45. de kirkelige Forhold paa Als
Biskop Hansen’ Meddelelse til sine Embedsbrødre angaaende de kirkelige Forhold paa Als. –
Jeg tillader mig herved at meddele mine ærede Embedsbrødre en Fremstilling af de herværende geistlige Forhold, der maaskee i deres Grund ei turde være alle tilstræk kelig bekjendte. - En fuldstændig Historie kan det ikke være Hensigten at meddele. Ligesom derfor enkelte Biomstændigheder maaskee maatte kunne mangle Nøiag-tighed, og enkelte Raisonnements muligviis ei finde Alles Bifald, saa vil den dog med Hensyn til Hovedresultatet saa meget mindre kunne være nogen egentlig Meningsforskjellighed, som dette ikke af Statsretslærere, saa lidet i Hertugdøm-merne, som i Danmark bliver bestridt.
Øerne Als, Ærø og Fehmern hørte til de danske Øprovindser, skjøndt sidstnævnte Ø beboedes af en slavisk eller vendisk Stamme. De bleve derfor ved Organisation-en af Fyens Stift 1022, optagne i samme. Øernes militære Vigtighed gjorde, at saa-vel Hertugerne af Abels Stamme, som Schaumborgerne, søgte her at sætte sig fast, og saavel i Fredsslutningerne med Danmark søgde de at tilvende sig dem, som de og senere paastode, at de hørte til Hertugdømmet eller deres Gebeet. Efter mange Stridigheder og Underhandlinger lykkedes det dem ganske med Hensyn til Feh-mern, med Hensyn til Als og Ærø derimod kun tildeels, idet Fyens Biskopper bedre forstode at conservere deres Autoritet, end Danmarks til den Tid for en stor Deel usle og svage Regenter. Saaledes bleve de civile og geistlige Statsgrændser, hvad der i de catholske Lande i Middelalderen, ofte var Tilfælde, forskjellige, hvil-ket ei heller kan undre Nogen, der veed, at Biskopperne ofte dengang kun levede i et meget lidet Afhængighedsforhold. –
Christian 3 var Hertug i Holsteen, blev Konge i Danmark og efter Reformationens Indførelse tillige ”summus episcopus”. Den gamle Adskillelse paa Øerne mellem den civile og geistlige Autoritet tabte derved for en stor Deel sin Betydning, og det synes i Begyndelsen at have været Hensigten med Hertugdømmets Autoritets. Saa-ledes stod Ærø indtil 1540 under Provsten i Flensborg. De bekjendte Delinger ind-traadte, og hver Fyrste havde for sit District en høiste geistlig Autoritet. Men en ligefrem Følge af disse Delinger synes det og at have været, at Danmarks Konger og Rigsraad med saameget desto større Nøiagtighed og Strenghed holdt over Dan-marks Rigshøihed i geistlig Henseende paa Øerne, for dog at have noget Indseende med Fyrsternes Foretagender. Om derfor end den nævnte Forening har været paa-tænkt, saa kom den dog aldrig til Udførelse. Saaledes havde Enkedronningen ”til Leibgeding” Als, Ærø og Sundeved, og hendes Provst Joh. Berndes i Broager fra 1566 = 71 det geistlige Opsyn over det Hele, men ved hendes Død i sidstnævnte Aar lagde Kongen atter Øerne ind under det geistlige Opsyn i Fyens Stift. Under 25 Nov: 1579 udsteedte Frederik 2 en Befaling til Provsterne og Præsterne paa Als og Ærø, at de, ligesom andre Provster og Præster udi Fyens Stift, skulde adlyde Lehnsmand Lauritz Brockenhuus paa Nyeborg Slot, ”eftersom den geistlige Juris-diction der paa altid haver hørt og ligget til Danmarks Krone under Fyens Stift”. Aabenbart vilde Kongen ved dette Rescript afskjære Hertugerne Indflydelse i de Sager, der vare den danske Krones Ret. I den catholske Tid havde Biskoppen ei, saaledes som i den protestantiske, havt Lehnsmanden sideordnet. –
En interessant Correspondance haves i Anledning af Hertug Hans’ Ønske at erhol-de den geistlige Jurisdiction paa Øerne, mellem Hertugen selv og hans Broder Kong Frederik 2. Hertugen havde nemlig under 20 Jan: 1584 bedet Kongen om ”die geistliche Jurisdiction und Hoheit über die Kirchen und derselben Pastorey auf Alsen und Ærø”. Kongen afslog ham dette i meget bestemte Udtryk i en Skri-velse dateret Skanderborg 3 Febr. 1584, som noget, der var ”unverantwortlich”, da ”die geistliche Jurisdiction . . . . . . . . . . von Anbeginn desselbigen juris Pat-ronatus von Kønigen zu Kønigen bis dahin bey Unserem Reich gewesen”. - Dog gav han ham Jurisdictionen og Høiheden over Kirken i Sønderborg ”so Ew. Lieb-den daselbst zu stiften willens (Slotskirken)“, ligesom ogsaa „über die andere, so nun daselbst in der Stadt Sonderborgh ist (weiter aber nicht)“. I Svarskrivelse af 11 s.M. beklager Hertugen, at hans Ønskes Opfyldelse er Kongen saa meget imod, takker for hvad der er tilstaaet og erklærer at ville afstaae fra sit forlangende, men beder kun om ”die Inspection und getreue Nebenaufsicht communicative neben und mit dem Bischofe in Fünen über vielbemeldte Kirchen, jedoch ohne Abbruch Ew.Køniglichen Majestät und derselben Reichshoheit”. Ogsaa dette afslog Kongen med lige saa stor Bestemthed. – ”Solches erachten wir gar von unnøthen”, da ”die Kirchschworen und Vorsteher der Kirchen“ for Fremtiden maatte være Hertugens Undergivne, gjennem hvilke han altsaa kunde erfare, hvad der foregik. Dog tilføier Kongen, at Kirkernes Indkomster blot skulde anvendes til deres Bedste og ikke paa ringeste Maade forkortes. Imidlertid har Hertug Hans ei kunnet afholde sig fra at gjøre Indgreb i den danske Krones Høiheds Ret paa Øerne med Hensyn til de geist-lige Anliggender, der synes at have været ham meget i Veien med Hensyn til hans Hovedbestræbelse at arrondere sine Besiddelser. – Saaledes skal han til Godsers Erhværvelse have anvendt den Summa 1,600,437 mk. 8 f., og det lykkedes ham at bringe hele Als under sig med Undtagelse af Biskoppens Godser og Domcapitlets i Slesvig. Saalænge Frederik 2 levede, synes broderlige Hensyn at have holdt ham tilbage. Men strax efter dennes Død findes en af det danske Rigsraad under Christian 4de Mindreaarighed udstædt Befaling af 31 Juli 1589 til Lehnsmanden og Biskoppen i Odense at gaae til Als og Ærø ”og der at forhøre Kirkernes Regn-skaber og om Kirkernes Leilighed, Tilstand, Gjæld og Rettighed, saa og Brøst og Bygfældighed at forfare”. I den dem meddeelte nøiagtige og udførlige Justrux hedder det, at ”den geistlige Jurisdiction paa fornævnte Als og Ærø af Arrildstid haver ligget og endnu ligger under Kronen og Fyens Stift”. Imidlertid maa denne Visitation ei være kommen til Udførelse; thi under 20 Octob. 1590 udstædtes fra samme Rigsraad en Befaling til Samme at gaae til Colding og der at undersøge Regnskaberne fra Als og Ærø”, eftersom I nu tvende Gange underdanigst have ladet give os tilkjende, hvad Forandring Høibaarne Fyrste og Herre, Herr Hans Hertug o.s.v. sig skal understaae at foretage og gjøre i Kirkens Regnskaber paa Als, imod den Høihed, som os og Kronen udi samme Regnskab at forhøre tilkom-mer”. Rigsraadet tilføiede en streng Befaling imod at foretage sig noget i Kirkernes Regnskab uden Lehnsmanden og Biskoppen. Skjøndt det ikke af Befalingen frem-gaaer, hvortil der sigtes, saa er det dog en historisk Kjendsgjerning, der endnu lever i mange Sagn, at han tillod sig mange Vilkaarligheder baade imod Geistlig-heden og imod Bønderne. Saaledes nedlagde han mange Bøndergaarde og fratog Geistligheden og Kirkerne al Tiende og anden Ret, hvad hans Efterkommere efter hans Død 1622 dog ikke tillode sig og ved Geistlighedens Privillegier af 24 Jan: 1661 blev ligefrem forbudt. Ligeledes uagtet det hedder i Kongens Skrivelse af 3 Febr: 1584 ”weiter aber nicht”, byggede han 1615 en Kirke paa Kekenis, der lagtes ind under hans egen Provst og gjordes uafhængig af Fyens Stift. Det Samme lykke-des en temmelig lang Tid med Hensyn til Igen Kirke. Lignede Tendents spores i Kirke- og Skolevæsenets Indretning pa Augustenborg. –
Som fremdeles Vidnesbyrd om Hertugernes Bestræbelser og om Kongernes Iver for at haandhæve Kronens Høihedsret i geistlige Sager paa Øerne, hvilken dog selv Hertugerne maatte anerkjende, kunne følgende tvende Omstændigheder anføres. –
1. Aar 1647 vilde Lehnsmanden i Fyens indsætte en Præst i Hagenberg Andreas Matzen Beyerholm, uagtet Menigheden ønskede Formandens Søn og desangaaen-de henvendte sig til Hertug Frederik, der flere Gange skrev til Kongen, samt endog truede med selv at bygge en Kirke, idet han dog maatte erkjende: ”de Schapestall gehørt dem Kønige, de Schape dem Førsten”. Kongen sendte 50 Soldater og Hertu-gen gav efter. Dog ægtede Præsten Formandens Stefdatter. -
2. Under 13 Octob: udstædte Frederik 3 til Lehnsmanden og Biskoppen en Befa-ling saaledes lydende: ”Voris naadigste Villie og Befaling er, at I indtil videre naa-digst Anordning have flittig Indseende, at Os paa voris Kongelige Souverainitet og Høihed af Fyrsterne eller deris Betjenter paa Als og Ærø ongen Indpas skeer ved nogen Novslet med Præstekalde eller i andre Maader”. -
Aar 1671 kom Nørreherred paa Als til det Pløenske Huus med alle Høiheder, Re-galier og Rettigheder, navnligen ogsaa den geistlige Høihed. Imidlertid blev det i Lehnsacten udtrykkeligen bestemt, at Biskoppen i Fyen skulde beholde ”jus visi-tandi et ordinandi”, men at denne Ret skulde udøves af den fyrstelige Provst ”tang-uam in hoc passu constituts vicario episcopi”. Den 6 Juli 1676 aflagde Geistlighe-den Hertug August Troskabseden, og den 8.de Nov: s. A. confirmerede denne alle Geistlighedens Privillegier, deels i Almindelighed, og deels ved specielt at gjen-nemgaae de den danske Geistlighed under 24 Jan. 1661 skjænkede Privillegier. Dertil foiedes adskillige Bestemmelser grundede paa locale Forhold, samt adskil-lige Begunstigelser for Geistligheden, som den efter danske Love ikke havde f.Ex. at Kirkemidlerne skulde underholde Præstegaardene. De geistlige Forhold bleve derfor som de vare, og Hertugen udøvede aabenbart kun den danske Krones Høi-hedsret som dansk Usufructuarius. En ligefrem Følge deraf var det ogsaa, at de gamle Forhold uden videre indtraadte, da Herredet 1730 faldt tilbage til Kronen. Fra 1722 har dog Biskoppen revideret Kirke Regnskaberne i Igen og Svenstrup. Ved et Kongeligt Rescript af 15 Jan: 1734 ophævedes alle Begunstigelser, der ikke vare overenstemmende med danske Lov og Privillegierne af 1661. –
Ved flere Transactioner med Regjeringen erholdt Hertugen af Augustenborg i for-rige Aarhundrede Patronatsretten over Kirkerne i Sønderherred paa Als, men Høi-hedsretten har han aldrig havt. Skjøndt han har nydt adskillige Begunstigelser, er han dog dansk Kirkepatron, udøver sine Patronatsrettigheder efter Kongerigets Love og under Kongerigets Autoriteter, hvad der navnligen ogsaa ligger til Grund for Resc. af 10 Mai 1817, ved hvilke hans Eiendomsret over Kirkemidlerne aner-kjendter. –
Ligesom den danske Rigshøihed i geistlige Sager her paa Øerne hævdedes i For-hold til og Underhandlingerne med Lehnshertugerne, saaledes yttrede denne sig endnu ved flere bestemte Træk. Medens navnligen Geistligheden i Hertugdømmer-ne repræsenteredes paa den der varende Landdag, repræsenteredes de her varende Øers Geistlighed paa den danske Rigsdag, saaledes især 1660. Denes Geistlige underskrve derfor og Acten af 10 Jan: 1661, nemlig Petrus Conradus (Lysabbel, saavidt vides Depiteret paa Rigsdagen), Andreas Brandius (Nordborg), Petrus Nicolai (Oxbøll), Laurentius Pauli (Svendstrup), Andreas Beierholmius (Hagen-berg), Georgius Crucorius (Nottmark), Johannes . . .tzmerus (Tandslet), Johannes Monrad (Ketting), Hans Rhodius (Adzerballig), Christianus Laurentii (Ulkebøl), Johannes Canudi Kragius (Hørup), – Otto Jacobs (Riise), Erik Rasmussen (Ærøs-kjøbing), Philippus Dominici (Tranderup), Johannes Torsenius (Bregninge). – Igen Kirke stod dengang ikke under Biskoppen i Odense og Marstal blev først 1736 et Sognekald. ~
Som Følge deraf blev ogsaa Øernes Geistlighed deelagtig i de af Kong Frederik 3 under 24 Juni 1661 udstædte og af Christian 5 under 15 Decem: 1670 forbedrede Privillegier, hvis væsentlige Dele ere gaaede over i danske Lov og hvis § 1 lyder saaledes: ”Hvis Kongen ved Geistligheden vel have udrettet, det Samme skal ved Bisperne, og særdeles hos Enhver udi sit Stift, directe efter Kongens egen Ordre, og ikke ved Lehnsmændene eller deres Fuldmægtige forrettes”. Dette gav her ofte Anledning til Inconvenientser, idet Præsterne kun publicerede de Anordninger, der dem igjennem Biskoppen i Fyen tilsendtes, og som for største Delen ikke var gjæl-dende i deres Sogne, medens de for disse gjældende Love ofte enten aldeles ikke bleve tilsendte eller dog ikke publicerede. Flere Bestemmelser bleve i denne An-ledning afgivne, navnligen i Aarene 1731, 1740, 1749, 1751, 1775, 1778. Endeli-gen bestemte Anordningen af 7 Nov: 1832 § 6, at vedkommende Autoritet i Her-tugdømmerne skal tilstille Amtmanden eller Overinspecteuren et Exemplar af de Anordninger for Hertugdømmet Slesvig, der ere gjældende i Bispedømmet, hvilke da have igjennem Præsterne at foranstalte dem kundgjorte paa den i Vers: 11 Aug: 1824 befalede Maade. Alle andre Sager skulle meddeles de Geistlige gjennem deres Biskop, ja enhver Modtagelse af nogen Myndighedsact fra en anden Autori-tet og kan ikke befrie vedkommende Præst for Ansvar, hvis Loven derved overtræ-des, ligesom en saadan Befaling i sig selv er ugyldig. Dette gjælder f.Ex. om offici-elle Irettesættelser eller Lovtaler, Decisioner angaaende kirkelige Handlinger, Ind-sættelser, Afsættelser, Suspension, Suspensionens Hævelse (sic.), o.s.v. Da nu ingen Regjeringsautoritet i Hertugdømmerne kan befale en Biskop i Fyens Stift Noget, saa følger deraf atter ligefrem, at ingen Regjeringsautoritet i Hertugdømmer -ne i anførte Tilfælde kan udøve nogen Autoritet. Det et iøvrigt en Selvfølge, at her ikke kan komme i Betragning, hvad der paaligger de Geistlige som Medlemmer af Communerne eller Communernes Raad, lige saa lidet som, hvortil de maatte finde sig foranledigede for at lette Forretningsgangen. –
Et stærkt Beviis for Øernes Qualitet i kirkelig Henseende er det fremdeles, at Christian 5’ danske Lov Aar 1685 indførter paa geistlig Grund og i alle kirkelige Forhold her paa Øerne, hvor i alle andre Forhold jydske Lov gjaldt og endnu gjæl-der. – Saasnart vi staae paa geistlig Grund, staae vi paa danske Lovs Gebeet. Det er ligefrem at dette ikke consequent kunde gjennemføres, at det navnligen under de borgerlige Forholds og Communallivets Udvikling maatte føre til mange Modifica-tioner. Efter Ophørelsen af Lehnshertugernes Regjering holdt man med mindre Skinsyge over de geistlige Forholds Qualitet. En uundgaaelig Følge heraf har det været, at de geistlige Forhold mere og mere have bequemmet sig efter de civile. Sligt er imidlertid Tilfælde i alle Enclaver, saaledes hos os paa Godserne Skacken-borg og Troiborg, og forandrer nogenlunde det statsretlige Forhold, navnligen her ikke den danske Krones Rigshøihed.
Oprindeligen gjaldt de danske Arvelov og den danske Skifteret paa geistlig Grund efter danske Lov og Husenes nye Eiere i et Fæstebrev deres eneste Adkomstdocu-ment. Den civile Øvrighed tilegnede sig dog snart denne Myndighed til betydeligt Tab for de Vedkommendes Bo og Stedernes Tiltrædere, der nu maatte betale deels mere og deels paa flere Steder. Imidlertid vedblev dog den geistlige Stiftjurisdic-tion i de Geistliges Familier, indtil Aar 1832 d. 7 Nov: ogsaa har ophævet denne. Ægteskabssager afgjordes ganske efter danske Love og sorterede under Tamperet-ten i Odense, samt Høiesteret i Kjøbenhavn, indtil de 1799 i Danmark indlagdes under de civile Domstole, og derfor ogsaa her paa Øerne, hvad der har havt den Anomalie til Følge, at der fra den civile Underret appelleres til den geistlige Over-ret. Præsterne skulle vel søge at mægle Fred mellem Ægtefolk, men uden at dog denne Mægling er nødvendig inden Sagens Behandling for Retten. Saaledes ere disse Øer de eneste Steder i Hs. Majestæts Lande, hvor Ægteskabet kan blive op-løst uden at geistligt Element har været virksomt. Endnu staaer dog Ægteskabsstif-telse under d.L., og Dispensationer fra de lovlige Former i denne Henseende skulle søges ved Kongerigets Autoriteter. Skolevæsenet staaer ganske under danske Love og danske Autoriteter, skjøndt de øconomiske Forhold naturligviis gjøre Modifica-tioner nødvendige. I Tidens Løb have og Forholdene uddannet sig saaledes, at de Geistlige, qua Geistlige have deres Forum for Landemødet i Odense og Høisteret, medens de qua Borgere, have deres Forum for de civile Domstole, ligesom de og i øconomisk og Skattehenseende maae betragtes som hørende til Hertugdømmet, hvad der oprindeligen ikke har været Tilfælde, hvorom Studieskat og Cathedratiæ-um, Afgift til Seminariefond o.s.v. kan vidne. Dn: 7 Nov: 1832 § 7. 15. 10. 11. –
Man vil af det Ovenstaaende have erfaret, at den danske Rigshøihed især har gjort sig gjældende med Hensyn til Kirkeregnskaberne. For at vise sin Uegennyttighed tilegnede Regjeringen sig ikke Kirkemidlerne, men behandlede Kirkerne factisk som juridiske Personer. Det juridiske Spørgesmaal i denne Henseende blev dog ikke afgjort før 1811, skjøndt fra 1791 Regjeringens Anskuelse tydeligen har viist sig. Kirkeregnskaberne bleve nemlig aarligen aflagte specielt for hver Kirke af Præsterne med Kirkeværgerne, samt reviderede i første Instanz af Provsten, i høi-este Instanz af Lehnsmanden i Forbindelse med Biskoppen, og senere af Biskop-pen alene, med Undtagelse alene af den Tid i Nørreherred, da dette stod under det Plønske Huus. I et Allerhøiest: Resc. af 24 Apr. 1791 indsættes Kirkeinspectorer, der skulde aflægge Regnskab for Amtmand og Provst, samt sende Biskoppen en Afskrift; men der bestemtes tillige, at Kirkeindkomsterne skulle, ”ligesom det skeer ved vore Kirker i Rytterdistricterne, slaaes i en Masse”. Ved et dito af 16 Jan: 1801 overdrages Underbestyrelsen til Provsten og 4 Præster under Navn af Kirke-session, samt Overbestyrelsen til Stiftamtmanden og Biskoppen i Odense. Ved dito af 24 Apr: 1802 henlagtes Kirkemidlerne, ligesom Kirkerne paa de kongelige Domainer, under Rentekammeret. Indtil 1811 førtes Correspondencen paa Dansk, siden den Tid paa Tydsk. Formodentligen ere da gaaede over til Kammerets tydske Afdeling, hvad der imidlertid intet beviser, deels fordi Kammeret var et fælleds Collegium, og fordi det vistnok var hensigtsmæssigt, at Kirkemidlerne sorterede under samme Autoritet, som Øernes øvrige Domainer. 1822 ophævedes atter Kirke sessionen og Kirkeinspectorer indførtes paa Ny. Siden Fyens Stift er bleven deelt i to Bispedømmer, fungerer Amtmanden i de forenede Sønderborg og Nordborg Amter som dansk Stiftamtman, idet han i Forbindelse med Biskoppen udgjør Stift-øvrigheden. An: 7 Nov: 1832 § 17. –
I det Augustenborgske District bestod længe den gamle Forfatning med Kirkeregn-skaberne, hvilke aarligen aflagtes af Præsterne med Kirkeværgerne under Hertu-gens Over….yre, uden Biskoppens eller Stiftsøvrighedens Medvirken. – I Anled-ning af, at Hertugen tog af den ene Kirkes Midler til dermed at understøtte den anden, opstod der en Strid, der især førtes af afdøde Consicstorialraad Schwensen i Hørup og endtes med en Resolution af 10 Mai 1817, der erklærer, at Hertugen af Augustenborg, som Eier af Kirkemidlerne, kan disponere over disse, men ikke over Kirkernes faste Capitaler. Resolutionen har aabenbart sin Grund deri, at Kirke midlerne paa Kongerigets Domainer selv ere Domainer, hvilke altsaa tilfladt Her-tugen ved Overdragelsen ligesaavel som de andre Domainer. Dette er ogsaa et stærkt Beviis for, at selve Kirkemidlerne ere til Kongeriget, og ikke til Hertugdøm-met hørende Domainer. Imidlertid kan Hertugen kun udøve sin Ret med den Ind-skrænkning som Frederik 2 under 13 Febr: 1584 (vide oven) paalagte sig selv, hvad der ogsaa er lovet. –
Ved Lov ere disse Forhold ordnede ved Ano: 7 Nov: 1832, hvis § 1 lyder: ”Kong Christian 5’ d.L’ 2 Bog, om Religionen og Geistligheden, og det af samme Konge under 23 Jul: 1685 foreskrevne Kirkeritual skal, i Forbindelse med de senere for vort Rige Danmark udkomne eller udkommende Anordninger, der enten indeholde Forandringer i de fornævnte Kirkelove eller nye Bestemmelser, Religionen og Gei-stligheden angaaende, fremdeles være gjældende for Bispedømmet Als og Ærø, dog alt for saa vidt der ikke i det Følgende gjøres Undtagelse fra eller nærmere Be-stemmelse i denne almindelige Regel”. Ifølge § 3 er der meddeelt enhver Præst en Fortegnelse over de Lov for Hertugdømmet, efter hvilke de Geistlige i geistlige Sager have at rette sig. Det her Lovbestemte er gjennemført med Consequenz, idet f.Ex. den danske Kirkes Jubelfest i Anledning af Reformationen høitideligholdtes i Bispedømmet, men ikke i Sønderborg eller paa Kekenis. § 5 lyder: ”Med Hensyn til de Sager, hvori de danske Love ere gjældende i fornævnte Bispedømme, bliver og vort danske Cansellie det Collegium, hvorunder Bispedømmet sorterer, og hvorfra de deslige Sager vedkommende Anordninger og Befalinger blive at udfær-dige og meddele saavel Geistligheden gjennem Biskoppen som og o.s.v.”.
Af Ovenstaaende fremgaaer uomtvisteligen:
1. at aldrig andre Autoriteter, end Kongerigets Autoritet, have udøvet Autoritet i geistlige Anliggender her paa Øerne, navnligen end Danmarks Konger, Biskoppen og Stiftsøvrigheden i Fyen, det danske Rigsraad, den danske Rigsdag, Kongerigets Regjeringscollegier, Domstole, Gouverneuren i Odense, o.s.v., ja at disse alle have udøvet denne Myndighed til samme Tid, da Hertugdømmernes Autoritet udøvede den civile, navnligen de saa godt som uafhængige Lehnshertuger til de forskjellig-ste Tider, Statholderen, Regjeringscollegierne, Domstolene o.s.v., ja at fremdeles denne Ret er anerkjendt af den mandlige Linies, det Augustenborgske Huses Stam-fader, Hertug Hans. -
2. at aldrig nogen Lov, Anordning eller udministrativ Bestemmelse (Conf: Vaaben-st:’ Conv: § 7) for Hertugdømmerne har været gjældende her paa Øerne i geistlig Henseende, men alene da, der ere emanerede for Kongeriget.
3. at navnligen heller ikke under Vaabenstilstanden nogen Regjeringsautoritet for Hertugdømmerne kan udøve nogen Autoritet paa Øernes geistlige Forhold, saa at navnligen Geistlige ene gjennem Kongerigets Autoriteter kunne afsættes, isættes, suspenderes, restitueres o.s.v.
Jeg tillader mig at bede mine Embedsbrødre at indføre disse Bemærkninger i Embedsbøgerne og mueligen selv tilføre Bemærkninger til Oplysning eller Berigtigelse.
Til Geistligheden
i Guderup d: 13.de Dec: 1848 Hansen
Nørreherredet
|
