1. Hans Barndom og Ungdomsår, side 5 - 12
Hans Fødsel 1772.
ligesom sine ældre brødre blev også han født i Ketting kro af forældrene, kromand og høker Joh. Peter Knudsen og hustru Anne Christine Wrang. Han er født en søndag morgen kl. 4 d. 8. nov. 1772. hans fødselsdag har den historiske mærkelighed ved sig, at han samme dag d. 8. nov. 1520 flød blodet i Stockholms gader, da Kong Christian d. 2. udførte det skrækkelige blodbad på Sveriges stormænd. Allerede d. 12. nov. blev han bragt til kirken for at døbes af den gamle værdige provst, hr. Morten Reenberg With. Over dåben blev han holdt af dennes brodersøn og kapellan hr. Jens Jørgen With, der fra 1780-1802 var præst i Lysabild. De øvrige faddere var: Doktorinde mad. Arendt i Ketting, skipper Pechmann fra Sønderborg og hans brud, jomfru, Anna Elisabeth Krutsech fra Lillemølle, en slægtning af hans moder (S. I 62). Navnet Jørgen fik han efter en tidlig hensovet farbror. I faddergave fik han af mad. Arendt en tyk massiv sølvmedalje, der er slået til minde om en pommersk hertug Philip d. 2dens død 1618. Den har en værdi af omtrent 4 rdl. R. M. og udmærker sig i øvrigt ikke ved nogen skønhed. Som en mærkelighed fortjener det at fremhæves, at han var et af de sidste børn, der blev døbt i Ketting gamle kirke; thi i løbet af vinteren begyndte man at nedrive den på grund af brøstfældighed, og at opbygge den nye kirke om sommeren 1773, i hvilken tid gudstjenesten holdtes under et telt på præstegårdens mark lidt udenfor byen.
Hans Barndom:
Hans 4 år ældre bror Peder, der som den yngste hidtil havde været moderens kæledække, var ikke fornøjet med, at den lille bror Jørgen nu skulle indtage hans plads, og han ytrede derfor ofte ”at man skulle bære ham bort”. Når Jørgen lå ved brystet, kom Peder ofte løbende og ville have noget med, ligesom han, undertiden ønskede at indtage hans plads i vuggen. Da hans brødre alle var en del år ældre, legede han som barn ikke meget med dem, derimod omgikkes han med flere af byens børn dog ikke alle, thi hans forældre vågede med alvor over, at han blot kom sammen med gode og skikkelige børn. Sådanne var hjulmand Jens Juhlers søn: Johan Christian fra det sted, der nu tilhører smed, Dahme; Hans Madsen, en broder til den senere kaptajn, Matzen og naboen, boelsmand, Jørgen Rasmussens stedsøn, Hans Jensen. Men den kæreste af dem alle var dog den lille Steffen Philipsen, hvis moder, Kirsten Christians Datter havde været g. m. en degnesøn af Ketting, ved navn Hans Philip Stephansen. Disse folk boede på det nu nedlagte boel, som de havde forpagtet af den gamle Rathge Lorentzen i Egenmølle. Men efter 3 års ægteskab døde Hans Philip Stephansen allerede 1776, skønt hans enke dog beholdt forpagtningen. Når den lille Steffen om morgenen fulgte sin mor ned til sin farmor, den gamle degneenke ”Mutter Steffens”, hvem de bragte en potte fløde, råbte han altid, så snart de kom forbi kroen:” Jørgen! Jørgen!” og den ældre bror, Knud Knudsen plejede da at gå ind og vække sin broder, ”at nu, måtte han ud af sengen; thi Steffen havde allerede været ved døren og kaldt på ham”. Ofte fulgte han da med dem tilbage, og her i det gamle boel har han haft mange fornøjelser som dreng, thi enken var en brav og skikkelig kone, og hendes søn en opvakt, lydig og godmodig dreng. Om vinteren løb de med byens andre drenge på skøjter, enten på den store kirkedam, eller på de sammenhængende enge ”Toutmai” og ”Sikkesmose”, der nu tilhører kromand Møller og slagter Eriksen. Om sommeren spillede man ”Skorsten”, ”Kling” og ”Sot”, ”lukke ledet op”, der omtrent svarer til ”Sol og måne”, og ”vende tarme”, ved hvilken leg de havde hverandre alle ved hånden, og vedblev at danse rundt omkring den øverste dreng i rækken, indtil der var dannet en tæt sammensluttet kreds, hvorpå de begyndte at trykke og skubbe hverandre frem og tilbage. Den stærke men godmodige Hans Jensen, kunne bedst holde styr på dem, der ville forstyrre legen, især kunne han godt tugte Simon Skræders søn, den lange Nikolai Simonsen, der gerne ville drille og forstyrre dem i deres fornøjelser.
Når drengene nu pludselig fik lyst til frugt, hvoraf fru Arendt havde stor overflod, fik de gerne Jørgen Knudsen til at gå ind og bede hende derom, hvilket hun aldrig afslog ham, da hun bestandig holdt meget af ham som sin lille gudsøn. Da denne frue siden solgte sit hus til herredsfoged Matthiesen, der tog ophold i Ketting i flere år, ønskede hans kone, at den lille Jørgen skulle komme over for at lege med deres børn, og skønt han var nogle år ældre end deres ældste sønner, Matthias og Frederik, gik han dog jævnlig derover, hvor de altid ventede ham med længsel ved døren. Deres børnestue lå ind til den ene side af gangen, hvor biskop Tetens siden valgte sit studere- og sovekammer. En af dem blev siden landfoged på øerne i Vesterhavet. Som barn holdt han meget af sin fader, der forstod at vinde børnene ved sin kærlighed og godhed; hans raske og dygtige moder fik ikke tid til at give sig så meget af med dem, dertil kom, at hun var mere streng og alvorlig. Når hans fader således sad ved bordet og tællede penge, lod han gerne en skilling trille ned på gulvet til drengene, men bad dem da altid om, ikke at sige det til deres moder. Allerede som dreng havde han derfor 33 rdl, hvilket faderen plejede at gemme i en lille rød pung. Som lille vandrede han derfor ofte ved sin fars hånd omkring i byen; han fulgte ham således tit ned til den gamle degneenke, ”Mutter Steffens”, for hvem kromanden var kurator, og her fik han altid som en gammel rettighed et stort stykke sukker; varede det nu for længe, begyndte han at tale om at komme hjem, så vidste han nok, at hun kom med det attråede sukker. Han kom også hyppig op til smedens og lå der ofte om natten; han blev endog særskilt af smedekonen indbudt til hendes datters bryllup, med dyrlægen Schmidt i Broballe; det stod i Ketting og til brudemiddag, fik man dengang til dels det samme som endnu, nemlig finke og pølser, men i stedet for risvælling fik man dengang boghvedevælling. I denne alder morede han sig også godt til deres pige Elses bryllup, med den lige overfor boende enkemand Christen Johansen. Med sine forældre kom han engang om året i besøg hos forpagter Aagesen på Gundstrup, han blev da om aftenen båren hjem på ryggen af en stor stærk fynsk pige, som tjente der på gården; for denne ulejlighed gav hans far hende altid 5 sk kurant i drikkepenge. Således mødte de da engang i hans 5. år den gamle prins Emil fra Augustenborg, der spurgte pigen, hvis barn det var, og da han hørte, at det var Knudsens i Ketting, blev han meget fornøjet og bad at hilse ham, hvem han godt kendte, hans forældre fik han nemlig ikke i tale, da de var fulgte et langt stykke bagefter. Hos Steffen Juhlers på Østerholm, glædede han sig over de mange dejlige blomster, hans kone, Kirsten havde i sin have, og på Maibølgaard hos forpagter Boisen mindedes han siden endnu ofte den mængde legetøj, som til hans morskab blev taget ned fra et loftsværelse. Når han undertiden kørte med sin moder om til morbroderen, degnen Johansen i Havnbjerg, forundrede han sig altid over et gammelt træ i nærheden af Bjerggaarden. Hans mor fortalte ham da, ”at det var dagsat, og at når det blev fældet, ville gården brænde, derfor blev det skånet, hvor gammelt det end var”. Hver gang han siden vandrede den samme vej frem og tilbage, kom han altid til at tænke på det gamle uhyggelige træ. Den bedste af alle fornøjelser i barndomsårene var dog at komme med til Augustenborg marked, som også dengang blev holdt kort før pinse. Han fik da gerne 4 sk lybsk af sin fader, for hvilke han kunne more sig udmærket en hel eftermiddag. Engang forsøgte han sin lykke ved at spille i en tombola og vandt til sin store glæde en mængde glas og andre sager. Han tog da gerne ind til ”Lakey”, siden tingskriver Frederiksen, der var en god ven af hans fader. Det var en meget vakker og rar familie, som boede i det hus, der senere tilhørte skrædder Pechmann.
Kommer i byens skole 1778.
Da han var 6 år gammel, kom han i skole hos den daværende degn, skolelærer, Bruhn i Ketting. Denne mand var en degnesøn fra Notmark, havde først i nogen tid været skoleholder og fik siden degnekaldet, efter den i året 1772 afd. degn Johan Philip Møller. Skønt Bruhn oprindelig var student fra København, var det dog ikke videre bevendt med hans skoleundervisning. Deres religions -undervisning bestod deri, at de daglig opremsede et stykke af Pontoppidans forklaring. De forstod mange gange ikke hvad de lærte; thi han plejede aldrig at gennemgå det for dem, og kunne de ikke remsen udenad, tog han riset frem, som lå ved hans side. De lærte vistnok at læse med færdighed inden i en bog, men at læse smukt og med forstand, øvede han dem aldrig i. Regning og skrivning var mådelig bestilt, det var lige det allernødvendigste, de fik lært; derfor overgik også den lille Steffen Philipsen, der var en meget flink regnemester, næsten sin lærer i dette fag. Hver eftermiddag læste et af børnene højt for alle de andre af en bog, der indeholdt en del historiske fortællinger, afhandlinger m.m.; men læreren havde ikke den gave at indprente det læste således i børnenes sind at de med lethed kunne fatte og tilegne sig stoffet. Hver fredag eftermiddag læste de tysk op af en evangeliebog, som de ikke forstod. Hertil kom, at skolen var temmelig overfyldt, da den besøgtes af 60-70 børn uden at være delt i 2 klasser. Bruhn var streng og vågede over god ro og orden: fra et lille lysthus kunne han i fritimerne ubemærket iagttage børnene på legepladsen foran kirken og få lejlighed til at straffe de skyldige, uden at de vel vidste, hvorledes han var kommen til kundskab derom. Indgangen til skolestuen gik igennem loen, og vinduerne vendte både ud til gaden og haven. Her kom da degnens gamle mor, og rakte en gren fuld af ribs ind ad vinduet til Jørgen Knudsen, der en tid lang havde sin plads ved dette. Morgen og aften sang de en salme af Kingos salmebog. Jørgen havde efter sin far arvet en smuk sangstemme, som han engang imellem lod lyde oppe i et gammelt hestepæretræ, der stod i den lille have, hvor Christen Lauritzens øde kåd havde ligget, og man sagde da gerne i byen,” at nu, var Jørgen Knudsen ellers kommen til tops”. Derfor skulle han også gerne synge for sin faster Ingeborg Göttsche, der boede i det gamle hus bag kirken, den meget gængse vise om den slemme morder, Christen Matthiesen, smed fra Stolbro, der blev henrettet 1765. Skønt han ikke lærte meget i skolen, viste han sig dog altid som en lærenem og lærevillig dreng, hvorfor hans forældre besluttede at lade ham studere ligesom sin ældre broder Jakob. De havde først tænkt på at sætte ham i huset, hos degnen Carstensen i Guderup, der var en gammel student fra Ribe skole uden eksamen; men han var temmelig forfalden, og derfor gav Bruhn ham den første undervisning I de lærde sprog. Skønt hans undervisning for det meste indskrænkede sig til en del latinske gloser, som han lod drengen lære udenad, var han dog altid meget stolt af sin elevs dygtighed. Mødte han nogen og Jørgen Knudsen var i nærheden, kaldte han gerne på ham, og nu måtte han kramme op med al sin visdom til stor overraskelse for vedkommende, der forundrede sig over den megen lærdom; byens drenge gjorde derimod nu nar ad ham. Da hans fader døde 1783, og hans bror Jakob, ved denne tid blev discipel i Odense skole, fattede hans moder den beslutning at sætte ham i kost hos sin broder, degnen i Havnbjerg, for at han hver dag herfra kunne gå over i præstegården og nyde undervisning sammen med præsten Nyelands børn. Han holdt altid theol. studenter eller kandidater til at undervise sine børn. Ligesom for sønnen Jakob, betalte hun årlig sin bror for sønnens kost og logi 24 rdl, og med præsten kom hun således overens, at han skulle give ham frit ophold i sit hus, mens hans mor derimod udredede den årlige løn, der bestod i 50 rdl Cour. Hun fik nu travlt med at udruste ham med klæder. Som dreng gik han altid i en lille trøje, knæbukser, der i reglen var mørke, et par lyseblå uldne strømper, og til daglig træsko og om søndagen sko, på hovedet bar han en grå ulden hue med rød kant. Da han skulle til Havnbjerg, fik han derimod små frakker, og en art kasket på hovedet. Hun havde en dag, købt af en jøde, en smuk klædefrakke, der havde tilhørt den gamle prins Emil, og heraf fik han en god frakke til daglig.
Kommer til Havnbjerg 1783.
I en alder af 11 år kom han om i morbroderens hus, hvor han i begyndelsen længtes meget. Det var et meget stille hus; degnen var en ældre mand, enkemand, og alle hans børn var ude. Til at føre sit hus havde han en gammel skikkelig og tro pige fra byen ved navn Marike Lasses. Degnen var en smule karrig, og derfor levede man hver dag ved almindelig bondekost; men da Marike altid gjorde meget af Jørgen, kunne hun nok imellem gøre ham lidt til gode med en pandekage eller noget andet,, især når han kom hjemmefra og endnu længtes meget. Den gamle degn holdt nok af at spille ”Hanrej” om aftenen, derfor kom smedens børn: Peder, Dorothea Sophie og Anne Marie, der var lidt i slægt med Jørgens far, ofte ind om aftenen, især lørdag aften, og det var dem en stor glæde, når degnen kunne blive rakker. Marike spillede sjælden med, læste derimod gerne over på sin Pontoppidans forklaring, da pastor Nyland strengt holdt over, at alle voksne, der ikke var gifte, indfandt sig til katekisation om søndagen i kirken. Med andre bønderbørn kom han ikke meget sammen, hans jævnlige kammerater var derimod præstens børn og Johan Christian With, en søn af skolelærer Matthias With. Dog havde Jørgen Knudsen i almindelighed mere lyst til at tage med pigerne og gøre deres arbejde, ”at strikke, væve og spinde var ham en stor fornøjelse”. I smedens lille aftægt boede en gammel mand ved navn Steffen Struck, hvis kone var en flittig væverske, og hos hende lærte han at væve. Når hun gik ud, kunne han altid lukke sig selv ind i huset, og havde da lov til at væve så meget han ville. Hjemme i Ketting gik han hyppig ud at malke for pigen, og kom da altid med dragten over skuldrene. Han gik af og til hjem til sin mor og blev hos hende nogle dage. Var vejret godt, spadserede han atter tilbage; ellers lod hans moder karlen køre ham om i deres lille kariol. Hun forærede ham da altid selv 3 sk. og 3 sexlinger, som han kunne give karlen i drikkepenge. I den første tid længtes han gerne, og som sædvanlig græd han ude i haven under en gammel ask, der stod i hjørnet, hvor degnens og smedens grund stødte sammen med præstens toft ”Kalkjær”. Med præstens børn: Lorenz, Trine og Ellen fik han undervisning i de almindelige skolekundskaber, derimod alene i de fag som hørte til studeringen; thi Lorenz Nyland ville ikke studere. Den første lærer var en cand. Balslev fra Fyn, der ikke længe efter blev kaldet til præst i Tommerup og Brylle på Fyn. Til dette kald og til Hverninge havde familien Trolle kaldsret. Hverninge havde hans ældre broder fået kort i forvejen ved at ægte præsteenken, der var en Trolle, og den yngre bror fik nu Tommerup ved at ægte sin broders steddatter, der ligeledes var en Trolle. Efter kom en Willeius der også rejste efter et par års forløb og endte med at blive degn i et godt kald på Sjælland. Den sidste hed Nissen og var bror til den bekendte rektor Nissen ved Metropolitanskolen i København. Han blev klokker i Ribe. Denne idelige omskiftning af lærere var til stor skade for undervisning, og han kom derfor heller ikke videre i de 8 år, han gik her. Så snart han var kommen lidt frem i en sag, blev læreren forflyttet. Den nye lærer begyndte atter forfra, så at det altid blev ved begyndelsesgrundene. De læste alle med ham Justin, Phædris og Entropicus, måske fordi de selv ikke kunne andet. Hvad han læste blev tygget og terpet; men han kom dog aldrig videre.
Hans konfirmation 1787.
Her i Havnbjerg blev Jørgen Knudsen konfirmeret 1787 af præsten Nyland. Han plejede at gennemgå med sine konfirmander en udvikling af Pontoppidans forklaring, som var bleven afskrevet i de første år, han ankom her til kaldet. De kom til ham 2 gange om ugen; øverst iblandt drengene stod Jørgen Knudsen, derpå kom præstens søn, Lorenz Nyland, Johan Johansen i Lavensby, Christian Jakobsen i Lunden, Hans Jørgen Grav ved Majen, samt flere. Den øverste iblandt pigerne var den smukke Anne Kokhav, der siden blev g. m. boelsmand Peder Matthiesen i Lavensby, (Klaus Willesens boel). 2 piger var meget ængstelige for at blive forviste formedelst mangel på kundskab: Kirsten Eriksen af Havnbjerg og Kirsten Skrædders, senere bekendt som ”Mutters Kirsten”, fordi hun i mange år var i huset hos den gamle præsteenke mad. Nyland i Lavensby. Jørgen trøstede dem den sidste dag med, at de nok kom med. Efter en kort prøve lod Nyland dem gå med, hvorover de blev meget glade.
Hans sygdomme.
Da Jørgen Knudsen var 7 år gl., havde han engang fået en slem bulning i nakken, så at han ikke kunne røre hovedet. Han måtte bestandig bæres af og i sengen. Ingen kunne dengang bedre sanse omkring ham end den halte Charlotte ”Kulgravers”, der var en søster til naboen, hjulmand Hans Christian Rasmussen i Ketting. Folk anså hende ellers for en heks; men hun kunne imidlertid godt komme af sted med drengen, hvorfor hans far ofte bad hende om at gå ind og sidde hos ham; han betænkte hende det da altid igen på anden måde. De naturlige kopper gennemgik han også ved denne tid, men havde dem i en meget mild grad, hvorimod hans bror Peder var meget hårdt angrebet.
Skarlagensfeber 1788-89.
I vinteren 1788-89 herskede en temmelig ondartet skarlagensfeber rundt omkring på øen. I Havnbjerg sogn, hvor Jørgen var, ytrede den sig mest som halssyge, og mange blev smittede deraf. I degnens hus fik man den også. Selv den gamle degn var bleven hårdt medtaget i denne sygdom, og Jørgen Knudsen var igen kommet på benene før jul, men var dog endnu noget mat og afkræftet. Han tænkte dog at tilbringe julen som sædvanligt i hjemmet. og gjorde sig derfor vist stærkere, end han var. Han havde netop om aftenen d. 24. dec. været oppe at ringe med den lille klokke, da hans broder kom med vognen for at hente ham. Han følte sig temmelig mat og træt, og de talte ikke meget undervejs. Da de kom tæt ved Egenmølle, så de begge på engang en hvid skikkelse svæve hen over vejen; de blev ængstelige, og Jørgen tydede det som sit eget døds varsel. Kort efter at de var komne hjem, opvartede hans mor med juleaftensnadver. Han så bleg ud og kunne intet nyde, skønt hans mor flere gange opmuntrede ham med de ord: ”spis min søn!” dagen efter fik han et tilbagefald af den slemme sygdom, og alle andre i huset, undtagen hans mor, blev smittede af ham. Derfor havde hun meget besvær med at passe alle de syge. På grund af sygdommen måtte han blive hjemme hele vinteren. Hele huden skallede af kopper, og da han en dag stod foran spejlet og ville kæmme sit hår, gik det alt sammen af hovedet, så at han blev ganske skallet; vel voksede hans hår atter frem, men hans hidtil sorte hår blev fra denne dag af aldeles hvidt. Han har altså siden sit 18. år og indtil sin høje alderdom båret ganske hvidt hår. Mange døde i denne smitsomme sygdom, deriblandt hans 2 bedste venner: Steffen Philipsen i Ketting, der døde 1788 d. 14. dec. og Lorenz Nyland i Havnbjerg, der døde i jan. 1789. Da han efter sin helbredelse første søndag gik i kirke i Havnbjerg kirke, var de fleste fruentimmer der ligesom i Ketting klædte i sorg. Medens Jørgen Knudsen opholdt sig i Havnbjerg, blev han indbudt til flere bryllupper; således 1787 d. 27. jan. var han med til ungkarl, Hans Henrik Dominikussens bryllup med boelsmand, Christian Matthiesens enke i Lunden, hvor det gik meget muntert til. 1789 d. 12. marts var han atter med, da boelsmand ungkarl, Peder Dominikussen blev g. m. boelsarving Anne Petersen, en datter af boelsmand Otte Petersen i Havnnbjerg. Efter bordet blev præstens, degnens og et par andre familier førte ind i et lille kammer, hvor de blev beværtede med kaffe; thi så sjælden var endnu denne drik, at man dengang ikke tænkte på at beværte alle gæster med den. 1790 var ham ligeledes med til sine 2 brødre: Knud og Peters bryllupper på Augustenborg og Gammelgaard.
Kommer ind på Odense skole.
Imidlertid kom hans bror Jakob Knudsen hjem fra København 1791, efter at have taget sin embedseksamen, og da han mærkede at Jørgen ingen fremskridt gjorde i Havnbjerg, men tværtimod blev temmelig gammel, talte han med sin moder om at sætte ham i Odense skole, hvilket hun fandt meget fornuftigt. Der havde også været tale om at opgive studeringen, da han i års tid efter hin sygdom, næsten havde været aldeles døv; men efterhånden havde han dog igen fået sin naturlige hørelse, og havde da fortsat sin læsning. 1791 d. 31. aug. var han endnu hjemme, da han var med til barnedåb i sin ældste bror, Knuds hus; men kort efter rejste Jakob selv med ham til Odense, forskaffede ham logi hos den gamle hospitals degn Liimkilde og vendte derpå tilbage til Ketting.
Hans ophold i Odense 1791-95.
Da hans bror Jakob straks rejste hjem, gik den gamle Liimkilde selv med Jørgen Knudsen til eksamen, hvilken han bestod godt, og følgen deraf blev, at han blev optaget i 4. klasse, hvor han fik sin plads omtrent midt i klassen hvilken han beholdt hele året igennem; thi dengang brugte man ikke den månedlige omflytning.
|
