5. Hans tid som huslærer i Svendborg fra 1805-1808
S. 44 – 55
Rejsen til Svendborg 1805.
Da han kom hjem fra København 1804, havde efteråret allerede godt begyndt, og da han endnu forblev nogen tid hjemme, for at bringe sine sager og sit tøj i orden, fik man snart en meget hård og streng vinter, så at han ikke kunne komme af sted. Det varede dog ikke længe førend havet mellem Fyn og Als lagde til, og så snart isen kunne bære og folk begyndte at gå over til Fyn, besluttede han på denne måde at rejse til Svendborg, hvor han vidste at man ventede ham med længsel. Kort efter nytår 1805 tog han da af sted. I Fynshav fik han til ledsagelse 4 færgekarle, så mange behøvede han da han førte 2 store kufferter med sig. Uden over støvlerne bar han uldsokker og sled 3 sådanne par helt op, ellers havde det været umuligt at stå fast, så glat var isen. Hen imod kl. 4 om eftermiddagen landede han på ”Hornenæs”, og forblev her om natten hos en bonde i ”Dyreborg”. Det havde været kortere at have taget herfra ind til Faaborg, men da bonden var bange for at komme i ulejlighed, når han kørte ham ind til byen, da færgemanden i ”Bøjden,” havde eneret til at befordre de rejsende, kørte denne ham om morgenen til ”Bøjden”, hvorfra han så af færgemanden blev befordret til Faaborg, og endnu samme dag videre herfra til Svendborg. Her ankom han kl. 4 om eftermiddagen i et grueligt snefog, og lignede en snemand, da han holdt for Bülows hus.
Bülows hus og familie.
Det var en vakker, jævn og ligefrem familie, der modtog ham med megen venlighed og glæde. Oberst Adam Gottlieb Josva v. Bülow, en søn af løjtnant Carl Hartvig v. Bülow og Mette f. Petersen, var født i Asminderød i Sjælland 1751, havde en tid lang været bataljons kommandør for det fynske Landeværnsregiment, men havde taget sin afsked og levede af sin pension i Svendborg, hvor han døde1834 d. 31. dec. Han var g. m. Anna Margaretha Eilersen, en datter af forpagter, Rasmus Eilersen og Maren Pouls Datter f. 1772 d. 3. jan. på Gyldensteen, hvor hendes far dengang var forpagter, og døde i Svendborg 1832 d. 20. maj. Obersten var en mand af middelhøjde og noget spinkel, mild og venlig, simpel og jævn i omgang. Hans kone var ligeledes en vakker husmoder og en sjælden huslig kone, som tog sig af alt i huset. De boede i en stor gård i byen, som tilhørte fruens fader, og som almindelig kaldtes ”Klostret”, da bygningen i ældre tid havde været et ”Gråbrødre Kloster”, som gik ind ved reformationen. Til gården lå en del jord, som oberst Bülow selv drev, med et par heste og en 14-15 malkekøer. De havde gerne 2 karle og 3 piger i deres tjeneste. Til stedet hørte også en stor og anselig have, som grænsede ned til stranden, og herfra havde man den yndigste udsigt ud over det smukke Svendborg Sund og øen Tåsinge. Obersten gik selv i haven og holdt den ved lige, skuffede gange og plantede blomster; Cand. Knudsen gik da gerne ned til ham, og hjalp ham hvorover han altid blev glad, ligeledes gik han efter middagsmåltidet gerne ud og ……, hvorved han også gik ham til hånde.
Klosterkirken.
Bygningen udmærkede sig ret sin gammeldags bygningsmåde, med takkede gavle, flere stokværk højt. i forbindelse med bygningen, lå også her ved Bülows have, den gamle Klosterkirke, der var en gammel anselig og hvælvet kirke, langt smukkere dengang end Nikolai Kirke. Den blev ikke brugt uden i fastetiden til fasteprædikener og på højtidsfesterne, da der her holdtes froprædiken. Da obersten havde nøglen til kirken, havde Knudsen en del af sine blomster stående her om vinteren. Denne kirke blev nedrevet 1828, og en almueskole rejst i stedet for.
Oberst Bülow havde dengang følgende børn:
1). En søn Hartvig, dengang en 10-11 år gl. Han ejede siden et lille sted i nærheden af Svendborg.
2). Poul Martin, dengang 8-9 år g., blev kavaleri officer, og stod en tid lang som ritmester ved Odense Dragonregiment. Her i Odense var han tillige adjudant hos kronprinsen og blev i denne stilling, da han 1848 besteg tronen under navn af kong Frederik d. 7. Fra den tid boede han i København og forfremmedes efterhånden til generalmajor.
3). Maren Rasmusine alm. kaldet Mine; hun blev siden g. m. en mand ved navn Møller eller Jørgensen, der ejede gården ”Bjørnemose” ved Svendborg. Hun døde i en ung alder efter barselseng, og manden solgte siden gården til grev Bille Brahe af ”Hvedholm”.
4). Eiler blev siden godsforvalter på grevskabet ”Gyldensteen” i Fyn.
5). Eline Svendine Hansine, f. 1804. hun opholdt sig siden som lærerinde hos proprietær, Berg på Skjoldemose og blev herfra g. m. digteren hr. prof. Poul Martin Møller, hvis første hustru Betty Berg var en datter fra denne gård.
Hans undervisning og elever.
Cand. Knudsen fik sit værelse anvist ovenpå i 2. etage ud mod byen, så at der herfra ikke var så vid en udsigt, som ud imod haven, ud over stranden. Han havde det godt varmt om vinteren, hvorfor han helst blev på sit værelse om aftenen og læste, dog sad han også ofte nede, og spillede da Rambus eller sad og talte med familien. Han fik 100 rdl. årlig. i løn, og skulle navnlig læse med de 2 ældste sønner, hvoraf den yngre Poul Martin skulle forberedes til akademiet, da det var bestemt. At han skulle gå officersvejen. Han fik rådighed over børnene, kunne revse dem og behandle dem uden at forældrene lagde sig imellem. Denne tilladelse havde den gamle oberst straks givet ham. Ligeledes kunne han læse med børnene, som han selv ville; han læste da 3 timer om formiddagen og 3 timer om eftermiddagen med dem. Det var gode og flinke børn, især var Poul Martin en livlig og munter dreng, der undertiden fik lidt rap, da han ikke altid kunne tåle at man gjorde for meget af ham. Dog varede det ikke længe før end han også fik andre børn fra byen at læse med. Kort efter at han var kommen hertil, kom en dag købmand, Clemmensen og bad ham om at læse med sin søn. Han ønskede nemlig at han måtte gå sammen med Bülows børn. Knudsen var villig hertil, man bad ham om selv at tale med obersten. Denne havde ikke noget derimod, og betalingen blev jo også derved mindre. Denne Gomme Clemmensen kom siden til København og blev sat i huset hos en gammel sukkerkoger, Valentin Matzen ved Gammelstrand, hvis søn siden blev g. m. en søster af den unge Clemmensen. Her blev han privat undervist og blev student. Siden blev han huslærer på … torp på Langeland, hvor han døde i en ung alder. Ligeledes gik en plejesøn af vejemester, Kloster sammen med Bülows børn. han var en doven dreng, som han hellere ville have været fri for at læse med. Han fik siden faderens sted, var rig og levede af sine penge, men drak sig til sidst ihjel. Endvidere læste han privat med flere af byens andre drenge.
Iblandt disse mærkes:
1). Christian Albrecht Bluhme, hvis far var indrolleringschef og overlods i Svendborg. Han var født i København 1794 og skulle studere. Med ham havde tidligere læst, den residerende kapellan ved Nikolai Kirke, Lindgren en bror af den bekendte skuespiller ved det Kongelige Teater i København, men efter et halvt års forløb døde han af brysttæring, og Knudsen fik da denne dreng at læse med. Han var et meget opvakt hoved og en flittig dreng, der gjorde raske fremskridt. Han fik 2 timers daglig undervisning, og da han gik rask fremad forårsagede han sin lærer megen forberedelse og anstrengelse. Han kom siden ind på Herlufsholm Skole og blev efter 2 års forløb student 1811. han fik ved eksamen artium universitetets store guldmedalje, hvilken kun 2 før ham havde nået. Han blev siden gehejmeråd og var en tid lang udenrigsminister.
Endvidere læste han med 2. en norsk pensionist Lohses søn Didrik og 3). bager Wilhjelms søn Leopold, der skulle være dansk jurist; den første blev siden forvalter og den anden prokurator i Svendborg.
4). omtrent et år læste han med en søn af færgemanden på Tåsinge ved navn Eriksen. Denne elev Jørgen Eriksen var i huset hos sin mosters mand, købmand Casper Brandt, og kom siden ind på Nyborg Skole, blev student, men døde som sådan i København. Siden fik han 5. også dennes bror, Niels Christian at undervise, der var en vild og ustyrlig dreng, over hvem der idelig indløb klager til købmand Casper Brandt og Cand. Knudsen. Engang havde han fået en spansk mundering på, og gik således op og ned ad gaden. Det endte med, at han blev trukken ned i den spanske vagt.
En anden gang stod han op på en høj stige og holdt herfra en prædiken, men faldt ned og flængede det ene øje på en fork, som stod ved siden af. Engang skar han næsten tommelfingeren fra hånden, og en dyrlæge måtte have fat på ham, og en anden gang lagde han halm over et privet tæt ved Klostret og strøede blomster ovenpå, for at narre nogen ud på det. En af de gamle koner, der lå på det til klostret hørende fattighospital for gamle enker, gik i fælden. Han var ikke skikket til studeringen, og der vides ikke, hvad der siden blev af ham.
6. Ligeledes læste han her i Svendborg med Thomas Christoffersen, en søn af distriktslæge Johan Nikolai Murer i denne by. Han var født 1793 og blev 1812 dimitteret fra Nykøbing Skole, studerede medicin og har far 1825 boet som distriktslæge i Lyngby. Han fik titel af kancelliråd, og har haft et godt navn som forfatter. Han vedblev stadig i senere tider at stå i brevveksling med sin lærer, og sendte ham flere af sine skrifter. Således var hans tid godt optaget af undervisningen, han læste uafbrudt fra om morgenen kl. 8 til kl. 7 om aftenen, og havde blot en time fri om middagen.
En del familier i Svendborg.
På grund af sine mange informationer blev Knudsen bekendt med en del familier i Svendborg og kom i de fleste huse, med hvis børn han læste. Det hus, hvor han kom mest, var købmand Clemmensens. Han var en af byens første købmænd og ejede tilligemed sin svoger købmand Lauritz Graae flere skibe i søen. Købmand Clemmensen var g. m. en jomfru Bech, en steddatter af købmand Gomme Graae i Svendborg. Det var en meget vakker familie. Konen og døtrene gik selv i butikken og handlede med bønderne, som de godt forstod. En af døtrene blev siden g. m. købmand Quist i Svendborg. Hos købmand, Lauritz Graae kom han også ofte, men al hans interesse gik blot op i handelen; for ham førte i mange år en skipper Hansen i Sønderborg en galease, og denne Hansen var far til 2 døtre, der blev g. m. kaptajn, Christian Drescher og hans bror kaptajn, Otte Drescher på Nordborg. Derimod kom han hyppig i købmand, Gomme Graaes hus. Det var en ordentlig vakker og jævn familie, især hans kone. Her traf han ofte sammen med deres søn, Christian Graae, med hvem han havde studeret i København, og som nu var sognepræst i Bødstrup på Langeland. Købmand var Gomme Graae var ikke af familie med Lauritz Graae. De var begge besvogrede med købmand Clemmensen. Gomme Graae var g. m. Sophie Elisabeth Bondo. Igennem dem kom han også jævnlig hos pastor, Bech i Tvede, der var af deres nærmeste familie. Præstens kone var fra København, en datter af sukkerkoger, Valentid Matzen ved Gammelstrand og en sjælden rar kone. Knudsen prædikede ofte for pastor Bech i den tid han opholdt sig i Svendborg. Efter den gamle pastor Barfods død, prædikede han også engang for pastor Bech under vacancen både i St. Jørgensgård og Annekset, da der ingen ministerielle handlinger fandtes den dag. Han besørgede også gerne for byens præster, den sædvanlige froprædiken på højtidsdagene i den gamle Klosterkirke. Med indrolleringschef Bluhm tog han imellem ud at sejle på en lystkutter; thi han var altid så galant at tage ham med. De sejlede da over til Tåsinge eller længere op til et andet sted i Svendborg Sund. De havde da en mad pose med og gik i land og spiste deres mad. Han kom flere gange tillige med Bülows i denne mands hus, og han såvel som hans kone tog altid vel imod ham. Undertiden spillede han tilligemed oberst Bülow tarok sammen med en gammel major Lund i dennes hus. Ligeledes kom han til de andre familier med hvis børn han læste.
Han kom til Tåsinge.
På Tåsinge kom han undertiden til forpagter Eriksen. Han havde en brillant Færgegård til en 15-16 køer, og med en smuk elegant bygning i arvefæste af baron Juel. Engang hver sommer plejede han at tage Bülows sønner og et par andre elever med derover for at spise kirsebær, hvoraf deres have var fuld. Her besøgte han også ofte præsten i Bregninge, hr. Christian Jensen Krarup. Denne mand havde engang søgt ham op i Svendborg og spurgte ham, om han var en bror til en cand. Jakob Knudsen, der havde været hans sidekammerat i Odense Skole, og med hvem han havde plejet megen omgang, både i skolen og ved universitetet. Han var fra St. Jørgensgård ved Svendborg, f. 1768, bleven student 1787 fra Odense Skole og tog 1791 theol. Attestats, hvorefter han 1799 blev kaldet til sognepræst for Bregninge. Han var g. m. jomfru, Lykke Riborg Christine Bekker, en datter af justitsråd og postmester i Svendborg, hr. Adrian Bekker, en søster af hende var g. m. den bekendte skuespiller Ryge i København, og en bror var forpagter på Juulskov. Hos den gamle Justitsrådinde Becker i Svendborg kom Knudsen også af og til. Det var en rar gammel kone.
Tvede præstegård.
Han gik ofte op til Tvede og besøgte pastor Bech, der kun boede en lille fjerdingvej fra byen. Han gik altid ad en gang sti, igennem den øst for Svendborg liggende skov ”Rottefælde”, der nu kaldes ”Carolinelund”, efter dronning Caroline Amalie. Det var en behagelig og gæstfri familie. De havde en smuk stor have, hvorfra man kunne høre musikken, når de i Svendborg liggende tropper spillede på torvet, og præsten ejede desuden en bondegård i byen, selv havde de ingen børn, men de havde antaget til deres plejedatter et lille fattigt barn af København. Der var dog dem, der mente, at hun var en datter af fruens broder, student, Matzen i København. Hun hed Vilhelmine Bech og blev siden da pastor Bech flyttede til København, g. m. den kendte Stabslæge Frederik Vilhelm Manza. Man indbildte hende altid, at Knudsen var hendes bror, i hvilken formening hun længe stod, og derfor gjorde hun altid meget af ham.
Herregården Søbo
Med oberst Bülow, hans frue og børn plejede Knudsen hver sommer at ligge en 5-6 uger på landet på gården Søbo. Denne gård ejede dengang hendes far, den gamle Rasmus Ejlersen, der tidligere havde været forpagter på Gyldensteen og Hvidkilde, og navnlig på den sidste gård tjent en del penge. Han var en flink gammel mand, der tit kom ind til Svendborg. På Søbo levede man højt ved jordbær og anden frugt. En søndag spurgte den gamle Ejlersen ham, om han havde lyst at gøre greve Bille Brahe sin opvartning, og tillige besøge sin fætter, hr. cand. Hans Petersen af Nordborg, der dengang var hovmester for grevens sønner. Han tog da hen til Hvedholm, hvor greven tog meget pænt imod dem, og opfordrede Petersen til at vise sin fætter alle vegne omkring, både kapellet og i det værelse han nok vidste, hvilket han ikke nævnede. Her hængte nemlig et stort portræt af hans første kone, en Rantzau fra Odense, hvilket var tilsløret. Blot én gang om året gik greven herind, på hendes dødsdag, tog sløret til side og anstillede da sine egne betragtninger. Siden blev han gift 2. gang. Petersen havde en udmærket plads, fik 200 rdl årlig og mange presenter, da han var en dygtig lærer og greven gjorde meget af ham. Han fik siden tilladelse til at gifte sig med sin kæreste, en broderdatter og plejedatter af hr. proprietær Berg på Skjoldmose. Han fik da 4 værelser i mejeribygningen, 4 køer på stalden, som hun kunne sysle med og desuden tilladelse til at gå til grevens bord, når hun lystede. Hendes sørgelige død, gik også greven meget nær. Den lille søn Peter, fik han anbragt i huset hos en gammel præsteenke af Horne, mad. Watlou. Petersen skulle have rejst udenlands med grevens sønner; men da han altid stillede høje fordringer, mente greven til sidst, at det var bedst, at de skiltes ad. Han blev da kapellan på Nordborg, men blev dog 1817 af greven kaldet til øen Drejø. Knudsen var nærved at misunde ham denne behagelige plads.
Herregården Hvidkilde.
Oberst Bülow og frue tog også en gang imellem ud til Hvidkilde, for at besøge grev Rantzau. Her var Knudsen også engang med dem.
Herregården Lundsgård.
Dengang hans elev Jørgen Eriksen kom ind på Nyborg skole, fulgte faderen og cand. Knudsen med ham derud. Dengang var Thorlacius rektor ved skolen, en søn af den gamle rektor ved Metropolitanskolen i København. Da drengen var bleven optaget, besøgte de på hjemrejsen Eriksens svoger, forpagter Gjørup på Lundsgård. Her forblev de en 14 dages tid, og deres vært og værtinde gjorde alt for at more dem. Han blev siden forpagter på Hvidkilde.
Gelstedgård ved Odense.
Med fru Bülow og børnene tog cand. Knudsen engang ind til Odense til en maskerade. Om natten logerede de alle hos proprietær Tanderup på Gelstedgård, ikke langt fra Odense. Denne mand havde nemlig været hos fruens far, den gamle Ejlersen på Søbo. Da der var mange fremmede og knap plads, bad konen på gården ham om, en købmand Larsen fra Kerteminde, som også var taget til Odense i samme anledning, måtte dele seng med ham. Dette tillod han gerne. Han var gået i seng og sov, da Larsen kom. Om morgenen var han igen stået op og rejst, førend Knudsen kom op. Han havde altså sovet hos en mand, hvem han aldrig havde set, og heller aldrig fik at se.
Baller i Svendborg.
Når der var baller på Rådstuen i Svendborg, var Knudsen altid med. Han havde i den anledning lært at danse og holdt derfor nok af det. Han havde flere gange indbudt med sig 2 smukke jomfruer Boisen, der var døtre af en toldinspektør Boisen, i hvis hus han også jævnlig kom. Der herskede altid en jævn og gemytlig tone mellem de forskellige familier ved en sådan lejlighed. Forlystelser i skoven og anlæg i denne, kendte man dengang ikke til. Blot kunne man en søndag eftermiddag i sommertiden tage i større Mænde ud til Lunden ved St. Jørgensgaard, hvor mange folk spadserede ud og morede sig i det grønne.
Bjørnemose ved Svendborg.
Forpagteren på Bjørnemose hed Klausen og var g. m. en søster af Mad. Nyland i Havnbjerg. Knudsen havde aldrig hørt denne søster omtale, medens han kom til Havnbjerg. Men kort efter at forlovelsen med Ellen Nyland var gået overstyr, og præsten Nyland var død, kom mad. Nyland her over i besøg til søsteren og lod en dag Knudsen kalde ude til sig. Det var ikke for andet end for igen at bringe hans forlovelse i stand; men herpå ville han dog ikke indlade sig.
Besøg i hjemmet.
Her på Bjørnemose var en seminarist Hansen, fra Tandslet lærer, med hvem han rejste 3 gange hjem og tilbage fra Als. Da han var et vakkert menneske, besøgte de hverandre jævnlig, mens han var i Svendborg. Han opholdt sig gerne hver sommer 3 uger på Als. Da han i foråret 1808 var hjemme, havde han pas med fra øvrigheden i Svendborg. Mens han opholdt sig i Svendborg, blev der engang sendt bud efter ham, at han skulle komme til apotekeren, hvor der var en mand, som ønskede at tale med ham. Da han kom derop, var det hans gamle ven Storch, der var præst ved Assens; men da han var hårdt angreben af brystsyge, var han tagen ned til Svendborg for at rådføre sig med den berømte læge dr. Evald, og han logerede da på apoteket. Kun et halvt år efter døde han af denne svaghed, bort fra kone og et par børn. Hans ven Storch døde 30. dec. 1817 som præst i Tanderup, g. m. Eleonora Christiane Karup.
De fransk spanske troppers ophold i Svendborg 1808.
Mens Knudsen opholdt sig i Svendborg, kom de fransk spanske tropper her til byen, det var en afdeling af den franske armé, der stod under marskall Bernadottes anførsel. Efter Kolding Slots brand d. 30. marts 1808, tog marskallen ophold på Odense Slot og boede her med sin familie. Knudsen har her set ham og hans dengang 7 år gamle søn Oscar. Bernadotte var en meget smuk mand med et kulsort krøllet hår og havde en temmelig krum næse. Marskallen kom engang kørende til Svendborg fra Odense, hvortil han blot brugte 2 timer; hvert øjeblik måtte han have nyt forspand, men jagede da også et par heste ihjel ved denne lejlighed. Den lille søn så Knudsen engang, da han var kommen til Odense. Hensigten med deres ophold her i landet, var at gøre landgang i Sverige for at tvinge den svenske konge Gustav d. 4. til at opgive sin fjendtlige holdning imod kejser Napoleon. I påskeugen 1808 kom der først nogle franske tropper til byen. De var meget overmodige og fordringsfulde imod deres værter, men ellers smukke folk, meget velskabte og stærke karle. Konfirmationsdagen prædikede Knudsen i Nikolai Kirke. Efter endt gudstjeneste kom om middagen rygtet til byen, at de spanske tropper snart ville indtræffe udenfor byen ved Gerritsport, og nu strømmede en stor folkemængde ud af byen for at se disse nye gæster. Det var regimentet ”Barcelona”, smukke folk, men i almindelighed ikke så store som de franske, men meget godmodige og skikkelige folk at komme ud af det med. Der herskede altid en god tone og stemning i omgangen med deres værter. De lå indkvarterede rundt omkring i byen, men havde deres egen kost. Franskmændene behandlede altid spanierne meget overmodigt, gav dem det dårlige kød og beholdt selv det bedste. Spanierne hadede franskmændene og Napoleon, og man kunne tit mærke en almindelig rivning og spænding mellem dem. De hadede ham og franskmændene, fordi de ville undertrykke deres fædreland og nation. Især blev de hidsige, da efterretningen om Ferdinand d. 7. s afsættelse og Joseph Napoleons indsættelse til konge i Spanien, nåede her til landet. De måtte da sværge det nye dynasti troskabsed. Og denne dag sås mange mørke ansigter iblandt dem det lød da ofte iblandt dem, ”kaput Joseph”, og en eller anden ed. deres oberst Romana lå i Nyborg. Han var en lille undersætsig mand, med et meget mørkt ansigt. Indbyggerne kunne ikke godt forstå de spanske, og omvendt disse heller ikke dem, men på deres march igennem Tyskland og under deres ophold i Hamborg, havde de tillært sig enkelte talemåder, ”für mich, gute Patron”, gode herre osv., hvorved de hjalp sig ud af det. Derimod kunne de nok samtale med en studeret mand, der kunne tale latin; thi dette sprog var jo mor til det spanske og de andre romanske sprog. Selv flere af officererne kunne tale latin. Derfor omgikkes Knudsen flere af dem, og han måtte ved en eller anden lejlighed tjene som tolk for dem. Hos oberst Bülow lå 16 mand med en underofficer Hardua, der ofte kom op til Knudsen og talede med ham. Han var en bondesøn, og hans mor havde haft 28 børn. Han talte godt for sig, men var altid meget bitter imod de franske. Iblandt officererne omgikkes han ofte med 2 løjtnanter, hvoraf den ene hed Gomez og den andens navn var Georges. De var begge meget smukke unge mennesker. Den sidste kom engang op at duellere med en anden officer ved navn Rodrigos, fordi de begge var indtagne i en og samme pige, nemlig en jomfru Jensen, en smuk ung pige, der var plejedatter og husbestyrerinde for en gammel onkel af samme navn, der havde været forpagter på Lundsgaard under Hvidkilde, men nu levede af sine penge i Svendborg, og boede i et hus udenfor Gerresport. Hun vidste vel ikke engang selv af det. Gomez fik næsten hovedet kløvet, og Knudsen besøgte ham engang på Turø, hvor han lå. Dog blev han igen fuldstændig kureret, førend de drog bort fra byen. Iblandt andre officerer kendte han også lidt til en Gualtezera, som lå hos købmand Casper Brandt, hvis lille søn han holdt meget af, da han mindede ham om sit eget barn, ligeledes en anden ved navn Gualter. Deres præst hed Pico, der meget ofte kom sammen med ham, og han forærede ham en billet, hvorved han fik tilladelse til at overvære deres gudstjeneste, så ofte han fandt for godt. Den holdtes på Raadstuen, og der var altid under den en udmærket musik, under bønnen knælede de alle sammen.
Pico lå udenfor byen hos en toldforvalter Hasle, og her var i hans logi engang alle officererne en aften forsamlede, hvor man overlagde planen til deres flugt. Om natten skulle alle de spanske tropper, som lå i det sydlige Fyn trække ned til Svendborg, her bemægtige sig alle de her liggende fartøjer og både, og på disse sætte over til Tåsinge, for derfra videre gå over til Langeland. Knudsen var til stede ved denne rådslagning, og efter den kom præsten hen til ham og sagde:” dersom du taler noget herom, da er du dødsens, og da vil også byen brænde”. Planen lykkedes om natten, deres heste, smukke andalusiske hingste, lod de svømme over vandet til Tåsinge. Den følgende dag gik de herfra over til Langeland, hvor de lå en 8 dages tid, inden de kunne optages på de engelske skibe. Her lå de jo ikke sikkert nok, de kunne let forsvare en landgang imod franskmændene, der ved at forsøge en sådan, let helt kunne blive afskårne af englænderne. Franskmændene kom en dag for silde til Tåsinge. På Langeland var der helt overfyldt med indkvartering i disse 8 dage. I Humle præstegård hos den gamle pastor, Brandt, lå alene 1400 mand, både i laden og på pladsen. Deres andalusiske hingste kunne de ikke føre med på skibene og lod dem blive tilbage på Langeland. De løb i nogle dage omkring som vilde hingste og sønderslog hverandre. Senere kom der flere af de tilbageholdte spanske tropper, især af Catalonierne til Svendborg. De var meget nedslåede og modfaldne, græd og hylede:” at så længe de var i Danmark, kunne de nok holde det ud, men når de først kom til Tyskland og Frankrig, var det forbi, deres fædreland var dem tabt”. På Hindsholm blev en Panduro tilbage, på Langeland en tjener hos generalen, og ligeledes i Hjortholms skove opholdt sig i længere tid en mand skjult, hvem proprietær Matzen lod bringe mad ud til. Disse spanske tropper lå i Svendborg fra foråret til august måned 1808. Den 9. aug. overrumplede de Nyborg. Engang ville de spanske officerer anstille et bal på Bjørnemose for svendborgerne, iblandt andre, bad de også Knudsen at skaffe damer tilstede, hvilket han også gjorde; der var også et stort bal. Dog dansede officererne mest indbyrdes med sig selv og ikke med damerne, dels fordi de ikke kunne tale med dem, og dels fordi de heller ikke dansede de samme danse, alligevel gik det meget muntert og livligt til, og spanierne var meget opmærksomme gæster. Hver aften spillede regimentets musik oppe på det store torv i Svendborg fra kl. 7-8. De havde en dejlig musik og øvede sig daglig nede i et hus og en have nær ved byen. Mange familier tog da ofte ind til byen, for at høre på deres musik. Oppe i Tvede præstegårds have kunne man også deslige høre den, her gik han da ofte op om søndagen. Ved Svendborg lå fra krigens begyndelse af, siden 1807, på denne tid mange skibe, som de her posterede kanonbåde, efterhånden i stille vejr, listede ud og bortskar fra den engelske konvoj. Det var fremmede nationers handelsskibe, som sejlede under de engelske krigsskibes opsigt og beskyttelse. Når vore kanonbåde havde taget et sådant skib, førtes det under jubel ind i havnen. Engang løb rygtet igennem byen, at englænderne gjorde landgang. Alle kom på benene, såvel det fremmede militær som borgerne, og folk på landet med høtyve og alle slags våben. Der var megen gråd, alarm, og mange pudsige scener forefaldt; som sædvanligt til sidst opklaredes det, at det var 6 tagne skibe, men styrede i land med.
|
