8. Hans tid på Ærø som præst 1820 - 1835.
Side 77 - 106
Præst i Tranderup 1820-35.
Som ovenfor angiver blev Jørgen Knudsen 1820 d. 29. sept. kaldet til præst for Tranderup menighed på Ærø, og d. 29. okt. meddelte han derfor i et brev Biskop Tetens, at han ønskede at holde sin indtrædelsesprædiken i Tranderup kirke søndag d. 12. nov. eller 24. søndag efter trin. Da han d. 3. nov. selv mundtlig talte med biskoppen om sin indsættelsesmåde, meddelte denne ham, ”at han allerede d. 31 okt. havde tilskrevet den gamle Pastor Monrad i Bregninge om denne sag, og at han havde givet den gamle mand selv frit valg imellem at indsætte ham i kirken, eller om han hellere ville være fritaget derfor, da at indsætte sig selv, ved at oplæse fra prædikestolen en anbefaling af biskoppen”. Han bad ham derpå om straks ved sin ankomst til Ærø om at henvende sig til Pastor Monrad i Bregninge. Han er da rimeligvis rejst til Ærø først i ugen d. 6. nov. og ved sin ankomst til øen, tog han derfor undervejs ind i Bregninge præstegård. Det gjorde just ikke et hyggeligt indtryk på ham, da han i den gamle præstegård modtoges på forstuen af en del snadrende ænder og gæs, eller at han, for at komme om til præstens hans studereværelse, måtte gøre en lang omvej omkring igennem en lang række af værelser, fordi præsten havde kastet sine nøgler bort til sin stue, og derfor i stedet for at anskaffe sig en ny nøgle, selv i de sidste år gik denne lange omvej. Her traf han en gammel mand, iført en gammel præstekjole, hvilket var en skik, ældre præster dengang endnu fulgte, også til daglig hjemme at gå i den lange kjole. Han var i øvrigt en gammel brav og ædeltænkende mand, og det varede ikke længe inden Knudsen, hans nye nabopræst havde vundet hans fulde fortrolighed. Den store uorden i huset må skrives på den gamle mands regning, han var nu meget gammel, havde i flere år været enkemand og måtte til dels overlade sit huses bestyrelse til fremmede. Da ifølge biskoppens brev der var stillet ham frit valg med hensyn til den nye præsts indsættelse, blev de enige om, at Knudsen skulle indsætte sig selv. Ankommen til Tranderup præstegård blev han modtaget af den gemytlige og til alt, hvad hun ytrede leende Madam Schaarup. Hendes mand Hr. Nikolai Schaarup, der fra 1802 havde været præst i Tranderup, var ved den gamle Pastor Bernh. Matth. Vedels død, bleven forflyttet til Marstal. Madam Schaarup, der var en født Hvalsøe forestod endnu indtil nådsensårets udløb, husholdningen i Tranderup præstegård og skulle altså koste den nye præst. Hun havde flere voksne døtre hjemme, og han kom fortræffeligt ud af det med den hele familie, med hvem han siden vedblev at pleje venskab. Da han havde været her en måneds tid, døde hans gamle svigerfader i Nordborg, og da nådsensåret snart var udløbet, tænkte han på snarest muligt at gifte sig, for at få sin Sophie over til sig.
Hans bryllup 1821.
Brylluppet blev berammet til den 21. jan. 1821. Til den bestemte tid indfandt han sig på Nordborg. På grund af den gamle provsts død, måtte det blive et stille bryllup, dog var der alligevel ikke indbudt så få gæster; foruden familien på begge sider var der af fremmede indbudte, følgende familier: Herredsfoged Justitsråd Fürsen med frue, Dr. Balle med kone, den gamle Mad. Thomsen på Slottet, Pastor Meyers i Havnbjerg og Pastor Ahlmann i Guderup. Provst Ebbesen i Svenstrup viede dem, da han var en pårørende på brudens side. Kort efter brylluppet rejste han med sin unge kone tilbage til Ærø. Da man kørte ud af Nordborg og holdt for den gamle Hans Juhler, der var g. m. en søster af den afd. Provst Fangel, Sophie Elisabeth Fangel, for at sige dem farvel, holdt den gamle faster, der var en sær fjante, fast ved vognen, da de ville til at køre og råbte til kusken Hans Skilling: ”Hans! Du må it kyæ med Fiå!”. Efter en lykkelig og vel overfart ankom de sidst i jan. 1821 til deres nye hjem i Tranderup. Iblandt brudegaverne kunne mærkes foruden en del sølvspiseskeer, teskeer og potageskeer kunne mærkes en smuk fin sukkerskål, som senere brugtes til strøsukker, fra Justitsråd Fürsen en smuk lille flødeskål, af Mad. Thomsen på Slottet en anden sukkerskål, der brugtes til knækkesukker, foruden flere sager.
Læser med et par unge mennesker 1821-23.
Da Knudsen på Nordborg allerede havde begyndt at læse latin med en søn af Dr. Balle, ved navn Hans Peter Ovesen Balle, f. 1810, og han mærkede at drengen både havde gaver og lyst til at studere, så var det med faderens ønske, at han tog ham med til Tranderup, for at fortsætte hans undervisning. Ankommen til Tranderup fik han straks her en søn af kirkeinspektør over Ærø, Hr. Fabricius til Søbygård, ved navn, Ove Fabricius. Med disse 2 unge mennesker, der var flittige og velopdragne drenge, læste han et par år, så kom den første ind på Herlufsholms skole, hvorfra han 1829 blev dimitteret til universitetet og tog 1835 theol. eksamen med første karakter. Han er for tiden præst til Aversi og Testrup menigheder i Sjælland. Den anden kom ind på Odense skole, hvorfra han blev dimitteret senere til universitetet, men døde til stor sorg for sin mor, allerede som en ung håbefuld student i København. Samtidig med dem tog han også en plejesøn til sig i huset, nemlig Niels Egelykke Petersen, en søn af Peter Petersen, der i nogle år havde boet på Østerholm, og været forpagter både på Langeland og her på Søgaard i Fyn. Han var en fjern slægtning af ham, idet han selv var et næstsøskendebarn til drengen. Han var født omtrent 1811, altså i alder med de 2 andre drenge, og modtog i adskillige fag undervisning sammen med dem. Han blev i huset hos dem indtil sin konfirmation, hvorefter han efter eget ønske kom til søs, sejler først et år med en skipper fra Ærøskøbing, derpå i 3 år med præstens svoger Kaptajn Nik. E. Frost af Nordborg, hvorpå han efter at have taget styrmandseksamen i København, i en række af år sejlede under amerikansk flag. I al denne tid hørte de ikke noget fra ham. Han artede sig som de fleste af sine søskende heller ikke senere vel.
Sophie Petersen.
En søster af denne Niels Petersen, ved navn Sophie Petersen, tog han ligeledes i denne tid til sig som jomfru. Hun havde forud i nogle år været hos hans bror, Joh. Pet. Knudsen på Lysholm, hvor man imidlertid havde været meget misfornøjet med hendes opførsel, men dog af medlidenhed med hende beholdt hende i flere år. Hun forstod godt at insinuere sig hos folk og at gå dem under øjnene, og derfor syntes præsten og hans kone i begyndelsen godt om hende; men det varede ikke længe, førend de fik øjnene op for hendes slette opførsel. Derfor måtte de til sidst atter sende hende tilbage til faderen til Søgaard i Fyn. Se bind I
Hans forhold til menigheden.
Som hans svigerinde på Nordborg købmand Peter Fangels kone havde sagt, at Tranderup var en god menighed at komme ud af det med, således gik det også. Det varede ikke længe, førend han med sin kone var almindelig afholdt af alle i sognet. Hertil bidrog ikke blot hans omgængelige, behagelige væsen, men også meget hans godgørenhed og redebonhed til at hjælpe enhver, hvor han kunne. Ærø var allerede dengang, som det endnu er, stærkt befolket, havde derfor også mange fattige. Dette sporedes især om vinteren, da mange i den strenge vinterkulde intet havde at brænde. Øen manglede skov, derfor var brændet dyrt og skulle med stort besvær hentes fra Fyn eller Als. Fattigfolk kunne ikke tænke på at få brænde, de færreste af dem havde også kakkelovn. Til at bage ved, brugte man dels halm, dels gik de fattige om sommeren og samlede kokasser, på marken til tørring, hvilket de så brugte som en slags tørv til at bage ved. Var det koldt om vinteren fik konen en sten varmet i ilden hos en eller anden af gårdfolkene, tog den da med sig hjem og havde den liggende i sit skød, og mens hun spandt, strøg hun af og til sine kolde fingre på den. Vanen gør meget, man var dengang ikke bedre vant og hjalp sig altså således. Men alligevel blev der nød, især når det tog til at fryse, derfor plejede man hver morgen, en tid lang om vinteren at koge en stor gryde øllebrød, hvoraf der da blev båret en portion omkring til forskellige, af de mest nødlidende i byerne Tranderup og Vindeballe. Også købte han gerne noget brænde til uddeling, men var meget taknemmelig for en vejstok eller andet stykke brænde.
I slagtetiden eller ved andre lejligheder blev den fattige heller glemt. Skønt han selv ingen børn havde, opdrog han ikke så få børn, plejede altid at have 1 eller 2 børn ad gangen af sognets trængende beboere, hvilke de gav ophold, kost og klæder i præstegården, indtil deres konfirmation. Nogle af dem vedblev i en del år at tjene dem, af flere havde de siden glæde, af andre derimod kun sorg. Til de første hører den fattige Maren Sønders børn, Sine og Christen Jensen. Sine tjente dem en del år, både på Ærø og Als, og blev siden gift på Nordborg med en skomager Köhler. Manden drak og døde tidlig fra hende med en flok børn; men skønt hun har haft meget at kæmpe med, har hun dog som en brav og skikkelig kone, søgt at slå sig igennem ved sit arbejde. Hendes broderr tjente dem de første år på Als, og blev siden gift i Stevning. Han opførte sig også altid som en ærlig og skikkelig karl. Det var netop i en del af de dårlige år for bonden, de meget pengeknappe tider fra 1820-28, han var på Ærø. Bonden var tit i forlegenhed både for penge og sædekorn. I denne henseende var han altid meget rede til at hjælpe, og mange af hans sogne-beboere er ved flere lejligheder, i denne henseende, tit blevne hjulpne af ham, idet han med megen redebonhed kom dem til hjælp med mindre lån, hvorved deres mangler blev afhjulpne. Også andre lånte han ofte, og måtte allerede her tit gøre den erfaring, hvad han siden endnu mere måtte gøre på Als, at hvad han havde lånt ud, var ikke igen til at få. Han tabte allerede her på Ærø ikke så få af sine udlånte penge. Dog afholdt dette ham aldrig fra at hjælpe igen. Han og hans kone, og når de ellers havde fremmede i besøg, kom tit ud iblandt sognets beboere, og de nød med glæde, hvad der bødes dem; thi alle udmærkede sig ved en sjælden orden og renlighed. Det var et gennemgående træk ved almuen på Ærø, at de altid holdt deres huse og bohave i en smuk og renlig orden, alt var så skuret og blankt. Foruden andet beværtede de da også gerne med pandekager, hvilke de forstod at tillave meget fortrinlige og velsmagende. Iblandt de familier de helst kom til kunne mærkes, gårdmand Christen Nielsen og hans kone Bodil i Tranderup, Karen Hans eller Hanses ligeledes i Tranderup, gårdmand Rasmus Kok i Vindeballe, der havde en søn, der var kornhandler og brændevinsbrænder i Odense, gårdmand Peter Hansen Vester, ligeledes i Vindeballe, skipper Clausen i Stenbjerglykke, foruden flere mænd i Borgnæs, der havde gode gårde og i reglen stod sig godt.
Mads Terkelsen Vinter.
Undertiden blev præstefolkene også indbudte i forvejen til enkelte af disse familier, ved hvilken lejlighed der da også opvartedes med steg. Med degnen Terkelsen Vinter, der var fulgt efter den gamle fattige degn Bauditz hvis tvende børn, Sara og Georg Bauditz nød understøttelse af sognet, plejede han også altid venskab. Han såvel som sin kone Dorte kom af og til i præstegården, ligesom præsten og hans hustru også ved lejlighed blev indbudte over til dem. Som lærer var Mads Vinter just ikke meget bevendt, men han gjorde sig umage og flid, med det forråd af kundskaber han havde inde. Han var i øvrigt en brav og skikkelig mand, men undertiden noget plump og rå i sine udtryk.
Madam Hahnefeldt.
Her må heller ikke forglemme den gamle Madam Hahnefeldt, hvis mand var skipper og beboede et lille hus i Tranderup, hvor alt havde et meget hyggeligt udseende. Hun havde flere døtre, hvoraf flere allerede var blevne gifte i Svendborg på Fyn. Iblandt de sidste, som var ugifte hjemme, kunne mærkes, Agnete og Sine Hahnefeldt, der ofte kom hen i præstegården. Når moderen gik i kirke, blev hun gerne indbudt til at komme hen om eftermiddagen. Hun var en brav gammel kone, der holdt meget af kaffe Når hun havde fået en 2-3 kopper af den brune drik, ville hun i reglen ikke længere lade sig nøde, men når min tante flere gange havde prøvet på at snuppe koppen, når hun så ud ad vinduet, og hun da trøstig blev ved at drikke, brugte hun siden altid den trafik. Ja til sidst sagde hun endogså til hende, at nu skulle hun se ud ad vinduet. Da lo den gamle kone, men kort efter så hun atter ud, og koppen blev da på ny fyldt. Da disse tvende døtre senere også blev gift i Fyn, flyttede den Gamle til en af dem i Svendborg, hvor hun døde 1851 efter at have opnået den høje alder af 97 år. Bønderkonerne kom af og til i præstegården, og medbragte da ofte et eller andet som foræring, såsom hør, æg eller andet. Sligt var vel nok tit en skik, men de gjorde det dog frivilligt og med et villigt hjerte. Undertiden kunne der også ved en sådan lejlighed forefalde en pudsig scene. Da således engang en bondekone rakte min tante et bundt hør, ytrede hun: ”men pas på Madam! thi den er skør i den ene side”. Hun forstod eller agtede ikke videre på denne bemærkning, og lagde bundtet lidt hårdt fra sig; men nu trillede flere indlagte æg ud og sloges itu. En dag var nabokonen Mette Knuds derovre, og mens hun fik kaffe, blev på engang teskeen rent borte. Man søgte og søgte, men den var slet ikke til at finde. Den stakkel blev helt ilde til mode, da hun mente, at de kunne tro, at hun havde puttet den til sig, hvad de dog slet ikke gjorde, da hun var en ærlig kone. Endelig på en gang kom den uventet frem. Den havde forstukket sig i en af folderne på hendes meget stive hvergarns forklæde.
Anne Torps stueur.
Et stueur var dengang en større sjældenhed iblandt almuen, end det nu er tilfældet. Gårdmandsfolk havde i reglen et sådant, men blandt husmændsklassen var det en sjældenhed. En kone Anne Torps havde dog et sådant og var ikke lidet stolt af, når naboerne kom og hos hende skulle have at vide, hvad klokken var.
Dværgen Knud Skrædder.
Der var ikke så få originale folk på Ærø dengang. Iblandt sådanne i sognet kan mærkes dværgen, Knud Skrædder i Vindeballe. Han var en duelig skrædder og kom også ofte for at sy i præstegården. Æslet brølede altid når det så ham, og Peppe, papegøjen skreg. Han havde næsten ingen ben, en usædvanlig stor overkrop, stort hoved og meget lange arme. Når han stod oprejst, var han meget lille, når han sad på en stol, var han som den sværeste mand. Med alt dette var han overordentlig smidig af lemmer og kunne f.eks. bøje sine hænder helt tilbage op under sine arme. Han blev let vred, når han blev drillet. Engang havde han det uheld, at en bisværm kom og satte sig på ham; for at frelse sig, sprang han da ud i en dam. Der var heller ikke få idioter eller folk som var gået fra forstanden, iblandt hvilke mærkes: den tovlige Kathrine, som ofte kom op i præstegården, dog gjorde hun sjældent fortræd. En sådan var også Georg Bauditz, der boede sammen med sin søster Sara, og var børn af en tidligere gammel degn. Dog gik han for det meste stille omkring, uden at mæle et ord. Sara derimod var meget heftig og kunne ofte over ubetydeligheder komme op at skændes med degnen, Mads Terkelsen Vinter. Man var slemme med at give folk øgenavne: ”sort Ane”, ” skidte Mette”, ”Karen Rabs”, ”Boullerten”, ”store Albert”, ”lille Albert”, ”bette Albert”, ”snotte Albert”, osv.
Overtro fandtes.
Man var ikke fri for overtro, dog var det værre vester på i Bregninge og Søby, end i Tranderup og Rise, dog var det ikke sjældent, at folk havde malet kors på deres stue- og stalddøre, for at bevare sig selv og kreaturerne for forgørelse. Man havde i tidligere tid haft en stærk tro på præsternes magt til at nedmane og vise igen. Navnlig havde man troet dette om præsten, Peter Mossin, der fra 1784-1802 var præst i Rise, efter at han forud havde været i Tranderup, og denne mand havde vel også gjort sit, for at holde folk i denne tro. Ligeledes troede man det samme om den gamle ærlige og brave Provst Frederik Monrad, fra 1778-1823 i Bregninge. Det var heller ikke frit for, at man i nogle år, havde den samme tro om Pastor J. Knudsen. Anledningen dertil skete på følgende måde: ”der var engang bleven stjålen en kedel fra præstens. Man havde en vis person mistænkt, og da denne person en dag sidder i køkkenet, og præstekonen just stod og beklagede sig over sin kedel, siger præsten, som i det samme går igennem køkkenet: ”å! Vær du kun rolig, lille Sophie! Din kedel vil nok komme igen”. Næste dag var den igen hængt på sin plads, da personen formodentlig er bleven bange. Folk stadfæstedes senere i denne tro, da en person en dag fortalte Provst Wibe i Rise historien og endte med at spørge ham, om han troede, at præsten i Tranderup kunne vise igen. Hertil svarede Wibe med sin sædvanlige sarkasme: ”ja tro kun dem, han bevarer ikke sit hvide hår for Guds skyld”. Man havde dog deraf den fordel i Tranderup præstegård, at man i nogle år dristig kunne lade den hele vask ude om natten, uden at et stykke blev borte. Men da en dag en mand kom og bad præsten om at vise noget igen tilbage, som var bleven stjålen fra ham, blev han vred, satte ham i rette og spurgte ham, om han da troede, at han eller andet menneske kunne gøre sligt. Fra den tid troede man ikke længere på hans evne til at vise igen, men fra den tid blev der også stjålet ligeså godt fra ham som fra andre, og vasken lå ikke længere sikker uden for om natten. I øvrigt var det en godmodig befolkning, han kom godt ud af det med alle, han vedblev længe at mindes af menigheden med kærlighed og glæde, efter at han var flyttet derfra. Han var også søgt og yndet som prædikant, i den tid han var, altid en sjælden god kirkegang. Han prædikede varmt og indtrængende, og navnlig sang og messede han overordentlig smukt og behageligt. Han var bekendt nøje med enhver i menigheden og besøgte også flittig de syge. Han stod også i et godt forhold til øens andre præster og embedsmænd. De havde på den tid en fortrolig og gemytlig tone i deres fælles selskabelige omgang. De udgjorde alle som én familie. Politik og tyskeri havde endnu forstyrret den gemytlige omgang og gjort tonen stiv, opstrammet og uselskabelig. Til de store gilder, bispe- provste- og kirkesessionsgilder, ved hvilken lejlighed tiendekornet blev stillet til auktion, var alle embedsmænd indbudte og gik det rart og gemytligt til, kom de og jævnlig sammen til mindre gæstebud. Vi ville fremhæve de familier, de således jævnlig kom sammen med.
Pastor Fred. C. Monrad, død 1823.
I Bregninge havde siden 1778 havde Frederik Carl Monrad været præst. Han var født 1745 og altså nu en meget gammel mand. Hans kone Antoinette Sletting var allerede død 1808. han havde foruden flere børn, en søn Hans Christian Monrad, der i flere år fra 1804-11 havde været præst på Guineakysten, og for tiden var præst i Mern i Sjælland, og en datter g. m. Toldforvalter Krabbe i Ærøskøbing. Han havde ingen af sin familie omkring sig, uden en dattersøn, en ukonfirmeret dreng, søn af hin datter. Han levede stille hjemme i sin præstegård og tog næsten aldrig ud. Pastor Knudsen tog ofte over til ham, og den gamle fik ham kær og skænkede ham sin fortrolighed. En dag bad han ham, om han måtte sende drengen over til ham, når han følte sig svag, og hans endeligt nærmede sig, og om han da ville tage nøglen til hans penge og andre private ting i forvaring indtil videre. En dag kom den lille dreng ridende og meldte ham, at nu, var bedstefaderen død, og efter aftalen overbragte han ham tillige nøglen. Han døde 1823 d. 10. maj. I skiftekommissionen over hans bod, fik Knudsen sæde tilligemed Etatsråd Landfoged Carstens og Pastor Götsche i Ærøskøbing. Han efterlod sig en efter de tider ret anseelig formue.
Pastor Lauritz Ottesen 1823 ff.
Med hans eftermand Lauritz Ottesen, en nordmand af fødsel, stod han også altid på en meget fortrolig fod. Han kom fra Nørholm i Viborg stift, og var her 3. gang blevet g. m. Marie Tetens, en datter af Amtsprovst Gerhard Tetens og Birgitte Cathrine v. Hoff. Hendes far var præst i Gunderup og Nefling i Viborg stift, på hvilket første sted hun var født 1790 d. 27 jan. Hun var tillige en broderdatter af Biskop Tetens i Ketting. Foruden et par stedbørn, af hvilke en ugift datter Sophie endnu var hjemme, havde hun med sin mand 2 børn, en søn Gerhard og en datter Sulla. Fru Ottesen var en fin dannet kone, der læste meget, og også forstod hvad hun læste; men forholdet mellem hende og manden var altid koldt, undertiden kunne man også mærke, at det var noget spændt. Hun forstod ikke rigtig at bære over med hans svaghed. Han var en inderlig godmodig mand, der var afholdt af alle, jævn og ligefrem i al sin omgang, men han var temmelig forfalden til drik, der nok en enkelt gang kunne gå til skandale. Han kom således engang i en sådan tilstand op på sin prædikestol og våsede og lo i et væk. Thi når sindet var bleven en smule lettet hos ham, blev han gerne overvættes glad, lo og spøgte. Dog holdt man alligevel af ham i Tranderup præstegård, fordi han var så brav og godmodig og åben af karakter, derfor kom han også hyppig herover. Hun forstod imidlertid ikke ret godt at føje sig efter ham, og tage ham på den rette måde. Man kom vel jævnlig sammen fra Tranderup og Bregninge, men det spændte forhold i huset bidrog ofte til at gøre tonen noget forstemt, hertil kom også at begge præstekoner på grund af den forskellige uddannelse ikke ret havde interesser fælles. Præstekonen i Bregninge ville gerne spille den fine og damede, holdt altid jomfruer til at bestyre huset og forvalter til at bestyre avlsvæsenet. (I de senere år var Fred. Schenkel Møller forvalter, der købte en bondegård og møllen i Oldau og har været valgt som medlem af den slesvigske stænderforsamling. Præstekonen i Tranderup var derimod meget naturlig og ligefrem, men derhos meget huslig og dygtig i sit hus. Børnene fra Bregninge kom dog jævnlig sammen med præstens plejebørn i Tranderup, Knud Knudsen af Ketting og Mette Marie Elisabeth Frost af Nordborg. Gerhard var en spilopmager. En dag lå han på ryggen under et æbletræ, gabede og ønskede at et modent æble måtte falde ned i munden på ham. Kort efter drattede det ned, og han greb det i munden. En anden gang var han løben bort, og man måtte ud at søge efter ham, karlen traf ham da dagen efter i Ærøskøbing og ytrede til ham, at nu skulle han da egentlig have en dragt prygl. Gerhard!! Han har sat os alle i en så stor skræk. Han kom siden til søs, hvor han engang faldt ned fra skibet og døde. Datteren Sulla blev g. m. Heinrich Peter Christian Tram, dengang kateket i Ærøskøbing, siden præst i Jylland, og hos hende døde moderen 1855 i Ølgod (skal vist være Ølby præstegård), efter at Pastor Ottesen allerede var død 1839 i Bregninge. Datteren Sophie, der blev noget stedmoderligt behandlet og tilsidesat for den yngre Sulla, døde ugift.
Madam Fabricius på Søbygaard 1821.
På Søbygaard i Søby sogn levede familien Fabricius. Ejeren af Søbygaard, hr. Kirkeinspektør Ove Fabricius død allerede 1821 d. 12. feb. Hans enke Anne Kathrine Nissen, f. 1781 og døde på Søbygaard 1849 d. 18. juni, valgte Pastor Knudsen til sin curator og stod altid i et meget hjerteligt forhold til dem. Hun var en jævn, rar og elskværdig kone, men altid en smule komplimentens i sin tale. Når hun ofte kom for at rådføre sig med ham angående sine anliggender, tiltalte hun ham gerne: ”kjære, gode, rare, bedste, velsignede Hr. Pastor Knudsen”! Dog mente hun det altid godt, hun sad i en del år i temmelig fortrykte omstændigheder. Knudsen havde hjulpet hende i hendes forlegenhed, enten med pengelån eller gode råd, og hun var ham stedse taknemmelig herfor. At hun var en god kone, kan også ses deraf, at hun både havde en gammel moster og faster hos sig, hvem hun underholdt i sit hus. Den første var hendes egen moster, den anden en ugift søster af hendes afd. mand, altså en Jomfru Fabricius. Af børnene var den ældste søn Jens Christian Fabricius, f. 1802 allerede ude af huset og var gået den studerende vej. Han blev student, men var meget ustadig og flygtig, kom sjælden hjem, men lå idelig på rejser, opholdt sig snart her og snart der, og han havde en tid gjort sig bekendt som forfatter, under navnet Julius Fabricius. Som et træk på hans ustadighed kan anføres, at han endogså senere slog sig til oprøret og skred i slem slesvig-holstensk retning imod Danmark. Af de andre børn døde Hans og Ove Fabricius, hvoraf den ene blev student, i den unge alder. En datter blev g. m. en købmand, Barfod i Svendborg, der senere gik fallit og hvem der ikke var noget ved at gøre. Den yngste datter Antoinette var altid hjemme, fik senere gården, og blev efter moderens død g. m. en Helmer fra Egernsund. Denne familie holdt de jævnlig omgang med, det var rart at komme på Søbygaard, især om sommeren. Man så her en gammel gård, der endnu var omgivet af volde og grave, og fra de høje volde havde man en smuk og henrivende udsigt både til Als og ud over de små fynske øer til Fyn. Der var også her en smuk gammeldags have. Madam Fabricius med familie kom også ofte til Tranderup, om det så var den gamle faster, blev hun undertiden i flere dage i besøg. Hun var et gammelt fjantet fruentimmer, der ofte blev holdt til bedste. Hun gav imidlertid selv gerne anledning dertil; thi skønt hun ikke var langt fra de 70, så ville hun dog endnu gerne giftes. Da hun således engang var i besøg i præstegården 1832, men man byggede det nye tårn ved kirken, så hun jævnlig den unge arkitekt Seidelin, som forestod bygningen af tårnet og havde bolig i præstegården. Han var et sjældent smukt og belevent menneske, og faster blev da som så mange andre straks indtaget i ham og da han ofte talte med hende, bildte hun sig selv ind, at han ville have hende. Hun talte selv om, når brylluppet skulle være, ville selv se, hvorledes hun tog sig ud som brud, og fik sig da smykket. Imidlertid springer Seidelin, en dag hun gik smægtende på kirkegården for at se og tale med ham, på én gang over kirkemuren og forsvinder. På dette sted fandtes en brønd og hun troede nu, at han var druknet, især da hun blev ved at kalde, og der kom intet svar. For at afbryde denne farlige spøg, blev man da nødt til at sende den gamle tosse hjem til Søbygaard. Madam Fabricius kunne imidlertid ikke godt finde sig i, at hun blev således holdt lidt til bedste, hvor hun kom.
Provst A Høstmark Wibe 1810 ff.
Rise præstegård var imidlertid det sted, til hvilket man stod på den mest fortrolige fod. Her havde siden 1810 Andreas Høstmark Wibe været præst, der kom fra Jylland, hvor han havde været provst og derfor beholdt denne titel på Ærø. Han var allerede en ældre mand, da han var født 1756, hans kone, Helvig Marie Muderspach, datter af en kaptajn Muderspach, døde allerede 1821 d. 5. dec., altså ikke længe efter, at Knudsen var kommet til Tranderup. Det var just ikke Provst Wibes personlighed, der bandt familierne så nøje sammen; thi han var en gammel sarkastisk, men tillige overfladisk og fad, og i sine udtryk en ofte rå og plump mand, han var en dårlig prædikant, tør, kold og vantro, og derfor også uden interesse for sit fag. Men han havde 3 vakre døtre, der snart kom til at stå på en meget fortrolig fod med præstekonen i Tranderup. Den mellemste Anns Margrethe Kathrine Wibe, almindelig kaldet Grethe Wibe, blev snart g. m. organist, Simonsen i Nyborg, hvorimod de 2 andre Marie og Henriette forblive ugifte hjemme hos faderen og bestyrede huset for ham. De var altid som hjemme, når de kom i Tranderup, hvor de tit kom daglig et øjeblik, undertiden også i middagsstunden, medens faderen var gået hen at sove. Når de havde siddet og passiaret en lille times tid, sagde de gerne, at nu, måtte de af sted; thi nu var det snart tiden, at deres fader ville op. Fra Tranderup spadserede man også hyppig over til Rise præstegård. Provsten kaldte altid Madam Knudsen: ”Søster Knuds”, og hun og døtrene var dus. Præsterne kom også altid godt ud af det med hverandre i begyndelsen, men behandlede hverandre vel lidt mere fint.
Strid med Provst Wibe 1823.
Til sidst kom det dog til en bitter strid mellem dem, og familien sås ikke et helt år; thi præsten forbød også sine døtre at gå over til Tranderup. Anledningen dertil var følgende: Iblandt sine øvrige konfirmander havde Pastor Knudsen også antaget en dreng, hvis fader boede i Vodrup, altså i Tranderup menighed. Men på grund af fattigdom havde denne dreng fået tjeneste hos en bonde i Rise sogn, og denne mand gav ham føde og klæder og lod ham blive i huset hos sig. Faderen ville helst have ham konfirmeret i Tranderup, og da præsten her udtrykkelig havde spurgt ham, førend han antog drengen, om han havde taget ham hjem til sig, svarede han hertil ja. Drengen gik da stadig til forberedelse med de andre børn, og præsten vidste ikke andet, end at han virkelig var hjemme. Imidlertid kom Agnete Hahnefeldt engang tilfældigvis, til at omtale i præstegården denne dreng, hvem hun beklage, da han hver gang kom så tidlig ridende forbi fra Rise. Knudsen lod nu faderen kalde og bebrejdede ham at han ikke havde talt sandhed, og viste derfor drengen fra. Hans fader fandt sig godt heri, ville hellere lade ham gå et år endnu og da tage ham hjem til følgende vinter, da han ikke ønskede ham konfirmeret af Wibe, hos hvem den gamle trold, de ingen ting lærte. Senere kom man fra Tranderup over til Rise, hvor Wibe den dag tog noget underlig imod dem og blandt andet ytrede: ”at han snarere havde ventet Vor Herre i dag”. Provst Wibe plejede gerne om vinteren, når det var kaneføre, at gøre en lille tur over til Bregninge, og da komme ind og tage Madam Knudsen med. Han kom også en dag, men i stedet for at tage ind holdt han og sendte et meget groft brev ind, der straks igen fik svar, hvorpå begge familier ikke sås et helt år. Biskop Tetens fik også dette spændte forhold at vide. Han kom over til Ærø, da Albert Leth 1823 d. 20. april skulle ordineres til kateket for Ærøskøbing menighed. Ordinationen holdtes i Ærøskøbing kirke, og alle øens præster var her til stede. Biskoppen ytrede her i sin tale, at han havde holdt 2 ordinationstaler tidligere, ved hvilke lejligheder han havde talt om tro og håb, derfor ville han i dag tale om den kristelige kærlighed, og dette gjorde han også i en udmærket tale således, at han også flere gange sigtede til dette uvenskab. Da de gik ud af kirken spurgte han Pastor Knudsen, hvad han syntes om hans tale, hvortil han svarede, at han syntes godt om den, blot måtte han beklage, at den varede så kort. Biskoppen spurgte atter, om han ikke havde andre bemærkninger at gøre om den, hvortil han svarede, at han nok kunne mærke, hvortil den sigtede, og føjede tillige til, at han slet ikke havde noget imod at forsones med Provst Wibe, når også han var villig dertil. ”Det var godt”, mente biskoppen, når han blot var villig, skulle han nok få Wibe overtalt. Da de kom hjem hos Pastor Leth, kaldte Biskop Tetens Provst Wibe i et sideværelse, og da provsten kort efter kom ind, styrede han lige hen imod Knudsen, hvorpå denne også gik ham i møde og gav ham hånden. Biskoppen lagde nu også sin hånd derpå, og dermed var de begge igen forligte. Pastor Götsche havde ikke gjort tilberedelser til at modtage dem i sit hus denne dag, og da Leth ikke havde råd eller lejlighed, havde Pastor Knudsen i forvejen talt til ham om, at han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed i den anledning, da han ville indbyde dem alle op til sig. Hele selskabet tog da op til Tranderup præstegård, hvor Madam Knudsen blev meget forskrækket, da hun imod forventning så, at Provst Wibe også var med. Hun var ikke fri for at tro, at hendes mand skulle have en irettesættelse og gøre afbigt for biskoppen og det samlede kollegium. Dog blev hun i denne henseende snart beroliget af sin mand. Provst Wibe havde også tidligere haft en lignende ubehagelig strid med Provst Hans Bartram Trøjel i Ærøskøbing, og denne blev 1819 forflyttet til Helsingør, uden at være blevet forligt med ham. Fra nu af begyndte igen det gamle fortrolige liv, og hvem der var mest glade derved, det var provstens døtre; thi nu turde de igen løbe over til Tranderup præstegård, så tit det lystede dem. Wibe som plejede at have navne til alle folk, fik engang ved lejlighed sit eget navn at vide; thi da han en dag tog ind til Ærøskøbing for at se til Pastor Götsche, da denne lå i sin sidste sygdom, og han spurgte ham, om han ikke nok kendte ham, svarede denne: ”jo, skulle jeg ikke kende det lange lys”. Wibe kom kort efter til Tranderup og ytrede, at Götsche vist ikke gjorde det længe, da han forleden dag i vildelse havde kaldt ham ”det lange lys”. Her vidste man imidlertid nok, hvortil dette udtryk sigtede. Det kom fra Etatsråd Carstens; thi da det var Wibes sædvane at blive længe siddende, når han besøgte nogen, plejede etatsråden at sige til sin kone, når han så provsten komme: ”i aften må vi have et langt lys på bordet”, og deraf bar han da gerne selv dette navn i sin omgangskreds. Han blev for resten en sær gammel knark, der på sine gamle dage, krævede megen opvartning og fandt på så mange ting. Stivbenet som han var, kunne man ikke få ham op på hesten, når han fandt på at ride ud, uden at man satte en stige til. Smukke piger syntes han altid godt om, og kunne nok falde på at ville have et kys af dem, navnlig syntes han godt om den fortræffelige stuepige Stine i Tranderup præstegård. I de senere år var han nødt til at holde kapellaner, og disse bidrog også til, at gøre det hyggeligt i Rise præstegård, navnlig gælder dette Johan Petersen, en søn af smeden i Hundslev på Als. Han var altid munter og glad af en meget selskabelig natur, en god prædikant og forstod i øvrigt godt at rette sig efter den gamle mand, var her fra 1831-36, blev forlovet med den yngste datter Andriette Helene Wibe, f. 1802 d. 29. sept., med hvem han blev gift, da han 1836 d. 24. maj blev kaldet til sognepræst for Rørbæk i Jylland. Han døde 1871 som sognepræst for Stenderup menighed ved Kolding. Efter hans forflyttelse fik han igen Nicolaus Johansen til kapellan, der 1842 d. 15. april blev kaldet til præst i Sneibjerg i Jylland og blev da g. m. den ældste datter Marie Wibe. Provst Wibe var da allerede død forud 1841 d. 14. jan. i en alder af 85 år.
Præsten Nikolaj Schaarup i Marstal 1820 ff.
I Marstal var dengang siden 1820 Nikolai Schaarup præst. Han var f. i Fredericia 1765 og g.m. Anna Gregoria Hvalsø, ligeledes af Fredericia, hvor hun var f. 1764. De havde en hel del børn, 3 sønner:
1). Gustav Jacob Schaarup der døde 1838 d. 20. marts som Kateket ved Bremerholms menighed i København. Han gjorde sig fortjent af Asylvæsenet i København, i hvilken anledning han havde rejst 1½ år i udlandet med kongelig understøttelse. Hans død var et hårdt stød for hans gamle forældre.
2). Conrad Schaarup, senere postmester.
3). Andreas Schaarup havde stor besvær med at få sin embedseksamen, da han flere gange gik op, men hver gang non cont., drev det dog endelig 1843 til haud, og blev 1859 sognepræst til Lime i Jylland.
Foruden dem havde de 4 døtre:
1). Ida Schaarup, der i mange år var hjemme og bestyrede huset; hun var allerede f. 1799.
2). Caroline Schaarup g. m. en læge Scheel i Marstal, der døde tidlig og efterlod hende som enke med et par børn.
3). Sara Schaarup gift på Samsø,
4). Line Schaarup, der i en del år var jomfru hos præsten Fangel i Svanninge og blev herfra g. m. Thøisen og af Grev Bille Brahe fik Kværndrup kro i fæste.
Præsten Schaarup var som hans kone en meget brav og skikkelig mand. De kom ofte med familie i Tranderup præstegård, især om sommeren, om vinteren gjorde den lange og dårlige vej over Drejet det noget vanskeligt at komme sammen. Madam Schaarup var som sine døtre altid meget gemytlig og talende, hun lo og spøgte meget. Hun havde allerede i flere år været død, da Pastor Schaarup døde 1843. Ved hans død blev datteren Ida g. m. kapellanen Daniel Henrich Jakobsen, der 1845 d. 5. april blev kaldet til Frederikshøj i Jylland, for tiden er han præst i Veierslev, Aarhus stift, hvortil han blev kaldet 1863 i juni.
Pastor Chr. Carl Gøetsche i Ærøskøbing 1819-24.
I Ærøskøbing havde siden 1819 Christian Carl Gøetsche været præst. Han var født 1781, kom som Kateket fra Vejle hertil og var g. m. Birgitte Cathrine Poulsen, datter af en tømmerhandler på Christianshavn. De havde 2 døtre, hvoraf den ene Trine Gøetsche blev g. m. Amtsforvalter Ulrich Adolf Holstein, der senere blev amtmand over Flensborg og til sidst over Gottorp amt, den anden blev g. m. en præst i det Slesvigske. Pastor Gøetsche døde allerede 1824 d. 5. marts, men hans enke vedblev i den følgende tid at bo i Ærøskøbing og plejede stadig omgang med dem.
Provst Jørgen Stephensen, Ærøskøbing 1824-34.
Det samme var tilfældet med hans eftermand Jørgen Stephensen, der var f. 1791 i Helsingør, kom som Kateket ved Hell. Geists kirke i København hertil og var g. m. Henriette Christine Greve, hvis fader var kæmner ved Øresunds Toldkammer. 1833 blev han udnævnt til provst over Øen. De var begge meget rare og elskværdige mennesker, hvem Knudsen og hans kone hjertelig sluttede sig til, og de kom også jævnlig sammen. De havde mange børn, der endnu kun var små, og da kaldet kun var af de små, blev han 1834 d. 11 marts forflyttet til Broager, hvor han døde 1857.
Kateket Albert Leth 1823-30.
Kateket Albert Leth, der var her fra 1823-30 og senere døde 1849 som sognepræst for Middelfart, kom meget hyppig op til Tranderup og var en god ven af familien, hvilket han også siden blev ved at erkende, da han har foræret Pastor Knudsen nogle af sine prædikener: ”festprædikener og lejlighedstaler”. Når han kom op havde han gerne sin lille søn Andreas med. Denne kom da gerne og bad Pastor Knudsen om en bog at læse i, og skønt han kun var en 6-7 år dengang, kunne han godt sidde det meste af eftermiddagen at læse i bogen. Han var senere en del år præst i Aabenraa.
Etatsråd Peter Bugislaus Carstens
Var f. i Sønderborg 1773 d. 8. jan., hvor hans far var købmand. Allerede 1799 blev han ansat som aktuar og assessor i Ærøskøbing, og ved Johan Georg Tilemanns død 1806, blev han året efter udnævnt til landfoged på Ærø, hvilket embede han beklædte i en lang række af år. 1812 blev han udnævnt til justitsråd og 1828 til etatsråd. Han var g. m. Margrethe Dorothea Tilemann, f. på Nordborg, hvor hendes far ovennævnte Johan Georg Tilemann i flere år havde været herredsfoged, førend han 1784 blev landfoged på Ærø. Etatsråd Carstens var som Øens Konge, af hans fødselsdag gjorde man hvert år større stads, end af kongens fødselsdag, da afholdes der fyrværkeri og anden lystighed i Ærøskøbing. Han var en dygtig og gammel erfaren embedsmand. Men på grund af sin myndighed og lange embedstjeneste, var han vel nok i det hele mere frygtet end elsket af almuen. Ærøboen bar i det hele stor respekt for ham. Hertil kom også, at de dårlige tider gik en del landejendomme på grund af de høje skatterestancer konkurs. Han var da på grund at sin embedsstilling nødt til, mangen gang imod sin vilje, at inddrive de kongelige skatterestancer, når man i denne tid så hans gule karet køre ud på landet var man ikke glad; thi da vidste man nok, at nu ville snart en eller anden gå fallit. Senere da den økonomiske tilstand på Øen forbedrede sig, vedblev man dog altid at betragte den gule karet med en slags frygt. Han kom ellers godt ud af det med den øvrige embedsstand på Øen, både gejstlige og verdslige, plejede jævnlig omgang med dem alle, og var også på grund af sin dygtighed godt anskreven hos sine overordnede foresatte, hvorom hans udnævnelser bære vidnesbyrd. Han kom også jævnlig sammen med Knudsen i Tranderup, ligesom de igen tog ofte ind i hans hus, når de kom til byen. Den eneste han idelig lå i strid med var den daværende Aktuar, August Carl Emil Clausen, der tillige var kirkeinspektør. Han klagede jævnlig over Etatsråd Carstens til overretten for den ene eller anden sag, men blev for det meste afvist med sine klager. Denne mand kom også jævnlig op til Tranderup præstegård, Pastor Knudsen holdt bestandig en del af ham, og mente undertiden, at han led uret af etatsråden. Dog beskæmmede Clausen senere slemt sit navn, da han 1846 pludselig forsvandt fra Øen og flygtede til Amerika, efter at han i forvejen havde bestjålet Øens kirkekasse for omtrent 16000 rdl. Etatsråd Carstens havde mange børn, der alle senere blev anbragt i gode stillinger, men de kom jo tidlig ind på fremmede skoler, var altså for det meste i disse år fraværende, og kom ikke meget i Tranderup præstegård. Hr. Etatsråd Carstens tog senere sin afsked og døde 1857 i en alder af 84 år.
Amtsforvalter Holstein.
Ulrich Adolf v. Holstein blev amtsforvalter på Ærø i Kammerråd Anthon Wilhelm Ludvig Setzens sted, der i samme egenskab blev forflyttet til Husum. Hr. v. Holstein var en venlig og omgængelig mand, der især i de første år, da han endnu var ugift, meget ofte kom op til Tranderup præstegård, navnlig kom han ofte om lørdag formiddag og forblev da gerne til middag. Han blev da undertiden beværtet med ærter, da det fra først af havde vist sig at være en af hans livretter. Han havde 2 ugifte søstre hos sig i huset og blev siden g. m. en datter af Pastor Gøetsche i Ærøskøbing. Siden blev han amtsforvalter i Tønder og efter 1850 først amtmand i Flensborg og siden i Slesvig over Gottorp amt.
Dr. H. Fangel 1819-27.
Af læger i denne tid må først og fremmest nævnes Holger Fangel. Denne mand var f. på Ærø i Tranderup præstegård 1794 d. 27 jan, hvor hans fader Gomme Fangel dengang var præst, og hans mor var Elisabeth Cathrine Jensen, en datter af Provst Jensen i Hillerød. 1818 blev han medicinsk kandidat og nedsatte sig året efter, 1819 som praktiserende læge i Ærøskøbing, blev 1821 Dr. Medicine ved Kiels Universitet, og havde allerede 1819 d. 30. okt. giftet sig med Charlotte Louise Meredin, en datter af Koffardie kaptajn, Georg Meredin og Christiane Sidenia Leth i København, hvor hun var f. ca 1798. Sin kone skal han først have lært at kende på hospitalet i København, hvor hun gjorde indtryk på ham ved sin ualmindelige skønhed. Da Dr. Fangel således var et søskendebarn til præstekonen i Tranderup, stod han altid i et inderligt venskabsforhold til præstefamilien her. Han kom her meget hyppig, og de holdt meget af ham, da han var et vittigt og livligt hoved, derfor også en munter, underholdende og behagelig mand i et selskab, hvor han plejede at give ”den lystige fætter”. Han plejede gerne med sin kone at spise til middag om søndagen i Tranderup præstegård. Hans kone satte man ellers ikke meget pris på, thi skønt hun var en smuk, klog og dannet dame, var hun alligevel en i høj grad judsket, karrig og i enhver henseende underlig kvinde, der var i alle folks omtale. Hun bryggede øl på en temaskine og lavede børnenes underbukser af mandens strømpeskafter. Da hun engang lå i barselseng, og efter god gammel skik i Ærøskøbing, hun en dag ville modtage byens koner i barselsvisitte, havde hun købt for en 4 sk Kager, som hun nu delte i en 3-4 små stykker, for at der kunne blive nok. Hun undså sig ikke ved selv at gå på torvet og bære kødet hjem i sit lommetørklæde. Skønt hun senere har udgivet en kogebog (vel nærmest for homopater) lavede hun alligevel ikke ordentlig mad, men rørte noget underligt tøj sammen, hvorfor børnene til om middagen løbe ud i byen, og spiste da i et eller andet hus, hvor man ville have dem.
Når hendes mand kom hjem om aftenen fra sin praksis og var kold og forfrossen, skulle hun ikke stå op for at lave ham lidt varmt, men bad ham tage en snaps, da det jo ikke var værd at jage pigerne op, for at lave te. Hendes svoger Pastor Fangel og kone fra Lyø besøgte dem engang her i Ærøskøbing; men skønt hun vidste, at de skulle komme, var hun dog gået til sengs. Hun stod vel nu op, men ikke for at lave dem en kop te eller byde dem kaffe, nej hun satte det …. med mælk, som de selv havde ført med sig, ind for dem. De var derfor meget forsultne i de dage, de opholdt sig der i besøg, og tog daglig op til spisekammeret i Tranderup præstegård. I sin påklædning var hun også altid meget jusket og uordentlig. Skønt han havde god praksis på Ærø, da han var en duelig læge, forlod han dog 1827 Ærø, da han dette år d. 5. sept. blev kaldet til stadsphysicum i Fredericia, hvor han forblev indtil 1836 d. 16. marts, da han nedlagde sit embede og flyttede til København. Til at overføre dem selv og deres flyttegods havde de lejet en skipper i Fredericia, og på rejsen derhen kom de forbi Lyø, hvor de blev liggende et par dage, gik da iland og besøgte Pastor Aaby, der også ved denne lejlighed fik flere beviser på deres urimelige karrighed. Thi skønt de havde ting nok om bord til at gemme den mælk og fløde i, som de tiggede til at have med på rejsen, beholdt de dog de potter og flasker, hvori præsten lod det bringe ombord. I København kastede han sig som læge med al sin iver over homøopati og havde svær tilstrømning af folk. Han blev imidlertid mere og mere forfalden til drik og døde i en tidlig alder 1843 d. 2. april, 49 år gl. Hans enke levede endnu mange år efter i København. Da engang denne kones mange urimeligheder kom på tale i Tranderup præstegård, og én mente, at doktoren kunne forlange det anderledes, hvortil der svaredes, at det var ikke så godt; thi sagde han noget til hende, blev hun altid syg og fik slag, ytrede den tilstedeværende Kateket Leth tørt: ”ja, så lod jeg hende min tro! få slag”. Som læge helbredte han engang Pastor Knudsen efter en farlig sygdom, og da han var kommen sig, rådede han ham til for bestandig i fremtiden ”at drikke et glas koldt vand hver morgen på fastende hjerte og at stikke i støvlerne, så snart han kom ud af sengen”, et råd han senere nøjagtig fulgte indtil sin sidste tid, og blev gammel ved det.
Jens Rasmussen Hübertz 1827-32.
Hans eftermand på Ærø som læge var Jens Rasmussen Hubertz, der var f. i Aarhus 1794 d. 5. sept. Han tog 1824 den medicinske embedseksamen og nedsatte sig 1827 som praktiserende læge i Ærøskøbing, hvor han forblev indtil 1832. fra 1832-38 opholdt han sig som læge i Aarhus og blev fra 1838-44 ansat som hospitals- og fattiglæge i Aalborg, da han i 1844 flyttede til København, hvor han virkede meget for idiotanstalten og foretog i den anledning på offentlig understøttelse flere udenlandsrejser. Her døde han rig 1855 d. 1. dec. Han var en duelig læge, var også læge i Tranderup præstegård og helbredte præsten engang under en farlig sygdom. Han kom her også ofte i huset, men havde dog i det hele langt mere sit træk til Bregninge præstegård, hvor han stod højt anskreven hos Madam Ottesen.
Apoteker Rasmussen 1821-35.
Apoteker Christian Ludvig Rasmussen og hustru Anne Dorothea Frich hørte også til deres jævnlige omgangskreds. Madam Rasmussen var en mere fremtrædende og dannet kone. Hun anstillede ofte om vinteren private skuespil og spillede tilligemed andre af byens damer og herrer selv med i de valgte stykker. Præster og andre familier fra landet indbødes da ligeledes til at overvære og se på komedien. Ofte var der da tillige arrangeret et lille bal bagefter. De spillede godt, og således blev disse private komedier ofte en rar adspredelse i løbet af den lange vinter. De var forældre til Peter Carl J. Rasmussen, der 1861 døde som præst i Rise.
Møller Otto Ludvig Clausen 1821-35
Til deres omgangskreds må endnu mærkes ejeren af Grubbemøllen ved Ærøskøbing, Otto Ludvig Clausen. Denne mand var f. i Sottrup på Sundeved, hvor hans far, Lorentz Clausen var degn; hans mor Ingeborg Johansen var fra Havnnbjerg degnegård, og da hun således var et søskendebarn til præsten, Jørgen Knudsen i Tranderup, var Møller Clausen således lidt i slægt med ham, hvilket gav anledning til at denne familie ofte kom i præstegården, ligesom at præsten med sin kone også engang imellem tog ind til dem. Når de kom til Ærøskøbing. Møller Clausen havde arvet møllen efter sin morbror Otto Ludvig Johansen og købte siden tillige den anden mølle ved byen. Han var g. m. Marie Nissen, en datter af Cornelius Nissen, der ejede Øen Halmø, ikke langt fra Martstal. De var meget skikkelige, stræbsomme og brave folk, der imidlertid kun interesserede sig for deres fag, og udover dette gik deres tanker ikke let. De var derfor uvidende i mange retninger og gjorde undertiden, navnlig konen, indtryk af en smule enfoldighed. Hun fortalte således engang selv i sin troskyldighed, at da hun en dag havde haft sin nye hvide hat med fjer på i kirken, havde degnen Beck selv sagt til hende,” at når hun havde denne hat på, der var langt vildere end Fru Etatsrådindens, blev gudstjenesten dobbelt så højtidelig”. En sådan naiv ytring morede usigelig. De havde mange børn, og hun havde altid sin nød med at styre dem. Præsten vedblev dog altid at holde af dem og korresponderede endnu af og til med dem, efter at han var flyttet til Als. Deres børn er følgende:
1). Ingeborg døde ugift af kræft
2). Cornelius Møller i Faaborg.
3). Helene, g. m. skolelærer Ishøi i Ringsted.
4). Nikolai, ugift endnu hjemme.
5). Marie, g. m. præsten Adam Christian Grønbech på Avernakø. Hun døde 1865.
6). Sophie Margaretha, opkaldt efter præstekonen Madam Knudsen, døde ugift.
7). tvillingerne Christian og 8. Andreas, har taget imod faderens ejendom.
9). Louise g. m. Jørgen Ulrik Rasmussen, for tiden ejer af Solbjerggaarden ved Faaborg.
10). Ludovica, g. m. Købmand Mikkelsen i Ærøskøbing.
Sille Marie 1821-35.
Hos de købmandsfamilier i Ærøskøbing, med hvem de handlede, kom de også imellem. Iblandt disse mærkes:
1). den gamle Hans David.
2). Købmand Klæstrup og
3). Købmand Johan Andreas Petersen, der var g. m. Cecilie Marie Liebendanz, mest bekendt af alle både i og udenfor Ærø under navnet ”Sille Marie”. Hun var en meget klog og dygtig kone og forestod derfor ikke blot huset, men også handelen. Manden, der ikke havde meget at sige, døde tidlig, og hun sad i en del år enke og fortsatte som sådan handelen. Hun agerede hellig, ville gerne indflette en del bibelsprog i sin tale, brugte stadig udtrykket ”min Evige” og besøgte flere gange Biskop Mynster, Pastor Grundtvig og Pastor Rønne, af hvilke den sidste satte hende højt og mente, at hun var et mønster på en from og troende kvinde. På Ærø havde man dog ikke rigtig tillid til hendes fromhed og hellighed, men hun gjaldt mere for en listig og snedig kvinde, hvad hun senere viste, da hun spillede en stor svigagtig fallit. Det værste var dog at hun lige i forvejen havde ægtet den gamle Cornelius Nissen, ejer af Halmø, der ikke vidste hvordan hendes sager stod sig, og nu mistede ved denne lejlighed noget af sin formue. I øvrigt havde man vel på begge sider attrået denne forbindelse. Idet man uden at kende hverandres omstændigheder, havde overvurderet hverandres formue. Sille Marie blev vel igen skilt fra ham, men måtte på grund af fallitten hemmelig forlade Øen. Hun holdes da skjult i Rise præstegård, hvor hendes søn, Hr. Andreas August Petersen var præst fra 1841 indtil sin død 1854. han var først g. m. Anna Charlotte Carstens, en datter af Hr. Etatsråd Carstens, og efter hendes død 1848 d. 23. nov. Blev han igen 1849 d. 12. dec. g. m. Hansine Berteline Christiane Bertelsen, en datter af skolelærer Hans Bertelsen i Dunkjær. Efter hans død blev hun igen 1865 d. 16. dec. g. m. gårdmand, Jørgen Madsen i Bøjden.
En gang om året til Als.
Engang hvert år om sommeren tog de over til Als og besøgte familien. De sejlede da med færgebåden fra Søby til Mommark. Færgemanden Povl Fabricius, på grund af sit forslagne væsen og sine stærke eder almindelig kaldet Povl Donner, sejlede da gerne med dem. Præstekonen var som altid meget bange for at sejle, selv om kun båden gyngede en smule, sad hun dog med livet i hånden. Opholdet på Als medtog gerne en 14 dage. De plejede at tage fast station på Nordborg hos Madam Frost, hvorfra de så gjorde udflugter til den øvrige familie og bekendte. I reglen blev de indbudte hen til middag en dag til Lysholm, til Hjortspring. Til Oksbøl. Til købmand Peter Fangel og Provst Thomsen på Nordborg. En dag plejede de også at tage om for at hilse på Biskop Tetens i Ketting, og således gik tiden snart hen med visitter og gilder. Til gengæld fik de da også jævnlig besøg af Alsinger, ikke blot af familien, men også af andre. Da de således allerede var gået til sengs en aften i foråret 1823, kom stuepigen og fortalte, at der var en svensker inde, som ønskede at tale med dem. Hun lod til selv at være meget forskrækket, og skønt hendes skræk vel også meddelte sig til hendes Madame, der ikke kunne forstå dette, stod hun dog op for at få opklaring derpå. På grund af halvmørket kunne hun blot se en mand i en stor Kavaj. Det varede dog ikke længe førend sagen nu klaredes til almindelig morskab. Manden var ingen svensker, men hed Svensen.
Pastor Svensen i Notmark 1823.
Det var nemlig Pastor Svensen i Notmark på Als, som havde i sinde at besøge Pastor Gøetsche i Ærøskøbing, hvem han godt kendte fra tidligere dage. Men da han var bleven helt forsinket af modvind på rejsen tyede han nu ind i Tranderup præstegård, og bad om natlogi, da han så den følgende dag ville tage ind til Ærøskøbing. Han blev nu vel modtaget, og præsten kom selv op. De var fra tidligere tid i København også godt kendte med hverandre. Pastor Svensen var helt indtagen af den dejlige udsigt overalt på Ærø. Alle vegne så man havet med de mange småøer. Han sammenlignede det med det græske Archipelagos. Han indbød både Knudsens og Gøetsches til at besøge sig på Als. De sidste havde stor lyst og gjorde alvor at turen, da de første undskyldte sig. De tog undervejs ind i Tranderup præstegård og ytrede deres glæde til den dejlige alsiske tur, som de stod i begreb med at gøre. I Tranderup ønskede man dem megen glæde på rejsen, men tænkte ellers ved sig selv, at det ville de hurtig få nok af. 2 dage efter kom de igen og kunne ikke lade være at beskrive det svineri, som så hurtig havde jaget dem hjem igen til Ærø.
Besøg af hans brødre 1824.
1824 besøgte hans 2 brødre, Jakob Knudsen i Ketting, Johan Peter Knudsen på Lysholm, hans brodrrsøn, Johan Peter Knudsen i Ketting og dennes lille datter Anna, der dengang var 7 år gl., dem på Ærø. De havde i forvejen meldt deres ankomst, men da brevet var blevet forsinket, fandt de ingen vogn i Søby, hvorfor de måtte vente her længe forgæves. De lejede da selv vogn og kom til Tranderup præstegård, hvor de heller ikke fandt nogen hjemme. Thi da de ikke vidste, at de kom, var de sejlet over til Drejø, hvor de besøgte deres slægtning præsten Hr. Hans Petersen, der med sin kone var fra Als. Dog kom de hen imod aften tilbage, og de fremmede kunne da modtage dem i deres hjem. I de første dage havde de gemytligt og rart med hverandre; men når de havde været lidt sammen, kom der alligevel let på grund af gamle familiehistorier en kurre på tråden. Således begyndte der også her om søndag eftermiddag en ordstrid mellem dem alle tre, i hvilken Jakob og Jørgen gerne holdt sammen imod Peter. Stikordet angik penge, og sagen drejede sig nok nærmest om de penge, som var blevet anvendte på de 2 første studeringer, hvorved den sidste må have ment at have fået for lidt i forhold til dem. De løb alle tre ivrige op og ned i stuen. Om eftermiddag besøgte man Møller Klausens i Ærøskøbing, men her var brødrene meget tavse og kolde, stirrede ofte på hverandre uden at mæle et ord til hinanden. De blev da heller ikke så længe, som de havde bestemt; thi allerede om onsdagen rejste de igen hjem til Als. En sådan tur kom ofte over dem, dog fortrød de i reglen bagefter når det var sket, men da de alle var stive og heftige af natur, kunne vist ingen af dem ret bekvemme sig til at gøre afbigt for den anden.
Madam Christiansen 1825
Hvert år havde de her på Ærø om sommeren gerne besøg af deres svigerinde Madam Frost på Nordborg, der med sine børn opholdt sig her en 7-8 uger. 1825 fulgte ikke blot hendes bror student Holger Fangel, der var hjemme i besøg fra København, men også Madam Christiansen fra Nordborg og hendes datter, den senere Madam Krog med. Da man den følgende morgen samledes ved kaffebordet var Madam Christiansen allerede stået op før solen, havde gjort sig en tur ned til Borgnæs og rundt andre steder. Hun havde da allerede ved at indlade sig i samtale med hvem, hun traf på, lært en del af sognets beboere og forhold at kende. De andre kunne ikke nok som forundre sig over, at hun allerede den første morgen havde lagt sin nyfigenhed for dagen. Hun følte sig helt vel her og morede også de andre, da hun altid havde nok at tale om, og med sin lyst til at høre og spørge og bringe nyt videre, forbandt hun tillige den dyd, at hun ikke bagtalte nogen. Hun besøgte også en dag, Fru Etatsrådinde Carstens, der var en jævnaldrende veninde af hende fra Nordborg. På denne tur ville hun også aflægge et besøg på Drejø.
Nik. E. Frost 1829
I den strenge vinter 1829, da der var havlæg mellem Als og Ærø, kom deres svoger fra Nordborg kaptajn. Nik. E. Frost hen i marts måned kørende over isen i kane, for at aflægge dem et besøg og se til sin lille datter Marie, som de i flere år havde hos sig. Han havde … af sine skibsfolk med sig, som havde været med ham hjemme om vinteren på Nordborg. Da han havde været her et par dage, gav det sig til at tø, og han måtte da skynde sig at komme tilbage inden isen brød op. Da man kørte ud til Søby, stod der allerede meget vand på vejen, og isen var også fuld af vand. Man var derfor meget urolig for ham, indtil de fik underretning om, at han var kommen lykkelig og vel hjem. Da han om foråret gik ud med sit skib fra Sønderborg, lagde han en dag under forbisejling an nede ved Bornæs nor, og indbød da sin svoger, præsten med sin kone og sin egen lille datter ud til sig på skibet, hvor de beværtedes med middag. Han sås her, af dem, for sidste gang; thi 6 år efter i okt. 1834 forliste han med mus og mand i den engelske kanal, efter at han kort forud var løbet ud fra Bremerhaven, hverken han selv eller nogen af besætningen blev frelst.
Christine Knudsen 1832.
1832 var min mor der med den lille Doris i besøg, den sidste blev der i længere tid hos sin bror Knud, der i disse år opholdt sig, hos dem som dreng. Hun fulgte senere tilbage med sin tante Madam Frost, da denne rejste hjem til Als. Præsten holdt altid meget af min mor, der var yndet af den hele familie på grund af sin venlighed, føjelighed og tjenstagtighed.
Johan Peter Knudsen 1834.
1834 i april tog min far derover til min broders konfirmation og tog ham da med hjem for at kunne gå et år i Augustenborg skole.
Biskop Tetens.
I de første år plejede Biskop Tetens med sin familie på sine visitatser gerne at tage fast standkvarter i Tranderup præstegård i den tid, han opholdt sig på Øen. Hans kone og plejedatter Frøken Tetens følte sig som hjemme i præstegården, de gik selv ud i spisekammeret om formiddagen og skar sig et stykke mad, når de følte lyst til at spise. Biskoppen var også meget gemytlig. En dag ville han forskrække min tante, han havde da knyttet sit lommetørklæde i 4 knuder og sat det som en hue på hovedet, kom da og pikkede på døren da han vidste, at hun var alene inde. Hun satte store øjne, men turde dog ikke andet end for blive alvorlig, da hun så, at det var biskoppen der så ligeså alvorlig ud. Da Pastor Ottesen 1823 kom til Bregninge, tog de fra denne tid altid her, på grund af slægtskabet med hans kone, fast standkvarter i Bregninge præstegård, men han vedblev altid til enhver tid at værne og bevare sit venskab for Pastor Knudsen.
Prins Christian Frederik 1830.
1830 beærede Hans Kongelige Højhed, Prins Christian Frederik, som Guvernør over Fyn og Ærø med sit besøg. Han kom fra Langeland og steg iland ved Marstal d. 13. juni om eftermiddagen. Han inspicerede Øens kirker og skoler og var også i Tranderup. Besøget kan dog ikke have været langt de forskellige steder, thi allerede den 15. juni gik han igen ombord på den kongelige Jagd ”Delphinen”, ved Søby og tog herpå i lignende hensigt over til Als, hvor hans gemalinde allerede opholdt sig i besøg hos sin mor på Augustenborg.
Enkelte mærkværdige begivenheder.
Hans kone var af naturen lidt tilbøjelig til overtro. Hun var et søndagsbarn som man siger, og kunne derfor se det hvad andre ikke kunne se. Imidlertid så hun dog vidst tit noget der, hvor der i virkeligheden slet ikke var noget at se.
En ligskare ses.
Et tilfælde ville vi dog omtale som mærkværdig. Da de en aften kom sildig hjem fra et besøg hos en af nabopræsterne blev hestene i nærheden af byen Vindeballe, blev hesten pludselig sky for vognen, og kusken kunne ikke få dem af stedet. Præsten spurgte ud af kaleschen hvad der gik af dem: ”ja, kusken vidste det ikke”. Hans kone sad derimod i en dødelig angst og ytrede: ”kan du ikke se det”. ”Hvad for noget”? ”ja der kommer en ligskare frem af den anden vej der, og derfor bliver hestene bange”. ”Å, du er jo tosset”, sagde præsten, ”hvor skulle der komme en ligskare ad denne vej, ad den passerer man jo aldrig med lig”. ”ja det er dog så alligevel”. Kort efter, da alting var forbi, gik hestene igen rolige videre. 14 dage efter blev der lig i Vindeballe, og da på grund af et stærkt snefog den sædvanlige vej blev ej fremkommelig, passerede man imod al sædvane ad denne usædvanlige vej til kirken med liget.
En rasende ko.
Da præsten en sommeraften var spadseret lidt ud i sognet, blev han på en gang var, hvorledes en ko i den ene mark var bleven rasende og var i færd med at stange en lille pige ihjel. Han ilede da derover og jog efter den med sit røde tørklæde. Hvorved den slap pigen, men for nu løs på ham selv, hvorved han i nogen tid måtte værge sig med sin stok. Imidlertid råbte han om hjælp og blev da hørt af nogle karle i en mark i nærheden. De ilede til og frelste både ham og pigen fra den rasende ko.
Et tordenvejr.
Et heftigt tordenvejr tak en sommermorgen meget tidlig op og slog ned flere steder i nærheden. En pige sad netop på marken og malkede sin husbondes køer, da tordenen slog ned og dræbte den ko, hun sad ved. Spanden blev aldeles splintret, og jernbåndene på spanden smeltede. Da man kom ud og så efter lå pigen aldeles bedøvet og uden bevidsthed ved siden af den døde ko, og således lå hun hen i nogen tid. En stribe kunne ses på hendes krop, men skønt hun længe lå syg, kom hun sig dog til sidst igen.
En hvivelvind.
En hvirvelvind gik engang hen over Øen og rev en del over ende. Et hus i Tranderup rev den med sig og førte det et stykke bort med sig. Folk måtte kaste sig på jorden for ikke at rives med; thi flere træer blev knækkede og oprykkede med rod. En pige fik vinden fat i og løftede hende fra jorden, hun blev hængende ved et træ.
Streng vinter 1829.
I den strenge vinter 1829 faldt der tillige megen sne. Alle veje føg til. Selv et hus i Tranderup blev helt begravet af sne. Manden og konen undrede sig over, at natten blev ved at være så lang, og at det ikke snart ville begynde at dages. Omsider stod han op, men kunne ikke få døren op for sne. Han krøb til sidst op igennem skorstenen, og så nu, at hele huset var tilsat med sne. Efter et par dages arrest blev de igen frie, da folk kom til og skaffede sig, ved at kaste sneen, adgang til huset. Et pæretræ i præstegården var helt begravet af sne, der blev afsat trapper i sneen, så at de kunne spadsere op i toppen af træet og more sig ved udsigten.
En svær orkan 1830.
1830 natten mellem d. 3. og 4. april, var det en gruelig storm på Ærø, da en stor del huse beskadigedes i Tranderup og Vindeballe. Taget blæste af og nogle om. Præstegårdens lader blev meget beskadigede, stuehuset led derimod ikke så meget. Alle plankeværker blæste omkuld. I Bregninge var skaden ikke så stor som i Tranderup.
Et nyt tårn bygget 1832.
1832 blev der bygget et nyt tårn ved Tranderup kirke efter Frue Kirketårns model i København. Det gamle tårn havde i mange år været brøstfældigt, og til klokkerne var der for en del år tilbage rejst et træskur på kirkegården, da der var fare for at lade dem hænge i tårnet. Det blev bygget af en ung arkitekt Seidelin, som havde kost og logi i præstegården.
En varm sommer 1834.
Sommeren 1834 var en meget varm sommer, navnlig i høstens tid, da flere mennesker blev syge, nogle pludselig faldt om og døde. Han gjorde med sin kone dette år en lille tur til Langeland for at besøge pastor Graae. De blev meget gæstfrit modtaget, turede meget omkring med præstefamilien for at se alt og besøge alle, og da de tillige var til stede til Madam Graaes fødselsdag, traf de her allerede sammen med Øens fleste præste- og andre familier. Madam Graae havde en masse af fjerkreatur, hen ved 300 ænder, foruden en mængde gæs, høns og kalkuner. Alt sammen et tegn på, at der stadig kom mange gæster, for den venlige modtagelse og gode beværtning. Nogle kønne høns, som kaldtes spanske, mørkebrudne med sorte spætter, stortoppede og lodne ben, fik de med hjem, og de vedligeholdt sig senere endnu længe også i Havnbjerg præstegård.
Frøken Matthiesen 1832.
I de sidste år på Ærø, havde de frøken Matthiesen i huset. Hun var en datter af prof. Matthiesen i København, og forlover med præstekonens broder, student Holger Fangel. Da hun både sang og spillede godt på guitar, var hun tit til megen opmuntring og behageligt selskab, da præsten selv både yndede og sang meget smukt. Hun lærte også hans plejesøn Knud Knudsen at spille på guitar, og hans plejefar forærede ham et sådant instrument, som han endnu har.
Tranderup et lille kald.
Tranderup var intet stort kald, det var tværtimod et lille; thi hvad der senere gjorde de fleste kald på Ærø meget gode, det var den omstændighed at tienden ikke var bleven afløst, den blev ved at ydes i natura, blev derfor eftersom avlingen fordredes betydelig forøget og med de stigende høje kornpriser indvandtes årlig en betydelig kapital. Således var det ikke i hans tid, han sad der i alle de dårlige år, da kornpriserne var meget lave, og såsom bonden avlede lidet, blev tienden dengang heller ikke betydelig. Der var heller ikke ret megen avling til præstegårdens 24 tdr. land, men meget god jord, som han end mere forbedrede derved, at han årlig anvendte strået og høet som fulgte med tienden til gårdens nytte. Han holdt derved altid en temmelig stor besætning i forhold til det lille sted, 2 heste og 12 køer foruden ungkvæg og får. Hans avling var derfor i alle år i god drift. Offeret kunne heller ikke være stort, da sognet var lille og folk fattige. Det er derfor ikke så underligt, at han hvor lykkelig han end følte sig på Ærø, jævnlig søgte om befordring. Han søgte forskellige kald på forskellige steder på Fyn og Als, hans kones lyst stod altid nærmest til Als.
Han søger Bregninge 1823.
Da pastor Monrad i Bregninge døde, indgav han 1823 d. 17. juni sin ansøgning om at få dette nabokald, der var betydelig større end Tranderup. Biskop Tetens anbefalede d. 26. juni hans ansøgning varmt ligesom tidligere. Iblandt andet fremhæver han: ”han er en af de hæderligste mænd i hans kreds; Tranderup kald er så lille, at han årlig har taget op af den lille formue, han er i besiddelse af”. Her var pastor L. Ottesen fra Jylland, der var g. m. en broderdatter af biskoppen den heldige.
Han søger Oksbøl 1824.
1824 ved pastor Holsts død søgte han også Oksbøl, dertil meget opfordret af sin kone og hendes familie. Det lå så nær ved Nordborg. Han selv var dog ikke så meget påsat på at få det. Dette kald søgtes også af hans fætter Pastor H. Petersen på Drejø. På Nordborg var familien meget spændt på, hvem af dem der skulle nå det. Købmand Peter Fangel og kone ønskede Petersen, og Madam Frost ønskede Knudsen. Begge stod de omtrent lige nær. Petersen blev dog den lykkelige. Han flyttede hertil i foråret 1825. Knudsen var dog indstillet som nr. 1.
Notmark kald 1830.
Ved pastor Svensens død søgte han også 1830 Notmark kald på Als. Dette var imidlertid et af Hertugens kald, og til Hr. Durchlauchtighed havde han lidet eller intet kendskab. Tilmed måtte denne jo vide så meget om ham, at han var en god ven af Biskop Tetens, hvilket var vel grund nok til at forbigå ham. Biskop Tetens må vistnok i forvejen have givet ham tilkende, at han ikke ville komme i betragtning; thi kort efter skrev han i et brev iblandt andet til denne sin velynder: ”det var nok en stor hemmelighed med Notmark kald, hvem den fyrstelige Nåde skulle falde på. Min stakkels kone kan slet ikke glemme, at jeg ikke måtte komme i betragtning derved”. Den lykkelige blev imidlertid en ung mand, Jørgen Hansen, sognepræst fra Ballum 1828-30. Hertugen fortrød vist tit senere, at han havde kaldet ham til en af sine præster, han blev senere Øens biskop. Skønt Ulkebøl og Asserballe samt Lysabild senere blev ledige, søgte Knudsen dog ikke tiere noget kald under Hertugen. Han havde givet ham en kurv, og han indså alt for vel, at det ikke nyttede noget.
Søby og Heden 1828.
1828 søgte han om Nørre Søby og Heden i Fyn, hvilket han heller ikke fik, dertil blev Hr. Niels Christian Tobias Lange til Vindblæs i Jylland kaldet 1828 d. 19. sept. ”Det lader dog til at det ikke blev til alvor med ansøgningen”.
Ærø får sin provst 1833.
1833 fik Ærø og Als Nørreherred igen hver sin provst. Biskop Tetens havde hidtil selv besørget provsteforretningerne, en af præsterne havde da været hans vikarius. Først havde Pastor Monrad været dette, efter dennes død havde biskoppen overdraget denne forretning til Pastor Knudsen. Det havde imidlertid ikke andet at betyde, end at biskoppen sendte alt, hvad der angik Ærø igennem denne mand til de øvrige præster, ligesom han da igen indsendte alt fra Ærø tilbage til biskoppen. Hertil foreslog biskoppen i en skrivelse til kancelliet 1832 d. 6. nov. følgende mænd: ”De 2 præster i Nørreherred, Hr. Ahlmann i Igen og Hr. Meyer i Havnbjerg, var på grund af deres videnskabelige dannelse, deres sans for højere kultur og deres kærlighed for litteratur meget hæderlige mænd, men de havde kun lidet kendskab til den danske gejstlige lovgivning, og biskoppen anså dem ikke for fortrinlige forretningsmænd”. Sognepræsten Hr. Petersen i Oksbøl havde biskoppen aldeles ingen grund til at bringe i forslag. Der var da kun valget imellem Hr. Thomsen i Nordborg og Hr. Provst Ebbesen i Svenstrup. For den sidste som er særdeles ordentlig og nøjagtig i embedsførelse, taler den omstændighed, at han tilforn har været konstitueret som Herredsprovst, og for den første, som ligeledes er en meget ordentlig og nøjagtig embedsmand, taler den omstændighed, at han er bedre prædikant og kateket, er sognepræst i et kald, til hvilket provstiet, når det ifølge cirkulærskrivelsen af 20. aug. 1822 skal uadskillelig forbindes med et eget kald, mest hensigtspassende synes at burde forbindes, eftersom amtmændene, med hvilke provstene står i så nøje embedsførelse, vel som oftest har taget deres bopæl i Nordborg. Af de 5 sognepræster på Ærø kender han ingen mere skikket end Hr. Stephansen i Ærøskøbing som ligeledes er meget ordentlig og nøjagtig i sin embedsførelse, og har den fordel for Hr. Knudsen, at han bor i Ærøskøbing ved siden af Landsråd Carstens. Af samme grund som Nordborg fortrækker han Ærøskøbing som provstesæde. I henhold hertil blev 1833 d. 2. jan. Hr. Chr. Cl. Thomsen i Nordborg og Hr. J. Stephensen udnævnte til Provster respektiv. for Nørreherred på Als og for Ærø.
Han konstitueres som Provst 1834.
1834 d. 11. marts blev Provst Stephensen forflyttet til Nordborg (tanketorsk af Chr. Knudsen, skal være Broager), og Pastor Knudsen blev konstitueret som Provst. Han ville nu let være bleven ansat som provst over Ærø og biskoppen foreslog ham det også, men han ville hellere være fri derfor, da han hvert øjeblik håbede på forflyttelse. Derfor blev da den til Ærøskøbing under 1834 d. 4. juli udnævnte sognepræst H. C. Christensen tillige d. 6. dec. 1835 beskikket som provst for Ærø.
Han ønsker at søge Ringe sognekald 1834.
Ved sognepræsten Hr. Hans Leerbechs død, indgav han 1834 d. 1. dec. En ansøgning om det ledige Ringe kald i Fyn. Nogen tid efter meddelte biskoppen ham i et brev, ”at han ønskede at han tog den tilbage. Han havde selv med flid holdt den tilbage i en 8 dages tid, fordi han ville se hvorledes det blev med Hr. Pastor Meyer i Havnbjerg, der i længere tid havde været syg, uden at man havde håb om, at han ville komme sig. Han kunne nu med det samme melde ham, at han var død 1834 d. 6. dec. Han vidste, at det ville være hans og hans kones højeste ønske at få dette kald, og han ville gøre alt for ham, hvad han formåede. Ansøgningen om Ringe kald blev da straks taget tilbage,
Han søger Havnbjerg 1835.
1835 indgav han derimod en ansøgning om det vakante Havnbjerg kald, som Biskop Tetens meget varmt anbefalede. Biskop Tetens søgte også at gøre alt, hvad han formåede. Han skrev selv til Kongen og anbefalede ham på bedste måde; men biskoppen fik en farlig konkurrent i Prins Christian, der interesserede sig for den unge Diakonis i Sottrup på Sundeved. Hr. Hans Ahlmann, der var en søn af præsten Hr. Hans Ahlmann i Guderup på Als. Denne sidste havde i en del år, måske på grund af frimureriet, stået på en meget fortrolig fod med Prinsen, hvem han hver sommer besøgte i Odense, og Prinsen undlod sjælden at tage op til Guderup præstegård, når han med sin gemalinde lå i besøg på Augustenborg. Da det måtte være en stor behagelighed for den gamle mand at få sin søn i sin nærhed, tog Prinsen sig ivrig af hans sag, og denne talede selv flere gange hans sag for Kong Frederik d. 6. Det ville imidlertid være en stor uretfærdighed at forbigå alle de ældre mænd og besætte det store kald med den ganske unge mand, der endnu kun var 32 år gl., og blot siden 1831 havde været Diakonis i Sottrup. Tilmed var han også, hvad man vel ikke på højere steder vidste, en temmelig dårlig præst. Kongen skal derfor heller slet ikke have været til at bevæge, hvor meget Prinsen end overhængte ham med sine forestillinger. Dog fik Prinsen alligevel så meget udvirket igennem kancelliet, at imod al sædvane blev Hr. Hans Ahlmann indstillet som nr. 4 på listen til Kongen; hvorimod der ellers altid kun indstilledes 3 på listen. Iblandt disse 3 indstilledes Pastor Knudsen som nr. 1 og Pastor Bonnichsen i Dybbøl som nr. 2. man var naturligvis meget spændt både i Tranderup præstegård og iblandt familien på Als, hvad udfaldet ville blive. De kendte godt Prinsens anstrengelser og frygtede meget for, at han skulle gå af med sejren, især var præstekonen meget urolig og havde til sidst ikke meget håb. En dag kom hendes mand dog ned og fortalte hende, ”at hvis men kunne bygge på varsler, så havde han nu godt håb. Han holdt altid meget af storke, men på Ærø fandtes ingen storke. Dog for et øjeblik siden var 2 storke kommen svingende om forbi hans vinduer og havde da taget kurs over til Als”. Han så deri et varsel for, at de også snart ville komme til at flytte derover. Mærkeligt nok var det, at da det kort efter gik i opfyldelse og han nogle uger efter kom til Havnnbjerg, fik han at vide, at foruden de gamle storke, havde for nogen tid siden et par nye storke bygget sig en rede på den anden af præstegårdens lader. Da det kunne passe med tiden, blev han næsten overbevist om, at det var det samme par storke, som havde bragt ham den glædelige nyhed fra Als. Biskop Tetens gik da også her af med sejren, og Knudsen blev under 1. april 1835 kaldet til præst for Havnbjerg menighed på Als. Biskop Tetens ilede straks med at lade ham det vide, da han vidste, hvor meget det ville glæde dem at få denne underretning. Han ville ikke sende den i et brev med posten, der ofte gik så langsom på den tid; men han afsendte den mand, der plejede at gå i hans have, Jens Christensen af Ketting som stafet af sted med den glædelige tidende og gav ham tillige udsigt til en god dusør. Det manglede heller ikke, thi han blev modtaget med stor glæde og blev igen afsendt med en varm taksigelse til sin herre. Knudsen var glad over den lykke han havde gjort, han forstod nu, hvorfor han ikke tidligere havde fået noget af de søgte kald, Gud havde gemt det bedste for ham. Thi af alle kald ønskede han sig altid helst Havnbjerg. Det var jo ikke blot et godt kald, men det havde særlig interesse for ham, her havde han tilbragt sin barndom og en del af sin ungdom. Her var han godt kendt og kendte selv alle og enhver, og vidste om dem, at det var ikke vanskeligt at komme ud af det med nogen. Her var hans kone jo også i nærheden af sit fordums hjem og sin endnu værende familie.
|
