Sagn fra og angaaende Als nr 1-50. B. Sagn fra og angaaende Als, deels mundtlige og deels skriftlige, de sidste
betegnede ved et Mærke: x
N. 1.
Als Sund.
Paa Als boede en Kæmpe; han vilde lægge en Bro over til Ærø, hvor hans Brud boede. Han tog fat derpaa og lagte det store Rev ved Pøel; men da han kom ud i Dÿbet, druknede han. Da græd hans Brud, og af hendes Taarers Strøm opstod Sundet mellem Als og Sundeved (Müllenhoffs Sagen, Märchen und Lieder d. Herzogth. 1845.s.274). --
N. 2.
Broen ved Gammelpøel.
En Jættekvinde vilde engang forsøge at anlægge en Bro fra Pøel i Lysabild over til Ærø og saaledes forbinde denne Ø med Als; men da hun kom et Stÿkke ud i Vandet, brast hendes Forklæde itu, og alle Stenene adspredtes i Uorden til forskjel-lige Sider i Havet, hvorpaa hun opgav sit mislykkedes Forehavende. Endnu den Dag i Dag seer man paa dette Sted en Række svære Stene løbe som en Bro eller Gade omtrent en halv Fjerdingvei ud i Havet.
Et tilsvarende Stykke af en Bro visesogsaa ved Bornæs paa Ærø hvorom det Samme fortælles (Hubertz Beskriv. af Ærø). –
N. 3.
Den store Steen paa Dybbølbjerg.
I gamle Dage boede paa Als en store Kæmpe, og Folk paa Sundeved vare ham skatskyldige. Men engang vægrede de sig ved at betale Skatten, og da han nu vilde tugte dem og vade igjennem Sundet fra Als til Sundeved, skjøde de med Pile og Stene efter ham, saa at han ikke kunne komme over. Nu greb han en stor Steen og kastede den over, og det er den store Degger, eller Barsteen paa Dybbølbjerg, der maalte 60 Alen i Umfang ogskal stikke 12 Gange saa dybt i Jorden. ----- Man fortæller om denne Steen ogsaa saaledes: Der var engang for mange hundrede Aar siden paa Als en Dame, som var forfaren i alleslags Trÿllekunster, og derfor ikke blot var hun den Rigeste og Mægtigste, men skjønt hun allerede var over 100 Aar gammel, blev hun endogsaa kaldt den Smukkeste. Men hun havde en sort Sjæl og var en slet gammel Kvinde. Da hendes Elsker engang hemmelig forlod hende, geraadede hun i et saadant Raseri, at hun slyngede den store Steen efter ham. Men hun forlistede sit Maal, og Stenen faldt ned paa Dybbølbjerg. Nu slyngede hun med sit Strømpebaand en anden Steen efter ham, men Strømpebaandet revnede, og Stenen faldt ned ved Tombølle i Felsted Sogn. Ogsaa den Steen, som endnu viser mere vestlig ind i Landet ved Ulderup, skal hidrøre fra hende. Den store Hatlunder Steen paa Skjærsbjerg i Angel kastede hun over Flensborg Fjord, da hun saae den første christlige Kirke bygges i Quern og ærgede sig over, at Taarnet ragede op over hendes Slots Taarn. Da søndereves ligeledes til al Lykke Strømpebaandet. Dog staaer Kirken i Quern endnu altid en Smule skjevt. (Müllenh.S.M.u.L.s.270). -- Denne sidste Fortælling har Pastor Karstensen benÿttet i et smukt Digt med Alludering til Forholdet under Krigen, da Øen Als var adskilt fra Sundeved, lige-som dengang Kæmpen Sundeved blev Møen Else utro. -
N. 4.
Hopsø ved Holm.
Ved Augustenhof paa Als, ikke langt fra Nordborg, er der en stor Sø, som kaldes Hopsø, hvilket Navn den skal have faaet af følgende Tildragelse:
Engang for mange Tider siden landede der i Nærheden en Mængde Kæmper Sÿd fra og leirede sig i Skoven paa et Sted, hvor der var mange smaa Holme. Her morede de sig med at springe omkring fra Holm til Holm ved Hjælp af lange Stokke, som de bare i Hænderne, og dertil havde de Gjæstereren og megen Lystighed, saa at det hørtes vidt omkring. Da Øens Beboere erfarede dette, listede de sig igjennem Skoven og gav Agt paa disse Fremmedes Leeg og Lystighed. Men saasom dette Besøg meentes at kunne blive farligt, lagte man Raad op imod dem og beredte sig til Landets Forsvar. Dog da de Fremmede ikkun syntes hidkomme til Leeg og Gilde, lode Indbyggerne, efter en gammel Mands Raad, det for det Første berre med at see til, men vare dog rede til at forsvare Øen. Efter endt Maaltid begyndte Legen igjen, og holdt da ligesom Jagt efter hinanden, medens de med deres Stokke sprang omkring paa Holmene og stødte til hinanden, saa at de svageste nu og da faldt i Vandet, hvilket vakte en høi og skingrende Latter. Om Aftenen opsloge de Telte i Skoven og fortærede Resterne af Middagsmaaltidet, pakkede derefter Alting sammen og forlode Øen i den største Rolighed. Da man næste Dag eftersaae Stedet, fandtes der kun nogle Levninger af Bjørnekød og ituslag-ne Been, hvoraf Marven var udpillet. Efter den Tid er dette Sted ved Havets Indbrud blevet til en Sø, som nu kaldes Hopsø (Thieles danske Folkesagn I,s.181; Müllenh.S. M.u.L.). --
N. 5.
Staggelhøi.
Paa Landeveien mellem Sönderborg og Nordborg kjører man lige østen for Hagen-bjerg op ad en temmelig steil Banke, som kaldes Staggelhøi, vistnok paa Grund af sin Steilhed, da Ordet steil i den alsiske Mundart kaldes steggel. Her boede i fordums Tid Underjordiske eller som man her sædvanlig kalder dem Unnevæstøi. Disse pleiede at staae i god Forstaaelse hos Naboerne og laante ikke sjældent Et eller Andet af disse, hvad de behøvede, de kunde nok ogsaa undertiden tage det selv, men leverede altid igjen tilbage. De havde meget ofte deres Gang ind til Bonden i det øverste Bol i Hagenbjerg, og da saaledes engang en lille Dværg var kommen ind til ham og havde bedet ham om, at han maatte tappe sig en Smule Øl i sit Sølvkrus, som han havde taget med sig, hvilket Bonden gjerne tillod ham, ankom der imidlertid til samme Huus en Mand, som fortalte, at han, ved for nylig at have gaaet over hiin Banke, havde hørt Nogen nede i Høien raabe de Ord: “No is Pipper Kong dodt, No is Pipper Kong dodt!”. Da den lille Dværg ved Øltønden hørte disse Ord, sprang han strax op, raabte: “Is Pipper Kong dodt, Is Pipper Kong dodt?”, løb sin Vei og lod Sølvkruset tilbage i Huset, hvor den endnu længe efter blev opbevaret (Thiels.Folkes.II.s.207).
Vistnok af Ellefolkenes nærmeste Slægt, et Slags smaae Væsener, som boede i Bjergene. De var ikke af det værste Slags, da de ikke tilføiede Mennesker saa stor og voldsom Skade, men det Ubehagelige, som de dog foraarsaget, bestod fornem-melig den, at de begik alle mulig Smaatyning, da de kunde gjøre sig ingen lige. De indfandt sig til Brylluper og borttoge Knapper af Jakkerne m.m. --
N. 6.
Kalken i Ketting Kirke.
Da en Karl engang om Aftenen silde red fra det gamle Stauensbølle til Ketting, saae han den Kæmpehøi, der ligger tæt ved Veien mellem Mads Davidsens Bol og Blæsborg Mølle, men nu næsten er udslettet, staae paa 4 gløende Støtter og neden under morede Dvægene sig med Dans og anden Lystighed. Da han omtrent var midt ud for Høien kom en af dem løbende hen til ham, standsede Hesten og bød ham at drikke af et Sølvbæger, som han bragte med sig. Karlen tog mod Bægeret, men da han ikke troede disse Folk for vel, drak han ikke deraf, men slængte det hele Indhold bag ud over Hesten, og hvor et Par Draaber faldt paa denne, gik Haar-ene strax bort. Han galloperede nu afsted alt havd han kunde, med det tomme Bæger, bestandig forfulgt af de Underjordiske, indtil han kom til Ketting Kirkegaard; her frelste han sig ind for den, hvorfor de maatte lade ham og Bægeret i Fred, da de ikke havde Magt at komme ind paa den indviede Jord. Bægeret skjænkede han til Kirken, hvor det endnu bestandig bruges som Kalk. --
N. 7.
Mere om de Underjordiske.
Midtveis mellem Ketting og Skakkenborg findes i en af Præstens Marker flere Kæmpehøi, hvori der i gamle Dage boede Underjordiske. Da engang en Pige sad her tidlig om Morgenen og malkede Køerne, hørte hun lige med Et en deilig Musik inde i Høien ved Siden af sig. Kort efter kom et underligt Fruentimmer ud til hende for at indbyde hende til at overvære deres Lystighed, hvilket hun af Frygt afslog, hvorpaa dette igjen forsvandt, og dermed ophørte Musikken. -- I den vestlige Ende af Ketting laae forhen en Høi, “store Deirehøi”, der blev udgravet og nu findes her en stor Gruusgrav. Denne Høi kunde Forbigaaende ofte faae at see hvile pa 4 gløende Søiler, og neden under pleiede da at herske megen Støi og Allarm. Paa Veien mellem Østerholm og Skovledet vil en Kone engang have set en lille grøn-klædt Mand, der først gik og morede sig med sig selv, indtil han pludselig for-svandt for Konens Blik. Det skal have været en af det Unnevæstøi. -- De pleie ogsaa her at forbytte udøbte Børn, naar de kunne komme afsted dermed. Tilsidst fordrev man dem ogsaa her fra Øen ligesom andre Steder ved en almindelig Klokkeringning, hvilket de ikke kunde taale at høre. De forlode da deres gamle Høie, der nu staae tomme, og udvandrede til Norge og Bornholm. --
N. 8.
Nordborg Kirke.
Da man vilde bygge en Kirke i Nordborg, var den første Bestemmelse, at den skulde have lagt paa den modsatte Side af Bækken paa en Bakke, som endnu siden den Tid kaldes Kirkebjerg; men herved stødte man paa mange uforuseete Vanskeligheder; thi i den Banke levede der dengang Troldfolk, der ikke vilde taale Kirken i deres umiddelbare Nærhed, hvorfor de hver Nat nedreve, hvad man havde opført om Dagen, og om Morgenen laae det altid katet over paa den anden Side ligeoverfor. Da man paa denne Maade aldrig kom videre, men altid maatte begynde forfra, bleve Folk endelig kjede ad dette Uvæsen, og opførte da Kirken paa det Sted, hvor man hver Morgen fandt Materialerne liggende, og her staaer den endnu den Dag idag. Den blev indviet til den hellige Anthonius, der blev dens Skytspatron, og efter ham hører man den endnu stadig ligesom i ældre Tider, nævnes Tundtoft Kirke, ligesom dette ogsaa er Tilfældet med hele Bakken og den her liggende Deel af Byen. Hvilket Ord vistnok ikke er andet end en Forkortelse af det længere Anthonius, der efterhaanden er sammendraget paa sædvanlig Maade til Tonnÿ, Tonns, Tonne, der let igjen gaaer over til Tunne, Tund, da i den alsiske Mundart meget ofte bruges. -- Efter et Sagn i Rask Moerskabslæsning 1840 skulde den oprindelig have ligget paa Ravnebjerg ved Byen Holm. -- Tandslet Kirke skulde have ligget i en Mark, nede ved “Store Elholm”. --
N. 9.
Ligeledes fortæller man om Ketting Kirke, at den først skulde have lagt lægere imod Syd i en af Præstens Marker, der kaldes Knold, men herved foruroligedes Troldene i de mange nærliggende Høie i Omegnen, og hvad man derfor begyndte paa om Dagen, blev igjen forstyrret om Natten, og Alting henbaaret til en anden Bakke i nogen Frastand, hvor man da ogsaa tilsidst anlagte Kirken. Den blev som de fleste andre Øens Kirker opført af Kampstene, men den gamle Kirke blev i forrige Aarh. 1772 nedbrudt og Aaret efter den nuværende opført paa samme Plads inde i Byen. –
N. 10.
En stor Steen i Tandslet.
I Tandslet Sogn ligger ved Tandsholm en stor Steen saa lang som et Huus, hvilken en Kvinde engang vilde flytte i sit Strømpebaand, men det brast og Stenen lod hun ligge. Hvergang man bager der i Egnen, pleier man gjerne at bilde Børn og ufor-standige Folk paa Ermet, at den rører sig, hvergang den kan lugte, at man bager. Disse have da travlt med at iagtage den Bevægelser. --
N. 11.
Hørup.
Da man vilde bygge en Kirke i Hørup paa Als, begyndte man dermed ved Foden af Bjerget, hvorpaa den nu staaer. Men om Natten kom Aanderne og forstyrrede Alt, hvad der var skeet om Dagen. Og da Bygningsfolkene om Morgenen igjen vilde fortsætte Bygningen, kom en Stemme fra Bjerget og raabte: “Høger up, høger up!”. Man fulgte denne Anvisning, rykkede noget høiere op og begyndte for anden Gang. Men den anden Morgen var igjen Alt forstyrret, og Stemmen gjentog atter: “Høger up, høger up!”. Da steeg man op til Spidsen af Bjerget, og fra nu af taug Stemmen, og Bygningen blev ikke længere forhindret. Men deraf har man senere kaldt Kirken og Byen Høgerup, hvoraf efterhaanden er bleven Hørup. Og Byen ligger høiest af alle paa Als, saa at man næsten fra ethvert frit Punkt paa Øen kan see den (Müllenh.S.M. u.L.; mundtlig). --
N. 12.
Sillehøi.
Ved Lauritz Schmidts Bol i Brandsbölle findes der i en Mark, som tilhører samme Mand, 4 Høie, som føre Navnene: Sillehøi, Langhøi, Stufhøi og Brandtoft. Om den første fortæller man, at et lille Barn ved Navn Sille engang er bleven bortstjaalet fra dette Bol og af de Underjordiske ført ind i denne Høi, hvoraf den da fik Navn. Hunhøi her kaldes endnu Hunskløft, og dette sidste Navn i Forbindelse med Brandtoft taler for det gamle Sagn om, at Byen tidligere skal have lagt her i Lauritz Schmidts Toft og den nærliggende Cappellans Mark. Denne Gaard skal tidligere have været en Herregaard, hvilket vel ikke vil sige andet end en Junker; eller fri Bondegaard. Paa en af Høierne findes endnu en gammel hedensk Steensætning. Længere nede ved Stranden findes ligeledes i samme Mands Marker en Deel Høie, der med et fælleds Navn kaldes Maskehøie, hvor der endnu findes en hedensk Begravelse. -- Stubbehøi har maaske sit Navn af, at den har været bevoxet med Krat eller Buskværk, som der i Egnen kaldes “Stubbe”. Den er kun lille og rund-agtig. -- Langhøi var langagtig, senere indrettet til en Dandseplads for Ungdommen. --
N. 13.
Troldborg.
Saaledes kaldes et noget udenfor Ketting beliggende Bol, der fordum laae inde i Byen, indtil det i forrige Aarhundrede blev udflyttet og fik sit Navn efter Marken her. En stor Eg her i Nærheden kaldtes altid “e Trolds Eg”, hvor Fanden pleiede at drive sit Spil. Da Præsten engang stod paa Prædikestolen, holdt han pludselig inde midt i sin Prædiken og sagde: “Mine elskelige Tilhørere! jeg maa slutte, da en af mine Embedsbrødre er kommen i Fare”. Kudsken som skulde kjøre ham hjem, maatte nu kjøre ham over til Ketting, “alt hvad Remmer og Tøi kunde holde”, hvor den gamle Provst Morten Reenberg With, dengang Aug. Meldahl endnu var Capel-lan hos ham, var kommen i Kast med Fanden udi ved den farlige Eg; allerede havde Fanden faaet de tvende Bøger fra Præsten, saa denne endnu kun havde en tilbage; men Præsten fra Hørup kom ogsaa lykkeligviis betids nok og frelste ham ud af hans Vaande. -
I Heierhals i Nærheden af Ketting Præstegaard gaaer om Natten paa Veien til Almsted et hovedløs Føl (ristn. Helhesten), som ofte forskrækker Folk, der gaae ad denne Vei. En gammel Mand, Skræder i Ketting, mødte engang dette Dyr og kunde ikke igjen slippe fra det, da han bestandig paany blev kastet ned i Grøften ved Siden af Veien, hvergang han vilde gaae bort. Først henad Morgenstunden kom han ganske forpustet og udmattet hjem til sit Huus. -
Den store Eg blev siden ryddet bort, dog endnu længe derefter fandtes der paa Stedet en stor Grav, hvorover laae en stor Steen. --
N. 14.
Fanden viser sig som en Pudel.
Medens Hr. Stephan Thomsen var Præst i Ketting, forrettede han ogsaa ofte Gudstjenesten i Adserballe. Veien fra Ketting til dette Sogn gik dengang ud forbi Askhøi over Matthias Lorensens Mark i Ydermarken; thi i gamle Dage skal begge Sogne have været forende, og dette have været en Slags Kirkevei. Da Thomsen engang kjørte tilbage fra Adserballe, gik underveis det ene Hjul af Vognen; dog Kudsken satte det igjen tilrette, men kort efter gaaer det atter af, og Præsten byder ham nu blot at kaste det bag op i Vognen. Karlen meente først, at det ingenlunde lod sig gjøre at kjøre ad den daarlige Vei paa 3 Hjul, dog Præsten indestod for, at det nok skulde gaar. Man kjørte nu hjem, og Præsten lader Karlen kjøre op paa Møddingen, og da dette var skeet, forsamlede han alle Husets Folk, og disse ser nu med Forskrækkelse, at en almægtig stor sort Puddel stod paa Møddingen og maatte agere det fjerde Hjul paa Vognen, saalænge indtil Præsten fandt for godt at slippe den løs igjen (Det Samme fortælles om Præsten P.Mossin i Rise paa Ærø). --
N. 15.
Andre spøgelseagtige Dyreskikkelser.
Paa Veien hen fra Kallehuus til Bolet Bommoes gaaer om Natten ofte et hovedløs Føl. Ad en Gjenvei, som gaaer fra Vandmøllen paa Gammelgaard hen til Herre-gaarden over Hans Petersens Mark, Gartnerhave kaldet, gaaer meget ofte en stor sort Puddel. Da en Rygter Lars for omtrent en Snees Aar siden om Nat gik denne Vei hjem fra Marken med sin Hyrdehund, mødte han her en stor sort Hund med spidse opadstaaende Ører og meget funklende Øine. Den gik ligeom ved ham, hans Hund gav et stort Spring til Siden uden at give en Lyd fra sig. Han vandrede videre og har selv ikke oftere seet den. --- Medens Karlen Lauritz Møller tjente som Kudsk hos Pastor Meier i Hagenbjerg, var han en Aften kommen sildig hjem med sin Herre. Idet han stod og spændte Hestene fra Vognen, gik der med Et tvende store sorte Hunde med spidse Ører over Pladsen, men forsvandt kort efter. Han blev meget forskrækket herover. I Nærheden af Veien, der fra Ketting fører ind til Sebbelev, løber en sort Puddelhund om Natten, hvilket ligeledes er Tilfældet paa Veien fra det “krumme Led” hen til Nyled. For en halv Snees Aar siden bleve flere Folk om Natten hyppig forskrækkede ved at møde til en bestemt Tid en sort Hund paa Kirkebjerg eller paa Veien fra Guderup op til Kirken. --- Ved “Trapkiild” d.e. Brønden ved Trappen i Ketting ængstes Folk ofte om Natten af en gryntende So (Gravsoen). --- Ved Kallehuus fortælle Andre, at der løber en hovedløs Kalv, hvoraf Huset skal have faaet sit Navn. --
Andre Steder er det ikke rigtigt fat: i Smedemai mellem Fægteborg og Lauensby, paa Veien fra Oxbølle til Hagenbjerg, hvor Veien dreier ned ad efter Brandsbølle, der staae her nogle gamle Asketræer og til Venstre ligger en Mose; ligeledes er det i Nærheden af Lillemølleveien paa Veien mellem Nyled og Østerholm, og Ryggels-tente i Lysholms Mark. --
Anm. S.85 N.13. -- Han skulde ud at frelse en Mand, der var gaaet her forbi, men hvem Fanden nær havde gjort det af med: Provst With kjørte fra Kirken ud til Stedet; førend han steeg af Vognen bad han Kudsken kuns holde rolig og ikke kjøre, førend han sagde til ham, at nu maatte han kjøre i Jesu Navn. Det blev ogsaa flere Gange befalet ham at kjøre, men han forholdt sig rolig, indtil han fik det omtalte Tegn. Provsten kunde først ikke faae Bugt med ham, da Fanden forekas-tede ham, at han selv ikke var reen, da han engang havde taget et Rugax ved at gaae igjennem en anden Mands Mark. --
N. 16.
Gjengangere.
Paa Holmbjerget mellem Østerholm og Nyled sidder et lille Barn med et Lys i Haanden, mærkeligt nok er det, at det lader sig helst see henimod Morgenstunden; ligeledes sidder om Natten under Broen, som leder fra Gammeløsterholm ud til en Mose paa den anden Side af Veien, et lille Barn med et Lys i Haanden. -- Under den store Bro ved Fægteborg vil man om Natten have bemærket en hvidklædt Kvinde siddende med sit lille Barn paa Skjødet, hvilket hun skal have født i Dølgsmaal og aflivet. I et Kam-mer inde paa Østerholm´ forrige Forpagterbolig, som endnu kaldes Skolen, skal en Jomfru engang have taget Livet af sig, hvorfor man endnu ofte om Natten kan høre en sagte Gang, naar hun færdes igen. --
Imellem Blæsborg Mølle og Mads Davidsens Bol findes ved Veien i Diget bestandig et Slid over, som det aldrig nytter at hegne til, da der strax igjen findes et aabent Hul. Her har en Kvinde om Natten sin Gang tværs over Veien til Marken paa den anden Side, hvor hun svøber et nyfødt Barn, som hun efter Sigende skal have aflivet. Folk er meget ofte blevne forskrækkede, endnu for et Par Aar siden var dette Tilfælde med en Karl, som gik fra Ketting hjem til Augustenborg. Om det er den samme Kvinde, som ogsaa ofte skal gaae i Herregaardsmarken i Nærheden af Hans Momsens paa Blæsborg, hvor hun ofte har viist sig i en stor sort Kappe, men pludselig forsvinder, kan ikke afgjøres. >>Med Hensyn til den Kvinde under Broen ved Fægtenborg, kan bemærkes, at i Begyndelsen af dette Aarh. tjente en fyensk Pige paa Nordborg Slot hos Jes Thomsen, herved blev hun godt kjendt med hiin Bæk. Hen paa Efteraaret fandt man under Broen et lille Barn svøbt i Uld og Klude lagt ned under Steen og kort efter blev hiin Pige, der imidlertid var flyttet til Melsgaard, overbeviist om sin Forbrydelse og kom i Tugthuus, hvorfra hun dog efter en 10 Aars Forløb benaadedes; thi hun skal siden igjen have været i Sønder-borg<<. -- I “Smedemai” mellem Lauensby og Nordborg vil man have bemærket en hvidklædt Jomfru siddende med sit lille Barn. -- Ved Pæleværket gaaer om Natten en Mand og opmaaler Jorden, om hvem man fortæller, at han i sin Levetid vilde forrykke Naboens Grændseskjæl, naar det lod sig gjøre. -- Paa Werthemine var der for mange Aar siden en Tidlang hver Nat en skrækkelig Uro over Køerne i den ens Lade, tiliidet brød man ved en Reparation Gulvet op, og da fandt man her Been og Knokler af et lille Barn. -- For faa Aar siden lod Frants Andersen paa Nordborg opføre en stor Lade i Uldbjerg Gade og indrettede den til Beboelses-leilighed for flere Partier, men i et Kammer i dette Huus var der aldrig Ro, men en forfærdelig Tummel og Støi, da man tilsidst undersøgte det, fandt man her et Barn nedgravet under Gulvet, som formenes at være født i Dølgsmaal af en Pige under Krigen. --
N. 17.
Theils Præst.
I Nordborgs gamle Præstegaard laae mod Syd tvende skumle Værelser, som man kaldte “e Sogns”, hvilke Bønderne skulde vedligeholde, og hvor de pleiede at samles, naar de fik Midsommersøl. Her hængte iblandt flere andre Portraiter over flere Brandter ogsaa et Portrait, der forestillede en Præst, hvem man pleiede at kalde “Theils Præst”. En Mark, der laae paa den anden Side af Søen, tilhørte Præstegaarden og kald tes Theilsmark. Der fortaltes, at denne Præst havde begaaet en Deel Uretfærdigheder, medens han levede, og havde tilsidst hængt sig ude i denne Mark, hvor han spøgte forfærdeligt efter sin Død. I Viborg Amt, Fjends Herred, Paarup Sogn findes Theilgaard i Nabosognet Ørum. Maaske dette kunde give Anledning til Opdagelsen af denne Præst enten en af Brandterne eller en Slægtning af dem. --
Lønsig er et dybt Sted i Nærheden af Hagenbjergs Skov, der aldrig kan groe til, da det er bundløst. En Præst fra Hagenbjerg spøgte efter sin Død i lang Tid her forfærdeligt, saa at Folk ikke kunde vandre i Fred ved Nattetid ad denne Vei. Til-sidst blev han nedmanet paa dette Sted, og derfor vedbliver der altid at være et aabent Hul der. Nogle mener, at det derimod skulde være Theils Præst, som her var bleven nedrammet. Den “Lønsig” nedrammede Præst flyver hver Aften op af Stedet og ned igjen henimod Morgenstunden. (s.XX.184). --
Iblandt Nordborgs Præster siden Reformationen fører ingen et saadant Navn, heller ikke vides det, at nogen af dem have taget sig selv af Dage. Det kunde jo nok være en ældre Præst førend Reformationen; men Portraitet synes at vidne for en senere Mand. Maaske er det af Skaansel ikke bleven berettet. Rimeligt er det jo ogsaa, at Marken oprindeligt har ført dette Navn, og at Præsten siden er bleven benævnt derefter. --
N. 18.
Spøgeriet ved Gammelgaard.
Da for nogle siden en Karl om Aftenen sildig gik hjem fra Gammelgaards Vand-mølle, hvor han arbeidede, over Marken op ad imod Elnefs Huus, mødte han paa Veien en stor sort Hund, der gik ham forbi, hvorpaa han gik videre. Dette gjentog sig 3 Aftener i Træk, men den tredie Aften standsede den og befalede ham, at han nu skulde følge den, han blev meget forskrækket, men lige med Et blev han, uden at han selv vidste, hvorledes det gik til, ført hen over Marken til en stor Mose, hvor et forunderligt Syn viste sig for ham. Han saae nemlig en Liigkiste, hvori laae et Fruentimmer i hvide Klæder, der befandt sig i Barnsnød. Han fik Befaling til at hjælpe hende, og da dette var skeet, forsvandt pludselig det hele Lys, hvorpaa han ilede hjem til sit Eget; men da han her var uforsigtig nok til at fortælle, hvad der var mødt ham paa Veien, faldt han snart efter i en langvarig og farlig Sygdom, hvoraf han med Nød og Neppe blev frelst igjen. Underligt nok var det, at Folk Dagen efter kunde spore hans Gang gjennem Sneen hen til Stedet, men derimod ikke tilbage. Historien vakte til sin Tid megen Opsigt iblandt Egnens Folk. - Senere har en anden Mand paa denne Vei seet en hvidklædt Kvinde sidde ind til Siden, og af en anden er der her om Natten bleven seet et Lys. - En Mand skal her engang være nedmanet. --
N. 19.
Lauritz Nyland.
Denne Mand var Præst i Hagenbjerg, hvor han døde 1806. Strax efter hans Død gik der underlige Rygter iblandt Folk, at han gik igjen. Man fortalte, at han en Dag havde siddet oppe paa Kirketaget og hamret ned paa Kirkens østlige Gavl, især skulde det være Tilfælde, naar Solen skinnede meget klart (Fata Morgana). Andre vilde have bemærket ham om Natten, naar han i bar Skjorte skjød en Trillebør sig hen ad Landeveien. Her hen af Landeveien mellem Hagenbjerg og Lauensby havde han gjerne sin Gang, og Folk var i denne Tid meget forskrækkede. Da en Aften i denne Tid Præstens Vogn i Svenstrup kjørte hjem fra Nordborg, blev Præstekonen meget forskrækket, da Vognen omtrent var udforan den lille Laage, der fører ind til Hagenbjerg Præstegaard; thi paa dette Sted sprang pludselig en Mand op paa Vogntrinet og saae ind i Vognen, og denne Mand var ingen anden end den afdøde Præst Nyland. - Der gik endnu andre Fortællinger i Omløb. - Mærkeligt nok, at Folk lode den gamle Præst gaae igjen efter sin Død, da han i levende Live var meget yndet af sin Menighed og af andre Mennesker, han kom i Berøring med.
N. 20.
Otto Fredrik Brandt.
Denne Mand, der for omtrent 130 Aar siden var Præst i Hagenbjerg, var bekjendt som en Mand, der kunde mere end sit Fadervor. Han kunde både binde og mane. Saaledes var en fremmed Karl en Aften silde, da alle Folk vare gaaede til Hvile, gaaet ind i Præstens Have og klavret op i en Abild, som stord i Grændseskjellet mellem Møllerens og Præstens Have, paa et Sted, hvor nu det tilhugne Brænde pleier at ligge. Manden vilde stjæle en Deel og tage dem med sig hjem. Men skjøndt Præsten allerede var gaaet tilsengs, mærkede han dog strax Uraad. Karlen blev paa Stedet bunden til Træet saaledes at han ikke kunde røre sig, førend Præsten om Morgenen kom ud til ham og nu atter løste ham. -- En anden Gang stod Præsten paa Prædikestolen, da han midt i sin Prædik en mærkede, at der vare Nogle nede i hans Skov for at stjæle Brænde. Et Øieblik holdt han derfor inde for at binde Tyvene, hvorpaa han igjen fortsatte, hvor han slap Ordet. -- Denne Tro paa lærde Folks Magt til at binde Tyve og fl. har ogsaa været meget udbredt her paa Øen. --
N. 21.
Liigskarer.
Troen paa Liigskarer har i ældre Tider været meget udbredt her paa Øen og er det endnu. Møder man en saadan, maa man gaae af Veien derfor, men ikke vige til høire Side, da man ellers bliver trængt ned i Grøften og ilde tilredt, saa at man tilsidst ikke kan røre et Lem. -- I Slutning af det 17.de Aarh. gik en Aften silde en Mand fra Igen-Mølle igjennem Rumohrsgaards Kobbel nær forbi den saakaldte Galgebakke, der i gamle Dage blev brugt til Rettersted, og deraf endnu fører Navn. Med et seer han en Vogn komme kjørende forbi sig og tage Retningen ned ad imod den omtalte Høi. I Vognen sad en Mand baglæns paa Sædet med et Bind foran Øinene, og ligeover for ham sade tvende Præster i fuld Ornat og syngende en gammel bekjendt Psalme, der pleiede at bruges ved Henrettelser. Dette usædvan-lige Optog paa denne Tid af Dagen forfærdede ham meget, og hurtig ilede han derfor ind til Byen og kom ad en Gjensti bag ind til det gamle Huus, der ligger ned under Kirken, hvis Eier var lidt i Slægt med ham. Da han var meget bleg i Ansigtet og saae meget forvirret ud, spurgte man ham om Grunden dertil og han fortalte dem nu, hvad han havde seet underveis. Konen i Huset meente, at dette maatte være en Liigskare, og at det vilde betyde, at der om kort Tid vilde foregaae en Henrettelse der. Dette gik også kort efter i Opfyldelse; thi nogen Tid derefter blev der stjaalen Væv paa Augustenborg fra Hertuginde Augustas Blege, og da man havde 2.de Mænd mistænkte for dette Tyveri, blev de strax uden Naade og Barmhjertighed efter ovennævnte Ceremoni hængte paa Galgehøien ved Ketting. --
N. 22.
En Havfrue.
Om den ansete og mægtige Mand Thomas Sture paa Østerholm, fortæller man, at han havde en Kjærlighedsforbindelse med en Havfrue, med hvilken han pleiede at komme sammen ved den saakaldte “grønne Bro” nede i Skoven. Frugten af denne Kjærlighed var ikke blot flere Børn, som han avlede med hende, men ogsaa store Rigdomme, som hun skjænkede ham. Derom skal der ogsaa være sunget en Vise til sin Tid, men jeg har ikke kunnet faae fat paa den. -- Iøvrigt synes dette Sagn ogsaa at stadfæste, at Havet i Sturernes Tid har gaaet høiere op i Skoven. --
V.s.82: “Hr. Tønne af Alsø”. --
N. 23.
Nis el. Nis Pug.
Den lille Nis kjender man ogsaa nok her paa Als, man pleier gjerne at tænke sig ham som en lille Dræng, iførte graae Klæder med en røde Hue paa Hovedet. Har en Mand Hæld med sig saaledes, at det er tydeligt at see, at hans Arbeide ret velsignes, da troer Folk gjerne, at han har en Nis eller, som man ogsaa siger: “har en Pug hos sig”. Det sidste Navn kaldes han vel med netop, fordi han er saa lille. For en Deel Aar siden død en gammel Mand i Elstrup, der stod sig meget godt, skjønt han kun havde et lille Sted, især havde han meget Hæld med Bier; det kom sig af, da han havde “en lille Pug” hos sig, hvilken han altid tracterede med Pandekager. Den fløi ud hver Dag og bragte mange Ting tilbage med sig. Paa Gammelgaard hos Hans Petersens har man altid havt et særdeles Hæld til at slaae Smør, men Grunden dertil skulde ligge i, at de havde en Pug i Huset. --
N. 24.
Hexe brændte.
I Slutning af d. 17.de Aarh. levede i Ketting tvende Søstre, Engel og Lop, der begge vare beskyldte for Hexeri. Efter nogle boede de i et lille Huus ligeover for Kroen, der stod indtil for en 30 Aar siden, efter Andre skulde de derimod have boet nede i det Huus, som nu tilhører en Klaus Ærøbo. Deres Hexeri bestod meest i, at de ved deres Tryllekunster frembrugte virkelige Æg, som de en Tidlang, saalænge det ikke var almindelig bekjendt, pleiede at afsætte til det hertuglige Kjøkken paa Augustenborg. Men det gik kun til en Tid; thi da Kjøkkendrængen engang kom for at afhente deres Æg, hørte han dem kagle som virkelige Høns, og da han endvidere, idet han gik ud af Døren, pirret af Nysgjerrighed, saae over i en svær Gryde, som stod over Ilden, kom han ogsaa selv til at kagle ligesom de andre. Det kunde da ikke hænge rigtig sammen i dette Huus, og Historien kom snart ud iblandt alle Folk, og rygtedes snart ved Hoffet, hvor man lod anlægge Sag imod dem for Hexeri. Ikke længe efter bleve de dømte til Døden, og de skulde altsaa levende brændes som Hexe, hvilket skete udenfor Byen i en Deel af Byens Mark, der paa Grund heraf kaldtes Askhøi, og i lang Tid efter kaldte man endnu tvende Agre “de brændte Agre”, fordi Engel og Lop her bleve brændte. Stedet skal have lagt i Matthias Jensens Mark tæt ved Vraaen, skjønt Kromandens Mark der i Nærheden endnu kaldes Askhøi. - Kort efter fortalte Præsten i Ketting til Herska-bet paa Augustenborg, at han paa Hjemveien havde seet 2.de Barne, hvilket skulde være et Bevis paa, at de begge vare skýldige, og nu befandt sig i Helvede. --
Til samme Tid levede i Hundslev en Mand ved Navn Jap Lop, der var af samme Familie og drev samme Handel; han blev ligeledes brændt derovre i Byen i en Grav, som endnu kaldtes “Jap Lops Grav”. --
N. 25.
Beskýldning for Hexeri.
I denne Tid bleve Folk for et godt Ord tiltalte og henrettede for denne Forbrydelse. Paa Als har det især været slemt i denne Henseende. Mange Uskyldige ere vistnok komme paa Baalet; følgende Fortælling beviser dette: En Dag kjørte Hertug Frederik fra Nordborg op ad Igen Bakke, hvor han mødte en gammel Mand med hvidt Haar, medens der imod hans Skjæg var kulsort. Dette Usædvanlige ved Mandens Udseende vakte strax Heertugens Opmærksomhed, og strax ansaae han ham for en Troldmand, der øieblikkelig fortjente Døden. Han gav strax Befaling til sin Kammertjener at lægge Geværet an paa ham. men denne bad sin Herre om dog for Guds Skyld at styre sin Hidsighed og dog først forhøre Manden, førend han dømte saa haardt om ham. Hertugen lod sig bevæge, kaldte paa Manden og be-skyldte ham for Trolddom; men da han frimodig nægtede dette, spurgte han ham videre, hvorfor da hans Skjæg var sort, uagtet hans Haar allerede for længe siden var bleven hvidt. “Jo Herre!” svarede Manden, “det kommer af, at mit Haar er 20 Aar ældre end mit Skjæg”. Dette fornuftige Svar omstemte Hertugen aldeles; han bød nu Manden fare med Fred i Guds Navn og kjørte selv videre. --
I Almindel. siges blot Hert. og tænkes da paa en augustenburgsk; Andre derimod henføre det til Hertug Hans d. Yngre. --
N. 26.
Kong Valdemar.
De lange mørke Vinteraftener kan man ofte høre en Susen og Støi i Luften, som om der kom en Flok tudende Hunde anstigende. Det er Kong Valdemar, der endnu stadig jager efter sin Død, og paa en saadan Jagtreise kommer han da ogsaa stundom her over til Als, ledsaget af alle sine Hunde. Det Hele gaaer i en Fart; thi det varer kun et Øieblik, han gjennemstreifer; men en Rædsel farer dog altid gjen-nem Folk, naar de høre den bekjendte Lyd. --
N. 27.
Dagsatte Ting.
I forrige Aarh. stod i Nærheden af Bispegaarden i Himmark et gammelt Træ, om hvilket det heed, at det var dagsat, det vil sige, at naar dette Træ blev fældet, da skulde Gaarden brænde. Nu er det borte, men Gaarden staaer dog endnu. -- I Skjellet mellem Ketting og Bro-Mark lige ved Landeveien staaer en gammel Piil, der ligeledes var dagsat, og blev det hugget, da skulde enten Matthias Jensens eller Jørgen Rasmussens Bol i Ketting og Bro brænde; det er vel borte nu, men begge Bol staae dog uskadte; thi formodentlig er det tilsidst faldet af sig selv. -- Ved det første Bol i Hundslev, naar man kommer fra Nyled, staaer der ligeledes et dagsat Træ. -- Mærkeligst forholder det sig i denne Henseende med Gammelgaard. Her stod paa Gaardspladsen lige ud for Stuedøren en meget gammel Lind, der paa Grund af sin Ælde og Tykkelse var bleven fredet. Til dette Træ knyttede sig allerede i forrige Aarhundrede det Sagn, at naar det engang blev omhugget, skulde Gaarden brænde. Man fredede derfor om det, og da det paa Grund af sin Ælde var bleven temmelig brøsfældig, havde man sluttet en Jernlænke om det. Den nuværen-de Forpagter Møller fældede det i Vinteren mellem 1852-53, uagtet alle mulige Advarsler i denne Henseende, hvilket han slog hen i Spøg. Men Palmesøndag d. 3.de April 1853 kort Tid derefter om Aftenen mellem Kl. 9-10, medens Forpag-teren med sin Kone var ude, opkom der pludselig Ild i Gaarden, ved hvilken Leilig-hed alle Ladebygninger, paa Stuehuset nær, tilligemed en stor Mængde Creaturer deriblandt 172 Køer lagtes i Aske. --
N. 28.
Tegn og Varsler.
Paa Blæsborg Mølle kunde man altid forud vide, naar der køm Liig fra Augusten-borg; thi da hørte man gjerne Rumlen lyde forbi Huset, som skete hvergang Liig-vognen kjørte fra denne By til Ketting Kirkegaard. Døer Nogen i et Huus, har gjer-ne en eller anden af Familien eller Bekjendter hørt hans “Advarsel”, som de kalde det. Snart har man hørt en Vogn komme og holde for Døren, snart hører man Skuffen, hvor Liigklæderne ligge, blive trukken ud; snart seer man en hvid Skikkel-se eller en hvid Haand vinke et kjærligt Farvel, eller man har hørt et stærkt Skram-mel, som om Noget var falden ned paa Loftet, og dog er der Intet, det kan ikke være andet, end at man har seet et Advarsel. -- Hører man en Hund tude kommer der Liig i den Retning, den vender Hovedet. Hører man i et Huus Faarekyllingen synge eller seer man i Lyset en Høvlspaan; bløder Næse kun 3 Draaber Blod eller hviler man med en Liigkiste udenfor et Huus, vil der snart komme Liig i dette Huus. Man maa ikke maale hverandres Fingre eller sidde 13 tilbords, det betyder En død, førend Aaret gaaer rundt. -- Det er ikke godt, naar Hunden i en Stue ligger ligger paa Maren med Ansigtet vendt imod Døren, eller naar en Ugle trÿler i Laden, det betyder, at der snart kommer Liig. --
Der er aldrig Hæld ved at begynde noget Nyt paa en Mandag. Vil man gjøre en Reise, og man strax underveis møder en Krage, gjør man bedre i at vende om igjen; thi der vil ellers ufeilbarlig times En èn Ulykke paa Reisen. Peger man med Fingeren op imod Maanen, vil den bulne. Staaer en ung Pige første Gang Fadder, maa det altid være et Drængebarn; thi ellers bliver hun let en gammel Jomfru. Strøer man Sand paa Gulvet, maa man omhyggeligt passe, at der ikke kommer det mindste paa en ugift Person i Stuen; thi da bliver Vedkommende ikke gift dette Aar. Et ungt Menneske maa drilles dygtigt førend sin Forlovelse, ellers bliver hans første Børn let fjollede. --
Regner og skinner Solen i samme Øieblik, betyder det, at en Sømand da farer til Himmels og en Skræder til Helvede. Regner det, naar en Brud kjører til Kirke, er det Tegn paa, at hun ikke har været god ved Kattene, men man holder ogsaa for, at der regner Guld ned i hendes Skjød. Forlade et Par Storke deres gamle Rede, vil dette Huus rimeligvis snart brænde af. Man maa ei røre en tom Vugge; thi da bliver Barnet uroligt og kan ei let igjen falde i Søvn.
Naar man nyser eller seer et Stjerneskud, skal man i samme Øieblik ønske noget, da vil det ogsaa gaar i Opfyldelse. Naar en Ædderkop spinder ned foran Ens Ansigt, betyder det Lykke, ligeledes har man Lykken med sig, naar man har Hæld til at finde Fire, Fem osv. Kløver. -- Skriger et Barn meget, medens det bliver døbt, bliver det en god Sanger.
Vil man vide Ens egen Skjæbne, maa man slaae op i Psalmebogen Nytaarsaften, eller huske sin Drøm vel, man har Nytaarsnat; thi den vil gaae i Opfyldelse, inden Aaret løber om. -- Store buskede og sorte Øienbryn, der lukke sig sammen over Næsen, er et Tegn paa, at dette Menneske kan skifte Ham og blive til en Varulf om Natten. Vil man ikke have Mareridt om Natten, maa man sætte sine Sko omvendte foran Sengen. --
N. 29.
Hexetro for Øieblikket.
Er det end ikke længere som i forrige Dage, at man strax bragte de Ulykkelige, der bleve mistænkte derfor, paa Baalet og ophørte end i forrige Aarh. den offentlige Forfølgelse imod dem, saa vedblev dog endnu den private Ringeagt og Skumlerie ledsage saadanne, paa hvem Folks Mistanke var falden i saa Henseende, og den findes endnu. Den gaaer fra Forældrene over paa Børnerne, der ogsaa gjerne efter-haanden blive kaldte Hexe. Derfor kan man ogsaa spore i flere Byer, at det gjerne er en Familie, der i en lang Aarrække, igjennem flere Led har været Øjenstand for Andres hemmelige Frygt og Mistanke.
I Ketting levede i forrige Aarh. en gammel Kone, som kaldtes Groule, der var nede fra den gamle Hans Christian Bødkers Sted paa Gaasegræs. Hun var anseet som en slem Hex, da hun havde røde Øine og ofte havde hindret Folk i at kjerne. Engang kom hun op i Kroen, og da hun gik, kylede Krokonen A.Chr. Knudsen, f. Wrang, en brændt Tørv ud paa Forstuen efter hende, for at der ikke skulde efterlades ska-delig Virkninger af hende. Ligeledes pleiede samme Krokone gjerne at komme lidt Salt i den Mælk, hun solgte, forat Hexene ikke skulde hindre hende i at kjerne. -- Lidt yngre end denne var Charlotte Rasmussens eller Kulgravers, som hun kaldtes, da hun pleiede at hjælpe sin Fader med at grave Grave paa Kirkegaarden. Hun var halt og boede i et Huus ved Siden af Kroen. Hun signede Folk. Naar hun under-tiden fik fat paa et lille Barn, kunde man vanskelig faae det til at standse sin Graad, ofte maatte man da have Bud til en klog eller Kone. Engang var Kroman-dens Pige syg, Charlotte sagde da, at hun let vilde kunne curere hende. Hun gik da hen til Skorstenen og raabte 3 Gange op i den: “An er it hjem!”. Hun døde siden hos en Slægtning i Stevning. -- For Øieblikket ynder man ikke saa gjerne i Ketting og Omegn Maria Christine Andresens, der almindelig er anseet for en Hex. Ofte døer en Kalv eller andet Creatur eller ogsaa kan man ikke kjerne, naar hun har været der i Huset. Hun er frygtet i Nabosognene. --
I Guderup boer en gammel Kone ved Navn Anne Kathrine Skov, der er meget mis-tænkt og frygtet af Mange i dette Stykke. Kan man ikke kjærne eller tilstøder et eller andet Udhæld i Byerne, er det gjerne hendes Skyld, da har hun gjerne været der igjen. Kjører Nogen til Byes med Korn og han underveis møder hende, kan det nok hænde, at hun faaer i Forbigaaende et Smæk af Pidsken; thi ellers har hun Magt over Vognen, og det bliver let en ulykkelig Reise. Man har forhørt, at en Vogn er gaaet itu paa Veien naar man i Forveien har mødt hende. --
I Elstrup boede i Nærheden af Kroen den gamle Praat, der havde sin Pug. Hans Datter boer paa Trömbelyng, hvor hun har været gift; hun kaldes alm. Kirstin Bet og har altid havt meget Hæld med Bier. Hun er anseet for en slem Hex, i Nærhed af hvis Huus ofte en Vogn er knækket, eller andet Ondt er skeet. God Tro har man i Elstrup heller ikke til Anne Kirstine Krues, g.m. Hans Jørgensen, en Udflyttemand. Skjøndt overmaade sødttalende og meget kjælende for smaae Børn, græde de dog gjerne i hendes umiddelbare Nærhed. --
I Hagenbjerg levede i forrige Aarh. en Præsteinderste Peder Ottesen, der ikke havde noget godt Ord paa sig, men ofte gjorde Ondt, hvor han kunde komme afsted dermed. En Nat brølede Køerne forskrækkeligt hos Tolvmand Hans Hansen; man stod op, og da man kom ud i Laden vare de 2 og 2 bundne sammen i en Klove, en anden Gang vare alle Halerne sammenbundne; dette og andet Ondt fik han Skyld for. Hans Datter fik Stedet med sin Mand ..... Nielsen, og var ligeledes meget frygtet som en slem Hex. Hun havde engang faaet noget imod en Nabofamilie, og havde tiltænkt Konen der en Ulykke ved at “smide noget for hende”; men til al Ulykke gik en af hendes Egne heri og blev halt deraf. Dennes Datter g.m. Jakob Bonde i Stevning solgte siden Stedet; men Hexeribeskyldninger har fulgte hende saavelsom hendes Børn, hvor de end færdes. --
N. 30.
Anden Overtro.
Lygtemanden spiller ogsaa her som andersteds en Rolle. Folk lade sig meget hyppig forskrække af ham. Særdeles ofte viser han sig i Jørgen Mjangs ...... ved Nyled. --
Frygt for Cyprianus hersker ogsaa her. Susanne i Bro havde en saadan Bog; ogsaa hos Pastor Meyer i Hagenbjerg fandtes denne farlige Bog. Da man engang vilde pudse hans støvede Bogsamling, havde Avlskarlen Johan Peter Klausen slaaet op og begyndt at læse i en Bog; men strax kom datteren Agnes Meyer løbende, at han for Guds Skyld ikke maatte læse mere i den, da han om føie Tid kunde læse dem Huset fuldt af Djævle. Det var den farlige Cyprianus, han var kommen i Laug med.
Folk have ogsaa her den Tro, at man kan fordrive Rotter og andet Utøi eller standse Ilden og Blodet ved at sige nogle hemmelighedsfulde Ord. Man kalder det at “forsøge” (forsee) Ilden, osv. Da Nordborgd Forstad brændte, skal Pastor Meier have sprungen ind i Ilden og standset dens Magt ved sin hemmelig Kunst. -- Lider Ens Barn af Slagtilfælde og Krampe, kan man fordrive det, ved at give en Kat eller et andet Dyr ind af Barnets Fraade. Sygdommen forlader da Barnet og gaaer over paa dette Dyr.
Som bekjendt var det en almindelig Overtro og er endnu ikke forsvunden, at saa-længe Børn ikke var døbte, kunde “det smaae Tøi” (Undervæstøi: af under, fordi de lever under Jorden, og vitte, vætte = lille) let faae Magt med dem og forbytte dem. For at sikkre sig imod denne Fare, lagte man da enten Staal, en Sax eller en Kniv, eller ogsaa en lille Himmellys eller Ellys, et Slags klare gjennemsigte Stene af langagtige Form, hvilket nok oprindelig skal være forstenede Orme; undertiden brænder man ogsaa Lys hos dem i denne Tid. -- I nogle Egne i Fyen kalder man derfor udøbte Børn “dit lille Trold”, hvortil Grunden vistnok maa være den Menig, at vor Herre først fuldkommen vaager over dem, naar de have annamanet Daaben.
St.Hans Aften ride alle Hexene igjennem Luften paa et Kosteskaft til Bloksbjerg, i Forbindelse hermed staaer den Talemaade: “ei gak til Bloksbjerg!” d.e. “gaae ad Helvede til!”. -- Samme Aften pleie de unge Karle og Piger at stikke St. Hans Urter eller Gyldenstikker, som man her holder dem op under Loftet i Bjælken, og mærker den ene med et Mandspersons, dets anden med en Piges Navn, gaae Blomsterne da sammen, skulle Vedkommende have hverandre. En Tyv kan man opdage ved at stikke en Sax i et Sold og lægge Saxens Øine ganske sagte paa sin egen og Modpartens Finger; tænker eller nævner man et Navn og modbeviser hverandre, gjælder det den Person hvis Navn man har nævnet, naar Soldet bevæger sig rundt paa Fingerne; i modsat Tilfælde er Vedkommende uskyldig. --
N. 31.
Kæmpehøie.
Da mange af dem nu ere reent forsvundne siden forrige Aarhundrede, vil jeg efter Fortælling fra de mig bekjendte Steder optegne saavel disse som de nærværende. –
Lodenhøi ved Lauensby har vist været en Kjæmpehøi: Lodenhøi paa Ærø af Mandsnavnet “Loden”. Brandhøi, et Stykke Jord paa Brandsbølle Mark, er vistnok en forsvunden. Det samme gjælder om Brandhøi i Hagenbj. Søndermark og Skov: af Mands navnet “Brand” og “Bram”. Harradshøi s. Haraldshøi vistnok ligeledes. Svenhøi ved Himmark og Svenstrup. - Lyshøi. - Fihøi eller Firidshøi - Sillehøi ved Notmark og Brandsbølle. - Trandsteen v. Katry. Trand et Navn i Oldtiden. - “e Knold ved Ketting”. - Møllehøi og Rævehøi ved Sarup. - Knaphøi i Lysabild. - Paa Holm Mark ligge 2 Høie, som kaldes “Thinghøi”, hvor der udentvivl i ældre Tid har været et Thingsted. - Ligeledes “Nordmandhøi”, der maaske tyder hen paa Vikinger ere slaaede og begravede. - I Nørrelykke ligger en Høi: “Vaarhøi”, maaske af Vare: at her har været et Vagthuus, eller som en Baunehøi brændt Boel til at vare imod en Fjendes Ankomst. - I Kettingskov Mark findes flere Høie, hvoraf flere mere jævnede. - I Blommeskobbel findes en ret vedligeholdt Steensætning. - Ved Katry findes en vel vedligeholdt Steensætning: “Trandsteen”, maaske af Thrand, Thrane el. Trund et i Oldtiden brugeligt Navn. 3 andre i Nærheden skulle være ødelagt. - Høien, hvorpaa R..by Mølle laae, var ligeledes en Kæmpehøi, hvori fandtes Broncesager. - Paa Miang Mark ved Tandslet Grændse findes flere Gravhøie, hvoraf flere nu ere udslettede. - “Mianghøie” - Paa Faarup Mark findes flere Gravhøie, hvori man har fundet flere Studskamre andre Steenredskaber. - I Joh. Lauritz Aagesens Mark iblandt Himmarks Udflyttere laae førhen 3 Kæmpehøi ei langt fra Stranden, hvoraf den ene Høi paa Toppen havde en Steensætning, bestaaende af 4 Underliggere og en Overligger el. Dæksteen; de ere nu ryddede, ligesom en enden i Nærheden af Landeveien i Klaus Aagesens Mark. - Der har vistnok været flere Gravhøi her i ældre Tider. - I flere af dem har man fundet Stridshamre og slebne Stene. - De fleste af de paa “Helved” Mark værende Gravhøi ere ujævnede, i nogle af dem fandt man Potter med Aske og Been. - Paa Adserballe Skov Bymark findes flere Offer- og Gravhøie, hvoraf en kaldes “Steenhøi”, rimelig findes i Blommesk. og Oleskobbel saadanne, ligeledes findes der ved Stranden Spor af en Standse. - Nordlig for Thorhavn paa Ertebjerg Mark i Blommeskobbel findes i en Gravhøi en Grotte af Steen, der er bedækket med en saare stor Steen. - Udi Matthias Møllers Mark tæt ved Heirhals har der forhen staaet en gammel Gravhøi som kaldtes “Pæhøi”. Den var fuld af Leer, blev jævnet efterhaanden derved, ar Matthias Møller mærglede en Deel af sin Jord dermed ligesom Provsten ogsaa fik til Heirhals. Nu er derfor en stor Mergelgrav, hvor forhen Høien stod. - Det har maaske været denne Høis Gjenfærd, der spøgte ved den store Eg i Nærheden. - Ved Katry har været 4 Høie, hvoraf Trandsteen nu kun findes fuldstændig bevaret: en stor Overligger paa 3 Bærer, enanden findes tæt ved, hvis underjordiske Gravkammerer hele forstyrret, da man brugte Stenene til Eieren Hans Hansens nye Gaard. - Ved Taurup Mai i Werthemines og Gammelgaards Mark ligge flere Høie, hvoraf en fører Navn: “Kongens Høi”, heri ligger en Kong Niding, som boede her og kom i Strid med en fremmed Konge, hvorved han faldt og blev her lagt i Høi. - Ved Mailed ligger en anden Høi, som kaldes “Høinap”. - I Otto Domenicussens Mark (Hagenbjerg) i T...mos var indtil for faa Aar siden en Steensætning over Jorden: “Tranhøi, hvorved fandtes enkelte Steenredskaber. - Paa Brandsbølle Mark fandtes (s. N. 12) i Nærheden af Byen 4 Høie: Sillehøi, Lang-høi, Stufhøi og Brandtoft. Længere nede ved Stranden findes flere Høie, der med et fælles Navn kaldes Maskehøiene; paa en af dem findes endnu en gammel Steen-sætning. 4 store Underliggere og 1 Dæksteen. Der findes en Deel Høie hernede, nogle ere udgravede af dem. Lauritz Johansen, Boelsm., havde en Deel Oldsager, som han siden overlod Amtsforvalter v. Gähler. - I Erik Petersens Mark paa Lundens Jorder ligger “Lyshøi” i Nærheden af Præstegaardens Jorder. Den skal engang være bleven gjennemgravet under Thingskriver Harboes Ledelse, der fik Oldsagerne, hvoriblandt et gammelt Sværd. Han skal nok have sendt sine betyde-lige Samlinger til Kiel. - I en Deel af Oxbølle Mark, som grændser til Hagenbjerg Mark ligger i Mads Madsens Jord tæt ved Veien “Maskhøi”. - Paa Lauensby Mark i Niels Hansens til Fægteborg grænd sende Mark laae indtil for faa Aar siden en lille Høi, der kaldtes Galgehøi, da den var Rettersted for den Deel af Øen, endnu 1748 blev her en Kone fra Lauensby henrettet. - I Hagenbjergs betydelige Skov findes ogsaa hist og her en Kæmpehøi; iøvrigt sees nu ikke mange i dette Sogn; men tidligere maar der have været flere deraf. “1756 saaes endnu paa Marken en hedensk Begravelse” (D.Atl.Tom.7). --
I den kongelige Skov findes ogsaa langs Elstrup og Sjellerup Marker hist og her flere Kæmpehøi. Paa Elstrup Jord laae forhen i Christen Suders Mark 4 Høie, hvoraf der nu kun er een tilbage, den kaldes Fyreshøi alm. Fihøi; ligeoverfor denne paa Notmarks Jord ligger ligeledes en Høi. Ned mod Lillemølle i Nærheden af Thingstedbæk har Thinghøi lagt, fra hvilken er kjørt Steen 1766; ligeledes Brenhøi. Opad ved Byens Skov har Frushøi lagt. --
Paa Guderup Mark ved Landeveien ikke langt fra Kirken ligger Galgebakken, der har været et Rettersted for denne Deel af Øen. - Paa Guderup og Sjellerup Marker fandtes endvidere tidligere: Barnhøi, Dohøi, Egehøi, Lobhøi, Myrhøi, Steenhøi og Troldhøi, men om disse alle have været Kæmpehøi, kan nu ikke afgjøres. - Paa Stevningmark ved Landeveien synes ogsaa Spor af fordums Høie. --
De fleste Høi fandtes derimod vistnok omkring Ketting. Først laae i Rumohrsgaard Mark i “Nedre Gallekobbel” i forrige Aarh. 2.de Høie, den ene kaldes endnu Galgebakken og har været Rettersted for den nærmeste Omegn, den anden er nu forsvunden, men havde til denne Tid oven paa Toppen en stor Steensætning, idet der nemlig laae en meget svær Overliggersteen paa 4 andre Stene, der formodentlig har været et gammelt hedensk Alter eller ogsaa en Begravelser. I det andet Galge-kobbel ligger endnu tvende Høie, hvoraf den ene kaldes Høghøi, nedad imod synes ogsaa at have været Spor af tvende Høie. I Bennekriiskobbel ligger Høibyge, I Boelsm. Hans Clausens Mark vest for Kirken laae tvende Klokhøie, den store og lille Klokhøi. Lige tæt ved Byen i Kromandens Mark laae store og lille Deirehøi, hvoraf den første, en stor Landgrube, blev udgravet, da i forrige Aarh. den nuvær-ende Bispegaard blev bygget (s.Nr.7). Længere imod Vest i samme Mands Mark har forhen lagt en Høi i Leerbjergryd; thi paa et Sted her, som man kaldte Kirkegaarden, kunde man for 30-40 Aar siden endnu opgrave ved Pløuning Potte-skaar af Urner og andre Oldsager, der vidne herfor. Længere hen mod Pæslei i Skjellet mellem Ketting og Bro-Mark laae paa høire Side Stauensbølhøi. Imellem Blæsborg Mølle og Mads Davidsens Bol ligger endnu en halv udgravet Høi (s.Nr.6). - I Matthias Jensens Mark Sønden for Byen ligger Igehøi, i Matthias Lorensens Mark ved Siden af laae forhen Lundhøi. I Præstens Mark tæt herved laae 2.de Hvedhøi, længere ud efter Skakkenborg ligge ligeledes i Præstens Mark tvende Høie (s.Nr.7). Ad samme Vei ligger Uglehøi paa venstre og i Smedens Mark Stakshøi paa høire Haand; i Nærheden af den stdste ligger paa Bromark ligeledes en anselig Høi. I Ydermarken laae i Kromandens Mark Askhøi (s.Nr.24). En stor Deel af disse Høie skal være bleven undersøgt af den bekjendte Fischer paa Augustenborg, der spillede en Rolle førend Krigen. Endvidere ved Augustenborg Fjord skal der paa Lang deel i Hans Petersens Mark ligge flere Høie, hvor endnu en rigtig Steensætning bevares med Gravkammer. --
Hvor mange flere maae der ikke have været i ældre Tider? De fleste Kirker her paa Øen ere opførte af Kampestene, mon mange af disse ikke ere taget fra Høies Ruin; thi man finder netop sjælden saadanne her paa disse Gaarde. De mange Dæmnin-ger og Broer her paa Øen krævede Stene rundtomkring fra Markerne; saaledes hentedes i Slutningen af forrige Aarh., da Dæmningen ved Meelsgaard blev betyde-ligen forbedret. Stene fra Broballe, Oxbølle, Elsmark og en Deel bleve tagne fra Staggelhøi paa Hagenbjerg Mark.
Det vilde være rigtigt at iagttage, hvorvidt de fleste Høie følge de støre Indinit, Havet gjor her paa Øen. --
N. 32.
Klokhøi.
Navnet paa disse tvende Høie (s.N.31) forklares paa følgende Maade: Da man engang ringede med Klokkerne i Ketting, svang man den ene saa voldsomt, at den gik løs, fløi ud af Lugen og tog en saadan Fart, at den først faldt ned i Marken, Vest for Kirken, hvoraf Høien her fik Navnet Klokhøi. Medens den fløi sang den et Vers om Herremanden Thomas Sture, der skulde have skjænket den til Kirken. Paa det Sted, hvor den faldt, findes endnu en mager Plæt, hvor der intet Græs kan voxe. Engang havde tvende Karle fra Byen isinde at grave den op af Jorden, hvilket skulde skee stiltiendes. Men da de vare i fuldt Arbeide dermed, kjørte i det Samme en Karet forbi ned ad Herreveien, og paa Vognen myldrede det af Rotter og Muus, hvorfor den ene Mand ikke længere kunde holde sig, men raabte til den anden: “Nej see! see!” Da var Tavsheden brudt, og Arbeidet forgjæres; thi Klokken sank dyber ned i Jorden. - Ligeledes skal engang den ene af Hagenbjerg´ Kirkeklokker være fløiet ud af Skuret og falden ned i Rasmus Rasmussens Mark, Syd for Kirken, hvor der fremkom et dybt Hul, der endnu af denne Begivenhed fører Navn af Klokkekjær. - De sang følgende ufuldst. Strofe: “Den gang Du drog mig fra Engelland over - Derfor saa maatte jeg flygte”. - “Klokhøi” kunde snarere ligesaavel som “Klokkedyb” have sit Navn af, at Kirkens Klokke her er bleven støbt; thi dette vare ofte Tilfælde paa et i Nærheden af Kirken liggende Sted. “Klokkedal” ved Rillev i Jylland, hvor Uth Kirkeklokke skal være støbt, Rise ene Klokke er støbt Ao.1665, støbt paa Kirkegaarden og den anden Ao.1701 i Kirke-laden (Hul.Beskr. af Ærø s.199-200). --
N. 33.
Skatten i Tandslet.
Der var en Mand paa Als, som paa en underlig Maade kom til en Skat. Thi da han en Nat havde drømt, at han paa en Gade i Flensborg skulde finde en Skat, satte han Lid dertil og begav sig derhen. Som han nu gik i Flensborgs Gader og ikke kunde begribe, hvordan han vel der skulde finde en Skat, kom en Flensburger hen til ham og spurgte, hvorfor han gik saaledes deromkring. Da fortalte han sin Drøm, men Flensborgeren gav sig til at lee ad ham, sigende: “Saa skulde jeg vel ogsaa reise til Tandslet paa Als, fordi jeg i Nat drømte, at en Skat var nedgravet der”. Da taug Manden stille og begav sig strax til Als, og fandt han der i Tandslet den Skat, som han havde meent at finde paa Flensborgs Gader (Thieles Folkes.s.357). - III.s.104, XI.s.43. --
N. 34.
Als´ Befolkning.
I en smitsom Sygdom, som engang for mange Aar siden rasede paa Øen, skulle alle Beboere være uddøde paa Als paa tvende Mennesker nær, hvoraf det ene levede i Nørre, det andet i Sønderherredet. Men Øen blev snart igjen befolket, idet der strøm-mede Folk til den baade fra Fastlandet af Jyder og Holstener, og fra Fyen, Ærø og de øvrige mindre Øer, og deraf kommer det, at det alsiske Sprog er saa blandet, da der findes mange tydske Ord iblandt det Danske.
Anm. denne almindelige Tilstrømning til Øen er vel snarere skeet, da ved Anglernes Udvandring til England Ao.449 og f.Aar og denne Ø blev blottet for Ind-byggere. --
N. 35.
Lysabild.
Efter Pesten uddøde engang alle Folk paa Als, undtagen 2.de Mennesker, hvoraf det ene havde hjemme paa Øens Sydkyst, det andet derimod boede paa Nord-kysten i Landsbyen Holm. Da nu Manden, som ene var bleven tilbage i den sydlige Deel af Øen, følte sig meget forladt og ene, da han var uden Selskab, krøb han en Dag op i en meget høi Abild for at see, om han dog ikke nogetsteds kunde faae Øie paa et menneskeligt Væsen, der kunne være ham til Selskab. Tilsidst fik han at see et Lys langt imod Nord, som kom fra Manden i Holm. Af Glæde herover gav han da Stedet Navn af Lysabild. --
N. 36.
Oxbølle.
Dette Sogn skal i gamle Dage have været en Ø, der vare heelt bevoxet med Skov. Egnen der blev først bebygget af Fiskere, der efterhaanden fældede Træerne, hvor-af Byen Oxbølle først menes at have faaet sit Navn, idet den oprindelig skulde være kaldt Øxebølle, fordi man flittig brugte Øxen ved Byens Anlæg. Det blev senere forandret til Oxbølle. Dette beretter en gammel Præst der paa Stedet efter Sagnet. --
N. 37.
Oxbølle Kirke.
Da man var kommen saavidt, at man vilde anlægge en Kirke i denne Egn, kunde Folk ikke ret blive enige om Stedet, hvor den skulde ligge. Tilsidst fandt man dog paa et Middel, som fandt Alles eenstemmige Bifald. Man kom nemlig overens om, at man vilde binde en Tværbjælke fast paa Ryggen af en stor Oxe, og hvor denne da først lagte sig til Hvile, der vilde man opføre Kirken. Dette skete nu ogsaa, som man havde besluttet, og heraf bærer Byen endnu sit Navn; thi det skal ikke betyde andet end Oxe-brøl, da Oxen udstødte et stærkt Brøl paa det Sted, hvor Kirken siden byggedes. --
N. 38.
Hagenbjerg Kirke.
En norsk Konge ved Navn Hagen, plyndrede engang paa sine Vikingetog paa de alsiske Kyster. Paa Vestkysten afbrændte han først Byen Brandsbølle, som den-gang laae høiere oppe i en Mark, som nu tilhører Capellaniet i Lauensby og i Lauritz Schmidts Toft, hvor en Høi endnu kaldes Bræntoft; efter denne Begivenhed har Byen først faaet sit nuværende Navn, dens tidligere vides ikke længere. Efter at have udført denne Daad rykkede Hagen længere op i Landet, indtil en vedholdende stærk Taage standsede hans Marsch paa en Bakke, som endnu kaldes Taagebjerg, og her maatte han paa Grund af Tykningen holde Rast i 3 Dage. I sin Kjedsomhed herover gjorde han tilsidst et Løfte til vor Herre, at han der i Egnen vilde bygge en Kirke til Guds Moders Ære, hvis Taagen da forsvandt paa den 3.de Dag. Dette skete da ogsaa, og sit Løfte tro anlagte han nu en Lirke paa Bakken ligeover for til Marias Ære, som endnu efter dens Stiftes Navn kaldes Hagenbjerg.
Dette Sagn er vistnok temmeligt gammelt der paa Stedet, da ogsaa Pontoppidan synes at have kjendt det (D.Atl.Tom.7). --
N. 39.
Hellig-Blods Capel.
Paa dette Sted, hvor nu Lysabild Kirke staaer, laae tilforn en Borg, hvor Herreman-den i en Duel ihjelslog en anden Mand, som boede paa Abelhoved ved Stranden, der nu kaldes Gammelpøel (s.N.2); men siden fik han Aflad af Paven paa det Vilkaar, at han skulde bygge St.Michael, den gode Stridsmand, til Ære et Capel. Dette gjorde han da ogsaa for sin Synds Skyld og byggede den Kirke Lysabel paa det Sted, hvor hans Gaard laae, og skal der endnu paa Kirkegaarden være Spor af Volde og Grave (udslettede siden 1841). Og formedelst det vundne Blod blev et Capel indrettet, hvilket kaldtes Hellig-Blods Capel, og er samme Capel holdt meget i Ære ved anselige Gaver, og efterdi Mange der ere helbredede (Thieles Folkes.eft. Hofm.Fund.Tom.7). -
Det er et stort Spørgsmaal, hvorvidt denne Kirke i gammel Tid skulde have været en Adelsborg og skjænket til en Kirke. Befæstningerne kunne forklares paa anden Maade At man i den urolige Erik af Pommerns Tid maa have benyttet Kirker til Befæstninger fremgaaer af følgende Forbud: “Ao.1425 forbøde de danske Bisper paa en Nationalforsamling i Kjøbenh. iblandt Andet, at hve der forvandlede Kirker el. Kirkegaarde til Fæstninger og Blokhuse, skulde bandsættes”. Holstenerne kunne da maaske Ao.1421 have benyttet den paa en saadan Maade (Pont.Anm.2.s. 536). --
N. 40.
Kaiborg.
Paa den østlige Spidse af Halvøen Keinæs i Nærheden af det Drei, hvorved den hænger sammen med Als, seer man endnu en lille Holm med Grave rundt omkring, hvor der efter Sagnet engang høit op i Tiden have staaet en vel befæstet Borg, der efter Eierens Navn kaldes Kaiborg. Her boede nemlig en mægtig og forvoven Viking eller Sørøver ved Navn Andreas Kaÿ, som efter hine Tiders Sæder levede af denne Haandtering og var frygtet af Mange rundt omkring. Borgens Beliggenhed egnede sig ogsaa fortrinlig til at være en Sørøverrede; thi her i den inderste Deel af den lange og dybe Fjord, Hørup-Hav kaldet, mellem Halvøen og Øen Als, havde han paa engang et udmærket Skjulested i Farens Øieblik og kunde tillige bekvemt aflure andre Forbiseilende, tilmed da ogsaa til den Tid hele Keinæs var bevoxet med en stor Skov, som først i de senere Tider er bleven ryddet. Fra Søsiden var den skjult af Keinæshøien og endnu sees Borgens Brønd her. (Müllenh.S.M.u.Ls.40). -
Sydlig for Borgen og i Nærheden af Østersøen, ligger en anselig Høi, Keinæshøi, hvor ved Kaiborg var skjult fra Søsiden. Denne Høi var i Krigen med England be-sat med Vagtposter (Schr.Topogr.448) S. Navnets Betydn. VII.s.65 - hans Kamp med Claus Munk III.s.109. - Paa Sørøverborgens Plads ere endnu Spor af de for-dum med Vand fyldte, dobbelte kredsformede Grave, Forhøiningerne derimellem, der forhen have været betydelige, men da de ere anlagte i en Lavning, maae være sunkne, findes ikke længere ligesaalidt som Spor af Muurværk. Dog viser Jordens bruunrøde Farve, at Muustene her ere opløste. I Nærheden findes endnu en Brønd (Schr.Topogr.s.448). --
N. 41.
Borgen ved Rumohrsgaard.
Den Deel af Augustenborg Fjord, der som en Viig løber ind imellem Ketting og Igen, og derfor snart kaldes Ketting, snart Igen-Hav, har i gamle Dage rimeligviis over Skjærtang gaaet ligeop til Rumohrsgaard. I disse Tider skal en Søkonge stadig af og til have drevet sit vilde Spil paa disse Kyster, saa at Beboerne her ofte lede meget ved hans jævnlige Plyndringer. Tilsidst søgte de at sikkre sig derimod ved at trække sig tilbage i Landet og til deres Værn anlægge en Borg, og dete skal være den første Grund til denne Gaards Grundelse.
Ligeledes fortælles der om den store Høi, Galgebakken i Nedregalgekobbel følgen-de Sagn: Et Søslag stod i Ketting Fjord. Efter nogen Kamp blev Fjenden tilsidst overvunden, og dennes Kørding eller Anfører faldt; dog tillodes det de Overvun-dene at begrave ham her paa dette Sted, hvorved denne Høi fremstod. Den min-dre, der er opkastet ved Siden af, er maaske fremkommen ved samme Leilighed, og har vel tjent til Hvilested for de andre Faldne; dog maa det bemærkes, at ovenpaa denne sidste stod endnu i forrige Aarhundrede en betydlige Steensætning. --
N. 42.
Göllinggaard.
Ved den inderste Deel af Stevningnoer ligger en Bondegaard med et betydeligt Teglværk, der ved sin Oprettelse for henved 40 Aar siden fik Navnet Göllinggaard, hvilket Navnet Marken paa samme Sted havde i Forveien. Anledningen til dette Navn skal efter Sagnet hidrøre fra følgende Begivenhed: Der skal engang i gamle Dage her have staaet et Slag, som Beboerne holdt med en angribende Fjende, der formodentlig har været en Sørøverflok, der her vilde gjæste Kysten. De i Slagen Faldne bleve i flere Lag lagte den ene ovenpaa den anden, hvilket kaldes at gölge, og heraf skal da dette Sted have faaet Navn af Gölling. --
N. 43.
Klaus Munk.
Til Gammelgaard hører et Kobbel, som kaldes Munkskobbel. I denne Mark er der tydelige Spor af en gammel Borgtomt med Grave omkring, den fører Navn af Munkgaard. Her findes endnu en Mængde Muurbrokker, og man har ogsaa be-mærket enkelte grønt glaserede Steenfliser, der formodentlig har været en Slags Fliser, brugte ved Kaminer o.a. -
Efter Sagnet skal denne Borg have været beboet af en Junker ved Navn Klaus Munk, der var en meget mægtig Mand, men han kom tilsidst i Strid med Andres Kay paa Kaiborg, hvilket endte med, at den første faldt i Kampen. - Den blev for nogle Aar gjennemgravet, da man her nedlagte Dræningsrør i Jorden. -
V.s.78 “Munkgaardsvold” - V.s.81 “Munk Broder Alsing”. --
N. 44.
Sønderborg.
Da man vilde anlægge dette Slot imod Vendernes mange Plyndringer paa Kysterne, var den første Bestemmelse, at det skulde have lagt ved Stauensbølle Fjord, efter Nogle omtrent ved Bromølle, efter Andre derimod paa det Sted, hvor senere det nuværende Augustenborg Slot blev anlagt; men det kom ikke til Fuldfø-relse; thi det gik her, som det pleiede at gaae saamange andre Steder, at havde man faaet noget opført om Dagen, da blev det gjerne igjen nedrevet om Natten; paa Grund heraf fandt man det raadeligst at standse med Arbeidet her, og besluttede derimod at binde et Tørklæde for Øinene paa tvende Oxer. Saaledes overlod man det da til Tilfældet at anlægge Slottet paa det Sted, hvor de først standsede. Som sagt, saa gjort. Begge Oxer drave først omkring i nogen Tid, indtil de endelig gik ud i Vandet ved Alssund og standsede paa det Sted, hvor man siden anlagte et fast Slot midt i Vandet, der lidt efter lidt fik Navn af Sønderborg til Forskjel fra det andet ældre Slot paa Øens Nordpunkt, som nu efterhaanden fik Navnet af Nord-borg. -
Dette Sagn kjender allerede Danckwarth (Landesbeschr.d.Herz.) og Pontopp. (Theatr. Dan.). --
V.82 “Sønderborg, Svend Normand”.
N. 45.
Løngange.
I Sønderborg Slot skal der være 2.de Løngange skjulte under Jorden. Den ene gaaer fra et Sted, som nu bruges til Vognskuur, men tidligere har været Kjøkken til Slottet, under Jorden ud til Ladegaarden, hvor den munder i Kjælderen, der bruges til Malkestue, og her findes en Messingluge, der danner Nedgangen. Denne Løn-gang er da rimeligvis anlagt eller endnu benyttet i Hertug Hans´ Tid. - En anden Gang skal gaae fra Slottet neden under Vandet til Dybbølbjerg, hvilket dog klinger lidt fabelagtigt. - Paa Nordborg skal der ligeledes findes en gammel Løngang, som gik fra Slottet under Søen op til Kirken. --
N. 46.
Prinsessen paa Sønderborg Slot.
En Prinsesse, der i fordums Dage boede paa Sønderborg Slot, havde forelsket sig i en ung Ridder; men da et saadant Ægteskab var altfor simpelt for hendes Stand, var hendes Fader meget forbittret herover og dømte den unge Beiler til Galgen, fordi han havde fordristet sig til at elske hans Datter. Prinsessen maatte derimod lide den Straf at see sin Elsker dingle i Galgen paa Bakken ligeover hiinsides Sun-det, idet hendes Vinduer paa Slottet vendte ud til denne Side. Førend man midler-tid skred til Udførelsen af denne haarde Dom, havde begge de Elskende aftalt med hverandre, at hvis han blev benaadet, skulde han til Tegn herpaa lade et rødt Klæde heise i Veiret, i modsat Fald skulde det derimod være et hvidt, for at hun, naar hun saae dette sidste Tegn kunde følge ham i Døden; thi de havde svoret hverandre evif Troskab. Da man nu førte Ridderen over til Galgen hiinsides, skuede Prinsessen ud af Vinduet og agtede paa Tegnet, men havde dog en blank Dolk liggende ved Siden af sig. Allerede stod han der beredt til Døden, da Benaadelsen indtraf. Men i Glæden over de uventede Frelse, kastede han istedenfor det røde, det hvide Tørklæde i Veiret, og da Prinsessen skuede dette, greb hun Dolken og stak sig i Brystet, saa at en Strøm af Blod oversprøitede Væggen, hvor der indtil den Dag idag sees en bruun Plæt, der atter kommer tilsyne, hvor ofte den end er bleven afvadsket og overkalket. Da nu Ridderen erfarede hendes Død, havde Livet ikke længere Værd for ham og derfor dræbte han ligeledes sig selv. Siden den Tid hører man i de af Prinsessen beboede Værelser om Natten ofte Suk-ken og Klagen. Man har ofte seet hende gaae omkring eller sidde ved Kaminen og hulkende kæmme sit lange Haar, men det var bestandig som om hun skammede sig; thi endnu har Ingen seet hende foran, men altid vender hun dem Ryggen (Müllenh.S.M.u.L.).
Efter en Vise angaaende dette kaldes Ridderen Bjørn Stoldener og Prinsessen “liden Kirstin”, der er beslægtet med den danske Kong Christoffer, der med sin Dronning til denne Tid boer paa Sønderborg. Kongen spørger Hr.Bjørn hvordan det staaer til i Norges Land, saa at han formodentlig er en Nordmand. Pont. i Theatr.Dan. har troet i dette Sted at finde den bekjendte Hr.Abraham Brodersen, der Ao.1409 el. 10 blev henrettet paa dette Sted, og at han her havde havt en Elskovshandel med en Dame paa Slottet, men allerede Albert Kranz død 1521 har denne Historie uden at omtale Hr.Abraham. Det er derfor vist ikke andet and det gamle Sagn om Hagbart og Signe, der meget tidlig er bleven localiseret til Sønder-borg.
Det er i en Almanak fortalt af Beatics Dodt: Ridderen kaldes her Kai Bjørneklo, der beboer en lille Herregaard ligeover for med en gammel trofast Husholderske Else Øllegaard. Prinsessen er Hertug Hans´ Datter Anna. Naar han heiser et lille rødt Flag fra sin Høi i Haven, svarer hun med at lukke et Vindue op i Slottet og stikker et lille Flag ud og hvergang have de saa Møde i den lille Landsbykirke i Skoven. Han gaaer i Krigen mod Sverrig i 2 Aar. Efter sin Hjemkomst bliver han grebet i Kirken og henrettet paa Høien. Hun gjennemborer sig med en Dolk i Vin-duet og styrter ned i Slotsgraven. Else Øllegaard bliver vanvittig og forkynder Straf over Hertug Hans og hans Slægt. -
Endnu et andet Sagn fortalles her, at en fornem Mands Datter paa Slottet ligeledes havde forlovet sig med en ung Mand under sin Stand, hvorover hendes Fader blev meget fortørnet, og befalede ved en Leilighed sex Riddere at dandse med sin Datter uafbrudt, uden at der levnedes hende nogen Hvile. De 5 første Riddere trættede hun, men den sjette holdt ud med hende. Hun styrtede død til Jorden og var saaledes dandset ihjel. -- Det samme Sagn knytter sig til Koldinghuus. -- Hendes Elsker blev imedens henrettet paa Slotspladsen (Burmann Becker: Danske Borge).
N. 47.
Bromølle.
I ældre Tider har Havet fra Augustenborg Fjord gaaet forbi Bromølle igjennem Miang Sø lige ned til Gammelgaard, og lige ned til denne Gaard skal det have været seilbar for Skibe. I Erik af Pommerns Tid skal en svensk Flaade engang have passeret her forbi Bromølle ned imod Gammelgaard; den blev beskudt fra Snaps-høi i Nærheden af Jakob Nielsen ved Mailedet, og en Deel af Skibene bleve skudte isænk. I Forbindelse hermed sætter man ogsaa ifølge Sagnet Navnene Pulverbæk, der igjennem den store Taurup-Eng munder i Miangsø, og Pæleværket, der skulde tyde hen paa Befæstningsværker. - Bromølle-Volde skulle efter Nogle ogsaa hid-røre fra denne Tid, Andre derimod hensætter dem til Svenskerkrigen i det 17.de Aarh. Dengang, da Havet havde dette Løb, var der endnu ikke Tale om Dæmnin-gerne ved Bro, langt mindre om de tvende andre, der ere af senere Oprindelse. Derfor pleiede ogsaa Folk fra Øens nordlige Deel, naar de vilde Syd paa, altid at kjøre neden om ved Gammelgaard og igjennem Mailedet videre til Miang, saa at altsaa i gammel Tid Landeveien paa Øen maa have havt denne Retning. --
N. 48.
Mindre Borge i Sønderherred.
Nassesgaard i Notmark Sogn har tilforn været et Junkersæde og have sit Navn af en Junker Nasskær, som boede her. Indtil for faa Aar siden var der tydelige Spor at see af Borgstedet med Grave omkring, der var af sædvanlig Form og Størrelse, som de øvrige Borge her paa Øen. Den nærværende Eier Hans Møller lod efter Mærg-lingen Borgstedet afgrave, med hvilken Jord han lod fylde Gravene og en Mærgel-grave, hvorved han erholdt en god Eng. Der fandtes ved denne Leilighed Intet af Betydenhed med Undtagelse af en Deel Mùurbrokker og deslige Steen. -
Paa Sebbeløv Mark ikke langt fra Mads Davidsens findes Spor af en Borg med Grave omkring: “en Junkergaard”, som man tit lægger Manden paa Foged´ Boel. Har man ikke heri et Vink om at det maaske har været en biskoppelig Gaard, og maaske Fogeden har boet paa den. - Efter Sagnet skal her i Nærheden have været 4 “Junkergaard” (Suhr.Topogr.). Et Sted mellem Davidsens og Skovmands kaldes endnu “Voldled”. -
Notmark Præstegaard skal ligeledes tilforn have været et gammelt Junkersæde, Præsten boede dengang paa Østerholm, der kaldtes Helvedgaard. Et Stykke af Veien fra Kirken ad Østerholm til fører endnu Navn af Olas Vei efter en Præst, som boede nede paa Østerholm. Ved at Mageskifte af Sturerne, denne Gaards Eiere, blev dette Junkersæde bestemt til Præstegaard for Notmark Sogn. Ligeledes skal der have staaet en gammel Borg i Ulkebølledam, tilhørende Gaarden Rønhave, men beliggende i Nærheden af Byen Ulkebølle. --
N. 49.
Karholm.
Denne Holm er omtrent 18 Skridt lang i den ene og 17 Skridt i den anden Retning, altsaa af en temlig rund Form. Den ligger i Nærheden af Nordborg i Skoven af samme Navn. Den er rundt omkring omgivet af Grave, der synes dannede ved Kunst; dog findes der endnu kun Vand paa den ene Side, der nu ligner et alminde-ligt Vandsted; der findes Spor af en smal Vei eller ophøiet bred Spadsergang, so, fører ned til den og lige i Nærheden har der lagt en anden lille Holm. At den skulde have staaet i Forbindelse med Gammeldam, synes næppe rimeligt, derimod er Vandet i Graven vistnok bleven ledet ind fra en stor Mose, som endnu findes her, og denne har vistnok i ældre Dage indtaget en stor Deel af det nuværende Skovareal. Den har vel derfor næppe været en Vikingeborg, hvortil dens Beliggen-hed synes mindre bekvem, men har maaske snarere været et Jagtslot; thi en Bygning har der staaet her, det er endnu tydeligt af de røde Muurbrokker, som findes i Bunden; endvidere har Justitsraad Riegels i Fægteborg fundet her for en Deel Aar siden et smukt Dørhængsel, et stort tykt Søm og en Deel Ben. Endvidere har Riegels fundet 1859 ved at stikke lidt i Jorden: et mindre Dørhængsel, flere gamle Søm, Ben og forbrændte Ting, Kul saa at den synes at være forgaaet ved Ildebrand. Selve Borgen kaldes ogsaa “Rødegaard”, maaske “Riddergaard”. - Sag-net ved ikke meget om den længere: den skal have sit Navn af en Frue Karen, som boede paa dette Slot; rimeligere sættes det efter Andres Fortælling i Forbindelse med Stags Gaard i Oxbølle, der i gammel Tid skal have været et Junkersæde. --
N. 50.
Borge ved Himmark.
I Himmark Skov ned ad imod Stranden findes endnu Spor af en gammel Borg med Grave omkring hvorpaa der engang maa have staaet en Bygning, da man endnu kan finde røde Muurbrokker i Bunden. Dens Navn er Gammelgaard, hvilket Navn den bærer i Modsætning til en Bondegaard i Byen Himmark der kaldes Nyborg, og har formodentlig i ældre Tid været et Junkersæde da der endnu synes Spor af fordums Befæstning; idet den endnu er omgiven af en stor Eng paa dens ene Side, imellem hvilken og Byveien ligger en anselig Dam, der kaldes Nyborgdam. Engen mellem Damet og Gaarden hedder “e Vold”. Bolet ligger imellem tvende Veie, der føre ned til Byens Marker, hvoraf den ene kaldes Broksvei, den anden Skjærpe-bjergsvei, hvorfor ogsaa Jørgen Skovs Bol menes at føre Navn af Skjærpegaard. Den nuværende Kone paa Nyborg drømte engang, at der under en Steen paa Gammelgaard laae en stor Skat skjult, men hun lod dog aldrig søge efter den. --
|
