§ 14. Johan Peter Knudsen til Lysholm, f. 1768. II Han flytter tilbage til Als 1796.
1796 til majdag fratrådte han sin ejendom i Brunde, flyttede tilbage og tog imod sin svigerfars ejendom Østerholm stamparcel. Han tog imod den med alt, hvad der fandtes på ejendommen: besætning, redskaber m.m., og skulle herfor give 10.000 rdl, i hvilken sum dog det blev regnet dem til gode, hvad hans kone endnu skulle have som arv, foruden de 2000 rdl., hun allerede havde fået. I alt fik hun efter sin far, foruden sit udstyr 5000 rdl..
Han bygger Lysholm 1796.
En ulempe ved gården var det, at den lå aldeles adskilt fra sit jordareal. Bygningerne lå helt inde på Østerholm, mens markene lå langt borte i den vestlige del af den gamle herregårdsmark, og derfor besluttede han sig straks til at flytte gården ud, hvortil han i øvrigt blev tilskyndet af møller Christian Hansen på Østerholms mølle, der altid
var hans meget gode ven. Han lagde straks hånd på værket, indkøbte en del tømmer og andre materialer, fik også en del af sin moder, som havde haft i sinde at bygge sig et nyt aftægtshus, hvad dog ikke blev til noget. Han antog murermester Christian August Christensen i Ketting til bygmester, der dengang gjaldt for en meget duelig mester i sit fag, og hen i sommeren var grundstenene til den nye bygning lagt. Til byggeplads valgte han det sted, hvor de to jordarealer: Lauensbjerg og Holmkobbel stødte sammen, så at gården i fremtiden kom til at ligge midt i sine marker. Gården blev efter dansk stil bygget i en firkant, med en smuk anseelig gårdsplads i midten, dog blev bygningerne ikke sammenbygget, således som det i almindelighed er tilfældet med ældre gårde i Danmark, men der fandtes en åbning i alle fire hjørner. Stuehuset blev lagt imod syd, i øst - vestlig retning og bestod af fjorten fag, der var tagne fra den tidligere forpagterbolig på Østerholm, hvis anden teglhængte halvdel blev stående derinde til aftægtshus, for hans gamle svigerfader, Nik. Ernst Andersen. Det kan også endnu ses af dets tykke solide mure, der er opført af de gamle røde mursten, hvoraf også hint hus på Østerholm er opført. Over indgangsdøren imod nord lod han opføre en kvist på tre fag, i hvis øverste spids læses: J. P. K. 1796. Deraf ses altså, at det er blevet færdigt allerede 1796, dog er de næppe flyttet ud, før 1797, og i dette år er vistnok først ladebygningerne blev udflyttede. Han foretrak stråtag for teglhæng, og en del af de overflødige tagpander anvendte han derfor på bryggerset. Lige over stuehuset imod nord, blev opført en lade på atten fag, hvis senere tømmer og anseelige højde vidner om, at den engang har været en del af det store kohus på Østerholm. Den blev atter kohus her på gården. Imod vest kom hestestalden til at ligge og lige overfor den anden lade, hvori bryggerset anbragtes. Da han var færdig gav han gården navn af ”Lysholm” efter den nærliggende store mose ”Lysmose”, der også går ind på Elstrup mark. Han kunne ikke have valgt et mere passende navn.
Stuehusets indretning.
Stuehuset var fjorten fag langt. Fra gårdspladen kom man op ad den høje stentrappe gennem en dobbeltdør ind i forstuen på to fag, der imidlertid ved en panel væg var delt i to dele, således at en lignende mindre forstue på to fag igennem en dobbeltdør ledte ud til haven. I den forreste forstue førte en bred trappe op til loftet. Her stod iblandt andet et meget stort ……. klædeskab af egetræ, som han havde købt med gården i Brunde. Denne forstue tværs igennem huset delte lejligheden i todele: den daglige og stadslejligheden. Fra den forreste forstue førte en dør ind til den store sal på fire fag, der lå imod nord ud til gårdspladsen. Heri fandtes to store linnedskabe og to store dragkister med skabe på, og smukt udskåret snitværk, samt en fem, seks gammeldags lænestole med tolv tilhørende højryggede stole, på hvilke fandtes rosetter og andet snitværk. Bagved salen ud til haven imod syd lå to gæstekamre, hvert på to fag, til det øverste førte en dør ind fra salen, til det nederste en dør fra haveforstuen. Det sidste kaldtes alm. Jomfru Tagesens kammer, eller blot Jomfrukammeret, fordi det tjente denne til sovekammer, når der fandtes en jomfru på gården. I ethvert af dem stod en opredt himmelseng med gardin-omhæng. På grund af svampen fandtes i disse to kamre stengulv. Lige overfor sals døren, førte en dør fra forstuen ind til den store dagligstue på tre fag imod nord, der dog kun brugtes til fremmede. Denne var ligesom salen belagt med bræddegulv, men i øvrigt ligesom alle de andre værelser havde den hvidtede vægge. Her stod en himmelseng med gardin-omhæng, en gammeldags chatol med skab på, hvori sølvtøjet havde sin plads, den store stadselige klokke med sit smukke sangspil, flere gammeldags lænestole med dels højryggede, mørke stole, en stor massiv kakkelovn med kobberrør og tilhørende jernplade. En dør herfra førte ind til den mindre dagligstue på to fag, der lå imod syd ud til haven, og to andre døre dels til køkkenet og dels til spisekammeret. I den mindre dagligstue fandtes en alkoveseng med døre for og et stort slagbord mellem vinduerne, på hver side af dette stod to lænestole, den ene til ”fatter” og den anden til ”mutter ” og langs med væggen på den ene side fem, seks stole og to på den anden side, hvor en dør førte ud til køkkenet, samt hvor en kakkelovn stod. Her spandt pigerne om dagen, og om aftenen sad hele gårdens folk her inde hos dem selv. Ved siden af disse to stuer lå køkkenet på tre fag imod haven, og spisekammeret på to fag ud til gårdspladsen. Langs med vinduerne i køkkenet stod et langt bord med låsede skuffer og lange bænke på begge sider; thi her sad folkene og spiste. Ligeledes stod her et meget bredt og højt ”fadrik” eller ”fadehylde ”, hvor på den ene side fire, fem dusin smukke tinfade og tallerkener, og på den anden side dels af hvidt stentøj, prunkede, nedenunder skinnede det blanke kobbertøj. Det følgende fag bestod af vaskekammer til haven og en forstue til gården, hvor den dagligdags indgang fandtes. De to sidste fag bestod af et pigekammer mod syd, og en mælkestue imod nord. Denne sidste var alt for lille, og mælken opsattes efter den ældre tids skik på hylder op imod væggen. På lofter fandtes et langt kvistværelse på et fag, hvor eleverne havde deres lejlighed, når sådanne fandtes, ellers tjente det til pulterkammer. Den øvrige del brugtes alt sammen til kornloft. Dog stod der en del kister og desuden rullen. Salen kaldtes ”e stou”, stadsstuen, dagligstuen: ”det store og lille dørnsk” og forstuen: ”e frangulv.”
Ladebygningerne.
Kostalden var 18 fag lang. I de 10 fag imod vest indrettedes kostalden og de øvrige 8 fag bestod af en tærskelo i midten og 2 kornkister på hver side af denne. Fra loen førte en port ind til den, meget brede fodergulv, der egentlig var loens fortsættelse tværs igennem huset, og i 18 båse vendte køerne hovedet ind imod denne. En gang tværs? over fodergulvet forbandt begge stalde med hverandre, således at i hver stald stod 8 køer på den ene og 10 på den anden side af denne fodergang. I den forreste bredere stald, var der på den østlige side, indrettet bagved køerne: røgterkammer, hønsehus og en lille kalvelade, på den vestlige side småbåse for kvier og større kalve. En stor bred port førte imod vest ud fra fodergulvet, så at der om sommeren kunne køres igennem den og op i loen, og på hver side af denne, for enden af hver kostald 2 døre, igennem hvilke køerne sloges i vand, og for enden af tværgangen fandtes ligeledes 2 døre, hvoraf den sydlige førte ud til gårdspladsen og den nordlige ledte ud til møddingen imod nord. Disse mange døre og porte gjorde stalden temmelig kold, ligesom det var en slem ulempe, at køerne om vinteren måtte vandes udenfor i den strenge kulde. I den vestlige lade indrettes en lang lo i midten langs igennem hele laden, til den ene side ud imod gården anbragtes karlekammer og hestestald med en 13-14 båse, hakkelseskammer og et rum til seletøj, til den anden side en lang kornlade. I huset lige overfor denne bygning fandtes i den sydlige ende bryggers og bagehus med ovnen og renden, over hvilken del fandtes tag pander, endvidere kernegang, brændelade, vognskur og 3 svinelader. Bagved denne sidste bygning lå for enden af frugthaven en lille lade til huggerum, ande- og gåsesti. Det hus lå tidligere oppe i marken, hvor det efter bestemmelsen blev opført som et parcelhus, men blev senere ført ned til gården. Imellem hestestalden og våningshuset lukkedes gårdspladsen af en låge, hvor igennem indkørslen skete, og ligeledes forbandtes på den modsatte side våningshuset med bryggerset ved et stakit, hvor en lille låge førte ind til haven.
Havens stil.
Haven var dengang ikke så stor som nu. Når man omtrent en favn fra lågen, drage en linje parallel med huset og overskærer denne linje ved en anden i flugt med bryggersets østlige mur, da havde man omtrent havens daværende firkantede form. Langs med huset løb en gang der var indhegnet af en høj hække ” Ligustrum ”. Det stykke ud for huset var ved 2 gange, den ene på langs og den anden på tværs delt i 4 ruder, der anvendtes til køkkenurter; langs med disse 2 gange løb lange blomsterbede med indfatning af buksbom. I den gang lige for huset fandtes 2 høje kegleformig klippede taxttræer og for enden af den et lysthus af sammenbøjede linde. Det bedste i hele haven var imidlertid de mange store og gode frugttræer, de forskellige kirsebær, blomme, kreger og ferskentræer m.m. Ved siden af haven lå en smuk frugthave, som dog aldrig har givet synderligt udbytte, da jordbunden dels måske ikke vel egnede sig for æbletræer, dels var de måske plantede for dybt i jorden. Det sydøstlige stykke af frugthaven lå åbent med græs, hvor man plejede at blege væv. For at give gård og have den fornødne læ plantedes 2 lange rækker popler omkring gården imod vest og andre imod øst, hvoraf flere endnu findes. Alt dette havde han for en del selv plantet.
Markens inddeling.
Marken var vist ikke i den bedste forfatning da Joh. Peter Knudsen tog mod gården; thi Jes Juhler, som havde haft den i forpagtning mens Nik. Ernst Andersen var på Gammelgaard, havde nærmest sørget for sin egen jord. Desuden fandtes en mængde store sten der, som han i de første år lod opgrave og anvendte dels til byggegrund, dels til stenhegn. Han lod marken inddele og indhegne i 9 omtrent lige store marker eller kobler i Nørre og Sønder Lauensbjerg. 5 som fik følgende navne ”Antoinettes”, ”Timians”, ”Langs”, ”Bjerge” og ”Damkobbel”, og i Holmkobbel, syd for gården 4 nemlig: ”Lysmos ”, ”Ryggelsled”, ”Tofthøj” og ”Peter Smeds kobbel”. Det første fik navnet Antoinettes kobbel efter en gammel kone, som i en lang række af år, boede i det herved liggende parcelhus, som hørte dengang til gården, og det sidste fik navnet Peter Smeds kobbel, efter deres nabo Peter Smed, parcellist i ”Bostedvrå”. ”Ryggelsled” fik navn efter den tilgrænsende banke på Elstrup mark: ”Ryggelsbjerg” og stenten ved stien til Elstrup førte samme navn,” Lysmose” fik navn efter mosen af samme navn, som også fortsættes ind på Elstrup bys grund, Tofthøj hed denne del af Holmkobbel i gamle dage. ”Timianskobbel”, som også kaldet ”Midtkobbel” fik navn efter den megen vilde timian her voksede på enkelte banker og ”Damkobbel” fordi det grænsede ind til gårdens dam. Gården lå nu midt i sin jord, og da han efter den tids skik var anset for en dygtig landmand, der førte godt tilsyn med sine folk, satte han den også efterhånden i god stil. Imidlertid kan det dog nok være at man for længe, vedblev en alt for ensformig behandling af jorden, ved den gentagne langstrakte sæddrift, uden at veksle med ærter og anden bladfrugt. Thi i de senere år gav jorden ikke meget af sig, hvilket vises, at den trængte til en forandring i driftsmåden. Den sædvanlige avlsdrift i en lang række af år var nemlig følgende: 1. Halvdelen udlagt til brak, resten tilsået med boghvede, hør m.m. 2. rug. 3. byg. 4. byg og havre. I en del år blev det tilsået med blændkorn af byg og havre, der fandt god afsætning til brænderierne. 5. havre. 6. kløver. 7-9. græsning. Forunderligt var det, at han ikke merglede jorden, da merglingen fra 1810, begyndte at komme mere og mere i gang. Han havde selv stor lyst dertil, fik også begyndt med et lille stykke i Peder Smeds kobbel, men hans kone holdt ham tilbage derfra, ”fordi det var synd, for de stakkels heste”.
Gårdens areal udgjorde 93 tdr. 3 sk. land stort mål, og der holdtes en besætning af 8 arbejdsheste, 31 køer og en tyr foruden plage, kvier, kalve, får og svin. Til en tid senere holdtes følgende heste, der i reglen blev meget gamle: 1. ”Misse”, en brun hoppe. 2. ”Stjerne”, en sort vallak, der brugtes til kærnehest. 3. ”Baltser”, en meget stor rødblisset vallak. 4. ”Blak”, en stor blakket, blisset vallak. 5. ”Sortman” 6. Bonnes”, 2 sorte heste, der en tid lang var køreheste. 7. ”Dokke”, en blankbrun stjernet hoppe, der lagde flere føl til. 8.”Klaus”. 9. ”Fritz”, 2 sorte yngre heste, der siden blev køreheste. 10.”Goliath” og 11.”Lisken”, 2 blankbrune plage. Køerne var sorte grå brogede i alle farver, den røde farve var sjælden, fandtes der røde, var det lyserøde og ikke mørkerøde, som nu er den alm. mode. De var i reglen meget storhornede. Af køerne kunne mærkes: ”Kejser”, ”Kejserinde”, ”Prinsesse”, ”Komtesse”, ”Frøken”, ”Mejerske”, ”Vakkerdame”, ”Smukke dame”, ”Goliat”, ”Juves”, ”Kommandant”, ”Sergent”, ”Hofråd”, ”Taffeldækker”, ”Krone”, ”Rosenkrans”, ”Rosenblom”, ”Nelliken”, ”Viol”, ”Lille tulipan”, ”Sommer”, ”Silke”, ”Snekke”, ”Rold”, ”Ryge”, ”Hjerterar”, ”Stjerne”, ”Ringeløv”, ”Vittenkop”, , ”Graas”, ”Røn”, ”Hukken”, ”Grågylden”, ”Borrik”, ”Magentrok”, ”Rose”, ”Trælitendans”. Flere af disse navne er halv plattyske, og er sandsynligvis af de gamle hollændere blevet indførte på herregårdene i gamle dage.
Hans skatteforhold 1796-1831.
Ved nedlæggelsen af Østerholm Herregård blev som bekendt parcellisterne fri for at give nogen købesum, de enkelte stykker blev solgt for den højeste årlig kanon, eller afgift, der for stamparcellen udgjorde 395 rdl. Cour. Da denne høje afgift i længden ikke kunne svares, men ville blive alt for trykkende, nedlod regeringen sig ifølge rentekammerskrivelse af 5. nov. 1782, på en delvis afløsning af kanon, således at denne blev nedsat til 7 mk Cour. årlig, for tdr. land a 320 roder, samt med en udbetaling for de 3 parceller til Lysholm af 3050 rdl. 11 sk., hvilken sum tilligemed renter udbetaltes i 4 år, nemlig for 1783-86 … Stamparcellen kom ikke herved i betragtning, da den fra først af var bleven solgt for en købesum, og derfor blev belagt med en fast årlig kanon.
1. Den årlige kanon. 1783-1831.
Fra 1783-1831 betaltes således uforandret i årlig kanon af Lysholm 3 parceller, der bestod af 87 tdr. 3 11/16 skæp. stort mål 204 rdl.. 3½. Cour., af slotspladsens 4 tdr. 8 rdl.. og et stykke skovlund, kaldet ” Rum ” 1 tdr. 7 ¼ skæp. land 3. rdl.. 39. Cour. Gårdens samlede areal udgjorde således i stort mål: 93 tdr. 3sk. land, hvoraf svaredes en årlig kanon, 215 rdl.. 42½ s. Cour., eller nu 345 rdl.. 2 mk 8 sk R.M.
2. En overordentlig skat 1799.
1799 findes ligeledes i skattebogen at være betalt i overordentlig skat: 13 rdl. 1 mk 7 sk. 8 penning Cour, dog kun for dette år alene.
3. Distriktchirurgsgæld 1799-1831.
Fra 1799-1831 opføres hvert år en skat under navn af ” Distriktschirurgsgæld ” eller Doktorgæld: 36 skil. 5 penning Cour., eller 1 rdl. 1 mk. 5 sk R.M.
4. Grundskatten 1802-31.
Da krigsforholdene påbød nye skatter, indførtes 1802 grundskatten, hvor en ny matrikel lagdes til grund, idet 1 tdr. land blev beregnet til 260 kvadratroder. Gårdens daværende areal blev beregnet til 115 skattetønder. Denne skat varede ifølge skatte bogen indtil 1815, fra hvilken tid den slås fast til en bestemt årlig skat: 76 rdl. 2 mk. RM. Førend denne tid oversteg den nogle år langt denne sum, således 1812 løb den op til: 144 rdl.. 3 mk 2 sk. R.M.
5. Rigsbankshæftelsen 1813-45.
1813 kom hertil endnu Rigsbankhæftelsen. Af jordens taksationsværdi toges 6 procent courant som basis for den kapital, der skulle udredes til banken, så at når Lysholm dengang havde en taksationsværdi af 18.280 rbdl blev gælden til banken 1096 rdl. 17 sk, hvoraf atter årlig skulle svares 6½ procent renter eller også kunne kapitalen også en gang for alle udbetales, hvorved da naturligvis den årlige rente eller skat straks faldt bort. Knudsen foretrak at betale den årlige rente, og ydede således årlig indtil 1818: 71 rdl. 28 sk. R.M. Dette år blev banken af regeringen erklæret for National-ejendom og overgik til et privat interessentskab. Der blev da stillet følgende alternativer til de bankpligtige i Hertugdømmerne. 1. at de vil vedblive, at være interessenter i banken, når de erklærede sig herfor og vedblive at betale de 6½ procent. Når bankens status da engang var bleven realiseret, kunde de som medlemmer af den, vente årlig rente af den. Deres tidligere tvungne indskud blev da betragtet som rentebærende aktier, eller 2, de kunne løssige sig fra banken, ved kun herefter at svare 6 procent, indtil banken var realiseret. Joh. Peter Knudsen valgte ligesom de fleste her i hertugdømmerne det sidste: thi dels forstod folk sig ikke derpå, og dels frarådede de tyske embedsmænd at gå ind på det første alternativ. De få kloge folk, der valgte det første, formåede fra 1845 årlig den glæde at få høje renter tilbagebetalte af banken. Således betaltes da af Lysholm årlig fra 1813-18, 71 rdl. 28 sk. og fra 1818-45, 65 rdl. 77 sk R.M Da der kun går 48 sk på en rdl, er de 77 sk formentlig skrevet fejlagtigt af (J.A. Nissen). 1845 ophørte nemlig forpligtelsen til banken (hans skattebog og meddelelse af min broder Knud Knudsen til Lysholm)
6. Det fulde skattebeløb 1804-31.
1804 udgjorde hans hele skattebeløb 389 rdl. 5 mk RM. 1808 395 rdl 2 mk 12 sk. 1809 406 rdl 5 mk, 1810, 414 rdl 1 mk, 1812, 482 rdl 2 mk 6 sk. 1813 536 rdl 1 mk, 1814 483 rdl 4 mk 4 sk og på dette punkt, blev den omtrent stående de følgende år. Fra 1818-31 er den kongl. Skat årlig 488 rdl 3 mk 10 sk foruden kommuneskatterne.
7. Kornpriserne fra 1795- 1815.
Man ser altså heraf, at de sad ingenlunde billig for gården, skatterne var høje, og regeringen vedblev med at lægge nye skatter på og forhøje dem på grund af krigen. Hvad der hjalp igen, var dette, at i en del af denne tid var priserne på landets produkter: Korn og andre livsfornødenheder ret gode, det bevirkede, at de ikke blot udbetalte deres gæld, men også i alle de første år de sad for gården, må have samlet deres egentlige kapital. Jorden gav også god grøde. Vi ville derfor her give en udsigt over kornpriserne for en del af disse år:
1795 kostede en tdr. rug 11 mk 10 sk, 1 tdr. byg 9 mk 15 sk, 1 tdr. havre 5 mk 9 sk Cour.
1796 1 tdr. rug 7 mk 12 sk, 1 tdr. byg 6 mk 9 sk, 1 tdr. havre 3 mk 13 sk.
1797 1 tdr. byg 6 mk, 1 tdr. havre 3 mk 5 sk.
1798 1 tdr. byg 7 mk 4 sk, 1 tdr. havre 4 mk 8 sk.
1799 1 tdr. byg 10 mk 8 sk, 1 tdr. havre 8 mk 8 sk.
1800 1 tdr. byg 11 mk 13 sk, 1 tdr. havre 6 mk 8 sk.
1801 1 tdr. byg 9 mk 14 sk, 1 tdr. havre 4 mk 4 sk,
1802 1tdr. byg 9 mk 8 sk, 1 tdr. havre 6 mk 2 sk
1803 1 tdr. byg 10 mk , 1 tdr. havre 5 mk 9 sk,
1804 1 tdr. byg 10 mk 15 sk 1 tdr. havre 6 mk 10 sk.
Det er fra Hørup kirketiende korn (Hørup præstearkiv).
1802 i marts kostede 1 tdr. ærter 9 mk Cour. 1 tdr. byg 9 mk 8 sk, 1 tdr. havre 6 mk 4 sk, 1 tdr. rug 17 mk , 1 tdr. byg 9 mk 10 sk, 1 tdr. ærter 14 mk , 1 tdr. boghvede 10 mk 4 sk, 1 tdr. hvede 21 mk.
1803 1 tdr. rug 11 mk 1 sk, 1 tdr. byg 10 mk , 1 tdr. hvede 16 mk , 1 tdr. ærter 11 mk 8 sk, 1 tdr. havre 5 mk 13 sk, 1 tdr. boghvede 10 mk (Egen præstearkiv).
1809 kostede 1 tdr. byg 6 mk, 1 tdr. havre 4 mk 8 sk.
1810 1 tdr. byg 5 mk 8 sk, 1 tdr. havre 3 mk 9 sk (Hørup præstearkiv).
1812-13 kostede 1 tdr. rug 5 rdl 2 mk, 1 tdr. byg 4 rdl 4 mk , 1 tdr. havre 2 rdl, 4 mk, R.M. (Egen præstearkiv).
1814 1 tdr. byg 6 mk 13 sk. cour. 1 tdr. havre 4 mk.
1815 1 tdr. byg 5 mk 1 sk. 1 tdr. havre 3 mk 4 sk (Hørup præstearkiv).
Hans kones dygtighed.
Det var i det hele taget ret gode priser, der holdt sig i alle disse år. Og når man tager i betragtning, at de begge to var meget fornuftige og sparsommelige folk, så er det også klart at de uagtet de høje skatter, må have lagt grunden til deres formue i disse år. Det gælder til fulde også om hende, hvad der gælder om ham selv, at hun var en lille dygtig og i sit hus meget virksom kone. Hun slog selv sit smør lige indtil hun afstod gården, passede selv sine mange ænder og høns, hvorfor hun havde stor passion, og var der en travl tid spændte hun selv hesten for og fra kærnen. Havde karlene arbejde i marken eller andetsteds på gården, gav hun selv ”de stakkels heste” foder, slog køerne i vand, da de altid blev holdt inde om sommeren, og gav svinene at æde.
Tarvelighed i levemåden.
Når den udvendige syssel var gjort, satte hun sig ind på sin lænestol for at spinde, hvor hendes piger da også efterhånden indfandt sig. Om søndagen strikkede hun gerne strømper eller uldne trøjer. Om aftenen sad hun og pigerne i den lille stue med dens spinderokke omkring et lys, der stod på et lille grønt bord i midten, alle karle sad rundt omkring i stuen. Og ”Fatter” selv i sin lænestol; der fortaltes da undertiden historier, blev sungen viser, deriblandt mange gamle kæmpeviser, hvoraf den gamle tærsker Jens Jensen fra Mors, kunne en mængde, eller også taltes om andre ting. Kl. 9 rykkede karlene op, de andre blev siddende indtil kl. 10, og da opvartedes gerne med stegte æbler. Dette viser deres tarvelige levemåde, således levede man til dels på flere af forpagtergårdene og de større proprietærgårde til den tid på øen.
Hendes sparsommelighed.
Men på den anden side forstod hun også at føre en sparsommelig husholdning. Nok skulle folkene og de fremmede, der kom i besøg, have, men her intet ”spildes”, således var hendes grundsætning i det hele. Om morgenen fik folkene til davre mælkegrød og en skive smør både morgen og aften, med hvilken de selv måtte ses til at komme ud; thi mellemmad blev der aldrig opvartet med undtagen i høstens tid, da hver person fik et tykt stykke brød med ost på. Kl. 11½ var middagstid, på søndagen fik enhver sin portion kød eller flæsk på lange træ bakker, ville de gemme noget deraf til deres brød, måtte de spise så meget mere af kål og ærter. De andre dage fik de da tit grød, og da ofte en stegt fisk eller en pandekage, hvoraf de tit også levnede noget. En anden dag i ugen fik de igen kødmad, i almindelighed ærter, undertiden også saltsuppe eller andet. Søndagen var i almindelighed kål. Skønt portionerne ikke var overmåde store, havde de fleste af folkene dog gerne deres smørkop godt forsynet, og gemte desuden af kød, flæsk, fisk, pandekager m.m., for at spare derpå og tage med deraf hjem til deres familie, spiste de så meget mere brød og grød. Om aftenen fik de til nadveren byggrød, kogt i mælk, om søndagen boghvedegrød. Pigerne fik en skål kaffe om eftermiddagen, karlene ikke, derimod fik de alle kaffe om søndag eftermiddag. Efter hans død kom busvenden Jes Christiansen Sundebo gerne om morgenen ind for at tale med hende om, havde der skulle bestilles, og da fik han da regelmæssig en krukke kaffe. Ligeså tarveligt gik det også til ved deres eget bord. Formaden var for det meste af folkenes gryde: eftermaden derimod ofte lidt særkost. Kom der fremmede, blev de gerne om aftenen beværtede med varm mad, i almindelighed risengrød, en tyk pandekage eller stegte ænder. Mine søstre var da altid ængstelige for, at der skulle blive for lidt, men hun plejede at svare: ”hvorfor man dog skulle spilde så meget til ingen nytte”. Fik de end nok, blev det dog gerne passet således, at der ikke blev meget levnet. Derpå havde hun et godt greb. Hun var ikke heller meget for stads, hun gik altid meget tarveligt, men dog altid meget pæn og ordentlig klædt. Til dagligdag gik hun bestandig med koneklæde og trøje, hvorimod hun bar kappe og kjole af…… eller Orleans, når hun tog ud. Hendes mand ville gerne, at hun skulle følge moden lidt mere end hun gjorde, ”da de godt kunne læste at have det ligesom andre folk”, hvortil hun indvendte ”at derom bekymrede hun sig ikke og hvad det var for hende”. Da levevis efterhånden begyndte at stige, var det ikke så underligt om hun undertiden kom til at stikke en smule af ved sin simple og jævne klædedragt. Således var hun 1816 med til sin søstersøn, Nik. E. Frost` bryllup i Nordborg præstegård, hvor hun mødte i en lys sirts kjole og sorte uldne strømper. En anden gang var hun med til et familiegilde hos Frosts, hvor det plejede at gå rigtig løs, når familien fra Ærø var i besøg, eller der holdtes et barselgilde; iblandt en mængde fremmede fra Nordborg og Oksbøl var også familien fra Lysholm, Hjortspring og Ketting indbudne. Hun bar dette år 1829 sorg for sin svoger, Jakob Knudsen i Ketting og mødte derfor i en sort hjemmegjort kjole og en skøn hvid kappe. Den lille beskedne og tilbageholdne kone passede dog alligevel bedst i det stof, hvad hun ved sin egen flid havde virket.
De holdt ingen omgang.
Derfor holdt de heller ikke stor omgang, den indskrænkede sig nærmest til familien og enkelte andre gode bekendte. Hun blev i grunden helst hjemme i sin daglige syssel. Joh. Peter Knudsen havde nok lyst til at komme ud engang imellem, han havde derimod tit sin nød med at få hende til at tage ud med. Da der således 1819 var barnedåb på Bommerlund, hvor hendes svoger kapellan, Jørgen Knudsen på Nordborg holdt drengen over dåben, måtte han nøde hende længe inden han kunne komme af sted. Flere gange tog hun sit rejseslør på og af igen, endelig dækkede hun også bordet og følgen til sidst blev da den, at han måtte gå alene der ud, hvor man ikke længere ventede dem, men troede at de havde fået forfald. Man havde da allerede spist suppen. Udenfor i haven forklarede han siden sin broder, Jørgen den rette sammenhæng. Han havde da også sin nød med at få hende med ind i storstuen, når der kom en eller anden i besøg, men mest til ham. Flere gange kom han da af og til ind til hende i den lille dagligstue, hvor hun sad og spandt og sagde:” Aah! kom dog nu ind, det kan jo ikke gå an. ”Til sidst måtte hun da af sted, hvor nødig hun ellers ville. En anden sag var det med sådanne, hun godt kendte og stod på en fortrolig fod med, da ville hun nok tage imod fremmede og igen besøge dem. Det første skridt var dog altid svært at gøre. Endskønt han også af naturen var bly og undseelig, ville han dog gerne se gode bekendte hos sig og tage ud engang imellem, helst til familien. Var han i andet fremmed selskab, plejede han gerne at være tavs og tilbageholden, ellers kunne han nok være munter og spøgefuld og slå en hjertelig latter af. Især var han meget agtet og elsket af egnens beboere, både i Brunde og senere på Als, da de ikke skyede omgang med deres nærmeste naboer.
Deres gudsfrygt.
Med alt dette var de begge meget gudfrygtige og fromme folk. Når de var stået op om morgenen kl. 5, hvormed hun vedblev selv i sin høje alderdom, læste de gerne først i deres bønnebog, førend pigen bar deres kaffe ind i stuen. Hver anden søndag kørte de regelmæssig i kirke, i deres tidligere dage gik de også ofte eller i det mindste op til det ”krumme led”, mens vognen hentede fatter Andersen og jomfru Tagesen på Østerholm. Den søndag han ikke var i kirke, læste han gerne en prædiken op af Jesper Brochmanns postille, der overværedes af de folk, der havde lyst til at høre derpå. Jule- og nytårsaften blev der sunget af dem selv og folkene i forening, flere salmer, og Brochmanns udlægning af dagens evangelium læst højt. Derefter spiste folkene i den lille dagligstue, mens de selv trak sig ind i den store stue. Her spiste de også selv gerne om søndagen i hans tid. Efter hans død havde den gamle Jens Jensen eller ”Baba” den bestilling at synge for og læse højt. Ligeledes holdt han på at folkene hver dag i stilhed blottede deres hoveder, foldede deres hænder og bad en stille bøn både før og efter måltidet, hvilken skik vedligeholdtes så længe gamle Jens Jensen levede, og hun sad for gården. Blandt flere bøger i hans bibliotek mærkes: ”Brochmanns postil”, ” ……manns udlægning af epistlerne”, ”Henrik Müllers postil over evangelierne”, begge i original og folie, ”Frederik d. 2. bibel fra 1588”; flere skrifter af Henrik Müller. Et eksemplar af …….. Flere skrifter fra den …… fejde, der altså må have interesseret ham.
Frihed for militærtjeneste går ind 1800.
De var også godgørende, hvad vi i det følgende ville se flere beviser på. Parcellisterne havde købt deres ejendomme temmelig dyrt, en af de begunstigelser, som de satte høj pris på, var, at deres børn var fritagne for militærtjeneste. Det var derfor næppe retfærdigt, heller ikke klogt, at regeringen senere fratog dem denne ret, som de havde købt med deres gårde, uden at give dem erstatning. Havde regeringen til samme tid ved alm. lov indført alm. værnepligt over hele landet, ville der ikke have været grund til klage. Vist fremkaldte det misstemning til regeringen hos en og anden. Alle der var fødte før 1800 var fritagne, de der derimod var fødte efter dette år, skulle være militærpligtige, dog kunne også den, der i vist antal år havde haft bopæl i et militærpligtigt distrikt, ”tale sin frihed”. Familien på Lysholm kunne det for så vidt være det samme, såsom de ikke havde og heller ikke fik børn. Men for mangfoldige andre så det ud som et blot vilkårligt indgreb i de lokale egnes dyrekøbte private interesser, og gav anledning til megen klage over uretfærdighed, ”thi hvorfor så ikke tage så mange andre med”, og til mistillid, ”thi tog man en ret fra dem, kunne man også godt finde på at tage de andre med, den ene efter den anden”.
Slaget på Københavns red 1801.
1801 d. 2. april stod slaget på Københavns red. Også her på Als følte man sig ved denne lejlighed som danske. Samme år på alm. bededag d. 1. maj blev der i Egen kirke som de andre Nørreherreds kirker ofret til de kvæstede og til dem, som havde mistet mand eller fader i slaget. 4. søndag efter påske kundgjordes offeret i Egen kirke 81 rdl. 8 sk. Samme søndag blev tilsagt igen at ringe med klokken som tilforn, hvilket fra 1. søndag efter påske var formanet. Ligeledes skulle strandvagten ved havet, som var begyndt d. 31. marts, atter ophøre. Fra kl. 6 om aftenen indtil kl. 6 næste dags aften måtte en karl forblive på strandvagt ad gangen. I Stenkobbel holdtes blandt andet strandvagt (af en gl. dagbog i Elstrup), men naturligvis også andre steder, langs med kysten. Knudsens karle måtte også deltage heri.
Nik. E. Andersen dør 1804.
1804 døde hans gamle svigerfar, forhenværende forpagter Nik. E. Andersen på Østerholm, hvor han havde levet på aftægt. Det var for så vidt en lettelse for gården, som da der ved slap det betydelige aftægt, og derved tillige fik fri benyttelse af stedet på Østerholm, som de i fremtiden lejede ud til andre familier. Fra 1807-09 boede her forhenværende forpagter Gerhard Henningsen på gården Werthemine, her med familie. 1807 blev hans stedsøn Hans Peter Boisen og datter, Anne Margaretha Henningsen konfirmerede i Egen kirke. 1809 d. 23. april døde forhenværende, forpagter Gerhard Henningsen på Østerholm, 59 år gl. Han efterlod en enke og 4 børn:
1. Anne Margaretha Henningsen, dårlig gift.
2. Nikolai Henningsen, siden læge i byen Slesvig.
3. Matthias Alexander Henningsen, forvalter på Glorup, druknede under kysten ud for Østerholm på en tur fra Fyn til Als.
4. Henrik Henningsen, siden præst i Lysabild. Hans enke flyttede siden til Gammelgaard, hvor hun købte et sted. Med denne familie kom de ofte sammen, da de boede på Østerholm.
Frivillig gave til det ødelagte København 1807.
1807 d. 2.-5. sept. blev en stor del af København ødelagt ved det engelske bombardement, flåden blev røvet ved et lumsk overfald. Det fremkaldte alm. harme og sorg overalt i landet, også på Als. Da derfor Sjællands biskop, N. E. Balle med flere andre mænd, udstedte en alm. opfordring til landet om at yde bidrag i korn eller penge til de mange trængende enker og faderløse, som ved denne lejlighed fandtes i hovedstaden, fandt dette også genklang i Egen sogn. Alle gav også her deres skærv.
I blandt de betydeligste gaver ville vi fremhæve:
1. Præsten, Hr. Hans Ahlmann, 16 skæp. rug.
2. Parcellist, Johan Peter Knudsen til Lysholm, 16 skæp. rug.
3. Parcellist, Matthias Vogelsang til Bommerlund, 8 skæp. rug og 8 skæp. byg.
4. Parcellist, Jørgen Christensen Voigt på Østerholm, 6 rdl..
5. Parcellist, Frederik Jørgensen til Strelbjerg, 6 skæp. rug og 6 skæp. byg.
6. Hyreinderste, Henningsen på Østerholm, 2 rdl. 24..
7. Boelsmand, Jørgen Frederiksen i Egen 6 skæp rug og 6 skæp byg.
8. Boelsmand, Christian Jørgensen i Igen, 6 skæp rug og 6 skæp byg.
9. Boelsmand, Jes Christiansen Møller i Dyndved, 8 skæp. rug og 4 skæp byg.
10. Boelsmand, Jørgen Lauritzen i Dyndved, 8 sk. rug og 4 sk. byg.
11. Boelsmand, Christen Christensen Suder i Elstrup, 6 skæp. rug og 6 skæp. byg.
12. Boelsmand, Jørgen Jørgensen, (Hansen) 6 skæp. rug og 6 skæp. byg.
13. Aftægtsmand, Christen Suder, 2 rdl.. I alt indkom 53 tdr. 5 skæp. rug, 38 tdr. 3 skæp. byg og 114 rdl.. 26..
Det var en smuk og anseelig gave, men også alle, både unge og gamle ses, at have bidraget med deres skærv (Egen præstearkiv).
4 mænd fra flåden indkvarteret 1808.
I anledning af krigen med England lå der 1808 militær her på Als, vel nærmest hertugindens jægere, for at holde vagt imod de engelske krigsskibe, som krydsede omkring i farvandet, og hist og her gjorde landgang. I Elsmark lå der således jægere indkvarteret i april måned dette år. På Lysholm lå derimod en tid lang af denne sommer 4 mænd fra flåden indkvarterede, som i forening med en del andre folk fældede større egetræer i den kongelige skov, som skulle anvendes til en ny flåde.
Krigskørsler præsteredes 1808-14.
Derimod måtte parcellisterne lige såvel som amtets øvrige beboere tage del i det betydelige antal krigskørsler, som krigen udkrævede. Således 1808 for at befordre franske tropper, der under general Bernadotte, skulle forsøge at gøre en landgang i Sverige fra Sjælland og de danske øer. 1809 præsteredes atter kørsler, for det meste lejedes dog en vognmand i Sønderborg: P. Hansen og N. Nielsen, og det faldne beløb reparteredes (deltes) da bagefter på de enkelte parcellister, således 1808: 26 kørsler til 195 rdl 32 sk. Da parcellisterne oplyste, at Østerholm var ansat til 400 tdr. land i stedet for 352½ tdr., blev dette misforhold beregnet dem til gode, ved de fremtidige kørsler. I alle disse år foruroligedes man også her på gården, af de idelige rygter om fjendtlig landgang, snart det ene snart det andet sted, hvad dog for det meste viste sig at være blind alarm. Derimod levede man i slutningen af krigen i en dødelig angst for at kosakkerne skulle sætte over til Sønderborg, da havet begyndte at lægge til. Imidlertid blev freden sluttet 1814 d. 14. jan. i Kiel, der endte med Norges afståelse til Sverige.
Strid med Egen sogn om kørsler til kirken 1813-14.
1813 og 14 havde Østerholms parcellister strid med den øvrige del af Egen sogn, da de vægrede sig ved at gøre kørsler til kirken, såvel som hånd- og spandtjenester. Disse kørsler kunne de naturligvis ikke blive fri for, da de var dem pålagte ved købet af stederne, og de tidligere var blevne tilkendte at præstere dem.
Tolvmændenes klage til amtet 1813.
Egen sogns tolvmandskollegium indgik 1813 med følgende klage til Nordborg amthus: ”Efter at vi først har været nødsaget til at udanke en højst pinlig overretsdom dat. Gottorp d. 6. marts 1813 for at overtyde de Østerholmske parcellister om, at de ligesom andre sognemænd var forpligtigede at gøre hånd- og spandtjeneste ved kirkens reparationer syntes dette dem endda utilstrækkeligt, og vi formåede ikke derved at bringe dem til deres skyldige pligt.” ”Vi måtte således atter under 15. juli d. år på egne og de øvrige sognemænds vegne også besvære det højlovlige amthus med vores underdanige indklage og hvorpå fulgte hoslagte høje dekret af 29. juli d. år. Også denne er de Østerholmske parcellister vorden ………, også atter er de ifølge deraf ved kirkeværgen anmodede om deres forpligtning til kirken, men forgæves.” På denne måde nødsaget må vi derfor indstille denne vores underdanige bøn: Om en befaling af det højlovlige amthus, at de østerholmer parcelister, med straf af execution inden 3 dage på anmodning af kirkeværgen uden indvending forrette deres hånd- og spandtjeneste til Igen kirke. Underdanigst:
Jørgen Christensen Moes Jørgen Lauritzen Christen Hansen Nymann
kirkeværge.
Hans Jepsen Thrane Hans Jørgensen Finmand Jørgen Christensen Jes Christensen
Nr. 1 og 6 må være fra Egen, nr. 2 fra Stolbro, nr. 3 og 4 fra Sjellerup, nr. 5 og 7 fra Dyndved.
Udskrift:” Underdanigst forestilling af Egen Sogns tolvmænd imod de Østerholmske parcellister.
Suppl. D. 19. okt. 1813.” (Egen præstearkiv).
Amthusets befaling 1813.
Derpå fulgte amtmand, Linstows befaling under 15. nov. 1813,” at de ifølge amthusets befaling af 29. juli d. år. havde uvægerlig at yde hånd- og spandtjeneste til kirken og skolen efter deres tilsagte tur, i modsat fald truedes de genstridige execution af 2 rbmk. daglig. Dette kostede dem 89 3/5 rbmk. Desuagtet indgik de dog på ny 1814 med en ansøgning om at befries for deres pligtarbejder. Her blev der givet følgende: ” Bescheid für die Parcellisten des niedergelegten Domainialguts Osterholm, Amts Norburgs Johann Peter Knudsen et Consorten:“
Amthusets besked 1814.
Auf das Gesuch des Parcellisten des niedergelegten Domainialguts Osterholm Amt, Norburg, Johann Peter Knudsen et Consorten um Befreiung von aller Theilnahme an den Kirchen-Fuhren in der Ekener Gemeine wird den Supplicanten in Folge unmittelbare Resolution, welche dem Amthause mittelst obergerichtlichen Reschript d.d. Gottorf d. 3. d. M. communicieret worden ist hiermit ein abschlägigen Bescheid ertheilt. Für den Fall dass Zweifel darüber entstehen sollte auf welche Weise die besagten parcellisten zur Communientz zu den erwähnten Hand und Spanndiensten zu zusehen wären ist zufolge des gedachten obergerichtlichen rescript für die Osterholmer Parcelisten derselbe Communientz festzusetzen, welche vermittels rescript des königl. Höchstwürdigen Obergerichts von 10. v. M. in Anleitung eines Gesuchs des Melsgardes Parcelisten verfügt worden. Es sind demnach 50 Tonnen Parcelenlandes des einer vollen, 25 tonnen eines halbes, 12½ tonnen eine viertel Hufe in obgedachtes Hinsicht gleich zu achten und von den Besitz in derselben nach die zur Frage stehenden Spanndienste von den jenigen parcelenbesitsern aber, die wenigen als 12½ Tonnes Land haben, nur Handdienste zu leisten. Könichliche Amtshaus zu Norburg d. 13 Martz 1814. Linstow (Egen præstearchiv).
Man forstår heraf, at det hvad der har givet anledning til vrøvl og strid, på dette stadium må være det, at der har manglet en fast norm, hvorefter disse kørsler skulle præsteres. Kirkeværgen har, og kunne ikke andet, tilsagt store og små parcellister til at gøre disse kørsler ens. Dette har vagt misfornøjelse, også fordi parcellisterne i Hjortspring og Nordborg var fri for alle mulige kørsler. Ville parcellisterne på Østerholm være fri for at deltage i vedligeholdelsen af præstegården, kan man slet ikke fortænke parcellisterne på Østerholm og Melsgaard for, at de higede efter at opnå den samme frihed. Hvad der måtte gælde den ene part måtte også kunne det for den anden. Man må tværtimod fortænke regeringen i, at den ikke også pålagde hine andre parcellister kørsler til kirke, skole m.m. Thi når de blev indlemmede i en kommunes anliggender måtte de da også deltage i de samme kommuneanliggender frem for alt deltage i vedligeholdelsen af deres sognekirke og skole, som de lige så fuldt benyttede, som de andre sognebeboere. Man må højlydt forundre sig over, at den danske regering ikke har været ledet af faste bestemte ensartede grundsætninger, både da den udparcellerede de gamle gårde i Nørreherred, og senere de hertugelige gårde i Sønderherred; for hvert nyt salg brugtes en forskellig salgsplan. Regeringen havde kun øje for at forøge i stedet for at udjævne de mange slesvigske ejendommeligheder og forskelle, og ved sin mangel på sunde og forstandige grundsætninger har den beredt sig selv vanskeligheder i fremtiden.
Bryllup på Lysholm 1814
1813-14 opholdt Christine Margaretha Frost af Nordborg sig på Lysholm. Hun var en søsterdatter af mad. Anne Joh. Knudsen. Da hun 1814 d. 1. okt. blev g. m. Joh. Peter Knudsen af Ketting, der var en brodersøn af Joh. Peter Knudsen til Lysholm, stod deres bryllup her på Lysholm, hvortil familien var indbuden. Pastor Ahlmann med familie var også med. Den gamle tante havde vel lovet hende en del til udstyr, hvilket hun dog aldrig fik. Imidlertid gjorde hun det senere, efter hendes død, mange gange godt igen imod hendes tidlig forældreløse børn.
Bryllup på Nordborg 1816.
En del af sommeren 1816 opholdt hendes brodersøn, Nikolai Ernst Frost, senere skibskaptajn på Nordborg, sig for det meste på Lysholm, hvor han ved sit lystige humør var den gamle Knudsen til selskab og megen morskab. Han havde under krigen været flere år i engelsk fangenskab. Hen på efteråret 1816 d. 7. nov. stod hans bryllup på Nordborg, med jomfru Else Kathrine Fangel, en datter af provst Holger Fangel på Nordborg. Til dette bryllup var familien på Nordborg også med.
Nikolai Ernst Andersen.
I disse år havde også hendes brodersøn, Nikolai Ernst Andersen meget tilhold på Lysholm. Da det var gået helt tilbage for hans far Klaus Andersen, der havde spillet op med alt hvad han havde, og hans kone tillige var død, kom hans broder, Lorentz Andersen til sin moders familie, mens Nikolai E. Andersen kom til Lysholm, hvor han blev opdraget som barn, holdt i skole og konfirmeret. Det var vistnok deres hensigt engang at efterlade ham gården Lysholm. Han havde selv 1000 rdl. efter sin moder, og for disse penge til dels, lod de ham lære gartneriet hos gartner Hunæus på Augustenborg, hvor han var i flere år og kom naturligvis tit til Lysholm, der var som hans hjem. Men faderens natur stak også for en del i ham. Da han en gang i Knudsens navn lånte 100 rdl. til at spille med, af Hans Peter Krogh i Lillemølle, blev han vred på ham og ville ikke have noget med ham at gøre. Han kom siden til København som gartnersvend. Først efter Knudsens død, kredsede han og broderen tit om penge og fik vel også af og til en lille hjælp, broderen i form af lån.
Landvæsenselever 1807-20.
Da han var anset for en fornuftig og dygtig landmand, havde han også jævnlig landvæsenselever i sit hus. I denne tid have følgende opholdt sig her på gården:
1. Hans Peter Boisen fra Werthemine, og en stedsøn af forpagter, Gerhard Henningsen, kom efter sin konfirmation til Lysholm og opholdt sig her fra 1807-09. Siden blev han forpagter en kort tid af gården Gundestrup, men det ville ikke gå for ham. Senere opholdt han sig på forskellige steder, var også en tur til Rusland. Han forblev ugift og tilbragte resten af sine levedage i Lysabild præstegård hos sin halvbroder pastor Henningsen, der såvel som sin kone altid beviste ham megen godhed og kærlighed. Han besøgte tit sine gamle venner, navnlig indfandt han sig til deres fødselsdage og han vedblev også at komme engang imellem på Lysholm.
2. Jørgen Knudsen Ross 1812-14, fra Egenmølle, en søn af møller Ross og hustru Charlotte Juliane Thomsen, der var et søskendebarn til mad. Anne Johanne Knudsen. Han opholdt sig her omtrent fra 1812-14. Han var lidt forvoksen, købte siden en ejendom i Nordslesvig, hvor det gik tilbage for ham.
3. Fürstenauer paa Nordborg 1818-20. Da han engang skulle bære madkurven ud i marken til folkene, gik han i stedet for hjem til Nordborg med den. Han var en fjante og blev mere og mere pjanket, i mange år var han siden indlogeret på kost hos guldsmed Vinther på Nordborg hvor han døde.
Østerholm parcellister 1817-19.
1817 angives gårdens areal til 88 ¼ tdr., 1819 til 91 tdr. 3 11/16 skæp. land. For at se de følgende parcellister på denne tid, anføres de også her:
1. Frederik Frederiksen til Strælbjerg, 28 tdr. 4/16 skæp.
2. Christian Hansen Møller 1817, Hans Hansen Møller 1819 6 tdr. 5½ skæp.
3. Peter Klausen, smed i Elstrup, 3 tdr.
4. Christian Rasmussen, bødker på Nyledsbjerg, 2 tdr. 2½ skæp.
5. Gartner, Peter Petersen, 18 tdr. 3 ¾ sk.
6. Kromand, Christian Iversen, 24 tdr. 7 skæp.
7. Christen Johansen, 2 tdr.
8. Matthias Vogelsang til Bommerlund, 63½ tdr.
9. Christian Jørgensen Miang i Nyled, 10 tdr.
10. Peter Christensen Smed i Bostedvraa, 11½ tdr.
11. Christian Michelsen i Frydenlund, 4½ tdr.
12. Jørgen Vogts enke i Frydenlund, 4 tdr. 1 skæp.
13. Hans Matthiesen Vogelsang, 2½ tdr.
14. Jørgen Kock, 2½ tdr.
15. Poul Jørgensen, 3 tdr. 1 ½ skæp.
16. Hans Væver 1817 – Jørgen Hansen 1819, 2 ¾ tdr.
17. Hans Christensen et consorter i Kismushus 1817, Jørgen Christensen Schmidt et interessenter 1819, 29 tdr.
18. Matthias Petersen Vogelsang på Gammeløsterholm, 2 tdr. 2 skæp.
19. Hans Petersen ved Østerholm på et stykke skovland 2½ tdr.
20. Torvel Jessen, boer på et stykke skovland, 1 tdr. 4/16 skæp. Desuden fandtes flere jordløse huse (Egen præstearkiv).
Strid angående Elstrup skole 1817-18.
I anledning af en ny skoles opførelse i Elstrup opstod der 1817 en lang strid mellem Elstrup og Østerholm parcellister, navnlig om stedet, hvor skolen skulle ligge, idet Østerholmerne holdt på, at den skulle rykkes dem nærmere ned ad til Trømpellyng eller et andet sted. Når der også har været talt om en plads i Ryggelsted, har dette dog aldrig været fremsat som et forslag til direktionen, men blev alene ved en mundtlig forhandling af en Østerholmer nævnt som et passende sted. Johan Peter Knudsen deltog dog aldrig i denne strid, men udførte villigt alt det arbejde der blev forlangt af ham 1818 da skolen blev bygget. Den gamle Christian Miang, som dengang var skoleforstander, udtalte sig med megen ros og anerkendelse om ham, at han altid var den første mand, til at møde med heste og vogn, og flink at komme til. Da han en dag i en travl tid havde tilsagt ham at køre grundsten til bygningen, ”gav han et lille grynt fra sig”. men inden Christian Miang var kommen halvvejs ud til Østerholm, for at tilsige de andre, så han allerede 2 vogne fra Lysholm køre i fuld fart op ad Tofthøj med stenene i vognen. Anderledes var det at komme til Matthias Vogelsang på Bommerlund, og Christian Iversen kromand på Østerholm, der fik han aldrig andet at høre end grove ord og en slem mund. Disse 2 var især de stridige, der også satte ondt blod i de andre mænd.
Han stod i begreb med at købe en mark 1819.
Lysholm lå bekvemt og godt midt i sin jord. Derimod var indkørslen til den, ind over de mange marker lidt ubekvem. Det forårsagede også til omvej, når man ville til Sønderborg, Nordborg eller til kirke. At få vejen stilet over til Trømpellyng, var ikke at tænke på, den ville medføre betydelig bekostning. Vejen op til det krumme led, stilede nærmest til Østerholm, hvor han især havde sin høavling, og som en fornuftig mand, så han vist mere hen på, hvad der ved dette arbejde kunne forkorte vejen for hans heste og folk, end på de fremmede der kom i besøg. Men dog alligevel gik fremmed mands jord temmelig nær ind på det sted, hvor gården lå. Nabostedet Bostedvraas jord gik lige ind på haven og gårdspladsen, og Lysholms ænder og høns gik tit over i marken. Det var en ulempe. På den anden side gik Elstrup parceljord, næsten lige ind på gårdens dam. Kunne den nærmeste lille mark erhverves, fik man adgang til en grønvej, der førte lige til skoven. Nu var det besværligt nok at køre ned over gårdens marker for at benytte skoven. Denne mark tilhørte Lindgaards boel i Elstrup, og den yngre søn, Jes Christensen Lindgaard, fik den til sin arvepart, for at han her kunne opføre et hus. Imidlertid blev han gift 1819 og fik et bol i Guderup til nytte og brug, og ville derfor helst skille sig af med marken. Han kom derfor en dag til Lysholm, for at tilbyde Knudsen marken. De blev også for så vidt enige, blot var der dem 5 rdl. Cour., imellem. Knudsen ville ikke straks slå til, da han troede, at han kom nok igen. Men undervejs hjem solgte han den til Hans Jørgensen af Elstrup, der opførte sig et hus tæt ved Kismushus. Først mange år efter kom gården i besiddelse af denne mark, men naturligvis ikke for den pris, hvad den dengang kunne være købt for.
Hans forhold til præsten 1820.
Hans forhold til sin præst Hr. pastor Ahlmann var altid godt, og denne med familie kom i tidligere år engang imellem ned til Lysholm. Han satte jo også pris på, at de vare meget agtværdige folk og flittig besøgte Guds hus. Engang om sommeren var de gerne indbudte til gæst på Lysholm. Man plejede da gerne at bede dem ved kirken. Knudsen og kone kom også til en tid en enkelt gang i præstegården. Pastor Ahlmann spekulerede til en tid også på et parti mellem Nikolai E. Andersen og den ældste datter Louise, og denne kom ofte i præstegården. Han havde jo udsigt til den gang, med tiden at få Lysholm. Da han derfor havde begået ” den buk ” at låne penge i Knudsens navn, og han blev vred på ham, tog pastor Ahlmann en dag i 1820 til Lysholm, for at lægge et godt ord ind for den unge mand. Men herover blev Joh. Peter Knudsen vred og bad præsten om ikke at blande sig ind i ham uvedkommende sager. Fra den tid hørte omgangen lidt efter lidt op af sig selv.
Jomfru Kathrine Tagesens død 1820.
1820 d. 3. jan. døde jomfru, Kathrine Tagesen på Lysholm, 85 år gl. Hun var født i Asserballeskov, havde i flere år bestyret huset på Gammelgaard, for den gamle Nikolai E. Andersen og senere fulgt ham på aftægtet på Østerholm. Da han døde 1804, kom hun til Lysholm, hvor hun forblev til sin død. Et værelse her på gården kaldtes i mange år Jomfru Tagesens kammer.
Jomfru Sophie Petersen 1820-22.
Efter hende kom jomfru Sophie Petersen som jomfru til Lysholm. Hun var en datter af forpagter Peter Petersen på Søbo i Fyn, der tidligere havde boet flere år på Østerholm. Hun var en slægtning af dem begge. Men da hun holdt et slemt …. med pigerne og gjorde mange optøjer, var de glade ved at slippe hende efter et par års forløb, da hun kom fra dem til Tanderup præstegård på Ærø, hvor hun opførte sig ligeså slet.
En røgter ihjelslået 1821.
1821 d. 18. nov. døde Peter Lorentzen, tjenestekarl på Lysholm, 49 år gl., hjemmehørende i Kastrup, Gram sogn, hvor han efterlod en enke og 2 børn. Dette er den røgter, som faldt ned fra hjolden i kostalden og slog sig ihjel på stedet (Igen kirkebog).
Et besøg i Tanderup 1824.
1824 gjorde han i forening med sin broder Jakob Knudsen i Ketting og den lille Anna Knudsen i Ketting en tur til Ærø, for at besøge sin broder præsten, Jørgen Knudsen i Tanderup. Da de kom dertil var familien i Ærøskøbing. En dag blev alle brødre meget højrøstede, idet Jakob og Jørgen holdt sammen mod Johan Peter Knudsen. Dette skete også undertiden når de kom sammen på Lysholm, når de kom til at tale om gamle arvesager. Hidsige var de alle 3, tillige en smule påståelige og mistænkelige. For det meste gik det dog snart over igen, når uvejret havde udraset blev luften renset.
Den dårlige tid 1819-28.
Fra 1819-28 kom en meget dårlig tid for landmanden. En udsigt over kornpriserne for disse år vil bedst vise dette.
1819 kostede 1 tdr. rug 2 rdl 2 mk. 1 tdr. byg 2 rdl 2 sk. 1 tdr. havre 1 rdl 2mk 2 sk.
1820 1 tdr. rug 1 rdl 1 mk 7 sk. 1 tdr. byg 1 rdl. 8 sk. 1 tdr. havre 30 til 36 sk.
1821 1 tdr. rug 1 rdl. 6 sk. 1 tdr. byg 46 sk. til 1 rdl. 9 sk. 1 tdr. havre 27 sk. til 2 mk. 7 sk.
1822 1 tdr. rug 1 rdl. 14 sk. 1 tdr. byg 46 sk. til 1 rdl. 17 sk. 1 tdr. havre 30 sk. til 44 sk.
1823 1 tdr. rug 1 rdl. 9 sk. 1 tdr. byg 46 sk. til 1 rdl. 4 sk. 1 tdr. havre 24 sk. til 2 mk.,
1824 1 tdr. rug 2 mk. 15 sk. 1 tdr. byg 36 sk. til 41 sk. 1 tdr. havre 27 sk. til 29 sk.
1826 1. tdr. rug 1 rdl. 1 mk. 13 sk. 1 tdr. byg 1 rdl. 2 sk. til 1 rdl. 7 sk. 1 tdr. havre 2 mk. 9 sk. til 2 mk. 11 sk.
1828 1 tdr. rug 2 rdl. 1 mk. 1 tdr. byg 4 mk. 10 sk. til 5 mk. 1 sk. 1 tdr. havre 4 mk. til 4 mk. 4 sk.
1833 1 tdr. rug 1 rdl. 2 mk. 4 sk. til 1 rdl.. 2 mk. 12 sk. 1 tdr. byg 1 rdl. til 1 rdl. 12 sk. 1 tdr. havre 2 mk. 4 sk.
til 2 mk. 12 sk.
1834 1 tdr. rug 2 rdl. 4 sk. til 2 rdl. 1 mk. 12 sk. 1 tdr. byg 1 rdl. 4 sk. til 1 rdl 1 mk. 1 tdr. havre 2 mk 2 sk. til 1 rdl. 6 sk.
1836 1 tdr. rug 2 rdl. 1 mk 10 sk. til 2 rdl 2 mk. 1 tdr. byg 2 rdl til 2 rdl 4 sk. 1 tdr. havre 1 rdl. 1 mk til 1 rdl. 1 mk 6 sk.
1839 1 tdr. rug 2 rdl 2 mk 1sk 1 tdr. byg 2 rdl 1 mk 7 sk. 1 tdr. havre 2 rdl 11 sk.
1841 1 tdr. rug 3 rdl til 3 rdl 2 mk 5 sk. 1 tdr. byg 2 rdl til 2 rdl 4 sk.1 tdr. havre 1 rdl. 8 sk til 1 rdl. 1 mk 3 sk.
1842 1 tdr. rug 3 rdl 1 mk 8 sk. til 4 rdl. 1 tdr. byg 2 rdl til 2 rdl 8 sk. 1 tdr. havre 1 rdl. 1 mk 8 sk til 1 rdl. 2 mk 3 sk.
1843 1 tdr. rug 2 rdl. 1 mk. 1 tdr. byg 2 rdl 2 sk. 1 tdr. havre 1 rdl. 1 mk 3 sk. cour. (Sønderborg, Augustenborg og Nordborg kirkekorn).
Således ser man da hvorledes priserne var meget sløje fra 1819-1830, og hvorledes der efter denne tid, begyndte at stige lidt. Tiden var tillige ledsaget af meget dårlige år, da høsten gav et meget slet udbytte. Således var 1819, 1824-26 og 1828 meget tørre og dårlige år, andre somre var kolde og fugtige. Mange måtte gå fra deres gårde på grund af de høje restancer, eller sælge større grundstykke for at frelse resten af ejendommen. Skatterne var også her på gården og hos parcellisterne temmelig høje. Deraf sås det let, at familien her på gården ikke kunne samle formue i alle disse år. Den levede i grunden blot af renter af den kapital, som den havde samlet i den tidligere tid. Gården som ikke var merglet kunne alene føde dem. Noget bedre blev det da igen efter 1830.
Stedet på Østerholm lejet ud 1824-31.
1824 kom familien, Bachmann til at bo i stedet på Østerholm. Skipper, Ole Christian Bachmann fra Norge var g. m. kusine Gonilla Thomsen fra Augustenborg, en søster til Knud Knudsens hustru i Ketting, Marie Elisabeth Thomsen. Skipper, Bachmann havde forlist og mistet alt, var selv meget svag og skrøbelig. Da familien var meget fattig sad de frit i huset og nød megen understøttelse fra Lysholm. Knudsen tog også den ældste søn Nikolai Bachmann til sig, og holdt ham i skole. 1829 d. 10. marts døde skipper, Ole Christian Bachmann på Østerholm, efter et langt sygeleje, 51 år gl. Hans enke blev boende her indtil 1831, da hun blev kammerjomfru hos Frøken Pechlin på Vallø, og siden blev oldfrue på Augustenborg slot. Hun kom tit til Lysholm, var en rar underholdende kone, men forstod også nok at indsmigre sig hos folk.
Madam Schwensen 1831-33.
Derefter blev stedet lejet ud til præsteenken madam, Schwensen af Notmark, der boede her fra 1831-33. Hun var meget i folks omtale, både ved sit forfærdelige griseri og med sine tåbelige farter. Hun købte siden et sted i Asserballeskov, der kaldtes ” e Specht”, og blev da mest bekendt under navnet:” Fru Specht”.
Matthias Matzen 1833-38.
Siden boede her fra 1833-38 Matthias Matzen, en søn af kaptajn, Christian Matzen til Druelund ved Nordborg. Hans moder, Christine Margaretha Brodersen, havde været en god veninde af mad. Knudsen. Han havde været til søs, men da han var meget forfalden og havde ødet en del penge, fik hans far ham herned og understøttede ham årligt, imod at han fraskrev sig sin ret til Melsgaard. 1833 d. 10. nov. var han blevet g. m. pigen Ellen Markussen af Broballe. 1838 d. 10. juni døde han på Østerholm, 38 ¾ år gl. Efter hans død blev enken atter gift i Mels.
Anne Marie Sundebo.
I bryggerset i samme hus var indrettet en mindre lejlighed, hvor Anne Marie Christensen Sundebo, i nogle år g. m. Hans Hansen, boede i mange år med sin talrige børneflok. Det var en familie der havde megen tilhold på gården.
Det vil altså heraf ses, at de tillige var meget godgørende folk. Imod begge mine forældre har de vist megen godhed, både før og efter deres død, især imod deres børn. Familien Bachmann nød til sin tid meget godt på Lysholm.
Landvæsenselever.
Nikolai Bachmann 1828-30.
Blev opdraget her på gården, gik i Elstrup skole og blev konfirmeret 1812. Derefter forblev han to år på gården for at lære landvæsen, siden blev han forvalter på Gundestrup og senere forpagter på Sandbjerg.
Jørgen Hansen 1829-30.
Til samme tid lærte også Jørgen Hansen, en søn af møller, Hans Hansen på Østerholms mølle, landvæsen på Lysholm. Han fik siden Bommerlund.
Deres godgørenhed.
Nikolai Andersen blev opdraget der. Da han fattig og halv forfalden 1845 kom i besøg, blev han gående hos sin tante i tre år indtil hendes død, uden at tale et ord til ham om at rejse. Ligeledes opdroge de flere fattige folks børn, lod dem konfirmere og beholdt da flere af dem i deres tjeneste. Således:
1. Christian Christensen Sundebo, fra Østerholm, konfirmeret 1820. Han tjente siden her en del år og blev ejer af et hus på Østerholm.
2. Christen Christensen Kjer fra Hundslev, konfirmeret 1823, senere boelsmand på Sebbelevmark.
3. Christen Christensen Jyde fra Elstrup, konfirmeret 1823, senere daglejer på Augustenborg.
4. Hans Christian Christiansen Bødker fra Østerholm, konfirmeret 1828, tjente siden som dreng, og til sidst var han i mange år som kusk. Han blev husmand i Elstrup
5. Jørgen Christiansen Bødker, dennes broder, konfirmeret 1833, tjente på gården og blev siden snedker i Elstrup.
Betlere fik altid en god almisse, skønt med måde; thi de bekymrede sig ikke over at blive roste.
Deres tjenestefolk.
Flere familier i den nærmeste omegn havde deres stadige tilhold, og underholdning, arbejde og hjælp fra Lysholm, således bødkeren, Rasmus Christensen og Christen Christensen Sundebos talrige familie på Østerholm, hvoraf næsten alle til forskellig tid have tjent på gården. Således tjente på én gang de 4 søskende:
1. Rasmus
2. Hans Christian
3. Margaretha Maria og
4. Jørgen Christensen, bødker.
Efter Hans Christian Hansen eller Lorensen i Holmskov, blev Jes Christensen Sundebo, der havde været kusk, avlskarl. Han blev g. m. Karen Rasmus datter Bødker, der også havde tjent her, og købte af dem det lille sted ved skoven. Flere af pigerne tjente der to gange: Karen Moldt, gift ved Fynshav, Anne Marie May, senere g. m. Rasmus Bødker. Mette Marie Petersen fra Kragenæs på Ærø, kom her anden gang 1834 og blev her og på aftægtet indtil 1848. Hun levede endnu ugift i Elstrup i en alder af 90 år. Ellen Christensen Sundebo, en datter af ovennævnte Anne Marie Sundebo, kom efter sin konfirmation 1838 til at tjene som malkepige på Lysholm, hvor hun blev indtil 1844, kom derefter hjem at lære at væve, og vedblev siden at bo i sin moders lejlighed på Østerholm indtil 1870, da hun døde. Hun var et ejegodt skin og vedblev på en måde at være et familie-inventarium, både på det gamle og nye Lysholm. Hun forærede blomster og fik da igen det nødvendige til føde og klæder og husly. Hun gik under navnet: ”lille Ellen”. Imidlertid er det let at forstå, at de mange gifte karle, der alle så at sige hørte til en familie, let fristedes til at tilrane sig selv lidt ved siden af det ene og det andet. Da gården lå midt i sine jorder, var ræven tit slem, når der var korn i nærheden af gården, og mangen høne og and måtte lade sit liv. Men ræven fik vel også ofte skyld for hvad der gik på anden måde. Det var vist ikke så sjældent, at en høne, æg eller andre ting vandrede hjem, med til deres familie. En pige, Lotte fra Mjels, der tjente her fra 1837-40 var især en slem tyvemær. Avlskarlen fik i løn årlig 30 rdl., kusken 20 rdl., drengen 8 rdl., pigerne 14 rdl.. Desuden fik de to første karle hver et får fødet, pigerne tøj til en kjole. Og desforuden fik såvel karle som piger hør sået, lærred og uld.
Deres måde at være på.
Han var en lille bestemt mand i alt, hvad han tog sig for. Derfor skændte han også, når han blev vred og revsede, når vedkommende fortjente det. Han kunne også nok give skoser til folk, når han havde et lille horn i siden til dem. I sin påklædning var han altid pæn, kunne undertiden gå til pedanteri. Han var en temmelig korpulent, lidt koparret, og uden at bande var et af hans stadige udtryk: ”Pine død”! Børn kunne han godt lide og han ville gerne spøge med dem, ligesom sin ældste broder, Jakob Knudsen. Vi søskende opholdt os der gerne i ferien og kom der meget hyppig. Min broder kaldte ham for spøg: ”Knud Sikker” og mig ”Christian Skipper”, formodentlig fordi jeg var opkaldt efter skipper, Christian Frost på Nordborg. Hans kone derimod ytrede sjælden noget, når hun blev vred, i al fald lod hun blot et par ord falde uden egentlig at skænde. Derimod gik hun da for det meste i nogen tid uden at sige et ord. Sine piger sagde hun yderst sjælden ”vagten” an, men holdt mest af at lade det gå sin jævne tur. Derfor gik pigerne også for det meste rolige deres gang ved arbejdet, og i almindelighed blev piger og karle længe ad gangen i deres tjeneste. Hun plejede overhovedet aldrig at tale ilde om nogen, men søgte gerne at bedømme dem mildt og undskylde den stakkel. Hendes stadige udtryk var: ”regte nok”, og ”den rakker”, dog altid i en spøgefuld mening. Hun var kun en lille klejn kone, men bevarede sig rank lige til det sidste. Hun havde et lille rundt ansigt, en lille smuk næse og en lille spids hage. På den venstre kind havde hun gerne et lille åbent sår, der undertiden ved forkølelse bevirkede, at den nærmeste del af ansigtet blev en smule rød og hovnet. Dog blev det ikke til noget slemt, hvad der var dem der til en tid befrygtede.
Hans død 1831.
Det sidste års tid led han meget af svimmelhed, hans hoved blev undertiden så tungt, at det næsten hvilede på hans skuldre, engang var han endogså falden om bag hestene i stalden. Nogle have påstået,” at han sås for meget til Jomfru Clausen,” hvorvidt det er sandt, må stå ved sit værd. Folkene på gården ville ikke have bemærket det. Når hans kone senere kom til at omtale hans svaghed, ytrede hun altid: ”den stakkel! Han blev så svag og kunne rigtig ikke se”! Hen på efteråret 1831 blev han sengeliggende, og blev i denne omhyggelig plejet af vor ældste søster Elisabeth, der havde været på Lysholm siden foråret 1830. Den gamle Jens Baba gik i denne tid ind og barberede ham på sengen. Da hans kone en dag gik igennem værelset i et sådant øjeblik, ytrede han til hende, ”at hun aldrig måtte forlade den gamle mand”, hvilket hun lovede og trolig holdt. Da han lå for døden, brustne i hovedet, sad tante Barchmann og vor søster Anna inde hos ham ”Han rasede da og holdt Anna for møllerkonen på Østerholm”. Han døde derefter d. 4. sept. 1831, 63 år gl. Pastor Ahlmann holdt en meget rosende ligtale over ham, og der blev holdt et stort begravelse efter ham.
Enken bliver siddende for gården 1831-43.
Ifølge det mellem dem oprettede testamente, blev hans enke som universalarving siddende for gården, så længe hun selv havde det i sinde. Alting vedblev at gå i den samme stil, som i hendes mands tid. Hendes avlskarl, Jes Christensen Sundebo forestod avlingen og alt hvad der skulle udrettes, dog kom han gerne ind om morgenen og rådførte sig med hende om hvad, der skulle bestilles den dag. Til sin kurator valgte hun, Jakob Frederik Hollænder på Nordborg. Med sin familie plejede han derfor omtrent hver 14. dag, at tage ned til Lysholm, for at ordne hendes pengesager og være hende til tjeneste med sine gode råd. Skønt det tit ikke var andet end en ren visit, ved hvilken lejlighed de altid blev godt trakterede, blev der dog ved hendes død af sønnen, Peter Hansen Hollænder, der efter sin fars død 1845 havde overtaget denne bestilling, indgivet en meget specificeret regning, hvori enhver af de mange rejser, selv visitterne var ansat til en bestemt sum. Engang hver sommer plejede hun da til gengæld at tage ind til Hollænders på Nordborg. Det var gerne til middag, om eftermiddagen, var man da ude at køre. I øvrigt var han ikke videre på passende med hendes penge; thi han lånte dem hyppig ud til mindre solide folk på Nordborg. Så længe vor moder levede, tog hun jævnlig derned og var hende altid behjælpelig med at betale folkeløn og andet sligt. I øvrigt krænkede det vor moder ikke lidt, at så snart manden var død, gik hun med sin handel til Jensen i Hundslev, og tog der alle sine varer i fremtiden, medens de, så længe han levede, altid havde taget dem i Ketting. Lidt kan det vel undskyldes, at pigerne måske hellere have villet rende til Hundslev end til Ketting, men ganske pænt var det just ikke, men hun gjorde det jo senere mange gange godt igen imod hendes børn, for hvem hun efter hendes død 1837 blev en god moder. Skønt priserne havde begyndt at hæve sig lidt siden hendes mands død, har hun i denne tid ikke forøget sin kapital stort; thi jorderne blev drevne efter gammel slendrian, var ikke merglede, blev ikke dybt pløjede og trængte til en ny og fornuftig driftsmåde, derfor gav de heller ikke meget af sig, og der voksede meget ukrudt, agerkål, vild sennep m.m. i kornet. Det kunne ikke ske under en bestyrelse, hvor alt var overladt til en gammel og simpel avlskarl, og karlene tit gik efter deres eget hoved. Alt vedblev da at gå efter den gamle stil, og gik jo derfor alligevel nogenlunde godt.
Gårdens eftermand.
Det var ikke endnu i mandens levetid bestemt, til hvem de engang ville efterlade deres ejendomsgård. Man kan derfor nok tænke sig, at flere søgte at gøre deres hoser grønne. Det har dog vistnok fra først af været deres hensigt, helst at overlade gården til et af børnene i Ketting. Thi ingen stod dem jo nærmere eller havde i den grad haft tilhold på Lysholm end netop familien i Ketting. Min far var en brodersøn af Joh. Peter Knudsen, og min moder en søsterdatter af hans kone. De var dem altså lige fuldt beslægtede på begge sider. De kunne i grunden ikke bestemme dem, alt for hurtigt i den retning, thi mine forældre sad altid meget trykket af gæld, dem turde de altså ikke tænke på; thi det ville jo let bevirke, at kreditorerne ville gøre indfald, og børnene var jo endnu kun små. De har derfor villet se tiden an. Mad. Barchmann, som ved Knudsens død endnu boede på Østerholm, og hvis søn Nikolai Barchmann havde indtaget Nikolai Andersens tidligere plads, som plejesøn på Lysholm begyndte stærkt at intrigere til fordel for sin søn, og fik også temmelig indflydelse på den gamle kone, der aldrig ret forstod at holde folk 3 skridt fra sig. Det var dog altid en vanskelighed at hun ikke var iblandt arvingerne, derfor arrangerede hun meget snildt sin plan, idet hun stillede den gamle for øje et fremtidigt giftermål mellem sin søn og den 15-årige, Marie Elisabeth Knudsen af Ketting, der siden 1830 opholdt sig på Lysholm. Da vor moder mærkede mad. Bachmanns hensigter fik hun hende bort. Da vor søster Elisabeth død 1832, faldt denne plan altså bort af sig selv. Thomas Thomsen på Hjortspring der var g. m. Anne Christine Knudsen, en broderdatter af den afd. Knudsen, tog tit ned til Lysholm og arbejdede meget for sin ældste søn Jørgen; kunne han have fået ham ind på Lysholm, kunne han lettere overlade en af sønnerne af andet ægteskab, Hjortspring, hvilket lå i hans kones interesse. Hun elskede dog mest familien i Ketting, og bestemte sig derfor til sidst for, at den ældste søn, Knud Knudsen, skulle engang tage ved Lysholm. Af den grund kom han derfor til Rumohrsgaard for at lære landvæsen og kom 1838 ned til Lysholm for at gå hende til hånde og have lidt opsyn på gården.
Hendes forhold til børnene.
Min søster Christine var allerede i en alder af 5 år kommen til Lysholm 1830. hun var den gamles øjesten, hvem hun slet ikke kunne undvære. Da vor moder døde 1837 blev Lysholm endnu mere, end det havde været, vort andet hjem; thi snart blev det et opholdssted for de fleste af os søskende. Vor fader døde 1838 i jan.; den gamle antog sig nu også den lille Elisabeth, som næppe var 5 år gl. Hen i sommeren 1838 kom min broder derned og samme efterår, da kroen var bleven lejet ud, kom også Doris derned. Skønt jeg havde det godt i Havnbjerg, stod Lysholm dog altid for mig, som vort rette hjem, hvor jeg var kommen så meget i min barndom, hvor den gamle moster og alle mine søskende var, og derfor tilbragte jeg også alle mine ferier i påsken, høsten og julen bestandig der. Jeg længtes altid efter dette sted. Hun fortjente da også til fulde vor tak og kærlighed; thi hun var bestandig som en sand moder imod os. Hun havde altid og vedblev at betragte os som sine egne og nærmeste. Havde hun tidligere været kold, sær og tilbagetrukken, så var det nu ligesom hendes hjerte, ved omgang med børnene, efterhånden åbnedes for blidere følelser. Hun kunne godt lege og spøge med os; da Christine endnu var lille løb hun ofte med hende på ryggen. Hun var glad når der blev skænket hende fortrolighed og kærlighed, og dette faldt jo af sig selv. Thi hun var jo den eneste i hele familien, vi frit og uhindret turde gå til som til en fader eller moder. Tidligere havde hun måske nok været noget karrig og påholdende, men det var hun slet ikke i den senere tid. Når man ønskede noget, og hun var i godt humør, kunne man godt bede hende derom og fik det da gerne. Hun havde tit haft lyst til at forære mig andre og bedre klæder end dem jeg fik i Havnbjerg, men dette turde hun ikke for den gamle præsts skyld deromme. Da jeg imidlertid engang bad hende om Ingemanns romaner, blev hun glad derover, jeg fik dem da ej blot dem i dette år, men næste år tillige Oehlenschlägers Tragedier. Den gamle fik efterhånden mere lyst til at klæde sig som andre folk og anskaffe sig nyt tøj. I sine tidligere år blev hun helst hjemme, og hendes mand havde sin nød med at få hende ud engang imellem. Nu derimod fik hun lyst til at tage ud til Havnbjerg, Oksbøl, Hjortspring, Nordborg osv., selv længere rejser kunne hun begive sig ud på; således foretog hun i sommeren 1844, i forening med mine 3 søstre: Anne, Christine og Elisabeth en rejse på 8 dage til Aabenraa, hvor hun besøgte familien Neumann, der ofte kom i besøg hos hende på Lysholm. Man gjorde da udflugter med hende til Brunde, hvor hun havde boet i de yngre år, til Haderslev og Christiansfeld, og hun morede sig fortræffeligt på hele rejsen, og talte selv ofte om den. Familien Neumann var en meget brav og værdig familie. Han var vognmand og den ældste søn
Familien Neumann.
Peter Neumann blev ligeledes først vognmand i Haderslev. Siden blev han købmand i byen og har haft god handel. Han har været en meget god dansksindet mand i Aabenraa. Hans andre søskende har det også gået godt. En broder af vognmand Neumann var ansat som skovfoged på ”Skedebjerg” ved Aabenraa.
Det daglige liv.
Når alle vi børn var hos hende, plejede vi gerne at ligge 3 sammen i den store himmelseng i den store dagligstue. Selv lå hun bestandig i en alkoveseng inde i den lille dagligstue. Siden lod hun gøre en stor sengekurv til børnene, der stod om dagen ude i spisekammeret, men blev om aftenen flyttet ind i den lille stue. Hun vedblev i sin høje alderdom at stå tidlig op om morgenen, ligesom hun havde gjort i sin ungdom: kl. 4½ om sommeren og kl. 5 om vinteren. Først læste hun da nogle bønner, især i en gammel andagts bog, mens kokkepigen tillavede hendes kaffe; når hun havde nydt den, satte hun sig straks til sin rok, som hun spandt på hver dag, og det sjældent fint og smukt garn. Om søndagen plejede hun at sy. Så snart pigerne efterhånden blev færdige med deres syssel, sad de både om dagen og om aftenen inde hos hende og spandt. Det meste af hendes væv og hørgarnstøj afkøbte af hende, som oftest den omrejsende handelsmand: ”Stam Tames” kaldet, formedelst hans stammende udtale. Hr. Tames stod i stor gunst hos hende, og afsatte igen til hende og pigerne en del tørklæder og andre manufakturvarer. Iblandt andre handlende må også nævnes Mutter Kunckes, en gammel pæn og ordentlig kone fra Flensborg og Mutter Hattemager fra Sønderborg, disse 2 plejede ofte at ligge over om natten. Desuden Broder Matzen fra Sønderborg med sine ”Butterdejskager”.
Jens Jensen Baba 1842.
Om vinteren gjorde hun ingen andre udflugter end hver anden søndag til kirke. Den søndag hun blev hjemme, læste den gamle Jens Baba højt for hende og husets personale af Brochmanns Postil. Denne mand Jens Jensen fra Mors, var omtrent 1810 kommen dertil som tærsker og fik på sine gamle dage nådsensbrød på gården. Han var et godt opvakt hoved og havde en god hukommelse, var meget rig i at fortælle sagn og andre historier, han selv havde oplevet og sang tillige en mængde gamle kampviser, f.eks. ”Kong Ramund, der stampede i Kejserens Gård”, ”Holger Danske og Ruemand” m.m. Han var derfor altid meget underholdende og morsom. Navnet Baba havde min moder som lille pige givet ham. Til sidst blev han temmelig affældig og urenlig og døde om sommeren 1842, 84 år gl. Han var gift, men konen døde tidlig, ligeledes havde han haft en datter.
En mark til fals 1836.
Det har tidligere været fortalt, at det var en ulempe for gården, at nabostedet ”Bostedvraa” marker gik lige ind på haven og gårdspladsen, og at høns og ænder fra Lysholm ofte gik over i denne mands korn. Knudsen ville derfor gerne have købt noget af den nærmeste mark, om ikke det hele sted, hvis det var bleven til fals. Peder Smed og hans enke, der siden blev g. m. boelsmand Jens Hansen Bonde i Elstrup, havde lånt penge på Lysholm og sad i mindre heldige omstændigheder. Men i Knudsens tid var der endnu ikke tale om at sælge. Da enken Dorthe Jensen, imidlertid blev anstrengt af sine kreditorer, havde en dag i 1836 klædt sig på og var på stien over til Lysholm for at tilbyde Mad. Knudsen den nærmeste mark. Imidlertid blev hun kaldt tilbage thi en bejler, Klaus Iversen fra Notmark havde meldt sig til datterens hånd. Han havde penge, og således blev enken frelst for at sælge marken, først senere blev sagen arrangeret på en anden måde.
Hun køber et stykke eng på Østerholm 1842.
1842 købte hun af parcellist Frederik Vogelsang på Østerholm et stykke eng, som grænsede op til Lysholms store eng på Østerholm. Det kostede 250 rigsdaler Cour. Ved samme lejlighed fik Frederik Vogelsang ret til at have vej igennem Lysholms stykke ”Rum” kaldet, til sin egen mark, det såkaldte store ”Rum”, til hvilken mark han ellers skulle gøre en lang omvej igennem Bommerlund. Tidligere havde nok Lysholm godvillig indrømmet ham gennemfart. Nu derimod fik han ret dertil og til at sætte et led deri.
Hun havde stor passion for hunde.
Hun havde ligesom sin far stor passion for hunde. Til en tid fandtes ikke færre end 7 hunde på gården:
1. Tukan, en sort puddel.
2. Tyrk, en lille gul fin tæve.
3. Abber, en langbenet brun hund.
4. Perle, en sort med hvid krans.
5. Kjøn, en sort med hvid krans.
6. Flora, en lille gul og
7. Bella, en brun med hvid krans.
Hertil kom den store grå kat, der legede med dette selskab af hunde. De gjorde en forfærdelig støj, når de alle på én gang for ud af døren. Flere af dem kom med på aftægtet.
Hun går på aftægt 1843.
1843 til nov. besluttede hun at gå på aftægt. Til sin bopæl valgte hun det gamle hus inde på Østerholm, som om sommeren fik en hovedreparation. Vinduerne blev noget sænkede og fornyede, 3 stuer blev malede og tapetserede, så at det i det hele blev en meget venlig og hyggelig bolig. Den lå også smukt med sine gamle minder, den smukke skov og strand i sin umiddelbare nærhed. Hun flyttede herind med begge mine søstre: Christine og Elisabeth samt den gamle kokkepige Mette Marie Peters. I bryggerslejligheden blev Anne Marie Sundebo med familie ved at bo. Min broder overtog derpå Lysholm og fik sin søster Anna til husholderske.
Hendes aftægt 1843-48.
Foruden bolig og benyttelse af de på Østerholm beliggende bygninger, brugen af den store frugthave, lyst- og køkkenhave, samt fri kørsel, så ofte det forlanges, betingede hun sig endvidere følgende aftægt:
a. 6 tdr. rug, 6 tdr. byg, 3. tdr. malt, 2 tdr, boghvede og den fornødne humle.
b. i rede penge årlig 50 rigsdaler. Cour.
c. 2 sk. Hørfrø, frit sået i godt land, og hørren bearbejdet, indtil den er fuldt skættet.
d. fri sommer- og vinterfodring af 2 køer, som udtages til benyttelse af gårdens besætning, og forblive gårdens ejendom.
e. 2 treårige beder om efteråret efter hendes eget valg. Foruden deres uld har hun også ret til ved enhver fåreklipning, at tage ulden af 4 beder.
f. et af de bedste husholdningssvin i efteråret, hvilket hun selv kan vælge.
At det aftægt, såvel som af sine renter kunne hun altså føre et sorgløst og glad liv på sine gamle dage. Herved blev hun også sat i stand til fremdeles at udøve den godgørenhed og hjælpsomhed, som altid havde besjælet hende i den tid, hun selv sad for gården. Også mod den nye ejer, viste hun sig god og kærlig, thi ikke at tale om, at hun eftergav ham flere ting af ovennævnte poster, så forlangte hun for sin livstid heller ikke renter af de 6000 rdl. Cour., som han skyldte for gården. 1844 på efteråret ankom hendes tidligere plejesøn Nik. E. Andersen, som havde tjent i København og flere steder som gartnersvend, til hende i besøg, men da han var fattig og forfalden, forblev han af sig selv hos hende, uden at hun nænnede at minde ham om tilbagerejsen. Lidt generende for hende var dog dette påtrængende besøg, skønt han i grunden var et skikkeligt og godt menneske, men han var ikke fri for at gå op i kroen og undertiden komme hjem med en hat. Her på aftægtet levede hun i 4½ år, og nød som sædvanligt et godt helbred. Om sommeren havde hun gerne en dag hele familien fra Havnbjerg, Oksbøl og Lysholm hos sig til middag, og selv var hun igen en dag indbudt til disse familier ligesom i tidligere dage. Jævnlig modtog hun besøg af sin nevø på Lysholm, og hans andre søskende, naboerne på Østerholm og Bommerlund; thi det var altid hyggeligt og rart hos hende.
Hendes død 1848.
Hun havde aldrig været syg og opnåede derfor en høj alder. Fra nytår 1848 skrantede hun imidlertid af og til, skønt hun aldrig blev sengeliggende, førend den sidste dag kom. Endnu den sidste aften lørdagen d. 25. marts sad hun og spandt. Om søndagen forblev hun liggende og døde derefter stille og rolig mandag morgen kl. 2 d. 27. marts, da man om søndagen havde fået efterretningen om oprøret, der var udbrudt i Rendsborg d. 24. marts. For ikke at gøre hende ængstelig og urolig, fik hun det slet ikke at vide. Al klokkeringning blev formedelst krigen forbudt, og hun blev derfor begravet i stilhed uden klokkeringning, dog ledsaget af et anseeligt følge, ligesom stedets præst, hr. biskop Hansen, holdt en god ligprædiken over hende. Hun kom ned ved siden af sin mand, i deres begravelse udenfor koret, på Egen kirkegård, hvor en stor ligsten dækker deres grav med følgende indskrift:
Johan Peter Knudsen Fød I Ketting Wertshus Den 22. oktober 1768 Og Døde På Lysholm Den 4. september 1831.
Anne Johanne Knudsen Født Andersen Født På Østerholm Herregaard 1768 Gift Med Johan Peter Knudsen 1790 Og døde paa Østerholm D.27. marts 1848 (Anne Johanne Knudsen, Jørgen Knudsen, mine søskende, Igen kirkebog, egne iagttagelser).
Testamentet efter hendes død.
Ifølge det mellem Joh. Peter Knudsen og hans hustru oprettede testamente var det bestemt, at den længstlevende skulle være universalarving. Giftede denne sig atter, skulle en vis sum udbetales til den afdødes arvinger. Blev dette ikke tilfældet, men den længstlevende part undlod at indtræde i et nyt ægteskab, skulle formuen ved den sidste parts død deles i 2 lige dele mellem mandens og konens arvinger.
På mandens side var følgende arvinger:
1. hans broder, hr. pastor Knudsen i Havnnbjerg.
2. hans afdøde brodersøn, Joh. Peter Knudsens børn i Ketting. Thi da denne havde overlevet sin farbroder i 7 år, måtte altså hans børn være arveberettigede.
3. hans broderdatter, mad. Anna Christine Thomsen, født Knudsen, på Hjortspring.
På konens side var følgende:
1. hendes afdøde broder Klaus Andersens 2 sønner, Nikolai Ernst Andersen og Lorentz Andersen.
2. hendes afd. søstersøn N.E. Frost` børn på Nordborg.
3. hendes afd. søsterdatter Christine Margaretha Knudsen, født Frosts børn i Ketting. Da disse 2 sidste N.E. Frost og Christine Margaretha Knudsen var døde førend deres moster, kunne begge brødre Andersen efter loven let engang udelukke deres børn fra arven. For at forebygge et sådant muligt tilfælde havde han allerede 1844 Ifølge pastor Hansens råd i Notmark, for sit vedkommende føjet en tilsætning til testamentet, hvori hun lovlig indsatte børnene af Nik. E. Frost og Christine Margaretha Knudsen, født Frost, til deres forældres arvinger og bestemte endvidere at Christine Margaretha Knudsen skulle have en broderpart ved siden af de 3 andre, så at altså hendes part skulle deles i 4 lige dele.
Aldrig så snart var hun død, førend mad. Anne Christine Thomsen indfandt sig på Østerholm, lagde sig syg dernede og forblev i 4 uger, og i denne tid søgte hun at bearbejde Nik. E. Andersen i den retning, at han og hans broder skulle protestere imod hin tilsætning af testamentet, som ulovlig og udelukke hine børn fra arven på Lysholm, hun ville da gøre det samme på sin side. Det var et smukt træk hos Nik. E. Andersen, at han slet ikke ville høre tale om sligt. Det viser i grunden, at han med sin svaghed var et godt og retsindigt menneske. Han var dog den, der til en tid måske havde haft i udsigt, til at være gået af med det hele. Da hun altså ikke kunne få ham med, forsøgte hun det alene. Skønt vor far havde overlevet sin farbroder, og han altså ved dennes død var lovlig arving eller arvtager, om han end først ved hans enkes død, kunne komme i virkelig besiddelse af arven, så gik den daværende advokat Johansen og siden herredsfoged v. Krogh, hvem hun havde fået over på sin side, ligesom hun altid forstod at bruge øvrigheden på sit parti, ved at gøre dem til gode med smør og andre forsyninger, ud fra, at den afd. enke ifølge testamentet var universalarving, og derfor kunne der først ved hendes død være tale om de rette arvinger. Altså var vor far død førend sin farbroders kone, og dermed var han og hans børn udelukket fra arven. Man ser hvorledes denne sædvanlige modsigelse i datidens testamenter: 1. på den ene side ”universalarving” og 2. atter ”efter begges død gå i lige deling til begge sider” blev trukken ved hårene. Med lige så god ret kunne konens arvinger have påstået, at han var universalarving, måtte altså al arv alene falde på hendes side, og altså var mandens arvinger udelukkede. Vor arveret var jo klar nok, men tager man hensyn til den hele usikre, halv lovløse tilstand, der var fremkommen ved oprøret og krigen, da det vrimlede af oprørsksindede og upålidelige embedsmænd og advokater, da Als var afskåret fra appellationsretten, der havde sit sæde i Slesvig og var sammensat af mænd, der mere eller mindre hyldede oprøret, fandt vi søskende os i at indgå et mindeligt forlig med mad. Anne Christine Thomsen, idet vi indrømmede hende ret til at gå i lige deling med vor fader, hendes broder; medens loven og testamentet kun bestemte hende en søsterpart. Det var jo vistnok også kun dette hun søgte at sætte igennem ved sine machinationer. Dette havde hun jo også allerede forstået at føre sig til nytte ved arven efter den tidligere afd. Farbroder, Jakob Knudsen i Ketting. Derfor stod sagen næsten hen et helt år, inden der skete en opgørelse. Først hen i sommeren 1849 blev der skiftet. Den hele samlede formue beløb sig omtrent til 15.000 rdl.. Cour.
Tilføjelser og rettelser.
Enkelte tilføjelser:
Joh. Peter Knudsen plejede gerne at stå op hver morgen kl. 4 om sommeren. Førend han foretog sig noget andet, forrettede han sin andagt ved at læse en bøn op for sig selv af en bønnebog, hvilket han plejede at gøre stående i vinduesfordybningen. Når dette var sket, gik han selv ned i stalden og vækkede folkene til deres arbejde. Han var en meget from og tillige alvorlig og ordentlig mand. Om aftenen sagde han ofte til pigerne, ”at de skulle i seng, lille børn! og ikke gå og fjase deres tid bort” (Ellen Jakobs i Ketting).
Pigen Mette Marie Peters.
1885 i dec. døde Mette Marie Peters, hendes gamle pige på aftægtet, i Elstrup, 91 år gl.
Her er en tegning af det gamle stuehus på Lysholm, 14 fag langt og 6 fag bredt. (Kan ses i de originale papirer)
De forskellige rum er: 1 gæstekammer. 2. jomfrukammer. 3. salen. 4. forstue til haven. 5. forstue til gården. 6 den lille dagligstue. 7. den store dagligstue. 8 køkken. 9 spisekammer. 10. vaskekammeret. 11. den daglige indgang eller forstue. 12. pigekammer. 13. mælkekammer. 14. smørkammer. Her er en tegning af den gamle kostald på Lysholm, 18 fag lang og 6 fag bred.
De forskellige afdelinger: a. nørrestald med 18 båse. b. sønderkostald. c. fodergulv. d. lo. e + f. kornlader. g. kvie- og kalvebåse. i. hønsehus. k. røgterkammer.
l. gang tværs igennem stalden med udgang til møddingen imod nord og indgang fra gårdspladsen. m. 3 porte til kørsel igennem i høstens tid. n. dør.
|
