ALS HISTORIE ÅR 330-1300 Forklaring af Øens Navn:
Hvad angaaer Betydningen af Navnet Als, da er dette bleven forskjelligt forklaret. Pontoppidan anfører i sin Theatrum Dania 1730 flere ældre Forfatters Forklaringer der alle have det tilfælleds, at de søge at udlede Betydningen af lignende græske Ord, saaledes snart af d.e. Havet, nærmest paa Grund Beliggenheden “som den af Havet omflydte”, snart af d.e. en Lund, “paa Grund af at Øen førhen har været heelt bevoxet med Skov og endnu har herlige og nyttige Skove”, eller af d.e. en Fure, “altsaa med Hensyn til Øens Frugtbarhed og Bekvemhed til Agerdyrkning”. Nogle have derfor ogsaa i dette Navn villet finde Spor af de 3 alociske Øer, som den gamle Geograph Pholemeus nævner. Ihvorvel det nu ikke længere er Mode, som i hiin gamle ærværdige Tid idelig at forklare danske Ords Betydning ved Hjælp af Latin, Græsk, ja selv Hæbræsk, istedenfor at søge tilbage til Oldsproget, saa maae vi dog, paa Grund af de europæiske Sprogs fælleds Oprindelse og Slægtskab, ingenlunde kalde Vrag paa den anden For-klaring, der er af Pontoppidan selv, den stammer godt med Øens Beskaffenhed og yndige Beliggenhed. Skjøndt græsk kan den maaske godt forenes med den føl-gende reent nordiske Udledning, der er antydet af Pastor Fibiger (Danske Folkeskr. VII. S.99), at Navnet i Forbindelse med Alfnoer og andre lignende sønderjydske Stedsnavne skulde være af mythologisk Oprindelse og betegne Alfernes Hjem, fordi disse Væsener fortrinlig ere blevne dyrkede her paa Øen, men at disse venlige og smukke Væsener ret have valgt deres Hjem paa denne Ø, afgiver igjen et Vidnesbyrd om Øens Deilighed, Venlighed og Frugtbarhed, der i enhver Henseen-de stemmer godt med hiin ovenomtalte græske Udtydning. Vare Lundene i Grækenland ikke Opholdsstedet for venlige Væsener? Var ikke Als ogsaa en yndig Lund for de fredelige og venlige Lysalfer, der velsignede de i deres Nærhed boende Mennesker og deres Jordbund med alle Naturens Gaver, naar de levede paa en god Fod med dem, og vaagede som gode Skytsaander over dem, uden Tvivl staar Ordet elske og Elskov i Forbindelse med Alf og Alferne. Af dem maae ogsaa Mands-navnet Alf og Træet El, hvoraf der i ældre Tid har voxet en riig Mangfoldighed i de mange Moser og Enge udledes; thi dette var et til dem indviet Tro. Af dette Mands-navn vilde Øens Navn med Lethed kunne udledes: Alfsø - Alsø = Als, en saadan Mand kunde jo gjerne i Smaakongernes Dage have hersket over Øen og derved dens Navn være fremledigst.
Anglernes Ophold paa Als Anno 330:
Aar 330 e. Ct. omtrent deelte Angul Riget mellem sine Sønner, hvoriblandt Casfer fik Als (Suhrens Danm. Historie Tom. I. s. 155). At Angul herskede over det Meste, hvad der senere kaldes Sønderjylland, vil vel ikke sige andet, end at Anglerne havde udbredt sig over hele dette Land, og vi kunne da ogsaa med sikkerhed antage, at Als til en Tid har været beboet af dette Folk, hvilket ogsaa fremgaaer af Almuesproget, da der i dette findes mange Ord og Udtryk, der ligesom i Angel vidner om Slægtskab med det Engelske. Skjøndt nu Angul for-klares paa denne Maade, er der dog ingen Grund til at forkaste Navnet Casfer, men en angelsk Underkonge af dette kan gjerne til en Tid have hersket her paa Øen. --- Ligesom de øvrige Angler maa ogsaa Øens Beboere
Aar 449 have deeltaget i det store Tog til Engelland, der i Løbet af et Aarhundrede trak flere efter sig, hvorved Landet efterhaanden blev blottet for Indbyggerne. Danerne fra Øerne og det nordligste Jylland trængte efterhaanden ind og tog de forladte Lande i Besiddelse. Landets Befolkning blev derved overveiende dansk, men en Levning af de gamle Angler maa dog altid være bleven tilbage, og paa Grund af Blandingen med de nye indvandrede Folk, maae andnu en deel Navne og Ord i Folkesproget kunne minde derom.
Omtr. Aar 965 oprettede Keiser Otto 3 Bispedømmer i Danmark og Adaldag, Erkebiskop i Hamborg viede 3 Mænd: Huvald, Liefdag og Rembrand til Bispe i Slesvig, Ribe og Aarhuus, og dem underlagte han ligeledes de Kirker, der vare i Fyen, Sjælland Skaane og Sverrig (A.Krantz og Pont. Anm. I. s. 33). Har der været en enkelte Kirke dengang paa Als, har den rimeligviis lagt under den slesvigske Bisp. Erkebiskop Unni, døde 936, prædikede paa de danske Øer: Fyen, Sjælland og drog derpaa til Sverrig (Pont.Anm. I. 59). --
Als er bleven christnet fra Fyen af Aar 987 - 1020:
Aar 987 el. 88 blev Odense Bispestol oprettet for alle Øerne og Skaane, den første var rimeligviis Odinkar Hvide den ældre, en indf. Mand af en berømt adelig Familie, der prædikede og omvendte mange til Christendom paa Fyen, Sjælland. Skaane og Sverrig (Anm. C.D. I. 149 eft. Ad. Brem). Aar 987 er udentvivl Odense Bispestol oprettet af ubestemt Størrelse; først 1020 synes dens Diocis nærmere at være bleven bestemt, idet den adskilles fra den allerede 1012 oprettede Roeskilde Bispestol. Als maa være bleven omvendt af christlige Missionar fra Fyen og der-med strax være lagt ind under denne Biskop; thi alle de Lande, som en saadan Mand og hans Udsændinge omvendte fra Hedenskabet, pleiede at henregnes til hans Diocis; indtil efterhaanden nye Bispedømmer kunde oprettes, naar de ældre ved. Alles Overgang til Christendommen bleve vidtløftige. Saaledes maa man helst antage, at Odense Bispestol oprindelig har omfattet alle Øerne og Skaane, der senere end Jylland bleve christnede, indtil efterhaanden Udsondringen skete ved den gradvise Forøgelse. Odinkar Hvide d.Ældre, den første Biskop i Odense har rimeligviis ogsaa prædiket paa Als, da han forkyndte Christendommen rundt omkring paa de danske Øer og i Sverrig. --
Aar 1073 og derefter har Adam af Bremen beskrevet de nordiske Landes Omvendelseshistorie; ved Fyen ligge 7 andre mindre Øer østen for, som alle ere meget frugtbare paa Sæd, nemlig Møgland (Møen), Imbria (Femern) Falster og Læland, hvilke alle ligge nær op til hinanden, undtagen at Læland gaaer nærmest op til Slavernes Land. Da han her imod al Forventning kun opregner 4 af de 7 Øer, mener man almindelig, at der er faldet noget ud af Haandskrevet, og der i dette da ogsaa skulde have været læst Langeland, Alsø og Ærø, tilmed da de gjerne nævnes i andre lignede Beskrivelser. Det er hvist sandsynligt, at disse Øer maae underfor-staaes, men hvis dette er Tilfældet, da synes her at ligge en Antydning af, at disse Øer hørte til Fyen, hvilket Stift dengang havde 100 Kirker; tillige lære vi heraf, at alle Øerne vare meget frugtbare og som en Følge deraf var Agerdyrkningen i fuld Flor, og der avledes megen Sæd. --
Vendernes Plyndring A. 1104 - 57:
Anno 1104 - 1157 var en sørgelig Periode i Danmarkshistorie, jævnlige Oprør under svage og grusomme Konger i det Indre fremkaldte udenfra de hedenske Venders grumme Anfald paa de danske Kyster; Øerne især vare udsatte for deres Plyndringer, der havde en stor Deel af Landets Ødelæggelse tilfølge; Als har heller ikke gaaet fri for denne Plage. For at standse dette Uvæsen og værne om Landets Sikkerhed søgte Svend Grathe (1147-57) paa flere Punkter i Riget ved Sundene og Fjordene at anlægge faste Borge og Casteller der kunde beskytte Beboerne imod de vilde Hed-ninger. Af denne Grund har han rimeligviis anlagt det faste Slot paa en Ø i den lange dybe Fjord, der løber med flere Arme paa Øens nordlige Deel, og sædvanlig-viis dengang, da der ikke var andre, bewernedes Slottet paa Als. Danckw. s.103 og efter hans Pont. i theatr. Dan. s.244 beretter dette om denne Konge, men melder tillige, at han anlagte det imod sin Medbeiler Knud Magnussen, men hiin Grund finder mere Medhold af hans Tids Historie. --
Aar 1157 d. 7 de Aug. sluttedes et Forlig mellem de 3 Konger: Sven Grathe, Knud Magnussen og Valdemar d. Store, der alle stredes over Danmark, paa Lolland, hvor det overlades til Valdemar at dele Landet i 3 Dele og selv tag den første Part. Til den ene Part henlagte han hele Jylland med tilliggende Øer, som han selv valgte; til den anden Part: Skaane, Lolland, Bleking og Bornholm fik Kong Sven, og den tredie Part: Øerne Sjælland, Fyen, Falster og Ærø med tilliggende Øer fik Kong Knud. -- Heraf skulde man tro, at Als er bleven regnet med til Jylland og altsaa har faaet Valdemar til Herre. -- Forliget varede kun kort; thi faa Dage efter blev Kong Knud myrdet af den troløse Sven i Roeskilde, og denne selv overvunden af Valdemar i et Slag i Jylland paa Grathehede, hvorpaa Valdemar 1157 blev Enekonge i Landet. -- Han maa ogsaa have eiet en Deel Arvegods paa Als. --
Aar 1169 efter Arkonæs Fald begyndte andre Vender fra Pommern og Meklen-borg et heftigt Angreb paa de danske Øer og bortføre Mange i Trældom; 700 Danske bleve faldbudte paa Markederne i Meklenborg. Isærdeleshed blev Als næsten aldeles ødelagt, og alle Helligdomme skjændede; omendskjønt Gud ved denne Leilighed aabenbarede et Mirakel, at Kjødets og Blodets Skikkelse vare tilstede i en Monstrants. Fra dette skriver sig udentvivl det siden i Lysabel opbyggede Helligblods Capel, lige-ledes det derfor anstillede Marked, der endnu kaldes Helligblods Marked. For endmere at sikkre Øen mod lignede Ødelæggelser i Fremtiden, er rimeligviis et fast Slot anlagt den synlige Deel af Øen, der fik Navnet Sønderborg, medens Benævnelsen “Slottet paa Als” nu efterhaanden tabte sig og derimod for Modsætnings Skyld Navnet Nord-borg mere og mere kom i Brug (Pont.D.Kirkeh.Tom.I.s.409).
St. Knuds Kloster faaer Eiendomme paa Als:
Aar 1183 d. 20.de Novb. skjænkede Hertug Knud, en Søn af den vendiske Fyrste Prizlau og Kong Valdemar d. Stores Søster Katharina, til St. Knuds Kloster i Odense, hvor han havde indgivet sig som Munk og udvalgt sin Begravelse ved Maria Alter, efter sin Død sine to Boel i Tandsslete og øvrige Jorder og Eiendom-me, han paa Øen Als i dette Sogn (duos mansos ......., quas en insula Alsa in dioce-sin presentem, aquisios ......) havde erhvervet, havt og besiddet, mod at de lovede at holde Sjælemessen over ham, uddele Almisser og forrette anden Tjeneste over ham som over en død Broder. Biskop Simon stadfæstede det under Bands Trusel (Suhms D.Hi.Tom.8.s.37 Pont.D.Kirkeh.Tom.I.s.459, hvor Brevet tillige findes paa Latin). Han havde havt Lolland i Forlæning og skal have anlagt Nyborg. -
“For sin Sjæls Frelse har han udvalgt sit Gravsted for den salige Marias Alter Haabende, at Lønnen for denne hans gode Gjerning ikke skal udeblive, har han, da Munkene med saamegen Godhed have optaget ham og lovet, at de ved Messer og Almisser ville sørge for hans Sjæl, skjenket dem 2 Boel i Tandslete og sine øvrige Godser og Eiendomme paa Als, hvilket med Rette skal tilfalde dem efter hans Dages Ende”. (Dang. de danske Kloster 285-86). --
Nordborg Slot et Statsfængsel Anno 1193:
Aar 1193 søgte den urolige Biskop Waldemar af Slesvig, en Søn af den danske Konge Knud Magnussen (1147-1157) at forene Jarledømmet over Sönderjylland med sin Bispemagt og gjorde i denne Anledning, understøttet af flere nordtydske Fyrster, et Indfald i Sÿnderjylland. Hans danske Venner og Bekjendte raadede ham imidlertid at mødes med Kong Knud d.6 (1182-1202) paa Slottet Brøndlund ved Aabenraa og indgaae mindeligt Forliig med denne. I Tillid til disse Raad begav han sig derhen, men blev som en farlig Mand strax tagen tilfange og derfra hensat i Bolt og Jern paa Nordborg, i hvilket haarde Fængsel han sad i 5 Aar indtil Aar 1198, da han blev henført til Søborg paa Sjælland (Suhms D.Hi.Tom.8.s.283). --
Gulholm Kloster i Slesvig eier Gods paa Als Anno 1196:
Aar 1196 d. 31.Marts stadfæstede Kong Knud d. 6.te i Grønholt paa Sjælland de fra St. Mikkels Kloster i Slesvig til Gulholm Kloster henførte Munke deres Priville-gier, og tog det nye Kloster med alle sine Eiendele under sin Beskyttelse. Guldholm var stiftet af Biskop Valdemar, der skjenkede en Deel Gods hertil, hvoriblandt maaske ogsaa det Gods Paa Als (1192). Ved denne Leilighed opregnes alt det Gods, som det ophavede St.Mikkels Kloster havde havt, men som nu var henlagt til Gulholm, og deraf seer man, at det ogsaa har havt Eiendomme paa Als: in territorio Alsho in villa que dicitur Gudthorp VIIII attingo, in Holm IIII attingo, in Brans-bølle II cum attiencus suis (Suhm´ D.Hi.Tom.8.s.705; Jensens Stat.d.Herz.Schles. s.1860). -
A.1198 blev Biskop Valdemar som Fange forflyttet fra Nordborg til Søborg Slot paa Sjælland.
Knuds Brødrene Gods paa Als Anno 1203:
A.1203 stadfæstede Kong Valdemar Seier (1202-41) Knudsbrødrenes Privillegier (Veldel Simonsens Odense B.Historie) og omtaler ved denne Leilighed locum, in gus monasterium Ottimense situm est cum omnibus pertimentus sius in Feonia, Lalandia, Harre, Halse, Jucia, Rome et Sild, ac alias possessiones cum pratis, vineis, terris, ne-moribus, usagiis et pascuis, en bosce et plans, in aquis et molendinis, in viis et semi-tis. --
Rye Kloster eier Gods paa Als Aar 1210:
Anno 1210 blev Guldholm Kloster ved Slesvig atter ophævet paa Grund af den iblandt Munkene herskende Usædelighed, og disse forflyttede til det ved Flensborg Fjord oprettede Kloster, som Munkene kaldte rus Regis, efterhaanden almindelig kaldet Ruhe el. Rÿe Kloster, det sidste formodentlig opstaaet derved, at Skovegnen efterhaanden er bleven ryddet; de ovenfor omtalte Besiddelser i Slesvicenss et Otti-mense diocies (Jensens Statist.d.Herz.Schl.s.954). A.1519 siges Klostret at have Besiddelser: diocies Slesvic et Ottimense (Jens.St.955). -
Aar 1226 d. 14.Novb. stadfæstede Paven alle Knudsbrødrene i Odense deres Priville-gier og Eiendomme og gjorde deres Kloster til et Asÿlum eller frit Tilflugtssted. Man seer deraf, at det besad Eiendomme i Fyen, Lolland, Ærø, Halse, Jylland og Siland el. snarere paa Sylt (istedenfor in Haver, in Halse, in Jutia et in Siland læses ogsaa in Ærrøe, in Als, in Reme et in Sild (en Haandskr.i Upsals Univers.) og mærkeligt er det, at deri tales om Vingaarde, “vinsis”, hvorved dog maaske snarere maa forstaaes Humlehaver. Brevet er udstædt af mag. Sinsbald, der senere blev Pave under Navn af Innocentius IV (1243-54) (Vedel S.Odens.B. Hist.efter Lang.Coll.I.286). --
Krongods paa Als Anno 1231:
Aar 1231 mener man almindelig, at Valdemar Seiers Jordborg er skreven, i hvilken nævnes Syndrehæret og Nørrehæret paa Als, og endvidere henregnes Ketÿngÿ et Clintyngi paa Als til Konningslev eller Krongods (Jens.Stat.des H. Schlesw.s.1592); rimeligviis har da den nærmeste Omegn omkring disse udgjort en Deel uopdyrkede Strækninger, der saaledes kunde ansees som Krongods el. kong. Mensalgods. Desuden eiede Kongerne her ogsaa andre Familiegodser paa Øen, som gik til Deling ved Arv. --
Als staaer under Biskoppen i Fyen og hører til Synderjylland:
Til samme Tid kan man ogsaa omtrent hensætte Knytlinger Sagas Affattelser. Under Knud d.Hellig (1080-86) opregnes Landets Bispestole med Stifternes Kirke-tal. Her berettes om Fyen, at den har 300 Kirker (s.A.1073) og endvidere: Als hører under Hedeby: Laaland Ærø, Thorslund, Alsø, Langeland, disse Øer ligge under Biskoppen i Fyen (Knytl.S.205). Men her er en Modsigelse. Den kunde maaske bedst løses derved at antage, at paa første Sted menes Synderjylland, og at der altsaa skal forstaaes, at Als i geistlig Henseende vel har staaet under Biskoppen i Odense og er bleven risiteret af denne, men ellers i verdslig Henseende har hørt til Hertugdømmet Synderjylland og været henviist til Urnehovedthing. --
Abel, Hertug i Sønderjylland:
Aar 1232 skjænkede Valdemar Seier sine Sønner betydelige Forlæninger i Riget. Hans næstældste Søn Abel blev Hertug i Sønderjylland, om Als er bleven medreg-net til Abels Forlæning, kan ikke bestemmt afgiøres, dog er det vel det Rimeligste. --
Jydske Lov A.1241:
Aar 1241 i Marts blev den af Valdemar Seier ved den viborgske Biskop Gummers Indflydelse udarbeidede jydske Lov stadfæstet og antaget paa et Dannerhof i Vordingborg, den kom til at gjælde i Nørre- og Sønderjylland, Øerne Fyen, Als, Ærø, Samsø, forud. fl.m. Øer. I de andre Dele af Riget gjaldt sjællandske og skaan-ske Lov. --
Kongl. Familiegods paa Als A.1245:
Aar 1245 d. 22.de Octob. i Kolding bevidnede den jydske Hertug Abel og Christoffer, Herre til Falster og Lolland, at de efter deres afdød Beslægtede, Grev Albert af Arlamünde, havde deelt med deres Broder Kong Erik, hvad de besad paa Als, saa at de havde overladt og skjødet til Kongen i Elesstorp 90 f. Guld, i Ulke-bole 14 f. og 16 f. Guld i Mialles 6 f. Guld og 2 f. Sølv, i Liusapeld 3 f. Guld og 3 f. Sølv, i Litlenæs og Halmstad 4 f. Guld, i Langesøe, Gunnildsbøl og 2 Ottinger og ½ for 15 f. Guld og 6 f. Sølv. Nærværende vare de Herrer Olav Mundskjænk, Andreas Grosun, Nikolaus Petersun, Johan Nislessun, Andreas Palmsun, Laghs Gudmundsun, Peter Jonessun, Asmund Jepssun, Johan Finssun og Esben Litle (Suhms D.H.Tom.10.s.51; Jens.Kirkl. St.4.D) Documentet lyder saaledes:
A. Dei gratia fucie, et C. Falstrie ac Lalandie Dominus, Omnibus præsentem pagsnem
cernentibus, in Domino salutem. Constene volumus presentibus, et posteros non latere, quad post obitum deleuti cognati nostri Domine Comitis Albertis, felicis memorie, fasta bonorum nostrorum in Alsia, que simul cum illustri Rege Erico dileito fratre nostro poius habuimus, divisione, ejusdem Domini Regis parts prose-siones cesserunt infrascripte, quas, omme jure et actioni, que in eis habuimus, plene renumciantes, ipsi dilecto fratri nostro Regi Danorum alsenarumus et scotavi-mus jure perpetico possidendas, videlicet in Elesstorp nonaginta marcas auri, In Ulkebøle quatuordecum marias auri et sedecum solidos auri, In Mialles sex marcas auri, In Viboks quatuor marcas auri et marcum argenti, In Fjalbothe octo marcas auri ac duas marcas argenti, In Liusapeld tres marcas auri et sex marcas argenti, In Litlænes et in Halmstad quatuor marcas auri, In Langesio Gunnildsbøl et duos octonavios et dimidium, pro quindecum marcas auri et sex marcas argenti. Qua in re ne super premissis aliqua inopinata inposterum injuria calumpnia, seu ulla vexatis indebita possit suboriri, presentes litteras sigilli nostri appensione feximus insigniri. Actum Kalding presentibus Dominis, Olavo Pincerna, Andrea Grosun, Nicolao Peterssun, Johanne Nislessun, Andrea Palnisun, Laghs Gudmundsun, Peter Jonessun, Asmund Jopssun, Johanne Finssun et Esberno Litle. Anno Domini Utlesimo ducentesimo quadragesimo quinto, Kal Novembris undecimo (Suhms D.H.Tom.10.s.964 efter en Afskr. af Langebek).
Aar 1246 d.7.de Aug. var Kong Erik Plovpenning paa Als og stadfæstede herfra Ly-gum Klosters Privillegier, navnlig, de Tiender, som Paven og Kongens Forfædre havde forundt det (Suhms D.Historie Tom.10.s.61 eft. Siri... v.d.Tom.1.289- Docum. findes i Sir... v.d.Tom.7.325). Deraf slutter Suhm at Krigen mellem Kon-gen og Abel og de holstenske Grever først hav begyndt dette Aar hvorefter dette Ophold og ikke, som Andre ville, førend; thi Kongen drog herfra tilbage til Sjæl-land, hvor han d.17.de Aug. opholdt sig i Slangerup. --
Aar 1249 d.5.te Aug. tilskrev Paven Kansk Rudolf i Ribe, at han skulde skjelne i Trætten mellem Nonnerne af Dalum Kloster paa den ene Side og Taks Gudmun-den, Taks af Bage Herred og de flere paa den anden, og bandsætte dem, om de ei frastod at tilføre Klosteret Uret. D. 21.de Juli ligeledes til ham at fælde Dom imod Ridder Pipera og de flere, som havde bemægtiget sig Priorindens og Dalum Klosters Gods beliggendes i Vendel Hus Vinning og Sunds Herreder, saa og dømme for bemeldte Nonner angaaende deres Gods i Thorslunde, Langeland og Lolland imod Matthias Broch og de flere ligeledes om dens Gods paa Ærø, Als og Femern imod andre. Dette Nonnekloster Dalum, Fyen var stiftet 1183 af Biskop Simon og indviet til Jomfr.Maria (Suhms D.H.Tom.10.s.127). I Ufredens Tid mellem Kong Erik og Abel, hans Broder have rimeligviis deres verdslige Mænd i vedkommende Egne revet Klosterets Gods til sig, hvilket nu i Fredens Dage maa gives tilbage. Rimelig er ogsaa Vedel Simonsens Antagelse, at da Hertug Abel 1247 afbrændte Odense, er ogsaa dengang det ældre Nonnekloster paa Nonnebak-ken ved Odense Aa ødelagt, og Nonnerne “Nonsæles de Burgo” forflyttede til Dalum. Da kun de mægtige Jorddrotter let falde paa at tilrane sig det ødelagte Klo-sters Strøgods, men det maa nu gives tilbage til Dalum Kloster. At Alt har lidt under denne grusomme Broderkrig mellem Brødrene, omtales ikke. --
Aar 1253 udbrød Krigen paany mellem Kong Christoffer II (1252-59) og hans Brodersønner, Valdemar og Erik, Sønner af Hertug og senere Kong Abel (1250-52), angaaende Fÿrstendømmet Sønderjylland, som han ikke vilde betragte somet arveligt Læn, men under Paaskud af Formynderskabet for dem som umyndige endog tragtede efter at inddrage det igjen under Kronen. Først samlede han en Flaade og drog hermed til Als, hvor han indtog Sønderborg og lod nedbryde de Fæstninger og Skandser, som vare anlagte til Landets Forsvar. Med Als fulgte ogsaa Erobringen af Hertugdømmet, men dette varede kuns kort; thi snart vare de holstenske Grever paa Benene tilligemed flere mindre tydske Fyrster og erobrede igjen det Hele tilbage, Kongen maatte da indgaae Forliig og love sine Brodersønner Forlæningen i den myndige Alder. Som en Følge af den frugtesløse Krig var han i Pengeforlegenhed og maatte derfor endnu s.A. d.21.de Octob. pantsætte ved sit Brev i Skjelskjør til sin Frænde den brunsvigske Hertug Albert de 2.de Lande Samsø og Andelaghe, med alt kongeligt og sit eget Arvegods derpaa, dog saaledes, at alle Besidderne derpaa saavel geistlige som verdslige skulde behold deres Eiendomme og Friheder, og skulde Hertugen have bemeldte Lande i Besiddelse, indtil han kunde faae Øen Als, som Kongen havde overladt ham for bestandig (Suhms D.H.Tom.10s.236). Heraf fremgaaer det altsaa, at Christoffer strax efter Erobringen har afstaaet Als til den brunsviske Hertug, men at Øen igjen er bleven tilbageerobret, og denne nu maatte holdes skadesløs paa anden Maade, indtil man atter kunde komme i Besiddelse deraf. --
Den slesvigske Bispestol begaves med Gods:
Aar 1255 skjænkede Frue Margaretha, Enke efter Agge Nommensen, sit Gods paa Als til Biskop Niels i Slesvig, og udstædte derover et Kjøbebrev til ham, ligesom om hun havde solgt det for Penge til Bispestolen, paa det at hendes Arvinger ei skulde kræve det igjen (Cypr.Aun.Epis.Slesv.276-77; Suhms D.H.Tom.10.s.268) Jensen i sin Kirk. St.s.1594 har: Aar 1257 skjænkede hun de til sin Gaard Gammel strup hørende Landerier i Ketting Sogn; Dansk Atlas siger: 1255 Gaard i Gammel-strup i Ketting Sogn (D.Atlas Tom.7). --
Aar 1256 d.15.de Juli stadfæstede den sønderjydske Hertug Valdemar i Sønderborg Lygum Kloster den Gave af Svanstorp og Patronatsretter til Bretwath Kirke, som hans Fader, Kong Abel havde givet det, og tog tilligr under sin Beskyttelse alt dets Gods i Hertugdømmet, samt gav det frit for at Leding, Afgivt og Tjeneste (Suhms D.H.Tom. 10.s.297). Da vi saaledes finder Hertug Valdemar paa Als, er han rimeligviis ogsaa 1254 bleven Herre over denne Ø, da han dette Aar d.24.de Juni eller St.Hans Dag blev af sin Farbroder Christoffer forlænet med Hertugd. Sønderjylland i Kolding, ved at give ham Banner og Fane i Haanden, hvorimod han forpligtede sig til Troskab, sidde i Rigets Raad, møde i Leding og Skibsfærd, naar Opbud gjordes og lade alle Sager fra sig Urne Landsthing indkalde for Kongen og Rigets fælleds Dannerhof (Suhms D.H. Tom.10.s.256). --
Den brunsvigske Hertug Otto af Lymborg besad under Erik Plovpenning og hans For-mand adskilligt Gods her i Danmark, som han ogsaa undertiden boede paa, nemlig Byen Sølvitsborg og andet Gods, hvoraf han af og til gav en Deel bort til forskjellige Klostre. Han var en Søn af den brunsk Hertug Wilhelm og den danske Prinsesse Helena, og altsaa ligesom Grev Albert af Orlamünde en Dattersøn af Kong Valdemar den Store, det var da Mødrenegods, han eiede her i Landet. Grev Albert havde en Deel Gods paa Als, maaske har Otto havt det Samme, og Christoffer af den Grund søgte først at anvise hans Søn Hertug Albert sit Pantgods paa Als. --
Aar 1257 d.8.de Juli døde den jydske Hertug Valdemar barnløs, hvorpaa hans ældste Broder Erik forlangte Forlæningen, hvilket Kong Christoffer nægtede; “thi det var ikke arveligt, men kun personligt, altsaa var det ingen Ret, men det beroede paa Kongens Naade, om han atter vilde inddrage Lænet eller forunde det til Nogen igjen”. Kongen rykkede med en stor Hær ind i Hertugdømmet, for hvilken Erik maatte vige tilbage til Holsteen, erobrede det hele og besatte alle Slotte og Læn med nye Befalingsmænd, hvorpaa han igjen drog tilbage til Danmark. Ved denne Leilighed maa ogsaa Als være kommen under Kongen. Erik erobrede det imidlertid kort efter tilbage Anno 1258 el. 59 ved Holstenernes Hjælp. Christoffer fik nu nok at gjør i Danmark selv; hans bittre Strid med Erkebispen Jakob Erlandsen og dennes Fængsling paa Hagenskov i Fyen, endvidere den rygiske Fyrste Jarimars Indfald i Sjælland, alt dette fremkaldte en almindelig Bevægelse i Landet. Nu skulde Band og Interdictet forkyndes over alt i Landet, men dette skete blot i Sjællands og Fyens Stift af Biskopperne Peder Bang og Regner, der kort efter flygtede ud af Riget, den sidste ilede til Als, hvor han opholdt sig paa sit faste Slot og vedblev her at bygge hemmelige Raad op med Landets Fjender, ligesom han ogsaa idelig sendte Penge til Kieler Slot til Greverne, for at de derved skulde have Midler til at bekrige Kongen med. Imidlertid døde under denne Bevægelse Kong Christoffer pludselig i Ribe 1259 d.29.de Mai, som man mener forgivet af Dom-provsten Arnfast (Hvitf.; Suhms D.H.Tom.10.s.354-73). Pont. melder at det faste Slot Nordborg blev ham indrømmet, hvorhen han havde henbragt alle sin Kirkes Skatte og Kostbarheder i Sikkerhed (Annal.D.Tom.I). De ældre og de flere nyere Forf. holde gjerne Biskoppen Jens Bang, en Broder til Peder Bang, men allerede Suhm gjor opmerksom paa den Forvirring, der hersker mellem tvende samt. fyen-ske B.Reimer og Jens Bang, idet de bleb B. paa samme Tid (Man lod da den første blive afsat), de samme Begivenh. fortælles og deres Dødsfald indtræffer ogsaa om-trent samtidigt. Velskow har senere oplyst, at Jens Bang er en fingeret Person, som ved Hvitfeldts Unøiagtighed og de Seneres Mangel paa Critik har faaet Plads i Rækken. --
Biskop Regner gjennemførte med Strenghed Interdictet i sit Stift ligesom Biskop Peder Bang i Roeskilde, begge flygtede derpaa til sikkre Steder i deres Stift, den første til Als, der i verdilig Henseende tilhørte Hert. Erik af Sønderjylland, og den anden til Rygen. -- Hert. Erik indrømmede Biskoppen det faste Slot Nordborg. Herhen bragte han alle sine Kirkers Skatte og Tildeels ogsaa til Kiel for at styrke de holstenske Grever i Krigen imod Danmerk. Han skrev ogsaa til Paven om at af-sætte Kong Christoffer og hjælpe Abels Efterkommere paa Thronen. (Pont. Anm.I.573). - Aar 1259 blev Erkeb. i Begyndelsen af Aaret sat fast. Biskop Regner forkyndte Interd. i sit Stift: alle Kirker blev lukkede, ingen prædken holdes el. Messe synges, og flygtede til Als, som stod dengang under Hert. Erik (S.Anm.I. 696). Als har rimeligviis ogsaa været under Interdict. Efter Kong Christoffers Død Aar 1262 klagede Regjeringen til Paven over Erkebispen og de 2 ulydige Bisper, over Biskop Regner i Fyen klages iblandt andet over: at han havde været Medrider i Erik Plovpennigs Drab, at han havde bragt sit Stifts Indkomster til Kiel og dermed havde styrket og ophidset de holstenske Grever imod Kongen, ligesom han ogsaa paa “Slottet paa Als” havde smedet forræderiske Planer med dem (S.Anm. I.710). --
Aar 1261 udbrød Krigen paany efter en kort Vaabenhvile mellem de Kongelige og de Hertugelige, idet Hertug Erik forlangte Forlæninget, hvilket den i Erik Glippings (1259-86) Mindreaarighed herskende Enkedronning, Margaretha Sprænghest eller “Sorte Margaretha”, afslog. Den 28.de Juli mødtes begge Hære paa Loheden, i Nærheden af Byen Slesvig, hvor de Kongelige efter en heldig Begyndelse tilsidst tabte formedelst Anførernes, Ivar Tagesens og Peder Finsens, Forræderi. Enke-dronningen og den unge Konge, der opholdt sig i en Landsby i Nærheden, bleve fangne tilligemed Biskop Niels af Slesvig. Medens Dronningen blev ført til Hamborg, bleve derimod den unge Konge og Biskop Niels hensatte paa Nordborg Slot i et mildt Fængsel; men saasnart Erkebiskoppen Jakob Erlandsen, der igjen var kommen paa fri Fod, ilede han strax til Nordborg og udvirkede, at Jernlænker og Böier bleve paalagte Bispen, der dog kort efter blev ført bort herfra (Suhms D. H.Tom.10.s.431-32).
D.25.de Nov. var Hertug Erik paa Als, maaske for sin vigtige Fanges Skyld; thi denne Dag udstædte han sit Brev i Sønderborg, hvorved han tog St. Knuds-brødrene i Odense i Beskyttelse med alt deres Gods (hvad de eiede i Hertugd.) og gav deres Bryder, Bønder og Gartzoaidke fri for Lading og al anden Udgift og Tjeneste til sig, ligesom de havde havt det i hans Forfædres Tid, og maatte ingen af hans Fogder falde dem besværlig i nogen Maade. Overværende vare Andreas Peter-sen, forhen Marskalk, Nikolaus Henriksen, Helmerik Diaconus, Magnus Gunner-søn og flere (Suhms D.H.Tom.10 s.434). - Scpt.7 s.223. Daug.d.danske Kl.288. --
Ao.1262 blev den unge Konge ført bort fra Nordborg og udleveret til Markgrever-ne af Brandenborg for 6000 Mark, som Hertug Erik skýldte dem, først 2 Aar efter kom Kongen igjen paa fri Fod (Suhms D.H.Tom.10 s.454). -
Ao.1263 i Begyndelsen af Aaret kom Hertug Albert af Brunsvig igjen tilbage til Danmark, og Dronningen beskikkede ham atter ligesom i hendes Fangenskab til Forstander over ganske Danmark, hvilket den gamle brunsvigske Krønike udtryk-ker saaledes, at hun gav ham Herskab og Magt over Sjælland, Lolland, Langeland, Skaane, Fyen, Falster, Asone, Weidelandt og Femern (D.H.Tom.10 s.463). Suhm antager Asone for Als, men det gaaer dog ikke an; thi over Als maa Hertug Erik have hersket dengang. --
Ao.1267 døde den landflygtige odensiske Biskop Jens Bang paa Als (Pont.Anm. Ecsles.D.Tom.I s.573), men efter det ovenfor Anførte kan der ikke tillægges denne Forordning videre Vægt. --
Ao.1271 udbrød atter Krig mellem Kongen Erik Glipping og den jydske Hertug Erik. De klagede gjensidig over, at Bönderne, der hörte til deres Arvegods i Fÿrsten dömmet eller Kongeriget, bleve forurettede. Ligeledes paastod Kongen, at Als, Ærø og flere Øer paa denne Side hørte til Riget, men Hertugen derimod til Hertug-dömmet. Kongen brød da ind fra Kolding af med en stor Hær og erobrede det hele Hertugdömme paa den sydligste Deel nær, hvilket han beholdt og forsvarede, da Hertug Erik døde det næste Aar 1272, imod de holsteenske Grever, og blev ved den kort derpaa følgende Fred anerkjendt som født Værge for Hertugens umyndige Børn; indtil den ældste kunde blive forlænet dermed, saalænge skulde Kongen regjere over det Hele (Suhms D.H.Tom.10 s.657-667). --
Ao.1271 indgik Hertug Erik et Forlig med den slesvigske Biskop Bondo, som i Krigen imellem ham og Kongen havde maattet holde 4 Skibe til hans Tjeneste og bemande dem med Krigs- og Søfolk, og derfor maattet sælge sine Eiendomme Sanesholde og Siblan, hvorover han meget klagede, og nægtede at gjøre det fremdeles, hvorover megen Strid opkom mellem ham og Hertugen. Til Opmand at dømme i Sagen bleve valgte Bisp Esger i Ribe, Grumme, Provst i Slesvig, Thrugil, Erkedegn s.St., Tuko Cantor der, Jakob, Provst i Warthara, Berthold, Provst paa Langeland og Kanik i Slesvig, samt Peder Mule og Johan Hvitting, Hertugens Drost. De dømte saaledes, at Bispen skulde have Proviant og alle andre Rettig-heder for sig alene paa Skibet Kerherda, men paa de andre 3 Skibe, Norgerherda, Nicharde og Sodwith (Sundeved), der skulde det Halve være for Hertugens Regning og det Halve for Bispens, paa det at Bispen kunde nyde samme Skibsret, som andre paa deres Skibe (Cypr.Ann.289-90; Suhms D.H. Tom.10 s.661). -
S.A. indgik Biskop Bondo af Slesvig ogsaa Haderslev et Forliig med Kong Erik i Henseende til de Bekostninger, han havde gjort paa 4 Krigsskibe, og valgtes af begge Parter til Opmand Andreas Pallisen, Kongens Kansler, samt Provsten og Erkedegnen i Slesvig, og blev dem under Ed paalagt at dømme, hvad som tyktes dem ret og billigt at være. Deres Dom faldt ud paa, at hvad Proviant Bispen havde havt paa det Skib, han selv var paa, kaldet Kerherda, det syntes han selv at have betjent sig af; men hvad Proviant han havde havt paa de andre Skibe, det var samlet og forbrugt til Kongens Tjene ste (Cypr.Ann.287; Suhms D.H.Tom.10, s.661). Det er maaske ældre Udlæg og Gjæld siden den troo Biskop Niels´ Tid, der 1264 paa et Hof i Vordingborg havde besværet sig over de mange Udgifter i Anled-ning af de 4 Skibsheder. --
Ao.1275 (76 efter Hvitf.) indgik Kong Erik i Sønderborg et Forbund med de tvende svenske Prinser, Hertug Magnus og Junker Erik, der vare flygtede til Dan-mark for at søge Hjælp imod deres Broder den svenske Konge Valdemar Birger-sen. Magnus samlede en Hær i Danmark, bestaaende af Tydske og Danske og, i Forbindelse med de danske Hærförere Marsk Stig Andersen og Grev Jakob af Halland, rykkede han i Vest gothland, hvor han slog sin Broder (Histf.287; Suhms D.H.Tom.10 s.719). -
“Sønderborg Alse”. Ao.1283 d.26.de Juli stadfæstede Kong Erik Glipping i Sønderborg en Dom, Erkebiskop Thrugot Thorstensen havde fældet, og hans Eftermand Johan Dros bekræftet i den Sag mellem Bisp Tuko af Ribe og Herre Magnus Bendixen om Vandløb til den sidste Mölle, og var Sagen gaaet Bispen imod. Peder Drost var herved Vidne (scr.rev.dan.Tom.8, 328-29; Suhms D.H.Tom. 10, s.864). -
Ao.1263 d.8.de Sept. paa et Dannehof i Vordingborg forlænede Kong Erik Glipping Grev Jakob af Halland med det halve Halland og Hertug Valdemar med Sønderjylland dog vare ingen af dem fornøiede hermed, da de skulde gjøre Tjenes-te heraf (Suhms D. H.Tom.10 s.866). Als og de øvrige Øer har Hertugen ikke faaet med, derfor gjor han det følgende Aar, 1284 Paastand paa Als med de der belig-gende faste Slotte Sønderborg og Nordborg, klager ligeledes over, at Kongen havde beholdt meget af hans Fædrenegods, og at Kongekronen uretfærdig er kommen til Christoffers Linie. Han klagede i en Protest til Erkebiskop Johan Dros (Suhms D.H.Tom.10 s.889). Man mærker heraf, at Hertugen vistnok nu har begyndt at stikke Hovedet sammen med de oprørske Adelsmænd, Marsk Stig o.fl. -
Ao.1285 d.20.de Mai holdtes et Dannehof i Nyborg, hvor Kongen søgte at forlige sig med Hertug Valdemar angaaende de stridige Punkter. Her blev det “for got anseet, at om Alse, hvorom ingen skriftlige Instrumenter eller Breffer fandtes, bleff saaledes lowlig skicket oc foreseet, at der skal tilneffnis 12 forstændige Mend aff Danmarck, hvilcken Eed kaldis at mindeligen Worthel (..Ordeel, orddele). D.28.de Mai indkom-me disse 10 for det gandske Raad oc ...., dennem at vare fuldvitterligt, at Herredommet offaer gantske Alseland med Fæstninge oc Slot, oc Indbyggerne sammesteds, ere Kronen oc Danmarckis Rige med Eed forpliite. Bönderne hörer Kongen til paa Kronens vegne, dog undertagendis Kongernis Børn, deris Fæderlige Arffvelod, som findes sammesteds, oc denem huer efter Konning Woldemars Død blef tilmindet ...., thi tildømmer vi Kongen oc Kronen Herredommet ofuer all Als med it fuldkommelig Herredømme oc Ret”. Ligeledes forbyde de under Bands Straf Nogen at befatte sig dermed. De 10 Mand, der afsagde denne Kjendelse, vare følgende: Mogens Pedersøn, Nicolai Juul og Thure Marianesøn af Jylland; Johan-nes Bærthasøn af Fyn; Nikolai, forhen Foged i Lund (d.e. Niels Erlandsøn, en Broder til Erkebiskopen Jakob Erl., en Kongen meget hengiven Mand, som selv dengang fangede sin egen Broder), Jon Litle og Magnus Skaaning af Skaane; Anders Niklessøn og Oluf Takesøn af Sjælland, Jakob Flep af Lolland, alle Ridde-re. - - Hertugen var ikke fornøiet med denne Dom, hvorfor han havde isinde at forlade Landet og søge Venner i Norge, men Kongen, der fik Nys herom lod ham selv tilligemed hans Drost Tuko Abelgaard Ao.1285 gribe i Helsingborg og begge hensætte i Bolt og Jern paa Søborg Slot (Hvitf.Tom.I.s.288-89; Suhms D.H.Tom. 10 s.1024-26; 900; Dansk Atlas.Tom.7, 450-51). - Rimeligviis er dette skeet ved den bekjendte Drost, Peder Niklessøn Hoseøl. --
Ao.1286 d.31.de Marts paa en Herredag i Nyborg faldt Hertugen endelig tilføie, idet han nu antog hiin Kjendelse fra forrige Aar, og gjorde derved Afkald “paa Als, med Slot, Mand, Jordegne, Bönder, hvad Eed oc Lydighed anlanger”, og d.20.de April gik flere tydske Fyrster i Lybek i Borgen for ham, hvorved han igjen fik sin Frihed og Fyrstendømme tilbage (Hvitf.Tom.I.s.290-91; Suhms D.H.Tom.10, s. 920-25). --
Ao.1287 ved Pintsetidser holdtes et Danehof i Nyborg, hvor Enkedronning Agnes og den unge Konge Erik Menved (1286-1319) efter deres troo Mænds Raad paany søgte at vinde Hertug Valdemar og skille hans Sag fra Kongemordernes. Om Hertugen ikke selv var tilstede ved Kongemordet i Finderup 1286, saa var dog hans Drost Tuko Abel gaard deelagtig deri. Han var een af de farligste iblandt Fjenderne, og derfor søgte man nu i den almindelige Landsfare at vinde ham ved deels at udnævne ham til Rigsforstander i Kongens Mindreaarighed og deels ved at afstaae ham Als og de øv-rige omtvistede Øer (Hvitf.Tom.I.s.299; Christians Th.2.s.369). --
Ao.1289 blef Herr Peder Hoseøl el. Høsel, Drost, fangen af Hertug Valdemar og ført til Sønderborg Slot, hvor han bleb smedet i Jern til Blokken; fordi denne havde Dros-ten mistænkt for paa en Herredag i Skjelskjør 1287 at have villet spillet den unge Konge over i Kongemordernes Hænder (Hvitf.Tom.I, 301; Christian og Dahl-mann); men Grunden er nok snarere den, at Drosten som en Kongehuset tro og hengiven Mand har ved enhver Leilighed staaet Hertugens ærgjerige Planer i Veien (Suhms D.H.Tom.10 og Hammerich efter ældre Kilder). - Andre have Nordborg Slot. --
Ao.1295 opstod paanÿ Tvistighed mellem Kong Erik Menved, der nu var bleven myndig, og Hertug Valdemar, idet den første atter gjorde Fordring paa Øerne Als, Ærø og Femern ifølge den Dom, som var faldet i hans Faders Tid 1285, som umyndig har Kongen altsaa ikke villet anerkjende Afstaaelsen 1287. Hertugen gik nu aabenbart over til Kongemorderne og de Norske, men endnu samme Aar blev hans Flaade slaaet i Grønsund, hvorved han atter nödtes til Forliig, der kom istand.
Ao.1296 d.2.den Febr. i Vordingborg, hvor Hertugen atter afstod til Kronen Als, Ærø og det øvrige omtvistede Gods (Hvitf.Tom.I.Christ.Th.2).
Ao.1296 fik ogsaa Hertug Valdemars Broder Hertug Erik Langbeen af Langeland det Gods tilbage, som var tilfaldt hans Hustru Sophia efter hendes Søstre Agnes og Jutta, der havde opholdt dem hos den svenske Dronning deres Søster, der alle vare Døttre af den danske Konge Erik Plovpenning. Disse tvende Søstre stiftede et St.Agnete Kloster i Roeskilde og gik som Søstre i Klostret, fortrøde det dog igjen og flygtede til Sverrig. De bortgave deres Gods og herover førte Hertug Erik L. Strid med Klostret. En deel Gods maae de ogsaa have havt paa Als (s.1245 og senere).
Ao.1298 kjøbte den slesvigske Biskop Berthold i Nyborg tilbage fra Kongen med Dronningens, hans Broders og Søstres Samtykke, Byerne Stouesbölle (Stauensböl-le) og Siblov for 1200 mk., hvilke Biskop Bondo tidligere havde pantsat. Kongen forpligtede sig tillige til at give Skjøde herpaa og at erstatte det, hvis Godset i denne Tid var bleven forringet (Suhms D.H.Tom.II.s.283). --
Ao.1290 blev den norske Fribytter, Alf Erlingsøn fangen og henrettet ved Helsingborg I Jern og Lænker blev han ført frem for Dronning Agnes, der efter en Kæmpevise spottede over hans lille Væxt, hvorfor han blev alm. kaldt Mindre Alf. Han bebreidede igjen hende, at hendes Mand, Ivar af Holstebro og Knud af Sønderborg ikke vare bedre end han, men dog gik fri (P.Syv.D.Kjæmpev.Part III. XV; Suhms D.H.Tom.II.s.86). Hvis man altsaa kan tro Visen, saa har ogsaa Mænd her paa Als i denne urolige Tid levet af Plyndringer. Kongens Mænd vare ikke bedre end Kongemorderne i saa Henseende, men begge overfaldt og plyndrede de hverandre, hvor Leiligheden gaves. Man seer dette af en Klage fra de Fredløse. -
Ao.1298, hvor iblandt andet ogsaa en Knud Friis havde røvet fra de Fredløse Tilhæn-ger paa Fyen Thorkild Magnussen dennes Søsterdatter og bemægtigede sig dens den Thorkilds Gods paa Fyen, der dengang skyldte 100 mk., men forödte det saalænge, at det tilsidst ei skyldte en mk. Korn. Ligeledes havde Jonas Friis (maaske en Broder ell. Slægtning) røvet fra ham ½ ? Korn af hans Gods, fanget en god Riddersøn, der var i Thorkilds Tjeneste og lod ham uden al Skjæl og Ret henrette (Hvitf.Tom.I.s.342; Suhms D.H.Tom.II.s.226, 582). Maaske er denne Knud Friis hiin ovenforberøvte Knud af Sønderborg. Friis er ogsaa en sønderjysk adelig Familie og paa Als har der desuden lidt senere levet en Knud Friis. --
|
