nat, og var tit haard nok imod dem, der bleve grebne. Men da engang en Mand skjöd efter hans Hat, som han havde stukket frem paa en Stok bagved et Træ, iag-tog han fra den Tid af altid större Forsigtighed. --
N. 91.
Ledhuse.
Dengang førend Jorden blev udskiftet, var der rundt omkring paa Veiene Lede an-bragte, hvor der fandtes Hegn ikke blot mellem tvende forskjellige Bymarkes Jor-der, men selv een og samme Bymark var igjen indhegnet i 3 eller 4 Marker. Ved de meest befarne Veie og ved Byerne laae gjerne et Huus, som var opført for Ledets Skyld, for at dets Beboere kunde lukke dette op og i. Saaledes ligger ved Ketting et lille Huus paa Rumohrsgaard Mark, hvor den gamle Kone, der nu er død for en Deel Aar siden, stadig kaldtes “Anne Marie ved e Lei”. Bommoes paa Trekanten, Kallehuus, Grof, Miang, Fægtenborg o.s.v. ere formodentlig saadanne Huse. I Ketting var der et Led for Enden af Byen ved Deirehøi ligend for Klaus Tønnesens Sted; Byledet i den Ende efter Sønderborg, ligeledes efter Nordborg. Ved Bom-moes´ Sted laae Poeslei, mellem Ketting og Bromark. Gammelled. Broled mellem Ketting og Bromark efter Sønderborg. Groffesled. - Nyled har faaet sit Navn paa samme Maade, det maa have Hensyn til et andet Led. - Ved Lunden var der et Grövtled, naar man kjører ud ad til Landeveien, og Lundeled og Lundtavt fra Sko-len af til Lunden Mark. I Hagenbjerg var der et Mölleled og en Bom, hvorefter en Mand paa Skræder Mönsters nuværende Sted kaldtes Christen Bom eller ved Mölleledet. --
N. 92.
Dominicus Brandt.
Han blev født i Nordborg 1646 og var en Søn af Sognepræsten s.St. Hr. Andreas Brandt. Han blev siden Præst i Rise paa Ærø; men förend han tiltraadte Embedet, blev han gift hjemme med en ung Pige paa 15 Aar ved Navn Sophie Elisabeth Glamann. Den unge Brud var kun et Barn i Alder, og hvad der pleier at følge her-med, tillige et Barn i Sind. Paa Bryllupsdagen om Aftenen løb hun ned paa Gaden og kastede Bold med Drengene, medens hendes Mand, Hr. Dominicus søgte alle-vegne efter hende hjemme i Præstegaarden, indtil han omsider fandt hende i hiint Børneselskab. - Iøvrigt ligger maaske en ældre national Skik til Grund for dette Sagn, en Skik, som endnu bruges i Jylland, at Brudgommen efter Maaltidet maa hen at søge sin Brud op. Heraf har maaske Ordet Bryllup el. Brudeløb (et gammel tydsk Ord: Brautlauf) sit Navn. --
N. 93.
Ulrik Brandt.
I Begyndelsen af forrige Aarh. boede oppe i det høie Huus paa Deirehøi i Ketting, som har tilhørt en Væver Nielsen, en Brandt, der formodentlig var Kammerskriver paa Augustenborg og heed Christian Brandt. Da hans Kone engang laae i Barsel-seng med en lille Søn, som siden fik Navnet Ulrik Brandt, kom en Morgenstund Ingeborg Wrang i Ketting op til hende for at see til hende. Hun fandt Fruen græ-dende og spurgte hende, hvad hun failede, og nu fortalte denne hende, at hun om Natten havde havt en fæl Drøm, at Ravnene vare fløine med hendes lille Barn og havde hakket i dets Hoved. Ingeborg Wrang trøstede hende saa godt hun kunde; og bad hende dog ikke lade sig forstyre af den taabelig Drøm, men derimod takke vor Herre, fordi han havde velsignet hende med et sundt og velskabt Drengebarn. Men da denne Ulrik Brandt voxede op, blev han tilsidst en sand Dögenicht, der ingen Ting tog sig for, men drev omkring fra det ene Sted til det andet. Engang var han saaledes kommen ind i Ensted Kro og saae her, at en lille Hyrdedreng fik 10 Skilling tilbage. Han fulgte nu med ham ud paa Heden, hvor han myrdede ham, blot for at komme i Besiddelse af de faa Skilling og et smukt Tørklæde, han havde om Halsen. Kort efter blev greben og d. 8de. April 1750 henrettet paa Galgebakken ved Ensted. Ingeborgs Søn Johan Johansen, der kom tilbage fra Odense, hvor han var bleven udnævnt til Degn i Hagenbjerg, overværede Henrettelsen, og med Gru hørte hans Moder hvorledes hiin Drøm var bleven til Virkelighed. -
“Olrik Brandt” var en meget berygtet Vagbond og til megen Skræk for den hele Egn i Sundeved og ved Aabenraa. Ingen turde gaae om Aften fra By. Han begik mange Forbrydelser og tilsidst .... Mord. Man kunde i lang Tid ikke faae fat paa ham. Da det endelig lykkedes, var han ikke til at faae til Bekjendelse. Man bad om Tegn fra Himmelen, men det hjalp intet. Tilsidst slog Gud ham i Samvittigheden. --
N. 94.
En Bonde dreven fra sin Gaard.
Det Sted i Ketting, hvor Biskop Tetens boede, har tidligere været et Boel, som blev øde og derfor gik ind. Om den sidste Bonde paa dette Boel fortæller man Følgende: “han blev meget forarmet og kunne ikke betale Hoffet sine Skatter og Afgifter, hvorfor Hertugen lod ham jage fra Huus og Gaard. Bonden lod imidlertid en Dag spænde for sin Vogn og kjørte nu med Kone og Børn op til Augustenborg, hvor han lod Hertugen vide, at naar han gjorde dette ved ham, maatte han ogsaa paatage sig at forsørge hans Kone og Familie, da han saaledes selv blev sat ud af Stand dertil. Hertugen inddrog dog Bolet og bortsolgte det 1735 til Eiendom til sin Kammertjener Simon Brandt imod en vis aarlig forhøiet Kanon. -
Denne Mand er vistnok Jens Bilde Rytter og maa være skeet tidligere; thi rimelig-viis har Simon Pet. Brandts Fader ogsaa boet her. A.1730 findes her Degnen Jørgen Brunskertsen, der var g.m. Birgitte Kathrine Brandt, en Soster til Simon Pet. Brandt. --
N. 95.
Kanonaden ved Femern.
I den svenske Krig 1709-20 leed Sønderborg betydelig. Da Aar 1715 et Søslag blev leveret mellem den svenske og den danske Flaade under Admiral Gabel, hørte man i Tandslet Kanonaden, og i en Fart havde en stor Mængde Mennesker alle-vegne fra forsamlet sig ved Stranden, hvor man kunde oversee det hele Slag. --
N. 96.
Igen Herredsthing.
Dette Thing blev tidligere holdt under aaben Himmel paa den store Plads ved Igen Kirke; men efterhaanden gik det med, og man holdt det saa i Kroen. Grunden, hvorfor man ophørte at holde i det Frie, skulde især hidrøre fra, at Herreds-fogedens Frue ikke kunde finde sig i de gamle Skikke, naar man f. Ex. sluttede et Skjøde, at Herredsfogeden da pleiede at faae en Græstørv over Hovedet. Dette Herred havde sin egen Herreds foged og Thingskriver. Herredsfogeden boede paa Nikolai Möllers Boel i Dynneved, og hertil hørte ogsaa den lille Ø Katholm. Da senere Igen Thing blev forflyttet til Svenstrup, og Herredet blev forenet med Nord-borgherred under een Herredfoged, der boede paa Nordborg, opstod der en Strid mellem Herredsf. og Boelsmanden paa dette Sted i Dynneved angaaende Øen Kat-holm, hvilken Herredsfogeden paastod hørte hans Tjeneste til og ikke dette Boel. Striden blev imidlertid bilagt paa den Maade, at den lille Ø skulle tilhøre Bolets Eier, men til Gjengæld skulde denne aarlig betale til Herredsfogeden 5 m., hvilket endnu er Tilfælde. --
N. 97.
Bything.
I de fleste Landsbyer paa Als finder man omtrent midt i Byen en fri aaben Plads, der for det Meste et bevoxet med Græs, eller ogsaa undertiden om Foraaret er indhegnet med Torne og besaaet med Kaalplanter, hvor flere af Bymændene da have hver et Stykke. Den kaldes derfor snart “e Plet”, snart “Plantestedet”. Den er ikke lige stor allevegne. I Almindelighed kan man kjøre rundt omkring den, og flere Gader støde her sammen. Derfor er den ogsaa den meest besøgte Plads i Byen, især flokkes de unge Karle her om Søndageftermiddag og undertiden om Sommeraftener. Dette finder man f.Ex. i Sjellerup, Dynneved, Elstrup, Hagenbjerg, Ketting, Oxbölle og Hundslev. Denne Plads har været et Slags Bythingsted, hvor Bymændene pleiede at holde Møde for at raadslaae om deres fælleds Sager indbyrdes, saalænge man var vant til at færdes under aaben Himmel; senere trak man sig hen til Kroerne, hvor man nu gjerne traffe hver andre. I ketting bærer Pladsen under Kirken nær ved Byens store Kjær (deraf maaske Navnet) Navn af Thing; en gammel Ask skal indtil for en Deel Aar have staaet her, under hvilken Thinget holdtes. I Hagenbjerg har man i mange Aar kaldt et Huus, der ligger ved Siden af denne store Plads, hvoraf Plantebedet udgjor en Deel, Raadhuset; men om det sigter hertil, eller det blot er en spottende Bemærkning, skal jeg lade være udsagt. --
N. 98.
En Idiot i Sebbeløv.
Paa den lille Ø Karholm ved Sebbeløv landede i forrige Aarh. engang et Skib og foer strax derpaa igjen afsted. Da nogen Tid efter en Bonde, som der eiede nogle Græspletter, kom derhen, fand han et kvindeligt, godt klædt, men af Kulde og Hunger halv dødt Væsen. Medlidende optog han hende i sit Huus, og Folkene i Byen sørgede alle for hende. Hun kom snart igjen til sin legemlige Kræfter, men hendes Aand var forvirret, og det Eneste, hvad hun utydelig kunde fremstamme, var: “Manns Moder is Düwels Unnerfader!”. Der var Intet, hvortil hun følte Glæde; blot det at spinde undtagen, hvori hun besad en dengang for Byens Beboere ubekjendt Færdighed. Efter nogle Aars Forløb døde hun i Huset hos hiin Bonde, uden at man nogensinde har erfaret, hvorfra hun var kommen. Siden den Tid seer man ofte et Spøgelse i Skikkelse af en Kvinde, der vrider sine Hænder, gaae om-kring paa den lille Ø (Müllenh.S.M.u.L.s. 179). -
Herskabet paa Augustenb. skal have taget sig af hende og forsøgt paa, at lade hende undervise; men det frugtede ikke, da hun var aldeles forvirret. Det maa i det Mindste have været i Begyndelsen af forrige Aarh., at dette er skeet. --
N. 99.
Skarpretteren i Sønderborg.
I denne By levede engang en snare övet Skarpretter, der altid blot stillede de stakkels Syndere hen for sig, og da strax havde deres Hoveder paa Jorden, førend de mærkede det; “thi”, sagde han “jeg er ingen Barbeer, derfor behøve I ikke at sidde”. Engang i et skarpt Frostveir svang han ogsaa sit Sværd saa övet, at Hovedet blev staaende paa Rumpen og strax igjen frøs fast. Den stakkels Mand glædede sig ikke lidet over at være sluppen saaledes derfra og gik strax med sine Venner til det nærmeste Værtshuus. Men i den varme Stue følte han strax, hvor underligt det blev i Halsen og i Næsen, som naar han skulde nyse. Og da han nu greb til, beholdt han Hovedet i Haanden og styrtede død ned paa Gulvet (Müllenh.S.M.u.L.s.86). -
Dette naturstridige og derfor, aldeles usandfærdige Sagn er uden al Værd, blot har jeg anført det, da det viser, at der har boet en Skarpretter i Sønderborg, og at man har udført Henrettelser i selve Byen eller dens umiddelbare Nærhed. --
N. 100.
Rakkeren i Hulen.
Rakkeren fra Nørreherredet eller i det Mindste for en Deel af det boede i Hulen ved Landeveien i Svenstup Sogn. Hans Bolig var ikke det nuværende Huus, der først er opført som et Parcelhuus ved Hirschsprungs Udparcellering; men dette Huus laae derimod paa den anden Side af Veien tæt ved Bækken. I Nærheden af Vraaen i Ketting Sogn har lagt et Led, mellem Adserballe og Ketting Mark, som kaldtes Rakkerledet, hvor ligeledes fordum skal have boet en Rakker. Der har vist nok været flere rundt omkring paa Als. Deres Bestilling var foruden at agere Böddel ved Henrettelser tillige at begrave det døde Kvæg og trække Skindet af Heste, saavelsom af døde Kalve. De boede afsides i Nærheden af Rakkerhulen, fordi andre Mennesker skÿede deres Selskab og Omgang. Kom de ind i en Kro, maatte de gjerne sidde tæt indenfor Døren paa deres egen Stol; “thi Ingen vilde have med dem at gjøre”. Da den sidste Rakker i Hulen var død, levede der efter ham tvende uforsørgede Børn. Huset blev nedbrudt, og Præsten i Svenstrup tog det ene Barn til sig; men hans Folk nærede en hemmelig Afsky for dette Barn ligesom for Faderen, og søgte derfor paa enhver Maade at komme i Berørelse dermed, for ikke at blive urene. De vilde paa ingen Maade have det siddende ved samme Bord, og skjøndt Præsten nu satte sig ned og spiste af samme Fad som Barnet, skammede de sig vel, men det var dog først efter en lang Tids Nølen, at de bekvemmede sig til at spise sammen med Rakkerbarnet. --
N. 101.
Selvmorderne.
Disse bleve i forrige Aarh. ikke førte ind igjennem Kirkelaagen, men skulde altid løftes over Kirkemuren, for at de ikke skulde gaae igjen efter Døden og spøge. Dette var ofte meget besværligt Arbeide. Da man saaledes vilde række en Kone fra Kettingskov, der havde taget sig selv af Dage, over Muren, blev dette alene forhin-dret ved, at Graveren kom og skjændte paa Følget, og tvang Mændene til at gaae ind gjennem Laagen. Man finder saaledes allerede i Slutn. af forrige Aarh. en Oposition derimod. De bleve ligesom endnu begravne uden Klokkeklang, tidlig om Morgenen el. Sildig om Aften og, nedlagte i 4 sammenflaade Brædder, henputtede i en skummel Afkrog af Kirkegaarden. - Ligeledes var det forhen almindelig Skik at bære de andre Liig een eller 3 Gange omkring Kirkegaarden, for at de ikke skulde gaae igjen efter Døden. Kisten var dengang gjerne overtrukken med et sort Dæk, og ovenpaa saaes da et Kors; thi man pleiede dengang at bære Ligene paa Ryggen. De nærmeste Kvinder i Familien, der fulgte Liget, havde gjerne et sort Ge-vandt over Hovedet, hvorfra det hængte ned ad Ryggen, hvilken Dragt de ligeledes brugte ved Altergang. Det saae omtrent ud, som om de havde kastet et Skjørt over deres Hoved. --
N. 102.
Maigildet.
Denne Skik findes ikke længere her paa Øen, derimod synes der at være Spor deraf i forrige Aarh. Omtrent 1750 stod der et stort Træ nede i den gamle Boelsmand Lars Pedersens Gaard i Ketting, der kaldtes “e Maitræ”; her pleiede Byens Ung-dom at dandse og gjøre sig lystige, naar om Foraaret det friske Løv var udsprunget og prydede Træerne. Det pleiede gjerne at være een af de første Dag i Maimaaned. - Ligeledes holdt man et Maigilde i Elsmark hvert Aar. Engang stod det hos den gamle Peder Kielsen, der til en Tid var “Præst” og sang ofte Liig ud ved Begravel-ser. Man fik først Kaffe eller Thee, og længere hen paa Eftermiddagen nød man kogt Skinke med Brød til. Under Spisningen gik Maiglasset omkring til alle Gjæs-terne. Det var smýkket med alle mulige Slags Blomster. Indholdet var Øl, og En-hver maatte drikke deraf. Det var et meget stort Glas og bagved det paa en ophøiet Fod var anbragt et Speil, hvori Enhver kunde speile sig, medens han drak af Glasset. Førend det gik omkring til Gjæsterne, holdt Værten en meget god Tale, hvori han udviklede Festens Betydning og viste, hvorledes Guds Almagt og Godhed aabenbarede sig i Løvets og Blomsternes Pragt og Deilighed. Gjæsterne vare selv smykkede med Blomster. - Dog Spor af at ride Sommer i By findes ikke ved disse Exempler. --
N. 103.
Et lille Lystanlæg i Hagenbjerg Skov.
Om dette har jeg hørt fortælle paa følgende Maade af en Bonde i Lauensby ved Navn Peter Möller: “Den gamle Præst, Otto Frederik Brandt, lod først en Deel af Kaldets Skov indtage af det alm. Fælledsskab og indhegne med et fast Steengjærde rundt omkring, undtagen hvor Morads er tilstrækkeligt fredede derom. Her lod han sine Kvier gaae om Sommeren, medens de tidligere havde gaaet sammen med Bøndernes, da Alt endnu laae fælleds. Denne Græsning i Skoven, der er en Lev-ning af gammel Skik, bliver dog mere og mere afskaffet. Dog var det ikke alene Nytten Hr. Otto her havde for Øie, han havde ogsaa et aabent Øie for Naturen, hvilket hans Skov endnu bærer Vidnesbyrd om; thi i det nordlige Hjørne af samme Skov, som kaldes “de gamle Haver”, lod han over imod Lauensby Mark anlægge en langagtig fiirkantet Høi, der var smukt planeret og omgivet med smukke Linde-træer, der nu ere forsvundene. Efterhaanden som Anlægget forfaldt, skulle Folk nemlig lidt efter lidt have bortstaalet disse i Skoven sjældne Træer. Her havde Hr. Otto en deilig Udsigt ei alene op til Hagenbjergs høie Banke, hvor Möllen og Kirken kneisede i Nærheden af hinanden, men tillige havde han herfra den skjøn-neste Udsigt ind til Nordborg med den blaae Strand i Baggrunden. Derfor var det ogsaa hans kjæreste Fornøielse at tage herned om Sommeren og drikke Thee med sin Familie i Skoven. Med alt dette skal Hr. Otto ved sin Død ikke have efterladt sig 3 Sexlinger. men heller ingen Børn”. -
Skjøndt den Tid nu for længst er forsvunden, bærer det Hele dog endu Spor af, at Menneskehaand engang har formet dette Sted, og det er endnu tydeligt, at her engang har været et lille nydeligt Anlæg. - Høien findes endnu i en temmelig ube-skadigt Tilstand, og dens regelmæsige Form er endnu godt bevaret. Paa tvende Steder fører en lille Steentrappe op til den, som nu næsten er skjult af Mos og Græs; i Randen paa den ene Side staae en Mængde Christus Torne, eller, hvad man her kalder dem, Horfrø Torne. Saavel disse, som en Mængde rundt omkring Høien voxende Popler, der er et meget sjældent Træ i Skoven, hidrøre vistnok fra denne Tid. I nogen Frastand fra Høien har der paa begge Sider været Vand, hvilket idetmindste er aabenbart om det imod Nord, der endnu langt fra er udtørret, og paa den ene Side er dette Vand temmeligt rundt afgravet, saa at man heraf seer, at der ogsaa har været anvendt Kunst i denne Henseende. Det har maaske været en lille Fiskepark. Bagved dette Vand paa den modsatte Side, ligger et ophøiet Sted, der indesluttes af Vandet og Steengjærdet, hvor der vist har været en Plantage, da der foruden en Deel gamle regelmæsig staaende Ege voxe flere Popler, Vedbænde og Kaprifolier, der snoe sig op ad Hasselen. Det er herfra man har en smukt Udsigt ned til Lauensby, ind til Nordborg og ud over Havet. Tidligere maa denne Udsigt have været endnu smukkere, da de mange levende Hegn ikke fandtes, og da der løb en smuk Skovstrækning fra Hagenbjerg Skov langs Stranden over Lauensby g. Pøel Marker. Langs med Steengjærdet gaaer en ophøiet Sti af en Alens Brede og Høide. -
“Ogsaa Pastor L. Nyeland tog imellem om Sommeren her ned og drak Thee, men allerede den Gang var det hele Anlæg temmelig forfalden”. --
N. 104.
Mønstring.
I Slutning af forrige Aarh. kom der hver Sommer en Sergeant til Ketting, som laae i Kroen en 3-4 Uger. Hver Søndag Eftermiddag exercerede han med Sognets ud-skrevne unge Mandskab, som omtrent kunde beløbe sig til en 20 Karle. Iførte Uni-form og med Gevær paa Nakken marsherer de op og ned ad Ketting Gader. Der vankede til Hug og Slag. Uniformerne hang tillige med Geværerne i et Skab i Vaabenhuset. Ved Igen Kirke holdt man ligeledes en saadan Excersitz, derimod ere de vel fra de nordlige Sogne trukne sammen til Nordborg, hvor Leiligheden dertil var bedre. Det var den Tids Mønstring. -
4. L.... af Slesvig Regiment havde Mønstring Plads ved Igen Kirke. Biskop Henzsen havde endnu Ao.1850 kjendt en Mand, der havde været Soldat i 7 Aar, men aldrig videre end til Igen Kirke. --
N. 105.
Hertug Christian Frederik I.
Han var en meget økonomisk Mand, der sparede, hvor han kunde. Man har endnu gjemt den Pung paa Slottet, hvoraf han pleiede at udbetale Penge til sine Arbeidere; thi han havde altid meget Folk i Arbeide, da han byggede stærkt. Han reed ogsaa ofte ud og saae til, om Alting gik ordentlig og rigtigt til. Paa Sebbeløv Mark stod dengang meget Krat og mange enkle staaende Træer, som Bønderne gjerne vilde af med, da de vare i Veien ved Jordens Dyrkning. Men de frygtede gjerne for Hertugen; thi han kom ofte ridende, naar de mindst ventede det derfor passede de gjerne, naar det var et daarligt Veir; thi saa ventede de ham ikke, at pille flere af dem bort. Naar Bønderne da kom den følgende Dag i Hoveriarbeide paa Augustenborg, frygtede de gjerne, naar de saae “ham selv” staae i Porten; thi da ventede de Gjerne, at et Uveir skulde bryde løs imod en eller anden af dem. De mødte gjerne Kl.8 om Morgenen, og kom Nogen da for silde, maatte han “ride paa Træhesten”, der var udskaaren med Hoved og Hals somen virkelig Hest, men Sædet var meget skarp, da det dannedes af tvende skraae sammengaaende Stykker Brædder. Den var meget høi, og brugtes hyppigt under denne Hertug baade paa Herregaarden og i Slotshaven. Paa Gammelgaard sluttedes man ogsaa i “Stokken”, der dannedes af tvende korslagte Bjælker, i hvis Midte var en Hulning, hvori Foden sluttedes inde. Især var Forvalter Markus Nielsen paa Augustenborg Herregaard meget streng imod Bønderne. Han slog dem med Pidsken og var altfor haard. En Dag lagte de unge Karle, som var der i Høstarbeide, over med hverandre, at naar han nu atter kom og gik løs paa dem, vilde de flokkes om ham og have deres Leer over hans Hoved. Dette skete, og fra den Tid af blev han mere rimelig. Han blev siden Gjæstgiver paa Augustenborg. Disse Straffe bleve ikke brugte under de tven-de sidste Hertuger, men Rebskaberne stode endnu længe efter.
Da de unge Karle en Morgen kom op til Augustenborg for at gaae til Hoveri-arbeide, stod Hertugen i Porten; da de nærmede sig, kaldte han paa en af de flinkeste iblandt dem, ved Navn Hans Matthiesen, der var en meget smuk Karl. Han løb hen til Hertugen, der nu fortalte, at han skulde drage udenlands paa Grund af Krigen, og han havde udseet ham til sin Kudsk ved denne Leilighed. Han undskyldte sig med, at han ikke havde Klæder derefter; men det nyttede ikke, Hertugen lod ham strax gaae hjem til sin Moder og blot faae et Par Strømper, Buxer og det Nødvendigste med sig; Klæder og Mundering skulde han nok selv sørge for. Han kom hjem; der blev Graad, men han maatte afsted. Ved Tilbage-komsten blev han Skovrider i Sønderskoven. Hertugen udpegede en Deel unge Karle iblandt sine Bønder, som maatte gjøre Toget med, deriblandt Rasmus Fogt, Klaus i Bro, Jørgen Duus i Blæsborg, der siden blev Vægter paa Augustenborg. Han var stillet for Niels Kromand i Igenmölle. Den gamle Prins Emil var dengang General, han holdt sin Haand over Alsingerne, og ingen Officerer turde videre slaae Hertugens Folk; dette havde han faaet udvirket Forbud imod. Prins Emil spøgte altid meget med Jørgen Duus, der var en lystig Fyr, der gjorde en Deel Løier, da man ikke havde noget at bestille; thi man kom ikke i Kampen. Fjenden stod lige-over hinanden. En Formiddag stode Hæren opstillet og ventede hvert Øieblik paa Angrebssignalet. Adjutanten var Kl.9 reden op paa en nærliggende Høi og forblev her indtil Kl.11, uden at der skete det Mindste. Kl.14 heisedes med Et et hvidt Flag paa en høi Stang, og nu saae man, at der var sluttet Fred, og der blev Glæde i hele Armeen. -
Den gamle Prins Emil var meget godgjørende, han gav Alt bort til de Fattige, saa at, skjønt han døde som General Feldmarschal, havde han næsten ikke det, hvorfor han kunde blive begravet.
Prins Emil saavelsom hans Broder Hertug Christian Frederik levede et strengt sædeligt Liv paa Augustenborg. Deres Moder skal have været en meget gudfrygtige Dame, hun gik ofte ind i sit Cabinet til visse Tider af Dagen, efter at have aflaaset Døren. Hun gik ind, foldede sine Hænder og bad, idet hun bøiede sine Knæ paa en Bønskammel. -
Commisionen Ao.1806. Bønderne fik Execution deels Dragoner fra Randers og deels Ryttere Syd fra. 4-6 Mand paa hvert Boel. De laae hos Christen Grav, Hans Kock, Hans Foged i Sebbeløv og Klaus Christensen i Bro; men snart efter bleve de fordeelte hos Alle. Den hverdaglige Hovdag blev forandret til en Pengesum. Tidligere maatte Bonden hver Dag holde med en Karl og Hest paa Gaarden, men havde da ikke megen Udgift i Penge til Herskabet. Kammerraad Petersen maa dog ogsaa have forseet sig; thi han fik senere 6 Mand, som han vilde vise hen i Kroen, men de havde Ordre, “at de skulle ligge hos ham”. --
N. 106.
Alsingeren og Ærøboeren.
Imellem begge Øers Beboere findes en gjensidig Jalousie, der vel for en stor Deel er bleven mere vakt derved, at mange unge Karle og Piger fra Ærø have paa Grund af dens Overbefolkning søgt Tjeneste andre Steder paa Fyen, i Slesvig og i Holsteen. Navnlig har der ogsaa i den søndre Deel af Als tjent mange Ærøboer. Der har været digtet en Vise i den Anledning, som begyndte saaledes: “Det ærøbo Pak - det er jo min Snak - de skulde jo Landet forvises - de komme jo her - gjor Nar ad Enhver - skjøndt de ei kan tælle til fire -”. Og et andet Sted hedder det: “Og al den Forstand den Ærøboer har, den sidder i den stribede Trøie”. - Ærøboeren pleier at gaae med en Sæk, kastet over Nakken, fordi han gjerne handler om Et og Andet, hvortil Leiligheden tilbyder sig. Herover maae han døie meget Spot af Alsingerne. Men Ærøboeren bliver dem intet Svat skyldig: “Vi veed nok”, siger han, “at Alsin-gerne gjøre Nar ad vor Sæk, men vi bære vor Forstand i Posen, og binde ordentlig for den, men Alsingerne bære deres Forstand i en Kurv paa Armen og lade den flyve far sig”. --
N. 107.
Kaffemöllen.
I Lysabild Sogn ved Veien til Mommark ligge i Nærheden af hinanden tvende Möller, Hedemöllen og Kaffemöllen. Den første er den ældste, den anden derimod er senere anlagt; men da den i Begyndelsen kun var meget lille, spottede Hede-möllens Eier derover og kaldte den derfor en Kaffemölle, hvilket Navn den siden vedblev at beholde, skjøndt den efter flere Ildebrand er voxet op til samme Høiede som hiin. Hedemöllen har sit Navn ligesom flere Boel i Nærheden, der kaldes “e Hie” d. e. Heden, fordi denne Egn er mindre frugtbar og skal engang have været bevoxet med Lyng. Ligeledes i Meels paa “e Lynge”, paa Holm-Mark og ved Trömbelyng i Igen Sogn skal der tidligere have voxet Lyng, der er yderst sjælden at finde paa det frugtbare Als. --
N. 108.
Veirliget.
Matthias bryder Iis, bryder han ikke Iis, lægger han Iis. Peder kaster en gloende Steen i Vandet, og paa denne Dag skulle Gæssene have lagt 3 Æg i Reden. Fryser det Karens Dag, skal det endnu fryse 18 Uger efter. Saamange Dage Lærken sÿnger før Kÿndelmisse, saamange Uger efter skal den paa Grund af Vinterens Strenghed holde op at sÿnge. Regner det paa Grethes Dag, siger man, at “hun pidser i Nødderne”. Faae vi Regn paa Syvsover Dag, skal det regne i 7 Uger efter. Paaskeøsten medfører gjerne Pindsevesten. Flyve Vildgæssene og Svanerne imod Syd om Efteraaret, giver det snart en haard Vinter. Efter Regn kommer Soelskin, og den ene Tid vil gjerne hævne sig paa den anden. Jevndøgns Maaned drikker ikke. At Maanen eller Solen er haard, s. o. meget rød, betyder meget Tørke. Har man aldrig saameget Korn, Vor Herre har dog endnu mere Veir. - Hører man undertiden at der tærskes i Loen om Natten, giver det meget Korn om Sommeren, og bliver et meget frugtbart Aar. --
Supplemant til det Foregaaende.
s.112 N. 47.
En svensk Flaade skal være gaaet ind til Miangsø, hvor den blev afluret og overfalden af en dansk Flaade. Et Søslag blev her leveret i denne Sø, hvor den svenske Konge faldt og blev med sine faldne Mænd begraven i Høiene ved Miang, Landarmeen blev angreben og slaaet ved Bromölle. -
s.145 N. 88
Til en Tid har man heller ikke kunnet kjøre op ved Mailedet, derfor har man vistnok endnu i den allerældste Tid maattet kjøre heelt neden om ved Kettingskov. Oprindelig har man vistnok søgt at passere de smalleste Overgangssteder, hvor Vadestedet kun var lille. -
s.119 N. 56
Denne Provst Mads er ikke fra den katholske Tid, men en langt senere Mand, nemlig Provst Matthias Steenløs, der døde 1759 i Tandslet. -
s.129 N. 67
Af Andre siges disse Mæstresser at have været Thomas Stures Havfrue, som han her holdt, hvoraf Sagnet maaske er opkommen. Dette ligger i Steenkoppel Skov. I samme Skov længere imod Syd ligger ved Stranden en aaben Strækning, der ikke er beplantet, hvor Sagnet ligeledes beretter, at en Tegloven har ligget; endvidere findes her flere Kæmpehøi, hvoraf een med Steensætning over Jorden. Dette aabne Sted i Skoven kaldes Danes Toft. Paa Hans Kromands Mark i Katrÿ findes en Kæmpehøi med Steensætning, der kaldes Traasteen, som man har gjort til “de 3 Stene”. - Schmidt´ Topogr. har Trandsteen. -
s.101 N. 31
I Hans Aagesens Mark i Himmark ligge ned ad imod Stranden 3 Kæmpehøie, hvoraf den ene har ovenpaa Toppen en Steensætning bestaaende af 4 Underliggere og 1 Dæksteen. -
s.145 N. 88
Langs med Notmark Præstegaards Have og Huustoft findes Spor af en gammel Vei, hvor der endnu for en Deel Aar siden stod en Deel gamle Piletræer. Den Vei løb lige ned imellem Dyrehaven og en høi Bakke paa den anden Side ad Gammelgaard til og var Sognets gamle Sønderborg Vei, da det endnu var vanskelig at komme ned over Lillemölle. - Parallel med Hovveien til Rumohrsg. løb en Kirkevei fra Graus i Almsted ned over Præstens Nytoft og Huustoft og mundede her i Sønderborg Vei. Denne Vei kjørte man altid med Bonden; thi dengang kunde man endnu ikke passere forbi Peter Andresens Boel og Degnegaarden hen til Kirken, da her laae et stort Pøel, der endnu kaldes “Pøtten”. Her var i fordums Tid et Byled. --
|
