2. Studietiden i Odense 1791 – 95, side 12 – 23
2. Hans ophold i Odense 1791 - 95
Side. 12 – 23
Da hans broder, Jacob straks rejste hjem gik den gamle Liimkilde selv med Jørgen Knudsen til eksamen, hvilken han bestod godt, og følgen deraf blev, at han blev optaget i 4 klasse, hvor han fik sin plads omtrent midt i klassen, hvilken han beholdt hele året, thi dengang brugte man ikke den månedlige omflytning. Skoletiden begyndte om morgenen kl. 8, da skoleklokken i St. Knuds høje tårn samlede alle disciplene til deres arbejde. Alle klasser var dengang nedenunder, ovenpå var derimod lutter beboelseslejligheder; thi dengang boede alle lærerne på skolen. Om morgenen førend undervisningen begyndte, sang hver klasse for sig en morgensalme, og én af klassens disciple plejede derefter at læse en bøn højt. Dette gik på tur hver dag. Da mesterlektien var delt i 2 afdelinger, trådte en af disciplene her frem i døren til begge værelser og forrettede den daglige bøn. Nu var man på skolen fra kl. 8-11, da klokken atter ringede dem fra skole. Fra kl. 11-12 undervistes tidligere på gymnasiet; men dette gik ind samme år, han kom til Odense, da de 4 sidste studenter dette år gik til universitetet. Om eftermiddagen begyndte undervisningen igen kl. 2 og varede om sommeren indtil kl. 5, om vinteren derimod kun til kl. 4. de havde altså fra kl. 11-2 tid til at forberede sig til om eftermiddagen, når de ikke forhindredes deri ved at synge lig til graven, en skik, som endnu ikke var afskaffet ved skolen. Lærerne havde ikke dengang, som nu, hver sit bestemte fag hele skolen igennem; men enhver klasse havde sin bestemte lærer, der her underviste alle klassens elever i alle de anordnede fag. Det var altså klasselærere, men man nu har faglærere. I 4. klasse havde de 2 lærere, Høiberg og Karup, hvoraf den første var en meget duelig og retfærdig mand; den anden derimod var overmåde melankolsk og altid i en nedtrykt sindsstemning. En dag bad han dem om at sidde rolig, medens han under timen et øjeblik gik hen på sit værelse. De ventede længe, og der kom ingen Karup; de blev da enige om at sende én af deres midte op til ham for at bede ham, om de ikke måtte gå hjem, da tiden var langt henskredet. Denne discipel gik også derop, bankede på døren; men da han åbnede den, vendte høreren sig om imod ham, og en blodstråle sprøjtede hen ad gulvet imod ham. Han løb da atter ned, gjorde anskrig, og skolens andre lærere kom tids nok til at forhindre hans død. Han havde i et anfald af tungsind skåret halsen over på sig. Skønt han kom sig igen, kunne han dog ikke længere forblive ved skolen. Han fik derfor sin afsked, og blev hensat i kost hos en familie i Odense, hvor han for det meste indesluttede sig i en lille stue. Høiberg var dygtig, men streng og påpassende. Han brugte tit sit lange ris, når en eller anden discipel ikke kunne sine ting. For det meste måtte vedkommende række hånden frem, hvor han da slog, eller også tog han undertiden fat på den tynde ende, og drev dem et varmt smæk ned over bagen. Især gik det tit ud over en meddiscipel ved navn Melby, en præstesøn fra Middelfart. Han var et godt hoved og duks i klassen, men ellers var han noget forskruet og underlig, han græd da meget og gav også mund på læreren, ”hvorfor det altid skulle gå ud over ham”. Han blev siden musiklærer (måske snarere huslærer) i København. Jørgen Knudsen har aldrig fået denne straf, da han altid var flittig og kunne sine ting, tilmed var han også temmelig gammel og voksen. Engang kunne han dog ikke sin Justin, og Karup sagde da til ham: ”Ja Knudsen, det er non contenn; og ved du hvad det betyder. Det er det samme som en lussing”. Herover priste de andre disciple og ønskede blot, at de måtte have været øjenvidne til denne revselse. Efter årets forløb kom den årlige eksamen, og på dens udfald beroede ikke blot oprykningen i en højere klasse, men vedkommendes plads i den nye klasse var også afhængig deraf. Han bestod den godt, fik for det meste laud i alle fag og præcet i historie. Klassens lærer skulle også give enhver discipel et skudsmål på dansk, og Høiberg gav ham et meget anbefalende skudsmål, at han i enhver henseende havde været et mønster for de andre disciple. Han glædede sig derfor til, at han skulle have fået et højt nummer i 5. klasse; men den daværende rektor, Olaus Kraft lod dem alle sidde i den orden, de havde haft i den lavere klasse, og således undgik han den glæde at rykke ovenfor nogle af sine kammerater. Her i klassen beholdt han sin tidligere sidemand Rasmussen, en forpagter søn fra Tybringe. Deres lærer i 5. klasse, var en gammel hører ved navn Høier, der ikke duede meget, og hvem man derfor ved lejlighed helst ville af med. Ved udgangen af 5. klasse stod han sig meget godt, og prof. Johannes Sibbern, der året forud ved prof. Krafts død, var bleven rektor, satte ham som nr. 2 op i mesterlektiens 2. afdeling, mens han havde været nr. 25 i hin klasse. Duks i klassen blev hans meget gode ven, Matthias Wilhelm Brohm, en stedsøn af rektor Sibbern. Her i mesterlektien fik de til lærere den lærde professor Sibbern og den unge Søren Bloch, en søn af biskop D. Tønne Bloch. Disse 2 havde fordelt fagene mellem sig indbyrdes, dog læste de begge over de gamle sprog således, at prof. Sibbern læste over de sværere forfattere: Quintilian, Virgil og Horats, hvorimod Bloch tog de lettere forfattere, ligeledes havde Sibbern historien, men Bloch gennemgik religionen; latin Studier havde de derimod hos dem begge. Denne sidste især anvendte megen flid og var såre ivrig i sin gerning, han tog dem ofte op til sig og gennemgik med flere af disciplene et og andet, da han ønskede, at de skulle komme godt fra deres eksamen. Således læste han privat med dem iblandt andet flere af ”Ciceros Taler”, ”pro Milone” og flere, derfor var den unge lærer også meget afholdt af disciplene. Dette viste sig f.eks. da han 1794 d. 27. nov. holdt bryllup med frøken Margaretha Magdalene Hensler, en datter af ritmester og eskadronchef ved det fynske dragonregiment, generaladjudant Bendix Wilhelm von Hensler, da havde disciplene om aftenen illumineret latinskolen og i et ……… ønskede de ham i få ord til lykke. Om morgenen derefter inviterede conrector Bloch derfor alle mesterlectianere, omtrent 40 i tallet op på sit værelse på skolen og beværtede dem med vin og kage. Iblandt skolebøgerne læstes foruden de klassiske forfattere Sommerfeldts geografi og Kalls verdenshistorie, hvilken bog Jørgen Knudsen havde tygget så længe, både i Havnbjerg og på skolen, at han til sidst på stående fod kunne remse den op fra ende til anden, hvorfor han til skoleeksamenerne altid fik ug i historien. Til Artium lagde man op til alt, hvad der var bleven læst på skolen. Ved repetitionen plejede Jørgen Knudsen at læse sammen med Matthias Wilhelm Brohm, Kamp og Iversen. Når han da gik op til denne, mødte han ofte den gamle prof. Sibbern, en lille mager mand af et lærd udseende og med allongeparyk, og denne fortalte ham da gerne at Wilhelm var oppe på sit værelse. Om aftenen blev de tit beværtede på den unge Brohms værelse, med kaffe eller chokolade, og undertiden blev Jørgen Knudsen liggende over om natten hos ham.
Hans kammerater.
Disse 3 disciple var hans bedste venner, både i Odense og senere i København, Matthias Wilhelm Brohm, der senere blev overlærer ved Odense Latinskole, og hans 2 år yngre bror, Konstantin Christian Brohm, der døde som lærer ved Borgerskolen i samme by, de var sønner af regimentfeltskærer, Vilhelm Christian Brohm og Maria Elisabeth Hviid i Odense. Efter mandens død 1784, havde enken på ny ægtet den daværende conrector ved skolen prof., Hans Sibbern, der stedse sørgede som en far for disse 2 stedsønner, og selv blot havde en datter med deres mor. Jens Adolf Kamp var en søn af degnen, Jens Kamp i Kjærum og Iversens far var herredsfoged, og ejede Bistaarup, en lille gård ved Odense. Foruden disse kunne iblandt hans klassekammerater nævnes: de 2 brødre Jakob og Peder Mossin, hvis fader hr. Peder Mossin var præst i Rise på Ærø og ”bekendt for at kunne vise igen”. De kom begge samtidig med Jørgen Knudsen ind i 4. klasse og fulgtes med ham hele tiden, indtil de efter 2. eksamen i København opgav studeringen. Den ældre Jakob var et meget dårligt hoved og havde et sært gammelt udseende, hvorfor han måtte døje mange skoser af sine kammerater, der plejede at kalde ham: ”gamle Jakob”, eller ”gamle Mossin”; den yngre Peter var derimod en ferm lille dreng. En noget yngre bror Severin Ahlmann Mossin blev præst i Øster Snede i Ribe stift. Der var 2 disciple af navnet Rasmussen, hvoraf den ene var en søn af en forpagter Rasmussen på herregården Tybrind eller Tybring, og den anden var en søn af pastor Rasmussen i Tommerup, Samuel Storch der døde 1818 som præst i Tanderup og Axel Kehlet, en søn af præsten Hr. Japhet Kehlet i Stenløse og Fangel. Han opgav som student studeringerne og blev lysestøber i København. Førend de afgik til universitetet, måtte disciplene underkaste sig en afgangseksamen ved skolen, af hvis udfald det for en stor del afhang, om vedkommende dette år kunne blive dimitteret til universitetet eller ikke. 22 disciple skulle afgå til universitetet, men da de ikke alle straks kunne få logi i hovedstaden, på grund af den store ildebrand, som dette år var overgået København, afgik blot 7 om efteråret til universitetet, hvorimod de øvrige måtte forblive i Odense til om foråret 1795. Iblandt de første var også Jørgen Knudsen, men ikke hans ven Matthias Vilhelm Brohm. Ved den afholdte skoleeksamen fik han i alt 33 karakterer, for overhøringen i alle de bøger han havde læst, og disse karakterer var således fordelt: 1 præ. for historie, 30 laud og 2 vix laud. Bloch havde også gjort sig umage, og ham og de andre har ofte ytret at han var aldeles vis på, at han skulle få laud til sin eksamen artium. Dette håb gik dog ikke i opfyldelse, herom siden.
Hans klædedragt.
I den første tid i Odense gik Jørgen Knudsen endnu med knæbukser, dog bar han nu sko med spænder, og havde altid bomuldsstrømper uden over de andre uldne strømper. På hovedet bar han altid hat. Imidlertid varede det ikke længe, førend de aldeles snævre og lange pantelons bukser også her kom i mode. I København brugte man igen knæbukser, skulle det være fint måtte der sorte silkebukser til, og støvler med lange gule daskende ……pper i. Først havde man pisk og selv havde han til sin tid, så lang en pisk i nakken af sit stærke og tætte hår, at han kunne tage den ned mellem benene. Siden fik man i den sidste tid i Odense, håret sat i en toupe` med krøller langs omkring hovedet, og stivet med hvidt pudder, hvilket de selv pustede på hinanden, eller også med en lille kost stænkede det ned i håret. Det tog altid en del tid, men på denne måde kunne disciplene godt indbyrdes hjælpe hverandre tilrette, uden at de behøvede en frisør. Pudderet støvede vel en del ned på klæderne, men det tog man ikke så nøje, da man vidste hvad det var. Siden da han kom til København, lod han det forreste af håret aldeles klippe af og på hver side lavede man en lille fletning, som bag i nakken bandtes sammen til en lille pisk. Senere stivede man håret op på begge sider, så at det stod i en kam langs hen midt på hovedet, og jo højere kammen stod, desto smukkere var det. Endnu 1811, da han blev ordineret i St. Knuds Kirke, bar han denne hår kam på hovedet.
Disciplene synger ved lig.
En slem uskik for skolen dengang var det, at disciplene blev brugte til at synge lig hen ved begravelser. Vel blev undervisningen på skolen just ikke forstyrret eller forsømt; thi det måtte altid ske i middagstimen; men de kunne godt have haft denne time til at læse over på deres ting om eftermiddagen; derimod gik tiden nu tabt for dem. Det kom tit på, da der skulle synges for alle lig. Skolens disciple var derfor gerne inddelt i flere hold, der hvert havde sit slags lig. For de fattige lig måtte de lavere klasser synge, og således gik det opad indtil mesterlektien, der havde de fornemme lig. For at synge for adelige og fornemme lig betaltes gerne 4 rdl, for ansete borgerlige lig derimod 2 rdl; men ved sådanne lejligheder sang de ikke blot, men bar også liget til graven. Jørgen Knudsen har således været med at bære en fru Lorentzen hen, der boede i Nørregade i et hus, der stødte op til slottet, ligeledes en komtesse Holsten fra Holstenshus, der blev begravet sammen med sin datter Ved sådanne lejligheder vankede der gerne et godt traktement, og de hentedes i kareter. Han har også fulgt provst Eilschow til jorden; da han havde taget sin afsked, boede han til sidst i Odense hos en brodersøn, der var sæbesyder og ejede sin gård lige overfor Frue Kirke. Ved de fattigere lig blot sang man, og her var alt gratis. Hertil bar de en egen dragt: den såkaldte degnekappe, en lang smal sort strimmel, der hængte fra nakken ned til anklerne, ved halsen havde de også en art ”Pibekrave”.
Degn ved hospitalet.
De første år han var i Odense måtte Jørgen Knudsen lige såvel som de andre disciple, af og til spilde sin tid ved at deltage i denne lidet passende skik. Det sidste årstid blev han derimod aldeles fritaget herfor. Hans gamle vært degnen, Limkilde ved hospitalet blev nemlig svagelig og kunne ikke selv forrette sin tjeneste. Da Jørgen Knudsen havde en sjælden smuk sangstemme, fik han ham til at synge for sig i Hospitalskirken, hvor han altså hver søndag agerede degn og kirkesanger; men blev da også fritaget for hin skik at synge for lig. Hospitalskirken var dengang under reparation, hvorfor man hver søndag i stedet for brugte den gamle smukke Graabrødrekirke, der først 1807 blev efter biskop Hansens foranstaltning nedbrudt, skønt den var et sjældent kunstværk, mærkværdig både ved sin fra Dronning Christines tid sjældne altertavle, som ved sine kostbare og smukke gravmonumenter, deriblandt også et monument over Kong Hans og Dronning Christine. Biskop Hansen og amtmand ….. ville have den nedrevet, fordi den var overflødig. Denne var jo heller ingen sognekirke, men blev blot benyttet i fasten, da de andre sognepræster her skiftevis forrettede tjenesten, og ellers når en af de andre kirker blev repareret. Professor, R. Nyrup kæmpede derimod for dens vedblivelse, og beskyldte de høje herrer for at begå en rå vandalisme, ved at lægge hånd på et sådant gammelt ærværdigt mindesmærke. Nu prædikede altså hospitalspræsten hr. Gottschalck i Graabrødrekirke. Han var ret en gammel mand, men dog en varm og hjertelig prædikant, den unge degn havde en smuk klangfuld stemme, og den smukke ærværdige kirke bidrog også sit til, at der hver søndag forsamledes mange af byens mere ansete folk, hvoriblandt også hr. højærværdighed, biskop Tønne Bloch, der havde megen sans for sang og musik, General Ahlefeldt og andre Honoratiores. Hver aften kl. 6 ringedes med hospitalsklokken, hvorpå alle Lemmer samledes til bøn, hvilken altså Jørgen Knudsen i degnens sted måtte oplæse. Den gamle Limkilde døde imidlertid, og der var mange, som nok ønskede Jørgen Knudsen til degn. Han for sit vedkommende kunne også nok have lyst hertil, især da der kom en opfordring til ham fra flere borgere, og han kunne også have ventet understøttelse af hospitalspræsten, hvis han havde besluttet sig til at søge tjenesten. Men han gik ikke ind derpå, da han syntes, at det var for tidligt at slå sig til ro; thi vel var embedet godt og kunne nok underholde sin familie; men det gav ikke let udsigt til befordring. Desuden var det også bekendt, at man gerne ville have en anden ind i dette embede; thi der gaves en bekvem lejlighed, til at komme af med den mindre duelige hører Høier ved skolen, og det kunne også synes ubeskedent af en discipel, at ville konkurrere med en lærer til embedet. Lærer Høier blev da degn ved hospitalet og da han ikke kunne synge, vedblev Knudsen ligesom tidligere at forrette tjenesten; da Høier tillige var ugift, og mad. Limkilde vedblev det første år at holde hus for ham, beholdt Knudsen tillige sit logi i huset. Provst Gottschalck prædikede også dengang i Paarup kirke, der var Anneks til hospitalet. Han blev engang syg og stiftsprovst Ancher måtte prædike for ham i Paarup, men da han var temmelig slem til at tage til flasken, bad den gamle provst Gottschalck, Jørgen Knudsen om at tage med derind for at passe lidt på ham. Vognen var kun lille og smal, og derfor sad provsten selv på det mellemste sæde, mens Knudsen tog plads på det bagerste. De var ikke kommet ret langt førend provst Ancher tog en lille flaske op af lommen, og fik sig en lille slurk deraf, herover blev Knudsen meget urolig og vidste ikke, hvad han skulle gøre. Da dette var sket, rakte han flasken over til ham, men Knudsen betakkede sig, derefter tog han en skrå og gjorde atter det samme, hvortil han også sagde nej. Flasken kom imidlertid af og til frem, så at provsten til sidst havde fået en god lille rus. Han kom nu til kirken, hvor der først var skriftemål som dog gik nogenlunde godt af. Da han skulle gå på prædikestolen, måtte Knudsen hen at vække ham, da han snorksov i præstens stol bag alteret, og på prædikestolen våsede han som naturligt var, en hel del af sig. Knudsen var glad da det hele dog løb nogenlunde godt af, uden alt for store skandaler. Siden forærede provst Ancher Knudsen, da han engang traf ham hos den gamle Limkilde, en ”Vintræes stok”, fordi de engang som han udtrykte sig ” havde gjort rejsen sammen til Paarup”. I øvrigt var provst Ancher en meget brav og skikkelig og tillige lærd og vel oplyst mand. Gottschalck havde tidligere været provst, var magister og lærd mand. Det var i det andet år at Knudsen gik Limkilde til hånde med at synge for ham, og han døde først det sidste halve år, da Knudsen var i Odense. Fra denne tid af fik han hver dag sin kaffe der i huset, ellers havde han selv en lille jydepotte i form af en kaffekande, hvor han selv daglig havde lavet sig en kop kaffe.
Hans Information.
Det kunne være dyrt nok for hans mor, at holde ham i Odense Skole, hvor hun tidligere havde ladet en ældre søn studere. Derfor søgte Jørgen Knudsen selv at tjene lidt ved information. Først fik han en søn af adressekontorejer Seidelin at læse 2 timer om ugen. Dette unge menneske hed David Seidelin tog farmaceutisk eksamen 1808 med laud., blev apoteker i Skanderborg, gjorde sig bekendt ved sine skrifter, og havde en tid det hverv, at eksaminere dem der underkastede sig den farmaceutiske eksamen. Siden solgte han sit apotek i Skanderborg og levede fra den tid af sine penge. En yngre broder af ham, Iver Brink Seidelin, der tog eksamen 1815 med laud., var i nogle år provisor hos dr. Balle på Nordborg og blev siden apoteker i Frederikssund. Hører Høiberg læste med en søn af skrædder Hunnerup, der boede omme på det store torv, 2 timer. På grund af forretninger måtte han lade den ene time fare, hvorfor han bad Knudsen om at tage den. Dette gjorde han, og her fik han gerne efter kl.5 sin eftermiddagskaffe; thi dengang var denne drik sjældnere, og man fik den ikke hver dag hos Limkildes. Den unge Hunnerup blev ikke student, han gik blot i Latinskolen for at få en god og billig undervisning. Fattige elever fik jo alting frit og stipendier oven i købet. Så vidt vides blev han siden degn i Korup, et par mil fra Odense. Oppe i klubben havde en kammerherre, Juel til Raskenberg nu Juelsberg bedt prof. Sibbern om at forskaffe ham et dueligt menneske til at læse for Geheimeraadinde Linstows 4 sønner og 1 datter. Prof. Sibbern lod da Knudsen den følgende dag kalde op til sig, og bad ham om at påtage sig dette arbejde. Dette gjorde han også. Med de 2 ældste sønner læste han latin og andre videnskaber, da den ældste ville studere, og den anden bror ønskede at læse med, skønt han ikke ville studere, men tragtede efter at blive (kadet?); med de 2 yngste sønner og datteren læste han blot de almindelige skolekundskaber, religion, historie, skrivning osv. Det var gode og flittige børn, som altid passede deres ting godt. Deres mor overværede selv ofte undervisningen, og ytrede flere gange at de vel nok havde fået lyst til at læse siden han havde fået fat på dem. De blev siddende længe om aftenen, hvorfor hun ofte måtte sende tjeneren op for at drive dem i seng. Også kammerherre Juel hørte undertiden på undervisningen, han var en nedladende og venlig mand, der tog Knudsen ved armen og talte med ham. Fruen var en født Hein, en søster til Hein på Hollufgaard, i en ung alder var hun bleven g. m. kammerherre, Linstow, hvid ridder, og i en del år hovmester for den gamle prinsesse Charlotte, der siden havde udsat en pension for familien hvilket den ugifte yngste datter senere nød godt af. Fruen var endnu ung, og det lød til at kammerherre Juel gjorde kur til hende. Den ældste søn blev student året efter Knudsen, men døde allerede efter få års forløb i København, da han havde begyndt på teologien, som man mener fordi han læste alt for meget. Han var et sjældent rart menneske. Den anden søn, et godt, vakkert og muntert menneske, blev først page hos kong Christian d. 7., og besøgte ofte Jørgen Knudsen i København fra 1795-1801, og vidste altid at fortælle mange morsomme historier fra Hoffet. Siden stod han ved Dronningens kronregiment, men gik af som major ved en reorganisation i Nyborg, fra hvilken tid han med sin kone levede af sin pension og et lille fideikommis i København. Han var bestandig dus og vedblev i mange år at korrespondere med sin fordums lærer og ven. Den 3. søn blev ritmester ved dragonerne i Odense, men var der ilde lidt på grund af sin hårde og brutale opførsel imod rekrutterne. Den 4. søn var ved svir og spil kommen slemt på knæene, og vidste ingen anden udvej til at hjælpe sig, end ved at tage livet af en gammel rig tante som boede i København. Han var uforsigtig nok til at indlade sig desangående med en matros, der imod en dusør skulle være ham behjælpelig ved denne sag. Matrosen angav ham for politiet, men holdt dog en stund gode miner til slet spil, og da politiet brød ind, var de begge i færd med at sværte deres ansigter. Han blev nu vist bort fra kadet-akademiet, landsforvist og udstødt af familien. Han gik til Westphalen, og da han var et smukt og indtagende menneske med smukke manerer på sig, forelskede en baronesse sig her i ham, ægtede ham, og det skal endnu have gået ham godt senere i livet. Thi oprindelig var han et godt menneske, men var for en tid bleven ulykkelig ved spil. For sine informationer fik han følgende betaling: hos Seidelins for 2 timer daglig, 12 rdl, hos Hunnerup for 1 time daglig 20 rdl, og hos Linstows for 2 timer daglig 40 rdl om året. Det er just ikke sagt, at han havde alle disse timer på samme tid; thi da blev det temmelig meget. Det kan godt have været til forskellig tid.
Hvorledes hans ferier tilbringes.
Han tog blot hjem engang om året, nemlig i sommerferien, der varede omtrent 4 uger. Knudsen fik da gerne en bonde fra Paarup til at køre sig, og degnen Dürings søn fra Tandslet, der også gik på skolen, men var en klasse under ham, til Bøjden, hvorfra de med færge båden eller en anden båd tog til Fynshav på Als. Første gang hentede hans svigerinde Lisken, og hendes lille søn fra Ketting, ham her med vognen, anden gang rejste han og hans bror Jakob noget før ferien sammen til Als, da deres ældste broder Knud i Ketting lå for døden. I samme ferie besøgte han med sin svigerinde sin broder, Peder og kone i Brunde ved Aabenraa, hvor de i nogle år havde en smuk stor bondegård, indtil de siden fik ”Lysholm” på Als. Hans ferier hjemme må have været meget stille især fra den tid af, at hans bror Knud døde, og stedet i en række af år blev lejet ud til fremmede. Dog var der jo altid familier og bekendte nok at besøge. I de mindre ferier f.eks juleferien plejede han at tage ud til provst Dreiers i Østrup, hvor hans bror Jakob Knudsen dengang var informator, dog besøgte han også både præsten, Rasmus Balslev i Tommerup og hans broder, Jens Balslev, præst i Hverringe, der begge var meget gæstfrie folk. Her holdtes da gerne baller i julen, hvor en del af egnens folk blev indbudt, og Odense musik spillede her. Foruden Jørgen Knudsen, fandtes her i denne tid flere unge mennesker: Rasmussen, en stedsøn af præsten, Jens Balslev i Verninge, der var hans
Contubernal hos Limkilde, 2 studenter Kehlet fra en jysk herregård, 2 nordmænd Schmidt der logerede hos præsternes købmand, Lottrup på Vestergade, foruden flere studenter og disciple. Hos Gottschalcks og Seidelins kom han engang imellem, ellers kom han ikke i nogen familie i Odense. Skoleballer eller andre forlystelser kendte man dengang ikke noget til på skolen. Hans sædvanlige spadsereture om aftenen var gerne ud til Tolderlund til Næsbyhoveder eller til Hunderup Kohave. Om efteråret var han tillige med Brohm og Kamp, indbudt ud til Paarup af en bonde for at plukke nødder. Han skulle have læst med denne mands søn, men da han allerede havde fuldt op at gøre med informationer, overlod han denne time til sin ven Kamp.
Små eventyr.
Hospitalspræsten mag. Gottschalck, interesserede sig altid meget for den unge Knudsen; men det var da heller ikke så underligt; thi den mellemste af hans 3 døtre, kunne altid godt lide ham. Deres navne var: Christiane, Sophie og Marie; Sophie var en lærd pige, kunne godt tysk, fransk og andre videnskaber. Hun kunne godt spille, og var ellers en meget smuk pige, men hun lod ikke til at have synderlig interesse for husholdningen. At hun nok kunne lide ham, havde han nok mærket ved flere lejligheder, hun havde altid et par smægtende øjne henvendte på ham, når han kom i hendes nærhed. Da han engang i julen var taget ud til Balslevs i Tommerup, hvor hans bror Jakob også kom, fik han her et nytårsønske tilsendt fra jomfru, Sophie Gottschalck, hvorover han blev vred; men hans bror bebrejdede ham at han altid viste sig så kold imod den lille smukke pige. Da han siden rejste til København, fik han et brev fra hende, der dengang opholdt sig som lærerinde på herregården, Risinge i nærheden af Kerteminde, og heri sagde hun ham farvel, og ønskede ham i fremtiden alt held, da hans ve og vel altid havde ligget hende på hjerte. Siden blev hun g. m. en købmand Worm i Nyborg, men blev til sidst melankolsk og helt underlig i hovedet. Hendes yngre søster Marie Gottschalck blev g. m. pastor Ortmann på Langeland, hvor han var præst i Magleby. Her opholdt den ældre søster sig en tid lang, indtil hun endte i Odense daareanstalt. Den ældste søster Christiane blev g. m. degnen Stilling i Skjellerup. En anden pige på hospitalet kunne også nok lide ham, det var en lille jomfru Raahave, der var hos sin tante mad. Holm, hospitalsforstander Holms kone, en huslig og forstandig kone, i hvis hus hun skulle lære husholdningen. Det var en vakker lille pige, og han kunne også nok lide hende, hvorfor hans kammerater altid drillede ham med hende; men han syntes dog alligevel, at det var alt for tidligt at begynde på slige forlovelser. Han spurgte aldrig siden til hende.
Odense gymnasium gået ind.
Fra skolen gik disciplene på den tid lige til universitetet, gymnasiet var allerede gået ind for flere år siden. 2 af de sidste professorer levede endnu af deres pension i Odense. Prof. G. Seydlitz ejede en gård på Overgade ved siden af købmand Riesing, hvilken senere vinhandler Jensen ejede. Han havde altid haft godhed for Jakob Knudsen, forskaffede ham flere undervisningstimer, da han var bleven kandidat, og lod også denne godhed gå over på hans yngre bror. Prof. Seydlitz kom altid til de årlige eksamener, og overværede prøven, når han vidste at Jørgen Knudsen var oppe til eksamen, og når han var færdig, kom han gerne hen og gratulerede ham, spurgte til hans bror og gik da igen. prof. O. N. Bützow havde allerede i flere år været død. Her på gymnasiet skulle vedkommende forblive i 2 år, de forberedtes blot til anden eksamen og blev altså 1 år senere færdig end dem, der straks gik til København, men der fulgte altid gode stipendier med denne vej. Dog havde enhver discipel frit valg imellem at gå på gymnasiet eller straks at tage til København. Ret mange kunne heller ikke her få plads.
Han fik frøken Ernsts Legat.
Førend han rejste til København, meddelte prof. Sibbern en dag Jørgen Knudsen, at han havde fået Frk. Ernsts Legat, og det uden at han havde søgt denne understøttelse. Prof. Sibbern forundrede sig over hvorfor han dog aldrig havde søgt om noget ved skolen. Han svarede ham: ”at han havde, ikke kunnet fremlægge attest for fattigdom”. Men den gamle mand ville dog alligevel, at han skulle have dette legat, hvilket han ærlig havde fortjent. Han takkede ham meget for denne velvilje. Siden bad prof. Sibbern Jørgen Knudsen og 2 andre disciple, at gå en dag ned, og takke biskoppen hans højærværdighed Tønne Bloch, fordi han som Epherus havde givet sit minde dertil. Den høje majestætiske mand kom dem med megen gravitet i møde og fremrakte blot en hånd til kys, hvormed den sag var klaret. Når han engang imellem kom på skolen, for at overhøre undervisningen, måtte hans søn, conrector Bloch også kysse sin fader på hånden.
|
