§ 14. Johan Peter Knudsen til Lysholm, f. 1768. § 14
Johan Peter Knudsen til Lysholm, f. 1768.
S. 147 - 184
Han var ligeledes en søn af kromand Johan Peter Knudsen og hustru, Anne Christine Wrang i Ketting. Han blev f. i Ketting kro, tirsdag d. 18. okt. om eftermiddagen kl. 2, og lørdag derefter d. 22. okt. blev han døbt. Hans morbroder degnen Johan Johansen i Havnbjerg, holdt ham over dåben. Faddere var: monsieur, Frederik Frederiksen, lakaj, senere tingskriver på Augustenborg, hans mormor, Ingeborg Wrang af Ketting og jomfru, Frederikke Wulff i Nordborg, som er en datter af forhenværende skovrider, Henning Wulff på Nygaard. Hun blev siden g. m. skipper Thomas Lorentzen af Notmarkskov (Ketting kirkebog hans faders optegnelser).
Hans barndomsår 1768-85.
I fire år blev han ved med at være sine forældres yngste barn, derfor er han måske bleven lidt forkælet. Han vedblev længe at die sin mor, og da hans yngste broder Jørgen blev født 1772, kom han ofte, når denne lå ved brystet og bad om at få en dråbe med, hvilket hans mor ofte føjede ham i. Folk ytrede da til hende,” at det var forkert af hende; thi den store dreng kunne let tage føden fra den lille, der var et svagt og sygeligt barn.” Han bad også undertiden om at måtte sove i vuggen. Da han blev seks år, skulle han følge med sin ældre broder Jakob i skole, men det havde han ikke lyst til. Thi da han både havde ulyst til at læse og var lidt tungnem så vankede der undertiden lidt prygl eller anden straf. Den daværende degn, var Joh. Barth. Bruhn af Notmark, der undertiden kunne være streng nok. Fra et lille lysthus i haven, der bestod af tæt sammenvoksede lindetræer, kunne degnen ubemærket sidde og holde øje med børnenes lege og færden på den grønne plads foran huset. Den gamle degnebolig vendte dengang enden ud mod gaden, og var en meget gammel bygning. Ligeledes kunne han igennem en lille glasrude i døren fra sit værelse, holde udkig med børnene inde i skolelokalet. Når da skoletiden begyndte, tog han straks de skyldige for og revsede dem. Var der en eller anden anledning til at holde ferie og blive hjemme, var Peter straks ved hånden, og kom til moderen med sin bøn; hun måtte derfor selv flere gange ledsage ham ned i skolen. Da Jørgen siden fulgte med i skole, fik han undertiden ham som yngste til at blive syg eller at bede om forlov til at blive hjemme, hvilket da også kom ham til gode. Da han var i en alder af 9 år, fik han og sine andre brødre småkopper; medens Jakob og Jørgen slap let derfra, blev derimod Knud og Peter temmelig hårdt angrebne, især var Peter meget syg. Hans hoved og legeme sad i et sår, og i 14 dage var han blind. Når han kom op af sengen, kunne han ikke stå på benene, men måtte holdes og ledes af sin mor, thi hans fødder sad i sår, og for at han ikke alt for meget skulle rive sig, havde hans moder bundet linned og klude om hans hænder og fødder. Mad. Autzen på Gundestrup sendte tit kager og andet godt op til ham, for at han skulle ligge rolig og ikke rive sårene op. Thi kun når kopperne modnedes og selv faldt af, efterlod de ingen ar. Skønt han altså ikke kunne se, lå han dog bestandig og stirrede efter kagerne og bad sin moder om at give ham nok et stykke. Han kom sig igen, men var dog altid senere noget koparret. Som dreng var han ellers altid meget sund, svær og firskåren, men ikke stor af vækst, og det samme blev tilfældet med ham da han blev voksen. De sidste to år gik han op i Augustenborg skole, for at lære tysk og få en bedre undervisning hos den duelige skolelærer, Nik. Jørgen Markussen, der døde 1808, 88 år gl. 1785 blev han konfirmeret af kapellan, Augustinus Meldal i Ketting, en nordmand af fødsel, hvem børnene i begyndelsen ikke havde let ved at forstå. Peter Knudsen stod øverst af drengene, iblandt hvilke mærkes: Thomas Lorentzen, senere boelsmand i Ketting, Nikolai Ohlsen, en søn af forhenv. fiskemester, senere boelsmand i Ketting, Christian August Ohlsen, Anders Christensen Grav og Jørgen Matthiesen, begge bolsmænd i Sebbelev. Den sidste mand døde først 1860, 90 år gl. (mundtlig beretning af præsten J. Knudsen).
Hans leveår 1785-89.
Efter sin konfirmation kom han til Stolbro, for at lære landvæsen hos sin moders søskendebarn, gårdejer Jakob Jørgensen Wrang, der ejede en stor bondegård på 90 tdr. land i denne by. Han var en dygtig landmand, og en meget brav og fornuftig mand, men han er mere bekendt i kristelig henseende, som en ivrig tilhænger af Hernhutterne, der på denne tid fandt megen indgang, og venlig modtagelse i en del af Egen sogn, navnlig i byerne Stolbro, Dynved og Egen. Jakob Wrang, der fik navnet, ”den hellige” holdt selv jævnlig gudelige forsamlinger i sit hus, hvortil af og til enkelte udsendinge fra Brødremenigheden i Christiansfeld indfandt sig, og stadig blev besøgt af egnens opvakte og hellige, også fra Sønderborg og andre sogne. I hans hus har Peter Knudsen måske fået sans for den stille hus andagt, som han siden holdt over i sit hus. Her var han i 1½ år, altså indtil efteråret 1786, og da hans moder ville betale Jakob Wrang herfor, ville han intet modtage; thi som han selv ytrede,” han havde haft fornøjelse af at have haft den lærevillige dreng i sit hus.” Derefter kom han i gartnerlære på Augustenborg hos daværende gartner, Gotfred Huneus, der var en meget duelig mand i sit fag, og under hans vejledning lærte Peter Knudsen godt. Men han havde i øvrigt et meget dårligt kvarter der i huset; thi hans kone Augusta Elisabeth Petersen sultede lærlingene, hvorfor hans moder underhånden måtte sende ham smør, brød og anden proviant, for at han i smug kunne putte noget til sig. Han stod i lære i tre år, og blev altså svend 1789 i efteråret. Man holdt det nu for vigtigt, at han gjorde en rejse til udlandet, for at se sig om i det fremmede. Hans mesters anbefalingsbrev haves endnu og er meget rørende. Hans bestemmelse var at gå til Holland for i Haarlem at uddanne sig videre i blomster faget. Hans ransel med alt hans tøj var allerede pakket og snøret, og alting var ordnet til hans afrejse; og hans moder havde udstyret ham på det bedste, men hun var dog ikke videre glad ved tanken om den lange rejse, til det fremmede land:”, måske fik hun ham ikke mere at se, han kunne blive der for bestandig, når han måske havde held med sig, der kunne jo også hænde ham så meget andet.” Mens disse forskellige tanker, krydsede hendes sjæl, alt som den tunge afskedstime nærmede sig, kommer en dag degnen, Lorentz Nikolai Klausen fra Sottrup ind i kroen, da han kørte om for at besøge sin svigerfader, Johan Johansen i Havnbjerg, og i spøg spurgte han krokonen, sin slægtning, om hun ikke havde lyst til at købe en gård i byen Brunde ved Aabenraa, som han havde fået i opgave at sælge for en bekendt af sig, en hr. Dørcks. Da hun hørte dette blev hun ikke så lidet glad, en hård sten blev lettet fra hendes hjerte, og ret ligesom en kunde have lagt 100 rdl. på bordet, så glad blev hun ved denne efterretning; thi nu kunne hun måske have håb om at beholde sin søn her hjemme i landet.
Han køber en gård i Brunde 1790.
Peter Knudsen blev ikke mindre glad; thi han var af natur meget bly, stille og tilbageholden, og derfor var han meget ængstelig ved tanken om, hvorledes det ville gå ham i det fremmede land. Prisen på gården var 5000 rdl., det var endda ikke så dyrt, thi det var en ret anseelig gård, med gode bygninger, og alle var de derfor meget opsatte på at købe den. Imidlertid ville man dog først bese det hele, for ikke at købe katten i sækken,” thi degnen var just ikke fri for at prale,” og derfor blev man enige om, at begge brødre, Knud og Peter i forening med degnen, Lorentz Nikolai Klausen skulle rejse derned for at bese lejligheden. En dag blev nærmere bestemt og til den fastsatte tid rejste alle tre til Brunde, toge alting i øjesyn, og da det stod dem godt an, kom handelen snart i stand. Som en god lille gård skulle den koste 5000 rdl Cour., gården var omtrent af størrelse som det nuværende Lysholm, den bestod oprindelig af to bøndergårde, der var slåede sammen og blev drevne under et brug, dens jorder lå vel temmelig spredte, og var heller ikke at sammenligne med alsiske jorder, men de var satte god i stand, holdte i god drift, og der kunne holdes en besætning af omtrent 6 heste og 24 malkekøer, foruden en del ungkreaturer og får. Bygningerne var ligeledes i en god stil og vel ved lige holdte. Stuehuset var nyt, grundmuret med smukke værelser, der i det hele var bekvemt indrettede og forsynede med 8 store kobber-kakkelovne. Dog skulle den ene halvdel af huset indrømmes ejeren, der betingede sig aftægt på gården, til beboelseslejlighed. Huset var nemlig tværs igennem ved en forstue delt i to lige store dele, der hver for sig var indrettet til en familie. Lejligheden var alligevel stor nok, og når dette aftægt engang ophørte, kunne den ene lejlighed godt lejes ud til en passende familie. Fra stuehusets begge ender løber to, nye grundmurede ladebygninger, der var stærke og rummelige, og i midten dannedes en smuk regelmæssig gårdsplads. Kostalden var hensigtsmæssig indrettet, meget varm og lun, og køerne kom ikke ud om vinteren for at vandes, men vandet blev postet ind foran dem i truge. Alle køerne var i god stand og kulsorte. Haven var ikke så smuk, den trængte til at anlægges, i så fald kunne den let blive det, da den havde en passende størrelse, og ville få en gartner til ejermand. Tæt uden for haven lå en stor eng, hvorpå der årlig avledes en del hø. Prisen var just ikke for høj efter den tid, da landejendommene på grund af de gode priser stod temmelig højt i værdi. Det værste var at der hvilede en aftægt på gården; men manden som skulle nyde dette, var en gammel pæn, brav og skikkelig mand, med hvem de let ville kunne komme godt ud af det. Han var en præstesøn, hans fader, Johan Friederich Dørcks døde 1728 som præst i Leck, var skilt fra sin kone og ville nu i sin alderdom sælge gården til en familie, i hvis hus han kunne nyde en hjemlig og kærlig omgang, og til hvis bord han hver dag kunne have adgang. Da begge brødre Knud og Peter kom tilbage, var de begge aldeles indtagne af den indgåede handel, især kunne Peter ikke ret rumme det hele, så glad var han derover, tilmed da han nu slap for at gå til Holland, og det var jo ingen mindre glæde for hans moder, der heri så et godt tegn fra vor Herre. Det er jo heller ikke godt at vide, hvad der senere ville være bleven af ham, han blev måske derved forskånet for store ulykker, og en hård vanskæbne, især når man betænker, hvorledes Holland kort efter i flere år blev en vild tumleplads for krigen, da republikkens herre faldt ind i landet, og endte med at oprette republikken ”Batavia” (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen og Mad. Anne Joh, Knudsen til Lysholm).
Han bliver forlovet 1790.
Hans moder ville udruste ham med 2000 rdl, resten måtte hans vordende kone forstrække. Hun havde selv påtaget sig at besørge dette for ham, og hendes tanker faldt straks på forpagter Nik. E. Andersens yngste datter, Anne Johanne Andersen på Gammelgaard, hun måtte være en passende kone for hendes søn Peter:” hun var rig, god og ikke fin og fornem, men derimod vant til huslighed og god orden,” og da fatter Andersen hver søndag tog op til Ketting kirke, og plejede at spænde fra i kroen, kaldte hun ham en dag ind i det lille værelse for at tale med ham. Nu fortalte hun ham, hvorledes der engang havde været tænkt på et frieri mellem ham og hende, hvoraf der ikke blev noget, hvis han ikke havde noget derimod, kunne det derimod ske mellem deres børn, og derpå forklarede hun ham sin egentlige hensigt. ” Jo for ….. kan der så,” svarede han,” hendes søn kunne jo komme ned og se hans datter, og så kom den ting nok i orden, når de syntes om hinanden.” Aldeles ubekendte for hinanden kunne de ikke have været, da de boede i samme sogn, var mødtes i kirken, og måske kunne være trufne sammen på Østerholm, hvor hendes faster Kirsten Andersen, ved sit ægteskab med gartner Steffen Petersen, havde været besvogret med familien i Ketting, men denne mand var jo nu for længe siden død, og deres bekendtskab har vel ikke gået stort videre, end da de af og til har set hinanden uden videre opmærksomhed. Knud og Peter rejste derfor en dag til Gammelgaard for at se, om hans tilkommende brud stod ham an og omvendt. Fatter Andersen lod dem straks begge gå ind alene i et lille sidekammer, for at de i enrum kunne afgøre deres mellemværende indbyrdes. Da de begge af naturen var stille og tilbageholdende, er der vist ikke blevet vekslet mange ord imellem dem, men sagen er bleven afgjort i al korthed; thi da døren kort efter gik op, kom de begge ud og erklærede, at de var blevne enige om den handel og modtog nu de tilstedeværende pårørendes lykønskning, der alle var glade ved dette parti. Peter Knudsen var vel kun lille, men han var velbygget og i det hele et pænt lille menneske, når man fradrager, at han var en smule koparret i ansigtet. Han havde megen sans for sin påklædning, i hvilken henseende han undertiden kunne gå lidt til pedanteri; vel var han i begyndelsen noget tilbageholdende og beskeden, men var han først bleven bekendt med vedkommende, kunne han blive meget livlig og munter, ja tit more med tørre og gemytlige indfald. Dette gælder også om hans lille kæreste, var hun måske ikke af de allersmukkeste, så kan det til fulde siges om hende,” at hun var en rigtig vakker og rar lille pige.” Hun udmærkede sig ved sit stille og beskedne væsen, helst sad hun ubemærket og lod de andre tale for sig, men lo med når der var noget på færde. Til samme tid var Knud Knudsen forlovet med den smukke Marie Elisabeth Thomsen på Augustenborg, og begge de unge par kørte da tit ud sammen til Sønderborg, Nordborg og andre steder, for at besøge forskellige medlemmer af familien og modtage deres lykønskninger til fremtidig lykke. Da dette til dels var bestilt, tog Peter Knudsen i forvejen til majdag 1790 ned til Brunde for at overtage gården og ordne alt dernede. Medens man på Gammelgaard havde travlt med brudens udstyr, måtte han altså henleve denne sommer alene på sin nye ejendom, og til husholderske havde han en pige fra Egen sogn. Førend der blev talt om deres bryllup, må vi altså gøre os lidt bekendt med hendes tidligere liv. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Anne Johanne Andersen, f. 1768.
Hun var en datter af hr. Nikolai Ernst Andersen og hustru Dorothea Marie Ivers Datter Bonde. Hendes far Nik. Andersen var fra 1762-68 forpagter af Østerholm herregård og fra 1772-93 forpagter af Gammelgaard. Da Østerholm 1768 d. 28. juni blev solgt og udstykket i parceller, købte han stamparcellen, med alt det areal som nu hører til gården Lysholm. Hendes fødselsdag kendes ikke. Men da hun er døbt 1768 d. 6. søndag efter trin. i Egen kirke af præsten hr. Joh. Joachim Arends, og 6. søndag efter trin., dette år indtraf på den 10. juli, må hun rimeligvis være født i ugen mellem d. 3. og 10. juli; thi børnene blev dengang i reglen døbt den første søndag efter deres fødsel, tit endog en eller anden søgnedag i samme uge. Hun er altså født på Østerholm gamle herregård få dage efter den store auktion, der blev holdt over gården. Iblandt fem levende søskende er Margaretha Marie, Marie Elisabeth, Iver og Klaus Andersen, var hun den næstyngste to år yngre end broderen Iver og to år ældre end broderen Klaus Andersen. De første 4 år af sin barndom tilbragte hun på Østerholm, de følgende år på Gammelgaard, da hendes far 1772 flyttede som forpagter hen på denne gård. Da hun som barn engang hen på efteråret var gået ud i marken tilligemed sin broder, traf de en anskudt stork, som var bleven tilbage. De løber hen til den for at gribe den, da den vanskelig kunne flyve, men storken gav sig til at slå ud og baske dem med vingerne, hvori de har en sådan kraft, at de kunne slå en arm over på et menneske. De gav sig da til at græde, hvorpå der ilede folk til på deres råb, og frelste dem fra dens anfald, ellers kunne dette spil være bleven farlig nok. Når hendes moder, der var fra ”Karlshøj” i Asserballeskov, tog derned for at lade væve hos sin søster Elisabeth, der var g. m. Hans Hansen Vogt, var lille Anne gerne med, hun kunne da ikke noksom beundre de mange kulørte ruder i stedets køkkenvinduer, hvorpå der var malede skibe, alle slags dyr, møller og andre genstande. Thi slige malede ruder plejede man i gamle dage at forære til bryllupper, barnedåb og andre gilder, de fandtes derfor hyppig i private huse, ligesom de også fandtes og endnu kan findes i enkelte kirker. Begge hendes søstre opholdt sig efter deres konfirmation et halvt års tid i Sønderborg, for at lære at sy, når de da kom hjem i besøg, ville hun gerne med dem tilbage. En aften græd hun meget for at sætte sin vilje igennem, søstrene spillede hende da et lille puds, ”de lod som om de ville tage hende med, satte hendes lille stol bag vognen, på den skulle hun køre til Sønderborg.” Vognen kørte nu rask til, og først et øjeblik efter opdagede hun spillet, hvorpå hun atter gav sig til at græde. Ligeså lidt som sine ældre søskende søgte hun til nogen landsbyskole, dertil ville vejen være for lang, og undervisningen være for dårlig. Derfor holdt hendes far til sine børns undervisning gerne lærer hjemme på gården, hvem man i almindelighed benævnte med navnet præceptoren. Dog var det vistnok heller ikke i reglen store ting, som udførtes af en sådan præceptor. Thi det var for det meste ikke andet end en gammel afskediget vagtmester, eller en brødløs ældre student, som ikke var sluppet ind i et degne- eller klokker embede. Lærte hun derfor ikke synderlig at regne og skrive, ting hun senere ikke var videre stiv i, så må hendes religionsundervisning dog have været fri for det stive og tørre fritænkervæsen, som snart blev almindelig mode hos de unge seminarister, men der må være lagt en from og troende grund; thi Guds ord lå hende altid senere på hjerte. En smule geografi og tysk have de vel også lært, men rimeligvis snart igen glemt, da man ikke havde videre brug for den slags kundskab. 1784 blev hun i Ketting kirke konfirmeret af sognets præst, den gamle ærværdige provst, Morten Reenberg With (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen, mad. A. Joh. Knudsen til Lysholm, Egen kirkebog)
Hendes ungdomsår 1784-90.
Efter sin konfirmation kom hun ligesom sine to ældre søster, også til Sønderborg for at lære at sy, og i øvrigt al slags håndarbejde, og boede da hos en købmand Spang, der var en god ven af hendes forældre, og hos hvilken familie de plejede at tage ind og handle, når de kom til byen. Husets to døtre, hvoraf den ene siden blev g. m. købmand Augsburg i Sønderborg, og den anden med købmand, Fitt i Flensborg, vedblev siden at være hendes meget gode veninder. Hun blev derfor som ung pige, flere gange bedt med til baller i Sønderborg. Da hendes ene søster Marie Elisabeth 1781 blev g. m. skipper Christian Frost, ejer af Svenstrup kro og den anden Margaretha Maria 1784 blev g. m. skipper, Peter Hansen Hollænder, der i nogle år boede i hendes fars hus på Nordborg, kom hun jo også ofte til Nordborg, hvor hun foruden dem havde en del anden familie. Her på Nordborg var Magdalene og Christine Margaretha Brodersen, døtre af fiskemester, Christian August Brodersen (familien skriver sig Brodersen, tilføjet af J.A. Nissen), hendes meget gode veninder. Den første blev siden g. m. skipper, Peter Hansen Moldt og boede på Lysmose, den anden blev g.m. skipper Christian Matzen og boede på Druelund ved Nordborg. Hendes ældste søster døde dog tidlig, efter et par års ægteskab på Nordborg. Anne Johanne Andersen, som var på Gammelgaard, troede en aften at have hørt sin søsters varsel eller lig -tegn, ”det forekom hende, som om man en nat lukkede et skatolskab op inde i et sideværelse og slog tre slag med et stykke vokslys, som man der havde liggende.” Da der kom bud til Gammelgaard om hendes død, havde hun bedt om et stykke deraf til sine ligklæder, og da man ville hugge voksstykket over, hørtes den samme dumpe lyd tre gange.” Når hendes svoger Christian Frost og hans tre brødre: Lorentz Johannes, Joachim Frederik og Matthias var hjemme, var der altid megen lystighed og spøg i Svenstrup kro; thi de var alle forvovne og lystige søfolk. Lorentz Johannes Frost syntes godt om hende og blev især indtaget i hende på et bal i Sønderborg, hun kunne også nok lide ham. Men det hed sig,” at hendes fader havde fået nok i én Frost.” Han blev siden gæstgiver i Randers. Hun havde en meget dygtig moder, der vænnede hende til en fornuftig og sparsommelig husholdning, og da denne allerede døde 1788, måtte Anne Johanne i en alder af 20 år overtage den hele bestyrelse af sin fars store husholdning på Gammelgaard, hvilken hun førte i to år til hans tilfredshed. Imidlertid blev hun som ovenfor meldt, i begyndelsen af 1790 forlovet med Johan Peter Knudsen af Ketting. Skønt han om sommeren måtte leve adskilt fra hende, idet han måtte tage ophold på sin gård i Brunde, for at lede dens drift, så gjorde han dog af og til en rejse hjem til Als, således sidst i juli måned. Thi d. 31. juli var begge par brudefolk: Knud Knudsen og Marie Elisabeth Thomsen, Johan Peter Knudsen og Anne Johanne Andersen spadserede ned til Lillemølle, og hørte herfra kanonaden i Slesvig i anledning af kronprins Frederiks formæling med prinsesse, Marie Sophie Frederikke, en datter af landgreve, Karl af Hessen, der tillige var statholder i hertugdømmerne. Denne festlighed mindede dem selv om, at den dag snart nærmede sig, da også de skulle knyttes sammen. Denne formæling havde også den mærkelighed for Joh. Peter Knudsen og hans forlovede, at lige som de begge var fødte i 1768, således gjaldt det samme om kronprinsen og hans høje gemalinde, at de begge var født i samme år, og blev ægteviede i samme år 1790, som Peter Knudsen og Anne Johanne Andersen (mundtligt. fort. af præsten J. Knudsen og mad. A. Joh. Knudsen).
Indbydelse til bryllup 1790.
Den 15. okt. stod hans broder, Knud Knudsens bryllup på Augustenborg, og seks dage derefter d. 21. okt. stod deres eget bryllup på gården, Gammelgaard. Man brugte ikke bryllupsmænd til at indbyde, således som til bønderbryllupper, men fatter Andersen skrev selv en mængde breve, som hans kusk Niels Hansen red omkring med for at indbyde gæsterne, og et sådant brev findes endnu, som er affærdiget til hans slægtning møller, Christian Hansen på Østerholm, hvorfor det her meddeles:
Højtærede gode ven og broder!
Da det har behaget den alvise Gud at stifte et kjærligt ægteskab mellem den vel agte unge person, Peter Knudsen af Ketting, og min yngste datter, jomfru Anne Johanne Andersen, og vi til det sammes fuldbyrdelse ved en kristelig copulation, haver berammet førstkommende 21. okt., som er torsdag efter 20. trin. Søndag. Så er min tjenstvenligst anmodning og begæring til gode ven og broder samt elskende familie, at de samme dags formiddag kl. 11, ville beære os med deres gode nærværelse, her på den høj fyrstelige gård, Gammelgaard, og efter denne gudelige forretning, dennem opvarte med et lidet middags måltid. Sådan æresbevisning skal i alle måder forpligte os til gentjeneste. Da jeg imidlertid har den ære at forblive, d. tjenstskyldige tjener N. E. Andersen. Gammelgaard d. 15. okt. 1790.
Deres bryllup 1790.
1790 d. 21. okt. blev Johan Peter Knudsen og Anne Johanne Andersen af Gammelgaard ifølge kongl. dispensation, ægteviede i huset uden foregående trolovelse (Ketting kirkebog). Denne dag indfandt sig da den talrige brudeskare på Gammelgaard, iblandt gæsterne kunne mærkes: Fra Nordborg: familien Thomsen, Andersen, Brodersen, Krog, Frost, Hollænder og Klaus Jepsen. Fra Havnbjerg: præsten, Nyland, degnen, Joh. Johansen og mølleren, Jørgen Petersen. Fra Svenstrup sogn: Christian Frost fra Svenstrup, Thomsen fra Hjortspring. Fra Igen sogn: pastor Reimuth, Jes Juhler på Østerholm m.fl. Jakob Wrang af Stolbro med flere familier i Stolbro og Dyndved. Ketting sogn: Provst With, degnen Bruhn, familien Knudsen m.fl., forpagter Autzen på Gundstrup, flere familier på Gammelgaard. Notmark sogn: Præsten With, møller, Christian Hansen på Østerholm. Asserballe sogn: Pastor Reimuth, en del familier af brudens familie i Notmark og Asserballeskov. Augustenborg: overinspektør, Matthiesen foruden flere af øvrigheden, staldmester Schnack, bager Thomsen foruden flere. Forpagter Boisen på Werthemine og Boisen på Majbølgaard, Petersen på Rumohrsgaard og Petersen i Bromølle, foruden andre forpagterfamilier på Als og Sundeved. Sønderborg: Købmand Joh. Bock, købmand Spang og møller Thiesen foruden flere. Bruden blev pyntet af provst Withs datter Lovise, der var g. m. kapellan, Jørgen Petersen With i Notmark, og en af pastor Reimuths fire ugifte søstre i Asserballe. Hun var bleven friseret af parykmager, Boll på Augustenborg, hendes hår var sat op i en top med pudder og andre sager, og derover bar hun en lille grøn krone af blomster. På bryllupsdagen var hun iført en sort silkekjole, om søndagen bar hun en smuk atlaskes kjole, hvid i bunden med grønne striber og små røde blomster. Den er endnu bevaret. Bruden var en lille køn brud. Brudgommen var iført sorte klæder, kjole og knæbukser af klæde, strømper af silke og sko med spænder i, også han var den dag en lille smuk mand. Den unge pastor, Augustinus Meldal, kapellan i Ketting, holdt en lille kort brudetale i huset. Da brudens moder var død, og brudgommens moder undskyldte sig, havde mad. Petersen på Rumohrsgaard den ære i alle dage, at repræsentere husmoderen, hun gik med nøgleknippet og anordnede alt i køkkenet. Det finere selskab spiste i salen og blev beværtet med flere udsøgte retter: Suppe, postejer, flere slags steg og kage, foruden andre retter, som en kok fra Sønderborg forestod. Loen var smukt overtrukken med lagner og pyntet med blomster; her sad de mange bøndergæster, der blev beværtede som til et andet bondebryllup. Om eftermiddagen og aftenen dansede man i 2 sale, hele Sønderborg musik, 10-12 musikanter spillede, og de forskellige dengang brugelige danse:” menuet og flere engelskdanse ” opførtes. Brudgommen dansede så at sige ikke, da han ligeså lidt som sin yngre broder, Jørgen havde lært dette; derimod dansede bruden meget, og den fra København hjemkomne Jakob Knudsen. Den første dags bryllup stod om torsdagen, og da det unge par om søndagen gik som unge folk i kirke, fulgte brudeskaren med, og derefter holdtes der anden dags bryllup. Da man kom hjem fra kirken havde bruden tabt sin ring, hvorover hun blev lidt urolig og holdt det for et ilde varsel, hendes svoger, Jørgen Knudsen, søgte og fandt den i vognen, hvorover hun blev meget glad. I brudegaver fik de en hel mængde sølvtøj, især fandtes der mange spiseskeer, 50-60 foruden fem potageskeer. Det var et meget muntert bryllup, hvor alle morede sig fortræffeligt:” Fatter Andersen viste sig her i al sin glans og herlighed og lod se, hvad han formåede; det var da heller ikke mere end billigt, da hans datter i flere år havde bestyret hans hus, og da hun gjorde et godt parti, var der al grund til at fornøje sig.” Ligesom sine to ældre søstre, fik også hun en svær udstyr: to store linnedskabe med forgyldte vindrueklaser og andre forsiringer, tre store dragkister med skabe og snitværk på, flere kister, alt af eg og forsynet med en masse linned og andet tøj, fem, seks senge foruden folkesenge, to sæt højryggede stole, et dusin af hver slags, syv, otte lænestole, hvoraf flere smukke med udskåret arbejde, en meget stadselig klokke med sangspil, en mængde kobber- og tintøj foruden alt andet henhørende til køkken, bryggers og mejeri. Af penge fik hun foreløbig 2000 rdl., så de med hans egne 2000 rdl. kom til at sidde for en gæld på 1000 rdl. Hans moder havde altså holdt ord og forskaffet ham en rig kone (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Hans ophold i Brunde 1790-96.
Straks efter brylluppet tog de ned til deres nye hjem i byen Brunde. Denne by ligger omtrent ¾ m. nordvest for Aabenraa i Riis sogn, og bestod af to helgårde, fem totrediedelgårde, en halvgård, to kåd og en smedje, foruden en skole og et ret betydeligt teglværk. Hans gård var vel ikke videre stor, men den kunne godt føde en familie uden for bondestanden, når de var påpassende og ikke ville slå større på, end de kunne tåle. Han skånede sig ikke, skammede sig heller ikke ved at tage hånd med i arbejdet, især når det var travl tid, og i det hele taget, havde han ord for at være en dygtig landmand, hvad gamle provst Thomsen på Nordborg har stadfæstet. Hun skånede sig heller ikke, tog selv fat og vidste således nok, hvad hun kunne kræve af sine piger:” hun kærnede, æltede smør og gik selv med ud at malke i høstens tid. Da således det følgende 1791 i sept. hendes broder, Ivar Andersen, Jørgen Knudsen og hendes veninde jomfru Christine Margaretha Brodersen med fatter Andersens befordring tog derned for at besøge dem, traf de ham alene hjemme, og da de havde siddet og talt sammen en kort tid, så de hans kone komme fra marken med en af pigerne, hvem hun havde hjulpet at malke, og nu også var behjælpelig med at bære mælken hjem. Hun kom nu ind, hilste på dem og beværtede dem kort efter med risengrød. Der herskede god orden overalt. Hun vågede også med strenghed, over god orden og tugt iblandt sine folk. Herefter følger et par linier som er overstreget, der har stået: Da pigen Dorothea Elstrup en aften kom tidlig hjem fra dans i Aabenraa, kom Peter Knudsen ind og fortalte, om de havde lyst til at se et smukt syn, hun var nemlig gået i seng til Andersens karl, Nis Kusk, der siden boede i Ketting. Han tog derfor en pisk? Og pigen måtte danse over sin egen seng. Her slutter overstregningen. Med den gamle hr. Dörcks kom de meget godt ud af det, og han var ligeledes meget vel fornøjet med dem, da han gik som aldeles hjemme overalt i huset. De holdt også megen omgang med byens bønderfolk, der vare velhavende og rige folk, hvorfor ordsproget gik,” at Brund havde guld i mund. Disse bønder havde det meget pænt hos sig, og havde tilegnet sig noget af købstadsfolks vaner, da de boede Aabenraa så nær. Mest omgikkes der en gammel vakker kone, der benævnedes ” Boy Pærsens enke.” I Aabenraa holdt de også omgang med enkelte familier, især kom de meget sammen med en købmand og bager, Boy Nissen og hans familie. Deres præst hr. Christian Petersen, der blev ansat her 1747, var en gammel mand og døde 1794. Året efter 1795 blev en ny præst hr. Hieronimus Grau valgt. De fremmede, som var der i besøg, fik et gunstigt indtryk af dens ophold der.” Jeg kunne ikke ønske mig et smukkere sted end dette,” sagde Jørgen Knudsen, og det var jo også en smuk omegn ind ad efter Aabenraa; de mange skovpartier og høje punkter, især den høje Kolstrup banke og Skedebjerg, hvorfra man havde en smuk udsigt ud over byen Aabenraa og fjorden. Men det må dog bemærkes, hvad der er det vigtigste for en landmand, at byens jorder var af middelmådig beskaffenhed, at de egnede sig mere til græsgang end til kornavl. 1792 i april måned gjorde Peter Knudsen og hans kone genbesøg på Als, da hendes broder Klaus Andersen, der havde købt Lundsgaard i Sundeved, holdt bryllup med jomfru, Margaretha Petersen på Rumohrsgaard. Mad. Petersen var glad over det gode parti, hendes datter gjorde, og søgte derfor ved brylluppet at overgå Andersen på Gammelgaard. En masse mennesker, størstedelen af dem, der havde været med til hint andet bryllup, var indbudt, alt gik lystigt og muntert til, og alle tænkte kun på at more sig, da men hen på natten foruroligedes ved rygtet om, at Nordborg stod i fuld lue, og en mængde familier var fra denne by. Da de kom hjem var det brændt for dem alle sammen, deriblandt også for Knudsens svoger, Christian Frost. Om sommeren 1793 var det bestemt, at når hans to brødre Jakob og Jørgen Knudsen kom hjem i ferien fra Fyn, skulle de i forening med Knud Knudsen og kone i Ketting besøge dem, og ville de da med deres gæster gøre en lille udflugt imod nord for at bese Haderslev og Christiansfeld. Alle havde glædet sig til denne tur, men den måtte desværre gå ind, thi deres gode broder Knud i Ketting døde 1793 d. 5. juli. For dog alligevel at adsprede deres svigerinde lidt, rejste Jakob og Jørgen Knudsen med deres svigerinde, og hendes lille søn Johan Peter Knudsen, der var to år gl. ned til Brunde. Undervejs besøgte de Klaus Andersen på Lundsgaard, der boede meget elegant og tumlede sig, så det stod efter. De opholdt sig derefter på Brunde en 4-5 dage, men opgav den øvrige del af turen. Her kunne snart en anden ulykke være sket med den stakkels svigerinde fra Ketting, da hendes lille dreng en aften, da han var lagt til sengs i et afsides værelse, igen være bleven vågen og var i begreb med at tumle ud af sengen på hovedet, da hans farbroder Jørgen Knudsen imidlertid i tide kom til og frelste ham. 1794 i feb. døde hendes broder, Ivar Andersen på Østerholm, da han blev slået ihjel af et træ i skoven. Han var en lille spinkel person, med et magert ansigt og en lang spids næse, meget beskeden og stille, men tillige lidt indskrænket. Som den ældste søn var han den egentlige arving til sin faders ejendom, Østerholm Stamparcel, hvilken faderen siden 1793 atter selv beboede, og da Faderen nu var en gammel mand, måtte han altså anderledes arrangere sig, og bestemme et af de andre børn skulle til gården. Klaus Andersen var vel den nærmeste arving, men af en så voldsom ødelæggende natur, at man kunne befrygte det værste, hvis han fik gården. Den gamle mand kunne ikke rigtig bestemme sig. Møller Christian Hansen på Østerholm, der var en meget fornuftig mand, var især ude om at få Joh. Peter Knudsen og kone til at overtage faderens ejendom. Han forelagde sagen for den gamle Andersen, og han tog en dag op til Ketting og talede med den gamle mad. Knudsen,” at hun måtte endelig se til, at hendes søn kunne flytte her tilbage til Als, og tage imod gården Østerholm, for at den gamle mand kunne få det godt på sine gamle dage. Thi tog Klaus Andersen imod gården, ville snart alting sættes overstyr, og den gamle Andersen inden sin død komme til at gå med betlestaven.” Hun havde intet derimod, så gerne, at hendes søn og kone rykkede hende så meget nærmere; når de blot selv havde lyst til at flytte hertil. Joh. Peter Knudsen og kone fattede snart den beslutning at drage tilbage til Als, især ville hun gerne bevare sin faders ejendom. Den gamle Dørcks var mindst fornøjet hermed, da han holdt meget af dem; dog traf han igen en god familie. Thi Joh. Peter Knudsen solgte gården i Brunde til ovennævnte bager, Boy Nissen i Aabenraa. Han fik omtrent det samme for gården, som han havde købt den for, måske vandt han 3-400 rdl., som han kunne anvende på flytningen. Dette skete 1796, altså var de dengang i en alder af 28 år. Denne gård stod i efteråret 1862 bekendtgjort til salg, da ejeren hr. Pretzel, en tysker var død. Dens areal angaves til 140 tdr. land med eng og mose og foruden 6 heste holdtes der 50-60 køer og ungkreatur, men der kan måske senere være tilkøbt noget mere land til gården. Medens hun opholdt sig her i Brunde, havde hun holdt en lille pige fra Aabenraa ved navn Maren over dåben. Denne pige blev senere g. m. vognmand, Neumann i Aabenraa, en brav og vakker familie, der senere vedblev at stå i et kært venskabsforhold til hende og familien og vil senere blive omtalt i det følgende (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen, mad. Knudsen til Lysholm, mad. Frost på Nordborg, Bladet Dannevirke 1862).
|
