6. Hans tid som huslærer på Langeland 1808-1818.
Side 55 – 69
Huslærer hos Pastor Graae i Bødstrup 1808-11.
Da oberst Bülows sønner kom ind på akademiet i København, blev Knudsen forlegen for en plads. I Svendborg traf han undertiden sammen med præsten Christian Graae i Bødstrup på Langeland, når han undertiden besøgte sine forældre, købmand, Gomme Graae og hustru Sophie Elisabeth Bonde i Svendborg. Da hans mor først havde været g m. købmand, Niels Bech, var Christian Graae derved tillige en halvbror til pastor, Bech i Tvede og købmand, Klemmensens kone, desuden havde han megen anden familie i Svendborg, der var hans fødeby. Knudsen kendte ham allerede i København, og da de nu jævnlig sås her i Svendborg, blev de end mere bekendte med hverandre. Da han derfor engang talte til Graae om, at han blev forlegen for en plads, sagde denne til ham, at han kunne tage over til ham, og læse med hans børn. Han ville give ham det samme, som Bülow havde givet han, nemlig 100 rdl årlig og frit ophold, hvilket var en ganske god løn efter den tids brug. Han gik ind herpå, og i efteråret 1808 tog han da til Langeland, hvor han var først 3 år i Bødstrup præstegård. Det var en rar og venlig præstegård, en sjælden vakker familie, han her kom i huset hos, så at han i denne henseende ikke kom til at savne Bülows venlige hus, som han nu forlod. At denne familie altid holdt meget af ham, derom vidne de breve, som den gamle oberst senere af og til skrev til ham. Dog var pastor Graaes hus nok så muntert og livligt. Mad. Graae var en meget rask kone i sit hus og tillige meget munter og underholdende af sig. Hendes oprindelige navn var Bertha Lorentze Brandt, og hun var født i Tryggelev præstegård på Langeland 1771 d. 14. juli, hvor hendes far hr. Hans Brandt var præst efter sin far, og efter ham blev hans søn, Gomme Frederik Brandt atter præst på samme sted. I Bødstrup havde hr. Erik Christian Unger først været præst fra 1794-99, hvis enke Mette Marie Vilhjelm Knudsen godt kendte på Langeland. Hun var efter mandens død atter taget ud og konditionerede på en herregård der i egnen. Efter pastor Unger var den residerende kapellan i Kjedeby i Magleby sogn, hr. Christian Hansen bleven sognepræst i Bødstrup, og var g. m. ovennævnte Jomfru Lorentze Brandt. Da han imidlertid døde året efter i april 1800, blev hans enke befriet af den til Kjedeby 1799 d. 30. aug. kaldede residerende kapellan, hr. Christian Graae af Svendborg, hvor han var født 1773 d. 1. dec., mens derimod den residerende kapellan ved Svendborg, Nikolai Kirke, hr. Jørgen Jørgensen blev præst i Bødstrup efter Hansens død. Denne døde allerede 1803, og pastor Graae blev nu samme år d. 10. juni kaldet til præst i Bødstrup. Heraf ser man altså, at hans kone havde den forunderlige skæbne, at hun 2 gang havde været kapellankone i Kjedeby og 2 gange på ny flyttet ind som præstekone i Brødstrup præstegård. Knudsen fik her 2 drenge at læse med, nemlig en søn af konens første ægteskab ved navn Hansen, der siden blev forpagter på Langeland, men dengang var i en alder af 10 år, og en søn på 7 år ved navn, Christian Graae. Den første, der var en doven og stivsindet dreng, skulle ikke studere, men skulle blot undervises i tysk, historie og de almindelige skole –
kundskaber. Christian Graae var derimod bestemt til studeringen, og skulle derfor tillige undervises i latin og græsk. Han var en lille godmodig dreng, der holdt særdeles meget af sin lærer, og denne behøvede blot at lede ham med det gode; fik han engang imellem skænd, græd han altid og bad ham om, at han ikke måtte være vred på ham. Han holdt næsten mere af sin lærer, end af sine forældre, hver morgen kom han altid meget tidlig løbende fra forældrene igennem flere værelser og bryggerset op til Knudsens værelse og bad ham, om han måtte ligge lidt hos ham, da han holdt så meget af ham. Da han siden efter 3 års forløb kom ind på Odense skole, var han den sidste morgen næsten hele tiden oppe hos sin lærer, og brød sig ikke videre om forældrene. Det gjorde derfor også Knudsen ondt, da han skulle skilles fra ham, og begge græd de ved skilsmissen. Foruden disse 2 drenge, læste han også privat med en Henrik Scheel, hvis far var godsinspektør på Tranekær Slot. Han opholdt sig derfor 3 år i Pastor Graaes hus, hvor han ikke blot delte værelse sammen med Knudsen, men lå hos ham i samme seng. Da Christian Graae kom ind på Odense skole, blev denne dreng til samme tid indsat i Nyborg Skole. Han blev juridisk kandidat og blev siden generalkonsul i Gothenborg. Knudsens værelse lå i en sidebygning, hvor der foruden bryggerset også fandtes folkestue og andre små værelser, og når solen stod på om eftermiddagen, havde han tilladelse til at benytte et andet ved siden af. Foruden Christian Graae havde præstens endnu 2 andre børn, en datter på 5 år ved navn Constance, eller som hun plejede at kaldes, Stanse, og en lille søn Gomme Frederik August Graae, der blev født. Mens han var der i huset 1810 d. 23. aug. Han blev siden 1851 præst for den danske menighed i Flensborg.
Landeværnet på Langeland.
Da det endnu var under krigens tid, at Knudsen opholdt sig i dette hus, så var Langeland dengang opfyldt med militær, der meget demoraliserede befolkningen. Mange piger blev besvangrede, og det gik så vidt, at man siden ofte ikke kunne få tjenestepiger, når man ikke tog børnene med, og endnu er det meget almindeligt på Langeland ligesom på Fyn, at en pige har haft børn. Ligeledes gik der en del år efter flere proprietærer og andre folk fallit, vel ikke alene på grund af pengeforholdene, men også fordi de førte et stort hus, og spillede højt med officererne. Disse var i almindelighed meget rå og uordnede, langt værre end nu om stunder, at spille, svire, bande og hore, var især deres leben. Da pastor Graaes hus var meget gæstfrit, stod det altid åben for officererne der i omegnen, og næsten hver aften var der arrangeret et spilleparti, og der blev altid opvartet med varm mad. Knudsen spillede ikke med, da han ikke havde råd til at spille højt. Derfor læste han for det meste oppe på sit værelse, han ville da også hellere være fri for at spise med, og blot nøjes med smørrebrød på sit kammer; men det ville mad. Graae slet ikke gå ind på; thi hun mente, at det ville få udseende af, som om hun ikke undte ham det bedre.
I Graaes hus lå en kaptajn Schepelern, en godmodig og stille, pæn mand, og en løjtnant Pihl, der var en stolt og overmodig herre. Iblandt omegnens officerer kom her jævnlig som gæster, kaptajn Müller og løjtnant Mantzius, der var en slem sviregæst. Hos nabopræsten i Snøde præstegård, hr. Saxtorph lå en alsinger, løjtnant Wernich, en søn af postmesteren i Sønderborg; han var forlovet med en datter der i huset og var for resten et meget ordentligt menneske. Han kom også jævnlig over til Bødstrup præstegård. På Nedergård lå en major Rosenkrans, der ligeledes var en slem svirebror. Han gav engang på denne gård et stort bal. Der herskede altid rivning mellem officererne af linien og landeværnet, fordi de første ved enhver lejlighed overså de sidste. Da Knudsen 1812 havde været hjemme, om sommeren, i et besøg på Als, hørte han da han kom tilbage, at der havde fundet en duel sted ved Snøde kirke. I denne præstegård lå dengang en landeværnsofficer ved navn, Montero, et meget vakkert og ordentligt menneske, der var fri for deres råhed og usædelighed, som i almindelighed karakteriserede linieofficererne. En løjtnant Majus væltede sig ind på ham ved en offentlig lejlighed. Den følgende dag sendte man om morgenen til løjtnant Montero en pistol og en hundepisk, hvoraf han kunne vælge en af delene. Duellen skulle stå ved Snøde kirke. Montero havde det første skud og kløvede modstanderens hoved, så at han døde på stedet, og blev lagt ind i våbenhuset, indtil man fik en kiste til ham. De andre, løjtnant Montero og en sergent Schørring flygtede straks til Tåsinge, men generalen neddyssede sagen, da sagens sande sammenhæng blev ham berettet. (Det skrevne i siden) Rasmussen i sin ”Rudkøbings Beskrivelse” kalder ham Løjtenant Munderloe og siger at ”duellen fandt sted 1808. Det sidste er dog næppe rigtigt, da Knudsen dengang var kapellan i Snøde.
Demoralisationen.
Generalen neddyssede sagen, da sagens sande sammenhæng blev ham berettet. Demoralisationen blev helt elendig på Langeland i denne tid. På Søgaard hos forpagter Funk i Magleby sogn, havde man 8 malkepiger med hver sit barn, små børn på 2-3 år. Der var ingen piger at få, uden børnene kom med, hvilket altid blev gjort til betingelse. Ligeledes stillede de den betingelse, at dørene ikke måtte låses om natten, men de ville have fri tilladelse til at gå ud og tage imod besøg; om natten gik de også i store flokke med karlene under armen, hujede og støjede og gik og talte den liderligste snak. Grev Frederik Ahlefeld, der havde titel af generalløjtnant, og altid benævnedes ”Generalen”, foregik beboerne med et godt eksempel. Han havde flere maitresser, når de blev gamle, og han blev ked af dem, fik han dem gift med en eller anden af sine betjente, og der fulgte da gerne en god fæstegård i brudegave. Iblandt dem kunne mærkes den smukke jomfru, Petersen, der siden fik en birkedommer Vadsted, og fik han ved dette ægteskab både embedet og en god gård i Bødstrup sogn til en 16 malkekøer. En anden var jomfru, Lund, der ved sine intriger fik ham skilt fra sin gemalinde, en søster til kammerherre Hedemann på Brolykke. Hun levede siden i Preussen, hvor hun fik sin datter g. m. en baron Lützow, bekendt fra kampen imod Napoleon 1813. Engang kom hun til Generalen, men på grund af hans slette modtagelse, måtte hun straks igen rejse. Jomfru Lund agerede frue i huset, alle gjorde hende sin opvartning, hvis de ville noget hos gemalen. Hun blev siden g. m. en af hans skytter ved navn Weber, og fik med ham en lille yndig gård i en smuk egn i Tranekær sogn. Senere havde hun hverken ro eller rist, både nat og dag på grund af samvittighedskvaler. Der fandtes ikke få mennesker på Langeland, om hvilke det sagdes, at de var sønner af generalen, således en bonde Gotfredsen, der havde en god bondegård i fæste i Tranekær sogn. Der var derfor stor forskel på præsterne i denne tid; thi hvo der ville frem, gik ad smudsige og krogede veje, bukkede for generalen og hans kvinder, hvo der ikke kunne nedlade sig til sligt, måtte finde sig i at blive siddende og vente. Østrup, forhenværend kapellan hos Voigt i Magleby, og præst efter Plesner i Simmerbølle, var en hofmand; først forklaskede han generalen under krigen, han kom da til København, oversatte her straks et svensk digt af en biskop kaldet ”Lillien”, hvilket han med megen ros dedicerede til Fru Hedemann på Brolykke. Denne blev herover meget glad, og fra den dag kom han igen i generalens gunst, og steg nu fra det ene embede til det andet. Præsten i Snøde Wilhjelm var ligeledes en stor hofmand. Også han begyndte som kapellan i Magleby, hos den gamle Voigt, og blev få år efter præst i der store kald Snøde. Hertil hørte også Saxtorph, der først var præst i Snøde og siden i Magleby. Plesner var en ærlig mand, fri for alt kryberi, men da han havde været huslærer for Kolderup - Rosenvinge, hvis far var overbestyrer for de langelandske godser, blev han derigennem befordret til Simmerbølle, hvilket Knudsen søgte med ham, kort efter til Longelse, da Østrup kom til Simmerbølle, og til sidst til Humle. I Kjedeby sad i mange år den ærlige og fattige, C. I. Wind, hvis børn blev klædte af den gamle provst Brandt i Humle. Pastor Graae var kommen ind som huslærer for kammerråd, Matzens søn på Hjortholm, hvilken mand nok af og til havde forstrakte generalen med penge, og derved let bevirkede hans befordring.
Flere familier går fallit.
Flere familier gik det efterhånden tilbage for, dels i den slemme pengekrise, og dels fordi de førte alt for stort hus. Således hr. kammerråd og proprietær Madsen eller Matzen, der oprindelig var en bondesøn fra Tryggelevgaard, en stor bondegård i byen af samme navn, hvilken han havde solgt, og igen købt Hjortholm og senere til sin søn, ”den unge Hr. Matzen”, Søvertorp, men alt dette gik efterhånden i købet, og sønnen nøjedes til sidst med at blive en af generalens skovfogeder. 1825 sælges Hjortholm til hr. Hastrup for 80.000 rdl. Kammerråd Matzen var g. m. jomfru Hansen fra Fårevejlegaard, hvilken hendes far proprietær N. Hansen 1774 fik efter sin far, proprietær J. Hansen. Denne sidste havde 1767 købt Fårevejle for 58.000 rdl af familien Skeel. Denne jomfru Hansen lod sig altid kalde ”den nådige Frue” af officererne og kørte med 4 heste. Kammerådens hus stod åbent for officererne. Hendes bror ritmester, Hansen til Fårevejle gik også overstyr, 1822 blev godset solgt til statskassen for 60.000 rdl. Han var g. m. jomfru Mariane Lassen, hvis far havde tjent greven, og var siden bleven forpagter på Nygaard. Som fru Hansen kørte hun straks med 4 heste, ligesom sin svigerinde, og det varede ikke længe, inden gården gik fløjten, da hun, den høje frue nu måtte tage til takke med at leve af den nye ejer, hr. v. Cossels nåde på et slags aftægt. Denne mand købte godset 1826. Forpagter Lassen havde desuden 1 par sønner, der var løjtnanter, 1 par døtre, Trine og Grethe, der fik 2 brødre Langkilde fra Rødkilde i Fyn og 2 andre, Mette og Lotte, der var meget stygge og aldrig blev gifte. Den ”unge Hr. Matzen” blev g. m. en datter af den gamle pastor Schurmann. Man blev ofte foruroliget af støj og alarm fra kanonbådene, der lå placerede langs med Langeland, ved Lohals lå der flere, og her var Knudsen flere gange vidne til deres kamp med fartøjerne, som de nappede. Mad. Graae havde en bror ved navn, Lorenz Brandt, der var student, men fik ingen embedseksamen. Han lagde sig an hos forældrene, efter hvis død han tog til søsteren i Bødstrup, hvor han havde en gammel pige til sin opvartning, der havde tjent hans familie i 40 år. Ved højtidelige lejligheder kom denne gamle pige også altid til bords.
Kapellan hos Provst Saxtorph 1811-16.
Knudsen tog ikke med den unge Graae til Odense, derimod fulgte faderen ham derind. Han blev optaget i anden klasse og kom i logi hos en bager, der vel var gode folk; men da de havde flere unge mennesker i huset, hvoraf et par stykker var dovne diciple, flyttede han snart derfra hen i et andet logi. Knudsen blev hjemme, da han havde travlt med at ordne sine sager, da han skulle flytte til amtsprovst Saxtorph i Snøde, hvor han var udnævnt til kapellan 1811 d. 21. sept. Han tog også straks herover og blev her en 4 uger, inden han blev ordineret i Odense, hvilket skete på hans fødselsdag 1811 d. 8. nov. Her i Odense logerede han i 8 dage hos sin gode ven Matthias Vilhelm Brohm, der boede ikke langt fra St. Knuds Kirke. Tillige med ham blev 3 andre kandidater ordinerede, og det var den første ordination biskop Plum udførte som biskop. De 3 andre mænd var: 1. Laus Chr. Huulegard, kaldet til præst i Seden. 2. Niels Hjardem Høier, der blev sognepræst i Helgenæs og 3. den lille Thomsen, med den store hanekam, der blev kaldet til kapellan hos sin far i Fyn. (det vedføjede) Thomas Hvalsø Thomsen kaldet til kapellan i Veilby i Fyn, siden provst i Gamtofte. Til bispeeksamen blev Knudsen og en af de andre så tidlig færdige, at de blev indbudt til biskoppens bord, de 2 andre fik derimod maden op på værelset. På ordinationsdagen spiste de alle ligeledes hos biskoppen, og her talte Knudsen med præsten, Christian Ditlev Ammentorp af Dalum, der var g. m. jomfru Christiane Lorentine Dreyer af Østrup præstegård, i hvis faders hus hans bror cand. Jakob Knudsen tidligere havde været huslærer. Hr. Ammentorp indbød ham derfor den følgende dag ud til sig til middag. Hos Saxtorphs havde han et godt værelse, et af deres gæsteværelser, men han havde en lang vej, igennem en lang række værelser til deres dagligstue. Provsten Preben Saxtorph, var kun 4 år ældre end ham, var en høj, smuk mand, talte godt for sig og var af naturen en god hofmand, hvorfor han altid stod sig godt hos generalen. Han var også meget begavet og prædikede udmærket, men gjorde det meget sjældent, da han overlod det helst til kapellanen, og prædikede selv ikke stort mere end på de store højtidsdage, jul, påske og pinse, og imellem på nytårsdag. Hans kone havde i flere år været fra forstanden og var bragt ind på et hospital i København. Grunden dertil skulle være, at han plejede alt for fortrolig omgang med sin husholderske, en Jomfru Kuhler, en præstedatter, fra St. Jørgensgaard ved Svendborg. Konen gik herover fra forstanden. Provsten selv var for resten af naturen en god, sagtmodig og fredelig mand, der kunne komme ud af det med alle mennesker; men denne husholderske dominerede hele huset, og beherskede både ham og hans 6 børn, 2 sønner og 4 døtre, af hvilke et par døtre var voksne, men disse havde det ikke godt, da hun satte ondt ind for dem hos faderen. Knudsen havde i forvejen hørt i Graaes hus så meget om dette forhold, at han aldrig ret kunne fatte godhed for hende; i begyndelsen kom han dog godt ud af det med familien, da han jo viste hende den skyldige opmærksomhed; men fjern viste hun sig dog altid imod ham, da han ikke lod til at gøre nok af hende. Men fra en bestemt tid kunne han spore en mærkelig forandring hos hende. En af sønnerne kom nemlig en formiddag op til ham, og bad ham komme ned, da mad. Vadsted, hvis mand var birkedommer og som havde været, og endnu var en af generalens maitresser var nede og ønskede at se ham. Han lod sige, ”at slige fruer rejste han sig ikke op for, blev oppe og gik ikke ned”. Sønnen måtte vist have fortalt det, og fra den tid af mærkede han især hendes mange intriger. Dog kom han aldrig i uenighed eller skænderi, hverken med hende eller hendes mand. Men han kunne godt mærke på alting, at hun bar inderlig nag til ham. Hun havde heller ikke endnu glemt ham, da hun i året 1840 boede som enke i Odense. Dengang traf jeg (Christian Knudsen) sammen med hende i Munkebo præstegård, hos pastor Jedrovsky. Jeg kunne godt mærke på alting, at hun for hans skyld ikke havde et godt øje til mig, og da hun kort efter blev uenig med Jedevskys fordi hendes datterdatter, en jomfru Stein kom derfra som guvernante, fortalte præstekonen mig, at hun dengang havde sværtet min gamle plejefader på det ubarmhjertigste. Da Knudsen havde været et årstid i Snøde, blev amtsprovst Saxtorph forflyttet til det store kald Magleby, hvor den gamle værdige provst Voigt døde. Knudsen tog da herhen og bestyrede dette embede i nådsensåret, hvorved øens præster forskånedes for vakancer. Han holdt her sin indtrædelsesprædiken 1812 d. 12. søndag efter trin. I Snøde var han meget afholdt af menigheden, navnlig holdt de 2 sognefogder i Snøde og Stoense meget af ham, navnlig den første der hed Hans Nielsen, der senere, da han fra Ærø aflagde et besøg hos Pastor Graae i Tranekær, straks kom rejsende 2 mil, for at tale med ham, skønt han godt kunne have ventet, da han vidste, at han også ville komme til det nærmere liggende Bødstrup. I Magleby havde Knudsen det rart den første vinter, mens han bestyrede præstekaldet alene. Provstinden mad. Voigt var en rar gammel kone på 80 år; hun havde hos sig 2 døtre og en sønnekone, hvis mand var død og efterlod hende med 2 børn, som ligeledes fandt husly i den venlige præstegård. Med den hele familie levede han på den venskabeligste fod. Når de om middagen skulle have kaffe, sad de alle sammen så gemytligt rundt omkring bordet, og den gamle kone sad da med en meget blank kobberkedel og skænkede heraf til dem alle.
Den ældste af døtrene var en meget beleven og dannet pige, den anden var altid syg og lidende; en dag kom hun op til ham på hans værelse, forærede ham 10 mk af de gamle 12 skillingsstykker og bad ham om at tage derimod og så begrave hende, hvilket snart ville ske. Han søgte at tale hende tilrette, men hun vedblev sin mening, og 14 dage derefter var hun også død, og således kom han til at begrave hende. Den gamle enke flyttede siden til Rudkøbing og her blev den efterlevende datter g. m. en snedkermester, hvilken familie han siden ofte besøgte i denne by. Medens Knudsen opholdt sig her i Magleby præstegård var Fru Saxtorph imidlertid død, og provsten havde igen ægtet jomfru Kuhler, så at hun nu kom til Magleby som hans kone. Hun blev ham altid mere og mere fjendsk, og satte også ondt ind for ham hos amtsprovsten, så at der altid herskede megen kulde mellem dem. Knudsen kunne mærke af alting, at hun var efter ham, den hele behandling var sjovel. I den dårlige pengetid betalte provsten ham engang sin løn 200 rdl i danske sedler, der imidlertid ingen værdi havde. Da han ingen kaffe fik her, og dog ikke kunne undvære denne sin yndlings drik, holdt han sig selv med kaffe, som han lavede på sit værelse, og hin sum havde ikke større værdi, end at han derfor kunne holde sig et år for den købte kaffe. Det var derfor godt, at han selv havde lidt, eller fik noget fra sin gamle mor hjemmefra, ellers kunne han i en sådan pengeknap tid ikke være kommen igennem. Da han engang kom tilbage fra sin rejse til Als, gik han straks; da han var kommen op på sit værelse og havde puslet lidt på sig, ned for at hilse på familien; men man bød ham slet ikke at sidde ned, ej engang noget at spise, skønt han dog var kommen fra en lang rejse. Den hele modtagelse, som man viste ham, var så kold, at han fandt det helt uhyggeligt. Lidt senere satte man vel den sædvanlige vandgrød op til ham; men han gik da om aftenen ud i byen til folk af menigheden, hvilket han ofte plejede. Hun var også slem imod døtrene, især Petrine, der ofte sad med røde, forgrædte øjne, da hun ikke kunne glemme sin moder og heller ikke kunne sno sig for denne kælling. Faderen skændte da tit på dem. Hendes kæreste løjtnant Wernich tog siden sin afsked, ægtede hende og levede en tid lang i Sønderborg som drejer og papmager, indtil han fik faderens embede som postmester i samme by. Når denne familie siden ofte besøgte Knudsen som præst i Havnbjerg, hvilket gerne skete engang hver sommer, da talte fru Wernich og han, siden ofte om deres fælles ubehageligheder i hendes fædrene hjem. Hos en fyr inspektør Denser, der af fødsel var en tysker og først havde været skuespiller ved et tysk selskab, der en tid lang havde spillet i Odense, kom Knudsen meget ofte, da det var smukt her, en vakker familie, og mester spillede udmærket. Ligeledes var han meget hos degnen Dahl, der var en brav og vakker mand og meget musikalsk. Han og Knudsen var altid indbudt til middag hos Denser, når denne med familie gik til alters. Degnen Dahl skulle engang med en anden mand i sognet, mens Knudsen var her, rejse over til byen Slesvig, for at hente en arv efter en afdød slægtning. Men på tilbagevejen druknede de med pengene, og alt hvad de havde hos sig. Derfor nød hans datter Jomfru Sophie Dahl, senere gæstfrihed et par år i hans hus på Ærø, og døde på Nordborg hos hans svigerinde mad. Frost. På Brolykke boede en kammerherre Hedemann, der var g. m. en søster af generalen. Også dette var vakre folk, og Knudsen kom her gerne hver 14. dag, ellers var det ikke regnet. Her traf han også den yngste af den gamle pastor Gotschalks døtre, der var præst ved hospitalet, mens han gik i Odense Skole. Hun var i 2 år lærerinde her på Brolykke, medens han opholdt sig her, hvor hun siden blev af, ved han ikke. Han har også flere gange været indbudt til bal hernede på denne gård, og skønt det var 2 sønner i huset, som havde lært at danse, kom Fru Hedemann dog gerne og bad ham om at føre dansen op, da sønnerne ikke kunne opføre de bekendte engelske danse. Han havde lært at danse i Svendborg, hvor en alsinger ikke blot underviste ham og Bülows børn, men også mange flere af byens ungdom i Bülows store sal. Han hed Peter Elnef, var fra Skakkenborg, en smuk karl, der havde lært musikken hos musikus, Vatmann i Sønderborg, men gav sig senere til at rejse landet rundt, for at undervise i dans, og til sidst ved giftermål blev en slags restauratør på et lille sted tæt ved Svendborg. Han var meget afholdt i Magleby sogn, kirken var altid propfuld, når han prædikede og til alle bryllupper og barselgilder i sognet, blev han altid indbudt. Det gik altid så pænt og rart til ved deres gilder, pænere end her på Als. Deres beværtning var gerne suppe, høns og kød, skinke, 5 slags steg, hvoriblandt kalve, lamme, gåse, grise, og oksesteg og smørdejskager. Der fandtes altid opdækning med servietter, sølvskeer og terriner, vin blev der ikke drukken, men derimod fandtes øl og brændevin. En ejendommelig skik fandtes her, som nu måske er aflagt. Da han nemlig havde viet det første par i menigheden, og han efter endt tjeneste, nærmede sig brudefolkene for at lykønske dem, kom bruden, som var temmelig til års, inden han vidste noget af det og smækkede ham et kys på munden, hvorover han blev meget forbavset. Bagefter fik han da at vide, at det var skik der, at bruden kom og kyssede præsten. I Magleby sogn lå et fiskerleje, som kaldtes ”Bagenkop”, hvor der boede omtrent 20 familier, med steder til en hest og 4-5- køer. De talte et sprog, som var aldeles forskelligt fra de andre beboere, og kunne nok ligne den slesvigske mundart. Det hed sig at det var en koloni af alsingere, hvilket de selv fortalte, og de blev meget glade, da de hørte, at kapellanen var fra Als. Men det skal dog være en holstensk koloni. Således siger også provst Plesner i Svendborg amts beskrivelse af Dalgas 1836, hvorimod Rasmussen i Rudkøbings beskrivelse 1849, gør dem til en hollandsk koloni. Når Knudsen rejste hjem fra Langeland, plejede han at tage ud fra Bagenkop, hvorfra han lod sig sætte over til Fynshav, mens han var i Svendborg kørte Bülows vogn ham til og fra Bøjden. Når det undertiden blev stille og fiskerne skulle ro, satte de ham også i land andre steder på Als` kyst. Engang kom han i land ved Asserballeskov ved ”Lyboes Landing” og logerede her om natten, hos en Voigt, af sin svigerindes familie på Lysholm. Han havde her et meget pænt og godt logi, og det var vakre folk. Om morgenen gik han til Ketting og hans brodersøns vogn hentede hans tøj. En anden gang blev det en stærk tåge; uden at man vidste af de, var man kommen over til Angel. Knudsen kendte straks landet, og nu måtte de ro tilbage; men han tillod dem nu at sætte sig ind til Høruphav, hvor han kom ind til skipper, Jørgen Matthiesen. Denne mand kørte ham til Ketting og lovede at sejle ham til Langeland, når han atter ville rejse. Da Knudsen siden gik derop og meldte ham det et par dage i forvejen, gik konen og græd med sit lille barn ved hånden. Han spurgte hende om grunden, og hun fortalte nu sin store sorg, at hendes mand dagen forud, havde sat præsten Meier i Havnbjerg over til Steenbjerg i Angel, hvilket han tit gjorde, når pastor Meier rejste hjem. Men på tilbagevejen var han kuldsejlet og druknet. Dette skete 1813. Den lille dreng Peter Matzen, blev siden skolelærer i Havnbjerg, da Knudsen kom dertil som præst, og er nu degn i Guderup. Medens Knudsen var i Snøde præstegård læste han med en præstesøn Lund fra Jylland. Han var fra …………men da han formedelst faderens strenghed imod ham, ikke kunne være i hjemmet, antog hans bedstemoder, en forpagterkone på Langeland sig af ham, fik ham indlogeret hos en gartner og fik Knudsen til at læse med ham. Han blev student, men friede sig siden ind til en proprietærs datter i Jylland, der absolut ville have dette smukke menneske, og således blev Lund da herremand. I Magleby læste han med præsten Frederik Brandts søn af Tryggelev, Hans Brandt, der var en flink dreng; men han holdt dog mest at ligge nede ved vandet og lade små papirs både sejle ud. Han boede hos ham i præstegården og lå hos ham; men da han snorkede så umanerligt, måtte han bede forældrene om en egen seng til ham. Den fik da sin plads inde i et andet værelse; thi her havde han 2 værelser. Han blev siden student med laud til sin eksamen, men da han havde større lyst til søen end til bogen, blev han siden skipper og boede i Aalborg. Knudsen var 4½ år kapellan hos amtsprovst, Saxtorph, og han døde, mens han var hos ham. Den søndag, da han i Magleby kirke meddelte menigheden hans død, kom der straks efter gudstjenesten 6 mand af menigheden til ham, og bad ham om at søge kaldet, da de gerne ville beholde ham. Han sagde dem ”at det ikke nyttede noget, da han vidste, at kaldet halvvejs var lovet bort”. Desuden ytrede han ”sin betænkelighed over de store udgifter, der ville medgå ved besættelsen af et så stort kald”. Straks sagde hovedmanden for dem, Jørgen Pedersen,” at han i det tilfælde gerne måtte tage den bedste hest ud af hans stald”, og straks råbte de andre, ”at den ene ville give ham en ko og så fremdeles”. Menigheden ville nok hjælpe til at udstyre hans præstegård. De 6 mand rejste da til Odense, hvor greven dengang boede som general over kavaleriet. Han ytrede sin glæde over deres godhed for deres præst, men beklagede, at et tidligere løfte til den residerende kapellan ved St. Knuds kirke i Odense, hr. Ortmann, bandt ham, hvilket løfte han ikke kunne bryde. Denne Ortmann havde gået i Odense Latinskole sammen med ham, men var et år forud blevet student. Hans moder ejede i Odense skræddernes Laughus, og han blev g. m. en datter af præsten, Gotschalk ved hospitalet, men hun døde nogle år efter i Magleby, hvorefter han blev g. m. en datter af agent Ploug i Faaborg. Han satte sig dog ved sin tiltrædelse i temmelig stor bekostning, så at han havde en gæld på 9000 rdl, hvilken trykkede ham hele tiden. Dette fortalte han senere selv Knudsen ved en sammentræfning i Bødstrup præstegård, da han var på Ærø.
Kapellan i Rudkøbing 1816-18.
Der blev altså ikke noget af bøndernes rejse til Odense, og Knudsen måtte tage til Rudkøbing, til den nye udnævnte amtsprovst, hr. Hans Peter Egede Lund; thi han var jo amtsprovst kapellan. Hertil blev Pastor Lund udnævnt 1816 d. 10. april. Han var en præstesøn fra Stubbekøbing på Falster, f. 1769, og efter at han fra 1799 havde været residerende kapellan for Middelfart og Kavslunde, var han 1812 fulgt som sognepræst i Rudkøbing efter en gammel provst Suhr, i hvis hus Knudsen tidligere jævnlig var kommen med pastor Graaes fra Bødstrup. Lund var en vakker og honnet mand, og det var et rart hus at leve i, hvor man nød en god omgang og pleje, blot havde den sorg, at hans hustru, Marie Frederikke Meyer af Stege, næsten altid var fra forstanden, og i denne tilstand helt vild. Hun opholdt sig da mest i et afsides kammer, hvor den ældste datter, en fornuftig og huslig pige, da plejede hende og gav hende at spise. Når hun var i svangerskab, fik hun altid igen sin forstand, indtil hun havde født, da var det forbi. Hun fik derfor næsten et barn hvert år. Engang ville han have haft hende i dåreanstalten. Men da fik hun pludselig et lyst øjeblik, kom løbende og faldt på knæ og bad ham om at beholde hende hos familien. Han antog dette for en indskydelse ovenfra og den gode mand beholdt hende hos sig til hendes død, der indtraf 1832 d. 7. juni i Rudkøbing. Året efter tog han sin afsked og levede siden som privat mand indtil sin død, da han døde i Rudkøbing 1846 d. 18. sept. Her i Rudkøbing var ikke den gode kirkegang som han havde fundet i Magleby. Folk var meget verdslige og storagtige, især flere købmandsfamilier Bay, der dominerede de andre. Han kom ikke meget ud iblandt; til Catecheten Krebs, kom han meget ofte og ligeledes til den snedker, som var g. m. en datter af den gamle provst. Voigt i Magelby. På grund af sine huslige forhold og fordi provst Lund var en ung mand, der godt selv kunne bestyre embedet, søgte han om at blive befriet for den forpligtelse at holde kapellan, og Knudsen blev således efter 2 års forløb 1818 atter ledig. Det måtte være hårdt for ham, da han nu var i en alder af 46 år, atter at skulle som kapellan gå ind i et nyt tjenende forhold, der tit, således som det havde været i amtsprovst Saxtorphs hus, kunne være ubehagelige nok. Da han var så gammel og kandidat fra 1801, kunne han nok længes efter befordring. Han havde også søgt flere kald, således flere i egnen af Kolding: Seest, Branderup, Harte og Rørbæk, alle i Jylland, Munkebo og Catechetembedet i Bogense, begge i Fyn. Biskop Plum havde altid givet ham gode forhåbninger og lovet af al kraft at understøtte hans ansøgning; men det frugtede ikke. Dels må man betænke, at der var mange kandidater fra hans år og tid; at ved besættelsen af de mange Proprietærkald gik tit mange yngre kandidater langt foran de ældre, derved blev området til at søge i det mindste meget formindsket; men selv hos regeringen gjaldt det til den tid, om at have formående forbindelse og venner, der kunne tale vedkommendes sag; thi dengang gik det også her langt fra altid efter anciennitet. Dog kan det nok være rimeligt, hvad der fortælles, at han skal have forværret sin sag derved, at han engang i sin ansøgning til kancelliet, skal have beklaget sig over den mærkelige forurettelse og forbigåelse af ancienniteten, som ofte fandt sted ved embedernes besættelse, hvilket man ikke ret kunne glemme ham. Det kan godt være sandt; thi han skyede aldrig at påtale uret, både når han selv led, eller andre. Han var altid gennemtrængt af en streng retfærdsfølelse, og han skyede ikke selv at sige sine overmænd sandheden, når han så det modsatte hos dem. Man kunne synes at det var sært, at han ikke blev befordret på Langeland, hvor næsten alle kald tilhørte Greven, og han manglede da heller ikke gaver til at vinde folk. Han besad endnu i sin høje alderdom megen elskværdighed og sjældent behageligt selskabsvæsen, der måtte indtage; men hertil må bemærkes, at da Grevens forhold var meget anstødelige, som en retskaffen mand måtte misbillige, har han aldrig søgt hans gunst. Han kunne blot ære den retskafne og hæderlige, og kun sådanne mænd søgte han omgang med. Derimod kunne han aldrig smigre eller krybe for den, der fortjente hans foragt. Det geråder hans karakter til megen hæder.
Den gamle Provst Fangel på Nordborg var kommen af med sin kapellan Hr. Hans Petersen, der 1818 d. 7. jan. blev befordret til øen Drejø, og da han hørte, at Knudsen var ledig, henvendte han sig til ham i et brev og bad ham om at tage til sig som kapellan. Knudsen var vel provsten bekendt fra tidligere tid, både da han gik i Odense Skole og da han kom i Nylands hus i Havnbjerg. Han kendte ham dengang kun fra en god og hæderlig side, nu derimod havde han hørt en del om, at han skulle være meget vanskelig at komme ud af det med, og derfor betænkte han sig lidt, førend han vendte sig til ham. Han gjorde det dog omsider, og fortrød det aldrig, men holdt altid meget af ham, og denne var til enhver tid særdeles opmærksom, omhyggelig og næt i omgang imod den gamle mand. Provsten stillede i sit brev den betingelse, at Knudsen tillige skulle læse med hans yngste søn, der var 14 år og var bestemt til studeringen. Så snart Knudsen fik provsten brev, svarede han ham tilbage, at han var villig til at tage til ham, men han ville først indgå med en ansøgning til kancelliet om at få tilladelse til at beholde sin anciennitet som forhenværende amtsprovstkapellan, hvilket også blev ham bevilliget. Desuden stillede han også den betingelse, at han ville være fritaget for at holde gudstjeneste på tysk, hvilket provsten lovede ham.. 1818 d. 25. april, blev han altså udnævnt til kapellan for Nordborg menighed på sin fødeø Als.
|
