9a. Hans ophold i Havnbjerg på Als fra 1835 - 1862
S 106 – 149
En sammenligning med Tranderup kald.
Vi ville for at se hvor meget bedre Havnbjerg kald var end Tranderup på den tid, her angive begge embeders indtægter. Det er vel nok fra 1842, men Tranderup var jo endnu ringere i tidligere år i Knudsens tid.
1. Tranderup kald:
a) en avling på 24 tdr. god jord.
b) korntienden kunne i gennemsnit for hvert år fra 1836-42 beløbe sig til 400 rdl. Cour.
c) kådnertiende og inderstepenge 37. rdl. Cour..
d) kvægtiende, 8-10 lam årlig, samt 1 rdl. 12 sk. L.
e) af Vodrup parcellister erlægges 24 rdl..
f) af gårdmændene: 34 brød og 34 snese æg og af hver et mål mælk til ost,
g) til allehelgensdag ydes: 6 tdr. 1 sk. Byg og af kirkekassen
h) som erstatning for brød og vin til altertjenesten: 6½ tdr. Byg og 5 rdl. Samt et årligt gratiale på 40 rdl..
i) offer og accidentser, 140 rdl.. skatter og afgifter beløb sig årlig til 27 rdl.
2. Havnbjerg kald:
a) 93 tdr. land foruden 37 tdr. skov.
b) tienden: 4 tdr. 3 sk. rug, 87 tdr. 3 sk. byg og 112 tdr. 5 sk. Havre.
c) kvægtiende m.m. 30 rdl., 20½ snes æg.
d) offer og accidentser: 200 rdl.. skatter og afgifter: 35 rdl. samt et årligt afdrag af 130 rdl. på en på præstegården hvilende byggegæld. Når ingen enke fandtes på kaldet tilfaldt præsten også nytten og bruget af enkesædet med 18 tdr. land. (Jensen: kirchl. Statistik der Herz. Schlesw. 1642 og 1668)
Han indsættes i Havnbjerg d. 15. maj 1835.
Han var kaldet 1. april, men da påsken det år kom temmelig sildig, først d. 19. april, må han have bestemt at blive påsken og konfirmationen over i Tranderup, og lidt hen i maj måned rejste han til Havnbjerg, hvor han blev indsat alm. Bededag d. 15. maj 1835. der var mange folk i kirken, ligesom der vel også var indbudt en del gæster til middag i den anledning. Hans plejesøn Knud Knudsen, der nu var hjemme, var om morgenen spadseret om til Havnbjerg for at overvære kirkehøjtideligheden. Han talte efter gudstjenesten med ham, men tog ikke med ind i præstegården, hvor han var fremmed og blev derfor hos naboen Peter Møller, en brav mand, indtil Niels Olsen, der kørte posten fra Sønderborg til Nordborg, hen på eftermiddagen kom tilbage fra Nordborg, med hvem han da kørte hjem til Ketting.
Hans forhold til Meyers familie 1835.
Da Fru Meyer blev boende i præstegården indtil Nådsens årets udløb, måtte han ikke blot dele indtægterne med hende dette år, men måtte også nøjes med ophold og logi i præstegården hos denne familie, ligesom hans kone af samme grund måtte forblive ovre i Tranderup for her at holde hus og koste den eventuelle eftermand. Opholdet i Havnbjerg præstegård blev ham imidlertid ikke meget behageligt, det forvoldte ham megen krænkelse og ærgrelse. Med præsteenken Fru Meyer kom han altid godt ud af det, hun var en sjælden fredsommelig, sindig og stilfærdig kone, meget langsom og sen i al sin tale som i al sin gerning. Datteren Frøken Agnes Meyer, en klog og skrap dame, og formynderne for boet, søgte på alle mulige måder at fortrædige ham og gå ham hans ret for nær. Pastor Meyer efterlod ikke sine finanser i den bedste orden, og derfor søgte enkens kurator, Hr. aktuar Harbou at til vinde boet alle mulige fordele i nådsensåret, på enhver lovlig og ulovlig måde. Det meste af avlingen blev lejet ud for dette år, og for at få den højst mulige pris ud derfor, tillod man vedkommende at så deri, hvad de selv fandt bedst. Karlen Johan Peter Clausen, der havde været Pastor Meyers højre hånd og ved at gå ham under øjne, forstået at smøre sine egne lommer, løb af med én mark; den rige gårdmand Peter Bonde og andre med en anden mark. De såede da hele marken til med en slags sæd, hvad der bedst kunne betale sig. Man solgte gødningen og halmen bort fra præstegården, og tillod sig anden ulovlig fremgangsmåde. Datteren Frøken Agnes havde af sin far lært at overse sin moder, var undertiden styg imod, og overfusede hende på en ubehagelig måde. Da Knudsen engang havde været vidne til en sådan scene, foreholdt han hende sin usømmelige opførsel imod moderen. Det glemte hun ham aldrig og chikanerede ham ved enhver lejlighed. Da han i auktionsdagene foreholdt Hr. v. Harbou det ulovlige i at sælge gødningen m.m. bort fra præstegården, begyndte denne at tale om, ”han ikke kunne unde enker og faderløse deres ret”. Men nu fik han også det glatte lag, så at han snart måtte rømme ud af stuen, og for igennem den forsamlede mængde, op på loftet hvor han forblev, kom ikke ned igen den dag, men lod en af sine synsmænd fortsætte auktionen. Han ærgrede sig naturligvis i høj grad over alt dette ulovlige væsen i præstegården, og da han blev ugleset af familien og deres bekendte, var han glad ved, han af og til kunne spadsere ind til Nordborg til sin svigerinde Madam Frost, hvor hans sindsro da igen kom en lille smule i ligevægt. Førend familien flyttede ud af præstegården lod de også alle byens unger plukke vindruer og anden frugt af, som de ikke kunne tage med sig. Ligeledes gravede de næsten alle blomster op af haven samt en del buskvækster, hvilke de forærede til byens koner. Det var alt sammen udgået fra Frøken Agnes for at ærgre ham. Var han undertiden uvis om sin ret, henvendte han sig til Biskop Tetens og fik da hos ham de forønskede oplysninger. I al fald var der dog en stor behagelighed ved dette kald og en betydelig lettelse, for en tiltrædende præst, at indløsningssummen af præstegårdens og kapellaniet eller enkesædet: 500 rdl. cour. var fri, da den engang for alle var skænket af kaldet af Pastor Ludvig Wegerslev, der døde her som sognepræst 1778. derimod påhvilede der embedet en betydelig byggegæld, som han måtte betale det meste af i sin tid; thi Pastor Meyer havde siddet i flere år og ikke afbetalt en eneste skilling. Han forstod at sno sig på højere steder og således var det gået upåtalt hen i flere år. Når Knudsen senere ofte talte om den uretfærdighed, at han skulle betale hvad hans formand havde forsømt, da var det vistnok urigtigt at man ikke havde i tide holdt Meyer til at betale. Men han havde dog egentlig ikke ret til at beklage sig derover; thi han havde jo søgt embedet med den forpligtelse til årlig at afbetale 130 rdl. cour., til gælden blev udbetalt. Tysktalende som Meyers familie var, havde den også efter ham arvet et tysk sind, der lagde sig for dagen i at foragte alt, hvad der var dansk. Deres familie og omgangskreds blev senere ivrige Schlevig - holstenere og Separatister. Af den grund kunne det også være ubehageligt nok at være i dette hus.
Hans kone flytter hertil i oktober 1835.
I slutningen af okt. flyttede Meyers bort, og ankom hans kone og Frøken Matthiesen fra Ærø, hvor man var kommen godt ud af det med eftermanden Pastor Husum. Hans bohave og besætning fulgte også med; men da på grund af, det alm. plyndringssystem i Havnbjerg, besætningen ikke kunne overføres om vinteren, hjalp familien ham i denne henseende, idet man tog en 5 stykker på Lysholm og ligeledes på Hjortspring og Solbjerggaard. Brænde var der heller ikke det allermindste af i præstegården, alt var udtømt indtil man fik skovet hjem. Han måtte da begynde med at købe sit brænde, skønt der var 37 tdr. land skov til kaldet. Hans kone gik derfor de første dage, hun var kommen hertil og samlede lidt brænde sammen, hvad der kunne ligge hist og her i gården, da man ikke havde noget at brænde, førend han fik et par favne købt, han var glad ved igen at være bleven samlet med dem, og det var godt, at de var komne; thi på grund af den megen ærgrelse, han havde gået og bundet i sig, faldt han kort efter i en meget farlig sygdom, en slags galdefeber, hvoraf han dog hen i vinteren ved sin gode ven Krigsråd Balles hjælp igen blev helbredt. Denne mand, en god ven af ham fra tidligere dage, blev nu bestandig hans læge indtil sin død 1844.
Præstegårdens avling.
Han lejede nu en del af præstegårdens avling ud, navnlig 4 marker hinsiden skolen ved vejen til Lunden og Brandsbøl. De 2 yderste marker fik naboen Peter Møller, den mellemste blev lejet ud til 3 husmænd i Havnbjerg, og den nærmeste bagved skolen til kromand Jakob Dahl i Havnbjerg. Den årlige forpagtningssum omtrent 7 rdl. cour. pr. tdr. land var vel nok dengang nogenlunde tidssvarende; men da den i al hans tid, 26 år blev stående på det samme punkt, blev den naturligvis efterhånden på grund af de stigende priser alt for billig. Han beholdt da selv til sin drift: Kirkebjerg, Søndermark, Elstok, Oksbøllemark og den store Midtmark, foruden de 2 små tofter: Kalkjær og Kallehave. Der lå lige tæt ved gården, i alt omtrent 60 tdr. land, på hvilket areal han stadig holdt 5 heste, 16-18 køer foruden ungkvæg, der om sommeren gik i skoven: de såkaldte gamle haver, en 10-12 får og 4 svin. Til præstegården hørte 37 tdr. land skov, der ikke lå samlet på et sted, men lå adspredt i flere partier, blandt bøndernes skov og hvoriblandt mærkes: de gamle haver, Tranroy, Struelsmai og Æerriis. Til at have opsyn dermed tjente 4 præsteinderster i Havnbjerg, der herved sattes i stand til at holde en ko, da de foruden benyttelsen af græsset og affald i skoven plejede at dyrke en lille ryddet plet ved deres respektive Skovlod, på hvilken de kunne avle en smule korn og kartofler. En af dem havde et større stykke land, Niels Eriksen i Havnbjerg, hvoraf han betalte en billig leje. Favnbrændet af bøg og eg blev årlig udvist af forstmændene, af det andet samt af grenbrænde kunne præsten derimod selv frit lade hugge. Roden tilfaldt skovfogederne, som var behjælpelige med at hugge det udviste træ. Bønderne skulle køre det hjem, hver 2 læs; de beværtedes da gerne med brød og brændevin, ligesom de en dag skulle være præsten behjælpelig med at køre hans gødning ud, ved hvilken lejlighed de foruden brød, brændevin og kaffe også beværtedes med suppe og kød af en fed buk. Enhver kådner og inderste skulle gøre en dag i høsten, de første med en høster, og de sidste med en optager. De såkaldte præsteinderster gjorde ikke lige mange dage, det beroede på deres fæstebreve, nogle 6 dage, andre mindre; de blev gerne anvendte som læssere i møddingen, når gødningen kørtes ud.
Tjenestefolk fra Ærø 1835-40.
Folkebesætningen tog de med dem fra Ærø, og når de blev forlegne for piger, fik de gerne igen andre fra Ærø. Karlene beholdt de i reglen i længere tid, da de fik en temmelig god løn. Pigerne skiftede derimod i de tidligere år temmelig hyppig, dels fordi lønnen var lille nok, og fordi præstekonen var meget heftig imod dem. De søgte derfor i de første år gerne piger fra Ærø, dels fordi de havde forkærlighed for denne Ø, dels fordi de ikke var så godt vante med levemåden. Dog varede det kun en kort tid; thi når de havde hørt af andre piger, hvad man fik af bønderne, da fik de hurtig lyst til at skifte og tage tjeneste hos bønderne. Det gik derfor senere langt bedre, da de forhøjede lønnen noget og tog tjenestefolk af landets egne børn; thi da kunne det også hænde, at en tro og brav pige, som Anna Jensen fra Ketting tjente dem i 15 år, indtil hun blev gift derfra 1856. det kan heller ikke nægtes andet, end at det tit var noget skrapperi af piger, som Madam Fabricius sendte dem fra Ærø.
Johan Arent Gotfredsen.
Fra Ærø medfulgte også 2 drenge, som de havde antaget sig og holdt i skole, indtil de efter konfirmationen kunne sørge for sig selv.
1) Johan Arent Gotfredsen fra Ærø, en uægte søn af en taske Maren Arendes, og opkaldt efter sin bedstefar Arent Gotfredsen, en fattig mand i Tranderup. Da hun gik frugtsommelig med denne dreng, havde hendes mor ytret, ”at det var løgn man sagde om hendes datter, og hvis det var sandhed, ville hun ønske, at tungen måtte rådne ud af halsen på hende selv”. Det opklaredes imidlertid snart, at det alligevel forholdt sig således, og den gamle kone fik siden kræft, og det gik hende, som hun havde spottet med. Fattig, ussel og elendig kom en dag den lille dreng, da han var en 5 år gl., med sin mor ind i præstegården for at tigge. Sulten som han var, krøb han straks ind under køkkenbordet, og begyndte som en lille hund meget begærlig at opsamle kartoffelskrællingen og grådig at fortære det. Hjemme sov han om natten i nogle pjalter med hovedet på en sten på gulvet. Dette vakte medlidenhed, og de tog ham til sig. De fik nye klæder syet, og førend han kom i dem, blev han skrubbet i et kar vand, da han var fuld af utøj. Han var en ganske flink dreng i skolen, da han havde en god forstand, men havde den naturfejl, at han stammede. Han blev konfirmeret 1838 og tjente nogle år i præstegården; men man kan ikke sige, at han var ret taknemmelig for den imod ham udviste godhed; thi han var trættekær og havde altid så meget at udsætte på maden. Det går gerne så, de der er komne af snavs, er gerne de værste i så henseende. Siden havde han flere tjenester, men blev overhovedet ikke længe på noget sted, da han både var doven, selvklog og kræsen. 1848 var han en tid marketender i krigen og gik i nogen tid meget fint klædt. Siden skal han have endt som sjover i København.
Niels Frederik Quist.
2) Niels Frederik Quist fra Svendborg, hvor hans far var købmand, men spillede fallit. Da præsten godt havde kendt hans moder og hendes forældre, købmand Clemmensen og hustru, besluttede han at tage et af deres mange børn til sig, da de nu sad i meget små kår. Således fik han da allerede på Ærø denne dreng. Han spiste altid inde ved deres eget bord, men derimod hin anden opholdt sig i borgestuen hos folkene. Han var imidlertid en meget vild, ustyrlig og uartig dreng, der tit fandt på de værste skarnsstykker, og flere gange havde de i sinde at sende ham tilbage til sit eget hjem. Han var lidt tunghør og tungnem, hvorfor han næsten var 17 år gl., da han blev konfirmeret 1840. Han var meget forvoven af sig og ytrede lyst til søen, hvorfor hans plejefar udstyrede og sendte ham til søs straks efter sin konfirmation. Men efter en kort tur blev han ked deraf, og kom endnu samme år tilbage til Havnbjerg præstegård. Efter at have gået her i nogen tid sendte han ham til Svendborg, og bad familien om at tage sig af ham nu og sørge for, at han kom i lære hos en duelig smed, hvilket han ytrede lyst til. Dette skete, han havde selv en ældre bror, som havde lært professionen og var svend. Hans forældre var døde, hans farbror og familie brød sig ikke om ham, det var også en købmand Quist; den eneste, der tog sig af ham, var denne hans broder, der nu er en duelig smed og slår sig godt igennem i Svendborg. En anden bror er skrædder i Svendborg og sidder i gode kår. Håndværket har vist været for stramt for ham; thi 1847 i efteråret søgte han svag tilbage til Havnbjerg og forblev her vinteren over, da han døde af tæring i april måned 1848. Han var nu blevet en hel anden, var gået i sig selv, fortrød sin tidligere opførsel og var taknemlig for deres godhed imod ham.
Passion for hunde.
De havde begge stor passion for hunde, hver havde sin lille hund, som de førte med sig fra Ærø. Præstens hund, den livlige Perle var mørkebrun med en lille hvid krans om halsen, med et kønt hoved og en smule højbenet. Den indtog gerne sin plads hos ham i sofaen og lå hos ham om natten, hvorimod den lille tykke Flora, lå hos hans kone, og om dagen gerne havde plads under kakkelovnen, hvor den om vinteren var nær ved at blive stegt op. Den var brun, havde til sidst kun et øje og var en lille arrig moppe. Perles datter, en skidengul, højbenet hund, der hed Rosette eller Elschen, var Frøken Matthiesens hund, og gjorde senere rejsen med til Jylland. Tog man hatten på og ville ud at ”basere” (spadsere), da hylede hundene og sprang af glæde, og ”Papigen” eller ”Poppe” søgte endnu at skrige højere.
En masse fjerkræarter.
En masse fjerkræ arter holdtes altid i Havnbjerg præstegård, gæs, ænder, kalkuner og høns. Hvert år havde de gerne en 26-28 unge gæs at slagte. En 50-60 ænder, et år nemlig 1840 endogså over 50 kalkuner, af de sidste solgte de da nogle til det hertugelige køkken på Augustenborg, ellers plejede de gerne at forære Biskop Tetens en 3-4- stykker, ligesom der kom en hen til Fægtenborg. I senere år var yngelen ikke så stor. De fortærede en masse byg, som præsten tidligere tit 2 gange om dagen strøede ud til dem. Det var imidlertid et tegn på, at man til daglig levede godt i Havnbjerg præstegård, da præstekonen tillige var en mester i at lave god og velsmagende mad. Der kom jo også jævnlig fremmede, og blev de til aften, blev der gerne opvartet med varm mad, ande- eller kyllingesteg og en eller anden ret kage bagefter. Begyndte det med fremmede om mandagen, hed det sig gerne, at nu ville det blive ved hele ugen igennem. Om det altid holdt stik, skal jeg ikke kunne sige. Ande- eller kalkunsuppe var gerne en stående søndagsret om vinteren
Madam Frost kom der ugentlig.
Hvem der var mest glad ved at have fået dem herover til Als, det var Madam Frost eller ”søster Trine” som hun kaldtes. Hendes mand var død, hun sad enke med 2 døtre, der endnu ikke var konfirmerede. Hun havde været nødt til at sælge sit hus og havde nu en mindre lejlighed på Nordborg, hvor hun var nødt til at blive boende for børnenes skolegang. Den ældste datter Marie blev konfirmeret 1836, og den anden Grethe 1839. Hver lørdag eftermiddag spadserede de hen til Havnbjerg, eller om vinteren blev de hentet med vognen. Ligesom det passede sig bedst, kørte vognen igen ind med dem til Nordborg søndag aften eller mandag morgen. I julen, påske, pinse, som enhver ferie blev de der hele tiden. Om aftenen spilledes da gerne ”Kommers”, et spil, som blev meget brugt hos Biskop Tetens, eller også spillede man ”Gnav”, der bestod af små, træ brikker og ikke af kort. Disse spil anvendtes også gerne, når der var indtrufne en del fremmede om aftenen. Fandtes der herrer iblandt, kunne der også for dem arrangeres et Lhombre parti, mens det øvrige selskab morede sig med hine andre spil, hvori så mange som muligt kunne deltage.
Deres omgangskreds.
Deres omgangskreds bestod først af familien. Til Lysholm og Hjortspring blev de gerne indbudte hen, engang om året til middag, ligesom det omvendte var tilfældet med dem til Havnbjerg præstegård. Det skete gerne om sommeren, når man tillige kunne spadsere lidt ud i haven og marken. Om vinteren kunne også forskellige hold en eftermiddag, familien på Solbjerggaard, Pastor Petersen i Oksbøl, købmand Fangels i Nordborg, Provst Thomsens, Pastor Ahlmanns i Svenstrup, Justitsråd Riegels i Fægtenborg, foruden andre være indbudte. Det var da gerne til kaffe, derefter fik man te og skåren smørrebrød, og til sidst varm aftensmad. På lignende måde blev de da igen indbudte til disse familier, dog tog præsten ikke altid med, da han helst holdt af at blive hjemme. Det var kun ved visse lejligheder. Han var skriftefader for præsten Hr. Hans Petersen i Oksbølle, ligesom denne omvendt igen var det for familien i Havnbjerg. Det var i almindelighed på en løverdag, og vedkommendes familie var da indbudt til middag, ved hvilken lejlighed man da på begge steder havde lærerne med deres familier med. På en løverdag tog han også Pastor Ahlmann i Svenstrup til alters, hvor han da forblev til middag den dag med sin familie. Når Justitsråd Riegels engang om året, i foråret, med familie gik til alters i Havnbjerg kirke, blev de altid indbudte til middag i præstegården.
Udvisningsgildet.
Hen på efteråret plejede Overførster, Bernstorf på Lyksborg at komme til Fægtenborg, for at vise brænde ud i regeringens skove, og viste da også med det samme ud i præstens skov. Der var da altid stort gilde for ham i præstegården, hvortil ikke blot han og Justitsråd Riegels med hele sin familie var indbuden, men også skovrider Grotrian med familie på Nygaard foruden andre. Da vankede der gerne en del gode retter og flere slags vin; thi herpå satte man i Fægtenborg altid stor pris, og da Havnbjerg præstegård vedblev at bevare sit gode navn for gæstfri modtagelse, og god beværtning, så kom denne familie der meget ofte, og vedblev at nære oprigtig velvilje og hengivenhed for huset. Til udvisningsgildet måtte man altid passe at Frøken Hoffmann, en svigerinde af Justitsråden, kom til at spille Lhombre sammen med Overførster Bernstorf, eller blev det ikke godt optaget.
Præstens fødselsdag.
Til præstens fødselsdag plejede i begyndelsen kun en del af familien at være indbudte til middag. Det var den 8. nov. Senere indfandt sig også andre gæster for at gratulere. Og da det år for år tog overhånd, indrettede man det i senere år til et middagsgilde, hvortil et stort antal gæster blev indbudte. Det blev egentlig en skik efter 1848. Hos Biskop Tetens gjorde de engang imellem en visit, ligesom de med andre kom til hans fødselsdag d. 7. maj. Han gjorde undertiden igen en kort visit i præstegården, ligesom i Fægtenborg. Efter at Pastor Knudsen havde hilst på Hertugen blev han også ved sine lejligheder indbudt til taffel på Augustenborg. Tilligemed Øens andre præster og embedsmænd. I senere år lod han sig dog ofte undskylde. Han var således ikke med at følge da Enkehertuginde, Louise Augusta blev bisat. Det var vinter, slem vejr, og han var tillige slemt forkølet.
Selskabstonen ofte stiv.
Man klagede ofte i Havnbjerg over, at der herskede ikke den broderlige, fortrolige og gemytlige tone i selskaber, mellem embedsmændene her på Als, som tilfældet havde været på Ærø, tonen var langt mere stiv og fornem. Det var vistnok tilfældet; thi selskabet blev her på Als langt mere blandet, tysk og dansk, da ikke blot de fleste civile embedsmænd, men også flere præstefamilier for det meste talte tysk i hjemmet og i selskabskredsene, og senere da politikken greb om sig, nærede afgjort tyske sympatier. Derfor holdt de mest omgang med familien, der på ganske få undtagelser nær, var dansksindet, som de selv var det.
Justitsråd Riegels.
Med de civile embedsmænd, holdt de ikke videre omgang, når man undtager Justitsråd Riegels, der både hørte til sognet og altid var en god dansksindet familie, i hvis hus sproget var dansk.Vi ville nærmere omtale enkelte af de familier, som uden at høre til deres slægt, dog regnedes til deres omgangskreds. Hertil hører da først og fremmest familien i Fægtenborg. Frederik Vilhelm Riegels var f. på Nordborg 1799 d. 17. maj, hvor hans far Justitsråd, Hans Riegels var husfoged og branddirektør, og hans mor Henriette Augusta Drescher, var en datter af Kancelliråd Christian Gottlieb Drescher, hofintendant hos Enkehertuginden af Glücksburg, og hustru Maria Kathrina Kretschmer. Han gik på kadetskolen i København og blev løjtnant. Her i København kom han meget i General, Frantz Christoffer Bülows hus, hvilken mand var en god ven og bekendt af hans far fra tidligere år. Bekendtskabet til familien styrkedes end mere, da generalens far major, Christian Frederik Bülow til Anderupgaard i Fyn, flere år omkring fra 1789-98 havde boet i Ketting på Als. General Bülow var i mange år adjudant hos Kronprins, senere Kong Frederik d. 6. og stod stedse i stor gunst hos Kongen, hvilket også kom familien Riegels senere til gode.
Her i København blev Løjtnant Riegels g. m. Frøken Francisca Hoffmann, en datter af for længst afd. livchirurg hos Kongen Justitsråd Frederik Hoffmann, f. i Heidelberg. Han skal efter familiens fortælling af ubekendte grunde under den franske revolution være flygtet fra sin hjemstavn, være kommen til Danmark og her have skjult sin tidligere tilværelse under det påtagne navn Hoffmann. Han tog chir. eksamen i København 1791 og blev ansat hos Kong Christian d.7. som livchirurg i hvilken stilling han døde pludselig 1810. Han spadserede med sin hustru en aften fra teatret, og faldt på engang død om i hendes arme. Den skræk hun herover følte, efterlod bestandig sine virkninger på hende, da hendes ene arm blev stiv og lam og svækkede hendes åndelige evner. Løjtnant Riegels fik omtrent 1826 sin faders embede på Als, hvor han blev ansat som kongelig Husfoged og branddirektør, samt tingskriver for den kongelige del i Sønderherred på Als. Han tog bolig på Fægtenborg, ikke langt fra Nordborg i Havnbjerg sogn, hvilket sted hans far, for en del år forud havde købt, og i stedet for den usle rønne her stod, havde han opført en smuk og venlig bolig. Da han flyttede hertil med sin hustru, fulgte også hendes mor, Fru Justitsrådinde Hoffmann og hendes datter Frøken Christiane Hoffmann med hertil, hvilken familie bestandig havde ophold i hans hus, så længe han forblev her på Als. Hans embedsindtægter var ikke store, og derfor skøttede det ham godt at have dem i huset, da hans svigermoder foruden kapital, havde sin pension at leve af, og så længe Kong Frederik d. 6. levede, kunne der også ved General Bülows indflydelse skaffes dem gratialer eller Nådes tillæg. I en del år bar han titel af krigsråd, senere efter 1848 fik han titel af justitsråd. Justitsråd Riegels havde megen natursans. Han gjorde Fægtenborg til et behageligt sted, der var bekendt for sine skønne anlæg, og yndige beliggenhed ved Nordborg sø. På den anden side søen anlagde han ligeledes i en lille lund, et anlæg som kaldtes Sølyst, hvortil man om sommeren ofte sejlede over med sine fremmede og drak te. Da han således havde stor natursans og talent for havevæsenet skylder endnu mange haver på Øen ham deres anlæg. Hans hus var et meget gæstfrit hus, der kom mange fremmede, og selv tog de meget ud, derfor havde han i tidligere år ofte svært nok ved at komme igennem. I de senere år, da ved den ”gamle Grammas” død et betydeligt hjul løb af for dem, da forstod de også at indskrænke sig, og da gik alt også bedre.
Frøken Hoffmann forestod i mange år huset med megen dygtighed, hvad der så meget mere må fremhæves til hendes ros, da hun som en dame fra København oprindelig ikke var vant til at forestå en husholdning på landet, og husholdningen var ikke lille; thi dels var det en stor familie, og dels holdt de en del folk, da han efterhånden havde tilkøbt et areal til stedet, hvorpå der holdtes et par heste og en 6-7 malkekøer. Som embedsmand var Justitsråd Riegels meget akkurat, dygtig og flink, han forbedrede vejene udmærket og sørgede også for andre gode indretninger. Gemytlig, rar og behagelig, som han var i selskabslivet, således var han også mild, venlig og omgængelig imod alle, og frem for alt også imod sine undergivne. Han var i besiddelse af en naturlig veltalenhed og megen slående vid, og ved en velanbragt vittighed eller ”Brander” forstod han straks at vinde beboerne for en sag, og derfor havde han aldrig vanskelighed ved at komme ud af det med dem. Han vedblev tværtimod til enhver tid at være æret, agtet og elsket af dem. Hertil kom også, at han altid i sit hjerte sin Konge og den danske sag tro og oprigtig hengiven. Han var til sin tid så at sige den eneste af de civile embedsmænd, om hvem dette kunne siges med fuld sandhed; thi mens nogle ligefrem sloge sig til det separatistiske parti, så forblev andre snarere tro af klogskab eller dreven dertil af omstændighederne. Hos ham var det ikke klogskabshensyn, der gjorde udslaget, men hjertets overbevisning, og varm troskab med fædrelandet, derfor blev han også i det urolige og bevægede år 1848, da så mange andre ubestemte og vaklede, en god støtte for den danske sag. Han rejste selv rundt alle vegne omkring på Øen, udforskede stemninger, samlede befolkningen omkring sig, gav den råd og styrkede dens mod og bevarede den for Excesser. Han fik en landbevæbning bragt i stand under sin ledelse og sørgede for, at vagter blev udstillede. Hans broder, Kammerherre, Hans Christian Riegels spillede også under krigen 1848-50 en rolle på Øen, da han blev udnævnt straks efter oprørets udbrud til Civilguvernør på Als; men han var i alt mere dreven af forfængelighed, lovede også tit det, hvad han ikke kunne holde. Han døde 1861 d. 9. jan. på sin ejendom Snoghøj. Justitsråden led ikke af forfængelighed, var også for klog til at give løfter, som han efter krigen ikke kunne indfri. Han oplevede også den anden ulykkelige slesvigske krig 1864, kunne vist godt også under de nye forhold være bleven i sit embede; men han foretrak nu at tage sin afsked og trak sig tilbage til Slagelse, hvor hans ældste søn var bosiddende.
Efter et par års forløb solgte han sin ejendom Fægtenborg til en Grosserer Ohlsen, der født i Nordborg havde tjent sig en betydelig formue i England. Han led i de sidste år af Stensmerter og døde 18 -- Fru Justitsråd Hoffmann døde allerede på Fægtenborg 185?. Hendes datter Frøken Hoffmann led allerede de sidste år i Fægtenborg, af en lamhed og stivhed i lemmerne, hvilken svaghed i den grad tiltog, at hun slet ikke kunne røre et lem, men må i alt lade sig hjælpe af andre. Hun lever endnu i Slagelse 1876. Fru Riegels, en godmodig og brav kone, døde som enke i Slagelse 1876, 80 år gl. De havde 5 børn, hvoraf de 4 sidste, både var fødte i Fægtenborg og konfirmerede i Havnbjerg af den gamle Pastor Knudsen, hvem de altid vedblev at nære godhed for.
Disse børn var:
1). Nelly Francisca Henriette Marie Riegels, f. 1826 i København, død på Fægtenborg1833 d.7 nov. 7 år gl.
2). Emma Riegels, f. 1827 d. 16. juli. 1861 d. 30. april g. m. Hr. Pastor Theodor Ludvig Bernth, sognepræst til Kegnæs
3). Hans Frederik Riegels, f. 1829 d. 26. marts. Ejer af Antvorskov Hovedparcel og brænderi ved Slagelse.
4). Christian Riegels, f. 1831 d. 16.marts. Har en ejendom i Jylland og plantager på Heden. Blev 1865 d. 18. april g. m. Johanne Louise Neergaard, f. 6 aug 1842.
5). Frederik Vilhelm Riegels, f. 1834 d. 17. nov. Skovfoged ved Viborg og ejede plantager på Heden. Han døde 186?.
Provst Frederik Ebbesen i Svenstrup.
I Svenstrup sad Provst Ebbesen endnu som præst, da han kom til Havnbjerg. Hans første kone Anna Margaretha Vogelsang, der var en tante til Madam Knudsen, var imidlertid død, og provsten havde i flere år været g. m. Birgitte Ahlmann fra Guderup. Pastor Knudsen tog straks over til Svenstrup for at hilse på Provst Ebbesen, men denne tog imod ham på en så underlig og kold måde, at han ikke havde i sinde at komme så snart igen. Han mente at det hidrørte fra en misforståelse, som var opkommen mellem dem fra den tid, da der efter Provst Fangels død blev holdt auktion i Nordborg præstegård. Provst Ebbesen, som var Boels Skifte forvalter, havde da kæret Knudsen for en regning, som denne mente at have betalt. Dog kan det også have hidrørt fra en anden grund. Provst Ebbesen havde under vakancen ivrigt bestræbt sig for at få Havnbjerg sognekald nedlagt til fordel for Nørreherreds skolevæsen, og dele sognet mellem Svenstrup og Oksbølles menigheder. Denne vilde plan strandede imidlertid afgjort på grund af biskoppens og sognets bestemte modstand. Kort efter blev han indkaldt til den slesvigske Stænderforsamling, hvor han døde 1836, og Pastor Knudsen så ham da kun den ene gang.
Pastor H. Ahlmann i Svenstrup 1836-70
Svenstrup kald blev da nu vakant; det var et godt embede, og mange, deriblandt en del ældre, som f.eks. Pastor Bonnichsen i Dybbøl, søgte det. Prins Christian trådte imidlertid atter ivrig frem for sin klient, den unge Hr. Hans Ahlmann i Sottrup. Kong Frederik overlod Prinsen denne gang ret til at besætte kaldet med hvem han ønskede. Han valgte da naturligvis Hr. Ahlmann, og denne blev altså 1836 d. 16. aug. kaldet til sognepræst for Svenstrup menighed. Han lønnede imidlertid kun dårligt sin Velgører, der senere blev landets Konge, da han afgjort nærede tyske og slesvig-holstenske sympatier, og for sit eget vedkommende gjorde alt, for at hans sognebeboere fattede lyst og kærlighed til det tyske sprog. Han var en ubetydelig størrelse, en mådelig præst og Prinsen havde i det hele ære af hans valg. Den gamle Pastor Bonnichsen ærgrede sig og ytrede engang til Pastor Knudsen, ”at han vel var bleven ham foretrukken til Havnbjerg, det fandt han i sin orden; men at han skulle stå tilbage for denne dreng, det fortrød han bitterlig”. Pastor Ahlmann manglede virkelig kendskab til forholdene og den egentlige historie, men alligevel forstod han på en smålig måde at gøre skade. En tysk gravskrift på et hus eller ligsten, hvoraf der naturligvis overalt findes tilstrækkelig forråd, en eller anden ubetydelig notits i en kirkebog, var nok for ham til at dupere den uvidende mængde, og til heraf tage anledning til at bevise, at sproget i gamle dage havde været tysk. Han holdt også Dannevirke eller andre danske blade; men førend han sendte dem ud i sognet, forsømte han ikke at understrege et eller andet stykke og tilføje i randen: ”hvad giver man for en sådan løgn”! Ved alle sådanne smålige kneb, kunne han nok mangen gang virke skadelig, især på den menige klasse; thi kom han i de dannede kredse, stak han naturligvis piben ind, og gik for det meste tavs omkring, uden at nogen ret tog notits af ham. Dog var hans skadelige indflydelse nærmest uindskrænket til tiden før 1848; thi efter denne tid fik også almuen i det hele øjnene op for hans ubetydelighed, da kaldtes han i reglen af de fleste: ”Hans bag e Stak”. I selskaber ville han også gerne, når han kunne komme an dermed, gøre sig bemærket ved sine flove vittigheder eller ved en smule vigtighed, som han påtog sig. Således ytrede han engang i et selskab i Havnbjerg, ”at når han rejste, skete det også undertiden inkognito”; da svarede den tilstedeværende Justitsråd Riegels med en bedre vittighed, der gjorde ham inderlig flov, og fik folket til at fnise: ” ja så rejser de formodentlig som degn”! Han var g. m. Therese Wegscheider, en datter af den bekendte rationalistiske professor i teologien ved universitetet i Halle. Denne familie var ham naturligvis i dannelse langt overlegen, og da den som ren tysk familie ikke kendte ret til danske forhold, hans kone lærte heller aldrig at tale det danske sprog; med sin længsel efter sit hjem, følte hun sig i grunden altid her som en fremmed, og vedblev at elske sit hjem, sit sprog og sit fødeland, så kan deres overlegenhed måske også have bidraget noget til at styrke ham i kærlighed for alt, hvad der var tysk. I øvrigt var, bortset fra hans teologiske meninger, både professoren, hans hustru og børn, alle sjælden var elskværdige mennesker. Mennesker, der udmærkede sig ved en fin dannelse. De kom så ofte, når de var i besøg i Svenstrup, over i Havnbjerg præstegård, og navnlig gjorde den gamle mand med sit hvide hår et ærværdigt indtryk, hvad der end mere forøgedes ved hans og hans hustrus stille, blide og milde væsen. Pastor Ahlmann kom selv ofte herover, han ytrede næsten aldrig her sine tyske sympatier; thi i denne retning var han tidlig vist tilbørlig i rette af den langt ældre Pastor Knudsen. Men da han ved enhver lejlighed viste ham sin opmærksomhed, var meget villig og tjenstdygtig, så vedblev der dog at herske et godt forhold mellem dem som nabopræster. Med alt dette havde han også sjældne rare, dannede og velopdragne børn, hvilket vel for en del må tilskrives deres mors indflydelse. De var i alt 4:
1). sønnen, Hans Ahlmann der har en landejendom i Sverige.
2). Elise, g.m. købmand Christian Hoeck fra Ketting, boer i Gothenborg.
3). Doris Ahlmann, g. m. købmand Schmidt i Gothenborg
4). Augusta Ahlmann, død ugift på Augustenborg i okt. 1876, hvor hendes mor har opholdt sig, da Pastor Ahlmann døde 1870 som sognepræst for Svenstrup menighed, 67 år gl.
Pastor Hans Ahlmann i Guderup 1835-45.
I Guderup var dengang den ældre Hans Ahlmann præst for Igen sogn. Han var far til den foregående mand. Han var født i Sønderborg 1770, var bleven præst i Adsbøl 1795 og derfra forflyttet 1801 til Igen, hvor han forblev til sin død 1845 d. 11. april. Hans hustru hed Anna Dorothea Gorrisen, der døde 1850 d.11. juli i præsteenkesædet i Guderup, 75 år gl. Hans kantiske philosofiske uddannelse og hans intime forhold til Prins Christian, den senere Kong Christian d. 8. vedkommer os ikke videre her. Som student fra Kiel og en ivrig beundrer af den tyske philosofikum var han vel i det hele mere tyskdannet, men hans forhold til Prinsen og hans pligtfølelse bevirkede dog, at han altid vedblev at være en tro embedsmand og en loyal mand, om han end i for sig ikke bekymrede sig stort om den vidtløftige strid mellem tysk og dansk. Han ytrede selv: ”jeg er hverken tysk eller dansksindet, men jeg er min Konge tro og loyal”. Hans broder derimod, Hans Conrad Ahlmann, der tidligere havde været borgmester i Sønderborg, hældede derimod afgjort til den danske side, interesserede sig lige meget for den danske litteratur som for politikken i dansk retning. Begge brødre havde været intime venner af Prof. Jens Baggesen, og begge havde de haft Biskop Boisen på Lolland til lærer. Præstens ugifte døtre har også altid bevaret forkærlighed for Danmark, og de har ofte ærgret sig over, når deres bror ved sine dumme streger i politisk retning udsatte sig for kritik og omtale. Omgangen med Guderup var i det hele ikke stor, dog kom man engang imellem sammen på begge sider, og man viste altid her Pastor Knudsen megen opmærksomhed, navnlig stod han altid højt anskreven hos den ældste datter Louise, der altid var hjemme og forestod huset med megen dygtighed. Hun plejede gerne at komme engang om vinteren om i kane og undertiden også engang om sommeren. Hun vakte tit morskab ved sit originale, kunstige væsen, og sit påfaldende Sønderborger sprog, som hun havde tilfælles med de andre damer i den Ahlmannske familie. Hun så altid et stort lys i sin far og ville gerne tale om Prinsen og de andre store mænd, der tidligere var kommen i deres hus. Engang kom hun en vinterdag på engang ind i stuen indhyllet i en 2-3 forskellige lag kåber og kabysser og med en stor kasse under armen, hvor hun havde sin kappe og andre toiletgenstande. De kunne slet ikke begribe, hvad dette var for et optog, førend hun begyndte at tale. ”Ja nu har De vel snarere ventet Dronningen end mai”. Men hun var dog altid meget godmodig og brav, og derfor holdt de alligevel af hende. Hun påskønnede det, da hun i den nye verden ofte blev overset, derfor ytrede hun sin taknemmelighed og opmærksomhed ved at bringe en eller anden køn blomst eller stortoppet høne med, hvad hun vidste, ville fornøje ham. Hun lever endnu med sin anden ugifte søster Dora i Guderup enkesæde, hvilket Kong Christian d. 8. af godhed for deres far, gav dem ret til at bebo, så længe ingen enke fandtes på kaldet. Hun er dog nu gammel, da hun snart er 80 år. Hun er nemlig født i Adsbøl 1797.
Provst Cl. Chr. Thomsen i Nordborg 1820-62.
I Nordborg var Hr. Provst Claus Christian Thomsen dengang præst. Han var født i Aabenraa 1781 d. 5. dec., havde siden 1807 været præst i Hjordkær i sin fødeegn og blev 1821 forflyttet til Nordborg, hvor han tillige 1833 blev udnævnt til provst. Han var en brav skikkelig mand, men undertiden noget stiv og påståelig i sine meninger. Han havde studeret ved Kiels universitet, og som alle, der kom derfra, havde han også arvet den i øvrigt tåbelige mening, at Kiels universitet med dets professorer, studenter, bøger og kollegier med alt muligt stod langt over det samme i København. Derfor var han i tiden før 1848 ikke fri for at nære tyske sympatier, og kunne ofte blive meget hidsig, når man kom til at tale om Kiel og København, om tyske og danske forhold. Det var så meget mærkeligere, som hans hustru Marie Kirstine Meinert, en datter af Renteskriver Andreas Evald Meinert i København, og alle hans børn var afgjort dansksindede. Forholdet i den tid blev da ofte i huset en smule pinligt. Men provsten vidste som så mange andre dengang endnu ikke ret, hvad partiet egentlig førte bag i sit skjold, og da det derpå 1848 kom til et oprør, og man prædikede løsrivelse fra Danmark, fik han især ved hans kones hjælp øjnene op. Det ville han ikke have med at gøre; thi han var en samvittighedsfuld mand, og fra den tid brød han staven med alt det tyske væsen. Da hans datter Kathrine var g. m. den unge købmand Peter Gomme Fangel på Nordborg, der dog døde for tidlig bort fra hende og deres børn, regnedes Provst Thomsen gerne med til familien, og var for det meste indbudt med til de egentlige familiegilder. I sådanne selskaber var provsten altid en hjertelig og gemytlig mand, dog var hans damer i de tidligere år temmelig stive, snerpede og ugemytlige, heller ikke fri for at gøre bemærkninger til hverandre ved øjekast og på anden måde. Dog det tabte sig efterhånden mere og mere, da de prøvede en del modgang ved deres børns tidlige død. De fleste af dem gik bort før den gamle mand, der tog sin afsked 1861 og døde 1863 d. 30. jan. Kun den ældste datter, der plejede dem begge to indtil det sidste, lever endnu ugift på Nordborg foruden en søn Christian, som er købmand i Flensborg. Provst Thomsen viste altid den gamle Pastor Knudsen megen kærlighed og godhed, hvad jo for resten var i sin orden; thi flere af hans børn havde han forstrakt med ikke ubetydelige pengelån, da de skulle sætte bo. (Her følger en linie som er ganske svag, og ikke kan læses).
Tur til Sandbjerg 1835.
1835 måtte han gøre en rejse til Sandbjerg for at hæve en arv, der var tilfalden hans plejesøn Niels Petersen, efter den gamle inspektør Emil Juhler på Sandbjerg. Da han var fraværende til søs, måtte Pastor Knudsen tage arven i forvaring til hans hjemkomst. På denne rejse besøgte han også Købmand Ahlmann på Gråsten, med hvis hustru han regnede sig lidt i slægt. Det var sidste gang han var i Sønderborg, og dog levede han 27 år efter denne tid.
Tur til Ærø 1836.
1836 gjorde han en tur til Ærø tilligemed sin hustru, vel nærmest for at gøre sit mellemværende op med Pastor Husum i Tranderup, dog også for at gense Ærø. Hans tidligere sognebeboere blev glade ved at se deres fordums præst, og han, såvel som sin hustru, vedblev altid at bevare opholdet i Tranderup i glad erindring. Hun blev siden altid meget glad, når hun fra et eller andet sted på Als, kunne få øje på Ærø. Han vedblev også stadig at få brev ikke blot fra sine embedsbrødre, men også fra den ene og anden familie på Ærø. Hos enkelte havde han endnu penge til gode.
Tolvmandsgildet 1836.
1836 måtte han også som ny tiltrædende præst gøre sit tolvmandsgilde i Havnbjerg. Det gik fuldstændig til som til bøndernes årlige tolvmandsgilder. Nabokonerne gik i køkkenet og Murermester Peter Jørgensens kone, Anne Marie var kogekone. Til gildet var alle tolvmænd med deres koner indbudte, desuden familien og den største del af byen. Ligesom til ethvert andet bondegilde bar man høns, æg, smør, fløde, mælk og skinke, og der opvartedes med suppe, kød med peberrodssovs, steg og kage i stedet for risengrød. Desuden fik man så meget vin man kunne drikke. Efter bordet fik man kaffe og kørte da en lille tur ud. Derefter opvartedes der til sidst med brød og kold skinke, hvorefter gildet sluttedes. I denne tid opholdt sig i besøg i præstegården student, Theodor Matthiesen fra København, en bror til Frøken Matthiesen. Han morede sig fortræffeligt til dette gilde og var ikke til ringe nytte, da han forud hjalp meget til med anstillingen, og under sammenkomsten bidrog til at fremkalde en gemytlig stemning.
Hans forhold til menigheden 1837.
Hvad hans forhold til menigheden angår, da kom han godt ud af det med alle. Han prædikede godt og kirkegangen var sjælden god, langt bedre end den blev i de senere år, da han blev gammel og måtte holde kapellan. Han var selv altid meget præcis og kom til rette tid, hvad ikke kan siges i den sidste tid, da alt måtte overlades til kapellanen. Derover førtes også jævnlig klage i Pastor Meyers tid, hvor menigheden ofte måtte vente flere timer inden præsten kom, ofte kom han umiddelbar fra en af sine mange udflugter. Krigen 1848-50 bragte naturligvis også her som overalt en forstyrrelse ind i kirkegangen. Han var nu godt kendt med alle de ældre fra tidligere tid, kendte deres familieforhold og deres forfædre, hvilket kendskab blev et bånd mellem dem. Han kunne således godt opregne en 4-5 mænd på enhver gård og ethvert sted. Han kom jævnlig til den ene og anden af sognets bedste mænd, navnlig var det de gamle tolvmænd og fattigforstandere, en sådan post var her ikke anset som en byrde, der gik på omgang, men blev betragtet som en hæderspost, hvori de fleste vedblev at stå til deres dødsdag, en af dem Hans Henrik Dominicussen i Lunden kunne endogså holde sit 50 års jubilæum, som tolvmand. Hans Henrik Dominicussen i Lunden, alm. kaldet ”Oldefar”, Jørgen Nissen i Lauensby, hvem han på grund af en smule familieskab, plejede at kalde ”Fætter”, Peder Hansen i Havnbjerg, Lauritz Hansen i Elsmark, Hans Christiansen Bonde og Jørgen Ottesen i Brandsbølle, hans bedste venner. Når de kom til fattiguddeling måtte de 2 første gerne ind i sofaen, ellers skelede de til hverandre. Han tog altid gæstfrit og pænt imod enhver af sin menighed, når de kom i hans hus. De blev her viste ind i hans dagligstue, bænket ved bordet ved siden af ham i sofaen, og opvartet med et glas vin og kager samt en cigar, og han sad tit længe og underholdt sig med dem. Kom de til andre tider, bødes de også her til at drikke kaffe, eller te med dem. Han plejede altid smukt naboskab med de nærmeste naboer: Peter Møller og hans kone Kirsten Møllers, enken Thøre Christens og smedeenken Synnet Smedekone, der alle var brave og gode folk. Hver gang man bagte hos en af disse, kom konen en eftermiddag og gjorde visit i præstegården og medbragte da et sigtebrød eller et hvedebrød. Og bagte man i præstegården gjorde man på samme måde gengæld. Han var også agtet for sin godgørenhed, ikke at tale om, hvad der daglig blev givet bort ved døren til tiggere fra Nordborg og andre steder; men han glemte heller ikke sognets egne med mælk og på anden måde. I slagtetiden blev omtrent ½ ko sendt ud til sognets mest trængende familier og i skovtiden, betænkte han enhver af dem et godt læs grenbrænde. Det kunne da løbe op til en 10-12 læs om året. Mange af småfolkene i Nordborg solgte han også gerne hver et læs grenbrænde for en meget billig betaling, de overløb ham da formelig i denne tid for at få det, og det kunne vel de år løbe op til en 30-40 læs. Han var også meget villig med at hjælpe en og anden med en lille pengegave, kom de og klagede deres nød for ham, lånte også jævnlig penge ud, hvorved han endda ikke tabte så lidt. Både han og hans kone holdt begge meget af at tage med ud i sognet til bøndernes bryllupper, barselgilder, begravelses og trolovelsesgilder, hvilke sidste efterhånden gik ind. De blev da altid indbudte, og til bryllupper plejede hans kone at pynte, og vognen at køre bruden. Hun holdt hertil et eget brudesmykke, der efter den tids skik strålede af guldpapir og store røde og brogede blomster. Smagfuldt var det just ikke. I senere år da han blev meget gammel, gik han sjælden med til deres gilder.
Præsteenken Madam Nyland.
Her i Havnbjerg traf han også en god gammel bekendt, ”jyske Mutter” eller den gamle præsteenke Madam Nyland. Hun boede endnu lige siden 1806 enkesædet i Lauensby, tillige med sin gamle pige Kirsten Skrædders af Brandsbølle. Når hun en søndag tillige med sin pige gik til alters, blev de altid hentet med hans vogn, forblev til middag i præstegården, og blev da igen hen imod aften kørt hjem. Præsten med hele sin familie blev også engang om sommeren indbudt ned til hende til middag. Da blev de gerne beværtede med suppe og steg, men Kirsten glemte aldrig at bemærke, ”at hun havde givet kager”. Med al sin dumhed kunne den gamle dog være spydig. Da man engang havde ladet alle 3 hunde spadsere med derned, ytrede hun, ”hvorfor tog de ikke også katten med”, da de en anden gang havde spist rent op ytrede hun, ”at det var da godt at de ikke spiste fadet med”. Kirsten ytrede da gerne, ”å, Mutter! Hun er så fjasende”. Og da hun kørte bort fra brylluppet i præstegården 1838, og Kapellan Fangel skulle hjem til Nordborg, og derfor satte sig i stolen hos hende, og lagde sin ene arm bagom stolen, svarede hun præstekonen Mad. Knudsen, der gjorde løjer hermed og sagde, ”at hun skulle nok fortælle det til hans kæreste, hvor kærlig han sad med hende: ”å gå De ind lille Mad. Knudsen og skriv Deres hovedpine på vaskerkammerdøren, så glemmer De ikke en anden gang, at De har haft hovedpine”, hvilket hun tit led af og også denne dag følte. Hendes morbærtræ var hendes bedste skat, det talte hun altid om til sidst da hun begyndte at gå i barndom, drømte hun stadig om, at hendes ene arm var bleven til et morbærtræ. 2 af dette slags træer i præstegårdens have er aflæggere af hendes træ. I efteråret 1836 brød tyve ind til de gamle mennesker, der her levede alene, da de blev vækkede ved larmen i den nærmeste stue løb Kirsten for at vække naboerne, mens hun lod den gamle alene med tyvene. De puslede omkring hende, og Mutter, som ikke ret kunne se, troede at det var Kirsten og spurgte hvert øjeblik: ”Kirsten hvor er du? Hvor er du?” Da Kirsten kom tilbage med folk var tyvene naturligvis borte og havde taget, hvad de kunne få med sig af penge.
Degnen Peter Frederiksen.
Da degnen Johan Christian With døde d. 2. dec. 1834 og blev begravet samme dag, som præsten Meyer døde, fik sognet 1835 også til samme tid, som det fik en ny præst, en ny degn i Skolelærer Peter Frederiksen, der blev kaldet fra Meels. Da underlærer Bertelsen i Havnbjerg igen blev forflyttet til Meels, fik sognet til samme tid også en ny underlærer i Peter Matzen fra Høruphav. De var begge dygtige og brave mænd og kom i den tid jævnlig en aften op i præstegården. Da Frederiksen var meget lille, Matzen derimod høj, blev de ofte for morskab kaldte: ”Komma og Punktum”.
Madam Christine Margaretha Knudsen døde 1837.
1837 d. 7. juni, døde efter et langvarigt sygeleje bort fra mange børn, hans niece Madam Christine Margaretha Knudsen, hans brodersøn, Kromand Johan Peter Knudsens hustru i Ketting. Da han altid havde holdt meget af hendes milde, venlige og tjenstagtige personlighed, var han og hans kone med at følge hende til graven mandag d. 12. juni og ham talte selv et par trøstelige ord ved hendes kiste i huset.
Tænker på at holde kapellan 1837.
1837 d. 10. juni fik han brev fra student Holger Christian Clausen Fangel i København, hvori denne meget forbindtlig og med stor glæde takker ham for det løfte han nylig har givet hans onkel Pastor Petersen i Oksbøl, at han ville tage ham til kapellan, når han blev færdig med sin theol. eksamen. Hans forlovede Marie, en datter af Pastor Petersen, har meddelt ham denne glædelige nyhed, hvorover han er bleven glad overrasket, da det altid har været hans kæreste ønske, straks at komme i kjolen, men at det skulle blive på hans fødeø i nærheden af sin forlovede, sit hjem og sin hele familie, det havde han aldrig turdet håbe. Han meddelte heri tillige, at han agter sig op til nytår 1838, og at han venter første karakter, men at han dog også vil lade sig nøje med anden karakter. Når han er færdig kommer han straks hjem, og vil da øve sig i at prædike, indtil han kan indstille sig til demiseksamen for biskoppen. Han bringer en hilsen fra Julius, formodentlig en fætter, student Julius Petersen fra København, og begge Frøken Matthiesens brødre. Han meddeler ”Rikke”, at Fangel søger Ølsted, og beder at hilse tante Frost, ”at han endnu ikke har fået den store globus solgt”. Efter bestemmelsen gik han op den 16. jan. 1838 og fik da haud.
Kromand Johan Peter Knudsen i Ketting død 1838.
1838 d. 13. jan., en lørdag eftermiddag tog han om til Ketting, da hans brodersøn, der følte sig meget svag, ønskede at tale med ham, førend han gik bort herfra. Han led af tæring og følte sig med hver dag svagere. Han bad ham om at tage sin yngste søn Christian i huset, når han gik bort. Og da han lovede det, takkede han ham meget rørt og bevæget. Det var i grunden første gang, at han egentlig ret åbnede sit hjerte, for den gamle onkel i fuld fortrolighed; thi han var meget indesluttet, og når der derfor tidligere skulle bedes ham eller megen af den anden familie om hjælp, var det altid hans kone, der bedst kunne gøre det. Dagen efter denne samtale, søndag morgen kl. 7-8 d. 14. jan. døde han stille. Til hans begravelse lørdag d. 20. jan. kom præsten ikke, da det blev et strengt vejr med snefog; men hans kone var taget derom dagen i forvejen for tilligemed den afdødes søster, Madam Anna Christine Thomsen på Hjortspring, at forestå tilberedelserne ved begravelsen. Ifølge den skete aftale kom jeg da fastelavns lørdag om i hans hus, fra hvilken tid han sørgede for mig som en god og kærlig far, og gav mig efterhånden en opdragelse, som om jeg kunne have været hans eget barn. Mine søstre fandt et hjem på Lysholm hos den gamle tante Madam, Anne Johanne Knudsen.
Streng vinter 1838.
Omtrent ved denne tid i dagene mellem d. 14. og 20. jan. begyndte en meget streng vinter 1838, med frost og megen sne. Havet blev tillagt mellem Fyn og Als og passeredes ikke blot af gående, men man kørte også med fragtvogne fra Faaborg til Flensborg. Der lå megen og høj sne på vejene og man kørte i slæde lige til påskedagene. Dog var det i påsken tøvejr. Denne vinter regnes også af Prof. Schou for en meget streng vinter.
Indretter en ny kostald 1838.
Da kostalden var meget dårlig, lille og indskrænket, lod han dette år bygge et par fag til i den nordlige ende af den vestlige lade, hvor der havde været kviestald, og indrettede her plads til 19 køer. Stalden blev herved bedre sat i forbindelse med loen ved siden af. Køerne fik her plads i efteråret, da de blev indbundne, og kvierne fik igen plads i den gamle kostald.
En meget kold sommer 1838.
Oven på den strenge vinter fulgte en meget kold sommer, med megen regn i marts, april, oktober, men navnlig i august måned. Det faldt meget besværligt at få høsten, græshøsten, såvel som kornhøsten, endt. Kornet kom ikke godt i hus, adskilligt kom først ind sidst i september og oktober måned. Ærterne måtte tit vendes og lå omtrent aftærskede på marken. Første gang man bagte af den nye rug, løb den indvendige dej ud af brødene og blot skorpen blev tilbage. Da det imidlertid var meget sødt, lod det søde brød sig godt bruge til øllebrød, hvilket folkene i de tidligere år altid om vinteren fik til davre. Det havde man været vant til på Ærø, og endnu havde man mest tjenestefolk fra denne Ø.
Bryllup 1838.
1838 d. 1. maj, blev kapellan Holger Fangel i Hatting, kaldet til sognepræst for Høibjerg og Elfsborg i Jylland. Han tænkte nu at gifte sig med sin forlovede Frøken Ulrikke Johanne Matthiesen, der i 6 år havde opholdt sig i hans svogers hus. Brylluppet blev bestemt til d. 5. sept. Til den fastsatte tid kom han noget forud, han havde taget egen befordring og kom ledsaget af en ukonfirmeret dreng ved navn Andreas Broberg, en søn af en rig gårdmand og uldkræmmer i hans sogn, hvem han havde taget med for at fornøje ham. Ligeledes havde han taget sin hvide puddel, den tro og kloge Calif med. Det var et stort Bryllup. Hans svoger Pastor Knudsen viede dem, hans søster Madam Frost pyntede bruden, og Grethe Frost og Christine Knudsen på Lysholm agerede brudepiger. Til brylluppet var hele familien indbudte: gamle og unge Købmand Fangels på Nordborg, bendrejer Petersens på Nordborg, hvis kone var en født Fangel fra Vildmosegaard i Jylland, cand. Holger Fangel, Pastor Petersens i Oksbøl, Madam Nyland i Havnbjerg, Vogelsangs på Solbjerggaard, Thomsen på Hartspring, Knudsens på Lysholm, Vogelsangs på Bommerlund. Desuden var på brudens side indbudt en del af hendes slægt i Sundeved; hertil kom endnu degnen Frederiksen, han kone, Skolelærer Matzen samt alle naboer til præstegården i den øvre del af byen. Man samledes til kl. 3, da man spadserede op til kirken. Da man vendte tilbage fra kirken serveredes med chokolade og kaffe, senere bødes der te og omtrent kl. 8 gik man til bords, hvor der herskede en rar og gemytlig stemning. Efter brylluppet forblev de her endnu i en 2-3 ugers tid, hvilken benyttedes til at sige farvel til familien og bekendte her på Øen, sidst i sept. rejste de herfra, og efter at de på rejsen havde aflagt besøg hos en del af hendes familier i Sundeved, Bov og Dalby ved Christiansfeld, ankom de sidst i sept. eller først i okt. til deres bestemmelsessted, Højbjerg præstegård, hvor de opholdt sig 4½ år.
Besøg af Madam Fabricius 1838.
Kort efter brylluppet fik de besøg af en Hr. Barfod der havde været købmand i Svendborg men gået fallit. Han var g. m. en datter af Madam Fabricius på Søbygaard. Han så ubehagelig ud, kom flere gange igen, når han havde været borte i nogle dage. Han har formodentlig søgt en eller anden stilling her på Als, eller også villet forsøge at låne penge. Kort efter, hen i okt., kom Madam Fabricius med sine døtre, og et par af Barfods børn i besøg. De måtte i regnen gå iland en søndag eftermiddag ved Fjordmose og tyede op til Lysholm, hvor de ikke traf nogen af familien hjemme. Den gamle Madam Knudsen med børnene var kørt ud, og min bror var spadseret op til Ketting, hvor der om nogle dage skulle holdes auktion over vore forældres bohave. Der blev sendt bud efter ham og han måtte i en fart ile hjem. Her havde de fremmede imidlertid rumsteret en del på egen hånd. Den halvoksne tøs Frøken Olivia Barfod, var selv på egen hånd gået ned i mælkekælderen og skummet en hel del bøtter til sig selv og de andre. De havde set alting efter og vendt op og ned på det ene og andet. Han beordrede vognen til at køre dem om til Havnbjerg, og det meste af rejsetøjet på Lysholm blev revet ud af skabene og taget med til Havnbjerg. Her blev de en 8 dages tid og hvor meget de end fra tidligere tid holdt af Madam Fabricius, så bidrog dog Barfods uvorne unger meget til at gøre det uhyggeligt. Thi Frøken Olivia var næsten kræsen ved enhver ret, der blev sat på bordet. De var glade, da de igen slap dem.
Holger Fangel bliver kapellan 1838.
Cand. Holger Fangel kom hjem til Nordborg i foråret 1838 og øvede sig hele sommeren flittig i at prædike og katekisere. Han fik også flere drenge at læse med, 2 sønner af Justitsråd Riegels på Fægtenborg, en søn af kaptajn Bruhn på Nordborg og en søn af Aktuar v. Harbou på Tangsholm ved Nordborg. Senere fik han flere. Han fik hertil en stue hos sine forældre, der boede på aftægt på den gamle Juhlers sted ved Nordborg. endnu samme sommer indstillede han sig til at tage sin demiseksamen hos Biskop Tetens d. 22. okt., ved hvilken lejlighed han fik for begge dele karakteren laud. Den 21. dec. Blev han tilligemed cand. Christian Schwensen, der skulle være kapellan hos sin far i Hørup, ordineret i Ketting kirke af Biskop Tetens, og blev derefter en af de følgende helligdage indsat som kapellan i Havnbjerg menighed af Provst Thomsen, efter at han 1838 d. 27. nov. hertil var bleven kaldet af Kongen. Han tog nu fast bolig i Havnbjerg og fik stuen imod vest til beboelse. Hans årlige løn blev dengang fastsat til 100 rdl. cour. foruden en offerdag af menigheden, nemlig det såkaldte Mikkelsoffer.
En ny brønd sættes 1839.
1839 i foråret lod Pastor Knudsen grave en ny brønd mellem stuehuset og bryggerset. I Nylands tid fandtes her, eller lidt længere inde i haven, en brønd med dueligt vand, og som aldrig blev læns. Denne havde Pastor Meyer af ubekendte grunde ladet tilkaste og gravet en anden 24 alen dyb brønd ud for køkkenvinduerne, hvor vandet ikke var godt og vanskeligt at få op. Brønden i Nylands tid fandt man ikke, men satte her en ny brønd, der vel nok altid indeholdt godt og velsmagende vand, men til sine tider let blev tom. Grunden dertil var vist alene den, at vandet løb fra denne brønd hen i den skumle kælder og derfra atter ud i den dybe brønd, som blev stående åben, farlig både for dyr og mennesker, da låget over den i tidens løb var bleven råddent og skrøbeligt.
Gør en tur til Svendborg og Langeland 1839.
1839 gjorde han med sin kone og Marie Frost en tur til Svendborg, hvor han besøgte en Købmand Magaard, hvis datter Jomfru Marie Magaard regelmæssig hver anden sommer kom i besøg i Havnbjerg præstegård. Hun var en kusine til deres svigerinde i Jylland, Ulrikke Johanne Fangel, f. Matthiesen. Dernæst besøgte de også Pastor Graaes i Bødstrup på Langeland. De var borte i en 2-3 uger og talte siden meget om denne rejse, hvor de havde nydt så megen venlighed og gæstfrihed. Især havde opholdet på Langeland været dem såre behageligt, hvor de på Madam Graaes fødselsdag traf sammen med en del fremmede og gamle bekendte. De så dem tillige meget om på Øen, beså Tranekjær Slot og andre steder. Fra Svendborg tog de også en dag ud til Hvidkilde, hvor de besøgte forpagteren Lorentzen, der var lidt i familie med præsten. En dag tog de også over til Tåsinge og nød udsigten fra det bekendte tårn ved Bregninge kirke. De tog alt i øjesyn med den store kikkert der her var henlagt til de rejsendes brug. Madam Knudsen godtede sig meget over, da hun troede i den at kunne se deres fordums degn, Mads Terkelsen Winther i Tranderup og et kort blink af hans kone Dorthe, der kom og så ud af døren. I deres fraværelse bestyredes huset af deres svigerinde Madam Frost, der medens de var borte, fik trang med at lade snedker Høier på Nordborg rejse en stråhytte, som hun tidligere havde haft i sin have. De blev ikke lidt overraskede, da de ved deres hjemkomst passerede lige forbi den ved inddrejningen til præstegården..
Bispevisitats 1839.
1839 d, 8. sept. holdt Biskop Tetens visitats i Hagenbjerg kirke. De tre sidste års ungdom fremstillede sig og aflagde fuldkommen tilfredsstillende prøve for en meget god religionskundskab. Personel kapellan prædikede og katecherede til min og sikkert også til menighedens tilfredshed, skriver biskoppen. Bagefter var der stort gilde i præstegården, hvortil Nørreherreds præster og andre honoratiores var indbudne.
Madam Frost gør en tur til Jylland 1840.
1840 om sommeren rejste hans svigerinde Madam Frost, der nu for det meste stadig opholdt sig i præstegården, med begge sine døtre til Jylland, for at besøge sin familie der. Hun opholdt sig i længere tid i Høibjerg præstegård hos sin yngste bror Holger Fangel, der her var præst. Derefter tog hun til Gudum, hvor hendes ældre bror, Niels Tingberg Fangel var præst, og her fra besøgte hun også af og til familien på Vildmosegaard, hvor hendes ældste bror, Jens Fangel havde været forpagter. Men da han var død, havde hans svigersøn, Ravnborg fået gården i forpagtningen. Hun blev omtrent borte hele sommeren og kom først hen imod efteråret tilbage med den ældste datter Marie, hvorimod den yngste Grethe blev tilbage i Gudum præstegård, for at lære husholdning.
Kongens sølvbryllup 1840.
Den nye Konge Christian d. 8. holdt dette år d. 22. maj sit sølvbryllup. Dagen blev mindet ved et gilde om eftermiddagen i Havnbjerg, hvor de gifte mænd med deres koner i Havnbjerg og Elsmark samledes i et telt på det såkaldte Plantebed. Kromand Jakob Dahl holdt her beværtning, og der blev danset i boelsmand Jens Pedersens lo. Om aftenen indfandt sig også de unge. Dagen er vel også bleven festligholdt andre steder på Øen. Skolerne var overalt den dag lukkede
Kongens kroningsdag 1840.
1840 d. 28. juni en søndag, blev Kongen med sin Gemalinde kronet. Kirkerne var smykkede med grønt, og dagen mindedes af præsterne både i bøn og prædiken. Pastor Knudsen fejrede dagen på en smuk og værdig måde, da han foruden kapellan, Fangel, hans forlovede, kirkeværgen, fattig- og skoleforstanderne, havde indbudt til middag i præstegården, alle fattige og trængende familier, hen ved 40 mennesker. Enkelte af dem lod han hente med sin egen vogn, da de ikke kunne gå. De beværtedes med suppe, kød, steg, kage og vin, i det hele som det gik til ved et bondebryllup. De var alle meget glade og fornøjede, og eftermiddagen henrandt let og behagelig for dem alle, hvortil også det kønne vejr bidrog meget.
Kongen kommer til Nørreherred 1840.
Den 5. aug. ankom Kongen med sin Gemalinde i besøg på Augustenborg. Torsdagen d. 6. aug. forsamledes biskoppen og præsterne på Augustenborg, og havde audiens hos Hans Majestæt. Under dette ophold kom Kongen også en dag til Nørreherred. Hele det unge mandskab red foran ham lige fra grænsen ved Egen mølle og til Nordborg, og ledsagede ham igen tilbage om aftenen. Der oprejste æresporte ved Egen mølle, Egen kirke, Svenstrup kro, Havnbjerg præstegård og indkørslen til Nordborg. Æresporten ved Havnbjerg var oprejst ved lågen ind til præstegårdens have. Den havde underlærer Matzen besørget med hjælp af skoleungdommen i Havnbjerg og Oxbølle sogn. Her blev han modtaget af en menneskemasse fra begge sogne. Menighederne var opstillet i lange rækker foran og i havelågen modtoges han af de 3 præster, Knudsen fra Havnbjerg, Petersen fra Oksbøl og Kapellan Fangel. Da Kongens vogn ankom, hvori han sad tillige med Hertugen, standsede de og Pastor Knudsen trådte frem og tolkede i et par ord landets hengivenhed for sin Konge, hvorefter skoleungdommen afsang en lille sang, forfattet af skolelærer Clausen i Oksbøl, der begyndte med de ord: ” Vort Kongepar vi hilse fro”. Kongen takkede med megen hjertelighed og glæde for den berørte hyldest, men hans sidemand Hr. Durchl. ærgrede sig, da han så surt som eddikebrygger. Derefter kørte Kongen under et rungende hurraråb videre ad Nordborg, efterfulgt af en lang skare af vogne. Omtrent kl. 7, kom han igen tilbage. I provstegården var en del til middag og om aftenen kørte man en lille tur hen ad landevejen, for at se hvad der videre var anstillet til hans ære.
Pastor Schaarup i besøg 1840.
I den tid Kongen lå på Augustenborg, fik man også besøg i Havnbjerg præstegård, af den gamle Pastor Schaarup af Marstal med sin datter Ida. Han ville gøre Kongen og Dronningen sin opvartning, da de havde bevist hans ældste søn Gustav megen gunst. Han søgte tillige om hjælp til at holde kapellan. I Ketting var en ledig kapellan, Hr. Daniel Heinrich Jakobsen. Dronningen lod denne kalde og opfordrede ham til at tage over til Schaarup som kapellan. Jakobsen ville tale sin egen sag og henviste til, at han selv var temmelig gammel og håbede snart på befordring. ”Ja tjen De nu under den gamle mand et par år, så skal jeg nok have Dem i erindring”, svarede Dronningen. Jakobsen blev da d. 31. dec. 1840 kaldet til kapellan for Marstal menighed.. Pastor Schaarup og datter forblev en 4 dage i præstegården.
Kapellan Fangel gift 1840.
1840 blev kapellan Fangel g. m. sin forlovede Oline Marie Petersen, en datter af Pastor Petersen i Oksbøl, hvor brylluppet stod. Da han havde sine informationer i Nordborg, og kunne vente flere, blev det ham for besværligt hver dag at gå frem og tilbage, især om vinteren. Han tog sig da en lejlighed i Nordborg hos Skibskaptajn Hellesø på Søvang ved Nordborg. Om formiddagen læste han da ude i sine forældres hus med 4 drenge, der skulle studere: Christian Heinrich Bruhn, Ernst Harbou, Fritz og Christian Riegels. Om eftermiddagen læste han med andre i sit hus: Jens Krog, Frederik Callesen, Jørgen Petersen og Christian Matzen fra Meelsgaard. Ligeledes læste han på slottet med herredsfoged Steffens døtre: Marie og Eva, samt Provst Thomsens datter Louise. Han vedblev at prædike i Havnbjerg, hver anden søndag, kom også ofte et par gange om ugen hen og læste da også en times tid med mig, tysk, historie og geografi; hvilket han havde begyndt siden foråret 1839.
Jakobsen bliver underlærer 1840.
1840 i efteråret blev underlærer Peter Matzen kaldet til skolelærer i Stevning og Havnbjerg, fik igen til underlærer en seminarist Jakobsen, der flere år havde været huslærer på Rumohrsgaard. Stevning skoleembede søgtes også af en lærer Peter Hansen, fød i Miang, der var huslærer på Hjortspring og forlovet med datteren Kathrine Thomsen. Han kom og bad Pastor Knudsen om at tale sin sag hos provsten, da han var nødt til at gifte sig. Han erklærede imidlertid at retfærdighed bød ham at virke for sin egen duelige lærer, hvad han kunne. Herover blev man meget stødt på Hjortspring, da man syntes, at han burde have gjort det for familiens skyld. Han blev da kort efter i al stilhed viet til hende, blev andenlærer på Augustenborg og siden degn i Adsbøl på Sundeved. Jakobsen kunne slet ikke enes med Frederiksen.
Vild kvie løber i skoven 1840.
Præsten havde dette år en grå kvie, der allerede fra kalv af havde været noget vild på sig. Den gik i skoven ”de gamle haver” med de andre kvier og kalve. Men da den en dag i høstens tid skulle trækkes hjem til tyren, blev den i byen på engang rasende og gal, rev sig løs og fo`r ad skoven til, hvor den hele efteråret og en del af vinteren løb som et andet vildt, uden at nogen kunne komme den nær. Den blev da til sidst skudt.
Et nyt skolehus bygges 1841.
Til sommeren 1841 bestemte skolekommissionen at Havnbjerg gamle skolehus skulle nedrives, og et nyt hus opføres. Skoleforstanderne var: Boelsmand Peter Hansen af Havnbjerg, boelsmand Lauritz Hansen af Elsmark, boelsmand Hans Jessen Bonde af Lauensby, boelsmand Jørgen Jakobsen af Lunden og boelsmand Andreas Christensen Dam af Brandsbølle. Præsten var med skoleforstanderne om vinteren bleven enig over planen og overslaget. Det blev enstemmig vedtaget, at det skulle ligge med siden ud mod vejen, i en afstand fra denne, dels ville det tage sig kønnere ud, og havde lærerne udsigt med skolen og kirken. Det blev fremlagt til almindelig eftersyn i den lovbefalede tid og ingen indvendinger blev gjorte. Man troede nu, at sagen var i sin orden. Men da en 14 dage var gåede hen, får degnen Frederiksen en aften kådner, Johan Peter Clausen af Brandsbølle ind og får en ny afridsning af huset gjort, hvorved det kom til at ligge med enden ud imod vejen og med siden mod syd til haven. Man fik på denne måde mere gavn af solen, og taget blev heller ikke så udsat. Der blev nu i nogen tid talt om denne sag i sognet, og det varede ikke længe førend de 2 byer Brandsbølle og Lunden med deres 2 skoleforstandere sluttede sig til denne tanke og søgte at få den hele plan forandret derefter.
Strid med en del af sognet 1841.
I Havnbjerg var det nu mest den rige Peter Bonde, som også sluttede sig hertil, ellers foreholdt de 3 byer Havnbjerg, Lauensby og Elsmark sig ret uvenlige, eller også tog de parti for den første plan. Navnlig knyttede de 3 skoleforstandere her aldeles deres sag til præsten, og var ivrig virksomme for, at det skulle opretholdes som det engang var vedtaget. ”Man kunne have sagt til i rette tid og ikke komme bagefter og kuldkaste den hele plan”. En eftermiddag kom da 10-12 mænd, nærmest af Lunden og Brandsbølle, deriblandt de 2 skoleforstandere, boelsmand Jørgen Jessen, Povl Johansen og den rige Peder Bonde og ville tale med præsten om denne nye forandring. Han ville imidlertid ikke gå ind på deres anskuelse om det, det hele var lovlig vedtaget og indsendt til autoriteterne. Han blev vred og nogle af bønderne såsom Jørgen Jakobsen, Andreas Dam og Peder Bonde blev også højrøstede. De gik da deres vej, men et par dage efter henvendte sig et par af dem til provst Thomsen, der lovede dem godt, som han lovede alle godt. Efter megen vrøvl frem og tilbage blev det endelig bestemt, at huset fik den beliggenhed, som det nu har, hvad vel nok i flere henseender har sine behageligheder, men det ville unægtelig have taget sig smukkere ud på den anden måde. Præsten ærgrede sig i grunden mere over den historie, end den var værd; men det skal dog siges til hine mænds ros, at de i denne som tidligere i enhver sag var hans støtter og trofaste venner.
Biskop Tetens om denne sag 1841.
Biskop Tetens skrev under 13. maj 1841, herom til ham: ”Det gør mig ondt, gode Pastor Knudsen! at De har taget Dem meningsforskelligheden mellem Dem og skoleforstanderne og kommunen nær; det burde De ikke. Deres agtelse i menigheden hænger sandelig ikke af den plads, på hvilken skolen kommer til at stå; dertil er Deres agtelse i menigheden her vel grundet, stærk og fast. Lad bygningen komme til at stå således som menigheden, der jo dog betaler den, synes at den står bedst. Mere herom mundtlig, når jeg har den fornøjelse at modtage Deres mig lovede besøg”.
Våd og kold sommer 1841.
Der blev da om sommeren bygget på det nye skolehus, og da Frederiksen i denne tid boede i den store klasse, blev der holdt skole hver anden dag. Det var en forfærdelig våd og kold sommer hele tiden.
Mads Terkelsen Winther i besøg 1841.
Denne sommer havde de besøg af deres forrige degn i Tranderup, Mads Terkelsen Winther, lille Hans Petersen, en søn af gårdmand Christen Nielsen i Tranderup, og endnu en tredje mand. De forblev en 3-4 dage og morede sig godt. Især kunne de slet ikke glemme al den skov, der lå til præstekaldet. Grethe Frost kom tilbage fra Jylland og havde en kusine Lise Fangel fra Gudum med, der var svagelig og skulle bruge strandbade. Hun var her en del af sommeren. Ligeledes var Jomfru Marie Magaard af Svendborg her i længere tid i besøg.
Hr. Niels Petersen kommer hjem 1841.
Da man i november måned havde travlt med slagteriet i køkkenet, kom først på aftenen pludselig en vogn og holdt for døren. Præsten var gået ud med sit lys for at tage imod mulige fremmede. En lille herre kom straks springende af vognen og råbte: ”God aften! God aften! Hr. onkel!” I køkkenet gættede man straks at det var Hr. Niels, man kendte røsten, skønt han ikke havde ladet høre fra sig i flere år. Han havde sejlet i flere år med en amerikaner, så også godt ud i klæder og var også forsynet med penge. Han var hjemme om vinteren i præstegården, men det kunne dog af flere træk mærkes, at der ikke var synderligt ved ham, om foråret fik han sin arv efter onklen Juhler udbetalt. Dog varede det ikke længe, inden den var forbrugt.
Han lader sin plejesøn studere 1842.
1842 bestemte præsten, at jeg skulle studere. Følgen deraf blev, at jeg fra dette forår, af og det følgende år, gik hver eftermiddag ind til Søvang for at læse latin m.m., hos kapellan Fangel. Jeg gik først alene indtil jeg 1844 kom til at gå på parti sammen med Christian Bruhn, Jens Krog og Christian Riegels. Da blev det hver formiddag i gamle købmand Pet. Fangels hus. 1842 d. 7. juli døde Pastor Petersen i Oksbøl, han havde været svag det sidste års tid.
Pastor Fangel bliver præst i Oksbøl 1842.
Da kapellan Fangel, hans svigersøn havde prædiket flere gange for ham og ligeledes gjorde det af og til i vakancen, så ønskede menigheden nok at have ham til præst, hvis det kunne lade sig gøre. Det var jo naturligvis også en stor behagelighed for familien hvis det kunne det ske. De indgik med en ansøgning for ham til Kongen, og hvad der var det mærkeligste, Biskop Tetens tog sig meget ivrig af sagen. Vel kunne der altid siges meget til bedste for sagen, men Fangel var dog endnu dengang temmelig ung, havde haud og havde kun været kapellan i næppe 4 år. Da Kongen som sædvanlig kom om sommeren til Augustenborg, søgte en disputats fra Oksbøl sogn med Synsmand Mads Madsen i spidsen audiens, og tolkede ham deres ønske. Kongen tog som altid nådig og venlig imod dem, men lod dem vide, at han ikke kunne opfylde deres ønske, da hans anciennitet ikke var stor nok. Og senere tilføjede han i samtalen: ”men der er jo en anden Fangel, som søger det, hvad synes De om ham”. De måtte tilstå, ”at de ikke kendte ham videre, men hvad de havde hørt om ham, var kun godt”. Biskoppen talte senere med Kongen om sagen og vedblev at virke ivrig for sin klient. Da Kongen bemærkede, at han ikke ved at kalde ham, kunne forbigå alle de ældre ansøgere, tilføjede Biskoppen dristig: ”men Deres Majestæt må tillade mig at gøre dem allerunderdanigst opmærksom på, at de har gjort det før på lignende måde”. Ja tilføjede Kongen: ” det er historien med Havnbjerg og Svenstrup. Ved Havnbjerg gik de af med sejren, og hvad Svenstrup angår, da var jeg dengang ikke Konge men kun Prins”. Der blev da ikke videre talt om sagen. Den Fangel som også søgte, var præsten Holger Fangel i Høibjerg. Han drømte slet ikke om at få dette kald, og havde blot alene indgivet en ansøgning derom, for at føje sin familie i Havnbjerg. Da man senere af Synsmand Mads Madsen hørte i Havnbjerg, at Kongen havde ladet et ord falde om den anden Fangel, begyndte man så småt at håbe på, at han måske kunne få det. Det blev netop tilfældet. Kongen har vistnok af den grund fæstet sin opmærksomhed på denne. Ved at kalde ham, gjorde han intet videre brud på ancienniteten. Den 5. okt. blev han kaldet til sognepræst for Oksbøl menighed, og der blev naturligvis stor glæde herover i Havnbjerg præstegård. Kapellan Fangel med sin kone blev noget skuffet herved, da han vedblev at have et temmelig fast håb. Han mente siden en lang tid, at det var ham, som havde forskaffet sin onkel kaldet. Først i dec. kom han her til Als og måtte nu om vinteren leve adskilt fra sin familie. Men han fik dog et godt kvarter hos præsteenken, Madam Petersen. Den første søndag aften var alle fra Havnbjerg præstegård oppe i Oksbøl præstegård, for at hilse på ham, da han lige var kommen en dag eller to i forvejen. Da man om aftenen kom til at tale om enkelte sager i nådsensåret, ytrede præsteenken i sin godmodige naivitet: ”Ja havde vi nu haft salig Far her, da behøvede vi ikke at have spurgt os for, for han var altid så lovkyndig”. Da man skulle køre hjem var kusken Christian Jensen helt beskænket, den anden karl i Havnbjerg Jakob Frederiksen, der var gift, havde denne dag indbudt ham til at stå fadder for sit barn, der var bleven døbt om formiddagen og havde da af malice sørget for at drikke ham fuld, for at skyde ham ud hos præsten. Dette kneb lykkedes dog ikke, og alle kom den aften godt hjem. Den følgende søndag blev præsten Fangel indsat som præst for Oksbøl menighed. Det var 3. søndag i advent 1842.
Præsteenken Nyland døde 1842.
1842 d. 7. dec. døde præsteenken Frederikke Margaretha Nyland i Lauensby, 85½ år gl. Enkesædet med jorden tilfaldt nu alene enken efter Pastor Meyer, der lejede det hele ud, da hun stadig opholdt sig hos sin familie.
Pastor Graae fra Langeland i besøg 1842.
Denne sommer havde de besøg af præsten, Christian Graae, i Tranekjær på Langeland, tillige med sin kone, 2 sønner og deres huslærer cand. Leth. Der blev gjort gilde for dem i præstegården, og de blev da igen budte hen flere steder, hos Riegels på Fægtenborg, til Nordborg hos kapellan Fangel og deres svigerinde Mad. Frost. En dag kørte de om med dem til Augustenborg og en anden dag til Frydendal. De var her en 6 dage og rejste over Fynshav tilbage til Fyn, da man ikke endnu dengang ret kunne benytte dampskibene.
Pastor Rasmussen i besøg 1842.
Ligeledes var Pastor Rasmussen, der siden kom til Marstal et par dage for at se på Oksbøl præstegård, hvilket kald han agtede at søge.
Hans plejesøn konfirmeret 1843.
1843 d. 17. april blev jeg konfirmeret, i hvilken anledning familien fra Lysholm og Hjortspring var indbudt herom til kirketid og til at forblive til middag.
Familien flytter ind i Oksbøl præstegård 1843.
Om foråret holdt Fru Fangel sit indtog i Oksbølle præstegård. De kom nu jævnlig over, og deres søn Holger, alm. kaldet ”Odle” var dengang 1½ år. Han skulle altid prøve hvorvidt han nu kunne nå at se op på bordet, og måtte idelig gentage visen om: ”den gamle Karo gør en sti, da vognen holdt for døren”.
Salen og flere værelser tapeseres 1843.
Ligesom man fik travlt med at gøre om i huset og haven der i præstegården, således kom der også tapeter op og blev der malet i Havnbjerg præstegård i salen, gæstekammeret og sovekammeret, hvor der tidligere kun fandtes hvidtede vægge. Da den lange Jakobsen stod i døren for at se på den nye sal, malede Hr. v. Schack, maleren fra Nordborg, hans portræt bag kakkelovnen i salen, hvor det sad i mange år. Dagligstuen var allerede bleven malet af samme mand 1840.
Bispevisitats 1843.
1843 d. 3. sept. en søndag kom Biskop Tetens tilligemed en brodersøn, Stiftamtmand Tetens fra København, uventet på visitats i Havnbjerg kirke tæt førend sognepræsten gik på prædikestolen. Han skriver selv herom følgende i kirkebogen: ”1843 d. 3. sept. bivånede jeg uden foregående anmeldelse i Havnbjerg kirke gudstjenesten, som jeg der forefandt at udføres i alle dens dele med anstand og orden, under en herskende rolighed og stilhed. Sognepræsten holdt en meget opbyggelig, kristelig prædiken, som hørtes med alm. andagt. Med ungdommen var den dag ingen katekisation berammet, formedelst de endnu ej endte høstferien. Embedsbøgerne er som de foregående gange i tilbørlig orden”. Da man ikke vidste af det forud, var der intet videre middagsselskab, men fik dog et lille selskab samlet ved at sende bud til Oksbøl. Herfra kom ikke blot præsten og hans kone, men også kapellan Schwensen fra Hørup med sin kone og en søster. De var komne hertil om morgenen for at gå i kirke. Præstekonen fik i en fart noget anstillet til middag. Søndagen forud var han på lignende måde kommen til Hørup. Der kom nu uro i mange præstegårde, hvor han næste gang ville tage hen.
Cand. A.E. Thomsen prædiker til Demis i Havnbjerg kirke 1842.
Når Biskop Tetens ikke katekiserede denne gang med ungdommen, behøvede han det egentlig heller ikke, thi året forud i august måned havde han hørt dem. Cand. Andreas Ewald Thomsen af Nordborg havde prædiket og katekeret demis for ham i Havnbjerg kirke. Man ser dette af et brev fra biskoppen til præsten: ”kender jeg ellers den gode Pastor Knudsen ret, så ser han ikke gerne at jeg på fredag rejser fra ham uden først at have spist hos ham til middag; og da jeg sandelig nødig vil fortørne denne mig så kære mand, så modtager jeg også i så fald hans indbydelse, men er dog ligeså fri at tilføje det ønske, at jeg da må med Dem i allernærmeste kreds, når jeg i mit brev har anmeldt min ankomst til kirken til kl. 11, så forstår jeg derved alm. borgerlig, ikke Havnbjergs tid, en sådan tid nemlig, som følges både sønden og norden Havnbjerg. Ketting d. 22.8 1842. Deres hjertelig hengivne Tetens.
Bispinde Tetens døde 1844.
1844 d. 21. april døde bispinde Karen Sophie Tetens, født Gaarder i Ketting. Den elskelige kvinde var alm. afholdt af alle og bidrog ligeså meget ved sit elskelige, blide og venlige væsen, som hendes mand ved sin fine dannelse og humanitet at gøre Ketting Bispegård til et yndigt, kærligt, tiltrækkende samlingssted for præsterne som for andre familier og bekendte. Der var derfor også et ualmindelig stort følge forsamlet den dag hun blev begravet. Alle Øens præster med koner og døtre fulgte hende til graven. Damerne strøede blomster og kranse. Fra Havnbjerg fulgte præsten, hans kone og Marie Frost. Efter endt gudstjeneste indbydes alle præstefamilier op til middag hos Provst Høeck
Bryllup i præstegården 1844.
1844 d. 7. nov., stod min broder, Knud Knudsens bryllup med Marie Frost i Havnbjerg præstegård. Hertil var hele familien indbudt: al den Fangelske familie fra Nordborg, bendrejer Petersens, Pastor Fangels og enkemadam Petersen fra Oksbølle, Vogelsang fra Solbjerggaard, Thomsen fra Hjortspring, Pastor Ahlmann fra Guderup, den gamle Mad. Knudsen og Vogelsang på Østerholm, samt lærerne fra Havnbjerg, m.fl. Det var et slemt regnvejr og derfor kørte man op til kirken omtrent kl. 3, hvor præsten selv viede dem. Da man kom fra kirken, blev der opvartet med chokolade og kaffe og lidt længere hen gik man til bords. Pastor Knudsen med sin gamle svigerinde fra Østerholm, tog plads på den ene side, præsten i Oksbøl med sin søster Madam Frost på den anden side af brudefolkene. Præsten var på en måde plejefar til dem begge, da de i flere år som små havde været i hans hus på Ærø. De andre gæster ordnede sig selv, lige overfor brudefolkene fik Jomfru Marie Fangel af Nordborg plads med sin trolovede handelskommis Jørgen Clausen. Ellers blev der begået den fadæse, at en af de allernærmeste i familien, brudgommens eneste faster Madam Thomsen på Hjortspring, blev en af de sidste der blev tagen til bords og måtte nøjes med den lange skolelærer Jakobsen. I øvrigt herskede en glad og gemytlig stemning. Næste dag indfandt sig en del gratulanter da det tillige var præstens fødselsdag d. 8. nov.
|
