ALS HISTORIE 1501-1550
Ao.1509 i den Krig Kong Hans førte med Lÿbækkerne, plÿndrede disse med deres Flaade Ærø og flere andre Øer, som henhøre til Hertugdömmet Slesvig, men om der her ogsaa maa tænkes paa Als, kan ikke afgjøres (Hvitf.Tom.2, s.1073; Christ.Th.5, s.236). --
Ao.1513 ved Kong Hans´ Død tilfaldt den segebergske Andeel af Hertugdømmer-ne hans Søn Kong Christian d.2.dn. (1513-23), saa at altsaa Als med Sønderborg og Nordborg stod under ham (Hvitf.Tom.2, s.1102).
Ao.1514 blev Christian 2.den formælet med den spanske Princesse Elisabeth el. Isabella, en Søster til den tydske Keiser Carl d.5.te. Hendes Brudeskat blev be-stemt til 300.000 Gylden, hvorimod igjen Slottene Sønderborg og Nordborg bleve hende anviste til Livgeding (Christ.Th.5.s.277; Hvitf.Tom.2, s.1104; Bohrm.Chr.2, s.96). - Dette er uvigtigt: s.IX, 256. - Hun blev forsørget med Livgeding udi Riget: Sönderborg og Norborg (Holb.Danm.Hist.2, 18). -
Ao.1515 var Christian Manderup Holk Lænsmand el. Amtmand over Sønderborg (D.Atl.Tom.7), og vistnok ogsaa over Nordborg Amt. Han var en Alsinger, født paa Rönhave ved Sønderborg, hvilken Gaard hans Fader Ditlev Holk eiede med sin Hustru Margrethe Pogwisch. Senere hen blev han Frederik d.1.stes Premiersecre-tair, solgte alt sit Gods paa Als og kjøbte igjen Barritskov. Hans Hustru var Maren Urne. Fra dem nedstammer den grevelige Familie Holk i Danmark (Hofm.Tom.2). At han solgte alt sit Gods paa Als, deriblandt uden Tvivl Rønhave, til Hertugen af Sønderborg (D.Atlas Tom.7) er vistnok mindre rigtigt; thi først fra Aar 1571 af kan der være tale om en Hertug af Sønderborg, og Rönhave har han rimeligviis ikke eiet; thi den eiede hans ældre Broder og Brodersøn. --
Ao.1515 kjøbte Lænsmanden Manderup Holk paa Kongens Vegne af Kirstine, Klaus Jensens Enke, hendes Gaard i Broballe (D.Atl.Tom.7).
Ao.1515 solgte Fr.Anna Lund, Enke efter Marquart Lunt, i Overværelse af Herreds fogden Klaus Schramdii 3.de Gaarde i Tandslett til Lænsmanden Manderup Holk paa Kongens Vegne (D.Atl.Tom.7).
Ao.1517 kjøbte Kongen ligeledes 3.de Gaarde i Broballe af Wolf Holk, Knappe, tillige med 2.de Gaarde i Oxbölle (D.Atl.Tom.7).
Ao.1522 d.13.de Aug. blev der efter en længere Spænding sluttet paa Bordesholm et Forliig mellem Kong Christian d.2.den og hans Farbroder, Hertug Frederik af Gottorp, hvor Kongen lovede at betale Hertugen hans ældre formeentlige Gjælds-fordringer og opgav indtil videre den Fordring, at Hertugen skulde tage alle sine Lande til Læn af Kongen, hvad hiin derimod betragtede som sit Arvegods. Kongen fortrød imidlertid snart Forliget, og et nyt blev snart berammet til Segeberg hvor Enhver skulde bevise sine formeentlige Retskrav og Fordringer. For nu at berøve Hertugen dette og sikkre sig selv desto bedre i saa Henseende, afsendte Kongen hemmelig sin Kantsler, Mester Andreas Glob, Provst i Odense, til Segeberg Slot, hvor det fælleds Archiv for Hertugdömmerne opbevaredes, for deraf at udtage de vigtigste, hvad der kunde gavne Kongens Sag. Den Kongen troe og hengivne Com-mandant Jørgen v. der Wisch udleværede ham Nøglerne til det brune Taarn, der var Archivets Gjemmested. Ved Commandantens Hjælp udtog han nu det Vigtig-ste, som han førte med sig til Als, hvor Kongen i Sønderborg i al Ro vilde gjennem-forske dem førend Sammenkomsten. Heri blev han dog forhindret, da den jydske Adels Opsætsighed i Begyndelsen af 1523 kaldte ham til Jylland. Mester Anders Glob er vistnok nu kommen temmelig hovedkuls bort fra Als; thi i Igen Præste-gaard lod han 4-500 gamle Breve og Papirer opbrænde i Skorstenen, som man længe efter endnu paaviste. Endeel af de øvrige Papirer bleve i god Behold tilbage paa Øen. Mester Anders blev for denne Færd senere tiltalt og kastet i Fængsel af Frederik d.1.ste (Hvitf.Tom.2; Christ.Th.5, s.331; Behrm.s.353). -
Ao.1523, da den jydske Adel i Horsens d.20.de Jan. havde opsagt Christian d. 2.den Huldskab og Troskab, og Hertug Frederik havde lovet at antage den ledige blevne Throne, sluttede han først Forbund med Lÿbækkerne d.15.de Febr. til fælleds Forsvar, ilede derpaa ned til Jylland, hvor han d.21.de Marts lod sig kaare til Konge. Førend han drog over til de danske Øer, maatte han først sikkre sig den kongelige Andeel af Hertugdömmerne, hvor man seer, at Kong Christian ogsaa havde sine Venner og troe Mænd. Flere Slotte gjorde Modstand, saaledes Segeberg og Sønderborg, som Hertugen først efter en Beleiring kunde indtage. Segeberg blev forsvaret af Wolf Pogwisch. Da Hertugen siden lod sig hylde d.14.de April af Hertugdömmernes samtlige Prælater og Riddere paa Gottorp Slot, blev denne ham ydet af 110 i det Hele, flere dog under Taarer, hvorimod 29 Adelsmænd undlode dette Skridt (Christ.Th.5, s.347; Behrm.s. 359). -
Ao.1523 i den samme Tid skrev Hertug Frederik Dronning Elisabeth til, at uagtet han var hyldet til Konge, skulde hun dog beholde sit Livgeding urørt af ham, og han stillede sig meget venlig imod hende; men hun var allerede afseilet med sin Gemahl, da Hertugens Brev indløb (Hvitf.Tom.2, s.1249). -
Ao.1527 i Aug. blev paa en Herredag i Odense bestemt, at der skulde herske fuld-kommen Troes, og Samvittighedesfrihed i Riget, og de evangeliske Prædikanter rundt omkring i Riget stilledes ligesaavel under Kongens Beskyttelse som de kat-holske Præster. Denne Frihed kan ogsaa være kommen Als tilgode.
Ao.1528 begyndte Præsterne mange Steder at gifte sig el. tage deres Friller og Børn til sig, og faae dette Forhold lovliggjort ifølge den til foreg. Aar givne Tilladel-se (Pont. Ann.2.s.819). Reformationen er vist trængt temmelig snart igjennem og er Ao.1536 gaaet af i al Stilhed derved, at man har tagen de tidligere Kræfter i sin Tjeneste, fordi man manglede tilstrækkelige Kræfter. Idetmindste taler herfor den Omstændighed, at man ikke kjender en næste fremtrædende Personlighed, som har vakt Folket i Sønderborg eller paa Landet, medens dette dog for det Meste gjælder om enhver Kjøbstad. Dog har flere Præster vistnok snart giftet sig og Tegn til en Forandring vare indtraadt hist og her, hvilket kan sees af Peter Hvids Exempel, skjøndt det vistnok sættes for tidligt. - Evangeliet kunde nok faae Tid til at udbrede sig i Stilhed iblandt Præsterne, da der netop fra Ao.1529-36 sad en temmelig evan-gelisk sindet Biskop paa Fyens Bispestol: Knud Gyldenstjerne, der søgte at virke paa sine Præsters bedre christlige Oplysning og Vandel ved at oversætte for dem Luthers lille Cathechismus og indtrængende paalægge dem at undervise Hoben derefter (Pont.Ann.2.s.449). - Ao.1536 udvandrede deels mange Munke, især af Rygemunke, deels gik de over til Reformationen og lode sig ansætte som Præster og Degne paa Landet, hvilket skete i Mangel af andre Kræfter. Til saadanne komme ogsaa enkelte paa Als henhøre (Pont.Ann.2.s.895). --
Ao.1530 reiste Præsten i Hørup, Peter Hvid bort fra sin Menighed, da Lutherdom-mens raske Udbredelse gjorde ham Opholdet her mere og mere utaaleligt. Han tog imidlertid med sig foruden den hellige Kalk og Bordet en Kirken tilhørende Fisk af reent og ægte Guld. Den var dannet i Skikkelse som en Karpe oh kaldtes vor Frues Fisk. Han kom dog ikke længere end til Flensborg, hvor hans Tyveri blev opdaget, og han selv dømt til Galgen. Da han stod paa Stigen, fik han Øie paa nogle af sine tidligere Tilhørere og bad dem om at gaae i Forbön for sig. Men en af dem, ved Navn Peter Johansen, tilraabte ham: “for sildig, gode Herre! for sildig!” (Pont.Ann. Exil.D.Tom.2. s.894; Jens.St.d.Herz.Sch.s.1614). -
Ao.1537. Der formenes at Oxbölle Kirke har været en Annex Kirke til St.Anna i Tontoft ved Nordborg, og at hine vildfarende Munke have altid paa hine Tider gaaet hid op at holde Messe, indtil Reformationen begyndte, og det klare Evange-liums Lys nogenlunde i disse Lande og Øer var igjen optændt, at en reformeret Munk, ved Navn Jakob N., Præst og Guds Ords Tjener til St.Anna i Tontoft, ikke i sine Predikener vilde lade eller kunde lade fare og forgjætte hans gamle Munke-regler, og er han nogle Gange derfor af Lehnsmanden paa Nordborg Slot, som bekjendte sig til den rene Lærdom, bleven paamindet; men der ingen Formaning hos hannem kunde gjælde, haver han ved Kong. Maÿ. Tilladelse og Bispens Raad forsendt hannem her op til Oxbölle Kirke at skulle være Sjælehÿrde og Sognepræst (melior Juit ipsi aliqualis suspansio q. promotio, miserrium rudioris populi ergo doiendi) og forbedrede Stedet med tilbörlig Underholdning for ham. Og holdes for, at Hr.Jakob N. har været den förste lutherske Sognepræst i Oxbölle (Et gammelt Docum. ved denne Kirke; Jens.St.d.Herz.Schl.1650). -
Den første lutherske Præst Hr.Thomas i Hagenb. var heller ikke endnu reen for den papistiske Overtro, men indblandede endnu meget deraf i sine Prædikener (Hag. Kirkeb.; Jens.St.d.Herz.Schl.s.1643). –
Ao.1550 blev Jørgen Kruckow kaldet til Præst i Notmark, der maa være meget seent bleven reformeret, hvilket kan forklares af, at den var en Patronatskirke; thi om Jørgen Kr. bemærkes det, at han var den første lutherske Præst i Menigheden (primus hic ovcatus Pastor Lutheramus). Naar det synes at være en Urimelighed, naar hans Descandent yttrer, at Notmark Kirke dog var den første reformerede her paa Øen (Jens.Kirch.St.d.Herz.Schl.s.1631) kunde Modsigelsen nok løses paa følgende Maade: Notmark Menighed har meget tidlig viist sin Tilbøilighed for Re-format. og antaget den nye Lære, de første af Patronen ansatte Præster have været forhenværende Katholiker, der meer el. mindre bevidste prædikede endnu mange halv papistiske Lærdomme. Først da Mængden paa Lærere ophørte, fik den en reen og med Reform. opvoxen Prædikant i Jørgen Kruckow. –
|
