9b. Hans ophold i Havnbjerg på Als fra 1835 - 1862
De tyske bevægelser 1845.
1845 begyndte man mere åbenlyst at se frugterne af Hertugens separatistiske bevægelser. De tyske liedertafler kom i gang og tyske folkefester blev sat i scene. Man holdt dette år også en folkefest i skoven Egeskov ved Nordborg, hvor Hertugen med prinsesserne var til stede, og liedertaflen og den tyske sangforening lod sig høre. Festen tabte aldeles sin betydning, da bønderne, især fra Meels, gjorde kraftige moddemonstrationer. Præsten fordømte afgjort alt dette tyske væsen, han var aldeles dansksindet, han betragtede Danmark som sit fædreland og Kongen som sin rette og eneste Herre. Han holdt derfor også kun danske aviser i sit hus, havde holdt Dannevirke fra den første tid det begyndte og vedblev dermed indtil sin død. Fyns Stifttidende ombyttede han efter krigen med det danske blad, som da udkom i Sønderborg. Han befattede sig vel aldrig med agitation, dertil blev han for gammel, og var han heller ikke egnet; men han glædede sig dog ved alt hvad der var dansk, og var heller ikke sen til at tage ordet og læse vedkommende teksten for, når nogen i hans hus begyndte at tage ordet for den tysk slesvigsk - holstenske sag. Al hans familie var også, på få undtagelser nær, dansksindet. Bendrejer Petersen med sin jyske kone, født Fangel, var vel tysksindet, men ytrede sig aldrig i hans hus. På Hjortspring holdt liedertaflen engang sit indtog. Hertugen forsømte heller ikke at sende et par harer derind, når han var på jagt i egnen. Hans niece Madam Thomsen, hittede med tyskerne som med den tyske øvrighed på Nordborg, med de første for at indynde sig hos Hertugen, for om muligt at få sine sønner anbragte som forpagtere på hans gårde, og sin svigersøn Hr. Hansen ind i et af de bedre degnekald, og med den sidste, nemlig øvrigheden, for om muligt at få gården til én af sine egne sønner. Den tyske synsmand, Frederik Jebsen i Guderup, havde også altid meget indpas på Hjortspring og blev ved Hollænders død endog hendes kurator. Hun fik da, som hun havde fortjent, engang et ordentligt rivaf i Havnbjerg af sin gamle onkel.
Hans plejesøn kommer til Odense skole 1845.
1845 sidst i aug. kom jeg ind på Odense skole, hvor han holdt mig indtil 1845 i okt. Han blev også fremdeles ved at holde mig i København fra 1848 indtil 1855. Han viste sig herved som altid meget honnet; thi skønt han godt kunne have ladet mig søge stipendier, og i alt fald have ladet mig forbruge det jeg havde arvet efter den gamle tante på Lysholm, ville han dog ikke gøre brug af nogen af delene, men underholdt mig frit ud af sine egne midler. ”Jeg skulle ikke berøve andre den hjælp, hvortil de kunne trænge”, var hans svar. ”Han havde nu engang selv påtaget sig at holde mig frem.”
Hans kones svaghed 1846.
Hans kone havde i flere år båret på en svaghed som ingen vidste. Hun var imidlertid meget bedrøvet ved min afrejse og ytrede ”at det var ikke sagt, at hun fik mig tiere at se, og bad mig derfor om altid at være god og kærlig imod hendes gamle mand”. Jeg lovede det, men tænkte ikke videre ved, at hun så hurtig skulle gå bort, da hun jo så tilsyneladende rask nok ud, som hun altid plejede. Undseelig som hun var, havde hun båret det hos sig selv, og ikke haft mod til at åbenbare det for hendes mand eller nogen anden. Men hen på efteråret tog hendes onde til og svækkedes hun i den grad, at det ikke længere kunne holdes skjult. Da deres tidligere læge krigsråd, Dr. Balle på Nordborg var død, sendte man bud efter den duelige læge Dr. Jakob Nielsen i Jestrup, der fra den stund af blev deres huslæge; til folkene brugte man derimod den tysksindede læge, Dr. Eckemann på Nordborg. Dr. Nielsen kom, undersøgte hendes tilstand og erklærede for familien, at hun havde kræft i brystet, og at han meget befrygtede, at hun ville komme sig, da hun havde set det alt for længe på, og ondet havde grebet for vidt om sig. Han søgte ved sin kur at lindre hendes smerter, så vidt det lod sig gøre. Men hendes kræfter tog dog bestandig mere og mere af om sommeren 1846; hendes udseende blev helt forandret, hendes bryst voksede så svært ud og hendes underliv svandt ind. Hun havde ellers i tidligere tid været meget fed og svær. Hendes stemme blev så spæd og pibende, og der var en slem lugt ved hende. Hun blev svagere og svagere og 1847 d. 29. jan. døde hun i en alder af 49½ år.
Hendes død 1847.
Hun stod temmelig længe, inden hun blev begravet, da hun så ofte tidligere havde ytret frygt for at blive levende begravet, og derfor havde bedt om at man skulle lade hende stå længe lig. Tolvmændene bar hende hen og hun blev lagt i den begravelsesplads på kirkegården, som han straks ved sin ankomst til Havnbjerg havde indrettet til et hvilested for sig og sin hustru. Hendes bror talte i huset, kapellan Fangel kastede jord over hende, og Provst Thomsen holdt ligprædiken i kirken. Mens man var i kirken arrangerede præsteenken Mad. Petersen i Oksbøl, og bendrejer Petersen af Nordborg alt hjemme med at dække og få bordene opstillede; thi der holdtes efter den tids gamle skik et stort begravelsesgilde for familien og en stor del af følget. Hendes mand anmeldte selv hendes død for fraværende venner og bekendte følgende linier: ”Lovet være Gud, som hører lidendes bønner og altid er nær med bistand og hjælp, når nøden er steget til det højeste. Dette erfarede min trofaste hustru, Sophie Margrethe Knudsen, født Fangel, som længe nedbøjet under et af de sørgeligste sygdoms kors, indslumrede i døden d. 29. jan. i hendes alders 50. år. I lidet over 26 år var hun min tro ledsagerinde på livets vej, og kun evigheden vil kunne erstatte mig mit tab. Hendes død tilkendegives herved fraværende slægt og venner, om hvis oprigtige deltagelse i min bitre sorg, jeg fuldest føler mig forvisset”.
Biskop Tetens bevidner ham sin deltagelse 1847.
Biskop Tetens bevidner ham sin deltagelse i følgende brev: ”Med dyb vemod, bevidner jeg Dem, gode kære Knudsen! min inderlige oprigtige deltagelse i din sorg, som døden har tilføjet Dem, ved at berøve Dem Deres elskede, dyrebare Sophie; jeg kendte hendes værd og hendes ædle hjerte, jeg ved hvor usigelig hun elskede Dem og lykkeliggjorde Deres liv, hvor inderlig De elskede hinanden, og derfor kan jeg så fuldelig føle med Dem, Deres sorg og Deres tab, jeg kan det så meget mere levende, som jeg selv har lidt et lige tab; vi ville lide med hverandre, men ulige, gudhengivne sørge med hinanden, og vi ville finde trøst i den tanke, at det kærlige forsyn forundte os den nåde gennem lang række af år, at leve vore dage med tvende så elskelige væsener, som vore bortgangne var. Sikkert skulle jeg have opfyldt den, endskønt tunge venskabspligt at ledsage Deres hedengangne til hendes grav, men min helbred formener mig det; jeg vover det ikke. Men kan jeg end ikke stå ved hendes grav, min tanke skal sikkert ledsage hende hin side graven til de højere egne, hvor hun nyder sin himmelske løn for den her øvede ædle jordiske dåd. Gud give Dem Knudsen! det mandige rolige sind til med styrke at bære Deres sorg! Det ønsker hjertelig og oprigtig. Deres ven Tetens, Ketting d. 30. jan. 1847.
Hendes karakter.
Den omstændighed, at hun var 24 år yngre end sin mand bevirkede, at hun hele sit liv igennem mere stod i forhold til ham, som en datter end som kone. Den kærlighed, hun havde båret til sin gamle far, overførte hun i rigt mål på sin mand. Hun så i alt op til ham, hans mening gjaldt ubetinget for hende, hun sagde ham aldrig imod og sjælden var den opofrelse og kærlighed hun stedse viste ham. Havde hun vidste der kunne glæde ham, var det hendes kæreste ønske at få opfyldt. Hver eneste dag kom hun og spurgte ham, hvad han ønskede sig til middag, og havde han ytret et eller andet ønske, kom det gerne til hans fødselsdag. I sit hele forhold til ham lagde hun stor barnlighed for dagen, hvor meget han derfor kom til at savne hende, så var det dog vist bedre at hun gik først bort; thi hun ville ikke ret kunne have undværet ham, hendes liv gik så at sige op i ham, om ham drejede sig alene hendes tanker. Hun var meget livlig og gemytlig, når hun var alene med folk, for hvem hun ikke generede sig, var dette tilfældet, da talte hun ikke meget, der lå altid et stramt bånd på hende over for dannede folk, da hun ikke kunne få sig til at tale rigtig dansk, men helst benyttede folkedialekten. Ellers var hun meget gemytlig og kunne more sig ved en ringe ting. Hun holdt meget af at læse morskabsbøger, især Holbergs komedier, havde hun ikke andet ved hånden, tog hun gerne …….. frem. Hun var meget tarvelig i alt hvad der angik hende selv og hendes klædedragt. Skulle hun have en ny kjole måtte han minde hende derom, og for det meste vælge for hende. Hun var meget dygtig, navnlig hvad madlavning angår, og kunne udrette en del i en fart, når hun satte sig det for. Derimod kunne hun måske nok have lidt mere sans for orden, hun havde vist nok haft sjælden godt af, hvis hun i sin ungdom var kommen et par år ud
iblandt fremmede. Men nu døde hendes moder tidlig, og derfor beholdt hendes fader hende hjemme for at bestyre sit hus. Hun bar sin sygdom med en sjælden tålmodighed, havde vel undertiden smerter, men klagede sig dog ikke, for ikke at genere og bedrøve sin mand. Disse smukke egenskaber var hun i besiddelse af, de vare en pryd i hendes liv. Derimod kan det ikke roses, at hun af natur var meget mistroisk, tilbøjelig til at fortælle sin mand alt, hvad hun i den henseende tænkte og dømte urigtig; thi derved blev han i sin alderdom og især efter hendes bortgang mere og mere smittet af den samme syge. Tilmed var hun heftig og opfarende især mod sine piger, som hun til en tid heller ikke havde godt ved at få, og beholde dem.
Stuepigen Anne Jensen 1841-55.
I hendes sygdom blev hun passet med en sjælden troskab af stuepigen, Anne Jensen, en datter af boelsmand Hans Jensen i Ketting. Hun var til enhver tid rede om natten, at stå op når klokken ringede, og til at våge hos hende. Derfor skænkede han hende bagefter den seng hans kone havde ligget på og en veksel på 70 rdl. cour., som hendes bror Matthias Jensen skyldte ham. Hun kom dertil i efteråret 1841 og vedblev at tjene i præstegården indtil eftersommeren 1855, da hun blev g. m. kådner, Jørgen Lykkemand i Asserballe. Hun var en sjælden tro og pålidelig pige, der gik stille ved sit arbejde. Man behøvede blot en gang at sige hende hvorledes det skulle være, så blev det også for fremtiden udført. Hun havde ikke mange ord, holdt sig derfor også fri for sladder, gik sjældent ud og forstod i en høj grad at sætte sig i respekt hos alle, da hun var tilbageholdende, men alligevel fast og bestemt af karakter, og var ikke bange for at sige sin mening alvorlig, når man gjorde hende uret. De andre folk især karlene kom hende ikke let for nær, hun forstod at holde dem 3 skridt fra livet. Selv den gamle præst bar megen respekt for hende; thi da han engang ytrede i sin heftighed, da hun kom ind for at måle brændevin i til karlene, at han syntes der gik alt for meget til, svarede hun intet. Men da hun næste gang kom for at måle ud, en snaps til hver, tog hun fadet og bad ham se på, så kunne han overbevise sig om, at hun målede ikke mere end hvad de skulle have. Fra den tid ytrede han ikke oftere noget til hende om sligt.
Krigen i Slesvig 1848-50.
1848 i marts udbrød den første slesvigske krig. I håb om at friskarerne skulle komme over til Als, begyndte Slesvig – holstenerne at rejse hovedet. Dette blev imidlertid forpurret ved Najadens ankomst. En af de første dage mødte den gamle præst Dr. Eckermann fra Nordborg på Havnbjerg gade, der kom kørende fra et besøg hos patienten. Han holdt og begyndte at tale om oprøret, og da præsten mente, at det ville vi nok få bugt med, henviste Dr. Eckermann til, at 20.000 preussere stod parate til at til at rykke ind. Da præsten imidlertid kækt svarede, ”at det kun var en mundfuld”, ytrede den anden: ”det skal De Guds død ikke sige”, og kørte straks sin vej. Fra denne tid kom han ikke oftere i Havnbjerg, ligesom han heller ikke blev brugt som læge til folkene, hvortil han siden Dr. Balles død var bleven brugt, hvorimod Dr. Nielsen fra hans kones sygdom vedblev at være huslæge. Efter slaget ved Slesvig d. 23. april varede det ikke længe, førend man også fik indkvartering i Havnbjerg præstegård, der blev anset for et godt kvarter. Thi foruden at officererne hver dag spiste ved et godt bord og fik deres vin, tog han heller ingen betaling af dem. I foråret 1848 lå først en 3 ugers tid Oberst Bülow, siden den berømte general og sejrherre ved Fredericia, kaptajn Neergaard, (senere krigsminister) og general og løjtnant Charles Beck. De følte sig alle som hjemme der og underholdt sig meget med den gamle mand. Mens de lå her, blev der en dag blæst alarm, bauner blev tændte og kirkeklokkerne ringede. Kvinder og folk hylede og græd og stimlede sammen og rygtet gik, at fjenden var landet ved Hardeshøj. Dog det hele viste sig snart at være blind alarm. Foruden staben lå her også et par underofficerer med flere menige soldater. Da Oberst Bülow rykkede bort, fik man igen Oberst Hagemann med sin stab, hvoriblandt løjtnant Stricker. Oberst Hagemann var også en gammel mand, men ikke så livlig og ligefrem som Oberst Bülow, han lå her også i flere uger. I oktober 1848 blev løjtnant D… af artilleriet indkvarteret, han blev liggende her hele vinteren, indtil tropperne i foråret atter rykkede i marken, han sluttede sig til familien. Samtidig lå i Oksbøl løjtnant Messerschmidt, ligeledes af artilleriet. Lidt længere hen i vinteren blev ligeledes Oberstløjtnant v. Koch og løjtnant Magius indkvarterede i præstegården, som blev her vinteren over. Koch ville gerne prale og ytrede således engang at han kunne godt spise en rotte. Magius og Dreier holdt an med min søster Doris, som bestyrede huset for den gamle præst, at de ville se at få fat på en sådan, når hun ville tillave den for Oberstløjtnanten. Det havde hun dog ikke lyst til. Da foråret 1849 kom, rykkede også de over og deltog i kampene i Sundeved. Løjtnant D… faldt. Da der atter blev sluttet våbenstilstand hen i sommeren, kort efter den glimrende bedrift ved Fredericia 1849 d. 1. juli, om hvilken sejr præsten straks fik efterretning af Fritz Riegels, der opholdt sig på Snoghøj og straks ilede hjem til Als med efterretningen. I august måned blev Oberst Læssøe, chef for 12. bataljon, indkvarteret i præstegården, hvor han blev liggende indtil juli 1850. han lå i det hele 11 måneder her; skønt han ellers ikke havde spist i familien, hvor han ellers havde ligget i kvarter, så sluttede han sig dog nøje til familien, han spiste hver dag ved familiebordet, sad længe og underholdt sig med den gamle og kom også ind når der var fremmede. Han plejede hver dag at føre Poppedreng og Pap….., der døde ikke længe efter vistnok fordi den blev for godt passet. Oberst Læssøe var meget arbejdsom, de unge løjtnanter kom hver dag og blev satte i arbejde med en del skriverier. Han var tillige en from kristen der læste Guds ord. Det Nye testamente lå opslået på hans bord, og han gik hver søndag i kirke. Han holdt meget af at høre den gamle. Hver dag måtte han op til Møllebakken eller kirken for at nyde den smukke udsigt. Den sidste aften blev han siddende temmelig længe, for at underholde sig med den gamle præst, lod meget bevæget, da han endelig sagde godnat, men sagde, at han endnu engang måtte op på Banken, før han gik til sengs. Næste dag rejste han bort med sin bataljon og kort tid efter faldt han, den mest geniale og talentfulde af Danmarks officerer d. 24/25. jan. ved Isted 1850. Han var en mand med et ægte dansk hjerte, en lys forstand, mangesidige kundskaber, retsindig og brav, stille og bramfri i alt sit væsen. Der har vel også ligget andre officerer indkvarterede i Havnbjerg præstegård, men dog for det meste kun for en kortere tid. Den ene af hans karle, Klaus Brock af Guderup blev straks indkaldt til armeen, han ankom allerede til Odense en 5-6 dage efter oprøret var brudt ud og gjorde hele krigen med, så at han først fik sin afsked 1851 i jan, da armeen holdt sit indtog i København. Den anden Christen Have var der også tale om, men han blev dog hjemme, men måtte af og til i transport. Klaus Brock kom da atter tilbage i sin plads.
Hans kapellan 1848-60.
Holger Christian Clausen Fangel, som havde været kapellan siden 1838, blev ved krigens udbrud konstitueret som præst i Notmark og Asserballe, i de fordrevne tyske præster Fr. Petersens og Schlaikjers sted, da den gamle gav sit minde til det. Da han imidlertid blev der hele sommeren og 1849 blev fast ansat som præst i Notmark, måtte han tænke på en anden kapellan. Vel var han endnu temmelig rask og havde 1848 besørget embedet alene, men han var dog en gammel mand, og der kunne jo let komme noget på. Derfor fik han ifølge tidligere løfter 1849 ved pinse Johan Preben Wernich til sig, der havde været huslærer hos Pastor Claudius i Burkal ved Tønder, med hvis datter han havde forlovet sig. Han var en søn af Postmester Wernich i Sønderborg, han mor var en datter af Amtsprovst Saxtorph på Langeland, i hvis hus Pastor Knudsen engang havde været kapellan, og derfra hidrørte bekendtskabet med familien, der plejede en dag om sommeren at besøge Havnbjerg med deres egen og andre familier. Han var født i Sønderborg 1819, blev 1840 student og tog 1845 d. 14. juli theol. eksamen ved Københavns Universitet med haud.
1849 tog han i Guderup de praktiske prøver med haud., blev kaldet til kapellan for Havnbjerg og ansat 1850 i januar. Han var lige bleven ordineret, da der kom opfordring til ham om at gå på valg i Rinkenæs, så ville man sikre ham at blive valgt. Det udgik fra den bekendte tingskriver Jepsen, der var kommen tilbage efter våbenstilstanden, efter at han under krigen havde måttet opholde sig på Als. Wernich blev da præst i Rinkenæs, og præsten måtte selv igen alene forrette tjenesten. Frederik Suhm Kinch, der var forlovet med en datter af præsten, Andreas Petersen i Rise, henvendte sig til ham, og han var villig til at antage sig ham, hvis han kunne blive løst fra sin militærpligt. Han var nemlig gået frivillig med i krigen, i hvilken han var bleven forfremmet til løjtnant. I det håb at blive slettet ud af armeen, især da han i krigen havde mistet et par fingre, tog han til ham i foråret 1850, og prædikede flere gange i Havnbjerg menighed, tog de praktiske prøver i Igen kirke under Biskop Hansen, men da krigen i juli 1850 atter begyndte, måtte han igen med, og således nåede han ikke at blive ansat og ordineret. I efteråret 1850 fik han brev fra forhenværende kapellan i Nørreaaby Theodor August Bernth, der ved Pastor Winges død var bleven ledig og nok ønskede at tage til ham uden ansættelse. Han håbede derved lettere at blive ansat i Slesvig, men da han ikke kunne bekvemme sig til at gå på valg forblev han dog i 10 år. Han ankom hertil i dec. 1850, gik i land ved Fjordmose og kom til Lysholm, hvorpå han blev befordret til Havnbjerg. Han var født i Korsør 1817 d. 5. aug., hvor hans far dengang var bagermester; siden blev han herredsfoged over Voer og Nim herred ved Horsens, hvor han boede. Han blev etatsråd, hans mor hed Stephanie Lange. Han havde 1841 d. 5. nov. taget theol. eksamen med haud, hvorimod han for de praktiske prøver havde fået laud. Han var også en god prædikant. Fra 1843-50 havde han været kapellan på eget an - og tilsvar hos Pastor Winge i Nørreaaby og Indslev. I det hele kom han godt ud af det med den gamle præst, bedre i de første år, da han endnu ikke var forlovet, og den gamle endnu var mere rask, da sad han meget og underholdt sig med den gamle mand. Da han senere blev, 1856, forlovet med Frøken Emma Riegels levede han mere for denne familie, gik tit derhen, hvad jo ikke var så underligt, da det jo kunne være trist nok for ham i Havnbjerg præstegård, hvor den gamle levede med en husbestyrerinde. Han fik heller ikke ret stor løn, ønskede ivrig befordring, var tilbøjelig til tungsind og kunne derfor nok trænge til adspredelse ved at søge hen til Fægtenborg, hvor familien nu helst forblev i hjemmet. 1860 i efteråret blev han kaldet til præst for Kegnæs og 1861 d. 30. april stod hans bryllup i Fægtenborg med Frøken Emma Riegels, en datter af Justitsråd Riegels.
Doris Knudsen, jomfru 1846-1850.
Da min tante blev syg 1845 i efteråret kom min søster Doris Knudsen til dem for som jomfru at bestyre deres hus, Hun var dygtig i al slags madlavning, da hun havde lært at koge i det hertugelige køkken på Augustenborg. Hun var en rigtig rar og god pige foruden ærlig og oprigtig, men hun var meget svag af helbred og tog sig derfor enhver ting temmelig nær. Hun kunne aldrig rigtig gøre dem tilpas, hvad jo kunne være vanskeligt nok, da tante var meget mistroisk og heftig og heller ikke var fri for at indtage den gamle præst imod hende. Da krigen kom og han altid ville vise sig fra den gæstfri side, var galant og behagelig overfor fremmede, var det jo ikke så underligt om der gik en del mere til i husholdningen, end i hans salig kones tid. Det var heller ikke frit for at andre kunne bestyrke ham deri, da de fleste helst sagde ja, eller tav i stedet for at sige ham imod, hvad han ikke kunne tåle, og derfor sjælden blev. Det gik derfor gerne ud over hende, og hun blev ofte bittert krænket; det havde da måske været klogere, om hun havde forstået at tie, at smigre kunne hun ikke nedlade sig til. Hun søgte da at forsvare sig, men herved gjorde hun kun ondt værre. Hun blev g. m. blikkenslagermester M. Elley i Sønderborg 1850 d. 21. april. Han gjorde deres bryllup, hvortil Oberst Læssøe og kaptajn Diogenes med frue i Oksbøl deltog. Da hun blev syg 1855 sendte han hende igennem min bror 50 rdl., hvilket gjorde hende glad. Den sidste nat hun levede, lå hun derfor og fantaserede, idet hun mente hun var i Havnbjerg og kaldte hvert øjeblik på stuepigen Anna Jensen, at nu, måtte de skynde dem, at have kaffen færdig til den gamle, for nu kom han snart op. Hun døde 1855 i maj, 33 år gl.
Marie Frederiksen, Jomfru 1850-58.
Da hun kom derfra, fik han atter i foråret 1850 Jomfru Marie Frederiksen, en datter af degnen Peter Frederiksen i Havnbjerg; hun bestyrede ham huset i 8 år.
Hans plejesøns studering 1848-55.
1848 i efteråret blev hans plejesøn Chr. Knudsen student og 1855 i juni kandidat. Han har altid vist sig som en fader imod ham. Alt hvad der medgik til hans studering ville han anvende, og skønt det vel ikke havde været vanskeligt at få testim. paupertetis for ham, ville han dog ikke benytte sig deraf, da han som han selv sagde, ikke ønskede at de skulle gå fra andre, der kunne trænge til understøttelse. Han ville heller ikke, at den lille arv på en 1600 rdl., som han havde fået efter sin gamle tante på Lysholm, skulle først forbruges, han havde nu påtaget sig det, og så ville han også fuldføre det. Han medgav ham gerne 400 rdl., når han efter sommerferien rejste til København, og hen imod tiden skrev han gerne selv om han ikke trængte til penge. Han var i så henseende som altid meget honnet.
Hans økonomiske forfatning 1850-60.
1850 døde enkefru Meyer, derved kom han også i besiddelse af enkesædets indkomster. Jorden blev lejet ud, men ikke til de højeste priser, og heller ikke til de vederheftigste mænd. Hans præstegårds byggegæld blev også i disse år udbetalt. Han havde vel nok i det hele gode indtægter, både af sin avling og af skoven, men langt fra ikke det, hvad han kunne have haft, da han både havde forpagtet det ud til lave priser og solgte brændet billigt. Han gav meget bort og lånte meget ud, uden at have tilbørlig sikkerhed, nøjedes for det meste med en simpel veksel. Derfor led han disse år ikke ubetydelige tab ved de idelige fallitter. Således tabte han hos barber Hannemann, der efter krigens tit boede i Holsten, hos postassistent Jensen på Nordborg, købmand Seyffert, der skyldte landleje for flere år foruden for korn, hos proprietær, Chr. Matzen på Meelsgaard og hos kromand Diderichsen i Oksbølle, der skyldte ….. for 2 år, omtrent 2800 rdl., hvoraf han fik den tredje del. Skovfoged, Jens Jensen Skov ved Elstrup og lægen Krigsråd Jensen på Nordborg, foruden så meget andet, som han havde lånt ud i mindre summer til andre. Det er ikke ubetydeligt, hvad han således tabte. Men dog vedblev han alligevel at låne ud på ny på samme usolide måde. I denne henseende troede han folk, for godt men blev også tit skuffet. Han var derfor altid overrendt af folk. Dog skal det også siges til ros, at han også har hjulpen mangen ærlig håndværker, der ellers vanskelig ville kunne blive hjulpen. Hver af hine ovennævnte folk var derimod plattenslagere og bedragere, som han ikke forstod at tage sig i agt for, især når de kom med et glat ansigt.
Korrespondance med sine gamle venner.
Iblandt tidligere venner vedblev han at stå i korrespondance med Oberst Bülow i Svendborg, Major Linstow i København, Pastor Graae i Bødstrup og siden hans søn, Pastor Graae i Tranekjær, Pastor Wiberg i Odense, Pastor Vind i Simmerbølle på Langeland, præsterne på Ærø og Møller Klausen, Mad. Fabricius og flere, fra hvilke endnu haves breve, der vidner om den kærlighed og godhed, de nærede for ham.
Hans omgang.
Hans hus vedblev også, efter konens død, at være et gæstfrit hus. Han gjorde ikke blot af og til middagsgilder for familien, især familien på Lysholm og Oksbøl, men også når der var fremmede i besøg, hos Pastor Fangels i Oksbøl og på Fægtenborg. Af store gilder mærkes provste- og bispevisitater, udvisningsgildet, når han gik til alters og hans fødselsdag, til hvilken der hvert år kom flere og flere gæster. I de sidste år indbød han også disse gæster til et stort middagsmåltid. Af de civile embedsmænd vedblev han nærmest kun at holde omgang med Justitsråd Riegels og hans familie, der jævnlig kom i hans hus, Baron Wedell på Nygaard og Amtsforvalter v. Gähler, der som kirkeinspektør flere gange har været indbudt. Derimod ville det ikke rigtig lykkes for Herredsfoged Grønlund at få adgang til huset; thi den gamle præst kunne ikke rigtig lide ham, da han engang som gæst ved hans bord tog temmelig hårdt på vej mod Havnbjerg sogn. Det ville han ikke tåle at høre 2 gange, og tog derfor bladet fra munden. Men fra den tid ville han ikke have noget at skaffe med Grønlund. Denne ønskede vist tit, at han havde stået på en venskabelig fod med ham. (Her synes at mange en sætning). Hans svoger Provst Fangel og hans hustru kom hyppig i hans hus, især kom de gerne hver søndag, ligeledes kom de jævnlig fra Lysholm. Han udflugter indskrænkede sig de sidste år til engang om sommeren at tage ned til Lysholm.
Han prædikede hver anden søndag indtil 1857.
Han vedblev indtil 1857 regelmæssig at prædike hver anden søndag, ligesom han indtil denne tid selv besørgede konfirmandundervisningen. Men da han dette år blev temmelig syg, overlod han begge dele til Pastor Bernth, der læste med dem i den store sal.
Havnbjerg kirke får et tårn 1857.
I mange år, lige siden 1817, havde der været tale om et tårn ved Havnbjerg kirke. Det blev længe ved snak, endelig blev det da til alvor og 1856 om vinteren lagdes grundstenene, hvorpå man da under Husfoged Grotrians ledelse, begyndte at opføre bygningen 1857. Det blev bygget af murermester, Hans Henrik Ohlsen på Dæmningen ved Augustenborg. Det blev en smuk høj bygning 29 alen i mur og 28 alen med spiret i alt 57 alen. Spiret er lukket med spær, og ligner meget det lige overfor liggende Sottrup på Sundeved. Det hele kostede omtrent 5000 rdl. Skønt man havde bestemt indvielsen deraf til 8. nov., der var den gamles fødselsdag, blev det dog først af uforudseende grunde til 15. nov., der ligeledes var en søndag. Biskop Hansen holdt indvielsestalen. Et stort middagsgilde, hvor Amtmand Heltzen, Biskop Hansen, Amtsforvalter v. Gähler, Husfoged Grotrian, foruden en del af præsterne. Familien og de andre gæster som plejede at være til stede til hans fødselsdag, var indbudte. Der var vel i alt et antal af 60 personer. Nordborg musikforening, som havde spillet, blev et par dage efter indbudt til middag.
Han blev meget syg 1857.
Den gamle præst var dog ikke selv tilstede ved gildet, thi han var dagen i forvejen bleven alvorlig syg af en stærk forkølelse, han havde pådraget sig, da han havde gjort sig det til princip ikke at lægge ild i kakkelovnen, førend man havde begyndt november. Det var dengang dog temmelig koldt og fugtigt, og deraf var han bleven forkølet. Om lørdagen blev han syg, måtte holde sengen, og Dr. Nielsen, som var til stede, erklærede, at der var fare. Menigheden troede, at han ville dø snart, da han i sin utålmodighed om sommeren havde ytret, fordi det gik så sent med bygningen, at klokkerne vel første gang ville komme til at lyde over ham som lig. Han var meget hårdt angrebet, da det snart skiftede mellem forstoppelse og heftig diare`. Han måtte bestandig hjælpes af og i sengen, og der måtte våges hos ham om natten. Dr. Nielsen kom flere gange for at se til ham. Men da 3-4 uger var gået, begyndte han igen at komme sig, og nytårsaften spiste han på sengen den sædvanlige Helligaftens Nadver: Risengrød, Svinehoved med langkål, der er et vidnesbyrd om hans stærke og kraftige natur. Efter nytår begyndte han igen at sidde meget oppe, kom sig også efterhånden, men blev dog ikke efter denne sygdom, hvad han havde været. Den … hans kraft, han blev mere kroget, synet svækkedes, så at han næsten ikke kunne se, og fra den tid, var han heller ikke mere så let til bens. Men han var jo også nu 85-86 år. Et par år i forvejen havde han dog endnu formået at kysse sin store tå. Fra den tid afholdt han sig også fra at prædike. Med det ene øje havde han ikke i flere år kunnet se, nu blev det andet også slemt, det var den grå stær. Han havde nu nået at blive den ældste person i sognet, efter at den gamle Hans Nissen i Lauensby, der var 5 år ældre, var gået bort. Tante Frost og jeg passede ham.
Rosen i ansigtet 1859.
1859 i efteråret havde han fået rosen i ansigtet, ved hvilken lejlighed hans stærke hvide hårvækst gik svært af. Han blev dog ikke skaldet; thi da sygdommen gik over, fik han sit hår igen.
Jomfru Marie Frederiksen gift 1858.
Jomfru Marie Frederiksen, der var forlovet med lærer Bondesen Havnbjerg, kom derfra i efteråret 1858, da hendes forlovede havde fået en ansættelse på Falster. Brylluppet var bestemt til at holdes i Havnbjerg førend hun rejste, og han var kommen for at holde bryllup og tage hende med. Da de imidlertid fik underretning om at dampskibet dagen efter gik for sidste gang, kom de hen imod aften og bad Pastor Bernth om at vie dem om aftenen i kirken, hvilket imidlertid måtte ske ved lys. Han talte med den gamle derom, men da denne var bange for, at dette usædvanlige optrin, hvorom menigheden ikke vidste besked, skulle kunne vække uro og opsigt, blev der ikke noget deraf, og hun måtte da rejse med ham, og blev først viet i sit nye hjem.
Grethe Frost kommer i huset 1858.
Da Pastor Bernth blev befordret til Kegnæs 1860 i dec., var der ikke stor sandsynlighed for, at han igen ville kunne få kapellan, da han var så gammel og ikke længere kunne befatte sig med embedet. Nabopræsterne besørgede det for ham, indtil jeg ved juletid kom hjem fra København, hvor jeg havde taget de praktiske prøver, da det var bestemt, at jeg skulle ansættes hos Biskop Hansen, som kapellan, hvortil jeg blev kaldet 1861 d. 11. jan. Om vinteren prædikede jeg da for ham. Han søgte vel at få en ordineret mand og havde indladt sig med en kapellan Hansen på Lolland, hvoraf der ikke blev af.
Han bliver entlediget 1861.
Biskoppen ønskede helst, at han skulle tage sin afsked, men der var ingen, som ret havde lyst til at gøre ham det indlysende. Endelig besluttede han sig dertil, indgav ansøgning og blev 1861 d. 28. marts entlediget med pension. Pensionen blev kort efter bestemt, og kunne omtrent beløbe sig til 1200 rdl. Desuden fik han tilladelse til at benytte en lejlighed i præstegården til bolig. Hertil bestemt i dagligstuen, sovekammeret, hokket og folkestuen, der blev indrettet til et køkken.1861 d. 6. juni, blev hans svoger Provst Fangel kaldet til præst i Havnbjerg. Han blev imidlertid boende i Oksbøl, mens lejligheden istandsattes i Havnbjerg. I foråret 1862 flyttede han med sin familie til dette sted. Den gamle Pastor Knudsen holdt sig for det meste i sengen. 1862 om sommeren tog det mere og mere af. Hans legemlige kræfter svækkedes mere, derimod var han endnu temmelig åndelig frisk, som han altid havde været.
Hans død 1862.
Fra hans sygdom af 1858 ville han gerne have mig omkring sig. Han længtes derfor tit efter mig. Jeg tog derfor tit om til ham, og var også hos ham de sidste dage. Endnu den sidste dag talte han meget om et og andet, jeg underholdt ham gerne, om folk han havde kendt og været i berøring med, lige som familien. Jeg havde så ofte spurgt ham ud og kendte derfor alt nøje. Han talte dengang endnu meget livlig om flere ting. Men om morgenen kl. 7, d. 25. juni kom tante Frost op og vækkede mig, da hun mente at det snart ville være forbi med ham. Da jeg kom ned var han død. Han havde slumret let og sagte ind, efter at han havde nået den høje alder af 89 ¾ år. Hans begravelse fandt sted en uges tid efter. Jeg talte et par ord i huset og Provst Fangel holdt ligprædikenen over ham i kirken. Han blev båren hen af tolvmændene og bagefter blev der på gammel vis holdt begravelsesgilde i præstegården, hvortil familien, tolvmændene og de nærmeste naboer, foruden de langvejs gæster var indbudte. Formedelst sin godgørenhed vil han endnu længe blive mindet og savnet deri egnen. Fred være med hans sjæl. Amen!
Hans bo 1862-64.
Efter hans begravelse kom Herredsfoged Grønlund og opgjorde hans bo`s forening med familien. Ligesom der allerede var blevet holdt en større auktion i foråret 1862, da Nådsensåret var ude, således blev der også nu holdt auktion over resten af hans bohave, skønt der ingen umyndige fandtes, kunne der dog ikke straks holdes deling, da en del af hans fordringer først skulle opsiges, og da en stor del af arvingerne var fraværende, blev det besluttet, at herredsfogden helst måtte være massekurator. Som altid ved ethvert bo, trak det længe ud, inden han kunne blive færdig. Måned gik hen efter måned, han lovede, at nu skulle det ske, og så blev der alligevel ikke noget af. Således hengik først et år, så blev han syg en måneds tid 1863 i sept., og så måtte det atter udsættes, ikke desto mindre mødte han til gilde i Bispegaarden, skønt han lige var kommen på benene. Så tog jeg rigtignok bladet fra munden og sagde til ham, da han rejste, at når han ikke snart gjorde alvor deraf, var jeg med andre til sinds at bruge andre midler. Han sagde naturligvis ikke farvel. Dog gjorde han endnu ikke noget ved det de følgende måneder. Så fik jeg min broder og mine svogre til at gå ind med en ansøgning til appellationsretten i Flensborg. Her fik han 2 formaninger inden han kom så vidt. Endelig kaldte han os ind til sig på Nordborg, en af de første dage i februar, og da vi så kom, var der noget i uorden. Endelig blev det da opgjort den følgende tirsdag, der var den høje tid; thi da vi om aftenen kørte hjem, var hele armeen på marchen fra Danmark ankommen til Als. På Guderup gade kørte det ene batteri forbi efter det andet; thi der var en komplet forvirring. Havde vi ikke den dag bestemt forlangt opgørelsen var den endnu ikke, måske ikke, førend preusserne kom til Als. Hans hele bo beløb sig til 31.000 rdl., hvorfra 1000 rdl. de gik, til omkostninger. 30.000 rdl. blev delte i 2 dele, hvoraf den ene part gik til hans og den anden til hans kones arvinger. Arvemassen stod således omtrent hen i 2 år. Da preusserne havde taget Als, fik jeg kort efter underretning fra den nye herredsfoged Boisen, om at komme til Nordborg. Da jeg kom derom meddelte han mig, at han havde fået skrivelse fra appellationsretten i Flensborg, hvori de forlangte oplysning om, der overensstemmende med hin klage var sket deling i dette bo, da der var afsendt 2 formaninger fra den tidligere appellationsret, uden at det kunne ses, om det var bleven opfyldt. Da han ikke ret kunne finde rede i akterne, bad jeg ham om at få delings akten frem, og viste ham da, at den både var sket, og at kostlønningerne fandtes deri. Han sagde da, at så var der ikke andet at gøre, at vi der havde klaget dengang, måtte indgå med en erklæring, at alt var i sin rigtighed.
|
