3. Studietiden i Kbh 1795 – 1801, side 23 – 36
S 23 – 36
Rejsen til København.
Efter at have været hjemme i sommerferien 1795, tog han atter tilbage til Odense og underkastede sig i okt. måned den årlige skoleeksamen, af hvis udfald det bestemtes, hvilke disciple af mesterlektien der kunne dimitteres til universitetet. Det nye semester ved skolen tog altid sin begyndelse med november måned. Han bestod godt prøven og skulle med 7 andre straks afgå til København, de øvrige 14 disciple kunne på grund af ildebranden, hvorved der var mangel på lejlighed i København, først afgå til foråret 1796. Brohm og Iversen blev tilbage, derimod rejste hans ven A. Kamp straks med til København. Den dag de gik over bæltet, var det et grueligt vejr. Det stod med en stærk storm og frost, så at de på grund af modvind lå 13 timer på vandet. Han og Kamp opholdt sig mest ovenpå dækket, mens de andre studenter med nogle jyske hesteprangere, og medrejsende fruentimmer lå i kahytten og var meget ilde tilredte af søsyge. Kahytten var meget uhyggelig, dels på grund af de idelige opstødninger, og dels af fruentimmernes jammer og klage. Igennem Sjælland blev de befordrede af 2 postvogne og her gik det rask fremad, især de sidste 5 mil, da studenterne gerne ville nå København førend kl. 12, da byens porte lukkedes. I Roskilde kom den bagerste vogns postkarl hen til karlen på den forreste vogn og sagde til ham, at han skulle køre langsommere, da hans heste ikke kunne holde den raske kørsel ud. Han lod ham imidlertid vide, at han kunne gøre, hvilket han ville, han kørte alligevel rask til; thi han skulle have gode drikkepenge og kom derfor også betids til byen, førend der lukkedes. Det var en ynk at se den afbrændte by, der endnu lå aldeles i ruiner, på mange steder hvor alle gader gik ud i et. Igennem Studiestræde, Nørregade og Krystalgade kørte vognen først hen til Peder Hvitfeldtsstræde, hvor Kamp og en anden student Broholm blev indlogerede, hos en melhandler der var g. m. Kamps søster. Denne mand ledsagede derpå Knudsen ned til Bredgade, hvor han havde fået logi, hos en skomagermester Jakobsen, der havde sin kone fra Als. Det var et klart måneskinsvejr og man gik længe og søgte efter et skomagerskilt. Først traf man på et sådant og ringede straks på. En arrig kone kom og spurgte, hvem det var. Knudsen meldte sig som en student fra Odense der skulle her i logi. ”da gå han fanden i vold! Det er ikke her”, var svaret, og døren smækkede atter i for næsen af dem. De gik nu videre og traf omtrent lige overfor den rette mand. Man ringede på, en graver, der boede i stuen og var en venlig mand kom og lukkede op. Skomagermesteren selv beboede anden sal og nu fik han sit værelse anvist.
Eksamens udfald.
Få dage efter begyndte eksamen. Skønt han rejste hertil med de bedste forhåbninger om at gøre en god eksamen, svarede udfaldet dog ikke til hans forventning. Først blev han eksamineret af prof. Bugge i astronomi og fik heri laud., af prof. Baden fik han ligeledes laud i latin, men nu kom den lærde og vanskelige prof. Münster, der var bleven ærgerlig på 3 studenter som slet ikke kunne svare ham tilpas, og da turen efter dem kom til Jørgen Knudsen, gik det heller ikke ham et hår bedre. Han kunne slet ikke gøre ham det allermindste tilpas og fik derfor non cont. i religion i spørgsmål, som angik den naturlige Åbenbaring af C.H. Guldberg. Nu glippede hans forhåbninger, dog fik han atter en smule mod da han fik laud, hos prof. Zahl i græsk, og hos prof. Kall i hebraisk, og da han ligeledes havde fået laud. i stil, troede han at det var muligt, at han endnu kunne stå sig, da historien var ham en let sag. Men her fik han imod al forventning haud. illaud., af prof. Kjærulf, hvilket for en stor del havde sin grund i, at der herskede på den tid, en ualmindelig tummel og støj i blandt auditoriet. Af hans 3 andre kammerater fik Brohm og Iversen laud., da de ankom i foråret, Knudsen og Kamp fik derimod kun haud. illaud. i hovedkarakter. Han erfarede således straks, at han ikke var nogen eksamensmand ved universitetet, således som han derimod havde været i skolen.
2. eksamen tages 1796.
Om vinteren læste han til anden eksamens filosofiske del, og hørte da forelæsninger af prof. Baden over latin, Zahl over græsk, Kjærulf over historie og Kall over hebraisk. Han læste til eksamen i 3 uger og fik herfor 4 laud. om sommeren læste han til den filosofiske del af anden eksamen, hørte prof. Bugge læse over astronomien, Wöldike over matematik Riisbrich over filosofi, Gamborg over moral og nok en prof. over fysik. Til denne eksamen om efteråret var han uheldig og fik til eksamen 5 laud., hvilket derfor i hovedkarakter kun gav haud. illaud.
Hans logi hos skomagermester Jakobsen 1795-96.
Han første logi var hos skomagermester Jakobsen i Bredgade. Denne mand var fra Aabenraa, havde ved sin flid og duelighed selv arbejdet sig frem, så at han daglig havde 6 svende på sit værksted, foruden de nødvendige drenge, og ejede selv sin grund i Bredgade. Den lå blot 2 huse fra det Thottske Palads og her beboede han selv 2. etage, mens den øvrige del af stedet var lejet ud til andre familier. Ved nytårstid kunne han nok skrive regninger ud til et beløb af 4000 rdl. Han kone Helene Tønnesen var fra Sønderborg og en fjern slægtning af Knudsens mor. Hun var kommen til København med Jomfru Karberg fra Sønderborg, da hun blev g. m. sit bysbarn, hr. Thorsen, der nedsatte sig i København som købmand. I deres hus var også en jomfru, Schamvogel fra Sønderborg. Herfra fik Jomfru Tønnesen en plads som husholderske hos hr. Overforstmester Chr. H. v. Linstow på Hirschholm, hvor hun tjente i 5 år og bestyrede det til megen tilfredshed. Derfra kom hun hen til højesteretsassessor Rosenstand, hvor hun blev befriet af sin fætter hr. Jakobsen. Købmand Thorsen boede på Købmagergade. Skønt hun tidligere havde tjent som pige, så var mad. Jakobsen dog nu meget fin når hun spadserede ud i byen, da gik hun med blå atlaskes silke og en stor brillant muffe. Hun lavede også meget god mad, og da den unge Knudsen her fik alting i huset, havde han her et rigtigt godt logi. Hans værelse vendte ud til gaden og imod solsiden, var altid hyggeligt og renligt. Hans vært og værtinde var jævne, velstående borgerfolk, havde ingen børn, og de vidste ikke hvor godt de ville gøre det for ham. De levede også godt hver dag, om søndagen fik de regelmæssig suppe og en gang om ugen gåsesteg. Men det lå ham alt for ubekvemt og langt fra universitetet. Det var ikke altid let at træffe tiden og ubehageligt, altid at skulle løbe frem og tilbage, igennem de mange små gader. Her boede han et år, og gav for sit logi rigelig 100 rdl, hvad der ikke var dyrt, men hans mor havde også af og til sendt dem det ene og andet uden betaling. Skønt han flyttede fra dem, vedblev han dog jævnlig at komme hos familien og spiste hyppig hos dem om søndagen.
Logi hos politisekretær Schneider 1796-97.
Herfra flyttede han hen i Krystalgade hos en politisekretær Schneider, hvor han også traf til at bo hos, gode og flinke mennesker. Her fik han dog ikke kosten, men blot opvartning og værelse, hvorfor han betalte 4 mk dansk om måneden. Fra sit værelse havde han udsigt ned over alle professor haver, og kunne både se og høre hvad klokken var på Frue, Peter og Helliggeistes kirketårne. Derimod lå hans værelse på kvisten, hvor det var alt for varmt om sommeren og meget koldt om vinteren. Derfor flyttede han efter et års forløb. Dog vedblev han jævnligt at komme hos familien.
Hans spisekvarter.
Igennem student Chr. Graae fra Svendborg kom han engang til at spise i Peder Hvitfeldtsstræde, ved et sluttet bord, hvor en dr. Rothe, der siden blev rektor ved Nyborg Skole, hver middag sad og fortalte en hel mængde …… Maden var ikke videre god, og en middag fik man ærter med råddent flæsk til, ved hvilken lejlighed alle gæster lagde deres ske fra sig, rejste sig fra bordet og gav værtinden en ordentlig hegl. Han hørte imidlertid snart op og trak sig med et andet sluttet selskab hen til Lars Bjørnsstræde, hos en vært i ”det sjællandske Herberg” ved navn hr. Kliplev, hvor man fik god velsmagende mad, imod en moderat betaling. Her spiste også ”den sorte smed”, en theol. student Sven Lauritzen Svensen, en møllersøn fra Sjælland, der på grund af sit mørke udseende, på kollegierne almindelig benævnedes ”den sorte smed”. For resten var han et dygtigt menneske og til en tid forlovet med prof. Hornemanns datter. Siden blev han præst i Notmark på Als. Senere spiste Knudsen i Admiralgade hos en enke mad. Schøtt, hvor der holdtes en restauration for mellemklasserne, og hvor der opvartedes med ret god mad. Man kunne her selv vælge mellem retterne. Når han engang om aftenen efter commodien eller ved anden lejlighed ville gøre sig lidt til gode, spiste han hos Schmidt i Boldhusgade, hvor det var langt finere. Her kunne undertiden en aften 50 mennesker sidde til bords, og en lille rask pige besørgede nok så hurtig den hele opvartning.
Ferierne om sommeren.
Den største del af sommeren i rusåret 1706, lå han ligesom Brohm og Iversen hjemme på landet, da man dengang ikke havde bestemte ferier, men blot på ubestemt tid efter professorerne forgodtbefindende. Han havde taget kollegier med hjem som han kunne læse i, men meget blev der just ikke udrettet. Han kom ikke hjem hver sommer, det kostede for meget, både af penge og tid. Når han rejste hjem, skete det gerne i slutningen af maj og tilbagerejsen gik atter for sig i begyndelsen af september måned. Det gik dengang frem og tilbage med en Sønderborger skipper; helst ville han rejse med en lille flinke mand, skipper Peder Rebslager fra Havbogade, undertiden rejste han også med skipperne, Hans Ring, Alexander Christensen eller Christen Larsen. Undertiden kunne man gøre rejsen på 2 dage, når man var overordentlig heldig, men til andre tider kunne rejsen vare 8-14 dage. Engang lå de længe stille ved Stubbekøbing i Grønsund; om natten kom skipperen og vækkede Knudsen, om han ikke ville stå ved roret, når han viste ham, hvorledes han skulle bære sig ad; thi alle mand havde travlt med at få sejlene op, da vinden netop havde slået om i det gode hjørne og en rask østlig kuling blæste op. Den sidste gang han rejste fra København, da han var færdig med sine studeringer, gik han først i nov. fra København med en skipper fra Egernsund; thi alle skippere fra Sønderborg var allerede rejst hjem, på denne sildige tid af året. Man lå 3 uger undervej, og han havde nær frosset ihjel, da han om natten måtte ligge i den strenge kulde på en kiste og havde kun en dyne kastet over sig, om dagen kunne han få lov til at sove i køjen. En sådan rejse kostede gerne en specie. Proviant havde man selv, og traf det sig ofte, at den ragede for tidlig op, da måtte man betale for, hvad man fik af skipperen. Kaffe fik de, dog gerne gratis ombord. Han havde for det meste rejseselskab i Düring fra Tandslet. Når han var hjemme opholdt han sig for det meste hos sin moder i Ketting, hvor han i det gamle hus og i haven følte sig hyggelig til mode. Herfra gjorde han da af og til små udflugter til Lysholm, Bommerlund og Augustenborg, hvor han besøgte familien, iblandt præsterne tog han også jævnlig hen til hr. Nyland i Havnbjerg og hr. Reimuth i Guderup, derimod kendte han ikke videre til provst Fangel på Nordborg, skønt han i de sidste år i København studerede sammen med hans søn, Niels Tingberg Fangel. Til den gamle mad. Riisbrich, en præsteenke i Oksbøl, havde han gerne brev og hilsen med fra prof. Riisbrich i København, der var langt ude i slægt med hendes afd. mand, og han fik da atter hilsen med tilbage til København fra hende.
Den Fynske klub.
Studenterforening kendte man dengang ikke noget til, heller ikke vidste han af de, senere lystige rus sold at sige. Derimod havde flere studenter fra Odense selv indbyrdes stiftet en ”fynsk klub”, hvori en 12-16 fynboer deltog. Iblandt deltagerne kunne mærkes: Brohm, Knudsen, Iversen, Karup, Broholm, A.F. Wiborg, student fra 1736, brødrene Linstow og flere brødre Cederfeldt, hvoraf den ældste studerede jura og de andre kadetter, men siden også gav sig til at studere, og blev juridiske kandidater med laud. Klubben blev holdt skiftevis snart hos den ene, og snart hos den anden, af foreningens medlemmer. De spillede kort og undertiden sang og musicerede man ved deres sammenkomster. Der blev gerne opvartet med smørrebrød og punch, og Knudsen måtte gerne passe opvartningen. Der blev ikke holdt regelmæssige sammenkomster, undertiden samledes de hver 14. og til andre tider hver 8. dag. Det kunne nok gå lystigt og muntert til i den ”fynske Klub”. Engang havde den ældre Cederfeldt, der siden blev stiftamtmand, fået for meget at drikke og kunne ikke gå hjem. Han måtte da blive om natten hos Knudsen, hvor han led meget hele tiden af opstødninger Knudsen kom ikke i mange familier i København. Hos en skipper, Tuesen fra Åbenrå, hos skomagermester Jakobsen hos politisekretær Schneider og hos en enkemadam Petersen, hvis mand havde været kobbersmed i Lille Grønnegade og hvis ene søn nu drev kobbersmed professionen, og den anden var jurist, og blev siden ansat som politimester i Korsør eller Kalundborg. Om sommeren tog han undertiden med sine kammerater i skoven og Dyrehaven, undertiden blev han indbudt med på en sådan tur af en af hine familier. Engang tog han således med mad. Jakobsen, og kobbersmed Petersens familie i Dyrehaven, ved hvilken lejlighed han skulle være kusk. Det gik godt indtil de kom til Lyngby, her ville han køre langs med søen, men hestene blev sky for 2 svin, som på engang stod på vejen. De tog en rask fart af sted, og som en uøvet kusk havde sin nød med at få dem igen styret. Hans morskab var det tit en vinteraften, med Brohm og Iversen at gå i teatret, især dengang Samsøs Dyveke gik første vinter, hvori jomfru Schmidt, senere mad. Heger, havde hovedrollen. Dette stykke så han dengang flere gange, dog ikke i begyndelsen, da der var alt for stor rift derom; sjovere stod hele natten ved døren, og solgte igen billetterne til en uforskammet høj pris. Ligeledes så han ”Hermann von Unna”, ”Erik Ejegod” og flere af Holbergs stykker. Efter komedien gik man bagefter gerne hen på en restauration i Boldhusgade.
Logi på Halmtorvet.
Fra Krystalgade flyttede Knudsen ned i en lille gård på Halmtorvet, hvor han fik til kontubernal S. Storch, der ligeledes var fra samme år student fra Odense Skole. Nedenunder på 1. sal boede hans 2 venner, Brohm og Iversen, selv beboede de 2. sal og ovenover på 3. sal boede 2 jyske studenter. Gården var nemlig meget smal, blot med 2 fag vinduer, så hvert hold beboede sin etage. Da Brohm noget efter fik Valkendorfs kollegium, og Iversen tog sig en mindre lejlighed på Vandkunsten, flyttede i deres sted 2 alsiske studenter, H. Petersen og N.T. Fangel ind på 1. sal. Dette skete efter Knudsens anbefaling. For dette logi betalte han om 7½ mk, hvilket ikke var dyrt; thi de havde en lille fuldstændig lejlighed; foruden en lille stue, et soveværelse og et lille køkken, som ikke benyttedes da han spiste på en restauration. Da Storch havde taget theol. Eksamen 1799 d. 22. jan. med laud illaud. og flyttede fra byen, han døde 1818 som præst i Tanderup på Fyn, flyttede Knudsen op på kvisten, hvor han havde et lille værelse for sig selv, og her blev han boende indtil han gjorde sig færdig til eksamen. Petersen og Fangel var fætre og begge fra Nordborg, den første var tillige et næstsøskendebarn af Knudsen, hvem han kaldte sin fætter. Hans Petersen var en søn af toldkontrollør Peter Petersen og Regitze Sophie Fangel på Nordborg og f. 1778. Niels Tingberg Fangel var en søn af provst Holger Fangel og Else Kathrine Tingberg og f. 1781 på Nordborg. Begge var de blevet grundig underviste af deres fælles onkel Provst Gomme Fangel, dengang præst i Tranderup og siden død som præst i Rise på Ærø. Herfra kom de 1796 ind i Odense Skole 5. klasse, fik logi hos hospitalsdegnen Høier, det samme som Knudsen og flere tidligere alsingere havde haft, og blev 1799 dimitterede til universitetet, hvor de brugte deres tid godt og altid var meget flittige. Her på Halmtorvet kom flere af deres fætre Boetius Fangel, en søn af præsten Rasmus Fangel på Sylt der 1798 blev student og studerede medicin, og Jens Christian Fangel, en søn af præsten Hr. Christian Fangel i Tikøb i Sjælland. Den første var en meget lystig fætter, altid fuld af vittige indfald og morsomme historier, der just ikke altid bar sandhedens præg. Da han engang besøgte sin farbroder på Nordborg, og denne foreholdt ham ”at det ikke var sandt hvad han fortalte”, svarede han hurtig og med sin sædvanlige lethed, ”ist es nicht wahr, so konnte es doch wahr sein”. Den anden var mere stille og alvorlig, og meget godt undervist hjemme af sin far, navnlig var han meget ferm i de nyere sprog. Der blev da af og til arrangeret et spilleparti på Halmtorvet hos de alsiske studenter. Petersen spillede aldrig med, men sad til sidst ud på aftenen og brummede over ”det satans spil”, at han ikke kunne komme i seng. Det regnede da tit ned over ham med vittigheder og gloser, fra den lystige fætter Boetius. Knudsen gav ham engang det råd, at lægge en dyne i sin store kuffert, hvor han kunne sove uforstyrret når man laasede for ham. Han prøvede også engang herpå, men næppe var det sket, førend han straks forlangte igen at komme ud. Han og Niels Tingberg Fangel kom også tit op at skændes, og så måtte de gerne have bud op til Petersens fætter Knudsen, der som den ældre bedst kunne mægle dem imellem. Petersen var nemlig ikke fri for en vis selvklogskab og forfængelighed, der gjorde, at han altid ville have ret. Når undertiden den gamle præst, hr. Christian Fangel fra Tikøb, kom ind til byen og besøgte sin søn og de mange nevøer, havde man for hans skyld også arrangeret et parti, hvortil Knudsen plejede at være indbudt. Han var en net gammel mand. Petersen tog eksamen 1802 d. 28. okt. med haud. illaud. og døde 1842 som præst i Oksbøl på Als. N.T. Fangel gik op til theol. eksamen 1803 d. 25. okt., hvor han fik laud illaud. og døde 1845 som præst i Gudum i Jylland.
Iversen tog livet af sig selv.
Iversen fra Odense Skole var et rart og smukt menneske og et godt hoved, men han havde fået den underlige grille, at alle de andre studenter på kollegierne gjorde nar ad ham, så snart de blot så på ham, ja han vrededes tit uden grund på sine kammerater. Hans særhed og tungsind tog overhånd fra den tid af, at han kom til at bo alene. En mandag morgen kom Brohm løbende op til Knudsen på Halmtorvet og fortalte ham, at Iversens værtinde havde i døren kaldt på ham, da hun gik forbi og ytrede,” at han havde, ikke været hjemme om natten, og at han om aftenen havde sagt hende god nat, på en underlig måde”. Hun var meget bekymret for ham, da han især i den sidste tid af og til havde været meget tungsindig. Iversen havde af Brohm et skatolle til låns, hvilket han lod opdirke med et søm, og efter nogen tids søgen, fandt begge vennerne en lille seddel, skreven med hans hånd hvorpå læstes, ”at til den gerning, han nu dreves, nødtes han ikke af pengetrang eller frygt for den embedseksamen, han var nærved at tage”, og der lå også 100 rdl. i hans gemme, som han nylig havde fået hjemme fra, og hans fader havde altid givet ham rigelig understøttelse. Derfra ilede de straks ud til Peblingesøen og søgte rundt omkring, men fandt intet spor af ham. De bad en her liggende fisker om at søge efter ham, og da Knudsen hen på eftermiddagen atter gik derned, kom der et par karle bærende med hans lig. Et tørklæde havde de udbredt over hans ansigt.Han blev først sat hen i Slutteriet, men herfra udløste hans kammerater ham, og sørgede for at han fik en anstændig begravelse. 2 præster fulgte ham tilligemed en del studenter, og hans nærmeste venner og kammerater bar ham til graven. Det gjorde dem alle meget ondt, da de holdt meget af ham. Brohm skrev til hans forældre til ”at han var død af apopleksi”.
De theol. Professorer.
Hans theol. professorer var, Klaus Friis Hornemann der læste hebraisk, Daniel Gothilf Moldenhawer, der foredrog dogmatikken, foruden at de begge læste over forskellige partier af moralen og det nye testamentes Eksegese. Den lærde Frederik Münster læste over kirkehistorien og den naturlige åbenbaring. Deres fælles standpunkt var dengang det rationalistiske standpunkt, der dengang mere og mere arbejdede sig frem i tiden. C.F. Hornemann der allerede 1776 var bleven ansat som professor i teologien, gjorde den hele kristendom tvivlsom og vaklende, og angreb især de missionske spådomme i det gamle testamente og Christi Mirakler, som han søgte at forklare på en naturlig måde. Han gjorde alt sit for at nedbryde kristendommen. Prof. Moldenhawer var 1783 bleven indkaldt fra Tyskland, hvor han tidligere havde været ved Kiels Universitet. Han var en stor ynder af det latinske sprog, beflittede sig altid på en vis Ziirlighed og Elegance, men var i øvrigt noget overfladisk. På sine forelæsninger talte han altid i det latinske sprog og han så også meget på, hvorledes de theol. Studenter skrev dette sprog. Han lagde mere vægt på selve stilen end det theol. indhold, og den student, som i sin ansøgning skrev smukt og korrekt latin, kunne altid være sikker på hans varme protektion. Hans forelæsninger og eksaminationer var altid stærkt besøgte, også af den grund at det gerne var prof. Moldenhawer der slog hovedet på sømmet. Frederik Münster var lærd og grundig, men tør og vidtløftig. Han og Hornemann betjente sig også af det danske sprog i deres forelæsninger og eksaminationer. Det var derfor naturligt, at han sit hele liv igennem mere eller mindre var påvirket af den rationalistiske retning, dog ikke anderledes, end at han med ærefrygt og hengivenhed knyttede sig de fleste og vigtigste kristelige troslærdomme. Den prædikant han helst hørte i København, var den daværende residerende kapellan, senere stiftsprovst ved Frue Kirke, Henrik Georg Clausen. Hans varme livfulde prædikener samlede hver søndag et talrigt publikum i Frue Kirke.
Angreb på kristendommen.
I disse år 1796-1801 udgav cand. theol. Otto Horrebow sit blad ”Jesus og Fornuften”, hvori han på den mest skånselsløse måde angreb kristendommen og spottede over præsterne. Den gamle biskop N.E. Balle tog til genmæle, imod hans og de andre frække angreb på kristendommen, og holdt selv en række bibellæsninger, som han holdt i Garnisonskirken og efterhånden lod trykke under den titel, ”Biblen forsvarer sig selv” i 4 B, fra 1796-1802. Disse bibellæsninger var meget besøgte, og Knudsen, som altid med ærbødighed så op til den gamle, troende og retsindige biskop, besøgte jævnlig disse forelæsninger, i selskab med skomagermester Jakobsens familie. Han glædede sig altid siden i sit liv over den frimodighed, kraft og udholdenhed, hvormed den gamle mand havde trodset alle angreb, og ikke ænsede al den spot og hån, som daglig i aviser og spottedigte regnede ned over ham. En sådan vise, som man mente cand. theol. Christian Gorm Liimkilde fra Odense, en søn af den gamle hospitalsdegn Liimkilde, var forfatter af lød så
1.
Det går så godt i byen her
koncerter, klubber, baller
Og bibellæsning, som man ser
I herlig mængde falder
Ja, kunde Bispen, læse bort
Det skidt, som gaden gør så sort
Så havde han dog noget gjort
O Bisp! Vi dig påkalde
2.
Ja ligevis Pontoppidan
I al respekt og ære
Justitsråd, overopsynsmand
og Journalist desværre
Du artig skrev om brand og vand
O, giv os, giv os, kære mand!
En skidtjournal, vi ved du kan
Thi skidt, om skidt bør skrives.
3.
Nej Flint det var en braver mand
Hvad skidt sig an belanger
En slig, jeg siger tit for sandt
Vi aldrig mere fanger
Ja, Flint, vor borgemester Flint,
skaf skidtet bort, men lidt gesvindt,
Imedens det end er gelindt
Du har vor grund tilforn
4.
Men du Magdalus Testrup Cold
Vi sige det med smerte
du tækkes kjært stadens sold
Læg denne ting på hjerte
anse det ej for pøbelskrig
Når det sig sømmer mindelig
skaf skidtet bort! Vi bede Dig
skaf skidtet bort! Vi bede ude.
Den frie skrivemåde.
Denne Liikilde som 1793 var bleven kandidat udgav 1804 et satirisk digt ”Papirsdansen fyldt med lidt løseligt Sans”, hvori han spottede over mange ting og personer også i Odense, hvor det navnlig gik ud over adelen og de fornemme, og selv hans jævnaldrende ven, den theol. cand. Peter Kryssing Rising, en søn af den rige og ansete købmand Hans Rising og Maren Kryssing i Odense, gik fri for hans spot. Thi den unge herre ville helst slutte sig til junkerne og herremændene fra landet, hans moder gav den stive og fornemme matrone, og derfor hedder det iblandt andet om ham: ”Junker Rising er hans navn, adelens ræv hans rette gavn”. Denne sidste vise om hr. v. Rising fik dog også cand. theol Peter Bergenhammer, der 1825 døde som overlærer ved Odense Skole, og fra tidlig tid en god ven af C.G. Liimkilde og Fr. Ebbesen præst på Als, dog også skyld for at have forfattet. Den aften prof. A. Heiberg måtte forlade København, var der stærkt røre og optog iblandt studenterne. Han rejste til Hamborg først i feb. 1800, da han allerede i dec. på grund af sin frie skrivemåde var bleven dømt landsforvisning. 1800 i dec. blev Malte Konrad Brunn ligeledes forvist landet. Han havde tidligere boet lige overfor Knudsen, der kunne se hvorledes han i en halv forvildet tilstand løb panden imod muren.
En ualmindelig streng vinter 1798-1799.
Vinteren 1798-99 var ualmindelig streng og kold, så at der i mange år ikke var kendt en så streng langvarig vinter. Frosten havde været så voldsom, at sneen endnu lå sine steder til hen på sommeren. Anden pinsedag lå isen endnu så tyk ved Trekroner, så at flere tusinde mennesker, af den mærkelige grund prøvede dens styrke ved at spadsere på isen fra Langelinie ud til Trekroner. Alting var derfor overordentligt dyrt: 1 pund. smør kostede til en tid 1 seddel Banks, omtrent 1 Dlr. Den følgende dag måtte man save isen igennem, for at en skipper fra Sønderborg kunne komme ind til byen med sine fødevarer, hvilke han fik udmærket godt betalte. Der faldt så megen sne, at da denne i foråret tøede op fandt man et sted, en postkarl med vogn og heste sidde ihjel frossen på vejen. Et andet sted var 16 konfirmander gåede vild og fandtes ligeledes senere ihjel frosne af den stærke sne og kulde. På grund af at jorden først hen imod midsommer kunne bearbejdes, fik man næsten ingen høst dette år, der blev fuldt op af strå, men næsten ingen kerner. Vinteren begyndte i dec. 1798 og varede indtil ind i april 1799. Endnu d. 1. maj gik man over isen fra Mommark til Ærø; men dengang var den også allerede så skør, at den brækkede bag ved passagererne. 1801 i efteråret tænkte han på, tilligemed sin ven Brohm, at gå op til theol. eksamen. Han havde allerede i længere tid haft til manuduktør i teologi en cand. Chr. Bedsted, der 1798 d. 17. juli havde taget eksamen med laud, var et meget dygtigt menneske fra Roskilde Skole, og døde 1834 som præst til Værsløv i Sjælland. Ham brugte han tilligemed Brohm og Iversen. Til anden eksamen havde han også antaget en manuduktør i matematik, cand. N.C. Fohlmann, der 1794 d. 30. april blev theol. cand. med laud, og døde 1808 som præst til Sønder- og Nørre Onsild i Aarhus stift.
Han lå dengang på Regensen, men hans manuduktør var dengang ikke meget bevendt; thi alle hans 14 manuducenter fik dengang laud illaud i matematik.
Opfordring til at blive kapellan.
Imidlertid havde han også fået brev fra pastor Reimuth i Guderup, om at tage til ham som kapellan, når han blev færdig, men da han allerede havde truffet aftale med pastor Nyland om det samme, bad han ham om at forskaffe sig en anden iblandt de theol. studerende, så henvendte Knudsen sig først til Jens Hansen Frechland, der var bleven cand. 1797 d. 12. juli med laud illaud, og døde 1826 som præst i Søllerød, og da der ikke blev noget heraf, henvendte han sig til Niels Olivarius, der var bleven cand. 1795 d. 10.juli, og siden var præst i Skjelderup og Ellinge i Fyn, hvilket der heller ikke blev noget af. Til sidst fik han da en Kieleraner Hansen, der efter præstens død kom som huslærer til Provst Fangel på Nordborg.
Englands angreb på Danmark 1801.
En afbrydelse i hans studier indtrådte 1801, i foråret, da alt kom i bevægelse i København ved Englændernes angreb på Danmark. Alle havde lyst til at tjene deres fædreland: studenterne stod ikke tilbage for nogen, der oprettedes et kontor på universitetet, hvor alle frivillig kunne melde sig. Dette gjorde de alle, men hen ved 200 blev kasserede på grund af fejl og svagheder, dog takkede kongen dem alligevel. Omtrent 1200 blev erklæret brugbare og de fik nu officerer og blev inddelte i flere kompagnier og tvende bataljoner, idet alle ulige kompagnier udgjorde 1. bataljon og alle de lige 2. bataljon. Knudsen, Brohm og Iversen stod i 7. kompagni, hans kaptajn var digteren Schack Staffelt, løjtnanter var 2 studenter, hvoraf den ene hed Baagø. Først blev de indøvede på Landkadetakademiet, siden ekserceredes der på ridebanen ved Christiansborg og til sidst kom man ud på Fælleden. I geleddet foran Knudsen stod en medicinsk student Aug. Balle, en søn af Sjællands biskop, hvem han siden lærte nøjere at kende, da han nedsatte sig som distriktslæge på Nordborg, hvor han døde 1842 i nov. De lærte også at skyde, dog ikke efter skive, men blot at affyre et gevær; når Knudsen nu lagde an på Balles skulder, hændte det sig engang, at han sved hans hår ved ørerne. Han gjorde mange undskyldninger derfor, ”men han bad ham, ikke at bryde sig videre derom, det kom ikke så nøje an på et hår mere eller mindre i en sådan tid”. Det var det første bekendtskab mellem dem. Siden da den engelske flåde nærmede sig, og var sluppen igennem sundet, fik studenterne ordre at være færdige, til at have opsyn med brandfolkene i Bredgade, Amaliegade og de andre gader i byens østlige kvarter, for at hjælpe i det tilfælde, at byen skulle blive bombarderet. En sådan post var mindre behagelig, da det jo ikke var sagt, at brandfolkene i et sådant tilfælde ville lystre deres kommando. Knudsen var således engang placeret i Bredgade. Under selve slaget var vel mange folk ude at se på dette skuespil. Knudsen var nede hos skomagermester, Jakobsen, manden rendte straks og kom af og til løbende med gode efterretninger, om de danskes heldige fremgang. Knudsen blev derimod hjemme hos mad. Jakobsen, der var meget urolig og ganske ængstelig i al den tid slaget stod på. Han havde heller ikke lyst til at gå ned og se på, da den engelske admiral Nelson gik i land, dels på grund af den mængde mennesker, der ville være til stede og forårsage almindelig trængsel, dels fordi man frygtede for excesser imod ham, formedelst den store forbitrelse, pøbelen nærede imod englænderne. Alting løb dog heldigt af.
Eksamen tages 1801.
Den hele krigsalarm i foråret var mindre belejlig for ham, da det var hans hensigt at gå op til efteråret, hvilket han også gjorde i okt. kvartal. Hen ved 70 theol. studenter gik op til eksamens skriftlige del, hvortil de fik 6 spørgsmål at besvare på latin. En student fra Odense Skole, en sildigere student derfra end Knudsen, hvis navn var Jens Bagger, et lyst og udmærket hoved, fik straks krampe. Man spurgte ham nu, hvad han fejlede, og man fik nu at vide, at han havde siddet oppe i 3 nætter. Han blev da et øjeblik bragt over til pedellen, og der stænkedes vand på ham, hvorpå han atter kom ind til bordet og skrev så godt, at han var øverst indstillet til den mundtlige eksamen. Han var oppe 26. okt. og fik laud. han døde 1813 ubefordret. Til det mundtlige kom Knudsen op 2. nov. Foruden var den dag oppe til eksamen 2 nordmænd: Christen Styhr Essendrop, der døde 1837 som præst i Norge og Jens Kirsebom Dahl, der blev præst i Norge, og Mads Peter Paulsen fra København, der ikke kom i gejstlig virksomhed, men siden førte titel af konsestorialassessor. Knudsen sad på 4. stol, dog fik de alle haud. illaud. dog var der flere, som mente, at Knudsen måske havde fået laud., da han havde svaret godt og bedre end de 3 andre; men det var kedeligt for ham at sidde på denne plads, da professorerne til sidst blev trætte, når de har så mange at eksaminere. Kl. 2 var det forbi og alle havde en sulten mave. Han var først oppe hos prof. Fr. Münster i kirkehistorie, og den naturlige teologi, hvor han klarede godt for sig, dernæst kom prof. Cl. Fr. Hornemann med græsk eksegese og dogmatik, til sidst var han oppe under prof. C.G. Moldenhawer og klarede udmærket for sig i moralen, i spørgsmålet ”om tillid til gud”. Men nu kom hebraisken som han kom yderst dårlig fra, skønt prof. Moldenhawer hjalp ham så godt han kunne, det ville dog alligevel ikke gå. Han fik dog alligevel kun haud. illaud. 2 dage efter var hans ven Matth. Vilhelm Brohm oppe, han sad på første stol og fik laud; foruden ham var også den gang oppe, Jens Christian Fangel fra Tikøb der fik laud. egregie., og Karl Gottvald der ligeledes fik laud., og døde 1835 som præst i Norge. 8 dage senere rejste han med en skipper til Als og havde en meget besværlig rejse, da han lå 3 uger undervejs.
Flere af hans kammerater 1802.
1802 d. 20. juli gik hans ven, Jens Adolf Kamp op og fik ligeledes haud. illaud. Han døde 1831 som præst til Balslev og Ejby i Fyn. Den Broholm som en tid lang boede sammen med ham, var den yngste af 3 brødre, der alle på samme tid var studerende og logerende hos melhandler Jensen i Peder Hvitfeldtsstræde. Deres far var toldkontrollør i Aarhus. Den ældste blev degn uden eksamen, den anden Henrik Jakobsen Broholm tog theol. Eksamen, med non cont. 1798 d. 3. maj, og døde ubefordret. Den tredje broder, der blev student 1795, fik aldrig embedseksamen og blev siden ansat som toldkontrollør i Assens.
Student Düring.
Student Düring fra Tandslet, hvor hans far var degn, havde gået i Odense skole sammen med Knudsen, men blev først student året efter ham 1796, han var ret et godt hoved, men bestilte ingen ting; for det meste gik han på keglebanen og andre forlystelsessteder, og kom der nogen op til ham, gik han altid på gulvet og spillede på en violin. Læste gjorde han ikke. Dog var han ikke forfalden, han havde tværtimod et meget sundt udseende, og var svær og stærkt bygget. Eksamen fik han aldrig, dog har han prædiket som student. Siden blev han ansat ved en skole i Norge; her faldt han engang ned af en trappe og brød det ene ben; der gik koldbrand deri og det blev afsat. Fra den tid havde han et træben. Siden boede han i København som fæstemand, og skal dog have haft et sorgløst udkomme. Han gav også her undervisning i musik; iblandt andre underviste han også i musik en datter af prof. Matthiesen, Ulrike Johanne Matthiesen, der er g. m. provst Fangel i Havnbjerg på Als.
Tilføjelser til det foregående.
Supplement S. 19, Knudsen skulle i Odense også have læst med en frøken Roepstorff, som var i huset hos hr. Bunkeflod, residerende kapellan ved St. Hans Kirke, hos hvem hun skulle konfirmeres; men han måtte undskylde sig med, at han ikke kunne, da han i forvejen havde alt for mange timer. Bunkeflod var selv oppe hos ham i den anledning. S. 21. Balslev i Verninge fik kaldet på den måde, at han friede sig ind til enken, hvis mand hed Trolle, og denne familie havde kalds ret til embedet, lige såvel som til Tommerup og Brylle, hvor Balslevs bror blev præst, og ægtede sin brors steddatter en jomfru Trolle, en søn af enken i Verninge, og broder til konen i Tommerup. Trolle, gik i de lavere klasser i Odense Skole og logerede hos degnen Liimkilde. Balslev i Tommerup havde været huslærer i Havnbjerg på Als. Da han døde, friede en Rasmussen fra Odense, hvor hans fader var landstinghører, til enken og skulle med hende have kaldet; men da han havde fået Tommerup, ville han ikke ægte hende, hvorover hun gik fra forstanden og endte i Odense dåreanstalt. Han fik siden sin straf, idet øjnene næsten ”trillede ud af hovedet på ham”.
|
