7. Hans tid i Nordborg som kapellan 1818-20.
Kapellan i Nordborg 1818-20.
Så snart Knudsen havde fået sin udnævnelse til at være kapellan i Nordborg, rejste han til Als. Hans mor, som glædede sig meget til at få ham i sin nærhed, døde forinden d. 22. april 1818, altså få dage før hans kaldelse, og hun var lige begravet førend han kom til Als. Han tog da straks til Nordborg; hans lille niece, kromandens kone i Ketting, fulgte ham derom, og da de med provstens familie om eftermiddagen spadserede et øjeblik over på kirkegården, og han gik et stykke forud med den gamle provst, sagde hans niece i spøg til provstens datter, der var hendes gode barndomsveninde, ”at det var en mand for hende”. Det blev engang således, som vi siden skulle se. Han kom her i et rart hus, hvor han nød en god og kærlig omgang. Provsten, hvis hustru allerede var død for 4 år siden, boede alene med en datter Sophie, der dengang var 21 år gl., men foruden hende havde han en søn og datter bosiddende i byen, og disse sås næsten hver dag i præstegården. Sønnen Peter Fangel var købmand og g. m. provstens søsterdatter, Sophie Elisabeth Petersen, der var et næstsøskendebarn til Knudsen, og datteren Else Kathrine var g. m. Skibskaptajn, Nikolai Ernst Frost, der var bror til ovennævnte, hans brodersøns kone i Ketting, så at han således kunne regne sig lidt i slægt med familien. Den yngste søn Holger Fangel, med hvem han skulle have læst, var allerede efter Provst Ebbesens forslag kommen i huset hos Pastor Sabro i Tandslet, der forberedte flere unge mennesker til Københavns Universitet, og således blev han altså fritaget for at læse med ham. Da Sabro overlod de unge mennesker meget til sig selv, lærte han just ikke meget her, og det havde måske været bedre, om han havde beholdt ham hjemme; men nu ville han ikke gøre nogen forandring deri. Han boede i et sidehus imod nord for gården, hvor eftermanden siden lod indrette en stue, for sine konfirmander. Han viste altid den gamle, ærværdige mand megen opmærksomhed, når han havde tid tilovers, gik han tit over, sad og talte med ham, dels om embedets og andre sager, hvorved han selv lærte, thi provst Fangel havde været en meget kundskabsdygtig og begavet mand, og kunne endnu fortælle med meget liv og interesse. Navnlig havde han været en dygtig forretningsmand, der var godt hjemme i den danske kirkelovgivning og havde med megen kraft og bestemthed hævdet dens gyldighed her på øen, mod de civile tyskdannede embedsmænds overgreb. I denne henseende har Knudsen vistnok lært lidt nøjere at kende, den blandede forfatning, som herskede på Als og Ærø, for hvilke han måtte være temmelig fremmed, da han hidtil alene havde virket i Kongeriget. Det varede heller ikke længe før Knudsen her vandt menighedens hjerte. Han var meget yndet og søgt som prædikant i den tid, han stod her som kapellan, og gamle folk vidste siden nok at fortælle det længe efter. Både Flækken og landsognet hørte ham gerne, og kirken var fuld hver søndag, selv byens få tyskdannede familier, der siden råbte på, at de ikke forstod en dansk prædiken, gik dog jævnlig i hans tid i kirken og viste således, at når de blot selv ville, kunne de meget godt forstå en dansk prædiken. Om det så var Herredsfoged Fürsen, som ellers ikke plejede, hverken tidligere eller sildigere, at indfinde sig i kirken, mødte han hver søndag i Guds Hus, når Knudsen prædikede, og hørte til med megen opmærksomhed og andagt. Ja hans iver gik endog så vidt, at han engang lod opslå en plakat nede hos købmand Peter Fangel, at folk ikke måtte hoste i kirken, men for ikke at forstyrre andre, hellere blive hjemme, når de var forkølede; ligeledes skulle de holde hånden for munden når de gabte. En bondekone var så indtaget i ham, at hun sagde:” Herregud! Det er ligesom når jeg ser min Jesus, når jeg ser på Dem”. Også den gamle skinhellige ”Kunstler Lamotte”, sad hver søndag meget andægtig i kirken og hørte til. Hertil kom, at han ikke blot prædikede godt, med meget liv og varme, men også var bekendt for sin dejlige, smukke og velklingende messesang. Der var derfor en temmelig forskel på kirkegangen i tidligere, og endnu i hans tid, og senere under eftermanden Provst Thomsen fra 1821-61, under hvem kirkegangen stadig aftog efterhånden, så at den til sidst måtte kaldes meget dårlig. Hertil kom også, at drukkenskab og svir siden tog meget overhånd, så at landsbyen Holm til en tid var meget berygtet, hvor ikke blot mændene drak, men selv konerne gik til kroen midt på dagen, gik hjem og sov rusen ud og kom da igen og tog fat på ny. Som en følge deraf gik mange unge mænd og koner bort ved en alt for tidlig død. Og selv Flækken Nordborg, blev efterhånden ikke et hår bedre. Da kom kro ved siden af kro og den ene og anden drak. Således var det ikke i hans tid, da herskede en pæn og anstændig tone både i Flækken og på landet, og navnlig var Holm en by som han holdt meget af, hvor han havde sine bedste venner og kom meget jævnlig. Navnlig var gårdmand Hans Hjulmand hans bedste ven. Han gik jævnlig ud i sognet og besøgte folk i menigheden, navnlig gik han til de syge, læste for dem og trøstede dem med Guds Ord. Og som han i det hele var en meget omgængelig mand, der forstod at bringe lidt liv ind i deres sammenkomster ved sin smukke sang, så blev han altid indbudt til deres bryllupper og barselgilder, både i byen og landet. Man bad ham da gerne om at synge flere sange, hvoraf han kunne de fleste af de dengang brugelige danske selskabssange af K.L. Rahbek og andre forfattere. Deriblandt kunne mærkes: ”Der var en Tid, da jeg var meget lille”; ”Samlet her i en fortrolig Klynge”; ”Dig elskte Frankrig”; ” Hr. Sinclair drog over salten Hav”; ”På hine elskte Steder”; ”Da jeg var Yngling jeg elskte en Pige”; ”Og det var i Året 1807”; ”Mads og Las de gange på Rad”; ”Kong Christian stod ved højen Mast”; ”Kong Christian lægger ned sit Sværd”; foruden en del andre sange, som han til dels lærte dem at synge. Navnlig måtte han ofte synge for dem: ”Om hundred År er alting glemt”, som de aldrig havde hørt før. Han kom også jævnlig i de daværende embedsmænds huse, hos Amtmand Linstov, Amtsforvalter Fischer, som hos hans formand, den gamle Amtsforvalter Lyhm, og hos Herredsfoged Fürsen. Denne mand, som ellers altid lå i strid med præsterne, navnlig med Provsterne Fangel tidligere, og senere Ebbesen, kom han altid godt tilrette med, og kom han i hans hus, var han til enhver tid meget flink og forekommende. Dog var især lægen Krigsråd Balle hans meget gode ven, og dette venskab bevaredes senere, da han kom til Havnbjerg. Iblandt præsterne kom han mest til Svenstrup, hvor dengang Provst Ebbesen var præst, og hans elskværdige hustru Margaretha Vogelsang, var en svigerinde til den gamle Provst Fangel. Hun forstod altid at udbrede hyggelighed og venlighed omkring sig. Provst Ebbesen selv, følte han sig ikke tiltrukken af, og siden sås de ikke gerne. Præsterne Ahlmann og Meyer i Guderup og Havnbjerg var tyskdannede, og han kom just ikke hyppig i deres huse, dog engang imellem ved sin lejlighed. Navnlig prædikede han undertiden for Meyer, der idelig var på rejser eller på grund af mange fester, ved upasselighed, var forhindret. Da han engang havde prædiket for ham, der altid var meget galant og forekommende imod ham, fik de ikke middag før hen imod kl. 4 om eftermiddagen. Den sindige kone kunne aldrig blive færdig, og den hurtige mand tabte gerne til sidst tålmodigheden. Han spurgte tit hende, om de ikke snart skulle spise, hvortil hun svarede: ”Jo lieber Meyer! bald! bald!” Da endelig en steg kom frem på bordet og hun endnu havde glemt noget, tabte han rent sin tålmodighed, kastede kniv og gaffel på gulvet, for ud af stuen og lod sig ikke mere se. Hos Pastor Holst i Oksbølle kom han ikke, undtagen engang, da han havde prædiket. Det var et meget simpelt hus, og han selv en gammel rå mand. Det fik Knudsen bedst at føle, da han efter bordet sad og talte noget med ham. Han spurgte den lille søn, der hed Jonas, om hans navn. Da drengen ikke svarede, tog faderen ordet fra ham. ”Kan du ikke svare, når du bliver spurgt. For resten er hans navn Jonas. Jeg har haft en Jonas før, ham tog vor Herre. Om han også tager ham, eller Fanden tager ham, ved jeg ikke”. Dernæst fortalte han ham, på spørgsmålet om hvor mange børn han havde: ”Jeg har haft 24 børn i ægteskabet, men hvor mange udenfor, ved jeg ikke”. Knudsen kom også jævnlig til sin familie, i de år han var her på Nordborg i deres nærhed. Han kom snart til sin broder på Lysholm, og snart hos sin broder i Ketting, der nu efter moderens død boede alene og blev en gammel kandidat, der aldrig havde søgt embede, hos sin brodersøn Joh Peter Knudsen i Ketting og sin broderdatter Anne Christine Knudsen, der 1813, var bleven g. m. Proprietær Thomas Thomsen på Hjortspring, hos Proprietær Martin Vogelsang på Solbjerggaard og dennes bror Matthias Vogelsang på Bommerlund, hvilken sidste i flere år havde været g. m. hans ældste bror Knuds enke, Marie Elisabeth Thomsen, der dog nu var død, og han var atter gift på ny, med et temmelig simpelt fruentimmer. Her på Bommerlund holdt han 1819 i marts en søn Thomas over dåben. Da de var kommet hjem fra kirken, sagde fadderen, der forstod at smigre: ”havde jeg tænkt derover, skulle drengen ”Guds Døi”! (hans sædvanlige ed) have hedt Thomas Jørgen”. ”Ja, du forstår altså godt at sætte navnene sammen, som da du gav en anden søn navnet Nikolai Knud, hvorved han gav ham en Snært, fordi han ikke havde opkaldt nogen søn efter sin afdøde broder, der måtte nøjes med, at hans navn blot blev føjet bagefter et andet navn. Da hans broder Peter på Lysholm kom temmelig sent til gildet, og han bagefter spurgte ham om grunden, fortalte han ham, at han havde gået og ventet på sin kone, der ikke ret følte lyst til at tage ud. Flere gange havde hun taget tøjet på og igen taget det af. Endelig måtte han gå alene for ikke at komme alt for sent. 1819 i juli holdt han også en søn, af sin brodersøn i Ketting over dåben, hvori han fik navnet Knud efter sin bedstefar. Mens man sad ved bordet, kom Pastor Meyer fra Havnbjerg og holdt for døren. Han ville til Sønderborg. Da han hørte at der var barselgilde og at Pastor Knudsen var der fra Nordborg, gik han ind i salen, og for lige op til Knudsen for at hilse på ham. Denne rejste sig for at give ham plads ved siden af sig; men han sagde, at han ville blot tage et glas for at drikke barnets skål. Siden drak han også forældrenes og selskabets skål, og holdt en lille stund ud hos dem.
Tysk Gudstjeneste i Nordborg.
Knudsen havde stillet den betingelse, da han tog til provsten, at han ville være fritaget for at holde tysk gudstjeneste, der blev holdt 8 gange om året. Dette blev ham også indrømmet. Engang holdt han dog efter provstens ønske en tysk skriftetale, men han måtte tage den ud af en trykt bog. Derimod blev provsten engang syg, da der om morgenen skulle holdes tysk gudstjeneste og altergang, og hans datter Sophie, der bestyrede hans hus, kom nu ind og talte med ham, om han ikke kunne påtage sig dette arbejde. Han gik da straks over til den gamle mand og sagde, ”at selv om han skulle stå på sit hoved, hverken kunne eller ville han påtage sig dette, da det var ham en ren umulighed”. Han gik da over i kirken og talte med den lille forsamlede menighed i al venskabelighed, ”at den gamle var bleven syg, og at han ikke var i stand til at forrette gudstjenesten i det ham fremmede sprog, hvorpå forsamlingen opløstes i al orden og stilhed. Da provsten døde, ville den nye Biskop Tetens have denne tyske gudstjeneste afskaffet. Han lod forhøre hos de 3 kapellaner, som havde været ansatte hos den gamle Provst Fangel, nemlig Hr. Niels Tingberg Fangel, præst i Gudom i Jylland, Hr. Hans Petersen, præst på Drejø og Hr. Jørgen Knudsen, da præst i Tanderup på Ærø, hvorledes en sådan gudstjeneste var bleven besøgt i den tid, enhver af dem havde været på Nordborg, og om der var noget til hinder for at afskaffe den, da den langt overvejende part af menigheden derved aldeles hindredes fra, at bivåne gudstjenesten på disse søndage. De svarede tilbage, ” i al deres tid havde det kun altid været et par familier, der var det tyske sprog mere mægtige end det danske sprog. De fleste andre folk, som havde kommunikeret i dette sprog forstod ligeså meget, om ikke bedre dansk end tysk. Til en gudstjeneste uden kommunion var der i det højeste mødt en 30 mennesker, en gang 13. Den kunne derfor meget godt afskaffes, hvilket også skete ifølge en kancelliskrivelse. Den nye præst Hr. Claus Christian Thomsen, der kom fra Hjortkjær, gjorde det dog ikke aldeles, men for at føje menigheden holdt han endnu 2 søndage om året gudstjeneste og kommunion. Herover blev Biskop Tetens meget vred, og da han engang visiterede skolen i Holm, indlogerede han sig hos Kossau på Nordborg og tog slet ikke op i præstegården. Han skrev ham også til, at han havde al grund til at være fortrydelig på ham, da han havde omgået anordningen. Nogen tid efter var Knudsen herovre i et besøg fra Ærø, og da han også aflagte den nye præst på Nordborg et besøg beklagede denne sig derover for ham, nede i haven og bad ham, der stod sig godt hos Biskop Tetens, at gøre sit til, at forholdet kunne blive godt mellem biskoppen og ham. Han opfyldte hans ønske, og biskoppen lovede, at sagen skulle være glemt.
Biskop Tetens hans velynder.
Knudsen søgte også kald mens han var på Nordborg, men uden nytte. Dog fandt her en varm og god talsmand, da Biskop Tetens i sept. 1819 var bleven udnævnt til biskop over Als og Ærø. Han kom i november til Nordborg, for at hilse på den gamle Provst Fangel og hørte ved denne lejlighed Knudsen prædike. En søndag morgen hed det sig pludselig i byen, at biskoppen var kommen dertil og ville i kirke, og da han gik på prædikestolen, sad Biskop Tetens nedenunder; men han lod sig ikke forskrække, men holdt sin prædiken som sædvanlig. Da han om middagen kom over i præstegåden, sad Biskop Tetens hos den gamle provst i sofaen, og da han kom ind, rejste han sig straks op, gik ham med venlighed i møde, trykkede hans hånd og takkede ham for det gode ord, han i dag havde hørt af hans mund. I skæmt spurgte han ham da: ”hvorfor han dog havde stået så længe ledig på torvet”, hvortil Knudsen frimodig svarede: ”Deres Højærværdighed! Fordi ingen endnu har lejet mig”. ”Ja da lejer jeg dem nu”, svarede biskoppen. Han tog ham nu hen til siden og spurgte ham nu om grunden, hvorfor han dog ikke var bleven befordret i noget embede. Han forklarede ham da, at han havde søgt embeder nok, men altid uden nytte. ”Da skal det blive bedre”, sagde Biskop Tetens, ”der har De min hånd”. Og biskoppen tænkte også straks på ham. Ligesom han få dage efter indgik med en anbefaling, til det gamle kancelli om at gøre den gamle Provst til Ridder af Dannebrog på hans nær forestående 50årige jubilæum som præst for Nordborg menighed, således anbefalede han også 1819 d. 2. dec. i en skrivelse til Kong Frederik d. 6., som skulle gå igennem hans søster, Hertuginde Louise Augusta på Augustenborg, kapellan Knudsen til Kongens varme gunst. Biskoppen tænkte nærmest på at få ham til præst for Nordborg menighed. I denne skrivelse forekommer følgende gunstige bedømmelse, der viser hvor megen godhed Biskoppen allerede havde fattet for ham: ”Hr. Pastor Knudsen har i de få år, han har været ansat hos Hr. Provst Fangel på Nordborg, fuldkommen erhvervet sig Nordborg menigheds almindelige agtelse, yndest og kærlighed, hans værdige religionsforedrag, hans orden og nøjagtighed i alle embedets forretninger, hans blidhed i omgang og retskaffenhed i vandel gør ham og hertil fuldkommen fortjent. Med fornøjelse har jeg hørt ham prædike; thi i et smukt og passende sprog, med megen anstand og værdighed foredrog han til almindelig opbyggelse sand kristelig lære. Han er bleven gammel i andres tjeneste; thi i en alder af 47 år har han endnu ej nået en fast ansættelse, men står endnu i personlig tjeneste. Hans naturlige beskedenhed har ofte hindret ham fra at søge, og dersom den gamle værdige jubellærer, Provst Fangel enten skulle død eller beslutte sig til at søge om entledigelse, og denne allernådigst forundes ham, så står Hr. Knudsen atter ledig, og har kun sørgelig udsigt. Inderlig ville jeg ønske denne brave mand ansat i en egen virkekreds, og hvor skulle jeg vel hellere ønske ham, og hvor ville han vel kærligere modtages end netop i den menighed, hvor han allerede er så yndet, fordi han allerede her med så meget held og velsignelse har virket”. Sønderborg d. 2. dec. 1819. Tetens.
Biskoppen slår her på provstens mulige entledigelse, og ønsker da Knudsen som hans eftermand, en sådan plan var også påtænkt, men den var altid mulig at sætte i gang. Derfor hengik et år, da han ikke søgte noget. Endelig blev Tranderup sognekald på Ærø ledig ved Pastor Skaarups forflyttelse til Marstal, og herom indgav Knudsen 1820 d. 25. april en ansøgning til kancelliet, hvilken biskoppen d. 26. maj anbefalede med omtrent de samme ord som ovenfor, dog imod slutningen tilføjes: ”han er 48 år gl. 19 års kandidat og har i 9 år været amtsprovstkapellan, og dog indskrænker hans ønske sig endnu til at erholde et af de allermindste gejstlige embeder. Det ville glæde biskoppen meget, kunne han beholde denne brave mand i sin embedskreds, og han lykønsker Tranderup menighed til at erholde denne hæderlige mand, der såvel ved embedsduelighed og nidkærhed, som ved eksemplarisk vandel, anbefaler sig fortrinlig til Hr. Majestæts Nåde”. Sønderborg d. 26. maj 1820. Tetens.
Den 29. sept. blev personel kapellan Hr. Jørgen Knudsen da også udnævnt til sognepræst for Tranderup menighed. Der blev stor glæde iblandt hans venner, da de fik hans udnævnelse at høre. Madam Christiansen, der boede lige overfor præstegården i den gamle degnegård, var en datter af den gamle degn Lorentzen, og kort tid havde været g. m. skolens duelige lærer, Peter Christiansen, men nu som enke holdt hus for den gamle degn, kom daglig i præstegården, hvor hun var en kær veninde. Men da hun var meget for at høre og fortælle nyt, fik hun travlt, da hun fik denne nyhed at vide; thi hun måtte være den første til at fortælle den. Som byens levende avis løb hun fra hus til hus, ja selv ned til Melsgaard med nyheden: ”Pastor Knudsen er kaldet til Tranderup”. Købmand Peter Fangels kone lykønskede ham og mente, at han havde al grund til at glæde sig. Det var vel nok kun et lille kald, men tæt og godt, og en udmærket menighed, med hvilken hendes morbror Provst Gomme Fangel altid var kommen fortræffeligt ud af det med, hvilket han også selv senere i enhver henseende måtte sande. Den morgen han bekendtgjorde den gamle provst sin udnævnelse sagde han til ham, at nu havde han fået et kald, men trængte nu også til en kone. Han havde tænkt derpå og ville gerne betro provsten det, når han ikke ville tage ham det fortrydeligt op. Provsten mente, at han altid havde haft sin fortrolighed til ham og skulle derfor også frit sige ham sin mening. Det var da en anholdelse om hans datters hånd, hvilket han med glæde gik ind på, når hun selv havde lyst, og derom blev de da snart enige.
Han bliver forlovet 1820.
Sophie Margaretha Fangel er født i Nordborg præstegård 1797 d. 12. juni. Hendes far var ovennævnte Provst Holger Fangel, og hans anden hustru, Mette Marie Vogelsang fra Solbjerggaard. Hun var opkaldt efter begge sine bedstemødre, Sophie Elisabeth Gommesen, g. m. Hr. Jens Rasmussen Fangel, ligeledes sognepræst på Nordborg og Margaretha With af Ketting præstegård, der var g. m. Hr. Matthias Johansen Vogelsang, ejer af Solbjerggaard og Bommerlund. Hendes farmoder, der havde haft ophold i Nordborg præstegård var død kort forud samme år d. 2. marts i den høje alder af 85 år. Sin første undervisning modtog hun af en gammel skikkelig kone ved navn Madam Mahler, hos hvem hun gik hen for at lære at læse. Siden fulgte hun med sin ældre søster Elise Kathrine op til Hr. Autzen, der var byens anden lærer på den tid, men kort efter 1806 ved Hr. Christiansens død rykkede op til at blive første lærer. Kapellan Ebbesen havde allerede begyndt en slags privatskole, hvori han selv læste med en del børn af de bedrestillede familier og gav dem en videre undervisning, end den de kunne modtage i byens almindelige skole. Da han imidlertid 1805 blev forflyttet som sognepræst til Svenstrup, fortsatte Autzen denne skole nærmest som en aftenskole. Her fulgte den lille Sophie da også med op og modtog en del af sin undervisning. Som et træk på hendes åbenmundethed kan det anføres, ”at hun engang sagde til Autzen, ved du hvad de andre siger om dig. Du har en god mund til at spise salat med”. Han lod sig imidlertid ikke videre anfægte deraf, men tog det ganske roligt og svarede, ”så siger de det”. Da hendes ældre bror Niels Tingberg Fangel fra 1807-11 var kapellan hos sin far, læste han også med sine yngste søskende. Iblandt hendes jævnaldrende veninder kunne nævnes, Antoinette Riegels, en datter af husfoged og branddirektør Riegels på Nordborg og Christine Margaretha Frost, en datter af skibskaptajn Chr. Frost på Nordborg. Den første blev siden g. m. skovrider, Grotrian i Dynt på Sundeved. 1812 blev hun konfirmeret tilligemed byens øvrige ungdom af sin fader, blandt andre, som ved denne lejlighed også stededes til konfirmation kunne mærkes: Henrik Riegels, siden landmand på Langeland og Peter Hansen Hollænder, siden købmand i Sønderborg. Da hendes moder døde 1814, og hendes søster Else Kathrine 1816 d. 7. nov. blev g. m. Skibskaptajn N.E. Frost af Nordborg, måtte hun fra denne tid af, skønt kun 19 år gl., forestå huset for sin gamle far. Skønt hun kun var ung og aldrig havde været ude, hvad der vistnok i andre henseender havde været til hendes gavn, da en naturlig undseelse altid senere vedblev at følge hende, og især lagde hende hindringer i vejen i den frie omgang især med folk, der stod over hende i dannelse, så bestyrede hun dog hans hus med dygtighed og til hans tilfredshed. Hun viste sig jo også altid som en tro og opofrende datter imod sin gamle fader, dyder som hun også senere i en sjælden grad lagde for dagen imod sin mand. Hun var vel 24 år yngre end den mand, der nu bejlede til hende; men hun havde i 2½ år ved daglig omgang lært ham at kende fra en god side. Hendes fader var tilmed gammel, og kunne snart gå bort, hun stod da ene og forladt. Derfor tog hun såvel som hendes far med glæde imod hans tilbud. Og hun handlede deri rigtigt, hun blev lykkelig ved hans side. Hendes gamle fader gik hurtigt bort, han oplevede ikke hendes bryllup; thi allerede 2 måneder efter Knudsens bortrejse døde han 1820 d. 23. dec. af et slagtilfælde i en alder af 78 år.
|
