§ 13. Cand. theol. Jakob Knudsen i Ketting.
Jakob Knudsen er en søn af kromand Johan Peter Knudsen og Anne Christine Wrang i Ketting, og han er f. i Ketting kro 1766 onsdag d. 3. dec. kl. 1 om eftermiddagen. Da en ældre broder Jakob var død 1763, fik han i dåben mandag d. 8. dec. navnet Jakob og blev ligesom denne broder holdt over dåben af sin bedstefar Jakob Wrang i Ketting. Hans faddere var: Skipper Jakob Aagesen i Ketting, den unge Peter Andreas Lorentzen på Rumohrsgaard, mad. Gøtsche i Hannevith, og jomfru, Klausen i Sønderborg (Ketting kirkebog). Ligesom sin afdøde broder havde han efter sin far arvet en brokskade, hvorfor han som barn var meget svagelig og i den tid bestandig måtte gå med brokbånd. I denne alder fik han også med sine andre brødre småkopperne, hvilke han dog overstod med lethed.
Hans drengeår 1766-83.
I de første år gik han i Ketting skole hos degnen Joh. Barth. Bruhn indtil hans far bestemte ham til studeringen, fordi han i sin opvækst altid var meget spinkel og svagelig, hvorfor han frygtede for at sætte ham til strengt arbejde. Dette var dog til dels imod drengens lyst og vilje, da han mere yndede landvæsen. Hans far fik ham da anbragt i huset hos rector Hans Munk på Nordborg, hos hvem han nød undervisning i de gamle sprog og øvrige skolekundskaber. Denne mand, der var theol. kandidat og 1777 blev katechet på Nordborg førte titel af rector, en benævnelse, der dengang og endnu brugtes om førstelærere ved skolerne i småbyerne, for en sådan mand foruden de øvrige skolefag også meddelte undervisning i latin og græsk til dem, der attråede at gå den studerende vej. Jakob Knudsen fik her en god og grundig forberedelse , men ellers var logiet ikke videre godt, hvilket vel snarere må lægges hans kone Katrine Marie Høyer til last. Ikke nok at han fik temmelig flov kost og derfor ofte sultede; men han blev heller ikke holdt ren, og derfor fyldtes af utøj. Drengen gik ofte ind til naboen, den gamle købmand Otto Frederik Ahlmann (han var født 1748, så gammel var han ikke, tilføjet af J.A. Nissen), der tog sig af ham, og da denne mand engang tog ud i Ketting, fortalte han det til hans forældre og rådede hans moder til at tage ham hjem i nogen tid, for at han kunne blive ren, da han ellers let var udsat for at blive syg. Under et eller andet påskud, kom han da hjem en 14 dages tid, blev vasket og renset og vendte da igen tilbage i sit logi. Her på Nordborg var købmand Hans Christian Bocks søn Johannes Bock, der senere blev købmand i Sønderborg, hans bedste omgangsven, ligeledes omgikkes han meget herredsfoged Tilemanns søn, Samuel Johannes Tilemann, der blev præst i Gjerding og Blendstrup ved Aalborg. De var begge jævnaldrende med ham. Da Hr. Hans Munck 1780 d. 1. nov. blev kaldet til præst for Frederikshøj i Jylland, kom Jakob Knudsen i huset hos sin morbroder degnen Johan Johansen i Havnbjerg, for at nyde undervisning hos den huslærer, præsten Hr. Lauritz Nyland holdt til sine børn. Denne huslærer var Jørgen Carsten Bloch Balslev af Tommerup i Fyn, theol. Kandidat fra 1780 og 1786 kaldet til præst i Tommerup og Brylle i Fyn, hvor han døde 1800 d. 4. aug. Han var en dygtig mand, der underviste ham så vidt, at han 1783 kom ind på Odense Latinskole. Her i Havnbjerg blev han 1782 konfirmeret af præsten L. Nyland tilligemed sin ven Peter Jørgensen Bladt, der blev smed i Havnbjerg; Jakob Christensen fra bødkerens sted ved præstegården, der gik til søs, men blev borte, så de fik aldrig underretning fra ham, dog vedblev hans gamle moder at vente ham al sin tid; og Hans Nissen, boelsmand i Lavensby, der opnåede en alder af 94 år. Nyland brugte Erik Pontoppidans forklaring, som han gennemgik meget udførligt. De 2 sidste drenge Jakob Christensen og Hans Nissen opskrev efterhånden alt det gennemgåede, og dette brugtes siden af de følgende års konfirmander. På Nordborg var han fra 1778-80 og i Havnbjerg fra 1780-83.
Hans ophold i Odense 1783-87.
Balslev må have været en duelig lærer, og Jakob Knudsen en flink discipel, da han med lethed kom ind i Odense skole. Her fik han logi hos degnen Lars Liimkilde ved hospitalet, hvor alsingerne plejede at logere. I skolen stod han sig altid godt, var både flittig og kunne sine ting, og da han tillige var en ret god latiner, der talte dette sprog med færdighed, vandt han let sin rektors yndest. Denne mand var Johan Henrik Tauber, en bekendt, human og dygtig, mild og venlig skolemand, der 1781 var bleven ansat som rector ved Odense Skole. Ligeledes fattede Chr. G. Seydlitz, der 1782 var bleven professor ved gymnasiet, megen godhed for ham og bevarede den siden ligeledes for hans yngre broder Jørgen Knudsen. Ved siden af sin læsning på skolen benyttede han sin fritid til at give en smule privat undervisning, hvormed han selv fortjente lidt til sin underholdning. Således underviste han landstingshører Rasmussens 2 børn, en søn og en datter. Denne mand havde tillige inspektion over grev Bille-Brahes godser, var en meget dannet mand og beviste Jakob Knudsen megen gæstfrihed. Sønnen Johan Frederik Kurrelbaum Rasmussen underviste han, for at ham kunne komme ind på latinskolen, hvilket efter få års forløb skete. 1792 blev han student, tog 1799 theol. eksamen med non og blev 1805 af Grev Bille-Brahe kaldet til præst for Jordløse og Haastrup menighed i Fyn, hvor han døde 1818 d. 19. aug. Datteren Kirstine Thorsager Rasmussen, var en meget smuk og fin dannet pige, hvem Jakob Knudsen altid bar megen godhed for. En af hans kammerater fra skolen, den unge Peter Kryssing Riising, en søn af den rige købmand Hans Riising på Overgade, der blev student 1789 og theol. Kandidat med laud 1789, anholdt siden om den smukke piges hånd, men han fik en kurv; hvorimod hun foretrak en anden student Johan Christoffer Lohmann, en søn af en fattig skrædder Hans Jørgen Lohmann i Odense. Han blev 1791 student fra Odense Skole, 1798 theol. Kandidat og efter at have været ansat i Tronhjems stift 1808 præst i Kundby og Krogstrup på Sjælland, hvor han døde 1846 d. 20. jan. Samtidig med ham gik en anden alsinger i skole, Emil Markus Georg Løbner, en søn af daværende kammerlakaj, senere kammertjener Jakob Ludvig Løbner på Augustenborg. Han var et meget vildt og ustyrligt menneske, der havde mere lyst til eventyr, end til at sidde på skolebænken, han forbrugte derfor en del penge til spil og forlystelser. Jakob Knudsen foreholdt ham vel ofte det gale heri, men det hjalp ikke. Da han engang var kommen i en slem pengeforlegenhed, og ej turde åbenbare det for faderen, greb han til det fortvivlede skridt, for på en gang både at slippe for bogen og for sin gæld, at han lod sig hverve på Hovedvagten til soldat, og fik trøjen på. Dog udløste hans fader ham straks igen, skønt det forvoldte en del ubehageligheder. I øvrigt var denne Løbner et meget godt hoved, blev derfor med lethed student, fik efter et rask ført studenterliv i København, juridisk embedseksamen og endte som amtmand på Færøerne, i hvilken egenskab han under et besøg på Augustenborg traf sammen med præsten Jørgen Knudsen af Havnbjerg og spurgte da meget deltagende til hans broder Jakob Knudsen, der dengang allerede havde været død i flere år. Når Jakob Knudsen i ferien tog hjem til Als, hentede vognen ham gerne ved Fynshav, hvor han blev modtaget af sin familie. Løbner kørte da med ham til Ketting og gik derfra til Augustenborg. Da man var kommen til Skakkenborg, forlangte han, at de skulle køre over Augustenborg, hvilket også skete. I hans hjem blev de udmærket beværtede af hans søster Frederikke Wilhelmine Ulrikke Løbner, der siden blev g. m. hofkasserer, Nis Fischer, og ved ham moder til den i sin tid bekendte ” Baron Fischer,” der ivrig deltog i de senere augustenborgske hestevæddeløb og politiske agitationer. I ferien morede Jakob Knudsen sig så godt han kunne, besøgte af og til præsten Nyland i Havnbjerg, With i Ketting og forskellige familier på Augustenborg. Når han skulle tilbage, blev han i forvejen godt forsynet med linned og strømper, hvilket hans moder plejede at lade sy og strikke hos et par gamle jomfruer Brandt, der boede i det næstsidste hus i Ketting ved vejen til Augustenborg, hvor deres fader Simon Peter Brandt, i sin tid havde været kammertjener, men i en del år boet på et bol i Ketting. 1787 blev Jakob Knudsen student, så vidt vides med laud., og med et hæderligt vidnesbyrd fra sin rector professor Tauber, der kort efter blev forflyttet til Roskilde Skole, afgik han til Københavns Universitet.
Hans ophold i København 1787-91.
Efter at have taget anden eksamen, begyndte han på teologien. De daværende theol. professorer ved universitetet tilhørte den strenge rationalisme, den værste var Klaus Fries Hornemann, der i visse forelæsninger søgte at latterliggøre al kristendom og navnlig rettede sine fade og flove angreb på ” miraklerne og de missionske steder.” Daniel Gotthilf Moldenhaver, en fin og beleven tysker, indkaldt fra Hamborg, der især udmærkede sig ved sit sirlige og smukke latin; thi dette sprog gjaldt dengang mere end både modersmål og kristendom. Den student der ikke med færdighed kunne tale og skrive dette sprog, men dog på de mundtlige og skriftlige øvelser, var nødt til at betjene sig af sit modersmål, blev anset for en stymper af de andre medstuderende. Moldenhaver dvælede med større forkærlighed ved en afhandlings smukke latinske sprog, end det egentlige theol. indhold, og en sådan student kunne altid vente sig hans varme anbefaling til offentlig understøttelse og adgang til stipendier. Da den begavede Jens Georg Chr. Adler 1788 blev superintendant i hertugdømmet Slesvig, kom den lærde, men tørre Frederik Münster i hans plads. Han vandt sig senere et berømt navn, ved sin omfattende lærdom i kirkehistorien. Det er derfor sandsynligt, at Jakob Knudsen også er bleven påvirket af rationalismen, den var jo almindelig til hans tid. Som student var han et ret smukt menneske, lille og livlig i alle bevægelser, og han havde altid megen sans og smag for sin påklædning; han kunne i sin omhu i den retning ofte gå til pedanteri. Da han tillige var munter og sang godt, så er det naturligt, at han stiftede flere bekendtskaber. I blandt samtidige medstuderende mærkes: alsingeren, Frederik Ebbesen fra Svenstrup sogn, der 1789 blev student fra Odense skole og siden i livet vedblev at være hans ven; Frederik Bagger Zeuthen, student på Nyborg skole 1785, theol. kandidat med laud. 1790 og død 1852 som konsistorilraad ifølge Chr Knudsen, men det må retterligen være konferentstsråd (J.A. Nissen) og præst til Skamby i Fyn, var ligeledes hans ven i denne tid. Når han kom hjem i ferien fra København, blev der altid stor glæde i familien, han tog da gerne en del af de nyeste arier og sange med sig hjem, som han lærte sine brødre at synge. Iblandt disse sange var Evalds,” Kong Christian stod ved højen mast,” og ” Hr. Zinklars ” Visen af nordmanden Storm. På denne måde kunne han også være behagelig i selskaber; thi hvor han kom, fornøjede han de tilstedeværende med sin smukke sang. Med sin broder Knud spadserede han ofte op til Augustenborg til bager Thomsens, der altid gjorde meget af student Jakob Knudsen, især kunne den unge datter Gonilla, en lille livlig og munter pige, godt lide ham, og man ved jo ikke, om det ikke kunne have forandret hans fremtid, havde han følt lyst til hende. Derimod stod han tit på kant med bagerkonen, hvem han ikke syntes om, skønt hun gjorde alt for at vinde ham. Mad. Barchmann talte senere altid gerne om ham. I Ketting var han engang med til et bryllup, da den gamle Jes Elnef blev g.m. en norsk pige, der altid gik med kappe og holdt sig finere end bønderne. Her var han meget munter, sang for gæsterne og ytrede i sin overgivenhed og spøg til brudgommen,” at hvis han havde kendt hans kone tidligere, skulle han aldrig have fået lov til at eje en sådan skønhed,” hvorom hun siden plejede at tale med et vist velbehag og stolthed. I København havde han ingen Informatorer, og da han var flittig og brugte sin tid godt, gjorde han sig temmelig hurtig færdig og gik op til theol. attestats i juli 1791. Det gik ham ikke videre godt, da han måtte nøjes med 3 karakter, vel var eksamen siden 1788 bleven betydelig skærpet, da det gamle system, ” at kandidaten forud bestemte sig til en karakter og derfor ikke opgav større pensum, end hvad der udfordredes, for at bestå med denne karakter,” var afskaffet, og siden den nye reform skulle eksamen være ens for alle, de dårlige studenter måtte da i reglen få en dårlig karakter, mens tidligere mangen student på et år blot læste til 3 karakter, for hurtig at gøre sig færdig, og for straks at løbe ind i et … kald. Men da Jakob Knudsen havde været flittig og heller ikke var dårlig begavet, skulle man have ventet et bedre udfald. Dog kan det gerne være rigtigt, hvad hans broder Jørgen Knudsen har fortalt, til hans undskyldning, at samme gang var en anden student Christian Bech fra Svendborg, en halvbroder til præsten, Christian Graae i Bødstrup på Langeland oppe til eksamen og denne havde skrevet en del af sine afhandlinger ud efter Jakob Knudsen. Da de ved censuren befandtes ens, anerkendte professorerne Jakob Knudsens afhandling for originalen, hvorfor han fik non, mens den anden blev vist fra. Da Christian Bech atter 1792 indstillede sig til eksamen, fik han non cont, blev præst i Tved ved Svendborg, gjorde et nyt giftermål, tog 1811 sin afsked og døde 1832 i København. Den 14. juli 1791 var Jakob Knudsen oppe til eksamen og sad på fjerde stol, samme dag tog også Hingelberg, der døde 1801 som præst i Aarhus stift, Bentzen, der 1828 tog sin afsked som præst i Aarhus stift, og Stabel, der 1836 døde som provst i Norge, theol. attestats. Af andre bekendte mænd, var ligeledes dette kvartal til eksamen, den senere som professor i landøkonomi ansatte G. Begtrup og den fromme kristelige præst Jens Hornsyld i Assens, der udmærkede sig ved sin folkelige Veltalenhed.
Efter endt eksamen tog han hjem til Ketting og var kort efter med til barselgilde i kroen, hvor hans broders førstefødte søn Johan Peter Knudsen blev døbt. Da han var noget brystsvag, blev han hjemme et år hos sin moder, og prædikede af og til i Ketting kirke. Imidlertid fik han også sin broder Jørgen med på Odense skole og rejste derfor hen på efteråret med ham til Odense, hvor han fik ham indlogeret hos den gamle hospitalsdegn Lars Limkilde, hvor Jakob Knudsen selv og de øvrige alsingere forhen havde boet.
Hans stilling som huslærer 1792-1805.
Han søgte flere pladser som huslærer og fik endelig 1792 ved prof. Seydlitz bevågenhed, en sådan hos provst, Peter Dreyer der fra 1777-1818 var præst i Østrup, mellem Odense og Bogense. Her skulle han undervise præstens 2 døtre, og fik i løn årlig 60 rigsdaler, der var den almindelige på den tid. Tillige fandtes i denne familie en smuk og behagelig omgang, der også blev hans broder Jørgen til del, når han i familierne fik indbydelse til at besøge dem. Jakob Knudsen forblev i dette hus indtil 1795, da begge døtre som voksne ophørte med undervisningen. Den ene af dem Christiane Lorentine Dreyer blev 1801 g. m. hr. Christian Ditlev Ammentorp, præst i Dalum og Sanderum, ved Odense fra 1785-1820, og at Jakob Knudsen må have været afholdt af denne familie, kan ses deraf, at da hans broder, Jørgen Knudsen 1811 blev ordineret i Odense, troede fru Ammentorp, at det var Jakob Knudsen, hvem hun havde glædet sig til at gense, og derfor pålagt sin mand, at byde ham en dag ud til middag, hvilket alligevel skete. At Jakob også var godt lidt og kendt af folk der i egnen skønnes deraf, at da hans moder engang sendte han et par nye støvler hjemmefra, som blev konfiskerede af toldvæsenet i Odense, fik han dem straks udleveret af toldinspektør Ramus, så snart hans broder meddelte denne mand, at de tilhørte Jakob Knudsen i Østrup præstegård. Ramus var nemlig en broder til fruen på Østrupgaard, hvor Jakob var meget godt bekendt. Han fik snart igen en ny ansættelse som informator hos kammerjunker Lorentz Christian Cederfeld de Simonsen til stamhuset Erholm og Søndergaarde i Fyn, tillige landsdommer over Fyn og Langeland, hos hvem han havde et meget brillant logi til sin benyttelse 2 store værelser, der er meget smukt møblerede, og ville han rejse ud, kørte den herskabelige kusk ham ind til Odense og andre steder. Her underviste han 4 sønner, der alle skulle være kadetter, den ældste søn derimod kammerherre Hans Wilhelm Cederfeld de Simonsen, som siden blev stiftamtmand i Odense, var allerede dengang student. Iblandt disse hans elever kunne mærkes hr. Andreas Christian Cederfeld de Simonsen kaptajn i Søetaten og R .a. D. og hr. Matthias Bartholomeus Cederfeld de Simonsen, kammerjunker og kaptajn, der døde 1833. Han fik her en meget betydelig gage, 150 rigsdaler årlig og havde han siden ønsket sig et præstekald, ville han vel også nok have opnået det, da kammerjunkeren yndede ham og havde patronatsret til flere kirker der i egnen. I denne stilling forblev han i 5 år fra 1795-1800, den ophørte da alle sønner var modne til at optages på akademiet. Under sit ophold her, gjorde han 1796 en lille rejse til København for at tage Demisprædiken. Hans broder Jørgen der dengang læste til anden eksamen, fik ikke tid til at høre ham, men på værtinden Mad. Jakobsen havde den gjort et gunstigt indtryk. Jakob Knudsen havde fået et logi i Adelgade, men da han en morgen besøgte sin broder, var han aldeles ophovnet i ansigtet og på halsen: Værelset havde nemlig været fuldt af væggetøj, hvorfor han straks måtte se sig om efter en anden lejlighed. I denne tid har han 1797 d. 3. sept. og 1801 d. 25. jan. været hjemme i Ketting, da han de nævnte dage har stået fadder på Bommerlund til de 2 sønner Nikolai Knud og Martin Christian Vogelsang. Førend han igen fik en plads, opholdt han sig atter i nogen tid hjemme hos sin moder, imidlertid tilbød der sig atter en lejlighed hos en forpagter Becker på Hellerup, der kort efter flyttede til Juulskov, som han forpagtede af en proprietær Lindegaard. Her skulle han undervise 2 sønner, der dog på grund af dårligt nemme ikke skulle studere. Den ene af dem blev senere købmand i Rudkøbing. Proprietær Lindegaard var skilt fra sin kone, havde ikke lært noget, men trængte til en L`hombre og selskab, for hvilket han alene levede. Når derfor Jakob Knudsen var færdig med undervisningen sendte han hyppigt bud efter ham, om at komme op og være ham til selskab, ofte måtte han også være makker til en L`hombre spil. Mens han opholdt sig her, var der atter udsigt til, at begge brødre skulle samles på Fyn, da Jørgen Knudsen fik en plads hos oberst Bülow i Svendborg. Men han fik ikke tid til at komme ud på Juulskov til sin broder Jakob. Omtrent et halvt år efter ophørte denne plads, og Jakob Knudsen tog nu her i sommeren 1805 hjem til sin moder, hvor han forblev indtil sin dødsdag, da han aldrig søgte gejstlig befordring. Førend hans afrejse fra Juulskov, forærede proprietær Lindegaard ham et stort guldur, der kan gå i 9½ døgn, uden at blive optrukken påny. Dette ur er endnu i familiens eje.
Hvorfor han ikke søgte befordring.
Det kunne synes underligt, at Jakob Knudsen, da han havde studeret og således kostet en del penge på sin undervisning, for bestandig tog hjem til sin moder og altså ikke lod disse års flid og møje komme til at bære frugt. Han har vist ofte måttet høre ilde derfor af andre mennesker, og hans broder Peter Knudsen til Lysholm foreholdt ham det flere gange. Billiges kan det heller ikke, i det mindste burde han ikke have lagt sig således hen uden virksomhed, men set sig om efter en anden lejlighed eller livsstilling. At han ikke blev præst, skønt han var bleven kandidat kan ikke undre os, når vi betænke at han oprindelig ikke selv havde følt kald til at studere, men at hans far, som det ofte går havde bestemt ham dertil, fordi han af natur var noget svagelig og når han derfor siden som student og kandidat ofte blev stukket i sit hjem med,” at nu kunne han blive præst der og der, efter denne eller hin mand,” ytrede han gerne i en halvvred tone, ” at han slet ikke ville være præst, det kunne han ikke lide, han havde alene studeret fordi det var hans fars vilje,” og han endte da gerne med heftige udfald mod præsterne og angreb denne stands svage sider,” at de førte et mageligt levned og sørgede kun for deres bug,” hvad desværre gælder med sandhed om mange af datidens præster. Dette viser os, at han ikke ret følte kald til at være præst. At han havde fået non cont. ville ikke have hindret hans befordring, thi hvor mange mænd med denne karakter, krøb ikke ind i et eller andet proprietærs kald, og ved kammerjunker Cederfeld de Simonsens hjælp, ville det også nok have lykkedes ham. Provst Fangel har engang fortalt,” at han skulle være blevet stående i en prædiken på Fyn, og da han fra denne tid af ikke atter turde bestige en prædikestol, trak han sig tilbage i sin ensomhed.” Det er dog vist næppe rigtigt; thi hans broder har aldrig hørt tale derom og desuden har han efter denne tid flere gange prædiket i Ketting kirke, i de første år han opholdt sig i hjemmet. Hans prædikener havde hans broder flere år liggende, men da de forekom ham at lide af en vis tørhed, brugte han dem til sidst til makulatur. Måske har han selv alt for meget følt det samme, og dette i forbindelse med den dårlige eksamen og de lange udsigter i fremtiden, hans 14 årige stilling som huslærer, der snarere førte ham bort fra end ind i den præstelige gerning, kan jo efterhånden have efterladt en mørk og trykkende stemning i hans sind, der lidt efter lidt bidrog til at gøre ham ked af gejstlig virksomhed, hvortil han ikke ret følte sig kaldet. Han havde derimod altid næret forkærlighed for landlivet og han lod sig også af og til forlyde med at han ville købe sig en ejendom. Det blev imidlertid aldrig til alvor, dels ville hans penge vel ikke være tilstrækkelige til en passende ejendom og dels var det vel også vanskeligt at rive sig løs fra den gamle moder, der sad ene, aldeles overladt til sig selv. Den hengivenhed han altid bar for sin moder, har vistnok også for en del bestemt ham til at tage hjem til hende.
Hans ophold i Ketting 1805-29.
Det var altså 1805 at han tog fast ophold i hjemmet; 2 år efter udbrød krigen med England og vedvarede lige indtil 1814. Når man betænke den uro og frygt, folk bestandig levede i så snart et engelsk krigsskib blot viste sig og hvorledes rygtet jævnlig spredtes rundt, ” at nu havde engelskmanden gjort landgang ved Fynshav, Mommark eller andre steder, så indser man let, at han i alle disse år, ikke let turde vige fra sin moder, der var en gammel kone på 70-80 år. I begyndelsen må det vistnok have været meget trist og ensformigt for ham, indtil han efterhånden vænnede sig til dette ensomme liv. En glæde må det derfor have været for ham, da hans brodersøn Johan Peter Knudsen 1813 tog imod sin faders sted og året efter giftede sig med den lille venlige og kærlige Christine Margaretha Frost af Nordborg, ligesom det også må have været ham kært, at Anne Christine Knudsen til samme tid blev g. m. Thomas Thomsen, ejer af Hjortspring. Dette sidste sted, Lysholm og kroen i Ketting var de steder, hvor han jævnlig kom; thi som en gammel pebersvend trak han sig altid mere og mere tilbage fra den øvrige verden og blev en slags eremit. Morgen og aften læste han i en eller anden gudelig bog så længe hans moder levede, måtte han læse højt, om dagen læste han i andre bøger. Ellers var han om sommeren mest beskæftiget i sin have, som han selv bearbejdede, og hvor man daglig så ham pusle med sine blomster og frugttræer, hvoraf der endnu stod mange fra hans morforældres tid. Skønt haven var simpel og uden anlæg, var den dog altid net, da han holdt den renlig og ordentlig; til enhver tid sprang der et smukt blomsterflor, og der var fuldt op af forskellige slags frugter, æbler, pærer, valnødder, kirsebær, blommer, ribs og stikkelsbær, så han havde rig lejlighed til at gøre børn og andre folk glade. På den høje banke havde han en smuk udsigt, ud over Ketting mark ned til stranden og indtil Augustenborg og til den anden side lå kirken, hvis smukke klokke morgen og aften mindede ham om hans barndomshjem.
Når pigen Marie Kirstine Andersen om sommeren gjorde stedets mange hovdage i Augustenborg slotshave, lavede han selv sin mad og kogte sin kaffe i en sort jydepotte, ellers var det da gerne hendes bestilling, lige såvel som at malke hans ko, hvilken imod betaling blev græsset og fødet i kroen. Om aftenen spadserede han tit op på kirkegården, når han da så sine små venner nede ved kroen, vinkede han ad dem med stokken, og glade løb de da op ” til den gamle farbroder bag kirken,” som de benævnede ham. Om søndagen mødte han altid i kirken, i de tidligere år havde han så ofte prædiket, men det hørte efterhånden op, jo mere tilbagetrukken og indesluttet han blev med årene. Søndag eftermiddag spadserede han gerne lidt ud, helst ned over Klokhøj til Kettinghav, og var da som oftest ledsaget af børnene i kroen. Da mine ældste søskende: Marie Elisabeth, Anne Christine, Knud og Dorothea Marie Knudsen var hans jævnlige selskab, de indfandt sig jævnlig flere gange om dagen, da han altid gjorde meget af dem, fortalte historier og eventyr, sang med dem og hjalp dem med deres legetøj; hyppig lå de hos ham om natten, de 2 ældste piger lå da inde hos ham i en alkoveseng, medens lille Knud skulle ligge hos pigen i køkkenet, undertiden blev de også flere dage hos ham. Han plejede da gerne at bage dem en pandekage eller lave dem andet godt, som de holdt af. En stor morskab for dem var det at se hans mange hvide høns, hvortil han havde 2 hønsehuse, og den mængde egne og fremmede katte, der søgte hertil for det gode ….. skyld. De havde hver sit eget navn, en stor gråflammet hunkat førte således navnet.” Bine.” Hans ko der altid stod på stald i kroen var en dag kommen løs og havde brækket halsen ved at falde ned i Spølkummen, men var ikke ringe forlegenhed, da han let kunne blive vred derover; imidlertid meddelte min moder ham bare ulykken, og han fandt sig godt deri, fik sig en ny ko, en stor hvidgrå som førte navnet ” Sember ”, der endnu levede flere år efter hans tid. Hans sædvanlige påklædning hjemme var meget simpel, men altid ren og ordentlig, de søgnedage sås han oftest i en gammel brun klædesfrakke, sjældnere i en grå, der var noget forslidt, ligeledes holdt han meget af at gå i tøfler. Han sås gerne, at familien, såvel som andre gode bekendte, slagter Hans Eriksen og farver Kirchner af og til kom til ham. Min moder gik gerne ned til ham om aftenen og sad og talte med ham, helst tilbragte hun en søndag aften hos ham, om dagen, havde hun mindre tid dertil. Når min fader om dagen gik ud i marken, så han gerne på tilbagevejen ind til ham; gik han da imellem hans dør forbi, kunne han nok tage det fortrydeligt op, men lod sig dog ikke mærke dermed til ham selv, hvorimod det da tit gik ud over min mor, til hvem han havde større fortrolighed, dog fortrød han hurtig sin heftighed og var af gemyt ellers en gammel, god og kærlig mand. Hans broderdatter på Hjortspring, besøgte ham også af og til og glemte sjælden at tage sin lille Jakob med, da der gerne vankede en stor skilling. Andre fremmede børn ville hellere end gerne med deres forældre når de betalte ham renter; thi han opvartede da med 1 glas mjød og tvebakker. Til provst Burchards gik han i de tidligere år stundom op, men kom da aldrig i de senere år, lige så lidt til andre folk der i byen. Hos biskop Tetens kom han aldrig, denne heller ikke hos ham, derimod gik frøken Tetens altid ned til ham med hilsen til og fra Ærø. Derimod vedblev han med at gå op i kroen og med min moder kørte han jævnlig med til Lysholm og Hjortspring, især gik turen hyppigt det første sted hen. Han og min moder sad da sammen på det bageste sæde, børnene på det forreste og hele vejen gik det i en munter passiar, da hun af natur var meget livlig og underholdende. I sine yngre år spadserede han jævnlig til Lysholm, og når det så undertiden hændtes, at begge brødre af en eller anden grund blev lidt højrøstede tog Jakob Knudsen om eftermiddagen sin hat og stok og gik sin vej. I de senere år blev forståelsen dog bedre mellem dem og aldrig forstyrret. Da man engang kørte til Hjortspring, væltede vognen. Alt gik dog godt, man lo og spøgte og især var han glad over,” at han var falden med min moder i sine arme.” Til Ærø tog han også over engang imellem, enten alene eller i selskab med andre af familien, derimod tog han det gerne ilde op, når hans broder og hans kone under deres alsiske besøg altid lagde sig ind på Nordborg og blot gav ham en lille visit, når de kom og rejste, eller når de en dag besøgte Biskop Tetens i Ketting. Tante Frost tog altid derind, når hun rejste til og fra Ærø, dog havde hendes mand vistnok penge af ham.
Han sygdom og død 1829.
I de sidste 2 år havde han koldfeber hver 3. dag, hvoraf han til sidst døde. Han blev da lidt mere vanskelig at omgås. Han havde flere gange taget det ilde op, at min far ofte var gået hans dør forbi, uden at komme ind til ham. Hans harme og bitterhed i denne henseende brød en dag løs over min moder, der tog sig det meget nær, da samtidig andre daglige næringssorger netop på den tid trykkede hende, blev hun alvorlig syg, og måtte holde sengen i en lang tid. Den gamle Jakob Knudsen fortrød det straks, men hans sygdom tog overhånd, så at han ligeledes måtte til sengs, hvorfra han ikke siden kom op. Han beklagede tit sin heftighed, da han altid holdt meget af hende, og ønskede blot at få hende at se igen. Dog derom kunne der slet ikke blive tale, da hun selv lå farlig syg og til en tid endogså var opgiven af lægen. I hendes sted plejede hendes ældste datter Elisabeth ham i hans sygdom oh lå altid hos ham om natten. Han døde 1829 d. 24. aug. og blev kort efter begravet på Ketting kirkegård ved siden af sin moder. En stor hvid sten blev lagt over hans grav. (Ketting kirkebog, Geistlig stat., mundtlig. fort. af præsten J. Knudsen og andre.)
Hans formue blev delt mellem hans to levende brødre, Johan Peter Knudsen til Lysholm og præsten Jørgen Knudsen i Tranderup og den afdøde broder, Knud Knudsens to børn: Johan Peter Knudsen i Ketting og Anne Christine Knudsen, der var g. m. Thomas Thomsen på Hjortspring, hvilken sidste broderen lod gå i lige arv med sig, dog vistnok imod, at hun gav sit minde til, hvad de 2 farbrødre ville have:” at stedet med tilliggende grund, der var indlemmet i kroens areal ved udskiftningen, skulle overlades til Johan Peter Knudsens ældste søn Knud Knudsen frit ud uden købesum.” Da denne søn dengang var 16 År gammel og engang ville få kroen, har familiens agt været igen uden videre besvær at forene begge steder; men da faderens omstændigheder 1829 var temmelig trykkende, har man altså for at sikre ham imod kreditorernes fordringer overladt det til sønnen. Hans pige Marie Kirstine Andersen skulle have den seng, hun lå på; men da den syntes meget høj, befalede Anne Christine Thomsen hende at tage den frem. Hun blev da gal i hovedet, kastede det ene stykke efter det andet ud på gulvet, og det viste sig da, at hun havde lagt omtrent 3 senge ind i den. For resten var hun i andet, heller ikke tro og hendes far, der boede i nærheden ” den gamle græstyv ” Peter Andresen slæbte meget brænde og tørv hjem af hans lade. Marie Kirstine Andresen blev af folk anset for en heks, men uden grund. Hans øvrige bohave og gods delte familien i mindelighed indbyrdes imellem sig. Hans guldur kom til Lysholm og en del af hans sølvtøj kom til Ærø. Hans portræt udklippet i silhuet, var derimod tidligere tid kommen med Lisken til Bommerlund (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen og Mad. Anne Joh. Knudsen på Lysholm).
|
