4. Hans ophold på Als fra 1801- 1804.
Hans ophold på Als fra 1801- 1804.
Side 37 - 44
Bliver ikke kapellan.
Efter endt eksamen rejste Jørgen Knudsen hjem til Als, til sin moder. Han havde altid haft den tro, at når han havde bestået sin eksamen, var det Nylands hensigt at tage ham til kapellan; thi dette havde han tidligere ofte sagt, og af denne grund havde Knudsen tidligere afslået pastor Reimuths opfordring, der engang i sit brev til ham, mens han endnu var i København, skrev om denne sag og endvidere tilføjer: ”jo mere jeg lærer Dem, unge mand at kende, desto kærere får jeg Dem.”. Så ofte han opfordrede Nyland til at tage sig ham til kapellan, kom han altid med udflugter og ville aldrig gøre alvor af sagen. Af provst Fangel i Nordborg, erfarede Knudsen senere, efter flere års forløb, at provsten allerede dengang ofte havde opfordret Nyland til at holde i forening med ham, Knudsen som fælles kapellan; den ene part skulle da lønne, og den anden koste ham; men skønt Nyland ellers i enhver henseende roste ham, ville han dog på ingen måde indlade sig på dette arrangement, heller ikke på at have ham selv til medhjælper. Knudsen kunne aldrig ret få grunden at vide; thi han angav aldrig nogen egentlig grund. Dog kan man tænke sig, at han i betragtning af, at han endnu kun var en mand på lidt over 60 år, der endnu var rask og rørig, og godt kunne forestå alene det ingenlunde byrdefulde embede, at en betydelig bekostning var forbunden hermed, som altid måtte komme til at trykke ham, da hans økonomiske forfatning ikke levnede synderligt overskud, er vedbleven at holde sagen hen så længe som muligt. Knudsen opholdt sig da for det meste i Ketting hos sin mor, og hjalp Nyland med at prædike hver 3. søndag, eller også til andre tider, når han sendte ham bud, eller de var komne overens derom, førend han vendte tilbage til Ketting. Han prædikede første gang i Havnbjerg, anden gang i Ketting, siden prædikede han undertiden også for andre præster.
Nylands hus.
Her i dette hus var han daglig kommen som dreng, da han under sit ophold i morbroderens hus, gik over i præstegården for at modtage undervisning med præstens børn, iblandt hvilke Lorenz Nyland, der døde i en alder af 17 år var hans bedste ven. Dengang stod endnu den gamle teglhængte præstegård, der var opført efter branden 1681 af præsten hr. Peder Plade, hvilket stod at læse over døren ud til haven. En forstue gik dengang tværs igennem huset, og fra forstuen gik man til venstre ind i den hyggelige dagligstue, der vendte imod nord, ud imod den nuværende gårdsplads, mens køkkenet ved siden af dagligstuen vendte imod syd til haven. Under husets vestlige ende var en stor og anselig kælder, med nedgang på den nordlige side, og på den østlige ende havde huset en etage ovenover med flere tagvinduer, hvor præstekonen i flere små kamre havde alt sit stentøj, og andet, hvad der hørte til et velforsynet hus, så smukt og ordentligt ordnet. Den store dam var indhegnet rundt omkring med et stakit, på en holm mellem dammen og vejen, stod en mængde høje og anselige træer, der var plantede før Nylands tid og bagved igen lå frugthaven. Den nærmeste plads foran huset var adskilt fra den nedre gårdsplads, mellem de af pastor L. Wegersleff opførte ladebygninger ved et stakit, og atter ved et stakit delt i 2 dele, en lavere liggende del imod dammen, hvilken del den gang var åben og fri for træer, hvor der stod et smukt due hus til præstens mange smukke duer, og en højere liggende del lige ud for dagligstuen. Denne sidste del var indrettet til blomsterhave, der var præstekonens. Lyst og smukt var det at se den i foråret tidlig prange med sine tulipaner, hyacinter, violer, liljer og så mange andre smukke blomster, hvoraf hun altid havde stort overflod. Indenfor i denne have stod imod nord 4 meget høje og allerede dengang gamle valnøddetræer, der endnu stod indtil år 1862, da den nuværende præst fældede disse gamle ærværdige træer. Igennem haven langs med huset førte en vej op til brændegården, hvortil førte en låge mellem husene. I øvrigt var både huset og gården indrettet omtrent på samme måde, som der senere blev, da pastor Meyer 1812 lod et nyt stuehus opføre på dette gamles plads. Pastor Nyland havde først været g. m. Katharine Kirstine Kolmer, en datter af den residerende kapellan, hr. Anders Kolmer ved Holmens kirke i København, med hvem han havde en datter Vilhelmine Katharine Nyland, der 1785 var blevet g. m. hr. konseilsråd, og herredsfoged Fürsen på Nordborg, men døde allerede efter få års ægteskab. Efter denne hustrus tidlige død, blev han g. m. 2. Margaretha Frick, en forpagterdatter fra Sjælland. Det var denne forstandige og dygtige kone, der dengang ved sin sjældne orden, huslighed og venlighed i omgang gjorde præstens hus dengang så hyggeligt og renligt. Nyland selv var en pæn lille mand. Livlig og underholdende, der tit sås at ride ud på sin smukke, fede, brune hoppe, ”Blis”. Han holdt jævnlig omgang med de andre præstefamilier, og andre familier af embeds-standen og borgerklassen, og tog med sin familie atter ud til dem. Hans 2 yngre døtre, Katharine Kirstine og Ellen Margaretha, samt sønnen Hans Nyland, blev dengang holdte som andre præstebørn, og var jævnlig med til de få baller, som dengang holdtes på Nordborg. Han holdt også nok af, at undertiden nogle af hans sognebørn så hen til ham, og det hændte ikke så sjælden, at præstens indbød en søndag eftermiddag, de mest ansete bønder i byen, Hans Jebsen bonde på Bondegården, bolsmand, Matthias Christensen, og bolsmand Hans Hansen med deres koner, op til sig til en kop kaffe, og mens præstekonen da sad og underholdt sig ved sit strikketøj med konerne, fik præsten sig imidlertid en ”…….” med mændene. Til gengæld for denne gæstfrihed kom også af og til, en og anden bondekone i den tid og forærede ”madammen” kyllinger, æg, flere pund heglet hør, honning og andet godt. Nyland holdt også meget af musik, og derfor kunne han tit sidde længe ved bondebryllupper, og andre gilder til temmelig langt ud på natten, for at høre på på Sønderborg musik, og for at se på, hvorledes hans døtre blev svingede i dansen af de raske bønder sønner. Alt dette blev dog holden indenfor de rette sømmeligheds grænser, så længe hans fornuftige kone levede. Men da hun døde 1793 d. 23. okt., fik alting i præstegården en anden fod at stå på. Hans unge uerfarne døtre skulle nu forestå hans hus, men de havde endnu ingen ting ret lært. Det gik i husholdningen tit som der bedst kunne, de fjasede tiden bort, og kom de ud til bøndergilder, agerede de med bønderkarlene. Faderen holdt heller ikke strengt imod, men gav efter derfor, ja det synes næsten som om han undertiden fremmede dette liv, for at kunne få dem gift med de mest ansete bondesønner. I det mindste spekulerede han en tid meget på, at få sønnen Hans Nyland, der i alle de sidste år gik som avlskarl hjemme, og forestod præstegårdens avling, gift med Hans Jebsen Bondes ældste datter, Anne Kirstine, hvorved han ville komme i besiddelse af den anselige bondegård i byen, på hen ved 70 tdr. land med skov. Thi hvorledes skal man ellers forstå, at han i mellemstunden en aften fik en mand til at spille violin, og hans egne og andre karle og piger ind at danse en times tid i præstegården, hvilket han selv med fornøjelse hørte på. Følgen af denne dårskab udeblev da heller ikke; i et brev, han engang skrev til Jørgen Knudsen, mens denne var i København, meldte han ham at hans datter Trine d. 1. okt. 1796 var blevet g. m. arvingen til Bondegaarden i Lavensby, Christen Christensen Bonde, hvilket giftermål var bleven en nødvendighed, og at sønnen Hans Nyland havde besvangret kokkepigen Maren Speggers, en bolsmands datter af Brandsbøl. Af dette giftermål blev der intet, hun fik derimod siden sin faders bol og hendes uægte søn Anders Christensen Dam fik bolet efter hende og sidder nu på aftægt. Imidlertid blev præsten efter flere års forløb igen g. m. 3. gang mad. Frederikke Margaretha Hartmann af Nordborg 1800 d. 27. juni. Hun var en født Langballe, en præstedatter fra Jylland, og var 1778 d. 18. juli blevet g. m. hr. Jens Hartmann, sognepræst til Randlev og Bjerreager, med hvem hun levede i 15 års ulykkelige ægteskab, da han aldeles tyranniserede hende, og næsten for det meste holdt hende indespærret på hendes eget værelse, af hvilken hårde behandling hun var bleven meget sløv og ligegyldig for sin omverden. Hendes datter Maren Hartmann, f. 1779 d. 23. nov., var 1790 d. 20. april, blev g. m. Hans Henrik Voigt, der var læge og kort efter bosatte sig i Nordborg, hvor hans ældste søn er født 1798. Her boede de indtil han 1805 blev distriktskirurg i Ringsted, og flyttede siden til Kolding, hvor han døde 1820 Mad. Hartmann flyttede med sin datter til Nordborg, og blev herfra befriet af præsten Nyland, der havde ventet at få en del ”jyske grunker” med hende. Hun fik imidlertid ikke meget at sige, men det gik dog ikke fuldt så råt til inde i huset, da man dog altid nu undså sig noget for den nye kone. I husholdningen gik det derimod ikke bedre; thi enhver søgte at skrabe til sig. På den ene side lod mutter og hendes pige, Kirsten Skrædders den ene kurv efter den anden bringe ind til dr. Voigts, der altid havde det meget fattigt; og på den anden side skrabede Hans og Ellen i forening med den dem forbundne pige ”Letsophi”, Charlotte Sophie sammen og lod det bringe ned til Bondegården i Lavensby, så at den gamle Nyland havde ikke så hyggeligt og velsignet og veludstyret hus, som i sin anden kones tid. Den sidste kone benævnedes gerne den ”jyske mutter”, fordi hun vedblev at tale ravjysk lige til det sidste, men var i øvrigt en meget skikkelig og godmodig kone, der ikke var fri for at være lidt lige hen. Sådan var tilstanden i dette hus, da Jørgen Knudsen 1801 kom hjem fra København, da han allerede var hemmelig forlovet med datteren, Ellen Nyland, dengang en ganske smuk pige. Ved at være fraværende i København, kendte han ikke stort til de forandrede forhold i Nylands hus, ellers havde han vel næppe nogensinde indladet sig på en sådan forlovelse. Det var først efterhånden, at han mere og mere opdagede sin kærestes raahed; thi i begyndelsen blev meget skjult for ham, og han opholdt sig jo også for det meste i Ketting hos sin mor, så han hørte og så ikke alt, hvad der passerede. Imidlertid fik han det dog undertiden at se, når han engang imellem tilligemed præstens blev indbudt til et bondebryllup. Således blev engang han og Hans Nyland indbudt til at være brudeførere ved bolsmand, Nis Matthiesens datter, Ellen Nissens bryllup af Brandsbøl, der blev g. m. Klaus Christensen Willesen af Holm, som arvede et bol i Havnbjerg, hvilken mand, han senere som kapellan i Nordborg begravede for pastor Meyer i Havnbjerg. Eller når han med Ellen og Hans undertiden kom ned til søsteren i Lavensby, til hvis søn Christen Christensen Bonde han 1804 d. 29. april stod fadder i Hagvbjerg kirke, da blev han tit vidne til, hvorledes Nylands børn, og selv hans kæreste, Ellen altid teede sig som de mest kåde og vilde bønderbørn. Men værst var det dog engang, da man om vinteren fik lyst til at køre en tur på slæde, og Hans og Ellen også fik ham overtalt til at tage med. Foruden dem var også præstens karle og piger med. De kørte først ned til Christen Bondes i Lavensby, men kørte om aftenen ind til Nordborg og vendte, hvorpå de kørte hjem. Men hjem ad vejen hujede og støjede de på en ganske gemen måde, så at han sad og ærgrede sig hele tiden uden at sige et ord, men lovede dog ved sig selv at han aldrig tiere skulle tage ud på sådanne farter med dem. Da han var kommen tilbage til præstegården, foreholdt han i stilhed sin kæreste en sådan uanstændig opførsel. Dog, det hjalp nok ikke meget. Imidlertid havde han dog også mangen gang megen fornøjelse i dette hus, når provst, Fangels, eller andre honette familier engang imellem kom i besøg, eller Nylands familier gæstede de andre familier. Da Provst Fangels kone, med børn, en dag var i besøg i Havnbjerg præstegård, var den store kalkunhane kommen efter deres lille datter Sophie. Cand. Knudsen så det, kom og frelste hende for sin skræk, og tænkte dengang kun lidt på, at det var hende der engang i tiden skulle blive hans kone. Når de tog ud i besøg hos nabopræsterne var han og hans kæreste ofte med. Hun kunne da godt betage sig i et sådant selskab, andet mærkede han ikke; men senere erfarede han, at man ikke ret troede hende. Der var flere gange blevet lommetørklæder og andet savnet, hvilket man mistænkte hende for at have taget. Da Biskop Bloch visiterede her på landet 1803 i maj måned, var Knudsen også med til den store stads i Havnbjerg præstegård. Foruden provst, Fangels og alle præster med deres koner, var også justitsråd Fürsens, dr. Voigts, købmand Ahlmann, degnen Tycksen, skolelærer Joh. Christian With og kirkeværgen, Matthias Christensen, indbudt til gildet. Biskop Bloch havde i det mindste dengang lagt nogle af sine hovmodige nykker af, da det tidligere hed sig, ”at han ikke satte sig til bords med en degn”. I denne tid gjorde Nyland efter sin tur også et tolvmandsgilde i præstegården. Til dette gilde var foruden tolvmændene og deres koner, samt naboerne også en del andre honette familier, deriblandt herredsfogede, Fürsens, indbudne. Fru Fürsen der var f. Bauer, var meget streng og kunne exe den myndige herredsfoged, så at han lod være at sappe. Hun undså sig da ikke ved at sige højt til ham: ”Du darfst nicht mehr trincken Fürsen”. Ved et tolvmandsgilde, blev som til alle bøndergilder, konerne gerne bænkede til den ene og mændene til den anden side i den store pisel eller sal, og hun kunne således ikke ret holde øje med manden, hvorfor han havde fået sig en rus. Efter bordet kom han imidlertid og ville opføre dansen med ”nådig Fruen”, men da det ikke ret ville gå, tog hun ham, satte ham hen til siden og bød ham indtil videre at blive siddende der, imens hun selv gik hen og tog cand. Knudsen op til dansen, der således kom til at danse med den stolte frue, og måtte være fordanser for første dans. Herredsfoged Fürsen måtte imidlertid op at sove rusen ud i præstens kammer. I øvrigt gik alt muntert, men ordentligt og anstændigt til.
Prædiker til Demis 1804.
Da Knudsen imidlertid var ked af, længere at gå hos Nyland som hjælpeprædikant, og heller ikke altid følte sig lykkelig ved de huslige forhold i præstegården, besluttede han hen på efteråret 1804 at rejse til København, for at prædike til Demis og katekisere, som dengang plejede at tages i København. Så ofte havde han fortrudt, at han ikke straks efter endt eksamen var bleven der, og havde gået på pastoralseminariet. Han prædikede for biskop Balle og prof. Hornemann og fik laud, derpå katekiserede han for de samme mænd og 2 præster, deriblandt Holmens præst, Victor Hjort, der siden blev biskop i Ribe. Herfor fik han karakteren laud. Herved rettes den fejl som fra først af har indsneget sig i enhver gejstlig. stat, hvor der er anført ”non”. Da han en dag går hen på studiegården, for at se efter opslagene på den sorte tavle, kommer pludselig et menneske og pikker ham på skulderen. Han vender sig om og genkender straks sin ven Brohms gamle contubernal på Valkendorphs kollegium, cand. Volkersen, der først havde været snedker, men som et godt hoved fik lyst til bogen, blev snart student. Han døde 1817, som præst i Nysted på Lolland, 40 år gl. Han glædede sig meget over at gense Knudsen og denne blev heller ikke lidet overrasket. Nu læste han efter endt eksamen med prof. Moldenhawers søn og spørger, om Knudsen ikke ønskede god huslærer plads på Fyn, hos en oberst, Bülow i Svendborg, med hvis unge sønner, for det første blot skulle læse og skrive lidt tysk, som han nok, skønt just ikke videre stærk deri, turde påtage sig. Lønnen var desuden en for den tid god betaling på 100 rdl. Desuden ville cand. Volkersen nok have ham derhen, da hans kæreste netop skulle did for at lære husholdning i Fru Bülows hus, og da han kendte Knudsen fra en fordelagtig side, vidste han, at han som en god gammel ven og bekendt ville være hende til selskab og trøst i det fremmede hus. Knudsen bad ham da anbefale sig derhen, og kort efter fik han selv brev fra oberst Bülow, hvori han ønskede ham til sig jo før jo hellere. Han rejste da straks hjem til Als, hvor han endnu ventede i nogen tid, da han først skulle have alt sit tøj bragt i orden. Imidlertid indtraf en meget streng vinter, så at det i begyndelsen hverken kunne briste eller bære, og han kunne ikke komme af sted. Hans moder blev da først bedrøvet, da han kom tilbage med denne efterretning, men hun fandt sig dog deri, da hun vidste, at det var hendes søns ønske og gavn. Hen imod juletid var havet aldeles tillagt, og med 2 karle til at bære sit tøj, begav hen sig til fods over isen til Fyn. Han landede på Horne Mark, blev herfra af en bonde befordret til Bøjden, hvor han lå over om natten. Om morgenen kørte man ham herfra til Faaborg, hvor han måtte skifte heste og rejste herfra videre til Svendborg. Det var et grueligt snefog hele vejen, og da han kom til Bülows, så han fuldkommen ud som en snemand. Det var i vinteren 1804-05 han altså kom i huset. Hans broder Jakob Knudsen var dengang endnu på Juulskov; men de besøgte ikke hinanden i den tid; dog varede det heller ikke et halvt år efter, førend denne tog hjem til moderen i Ketting. Cand. J. Knudsen var glad ved at være kommen bort fra Als og sluppen ud af Nylands hus.
Hans forlovelse går op 1806.
Skønt han imidlertid godt indså, at Ellen Nyland ikke passede for ham, og at det måske ville blive et ulykkeligt ægteskab, så kunne han dog aldrig få sig til at bryde med hende. Utro imod hende ville han ikke være, det anså han for synd og vanære, han ville se tiden an, måske kunne hun forandre sig til det bedre, måske hun kunne gøre et andet parti og valgte dette. Tiden kunne jævne alt. Han holdt derfor prøven trofast ud, så at intet kan lægges ham til last. Derfor besøgte han også Nylands et par dage i påsken 1806, da han i ferien aflagde et besøg hos sin gamle mor. Påskedag hen på eftermiddagen kom gamle Nyland ridende på sin ”brune Blis”, ind til provst, Fangels, og om aftenen fulgte karlen, Hans Sandvej ham hjem, da han i de sidste år aldrig kunne ride alene om aftenen. Han indbød hele familien hen til sig til middag anden påskedag. Foruden Provst Fangels fandtes her også pastor Ebbesens af Svenstrup, og Trine med hendes mand af Lavensby, der altid plejede at være med, når der var gilde i præstegården. Den gamle mad. Nyland forstod kun dårligt at lave mad:” man fik snittebønner, men bønnerne lå for sig ligesom fløden og store melboller lå urørte deri”. Gildet har måske været anstillet for cand. Knudsens skyld; thi han var der også den dag. Få dage efter var de alle igen indbudne over til Svenstrup præstegård, hvor man foruden provst, Fangels og Nylands traf en del andre familier fra Nordborg: Amtsforvalter Lyhms, dr. Balles, husfoged Riegels og Vogelsangs fra Solbjerggaard. Dengang var det endnu godt mellem cand. Knudsen og Ellen Nyland; thi begge var med, og om aftenen legedes ”Blindebuk”, i hvilken leg alle deltog undtagen provst Fangel og pastor Nyland, og da Knudsen engang var blindebuk, tørnede han med hovedet imod jomfru, Anna Lyhm, hvorved han kom til at støde sig meget slemt. man havde det som altid meget muntert i Svenstrup præstegård. Præsten og konen deltog altid selv i de anstillede lege, de kunne godt være blindebuk og skære salt med de andre. Et par dage efter hørte man, at forlovelsen var gået op mellem begge. Det gik således til:” i den sidste tid overhængte hun ham idelig med opfordringer til at gifte sig med hende. Han viste hende naturligvis det urimelige i hendes anmodning, da han endnu ingen præstegård havde og altså ikke havde noget at gifte sig på”. Det hjalp ikke, hun blev ved, og da hun en dag nede ved den lille park i haven, begyndte at drøfte det samme forslidte emne, og han atter søgte at tale hende tilrette, udbrød hun engang:” at så kunne hun komme til at vente længe; thi det havde nok lange udsigter med hans befordring; det var da bedst at de skiltes ad”. ”Ja som du vil”, svarede Knudsen, og han var ikke sen til at komme af sted. Skønt det ikke var hendes alvorlige mening, men hun troede, at ved at kunne tvinge ham, så havde hun dog selv været den første til at bryde en forbindelse, der kun i fremtiden spåede ham sorg og ulykke, men som han selv hidtil alene af pligt og æresfølelse havde holdt. Han var glad over, at han selv ikke skulle være den første til at bryde forbindelsen, og heller ikke vidste med sig selv, at have givet den ufornuftige pige ringeste anledning. For hendes skyld gjorde det ham ikke ondt, men han var bedrøvet ved at skilles fra den gamle præst, hvem han dog altid havde holdt meget af. Den gamle Nyland tog sig også sagen meget nær, vel var han i den sidste tid svagelig. Dog havde han selv konfirmeret søndagen efter påske, men han kom ikke til at tage sine konfirmander til alters søndagen efter; thi da var han allerede død, d. 27. april, i en alder af 67 år. Sorg over sine børns dårlige opførsel og ringe lykke, har formodentlig bidraget sit til at forkorte hans sidste levedage. Efter hans tilbagekomst til Svendborg, kom en dag den gamle mad. Nyland rejsende hertil, og ville søge at gøre det godt igen mellem ham og Ellen Nyland; men derpå ville han aldeles ikke indlade sig, og hun måtte derfor med uforrettet sag rejse tilbage. Ellen Nyland, der ville giftes lod sig snart trøste; thi ikke længe efter blev hun g. m. en omrejsende kedelflikker Jens Christoffersen Mull. De købte sig et lille sted til en ko i egnen ved Haderslev, hvorhen pigen ”Letsophi” fulgte hende. Efter flere års forløb vendte hun som enke tilbage til Havnbjerg, tillige en krøbling af en søn, der gik ved 2 krykker. Fattig og elendig nød hun fra den tid offentlig understøttelse af Havnbjerg sogns fattigvæsen. Hans Nyland giftede sig med den lystige pige i præstegården, Karen Høy, en bolsmandsdatter af Stevning. De købte et mindre sted i egnen ved Christiansfeld, hvor hun snart lærte at blive Hornhutter, og kom senere som enke på sine gamle dage rejsende hertil Als, og havde da altid en del små gudelige traktater med sig til salg. ”Jyske Mutter” flyttede med sin pige Kirsten Skrædder, eller som hun kaldtes, ”Mutters Kirsten” ned i enkesædet i Lavensby, hvor hun levede til sin død 1842 d. 27. dec., 85½ år gl. Og hendes gamle pige døde 1864, i den høje alder af 91 år gammel..
maj 2006
|
